Er de konservative da helt væk?

Søren Pape 1

Ifølge et interview i Berlingske Tidende den 2. juni 2021 vil de radikale samle et bredt flertal for en reformpakke. Hvis de røde partier ikke er klar, er Sofie Carsten Nielsen parat til at indgå en aftale med de blå partier.

De konservatives Søren Pape Poulsen jubler ligefrem i Berlingske Tidende, og kalder meldingen ”voldsomt interessant” og ”meget vigtig” og erklærer sig enig i langt de fleste af de konkrete forslag.

”Det med rentefradraget bliver vi nok ikke enige om. Men alt det andet, hun siger, er noget, vi også har foreslået. Jeg tolker det her som et signal om, at De Radikale har besluttet, at de røde partier ikke skal have lov til at diktere den økonomiske politik, og det er et meget afgørende skridt for Danmark,« siger han og fortsætter:

”Vi har en regering, der bare har brugt og brugt og brugt af pengene, og som ikke tager nogen skridt eller initiativer i retning af at øge beskæftigelsen. Derfor er det utroligt positivt, at De Radikale nu melder sig så markant ind på den her bane.”

Sofie Carsten Nielsen har gentaget sin sirenesang på Folkemødet på Bornholm, og i Berlingske Tidende fremturer den konservative-radikale forbrødring. I et fælles debatindlæg den 18. juni 2021 harcelerer den radikale Rasmus Helveg Petersen og den konservative Mona Juul over, at regeringen med udpegningen af et fuglebeskyttelsesområde i Smålandsfarvandet bremser den grønne omstilling.

Søren Pape Poulsen har ladet forstå, at han ikke umiddelbart er parat til at forny det håndtryk hans forgænger i sin tid gav Margrethe Vestager. Og det er sikkert klogt, når man betænker, at Lars Barfoeds forhastede alliance med de radikale kostede ham formandsposten i Det Konservative Folkeparti.

Hvis ikke Søren Pape skal samme vej, bør de konservative – ligesom i eventyret om Hans og Grethe – gå meget forsigtigt frem, inden de kaster sig over de søde sager. I første omgang bør de kun stikke de radikale et afgnavet ben. Hvis først de radikale får tag i de konservatives buttede fingre, kan det gå helt galt. Selv hvis de måtte slippe med sugemærker, vil det bortjage moralske, men eller konservativt sindede vælgere.

Dalende tillid til EU

Migrant plan

EU-Kommisionens formand, Ursula von der Leyen, kommer torsdag den 17. juni 2021 til København. Den konkrete anledning er at EU-Kommissionen er begyndt at give ”grønt lys” til de nationale genopretningsprogrammer, der finansieres fra EU’s genopretningsfond – Recovery and Resilience Facility (RRF). RRF er hjørnestenen i EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU – for genopbygningen af EU efter COVID-19 pandemien, og der er afsat omkring 750 milliarder € til planerne.

Danmark ansøger i planen om tilskud fra RRF på 11,6 mia. kr. svarende til 1,6 €. Planen omfatter: COVID-19 myndighedsindsatser på sundhedsområdet, Grøn omstilling af landbrug og miljø, Energieffektiviseringer, grøn opvarmning, CCS mv., Grøn skattereform, Grøn omstilling af vejtransport, Digitalisering og Grøn forskning og udvikling.

Hele planen kan læses på https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/april/dansk-genopretningsplan-skal-understoette-den-groenne-omstilling/

Statsminister Mette Frederiksen tager torsdag eftermiddag sammen med Ursula von der Leyen til Avedøreværket i Hvidovre. Her vil der blive afholdt et kort arbejdsmøde mellem statsministeren og kommissionsformanden, hvor de skal drøfte emner af fælles interesse.

Det første nationale genopretningsprogram, der blev godkendt af EU-Kommissionen var det portugisiske, der medfinansieres af EU med 16,6 mia. € i tilskud og 2,6 mia. € i lån.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen

Von der Leyen besøgte onsdag Portugal og Spanien og efter besøget i Danmark rejser hun videre til Grækenland og Luxembourg.

Den konkrete anledning til Von der Leyens rundrejse er EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU, men det er også en lejlighed til at forsøge at overbevise landenes befolkninger om EU’s fortjenester.

Det kan der være god anledning til – EU-Kommissionens besøg i Danmark kommer på et tidspunkt, hvor opbakningen til EU-projektet har nået et nyt lavpunkt.

Faldende tillid til EU

Offentlighedens tillid til EU-institutionerne er faldet på grund af deres håndtering af covid-19-pandemien og vaccineindkøb og den famlende udrulning af vaccineprogrammer.

‎Den skeptiske effekt er stærkest i Tyskland. Her har skuffelsen over EU nu spredt sig fra landdistrikterne til Berlin og andre urbane centre.

‎Det europæiske projekt er imidlertid ikke dødsdømt. Mange EU-borgere mener øjensynligt, at der stadig er behov for samarbejde mellem landene – ikke mindst fordi der er behov for at styrke EU som global aktør.‎

Rapport: CRISIS OF CONFIDENCE: HOW EUROPEANS SEE THEIR PLACE IN THE WORLD

Det fremgår af en nylig offentliggjort rapport fra The European Council on Foreign Relations (ECFR), at EU’s træge reaktion på sundhedskrisen og den famlende udrulning af vaccinationsprogrammer har belastet tilliden til unionen. Flertal i Frankrig (62 pct.), Italien (57 pct.), Tyskland (55 pct.), Spanien (52 pct.) og Østrig (51 pct.) beskriver EU-projektet som havareret (”broken”).

Adspurgt om EU er velfungerende eller “broken” var der i lande som Danmark og Portugal en lille stigning i andelen, der mente at EU -systemet ikke var velfungerende, men ”broken”.

Konsekvenser for kommende valg i Tyskland og Frankrig

Det skal blive interessant at se hvordan den dalende tillid til EU vil manifestere sig ved efterårets valg til Forbundsdagen (og ny kansler) i Tyskland og præsidentvalget i Frankrig i foråret 2022.

Præsidentvalg i Iran den 18. juni 2021

Ebrahim Raisi

Til nogles overraskelse er Iran faktisk formelt set et fuldt udbygget demokrati, med et folkevalgt parlament og en folkevalgt præsident som regeringschef.

Iranere skal den 18. juni 2021 vælge en efterfølger til præsident Hassan Rouhani.

Irans præsident er ikke statsoverhoved

Uanset valgets udfald, vil det dog fortsat være Grand Ayatollah Sayyid Ali Hosseini Khamenei, der er Irans øverste leder (Supreme Leader). Khamenei har været ved magten siden han blev valgt/udpeget i 1989.

Inden han blev udpeget til øverste leder, var Khamenei præsident fra 1981 til 1989, hvor han efterfulgte Ayatollah Khomeini som statsoverhoved.

Irans Supreme Leader udpeges af forsamlingen af eksperter (Assembly of Experts), der består af 88 medlemmer, der vælges ved offentlige valg for en valgperiode på 8 år blandt kandidater godkendt af Irans statsoverhoved.

