Forenede Arabiske Emirater (UAE) – areal på knap 84.000 km2, grænser til Oman og Saudi-Arabien, en befolkning på knap 10 millioner og med hovedstaden Abu Dhabi – har meddelt, at man med virkning fra 1. maj forlader oliekartellet OPEC og den bredere gruppe kaldet OPEC+.

Ifølge eksperter er det ikke overraskende, at Emirates nu forlader OPEC. Allerede før Iran-krigen var der uenighed i OPEC om produktionsvolumener. Emiraterne ønskede at producere mere end den kvote, der var tiltænkt dem.

Emiraternes øgede olieproduktion vil kunne bringe yderligere indtægter på 50 milliarder amerikanske dollars hvert år, men samtidig kan bruddet med Saudi-Arabien og en priskrig på oliemarkederne indebære risici.

I sin meddelelse om tilbagetrækningen taler Emiraterne om “nationale interesser og landets mål om aktivt at bidrage til markedets presserende behov.” Urolighederne i Hormuzstrædet, udløst af Iran-krigen, nævnes også.

Hvad betyder det for oliepriserne?

Exit-meddelelsen vil ifølge analytikere ikke have nogen umiddelbar indvirkning på det globale energimarked. Dog indikerer tiltaget, at den globale forsyning vil være højere, end den ellers ville være, når Hormuzstrædet genåbner.

På kort sigt har de fastlåste forhandlingerne mellem Iran og USA, og manglen på udsigt til en rettidig forbedring af olieforsyningen større indflydelse på at olieprisen er stigende.

Hvad har Saudi-Arabien med tiltaget at gøre?

Kongeriget har en dominerende position inden for OPEC på grund af dets enorme produktionskapacitet og sine enorme oliereserver – Saudi-Arabien ejer omkring 17 procent af verdens dokumenterede reserver. Gennem OPEC+ alliancen, som Rusland også er medlem af, har Saudi-Arabien udvidet sin indflydelse yderligere. Ved at forlade OPEC og OPEC+ vender Emiraterne ryggen til hele kartellet og afviser dermed også Saudi-Arabiens krav på lederskab.

Abu Dhabi og Riyadh optræder i stigende grad som rivaler.

I Yemen og Sudan støtter de forskellige sider og forfølger også forskellige strategier i forhold til Israel. Økonomisk konkurrerer begge monarkier om investeringer, handel og turisme.

Saudi-Arabien må nu forsøge at holde OPEC samlet. Nogle forudsiger allerede begyndelsen på kartellets ende. Den israelske nyhedsportal “Ynet” skriver, at Emiraterne har “opløst” OPEC.

Hvordan reagerer USA?

For USA, verdens største olieproducent, betyder et svagere OPEC-kartel og mere olie på markedet, vil benzinpriserne falde – sandsynligvis også for amerikanske borgere. Hvis dette sker nogle måneder før efterårets Midtvejsvalg vil det formentlig blive hilst velkommen af Trump-administrationen.

Det er imidlertid usikkert, om Hormuz-strædet faktisk vil blive permanent åbnet for skibstrafik inden begyndelsen af november. Samtidig skal den amerikanske regering være forsigtig med, at priserne ikke falder for meget: Hvis priserne falder for meget, vil store dele af olieproduktionen i USA ikke længere kunne betale sig.

Det Internationale Energiagentur

Ifølge Reuters den 30. april 2026 udtaler Fatih Birol, chef for Det Internationale Energiagentur (IEA), at verden står over for den største energikrise i historien efter krigen i Iran. Ifølge Birol oplever “olie- og gasmarkederne store vanskeligheder. Da jeg sidst tjekkede, var olieprisen mere end 120 dollars, hvilket lægger et stort pres på mange lande.”

Italiensk opera er kendt for drama – på og udenfor scenen! Men i oktober 2025 kunne Financial Times berette, at Venedigs berømte operahus – La Fenice – var midtpunkt i et voldsomt drama.

Sagen er, at operahusets orkester, stamgæster og personale – foruden klassiske musikere over hele Italien – gør oprør mod teatrets nyudnævnte musikalske leder: en ung kvindelig dirigent med stærke bånd til Mette Frederiksens veninde, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Fratelli d’Italia – Italiens brødre.

I centrum af balladen er 35-årige Beatrice Venezi, født 5. marts 1990 i Lucca, Toscana. Hun blev ansat som chefdirigent for det verdensberømte operahus Teatro La Fenice i Venedig i september 2025 med tiltrædelse 1. oktober 2026.

Dermed ville hun blive den første kvindelige musikalske leder af La Fenice, der blev grundlagt i 1792, og hvor komponister som Giuseppe Verdi engang uropførte nye værker.

Orkestrets musikere har hævdet, at Venezi mangler den nødvendige “professionelle profil” til en sådan rolle. De har truet med at strejke, medmindre hendes nominering bliver trukket tilbage. “Hendes curriculum vitae er ikke engang minimalt sammenligneligt med dem fra de store dirigenter, der tidligere holdt stafetten,” skrev de i et offentligt brev, hvor de advarede om skade på La Fenices “image og troværdighed.”

Beatrice Venezi – som også har optrådt i tv-reklamer for hårprodukter og pasta – er en åbenhjertig kritiker af, hvad hun beskriver som Italiens mandsdominerede og “elitære” klassiske musikscene.

I 2024 var hun vært for en tv-serie, Voices Out of the Chorus, om oversete kvinder i musikhistorien. Hun har tidligere dømt og været medvært på den populære musikfestival San Remo, som udvælger Italiens bidrag til Eurovision Song Contest.

Men hendes dirigentteknik har været kontroversiel blandt professionelle musikere, hvoraf nogle har kritiseret den for at være ”rudimentær, umoden, uden gennemslagskraft” og ikke formidle musikalske ideer. Under en gæsteoptræden med det sicilianske symfoniorkester klagede nogle musikere: “Det ville have været lettere at spille uden hende.”

