Ethvert projekt, der vedrører kul, olie eller naturgas, giver i dag anledning til voldsomme reaktioner og borgerforslag.

EU’s Just Transition Fund

Mandag den 6. juli 2020 stemte energiudvalget i EU-Parlamentet om etableringen af en fond på 40 mia. euro – Just Transition Fund, JTF – der skal bistå med den grønne omstilling af regioner, der i dag er afhængige af fossile brændstoffer og kulindustrier. Det har givet anledning til kritik, at der med fonden var mulighed for at EU kunne subsidiere opførelsen af en ny fossil infrastruktur – for eksempel gasledninger.

Den grønne gruppe i Europa-Parlamentet havde derfor fremlagt et forslag om at udelukke al fossil infrastruktur fra finansiering fra fonden, men det blev stemt ned.

Det har bragt klimaaktivister op i det røde felt, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss og Morten Helveg Petersen, stemte mod ændringsforslaget og for det oprindelige fondsforslag. Begrundelsen var bl.a. at hvis gas erstatter kul, kan det give en CO2-besparelse. Ifølge det danske klimaråd udleder naturgas cirka 57 gram CO2 pr. megajoule, mens det tilsvarende tal for kul er 95 gram pr. megajoule.

Realiteten er da også, at EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft og kul indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi. Den grønne omstilling af Polen og andre lande, der i dag er afhængige af kul, vil ligeledes øge efterspørgslen efter naturgas.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Beslutningen om Nord Stream 2

Det stigende importbehov var baggrunden for at Gazprom og en række europæiske gaskunder besluttede at anlægge en rørledning, der kunne fordoble gaskapaciteten gennem Østersøen.

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, der blev påbegyndt i 2017, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

Nord Stream 2 har været en varm politisk kartoffel i Danmark. Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen. Sagsbehandlingen er først afsluttet i 2020.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Indvendingerne gik dog især på at der var tale om opførelsen af en ny fossil infrastruktur. Argumentet var at EU helt skulle frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændsler og af Rusland.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

Det blev dog ikke aktuelt, da konsortiet bag rørledningen i mellemtiden havde forberedt alternative linjeføringer nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Nord Stream 2 mødte også kraftig modstand fra USA, men en stor del af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil måske begynde at flyde allerede inden udgangen af 2020.

Baltic Pipe

Baltic Pipe er en rørledning til transport af naturgas mellem Nordsøen og Polen via Danmark. Anlægsarbejdet er i gang og forventes færdigt i 2022. Til den tid vil man kunne transportere naturgas fra de norske gasfelter til Polen. Der er stadig masser af gas i Nordsøen, og Polen har et stort behov for energi. Operatørerne bag rørlinjen, danske Energinet og polske GAZ-SYSTEM S.A., har regnet på det og fundet, at der er økonomi i forbindelsen. Naturgas er et fossilt brændsel, men det giver meget mindre CO2-udslip end især kul. Nok skal fossile brændsler udfases i EU, men der vil blive brugt fossile brændsler i Polen og andre østeuropæiske lande i en uoverskuelig fremtid, og her er naturgas et fornuftigt overgangsbrændsel.

Det burde være i dansk interesse at hjælpe polakkerne med en grøn omstilling, som kan reducere Polens CO2-udslip. Det er det, fordi det er det globale udslip, der påvirker klimaet. Det hjælper ikke klimaet nævneværdigt, at Danmark har ambitiøse klimamålsætninger, hvis resten af Europa og verden ikke følger efter.

En gruppe aktivister har imidlertid stillet et borgerforslag om at annullere beslutningen om at anlægge af Baltic Pipe. Hvis det på seks måneder lykkes at skaffe 50.000 underskrifter på forslaget, skal Folketinget overveje, om det vil behandle forslaget.

Blandt forslagsstillerne er forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke og selverklæret klimaktivist Stine Krøijer. Mere overraskende er det måske, at der også er tre socialdemokratiske byrådsmedlemmer, Allan Buch, Steen Otto Dahlstrøm og Peter Sørensen fra Middelfart og Næstved blandt initiativtagerne.