Khamenei har siden arbejdet med fire administrationer: Rafsanjani-administrationen (1989-1996), Khatami-administrationen (1997-2004), Ahmadinejad-administrationen (2005-2013) og Rouhani-administrationen (2013-2020).

Parlamentet

Det seneste parlamentsvalg – valget til Islamic Consultative Assembly (Majlis-e Shura-ye Eslami) – fandt sted den 21. februar 2020.

Parlamentet har 290 medlemmer, hvoraf 285 medlemmer vælges direkte i 196 valgkredse – enten enkeltmandskredse eller i valgkredse med flere repræsentanter ved forholdstalsvalg.

Langt hovedparten af iranerne er shiamuslimer, men 5 pladser i parlamentet er forhåndsreserveret til 1 repræsentant for zoroastrianerne, 1 repræsentant for jøder, 1 repræsentant for tilhængere af den kaldeiske katolske kirke og 2 repræsentanter for armenere i henholdsvis nord- og syd Iran.

Vælgerne er iranske statsborgere over 18 år, der ikke er erklæret sindssyge. Indtil 2016 var valgretsalderen faktisk kun 15 år – verdens laveste valgretsalder!

Krav til kandidater til politiske hverv i Iran

Kandidaterne til parlamentsvalg og præsidentvalg skal være iranske statsborgere, tilhængere af den islamiske republik, der lover at overholde forfatningen, være praktiserende muslim (undtagen de 5 særlige repræsentanter i parlamentet), være uberygtede, være mellem 30 og 75 og i god helbredstilstand.

Kandidater bliver diskvalificeret, hvis de har mentale lidelser, aktivt støtter illegale eller regeringsfjendtlige politiske partier eller organisationer, er konverteret til en anden tro, er blevet dømt for korruption, forræderi, svindel, er stofmisbruger eller narkohandler eller er dømt for at overtræde Sharialoven. Kandidater skal kunne læse, de må ikke have haft en rolle i regeringen inden 1979, og de må ikke være store jordbesiddere.

Ministre, medlemmer af Vogternes Råd, Højesteret, chefen for Administrationsdomstolen, Rigsrevisor en række højere embedsmænd, religiøse medlemmer og medlemmer af de væbnede styrker eller Revolutionsgarden kan ikke stille op til parlamentsvalget.

Vogternes Råd

Alle kandidater til parlamentsvalg eller præsidentvalg skal inden opstilling godkendes af Vogternes Råd (Guardian Council), der består af 12 medlemmer, hvoraf 6 medlemmer er eksperter i islamisk lov og udpeges af Irans statsoverhoved. 6 medlemmer udpeges af Parlamentet (Majlis) blandt 6 muslimske jurister indstillet af den øverste chef for justitsvæsenet i Iran (der også er udpeget af statsoverhovedet!).

Præsidentposten

Irans nuværende præsident – Hassan Rouhani – er folkevalgt for 4 år ad gangen, og han er nu i sin 2. embedsperiode. Præsidenten er at sammenligne med en premierminister i andre lande, der udpeger og leder regeringen.

Af de 529 mennesker, der registrerede sig for at deltage i Irans præsidentvalg den 18. juni, har kun syv opnået godkendelse fra Vogternes Råd.

Blandt de kandidater, som Vogternes Råd har nægtet ret til at deltage i det kommende valg, er den tidligere formand for det iranske parlament Ali Larijani, den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og den nuværende vicepræsident Eshaq Jahangiri.

Der har traditionelt været 2 næsten lige store hovedfløje i iransk parlamentspolitik: Reformisterne og Hardlinerne. Ved parlamentsvalget i 2020 fik parlamentet imidlertid en overvægt af hardlinere – unge, stærke tilhængere til de fundamentale principper i den islamiske revolution.

På reformistfløjen er det centrale parti Moderation and Development Party, der betragtes som pragmatisk, demokrati- og centrumorienteret. Reformister støtter generelt mere engagement med Vesten såvel som politiske og økonomiske reformer. Den nuværende iranske præsident, Hassan Rouhani, kommer herfra.

Hardlinerne med partiet Combatant Clergy Association opfattes i vesten som konservative, højreorienterede fundamentalister og hardlinere. De har mistillid til USA og Vesten og støtter en mere konservativ politisk og økonomisk linje i overensstemmelse med Ayatollah Ali Khameneis ortodoksi.

Fem af de syv kandidater, der er godkendt af Vogternes Råd, er hardlinere: Leder af justitsvæsenet Ayatollah Ebrahim Raisi; tidligere øverste sekretær for det nationale sikkerhedsråd og atomforhandler Saeed Jalili; tidligere leder af den islamiske revolutionsgarde IRGC, Mohsen Rezaei); og parlamentsmedlemmerne Alireza Zakani og Amirhossein Qazizadeh-Hashemi.

De to andre kandidater, der deltager i afstemningen den 18. juni, er Abdolnaser Hemmati, en teknokrat og tidligere guvernør for Irans centralbank, og Mohsen Mehralizadeh, leder af Irans nationale sportsorganisation og tidligere guvernør for Isfahan.

Ayatollah Ebrahim Raisi

Blandt disse syv kandidater er Ayatollah Ebrahim Raisi den førende kandidat. Mange iranske observatører forventer, at han ikke kun bliver valgt som Irans næste præsident, men også til sidst bliver landets næste øverste leder.

Selvom der især blandt hardlinerne er forståelse for behovet for at ”rense” den islamiske revolution, har beslutningen i Vogternes Råd om at forhindre et stort antal fremtrædende og objektivt kvalificerede kandidater fra at deltage i det kommende valg alligevel givet anledning til rynkede bryn.

I slutningen af ​​1990’erne skitserede Khamenei, hvad han mener er de fem væsentlige faser i en vellykket islamisk revolution. Den første fase er selve den islamiske revolution. Den anden fase er oprettelsen af ​​et islamisk regime, som skal følges af oprettelsen af ​​en ægte islamisk regering. Den fjerde fase er oprettelsen af ​​et ægte islamisk samfund, som skulle bane vejen for oprettelsen af ​​en islamisk civilisation – der kunne tjene som model for alle lande med muslimsk flertal.

Khamenei har i et manifest i 2019 skitseret hvordan målet skal nås: Nøgleposter i de væbnede styrker, Revolutionsgarden, retsvæsen, religiøse organisationer og medier besættes systematisk med unge og loyale hardlinere og ved hjælp af Vogternes Råd blev det iranske parlament ved valget i 2020 suppleret unge og nidkære tilhængere.

Hvis Ayatollah Ebrahim Raisi som forventet vinder præsidentvalget den 18. juni 2021, vil de politiske udnævnelser til den fremtidige Raisi-administration også komme fra de mest konservative dele af det iranske samfund og specifikt fra Revolutionsgarden, IRGC, og specielt fra gardens Basij-styrke af unge frivillige, der med hård hånd bekæmper ethvert tilløb til demonstrationer eller afvigelse fra den sande revolutionære lære. Basij har en lokal organisation i stort set alle byer i Iran.

