Nathan Chasing Horse, kendt for sin rolle i filmen ”Danser med ulve”, er tidligere anklaget for seksuelle krænkelser, men nægter sig nu ved retten i Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada nægtet skyldig i 21 anklager, herunder påstande om seksuelle overfald på kvinder og piger. Den igangværende retssag forventes ifølge anklagerne at vare tre uger.

Nathan Chasing Horse er bedst kendt for at portrættere karakteren ”Smiles A Lot” i Kevin Costner-filmen Danser med ulve/Dances with Wolves fra 1990.

Chasing Horse blev født den 28. april 1976 i Rosebud Sioux Indian Reservation (Rosebud Lakota-reservatet) i det sydlige centrale South Dakota, hjemsted for Sicangu Lakota-folket, en af de syv stammer i Lakota-nationen, kendt for sin rige kultur, smukke natur, men også med udfordringer som fattigdom og stofmisbrug m.v.

Efter at have medvirket i den Oscar-vindende film rejste Chasing Horse – ifølge anklagerne – rundt som en selvudnævnt Lakota-medicinmand.

Da han først blev anholdt i 2023, boede han i et hus i det nordlige Las Vegas med sine fem koner, ifølge anklagerne.

Sagen sendte chokbølger gennem nordamerikanske indianske samfund. Den oprindelige tiltale blev imidlertid afvist i 2024, efter at Nevadas højesteret fastslog, at anklagerne misbrugte storjuryprocessen, da de gav en definition af grooming som bevis uden nogen ekspertudsagn. Retten lod dog muligheden for at rejse nye anklager åben, og en ny tiltale blev rejst senere samme år.

Anklagerne hævder, at Chasing Horse ledede en kult kaldet The Circle, og hans tilhængere troede, at han kunne tale med ånder.

FN’s Sikkerhedsråd afholdt mandag den 5. januar 2026 et hastemøde i New York for at behandle den amerikanske aktion og anholdelse af Venezuelas præsident Nicolás Maduro.

I en række indlæg blev USA’s handling i Venezuela kritiseret for at sætte staters suverænitet og international lov på spil.

Ifølge FN’s officielle referat udtrykte flere kritiske lande bekymring over, at den seneste eskalering “skaber farlige præcedenser” og kan give næring til ustabilitet. Holdbare løsninger kan kun findes gennem fredelige midler, med fuld respekt for det venezuelanske folks vilje, fri for enhver ekstern indblanding, hed det.

Flere talere kritiserede USA, selvom de fremhævede deres alvorlige bekymringer om legitimiteten af ​​præsident Maduros regime. Blandt dem var repræsentanten for Danmark (Permanent Representative of Denmark, ambassadør Christina Markus Lassen), der understregede: “Grænsernes ukrænkelighed er ikke til forhandling.”

Selvom Danmark ikke anerkender Maduro som Venezuelas legitime præsident og har alvorlig bekymring over hans regimes undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser, sagde hun, at det venezuelanske folk ikke desto mindre har ret til at bestemme deres politiske, økonomiske og sociale fremtid uden tvang, pres eller manipulation fra eksterne aktører. “Uafhængigt af situationen i Venezuela udgør disse udviklinger en farlig præcedens.”

Frankrig var ligeledes kritisk overfor USA. Frankrigs delegerede (Deputy Permanent Representative of France, Jay Dharmadhikari) var enig i, at venezuelanernes ret til at vælge deres ledere blev stjålet fra dem i et valg, der “var præget af manglende gennemsigtighed”. Imidlertid strider militæroperationen mod Maduro mod principperne om fredelig løsning af tvister og den internationale orden” og svækker international fred og sikkerhed. Enhver overgang i Venezuela “skal ledes af og for venezuelanerne”, understregede han.

Det danske indlæg på mødet i FN’s Sikkerhedsråd den 5. januar 2026 kan læses her.

En stor del af Nicolás Maduros sikkerhedsfolk blev dræbt under USA’s angreb i Venezuela tidlig lørdag morgen dansk tid. Det har Venezuelas forsvarsminister, Vladimir Padrino López, ifølge Reuters oplyst.

Det er dog ikke nogen meldinger om, hvor mange sikkerhedsfolk der blev dræbt, men der tales om, at aktionen kostede i alt omkring 40 døde.

Maduros sikkerhedsfolk overvejende cubanere

Cubas regering har natten til mandag ifølge Reuters oplyst, at 32 cubanere blev dræbt under USA’s aktion i Venezuela.

De dræbte cubanere var livvagter for Maduro og hans hustru og befandt sig i præsidentparrets hjem, da amerikanske styrker natten til lørdag den 3. januar 2026 lokal tid gennemførte aktionen.

Cubas regering oplyser, at der indføres to dages landesorg den 5. og 6. januar til ære for de dræbte.

Tætte relationer mellem Cuba og Venezuela

Oplysningerne bekræfter de meget tætte relationer mellem Cuba og Venezuela. Samarbejdet bygger især på en fælles socialistisk/anti-imperialistisk ideologi.

