Danmarks medansvar for situationen i Sahel

Mali fly

Regeringen vil udsende danske jægersoldater til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Derfor vil regeringen styrke Danmarks bidrag til stabilisering af området, men spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.

Lønforhøjelse til i forvejen vellønnede medlemmer af Folketinget

Folketinget

Ganske mange af de 179 medlemmer af Folketinget hylder princippet om at den, der lever skjult, lever godt. I hvert fald er der mange af medlemmerne, der selv efter flere års medlemskab af Folketinget er helt ukendte udenfor valgkredsen.

Det er også gået nærmest upåagtet hen, at Folketingsmedlemmerne den 1. april fik en lønforhøjelse på cirka 13.000 kroner om året for et menigt folketingsmedlem.

Er bedre aflønning berettiget?

Vi hører ofte om folketingsmedlemmernes sygeorlov, så bedre aflønning er måske fuldt berettiget?

I modsætning til almindelige lønmodtagere og dagpengemodtagere skal folketingsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.

Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.

Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Det er almindelig kendt, at Ida Auken har være sygemeldt i længere tid som følge af den stressede tilværelse som medlem af Radikale Venstre. Andre sager viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag også anerkendte sygdomme.

Jakob Engel-Schmidt

Lars Løkke Rasmussens nye sekretariatschef, Jakob Engel-Schmidt, var som medlem af Folketinget fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Ninna Hedeager Olsen

Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten var sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der var begået et påstået seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde. Den påståede misdæder er siden blevet pure frifundet ved Landsretten.

Rune Lund

Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen

Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod

Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede

Da Vederlagskommissionen i 2016 fremlagde sin rapport, fremgik det, at et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i april 2015 svarede til 1.010.000 kr. om året.

For alle 179 folketingsmedlemmer svarede det allerede dengang til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i april 2015 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Pengepolitikkens betydning for renten i USA

Federal Reserve

Da den amerikanske centralbank, The Fed, onsdag den 7. april 2021 kl. 14 amerikansk østkysttid offentliggjorde det officielle referat fra mødet den 16. og 17. marts 2021 i centralbankens markedsudvalg, Federal Open Market Committee, FOMC, havde det umiddelbart en positiv, men begrænset effekt på de amerikanske aktiemarkeder.

S&P 500 og S&P 500 futures steg med omkring 0,5 pct. til godt 4097, Dow Jones Industrial Average var nærmest flad med en stigning på under 0,2 pct. til knap 33503, mens det tech-tunge Nasdaq-index steg med omkring 1 pct. til godt 13829.

Umiddelbart efter mødet i FOMC blev børsverdenen detaljeret informeret om drøftelserne i udvalget, og herunder at den amerikanske centralbank var indstillet på i den forudselige fremtid (foreseeable future) fortsat at købe statsobligationer og værdipapirer i markedet for at holde inflationsudvikling og beskæftigelse på rette spor.

Alligevel blev det officielle referat underkastet en nøje granskning af Wall Street-analytikerne. Skulle der mon i et bestemt ord eller i en bisætning gemme sig et signal om justering af den ekspansive pengepolitik? Kunne det alligevel forventes, at renten ville stige, hvilket ville være ensbetydende med korrektioner af aktiekurserne?

Det var ikke tilfældet denne gang, men det bemærkelsesværdige er, at mens et komma i et centralbankdokument, kan ændre aktiekurserne, kunne præsident Bidens tilkendegivelse af, at de kommende massive offentlige investeringer i infrastruktur skal finansieres af en forhøjelse af selskabsskatten, ikke registreres på børsen.

Præsident Trump reducerede selskabsskatten til 21 pct. og Bidens forslag ville indebære en forhøjelse til 28 pct. Republikanerne er modstandere af forhøjelsen, men også mange Demokrater vil være betænkelige ved at forhøje selskabsskatten til mere end 25 pct.