IRGC og Basij er ikke kun hjemsted for de mest ivrige tilhængere af den islamiske revolution og dens idealer, men de tjener også som den største og mest indflydelsesrige støttebase for den øverste leder, Khamenei.

Ifølge Khamenei vil en således etableret, ægte islamisk regering arbejde for at afslutte islamiseringen af ​​det iranske samfund og dermed opnåelse af det fjerde trin i den øverste leders langsigtede plan.

Siden revolutionen i 1979 har det iranske samfund oplevet to bølger af islamisering – den første i 1980 udløst af lukningen af ​​universiteter og den anden, i 2005, udløst af Ahmedinejads valg til præsident. Hvis som forventet efter valget den 18. juni dannes en ”islamisk regering”, der er loyal over for den øverste leder, vil Iran utvivlsomt se en tredje bølge af islamisering.

En tredje bølge af islamisering i Iran vil sandsynligvis vise sig på følgende måde: Yderligere indlejring af islamisk kultur og værdier i det daglige og politiske liv, større modstand mod enhver vestlig påvirkning af det iranske samfund og en konsolidering af den øverste leders indflydelse og kontrol over alle sociale og politiske grupper i landet.

For at opnå dette bliver den nye administration nødt til at bruge magt, da store dele af den iranske befolkning i dag ikke deler det herskende regimes idealer og ambitioner. Den nye administration vil undertrykke alle, der forsøger at omgå de restriktioner, der er pålagt regimet, og øge presset på unge og kvinder – de to vigtigste grupper, der i stigende grad udfordrer regimets autoritet.

Med hensyn til udenrigspolitik vil en ny “ægte islamisk regering” arbejde for at nå alle Den Islamiske Republiks langsigtede mål, såsom at øge Irans indflydelse over regionen og eksportere den islamiske revolution til andre lande ved at støtte militante grupper.

Antiamerikanisme vil også være et afgørende kendetegn ved enhver fremtidig “islamisk regering” støttet af Khamenei.

Antiamerikanisme er kernen i det iranske regime og den øverste leder identitet. Så enhver ny regering, der støttes af den øverste leder, vil sandsynligvis fortsætte med at modvirke USA og dets allierede, mens de bevæger sig tættere på Rusland og Kina. At skabe bedre forbindelser med afrikanske og sydamerikanske lande vil også være en prioritet for den nye administration af politiske og økonomiske årsager.

Ayatollah Khamenei, der er 82 år gammel, ønsker at hans regime og idealer skal overleve ham. Han ønsker ikke kun ånden i 1979-revolutionen at leve videre, men også Iran til sidst at blive et islamisk kraftværk og en leder af den muslimske verden.

Baggrund

Atomaftalen

I øjeblikket finder den femte og formentlig sidste runde af atomforhandlingerne i Wien. Her tyder alt på, at et gennembrud er inden for rækkevidde. Det betyder, at atomaftalen fra 2015, som USA’s daværende præsident Donald Trump trak sig ud af i maj 2018, kan blive genoprettet lige inden det iranske præsidentvalg den 18. juni.

I 2015 var hverken Iran eller Nordkorea den vestlige verdens og USA’s største udenrigspolitiske udfordring – det var ubetinget det sunnimuslimske ISIS. I den kamp blev det shiamuslimske Iran opfattet som en nyttig allieret.

Iran var samtidig i kraft af det nære forhold til præsident Assad nøglen til løsning af den fastlåste konflikt i Syrien. Irans støtte til shiamuslimske militser i Irak var ligeledes nyttig, og i forhold til bekæmpelsen af Taleban i Afghanistan var Iran ligeledes en naturlig allieret til USA.

Det var i hvert fald præsident Barack Obamas og udenrigsminister John Kerrys analyse, og den 14. juli 2015 blev de langvarige forhandlinger mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe, der består af FN’s fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet – USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien – samt Tyskland (og EU) afsluttet med en aftale.

Aftalen stipulerede, at omverdenens sanktioner mod Iran gradvist ville blive ophævet, i takt med at inspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) verificerede, at Iran levede op til sin del af aftalen.

På begge sider var der modstand mod aftalen. I Teheran var der Principlisternes muslimske fundamentalister og hardlinere, der stadig opfattede USA som ”den Store Satan” (og Israel som den Lille Satan).

I USA havde Barack Obama sit besvær med at overbevise en åbenlyst modvillig republikansk kongres og mange Demokrater om, at sikkerheden for USA og Israel ikke hermed blev sat på spil.

I Mellemøsten havde en kritisk israelsk premiere minister Natanyahu og stærke arabiske stater og sunnimuslimske befolkninger, herunder Saudi Arabien, absolut ingen tillid til regimet i Teheran.

FN-sanktionerne

I en vurdering af Iran må situationen inden atomaftalen ikke glemmes. Irans atompolitik havde ført til, at FN-sanktionerne mod Iran siden 2006 gradvist var skærpet.

Den iranske præsident siden juni 2013, Hassan Rouhani, satsede hårdt på at få en atomaftale og dermed ophævelsen af de stærkt generende sanktioner: Forbud mod import, køb og transport af iransk olie og naturgas; Forbud mod at forsikre iranske olietransporter; Indefrysning af Iranske enkeltpersoners og virksomheders aktiver i udlandet; Forbud mod indrejse til EU af visse kernepersoner for det iranske atomprogram;  Forbud mod transaktioner med iranske banker og finansielle institutioner; Forbud mod eksport af våben, kernekraftteknologi og udstyr til uran-berigelse til Iran.

Sanktionerne betød, at Irans olieeksporten var faldet fra 2,2 millioner tønder om dagen i 2011 til 700.000 tønder, hvilket betød tabte indtægter på 4 – 8 milliarder dollars om måneden. Efter atomaftalen steg eksporten af olie igen kortvarigt til 2,1 millioner tønder, men faldt efter de amerikanske sanktioner til omkring 500.000 tønder.

Tabet af olieindtægter, der traditionelt finansierer halvdelen af de offentlige udgifter, og Irans isolering i forhold til det internationale finansielle system betød, at valutaen, den iranske rial, tabte værdi i forhold til dollar og forårsagede en inflation på omkring 35 pct., hvor ikke mindst priserne på basale fødevarer og benzin skød i vejret.

Sanktionerne var FN-sanktioneret og iværksat af USA, men tillige af EU, Japan og Syd Korea.

USA havde desuden med henvisning til Irans støtte til international terrorisme, krænkelser af basale menneskerettigheder og manglende samarbejde med IAEA, iværksat en række videregående sanktioner: amerikanske virksomheder var afskåret fra stort set al handel med Iran, bortset fra landbrugsudstyr, medicin, humanitær bistand og ”informationsmateriale” som f.eks. film.

