Mens vi venter på Minkkommissionens beretning/rapport den 30. juni 2022 kl. 11

Minkavl

Forud for rapporten har den socialdemokratiske regering mobiliseret alle støtter med henblik på at præparere støttepartierne, dæmonisere Venstre og Konservative og miskreditere alle faglige vurderinger, der peger på statsminister Mette Frederiksens ansvar.  

Intet lader til at være for dyrt eller for helligt. Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil for alt i verden undgå situationen omkring Tamilsagen i 1993.

Tamil-sagen

Den 1. januar 1993 forelå Tamil-kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet.

Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte efter kommissionsdomstolens opfattelse have indset det.

Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer.

Lederen af Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, var imidlertid ikke længe om at fordøje rapportens 5.634 sider, før hun meldte ud, at sagen var meget alvorlig for regeringen.

Meldingen fra Det Radikale Venstre gjorde indtryk på Poul Schlüter, og kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring.

Godt en uge senere overtog Poul Nyrup Rasmussen regeringsledelsen.

Reaktionen fra støttepartierne

En lignende spontan reaktion fra støttepartierne i minksagen vil tvinge Mette Frederiksen til at meddele, at ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” og udskrive valg. Socialistisk Folkeparti vil næppe vælte en socialdemokratisk regering, men med Det Radikale Venstre og Enhedslisten ved man aldrig.

Hvad kan vi vente?

Det er Minkkommissionens opgave at udrede alle trådene og de ofte modstridende udsagn, der er fremkommet.

Mette Frederiksens forsvare syntes at have et fælles stærkt argument: Uanset hvad Minkkommissionen når frem til, vil aben aldrig kunne lande på statsministerens skuldre jvf. Grundlovens paragraf 14.

Der argumenteres med, at Danmark har et sektoropdelt ministerstyre, og at det udtrykkeligt står i Grundlovens paragraf 14:

”Enhver minister, som har underskrevet love og vigtige beslutninger, er ansvarlig for beslutningen.” ”Det gælder i forhold til grundloven og over for Folketinget”.

Videre fremhæves, at konkret i denne sag havde Fødevareministeren ansvaret for loven. Fødevareministeren stod til ansvar overfor Folketinget. Fødevareministeren blev mødt med mistillid. Mogens Jensen gik af.

Hvem har ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink og nedlægge mink erhvervet uden lovgrundlag?

Realiteten er, at beslutningen blev truffet af regeringens Koordinationsudvalg, og de hidtil fremkomne oplysninger i Minkkommissionen indikerer, at statsministeriet, Barbara Bertelsen og statsministeren havde involveret sig så meget i beslutningen om aflivning af minkene, at ansvaret for hjemmel følger med.

Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen har hele tiden krampagtigt holdt fast i, at hele ansvaret lå hos ressortministeren, og som bekendt måtte Mogens Jensen gå af som fødevareminister som følge af sagen.

Ministeransvarsloven

Statsministeriet kan imidlertid ikke uden videre fralægge sig ansvar. Af Ministeransvarslovens § 4 fremgår: ”Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse”.

På baggrund af Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens dokumenterede kraftige involvering i beslutningen om aflivning af alle mink, er det grænsende til det absurde at hævde, at statsministeriet ikke har et ansvar.

Normalt ville ansvaret for den retlige håndtering ligge hos departementschefen i det pågældende ressortministerium, men minksagen blev i realiteten håndteret i Statsministeriet, og derfor er det en åbenbar fejl, at Barbara Bertelsen ikke sikrede sig, at der var hjemmel til at nedlægge mink erhvervet i forbindelse med aflivningen af landets minkbestand. Justitsministeriets departementschef, der ligeledes var involveret i sagsbehandlingen, vil formentlig blive pålagt et vist medansvar.

Tibetkommissionen

I Tibetkommissionen blev Udenrigsministeriets og PET for ganske nylig tillagt et hovedansvar for at Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed blev krænket i bestræbelserne på at undgå kinesiske ”ansigtstab”.

Krænkelserne blev begået af Københavns Politi, men Kommissionen fandt det ikke troværdigt, at Københavns Politi skulle have haft deres egne interesser i at krænke Grundlov, forsamlings- og ytringsfrihed.

Tilsvarende er det ikke troværdigt, at fødevareminister Mogens Jensen, fødevareministeriet og veterinærdirektøren, der i oplægget til Koordinationsudvalget havde præsenteret andre modeller, skulle have haft deres egne interesse i en nedslagtning, der ikke var hjemmel til.

