København er verdens 8. dyreste by

Tel Aviv

Tel Aviv er den dyreste by i verden at leve i, ifølge Economist Intelligence Unit. Umiddelbart efter kommer Paris og Singapore (sammen på 2. pladsen), Zurich, Hong Kong, New York, Geneve, København, Los Angeles og Osaka. Syriens hovedstad, Damaskus, er den billigste by i verden.

Verdens 10 dyreste byer:

1.  Tel Aviv

2.   Paris – Singapore (deler 2. pladsen)

4.   Zurich

5.   Hong Kong

6.   New York

7.   Geneve

8.   København

9.   Los Angeles

10.  Osaka

Konservative løsninger  

Søren Pape

Mogens Lykketoft og andre har været ude med riven efter Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti.

Påstanden er, at den stabile fremgang i meningsmålingerne og den flotte fremgang ved kommunalvalget er opnået ved, at De Konservative sidder helt stille og siger venlige ord uden at fortælle meget om hvad konservativ politik egentlig går ud på. Videre hedder det, at partiet lukrerer på, at Venstre er i landspolitisk krise, Dansk Folkeparti smuldrer, Liberal Alliance er ikke eksisterende og Socialdemokratiet er fanget af selvskabte dårlige sager og får tæsk af de unge, af børnefamilierne og af storbyvælgerne.

Søren Pape Poulsen er forståeligt sur over beskyldningerne, og han fremhæver, at Det Konservative Folkeparti i en jævn strøm tilbyder politiske løsninger på de udfordringer, Danmark står over for. Løsninger der vel at mærke er fair og socialt ansvarlige, bæredygtige og effektive og økonomiske og skatteydervenlige!

Det Konservative Folkeparti har lige som lidt som de andre partier ubegrænset adgang til pengetræer – de offentlige udgifter skal holdes under kontrol, og det offentlige kan ikke tillades større vækst end den private sektor, der skal tjene pengene.

Derfor lægges der ikke skjul på, at træerne ikke vokser ind i himlen – selv fra De Konservative skal vælgerne ikke forvente at få alle ønsker opfyldt – de må vælge:

  • Vælgerne skal ikke forvente, at økonomiske og skatteydervenlige løsninger vil være bæredygtige og effektive.
  • Vælgerne skal ikke regne med, at bæredygtige og effektive og løsninger vil være økonomiske og skatteydervenlige, og vælgerne skal indstille sig på, at
  • økonomiske og skatteydervenlige løsninger formentlig ikke vil være bæredygtige og effektive.

Er den finansielle stabilitet truet?

Finansiel_analyse_2._december_2021-gul ADVARSEL

Danmarks Nationalbank har den 2. december 2021 i den seneste analyse af den finansielle stabilitet i 2. halvår af 2021 konstateret, at kreditinstitutternes boligudlån er forbundet med øgede risici.

Denne konstatering flugter godt med EU-kommissionens krav om bedre polstring af de europæiske banker.

Banking Package 2021

EU-Kommissærerne Valdis Dombrovskis og Mairead McGuinness præsenterede den 27. oktober 2021 i Bruxelles den såkaldte ”Banking Package 2021” med forslag til hvor meget kapital de europæiske banker skal polstre sig med – de såkaldte Basel IV-krav.

Kapitalkravene i Banking Package 2021 vil have over en årrække have betydelige konsekvenser for danske pengeinstitutter. Kravene vil fra 2025 gradvist blive introduceret over 5 til 8 år, men baseret på tidligere beregninger fra Copenhagen Economics er det Finans Danmarks umiddelbare skøn, at den danske finanssektor vil blive mødt med et krav om at sætte ca. 60 – 70 mia. kr. ekstra til side til kapitalpolstring.

Outputgulv

Med de tidligere implementerede Basel III krav skal alle banker leve op til et minimumskapitalkravet på 8 pct. Kravet indebærer, at den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Bankerne har i dag mulighed for at benytte interne modeller for opgørelse af de risikovægtede eksponeringer og dermed kapitalkravet. Med henblik på at sikre en mere ensartet opgørelse af risikovægtede eksponeringer på tværs af lande, skal Baselkomiteens såkaldte outputgulv ifølge forslagene i ”Banking Package 2021” implementeres gradvist i EU fra 2025.

