Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sánchez forsvarede onsdag morgen den 4. marts 2026 sin modstand mod USA og Israels militære aktioner mod Irans islamiske regime og Spaniens neutralitet og sagde: “Den spanske regerings holdning kan opsummeres: nej til krig.”
Under et møde med Tysklands forbundskansler Friedrich Merz i Det Hvide Hus tirsdag den 3. marts 2026 anklagede præsident Trump Spanien for at være en “forfærdelig” allieret, fordi NATO-medlemmet nægtede at lade USA bruge sine militærbaser i forbindelse med angrebet på Iran.
Trump fortalte også, at hans utilfredshed med Sánchez’ regering var grundlagt allerede sidste år, efter at Sánchez nægtede at øge Spaniens NATO-udgifter til 5 pct. af BNP.
USA truer med at afbryde handelen med Spanien
“Spanien har absolut intet, vi har brug for, bortset fra en fantastisk befolkning; de har fantastiske folk, men de har ikke fantastisk lederskab,” sagde præsident Trump. “Vi vil afbryde al handel med Spanien. Vi vil ikke have noget med Spanien at gøre.”
Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sanchez svarede, at ”sådan begynder menneskehedens store katastrofer. Du kan ikke spille russisk roulette med skæbnerne for millioner af mennesker,” sagde han i en erklæring ifølge Reuters.
Få timer efter at USA og Israel angreb Iran lørdag aften, fordømte Sanchez angrebet, som han beskrev som “hensynsløst og ulovligt.”
Onsdag gentog han Spaniens holdning: ”Den spanske regerings holdning kan opsummeres i tre ord: Nej til krig. Vi vil ikke være medskyldige i noget, der skader verden eller går imod vores værdier og interesser, bare for at undgå repressalier fra nogen”.
Sanchez – som ifølge den spanske avis El País har positioneret sig som Trumps største modstander – fremhæver de negative ringvirkninger af Irak-krigen og understreger, at angrebet på Iran ikke vil føre til en mere retfærdig international orden.
Britisk ja
USA har også bedt om at kunne bruge britiske baser i forsvaret mod iranske missiler.
Storbritannien har – i modsætning til Spanien – accepteret dette for at “forhindre Iran i at affyre missiler over hele regionen”. De har dog understreget, at de ikke er en del af krigen.
Men det vigtige ved Trumps bemærkninger er, at han har fuldstændig ret. Spanien – en NATO-allieret – har virkelig været elendig under Sánchez, og ikke kun i sin nægtelse af at lade USA bruge deres baser.
Er Trumps kritik af Spanien berettiget?
Det er en kendsgerning, at Spanien blankt har nægtet at øge sine forsvarsudgifter til fem procent. Samtidig har Spaniens hensynsløse holdning til konflikterne i Mellemøsten, hvor Israel konsekvent dæmoniseres og Hamas støttes, undermineret USA og dets allierede på alle fronter.
Det er ikke underligt, at USA er kritisk overfor Spanien – en kritik som deles af en række EU-lande, der bestemt ikke bifalder Spaniens immigrationspolitik og legalisering af 500.000 illegale indvandrere.
USA’s præsident Donald Trump udvider nu sin anti-narkotikapolitik til Ecuador.
USA har for første gang tirsdag den 3. marts 2026 indledt fælles militære operationer med Ecuador. Det blev annonceret af US Southern Command tirsdag aften på X. Ifølge New York Times yder amerikanske specialstyrker rådgivning og logistisk og efterretningsmæssig hjælp til ecuadorianske kommandoenheder i razziaer mod formodede narkotikacentre over hele landet.
De amerikanske soldater deltager ikke direkte i missionerne, men hjælper med planlægning, leverer efterretningsinformation og leverer logistisk støtte. Marinegeneral Francis L. Donovan, chef for Southern Command, roste de ecuadorianske væbnede styrkers “urokkelige engagement”. Operationerne var rettet mod narkobanderne Los Lobos og Los Choneros, som USA allerede tilbage i september klassificerede som terrororganisationer.