Ukraine og Putins basis i folkestemningen

Putin

Vladimir Putin begynder at ligne den paranoide ledelse af det russiske kommunistparti, der stod i spidsen for Sovjetunionen i 70 år.

Som de tidligere skiftende generalsekretærer og medlemmer af det russiske kommunistpartis politbureau, frygter Vladimir Putin mest af alt et ”statskup organiseret udefra”, der kan mobilisere den russiske befolkning.

Sovjetunionens nedkæmpning af opstandene i Ungarn og i Polen i 1956 var motiveret af frygt for at kritikken af det kommunistiske regime ville brede sig.

Baggrunden for den sovjetiske invasion i Afghanistan 1978-87 var den islamiske mujahedin-bevægelses forsøg på at vælte den kommunistiske regering, der var kommet til magten ved et blodigt kup i april 1978. Moskva var nervøs ved udsigterne til en islamisk magtovertagelse i Afghanistan (støttet af USA, fordi den var vendt mod kommunismen og Sovjetunionen, og støttet af Saudi-Arabien m.fl., fordi den var islamisk).

Sovjetregimet ville ikke risikere, at der internt i Sovjetunionen var andre steder med store islamiske befolkningsgrupper, der kunne få gode ideer om tilsvarende oprør mod den kommunistiske samfundsmodel.

Vendepunktet i 2004

Især efter 2004, hvor Nato optog syv nye medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien (Polen, Ungarn og Tjekkiet var allerede i 1999 blevet medlemmer af Nato), og Ukraine også begyndte at orientere sig mod Vesten for politisk og økonomisk støtte, er Putins fjendtlighed vokset.

Putin (og despoten i Minsk, Lukashenko) er kritiske overfor EU, Nato-landene og ikke mindst USA, og stærkt bekymrede over Vestens hang til ”demokratieksport”, herunder initiering og støtte til såkaldte ”farve-revolutioner”, som Putin opfatter som statskup organiseret udefra, og som også meget vel kunne forekomme i Rusland.

Det var som bekendt lige ved at ske i Belarus efter det korrupte præsidentvalg den 9. august 2020, hvor Belarus’ diktator Lukashenko udråbte sig som vinder. Hele Europa var i oprør over den vold, Lukashenko kastede ud over fredelige demonstrationer, som især kvinderne stod for dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned.

Det lykkedes desværre Lukashenko med Rusland i ryggen – ikke blot at fjerne demonstranterne fra gaderne, men også at flytte Europas fokus fra det egentlige problem til for eksempel håndteringen af de migranter, som han importerede fra Irak og sendte videre ind i EU.

Putins autokrati

Vladimir Putin agerer som var han leder af Sovjetunionen, og den særlige Putinske styreform er ofte beskrevet som ”et stalinistisk fortidslevn”.

Det er imidlertid aldeles misvisende.

Den autoritære styreform, der praktiseres i Rusland (og i Belarus) bygger på en slags social kontrakt med borgerne: ”I får stabilitet, sikkerhed og rimelige økonomiske forhold, til gengæld overlader i politikken til mig.”. Den samme besked får oligarkerne, og modydelsen er, at de kommer med pengene, når Putin har brug for hurtige finansielle muskler, som f.eks. ved den hastige bygning af en bro til Krim efter annekteringen i 2014.

Oppositionen bliver skiftevis forfulgt og tålt, men altid modarbejdet. Den stikker fra tid til anden hovedet frem, men bliver slået hårdt ned og er indbyrdes splittet og svag. I den bedste stil fra de tidlige revolutionsår afholder Putin-regimet sig ikke fra at likvidere modstandere i ind- og udland med arrangerede ulykker og giftmord m.v. 

Gennem kontrollen med oligarkerne og statsvirksomhederne, kontrollerer Putin-regimet også adgangen til jobbene – og de dermed forbundne goder som pension og gratis lægebehandling.

Enhver opposition – også fra en søn eller datter – kan hurtigt få konsekvenser for job og økonomi.

Putins sociale kontrakt med de russiske borgere betyder samtidig, at det største pres mod Putin ikke kommer fra krigsmodstanderne, men fra russiske nationalister, der ikke er bange for at råbe op.

De raser i øjeblikket på det sociale medie Telegram over, at Rusland ikke går hårdere til den i Ukraine og sønderbomber præsidentboligen i Kyiv og grænseovergangene til Vesten.