Outputgulvet vil sætte grænser for, hvor lave risikovægtene kan blive i bankernes interne modeller for opgørelse af risiko på eksponeringer. For institutter, der benytter interne modeller, kan det betyde en forhøjelse af deres risikovægtede eksponeringer og derved også en forhøjelse af de risikobaserede kapitalkrav.

Krav om større åbenhed omkring visse risici

I ”Banking Package 2021” er der krav om at pengeinstitutterne skal oplyse om miljømæssige, sociale og governance relaterede risici – de såkaldte ESG risici.

Miljøorganisationer m.fl. har presset på for øgede kapitalkrav for bankers engagementer i fossile brændselssektorer. Argumentet har været at sådanne aktiver ville miste deres værdi med den grønne omstilling, men EU-Kommissionen har ikke fundet tiden moden til sådanne krav.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark

Det Systemiske Risikoråd, der med Nationalbanken i spidsen overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark, støtter EU-Kommissionens krav om bedre polstring af pengeinstitutterne. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle vilkår i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd har derfor henstillet til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 2,0 pct. i december 2021 og til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Alle bankerne lever op til minimumskapitalkravet, hvor den såkaldte kapitalprocent skal overstige 8 pct. af de samlede risikovægtede eksponeringer.

Til gengæld var det ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. SIFI-kravet på mellem 0 og 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale bonusser og udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet om at kernekapitalen overstiger 3 pct. af eksponeringerne, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det bliv e meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Finans Danmark modstander

Pengeinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, er inderligt imod forslaget om at genopbygge den kontracykliske buffer og andre forslag om øgede kapitalkrav til de danske banker.

Organisationen argumenterer – ikke med bankernes egne interesser, men med hensynet til danske virksomheder. Hvis Risikorådets anbefaling følges, vil Danmark gå foran andre lande, og det kan i sidste ende komme til at koste konkurrenceevne for danske virksomheder og hæmme væksten og den grønne omstilling. En forceret opbygning af bufferen vil alt andet lige hæmme bankernes mulighed for at hjælpe virksomheder, der skal på ret køl igen efter Coronakrisen, udtaler direktøren for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.

Bag Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Hverken EU-Kommissionen, Nationalbanken, Det Systemiske Risikoråd, Den Europæiske Bankmyndighed eller Basel-komiteen har næppe noget ønske om specielt at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Henstillingerne om polstring falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under finanskrisen i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt. (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Mens vi venter på revolutionen!

Lykketoft 1

Mogens Lykketoft anklager i Berlingske Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti for med et ”asocialt” finanslovsudspil at appellere til de ”velhavendes grådighed”.

Det var andre toner, der lød i 1990’erne, hvor Lykketoft argumenterede for de dynamiske effekter af store skattelettelser, og han stod for afskaffelsen af formueskatten sammen med de Konservative i 1995.

Alt det er glemt. Fra sit bjerg af millionindtægter fra Folke-, Folketings- og ministerpensioner, indtægter fra bøger, kronikker, foredrag og TV-optræden samt vellønnede ben som formandsposten i Energinet, der kaster 400.000 kr. af sig om året, belærer han os alle ud fra hans tidlige ungdoms revolutionære visdom.

Er det udspekuleret drilleri af Socialdemokratiet, når Berlingske uge efter uge stiller spalteplads til rådighed for millionæren Mogens Lykketoft, der trods sin alder fremturer med gamle stalinistiske synspunkter, som moderne socialdemokrater ellers for længst har forladt?

Knald på valgkampen i Frankrig

Eric Zemmour

Det franske præsidentvalg afholdes den 10. april 2022.

Ved præsidentvalget i 2017 fik Emmanuel Macron med sit parti La République En Marche! 24 procent af stemmerne i første valgrunde, mens Marine Le Pen med partiet Rassemblement National fik 21 procent.

