Danmarks ambassadør i Japan, Peter Taksøe-Jensen, er ifølge Berlingske ”én ud af måske ti danske diplomater, der har erfaringen og evnen til at se nogle sammenhænge i det, der sker lige nu.”

Det har længe anet os, at blåfrakkerne og lakskoene på Asiatisk Plads havde svært ved at navigere i en omskiftelig verden, men hvis Berlingske har ret: Hvad skal vi så med Jeppe Kofod og de øvrige tusinder af medarbejdere i Udenrigsministeriet?

Fra udkigsposten i Tokyo er Taksøe-Jensen dog så forblændet af det nærliggende Kina, at det blokerer for en klar analyse. Eksempelvis mener Taksøe, at grunden til at WTO ikke fungerer er, at ”USA finder nogle smuthuller i WTOs regelsæt, så man kan gennemføre en handelskrig og en straftold, som klart er i strid med regelsættet. Man bruger fra amerikansk side en undtagelse om sikkerhedspolitiske interesser, der skal beskyttes, og det er netop et smuthul, der underminerer systemet og åbner en ladeport for, at andre kan gøre det samme”.

Realiteten er, at trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

I stedet for al det andet lirum-larum kunne det have været interessant at høre Taksøe-Jensens vurdering af hvad der sker, hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO. Vil det betyde enden på organisationen eller vil den kunne omdannes til et effektivt multilateralt instrument?

https://www.berlingske.dk/globalt/topdiplomat-kina-har-forstaaet-at-udnytte-eus-navlepilleri-og-sammen-med

 

I 1620 indgik den danske admiral Ove Giedde på vegne af Christian den 4. en aftale med fyrsten af Thanjavur en aftale om leje af land og etablering af en handelsstation i Tranquebar 250 km syd for Chennai (Madras) i det sydligste Indien.

Det danske Ostindisk Kompagni etablerede her et støttepunkt for handel og søfart mellem København og Indien. Et eller to skibe ankom årlig fra København, men i 1639 ophørte sejladsen. Tranquebar forblev dog på danske hænder, og i 1670 genoptog det reorganiserede Ostindisk Kompagni farten, men først med etableringen i 1732 af Asiatisk Kompagni blev den regelmæssig med et skib årlig.

Den dominerende vare var indiske bomuldsstoffer, men efter ca. 1750 flyttede centret for produktionen til Bengalen.

På højden af aktivitetsniveauet i 1700-tallet boede der et par hundrede danske embedsmænd, soldater og handelsfolk i Tranquebar, som aldrig blev et økonomisk aktiv for Danmark.

Under Napoleonskrigene 1801-02 og 1808-15 var byen besat af briterne, og efter nogle årtier med hensygnende handel købte Storbritannien den i 1845.

Kastellet Dansborg og enkelte bygninger er bevaret.

Markering af jubilæet

Foreningen Trankebar havde planlagt en større markering af jubilæet for Gieddes ankomst til Tranquebar den 13. september 2020. Indien er imidlertid sammen med USA og Brasilien hårdt ramt af Coronavirussen med over 1 mio. tilfælde og antallet af døde er på over 25.600. Arrangementet i september er derfor aflyst, men foreningen Trankebar planlægger at arrangere en rejse til Indien og markering den 13. februar 2021.

Den ambitiøse danske klimaindsats i Indien

Danmark har af uforståelige grunde etableret et kulturinstitut i Indien, og sammen med Indian-Danish Chamber of Commerce foregøgles det i en kronik i dagbladet Børsen den 13. februar 2020, at der er store eksportmuligheder i Indien. Selvom der ikke er nogen væsentlig samhandel mellem Indien og Danmark, agiterer kulturinstituttet og Dansk-Indisk Handelskammer for at den indiske regering har sat sig ambitiøse klimamål, der vil give muligheder for danske miljø- og klimatejknologi.

Samhandlen mellem Danmark og Indien er begrænset. I øjeblikket udgør den danske eksport mindre end 0,5 pct. af den samlede eksport, og i 2018 havde Danmark et mindre handelsoverskud i forhold til Indien på 200 mio. kr. Det var hverken dansk svinekød eller miljøteknologi, der trak op. Overskuddet stammede især fra overskuddet på tjenestebalancen (søtransport).