Ecuadors forsvarsministerium har natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at landet deltager i en offensiv aktion i samarbejde med USA. Ministeriet tilføjer, at oplysningerne om aktionen er klassificerede.
Ecuadors præsident Daniel Noboa annoncerede på X, at landet indledte “en ny fase mod narkotikaterrorisme og ulovlig minedrift”, og at fælles operationer ville blive gennemført med regionale allierede, herunder USA.
Operationerne i Ecuador repræsenterer en udvidelse af Trump-administrationens aggressive bekæmpelse af narkotikakriminalitet. Siden september 2025 har USA dræbt mindst 150 personer i 44 angreb på formodede narkosmuglerbåde i Caribien og det østlige Stillehav.
Selvom Ecuador ikke betragtes som en væsentlig kokainproducent, fungerer landet som hovedtransitrute for colombianske og peruvianske karteller. Ifølge den ecuadorianske præsident passerer omkring 70 procent af verdens kokain gennem havne i Ecuador.
Præsident Daniel Noboa har tidligere forsøgt at etablere amerikanske militærbaser i Ecuador, hvilket befolkningen afviste ved en folkeafstemning i november 2025.
Resultatet af afstemningen var et slag for Daniel Noboa, der er en nær allieret af USA’s præsident, Donald Trump.
I anledning af komponisten, kommunikatøren og teaterentreprenøren, 1980’ernes danske hitmager, Jesper Winge Leisners død, kan der være grund til at mindes en af Lars Løkke Rasmussens tidlige svinestreger.
Forfatter og journalist Niels Krause-Kjær, fra 1. januar 2026 bestyrelsesformand for Statens Kunstfond, har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet et tidligt eksempel på politikerens anløbne moral.
Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.
Jesper Winge Leisner havde sammen med sin hustru Ulla Cold dannet det populære orkester Rocazino.
For at skaffe penge til folkevognsprojektet hyrede Lars Løkke Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982.
Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet. Rocazino var i det hele taget en stor succes i 1980’erne med hits som ”Elsk mig i nat”, ”All My Love” og”’Ridder Lykke”. Sidstnævnte i samarbejde med makkerparret Wikke og Rasmussen til brug i tv-serien ”Tonny Toupé Show”.
Efter Rocazinos afbud får Lars Løkke i stedet tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell.
Men det valg er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.
Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.
Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.
Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.
Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.
Det var mere overraskende, da JP/Politikens Hus den 8. januar 2024 oplyste, at Marchen Neel Gjertsen var udpeget som ny ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten.
Udnævnelsen, der bekræftede at JP/Politikens Hus er mere Politiken end Jyllands-Posten, fem måneder efter at Jacob Nybroe i august sidste år stoppede i avisens øverste redaktionelle job. Siden havde den 38-årige Marchen Neel Gjertsen været konstitueret chefredaktør.
Da Jacob Nybroe stoppede, og Marchen Neel Gjertsen blev chefredaktør, kaldte Jacob Nybroe hende for ”en 30-årig hændelse af journalistisk talent” på et medarbejdermøde ifølge finans.dk. Hun blev det første kvindelige medlem af chefredaktionen i Jyllands-Postens 150 år lange historie. Inden fyringen var hun også avisens første kvindelige ansvarshavende chefredaktør.
Marchen Neel Gjertsen er uddannet journalist fra SDU i 2010. Før hun blev chefredaktør på Jyllands-Posten, var hun politisk redaktør samme sted med næse for den til enhver tid korrekte politiske mening.
Revolutionær, venstreorienteret fortid
Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen har i øvrigt en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner. Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.
Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.
I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.
Gjertsen trådte i karakter i sagen om den “Israel-kritiske” RUC-forsker Sune Haugbølle
Jyllands-Posten har taget skridtet at varedeklarere enkelte forskere, så det altid fremgår, at de for eksempel er Israel-kritiske.
Det gælder professor Sune Haugbølle, der underviser og forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet (RUC).
I Jyllands-Posten blev forskeren af chefredaktør Neel Gjertsen anklaget for at ”relativere Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober”, og avisen har derfor taget skridtet at varedeklarere alle hans udsagn fremover som ”Israel-kritiske”.
”Israel, der ifølge ham er et apartheidstyre, som han politisk har engageret sig i at bekæmpe. At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere,” skrev JP’s chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i en leder forleden.
”Dette burde være fremgået af artiklen, men journalisten var ikke vidende derom. Artiklen er derfor blevet opdateret,” skrev udlandschef Niels Kvale. Alligevel er de sagesløse seere i TV Avisen siden udsat for den såkaldte uafhængige eksperts mening om Mellemøsten og senest krigen mellem Israel og USA og Iran.
Bloomerg kan rapportere, at russiske og iranske olieproducenter nu underbyder hinanden med stigende rabatter for at afsætte deres råolie til et begrænset antal kinesiske købere.
Indien dropper russisk olie
Baggrunden er Indiens tilbagetrækning som storopkøber af russisk olie som følge af hensynene til handelsforbindelserne med USA.
Indiske raffinaderier er under politisk pres, herunder fra USA, som opfordrer New Delhi til at stoppe eller yderligere reducere køb af russisk råolie. Indiens import fra Rusland er derfor faldet med op til 40 procent fra januar-niveauet til omkring 600.000 tønder om dagen, rapporterer Bloomberg med henvisning til data fra konsulentfirmaet Rystad Energy.
Stigende rabatter på olie
De laster der tidligere var bestemt for Indien bliver nu i stigende grad omdirigeret Kinas private raffinaderier, hvilket udløser en priskrig med iranske leverandører. Samtidig hober usolgt olie sig op på tankskibe i asiatiske farvande.
Ifølge Bloomberg handles russisk råolie i øjeblikket til omkring tolv amerikanske dollars under den internationale referencepris – Brent. For 1 måned siden var rabatten på ti dollars.
Ruslands olieindtægter under før-krigsniveauet
Ruslands olieeksportvolumen har de seneste tolv måneder faktisk ligget over niveauet før krigen, men ifølge Reuters er indtægterne faldet med 18 procent sammenlignet med før-krigsniveauet.
De private kinesiske raffinaderier råder dog kun omkring en fjerdedel af Kinas forarbejdningskapacitet og samtidig er de underlagt statsbestemte importkvoter. Kinas private raffinaderier kan derfor næppe asorere meget mere russisk olie. De store statsejede kinesiske raffinaderier har allerede tidligere undgået iransk råolie og de har for nylig stort set også trukket sig ud af handlen med russisk olie.
Iran presses
Indtil videre ser det ud til, at Iran taber, idet den iranske eksport til Kina i år er faldet med omkring tolv procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Med den nuværende koncentration af amerikanske militære styrker omkring Golfen truer USA åbent Iran med angreb i langt større skala end 12-dages krigen i juni 2025, som Israel startede og Washington sluttede sig til.
Truslen retter sig mod et regime, der i januar reagerede på iranernes berettigede oprør over deres økonomis sammenbrud med blodig vold. Denne situation skyldes udelukkende den øverste leder Ali Khamenei, som har udnyttet og misbrugt sit regimes evne til regional uro med katastrofale konsekvenser.
Den “modstandsakse”, som Teheran møjsommeligt har opbygget, er blevet knust på to år af den israelske hær. Hizbollah og Hamas er sat ud af spillet, og Bashar al-Assads regime i Syrien er væltet.
Iran er økonomisk kvalt af sanktioner og landet har aldrig været så internt svækket og diplomatisk isoleret som nu. Regimets jagt på et atomvåben, set som en garanti mod udenlandsk indblanding, er nu tæt på at fremprovokere en ny militær intervention.
Nye forhandlinger torsdag
Ifølge AFP genoptager USA og Iran torsdag den 26. februar i Schweiz forhandlingerne om en aftale, der kan afværge en ny konflikt.
De to lande førte samtaler tidligere på måneden i Oman, som mægler forhandlingerne, og mødtes derefter til en anden runde i Genève i sidste uge.
Selvom striden mellem landene først og fremmest drejer sig om Irans atomprogram, som Vesten mener har til formål at bygge en atombombe, har USA også presset på for at diskutere Irans ballistiske missilprogram og Teherans støtte til væbnede grupper, der er fjendtlige over for Israel.
Irans missilprogram
I sin State of the Union-tale tirsdag den 24. februar 2026 hævdede Trump, at Teheran “allerede har udviklet missiler, der kan true Europa og vores baser i udlandet, og de arbejder på at bygge missiler, der snart vil nå USA.”
Iran har hidtil nægtet at forhandle andet end atomspørgsmålet og har krævet, at de amerikanske sanktioner, der lammer økonomien, skal indgå i enhver aftale.
Irans præsident Masoud Pezeshkian sagde onsdag, at han havde et “gunstigt syn på forhandlingerne”, som endelig kunne “komme videre fra denne ‘hverken krig eller fred’-situation.”
Udenrigsminister Abbas Araghchi, som leder den iranske delegation ved forhandlingerne, har kaldt dem “en historisk mulighed” og tilføjet, at en aftale var “inden for rækkevidde.”
USA vil blive repræsenteret af udsendingen Steve Witkoff og Jared Kushner, som er gift med Trumps datter Ivanka.
Formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, har netop foreslået besparelser på udviklingsbistanden til verdens fattigste, svarende til nedskæringer på i omegnen af 6 mia. kr. om året.
Venstres relativt nye medlem Christian Friis Bach havde næppe forestillet sig, at han som Venstremand skulle komme til at forsvare sin nye partiformands netop foreslåede besparelser på bistandshjælpen.
Friis Bach har i mange år med stor entusiasme og dygtighed arbejdet for netop denne sag. I Verdensbanken som adjungeret professor i international økonomi, som FN-undergeneralsekretær og som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Det er vist også det, man kalder en hjertesag og et blik for de svageste.
Efter mange år som fremtrædende medlem af Det Radikale Venstre besluttede Friis Bach sig i 2024 for at ”vende hjem” til sine forfædres gamle parti, Venstre.
Skiftet til Venstre er overraskende. Egentlig burde Moderaterne ligge tættere på, og det må antages, at han også har haft kontakt til dem.
Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, der har et godt personligt kendskab til Christian Friis Bach, har dog ikke set perspektiverne i et nærmere samarbejde med den radikale opportunist. At optage Christian Friis Bach i Moderaterne ville indebære en situation svarende til at lukke en havkat ind i et hyttefad.
Det har været åbenlyst, at Christian Friis Bach var frustreret over ikke at blive medlem af regeringen i 2022.
Ifølge Ritzau og andre medier havde Christian Friis Bach sammen med Martin Lidegaard håbet på en plads i SMV-regeringen, men et flertal i den radikale gruppe ville det anderledes.
GGGI-sagen
Mens Friis Bach i Det Radikale Venstre har haft svært ved at acceptere, at Martin Lidegaard på folketingsgruppens nåde var partiets leder, har han været optaget af at værne om sit eftermæle. Berlingske Tidende beskrev i en artikel den 15. december 2022 at Christian Friis Bach i sin tid som udviklingsminister havde misinformeret Folketinget i Lars Løkke Rasmussens GGGI-sag.
Den ærekære Friis Bach tvang Berlingske Tidende til den 20.12.2022 at præcisere, at godt nok blev Folketinget misinformeret, men på tidspunktet for misinformationen kendte Friis Bach ikke selv til fejlen.
Realiteten i GGGI-sagen og Christian Friis Bachs afgang som Udviklingsminister
Da sagen om Lars Løkke Rasmussens omfattende og kostbare rejseaktivitet på 1. klasse som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste den daværende udviklingsminister og bestyrelsesmedlem i GGGI, Christian Friis Bach, overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til, at rejserne skulle være afviklet i overensstemmelse med GGGI-reglerne.
Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at Folketinget kritiserede Christian Friis Bach for at have tilbageholdt informationer, men han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var detaljeret beskrevet i et bilag til dagsordenen.
Friis Bach som udviklingsminister
Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.
Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle efter Bjarne Corydons og David Hellemann i Finansministeriet opfattelse for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at fagministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke-prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.
Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.
Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse, fremfærden indebar for bistandsadministrationen.
Mens Friis Bach i Udviklingsministeriet huskes for den skandaløse håndtering af GGGI-sagen, har han ikke efterladt sig varige spor på dansk udviklingspolitik. Internt i Venstre har han tydeligvis ikke noget at skulle have sagt, som beslutningen om udviklingshjælpen viser.
Friis Bachs meritter i tiden der fulgte
Efter afgangen som udviklingsminister var Christian Friis Bach 2014-2017 undergeneralsekretær i FN og leder af FN’s økonomiske kommission for Europa, 2014-2017.
Det fortoner sig i tågerne, hvordan Friis Bach overhovedet fik stillingen, men siden han forlod FN i Geneve, har han opretholdt kordiale forbindelser til organisationen i håbet om forefaldende småopgaver i FN-systemet. Således mente Christian Friis Bach, at kritikken af WHO’s forhold til Kinas covid-håndtering ”ramte ved siden af”. Han påpegede dog samtidig, at WHO og FN-systemet generelt er ”bureaukratisk og handlingslammet”, og at der er behov for grundlæggende reformer af struktur, finansiering og governance. En reorganiseringsopgave man forstår, at Friis Bach i givet fald ville være parat til at forestå!
Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp
Dansk Flygtningehjælp fyrede i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.
Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”
Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.
Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.
Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.
Denne del af virksomheden gav i Bachs direktørtid dundrende underskud, og Dansk Flygtningehjælp havde generelt en vaklende økonomi. Organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.
Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.
Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.
Radiovært
Christian Friis Bach, der i en periode havde meldt sig ud af Det Radikale venstre, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.
Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord var “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”
I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.
Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”
Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.
Warfair
I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.
Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.
Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land. I slutningen af 2023 undersøger Warfair ifølge referater fra bestyrelsens møder mulighederne for at importere olivenolie og Freekeh (en type grøn durum-hvede, der har sin oprindelse i Mellemøsten og Afrika) fra Palæstina.
Bæredygtig kaffe, Coffee Collective og POLITIKEN
Warfairs første samarbejde var med Coffee Collective, hvis butikker skulle sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen. Coffee Collective har dog ikke siden 2023 købt kaffe fra Warfair.
Coffee Collective, der selv oplyser, at ”Vi er drevet af at skabe de bedste kaffeoplevelser i verden og samtidig skabe merværdi for kaffefarmerne. Hos The Coffee Collective rister vi friskt hver dag og fokuserer på bæredygtighed fra bønne til kop”.
En af Alternativets medstiftere, tidligere kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, har i forbindelse med sin udmeldelse af partiet opnået, at aviser som POLITIKEN andægtigt har videreformidlet hans betragtninger, som indsigtsfulde analyser.
Senest er det oplyst, at Niko Grünfeld er begyndt som direktør for Blossom, en landsdækkende NGO med kontor i København, Odense og Aarhus, hvor Niko skal kæmpe for langt bedre vilkår for piger og kvinder i udsatte positioner og svære livsfaser.
Vi husker også, at Niko Grünfeld har beskrevet en perfekt weekend, hvor han lavede økologiske pandekager til sine børn, drak ”kaffe fra Coffee Collective”, brygget på hans ”japanske kaffeudstyr fra Hario”, alt imens han lyttede til P8 Jazz og læste Politiken.
En anden, der er i pagt med den woke tidsånd er Anders Agger. Ifølge et interview med Kristeligt Dagblad har TV-kendissen sagt, at ”Når jeg skal slappe af, læser jeg Politiken fra ende til anden i en sort øreklapstol”, og ”vi spiser altid virkelig god morgenmad. Jeg bor i et surdejsvelsignet hus. Så morgenbrødet er sprødt og varmt – og hvis man topper det med Fanø-laks, røræg og kaffe fra den gode Coffee Collective lavet på kieni-bønnen, så kan man faktisk ikke bede om mere”.
Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre
Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.
Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige. Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.
Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.
Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.
Christian Friis Bach, som igen var blevet medlem af Det Radikale Venstre, blev af nogle (hvem mon?) i det radikale bagland set som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.
Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.
Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen (der ligeledes er radikal politiker), er forekommet.
Folketingsmedlem
I marts 2021 blev Christian Friis Bach valgt til at efterfølge Marianne Jelved som Folketingskandidat i Hjørring.
Friis Bach udtalte, at ”det går tilbage for demokrati og frihed i verden for tiende år i træk, og der er en tendens til, at lande vender sig indad mod sig selv. Det er en farlig tendens, som jeg gerne vil bidrage til at få vendt”.
Ved Folketingsvalget den 1. november 2022 blev Christian Friis Bach valgt i Nordjylland med 1.489 stemmer – og erobrede dermed den lidet prangende 25. plads på listen over de store stemmeslugere i Nordjylland.
Nu medlem af Venstre
Det må antages, at modtagelsen af Christian Friis Bach i Venstres Folketingsgruppe bliver alt andet end hjertelig. For de fleste Venstrefolk har de radikale i mange år været betragtet som hovefjenden, og aktuelt overgås Friis Bachs kvalmende bedreviden og opportunisme kun af Moderaternes Stine Bosse.
Studenten Quentin Deranque blev i sidste uge dræbt under en konflikt i Lyon mellem højre- og venstre-aktivister. Nu er Frankrig rystet til grunden og der er frygt for yderligere vold under mindehøjtideligheder for Deranque i Lyon.
Den 23-årige matematikstuderende Quentin Deranque døde lørdag den 14. februar af de hovedskader, han pådrog sig da han to dage tidligere var blevet angrebet i Lyon.
Det voldelige sammenstød fandt sted i forbindelse med, at LFI-politikeren Rima Hassan talte på Sciences Po Universitet i Lyon sidste torsdag. Siden præsidentvalget i 2017 har det immigrationsvenlige LFI, været det største parti på den franske venstrefløj.
Nemesis
Anti-immigrationskollektivet Nemesis, der bekæmper indvandrervold mod vestlige kvinder, har oplyst, at Deranque havde været til stede ved moddemonstrationen på universitetet i Lyon for at beskytte sine medlemmer og at det var medlemmer af Antifa-organisationen La Jeune Garde, der var ansvarlig for draet på Quentin Deranque.
Nemesis har forbindelser til historisk kendte højreekstreme, militante og voldelige grupper i Frankrig, såsom Action Française, der lev forbudt i 2024.
Foreløbig er seks personer sigtet for forsætligt manddrab og én person for medvirken.
La Jeune Garde
En af de tiltalte har tætte forbindelser til Jean-Luc Mélenchons venstrefløjsparti, La France Insoumise (LFI – Det oprørske Frankrig). Den pågældende er parlamentarisk assistent for et af LFI-partiets parlamentsmedlemmer, Raphaël Arnault, der især er kendt som leder af den ”antifascistiske” organisation La Jeune Garde Antifa, Den Unge Garde, som myndighederne forbød i juni sidste år med henvisning til organisationens voldelige adfærd. Arnault (31) var medstifter af La Jeune Garde i 2018, men har ikke stået i spidsen for gruppen siden han blev valgt til parlamentet.
Politiske spændinger i Frankrig
Drabet på Deranque har pustet til de politiske spændinger op til de franske kommunalvalg i marts og præsidentvalget i 2027, hvor Marine Le Pens højreorienterede parti, Rassemblement National (RN) – tidligere Front National – anses for at have sin hidtil bedste chance for at vinde topposten.
Marine Le Pen/Jordan Bardella
Udsigten til, at Marine Le Pen eller den unge formand for hendes parti, Jordan Bardella, kan vinde valget, får lederen af venstrefløjspartiet La France Insoumise, Jean-Luc Mélenchon, til i stadigt mere skingre toner at advare mod ”den fascistiske fare”.
Jean-Luc Mélenchon
Jean-Luc Mélenchon udtalte onsdag sin støtte til ”antifascisterne” i den forbudte Antifa-organisation La Jeune Garde.
”Vi er enige i deres modstand, og vi godkender deres organisation, selvom der stadig er forskelle mellem os,” udtalte han. Hans parti gik endnu videre i en udtalelse fra februar, som tog afstand fra forbuddet mod organisationen.
”Vi siger det med stolthed i stemmen: La Jeune Garde er vigtig, netop fordi den lige fra sin grundlæggelse har haft til formål at bekæmpe det yderste højre, de fascistiske og nynazistiske grupper blandt de mest voldelige i Frankrig.”
Jean-Luc Mélenchon er inspireret af den belgiske filosof Chantal Mouffe og går målrettet efter stadigt voldsommere konfrontationer mellem ”folket” på den ene side, og systemet – fra den kapitalistiske økonomi til systemets partier (borgerlige og socialdemokrater) – på den anden.
Afstand til LFI
Mens Rassemblement National paradoksalt nok efterhånden opfattes som mainstream, lægges der afstand til den radikale venstrefløj i La France Insoumise.
Den tidligere franske præsident og socialdemokrat François Hollande (2012-2017) forklarer Jean-Luc Mélenchons linje i en artikel i avisen l’Opinion.
Ifølge François Hollande forsøger venstrefløjslederen ”at iscenesætte en konfrontation med det yderste højre med det formål at konkretisere sin teori: til syvende og sidst bliver det ’dem’ imod ’os’”. ”Dem” er det yderste højre som kapitalismens væbnede arm. ”Os” er det radikale venstre, som er i folkets tjeneste.
Årsagen er, at Druzhba-rørledningen, som løber fra Rusland gennem Ukraine til Slovakiet og Ungarn, er blevet lukket. Ifølge ukrainske myndigheder blev infrastrukturen skadet af et russisk angreb den 27. januar.
Druzhba-rørledningen forsyner raffinaderier i Ungarn og Slovakiet med russisk råolie. Både Ungarn og Slovakiet har stoppet eksporten af dieselolie til Ukraine. Angiveligt skal eksportstoppet tjene til at sikre forsyningen til de indenlandske markeder.
Leverancerne af dieselolie vil kunne genoptages, når råolietransporten til Ungarn via Druzhba-rørledningen genoptages, har Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó udtalt.
I Slovakiet vil raffinaderiet i Slovnaft suspendere “dieseleksport til Ukraine og andre eksportvarer”. Alle brændstoffer, der produceres i Slovakiet, er nu bestemt til det indenlandske marked, har Fico oplyst ifølge det statslige nyhedsbureau TASR.
Afpresning fra Ukraine?
Robert Fico hævder, at reparationsarbejdet i Ukraine allerede er færdigt, og anklager Ukraine for “afpresning” overfor især den ungarske modstand mod Ukraines EU-optagelse. Ungarn og Slovakiet har også været modstander af militær bistand til Ukraine, men har argumenteret for diplomati og humanitær bistand.
Fico truer desuden med at trække sig fra en aftale om nødleverancer af elektricitet til Ukraine, medmindre nabolandet genåbner olieledningen fra Rusland.
Slovakiet frigiver 250.000 tons olie fra landets nødreserve, meddelte premierministeren onsdag. Dette er ment som en overgangsforanstaltning. Samtidig søger de berørte stater alternative ruter. Ifølge Reuters har Tjekkiet tilbudt Slovakiet begrænsede mængder via en omvendt strøm af Druzhba-rørledningen, men kun i mindre skala. Bratislava og Budapest presser også på for at få mere olie via kroatisk infrastruktur.