I anden valgrunde vandt Macron over Le Pen med to tredjedele af stemmerne.

Den 27. september 2021 viste målinger fra netmediet Politico, at Macron stod til at få 24 procent af stemmerne, mens Le Pen stod til 19 procent i første runde.

I anden runde så det ud til, at Macron kunne få 56 procent af stemmerne, mens Le pen stod til 44 procent.

For bare en måned siden så det altså ud til, at valget ville falde ud på samme måde som i 2017 – dog med en mindre margen til Macron, hvis tilslutning er faldet fra 54 procent kort efter valget til 40 procent den 1. september i år.

Alle meningsmålinger viser, at ingen venstrefløjskandidat kan nå anden runde af Frankrigs præsidentvalg i 2022. Et valgforbund mellem grønne og socialister kunne styrke chancerne, men det afviser socialisternes kandidat, Anne Hidalgo, som siden det franske kommunalvalg i 2014 har været borgmester i Paris.

Kandidatfeltet har i mellemtiden også åbnet sig for mere utraditionelle udfordrere, blandt disse Pierre Adonis, der stiller op for Libertiner-partiet, som vil arbejde for mere promiskuitet og løssluppent begær blandt franskmænd.

Det er generelt opfattelsen, at højrepopulisten Marine Le Pen, venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon, de borgerlige republikanere Xavier Bertrand, Michel Barnier og Valérie Pécresse, de grønnes Yannick Jadot eller socialisten Anne Hidalgo ikke rigtig har originalt nyt at byde på.

Fænomenet Eric Zemmour nu præsidentkandidat

Den 63-årige Éric Zemmour har den 30. november 2021 på sin YouTube-kanal meddelt sit kandidatur til præsidentvalget.

Meddelelsen om Éric Zemmours kandidatur kommer ikke overraskende på baggrund af den enorme politiske opmærksomhed han har tiltrukket.

Den højrenationale polemiker Eric Zemmour er født i 1958 i Montreuil-forstaden til Paris af jødiske forældre fra Algeriet. Uddannet fra institut for statskundskab, SciencesPo, i Paris i 1979, og fra 1986 journalist ved franske dagblade, herunder Le Figaro.

Fra 2003 kommentator og debattør i franske radio- og tv-udsendelser og siden 2010 kendt for polariserende debatprogrammer, senest på den Fox-agtige tv-station C-News.

Han er forfatter til 19 bøger, herunder flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige: stærkt fordrejede! – udlægninger af Frankrigs historie: ”Le Suicide français” (2014) og ”Destin français” (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.

Hans seneste bog – ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord) – topper i øjeblikket bestsellerlisterne.

Eric Zemmour har ikke et egentligt parti ryggen, og indtil nu, har det ikke været valgmøder, men foredrag og læsermøder, der har tiltrukket tusindvis af ekstatiske deltagere, der – længe før han havde annonceret sit kandidatur – taktfast tager imod ham med råbet ”Zemmour præsident”.

Fra scenen serveres herefter fanfarer af pompøs musik og veritable bradtaler med opflammende, grænseoverskridende udfald mod indvandring, islam, pressen og kvinder.

I visse meningsmålinger har han ligget foran Le Pen, og hvis disse målinger holder frem til valget, er der udsigt til et opgør mellem den nuværende præsident, Emmanuel Macron, og Eric Zemmour i anden valgrunde.

I den seneste offentliggjorte meningsmåling i Frankrig står Éric Zemmour til at få 14-15 pct. af stemmerne i den første valgrunde den 10. april 2022. Le Pen står til 19 pct. og Emmanuel Macron til 25 pct.

2. valgrunde mellem de 2 bedst placerede kandidater ventes afholdt den 24. april 2022.

Hvad vil han?

Zemmour har lovet at gøre en ende på traditionel politik og at bringe autenticitet til en politisk verden, der – ifølge Zemmour – er fyldt med hykleri og selvtilfredshed.