Beatrice Venezi har på sin side ikke holdt sig tilbage med kritik og hævdet at den klassiske musikscene var præget af nepotisme. Hun har således lidt friskt udtalt, at pladserne i det operaorkester, hun skulle til at lede, ”praktisk talt går i arv fra far til søn”.

Venezi, der selv er blevet beskyldt for at få stillingen, fordi hun er venner med premierminister Giorgia Meloni, er nu ifølge La Repubblicca og andre italienske medier blevet fyret fra jobbet som chefdirigent uden at have løftet stokken en eneste gang.

Andre skandaler i italiensk opera

Italiens førende operateater, La Scala, som fortsat er et centrum for Milanos kulturelle og sociale elite, blev grundlagt af den østrigske kejserinde Maria Theresa i 1778.

La Scala har været rammen for mange af de helt store i italiensk opera fra Gioachino Rossini til Aruro Toscanini, men er måske allermest forbundet med Giuseppe Verdi.

Operaen har også haft sin del af de dramaer og skandaler, der forbindes med opera. La Scala lagde i sæsonen 2018-19 ud med Verdis opera Attila, men nyfortolkningen gav anledning til furore. Især var mange utilfredse med en scene, hvor en kvinde smadrer en statue af Jomfru Maria.

Tilbage i 2012 var åbningsforestillingen Wagners Lohengrin. Årsagen var at 2013 markerede 200-året for den tyske komponist fødsel. Problemet var, at 2013 også var 200-året for Giuseppe Verdi, og mange italienere blev fornærmede.

I 2019 måtte La Scala opera sige nej til en infusion på 15 millioner euro fra Saudi-Arabien. Det har i Italien givet ny næring til den gamle diskussion om det statslige ansvar for finansiering af kunsten, eller om det er okay at overlade finansieringen til selskaber og tvivlsomme investorer?

Det vakte furore, da det kom frem, at La Scala, var involveret i indgående drøftelser om et femårigt partnerskab med det saudiarabiske kulturministerium, der ville hælde 15 mio. euro i La Scalas kasser. La Scala havde faktisk allerede modtaget godt 3 millioner euro, men planerne gav anledning til massiv kritik fra politikere og andre, der krympede sig ved tanken om et samarbejde mellem en ikonisk national institution og et dubiøst regime. Balladen endte med at La Scala sagde nej til Saudierne.

Rom kan også

Operaen i Rom er ikke helt på højde med La Scala, men tegner sig for en rigelig del af italienske operaskandaler.

Balladen i Hannover bringer mindelser om balladen, da en kendt operainstruktør i forbindelse med en opsætning af Giuseppe Verdis opera ”La Traviata” på Teatro dell’Opera di Roma ikke ville benytte teatrets primadonna, en fyldig sopran i sine bedste år, i hovedrollen som Violetta Valéry.

Instruktøren begrundede sin beslutning med, at primadonnaens fyldige ”statur var uforenelig med rollen”. Som bekendt opfattes Violetta Valéry normalt som en udtæret yngre og skrøbelig kvinde, der efter en (meget) lang proces endelig dør af tuberkulose (i visse nyere opsætninger af kræft eller HIV).

Andre eksempler

Hvis vi går lidt tilbage i historien, er der mange andre eksempler på vrede reaktioner på kritik:

I 1853 havde Giuseppe Verdis opera “Il Trovatore” (Troubaduren) premiere på Teatro Apollo i Rom (lå ved Tiberen og nedrevet i 1925 i forbindelse med Tiberens inddæmning).

Forestillingen blev dårligt modtaget og en kritiker skrev, at operaen var “et udtryk for ekstremt dårlig smag og uudholdelig vulgaritet”. Verdi blev så vred over kritikken, at han skrev et brev til redaktøren af Gazzetta Musicale di Milano, hvor han kaldte kritikerne for “en bande ignoranter”.

I øvrigt blev Verdis opera “Ballo in maschera” (Maskeballet), der havde premiere på Teatro Apollo seks år senere, også kritisk modtaget.

Da komponisten Gioachino Rossinis opera ”Otello” i 1816 havde premiere på Teatro del Fondo i Napoli blev den dårligt modtaget. En kritiker skrev at musikken var ”rædsom, steril og vulgær” og Rossini blev så påvirket at han i en årelang, dyb depression slet ikke var i stand til at komponere.

Komponist Richard Wagner var også kendt for at være tyndhudet, når det kom til kritik. I 1850 offentliggjorde han et essay, hvor han angreb musikkritikeren Eduard Hanslick, som han beskyldte for ikke at kunne værdsætte hans musik. Essayet, der hedder “Judaism in Music”, er blevet kritiseret for dets antisemitiske overtoner.

Da Vincenzo Bellinis opera “Norma” i 1831 havde premiere på La Scala i Milano blev den modtaget med blandet kritik, hvor nogle roste musikken, mens librettoen blev nedgjort. Den følsomme Bellini blev så påvirket, at han blev syg og måtte forlade Milano for at komme sig.

Komponisten Giacomo Puccini havde et notorisk konfliktfyldt forhold til kritikerne i Rom. Da hans opera ”Tosca” i 1900 havde premiere på Teatro Costanzi – det nuværende Teatro dell’Opera di Roma – og den blev mødt af blandet kritik, nægtede han at deltage i den traditionelle reception på premiereaftenen, men sendte et harmdirrende brev til teaterchefen.

Maria Callas

Operasanger Maria Callas var kendt for sit temperament og åbenhjertighed. I 1958 blev der buhet af hende på scenen på La Scala i Milano under en opførelse af Bellinis førnævnte opera “Norma”. Dagen efter udsendte hun en erklæring, hvor hun beskyldte publikum for at være “ukultiverede” og “barbariske”.