Ophævelse af sanktionerne ville betyde indtægter til Iran

Modstanderne af atomaftalen i USA og i Mellemøsten var især betænkelige ved, at en ophævelse af sanktionerne ville øge Irans årlige indtægter med op mod hundrede milliarder dollars. Der var mange, der ikke var trygge ved den iranske militære oprustning med ballistiske missiler m.v., og den iranske finansiering af blodtørstige militser i Iraq, Bashar al-Assads regime i Syrien, Houthi-bevægelsen i Yemen, Hizbollah og Hamas. Hertil kom manglende tillid til at Iran rent faktisk ville afvikle atomvåben-programmet.

Irans indflydelse i Mellemøsten

Det gik som modstanderne af regimet i Teheran frygtede.

Kampen mod Islamisk Stat og den sunnimuslimske jihadisme flyttede fokus væk fra det iranske præstestyre og dets mål om at eksportere den islamiske revolution under det shiamuslimske banner, som har været Irans dagsorden, lige siden Ayatollah Khomeini kom til magten i 1979.

Atomaftalen og ophævelsen af sanktionerne mindskede umiddelbart konflikten med Iran, men ændrede ikke ved landets regionale ambitioner og voksende indflydelse i hele Mellemøsten.

Mens Vesten var optaget af at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien, havde Iran – med Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde med generalmajor Quassem Soleimani i spidsen – travlt med at udbrede sin indflydelse efter den metode, som allerede umiddelbart efter den islamiske revolution i 1979 blev bragt i anvendelse i Libanon. Iran finansierede og væbnede det shiamuslimske Hizbollah i Libanon, der blev spydspidsen i kampen mod Israel.

Med Hizbollah og kampen mod Israel, gjorde Iran sig til den ideologiske frontkæmper mod ”den Lille Satan”, som også føres via Hamas i Gaza.

I borgerkrigen i Syrien støttede Iran Bashar al-Assad i håb om at skaffe sig samme indflydelse som i Libanon.

Præstestyret har samtidig systematisk støttet de shiamuslimske mindretal i de sunnimuslimske nabostater, fra borgerkrigen i Yemen til Irak, hvor USA’s krig mod Saddam Hussein fjernede en af Irans vigtigste sunnimuslimske modstandere og banede vejen for en shiamuslimsk regering i Irak, som Iran nu støtter, blandt andet takket være de shiamuslimske militser, som Qassem Soleimani den 3. januar 2020 var i Irak for at støtte.

40 år efter den islamiske revolution har Iran spundet et net af shiamuslimske marionetter over det meste af Mellemøsten og opbygget sin stilling som regional magtfaktor over for de sunnimuslimske rivaler med Saudi-Arabien i spidsen. Og krigen mellem shia- og sunnimuslimer, som også blev ført af Islamisk Stat, er så intens som nogensinde.

Konflikten mellem USA og Iran skærpes

Donald Trump trak den 8. maj 2018 USA ud af Iran-atomaftalen (Joint Comprehensive Plan of Action). Iran og de øvrige aftalepartnere (Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland og EU) var ikke indstillet på at imødekomme det ultimative krav fra USA om at genåbne forhandlingerne om aftalens indhold, og derfor er alle de ”gamle” amerikanske sanktioner mod Iran igen i kraft. Hertil er kommet nye sanktioner, der især er rettet mod Irans olieeksport.

Sanktionerne omfatter udenlandske regeringer og ikke-amerikanske firmaer, der indgår i handel eller finansielle transaktioner med Iran.

Formålet med sanktionerne var at stoppe al Irans olieeksport, men frem til 1. maj 2019 har otte lande haft dispensationer, der gjorde, at de kunne købe iransk olie uden at blive omfattet af de amerikanske sanktioner.

De otte lande – Kina, Japan, Indien, Italien, Grækenland, Sydkorea, Taiwan og Tyrkiet – blev fra 1. maj behandlet ligesom alle andre, der køber iransk olie.

Revolutionsgarden på terrorlisten

I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) og dens Quds-styrke på listen over terrororganisationer.

Nye EU-sanktioner mod Iran

Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.

Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring slog Generalmajor Qassem Suleimani og Irans revolutionsgarde i 2019 ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.

Fra angreb på USA’s allierede i regionen gik Suleimani over til at chikanere og direkte angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages, at Suleimani og Teheran har opereret ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønskede en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet, og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.

Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudiarabiske oliefelter. Trump nøjedes i første omgang med at sende et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien.

Generalmajor Qassem Suleimani og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 – ifølge amerikanske embedsmænd – til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

Den 27. december 2019 blev en amerikaner dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra de iransk støttede Hizbollah-brigader.

Nytårsaften og 1. januar 2020 lader Suleimani shiakrigere trænge ind i USA’s ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

3. januar 2020 dræber USA generalmajor Qassem Suleimani, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde, med et droneangreb i nærheden af Baghdads lufthavn i Irak.

Onsdag den 8. januar 2020 sendte Iran missiler mod to luftbaser i Irak. Deriblandt Al-Asad, hvor amerikanske og også danske soldater er udstationeret. Detonationerne påførte angiveligt et antal amerikanske soldater hjernerystelser m.v.

Det er siden kommet frem, at Iran på forhånd havde advaret Irak om, at basen samt en anden base i Erbil i den kurdiske del af Irak ville blive angrebet.

Senere den 8. januar 2020 skød Iran ved en fejltagelse et ukrainsk fly – et Boeing 737-800 med 176 ombord fra Ukraine International Airways – ned tæt på Teherans internationale lufthavn.

Fodbold-VM og Danmarks forhold til Qatar

Qatar 2022

Fodbold-VM og Danmarks forhold til Qatar

Menneskerettigheds-situationen i Qatar forud for VM næste år er i fokus. DBU og andre europæiske fodboldforbund har rejst kritik og sendt breve til fodboldforbundenes verdensorganisation, FIFA (Fédération Internationale de Football Association) med spørgsmål og krav til ændringer for migrantarbejdernes forhold i Qatar. FIFA blev stiftet i 1904 og hovedkvarteret ligger i Zürich, Schweiz. Den nuværende præsident hedder Gianni Infantino. I Danmark er Dansk Boldspil-Union medlem af FIFA.

I anledning af den aktuelle debat i Danmark om rimeligheden af dansk deltagelse i Qatar skal der stilfærdigt mindes om, at det ikke er længe siden Danmark var bedste ven med Qatar.

Beslutningen om Qatar

Allerede den 2. december i 2010 traf FIFA beslutning om, at den 22. udgave af VM i fodbold i 2022 skulle afvikles i Qatar. De øvrige kandidater var Japan, Australien, USA og Sydkorea.

Beslutningen har givet anledning til mistanker og undersøgelser om urent trav og korruption. Da fransk politi på et tidspunkt indkaldte fodboldikonet Michel Platini til forhør om hans rolle i beslutningen om at henlægge værtskabet for verdensmesterskaberne i fodbold i 1922 til den lille golfstat Qatar, nåede VM-skandalen nye højder. Den tidligere anfører for det franske fodboldlandshold, præsident for UEFA og vicepræsident for FIFA, Michel Platini, stemte for Qatar, og fransk politi viste interesse for et møde som Frankrigs daværende præsident Nicolas Sarkozy afholdt i Elysée Palæet i november 2010, hvor MIchel Platini og højtstående Qatar-folk, herunder Qatars kronprins og siden 2013 emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani, deltog.