Hovedindvendingen mod rørlinjen er, at den skal transportere fossilt brændsel, og det er efter forslagsstillernes mening uacceptabelt efter vedtagelsen af klimaloven med dens målsætning om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

Nordsøen

Klima- og Energiministeriet åbnede i 2018 den ottende koncessionsrunde – den såkaldte 8. udbudsrunde – i Nordsøen. Resultatet var, at fire olieselskaber har indsendt ansøgninger til regeringen om at få tilladelse til at lede efter og siden frem til 2056 at udvinde ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Selvom olie- og gasindvindingen fra den danske del af Nordsøen har indbragt Danmark over 400 milliarder kroner i statskassen, og udbudsrunden blev iværksat med tilslutning fra et flertal i Folketinget, har der vist sig stor modstand mod at tillade nye aktiviteter i Nordsøen, der anses for at være uforeneligt med målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

En aflysning af 8. udbudsrunde betyder jo på ingen måde i sig selv, at anvendelsen af olie og gas i Danmark reduceres. Hverken i 2030 eller i 2050. Det vil først og fremmest betyde tab af arbejdspladser i en højteknologisk sektor og efter al sandsynlighed tab af et provenu, som ellers kunne bidrage til at finansiere den grønne omstilling.

En tidligere socialdemokratisk energiminister har tilkendegivet, at forestillingen om, at vi ikke har brug for mobilisering af alle de ressourcer, vi har adgang til – inklusive opretholdelsen af aktiviteten i Nordsøen i de kommende år – ganske enkelt er uansvarlig.

 

Ungarns håndtering af Corona-krisen kritiseres i en række europæiske medier. I Danmark udtaler direktøren for tænketanken Europa, Lykke Friis, om Orbans coronalovforslag: ”Det er de facto en afvikling af demokratiet”. Når Ungarns leder, Viktor Orban, vil forlænge landets nødretstilstand på ubestemt tid for at bekæmpe coronavirus, er det et forsøg på at snige diktaturet ind ad bagvejen, lyder det fra Europa-kenderen Lykke Friis.

Dommerforeningen og formanden, Mikael Sjöberg, har heller ikke holdt sig tilbage med anklager mod Polen og Ungarn, hvis regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket domstolenes uafhængighed.

Imens i Danmark

Lykke Friis og Dommerforeningen synes at glemme, at regeringen i Danmark – også med henvisning til bekæmpelsen af coronavirus – har sikret sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der giver vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kan fremover:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvider myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænker forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, har givet anledning til løftede øjenbryn, men dog ikke afholdt regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerer

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet har en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget har vedtaget.

Institut for Menneskerettigheder vil følge tæt med i, hvordan de nye magtbeføjelser bliver håndhævet af myndighederne. Vicedirektør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, har til pressen udtalt, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun er glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige er, at mens Tænketanken Europa, Dommerforeningen, Danmarks Radio og de landsdækkende medier har været særdeles aktive i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har de været påfaldende afdæmpede i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – nu i Coronavirussens navn kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Dommerformand om nedlukning: ”Mit klare indtryk er, at det var regeringen, der lukkede os”

Først da Dommerforeningens formand Mikael Sjöberg forelægges Informations dokumentation, udtaler han, at han ”langt hen ad vejen” er enig i eksperters kritik af, at forløbet bag nedlukningen af domstolene var på kant med Grundlovens princip om magtens tredeling.

”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg til Information.

Det var regeringen, der stod bag nedlukningen af domstolene. Det er det klare indtryk, Dommerforeningens formand, landsdommer Mikael Sjöberg, i dag sidder tilbage med og ”langt hen ad vejen” er han enig i, at nedlukningen skete på en måde, der ifølge juridiske eksperter er på kant på Grundlovens princip om magtens tredeling: ”Jeg synes, det er fornuftigt lige at stoppe op og spørge, om det, der skete, egentlig var statsretligt i orden. Og der hælder jeg nok til, at det var det ikke”, siger Mikael Sjöberg til Information.

Konsekvenserne?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er om et flertal i Folketinget finder at Corona-krisen har berettiger at Grundloven brydes?

 

 

Vækstfonden, der blev grundlagt i 1992 af den danske regering, er en selvstændig offentlig virksomhed, der ejes af den danske stat og finansierer innovation og vækst i danske virksomheder.

Vækstfonden yder lån og garantier samt egenkapital til virksomheder i en bred vifte af brancher, herunder virksomheder fra Grønland og Færøerne. Venture investeringer fokuserer primært på teknologidrevne sektorer som biotech, medtech, edtech, it og robotteknologi. Investeringer gennem små og mellemstore fonde dækker et bredere udvalg af brancher.