Cuba har været en af Venezuelas stærkeste diplomatiske allierede, og Venezuela har tilsvarende været en af Cubas vigtigste støtter – især mod USA og EU.

Det tog fart efter Hugo Chávez kom til magten i Venezuela i 1999, og Chávez og Fidel Castro udviklede et personligt og politisk nært forhold.

Kernen i samarbejdet har været at Venezuela leverede billig olie til Cuba, og Cuba sendte læger, lærere, sportsinstruktører og sikkerhedsrådgivere til Venezuela. Der er ingen tvivl om, at Især de cubanske lægemissioner har været afgørende for Venezuelas sociale programmer.

Da Venezuelas økonomi kollapsede efter 2014, blev Cuba dog hårdt ramt, fordi olieleverancerne faldt kraftigt.

Økonomisk krise efter 2014

Venezuela var – og er – næsten totalt afhængig af olie, der udgør ca. 95 pct. af eksportindtægterne og størstedelen af statens indtægter. Olie er derfor også hovedkilden til udenlandsk valuta.

I 2014 faldt olieprisen brat (fra over 100 dollars til under 50 dollars pr. tønde).

Under Hugo Chávez (1999–2013) brugte staten alle olieindtægter direkte på sociale programmer. Der blev ikke opbygget valutareserver eller opsparingsfonde.

Da olieprisen styrtdykkede, manglede staten derfor penge fra dag ét.

Under Hugo Chávez havde staten endvidere nationaliseret olie, el, stål, fødevarer, landbrug, banker m.m. Resultatet var allerede inden krisen i 2014 faldende produktivitet og manglende investeringer i de fleste sektorer, herunder i olieindustrien.

Det statslige olieselskab PDVSA blev politiseret og ineffektivt og olieproduktionen styrtdykkede, netop da man havde mest brug for den.

Regeringen forsøgte at styre krisen med stram valutakontrol og priskontrol på basale varer. Resultatet var mangel på mad og medicin samtidig med at sortbørshandel og smugleri var udbredt.

Staten begyndte at trykke penge for at dække underskuddene, der førte til hyperinflation, som ødelagde lønninger, opsparing og tillid til valutaen.

USA og senere EU indførte sanktioner, der begrænsede Venezuelas adgang til finansmarkeder og ramte olieeksport og investeringer.

Den anslås, at mere end 8 millioner mennesker siden 2014 er flygtet fra Venezuela.

Situationen i Cuba

Allerede da Venezuelas økonomi kollapsede efter 2014, oplevede Cuba energimangel og strømafbrydelser, fald i BNP og vareknaphed.

Spørgsmålet er nu om Cuba kan klare sig helt uden Venezuela?

Ja, teknisk set – men dårligt!

Cuba har allerede delvist tilpasset sig et Venezuela med langt mindre kapacitet. Men uden nogen støtte overhovedet betyder det, at olie skal købes dyrere på verdensmarkedet, hvilket kan føre til energikrise, rationering og brown outs.

Cuba kan komme til at mangle hård valuta, og der må forudses pres på fødevarepriser, transport og elforsyning.

Det kan igen føre til øget social utilfredshed og migration.

Cuba vil være henvist til i højere grad at søge støtte hos Rusland, Kina, Nordkorea og Iran, hvor Cuba nok kan hente politisk støtte, men næppe økonomisk støtte i et omfang, der kan erstatte Venezuelas rolle fuldt ud.

Der gennemføres et dansk statsbesøg i Australien i perioden 16.–19. marts 2026, med Melbourne som centralt omdrejningspunkt. I tilknytning til statsbesøget gennemføres et erhvervsfremstød med deltagelse af Dansk Industri (DI), målrettet danske virksomheder med interesser i det australske marked.

Danske statsbesøg i Australien fokuserer ofte på at styrke båndene mellem landene, især inden for grøn omstilling, klima og erhverv, med den nuværende dronning Mary (tidligere kronprinsesse Mary) som en central figur på grund af hendes australske rødder.

I april 2023 besøgte kronprinsesse Mary og minister Dan Jørgensen Sydney med fokus på klima, grøn omstilling og kvinders rettigheder.

Tilbage i november 2022 gennemførte kronprinsen (nu Kong Frederik) og kronprinsessen (nu Dronning Mary) et officielt besøg i Australien.

Den royale indstilling til den grønne omstilling

I bogen KONGEORD (som bliver tilgængelig på kongehuset.dk på toårsdagen for tronskiftet, den 14. januar 2026) kan vi læse, at:

”Som kongepar er vi optaget af at kunne medvirke til at give jordkloden videre til den næste generation i god stand, hvilket forudsætter, at vi fremmer den grønne omstilling. Vi vil derfor i videst mulige omfang støtte op om indsatser for naturbevarelse, biodiversitet og imødegåelse af klimaforandringer”.

Der er således ingen tvivl om kongeparrets oprindelige opfattelse, ligesom det syntes som om Mary har fastholdt sin oprindelige politisk korrekte tilgang til klimadagsordenen, men spørgsmålet er om kong Frederik i dag indtager en mere pragmatisk holdning til klima og grøn omstilling?