Qatar er med kun 2,5 mio. indbyggere og hovedstaden Doha verdens rigeste land målt per indbygger på grund af store olie- og naturgas-forekomster – herunder feltet Al-Shaheen, som Maersk Oil havde koncession på frem til 2017.

Landet har langt fra demokratisk styre. Emiren, som er stats- og regeringschef, udnævner en regering. Der er hverken formelle politiske institutioner eller partier. Emir og regeringschef er Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani.

I december 2010 blev FIFA’s beslutning om VM 2022 i Qatar offentliggjort, og Platini modtog i februar 2011 en betaling på 2 mio. Schweizerfranc fra FIFA. Nicolas Sarkozy modtog nogle få måneder efter at have tabt præsidentvalget I 2012 et tilsagn på 250 mio. euro fra Qatar.

Michel Platini væltes

I 2015 blev Michel Platini væltet som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, og han blev samtidig udelukket fra alle aktiviteter med relation til fodbold for en periode på 4 år.

Det var ikke den spegede sag om Qatar, der var årsagen.

Sagens kerne var den meget omtalt betaling fra FIFA til Platini i februar 2011 på to millioner schweizerfranc. Betalingen kom i virkeligheden fra daværende præsident i Det Internationale Fodboldforbund, Sepp Blatter, og faldt kort før Platini undlod at stille op som modkandidat til Blatter til FIFAs præsidentvalg i 2011.

Trods manglende dokumentation hævdede begge, at det var betaling for konsulentarbejde udført af Platini for FIFA fra 1999 til 2002.

Siden 2015 har Platini kæmpet for at blive renset, og han er stadig indblandet i retssager i Schweiz.

Han mener, at hele sagen var et komplot, der skulle forhindre ham i at efterfølge Sepp Blatter som FIFA-præsident.

Comeback til Platini?

I juni 2021 kan nyhedsbureauet AFP berette, at den nu 65-årige Michel Platini står til at blive bestyrelsesmedlem i den internationale spillerforening, FIFPRO.

Det er meningen, han skal overtage bestyrelsesposten for Frankrigs nuværende repræsentant i spillerforeningen. Philippe Piat, som er præsident i FIFPRO lige nu, træder tilbage. Han har selv bakket op om, at Platini skal overtage hans bestyrelsespost.

Qatar og dansk udenrigspolitik i Mellemøsten

Saudi-Arabien, Bahrain, De forenende Arabiske Emirater og Egypten m.fl. har haft et anstrengt forhold til Qatar. Årsagen er kompleks. En væsentlig faktor er det dødelige modsætningsforhold mellem sunni- og shia-muslimer og mellem Saudi-Arabien og Iran, som Qatar havde kordiale forbindelser til. På et tidspunkt indledte Qatars tidligere emir en ny mere udadvendt retning for landet, hvor man blandt andet oprettede tv-stationen Al-Jazeera. Men Qatars støtte til Iran og islamistiske grupper som Al Nusra-fronten og Det Muslimske Broderskab blev for meget for de andre sunnimuslimske stater i området.

Danmarks forhold til Qatar

Mens andre lande holder sig på armslængdes afstand af Qatar, har Danmark ikke afbrudt kontakten med Qatar, som vi har stået på særdeles venskabelig fod med. Ikke mindst den løbende rådgivning fra Maersk på Esplanaden, der har påpeget de store muligheder indenfor olie, økonomi og handel har gjort indtryk i det danske udenrigsministerium.

Kristian Jensen

Daværende udenrigsminister, Kristian Jensen, aflagde den 6. januar 2016 et besøg i Doha. Udenrigsministeren kastede sig under besøget ind i kampen til fordel for Mærsk Oil, der måtte erkende, at de havde fået skarp konkurrence på retten til olieudvinding i Qatar efter 2017. Dagbladet Børsen kunne berette, at Kristian Jensen mødtes med Qatars emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani og premierminister Sheikh Abdullah bin Nasser bin Khalifa Al Thani og drøftelserne drejede sig alene om Qatars største oliefelt, Al-Shaheen, som Maersk Oil ingenlunde kunne være sikker på efter udløbet af den hidtidige licens i midten af 2017.

Kongehuset også til Qatar

Trods betydelig offentlig kritik af, at det danske kongehus vikles ind i omgangen med udemokratiske og despotiske regimer, rejste Hans Kongelige Højhed Kronprinsen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen til Qatars hovedstad Doha den 2. – 3. marts 2016.

I Doha besøgte Kronprinsparret bl.a. Maersk Oil’s hovedkvarter, og under samtalerne med Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani, var der lejlighed til at lægge et god ord ind for Mærsk Olies koncessionsinteresser.

A.P. Møller – Mærsk må opgive olie- og gasforretningen

Indsatsen fra udenrigsminister Kristian Jensen fra Herning og fra det danske kongehus til fordel for Maersk olieinteresser i Qatar, bar desværre ikke frugt. Selvom Esplanaden naturligvis også selv pressede på; både Nils Smedegaard, daværende topchef i A.P. Møller – Mærsk, og Ane Uggla, datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, besøgte også Qatars emir, H.H. Sheikh Tamim Bin Hamad Al Thani.

Det endte med at franske Total S.A. blev valgt til at overtage koncessionen fra Maersk Oil til Qatars største oliefelt, Al-Shaheen.

Den tanke melder sig, om Total S.A. og Al-Shaheen allerede var på bordet på mødet i 2010 om Fodbold-VM 2022 i Elysée Palæet?

A.P. Møller – Mærsk sælger Mærsk Olie og Gas

Qatar-koncessionen var dengang Mærsk Oils mest guldrandede oliekontrakt. Omtrent halvdelen af Mærsk Oils internationale omsætning kom fra Qatar, og uden koncessionen i Qatar mistede Maersk interessen for olie- og gasforretningen.

Den 21. august 2017 blev det meddelt, at A.P. Møller – Mærsk A/S (APMM) havde solgt Mærsk Olie og Gas A/S (“Maersk Oil”) til Total S.A. for 7,45 mia. dollars ved en kombineret aktie- og gældstransaktion.

G7 kunne ikke enes om deadline for udfasning af kul

klimaudfordringen

Ifølge det Internationale Energiagentur, IEA, vil den globale udledning af energirelaterede CO2-udledninger I 2021 stige med 1.5 mia. tons. Stigningen I drivhusgasser drives af en ny kraftig stigning i efterspørgslen efter kul til elproduktion i takt med at Corona-pandemien klinger af, der indebærer en global stigning i kulforbruget på 4,5 pct. i det globale kulforbrug.