Udsigterne for eksport af dansk klimateknologi

Når inderne erfarer, at hver dansker udleder mere end 6 gange så meget CO2 som en inder, må det nødvendigvis give anledning til spørgsmål om Danmark virkelig er i den ”grønne førertrøje” i forhold til Paris-målsætningerne.

Det må forventes, at inderne tøver med at skrive under på store købsaftaler, når de også bliver informeret om, at almindelige danskere betaler over 60 kr. pr. m3-vand, at benzinprisen er på over 12 kr. pr. liter oktan 95, at el koster cirka 2,40 kr. pr. kWh. inklusiv skatter og afgifter, at renovationsudgifterne er tårnhøje, og at et typisk parcelhus på 130 m2. koster omkring 14.000 kr. at varme op om året.

Inderne vil også stille spørgsmålet, om ikke Danmark har valgt nogle meget dyre løsninger, når de erfarer at ganske almindelige lønmodtagere er udsat for verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og at prisniveauet for ganske almindelige dagligvarer i Danmark ligger 38 pct. over EU-gennemsnittet?

Dansk Indisk Kulturinstitut markerer jubilæet den 19. november 2021

Kulturinstituttet, der holder til på den danske ambassade i New Delhi, planlægger at markere 400-årsdagen for indgåelsen af aftalen om Tranquebar den 19. november 2020. Det bliver noget med en ”Trankebar-festival med beach-volley og talent-konkurrencer” oplyser leder af Dansk Indisk Kulturinstitut, Thomas Sehested.

Indien er et demokrati men meget hinduistisk

Indien er med 1,3 milliarder indbyggere på mange måder et moderne demokrati. Ved det seneste parlamentsvalg, der startede den 11. april og sluttede søndag den 19. maj, var der 900 millioner stemmeberettigede.

Ved valget opnåede Modis hinduistiske nationalistiske parti, Bharatiya Janata Party, BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti” – en klar sejr – med omkring 600 millioner afgivne stemmer – den højeste valgdeltagelse nogensinde – 67,1 procent – fik BJP og dets allierede i The National Democratic Alliance (NDA) 355 ud af parlamentets 545 pladser.

Oppositionen med Kongrespartiet og Rahul Gandhi i spidsen fik blot 90 pladser, mens en række andre partier, primært regionale, opnåede 97 pladser.

Ønsker om et Hindustan

Valget viste, at de 900 millioner registrerede vælgere bakker op om Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Narendra Modi vil med et komfortabelt flertal kunne regere videre i de næste fem år.

At Modi vandt, var forventeligt. At han vandt så overbevisende, er overraskende. For det så svært ud ved årsskiftet. Arbejdsløsheden var på sit højeste i 40 år, og landbruget befandt sig i en historisk krise. Samtidig så det ud til, at Rahul Gandhi kunne genrejse Kongrespartiet.

Narendra Modi og BJP brugte dygtigt de sociale medlemmer, og fik faktisk budskabet ud i alle hjørner af Indien: Kun Modi kunne garantere indernes sikkerhed og velfærd!

Budskabet blev hjulpet på vej af terrorangrebet i Kashmir i januar og Indiens resolutte respons med luftangreb i Pakistan. Flertallet af hinduer blev overbevist om, at der var brug for at beskytte de truede hinduistiske værdier. Truede af bøfspisende muslimer, af rettighedskrævende dalitter og af stammefolk samt af den sekulære, liberale elite.

Der er ingen tvivl om, at Indien er et rigtigt repræsentativt demokrati. En undersøgelse viste sidste år, at 90 procent af inderne foretrækker demokrati frem for andre styreformer. Men undersøgelsen viste også, at der er forskelle i forhold til vores opfattelse af et liberalt demokrati.

Inderne er ikke særligt optaget af magtens tredeling, af uafhængige statsinstitutioner og liberale frihedsrettigheder som ytrings- og pressefrihed.

Konflikter i Indien

Indien er samtidig et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,3 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.

Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter, der var en realitet længe inden briterne underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede.

Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.

Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti, der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. BJP er det stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA). Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske parti ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.

Fundamentale Hindu nationalister fra bevægelsen Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.

Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v. Det er formentlig ikke mindst den udvikling, der har betydet, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda.