Vil Tibet-Kommissionen alligevel kunne placere ansvaret?

asiatisk plads

Tibet-Kommissionen fokuserer i stigende grad på Udenrigsministeriets ansvar for den danske ordensmagts ulovlige håndtering af demonstrationer mod Kinas politik i Tibet under det kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 samt to efterfølgende besøg på højt niveau i 2013 og 2014.

Kommissionen har allerede udvidet listen af afhøringer med en måned fra maj og ind i juni. Blandt andet skal den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, afhøres igen. Det er for tredje gang. Mens Friis Arne Petersen var ambassadør i Kina, blev Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012 regnet for at være den helt store diplomatiske præstation.

Vi ved fra tidligere afhøringer i Tibet-Kommissionen, at Friis Arne Petersen – både som direktør i Udenrigsministeriet 1997 til 2005, som ambassadør i Kina 2010 til 2015 og som ambassadør i Tyskland 2015 til 2020 – havde den opfattelse, at for at undgå at kinesiske besøgende ”tabte ansigt” kunne det være nødvendigt at bøje reglerne.

Tidligere indhentningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste, den nu pensionerede oberst Steffen Wied, har ifølge Berlingske i Tibetkommissionen berettet om et for kommissionen hidtil ukendt brev fra Københavns Politi – og en opsigtsvækkende ordveksling med Friis Arne Petersen, mens Wied gjorde tjeneste som forsvarsattaché ved ambassaden i Berlin.

Ifølge referatet havde den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina Friis Arne Petersen angiveligt ikke meget til overs for Folketingets beslutning om at granske Københavns Politis krænkelser af fredelige pro-Tibet-demonstranters ytringsfrihed under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.

”Da Tibetkommission I blev nedsat, harcelerede han (Friis Arne Petersen, red.) over, at der blev gjort så meget ud af den sag. Det var fuldstændig unødvendigt, og han mente, at når der var så betydningsfuldt et besøg som det her, så måtte man også bøje reglerne”, sagde Steffen Wied i Tibetkommissionen ifølge avisreferatet.

Friis Arne Petersen er efter sin pensionering i 2020 tilknyttet konsulenthuset Rud Pedersen, hvor evnen til at imødekomme betydningsfulde kunder utvivlsomt er værdsat.

Fra Rud Pedersen, Socialdemokratiet og Carsten Hansen til Lars Løkke Rasmussen

Jakob Engel-Schmidt1

Jakob Engel-Schmidt forlader en stilling som PA Director hos Rud Pedersen Public Affairs, der er mest kendt for at sælge konsulentydelser leveret af kapaciteter som den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen, og den fra Tibet-sagen kendte, tidligere ambassadør for Danmark i USA, Kina og Tyskland, Friis Arne Petersen.

Engel-Schmidt oplyser, at stillingen som sekretariatschef for Lars Løkke Rasmussens politiske netværk indebærer et vemodigt farvel til Rud Pedersen Public Affairs, hvor han sammen med gode kollegaer de seneste år har rådgivet virksomheder og NGO’er om dansk politik.

Rud Pedersen og Falck-sagen

Rud Pedersen har hidtil været mest kendt for involveringen i Falcks ulovlige adfærd i Bios-sagen.

Baggrunden for offentlighedens indsigt i Rud Pedersens metoder var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Tidligere kommunikationschef i Københavns Lufthavn, Peter Goll, orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck masterplanen, der involverede flere kommunikationsbureauer, herunder Rud Pedersen og Advice, og som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Advice præsenterer sig selv som et integreret bureau, der har taget det bedste fra digital-, marketing-, reklame- og kommunikationsbureauet og smeltet sammen og ”koblet det med vores stærke rødder i strategisk rådgivning”.

Socialdemokratiets tidligere partisekretær, Jens Christiansen

I Falck-sagen var det den daværende direktør for Advice, den tidligere socialdemokratiske partisekretær Jens Christiansen, der stod for den strategiske rådgivning af Falck. Jens Christiansen er i dag særlig rådgiver for bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek.