I 2018 blev Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, af daværende erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnt som formand i Vækstfonden.

Claus Gregersens centrale rolle i skandalen omkring OW Bunkers bidrog til den udbredte tvivl om den tidligere erhvervsministers dømmekraft og har for Vækstfonden været særdeles problematisk.

OW Bunker og Vækstfonden

OW Bunker blev købt af kapitalfonden Altor i 2007 og efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et regnskabsresultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den tilsyneladende store og stigende indtjening, der fremgik af regnskaberne. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

OW Bunker har siden konkursen trukket en hale af dramatiske afsløringer om enorme gældsbjerge og hemmelig oliespekulation efter sig.

Foreløbig er den tidligere direktør for Dynamic Oil Trading, Lars Møller, i byretten idømt halvandet års fængsel. Men straffesagen mod Lars Møller, er formentlig kun begyndelsen til et langvarigt retsopgør efter en af danmarkshistoriens største børsskandaler. Der kan således imødeses en lang række erstatningssager anlagt af inden- og udenlandske investorer mod selskabets ledelse, bestyrelse, kapitalfonden Altor, revisorer og de rådgivende banker, Carnegie Investment Bank og Morgan Stanley.

Disse sager vil formentlig først blive fuldt afdækket senere, men allerede nu har skandalen omkring OW Bunkers betydet, at placeringen af den tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, har været særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør, som (sammen med Morgan Stanley) rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.

Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

Sagsanlæg

En stor gruppe danske, institutionelle investorer med ATP i spidsen har rejst erstatningskrav mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie, som gruppen mener har medvirket til at vildlede investorer. Samtidig har det belgiske advokathus Deminor på vegne af op til 30 internationale investorer stævnet emissionsbankerne bag OW Bunkers børsnotering for mere end 530 mio. kr.

Claus Gregersen fyret som formand

Erhvervsminister Simon Kollerup har nu erstattet Claus Gregersen med Tue Mantoni som bestyrelsesformand for Vækstfonden.

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tue-mantoni-bliver-ny-bestyrelsesformand-for-vaekstfonden?publisherId=9770657&releaseId=13596461

 

Den amerikanske flåde oplyste på den amerikanske uafhængighedsdag, lørdag den 4. juli 2020, at to af flådens hangarskibe – U.S.S. Ronald Reagan og U.S.S. Nimitz – gennemførte øvelser i det sydkinesiske hav, som Kina gør krav på trods indvendinger fra de sydøstasiatiske nabolande. Hangarskibenes øvelser, der også omfatter fire andre krigsskibe, inkluderer angiveligt afprøvning af hangarskibenes forsvarsevne, herunder slagkraften fra de på hangarskibene stationerede jager- og bombefly. Det er således vigtigt at få afklaret hangarskibenes forsvar mod nyudviklede kinesiske mellemdistancemissiler.

Ifølge den amerikanske flåde var formålet med øvelserne at sende et klart politisk signal til allierede, at USA er “forpligtet til regional sikkerhed og stabilitet”.

Frygt for kinesisk kontrol

Det er ingen hemmelighed, at de strategiske havområder længe har været et spændingspunkt mellem Kina og USA, hvis forhold er blevet forværret i løbet af handelskrigen, Coronavirus-pandemien og Beijings nylige underminering af Hongkongs autonomi.

Kineserne gør krav på store dele af Det Sydkinesiske Hav. Ganske vist har landet tabt en sag til Filippinerne ved Den Internationale Domstol i Haag, men det har ikke afholdt Kinas regering fra at opruste sin militære tilstedeværelse i havområdet og ligefrem bygge baser på kunstige øer.

Det Sydkinesiske Hav byder ikke alene på fiskeri og råstoffer, det udgør også en af verdens vigtigste handelsruter, hvorigennem 20 procent af den globale handel passerer. For Kina gælder det 40 procent af landets eksport, og i Beijing vil man naturligvis gøre meget for ikke at blive lukket inde, mens amerikanerne frygter, at Kina skal få yderligere kontrol med Stillehavets vestlige del.

Således er USA militært til stede på havet og på landjorden i form af baser i lande fra Japan og Sydkorea i nord til Filippinerne i syd, og det er især den amerikanske flåde, der kan blive sårbar i tilfælde af en konfrontation med kineserne.

