Forandring ved bål og brand

Dukkeafbrænding

Det viser sig, at offentlig afbrænding af dukker af politiske modstandere i visse venstreorienterede kredse er en acceptabel demonstrationsform.

Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening brænder ikke dukker af statsminister Mette Frederiksen, men arbejder ”både bag linjerne i det politiske maskinrum, med alliancer og via en dagsordensættende tilgang, hvor det handler om at skabe en brændende platform og et folkeligt pres for forandringer”.

Foreningen arbejder således for at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder og frede naturperler, for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040, og for et Danmark uden sprøjtegift.

Astroturfing

Hvordan man i praksis skaber en ”brændende platform” og opbygger et folkeligt pres for forandringer, kan Naturfredningsforeningen høre nærmere om hos boligministerens spindoktor, Jens Christiansen og Peter Goll – de ukårede mestre i astroturfing. Jens Christiansen havde en fremtrædende og central rolle, da han som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice var med til at eksekvere en af Peter Goll orkestreret nederdrægtig kampagne til fordel for Falcks økonomiske interesser.

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Historien

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforenings første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Konservative hattedamer

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Ret til at rejse fredningssager

Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, der indså, at det kunne bidrage til at realisere målsætningen om flere fredninger.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes, men hvis Danmarks Naturfredningsforening først har fået skabt en ”brændende platform” og mobiliseret ”et folkeligt pres”, plejer fredningerne at gå igennem.

Giuseppe Contes regering træder tilbage

Conte

Italiens premierminister Giuseppe Conte træder tilbage tirsdag morgen den 26. januar 2021, men kun for at skabe mulighed for at han kan danne en ny regering – i givet fald Contes tredje!

Efter et ministermøde i Rom tirsdag morgen kl. 9 vil Giuseppe gå til præsident Sergio Mattarella for at indgive sin afskedsbegæring.

Tanken er ifølge flere medier, at Conte derefter vil blive bedt om at forsøge at danne en ny regering, der kan samle parlamentarisk opbakning i såvel Deputeretkammeret som i Senatet.

Alternativet er et nyvalg, der ifølge meningsmålingerne ville blive vundet af højrefløjen under ledelse af Matteo Salvini.

Ved en afstemning i Senatet i sidste uge overlevede Contes regering kun, fordi Matteo Renzis lille parti, ”Italia Viva”, undlod at stemme.

Den uholdbare situation for Contes regering er opstået fordi den tidligere regeringsleder, Matteo Renzi, trak partiet ”Italia Viva” ud af koalitionsregeringen som følge af uenighed om fordelingen af EU’s Corona-genopretningsfond.

Corona-genopretningsfond på 209 mia. euro til Italien

Udadtil var Renzis begrundelse for at udtræde af regeringen, at Conte ”ikke respekterer demokratiets regler”. Den reelle årsag var, at der internt i den italienske regering er uenighed om hvordan Italiens andel af EU’s Corona-genopretningsfond skal fordeles. Af fondens 750 milliarder euro går 28 procent eller 209 milliarder euro til Italien. Dermed modtager Italien 81 milliarder euro i tilskud og 127 milliarder euro som lån.

Regeringspartiet Femstjernebevægelsen, M5S, er gået stærkt tilbage i meningsmålingerne, og vil gøre alt for at undgå et valg i utide.

Det andet koalitionsparti, det socialdemokratiske centrum-venstre parti, Partito Democratico (PD) er ligeledes parate til at fortsætte i regeringen.

Spørgsmålet er om Conte som erstatning for Italia Vivas 16 senatsmedlemmer kan friste andre med en ministerpost til at støtte en ny Conte-regering. Italienske medier spekulerer i, om der kunne være medlemmer af Silvio Berlusconis ”Forza Italia”, der kunne være fristet til at støtte. Sagen er at Forza Italia i et valg på nuværende tidspunkt formentlig ville blive klemt mellem Matteo Salvinis højreparti, Lega, og Giorgia Melonis konservative parti, Fratelli d’Italia (FdI – Italiens brødre).

Udsigt til kæmpe budgetunderskud i Italien

Oven i regeringskrisen har det italienske finansministerium udtrykt bekymring for de offentlige finanser. Der er på nuværende tidspunkt udsigt til et budgetunderskud på 9,2 pct. af BNP.

10 år efter “det arabiske forår” – hvad vil Danmark i Egypten?