Efter en lignende oplevelse med en opførelse af “Norma” på Teatro dell’Opera di Roma, hvor Callas blev rost for sin sang, men kritiseret for sit skuespil, blev Callas så mopset, at hun i flere år nægtede at optræde i Rom.

Pavarotti

Tenoren Luciano Pavarotti var også kendt for sine stærke reaktioner på kritik. I 1987 blev han buhet af under en opførelse af Donizettis opera “L’Elisir d’Amore” (Elskovsdrikken) på Metropolitan Opera i New York. Dagen efter aflyste han en planlagt optræden på “Good Morning America” og udsendte en erklæring, hvor han beskyldte publikum for at være “utaknemmelige”.

I 2011 modtog dramatiker og instruktør David Mamet en hård anmeldelse fra New York Times for hans skuespil “The Anarchist.” Mamet, der i Danmark også er kendt for at have skrevet og instrueret film – bl.a. manuskriptet til The Postman Always Rings Twice (Postbudet ringer altid to gange), The Verdict (Dommen) og Wag the Dog, svarede med et brev fyldt med eder og forbandelser til Times’ teateranmelder, hvor han beskyldte anmelderen for at være “en uærlig, uoprigtig og snæversynet kritiker.”

Komponisten Andrew Lloyd Webber blev i 1989 så vred over en negativ anmeldelse af hans musical “Aspects of Love” (Kærlighed), at han indrykkede en helsidesannonce i en London-avis, hvor han beskyldte anmelderen for at foranstalte en personlig vendetta imod ham og kaldte ham en “andenrangs kritiker.”

Dramatiker John Osborne, kendt for bl.a. ”Look Back in Anger” (Ung vrede), var kendt for sit voldsomme temperament og sin vilje til at engagere sig i offentlige fejder med kritikere. I 1965 angreb han kritikeren Kenneth Tynan i en række breve til pressen, hvor han beskyldte Tynan for at være en “parasitisk egoist” og ”alfons for den etablerede kritik”.

Orson Welles

Filminstruktøren og skuespilleren Orson Welles var kendt for at være tyndhudet. I 1948 svarede han på en negativ anmeldelse af hans film “Macbeth” ved at indrykke en annonce i ”Hollywood Reporter”, hvor han kaldte anmelderen en “forbryderisk lille skurk” og beskyldte ham for at være kommunistsympatisør.

Den 29.april: Christian Friis Bach i slagsmål med Afghanistan-veteran

I Altinget stiller veteranen Morten Kromann spørgsmålet Friis Bach: Er jeres eftermæle vigtigere end de soldater, I sendte i krig?

Politikerne kræver retten til at slette sig selv fra den historie, de skrev, da de sendte os i krig. Hensynet til deres eftermæle vejer åbenbart tungere end ansvaret for 44 faldne danskere og tusindvis af skadede veteraner, skriver Morten Kromann.

Christian Friis Bach forsikrer ellers, at “intet bliver skjult”. Men i samme interview i netmediet OLFI indrømmer han, at et flertal i nævnet var klar til fuldstændig at blokere for brugen af materialet, hvis de ikke fik mulighed for at skrive sig selv ud.

“Valget stod mellem, at intet kunne bruges eller citeres, eller at politikerne individuelt giver tilsagn.”

Det er ikke et kompromis. Det er afpresning. Politikerne tager den udredning, Folketinget selv bestilte, som gidsel. Løsepengene er retten til at slette sig selv fra historien.

Afghanistand-veteranen, Morten Kromann, er dommerfuldmægtig i Københavns Byret og fast kommentarskribent på Altinget.

Han har tidligere været konsulent på Forsvarsakademiet, tolk i Røde Kors, analytiker i PET, ansat i Palantir, officer i Forsvaret og udsendt soldat til Afghanistan flere gange mellem 2008 og 2013.

Han er uddannet cand.jur. og cand.mag. fra Københavns Universitet og sprogofficer fra Forsvarsakademiet.

Slagsmålet med Morten Kromann bidrager til at tegne billedet af Christian Friis Bach som en utroværdig vindbøjtel og partihopper.

Christian Friis Bach fylder 60 år netop den 29. april 2026

Under overskriften ”Idealisten der nåede til tops hjemme og i FN” hævder Ritzau, at den nu forhenværende folketingspolitiker ”mestrer udviklings- arbejde, men er out- sider i politik. Da han kombinerede det, endte han med at trække sig, men han har fastholdt idealerne”.

Venstre, udviklingshjælp og Christian Friis Bach

Formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, har netop foreslået besparelser på udviklingsbistanden til verdens fattigste, svarende til nedskæringer på i omegnen af 6 mia. kr. om året.

Venstres relativt nye medlem Christian Friis Bach havde næppe forestillet sig, at han som Venstremand skulle komme til at forsvare sin nye partiformands netop foreslåede besparelser på bistandshjælpen.

Friis Bach har i mange år med stor entusiasme og dygtighed arbejdet for netop denne sag. I Verdensbanken som adjungeret professor i international økonomi, som FN-undergeneralsekretær og som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Det er vist også det, man kalder en hjertesag og et blik for de svageste.

Efter mange år som fremtrædende medlem af Det Radikale Venstre besluttede Friis Bach sig i 2024 for at ”vende hjem” til sine forfædres gamle parti, Venstre.

Han har selv omtalt partiskiftet på Facebook.

Skiftet til Venstre er overraskende. Egentlig burde Moderaterne ligge tættere på, og det må antages, at han også har haft kontakt til dem.

Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, der har et godt personligt kendskab til Christian Friis Bach, har dog ikke set perspektiverne i et nærmere samarbejde med den radikale opportunist. At optage Christian Friis Bach i Moderaterne ville indebære en situation svarende til at lukke en havkat ind i et hyttefad.

Det har været åbenlyst, at Christian Friis Bach var frustreret over ikke at blive medlem af regeringen i 2022.