 

En række partier har den tilgang til de kommende forhandlinger om en grøn skattereform, at CO2-afgifter er et helt nødvendigt redskab, hvis målsætningen om 70 procents reduktion i 2030 skal opnås.

Selv blandt de mest uvidende politikere breder sig dog den erkendelse, at en dansk enegang med CO2-afgifter kan betyde konkurrenceproblemer, lækage og udflytning af arbejdspladser.

En dansk CO2-afgift forudsætter derfor, at der på EU-plan og i alle 27 medlemslande er tilsvarende klimaambitioner og lige så stor villighed til at indføre substantielle CO2-afgifter.

Konkret forudsætter en CO2-afgift, at EU-Kommissionens tanker om en grøn grænseskat, en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Tax”, realiseres inden en CO2-afgift kan indføres i Danmark.

En Carbon Border Adjustment Tax er en skattemekanisme udformet som en grænseskat: Når et produkt fra et tredjeland med høj CO2-udledning rammer det europæiske kontinent, bliver produktet omfattet af en grøn skat på produktets udledning af CO2.

Europa importerer i dag en række produkter fra udlandet, som udleder væsentligt mere CO2 end de produkter, vi producerer i Europa. En CO2-grænseskat kan give store klimagevinster, for en sådan skat kan sikre at priserne på produkter, som bliver importeret til Europa, bedre afspejler produkternes klima- og miljøbelastning. Det vil gøre det væsentligt mindre fordelagtigt at flytte virksomheder ud af EU, selvom virksomheder, der alene afsætter til 3. lande, fortsat vil have et incitament hertil.

En Carbon Border Adjustment Tax er ikke ukompliceret.

Hvem skal fastlægge størrelsen af CO2-afgiften og stå for opkrævningen? Det enkelte medlemsland eller EU? Bilindustrien har demonstreret, at det ikke er uproblematisk at fastlægge CO2-emissionerne knyttet til de enkelte produkter. De nuværende WTO-regler kan også være en hindring, ligesom EU af handelspartnere vil blive mødt af anklager om protektionisme.

Det skal blive interessant at følge beslutningsprocessen i EU om CO2-afgifterne, men først skal landene nå til enighed om Covid-genopretningspakken på 750 mia. euro og om de fin ansielle rammer på 1.100 mia. euro for den kommende budgetperiode.

Måske faldt dansk økonomi kun 3,2 pct. i andet kvartal, viser en ny type beregninger fra Nationalbanken. Det er langt mindre, end mange frygtede, også banken selv.

Nationalbanken har under coronakrisen taget nye værktøjer i brug i det løbende arbejde med at overvåge dansk økonomi. Det er bl.a. modeller, der her og nu kan give et indtryk af udviklingen i bruttonationalproduktet, BNP. De såkaldte nowcastingmodeller er avancerede statistiske modeller, der løbende bearbejder en lang række nøgletal og realtidsindikatorer. I modellerne indgår tal for beskæftigelse, ledighed, inflation, hussalg og mange andre nøgletal, i takt med at de bliver offentliggjort. På den måde er modellerne i stand til løbende at komme med skøn for BNP i det aktuelle kvartal.

Hidtil forventet fald på 6,2 pct.

De hidtil anvendte modeller pegede i uge 26 på, at BNP ville falde med 6,2 pct. i 2. kvartal. Under alle omstændigheder pegede de hidtil anvendte beregningsmetoder på, at der ville være overvejende sandsynlighed for, at BNP ville falde mellem 4 og 8 pct.

I uge 25 pegede den nye beregningsmetode – den såkaldte realtidsmodel – på, at BNP kun ville falde med 3,6 pct. i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal. I ugen efter pegede modellen på et fald på 3,2 pct. Den væsentligste årsag til ændringen var positive tal for udviklingen i detailomsætningen.

Kina vedtog tirsdag trods vestlige indsigelser en ny national sikkerhedslov og tilføjede de nye bestemmelser til Hongkongs mini-forfatning uden først at offentliggøre dem.

Bestemmelserne blev endelig kort før midnat frigivet i Hong Kong, men uden en engelsk oversættelse. Loven lægger op til, at der kan idømmes op til livsvarigt fængsel til dem, der blev fundet skyldige i fire bredt definerede forbrydelser i forbindelse med “separatisme”, “undergravning” samt “terrorisme” og “samarbejde med fremmede magter”.