Egypten flag

Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 9.-10. marts. Udenrigsminister Jeppe Kofoed åbner konferencen, som også har tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som deltager.

Imens i Egypten

I Egypten er der uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationrer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Nu høres krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi træder tilbage.

Den egyptiske revolution

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Frankrig

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Egypten.

Alligevel blev præsident, Abdul Fattah al-Sisi modtaget i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron. Al-Sisi modtog ovenikøbet Frankrigs fornemste orden – Æreslegionens Storkors.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Egypten.

Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?

Slut med Shell Danmark

Shell raffinaderi

Frem til krigen var gadebilledet domineret af de multinationale olieselskaber, der i Danmark markedsførte sig under navne som ESSO, Shell og BP. Siden kom mærker som CALTEX, Mobil og Gulf og senere hed det Chevron, Texaco, Q8, Statoil og Circle K. Særligt interesserede i tankstationer henvises til https://gamledansketankstationer.dk

Mandag den 25. januar 2021 oplyser A/S Dansk Shell, at moderselskabet, Shell Petroleum Company Ltd (Shell), har underskrevet en salgsaftale med PL ESG Denmark Co APS (Postlane Partners) vedrørende A/S Dansk Shell, Shells resterende downstream-forretning i Danmark.  Aftalen omfatter raffinaderiet i Fredericia samt lokale handels- og forsyningsaktiviteter. Shell har tidligere afhændet sine interesser i Dansk Undergrunds Consortium.

Omkring 260 personer, der i dag er ansat hos A/S Dansk Shell, vil fortsat være ansat i virksomheden under det nye ejerskab. Salget forventes afsluttet i andet kvartal 2021.

Det oplyses, at Postlane Partners er et uafhængigt investeringsselskab indenfor vedvarende energi, der søger at erhverve og optimere energi- og infrastrukturaktiver med et miljømæssigt, socialt og corporate governance-fokus.  Postlanes udviklingsplaner for raffinaderiet omfatter co-processing af bioprodukter og vil også fokusere på grøn brint og potentialet for avancerede biobrændstoffer.

https://www.shell.dk/press/releases/2021/danske-shell-tankstationer-upavirket-af-raffinaderi-salg.html

Circle K

Canadiske Couche-Tard, der købte Statoil i 2012, købte i 2016 en del af Shell Danmark og overtog i den forbindelse 72 Shell stationer, mens de øvrige stationer blev solgt videre til DCC Energi. Circle K, som også styrer Ingo- og 1-2-3-stationerne, har i alt 442 tankstationer i Danmark.

Shell Danmarks tilbageværende stationer i Danmark drives fortsat under Shell-navnet af DCC Energi, og da meddelelsen om salget af Shell Danmark gav anledning til uro blandt kunderne, blev der senere mandag den 25. januar 2021 udsendt en ny pressemeddelelse, der forsikrede at Shell-tankstationerne var upåvirkede af raffinaderisalget.

DCC Energi indledte iøvrigt i januar 2019 et kortsamarbejde med Q8. Sigtet er at øge selskabernes konkurrencedygtighed på brændstofmarkedet i Danmark efter at Circle K er blevet så store og dominerende, som de er.

Samarbejdet indebærer, at erhvervskunder nu kan bruge deres benzinkort til Q8-stationer, hvis de er kunder i Shell og omvendt. DCC Energi og Q8 samler således netværket, så 246 Q8 og F24-stationer samt 229 Shell og Shell Express-stationer i alt giver erhvervskunderne mulighed for at tanke med benzinkort på 475 stationer i Danmark.

Samarbejdet vil ifølge Shell og Q8 styrke konkurrencepositionen, men de to firmaer vil stadig være i hård konkurrence med hinanden. For aftalen går nemlig på, at det stadig er det firma, der har udstedt benzinkortet, som får økonomisk vinding, selv om en kunde tanker ved konkurrenten.

Konkurrencen på brændstofmarkedet

Brændstofmarkedet i Danmark ekstremt mættet og et af de lande i Europa, hvor der med omkring 2000 tankstationer er flest sammenlignet med antallet af indbyggere. Det må antages, at Konkurrencestyrelsen holder et vågent øje med eventuelle tegn på karteldannelser eller andre konkurrencehæmmende tiltag på markedet.