Ifølge Ritzau og andre medier havde Christian Friis Bach sammen med Martin Lidegaard håbet på en plads i SMV-regeringen, men et flertal i den radikale gruppe ville det anderledes.

GGGI-sagen

Mens Friis Bach i Det Radikale Venstre har haft svært ved at acceptere, at Martin Lidegaard på folketingsgruppens nåde var partiets leder, har han været optaget af at værne om sit eftermæle. Berlingske Tidende beskrev i en artikel den 15. december 2022 at Christian Friis Bach i sin tid som udviklingsminister havde misinformeret Folketinget i Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag.

Den ærekære Friis Bach tvang Berlingske Tidende til den 20.12.2022 at præcisere, at godt nok blev Folketinget misinformeret, men på tidspunktet for misinformationen kendte Friis Bach ikke selv til fejlen.

Realiteten i GGGI-sagen og Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens omfattende og kostbare rejseaktivitet på 1. klasse som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til, at rejserne skulle være afviklet i overensstemmelse med GGGI-reglerne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer, men han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle efter Bjarne Corydons og David Hellemann i Finansministeriet opfattelse for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at fagministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke-­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for den skandaløse håndtering af GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik. Internt i Venstre har han tydeligvis ikke noget at skulle have sagt, som beslutningen om udviklingshjælpen viser.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Det fortoner sig i tågerne, hvordan Friis Bach overhovedet fik stillingen, men siden han forlod FN i Geneve, har han opretholdt kordiale forbindelser til organisationen i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kinas covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave man forstår, at Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå!

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden gav i Bachs direktørtid dundrende underskud, og Dansk Flygtningehjælp havde generelt en vaklende økonomi. Organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land. I slutningen af 2023 undersøger Warfair ifølge referater fra bestyrelsens møder mulighederne for at importere olivenolie og Freekeh (en type grøn durum-hvede, der har sin oprindelse i Mellemøsten og Afrika) fra Palæstina.

Bæredygtig kaffe, Coffee Collective og POLITIKEN

Warfairs første samarbejde var med Coffee Collective, hvis butikker skulle sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen. Coffee Collective har dog ikke i 2023 købt kaffe fra Warfair.

Coffee Collective, der selv oplyser, at ”Vi er drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden og samtidig skabe merværdi for kaffefarmerne. Hos The Coffee Collective rister vi friskt hver dag og fokuserer på bæredygtighed fra bønne til kop”.

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, har i forbindelse med sin udmeldelse af partiet opnået, at aviser som POLITIKEN andægtigt har videreformidlet hans betragtninger, som indsigtsfulde analyser.

Senest er det oplyst, at Niko Grünfeld er begyndt som direktør for Blossom, en landsdækkende NGO med kontor i København, Odense og Aarhus, hvor Niko skal kæmpe for langt bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner og svære livsfaser.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

En anden, der er i pagt med den woke tidsånd er Anders Agger. Ifølge et interview med Kristeligt Dagblad har TV-kendissen sagt, at ”Når jeg skal slappe af, læser jeg Politiken fra ende til anden i en sort øreklapstol”, og ”vi spiser altid virkelig god morgenmad. Jeg bor i et surdejsvelsignet hus. Så morgenbrødet er sprødt og varmt – og hvis man topper det med Fanø-laks, røræg og kaffe fra den gode Coffee Collective lavet på kieni-bønnen, så kan man faktisk ikke bede om mere”.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Nu medlem af Venstre, men ude af Folketinget

Modtagelsen af Christian Friis Bach i Venstres Folketingsgruppe blev alt andet end hjertelig. For de fleste Venstrefolk har de radikale i mange år været betragtet som hovefjenden, og aktuelt overgås Friis Bachs kvalmende bedreviden og opportunisme kun af Moderaternes Stine Bosse.

Skiftet til Venstre betød et farvel til en ellers sikker radikal kreds i Nordjylland, og han blev ikke genvalgt ved Folketingsvalget den 24. marts 2026.

Under overskriften ”Idealisten der nåede til tops hjemme og i FN” hævder Ritzau, at den nu forhenværende folketingspolitiker ”mestrer udviklings- arbejde, men er out- sider i politik. Da han kombinerede det, endte han med at trække sig, men han har fastholdt idealerne”.

Venstre, udviklingshjælp og Christian Friis Bach

Formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, har netop foreslået besparelser på udviklingsbistanden til verdens fattigste, svarende til nedskæringer på i omegnen af 6 mia. kr. om året.

Venstres relativt nye medlem Christian Friis Bach havde næppe forestillet sig, at han som Venstremand skulle komme til at forsvare sin nye partiformands netop foreslåede besparelser på bistandshjælpen.

Friis Bach har i mange år med stor entusiasme og dygtighed arbejdet for netop denne sag. I Verdensbanken som adjungeret professor i international økonomi, som FN-undergeneralsekretær og som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Det er vist også det, man kalder en hjertesag og et blik for de svageste.

Efter mange år som fremtrædende medlem af Det Radikale Venstre besluttede Friis Bach sig i 2024 for at ”vende hjem” til sine forfædres gamle parti, Venstre.

Han har selv omtalt partiskiftet på Facebook.

Skiftet til Venstre er overraskende. Egentlig burde Moderaterne ligge tættere på, og det må antages, at han også har haft kontakt til dem.

Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, der har et godt personligt kendskab til Christian Friis Bach, har dog ikke set perspektiverne i et nærmere samarbejde med den radikale opportunist. At optage Christian Friis Bach i Moderaterne ville indebære en situation svarende til at lukke en havkat ind i et hyttefad.

Det har været åbenlyst, at Christian Friis Bach var frustreret over ikke at blive medlem af regeringen i 2022.

Ifølge Ritzau og andre medier havde Christian Friis Bach sammen med Martin Lidegaard håbet på en plads i SMV-regeringen, men et flertal i den radikale gruppe ville det anderledes.