Slagnummeret er (den muslimske) indvandring. Eric Zemmour skelner ikke mellem islam og islamisme, men slår alle over en kam, når hans evige omkvæd er, at indvandring sker, fordi nationens fjender vil ”udskifte befolkningen”.

Når Eric Zemmour i bogen ”Destin français” fra 2018 leverer et frontalangreb på den massive globalisering og tordner mod ”den store befolkningsudskiftning”, som han hævder uvægerligt vil blive resultatet af den muslimske indvandring til Frankrig, får han Marine le Pen til at fremstå som et vattet bløddyr.

Den muslimske indvandring er, i Zemmours optik, resultatet af, at Frankrig i 1970erne tillod familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord ”for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration”.

I Eric Zemmours Frankrig bliver det forbudt at give børn udenlandske fornavne, uanset om det er Kevin eller Muhammed. Han fremmaner et billede af et traditionelt kristent Frankrig, der er godt i gang med at begå selvmord, og som er på randen af en borgerkrig mod islamisme og multikulturalisme.

Den muslimske indvandring

Også ligestillingen bidrager ifølge Zemmour til Frankrigs forfald. Kvinder er i hans øjne ikke egnet til at varetage magtfulde hverv, og i bogen ”Le Suicide français” (”Det franske selvmord” fra 2014) beklager han, at ægteskabet i dag indgås mellem to ligeværdige parter: ”Mænd har brug for at dominere og kvinder for at underkaste sig”.

Zemmour vil ”tvinge indvandrerne til at integrere sig”, men mener også, at statens handlekraft er stækket af en aggressiv og kritisk presse og reaktionære domstole.

”Domstolene skal straffe dem, der hader Frankrig, men ikke blande sig i valg og stjæle sejren fra jer,” som han sagde ved et nylig møde i sydfranske Béziers.

I hans nyeste bog ”La France n’a pas dit son dernier mot” (Frankrig har endnu ikke sagt sit sidste ord), der udkom på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris, taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at ”knuse resterne af republikken” for i stedet at indsætte ”fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler”.

Tager vælgere fra Le Pen

Zemmour mobiliserer sofavælgerne, der ikke plejer at stemme, men henter også vælgere fra Marine Le Pens National Samling og fra Republikanerne. Mange højrenationale vælgere er angiveligt skuffede over Marine Le Pen og hendes forsøg på at ændre det tidligere Front National fra et radikalt protestparti til et regeringsdueligt højrenationalt parti, Rassemblement National.

Éric Zemmour prøver at appellere til hjemløse højre-nationale, og forsøger at rehabilitere 2. Verdenskrigs Vichy-regering under Philippe Pétain. Samtidig fremhæver han Charles de Gaulle (modstander af Pétain) som sit politiske forbillede.

Éric Zemmour, der selv er jøde, har vakt opsigt med sin påstand om, at Pétains Vichy-regering reddede de franske jøder, selvom næsten 76.000 jøder blev deporteret under krigen. Men det var udenlandske jøder fra blandt Østeuropa og Tyskland, som havde søgt tilflugt i Frankrig, siger Zemmour.

Med forsøgene på at rehabilitere Pétain fjerner han den barriere, som der ellers har været mellem forskellige fløje på højrefløjen.

Afsmitning på den politiske debat

Med det stærke fokus på indvandring, har Zemmour i høj grad bidraget til at den politiske debat i Frankrig er drejet mod højre. Højrefløjskandidaten Valérie Pécresse fra Republikanerne, der i dag er formand for hovedstadsregionen Île-de-France, har annonceret, at hendes plan begynder med et totalt stop for indvandring.

Marine Le Pens far og fransk højrefløjs gudfar, Jean-Marie Le Pen, omtaler Zemmour i positive vendinger, og det samme gør Marine Le Pens mere karismatiske niece, Marion Maréchal.

”Fordi han er jøde, kan han sige det, jeg fik ørerne i maskinen for,” lyder det fra Jean-Marie Le Pen, der således åbenlyst støtter Zemmour på bekostning af sin datter, Marine.

Marine Le Pen selv tøver, men udtalte for nylig, at Éric Zemmour kunne blive en ”glimrende premierminister” i hendes første regering.

Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo ”er naturligt, at man kontrollerer folk 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere”.

Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes ”les Zemmouriens” – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet ”Zemmour président!”.

Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): ”Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.”

Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen før har plæderet for.

Ridser I lakken?

På det seneste er det kommet frem i den franske boulevardpresse, at Éric Zemmours 28-årige kampagnekoordinator er gravid, og at Zemmour skulle være faderen. Kritikere har ikke været sene med kritik af 63-årige, gifte Zemmour, der har fremstået som stovt forsvarer af traditionelle familie-værdier.

Den nye tyske regerings landbrugspolitik

Cem Özdemir

Den 55-årige Cem Özdemir fra partiet De Grønne ser ud til at blive ny landbrugsminister i Tyskland. Ved en digital urafstemning i partiet De Grønne blev der peget på Özdemir som arvtager for den hidtidige landbrugsminister, Julie Klöckner, fra CDU, som har haft posten i tre år.

I et interview med Stuttgarter Zeitung har Cem Özdemir løftet sløret for hans overordnede tanker for den kommende ministerpost.

Dyrevelfærd

Den kommende landbrugsminister i Tyskland varsler et opgør med det, han kalder det ”industrielle fabrikslandbrug”.

Han vil ifølge interviewet have særligt fokus på høj dyrevelfærd (i modsætning til det “industrielle fabrikslandbrug”, der sælger dyr som discount!), miljø og klima.

Økologi

Af regeringsgrundlaget for den nye tyske regering bestående af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP fremgår, at den nye tyske i landbrugspolitikken vil fokusere på at begrænse den økologiske krise, som det fortsatte tab af biodiversitet udgør. Regeringen vil derfor begrænse brugen af ​​pesticider og i det hele taget sikre et diversificeret og mangfoldigt landbrug til fordel for dyrevelfærd, miljø- og klima. Økologisk landbrug skal fremmes, og målet er at 30 pct. af landbruget er økologisk i 2030.

Med henblik på dette mål vil der blive afsat flere midler det føderale økologiske landbrugsprogram og jordbrugets forskningsmidler skal i højere grad målrettes forskning i økologisk jordbrug, som i den fremtidige strategi vil omfatte alle dele af den økologiske værdikæde.

Pesticider

Den integrerede bekæmpelse af skadedyr skal styrkes, og midlerne til forskning og videreudvikling af den nationale handlingsplan skal øges.

Plantebeskyttelsen bør tilrettelægges på en sådan måde, at bivirkninger for miljø, sundhed og konsekvenserne for biodiversiteten minimeres i lighed med de eksisterende regler for brug af pesticider i naturreservater. Godkendelsen af ​​plantebeskyttelsesmidler skal være gennemsigtig og juridisk sikret i henhold til videnskabelige kriterier, eksisterende huller i EU-regler skal lukkes, og godkendelsesprocedurerne skal gå hurtigere.

Slut med Round Up

Regeringen vil fjerne glyphosat (Round Up) fra markedet inden udgangen af ​​2023.

Forædling af klimaresistente plantesorter skal støttes og rammebetingelser for udvikling af nye sorter skal fremmes gennem øget gennemsigtighed om avlsmetoder og modelprojekter som f.eks. crowd-breeding.

EU’s landbrugspolitik

Om den fælles europæiske landbrugspolitik, CAP (Gemeinsamen Agrarpolitik GAP) vil den tyske regering sikre, at de nationale planer lever op ikke kun til kravene om indkomstskabelse, men også til skærpede krav om miljø- og klimabeskyttelse.

Den nuværende indretning af CAP’en skal revideres senest midt i programperioden, og den tyske regering vil arbejde på at sikre, at justerede målkrav og at CAP’en videreudvikles fra 2027 og frem således, at de direkte betalinger i højere grad er knyttet til opfyldelse af klima- og miljøkrav.

