Når fossile brændsler får klimaaktivister til at se rødt

Oliepris negativ

Ethvert projekt, der vedrører kul, olie eller naturgas, giver i dag anledning til voldsomme reaktioner og borgerforslag.

EU’s Just Transition Fund

Mandag den 6. juli 2020 stemte energiudvalget i EU-Parlamentet om etableringen af en fond på 40 mia. euro – Just Transition Fund, JTF – der skal bistå med den grønne omstilling af regioner, der i dag er afhængige af fossile brændstoffer og kulindustrier. Det har givet anledning til kritik, at der med fonden var mulighed for at EU kunne subsidiere opførelsen af en ny fossil infrastruktur – for eksempel gasledninger.

Den grønne gruppe i Europa-Parlamentet havde derfor fremlagt et forslag om at udelukke al fossil infrastruktur fra finansiering fra fonden, men det blev stemt ned.

Det har bragt klimaaktivister op i det røde felt, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss og Morten Helveg Petersen, stemte mod ændringsforslaget og for det oprindelige fondsforslag. Begrundelsen var bl.a. at hvis gas erstatter kul, kan det give en CO2-besparelse. Ifølge det danske klimaråd udleder naturgas cirka 57 gram CO2 pr. megajoule, mens det tilsvarende tal for kul er 95 gram pr. megajoule.

Realiteten er da også, at EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at stige yderligere i de kommende år. I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og da den europæiske gasproduktion i Holland, Norge (og Danmark) ventes at falde, vil importbehovet stige.

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft og kul indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi. Den grønne omstilling af Polen og andre lande, der i dag er afhængige af kul, vil ligeledes øge efterspørgslen efter naturgas.

Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer over halvdelen af Ruslands offentlige provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Beslutningen om Nord Stream 2

Det stigende importbehov var baggrunden for at Gazprom og en række europæiske gaskunder besluttede at anlægge en rørledning, der kunne fordoble gaskapaciteten gennem Østersøen.

Omkostningerne for Nord Stream 2-projektet, der blev påbegyndt i 2017, løber op i næsten ti milliarder euro – heraf betaler ejeren – Gazprom – halvdelen, mens resten betales i lige store andele på 920 millioner euro af virksomhederne Wintershall og Uniper/E.NO (begge Tyskland), OMV (Østrig), Royal Dutch Shell (Holland og Storbritannien) og Engie – som tidligere hed GDF Suez – (Frankrig).

Nord Stream 2 har været en varm politisk kartoffel i Danmark. Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen. Sagsbehandlingen er først afsluttet i 2020.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Indvendingerne gik dog især på at der var tale om opførelsen af en ny fossil infrastruktur. Argumentet var at EU helt skulle frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændsler og af Rusland.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

Det blev dog ikke aktuelt, da konsortiet bag rørledningen i mellemtiden havde forberedt alternative linjeføringer nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Nord Stream 2 mødte også kraftig modstand fra USA, men en stor del af de 1.230 kilometer af den nye rørledning fra Vyborg i Rusland til Lubmin nær Greifswald er faktisk allerede lagt, og gassen vil måske begynde at flyde allerede inden udgangen af 2020.

Baltic Pipe

Baltic Pipe er en rørledning til transport af naturgas mellem Nordsøen og Polen via Danmark. Anlægsarbejdet er i gang og forventes færdigt i 2022. Til den tid vil man kunne transportere naturgas fra de norske gasfelter til Polen. Der er stadig masser af gas i Nordsøen, og Polen har et stort behov for energi. Operatørerne bag rørlinjen, danske Energinet og polske GAZ-SYSTEM S.A., har regnet på det og fundet, at der er økonomi i forbindelsen. Naturgas er et fossilt brændsel, men det giver meget mindre CO2-udslip end især kul. Nok skal fossile brændsler udfases i EU, men der vil blive brugt fossile brændsler i Polen og andre østeuropæiske lande i en uoverskuelig fremtid, og her er naturgas et fornuftigt overgangsbrændsel.

Det burde være i dansk interesse at hjælpe polakkerne med en grøn omstilling, som kan reducere Polens CO2-udslip. Det er det, fordi det er det globale udslip, der påvirker klimaet. Det hjælper ikke klimaet nævneværdigt, at Danmark har ambitiøse klimamålsætninger, hvis resten af Europa og verden ikke følger efter.

En gruppe aktivister har imidlertid stillet et borgerforslag om at annullere beslutningen om at anlægge af Baltic Pipe. Hvis det på seks måneder lykkes at skaffe 50.000 underskrifter på forslaget, skal Folketinget overveje, om det vil behandle forslaget.

Blandt forslagsstillerne er forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke og selverklæret klimaktivist Stine Krøijer. Mere overraskende er det måske, at der også er tre socialdemokratiske byrådsmedlemmer, Allan Buch, Steen Otto Dahlstrøm og Peter Sørensen fra Middelfart og Næstved blandt initiativtagerne.

Hovedindvendingen mod rørlinjen er, at den skal transportere fossilt brændsel, og det er efter forslagsstillernes mening uacceptabelt efter vedtagelsen af klimaloven med dens målsætning om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

Nordsøen

Klima- og Energiministeriet åbnede i 2018 den ottende koncessionsrunde – den såkaldte 8. udbudsrunde – i Nordsøen. Resultatet var, at fire olieselskaber har indsendt ansøgninger til regeringen om at få tilladelse til at lede efter og siden frem til 2056 at udvinde ny olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Selvom olie- og gasindvindingen fra den danske del af Nordsøen har indbragt Danmark over 400 milliarder kroner i statskassen, og udbudsrunden blev iværksat med tilslutning fra et flertal i Folketinget, har der vist sig stor modstand mod at tillade nye aktiviteter i Nordsøen, der anses for at være uforeneligt med målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.

En aflysning af 8. udbudsrunde betyder jo på ingen måde i sig selv, at anvendelsen af olie og gas i Danmark reduceres. Hverken i 2030 eller i 2050. Det vil først og fremmest betyde tab af arbejdspladser i en højteknologisk sektor og efter al sandsynlighed tab af et provenu, som ellers kunne bidrage til at finansiere den grønne omstilling.

En tidligere socialdemokratisk energiminister har tilkendegivet, at forestillingen om, at vi ikke har brug for mobilisering af alle de ressourcer, vi har adgang til – inklusive opretholdelsen af aktiviteten i Nordsøen i de kommende år – ganske enkelt er uansvarlig.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s