GGGI-sagen

Mens Friis Bach i Det Radikale Venstre har haft svært ved at acceptere, at Martin Lidegaard på folketingsgruppens nåde var partiets leder, har han været optaget af at værne om sit eftermæle. Berlingske Tidende beskrev i en artikel den 15. december 2022 at Christian Friis Bach i sin tid som udviklingsminister havde misinformeret Folketinget i Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag.

Den ærekære Friis Bach tvang Berlingske Tidende til den 20.12.2022 at præcisere, at godt nok blev Folketinget misinformeret, men på tidspunktet for misinformationen kendte Friis Bach ikke selv til fejlen.

Realiteten i GGGI-sagen og Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens omfattende og kostbare rejseaktivitet på 1. klasse som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til, at rejserne skulle være afviklet i overensstemmelse med GGGI-reglerne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer, men han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle efter Bjarne Corydons og David Hellemann i Finansministeriet opfattelse for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at fagministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke-­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for den skandaløse håndtering af GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik. Internt i Venstre har han tydeligvis ikke noget at skulle have sagt, som beslutningen om udviklingshjælpen viser.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Det fortoner sig i tågerne, hvordan Friis Bach overhovedet fik stillingen, men siden han forlod FN i Geneve, har han opretholdt kordiale forbindelser til organisationen i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kinas covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave man forstår, at Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå!

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden gav i Bachs direktørtid dundrende underskud, og Dansk Flygtningehjælp havde generelt en vaklende økonomi. Organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land. I slutningen af 2023 undersøger Warfair ifølge referater fra bestyrelsens møder mulighederne for at importere olivenolie og Freekeh (en type grøn durum-hvede, der har sin oprindelse i Mellemøsten og Afrika) fra Palæstina.

Bæredygtig kaffe, Coffee Collective og POLITIKEN

Warfairs første samarbejde var med Coffee Collective, hvis butikker skulle sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen. Coffee Collective har dog ikke i 2023 købt kaffe fra Warfair.

Coffee Collective, der selv oplyser, at ”Vi er drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden og samtidig skabe merværdi for kaffefarmerne. Hos The Coffee Collective rister vi friskt hver dag og fokuserer på bæredygtighed fra bønne til kop”.

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, har i forbindelse med sin udmeldelse af partiet opnået, at aviser som POLITIKEN andægtigt har videreformidlet hans betragtninger, som indsigtsfulde analyser.

Senest er det oplyst, at Niko Grünfeld er begyndt som direktør for Blossom, en landsdækkende NGO med kontor i København, Odense og Aarhus, hvor Niko skal kæmpe for langt bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner og svære livsfaser.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

En anden, der er i pagt med den woke tidsånd er Anders Agger. Ifølge et interview med Kristeligt Dagblad har TV-kendissen sagt, at ”Når jeg skal slappe af, læser jeg Politiken fra ende til anden i en sort øreklapstol”, og ”vi spiser altid virkelig god morgenmad. Jeg bor i et surdejsvelsignet hus. Så morgenbrødet er sprødt og varmt – og hvis man topper det med Fanø-laks, røræg og kaffe fra den gode Coffee Collective lavet på kieni-bønnen, så kan man faktisk ikke bede om mere”.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Nu medlem af Venstre, men ude af Folketinget

Modtagelsen af Christian Friis Bach i Venstres Folketingsgruppe blev alt andet end hjertelig. For de fleste Venstrefolk har de radikale i mange år været betragtet som hovefjenden, og aktuelt overgås Friis Bachs kvalmende bedreviden og opportunisme kun af Moderaternes Stine Bosse.

Skiftet til Venstre betød et farvel til en ellers sikker radikal kreds i Nordjylland, og han blev ikke genvalgt ved Folketingsvalget den 24. marts 2026.

Derbyet afholdes årligt den første lørdag i maj og Det forudgås af den to uger lange Kentucky Derby Festival. Løbet for treårige fuldblodsheste er kendt som “The Run for the Roses”, da den vindende hest draperes i et tæppe af roser.

Kentucky Derby, har en historie, der går tilbage til 1875. Løbet afholdes på væddeløbsbanen Churchill Downs i Louisville, Kentucky, og er den ældste kontinuerligt kørende sportsbegivenhed i USA.

Løbet, der afvikles over en distance på 1¼ miles (der svarer til 10 furlongs eller cirka 2.012 meter), er fyldt med historie og tradition med spændende hestevæddeløb, ekstravagante hatte og mint juleps (med hovedingrediensen bourbon whisky og knust is), hvilket gør det til et af de mest prestigefyldte hestevæddeløb i verden.

Triple Crown

Kentucky Derby er den første del af Triple Crown, der betragtes som en af de sværeste præstationer i hestevæddeløb. Det udmattende program kræver, at en treårig hest vinder Kentucky Derby, to uger senere vinder Preakness Stakes på Pimlico Race Course i Baltimore, og derefter tre uger senere – den 6. juni 2026 – vinder Belmont Stakes på Saratoga Race Course i New York.

I hele væddeløbshistorien har kun tretten heste opnået Triple Crown.

Sidste år blev Kentucky derbyet – Run for the Roses – lørdag den 3. maj 2025 vundet af Sovereignty.

Som vinder af Kentucky Derbyet modtog Sovereignty en andel på 3,1 millioner dollars af den samlede præmiepulje på 5 millioner dollars. Sovereigntys andel blev fordelt således:

• Ejerens andel (Godolphin): 80% af præmien, svarende til cirka 2,48 millioner dollars.

• Jockey Junior Alvarado: 10% af præmien, hvilket udgør omkring 310.000 dollars.

• Træner Bill Mott: 10% af præmien, svarende til cirka 310.000 dollars.

Det amerikanske Justitsministeriet har meddelt, at det har afsluttet sin kritiserede strafferetlige undersøgelse af Federal Reserve-formand Jerome Powell. Dermed er den primære hindring for Senatets godkendelse af Kevin Warsh som efterfølger til Jerome Powell som chef for centralbanken.