Den kinesiske leder Xi Jinping underskrev loven tirsdag, og den har virkning fra og med onsdag den 1. juli 2020.

I de seneste dage har der været i hundredvis af demonstrerende borgere på gaderne i Hongkong, der har protesteret mod den nye kontroversielle nationale sikkerhedslov, som mange frygter, vil bremse Hongkongs autonomi.

Protesterne i Hongkong og udenlandske advarsler har ikke gjort indtryk på regimet i Beijing. Lovinitiativet sigter angiveligt på at bevare den kinesiske suverænitet over Hongkong.  Selvom ytringsfriheden ikke direkte antastes er kritikerne på vagt, og de hævder at lovgivningen vil føre til, at borgerlige frihedsrettigheder eroderes.

https://sorenskafte.com/2020/06/04/krudttonden-hongkong/

 

Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 led Dansk Folkeparti, DF, det største mandattab siden Jordskredsvalget i 1973. DF gik fra 37 til 16 mandater, og tilbagegangen er fortsat i meningsmålingerne, og ikke overraskende har det givet anledning til uro i Thulesen Dahls geledder.

Det er meget sjældent, at der har lydt kritik fra Dansk Folkepartis bagland, og det er om muligt endnu mere sjældent, at folketingsmedlemmer offentligt lufter kritik af DF-ledelsen.

Partiet har i mange år kæmpet hårdt og effektivt for sine synspunkter. Partiet gik ikke af vejen for i afgørende forhandlinger at kræve små, men symbolske og synlige fingeraftryk på aftaler. Partiet virkede som Thulesens Dahl selv, ”lean and mean” og fit for hårdt arbejde – vel at mærke tilsyneladende uden at være optaget af ministerbiler og andre ydre symboler på magt og indflydelse.

Søren Espersen symbol på forfaldet

Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, er et synligt udtryk for partiets deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om ophævelse af forsvarsforbeholdet, lempelser i udlændingepolitikken eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han åbenbart havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i Espersen fastholden af Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen og de kritisable forhold i Rigspolitiet, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn, vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Søren Espersens maniske aktivitet efter valget

Efter Folketingsvalget er Søren Espersen vågnet op. Han har næsten manisk markeret sig med synspunkter om alt fra Kina, over Iran til krav om marinens beskyttelse af handelsflåden i den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Der bliver også tid til at skælde ud på alle fra Tyrkiets Erdoĝan, Donald Trump til Danmarks ellers helt usynlige ambassadør i Australien, Tom Nørring. Kønsroller, MeToo og han/hun/hen får også en tur, og undertiden kan man blive helt bekymret over den kraftige mands blodtryk.

Marrakesh-migrationspagten

Men hvor var Søren Espersen, da Lars Løkke Rasmussen i december 2018 trods modstand i Folketinget rejste til Marokko for at tilslutte Danmark til den kontroversielle FN-pagt om migration?

Søren Espersen var Dansk Folkepartis udenrigsordfører, men han var tavs. Internt i Venstre var der uenighed. Lars Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.

Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.

Hollands Mark Rutte underskrev Marrakesh-migrationspagten

I Holland var netop Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, et afgørende element i den jordskredssejr, som det nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, vandt ved lokalvalgene i 2019. FvD kritiserede, at premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie-Folkepartiet for Frihed og Demokrati) – ligesom Lars Løkke Rasmussen – trods alle advarsler om ikke at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev ignoreret – ligesom i totalt ignoreret – af både den hollandske og den danske regering!

Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.

Vandt Lars Løkke Rasmussen på hans one-man stunt?

Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.

I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.

Belgiens Charles Michel, derimod, blev trods sit fæle udseende belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der ene mand udfordrede VK-regeringens kritisable fiskeriadministration og Venstres fraternisering med storfiskere, mistede sin plads i Folketinget. Han har efter valget bittert peget på, at Dansk Folkeparti i december skulle have truet Lars Løkke med valg, hvis han underskrev pagten.

Søren Espersen har været tavs, men mange andre medlemmer af Dansk Folkeparti har tilsluttet sig Ib Poulsens vurdering.

 

Zimbabwe er et af verdens fattigste lande med en gennemsnitsindtægt pr. indbygger på 475 US-dollar. Landet er samtidig kæmpestort – knap 391.000 km2.