I kongens Nytårstale i 2024 lød det:

”Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne. Ingen af os har magt til at sætte selv det mindste blad på en nælde. Vores lod er at passe på vores jord, for i morgen er der også en dag. Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang. Vi har allerede mange gode løsninger, og tilsammen bringer de håb for fremtiden. Et håb, vi skal holde fast i og handle på”.

I kongens Nytårstale i 2025 var der imidlertid ikke et ord om klima, natur og grøn omstilling, og der er derfor udsigt til en vis forståelse mellem kong Frederik og den nuværende australske Labour-regering under premierminister Anthony Albanese, der ligeledes har en ambivalent holdning til grøn omstilling og klimapolitik. Realiteten er, at Australien stadig er en stor eksportør af fossile brændsler, især kul og gas. Regeringen har således offentliggjort en Future Gas Strategy, som fremhæver behovet for gas i overgangsperioden, hvilket er blevet kritiseret af nogle klimaorganisationer.

Kommer Mary til kort overfor den australske regering?

Den australske regering forsøger tydeligvis at finde en balance mellem fortsat økonomisk vækst i traditionelle eksportsektorer og grøn omstilling. Selvom om Labour‑regeringen har sat ambitiøse klimamål, er der intens politisk debat: Grønne organisationer mener, at målene stadig ikke er tilstrækkelige for at holde 1,5 °C‑målet. Samtidig er der politisk modstand fra konservative partier, der mener omkostningerne ved den grønne omstilling er for høje. Disse partier ønsker mindre ambitiøse regler, hvis de skulle komme til magten.

USA vil have kontrol med et Grønland, der potentielt er truet af Kina og Rusland, på grund af nationale (og internationale) sikkerhedsinteresser.

Præsident Donald Trump har tidligere argumenteret for, at Canada burde høre under USA (altså blive en del af USA som “51. stat”). Argumentet er, at Canada økonomisk, militært og sikkerhedsmæssigt er afhængig af USA, der årligt betaler omkring 200 milliarder dollars i subsidier til Canada form af handelsunderskud og forsvarsudgifter.

USA har allerede flyvestationen Pituffik Space Base i Grønland, den, der tidligere hed Thulebasen. Og de aftaler, man har indgået omkring USA’s tilstedeværelse i Grønland, giver amerikanerne forholdsvis vide sikkerhedspolitiske rammer.

Der er således ingen tvivl om, at Grønland endnu mere udtalt end Canada er militært og sikkerhedsmæssigt afhængig af USA.

Danmark har ikke kapacitet til at løfte opgaven

Præsident Trump, Vance m.fl. har med henvisning til åbenlyse kinesiske og russiske interesser, selvstændighedsbevægelsen i Grønland, utilstrækkelig maritim suverænitetshævdelse, manglende radardækning og luftforsvar og latterliggørelse af slædehundepatruljen Sirius argumenteret for, at Danmark ikke har evnet eller kapacitet til at udvikle Grønland militært, erhvervsmæssigt og socialt.  

Spørgsmålet om Kinas tilstedeværelse i Grønland

Ruslands interesser i Arktis er velkendte, men Kina er bestemt også på banen.

I 2017 tilbød den store kinesiske entreprenør CCCC at bygge en lufthavn i Grønland – og fra grønlandsk side var signalet, at man var open for business.

Det fik det straks til at løbe koldt ned ad ryggen på danske embedsmænd og politikere – og i øvrigt også amerikanske – for nu drejede det sig pludselig om arktisk sikkerhedspolitik. Kom Kina til at stå bag kritisk infrastruktur i Grønland, ville de sætte et stort fodaftryk i Arktis.

Inden for et år pungede Danmark ud med den nødvendige milliardbevilling på 3,6 mia. kr., der skulle til for at holde kineserne ude i kulden, og man landede på en aftale om, at lufthavnen, skulle være 66 procent ejet af Grønland og 33 procent af Danmark.

Grønland har imidlertid aldrig rigtig fået truffet en klar beslutning om, hvordan man har det med Kina i Grønland og interessen er fortsat betydelig.

Det australske mineselskab, Energy Transition Minerals (ETM), med fokus på mineraler som sjældne jordarter, lithium, tin og tantal, der er vigtige for den grønne omstilling, og som har efterforskningslicens til Kuannersuit projektet ved Narsaq (Kvanefjeld-projektet), har anlagt en voldgiftssag mod Grønlands hjemmestyre og efterfølgende retssager med internationale retskrav om en meget stor erstatning (90 mia. kr.), fordi Grønlandske selvstyre i 2023 stoppede projektet med en henvisning til at Grønlands regering med en lov i 2021 havde forbudt al uranudvinding.

Der er kinesiske interesser i mineselskabet ETM, og samtidig var det oprindeligt planen, at de sjældne jordarter fra Kvanefjeld skulle forarbejdes færdige i Kina, som det sker med stort set alle sjældne jordarter.