Forholdet til muslimer og Pakistan

Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.

Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, har konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme utvivlsomt været til fordel for Narendra Modi.

Spørgsmålet er om Narendra Modi bliver nødt til at imødekomme fundamentalistiske hinduers ønske om at gøre Indien til et egentligt ”Hindustan”. Det kunne betyde en revidering af den indiske forfatning ved at fjerne paragraffer om mindretalsbeskyttelse og indføre sproglige ændringer, der signalerer at forfatningen først og fremmest er for hinduer.

Forholdet til Kina

Indien og Kina var i 1962 kortvarigt i krig om grænsen ved Himalaya. Krigen endte med en 3.440 kilometer lang de facto-grænsedragning, der blev kendt som ”Line of Actual Control” (LAC).

Siden har der været momentvise spændinger i området i det svært fremkommelige terræn mellem Kinas Tibet og Indiens Ladakh-region. Området har også forbindelser til Kinas højspændte Xinjiang-region, hvilket øger den strategiske betydning.

Begge lande skrev under på en aftale fra 1966 om, at man ikke må åbne ild inden for to kilometer af grænsedragningen. De seneste skud var i 1975, da fire indiske soldater blev dræbt. Siden er pagten blevet overholdt.

På det seneste har både Kina og Indien imidlertid skruet op for deres aktiviteter i området.

Indien har bygget en ny vej i Ladakh tæt ved grænsedragningen, og også Kina bygger infrastruktur. I slutningen af april sendte Kina tusindvis af tropper ind for at indtage tomme grænseposter i det omstridte område. Siden har der været mindre sammenstød mellem de to hære, hvor ingen dog er blevet dræbt.

I midten af juni mødte grænsepatruljer fra de to lande uventet hinanden på en smal bjergkam, hvorefter der udbrød en voldsom konfrontation. Parterne benyttede ikke skydevåben, men brugte blandt andet køller og sten, og der meldes fra indisk side om mere end 20 døde og sårede. Dødsfaldene sket især i forbindelse med at de kæmpende blev kastet eller styrtede ned fra de stejle fjeldsider.

Kina har ikke oplyst om tabene på deres side

Økonomiske reformer

Asian Development Bank vurderer at den økonomiske vækst i Indien i 2020 vil være på 5 – 6 pct., men de af Modi lovede reformer, der skal skabe ny vækst i økonomien og aktiemarkedet, lader imidlertid vente på sig.

Der er ingen tvivl om, at Indiens vækst først og fremmest drives af den indenlandske efterspørgsel. Den globale vækst er i modvind, og Indiens relativt lukkede økonomi får ikke nogen hjælp fra den side. Modi har forsøgt at kapre produktion og arbejdspladser til Indien fra andre vækstøkonomier gennem ”Make in India” kampagnen, hvilket dog endnu ikke har givet nogen vækst i industriproduktionen.

Forholdet mellem Danmark og Indien

Det bilaterale forhold mellem Indien og Danmark belastes ydermere af den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal militant oprørsgruppe i det nordvestlige Inden. Indien opfatter Niels Holck som en farlig terrorist med mange indiske liv på samvittigheden, og siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse.

Danmark har nægtet, og regeringen har stedse henvist til danske domstoles uafhængighed – et argument, der absolut ikke gør indtryk i Hindustan!

 

Nu må hysteriet omkring klorkyllinger høre op, udtaler formanden for den handels- og landbrugskommission (Trade and Agriculture Commission), den britiske regering netop har nedsat.

Regeringen har nedsat kommissionen for at hjælpe med at sikre, at britiske landmænd ikke underløbes af import af fødevarer, der er fremstillet ved hjælp af metoder, der er ulovlige i Det Forenede Kongerige.

I britiske landbrugskredse har der floreret advarsler om at produkter som klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet oksekød ville oversvømme det britiske marked efter en kommende handelsaftale med USA.

Formanden for handels- og landbrugskommissionen, Tim Smith, skriver i det britiske dagblad The Telegraph, at der var brug for et nøgternt perspektiv (“clear-eyed perspective”) på handelsaftalers konsekvenser for forbrugerne.