Regeringens økonomiske politik har betydet, at landets gæld er vokset eksplosivt. Zimbabwes virksomheder producerer ikke nok til at imødekomme den lokale efterspørgsel eller til at tjene udenlandsk valuta ved at eksportere varer. I stedet har landet et stort og voksende handels- og valutaunderskud.

Sanktioner

USA, EU og UK har siden 2003 opretholdt sanktioner mod Zimbabwe. USA har opretholdt sanktionerne med den begrundelse, at Emmerson Mnangagwas regering ikke har iværksat de politiske og økonomiske tiltag, der er nødvendige for at genoprette tilliden til Zimbabwe. Det er således opfattelsen, at de sidste valg ikke var ”fully free and fair”.

Sanktionerne er målrettet mod enkeltpersoner, ligesom der er forbud mod at sælge våben m.v. til Zimbabwe og bistand til regeringen til ikke-humanitære programmer.

Det er således stadig muligt at yde bistand og nødhjælp direkte til den zimbabwianske befolkning.

Corona

Zimbabwe har i snart 3 måneder været præget af skrappe locdown-foranstaltninger, og regeringen har på ubestemt tid udvidet foranstaltningerne for at bremse spredningen af den coronavirus.

Forbud mod betalingstjenester på mobile platforme

Det er ikke kun Covi-19, der plager Zimbabwe. Regeringen udsendte fredag den 26. juni 2020 en meddelelse om et forbud mod alle mobile pengeplatforme med øjeblikkelig virkning. Informationsministeriet siger, at suspensionen er indført for at give regeringen mulighed for at håndtere spørgsmål om tjenesternes involvering i “økonomisk sabotage” mod den zimbabwianske valuta.

Der er 3 landsdækkende tjenester for pengeoverførsler i Zimbabwe – EcoCash, TeleCash og NettCash. EcoCash siger, at den vil fortsætte med operationerne, indtil den modtager en formel meddelelse fra den rette myndighed, der ifølge EcoCash er nationalbanken. Tjenester som One Money og MyCash vil også blive ramt.

Lukningen har skabt panik i Zimbabwe, hvor mere end 10 millioner af landets 18 millioner indbyggere er helt afhængige af disse mobiltelefon-tjenester. Det er ikke mindst alle dem, der er ansat i den såkaldte ”informal” sektor, der ikke har adgang til bankkonti eller lignende.

I de seneste år har de fleste zimbabwere skiftet fra kontanter til at bruge mobile penge, der ifølge landets centralbank i sidste kvartal af 2019 tegnede sig for 84,8 pct. af alle transaktioner og 22,6 af værdien.

Skal forhindre valutaspekulation

Baggrunden for indgrebet er at landets lokale valuta fortsat mister værdi, og myndighederne håber desperat på at standse nedgangen. Men flytningen har efterladt abonnenter og brugere i en håbløs situation, fordi en meget væsentlig del af alle økonomiske transaktioner foregår via mobile pengeplatforme fordi der simpelthen mangler penge i bankerne – både lokale penge og international valuta.

I 2019 forbød landet den indenlandske brug af udenlandsk valuta og genindførte Zimdollar, som var blevet droppet i 2009 år som følge af den hyperinflation som hærgede landet uanset, at den tidligere leder, Robert Mugabe, havde indført den amerikanske dollar som Zimbabwes officielle valuta.

Regeringen introducerede samtidig i 2019 en ny virtuel valuta: Real Time Gross Settlement (RTGS) dollar. RTGS var en regningsenheden, der var tænkt til brug ved alle bankoverførsler, elektroniske betalinger og forskellige betalingssystemer baseret på mobiltelefoner som EcoCASH, samt Zimbabwianske bond notes og bond coins.

Baggrunden for det, der i realiteten var en samtidig elektronisk pengeombytning og 300 pct. devaluering i forhold til amerikanske dollar, var en økonomi i ruiner.

Zimdollar falder som en sten

Den Zimbabwianske dollar – Zimdollaren – og RTGS tabte dog hurtigt tabt terræn, og offentligt ansatte, der har fået deres løn udbetalt i Zimdollars/RTGS har oplevet en drastisk reallønsnedgang. Markedet efterspørger derfor i stigende grad amerikanske dollar. Præsident Emmerson Mnangagwa var tidligere på måneden tvunget til at betale visse embedsmænd en sum i dollar.

Regeringen i Zimbabwe har i årevis haft et godt øje til pengevirksomhederne på de mobile platforme, især den største tjeneste – EcoCash, har været i søgelyset og anklaget for at bidrage til faldet i den

Andre ofre for regeringens desperate bestræbelser på at dæmme op for Zimdollarens fald er investorer på Zimbabwes fondsbørs. Aktiehandlernes muligheder for at købe aktier i dobbelt børsnoterede selskaber på børsen i Zimbabwe og afhænde dem på enten Johannesburg- eller London-børser, er nu stoppet med Zimbabwes regering forbud mod alle handler på Harare-børsen.

Zimbabwe – en fejlslagen stat

Præsident Emmerson Mnangagwa kom til magten i november 2017, efter at den mangeårige præsident, Robert Mugabe, trådte tilbage efter et militærkup og massedemonstrationer. Præsident Mnangagwa vandt i 2018 et kontroversielt valg præget af vold og valgsvindel.

Zimbabwe var engang en af de mest lovende økonomier på det afrikanske kontinent. Men under præsident Robert Mugabe blev landet præget af korruption, dårlig ledelse og i øvrigt lagt på is af det internationale samfund.

De 16 millioner indbyggere kæmper med en arbejdsløshed på over 80 procent foruden en tårnhøj inflation.

Tidligere Rhodesia

Republikken Zimbabwe, tidligere Sydrhodesia, Rhodesia og Zimbabwe-Rhodesia, er en republik i det sydlige Afrika. Zimbabwe er omkranset af Sydafrika i syd, Botswana i vest, Zambia i nordvest og Mosambique i øst og nordøst og har ingen kystlinje. Den nordvestlige grænse er defineret af Zambezifloden. Victoria Falls er et populært turistmål ved Zambezi. I syd er Zimbabwe separeret fra Sydafrika af Limpopofloden. Zimbabwe deler også en kort grænse med Namibia i vest via en smal landkorridor.

Landet har sit navn efter Great Zimbabwe, en oldtidsby i det sydlige Afrika, som var centrum for et stort rige kendt som Munhumutapa-imperiet. “Zimbabwe” kommer af Dzimbadzemabwe, der betyder “stort stenhus” på shona-sproget.

 

 

Ian Smith

Landet løsrev sig fra Storbritannien i 1965. På det tidspunkt var landet ledet af den hvide farmer Ian Smith, og det hvide mindretal opretholdt et strengt apartheid-styre.

Rhodesia var relativt velstående, men i realiteten kun støttet af Sydafrika. Rhodesia var gennem 70’erne præget af oprør og borgerkrig, og regeringen måtte til sidst overgive sig og udskrive frie valg.

Den 1. juni 1979 blev partileder Abel Muzorewa indsat som premierminister, og landet skiftede navn til Zimbabwe-Rhodesia.

37 år med Robert Mugabe

Da landet blev anerkendt som Zimbabwe i 1980, var det imidlertid med socialisten Robert Mugabe ved magten, som han beholdt i de næste 37 år. Da Mugabe blev præsident, udgjorde de hvide ca. 4 procent af befolkningen, men de ejede 70 procent af landets landbrugsjord, herunder alle de mest frugtbare områder.

Kontroversielle landreformer

Omfordelingen af landbrugsjord fra de store kommercielle farme har derfor stedse været et hedt politisk emne i Zimbabwe. Fra omkring 2000 førte den tvungne fjernelse af hvide jordejere til store prisstigninger på landbrugsvarer som korn og sukker, og Zimbabwes økonomi kollapsede. Zimbabwe var tidligere en vigtig madeksportør i regionen, men i de sidste år har hungersnød været udbredt på grund af Mugabes landreformspolitik.

Dette har efterladt den store majoritet af fattige og jordløse zimbabwianere i en værre forfatning på grund af et katastrofalt fald i produktiviteten, hyperinflation og omfattende arbejdsløshed.

I Zimbabwe er der jernbanenet på totalt 3.700 km. Vejnettet har en total længde på 90.000 km, hvoraf 19 pct. er asfalteret, og der er bygget 7 lufthavne med regulær trafik.

Air Zimbabwe må ikke beflyve EU, fordi selskabet ikke har været I stand til at dokumentere, at de lever op til internationale sikkerhedsregler.

Islands præsident Gudni Johannesson blev ved et jordskredsvalg søndag ifølge de foreløbige resultater genvalgt.