Den nye tyske regerings fiskeripolitik

Scholz

Af regeringsgrundlaget for den nye tyske regering bestående af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP fremgår, at man straks vil nedsætte en fiskerikommission –”Zukunftskommission Fischerei“- der skal komme med anbefalinger til udviklingen af bæredygtigt fiskeri og akvakultur, omfattende såvel kystfiskeriet som det EU-regulerede dybhavsfiskeri.

Regeringen er indstillet på at begrænse trawlfiskeriet og i højere grad tilpasse fangstteknikker til specifikke arter. Garnfiskeriet skal i højere grad reguleres i pagt med hensynene til naturbeskyttelse. Regeringen anerkender de tyske lystfiskerorganisationers indsats for natur- og artsbeskyttelse.

Regeringen vil være forpligtet på at bevare kystfiskeriet og arbejde for at den fælles fiskeripolitik i EU baseres på en retfærdig, videnskabeligt baseret fastlæggelse og tildeling af fangstkvoter.

Forsvar for det uforsvarlige

Don Q

Minksagen er indiskutabelt en møgsag for den socialdemokratiske regering. Sagen er en enorm belastning for tilliden mellem politikere og mellem politikere og journalister.

Elimineringen af et helt erhverv, har domineret den offentlige debat i over et halvt år. Der er ingen diskussion om, at det var et vanskeligt valg i en akut situation at skulle lukke et helt erhverv. Men der skete fejl: Manglende lovhjemmel og overtrædelse af basale forvaltningsregler, sletning af sms’er og måske andet dokumentationsmateriale, hukommelsestab og modstridende forklaringer. Foreløbig er en minister gået, og en granskningskommission er nedsat.

Medierne er overvejende kritiske. Vidneforklaringerne analyseres og mink og sms’er fylder aviserne og de sociale medier. Debatten raser, og beskyldninger for at lyve flyver gennem luften, og der tales allerede om en ny rigsretssag.

Sagen belaster – Socialdemokratiets opinionstal er vigende og udfaldet af kommunalvalget var ikke tilfredsstillende. En presset regering prøver at slå igen ved at påstå, at hele sagen er en heksejagt drevet frem af en blodtørstig opposition og presse. De socialdemokratiske modangreb går på, at de borgerlige partier og pressen prøver at smadre statsministerens troværdighed, selv om hun alene agerede i befolkningens sundhedsmæssige interesse, og der ikke er skyggen af beviser for, at Mette Frederiksen skulle have begået ulovligheder i minksagen.

Blandt de støtter der er sendt i byen for at forsvare Mette Frederiksen er ikke overraskende den loyale partisoldat, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.  At Mogens Lykketoft kvitterer for igen at være taget til nåde og for det vellønnede “ben” som formand for Energinet, er ligeledes forståeligt. Det er mere påfaldende, at Frank Korsholm, politisk redaktør på netmediet POV International, forfatteren Lars Olsen, Jakob Jensen, tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet, og tidligere overvismand Niels Kærgaard er blandt forsvarerne for Socialdemokratiet i den største skandale i nyere tid.

Kritisabel forvaltning af velfærdsstatens midler

Britta bog

Britta Nielsens bedragerier i Socialministeriet nærmere beskrevet i en netop udkommet bog: ”BRITTA – Forræderiet mod velfærdsstaten”.

TV 2-journalisten Emil Ellesøe Ditzel har i sit arbejde med Britta Nielsen-sagen gravet nye detaljer frem om både hovedpersonen og de massive huller i systemet, der muliggjorde hendes store svindelnummer.

Britta-sagen kaster en skygge over De Konservatives regeringsdeltagelse fra slutningen af 2016 til 2019. Specielt for den socialkonservative Mai Mercado var sagen afslørende. Mercado var i 2018 på det tidspunkt, hvor Britta-historie stjal dagsordenen, børne- og socialminister, og derfor ansvarlig for ressortområdet.

Sagen blev et veritabelt mareridt for daværende socialminister Mai Mercado. Hun har selv i et interview med TV2 fortalt, at det havde været svært i 15 dage at kende til svindelsagen for 121 millioner kroner i Socialstyrelsen, før sagen kom til offentlighedens kendskab.