Der er ligefrem nogle, der anser Putin for at være en ”forræder” og ”svagpisser”. Det er ikke noget nyt – der har altid været en del af samfundet, der har anset Putin for at være for moderat. De rabiate nationalister ser privatiseringerne i 1990erne som noget, Vesten stod bag, og de forstår ikke, hvorfor oligarkerne får lov at beholde alle deres penge. En genindførelse af den statsstyrede økonomi er drømmen for mange hard core nationalister, der mener, at de gamle sovjetstater burde vende tilbage til Rusland – i tætte alliancer eller ved direkte annektering.

De seneste ti år har Putin i stadig højere grad baseret sin politiske magt på støtte fra denne patriotiske del af befolkningen i stedet for alene at bero på støtten fra russiske eliter, det være sig oligarker eller intellektuelle. I konsekvens af denne udvikling, foregår der en betydelig udvandring af yngre, veluddannede russere.

Det er derfor, Putin umuligt kan stoppe krigen i Ukraine, før han også har erobret mindst hele Donetsk-regionen, som nationalisterne anser for historisk russisk territorium.

Mange almindelige russere deltager ikke i det nationalistiske kor, men vender sig indad – retter ind efter regeringens direktiver, men har kun tillid til den nære familie og den inderste kreds af venner, og de prøver at løse daglige problemer inden for dette netværk.

Udsigt til ændringer?

Putin hidtil kunnet skaffe sig midler til at dække befolkningens behov gennem store indtægter fra olie- og gassalg. Men de økonomiske sanktioner, der er iværksat mod Rusland efter invasionen af Ukraine, begynder at kunne mærkes – inflationen stiger, væksten går i står, børserne er lukkede og den russiske stat kan gå bankerot. Problemet er, at der kan gå rigtig lang tid før det fører til grundlæggende ændringer i Rusland.

Foreløbig har Rusland tabt den hurtige krig i Ukraine, men Putin satser formentlig nu på, at Rusland kan vinde udmattelseskrigen, fordi han anser russerne som de mest modstandsdygtige. At de er klar til at ofre mere og er mere villige til at klare sig igennem hårde tider, end man er i Vesten.

Det har lange udsigter med en borgerlig regering

Priser i DK

I Danmark er 40 pct. af befolkningen på overførselsindkomst, 40 pct. er beskæftiget med forskellige former for offentlig virksomhed og bureaukrati, mens 40 pct. i de produktive erhverv, sikrer det økonomiske grundlag.

Demografien betyder, at udsigterne for en borgerlig regering er ringe. Der er simpelthen ikke vælgere og politikere nok til i dette land, der har interesse i at gennemføre en politik, der sikrer økonomisk vækst, national suverænitet, et troværdigt forsvar, maksimal frihed for den enkelt og som modererer statsmagtens indflydelse på den enkeltes tilværelse. Ethvert spørgsmål om verdens højeste skattetryk mødes med en gysen af de 60 pct. af befolkningen, der er afhængige af løn, ydelser eller overførsler fra de offentlige kasser.

Formynderstat

Danmark med Venstres og Konservatives fulde opbakning siden 1960’erne blevet en formynderstat, hvor den enkeltes liv er stærkt afhængig af statsmagtens dispositioner. Denne afhængighed skaber stærke loyalitetsbånd mellem det offentlige og den enkelte borger. Ikke bare i undervisnings-, social- og sundhedssektorerne, men også i medierne, der modtager store beløb i statsstøtte, og i erhvervslivet, der gør sig store anstrengelser for at støtte regeringens mærkesager.

Vi sælger gladeligt ud af vores suverænitet, vores selvbestemmelse og vores nationale og personlige frihed for at få sikkerhed, beskyttelse og tryghed i vores liv. Folkets ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet er det seneste eksempel på, at usikre og uselvstændige borgere først og fremmest vælger det sikre.

Udviklingen har været fremadskridende siden RVK-regeringen i slutningen af 1960’erne, men allerede i 2001 var det i realiteten slut med det borgerlige Danmark.

For at holde sammen på regeringsmagten måtte Anders Fogh Rasmussen i 2001 sammen med Dansk Folkeparti stjæle Socialdemokratiets socialpolitik, der i dag er den fælles standard for alle Folketingets toneangivende partier.