Regeringens handelspolitik bør baseres på evidens og ekspertvurderinger, sagde han: “Den alarmisme og det hysteri, der har været omkring spørgsmål som import af klorbehandlede kyllinger og hormon-opdrættet oksekød – som begge i øjeblikket i henhold til EU-regler er forbudt i Storbritannien – er hverken i fødevareindustriens eller offentlighedens interesse”.

Tim Smith udelukkede i den forbindelse ikke muligheden for, at sådanne produkter fremover vil kunne importeres til UK som led i en handelsaftale med USA, men han lovede at bidrage til at sikre, at de britiske landmænd ikke udsættes for illoyal konkurrence, og at de britiske høje dyrevelfærds- og produktionsstandarder ikke undermineres.

Handelsaftale med USA efter Brexit

Den britiske regering har tidligere afvist, at en britisk handelsaftale med USA vil betyde, at amerikanske klorbehandlede kyllinger ville finde vej til de britiske supermarkeder. Nu er Boris Johnson øjensynlig klar til at lade det ske, har blandt andet The Telegraph og Financial Times berettet.

Emnet har konstant været et konfliktpunkt i handelsforhandlinger mellem EU og USA. I USA er det som led i bekæmpelsen af colibakterier, enterokokker og salmonella og andre sundhedsskadelige stoffer tilladt at vaske kyllinger i bakteriedræbende midler som klor.

Klorbehandling af kyllinger har været forbudt i EU siden 1997 på grund af bekymringer omkring fødevaresikkerhed.

Metoden er meget udbredt i USA, og derfor har amerikanerne stort set ingen kyllingeeksport til EU-landene.

EU’s modstand omhandler ikke frygten for at indtage stoffet klor. Klorvask er blandt andet tilladt, når det kommer til salat. EU frygter i stedet, at brugen af klor i slutningen af forarbejdningsprocessen kan blive en måde at opveje dårlige hygiejnestandarder.

USA har stedse efterspurgt evidens og videnskabeligt grundlag for EU’s forbud mod klorskylning af kyllinger og hormonopdrættet oksekød. Hårdt presset har EU henvist til ”forsigtighedsprincippet”, som af USA betragtes som en undskyldning for en klokkeklar teknisk handelshindring.

Det forlyder, at den britiske regering overvejer at ophæve importforbuddet af de pågældende produkter og i stedet indføre krav om tydelig mærkning og en toldafgift, der skal opveje de amerikanske producenters konkurrence fordel.

 

 

John Wagner har i en pause i hans ellers utrættelige kamp mod konkurrence i detailhandelen, storcentre og specielt Bilka, angrebet Eva Selsing, der i Berlingske Tidende har kritiseret Jacob Ellemann-Jensen.

John Wagner mener kritikken er nederdrægtig og han bebrejder Selsings angreb på en ”resultatsøgende borgerlig opposition”.

Den tidligere generalsekretær i Det Konservative Folkeparti har tydeligvis ikke glemt, at Eva Selsing for nogen tid siden i Berlingske Tidende beskrev den konservative politiske ordfører således:

”Partiet de Konservative er, som resten af borgerligheden, delt i to: et værdivenstreorienteret segment og et borgerligt segment. I den lille folketingsgruppe sidder nu et par reelt konservative typer som Rasmus Jarlov og Marcus Knuth. Men så er der også én som Mette Abildgaard, hvis placering i et konservativt parti er en gåde for hver en tænkende, læsende borgerlig. Mette elskede SAS-reklamen og dens nedgørelse af det skandinaviske.

Mette Abildgaard. Denne kakofoni af venstreliberale floskler, solgt som en slags borgerlighed af et væsen, der ingen anelse har om den borgerlige orden. En mur af håndbold og uvidenhed og papegøjeeftersnak af tidsånden. Det er bløde flæskesvær, det er enfoldig pekingeserhund, når man har brug for en schæfer, det er slud i august. Man tænker: hvad skal vi egentlig med det her?

Hvad skal et konservativt parti dog med Mette Abildgaard, hvis vulgære omfavnelse af kulturelt selvhad blot reproducerer de allermest elendige venstrefløjstanker fra 1990erne (selv de røde har forladt dem!): Det ved Mette blot ikke. Mette er bare glad, glad, glad. Vuf. For at sidde i Folketinget, for at bløppe i medierne, for at lege politik. Det bliver lidt tungt i længden, ikke?”