“Økonomisk magt” frem for militær tvang

Trump har ikke direkte foreslået militær intervention i Canada eller Grønland som i Venezuela. Det Trump har sagt, er at han måske ville bruge økonomiske midler (told, sanktioner, handelspres) for at sikre amerikanske interesser, hvis det blev nødvendigt.

Den danske regerings ”håndtering” af krisen med USA

Selvom Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina længe har været i mediernes fokus, er det svært at se, at den danske regering har gjort noget for at løse problemet. I stedet er nationen kastet ud i den formentlig største udenrigspolitiske krise nogensinde.

De amerikanske interesser i et køb af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark i september 2019 udløste intens debat, men tilsyneladende ingen forsøg på at afværge krisen, som igen er brudt ud i lys lue efter den amerikanske aktion i Venezuela.

Wall Street Journal kunne den 16. august 2019 oplyse, at præsident Donald Trump havde bidt sig fast i ideen om, at USA skulle købe Grønland. Avisen kunne oplyse, at personer med kendskab til spørgsmålet sagde, at Trump gentagne gange havde udtrykt interesse for at købe det isdækkede, autonome danske territorium mellem Nordatlanten og Ishavet.

Mette Frederiksens reaktion

Da meldingen om Donald Trump direkte forslag om at købe Grønland nåede til Grønland, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) var på besøg, slog hun hurtigt den amerikanske præsidents forslag i sænk. Det var “absurd”, lød det.

Ellers ingen reaktion fra Danmark

Det var imidlertid påfaldende, at det danske Udenrigsministerium, den danske udenrigsminister Jeppe Kofod og den danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i debatten.

I USA svarede Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet ikke på henvendelser fra pressen. Påfaldende var det imidlertid, at det danske udenrigsministerium, udenrigsministeren, Kongehuset eller den danske ambassade i Washington ikke straks svarede på anmodninger om kommentar.

Den eneste reaktion kom fra Grønlands udenrigsministerium, der meddelte, at øen ikke var til salg. “Vi er åbne for forretning, ikke for salg,” sagde ministeriet på Twitter, mens det understregede Grønlands naturressourcer og turismepotentiale.

Den arktiske ambassadør

Det mest påfaldende var, at Danmark faktisk havde en særlig arktisk ambassadør – Hanne Fugl Eskjær. Ikke mange kendte til hendes eksistens og selvom hun forventedes at repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden, formåede hun at holde sig helt uden for mediernes rampelys.

Hanne Fugl Eskjær, født: 19-10-1971, er i dag Danmarks ambassadør i Frankrig og til Monaco. Efter hendes totale svigt i 2019 blev hun som arktisk ambassadør udskiftet med den hidtidige ambassadør i Canada, Thomas Winkler, der tidligere havde været dansk ambassadør i Rusland og efter sigende havde et vist kendskab til arktiske forhold.

Thomas Winkler var som sin forgænger helt usynlig, og i dag er det Kenneth Høegh, der er arktisk ambassadør for Kongeriget Danmark.

Han er den første grønlænder på posten, og det var den grønlandske regering, der udpegede og udenrigsministeren som udnævnte Kenneth Høegh som ambassadør som del af en ny rollefordeling for formandskabet i Arktisk Råd, som Grønland har overtaget på vegne af rigsfællesskabet i perioden 2025–2027.

Som sine forgængere er Kenneth Høegh helt fraværende i den offentlige debat.

Diplomatisk oprustning

Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.

Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.

Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.

Bortset fra pressevagten foreligger der ikke oplysninger om regeringen har taget konstruktive initiativer i anledning af den amerikanske udfordring.

Trump aflyste dansk statsbesøg i 2019

Trump kom alligevel ikke til Danmark i september 2019, efter Mette Frederiksen nægtede at sælge Grønland.

Præsident Trump aflyste besøget i et opslag på X (dengang Twitter), hvor Trump skrev, at han på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt.

I udtalelser til pressen koblede Donald Trump det direkte sammen med Mette Frederiksens formulering af afvisningen af købstilbuddet. Hendes udtalelser var “nasty”, sagde Trump.

Hvad kan gøres?

Spørgsmålet var om det ikke allerede i 2019 havde været klogt at reagere positivt på Trumps ”købstilbud” – hilse det velkommen og at Trumps besøg i Danmark ville være en god anledning til at drøfte de amerikanske interesser i Grønland.

Hvorfor tilbyder regeringen og Grønlands Hjemmestyre ikke, at sende en højtstående delegation til Washington for at drøfte hvordan de amerikanske interesser i Grønland kan imødekommes?

Japans befolkning på 124 millioner må se frem til en meget beskeden økonomisk vækst i 2026 på omkring 1 pct. af BNP. Kursen på den japanske valuta – Yen – er faldende, og produktiviteten i den japanske industri er stagnerende og statsgælden stigende.

Det samlede resultat ville være, at Japan glider ned ad ranglisten – bliver verdens femtestørste økonomi og må overlade fjerdepladsen til Indien. De tre største økonomier er USA, Kina og Tyskland.

Mens prognoserne for Japans økonomi er nedslående, har den indiske regering vind i sejlene med en BNP-vækst på syv til otte procent det seneste år, og med forudsigelser fra IMF, Verdensbanken og Indiens egne økonomer om en vækst på mindst seks til syv procent for Indien i 2026.

