Nordisk Ministerråd har rod i regnskaberne

NMR 2021

Nordisk Ministerråd, NMR, har væsentlige udfordringer med sin økonomi- og projektforvaltning. Det oplyser NMR i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår at arbejdet med ministerrådets årsregnskaber for 2020 er blevet forsinket. Årsregnskaberne kunne først indleveres til Rigsrevisionen i Danmark i juni, efter at sekretariatet havde gennemført en meget omfattende intern revision af projekthåndteringen. På grund af forsinkelsen har Rigsrevisionen endnu ikke afsluttet sin revision af regnskaberne.

Pressekonference Sct. Hans 2021

Nordisk Ministerråds generalsekretær Paula Lehtomäki og økonomichef Gerner Oddershede vil onsdag den 23. juni på en digital pressekonference redegøre nærmere for Nordisk Ministerråds økonomiske forvaltning.

Det er ikke første gang Nordisk Ministerråd har problemer. Den danske rigsrevision har ved adskillige lejligheder fremført kritik af den nordiske samarbejdsorganisations forvaltning af et samlet budget på omkring 970 mio. kr. hvoraf Danmark bidrager med omkring 210 mio. kr. svarende til knap 22 pct.

Nordisk Journalistcenter, NJC

Fagbladet Journalisten kunne i marts 2005 fortælle en saftig historie om regnskabsrod, fusk med bilag, rejseafregninger og druk m.v. i det af NMR støttede Nordisk Journalistcenter, NJC.

Nordisk Journalistcenter (NJC), blev grundlagt i 1957 med det mål at styrke udviklingen af nordiske medier og journalistik gennem efteruddannelse, kurser og netværksaktiviteter for journalister og redaktører fra hele Norden, herunder Island, Grønland, Færøerne og Ålandsøerne.

Med base i Aarhus, Danmark, har Nordisk Journalistcenter (NJC) i mere end 60 år virket som videns- og kursuscenter for nordisk journalistik. Centeret oplyser selv, at virksomheden bygger på et solidt kendskab til mediesituationen i Norden og på langvarige partnerskaber med medier og medieinstitutioner i alle de nordiske lande samt de omgivende nabolande og regioner.

Siden 2010 har Nordisk Journalistcenter haft base i DMJX, Danmark Medie- og Journalisthøjskole, i Aarhus, hvor centeret er placeret i afdelingen for Forskning og Udvikling og nyder godt af synergi og samspil med hele DMJX.

NJC er ”født” og årligt støttet af Nordisk Ministerråd (NMR) med omkring 700.000 kr., og har således altid haft en tæt tilknytning til de nordiske institutioner.

Fusk med bilag, rejseafregninger og druk

Det fremgår af Journalistens beskrivelse, at den daværende færøske rektor for Nordisk Journalistcenter, Birgir Kruse, blev afskediget. Årsagen var fusk med bilag, rejseafregninger, diæter og restaurationsbesøg – parret med et belastende alkoholforbrug.

Fyringen og årsagerne fremgik af et anbefalet brev, som Birgir Kruse modtog den 15. februar 2005, afsendt fra Kruses arbejdsgiver, Nordisk Ministerråd.

Den finansielle sektor er ikke tilstrækkelig polstret

Kollerup2 rød

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark.

Det mener Det Systemiske Risikoråd, der overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er dog fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 1,0 pct. fra 30. september 2022. Rådet vurderer, at det nu er tid til at genopbygge bufferen og den trinvis forhøjes til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Det var ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. Det er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Henstillingerne fra Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb.

Ikke mange havde under krisen dengang appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Intet tyder på, at investorer har ændret sig – i en krisesituation vil ingen røre en udskældt og nødlidende bank med en ildtang.