Alle partier har velfærd som topprioritet, og der udspiller sig en usund og decideret ulækker konkurrence mellem de borgerlige partier om hvem, der bedst kan sikre velfærden for unge, for gamle – ja faktisk for alle.

Og nu kommer Mette Frederiksen samtidig med Løkke Rasmussen og erklærer, at det bedste for Danmark er en samlingsregering ”hen over midten”.

Javel, men vil det sikre at der indføres et effektivt skattestop, genopretning af forsvaret, afskaffelse af den katastrofale iværksætterskat, tilbagerulning af den uretfærdige kommunalreform, afvikling af den idiotiske sundhedsplatform og genindførelsen af en effektiv og pålidelig ordensmagt?

Diskussionen om grundlæggende retsstatsprincipper i EU

Polen EU

Polen har i lang tid ønsket at få deres del af pengene fra EU’s genopretningsfond, som er en pulje på over 800 milliarder euro, der skal hjælpe medlemslandene med blandt andet at fremme grøn omstilling og digitalisering i tiden efter coronapandemien.

EU har siden 2020 tilbageholdt betalingen af 35 milliarder euro til Polen, fordi EU-lande har ment, at Polens konservative PiS-regering har undermineret retsstaten og ikke respekterer grundlæggende retsstatsprincipper. Polen har således i noget tid fået kritik for politisk indblanding i retssystemet.

Danmark og andre EU-lande har også problemer med retsstatsprincipperne

Polen er dog ikke det eneste EU-land, hvor der stilles spørgsmål til domstolenes uafhængighed. Under corona fik også danske domstole politisk diktat om at lukke deres aktiviteter ned, og senest har det givet anledning til panderynken, at FE-sagen har sat fokus på Justitsministerens rolle i straffesager.

På et ministerrådsmøde i Luxembourg fredag den 17. juni 2022 har EU-landenes finansministre besluttet at frigive de 35 milliarder euro, som siden 2020 har været tilbageholdt. Ingen lande stemte imod, men Holland valgte som eneste land at afstå fra at stemme.

EU’s medlemslande har dermed blåstemplet den polske regerings genopretningsplan og åbner dermed for at sende 180 milliarder kroner i tilskud til Polen – og yderligere 86 milliarder kroner i lån.

Derfor bliver de mange milliarder kun udløst, hvis den polske regering forbedrer retstilstanden i landet.

Kravene lyder blandt andet på, at et dommerdisciplinærkammer skal opløses, og at dommere ikke skal forfølges på grund af deres domme eller holdninger. EU har opgivet kravet om automatisk genindsættelse af alle dommere afskediget og suspenderet i strid med kravet om domstolenes uafhængighed.

Polens indsats under krigen i Ukraine

Den politiske enighed i EU er opnået på baggrund af Polens indsats under krigen i Ukraine. Polakkerne har taget mod over én million flygtninge og vundet sympati for aldrig at have købt ind på Vestens og især tyskernes kræmmer og ”Wandel Durch Handel”-tilgang til Rusland.

Det har måske også haft betydning, at Polen retter ind i forhold til en global skatteaftale. Polen har hidtil blokeret en aftale om indførsel af en minimumsselskabsskat på 15 procent. Selskabsskatteaftalen er forhandlet på plads i OECD, og både EU, USA og andre forhandler nu om at implementere den i deres lovgivning.

Aftalen har været en af topprioriteterne for det franske EU-formandskab, som slutter inden længe, og på et ministerrådsmøde i starten af april var Polen eneste land, der var modstander af at implementere aftalen, som kræver enighed blandt alle 27 medlemslande.

Men nu – efter både Kommissionen og medlemslandene har blåstemplet den polske genopretningsplan – er Polen klar til at stemme for minimumsselskabsskatten.

I mellemtiden har Ungarn vist sig genstridig. Det gjorde den ungarske regering med et argument om, at krigen i Ukraine og den høje inflation gør, at indførslen af en minimumsselskabskat “vil medføre seriøs skade på den europæiske økonomi”.

Det bemærkes, at Ungarn endnu ikke har fået godkendt sin genopretningsplan.

Minkkommissionens beretning/rapport forventes at foreligge den 30. juni 2022 kl. 11

Sofie Carsten N

Forud for rapporten er den socialdemokratiske regering travlt optaget af at formilde støttepartierne, dæmonisere Venstre og Konservative og intet lader til at være for dyrt eller for helligt. Mette Frederiksen vil for alt i verden undgå situationen omkring Tamilsagen i 1993.