Danmarks sleskeri for Indien og Kina

Indien-Kina

Den 28. september 2020 mødtes statsminister Mette Frederiksen virtuelt med den indiske premierminister Narendra Modi. De to regeringschefer besluttede at etablere et Grønt Strategisk Partnerskab, der skal udbygge og styrke det dansk-indiske samarbejde inden for fire sektorer, herunder energi, bæredygtig byudvikling, vand samt immaterielle rettigheder (Intellectual Property Rights, IPR).

Tidligere var der ikke en Corona-epidemi til at tøjle danske ministres uhæmmede rejselyst på skatteborgernes regning. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte således Indien fra 18.-20. januar 2019 i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation.

Lars Løkke fortsatte dermed den strøm af danske ministre, der prøvede at tilfredsstille en længsel efter Østens mystik, der er næret af Kipling og en række romantiske Tv-produktioner om en svunden tid, hvor Indien var juvelen i det britiske imperium. I pauser i sightseeingen nåede Lars Løkke dog både at indvie den nybyggede danske ambassadebygning i New Delhi, og åbne et nyt Danske Kulturinstitut.

Daværende energi- og industriminister, Anne Birgitte Lundholt, var på officielt besøg i Indien 1. – 8. marts 1992. På foranledning af DONG Energy indgik Energiministeren en samarbejdsaftale med den indiske minister for elektricitet og ikke konventionelle energikilder, Kalp Nath Rai.

Aftalen gav ikke anledning til stigende eksport af dansk energiteknologi, men blev fulgt af flere ministerbesøg. Senere besøgte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen Indien i 2018, og før det var den eventyrlystne klimaminister Lars Christian Lilleholt i Indien i 2017.

Da udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. maj 2020 mødtes med sin indiske kollega, Dr. S. Jaishankar, skete det virtuelt. Alligevel lykkedes det aftale nærmere om det grønne strategiske partnerskab, som Mette Frederiksen senere etablerede med premierminister Narendra Modi.

Problemet er, at Indien og Danmark ikke har fælles værdier eller fælles interesser –  ikke engang økonomiske!

Bollywood

Ifølge udenrigsministeriet havde Lars Løkke Rasmussen under besøget i 2019 mulighed for at danne sig et godt indtryk af den spændende udvikling i den indiske filmindustri – Bollywood. Indiske film, der længe har domineret i Asien, er nu ved at vinde indpas også i den vestlige verden, og det forlyder, at Lars Løkke Rasmussen totalt har overgivet sig til genren, som han nu foretrækker frem for Peking-opera.

Eksportfremme

Det skal dog ikke glemmes, at det egentlige formål med statsministerens eksotiske rejse var at øge eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

På trods af indsatsen af talrige danske ministre, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. i en periode med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er stadig tjenesteeksporten i form af Mærsks søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent. Den indiske erhvervspolitik, der fokuserer på at understøtte de nationale produktionssektorer, herunder ikke mindst landbruget, skal dog også tages i betragtning.

Under alle omstændigheder er realiteten, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi.

Holck-sagen

Der er tidligere blevet spekuleret i, om den stagnerende eksport også kan have en sammenhæng med sagen om danskeren Niels Holck, der i 1995 med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Efterfølgende forsøgte den indiske stat at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse.

De danske myndigheder imødekom i første omgang ønsket om udlevering. Men Niels Holck gik til domstolene, der afviste anmodningen om udlevering. I december forrige år kom der så en ny anmodning fra Indien om udlevering.

Holck-sagen har betydet, at det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien i en lang periode efter 2011 har været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Mens det internationale samfund har været optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban i Afghanistan og Pakistan, prøver al-Qaeda at få fodfæste i Indien. Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Peter Taksøe-Jensen og udredningen af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen udpegede i 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveredes med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik. I foråret 2016 fremlagde Taksøe-Jensen det samlede strategiske bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Redegørelsen ses ikke at have haft indflydelse på dansk udenrigspolitik, der i øjeblikket er overladt til udenrigsminister Jeppe Kofod.

Jeppe Kofods værdier?

Skandale og kritik afholder ikke Jeppe Kofod fra at gøre brug af meget stærke og principfaste udtryk, når han skal beskrive sine ambitioner for Danmarks udenrigspolitik: ”Når Danmark går ud i verden, skal det være med slebne kanter og stenhård kerne. Som bornholmsk granit”, skrev han i en kronik i Politiken sidste år.