Ingen udsigt til atomaftale med Iran

Ebrahim Raisi, Iran

Irans nyvalgte præsident Ebrahim Raisi afviser at mødes med præsident Biden. På hans første pressekonference efter valgsejren ved præsidentvalget i Iran fredag den 18. juni 2021 tilkendegav han, at forhandlingerne om mulighederne for at genoplive atomaftalen fra 2015, skal garantere Irans ”nationale interesser”. ‎

Præsident Trump trak USA ud af aftalen i 2018 og gennemførte skrappe økonomiske sanktioner, der bl.a. har forhindret Iran i at høste det fulde udbytte af landets olieressourcer. Raisi opfordrede mandag overfor et enormt internationalt presseopbud USA til straks at vende tilbage til aftalen og ophæve alle de sanktioner, der har lammet den iranske økonomi. Da han blev spurgt, om han i givet fald ville mødes med præsident Joe Biden, svarede han: “Nej.”‎

Han insisterede også på, at Irans ballistiske missilprogram “ikke kunne forhandles”. Irans regionalpolitik, herunder dets støtte til væbnede grupper som Hamas, Hizbollah, Houthierne i Yemen og shimuslimske militser i Iraq og andre lande, kunne heller ikke indgå som en del af en eventuel ny aftale, der blev indgået i Wien.‎

Raisi er kendt som hardliner shiamuslimsk gejstlig, der har været er leder af Irans retsvæsen og er tæt på øverste leder Ayatollah Ali Khamenei. Han vandt præsidentvalget, hvor han fik 62 pct. af stemmerne i første runde.‎

Valgdeltagelsen var imidlertid lige under 49 pct. – et rekordlavt niveau for et iransk præsidentvalg siden den islamiske revolution i 1979. Der var opfordringer om boykot af valget fra systemkritikere og andre som reaktion på, at en lang række kandidater blev forhindret i at stille op til valget.

‎Analytikere hæfter sig ved, at hvis der skal nås et resultat ved forhandlingerne i Wien skal det være mens den islamiske revolutions ”hardlinere” er ved magten. Ayatollah Ali Khamenei ville aldrig have tilladt den hidtidige kompromissøgende præsident Rouhani at indgå en aftale, der kunne udlægges som om Iran gav efter for presset fra ”Den Store Satan”, USA.

Israels nye premierminister, Naftali Bennett, har advaret verdensmagterne om “at vågne op, før de vendte tilbage til atomaftalen”. ‎Han har sagt, at Raisi, der var involveret i massehenrettelser af politiske fanger i 1988, da han var Teherans viceanklager, var en del af et “regime af brutale bødler”.‎ Israel og en række Sunni-arabiske stater i Mellemøsten er ikke begejstrede ved Irans aktiviteter i region og den trussel, som Irans missilprogram umiddelbart udgør og – på længere sigt – udsigterne til at Iran kommer i besiddelse af atomvåben.

Da Raisi på mandagens pressemøde blev udspurgt om menneskerettighedssituationen i Iran, sagde han: “Jeg er stolt over at have forsvaret menneskerettighederne i alle de hverv, jeg har haft indtil nu.”‎

Ebrahim Raisi efterfølger formelt Hassan Rouhani som Irans præsident den 3. august 2021.

Klimahensyn og økonomisk udvikling

Egypten

Joe Bidens klimaudsending, John Kerry, har netop besøgt Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater med det formål at mobilisere opbakning til klimaindsatsen forud for ‎‎klimatopmødet COP26 i Glasgow i november.‎

I et interview med Quartz magazine efter besøget i Kairo havde Kerry rosende bemærkninger til Egyptens arbejde med at bygge sol- og vindmølleparker. Men han advarede også præsident Abdel Fattah Al-Sisis regering mod at investere for meget i olie- og gasproduktion, som i dag er en hjørnesten i landets økonomiske udviklingsstrategi.

Ifølge John Kerry, bør Egypten hvad angår fossile brændsler gå videre med forsigtighed – især hvis Egypten ønsker at sætte et godt eksempel som den ‎‎sandsynlige vært for næste års COP27‎‎.‎

Hensynet til økonomisk udvikling

Ifølge Quarts affødte Kerrys advarsler følgende bemærkning fra Paul Sullivan, forelæser i energi ved Johns Hopkins University, og tidligere tilknyttet The American University i Kairo:

”Den egyptiske befolkning vokser, og de forsøger at industrialisere. Det kan man ikke klare med solpaneler. Hvis Egypten afstår fra at udnytte sine olie og gasressourcer, kan det få alvorlige konsekvenser for landets økonomiske stabilitet. Jeg misunder ikke de massive, komplicerede og følelsesmæssige valg, de står overfor”.

“The population is growing and they’re trying to industrialize. You can’t capture that with solar. If Egypt leaves its oil and gas in the ground, that could severely impact its economic stability. I do not envy the massive, complicated, and emotional trade-offs they have to deal with.”