De 27 EU-lande skal under ledelse af formanden for Det Europæiske Råd, belgieren Charles Michel, forhandle om EU-budgettet for 2021 til 2027 og genopretningsfonden, som skal bidrage til, at de europæiske økonomier kommer ud af coronakrisen.

Det er første gang, siden coronakrisen brød ud, at regerings- og statslederne mødes ansigt til ansigt, og samtidig det første Topmøde mens Tyskland har det roterende EU-formandskab.

På det seneste video-topmøde fredag den 19. juni 2020 nåede EU’s regerings- og statschefer ikke til enighed om EU’s enorme genopretningsfond på 750 mia. euro for at overvinde Coronavirus-krisen. Forslaget løber op i knap 5600 milliarder danske kroner. 500 milliarder euro foreslås ydet som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes som lån på lempelige betingelser. Der var ej heller enighed om EU-Kommissionens forslag til EU-budgetrammen for 2021-27 på knap 1100 milliarder euro. Det er godt 8200 milliarder kroner. En række medlemslandes ”budgetrabatter” er ligeledes til diskussion og endelig var der ikke enighed om EU-Kommissionens skatteforslag til hvordan EU’s ”egne indtægter” kan øges i de kommende år.

Hvis der opnås enighed blandt EU’s stats- og regeringschefer, skal Europa-Parlamentet og de 27 nationale parlamenter efterfølgende godkende forhandlingsresultatet inden pengene kan frigives.

Danmark nettobidragyder

Danmark betaler langt mere til EU end vi modtager. Den danske regering, der tidligere som nettobidragyder og medlem af sparebanden ”The Frugal Four”, har været helt afvisende overfor EU-Kommissionens forslag, har tydeligvis indledt et ”elastisk tilbagetog”. Forud for topmødet har Mette Frederiksen på Marienborg sagt:

”Her er brug for europæisk solidaritet, og her er Danmark som lille åben økonomi afhængig af, at alle de europæiske økonomier hurtigt rejser sig. Her er tilsagnet fra vores side helt entydigt: solidaritet og hjælp, ikke mindst til de hårdest ramte lande. Genopretningsfonden skal have muskel. Og så skal det selvfølgelig finansieres på en ordentlig og ansvarlig måde. Det har Danmark altid ment”.

Har Danmark interesse i øgede udgifter til EU?

Pludselig er et monstrøst EU-budget og tilskud til de uansvarlige og gældsplagede sydeuropæere ligefrem i Danmarks interesse. Mens der i brede dele af befolkning og erhvervsliv er klar opbakning til fordelene ved Det Indre Marked, er der på næsten alle andre områder alvorlig tvivl om Danmarks udbytte af EU-medlemskabet.

I modstrid med kendsgerningerne argumenterer regeringen nu – ligesom tænketanken EUROPA og EU-professor Marlene Wind – med, at danske virksomheder og arbejdspladser generelt står til at vinde ved gennemførelse af Kommissionens forslag, der ovenikøbet forsøges solgt som en grøn og digital genopretningsplan.

Merudgifter på 6,7 mia. kr.

De danske årlige merudgifter ved Kommissionens budgetforslag er konservativt opgjort til 6,7 milliarder kroner af Finansministeriet, svarende til en stigning på over 0,3 procent af Danmarks BNI, der skal lægges oveni de nuværende årlige EU-bidrag på over 21 mia. kr. Forhandlingerne kan desuden ende med at EU bemyndiges til at opkræve skatter m.v. for at øge ”egne indtægter” med op til 2 pct. af det samlede BNI i EU.

Danmark modtager årligt i omegnen af 10 mia. kr. alt iberegnet fra diverse EU-kasser, og Danmark er dermed i forvejen nettobidragyder i særklasse til EU.

Hvordan vil Mette Frederiksen overvinde alle forbeholdene?

Spørgsmålet er, hvordan regeringen har tænkt sig først at overbevise sit eget bagland om fornuften i at danske skatteborgere skal medfinansiere nødlidende virksomheder i Sydeuropa? Hvordan vil man forklare nye EU-skatter? Og hvordan skal den nationale finansiering af det øgede EU-kontingent foregå? Betyder Danmarks solidariske hæftelse for 5600 mia. kroner, at vi aldrig vil kunne forlade EU?