Det er til at forstå. Hvad der er komplet uforståeligt er hvorfor Mai Mercado som ansvarlig minister blot tog til efterretning, at Kammeradvokaten vurderede, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Revisionshuset PWC konstaterede, at svindelen med tilskudsmidler i Socialministeriet i perioden 1977 til 2018 løb op i 121 millioner kroner. PWC konstaterer også 13 “kontrolsvagheder” i Socialministeriets administration af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Kritikken fra PWC står ikke alene. Rigsrevisionen har ved flere lejligheder påtalt svagheder ved administrationen af tilskudsmidlerne. En gennemgang af revisioner på socialområdet i perioden 2002-2017 viser, at Rigsrevisionen bl.a. har haft bemærkninger til skriftlige forretningsgange, opfølgningen på tilskudsmodtageres regnskaber og rapporter, kontrollen af udbetalinger, bogføringen af tilsagn og tilgodehavender samt administrationen af brugerrettigheder til det tilskudsadministrative system. Flere af bemærkningerne går igen over årene. Bemærkningerne er rapporteret i beretninger til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, i rapporter til ledelsen og i særskilte beretninger til Statsrevisorerne.

Alligevel mente børne- og socialminister Mai Mercado, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Det kan simpelthen ikke passe; I Socialministeriet og Socialstyrelsen har der siden 1977 været en stribe departementschefer, direktører, afdelingschefer og kontorchefer, og selvom de åbenlyst har været inkompetente til at bestride deres stillinger, kan de ifølge Rigsrevisionen ikke have været uvidende om ”kontrolsvaghederne”, der dækkede over Britta Nielsens direkte og ukontrollerede adgang til midler, der var tiltænkt samfundets svageste.

Det er stærkt krænkende, at en konservativ minister blot trækker på skuldrene af et klokkeklart eksempel på inadækvat ledelsesadfærd i en offentlig myndighed hun selv har haft ansvaret for.

Budgetdisciplinen i EU og den nye tyske regering

Scholz

Op til valget i Tyskland 26. september 2021 advarede Kristendemokraterne i CDU mod en kommende tysk regering hvor socialdemokraterne i SPD slog sig sammen med De Grønne. En sådan regering kunne komme til at stå for en efterladende linje i den økonomiske politik – ikke kun i Tyskland men i hele EU.

Stabilitets- og Vækstpagten

Spillereglerne for Den Økonomiske og Monetære Union i EU (ØMU’en) og eurosamarbejdet er fastlagt i Stabilitets- og Vækstpagten, SGP. Her fastlægges grænser for offentligt underskud og bruttogæld – og den foreskriver, hvad der sker, hvis grænserne overskrides.

Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til ØMU’ens tredje fase i 1999. Traktaten blev efterfølgende revideret i 2005, og i forlængelse af den europæiske statsgældskrise er der gennemført en række stramninger.

Formålet med Stabilitets- og Vækstpagten er at sikre, at de enkelte landes offentlige finanser er sunde. Landenes budgetunderskud må ikke overstige 3 pct. af BNP og statsgælden må ikke overstige 60 pct. af BNP. Manglende overholdelse af reglerne kan udløse bøder på 0,5 pct. af BNP.

Budgetreglerne blev under COVID-krisen suspenderet til udgangen af 2022 for at give medlemslandene et større frirum til at imødegå de økonomiske konsekvenser af pandemien.

Frankrig og Sydeuropa presser på for mere fleksible regler

Siden sommeren 2019 har den franske præsident Emmanuel Macron været særdeles kritisk i omtalen af budgetreglerne i Stabilitets- og Vækstpagten. Han har gentagne gange opfordret til, at EU’s finansielle bestemmelser kasseres. For ham er gældsloftet på 3 procent af BNP noget, der “hører hjemme i det forrige århundrede”.

Han har også beskrevet Tysklands rolle i eurosamarbejdet som følger: “Tyskerne er de store vindere i eurozonen, og det “tyske system” måtte erkende, at situationen var “ikke bæredygtig”.