Sagen, der drejer sig om en væsentlig budgetoverskridelse af renoveringen af centralbankens hovedkvarter i Washington, blev bredt set som en del af præsidentens preskampagne mod Powell og centralbanken, da han gentagne gange pressede på for lavere renter.

Med Justitsministeriets opgivelse af straffesagen mod Jerome Powell er vejen nu banet for hans efterfølger. Republikaneren fra North Carolina, Thom Tillis, havde ellers tilkendegivet, at han ville nægte at godkende nomineringen af Kevin Warsh, medmindre den strafferetlige efterforskning af Jerome Powell blev indstillet.

Stemmen fra Thom Tillis er afgørende i Senatets bankudvalg for godkendelsen af Warsh.

Den kommende chef for Federal Reserve i USA ikke Trumps marionet

Opfattelsen af Kevin Warsh er ellers overvejende positiv i Senatet.

Det kom frem, da var Donald Trumps kandidat til posten som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Kevin Warsh, tirsdag den 21. april 2026 var indkaldt til høring i Senatets bankudvalg.

Den 56-årige Kevin Warsh er finansmand og tidligere medlem af styrelsesrådet for Federal Reserve – udpeget af George W. Bush. I januar 2026 blev han nomineret af præsident Donald Trump som kommende formand for Federal Reserve, hvor han i givet fald vil afløse Jerome Powell, hvis beskikkelsesperiode udløber den 15. maj 2026.

Under høringen i Senatet erklærede Kevin Warsh, at han ikke vil være Trumps marionet eller hånddukke (”sock puppet”) som Fed-formand.

Kevin Warsh fortalte tirsdag lovgiverne, at han ville være “en uafhængig aktør”, hvis han blev bekræftet som formand for Federal Reserve, og han afviste, at han ville rette sig efter præsident Donald Trump i forbindelse med rentebeslutninger.

Warsh sagde også, at Trump aldrig havde betinget sin nominering af et løfte om at sænke renterne. “Præsidenten bad mig aldrig om at forpligte mig til nogen bestemt rentebeslutning, punktum,” sagde han.

Under høringen var der interesse for hvilke finansielle aktiver den meget velhavende Warsh rådede over.

Tidskriftet Politico har vurderet hans samlede beholdninger til et sted mellem 130 millioner og 210 millioner dollars og inkluderede positioner i private investeringsfonde, ejerandele i teknologivirksomheder som SpaceX og Polymarket.

Selvom Warsh har forpligtet sig til at afvikle næsten hele sin portefølje, før han tiltræder som centralbankchef, nægtede han at nævne individuelle beholdninger og henviste til tidligere fortrolighedsforpligtelser som grund til at tilbageholde disse oplysninger.

Blandt spørgsmålene var, om Warsh havde investeret penge i virksomheder tilknyttet Trumps kreds eller hans familiemedlemmer, eller i finansielle strukturer knyttet til Jeffrey Epstein. Warsh svarede ikke direkte, men understregede, at “Det er afgørende, at den næste formand ikke har økonomiske konflikter — ingen!”

På spørgsmål om hvor mange gange om året Feds politiske organ skulle mødes, sagde han at fire møder ville være for få, samtidig med at han nægtede at støtte den nuværende praksis med at afholde otte.

Rusland har ifølge AFP og andre medier meddelt, at olieeksporten fra Kasakhstan til Tyskland via den russisk kontrollerede Druzhba-rørledningen stopper fra 1. maj.

(Kasakhstan: 20 millioner indbyggere, verdens 9. største land efter areal, grænser op til Rusland, Kina, Turkmenistan, Kirgisistan og Usbekistan, og har kystlinje mod det Kaspiske Hav)

Dermed er olietilførslerne til PCK-raffinaderiet, som ligger i byen Schwedt cirka 100 kilometer nord for Berlin, truet. Raffinaderiet leverer langt størstedelen af den diesel, benzin, jetfuel og fyringsolie, som Berlinområdet har brug for.

PCK-raffinaderiet (oprindeligt Petrol Chemisches Kombinat), der er ejet af den russiske oliegigant Rosneft Refining & Marketing GmbH, mens Shell Deutschland GmbH og Eni Deutschland GmbH har mindre andele, var tidligere drevet af Rosneft, men den tyske regering overtog raffinaderiets aktiviteter efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

Inden invasionen fik raffinaderiet al råolie fra Rusland, men siden 2022 har raffinaderiet gennem russisk territorium importeret kasakhisk råolie samt olie fra andre kilder.

Et vitalt raffinaderi

Raffinaderiet leverer mere end 90 pct. af produktionen af benzin, jetfuel, diesel og fyringsolie til Berlin og omegn. Omkring 17 pct. af de næsten 12 millioner tons olie om året, som raffinaderiet forarbejder, kommer fra Kasakhstan.

Raffinaderiet er dog ikke fuldstændigt afhængigt af olie fra Kasakhstan. Siden 2022 kommer størstedelen af olien fra havne, såsom i Rostock og i Polen, og ikke via Druzhba-rørledningen

PCK-raffinaderiet vil sandsynligvis være i stand til at opretholde størstedelen af sin produktion, men nyheden kommer på et tidspunkt hvor Europa og andre dele af verden kæmper med en af de mest alvorlige energikriser i årtier.

Krigen i Iran og den igangværende lukning af Hormuzstrædet har reduceret oliestrømmen til Europa og Asien og har fået priserne til at stige voldsomt.

Jetbrændstof – et nøgleprodukt fra PCK-raffinaderiet – er i øjeblikket særligt mangelvare som følge af krisen. Flyselskaber verden over har været nødt til at skære ned på flyvninger, og Lufthansa har denne uge skåret 20.000 fly ned fra maj til oktober.