Tamil-sagen

Den 1. januar 1993 forelå Tamil-kommissionsdomstolens rapport. 5.634 tæt trykte sider. Demonstrativt og under stor pressebevågenhed bar højesteretsdommer Hornslet og hans hjælpere kasser med rapporten fra Højesteret tværs over Prins Jørgens Gård til statsministeriet.

Mogens Hornslet var meget hård i sine konklusioner – frem for alt hvad angik Ninn-Hansens (manglende) handlinger. Men også Poul Schlüter fik hårde ord med på vejen. Hans ”gulvtæppetale” i Folketinget og de oplysninger han havde givet i Retsudvalget, var efter kommissionsdomstolens vurdering ufyldestgørende, og han måtte efter kommissionsdomstolens opfattelse have indset det.

Statsminister Poul Schlüter fik rapporten kl. 9, fem timer senere var den ude hos Folketingets medlemmer.

Lederen af Det Radikale Venstre, Marianne Jelved, var imidlertid ikke længe om at fordøje rapportens 5.634 sider, før hun meldte ud, at sagen var meget alvorlig for regeringen.

Meldingen fra Det Radikale Venstre gjorde indtryk på Poul Schlüter, og kl. 18 indkaldte statsministeren til pressemøde. ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” sagde Poul Schlüter og meddelte at han dagen efter ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring.

Godt en uge senere overtog Poul Nyrup Rasmussen regeringsledelsen.

Reaktionen fra støttepartierne

En lignende spontan reaktion fra støttepartierne i minksagen vil tvinge Mette Frederiksen til enten at meddele, at ”Det er ikke noget godt grundlag for mig at fortsætte som statsminister på,” eller udskrive valg. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vil næppe vælte en socialdemokratisk regering, men med Det Radikale Venstre ved man aldrig.

Det Radikale Venstre

I tv-serien Matador er den radikale dr. Hansen i Ove Sprogøes skikkelse det fornuftige modstykke til den koleriske oberst Ditlev Hachel. Dr. Hansen er i Matador endog en modig frihedskæmper, der også redder jøden hr. Stein til Sverige.

Totalt utroværdigt. Vi ved jo alle, at netop De Radikale var de ivrigste efter samarbejde med tyskerne, og kun meget få blev modstandsfolk. På den anden side havde De Radikale efter krigen brug for al den hjælp de kunne få til at rense eftermælet efter krigen.

MeToo

Det var Manu Sareen, der som Det Radikale Venstres kirkeminister fik indført kønsneutrale ægteskaber, ligesom det viser sig, at der i partiet længe har været en usund, seksualiseret og klam samværskultur.

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, men det var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør mod seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til partiets tidligere modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001.

Inden havde partiet skiftet holdning til forsvaret, EU og Nato.

Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

Efter folketingsvalget i juni 2019 er vi igen endt med en socialdemokratisk ledet regering. I udgangspunktet sidder regeringen på Det Radikale Venstres og venstrefløjens nåde, og støttepartiernes reaktion på Minkkommissionens konklusioner vil være afgørende for regeringens fremtid.

Kan Den Europæiske Centralbank, ECB, håndtere krisen i eurozonen?

Lagarde

Den Europæiske Centralbank, ECB, i Frankfurt har svært ved at få inflationen og de finansielle markeder under kontrol. Baggrunden for det krisemøde, som banken holdt i Frankfurt onsdag den 15. juni 2022, var den galopperende inflation i Eurozonen og udviklingen på de finansielle markeder med kursfald på statsobligationer og rentestigninger.

Udviklingen er imidlertid ikke jævnt fordelt.

I de kriseramte økonomier i Sydeuropa – først og fremmest Italien, er der oplevet stærkt stigende renter på den store statsgæld, og spændet på renten mellem tyske og italienske statsobligationer var ved at nå historiske højder. Renten på italienske 10-årige statsobligationer er steget til over fire procent for første gang siden 2014.

Centralbanken har derfor været nødt til at holde et krisemøde i Frankfurt onsdag, hvor det blev gjort klart, at man er parat til at holde sammen på hele Eurozonen, selvom det især er situationen i Italien, der er i fokus.

ECB leder efter det rette ”instrument”!