 

Morten Bødskov måtte i december 2013 træde tilbage som justitsminister, fordi han havde løjet overfor Folketinget i en såkaldte Christiania-sag. Det er ikke den eneste brøde Bødskov nåede at begå som justitsminister. I februar 2012 nåede hans jurister i justitsministeriet i strid med alle statsretslige principper frem til, at Danmarks tilslutning til EU’s finanspagt ikke indebar suverænitetsafgivelse og derfor ikke krævede folkeafstemning.

Forhistorien om finanspagten er som følger:

Med Maastricht-traktaten i 1992 blev der i EU iværksat en føderal udvikling, der gradvist skulle føre til realiseringen af en Økonomisk og Monetær Union, ØMU.

Med Danmarks nej til Maastricht-traktaten betød Edinburgh-aftalens undtagelser og specielt ØMU-forbeholdet, at vi stod uden for euro-samarbejdet. Folkeafstemningen i 2000 bekræftede, at Danmark ikke skulle deltage i den fælles valuta. Euro-mønter og -sedler blev i eurolandene indført endeligt i januar 2002.

Euro-forbeholdet havde imidlertid ikke forhindret at flertal i Folketinget besluttede at Danmark skulle deltage i de første faser af ØMU-en.

I juni 1997 besluttede Det Europæiske Råd i Amsterdam Stabilitets- og Vækstpagten, der skulle sikre budgetdisciplin efter euroens indførelse. Samtidig etableredes et nyt kurssamarbejde, ERM2, for at sikre stabilitet mellem euroen og de nationale valutaer tilhørende lande, der endnu ikke er trådt ind i eurozonen.

Danmark tilslutter sig både Stabilitets- og Vækstpagten og valutasamarbejdet i ERM2. Med Stabilitets- og Vækstpagten forpligtede landene sig til et maksimalt budgetunderskud på 3 pct. af BNP og en offentlig gæld på maksimalt 60 pct. af BNP.

Finanspagten

EU’s finanspagt er en traktat, der er indgået mellem de fleste af EU’s medlemslande om stabilitet og styring i den økonomiske og monetære union. Formålet var i kølvandet på den verdensomspændende recession i 2008-09 og den efterfølgende europæiske statsgældskrise at styrke den finanspolitiske disciplin i ØMU-landene, især ved at indføre en snæver ramme om finanspolitikken og supplerende restriktioner for udviklingen i den offentlige strukturelle saldo med en generel grænse på underskuddet på højst 0,5 pct. af BNP.

Traktaten blev vedtaget den 2. marts 2012.

Folketinget besluttede i maj 2012, at Danmark skulle tilslutte sig finanspagten inklusive dens restriktioner på den nationale finanspolitik. De daværende regeringspartier Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF samt oppositionspartierne Venstre og Konservative stemte for, mens Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance var imod.

Inden tilslutningen var der en livlig diskussion om deltagelse i pagten ville stride imod Danmarks euroforbehold og dermed kræve en selvstændig folkeafstemning.

Modstanderne mente, at deltagelse i finanspagten ville medføre, at Danmark sammen med de øvrige deltagere i finanspagten ville blive tvunget til deltagelse i fælles finanspolitiske initiativer, og at Danmark stort set måtte opgive at føre en selvstændig finanspolitik. Folketingsflertallets beslutning ville dermed indebære at Folketinget begrænsede sine egne handlemuligheder uden at spørge befolkningen om lov.

Det blev dog som nævnt afvist af Bødskovs jurister i Justitsministeriet i februar 2012.

Bindende bestemmelser

De finanspolitiske bestemmelser i pagten er bindende for de 19 eurolande samt de tre øvrige medlemmer af EU, der frivilligt har valgt at underlægge sig bestemmelserne: Rumænien, Bulgarien og Danmark. Allerede i 2012 blev disse bestemmelser implementeret i dansk lovgivning via budgetloven, som fastsætter, at Danmark ikke må have et underskud på den strukturelle offentlige saldo, der overstiger 0,5 pct. af BNP.