Raffinaderiet undtaget fra sanktioner rettet mod Rosneft

PCK-raffinaderiet, der formelt set stadig ejet af Rusland, men kontrolleret af Tyskland, er i øjeblikket undtaget fra amerikanske sanktioner rettet mod Rosneft. Denne undtagelse skulle udløbe den 29. april, men blev forlænget i marts uden at nogen specifik slutdato blev angivet.

Sanktionerne forbyder ellers vestlige virksomheder og kunder at handle med Rosneft, men den tyske regering pressede intenst Washington for at få raffinaderiet til at fortsætte driften på grund af dets strategiske betydning.

EU-afhængighed af russisk energi

Krigen i Ukraine har betydet, at EU forsøger at mindske sin afhængighed af russisk olie og gas.

Siden krigens begyndelse er EU’s afhængighed af russisk gas faldet fra 45 pct. af den samlede gasimport til 12 pct. i 2025. For olie er tallet faldet fra 27 pct. til 2 pct. EU har en ambition om helt at stoppe importen af russisk olie og gas inden 2027.

Tirsdag den 21. april 2026 var Donald Trumps kandidat til posten som chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Kevin Warsh, indkaldt til høring i Senatets bankudvalg.

Den 56-årige Kevin Warsh er finansmand og tidligere medlem af styrelsesrådet for Federal Reserve – udpeget af George W. Bush. I januar 2026 blev han nomineret af præsident Donald Trump som kommende formand for Federal Reserve, hvor han i givet fald vil afløse Jerome Powell, hvis beskikkelsesperiode udløber den 15. maj 2026.

Under høringen i Senatet erklærede Kevin Warsh, at han ikke vil være Trumps hånddukke (”sock puppet”) som Fed-formand.

Kevin Warsh fortalte tirsdag lovgiverne, at han ville være “en uafhængig aktør”, hvis han blev bekræftet som formand for Federal Reserve, og han afviste, at han ville rette sig efter præsident Donald Trump i forbindelse med rentebeslutninger.

Warsh sagde også, at Trump aldrig havde betinget sin nominering af et løfte om at sænke renterne. “Præsidenten bad mig aldrig om at forpligte mig til nogen bestemt rentebeslutning, punktum,” sagde han.

Under høringen var der interesse for hvilke finansielle aktiver den meget velhavende Walshm rådede over.

Tidskriftet Politico har vurderet hans samlede beholdninger til et sted mellem 130 millioner og 210 millioner dollars og inkluderede positioner i private investeringsfonde, ejerandele i teknologivirksomheder som SpaceX og Polymarket.

Selvom Warsh har forpligtet sig til at afvikle næsten hele sin portefølje, før han tiltræder som centralbankchef, nægtede han at nævne individuelle beholdninger og henviste til tidligere fortrolighedsforpligtelser som grund til at tilbageholde disse oplysninger.

Blandt spørgsmålene var, om Warsh havde investeret penge i virksomheder tilknyttet Trumps kreds eller hans familiemedlemmer, eller i finansielle strukturer knyttet til Jeffrey Epstein. Warsh svarede ikke direkte, men understregede, at “Det er afgørende, at den næste formand ikke har økonomiske konflikter — ingen!”

På spørgsmål om hvor mange gange om året Feds politiske organ skulle mødes, sagde han at fire møder ville være for få, samtidig med at han afviste at støtte den nuværende praksis med at afholde otte.

Høringen fandt sted på et tidspunkt, hvor North Carolinas Thom Tillis, en republikaner hvis stemme er afgørende i udvalget, trods sin erklærede personlige støtte til Warsh, har gjort det klart, at han ville nægte at godkende nomineringen, medmindre den strafferetlige efterforskning af Jerome Powell blev indstillet.

Den britiske premierminister Keir Starmer har foreløbig overlevet et veritabelt politisk stormvejr i anledning af det der er blevet kaldt Mandelson-skandalen.

Keir Starmer siger ifølge BBC og andre britiske medier, at han er “fuldstændig rasende” over, at han ikke blev informeret om, at Peter Mandelson ikke bestod sin sikkerhedsgodkendelse, før han blev udnævnt til britisk ambassadør i Washington. Alligevel står Storbritanniens premierminister over for fornyede krav om at træde tilbage på grund af sagen.

Starmer fastholdt fredag den 17. april, at han blev holdt uvidende om Udenrigsministeriets beslutning om at tilsidesætte sikkerhedsmyndighedernes anbefaling om ikke at give ambassadørjobbet til Labourpolitikeren Peter Mandelson.

Keir Starmer lovede fredag at “fremlægge alle relevante fakta i ægte gennemsigtighed” for parlamentet mandag den 20. april.

Den hårdt prøvede premierminister sagde, at han først fandt ud af den mislykkede proces tirsdag, lige før afsløringerne blev offentliggjort af The Guardian torsdag, og den øverste embedsmand i Udenrigsministeriet, Olly Robbins, blev afsat samme dag.

Mandelson skandalen kostede allerede i februar 2026 Keir Starmers Chiefs of Staff, Morgan McSweeney, stillingen.

Darren Jones, premierministerens chefsekretær, sagde fredag, at “anbefalingen var ikke at udnævne Peter Mandelson til rollen,” og at Udenrigsministeriet ignorerede det. Han sagde, at det var “forbløffende”, men inden for reglerne.

Han sagde, at ingen ministre var blevet informeret om indholdet af sikkerhedsvurderingen, som blev udført af en afdeling kendt som UK Security Vetting. Folk, der kender til processen, har oplyst at det er standardpraksis ikke at informere på grund af de følsomme personlige oplysninger, herunder “økonomiske, personlige, seksuelle, religiøse og andre typer baggrundsoplysninger”.

KeithStarmer overlevede høringen i det britiske parlament mandag den 20. april og tirsdag var det Sir Olly Robbins, Foreign Office’s permanent under-secretary indtil sidste uge, der måtte forklare sig for Parlamentets Foreign Affairs Select Committee.