Paul Sullivan, energy lecturer at Johns Hopkins University, and former faculty member of the American University in Cairo.

Egyptens olie- og gasambitioner

Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika og er med sine 99 millioner indbyggere (2019) det folkerigeste land i Nordafrika, Mellemøsten og den arabiske verden. Det er desuden det 13. folkerigeste land i verden. Hovedparten af dets indbyggere bor ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, – på ca. 40.000 km2. De store områder i Sahara-ørkenen, der udgør hovedparten af Egyptens areal, er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse med de fleste i de tætbefolkede Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet.

Egypten prøver i øjeblikket af al kraft at tiltrække udenlandske investeringer i olie-og gassektoren – i produktion, forskning, efterforskning. Egypten har indgået aftaler i størrelsesordenen 74 milliarder dollars‎‎ siden 2014, herunder med amerikanske virksomheder som ExxonMobil og Chevron.

I 2019 blev Egypten takket være opdagelsen i 2015 af store gasforekomster offshore og i den nordlige del af Nil-deltaet og omkring Alexandria for første gang nettoenergieksportør,‎‎ og landet kæmper nu ‎‎for en andel i det enorme marked for ‎‎flydende naturgas, LNG,‎‎ til Europa‎.

Naturgasproduktionen forventes i 2021-22 at nå op på 7,2 milliarder kubikfod om dagen – en stigning på 9 procent i forhold til sidste år.

Det egyptiske olieministerium har oplyst, at det sigter mod at fuldføre boringen af ​​ti naturgasbrønde i Delta- og Middelhavsregionerne samt at forberede sig på at bore ni andre, gennemføre en seismisk undersøgelse og underskrive tre nye udviklingskontrakter.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri søger en ny direktør til Landbrugsstyrelsen

Landbrugsstyrelsen

Ansøgere, der forudsættes at have en videregående akademisk uddannelse med fokus på offentlig forvaltning, f.eks. cand.scient.pol., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.adm. eller cand.jur., skal søge inden 1. august 2021.

Håbefulde ansøgere kan måske have glæde af at blive mindet om hvad der har været kerneopgaven siden styrelsens etablering i 1972 – udbetaling af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte til tusindvis af danske landmænd og beboere i landdistrikterne.

EF-Direktoratet

Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med etableringen af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.

Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.

På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en uddannelsesmæssige baggrund efter gymnasiet og en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik blev ansat i EF-direktoratet i 1972. Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog han i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte. P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.

P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.

Landbrugsministeriet i 1973

Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og tilsynsinstitutioner.

Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye hektar-støtte blev introduceret i 1994, og siden har institutionen, der i dag hedder Landbrugsstyrelsen, jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten i rette tid.

It og digitalisering

Ansøgere til stillingen som direktør i Landbrugsstyrelsen, bør være opmærksom på, at det af opslaget fremgår, at ”Det er en fordel, hvis dine erfaringer også tæller håndtering af udfordringer på it- og digitaliseringsområdet”. Det er ikke kun en fordel – det er en helt afgørende forudsætning, hvis styrelsen skal trækkes ud af det morads, den befinder sig i for nærværende.

Er de konservative da helt væk?

Søren Pape 1

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jubler ligefrem i Berlingske Tidende, og kalder meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærer sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« siger han og fortsætter:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Sofie Carsten Nielsen har gentaget sin sirenesang på Folkemødet på Bornholm, og i Berlingske Tidende fremturer den konservative-radikale forbrødring. I et fælles debatindlæg den 18. juni 2021 harcelerer den radikale Rasmus Helveg Petersen og den konservative Mona Juul over, at regeringen med udpegningen af et fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet bremser den grønne omstilling.

Søren Pape Poulsen har ladet forstå, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager. Og det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Hvis ikke Søren Pape skal samme vej, bør de konservative – ligesom i eventyret om Hans og Grethe – gå meget forsigtigt frem, inden de kaster sig over de søde sager. I første omgang bør de kun stikke de radikale et afgnavet ben. Hvis først de radikale får tag i de konservatives buttede fingre, kan det gå helt galt. Selv hvis de måtte slippe med sugemærker, vil det bortjage moralske, men eller konservativt sindede vælgere.