Angela Merkel og den tidligere tyske regering har dog ikke været tilbøjelig til at lytte til Macrons sirenesang.

Hvad skal der ske efter 2022?

EU’s finansministre har allerede påbegyndt diskussionen af hvad der skal ske med reglerne efter 2022, og om de skal ændres, så de passer bedre til ændrede økonomiske realiteter, når de genindføres fra 2023.

Der er bred enighed om, at der er behov for at afbalancere finanspolitisk bæredygtighed med behovet for at understøtte det økonomiske opsving, men en række lande er ikke indstillet på at opgive reglerne, der skal sikre at budgetdisciplinen opretholdes.

Samtidig er der opmærksomhed omkring det særlige problem med offentlige investeringer, der traditionelt har været det første offer for eventuelle udgiftsnedskæringer under kriser.

”Grønne” investeringer

Offentlige investeringer i klima, “grønne” investeringer, der sigter mod at reducere CO2-emissioner i overensstemmelse med målsætningen om nul inden 2050, digitalisering og infrastruktur bør underkastes en særlig behandling, og måske holdes helt uden for beregninger af budgetunderskud. Ikke mindst Frankrig har været fortaler for et sådan system.

Forhandlingerne om EU’s finanspolitiske regler er politisk følsomme, hvor man på den ene side har en række lande, der traditionelt er mere finansielt sparsomme, overfor Frankrig og mere svage sydeuropæiske økonomier.

Et af problemerne er at definere hvilke ”grønne” udgifter, der eventuelt skal holdes udenfor beregninger af budgetunderskud.

De i øjeblikket suspenderede regler siger, at regeringer ikke må køre budgetunderskud højere end 3 pct. af BNP og statsgælden bør holdes under 60 pct. af BNP. Hvis gælden er højere, bør den hvert år reduceres med 1/20 af overskuddet over grænsen på 60 pct.

Men nogle lande, som Italien, har gæld på 160 procent af BNP, hvilket gør en årlig reduktion på 5 procentpoint urealistisk, især hvis landet skal investere stort i at gøre sin økonomi “grøn” og mere digitaliseret.

Sparebanden

EU’s finansministre fra Holland, Finland, Sverige Slovakiet, Tjekkiet, Østrig og Letland har i et fælles brev erklæret, at være ”åbne for en debat om forbedring af økonomisk og finanspolitisk styring, herunder stabilitets- og vækstpagten. Mens vi holder fast ved en regelbaseret finanspolitisk ramme, bør der foretages forbedringer”. Danmark har tilkendegivet, at man støtter indholdet af brevet.

Den nye tyske regering

Nu blev udkommet af det tyske valg ikke en koalition mellem SPD og Die Grüne på det yderste venstres nåde. Tværtimod tyder alt på, at det liberale og i økonomiske spørgsmål nærmest konservative FDP på finansministerposten, får afgørende indflydelse på regeringens økonomiske politik.  

I regeringsgrundlaget “Mehr Fortschritt Wagen” for den kommende nye tyske regeringskoalition af SPD, Bündnis 90/Die Grünen og FDP, fremgår det vedrørende den økonomiske og monetære union og finanspolitikken i EU, at:

”Vi ønsker at styrke og uddybe den økonomiske og monetære union. Stabilitets- og Vækstpagten (SGP) har bevist sin fleksibilitet. Vi ønsker at fremme den økonomiske vækst på grundlag af SGP og holde fast i en politik med bæredygtig gældsstiftelse, og bæredygtige og klimavenlige investeringer.

Den videre udvikling af de finanspolitiske regler og styrkelse af deres effektivitet i forhold til tidens udfordringer bør tage udgangspunkt i disse målsætninger.

Reglerne for Stabilitets- og Vækstpagten bør forenkles og gøres mere transparente og håndhævelsen af reglernes overholdelse bør styrkes”.

Der er således udsigt til, at Tyskland er parat til at opdatere spillereglerne for Stabilitets- og Vækstpagten, men fortsat vil insistere på ansvarlig finanspolitik og næppe vil tillade gældsstiftelse i væsentlig større omfang end hidtil tilladt.