Sir Olly Robbins

Under høringen af Olly Robbins kom det frem, at det britiske udenrigsministerium havde været under hårdt pres for en hurtig godkendelse af Peter Mandelson. For Downing Street 10 var det afgørende, at Peter Mandelsons udnævnelse var på plads inden Donald Trumps indsættelse som præsident i USA. Olly Robbins fastholdt imidlertid, at det var Udenrigsministeriets beslutning at godkende Peter Mandelson på trods af at Mandelson ikke levede op til sikkerhedskravene. Det var således indgået i Robbins overvejelser, at Peter Mandelson allerede inden beslutning de facto havde fungeret som ambassadør og herunder havde adgang til klassificerede informationer.

Plausibel benægtelse

Både Keith Starmers og Olly Robbins leverede et meget klart eksempel på det der i Storbritannien kaldes ”plausible deniability”.

Plausibel benægtelse refererer til en metode, der bruges for at skjule, hvem der har det politiske ansvar for en handling, som ikke tåler dagens lys. Det indebærer, at en person eller organisation kan benægte involvering i en handling, fordi der mangler direkte beviser, der knytter dem til handlingen. Selvom de er ansvarlige, kan de på en troværdig måde benægte ansvaret, da der ikke er klare beviser, der modsiger deres benægtelse. Begrebet bruges ofte i efterretningsmæssige, politiske eller juridiske sammenhænge, hvor magthavere kan træffe beslutninger eller godkende handlinger, men benægte deres rolle, hvis handlingerne efterfølgende bliver afsløret som ulovlige eller uetiske.

Valg i Bulgarien

Republikken Bulgarien med et areal på 110.772 km2 Europas 16. største land – dobbelt så stort som Danmark med en befolkning på 6.437.360 – har søndag den 19. april 2026 afholdt det syvende valg på fem år.

Pro-russisk EU-skeptiker valgets vinder

Rumen Radevs nationalistiske Progressive Bulgaria-parti er valgets vinder med godt 44 procent af stemmerne.

Partiet er ledet af Bulgariens tidligere præsident Rumen Radev.

62-årige Rumen Radev tidligere luftvåbenchef, gik af som præsident og dannede Populistisk Bulgaria (Progressive Bulgaria, PB) så sent som i januar 2026. Radev har blandt andet kritiseret militær støtte til Ukraine i krigen mod Rusland og dele af EU’s politik.

Lederen af det bulgarsk konservative parti,GERB, den tidligere premierminister Boyko Borissov, kalder Rumen Radev “den nye Viktor Orbán”, der forfølger Bulgaria First-politikker kombineret med selektiv modstand mod EU-politikker.

Ukraine og forholdet til Rusland

I forhold til Ukraine, har Rumen Radev sagt, at Euro-landet Bulgarien hverken vil blokere EU-støtte eller bidrage økonomisk, samtidig med at han undsiger legitimiteten af den tiårige forsvarsaftale, som den hidtidige regering har indgået med Ukraine.

I valgkampens sidste timer fredag sagde Radev, at udsagnet “Krim er russisk” er en “realistisk holdning, ikke pro-russisk,” hvilket er i direkte modstrid med EU’s mangeårige holdning til Ukraines territoriale integritet siden 2014.

EU-skepsis

Radev har tidligere afvist EU’s Green Deal og hele den grønne omstilling som naiv, forgæves søgt en folkeafstemning for at blokere indførelsen af euroen, og modsat sig at ophæve landets veto mod Nordmakedoniens EU-tilslutning.

Anstrengt økonomi

Søndagens afstemning er Bulgariens første som fuldgyldigt medlem af både eurozonen og Schengen, og er fremkaldt af den hidtidige koalitionsregerings sammenbrud den 11. december.

Leveomkostningerne er blevet et stort problem, siden Bulgarien indførte euroen, og regeringen faldt efter de største folkelige protester siden kommunismens fald i 1989, udløst af et omstridt budget for 2026, der hævede skatter og sociale bidrag og blev drevet af udbredt offentlig vrede over udbredt korruption.

Bulgarien har ellers udviklet sig hurtigt siden kommunismens fald i 1989 og medlemskabet af EU i 2007.

Levealderen er steget markant, og arbejdsløsheden er den laveste i EU. Men landet halter efter andre EU-lande på mange parametre. Korruption er således fortsat udbredt.

Nyvalg da koalitionsforhandlingerne mislykkedes

Da forhandlingerne om en ny regeringskoalition brød sammen var det uundgåeligt med et nyvalg, hvor valgdeltagelsen har været på omkring 60 pct., hvilket er højt i et Bulgarien med hyppige valg.

Partiet Progressive Bulgaria, PB, har op til valget ført i alle meningsmålingerne over konkurrenten – det hidtidige regeringsparti, centrum-højrepartiet GERB-UDF.

Den endelige optælling efter valget vil først foreligge sent mandag, men prognoser fra valget viser, at Progressive Bulgarien står til 44 procent af stemmerne, hvilket vil give et absolut flertal på mindst 129 mandater i det 240 sæder store parlament.

Det er således muligt for PB at danne regering alene, men inden valget har Radev og den liberale, pro-EU og antirussiske PP-DB-koalition ikke udelukket forhandlinger efter valget, selvom forholdet til Rusland kan blokere for enighed.

Den nye Orbán?

Bulgariens valg kommer kun en uge efter, at ungarske vælgere afsatte Viktor Orbán, men Sofia synes at bevæge sig i den modsatte politiske retning.

Radev afviser dog sammenligningen med Orbán, og kalder sine holdninger “rent pro-bulgarske”. Han har fremstillet sit program som et forsøg på at nedbryde det, han kalder en “oligarkisk mafiamodel”, hvor retsreformen placeres i centrum. Han argumenterer for, at det næste parlament må udpege et nyt Øverste Retsråd og en rigsadvokat.