Carsten Hansens baggrund

Det er ikke ganske klart hvilke ydelser og til hvem Carsten Hansen gennem Rud Pedersen Public Affairs leverer ”konsulentydelser”. Det vides således ikke, om det er hans baggrund som varmemester, som formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2006-2011, som formand for kaffe- og brændevinsklubben ”Rustbankerne”, som sex-krænker eller som minister for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde 2011 – 2015, der er baggrundens for hans ansættelse hos Rud Pedersen Public Affairs?

Danmarks Radio

Danmarks Radio kunne den 14. februar 2021 præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, men Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Jakob Engel-Schmidt

Jakob Engel-Schmidt har efter eget udsagn befundet sig godt i det særlige miljø hos Rud Pedersen, men han vil utvivlsomt også passe godt sammen med Lars Løkke Rasmussen.

Dengang Engel-Schmidt stadig var medlem af Venstre var han fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek antaster den private ejendomsret

Grundskyld

Først tiltrak han sig opmærksomhed – og ligefrem beundring fra antiliberale partifæller med hang til stalinistisk planøkonomi – i anledning af hans tænkning om forholdet mellem land og by. Modsætningen mellem hovedstaden København og provinsen eller udkantsdanmark er ifølge Dybvad skabt af en mangel på økonomisk balance mellem hovedstaden og resten af landet, men også af en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem de kreative klasser i storbyens saloner og andre befolkningslag.

Dybvad mener, at selvom hovedparten af det danske bruttonationalprodukt skabes i provinsen, betyder centraliseringen, at den politiske magt, at de centrale organisationer, at forsknings- og uddannelsessystemet, at kulturinstitutioner og centrale dele af den offentlige sektor ender op i hovedstaden.

Derfor er der behov for traditionel socialdemokratisk politisk handlekraft. Der må planlægges og reguleres for at rette op på skævhederne. Skatte- og erhvervsfremmesystemet bør indrettes sådan, at der bliver givet økonomiske fordele til virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der vælger at etablere sig uden for hovedstaden og andre bymæssige vækstområder. Den kommunale udligning må flytte penge fra hovedstadsområdet til provinsen, og der kan efter behov suppleres med planmæssige tiltag, der effektivt forhindrer tung transport i og igennem hovedstaden, samt håndfaste indgreb i borgernes frie etableringsret.

Udsatte boligområder

Nu er Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek klar til at sætte ind overfor parallelsamfund i udsatte boligområder. Forslaget skal sikre, at der om ti år ikke findes områder Danmark, hvor der er bosat mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

58 almene boligområder og mere end 100.000 borgere vil blive omfattet af drakoniske indgreb, der blandt andet nås ved, at kommunerne skal kunne anvise lejere til 10 procent af private udlejeres boliger.

Ministeren forestiller sig desuden, at det kan blive nødvendigt at nedrive almene familieboliger i udsatte boligområder.

Kaare Dybvad Bek håber, at han kan skaffe politisk opbakning til indgrebene blandt de røde og blå partier, der stod bag pakken af tiltag mod parallelsamfund fra 2018.

Private udlejere

Repræsentanter for de private udlejere er oprørte over det, de betegner som et angreb på den private ejendomsret. Endvidere påpeges det, at beboersammensætningen i de private lejeboliger allerede er mangfoldig og med plads til alle. Eksempelvis udgør unge en større andel af beboerne end i landsgennemsnittet. Ligesom der er en højere andel af enlige og ufaglærte i de private lejeboliger. Samtidig er lejernes indkomst 35 procent lavere end landsgennemsnittet, så de private lejeboliger løser allerede

Dybvads forslag vil ramme alle de øvrige boligsøgende, hvis 10 procent af de private lejeboliger bliver inddraget til kommunal anvisning.

Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, gør opmærksom på, at i Københavns kommune, hvor der er ganske mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bosat, er den eneste mulighed for at nå ned på 30 procent at tvangsflytte den gruppe ud af kommunen.

Kaare Dybvad Beks forslag minder om fremgangsmåden ved Thulefolkenes tvangsflytning, da Thule-basen skulle etableres, og som det skete for 50 år siden, da 120 familier blev tvangsflyttet fra deres hjem i de små byer Grærup, Børsmose og Mosevrå ved Oksbøl for at give plads til en udvidelse af militærets øvelsesterræn ved Oksbøl.

Alternativet, at tvangsplacere de almene beboere i private udlejningsboliger, er ikke realistisk, hvis udlejerne ikke vil have dem. Men det kan man måske tvinge dem til?

Politiske tilkendegivelser

Borgerlige partier må antages at have forbehold overfor krænkelser af basale frihedsrettigheder og den grundlovssikrede ejendomsret, men Kaare Dybvad Bek har ved flere lejligheder argumenterer for, at liberale simpelthen må lære at anerkende nødvendigheden af indgreb i borgernes frihed og en omfordeling af samfundets værdier af hensyn til fællesskabet.

Som han og ligesindede siger: ”Realiseringen af det socialdemokratiske mønster-Danmark forudsætter tværgående solidaritet og vilje til pragmatisk nytænkning”.

Mere positivt stemt for forslaget er Enhedslisten, der til Altinget sagde: ”Det er positivt, at man vil kigge på anvisning til private udlejningsboliger. Det et meget vigtigt tiltag, og det skal gennemføres, uden at der er en kommunal ekstraudgift ved det. Lejeren skal selvfølgelig betale sin husleje.”

Har landbruget en fremtid i Danmark?

Natur § 3 landbrug

Hvis Danmark skal realisere den ambitiøse målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, skal der snart ske noget.

Regeringen bryster sig af, at der allerede er iværksat tiltag, der vil reducere udledningerne med omkring 6 millioner tons CO2-ækvivalenter. Det er imidlertid mindre end en tredjedel af reduktionskravet på 20-21 millioner tons.

Landbrugs- og fødevaresektoren skal selvklart løfte sin del af klimaindsatsen, men det bør ikke glemmes, at landmænd og virksomheder faktisk allerede har investeret massivt i den grønne omstilling. De store andelsselskaber og de enkelte bedrifter har investeret i at klimaoptimere hele værdikæden. Lige fra forskning i planteforædling, bæredygtighedsmål og klimatjek hos de enkelte landmænd og optimering af husdyrfoder samt produktion af græsprotein.

Klimaindsatsen i landbrug og fødevareerhverv

Hele sektoren har siden 1990 allerede reduceret udledningen med 25 procent, og i Klimapartnerskabet for fødevare- og landbrugssektoren er der anvist tiltag, der kan bringe reduktionerne op på 62 procent i 2030.

Forudsætningen for at klimamålene nås er, at der fortsat investeres i landbrugets omstilling. Hvis de nødvendige investeringer i teknologi og forskning, og i kapitalkrævende tiltag i virksomheder og på de enkelte bedrifter, skal realiseres, er det nødvendigt med et tillidsfuldt partnerskab mellem Christiansborg og landbruget.

Hvis klimaneutral produktion af fødevarer skal være en god forretning, kræver det en fælles forståelse mellem fødevareerhvervet og resten af samfundet. Det er derfor afgørende at der er politisk forståelse for, at uden gode rammevilkår, som erhvervet kan regne med i en årrække, kan opgaven ikke løses.

Hvis opgaven gribes forkert an, bliver resultatet lækager – produktionen flytter til udlandet – og så mister Danmark ikke kun tusindvis af arbejdspladser og milliardindtægter, men vi taber også muligheden for rent faktisk at yde et positivt bidrag til klimaet.

Lige nu forhandler Folketinget om en meget omfattende plan for dansk landbrug. Det foruroligende er, at en række politiske partier syntes at være stærkt påvirkede af Klimarådet, der består af uafhængige eksperter og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats. Rådet vurderer hvert år, om det er sandsynligt, at Danmark opnår målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030, og kommer med anbefalinger til regeringen.

Klimarådets visioner for dansk landbrug

Hvis der måtte være nogle i dansk landbrug, der på baggrund af minkskandalen, er nervøse ved de politiske processer i regeringen og på Christiansborg, er det fuldt forståeligt.

De tænker måske: Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen – kan vi overhovedet overleve som er hverv?

Klimarådet har allerede i rapporten Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion fra marts 2020 givet svaret.

De skriver: ”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Det foruroligende er, at Klimarådet hvert år vil komme med nye anbefalinger til regeringen.

Presset fra De Økonomiske Råd

Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd lægger i øjeblikket pres på de politiske forhandlinger i samme retning som Klimarådet.

Så sent som den 7. april 2021 offentliggjorde Det Økonomiske Råd en rapport om produktivitetsudviklingen. I rapporten argumenteres for, at den samfundsøkonomisk billigste måde at opnå de klimapolitiske målsætninger er ved at indføre en afgift på udledningen af drivhusgasser.

Vismændene finder, at det ikke nødvendigvis er afgørende, at afgiften implementeres hurtigt. Det er til gengæld vigtigt, at der sker en hurtig og troværdig annoncering af, hvornår en kommende afgift implementeres og hvor høj den bliver.

Selvom erhvervene ikke ved hvordan reglerne vil være for at modvirke lækager, eller landbruget ikke er oplyst om hvordan den konkrete afgiftsberegning i den animalske og vegetabilske landbrugsproduktion skal foregå, mener Vismændene, at erhverv og husholdninger vil tage hensyn til en kommende afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter.

Baseret på det virkelige liv må det anses for topmålet af naivitet, når Vismændene antager, at det vil være muligt at forudse den fremtidige udvikling i det danske skatte- og afgiftssystem.

De Miljøøkonomiske Vismænd er om muligt endnu mere nonchalante. I deres rapport DANSK KLIMAPOLITIK FREM MOD 2030 fra den 9. marts 2021, mener de frejdigt, at dansk økonomi ikke vil lide større skade, hvis politikerne vælger at nå 70-procentsmålet med en høj, ensartet afgift på 1.200 pr. ton CO2 på al drivhusgasudledning i Danmark. Tværtimod er det den bedste samfundsøkonomiske løsning, mener Det Miljøøkonomiske Råd.

Miljøøkonomerne ryster ikke på hånden, selvom det betyder, at Danmark kommer til at ofre en fjerdedel af arbejdspladserne i landbruget og hver tiende i fødevareindustrien og samtidig må se knap 30 milliarder kroner skåret af dansk landbrugs- og fødevareeksport.

Vismændene tror, at en stor del af jobbene og eksportindtægterne vil genopstå i andre, mindre klimabelastende erhverv, og det samfundsøkonomiske tab, der bliver tilbage, er til at leve med: Fire milliarder kroner om året eller 0,15 procent af BNP. Hvad denne “tro” nærmere er baseret på er ganske uklart.

Rådgivningen uden fagligt grundlag

Problemet er bare, at implementeringen af en potentiel klimaafgift i landbruget på 1200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter ikke giver mening endnu

Ifølge fagbladet Ingeniøren gør flere forskere opmærksom på, at der lige nu ikke findes retvisende opgørelser for bedrifters udledning.

“Problemet er jo, at landbrugssektoren ikke bare kan gøre som på energiområdet og udregne udledningen ved at brænde kul eller olie af. Vi har at gøre med biologiske processer,” siger Jørgen E. Olesen, institutleder ved Aarhus Universitet.

Sander Bruun, lektor i plante- og jordvidenskab på Københavns Universitet mener, at man aldrig kommer til at kunne regne bedrifternes udledning præcist ud.

De dystre udsigter

Som det fremgår, er udryddelsen af danske mink kun 1. fase. Siden kommer turen til køer, grise, får og fjerkræ. Forbrugerne bliver til den tid spist af med bioraffinerede fødevarer og stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion.

Selvom en række partier er indstillet på blindt at følge Klimarådets og Vismændenes anbefalinger, skal det bemærkes, at regeringen tøver. Der er derfor stadig håb om, at der politisk kan skabes forståelse for, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis der skabes tryghed om rammevilkår og vilkår for fremtidige investeringer, og det forudsætter det brede politiske aftaler.

Skal omstillingen lykkes, så klimamålene nås uden af afskaffe et dansk fødevareerhverv, kan det ikke nytte at regeringen kun lytter til SF og Enhedslisten.

Har containerskibsfarten kendt bedre dage?

EverGreen

Da Ever Given fra rederiet Ever Green – et af verdens største skibe, 400 meter langt og med en kapacitet på 20.124 containere – klokken 07.42 tirsdag den 23. marts 2021, gik på grund og lukkede Suez-kanalen, blev der sat fokus på den internationale containerfart.

Ever Given, der havde 2 egyptiske lodser om bord, sejlede angiveligt hurtigere end tilladt, men årsagen til grundstødningen var formentlig den stærke vind, der pressede hårdt ind på det store skib, der med en last på 18.300 containere stablet med 11 containere i højden og 23 i bredden, nærmest virkede som et kæmpe sejl, der fik skibet til at krænge kraftigt mod styrbord med det resultat, at stævnen satte sig fast på den højre bred.

Imens fortsatte skibets bagerste del med at sejle fremad, indtil den få minutter senere ramte sandbunden nær den modsatte flodbred.

Det 224.000 tons tunge containerskib lå nu skråt på tværs af Suez-kanalen og spærrede effektivt en af verdens vigtigste transportveje.

Det anslås, at omkring 12 procent af verdenshandlen sejler gennem Suez-kanalen, og at godt 50 fragtskibe hver dag passerer igennem med laster bestående af alt fra brændstof til diverse butiksvarer.

Først mandag den 28. marts – efter 151 timer og 23 minutter – var det enorme containerskib fri og igen på vej mod Suez. I ventetiden var der oparbejdet en kø på 369 ventende skibe ved Suez-kanalen. Forrest i køen var et andet containerskib – Maersk Denver.

Episoden med Ever Given satte fokus på verdenshandelens afhængighed af den internationale skibsfart. Men det er spørgsmålet, om containerskibsfarten har kendt bedre dage?

Siden november 2020 har shippinggiganter ifølge mediet WIRED mistet mindst 2.980 containere fyldt med varer‎‎. Det er over det dobbelte af de årlige tab mellem 2008 og 2019.

Hvorfor sker det nu?

Mediet angiver dårlige vejrforhold som den primære årsag samtidig med at importen til især USA er drevet op som følge af pandemien. Med containerskibe lastet til bristepunktet og med overbebyrdede besætninger, er der flere muligheder for problemer. Fuldt lastede containerskibe er også særligt følsomme overfor såkaldte parametriske rulninger, som på få øjeblikke kan få et skib til at krænge voldsomt, og sende containere over bord.

Rederiet Maersk har haft sin del af problemerne. Maersk Essen har siden november mistet 750 containere, og Maersk Eindhoven har mistet 260 containere.

Mangel på Heinz tomatketchup i USA

Heinz portionspakninger

Den 5. april 2021 kunne Wall Street Journal bringe den alarmerende nyhed, at der i USA i øjeblikket er en udtalt mangel på Heinz tomatketchup. En ganske alvorlig situation, der ville svare til, at vi i Danmark løb tør for rugbrød.

Ketchup er det nyeste produkt, som coronapandemien har skabt mangel på. Tidligere har man oplevet, at butikker og restauranter manglede produkter som toiletpapir, aluminiumsdåser og pepperoni (i USA en næsten uundværlig pizzaingrediens).

Det er ændringerne i forbrugeradfærd og sundheds- og sikkerhedsretningslinjer, som pandemien har givet anledning til, der betyder, at restauranter over hele USA løbet tør for ketchup i portionspakninger.

Det er især Heinz, der sidder på 70 pct. af ketchupmarkedet i USA, der er ramt af manglen, hvilket har resulteret i, at restauranter nu tester alternativer til den rigtige – Heinz – ketchup.

Restauranter står over for en mangel på ketchup-pakker, fordi pandemien har tvunget mange restauranter til at skifte fra indendørs servering til take-away, hvilket har øget behovet for små portionspakninger i modsætning til bordflasker.

Derudover har de restauranter, der fortsat har været åbne for indendørs servering, også manglet portionspakninger, fordi COVID-19-retningslinjer har dikteret individuelle pakninger i stedet for bordflasker for at bremse virusspredning.

Den stigende efterspørgsel efter ketchup i portionspakninger viste sig allerede sidste år, da restauranter begyndte at åbne igen efter lockdown.

Take-away og hjemmelavet mad har også betydet at detailsalget af ketchup er steget i USA.

Heinz, der sidder på næsten 70 procent af det amerikanske detailmarked for ketchup, planlægger nu at åbne nye produktionslinjer for at øge det samlede antal producerede ketchuppakninger til 12 milliarder om året.

I mellemtiden har nogle restauranter, der hidtil har svoret til Heinz som deres ketchupmærke, været tvunget til at finde tarvelige supermarkedserstatninger for ”the real thing”.

Har de radikale nordjyder mistet forstanden?

Charlotte Slente

Marianne Jelved – der er valgt for Radikale Venstre og siden 1990 stillet op for Hjørring Kredsen – har besluttet at stoppe i Folketinget til næste valg. Jelved har ellers siddet i Folketinget siden 1987 – hvor hun i første omgang var valgt i Roskilde-kredsen.

Den 77-årige Marianne Jelved kan have gode personlige grunde til ikke længere at stille op for Radikale Venstre, men det kan også hænge sammen med partiets totale nedsmeltning.

Jens Rohde og Ida Auken

Senest har Jens Rohde og Ida Auken også forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Hvad Jens Rohde vil, er endnu ikke kendt, men Ida Auken har bekendt sig til Socialdemokratiet, som har kvitteret med en sikker opstillingskreds i Hovedstaden.

Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer, har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere, som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Foreløbig overlever Jeppe Kofod, mens Frank Jensen og Carsten Hansen har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå. Senest syntes der mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard at være indgået en pagt, der for en tid bilægger de partipolitiske stridigheder.

Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig

Christian Friis Bach, som nogle få i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, kastede sig villigt ind i krænkelsesdebatten, men da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2, knækkede filmen.

Friis Bach skulle tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser, men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.

Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden

Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.

Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

At Christian Friis Bach hurtigt meldte sig som kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget kan ikke undre. Efter en 2-årig ledighedsperiode, hvor efterløn m.v. efterhånden forsvandt, skulle han simpelthen have noget at leve af.

Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han faktisk havde godkendt Lars Løkke Rasmussens rejseregler og havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget. 

Efter et ophold hos FN i Geneve, var Friis Bach fra 2017 til 2019 generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var “brug for en anden ledelsesprofil”.

Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4’s udenrigsprogram ”Den danske forbindelse” og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.

De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen blev efter det oplyste valgt ved en online generalforsamling, der blev afholdt virtuelt onsdag den 10. marts 2021.

Det undrer, at besindige Nordjyder vælger en fusentast som Christian Friis Bach som deres eventuelle repræsentant i Folketinget.