Klima- og miljøorganisationer har haft store forventninger til USA efter præsidentskiftet i USA. Joe Biden har da også omgjort beslutningen om at træde ud af Paris-aftalen, og han har også lovet at reducere de amerikanske emissioner af drivhusgasser med 50 pct. inden 2030 og helt eliminere fossile emissioner fra den amerikanske kraftværkssektor i 2035. Indflydelsesrige Demokrater i Virginia har imidlertid blokeret for et totalt kulstop.

På det netop afholdte G7-møde i Cornwall i UK blev man enige om en målsætning om at reducere den globale emission af drivhusgasser med 50 pct. i 2030 (i forhold til 2010).

Der var også enighed om at sætte en stopper for finansieringen af nye kulkraftværker, der ikke er indrettet til at opfange og deponere CO2 og andre drivhusgasser (we stress that international investments in unabated coal must stop now, and we commit now to an end to new direct government support for unabated international thermal coal power generation by the end of 2021, including through Official Development Assistance, export finance, investment, and financial and trade promotion support).

G7-landenes ambition er inden 2030 at nå frem til en ”overvejende” fossilfri energisektor (an overwhelmingly decarbonised power system). Men der kunne altså ikke opnås enighed om at sætte en slutdato for afbrændingen af kul.

Forud for COP26 klimakonferencen i Glasgow 1. – 12. november 2021 havde UK sammen med andre europæiske lande presset på for at der skulle fastsættes en bestemt dato i 2030’erne, hvor enhver afbrænding af kul skulle ophøre.

‎Afbrænding af kul er den største kilde til kuldioxidemissioner, og efter en pandemi-reduktion forventes ‎‎efterspørgslen efter kul igen at stige med‎‎ 4,5 procent i år.

Klima- og miljøorganisationer betegner det som en fiasko, at G7-landenes – som tilsammen står for omkring en fjerdedel af verdens klimaforurening – ikke kunne blive enige om en bestemt slutdato for brugen af kul. Det vil – hedder det – svække mulighederne for at lægge pres på Kina for at gøre noget ved dets stadig voksende kulforbrug.‎‎ Det kan også gøre det vanskeligere at overbevise 200 nationer om nødvendigheden af at indgå en progressiv aftale ved COP26 i Skotland senere i år.

‎G7-lederne afviste også at forpligte sig til nye midler til den fond, der skal bistå udviklingslandene med at håndtere klimapåvirkninger samt omstillingen væk fra afbrænding af olie, gas og kul.‎

“Det er meget skuffende,” sagde Jennifer Morgan, administrerende direktør for Greenpeace International. “Dette var et øjeblik, hvor G7 kunne have vist historisk lederskab, og i stedet efterlod de et massivt tomrum.”‎

Klimaforskere har advaret om, at verden har brug for hurtigt at reducere emissionerne, hvis der skal være en chance for at hindre globale temperaturstigninger på over 1,5 grader i forhold til det præindustrielle niveau.

Ådalen i Sverige

Ådalen

Ådalen, det norrlandske skovland ved Ångermanelvens bred i Sollefteå og Kramfors kommune i Västernorrlands län i landskapet Ångermanland i Sverige.

I dalen ligger bl.a. byerne Junsele, Sollefteå, Nyland, Bollstabruk og Kramfors og Ångermanelven løber ud i den Bosniske bugt knap 100 km nord for Sundsvall.

Området var tidligere et rigt område kendt for sin træindustri, hvor der altid var arbejde at få. I dag er kontrasten tydelig med tomme og forfaldne industribygninger.

Tove Alsterdal

”Stormfald” blev kåret som året bedste svenske krimi. Romanen drejer sig om Olof, der kun var fjorten år, da han tilstod mordet på en lidt ældre pige, Lina. Treogtyve år senere drejer han af E4 i Ångermanland, ind på de små veje, der fører til hans barndomshjem.

Bo Widerberg

Ådalen er kendt for begivenhederne omkring en arbejdskonflikt i foråret 1931, kendt som Ådalshændelserne, hvor fem arbejdere blev skudt og dræbt af militæret som var sat ind for at beskytte kontraktarbejdere som arbejdsgiverne havde indsat under en strejke.

Biogas kan erstatte al fossil gas i 2030

Outrup Biogas

Produktion af biogas kan om 10 år bidrage til at reducere udledningen af CO2 i Danmark med 3,7 mio. ton. Det svarer til næsten 20 procent af det mål, der skal nås fra 2020-2030, som er 20 mio. ton CO2. Det fremgår at et nyt Biogas Outlook fra interesseforeningen BiogasDanmark.

Med Energistyrelsens klimafremskrivning kan man nå en reduktion på 3,2 mio. ton CO2. Men hvis de allerede afsatte støttepuljer rykkes frem til 2024-2026, og at der afsættes nye puljer à 226 mio. kr. om året fra 2027 til 2029 kan man komme helt op på at reducere CO2-udledningen med 3,7 mio. ton.

Klimaeffekten opstår ved en reduktion af udledningen af drivhusgasser fra landbruget i form af CO2, metan og lattergas. Det forudsætter især, at man samtidig foranstalter hurtig udslusning af gylle fra staldene, som har markant effekt. Effekten opstår også ved, at biogas mindsker udledningen af metan fra husdyrgødningen ved lagringen. Størst effekt, cirka 55 procent, er dog ved at erstatte den fossile naturgas med biogas.

Naturgas kan være 100 procent udfaset i 2030, i takt med at forbruget er på vej ned, mens produktionen af biogas er på vej op.

Gasforbruget falder i takt med, at el-drevne varmepumper overtager opvarmningen mange steder. Fordelen ved biogassen er at man fortsat kan udnytte de meget store samfundsinvesteringer, der er foretaget i naturgasnettet over hele landet.

Potentialet for klimaeffekt er ifølge outlook-analysen faktisk endnu større, hvis man tager nye teknologier som Power-to-X i brug, hvor man bruger overskudsstrøm til at producere brint, der sammen med biogassens CO2-indhold kan producere yderligere metan. Den teknologi kan faktisk øge klimaeffekten med mere end 50 procent.

Kommunalvalget og den begrænsede plads til det kommunale selvstyre

Gentofte

”Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord”, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale i 2020 med tydeligt sigte på kommunalvalget i november 2021.

Regeringen har givet syv danske kommuner ”fuldstændig frihed” på et udvalgt velfærdsområde. Forsøget er et led i den ”nærhedsreform”, som statsministeren også omtalte i sin åbningstale sidste år, og omfatter tre forudbestemte velfærdsområder; folkeskole, dagtilbud og ældre.

Dermed vil de syv kommuner, som har indgået en principaftale med regeringen for en treårig periode på henholdsvis dagtilbud-, folkeskole- og ældreplejeområdet blive fritaget for så meget statslig regulering og lovgivning som muligt.

Helsingør Kommune og Rebild Kommune får ”fuldstændig frihed” på daginstitutionsområdet de næste tre år.

Holbæk Kommune og Esbjerg Kommune sættes fri på folkeskoleområdet, mens Viborg, Langeland og Middelfart Kommune sættes fri på ældreområdet.