Japan oplevede sin første negative vækst i perioden juli-september 2025 under pres fra præsident Donald Trumps toldsatser. En voksende politisk og økonomisk konflikt med Kina om Taiwan brød ud i november, hvilket beskar Japans indtægter fra handel og turisme.

Japans dårlige økonomiske præstationer og løfter om flere offentlige udgifter fra premierminister Takaichi Sanae svækker kursen på Yen og forværrer Japans økonomiske problemer.

Frygt for stagflation og tilbagevenden til ”de tabte årtier”

Analytikere frygter, at Japan igen bliver fanget i stagflation – hvilket betyder høj inflation i kombination med lav vækst – i kombination med en meget høj statsgæld på mere end 225 pct. af BNP!

På trods af en lang periode med lav vækst, der kaldes “de tabte årtier”, er der gjort forsøg på at stimulere økonomien gennem investeringer og en lavrentepolitik, men udfordringerne er fortsat betydelige.

Premierminister Takaichi Sanae har foreslået en aggressiv “vækststrategi” omfattende sats på kernekraft frem for vedvarende energi for at rette op på tingene, men økonomer frygter, at nogle af hendes udgiftsforslag indebærer mere forbrug for at afbøde inflationens virkninger på forbrugerne, og at de højere forbrugsniveauer blot kan forværre inflationen. Kritikere siger også, at Takaichis plan ignorerede industrier med vækstpotentiale, som f.eks. robot- og klimateknologier, og bør revideres for at inkludere dem.

Restriktiv immigrationspolitik

Bag enhver langsigtet prognose for Japan ligger Japans kraftige demografiske tilbagegang. Den aldrende befolkning kræver stadigt højere sociale udgifter for at dække sine behov, mens der er stadig færre i arbejdsstyrken til at producere og levere de nødvendige skatter. Japan forfølger samtidig en meget restriktiv immigrationspolitik. Til gengæld er kriminaliteten i Japan meget begrænset. F.eks. er den japanske organiserede kriminalitet, kendt som yakuza, ikke nedlagt, men de er kraftigt svækkede, med færre medlemmer og mindre magt end tidligere.

Økonomer påpeger at der er risiko for at japanske virksomheder vil blive pessimistiske over for den begrænsede potentielle vækst på det japanske marked og derfor begrænser indenlandske investeringer, hvis fødselstallene ikke snart forbedres.

Om premierminister Sanae Takaichi

Underhuset i det japanske parlament udpegede tirsdag den 21. oktober 2025 den konservative Sanae Takaichi som landets første kvindelige premierminister.

Takaichi fik 237 stemmer og opnåede dermed et snævert flertal i underhuset, der har 465 medlemmer.

Takaichi efterfulgte den 68-årige Shigeru Ishiba som leder af det liberaldemokratiske parti, Liberal Democratic Party (LDP). LDP har siddet på regeringsmagten stort set uafbrudt gennem flere årtier, men selv om LDP er det største parti i det japanske parlament, har partiet ikke flertal, og det var derfor dannet en koalitionsregering med det højreorienterede parti Nippon Ishin.

LDP blev dannet i 1955, da to konservative partier blev slået sammen. Det regerede Japan uafbrudt lige fra grundlæggelsen og til 1993. Partiet går ind for markedsøkonomi, konservative sociale værdier og en robust alliance med USA, Fædrelandet og national identitet

Sanae Takaichi er født i Nara-præfekturet i 1961. Hendes far var kontoransat, og hendes mor var politibetjent.

Gik på Kobe University i Japan og tilbragte efter sin eksamen tid i USA som praktikant hos demokraten Patricia Schroeder fra Colorado.

Tidligere minister og tv-vært og har engang været trommeslager i et heavy metal-band.

Stillede op til sit første parlamentsvalg i 1993 som uafhængig, men tabte.

I 2021 stillede hun op som partileder, men tabte til Fumio Kishida. Hun forsøgte igen i 2024, hvor hun tabte Shigeru Ishiba, der indtil nu har været ministerpræsident.

Hendes politiske idol er ”Jernladyen” Margaret Thatcher.

Lørdag morgen har USA angrebet Venezuela. Donald Trump har bekræftet angrebet, og den venezuelanske præsident, Nicolas Maduro, er taget til fange og fløjet ud af landet.

Begivenhederne i Venezuela kommer ikke ud af den blå luft.

Amerikanske kampfly har siden september angrebet 22 både og dræbt 83 personer, de fleste i farvandet tæt ved Venezuelas kyst. I samme periode har USA’s militær også gennemført den største mobilisering af flåden og luftvåbnet i flere årtier: 11 krigsskibe, herunder en atomubåd og verdens største hangarskib, 15.000 tropper i alt. Ikke siden Cubakrisen har der været så mange amerikanske styrker samlet i Det Caribiske Hav.