Dalende tillid til EU

Migrant plan

EU-Kommisionens formand, Ursula von der Leyen, kommer torsdag den 17. juni 2021 til København. Den konkrete anledning er at EU-Kommissionen er begyndt at give ”grønt lys” til de nationale genopretningsprogrammer, der finansieres fra EU’s genopretningsfond – Recovery and Resilience Facility (RRF). RRF er hjørnestenen i EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU – for genopbygningen af EU efter COVID-19 pandemien, og der er afsat omkring 750 milliarder € til planerne.

Danmark ansøger i planen om tilskud fra RRF på 11,6 mia. kr. svarende til 1,6 €. Planen omfatter: COVID-19 myndighedsindsatser på sundhedsområdet, Grøn omstilling af landbrug og miljø, Energieffektiviseringer, grøn opvarmning, CCS mv., Grøn skattereform, Grøn omstilling af vejtransport, Digitalisering og Grøn forskning og udvikling.

Hele planen kan læses på https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/april/dansk-genopretningsplan-skal-understoette-den-groenne-omstilling/

Statsminister Mette Frederiksen tager torsdag eftermiddag sammen med Ursula von der Leyen til Avedøreværket i Hvidovre. Her vil der blive afholdt et kort arbejdsmøde mellem statsministeren og kommissionsformanden, hvor de skal drøfte emner af fælles interesse.

Det første nationale genopretningsprogram, der blev godkendt af EU-Kommissionen var det portugisiske, der medfinansieres af EU med 16,6 mia. € i tilskud og 2,6 mia. € i lån.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen

Von der Leyen besøgte onsdag Portugal og Spanien og efter besøget i Danmark rejser hun videre til Grækenland og Luxembourg.

Den konkrete anledning til Von der Leyens rundrejse er EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU, men det er også en lejlighed til at forsøge at overbevise landenes befolkninger om EU’s fortjenester.

Det kan der være god anledning til – EU-Kommissionens besøg i Danmark kommer på et tidspunkt, hvor opbakningen til EU-projektet har nået et nyt lavpunkt.

Faldende tillid til EU

Offentlighedens tillid til EU-institutionerne er faldet på grund af deres håndtering af covid-19-pandemien og vaccineindkøb og den famlende udrulning af vaccineprogrammer.

‎Den skeptiske effekt er stærkest i Tyskland. Her har skuffelsen over EU nu spredt sig fra landdistrikterne til Berlin og andre urbane centre.

‎Det europæiske projekt er imidlertid ikke dødsdømt. Mange EU-borgere mener øjensynligt, at der stadig er behov for samarbejde mellem landene – ikke mindst fordi der er behov for at styrke EU som global aktør.‎

Rapport: CRISIS OF CONFIDENCE: HOW EUROPEANS SEE THEIR PLACE IN THE WORLD

Det fremgår af en nylig offentliggjort rapport fra The European Council on Foreign Relations (ECFR), at EU’s træge reaktion på sundhedskrisen og den famlende udrulning af vaccinationsprogrammer har belastet tilliden til unionen. Flertal i Frankrig (62 pct.), Italien (57 pct.), Tyskland (55 pct.), Spanien (52 pct.) og Østrig (51 pct.) beskriver EU-projektet som havareret (”broken”).

Adspurgt om EU er velfungerende eller “broken” var der i lande som Danmark og Portugal en lille stigning i andelen, der mente at EU -systemet ikke var velfungerende, men ”broken”.

Konsekvenser for kommende valg i Tyskland og Frankrig

Det skal blive interessant at se hvordan den dalende tillid til EU vil manifestere sig ved efterårets valg til Forbundsdagen (og ny kansler) i Tyskland og præsidentvalget i Frankrig i foråret 2022.

Præsidentvalg i Iran den 18. juni 2021

Ebrahim Raisi

Til nogles overraskelse er Iran faktisk formelt set et fuldt udbygget demokrati, med et folkevalgt parlament og en folkevalgt præsident som regeringschef.

Iranere skal den 18. juni 2021 vælge en efterfølger til præsident Hassan Rouhani.

Irans præsident er ikke statsoverhoved

Uanset valgets udfald, vil det dog fortsat være Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der er Irans øverste leder (Supreme Leader). Khamenei har været ved magten siden han blev valgt/udpeget i 1989.

Inden han blev udpeget til øverste leder, var Khamenei præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.

Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Khamenei har siden arbejdet med fire administrationer: Rafsanjani-administrationen (1989-1996), Khatami-administrationen (1997-2004), Ahmadinejad-administrationen (2005-2013) og Rouhani-administrationen (2013-2020).