Center for Offentlig Innovation (COI)

Holbæk, Viborg og Middelfart Kommune har indgået aftaler med Center for Offentlig Innovation (COI), som skal bidrage med innovationsfaglig viden og sparring til frihedsforsøgene på ældrepleje- og folkeskoleområdet. Samtidig forventer COI at uddrage læring fra de tre kommuners frihedsforsøg, så erfaringer og konkrete løsninger kan spredes til den øvrige offentlige sektor.

Center for Offentlig Innovation (COI) er et nationalt center, der understøtter øget kvalitet og effektivitet i hele den offentlige sektor gennem innovation. Innovation kan være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på.
COI blev etableret af S-R-SF-regeringen og parterne på det offentlige arbejds­marked helt tilbage i 2014 og er tværoffentligt finansieret via økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner.

Værdien af offentlig innovation kan i princippet have flere former: indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.

Det er kun de færreste, der nogensinde har hørt om COI. Daværende økonomiminister Margrethe Vestager udpegede af uransagelige grunde, egenhændigt og uden opslag socialdemokraten Pia Gjellerup som centerleder.

Center for Offentlig Innovation har siden især ført sig frem på Folkemødet på Bornholm, men har i øvrigt ikke været i stand til at levere positive nyheder om den offentlige sektor endsige forhindre skandalerne i skattevæsenet, Rigspolitiet, Sundhedsvæsenet og andre dele af den stærkt nødlidende offentlige forvaltning.

Pia Gjellerups virke i Center for Offentlig Innovation har endnu ikke har givet anledning til forbedringer overhovedet i den offentlige forvaltning. Alligevel lykkes det hende – år efter år – at brænde hele finanslovsbevillingen på 10 millioner skattekroner af til sidste krone!

På finansloven er der i 2021 afsat 10,5 mio. kr. til centeret, hvoraf staten finansierer 4,4 mio. kr., kommunerne finansierer 4,1 mio. kr. og regionerne 2,0 mio.kr.

Frisætning af kommuner

Efter årtier med stadig større centralisering, stigende bureaukrati og centralt fastsatte, detaljerede regler for ”alt mellem himmel og jord”, som statsministeren siger, bør det hilses velkommen, at en række kommuner sættes helt fri i forhold til centralt fastsatte regler.

Der har været frikommuneforsøg tidligere, hvor der – når det kom til stykket – alligevel har været en masse begrænsninger. Folkeskolelov, den sociale servicelov og anden lovgivning bliver jo ikke uden videre ophævet af forsøgsordningen.

Denne gang har regeringen skabt en forventning om, at frihedsgraden er større end tidligere, og derfor skal forøget bestemt have en chance.

Hvorfor ikke på forsøgsbasis frisætte kommuner fra Planlovens snærende bestemmelser?

Et andet politikområde, hvor kommuner og lokalsamfund er spundet ind i et fintmasket centralt fastsat regelværk, er planområdet. Her kunne det give rigtig god mening at fjerne en række af de begrænsninger, der er på kommuner og borgeres muligheder for at løfte ansvaret for udviklingen af deres eget lokalområde.

Politisk aftale om den gældende planlov

Med virkning fra 15. juni 2017 blev Planloven “moderniseret”, og der blev gennemført en række substantielle ændringer med det overordnede formål er at give kommuner, virksomheder og borgere bedre rammer for at skabe udvikling og vækst i hele landet.

De seneste (tekniske) planlovsændringer vedrørende et nyt redegørelseskrav for Grønt Danmarkskort, mulighed for at planlægge for boliger på lugtbelastede arealer, overførsel af fleksboligordningen fra boligreguleringsloven til planloven og mulighed for fristforlængelser for forsøgsprojekter, trådte i kraft den 1. april 2020.

Den måske vigtigste ændring, der blev politisk aftalt i 2017, er en ændret formålsbestemmelse. Hensyn til erhverv skal nu indgå på lige fod med hensynet til natur og miljø. Det afgørende er imidlertid, at denne afvejning ikke overlades til kommunerne alene!

Byggerier i landzone

Landzonereglerne blev lempet, og der bliver bedre mulighed for at bygge i landzone.

Den moderniserede planlov muliggør, at også andre bygninger end tiloversblevne landbrugsbygninger kan genanvendes. Bygningsværdier som f.eks. tidligere skoler og mejerier kan anvendes af iværksættere og virksomheder, der kan udnytte bygningerne til at skabe vækst og udvikling.

Virksomheder, der allerede er etableret i landzone, har fået bedre muligheder for at blive og udvikle sig i lokalområdet. Samtidig har landbruget fået bedre og mere tidssvarende rammer ved udvidelser og opførelse af ny bebyggelse.

Statens indsigelsesret er begrænset

Staten skal fremadrettet alene have mulighed for at stoppe den kommunale planlægning med indsigelser, når der er tale om ”væsentlige nationale interesser”, som blandt andet fastholdelse af store produktionsvirksomheder, transportkorridorer, natur og miljø, kulturarv og landskaber. Derudover vil høringsfristerne for lokal- og kommuneplaner afkortes samtidig med at mulighederne for at dispensere fra lokalplaner for at understøtte en kortere og mere effektiv planlægningsproces udvides.

Sommerhuse

Vedrørende sommerhuse kom der mere fleksible rammer for brug og udlejning i vinterhalvåret ved, ligesom pensionister fik ret til at bo i deres sommerhus hele året, uanset hvor længe de har ejet sommerhuset, og om det ligger i et sommerhusområde eller i det åbne land.

Planloven kan fortsat begrænse mulighederne for udlæg af nye sommerhusområder, men reglerne om strandbeskyttelse, så borgere, hvis grund er beliggende indenfor 300 meter fra strandkanten, frit må foretage mindre ændringer på grunden, dog vil det fortsat ikke være tilladt at ændre i selve klitten.

Kystnærhedszonen

Reglerne i planloven vedr. fredninger og beskyttelse af natur og miljø i kystnærhedszonen er opretholdt, men der er indført mere fleksible regler om strandbeskyttelse, så virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv kan skabe tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne.

Trods de borgerlige partiers forsøg på i den reviderede planlov at tillade en forsøgsordning for kyst- og naturturisme, som ville have muliggjort en række nye kystprojekter, blev der ikke opnået politisk enighed.

Jyllands-Posten og andre medier har beskrevet hvordan en nidkær administration af reglerne vedrørende kystnærhedszonen forhindrer en lokalt drevet udvikling af Venø i Limfjorden.

På det meste af Venø må man ikke bygge et nyt hus, og selvom borgerne på øen Venø i Limfjorden er parate til at udvikle deres ø, bliver mange initiativer bremset, da stort set hele øen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Et forsøg, hvor øer og andre udvalgte områder, fritages fra Planlovens snærende bestemmelser, kan være med til at udvikle små lokalsamfund.