I september 2020 sagde Kofod til DR, at Danmark skal have ”en markant, stærk og værdipolitisk« profil, som i højere grad skal fokusere på demokrati og menneskerettigheder. Det er vigtigt for Danmark at være offensiv, ”ellers er der andre, der kommer til at definere, hvilken verden vi kommer til at leve i”, sagde ministeren dengang.

Indien

Jeppe Kofod har dog været påfaldende tavs om menneskerettigheder i Indien. Der er eller nok at tage fat på i forhold til online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Kina

I forhold til Kina afholder Jeppe Kofod sig også fra at sige eller gøre noget kontroversielt, som potentielt kan tirre styret i Beijing og medføre trusler om økonomisk straf. Dansk Kina-politik illustreres med det uklædelige sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Der er ellers nok at tage fat på: Kinas svigt i forhold til menneskerettigheder, klima, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien.

Mens Danmark og de øvrige EU-lande er passive og EU-Kommissionen efter pres fra tyske multinationale selskaber indgår investeringsaftaler med Kina, tillader vi et stadig mere magtfuldt kinesisk styre, som forsøger at kue, politisk påvirke og underminere europæisk og internationalt sammenhold ved at så splid og sprede desinformation.

Den uoverlagte og forhastede EU-tilnærmelse til Kina, som det tyske EU-formandskabs investeringsaftale er udtryk for, er et slag i ansigtet på dem, der har haft forhåbninger om, at samarbejdet med en ny amerikansk administration, kunne bidrage til en bedre verden.

Joe Bidens ”Løfter for livet” og “No Malarkey”

Joe Biden Iowa State Fair

I sine erindringer, ”Promises to keep”, der udkom i USA i 2007 (på dansk den 20. januar 2021 – dagen hvor Joseph Robinette Biden Jr. Blev indsat som den 46. præsident i USA). I erindringerne, der på dansk har fået titlen ”Løfter for livet”, viser Biden, hvordan de grundlæggende værdier, han lærte tidligt i livet, stadig er de styrende principper ikke bare for hans virke i offentlighedens tjeneste, men også for hans liv som ægtemand og far. Erindringerne slutter i 2007 lige før, Joe Biden blev internationalt kendt som vicepræsident i Barack Obamas regering.

Bogen udkom i Danmark på Informations Forlag, er 472 sider lang og koster 300 kroner.

Man skal ikke tage fejl af Joe Biden – han er en erfaren herre, der som senator har været lovgiver i det amerikanske senat i hele 36 år, men han er også meget ambitiøs.

Præsidentambition

Biden prøvede allerede for 32 år siden at realisere drømmen om at blive præsident i 1987-88. Det lykkedes ikke, men han søgte igen at blive sit partis præsidentkandidat i 2008. Han fejlede anden gang. Men da senator Barack Obama blev nomineret efter en 14 måneder lang kamp med senator Hillary Clinton, forandrede Obama Bidens liv. Biden blev Obamas vicepræsidentkandidat, og de vandt præsidentvalgene i 2008 og i 2012.

Joe Bidens erindringer – ”Løfter for livet”, vil utvivlsomt bidrage til det sympatiske billede, der tegnes af USA’s nye demokratiske præsident, men Joe Biden har også været udsat for kritik.

Karakterbrist?

Biden er notorisk kendt for at komme med decideret vrøvl, bommerter, politisk ukorrekte, upassende og bizarre bemærkninger, såkaldte ” gaffes”.

Ikke sjældent har han i skyndingen gjort sig skyldig i pinlige fejltagelser, som når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.

Det vakte opmærksomhed, at han på valgmøder fortalte en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt.

Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjente dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.

Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?

Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid.

The Lamborghini of gaffes

The Spectator spår, at når det gælder ” gaffes” – vrøvl, bommerter og bizarre fortalelser – vil få amerikanske præsidenter komme i nærheden af Joe Biden.

“Folks, I can tell you, I’ve known eight presidents, three of them intimately”, sagde vicepræsident Joe Biden I 2012. En måned tidligere havde han overfor en menneskemængde i New York forsikret, at Barack Obama – med Teddy Roosevelts berømte udsagn – kunne “speak softly but carry a big stick” i udenrigspolitikken. ” I promise you”, sagde han:” The president has a big stick”. Menneskemængden begyndte at grine af Bidens tvetydige udsagn, men Joe Biden lavede ikke sjov. ”I promise you”, gentog han med stor alvor.