Parlamentet

Det seneste parlamentsvalg – valget til Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami) – fandt sted den 21. februar 2020.

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Krav til kandidater til politiske hverv i Iran

Kandidaterne til parlamentsvalg og præsidentvalg skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter i parlamentet), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.

Kandidater bliver diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Vogternes Råd

Alle kandidater til parlamentsvalg eller præsidentvalg skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Præsidentposten

Irans nuværende præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år ad gangen, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Af de 529 mennesker, der registrerede sig for at deltage i Irans præsidentvalg den 18. juni, har kun syv opnået godkendelse fra Vogternes Råd.

Blandt de kandidater, som Vogternes Råd har nægtet ret til at deltage i det kommende valg, er den tidligere formand for det iranske parlament Ali Larijani, den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og den nuværende vicepræsident Eshaq Jahangiri.

Der har traditionelt været 2 næsten lige store hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Hardlinerne. Ved parlamentsvalget i 2020 fik parlamentet imidlertid en overvægt af hardlinere – unge, stærke tilhængere til de fundamentale principper i den islamiske revolution.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den nuværende iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Hardlinerne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. De har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Fem af de syv kandidater, der er godkendt af Vogternes Råd, er hardlinere: Leder af justitsvæsenet Ayatollah Ebrahim Raisi; tidligere øverste sekretær for det nationale sikkerhedsråd og atomforhandler Saeed Jalili; tidligere leder af den islamiske revolutionsgarde IRGC, Mohsen Rezaei); og parlamentsmedlemmerne Alireza Zakani og Amirhossein Qazizadeh-Hashemi.

De to andre kandidater, der deltager i afstemningen den 18. juni, er Abdolnaser Hemmati, en teknokrat og tidligere guvernør for Irans centralbank, og Mohsen Mehralizadeh, leder af Irans nationale sportsorganisation og tidligere guvernør for Isfahan.

Ayatollah Ebrahim Raisi

Blandt disse syv kandidater er Ayatollah Ebrahim Raisi den førende kandidat. Mange iranske observatører forventer, at han ikke kun bliver valgt som Irans næste præsident, men også til sidst bliver landets næste øverste leder.

Selvom der især blandt hardlinerne er forståelse for behovet for at ”rense” den islamiske revolution, har beslutningen i Vogternes Råd om at forhindre et stort antal fremtrædende og objektivt kvalificerede kandidater fra at deltage i det kommende valg alligevel givet anledning til rynkede bryn.

I slutningen af ​​1990’erne skitserede Khamenei, hvad han mener er de fem væsentlige faser i en vellykket islamisk revolution. Den første fase er selve den islamiske revolution. Den anden fase er oprettelsen af ​​et islamisk regime, som skal følges af oprettelsen af ​​en ægte islamisk regering. Den fjerde fase er oprettelsen af ​​et ægte islamisk samfund, som skulle bane vejen for oprettelsen af ​​en islamisk civilisation – der kunne tjene som model for alle lande med muslimsk flertal.

Khamenei har i et manifest i 2019 skitseret hvordan målet skal nås: Nøgleposter i de væbnede styrker, Revolutionsgarden, retsvæsen, religiøse organisationer og medier besættes systematisk med unge og loyale hardlinere og ved hjælp af Vogternes Råd blev det iranske parlament ved valget i 2020 suppleret unge og nidkære tilhængere.

Hvis Ayatollah Ebrahim Raisi som forventet vinder præsidentvalget den 18. juni 2021, vil de politiske udnævnelser til den fremtidige Raisi-administration også komme fra de mest konservative dele af det iranske samfund og specifikt fra Revolutionsgarden, IRGC, og specielt fra gardens Basij-styrke af unge frivillige, der med hård hånd bekæmper ethvert tilløb til demonstrationer eller afvigelse fra den sande revolutionære lære. Basij har en lokal organisation i stort set alle byer i Iran.

IRGC og Basij er ikke kun hjemsted for de mest ivrige tilhængere af den islamiske revolution og dens idealer, men de tjener også som den største og mest indflydelsesrige støttebase for den øverste leder, Khamenei.

Ifølge Khamenei vil en således etableret, ægte islamisk regering arbejde for at afslutte islamiseringen af ​​det iranske samfund og dermed opnåelse af det fjerde trin i den øverste leders langsigtede plan.