Ifølge USA’s regering er missilangrebene rettet mod kriminelle grupper, som med fartøjer smugler narko til USA. Grupperne er klassificerede som ”terrororganisationer”, og angrebene, der foregår i internationalt farvand i Det Caribiske Hav og det østlige Stillehav nær Venezuela, er led i en koordineret aktion.

Kanonbådsdiplomati har tidligere været betegnelsen for at bruge sin militære overmagt som tavs trussel til at opnå sine politiske mål i udlandet. At ”tale roligt og bære en stor kølle”, som Theodore Roosevelt formulerede det. Retsligt er det ukendt og mudret farvand. Ifølge det amerikanske justitsministerium befinder USA sig i en ”ikke-international væbnet konflikt« med ”narkoterrorister” og ”ulovlige krigere” fra Venezuela, som menes at udgøre en akut trussel mod amerikanske statsborgere. Altså en slags nødsituation, som minder om George Bushs ”krig mod terror” eller Barack Obamas hyppige brug af dødbringende droneangreb. Hvor truslen er for akut og alvorlig til, at man følger krigens gængse spilleregler.

Noget tyder på, at krigsminister Peter Brian Hegseth (født 6. juni 1980 og siden 25. januar 2025 USA’s forsvarsminister – fra 5. september 2025, da forsvarsministeriet ændredes til krigsministeriet, krigsminister) selv er blevet opmærksom på problemet. I hvert fald har angrebene på narkobåde på det sidste været indstillet. Til gengæld har luftrummet over Venezuela været lukket af USA.

Hvad er Venezuela?

Venezuela er mere end 20 gange større end Danmark (916,445 km2) og med en befolkning på omkring 30 millioner.

Fra 1958 havde landet en række demokratiske regeringer – en undtagelse i et område, hvor størstedelen af regionen blev styret af militærdiktaturer, og perioden var præget af økonomisk velstand.

Tidligere var landet en underudviklet eksportør af landbrugsvarer som kaffe og kakao, men olie kom hurtigt til at dominere eksporten og statens indtægter. Venezuela har verdens største kendte oliereserver og har været en af verdens førende olieeksportører. Olieindustrien blev nationaliseret i 1976. Dette førte til massive stigninger i offentlige udgifter, men også stigninger i udenlandsk gæld, indtil olieprisernes kollaps i 1980’erne lammede økonomien. Da regeringen begyndte at devaluere valutaen i 1983 for at imødekomme sine finansielle forpligtelser, faldt levestandarden dramatisk. Fejlslagne økonomiske politikker og stigende korruption i regeringen førte til stigende fattigdom og kriminalitet, forværrede sociale indikatorer og øget politisk ustabilitet.

Realiteten er, at Venezuela i dag er et udviklingsland, der kæmper med rekordhøj hyperinflation, mangel på basale varer, arbejdsløshed, fattigdom, sygdom, høj børnedødelighed, underernæring, miljøproblemer, alvorlig kriminalitet og udbredt korruption.

I de seneste år har angiveligt mere end 8 millioner mennesker forladt Venezuela og de kummerlige levevilkår.

Sammenlignet med Danmark

Det er ikke så længe siden, at Venezuela i amerikansk presse (og politisk debat) blev sammenlignet med Danmark.

Sammenligningen dukkede særligt op omkring 2015–2019, da amerikanske konservative ofte brugte Venezuela som et skræmmeeksempel på “socialismens fiasko”, mens progressive og demokratiske socialister (som Bernie Sanders og hans støtter) pegede på Danmark, Sverige og Norge som eksempler på, at “socialisme” — eller rettere, socialdemokrati — kunne fungere i velstående, demokratiske samfund.

Et berømt eksempel kom i 2015, da den daværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen under et besøg på Harvard sagde: “I know that some people in the U.S. associate the Nordic model with some sort of socialism. Therefore, I would like to make one thing clear. Denmark is far from a socialist planned economy. Denmark is a market economy.”

Det sagde han netop som svar på, at Bernie Sanders havde brugt Danmark som et forbillede i sin kampagne for “democratic socialism”.

Trumps kampagne mod narkotika fra Venezuela

USA’s angreb på narkotransporter fra Venezuela er et led i Trump-administrationens i kampagne mod narkotika, men er også motiveret af de politiske forhold i Venezuela.

Nicolás Maduro Moros blev præsident i Venezuela efter Hugo Chavez’ død i 2013 og erklærede sejr ved et præsidentvalg i 2018. I 2019 påberåbte Venezuelas nationalforsamling sig den venezuelanske forfatning og erklærede, at Maduro havde tilranet sig magten og ikke var præsident i Venezuela.

Maduro betragtes bredt som en diktator, der leder en autoritær regering præget af valgsvindel, alvorlige menneskerettighedskrænkelser, udbredt korruption og alvorlige økonomiske vanskeligheder, mens tilhængere, herunder allierede i Rusland, Kina, Cuba og medlemmerne af den såkaldte Bolivarian Alliance for the Peoples of Our America (ALBA) ser ham som en loyal forsvarer af Chávez’ socialistiske arv og en bastion mod amerikansk imperialisme.