Efter mødet blev det oplyst, at ECB er parat til at investere midlerne fra det såkaldte PEPP-program (Pandemic Emergency Purchase Programme), der var den pengeudpumpning i forbindelse med opkøb af statspapirer, der blev iværksat for at bekæmpe de finansielle problemer i forbindelse med coronakrisen.

ECB er klar til at reinvestere – på fleksibel vis – de obligationer, der udløber fra sit PEPP-program for at sikre prisstabilitet på markedet. Men først skal man finde det rette instrument til at hjælpe Italien og de øvrige lande i Eurozonens periferi.

Meldingen fra ECB har alligevel været skuffende, og finansmarkederne reagerede med rentestigninger, hvor ikke mindst de italienske statsrenter skød i vejret.

Det nye ”instrument” som ECB vil udvikle skal medvirke til at undgå såkaldt fragmentering i eurozonen – altså, at spændet mellem f.eks. tyske renter og italienske renter bliver for stort i forbindelse med de rentestigninger, som ECB har bebudet i de kommende måneder.

Hvis ECB skal gøre sin del for at bekæmpe den inflation, der raser i indenfor og udenfor eurozonen, er det helt uomgængeligt, at ECB bliver nødt til at sætte styringsrenten op, i lighed hvad der allerede sker i USA.

Må ECB finansiere den italienske statsgæld?

Planerne om at kanalisere penge fra PEPP-programmet til målrettede opkøb i Italien, kan måske forhindre, at eurozonen bliver sprængt til atomer.

Tilhængere af sparsommelighed og mådehold har været skeptiske overfor ECB, PEPP-programmet og andre interventioner på finansmarkederne. Kritikere har hævdet, at obligationskøbene har oversvømmet markeder med billige penge, finansieret medlemslandes statsgæld og tilskyndet især sydeuropæiske gældtyngede regeringer til overforbrug.

Den 5. maj 2020 erklærede den tyske forfatningsdomstol (Bundesverfassungsgericht), at Den Europæiske Centralbank ikke havde retfærdiggjort de massive obligationskøb, og dokumenteret at disse køb opfyldte “proportionalitetsprincippet” som krævet i EU-traktatens artikel 5.

Proportionalitetsprincippet, der bestemmer, at en EU-aktion skal begrænses til det, der er nødvendigt for at nå et angivet mål, regulerer udøvelsen af de beføjelser, som medlemslandene har overført til EU.

Kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol anerkender, at EU-lov står over national lovgivning på de områder, der klart ligger inden for EU’s traktatmæssige kompetence. Men det gælder ikke nødvendigvis, når man skal bedømme, om EU opererer inden for eller uden for et klart defineret kompetenceområde. Og det gælder altså f.eks. den europæiske centralbanks aktiviteter med relation til medlemslandenes eget ansvar for finansiering af deres nationale aktiviteter.

Den tyske forfatningsdomstol lod sig tilsyneladende tilfredsstille, da den Europæiske Centralbank efterfølgende fremlagde dokumentation for formålet med opkøbsprogrammerne, og at proportionalitetsprincippet var opfyldt.

Det bliver spændende at følge, om den tyske forfatningsdomstol vil acceptere det ”instrument” som ECB når frem til med henblik på at undgå alt for store spændinger indenfor euro-zonen.

Den amerikanske centralbanks største rentestigning i 28 år

Federal Reserve

En række ‎‎nye og ‎‎bekymrende inflationsrapporter‎ har været på bordet under mødet i den amerikanske centralbanks FOMC-komité, tirsdag og onsdag 14. – 15. juni 2022.

På mødet besluttede The Fed at forhøje styringsrenten. Renten har hidtil været på 1 pct., men forhøjes nu med 0,75 pct.-point til 1,75 pct. – den største rentestigning i 28 år!

 Forud for centralbankmødet, havde kilder ‎oplyst, at de var parate til at hæve renten med et halvt procentpoint i denne uge og igen med et halvt procentpoint på næste møde i juli. Men de havde også sagt, at alt afhang af hvordan økonomien udviklede sig. ‎‎Sidste uges inflationsrapport‎‎ fra det amerikanske arbejdsministerium viste en større stigning i priserne i maj, end forventet.‎

‎To forbrugerundersøgelser har også vist, at husholdningernes forventninger til den fremtidige inflation er steget de seneste dage.

‎The Fed hævede på ‎‎sit møde i sidste måned‎‎ renten med et halvt procentpoint til 0,75 – 1 pct.

Har Rigspolitiet valgt at entrere med Netcompany eller med IT Factory?