I artier har Joe Bidens verbale bommerter været legendariske. Hans præsidentkampagne i 1988 døde fordi han plagierede en af Neil Kinnocks taler. Som senator blev han kaldt “the gaffe machine from Delaware”. Washington Post erklærede på at tidspunkt, at ” Joe Biden isn’t a gaffe-machine. He’s the Lamborghini of gaffes”.

Bidens sproglige bommerter har flere former. Han kan være unødvendigt indiskret, og indvie os i ting vi helst ikke vil vide om, som når han siger:” I’d rather be at home making love to my wife while my children sleep”.

Eller Biden kan være helt utrolig tankeløs, som dengang han under en tale henvendte sig til senator Chuck Graham, der er lammet i underkroppen og kørestolsbruger, med ordene ”Rejs dig op, Chuck. Lad dem se dig”.

Barack America

Eller ligefrem racistisk, som da Biden i et forsøg på at omtale Obama i rosende vendinger sagde: “I mean, you’ve got the first sort of mainstream African-American who is articulate and bright and clean and a nice-looking guy”. Biden har også introduceret Barack Obama som “the next president of the United States, Barack America”.

Selvom Joe Biden har udtalt, at den amerikanske middelklasses største problem er ” a three-letter word: Jobs. J-O-B-S. Jobs”, burde vi måske ikke lave sjov.

Joe Biden har kæmpet med en talefejl siden barndommen. Alligevel er hans tilbøjelighed til – som han selv ville sige det – ” mouth his shoot off” mere usædvanlig end blot en stammen.

NO MALARKEY!

På den anden side er det måske heller ikke en svaghed i nutidens politik. Folk hygger sig øjensynligt med Bidens verbale bommerter. Hans tilbøjelighed til at anvende ramsaltede irske udtryk som ”God love you, holy mackerel!” får ham til at virke som en autentisk ”no bullshit”-politiker.

Hans lidt mystiske kampagneslogan “NO MALARKEY!” måtte han allerede i 2012 forklare nærmere i en debat, hvor Obama-administrationen blev kritiseret: “That’s a bunch of stuff,” sagde Joe Biden. “We Irish call it malarkey”.

The Spectator håber, at Bidens rådgivere vil give præsidenten lidt mere frit spil: ”I de seneste uger har Bidens nervøse rådgivere holdt ham bundet til manuskriptet. Hans taler er blevet vist på teleprompter og er ofte blevet kortet ned. Det er en fejl. Giv folk, hvad de vil have. Lad bommerternes Lamborghini give den gas på græsplænen foran Det Hvide Hus”.

Mens voldelige revolutionære tager det helt roligt

Jacob Holdt

En række kendisser i medieverdenen går i øjeblikket rundt i frygt for, at gamle sexkrænkelser kommer frem. Samtidig kan vi møde folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tager det helt roligt, selvom de tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter forkyndte tidligere støtte til revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

I dag kan man blive fyret for 20 år gamle sexsager, hvis man har opført sig upassende. Vi ved ikke præcist, hvad der er sket i en række sager, hvor folk er blevet fyret for gamle krænkelser, men alle sagerne synes at dreje sig om sex – alle andre fortidige fejl og krænkelser er åbenbart uden betydning.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning. Ingen journalister gider at skrive om det. En række af nutidens opinionsdannere, støttede for år tilbage voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.

Når studerende fravælger RUC

Professor Hanne Leth Andensen bliver RUCs nye rektor

Roskilde Universitet, RUC, er det eneste universitet i Danmark, som oplever et fald i antallet af nye studerende. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

RUC oplyser, ”at de er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. På RUC dyrker vi den projekt- og problemorienterede tilgang til videns udvikling, fordi man opnår de mest relevante resultater ved at løse virkelige problemer i fællesskab med andre. Vi dyrker tværfagligheden, fordi ingen væsentlige problemer kan løses ud fra ét fagligt synspunkt. Og vi dyrker åbenheden, fordi vi tror på, at inddragelse og videndeling er en forudsætning for den frie tanke, demokrati, tolerance og vækst.”

Det er helt forståeligt, at RUC’s ”udfordringer og eksperimenter” fravælges – og hvilke velkvalificerede studerende ønsker i øvrigt at frekventere et decideret taber-universitet?

RUC er bundskraber i internationale sammenligninger

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universitet med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret: Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250, Syddansk Universitet lidt dårligere i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

Bundplaceringen kan måske bidrage til at forklare RUC-rektors årelange kamp mod en usund ”præstationskultur”?