I 2024 stillede han op til en tredje periode ved et valg, som det Maduro-tilknyttede Nationale Valgråd hævdede, at han havde vundet – uden dog at fremlægge beviser – hvilket kastede Venezuela ud i endnu en politisk krise.

Oppositionens stemmeoptællinger viste, at deres kandidat, Edmundo González, havde fået flest stemmer. Maduro blev indsat for sin tredje periode den 10. januar 2025.

Maduro på international terrorliste

Den 24. november 2025 blev han af USA udpeget som medlem af en udenlandsk terrororganisation.

Siden 2019 har mere end 50 lande, herunder USA og EU, nægtet at anerkende Maduro som Venezuelas statsoverhoved.

Tidligere spekulationer om at USA ville angribe Venezuela

Under et interview i begyndelsen af november med CBS News-korrespondent Norah O’Donnell blev Trump spurgt om “potentielle landangreb i Venezuela”, hvortil han påpegede, at han ikke taler med journalister om, “hvorvidt” han vil iværksætte et angreb eller ej. “Er Maduros dage som præsident ti Venezuela talte?” Spurgte O’Donnell videre. “Jeg vil sige, ja. Det tror jeg,” sagde Trump.

“Og dette spørgsmål om potentielle landangreb i Venezuela, er det sandt?” Spurgte O’Donnell.

“Det fortæller jeg dig ikke. Jeg siger ikke, at det er sandt eller usandt. Jeg ville ikke være tilbøjelig til at sige, at jeg ville gøre det,” svarede Trump og påpegede, at han ikke “taler med en journalist om, hvorvidt han vil iværksætte et luftangreb eller ej”.

Trump fortsatte med at tilføje, at vi må “se, hvad der sker med Venezuela.”

Nicolás Maduro

Maduro, der har beskyldt Trump-administrationen for at bruge “narkobekæmpelsesoperationerne som en facade til at iscenesætte” en invasion af landet, har længe været eftersøgt af den amerikanske regering, ifølge udenrigsministeriets hjemmeside.

Før jul hævdede en rapport fra Wall Street Journal, at “Trump-administrationen havde identificeret militære faciliteter i Venezuela, der bruges til at smugle narkotika” som mulige steder for luftangreb.

Nyhedsmediet sagde, at Trump på det tidspunkt ikke havde truffet en endelig beslutning om, hvorvidt han ville udføre angreb inde i Venezuela.

Kontakt mellem Trump og Maduro

Ifølge Ritzau talte USA’s præsident, Donald Trump allerede den 21. november i telefon med Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

Ifølge fire unavngivne kilder, som Reuters har talt med, krævede Trump, at Maduro og hans familie skulle forlade Venezuela.

I telefonsamtalen, der varede mindre end et kvarter, afviste Trump en række anmodninger fra Maduro. Maduro fortalte angiveligt Trump, at han var villig til at forlade det sydamerikanske land, hvis han og hans familiemedlemmer fik fuld juridisk amnesti og han kunne medtage en personlig formue på 200 millioner dollars.

Maduro bad angiveligt også Trump om at fjerne sanktioner mod mere end 100 venezuelanske embedsmænd. Maduro skulle desuden have givet udtryk for et ønske om, at Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodríguez, blev leder af en midlertidig regering.

Trump sagde nej til størstedelen af Maduros ønsker, men han gav Venezuelas præsident en uge til at forlade landet med sin familie til et valgfrit sted i udlandet. Trump foreslog selv Kina eller Rusland – Dubai var også på bordet, men Maduro foretrak i givet fald Cuba, som Trump afviste.

Da Maduro ikke havde forladt Venezuela fredag den 28. november, fik det ifølge to af kilderne Trump til at erklære luftrummet over Venezuela for lukket.

Somalia har den 1. januar 2026 overtaget det roterende formandskab for FN’s Sikkerhedsråd (UNSC).

Somalia er som bekendt knapt nok en fungerende stat. Landet har eksporteret tusindvis af “flygtninge” til resten af verden, herunder Danmark, ledsaget af kriminalitetsbølger og sociale forvridninger.

Iagttagere har betegnet det som absurd, at overdraget formandskabet i Sikkerhedsrådet til et land, der topper listen over fejlslagne stater.

Somalia

Det anføres, at Al-Qaeda-militsen kontrollerer store dele af landet og femoghalvfems procent af piger i alderen 4 til 11 år i Somalia udsættes for omskæring og kønslemlæstelse.

Somalia er en fejlslagen stat, der i vid udstrækning kontrolleres af al-Qaeda, og aldrig burde være valgt til FN’s Sikkerhedsråd endsige Rådets formandskab i januar 2026.

Forsvarere for Somalia og/eller FN påpeger, at det roterende formandskab i Sikkerhedsrådet er en ganske triviel automatiseret bureaukratisk proces uden strenge krav til jobbet, som er tænkt som en simpel funktionsvaretagelse, der kun varer en måned.