Netcompany

Den nye chef for PR og kommunikation i it-virksomheden Netcompany får nok at se til, men hun forventes til fulde at kunne udnytte hendes store erfaring med håndtering af monumentale møgsager.

Karen Clement har siden marts 2021 stået i spidsen for Forsvarsministeriet presseindsats. Inden da kom hun fra en stilling som ledende pressesekretær i Statsministeriet.

Karen Clement har tidligere været ansat som presserådgiver for udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og som journalist på TV 2, Berlingske Nyhedsbureau og Radio24syv.

Netcompany, der er grundlagt og ledes af André Rogaczewski, står blandt andet for it-systemerne bag det kritiserede offentlige postsystem, mit.dk., Skats nødlidende inddrivelsessystem og Aula.

Den 17. januar tog politiet et nyt administrativt system i brug. Det nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), der er leveret af Netcompany, har fået kritik for lang sagsbehandlingstid på udstedelsen af våbentilladelser, og det betyder, at mindst 20.000 jægere ikke fik udstedt deres tilladelser til rette tid. Systemet er også årsagen til at danske vagt- og sikkerhedsvirksomheder nu deltager i kritikken af Rigspolitiet. Vagt- og sikkerhedsvirksomhederne kan kun udføre deres arbejde, hvis samarbejdet med politiet og andre offentlige institutioner forløber effektivt og gnidningsfrit.

Hver gang en ny vagt bliver ansat, kræver det en vagtgodkendelse og et legitimationskort fra Rigspolitiet. Desværre er ansøgningsprocessen blevet en rodet omgang. Der er ikke styr på rækkefølgen, ansøgningerne bliver behandlet i, så ansøgninger, der har ligget i længere tid, risikerer at blive sprunget over af nye ansøgninger. Der er også eksempler på, at ansøgninger simpelthen forsvinder, og at beskeder til godkendte kandidater ikke er blevet sendt afsted.

Førhen lå ventetiden på omkring 14 dage, men med det nye it-system er sagsbehandlingstiden for vagttilladelser nu eksploderet til op mod 35 dage, og den er ved at udvikle sig til at være den største udfordring for vagt- og sikkerhedsindustrien.

It-systemet hos Rigspolitiet, blev iværksat uden testfase. Efterfølgende er der konstateret fejl, som har betydet lange sagsbehandlingstider.

Tidligere justitsminister Nick Hækkerup måtte i Folketinget love at rette op på det fejlbehæftede nye it-system hos Politiets Administrative Center (PAC), ved blandt andet at sætter flere medarbejdere på sagen.

Desværre er problemerne medio juni langt fra løst.

Har det betydning, at afkastkurven vender?

Wall Street

Den amerikanske obligationsrentekurve vendte igen mandag, hvilket øgede bekymringen for, at økonomien er på vej mod en recession. Renten på korte 2-årige statsobligationer steg over de 10-årige statsobligationer for første gang siden april. Renten på femårige obligationer gik så højt som 17 basispoint over renten på 30-årige papirer.

Mandag den 13. juni 2022 vakte det opmærksomhed på Wall Street, at afkastet på en amerikansk 2-årig statsobligation pludselig blev større end afkastet på en 10-årig obligation.

Den såkaldte omvendte afkastkurve eller omvendte obligationsrentekurve (inverted yield curve) viser sig, når efterspørgslen i markedet for lange papirer overstiger efterspørgslen efter korte papirer.

Kortsigtede renter følger typisk forventningerne om, hvor Federal Reserve vil fastsætte dag-til-dag-renten, mens de lange renter afspejler mere fjerntliggende forventninger om økonomisk vækst og inflation.

Når afkastkurven vender, signalerer det, at markederne prissætter en stigende risiko for, at Federal Reserves forhøjelse af den korte rente, der har til formål at bremse den høje inflation, vil skade væksten og vippe økonomien ud i en recession.

Normalt er der en positiv forskel mellem renten på korte papirer og lange papirer. Renten på en obligation med 10-års løbetid er normalt højere end på et 3-måneders papir, fordi investorer normalt forventer en vis præmie for at binde midlerne i lange papirer, hvor der kan være en vis risiko i form af det fremtidige inflationsniveau m.v.

En omvendt afkastkurve tolkes af nogle finansfolk som et sikkert tegn på en kommende recession.