Siden den spektakulære bankkrise på Island i 2008 har Island med omkring 365.000 indbyggere genvundet en vis økonomisk og politisk stabilitet. Det har givet været til fordel for den 52-årige Johannesson.

De tidlige resultater tyder på, at Johannesson har vundet en ny 4-årigt mandat med 90 procent af stemmerne mod højrefløjsudfordreren Gudmundur Franklin Jonsson.

Til gengæld har præsidenten i Frankrig, Emmanuel Macron, vanskeligheder.

Søndag den 28. juni 2020 har man i Frankrig som det andet land efter Corona-lockdown-perioden afviklet 2. omgang af det kommunalvalg, hvor 1. runde blev afholdt den 15. maj 2020. 2. runde skulle have været afholdt den 22. maj, men valget blev udskudt pga. covid-19 og den skrappe franske karantæne og lockdown.

Lav valgdeltagelse

I første valgrunde var valgdeltagelsen usædvanlig lav – 38,8 pct. – den laveste valgdeltagelse ved kommunale valg siden grundlæggelsen af Frankrigs femte republik i 1958.

Søndagens kommunalvalg er afviklet i 4.827 byer rundt omkring i Frankrig, hvor den første stemmerunde ikke kunne afgøre valget. Der har været strenge sanitetstiltag ved afstemningsstederne, hvor masker har været obligatoriske for alle vælgere.

Med en valgkampagne uden valgmøder og gadeagitation, der især har været ført over TV og de sociale medier, er det ikke overraskende, at valgdeltagelsen i søndagens 2. runde var helt nede på 34,7 pct.

Præsident Macron taber valget

For et år siden håbede Macron på, at dette års lokalvalg kunne give hans unge midterparti – La République en Marche – en stærk tilstedeværelse i Frankrigs byer, herunder også i Paris.

Længe inden det endelige valgresultat officielt foreligger, kan det imidlertid fastslås, at valgets sikre taber er præsident Emmanuel Macron.

Kandidaterne fra præsidentens parti, La République en Marche, blev mange steder elimineret allerede i første valgrunde.

Kampen om Paris

Paris påkalder sig særlig interesse i kommunalvalget. I Paris indgik den nuværende socialistiske borgmester, Anne Hidalgo, for nylig en alliance med de grønnes leder David Belliard. Alliancen var ikke uventet – Hidalgo styrede sammen med de grønne under sit første mandat – men med aftalen blev hun den eneste venstre-kandidat. Anne Hidalgo vandt da også med 50,2 procent af stemmerne over Macrons kandidat.

Nedturen i Paris har stor symbolsk betydning forud for præsidentvalget i 2022.

Et lyspunkt for Macron er, at hans premierminister, Édouard Philippe, vinder kampen om borgmesterposten i byen Le Havre i det nordvestlige Frankrig. Philippe har tidligere været borgmester i Le Havre, og selvom mange gerne ser ham fortsætte som premierminister, kan valget få konsekvenser for den franske regering.

Fremgang til De Grønne

Men ellers er det især De Grønne, EELV, der står til sejr i en lang række af Frankrigs større byer. Det gælder i Frankrigs 3. største by, Lyon, hvor Bruno Bernard gør krav på borgmesterposten. Det gælder også Marseille og Bordeaux, hvor de foreløbige resultater tyder på sejr til grønne kandidater frem for Macrons parti, La République En Marche.

Le Pen

I Perpignan i det sydlige Frankrig har Louis Aliot fra Marine Le Pens parti, National Samling, ifølge de foreløbige resultater sikret sig sin første borgmesterpost i en større by.

Hvad sker nu for Emmanuel Macron og République en Marche?

Den franske præsident har allerede inden valget tilkendegivet, at han med sit parti La République en Marche (LREM) under alle omstændigheder ønsker at fastlægge en ny kurs for de resterende to år af hans embedsperiode.

Regeringsændring

Premierminister Édouard Philippe, hvis popularitet er steget kraftigt over hans håndtering af Covid-19-krisen, genvandt som nævnt sin gamle borgmesterpost i Le Havre, og tab af Philippe vil helt sikkert tvinge Macron til store ændringer i den franske regering.

Macrons problemer er ikke blevet mindre af, at LREM-parlamentarikere i maj dannede deres egen parlamentariske gruppe, kendt som Groupe Écologie Démocratie Solidarité, og dermed fratog LREM flertallet i Nationalforsamlingen (underhuset).