I forhold til øvrige modstandere af EU-Kommissionens forslag er Danmark i en unik situation. I forhold til Danmarks EU-forbehold er det især den foreslåede genopretningsfond, der er problematisk. Genopretningsfonden skal være på 750 mia. euro for at have effekt i forhold til Coronavirus-krisen. Forslaget løber op i knap 5600 milliarder danske kroner, der tilvejebringes ved at EU optager lån, som medlemslandene hæfter solidarisk for.

Fonden skal herefter yde 500 milliarder euro som tilskud til nødlidende medlemslande, mens 250 milliarder euro skal ydes som lån på lempelige betingelser.

EU har med Genopretningsfonden tiltaget sig en ny finanspolitisk kompetence, der direkte griber ind i medlemslandenes finanspolitiske kompetence og indirekte dikterer rammerne for landenes økonomiske politik.

 

Kasper Støvring har begået en artikel (”De røde forbedrer ikke minoriteters forhold, de fastholder dem i en selvødelæggende kultur”), der i dagbladet Information bringes i kronikserien om, hvad de blå er vrede over.

Kasper Støvring, der har betegnes sig selv som realist, skriver at den identitetspolitiske venstrefløj fastholder minoriteter i offerrollen, ydmyger dem med medlidenhed og ansporer dem til at reproducere en selvødelæggende kultur. Derfor bør de selvretfærdige røde bekæmpes: ”Venstrefløjsaktivisme betyder en frisættelse af destruktive kræfter, der er nærmest umulige at kontrollere. Derfor må bevægelsen inddæmmes eller helt standses, ikke mødes med kujoneret forståelse og passivitet. Der er nemlig intet som helst overraskende i pøblens amokløb, når anarkiet først er sluppet løs”.

Når Støvring harmdirrende insisterer på at de selvretfærdige røde skal bekæmpes, inddæmmes eller helt standses kommer man uvilkårligt til at tænke på Martin Luther.

Bondeopstanden i 1525 fik Martin Luther til at skrive et af sine mest berygtede skrifter med titlen ”Mod bøndernes røveriske og morderiske horder”, der opfordrede fyrsterne til at slå alle de oprørske bønder ihjel. ”Stik, slå, dræb”, opfordrede Luther.

Den polske præsident Andrzej Duda, vandt snævert i 2. runde i Polens præsidentvalg søndag den 12. juli 2020.

Den nationale valgkommission erklærede mandag formiddag, at Duda fik 51,2 procent af stemmerne og dermed vandt over udfordreren Rafal Trzaskowski, den social-liberale Warszawa-borgmester. Valget var med en valgdeltagelse på 68.9 pct. det tætteste præsidentvalg siden afslutningen af den kommunistiske æra i 1989.

I Polen – og i udlandet – har valget været betragtet som afgørende for Polens fremtid. Mens Andrezej Duda har ført kampagne på en national ”Poland First”-agenda har de to kandidater på centrale spørgsmål indtaget diametralt modsatte positioner, herunder vedrørende Polens forhold til Den Europæiske Union og til homoseksuelles rettigheder.

Andrzej Dudas sejr forventes at medføre kontroversielle ændringer i retsvæsenet og fortsat modstand mod abort og homoseksuelles rettigheder. Rafal Trzaskowski stod for en mere progressiv pro-EU-dagsorden, og skuffelsen over valgets udfald er mærkbar blandt eurokrater i Bruxelles.

Et flertal af svenskerne siger, at de ønsker færre asylansøgninger, end landet oplevede i 2019, og andelen af disse udtalelser stiger fra en lignende meningsmåling fra sidste år.

SVT rapporterer, at ifølge opinionsinstituttet Novus ønsker 63 procent af svenskerne at Sverige skal tage mod færre asylansøgere end sidste år, hvor landet accepterede omkring 22.000 nye ansøgninger.

Resultatet er syv procent højere end en Novus-meningsmåling foretaget året før, hvor 56 procent af de adspurgte sagde, at de ønskede at se færre asylansøgninger.

Kun otte procent sagde, at de ønskede at se flere asylansøgere ankomme til Sverige mens 19 procent sagde, at de ville have det samme antal asylansøgere som sidste år.

Novus har også spurgt svenskerne, om de mente, at landet skulle have en grænse for asylansøgninger om året, og hvor mange de mente var passende.

