Kina vedtog tirsdag trods vestlige indsigelser en ny national sikkerhedslov og tilføjede de nye bestemmelser til Hongkongs mini-forfatning uden først at offentliggøre dem.
Bestemmelserne blev endelig kort før midnat frigivet i Hong Kong, men uden en engelsk oversættelse. Loven lægger op til, at der kan idømmes op til livsvarigt fængsel til dem, der blev fundet skyldige i fire bredt definerede forbrydelser i forbindelse med “separatisme”, “undergravning” samt “terrorisme” og “samarbejde med fremmede magter”.
Den kinesiske leder Xi Jinping underskrev loven tirsdag, og den har virkning fra og med onsdag den 1. juli 2020.
I de seneste dage har der været i hundredvis af demonstrerende borgere på gaderne i Hongkong, der har protesteret mod den nye kontroversielle nationale sikkerhedslov, som mange frygter, vil bremse Hongkongs autonomi.
Protesterne i Hongkong og udenlandske advarsler har ikke gjort indtryk på regimet i Beijing. Lovinitiativet sigter angiveligt på at bevare den kinesiske suverænitet over Hongkong. Selvom ytringsfriheden ikke direkte antastes er kritikerne på vagt, og de hævder at lovgivningen vil føre til, at borgerlige frihedsrettigheder eroderes.
https://sorenskafte.com/2020/06/04/krudttonden-hongkong/