Almennyttige boliger

VLAK-regeringen havde også ønsket at fjerne bestemmelsen (i Planlovens § 15 stk.2, nr. 9) om, at der i en lokalplan kan træffes bestemmelse om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger. Kommunerne kan dog alene stille krav om almene boliger i områder, der ikke aktuelt anvendes lovligt til boligformål.

Socialdemokratiet gjorde det imidlertid til en betingelse for en aftale om den reviderede planlov, at bestemmelsen om almennyttige boliger fortsætter uændret.

Planlovens centralt fastsatte detailhandelsbestemmelser

Planlovens detailhandelsbestemmelser var kontroversielle i forhandlingerne om en moderniseret planlov. Det korte af det lange var, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Det politiske flertal var ikke til sinds at overlade ansvaret for den lokale butiksstruktur til lovligt valgte og repræsentative kommunalbestyrelser.

Reglerne for butiksstørrelser i byer blev efter mange diskussioner ændret således, at kommunerne allernådigst får lov til at planlægge for større butikker. Der blev således skruet lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må nu være op til 5.000 kvadratmeter store mod 3.500 kvadratmeter tidligere. At der ikke blev givet helt los sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart.

For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger blev størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Valg i november 2021

Planloven

Den 16. november afholdes der kommunalvalg i Danmark. For Socialdemokratiet er valget vigtigt, fordi partiet frem mod valget for første gang siden Folketingsvalget i 2019 vil få en indikation af, hvordan tilslutningen er blandt vælgerne.

Socialdemokratiet havde som helhed et ganske glimrende kommunalvalg i 2017, men ved folketingsvalget i 2019 gik partiet faktisk lidt tilbage i forhold til folketingsvalget i 2015.

Siden er partiet gået frem i meningsmålingerne, og partiet var på et tidspunkt oppe på omkring en tredjedel af stemmerne. I de seneste meningsmålinger er partiets store tilslutning forduftet noget, og nu ligger Socialdemokratiets tilslutning i meningsmålingerne kun nogle få procentpoint over valgresultatet i 2019.

Socialdemokratiet vil gøre meget for, at partiet bliver en kommunalpolitisk succes til november, og hvis det tegner godt, kan et hurtigt Folketingsvalg samtidig med kommunalvalget bestemt ikke udelukkes.

Derfor vil regeringen ikke holde sig tilbage med at gøre brug af landspolitiske initiativer, som man kan tage som regering, til at fremme partiets kommunalpolitiske interesser.

Det er i det lys den netop indgåede aftale om kommunernes økonomi i 2022 skal ses.

Servicerammen løftet til godt 275 mia. kroner. Hertil kommer knap 24 mia. kr. i ”aktivitetsbestemt medfinansiering”. Forhøjelserne betyder, at parterne er enige om, at den ”demografiske udvikling” dermed kan finansieres samtidig med, at kommunerne kan ansætte flere ”velfærdsmedarbejdere” og udvikle ”kernevelfærden”.

Anlægsrammen forhøjes til omkring 20 mia. kr., der målrettes ”den borgernære velfærd og den grønne omstilling”. Samtidig forudsættes det at overførselsudgifterne, herunder til aktivering af ledige, vil udgøre knap 97 mia. kr.

I alt får kommunerne i 2022 lov til at brænde 417 mia. af skatteborgernes penge af! Trods lidt kritik af at handicapområdet ikke er tilstrækkelig tilgodeset, synes der i Kommunernes Landsforening generelt at være tilfredshed med aftalen.

Det slutter ikke her. Regionerne forventes at formøble 125 mia. kr. mens regeringen generøst har påtaget sig at sikre, at staten fyrer omkring 560 mia. kroner af skatteborgernes penge af.

Regeringens forslag til en udflytning og etablering af uddannelsesinstitutioner fra de store byer er et eksempel på et initiativ, som let kan tolkes ind i den kommende kommunalvalgkamp. Der er blandt andet forslag om udflytning af dele af bioanalytiker-, socialrådgiver- og tandlægeuddannelsen til Hjørring, dyrlægeuddannelsen til Foulum, maskinmesteruddannelsen til Thisted og Sønderborg, læreruddannelsen til Svendborg og Hillerød, radiografuddannelsen til Næstved og pædagoguddannelsen til Holbæk.

Der er ikke sat kommunenavn på alle udflytningerne, men med hensyn til de uddannelser, hvor kommunenavnet kendes, har 14 i dag en socialdemokratisk borgmester, mens 6 har en venstreborgmester.

I alle tilfælde vil det sandsynligvis gavne den siddende borgmester ved kommunalvalget til november, at man får tilført en af de eftertragtede uddannelsesinstitutioner til kommunen. At så mange socialdemokratiske kommuner får tilført disse institutioner, er næppe tilfældigt.

Den kraftige modstand mod etablering af et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Langeland fik af samme årsag hurtigt regeringen til at opgive planerne.

Krænkelsessager vælter ud af Socialdemokratiets skabe – minister involveret

Sass Rossen

Krænkelsessager i Socialdemokratiet

Søndag den 6. juni 2021 fortalte syv kvinder i Berlingske Tidende, at de havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra en mand ansat i Socialdemokratiet. Mads Havskov Hansen, der har haft en fremtrædende position i DSU, har angiveligt i en årrække krænket unge kvinder. En af kvinderne kunne således berette, at hun for år tilbage – mens hun som ganske ung var medlem af DSU, Socialdemokratiets ungdomsorganisation – af Mads Havskov Hansen følte sig presset til tavshed efter et fuldbyrdet samleje, som hun ikke havde haft lyst til.

Pernille Rosenkrantz-Theil involveret

I forbindelse med den sag orienterede Mads Havskov Hansen statsminister Mette Frederiksens nære veninden, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det har Pernille Rosenkrantz-Theil selv bekræftet overfor Ekstra Bladet.

Faren til kvinden havde truet med at fortælle andre om sagen. Mads Havskov Hansen bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faren henvendte sig.

Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

– Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

– Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

– Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Det er næppe troværdigt, når Rosenkrantz-Theil hævder hun ikke orienterede partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til. Henvendelsen fra Mads Havskov Hansen har som minimum fået Rosenkrantz-Theil til at forhøre sig i partisekretariatet, om der var en sag på Mads Havskov Hansen.

Socialdemokratiet passiv

Socialdemokratiets ledelse har angiveligt været passiv, men Havskov Hansen stoppede for nogle måneder siden i Socialdemokratiet på Christiansborg. Han blev dog hurtigt ansat som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Socialdemokratiet i København

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Udover Mads Havskov Hansen og Flemming Pless, finder vi blandt de mere prominente tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen. Hvis vi går længere tilbage, blev både partiformanden og chefen for partiets økonomisk-politiske afdeling på Christiansborg anklaget for upassende omgang med partiansatte, elever og praktikanter.

Danmarks Radio

Carsten Hansens sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

Jeppe Kofod

På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Mads Halskov Hansens utilbørlige opførsel kunne angiveligt foregå i årevis uden at Socialdemokratiets ledelse fandt anledning til at skride ind.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder lav profil i sager om sex-krænkelser og stædigt holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!