Siden revolutionen i 1979 har det iranske samfund oplevet to bølger af islamisering – den første i 1980 udløst af lukningen af ​​universiteter og den anden, i 2005, udløst af Ahmedinejads valg til præsident. Hvis som forventet efter valget den 18. juni dannes en ”islamisk regering”, der er loyal over for den øverste leder, vil Iran utvivlsomt se en tredje bølge af islamisering.

En tredje bølge af islamisering i Iran vil sandsynligvis vise sig på følgende måde: Yderligere indlejring af islamisk kultur og værdier i det daglige og politiske liv, større modstand mod enhver vestlig påvirkning af det iranske samfund og en konsolidering af den øverste leders indflydelse og kontrol over alle sociale og politiske grupper i landet.

For at opnå dette bliver den nye administration nødt til at bruge magt, da store dele af den iranske befolkning i dag ikke deler det herskende regimes idealer og ambitioner. Den nye administration vil undertrykke alle, der forsøger at omgå de restriktioner, der er pålagt regimet, og øge presset på unge og kvinder – de to vigtigste grupper, der i stigende grad udfordrer regimets autoritet.

Med hensyn til udenrigspolitik vil en ny “ægte islamisk regering” arbejde for at nå alle Den Islamiske Republiks langsigtede mål, såsom at øge Irans indflydelse over regionen og eksportere den islamiske revolution til andre lande ved at støtte militante grupper.

Antiamerikanisme vil også være et afgørende kendetegn ved enhver fremtidig “islamisk regering” støttet af Khamenei.

Antiamerikanisme er kernen i det iranske regime og den øverste leder identitet. Så enhver ny regering, der støttes af den øverste leder, vil sandsynligvis fortsætte med at modvirke USA og dets allierede, mens de bevæger sig tættere på Rusland og Kina. At skabe bedre forbindelser med afrikanske og sydamerikanske lande vil også være en prioritet for den nye administration af politiske og økonomiske årsager.

Ayatollah Khamenei, der er 82 år gammel, ønsker at hans regime og idealer skal overleve ham. Han ønsker ikke kun ånden i 1979-revolutionen at leve videre, men også Iran til sidst at blive et islamisk kraftværk og en leder af den muslimske verden.

Baggrund

Atomaftalen

I øjeblikket finder den femte og formentlig sidste runde af atomforhandlingerne i Wien. Her tyder alt på, at et gennembrud er inden for rækkevidde. Det betyder, at atomaftalen fra 2015, som USA’s daværende præsident Donald Trump trak sig ud af i maj 2018, kan blive genoprettet lige inden det iranske præsidentvalg den 18. juni.

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne

I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram;  Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran

Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten

Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.

Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.

I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.

Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.

Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.

Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Fodbold-VM og Danmarks forhold til Qatar

Qatar 2022

Fodbold-VM og Danmarks forhold til Qatar

Menneskerettigheds-situationen i Qatar forud for VM næste år er i fokus. DBU og andre europæiske fodboldforbund har rejst kritik og sendt breve til fodboldforbundenes verdensorganisation, FIFA (Fédération Internationale de Football Association) med spørgsmål og krav til ændringer for migrantarbejdernes forhold i Qatar. FIFA blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af FIFA.

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af dansk deltagelse i Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var bedste ven med Qatar.

Beslutningen om Qatar

Allerede den 2. december i 2010 traf FIFA beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Beslutningen har givet anledning til mistanker og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og fransk politi viste interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Qatar er med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

I december 2010 blev FIFA’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort, og Platini modtog i februar 2011 en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget I 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Michel Platini væltes

I 2015 blev Michel Platini væltet som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, og han blev samtidig udelukket fra alle aktiviteter med relation til fodbold for en periode på 4 år.

Det var ikke den spegede sag om Qatar, der var årsagen.

Sagens kerne var den meget omtalt betaling fra FIFA til Platini i februar 2011 på to millioner schweizerfranc. Betalingen kom i virkeligheden fra daværende præsident i Det Internationale Fodboldforbund, Sepp Blatter, og faldt kort før Platini undlod at stille op som modkandidat til Blatter til FIFAs præsidentvalg i 2011.

Trods manglende dokumentation hævdede begge, at det var betaling for konsulentarbejde udført af Platini for FIFA fra 1999 til 2002.

Siden 2015 har Platini kæmpet for at blive renset, og han er stadig indblandet i retssager i Schweiz.

Han mener, at hele sagen var et komplot, der skulle forhindre ham i at efterfølge Sepp Blatter som FIFA-præsident.

Comeback til Platini?

I juni 2021 kan nyhedsbureauet AFP berette, at den nu 65-årige Michel Platini står til at blive bestyrelsesmedlem i den internationale spillerforening, FIFPRO.

Det er meningen, han skal overtage bestyrelsesposten for Frankrigs nuværende repræsentant i spillerforeningen. Philippe Piat, som er præsident i FIFPRO lige nu, træder tilbage. Han har selv bakket op om, at Platini skal overtage hans bestyrelsespost.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen allerede var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

A.P. Møller – Mærsk sælger Mærsk Olie og Gas

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

G7 kunne ikke enes om deadline for udfasning af kul

klimaudfordringen

Ifølge det Internationale Energiagentur, IEA, vil den globale udledning af energirelaterede CO2-udledninger I 2021 stige med 1.5 mia. tons. Stigningen I drivhusgasser drives af en ny kraftig stigning i efterspørgslen efter kul til elproduktion i takt med at Corona-pandemien klinger af, der indebærer en global stigning i kulforbruget på 4,5 pct. i det globale kulforbrug.

Klima- og miljøorganisationer har haft store forventninger til USA efter præsidentskiftet i USA. Joe Biden har da også omgjort beslutningen om at træde ud af Paris-aftalen, og han har også lovet at reducere de amerikanske emissioner af drivhusgasser med 50 pct. inden 2030 og helt eliminere fossile emissioner fra den amerikanske kraftværkssektor i 2035. Indflydelsesrige Demokrater i Virginia har imidlertid blokeret for et totalt kulstop.

På det netop afholdte G7-møde i Cornwall i UK blev man enige om en målsætning om at reducere den globale emission af drivhusgasser med 50 pct. i 2030 (i forhold til 2010).

Der var også enighed om at sætte en stopper for finansieringen af nye kulkraftværker, der ikke er indrettet til at opfange og deponere CO2 og andre drivhusgasser (we stress that international investments in unabated coal must stop now, and we commit now to an end to new direct government support for unabated international thermal coal power generation by the end of 2021, including through Official Development Assistance, export finance, investment, and financial and trade promotion support).

G7-landenes ambition er inden 2030 at nå frem til en ”overvejende” fossilfri energisektor (an overwhelmingly decarbonised power system). Men der kunne altså ikke opnås enighed om at sætte en slutdato for afbrændingen af kul.

Forud for COP26 klimakonferencen i Glasgow 1. – 12. november 2021 havde UK sammen med andre europæiske lande presset på for at der skulle fastsættes en bestemt dato i 2030’erne, hvor enhver afbrænding af kul skulle ophøre.

‎Afbrænding af kul er den største kilde til kuldioxidemissioner, og efter en pandemi-reduktion forventes ‎‎efterspørgslen efter kul igen at stige med‎‎ 4,5 procent i år.

Klima- og miljøorganisationer betegner det som en fiasko, at G7-landenes – som tilsammen står for omkring en fjerdedel af verdens klimaforurening – ikke kunne blive enige om en bestemt slutdato for brugen af kul. Det vil – hedder det – svække mulighederne for at lægge pres på Kina for at gøre noget ved dets stadig voksende kulforbrug.‎‎ Det kan også gøre det vanskeligere at overbevise 200 nationer om nødvendigheden af at indgå en progressiv aftale ved COP26 i Skotland senere i år.

‎G7-lederne afviste også at forpligte sig til nye midler til den fond, der skal bistå udviklingslandene med at håndtere klimapåvirkninger samt omstillingen væk fra afbrænding af olie, gas og kul.‎

“Det er meget skuffende,” sagde Jennifer Morgan, administrerende direktør for Greenpeace International. “Dette var et øjeblik, hvor G7 kunne have vist historisk lederskab, og i stedet efterlod de et massivt tomrum.”‎

Klimaforskere har advaret om, at verden har brug for hurtigt at reducere emissionerne, hvis der skal være en chance for at hindre globale temperaturstigninger på over 1,5 grader i forhold til det præindustrielle niveau.