En række ‎‎bekymrende inflationsrapporter‎‎ i de seneste dage er på bordet under mødet i den amerikanske centralbanks FOMC-komité, tirsdag og onsdag 14. – 15. juni 2022. Det forventes, at den amerikanske centralbank, The Fed, på mødet vil besluttet at forhøje styringsrenten. Renten er i øjeblikket på 1 pct. og spørgsmålet er om den forhøjes til 1,5 pct. eller til 1,75 pct. Hvis renten forhøjes med 0,75 pct.-point, vil det være den største rentestigning siden 1994.

Mellemøsten og konflikten mellem Sunni- og Shia-muslimer

Cineworld

Når Mellemøsten er en veritabel krudttønde, er årsagen ikke først og fremmest modsætninger mellem vestlige demokratier og regionens islamiske samfund. Årsagen er først og fremmest rivaliseringen mellem shiamuslimer og sunnier.

Sunni-islam og shia-islam udgør islams to største hovedretninger. De har fra tiden efter Muhammeds død haft en arvestrid, som er et spørgsmål om, hvem den rette leder for islam skulle være.

Da islams grundlægger, profeten Muhammed døde i begyndelsen af det 7. århundrede var der uenighed om, hvem der skulle træde i hans fodspor.

Størstedelen af datidens muslimer pegede på Abu Bakr – en nær rådgiver for Muhammed – som ny ”kalif ” – leder af det politiske organ, kalifatet.

En anden, mindre gruppe mente derimod, at det var Muhammeds fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib, der var den retmæssige arvtager efter Muhammed.

Begge grupper kæmpede for deres sag, men det blev flertallets valg, Abu Bakr, der til sidst, i 632, blev den første kalif.

For både sunni- og shiamuslimer anses Koranen som den primære kilde til regler for livsførelse, men i sunni-islam eller sunnismen anses Koranen som den afgørende kilde til Muhammeds levevis.

Shia-muslimer eller shiister derimod særlig vægt på den særlige status og fortolkningsret, de tillægger imam-slægten efter Muhammed – den såkaldte ”Ahl al-Bayt”-profetslægt, hvor imam-rækkefølgen kan spores i en direkte linje fra Muhammed og fætteren Ali.

Efter Abu Bakr fulgte to kaliffer, og det var først efter mordet på den tredje kalif, Uthman, at Muhammeds fætter, Ali, i 656 blev valgt som den fjerde kalif efter Muhammed. Der herskede stor uenighed om arvefølgen blandt imamer og kaliffer, og Ali måtte kæmpe flere slag, for at blive accepteret som retmæssig kalif. Alligevel har der siden været strid mellem sunni- og shia-muslimer om den rette opfattelse af islam.

Ikke mindre end 23 procent af verdens befolkning er muslimer. Der lever i dag cirka halvanden milliard muslimer i verden. Islam er dermed verdens andenstørste religion efter kristendommen. På verdensplan udgør sunni-muslimer cirka 85 procent af verdens muslimer, mens cirka 15 procent er shia-islam-tilknyttede.

Shia-islam har cirka 200 millioner tilknyttede og er relativt udbredt i lande som Irak, Pakistan, Yemen og Azerbaijan.

I Iran tilhører omkring 90 procent af befolkningen shia-islam, som er statsreligion, hvilket gør landet til den største politiske repræsentant for Shia-islam i dag.

Konflikten i England om ”The Lady of Heaven”

Vrede protester fra især sunni-muslimske demonstranter har i England fået biografkæden Cineworld til at stoppe visningen af filmen ”The Lady of Heaven” (Kvinden fra himlen), af hensyn til de britiske kunders og ansattes sikkerhed.

Protesterne går dels på at filmen er blasfemisk og samtidig kritiseres filmen for at dæmonisere sunni-muslimer.

Filmen ripper op i den over 1400 år gamle strid mellem shia- og sunni-muslimer. Filmen fortæller historien om profeten Muhammeds datter Fatima set fra et shia-muslimsk synspunkt, hvilket har ført til protester fra primært sunni-muslimer.

Filmen portrætterer tætte venner og rådgivere for profeten, som var sunni-muslimer. Filmen antyder, at det minder om den opførsel, som vi så fra Islamisk Stat.

Et andet element i filmen er, at den kort viser profeten Muhammed, om end ingen skuespiller er krediteret for at spille rollen, og ansigtet er sat sammen med computerteknologi. Men det har blandt andet fået det shia-muslimske Iran til at forbyde filmen.