Den socialistiske regering i Spanien under ledelse af generalsekretæren for det spanske socialistparti (PSOE), Pedro Sánchez Pérez-Castejón, har besluttet at legalisere omkring 500.000 hidtil illegale og papirløse migranter.
Kritikere på højrefløjen og inden for konservative partier beskriver den spanske premierminister Pedro Sánchez’ beslutning som hensynsløs, et signal til verden om, at illegal indrejse i Europa i sidste ende vil blive belønnet med papirer.
Tilhængere argumenterer for det modsatte og fremhæver, at det at bringe folk ud af skyggerne ikke er naiv idealisme, men et pragmatisk politisk valg, der sigter mod at genoprette den juridiske og økonomiske orden.
Den formelle beslutning, der blev annonceret den 27. januar, giver ansøgere, der imødekommer visse krav, en 1-årig opholdstilladelse, der eventuelt kan forlænges. Ansøgere skal bevise kontinuerligt fast ophold, dokumentere beskæftigelse eller integration og bestå et baggrundstjek, der bekræfter, at de har en ren straffeattest.
Hvis de overholder loven og opfylder kravene, kan deres status forlænges, men det fører ikke pr. automatik til statsborgerskab, og det er giver heller ikke ubetinget fri bevægelighed indenfor EU.
Modstandere advarer om, at Spanien skiller sig ud i Den Europæiske Union, og tilliden mellem medlemslandene og indenfor Schengen-systemet lider skade.
Bekymring i andre EU-lande
Hvis en halv million mennesker modtager dokumenter, hvad forhindrer dem så i at rejse til Sverige eller Tyskland den næste dag, spurgte det svenske medlem af Europa-Parlamentet, Tomas Tobé , under en debat i Strasbourg den 11. februar.
Kritikerne at det spanske tiltag vil tilskynde andre til illegal indvandring i håb om fremtidige amnestier.
Under debatten i Europa-Parlamentet, svarede den spanske socialist Juan Fernando López Aguilar, at de, der modtager dokumenter, vil have bopæl og beskæftigelse i Spanien, hvilket binder dem til landet, og at alle ansøgere skal gennemgå baggrundstjek. Desuden, bemærkede han, at over 90 procent, af de migranter, der kan drage fordel af beslutningen, er fra Latinamerika – dvs. spansktalende med kulturelle og sproglige bånd til Spanien.
Italien
Italien, som står over for lignende demografiske pres fra illegal indvandring, annoncerede i juni 2025, at landet vil udstede næsten 500.000 arbejdstilladelser til ikke-EU-borgere i perioden 2026-2028.
Forskellen til Spaniens beslutning er, at Spanien legaliserer dem, der allerede er til stede i landet, mens Italiens arbejdstilladelser foreholdes ny arbejdskraft.
Politisk stemmefiskeri?
Spaniens højre-partier og politiske kommentatorer anklager Pedro Sánchez for med forslaget at ville sikre fremtidige vælgere til socialistpartiet.
En etårig fornyelig opholdstilladelse betyder dog ikke umiddelbar stemmeret. Derfor er det ikke muligt at få stemmer fra disse migranter til valget i 2027.
Kontrolleret indvandring?
Den spanske beslutning rejser det mere fundamentale spørgsmål, om Europa foretrækker kontrolleret indvandring eller tolereret illegale tilstande?
Hvis illegale migranter forbliver i skyggerne, fortsætter de med at arbejde, men uden kontrakter, beskyttelse eller fulde skattebidrag. Udvisninger i stor skala er politisk og logistisk urealistiske, især når mange oprindelseslande modsætter sig tilbagevenden.
Regulering som i Spanien er derfor måske den pragmatiske løsning.
Spaniens beslutning kan bidrage til klar stillingtagen. Er det bedre at lade som om, at en halv million arbejdere ikke eksisterer, eller at regulere den virkelighed, der allerede er på plads?
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 