”Klamphuggeri”

RUC kom igen-igen i offentlighedens kritiske søgelys, da udlændinge- og integrationsministeriet fjernede et omdiskuteret, statsfinansieret studie fra ministeriets hjemmeside. Der var tale om rapporten ”Magt og (m)ulighed”, udarbejdet af to forskere fra Roskilde Universitet, og bestilt og betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Rapporten blev karakteriseret som ”klamphuggeri”, ”pseudovidenskab”, ”absurd” og ”pinlig”.

Når udgifterne dækkes af skatteborgerne

Vi får nok aldrig opklaret hvordan RUC ville klare sig, hvis institutionen skulle leve af rekvireret forskning og de studerende (eller deres forældre) selv skulle betale for undervisningen. Min antagelse er, at forretningsmodellen lynhurtigt ville lide skibbrud og RUC gå fallit.

Selvom de velvillige danske skatteborgere holder institutionen flydende, er situationen alligevel alvorlig for de sagesløse studerende på RUC, der efterfølgende skal konkurrere med kandidater fra andre universiteter om de attraktive poster.

Det er heller ikke nemt for os andre, hvor det undertiden sortner for øjnene og tordner for ørerne, når vi udsættes for, at DR’s Deadline og andre medier, i tide og utide trækker på ”kapaciteter” fra RUC, som Birgitte Poulsen, Mads Kæmsgaard Eberholst og Christian Groes – uden at forglemme de bortforklaringer Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet, spiser offentligheden af med!

Biden og statsgælden i USA

Yellen

I USA er der også debat om finanspolitisk ansvarlighed. De offentlige hjælpepakker og den strukturelle regning fra coronakrisen er en belastning for dansk økonomi. Ingen diskussion om det. Spørgsmålet er om det økonomiske råderum tillader en fortsat forøgelse af det offentlige forbrug og antallet af offentligt ansatte. Hertil kommer regeringens løfte om en kommende velfærdslov.

Statsminister Mette Frederiksen har dog forsikret, at der vil blive taget initiativ til nye strukturreformer, når coronaens krisepolitik er i bakspejlet. Vi har derfor endnu til gode, at se regeringsinitiativer, der som Arne-reformen måtte reducere arbejdsudbud og beskæftigelse modsvaret af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der øger beskæftigelsen.

I USA er der ligeledes blandt fagøkonomer bekymringer over de offentlige underskud og den voksende gældsbyrde.

Janet Yellen, der tidligere var chef for USA’s centralbank, Federal Reserve (Fed) og designeret finansminister i Biden-administrationen, var tirsdag den 19. januar 2021 underkastet den indledende høring i Senatets Finance Committee. I sit forberedte indledende statement talte hun varmt for den stimuluspakke på 1.900 mia. dollar, som den tiltrædende præsident, Joe Biden, foreslog i sidste uge.

”Hverken den kommende præsident eller jeg foreslår denne hjælpepakke uden at have blik for landets gældsbyrde. Men lige nu, hvor renterne er historisk lave, er det klogeste, vi kan gøre at tænke stort.”

Angående bekymringen for at det ville blive nødvendigt at hæve skatterne, sagde Janet Yellen: “I denne tid har vi fokus på, at tilbyde bistand og hjælp til amerikanske familier, så de fortsat kan have tag over hovedet, og ikke på at hæve skatterne!”.

Hvad vil USA under Biden?

Atlantsammenslutningen

Atlantsammenslutningen har den 20. januar 2021 udgivet publikationen “Præsident Joe Bidens udenrigspolitik”.

Gå til kilderne!

Spørgsmålet er om interessenter i amerikansk udenrigspolitik ikke ville have større udbytte af at følge de høringer af Bidens designerede sikkerheds- og udenrigspolitiske rådgivere, som det amerikanske Senat indledte tirsdag den 19. januar 2021.

Senatshøringer

Ikke mindst høringen af Bidens designerede udenrigsminister, Antony J. Blinken, var interessant. Man må forstå, at Biden-administrationen i væsentligt omfang vil videreføre Trumps kritiske Kina-politik, Mellemøst-politikken i forhold til den amerikanske ambassade i Israel og i forhold til fredsprocessen mellem Israel og de arabiske naboer, samt politikken i forhold til Iran.

Høringerne dækkes intenst af amerikanske medier. Se her: