Formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, har netop foreslået besparelser på udviklingsbistanden til verdens fattigste, svarende til nedskæringer på i omegnen af 6 mia. kr. om året.

Venstres relativt nye medlem Christian Friis Bach havde næppe forestillet sig, at han som Venstremand skulle komme til at forsvare sin nye partiformands netop foreslåede besparelser på bistandshjælpen.

Friis Bach har i mange år med stor entusiasme og dygtighed arbejdet for netop denne sag. I Verdensbanken som adjungeret professor i international økonomi, som FN-undergeneralsekretær og som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Det er vist også det, man kalder en hjertesag og et blik for de svageste.

Efter mange år som fremtrædende medlem af Det Radikale Venstre besluttede Friis Bach sig i 2024 for at ”vende hjem” til sine forfædres gamle parti, Venstre.

Han har selv omtalt partiskiftet på Facebook.

Skiftet til Venstre er overraskende. Egentlig burde Moderaterne ligge tættere på, og det må antages, at han også har haft kontakt til dem.

Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, der har et godt personligt kendskab til Christian Friis Bach, har dog ikke set perspektiverne i et nærmere samarbejde med den radikale opportunist. At optage Christian Friis Bach i Moderaterne ville indebære en situation svarende til at lukke en havkat ind i et hyttefad.

Det har været åbenlyst, at Christian Friis Bach var frustreret over ikke at blive medlem af regeringen i 2022.

Ifølge Ritzau og andre medier havde Christian Friis Bach sammen med Martin Lidegaard håbet på en plads i SMV-regeringen, men et flertal i den radikale gruppe ville det anderledes.

GGGI-sagen

Mens Friis Bach i Det Radikale Venstre har haft svært ved at acceptere, at Martin Lidegaard på folketingsgruppens nåde var partiets leder, har han været optaget af at værne om sit eftermæle. Berlingske Tidende beskrev i en artikel den 15. december 2022 at Christian Friis Bach i sin tid som udviklingsminister havde misinformeret Folketinget i Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag.

Den ærekære Friis Bach tvang Berlingske Tidende til den 20.12.2022 at præcisere, at godt nok blev Folketinget misinformeret, men på tidspunktet for misinformationen kendte Friis Bach ikke selv til fejlen.

Realiteten i GGGI-sagen og Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister

Da sagen om Lars Løkke Rasmussens omfattende og kostbare rejseaktivitet på 1. klasse som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til, at rejserne skulle være afviklet i overensstemmelse med GGGI-reglerne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer, men han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Friis Bach som udviklingsminister

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle efter Bjarne Corydons og David Hellemann i Finansministeriet opfattelse for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at fagministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke-­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for den skandaløse håndtering af GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik. Internt i Venstre har han tydeligvis ikke noget at skulle have sagt, som beslutningen om udviklingshjælpen viser.

Friis Bachs meritter i tiden der fulgte

Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.

Det fortoner sig i tågerne, hvordan Friis Bach overhovedet fik stillingen, men siden han forlod FN i Geneve, har han opretholdt kordiale forbindelser til organisationen i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kinas covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave man forstår, at Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå!

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden gav i Bachs direktørtid dundrende underskud, og Dansk Flygtningehjælp havde generelt en vaklende økonomi. Organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

Radiovært

Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land. I slutningen af 2023 undersøger Warfair ifølge referater fra bestyrelsens møder mulighederne for at importere olivenolie og Freekeh (en type grøn durum-hvede, der har sin oprindelse i Mellemøsten og Afrika) fra Palæstina.

Bæredygtig kaffe, Coffee Collective og POLITIKEN

Warfairs første samarbejde var med Coffee Collective, hvis butikker skulle sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen. Coffee Collective har dog ikke siden 2023 købt kaffe fra Warfair.

Coffee Collective, der selv oplyser, at ”Vi er drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden og samtidig skabe merværdi for kaffefarmerne. Hos The Coffee Collective rister vi friskt hver dag og fokuserer på bæredygtighed fra bønne til kop”.

En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, har i forbindelse med sin udmeldelse af partiet opnået, at aviser som POLITIKEN andægtigt har videreformidlet hans betragtninger, som indsigtsfulde analyser.

Senest er det oplyst, at Niko Grünfeld er begyndt som direktør for Blossom, en landsdækkende NGO med kontor i København, Odense og Aarhus, hvor Niko skal kæmpe for langt bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner og svære livsfaser.

Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.

En anden, der er i pagt med den woke tidsånd er Anders Agger. Ifølge et interview med Kristeligt Dagblad har TV-kendissen sagt, at ”Når jeg skal slappe af, læser jeg Politiken fra ende til anden i en sort øreklapstol”, og ”vi spiser altid virkelig god morgenmad. Jeg bor i et surdejsvelsignet hus. Så morgenbrødet er sprødt og varmt – og hvis man topper det med Fanø-laks, røræg og kaffe fra den gode Coffee Collective lavet på kieni-bønnen, så kan man faktisk ikke bede om mere”.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.

Folketingsmedlem

I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.

Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.

Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.

Nu medlem af Venstre

Det må antages, at modtagelsen af Christian Friis Bach i Venstres Folketingsgruppe bliver alt andet end hjertelig. For de fleste Venstrefolk har de radikale i mange år været betragtet som hovefjenden, og aktuelt overgås Friis Bachs kvalmende bedreviden og opportunisme kun af Moderaternes Stine Bosse.

Studenten Quentin Deranque blev i sidste uge dræbt under en konflikt i Lyon mellem højre- og venstre-aktivister. Nu er Frankrig rystet til grunden og der er frygt for yderligere vold under mindehøjtideligheder for Deranque i Lyon.

Den 23-årige matematikstuderende Quentin Deranque døde lørdag den 14. februar af de hovedskader, han pådrog sig da han to dage tidligere var blevet angrebet i Lyon.

Det voldelige sammenstød fandt sted i forbindelse med, at LFI-politikeren Rima Hassan talte på Sciences Po Universitet i Lyon sidste torsdag. Siden præsidentvalget i 2017 har det immigrationsvenlige LFI, været det største parti på den franske venstrefløj.

Nemesis

Anti-immigrationskollektivet Nemesis, der bekæmper indvandrervold mod vestlige kvinder, har oplyst, at Deranque havde været til stede ved moddemonstrationen på universitetet i Lyon for at beskytte sine medlemmer og at det var medlemmer af Antifa-organisationen La Jeune Garde, der var ansvarlig for draet på Quentin Deranque.

Nemesis har forbindelser til historisk kendte højreekstreme, militante og voldelige grupper i Frankrig, såsom Action Française, der lev forbudt i 2024.

Foreløbig er seks personer sigtet for forsætligt manddrab og én person for medvirken.

La Jeune Garde

En af de tiltalte har tætte forbindelser til Jean-Luc Mélenchons venstrefløjsparti, La France Insoumise (LFI – Det oprørske Frankrig). Den pågældende er parlamentarisk assistent for et af LFI-partiets parlamentsmedlemmer, Raphaël Arnault, der især er kendt som leder af den ”antifascistiske” organisation La Jeune Garde Antifa, Den Unge Garde, som myndighederne forbød i juni sidste år med henvisning til organisationens voldelige adfærd. Arnault (31) var medstifter af La Jeune Garde i 2018, men har ikke stået i spidsen for gruppen siden han blev valgt til parlamentet.

Politiske spændinger i Frankrig

Drabet på Deranque har pustet til de politiske spændinger op til de franske kommunalvalg i marts og præsidentvalget i 2027, hvor Marine Le Pens højreorienterede parti, Rassemblement National (RN) – tidligere Front National – anses for at have sin hidtil bedste chance for at vinde topposten.

Marine Le Pen/Jordan Bardella

Udsigten til, at Marine Le Pen eller den unge formand for hendes parti, Jordan Bardella, kan vinde valget, får lederen af venstrefløjspartiet La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchon, til i stadigt mere skingre toner at advare mod ”den fascistiske fare”.

Jean-Luc Mélenchon

Jean-Luc Mélenchon udtalte onsdag sin støtte til ”antifascisterne” i den forbudte Antifa-organisation La Jeune Garde.

”Vi er enige i deres modstand, og vi godkender deres organisation, selvom der stadig er forskelle mellem os,” udtalte han. Hans parti gik endnu videre i en udtalelse fra februar, som tog afstand fra forbuddet mod organisationen.

”Vi siger det med stolthed i stemmen: La Jeune Garde er vigtig, netop fordi den lige fra sin grundlæggelse har haft til formål at bekæmpe det yderste højre, de fascistiske og nynazistiske grupper blandt de mest voldelige i Frankrig.”

Jean-Luc Mélenchon er inspireret af den belgiske filosof Chantal Mouffe og går målrettet efter stadigt voldsommere konfrontationer mellem ”folket” på den ene side, og systemet – fra den kapitalistiske økonomi til systemets partier (borgerlige og socialdemokrater) – på den anden.

Afstand til LFI

Mens Rassemblement National paradoksalt nok efterhånden opfattes som mainstream, lægges der afstand til den radikale venstrefløj i La France Insoumise.

Den tidligere franske præsident og socialdemokrat François Hollande (2012-2017) forklarer Jean-Luc Mélenchons linje i en artikel i avisen l’Opinion.

Ifølge François Hollande forsøger venstrefløjslederen ”at iscenesætte en konfrontation med det yderste højre med det formål at konkretisere sin teori: til syvende og sidst bliver det ’dem’ imod ’os’”. ”Dem” er det yderste højre som kapitalismens væbnede arm. ”Os” er det radikale venstre, som er i folkets tjeneste.

Årsagen er, at Druzhba-rørledningen, som løber fra Rusland gennem Ukraine til Slovakiet og Ungarn, er blevet lukket. Ifølge ukrainske myndigheder blev infrastrukturen skadet af et russisk angreb den 27. januar.

Druzhba-rørledningen forsyner raffinaderier i Ungarn og Slovakiet med russisk råolie. Både Ungarn og Slovakiet har stoppet eksporten af dieselolie til Ukraine. Angiveligt skal eksportstoppet tjene til at sikre forsyningen til de indenlandske markeder.

Leverancerne af dieselolie vil kunne genoptages, når råolietransporten til Ungarn via Druzhba-rørledningen genoptages, har Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó udtalt.

I Slovakiet vil raffinaderiet i Slovnaft suspendere “dieseleksport til Ukraine og andre eksportvarer”. Alle brændstoffer, der produceres i Slovakiet, er nu bestemt til det indenlandske marked, har Fico oplyst ifølge det statslige nyhedsbureau TASR.

Afpresning fra Ukraine?

Robert Fico hævder, at reparationsarbejdet i Ukraine allerede er færdigt, og anklager Ukraine for “afpresning” overfor især den ungarske modstand mod Ukraines EU-optagelse. Ungarn og Slovakiet har også været modstander af militær bistand til Ukraine, men har argumenteret for diplomati og humanitær bistand.

Fico truer desuden med at trække sig fra en aftale om nødleverancer af elektricitet til Ukraine, medmindre nabolandet genåbner olieledningen fra Rusland.

Slovakiet frigiver 250.000 tons olie fra landets nødreserve, meddelte premierministeren onsdag. Dette er ment som en overgangsforanstaltning. Samtidig søger de berørte stater alternative ruter. Ifølge Reuters har Tjekkiet tilbudt Slovakiet begrænsede mængder via en omvendt strøm af Druzhba-rørledningen, men kun i mindre skala. Bratislava og Budapest presser også på for at få mere olie via kroatisk infrastruktur.

Den socialistiske regering i Spanien under ledelse af generalsekretæren for det spanske socialistparti (PSOE), Pedro Sánchez Pérez-Castejón, har besluttet at legalisere omkring 500.000 hidtil illegale og papirløse migranter.

Kritikere på højrefløjen og inden for konservative partier beskriver den spanske premierminister Pedro Sánchez’ beslutning som hensynsløs, et signal til verden om, at illegal indrejse i Europa i sidste ende vil blive belønnet med papirer.

Tilhængere argumenterer for det modsatte og fremhæver, at det at bringe folk ud af skyggerne ikke er naiv idealisme, men et pragmatisk politisk valg, der sigter mod at genoprette den juridiske og økonomiske orden.

Den formelle beslutning, der blev annonceret den 27. januar, giver ansøgere, der imødekommer visse krav, en 1-årig opholdstilladelse, der eventuelt kan forlænges. Ansøgere skal bevise kontinuerligt fast ophold, dokumentere beskæftigelse eller integration og bestå et baggrundstjek, der bekræfter, at de har en ren straffeattest.

Hvis de overholder loven og opfylder kravene, kan deres status forlænges, men det fører ikke pr. automatik til statsborgerskab, og det er giver heller ikke ubetinget fri bevægelighed indenfor EU.

Modstandere advarer om, at Spanien skiller sig ud i Den Europæiske Union, og tilliden mellem medlemslandene og indenfor Schengen-systemet lider skade.

Bekymring i andre EU-lande

Hvis en halv million mennesker modtager dokumenter, hvad forhindrer dem så i at rejse til Sverige eller Tyskland den næste dag, spurgte det svenske medlem af Europa-Parlamentet, Tomas Tobé , under en debat i Strasbourg den 11. februar.

Kritikerne at det spanske tiltag vil tilskynde andre til illegal indvandring i håb om fremtidige amnestier.

Under debatten i Europa-Parlamentet, svarede den spanske socialist Juan Fernando López Aguilar, at de, der modtager dokumenter, vil have bopæl og beskæftigelse i Spanien, hvilket binder dem til landet, og at alle ansøgere skal gennemgå baggrundstjek. Desuden, bemærkede han, at over 90 procent, af de migranter, der kan drage fordel af beslutningen, er fra Latinamerika – dvs. spansktalende med kulturelle og sproglige bånd til Spanien.

Italien

Italien, som står over for lignende demografiske pres fra illegal indvandring, annoncerede i juni 2025, at landet vil udstede næsten 500.000 arbejdstilladelser til ikke-EU-borgere i perioden 2026-2028.

Forskellen til Spaniens beslutning er, at Spanien legaliserer dem, der allerede er til stede i landet, mens Italiens arbejdstilladelser foreholdes ny arbejdskraft.

Politisk stemmefiskeri?

Spaniens højre-partier og politiske kommentatorer anklager Pedro Sánchez for med forslaget at ville sikre fremtidige vælgere til socialistpartiet.

En etårig fornyelig opholdstilladelse betyder dog ikke umiddelbar stemmeret. Derfor er det ikke muligt at få stemmer fra disse migranter til valget i 2027.

Kontrolleret indvandring?

Den spanske beslutning rejser det mere fundamentale spørgsmål, om Europa foretrækker kontrolleret indvandring eller tolereret illegale tilstande?

Hvis illegale migranter forbliver i skyggerne, fortsætter de med at arbejde, men uden kontrakter, beskyttelse eller fulde skattebidrag. Udvisninger i stor skala er politisk og logistisk urealistiske, især når mange oprindelseslande modsætter sig tilbagevenden.

Regulering som i Spanien er derfor måske den pragmatiske løsning.

Spaniens beslutning kan bidrage til klar stillingtagen. Er det bedre at lade som om, at en halv million arbejdere ikke eksisterer, eller at regulere den virkelighed, der allerede er på plads?

Tysklands energipolitik har længe været en kampplads for ideologi, økonomi og miljømæssige ambitioner. Men med en forbløffende indrømmelse har kansler Friedrich Merz kaldt landets fuldstændige nedlukning af sine atomkraftværker for en “enorm fejltagelse”, der har forårsaget alvorlig økonomisk skade.

I en tale ved det tyske handelskammer i Berlin fremhævede Merz, hvordan udfasningen, der blev afsluttet i 2023, har efterladt nationen kæmpende med stigende energiomkostninger og formindsket industriel konkurrenceevne. Indrømmelsen kommer efter stigende kritik over at europæisk erhvervsliv står over for langt højere energipriser end konkurrenterne i USA og Asien. Samtidig er der et globalt energiskifte på vej, hvor atomkraft oplever en renæssance i steder som Frankrig og USA.

Den tyske beslutning om at skrotte atomkraft, kendt som “Atomausstieg”, kan spores tilbage til Fukushima-katastrofen i Japan i 2011. Den daværende tyske kansler Angela Merkel, fremskyndede tidsplanen og forpligtede sig til at lukke alle reaktorer inden 2022, en frist der senere blev forlænget en smule på grund af energikrisen udløst af Ruslands invasion af Ukraine. I april 2023 blev de sidste tre værker – Isar 2, Emsland og Neckarwestheim 2 – nedlagt, hvilket markerede afslutningen på en æra, hvor atomkraft i en periode leverede omkring en fjerdedel af Tysklands elektricitet.

Kritikere argumenterede fra starten mod beslutningen på et tidspunkt, hvor robuste alternativer ikke var på plads.

Nedlukningen forværrede Tysklands afhængighed af importerede fossile brændstoffer, især russisk gas. Efter krigen i Ukraine – afhængigheden af flydende naturgas fra forskellige leverandører.

“Vi har betalt en høj pris for a-kraft-beslutningen”, sagde Merz og pegede på de høje elpriser, der har ramt producenterne. Officielle data fra det tyske føderale statistikbureau viser, at industriens energipriser er steget med over 40 pct. siden 2023.

De økonomiske konsekvenser udfolder sig

Den umiddelbare eftervirkning af atomkraft-nedlukningen i Tyskland var behovet for at øge produktionen af kulfyret energi. Ifølge en rapport fra Foro Nuclear førte udfasningen til højere energipriser, forhøjede emissioner af drivhusgasser og risici for økonomisk recession. Energiintensive sektorer som kemikalier og stål er hårdest ramt, hvor virksomheder som BASF rapporterer om reduceret produktion og jobnedskæringer. I 2024 gik Tysklands BNP-vækst i stå, og den har kun delvist genvundet pusten.

Ud over de indenlandske konsekvenser har politikken belastet Europas energimarked. Tysklands øgede efterspørgsel efter naturgasimport har presset priserne op over hele kontinentet, og øget presset på partnerne i EU.

Internationalt set står Tysklands atomkraft-kurs i skarp kontrast til konkurrenternes. Frankrig udvider sin atom-kapacitet,og USA har godkendt nye reaktorer. Japan satser på atomkraft og Taiwan, som tidligere har været indstillet på at udfase atomkraft, genovervejer situationen på grund af energibehovet.

Usikkerhed om den fremtidige energiforsyning

I en tid hvor Europa kæmper med geopolitiske spændinger, herunder de løbende konsekvenser af Ukraine-konflikten, er energiuafhængighed altafgørende. Merz udtalelser om a-kraftens exit sætter fokus på prolemet med at sikre økonomisk overkommelig energi. Dette har udløst en revitalisering af debatten om a-kraft, hvor økonomiske modeller peger på store potentielle besparelser.

Tysklands satsning på volatile energikilder som solenergi, brint og havvind kan muligvis levere en del af løsningen. Uden en stabil grundlast-basis, vil forsyningen fortsat være usikker og volatil. Merz’ indrømmelse kan være startskuddet til forandring og føre til alliancer med a-kraftindustrien.

Datoen for kinesisk nytår – Lunar New Year eller Kung Hei Fat Choi – varierer fra år til år, da den følger den kinesiske månekalender. Det kinesiske nytår falder i 2026 den 17. februar, og festlighederne strækker sig over 15 dage.

I kinesisk astrologi er hvert år forbundet med et af de 12 dyr i den kinesiske dyrekreds: Rotte, Okse, Tiger, Hare, Drage, Slange, Hest, Ged, Abe, Hane, Hund og Gris.

2026 er Hestens år

Det kinesiske Nytår markerer overgangen fra det ene dyr til det næste i de kinesiske stjernetegn. Hesten er det syvende dyr i den kinesiske dyrekreds og Nytåret markerer afslutningen på Slangens År og begyndelsen på Hestens År, som varer indtil den næste kinesiske nytårsaften.

Hestens År (eller Ildhestens år) 2026, der starter den 17. februar, markerer et sjældent og kraftfuldt år i kinesisk astrologi, kendetegnet ved intens energi, transformation og vilde forandringer. Som et af de mest uforudsigelige år (sidst i 1966), bringer det mod, frihed og en tendens til at ryste gamle strukturer. Det er en tid for handling frem for passivitet.

Tidligere Ildhesteår (som 1906 og 1966) forbindes med store globale og sociale ændringer.

Kineserne tror på, at dyretegnene bestemmer, hvilken person du bliver. Forud for dragens år i 2024, var det ventet at fødselsraten ville stige med omkring 5 pct. i f.eks. Kina, Hong Kong og Taiwan.

Fejring af det kinesiske Nytår

Nytåret fejres af kinesiske samfund over hele verden. Nøgleordene for kinesernes nytårsfest er familie, festligheder og fyrværkeri.

Det kinesiske nytår er højtid for 20 pct. af jordens befolkning, og det er den vigtigste højtid i Kina og Taiwan. Østasiatiske lande som Vietnam, Sydkorea, Nordkorea og Mongoliet fejrer også denne dag med pomp og iver. Befolkningen i mange asiatiske lande har mellem en og fire dages ferie. Skoler i Kina har lukket i en måned.

Månekalender

Nytåret fastsættes ud fra den kinesiske månekalender, og derfor ligger det kinesiske nytår ikke samtidig med vores årsskifte.

Fejringen begynder med fremkomsten af den anden nymåne efter vintersolhverv og slutter først ved den efterfølgende fuldmåne.

De vigtigste dage vil i år være Nytårsaften (genforeningsmiddag)den 16. februar 2026, Kinesisk nytårsdag den 17. februar 2026 og Lanternefestival (Yuanxiaojie) den 3. marts 2026

Starten på det nye år er vigtig

Kinesere har traditionelt ment, at en god – eller dårlig – start på det nye år vil påvirke hele året, og der er derfor visse ting man helst skal undgå i de første dage af det nye år: Havregrød er tabu – vil føre fattigdom, smadret porcelæn betyder ulykke, pas på sakse og knive, der beskærer rigdom, undgå bestemte ”uheldige ord” (smadre, løbe tør for, spøgelse, sygdom og død), undgå gråd, der bringer ulykke, undgå at vaske hår eller tøj på årets første dag – heldet vaskes bort, fejning vil feje rigdom bort, og lån og udlån af penge vil føre til bundløs gæld.

Det er generelt opfattelsen at disse tabuer så småt kan løftes fra nytårsfestens femte dag, uden at det får fatale konsekvenser.

Nytåret falder altid mellem 21. januar og 20. februar

Når den kinesiske tidsregning afviger fra vores, er det fordi kinesernes tidsalder beregnes ud fra kejser Huangdis kinesiske kalender. En legende siger, at Huangdi står fadder til måne-solkalenderen, og kinesernes tidsregning starter med udgangspunkt i Huangdis første regeringsår, som var i år 2698 før Jesu fødsel. Selvom kineserne også lever i år 2022, ligesom vi gør, så lever de også i år 4720.

Månenytår falder ikke på samme dato hvert år, men følger Månekalenderen og nytåret falder normalt mellem den 21. januar og den 20. februar.

Rødt overalt

Inden Nytåret har de fleste omhyggeligt gjort rent, og man håber at blive velsignet af held og velstand i det nye år, mens alle sorger og uheld fra det forløbne år forsvinder. Farven rød har stor betydning for kineserne, og på denne dag hænger der på alle huse dekorationer med det kinesiske tegn, der betyder lykke.

Folkevandring når familierne samles

Nytåret er familiens fest, og kineserne rejser mange kilometer for at samles med deres familier. Antallet af rejsende på kryds og tværs af landet overgår alle årets øvrige dage. Faktisk bliver kinesernes rejseaktivitet omkring Nytåret kaldt for verdens største folkevandring.

Ved selve nytårsfesten der efter traditionen afholdes enten den 16. februar om aftenen eller den 17. februar samles familien til en overdådig middag. I Nordkina spiser de traditionelt dumplings, mens kineserne i syd spiser klistrede riskager. Hele 8 retter serveres denne aften, fordi 8-tallet betyder held.

Overalt er røde bannere, og børn får af deres forældre og bedsteforældre penge i røde kuverter. Ansatte får samme kulørte konvolutgaver af deres arbejdsgivere.

Folk udveksler gaver, er vært for store fester og sammenkomster og markerer deres nytårsfester med fyrværkeri, dansende drager og løver.

Fyrværkeri

Det kinesiske nytår siges at kunne dateres helt tilbage til det 14. århundrede f.Kr. Legender siger, at der i oldtiden var et monster kaldet Nian, der angreb folk og spredte meget terror. Han var dog rædselsslagen for farven rød, lyden af fyrværkeri og synet af fyrværkeri. Folk brugte disse ting til at skræmme ham og jage ham væk.

Fyrværkeri er derfor en særdeles vigtig ingrediens til nytårsfejringerne. Efter spisegildet fyrer næsten alle kinesere krudt af nytårsaften. Omkring 90 pct. af verdens fyrværkeri produceres i Kina. I timen op til midnat til det kinesiske nytår affyres mere fyrværkeri end på noget andet tidspunkt eller noget andet sted i verden.

En række udenrigspolitiske analytikere bruger kræfter på at fremmane et billede af et USA under Donald Trump på vej ud af NATO-alliancen. Der rejses således tvivl om USA’s sikkerheds-garanti i henhold til NATO’s artikel 5.

Et eksempel er Per Nyholm, tidligere udenrigskorrespondent, der i JyllandsPosten den 15.2.26 skriver: ” i München vil kroge og korridorer mere end nogensinde summe af spekulationer, herunder denne, at Putin og Trump kan være kommet til en forståelse eller indtil videre hemmelig aftale om Europas nedlæggelse. Det evigt besværlige, humanistisk disponerede kontinent skal deles, om nødvendigt med vold, i en russisk og en amerikansk magtsfære, en gentagelse af komplottet i 1938 mellem det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Rusland”.

Overfor Nyholms konspirationsfantasier står hvad der rent faktisk blev sagt i Munchen:

USA’s udenrigsminister Marco Rubio anslog en forsonlig tone under hans tale ved München Security Conference lørdag den 14. februar 2026. Til en vis beroligelse for urolige europæiske ledere, forsikrede han, at USA fortsat er engageret i deres langvarige partnerskab, men uden at give køb på det underliggende krav om, at de europæiske partnere skal ændre kurs på flere områder.

Rubios budskab om, at Washington ikke ønsker at opgive den transatlantiske alliance, blev godt modtaget af de europæiske allierede i et publikum, som for blot et år siden sad lammede, mens vicepræsident JD Vance fra samme talerstol leverede en kritisk beskrivelse af Europas kultur og værdier.

Rubio høstede to gange bifald, da han nævnte Europas og USA’s fælles historier — og sagde, at Amerika er et “barn” af Europa med kontinenternes skæbner “sammenflettede.”

Men Rubios budskab var stadig skarpt. Den indeholdt en klar advarsel fra Trump-administrationen om, at den ville forsvare de vestlige værdier og om nødvendigt “gøre dette alene”: “Selvom vi er parate, hvis nødvendigt, til at gøre dette alene, er det vores præference og vores håb at gøre det sammen med jer, vores venner her i Europa,” sagde Rubio til publikum i München.

Det forudsætter, at Europa påtager sig mere ansvar for sin egen sikkerhed og deler de samme værdier som USA. Sikkerhedspolitik er således ikke alene et spørgsmål om forsvarsbudgettets størrelse og hvordan pengene bliver brugt. Det drejer sig i lige så høj grad om økonomisk og industriel konkurrenceevne, energi- og klimapolitik og håndteringen af udfordringer som masseimmigration m.v.

En regelbaseret verdensorden indebærer at vestlige lande har udliciteret magt og suverænitet til internationale organisationer.

Det nødvendige paradigmeskifte kræver en reform af de nuværende systemer for landenes internationale relationer således som de defineres af FN, konventioner og organer som verdenshandelsorganisationen WTO.

Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina, Rusland og visse andre lande, er USA og de europæiske medlemmer af NATO oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

“USA ønsker allierede, der er i stand til at forsvare sig selv, så ingen modstander nogensinde vil blive fristet til at teste vores kollektive styrke,” sagde Rubio.

“For vi i Amerika har ingen interesse i at være høflige og tilpassede vogtere af Vestens tilbagegang. Vi søger ikke at adskille, men at genoplive et gammelt venskab,” tilføjede han.

Præsident Donald Trump har ofte kritiseret Europa for at være for afhængig af amerikansk bistand, især når det gælder sikkerhed, og krævet, at NATO-allierede øger forsvarsudgifterne.

Mere generelt har Trump også lovet at bryde med den internationale status quo og har et år inde i sin anden periode gjort netop det med overraskende konsekvens.

Rubios tale kommer, mens amerikanske allierede i stigende grad er blevet bekymrede og sætter spørgsmålstegn ved, om USA har til hensigt at opgive sit partnerskab med Europa. Bekymringer, der er næret af trusler fra Trump om straftold, forsøg på at overtage Grønland og tilbagetrækning af international bistand.

J.D. Vances tale ved sidste års München Sikkerhedskonference øgede bekymringerne, da han luftede sine frustrationer over europæiske ledere og fortalte dem, at den største trussel mod deres sikkerhed kom “indefra” snarere end fra Kina og Rusland — udtalelser, der har præget Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsstrategi.

Vances ord rungede stadig i ørerne på europæiske politikere, da de ankom denne uge til München, hvor mange har fokuseret på afslutningen på den USA-ledede internationale orden.

Rubio anerkendte dette torsdag, da han rejste til München, og sagde til journalister, at “den gamle verden er væk, ærligt talt” og at “vi lever i en ny æra inden for geopolitik.”

Han leverede en lignende besked under talen lørdag, dog med en blødere tone.

“Selvom vi er parate, om nødvendigt, til at gøre dette alene, er det vores præference og vores håb at gøre det sammen med jer, vores venner her i Europa,” sagde Rubio til publikum i München.

“For USA og Europa hører vi sammen,” tilføjede Rubio og understregede vigtigheden af det lange partnerskab, som har været under stort pres.

Rubio anerkendte, at USA til tider kan være “direkte og insisterende”, men Rubio søgte at berolige de europæiske ledere med, at Trump-administrationen faktisk er engageret i NATO-alliancen.

“Vi ønsker allierede, der er stolte af deres kultur og arv, som forstår, at vi er arvinger til den samme store og ædle civilisation, og som sammen med os er villige og i stand til at forsvare den,” sagde han.

Tonefaldet Rubios tale i Munchen var blødere end den, Vance brugte for et år siden. Men budskabet til Europa var det samme: Reformér, eller I er på egen hånd!

Den svenske regering har den 9. februar 2026 annonceret planer om inden Nationaldagen den 6. juni markant at skærpe kravene til at opnå svensk statsborgerskab.

Justitsministeriet har oplyst, at tiltagene skal “styrke vigtigheden af statsborgerskab og øge incitamenterne for enkeltpersoner til at blive en del af det svenske samfund, hvilket også styrker det svenske samfund.”

“Sverige er ikke et samfund uden krav,” sagde migrationsminister Johan Forssell (M) på en pressekonference, ifølge TV4: “Svensk statsborgerskab vil betyde meget mere end i dag. Det bør ikke kun være et rejsedokument, men snarere en kvittering for, at man er blevet en fuld del af vores fællesskab”. Blandt andet skal man “leve hæderligt”, kunne tale svensk og kunne forsørge sig selv.

Migranter skal have boet i landet i mindst otte år for at blive berettiget til statsborgerskab. Det nuværende krav er 5 år.

Det vil også blive nødvendigt at demonstrere evne til “selvforsørgelse”” med et krav om en månedlig indkomst på mindst 20.000 svenske kr.

Krav om viden om det svenske samfund

Ikke mindst skal kommende borgere nu kunne tale svensk og have “tilstrækkelig viden” om det svenske samfund.

“Det handler ikke om at blive testet på alle detaljer i Sveriges historie, for eksempel hvilken konge der besteg tronen i et bestemt år, men snarere på de færdigheder, der er nødvendige for at klare sig i Sverige, for eksempel at kunne deltage i et parlamentsvalg,” siger migrationsminister Forssell.

Forslagene forventes at træde i kraft på nationaldagen den 6. juni i år.

Sverige oversvømmet af indvandrere

Den tidligere venstreorienterede regering i Stockholm stod bag en radikal omdannelse af landet efter den europæiske migrantkrise i 2015, som måske forvandlede Sverige mere end noget andet EU-land.

Den massive tilstrømning af udlændinge, som nu udgør over en femtedel af befolkningen i det engang homogene land, faldt sammen med en markant stigning i kriminalitet, især bandekonflikter, som gjorde det engang fredelige Sverige til et af verdens bombecentrer.

Dog har den nuværende højreorienterede koalitionsregering under statsminister Ulf Kristersson gjort visse fremskridt med at vende disse tendenser siden magtovertagelsen i 2022. Faktisk blev antallet af skyderier i Sverige reduceret med 63 procent – fra 390 til 147 – sidste år.

Skærpet lovgivning

Politiet har i høj grad tilskrevet succesen konservativ lovgivning, der giver politiet beføjelse til at standse og visitere folk, herunder børn, som ofte er blevet udnyttet af kriminelle netværk, da de ikke risikerer samme straf.

Regeringen planlægger også at lukke dette smuthul med lovgivning, der skal tillade børn helt ned til 13 år at blive retsforfulgt som voksne for alvorlige forbrydelser.

Den schweiziske regering vil afholde en folkeafstemning i juni om, hvorvidt der skal sætte et loft over befolkningen på 10 millioner. Hvis forslaget vedtages, kan det begrænse indvandringen til Schweiz — ikke kun af flygtninge, men også af faglært og specialiseret arbejdskraft – og er tænkt som et svar på konsekvenserne af massiv migration såsom stigende boligpriser, overfyldt offentlig transport og kulturelle forandringer.

Schweiz’ stærke økonomi og image som alpeparadis har gjort landet til en magnet for indvandrere: Befolkningen er vokset med 10 pct. til 9,1 millioner det seneste årti — fem gange hurtigere end EU’s gennemsnit.

Hvis forslaget om et befolkningsloft vedtages, vil myndighederne skulle begrænse tilstrømningen af nye beboere:

• Når befolkningen når 9,5 millioner — forventet i 2035 — skal regeringen suspendere familiesammenføring for udenlandske borgere og begrænse asyl
• Ved 10 millioner skal Schweiz begynde at trække sig ud af internationale aftaler, såsom aftalen om fri bevægelighed med EU, der giver europæere ret til at bo og arbejde i Schweiz.

Kritikere siger, at dette kan true handlen med EU, som aftager over 40 pct.  af de schweiziske eksportvarer. Samtidig er erhvervslivet bekymret for mangel på kvalificeret arbejdskraft og lavere bidrag til pensionssystemet.

Ifølge en meningsmåling fra november støtter 48 pct. af vælgerne forslaget, 11 pct. er i tvivl, og 41 pct. er imod.

Lee Zeldin, den Trump-udnævnte chef for den amerikanske miljøstyrelse (Environmental Protection Agency, EPA), har torsdag den 12. februar 2026 ved et arrangement i Det Hvide Hus sammen med den amerikanske præsident Donald Trump, meddelt, at EPA havde opgivet den kongresgodkendte EPA-“Endangerment Finding”, fra 2009.

 I ”Endangerment Finding” var det ellers fastslået, at CO₂ og metan er drivhusgasser, der påvirker klimaet, forstærker ekstreme vejrfænomener og skader naturlige økosystemer, landbrugsproduktionen og folkesundheden og dermed er miljø- og sundhedsbelastende stoffer, som EPA med hjemmel i Clean Air Act har været beføjet til at regulere.

“Som EPA-administrator er jeg stolt af at kunne gennemføre den største dereguleringstiltag i amerikansk historie på vegne af amerikanske skatteydere og forbrugere,” sagde Lee Zeldin torsdag i forbindelse med den officielle meddelelse om, at EPA havde skrottet agenturets skelsættende ”endangerment finding” om global opvarmning fra 2009, hvilket er et brud med den langvarige videnskabelige konsensus om, at global opvarmning udgør en risiko for menneskers sundhed.

Endangerment finding har spillet en afgørende rolle i reguleringen i USA af ​​drivhusgasemissioner fra biler, lastbiler og kraftværker m.v.

Ny juridisk vurdering

Lee Zeldin begrunder EPA-beslutningen med en opdateret juridisk vurdering. Det juridiske grundlag for “Endangerment Finding” og dermed beføjelsen for EPA’s klimareguleringer knyttede an til en højesteretsafgørelse fra 2007 (Massachusetts v. EPA) om, at drivhusgasser er forurenende stoffer, som retten dengang fandt, at EPA var beføjet til at regulere.

”Endangernment Finding”, der gav EPA beføjelse under Clean Air Act, har siden været grundlaget for Obama- og Biden-administrationernes ambitiøse klimareguleringer – f.eks. bilers udledning og regulering af kraftværker.

Ophævelsen af Endangerment Finding kan indebære at emissionsstandarder for køretøjer og motorer ophæves.EPA har også planer om at ophæve Biden æraens kapacitetsbegrænsninger og emissionsstandarder for kraftværker, samt svække grænser for kviksølv og andre kemiske emissioner.

Disse skridt ses som dele af et samlet program med 31 større dereguleringstiltag anført af EPA-administrator Lee Zeldin.               

Kræver klimaregulering Kongressens autorisation?

EPA-administrator Lee Zeldin og Trumf-administrationen argumenterer for at meget har ændret sig, siden Endangerment Finding blev offentliggjort i 2009, herunder nye videnskabelige og teknologiske udviklinger, der berettiger til revision.

EPA og Trumps administration vurderer nu, at EPA ikke har juridisk hjemmel til at regulere drivhusgasser (GHG’er) under Clean Air Act. Argumentationen bygger på en ny fortolkning af højesteretsdommen fra 2007 (Massachusetts v. EPA) og senere højesteretsafgørelser, herunder Loper Bright Enterprises v. Raimondo, West Virginia v. EPA, Michigan v. EPA og Utility Air Regulatory Group v. EPA. Disse afgørelser har efter Trump-administrationens opfattelse i væsentlig grad afklaret omfanget af EPA’s myndighed i henhold til Clean Air Act. Væsentligt er det, at afgørelserne fastslår, at vigtige politiske beslutninger skal træffes af Kongressen, ikke af administrative organer.

Under pressemødet i Det Hvide Hus den 12. februar 2026 forsikrede Lee Zeldin, at hvis Kongressen måtte vedtage nye klimareguleringer ville EPA naturligvis administrere i overensstemmelse hermed.

West Virginia v EPA

Sagen West Virginia v. Environmental Protection Agency, der blev afsagt af USA’s højesteret den 30. juni 2022, kan illustrere den juridiske problemstilling.

 I denne sag afviste Højesteret Clean Power Plan‑reglerne fra Obama‑administrationen og slog fast, at EPA under Clean Air Act § 111(d) ikke havde eksplicit bemyndigelse fra Kongressen til at pålægge brancheomlægning (såsom skift fra kul til gas eller vedvarende energi).

 Domstolen anvendte det såkaldte Major Questions Doctrine, som fastslår, at når et agentur gør krav på vidtgående myndighed af ”stor økonomisk eller politisk betydning”, kræver det en klar og eksplicit godkendelse fra Kongressen. Hvis en regel eller afgørelse fra en myndighed har store konsekvenser, skal myndigheden kunne henvise til udtrykkelig kongresgodkendelse i stedet for at forlade sig på implicitte eller tvetydige tildelinger af kompetence.

Som Chief Justice Roberts, der skrev flertalsbeslutningen, formulerede det:

“A decision of such magnitude and consequence rests with Congress itself, or an agency acting pursuant to a clear delegation from that representative body.”