Rådets sammensætning

Sikkerhedsrådet, UNSC, har fem permanente medlemmer – USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Rusland – plus ti roterende ikke-permanente medlemmer, som får toårige perioder ved beslutning i FN’s Generalforsamling. Perioderne er forskudt, så fem ikke-permanente pladser er til afstemning hvert år, og pladserne stilles til rådighed for forskellige regioner i verden. Somalia vandt det østafrikanske sæde, som Mozambique tidligere havde haft i 2024. Samtidig blev Danmark, Grækenland, Pakistan og Panama valgt som nye midlertidige medlemmer.

Kritikere af beslutningen om at tildele Somalia en plads hævdede, at landet ikke havde gjort særlig store fremskridt mod at blive en stabil og pålidelig nationalstat. Al-Shabaab-terrorbanden kontrollerer formentlig mere af Somalia end regeringen i Mogadishu gør.

Somalias formandskab for Sikkerhedsrådet kommer på et akavet tidspunkt. Hvor debatten raser om uafhængighed for den nordvestlige region Somaliland.

To andre stater i den føderation som Somalia udgør: Puntland og Jubaland, har suspenderet alle relationer med regeringen i Mogadishu, hvilket i høj grad kompromitterer argumentet om, at Somalia har gjort enorme fremskridt mod en sammenhængende nationalstat.

Danmarks beskedne indflydelse

I princippet giver formandskabet for Sikkerhedsrådet magt til at sætte dagsordenen, men hvis du ikke er et af de permanente medlemmer, er indflydelsen begrænset.

Danmark er medlem af FN’s Sikkerhedsråd og havde formandskabet i Rådet i marts 2025. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og lakskoene og blåfrakkerne i Udenrigsministeriet gik til opgaven med en tilkendegivelse om, at ”We will foster an atmosphere of mutual respect, constructive engagement and positive collaboration.”

Om ambitionerne blev indfriet, kan betvivles i betragtning af Sikkerhedsrådets rystende håndtering af situationen i Gaza, Ukraine, Syrien, Afghanistan, Sudan og Yemen.

Trump annoncerede den 17. december 2025 i en TV-tale fra Det Hvide Hus, at omkring 1,45 millioner amerikanske soldater og tjenestemedlemmer allerede inden jul ville modtage en engangsbonus på 1.776 dollars – kaldet en “Warrior Dividend” – før juleferien. U.S. Department of War

Betalingen er tiltænkt som anerkendelse af tjeneste og symbolsk fejring, ikke som en ændring i grundlønnen. Beløbet refererer symbolsk til året 1776, hvor USA blev grundlagt. U.S.

I talen nævnte Trump, at indtægterne fra told (tariffer) og hans økonomiske politik gjorde det muligt at give denne bonus.

Mette Frederiksen inspireret?

I sin nytårstale torsdag den 1. januar 2026 meddelte statsminister Mette Frederiksen at der tidligt i 2026 ville live indført en såkaldt fødevarecheck. Den skal gå til pensionister, ledige og børnefamilier med lave indkomster.

Statsministeren nævnte ikke størrelsen på fødevarechecken, eller hvordan den skulle finansieres, men tilkendegav, at det skal være en kontant håndsrækning, fordi priserne i supermarkedet er steget.

Samtidig vil regeringen afsætte penge til enten at sænke momsen generelt på fødevarer eller helt fjerne momsen på frugt og grønt. Statsministeren erkender nemlig i talen, at man har gjort for lidt ved problemet indtil nu.

George Clooney og hans familie har fået fransk statsborgerskab. For USA’s præsident, Donald Trump, er dette “gode nyheder”.

USA’s præsident Donald Trump har kommenteret filmstjernen George Clooneys og hans kone Amal Alamuddin Clooneys beslutning om at blive franske statsborgere. I et opslag på Truth Social taler Trump om “gode nyheder” og beskrev parret som “to af de mest elendige politiske prognoseeksperter nogensinde”.
Trump nævner i opslaget, at Frankrig “kæmper med et stort kriminalitetsproblem på grund af sin absolut katastrofale immigrationspolitik, ligesom det skete i USA under Sleepy Joe Biden”. Han minder om, at Clooney i den amerikanske valgkamp i 2024 offentligt opfordrede Joe Biden til at trække sig og støttede den demokratiske kandidat Kamala Harris.

Trump har gentagne gange kritiseret Clooney

Clooney har “fået mere opmærksomhed for politik end for sine få og fuldstændig middelmådige film”, fortsatte Trump. “Han var slet ikke filmstjerne, han var bare en gennemsnitlig fyr, der konstant klagede over sund fornuft i politik.”

Trump har tidligere været ude med riven efter Cloney, og blandt andet kaldt Clooney en “andenrangs filmstjerne og mislykket politisk kommentator”.

Clooneys reaktion

Clooney sagde i et interview med CBS sidste april, at han “var ligeglad” med Trumps kritik. “Jeg har kendt Donald Trump i lang tid. Mit job er ikke at behage USA’s præsident”, sagde Clooney.

Skuespilleren kan i øjeblikket ses i den anmelderroste roadmovie Jay Kelly. American Film Institute rangerer filmen blandt de ti bedste produktioner i 2025, og Clooney er også med i kampen om en Golden Globe for komediekategorien for sin rolle.