Den største gruppe, 29 procent, var uafklarede, mens 28 procent sagde under 10.000, 16 procent sagde nul, og 11 procent sagde, at der ikke bør være nogen grænse.

I Sverige er der i øjeblikket en intens debat om asylpolitik, hvor mange på højrefløjen kræver flere restriktioner, mens de grønne har truet med at forlade regeringen, hvis der indføres hårde restriktioner.

I perioden fra 2010 til 2019 udstedte Sverige opholdstilladelse til omkring 1,2 millioner migranter, herunder i forbindelse med familiesammenføringer.

Søtransport er fortsat den eneste sektor uden specifikke EU-forpligtelser til at reducere drivhusgasemissioner. Global skibsfart udleder betydelige mængder drivhusgasemissioner – omkring 2-3 pct. af de samlede globale drivhusgasemissioner – og i 2015 kom 13 pct. af de samlede EU-drivhusgasemissioner fra transportsektoren.

CO2-emissioner fra skibsfart skal reduceres med 40 pct.

Europa-Parlamentets miljøudvalg godkendte tirsdag den 7. juli 2020 med 62 stemmer for, 3 mod og 13 hverken for eller imod Kommissionens forslag om som led i Green Deal at revidere EU-systemet til overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport, de såkaldte MRV-regler, og bringe dem i overensstemmelse med de aftalte bestemmelser i IMO (International Maritime Organization).

Skibsfartsindustrien omfattes af EU’s kvotesystem

Miljøudvalget ville dog højne ambitionsniveauet, og valgte at inkludere skibe på 5000 bruttotonnage og derover i EU’s emissionshandelssystem (Emissions Trading System, ETS) samt et obligatorisk krav til rederierne om at reducere deres årlige gennemsnitlige CO2-emissioner fra alle skibe med mindst 40 pct. i forhold til 2008 inden 2030.

Ocean Fund

Europa-Parlamentets miljøudvalg opfordrer tillige til etableringen af en “Ocean Fund” finansieret af indtægter fra kvoteauktioner under ETS-systemet. Fonden skal bidrage til at gøre skibe mere energieffektive og støtte investeringer i innovative teknologier og infrastruktur, såsom alternativt brændstof og grønne havne. 20 pct. af fondens indtægter skal bruges til at understøtte marine økosystemer, der påvirkes af den globale opvarmning.

International aftale om skibsfartens CO2-emissioner

Europarlamentarikerne i udvalget er enig med Kommissionen i at rapporteringsforpligtelserne i EU skal tilpasses reglerne i IMO, men EU-Kommissionen pålægges samtidig at arbejde for en ambitiøs international aftale om skibsfartens drivhusgasemissioner, der lever op til ambitionerne i Paris-aftalen.

Vedtagelse i Europa-Parlamentet til september

Når forslaget er vedtaget i Europa-Parlamentet under mødet i Strasbourg en 14. – 17. september 2020 vil forhandlingerne med EU’s medlemslande om den detaljerede udmøntning i lovgivning kunne begynde.

Kritik af Pernille Weiss

Altinget kunne den 19. juni 2020 oplyse, at det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, i EU-mediet EU Observer blev kritiseret for ikke at være åben om sine tætte forbindelser til dansk skibsfart. Weiss skulle have undladt at oplyse til Europa-Parlamentet, at hendes valgkampagne til parlamentsvalget sidste år var støttet af Danske Rederier, på trods af at hun arbejdede med EU-Kommissionens forslag om ændring af MRV-reglerne for overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport.

Basisår 2008 eller 2018?

Ifølge EU Observer skulle Weiss aktivt have arbejdet for at de nye MRV-regler skulle føre til mildere reduktionsmål for shippingindustrien ved at sikre, at det basisår, som udledningen skulle måles ud fra, blev 2008.

Jutta Paulus fra den grønne gruppe i Europa-Parlamentet har været rapporteur på MRV-forslaget, og de grønne havde angiveligt foretrukket at basisåret var 2018 og ikke 2008, fordi 2008 et fordelagtigt år for industrien at tage udgangspunkt i. Den verdensomspændende finanskrise resulterede i økonomisk nedgang, mindre handel og mindre skibsfart som afspejledes i at skibsfarten allerede i 2015 havde reduceret emissionerne med 30 pct. i forhold til 2008.