Allerede under valgkampen og i projektet Project 2025 annoncerede Donald Trump en kampagne mod woke DEI-aktiviter (DEI Diversity, Equity & Inclusion, der på dansk ofte hedder mangfoldighed, retfærdighed og inklusion).

Trump ville målrettet gå efter “woke culture warriors” inklusive dem på de store universiteter, og han var villig til at bruge alle instrumenter som de føderale myndigheder havde til rådighed for at bekæmpe ”uvæsenet”.

Kan Trump udrydde woke, DEI-aktiviteter og splittende ideologi i den amerikanske regering og institutioner?

Præsident Trump underskrev den 27. marts 2025 en bekendtgørelse, RESTORING TRUTH AND SANITY TO AMERICAN HISTORY, der pålægger hans administration at “restaurere føderale steder dedikeret til historien, herunder parker og museer, til højtidelige og opløftende offentlige monumenter, der minder amerikanerne om vores ekstraordinære arv, vedvarende fremskridt mod at blive en mere perfekt union og en enestående indsats for frihed, velstand og menneskelig trivsel.”

Artikel på Det Hvide Hus’ hjemmeside

I en artikel på Det Hvide Hus’ hjemmeside med overskriften “Præsident Trump har ret med hensyn til Smithsonian” torsdag den 21. august 2025, opremses en række formodede forseelser fra museer i hovedstaden. De påstående forseelser går lige fra at hejse Pride-regnbueflaget sammen med Stars and Stripes til at vise en animation af Dr. Anthony Fauci.

Artiklen følger op på præsident Donald Trumps udsagn på Truth Social i denne uge om, at Smithsonian Institutionen er “UDE AF KONTROL”, fordi museet fokuserede på at vise, “hvor slemt slaveriet var” i stedet at beskrive de fremskridt, der er gjort siden.

Præsidenten sagde, at han ønskede, at museer ville fokusere på “fremtiden” og hævdede, at han var fast besluttet på at udrydde, hvad han kaldte “det sidste tilbageværende segment af ‘WOKE’.”

Han skrev: “Jeg har instrueret mine medarbejdere om at gennemgå museerne og starte nøjagtig den samme proces, som er fulgt i forhold til universiteter, hvor der er sket enorme fremskridt.”

Smithsonian Institute i skudlinjen

Præsidenten ser ud til at følge sin trussel til dørs. Artiklen Det Hvide Hus’ hjemmeside opregner syv museer, der alle drives af Smithsonian, med udstillinger eller praksisser, der krænker Trump-lejrens sensitivitet overfor woke DEI-aktivisme.

DEI (Diversity, Equity, Inclusion) henviser til en tilgang til arbejdsmiljøer og samfund, der vægter værdierne om mangfoldighed, lighed og inklusion som grundlæggende principper.

De fleste af eksemplerne fra Hvide Hus-artiklen berører spørgsmål om race, køn, slaveri og immigration. De omfatter National Museum of African American History and Culture, der dækker hvide privilegier, National Portrait Gallery, der planlægger at vise et maleri af en transkønnet Frihedsgudinde, og en udstilling på American History Museum, hvor migranter ser fyrværkeri på uafhængighedsdagen “gennem en åbning i grænsemuren mellem USA og Mexico.”

Amy Sherald, der malede kunstværket “Trans Forming Liberty”, fik at vide, at det kunne provokere Trump og hun blev “informeret om, at der var blevet rejst interne bekymringer” på Portrait Gallery. National Portrasit Gallery besluttede herefter ikke at vise kunstværket.

Trumps folk havde også et problem med en tegning af Fauci, landets mest fremtrædende specialist i infektionssygdomme, bestilt af National Portrait Gallery. Fauci og Trump stødte jævnligt sammen under COVID-19-pandemien, hvor præsidenten kaldte Fauci en “katastrofe”.

Det Hvide Hus var også vred over en hel serie, museet havde bestilt om “amerikansk portrætkunst og institutionel historie … gennem linsen af historisk eksklusion”.

National Museum of the American Latino blev ligeledes kritiseret for at fremhæve “latinoer og latinoer med handicap”. De brød sig heller ikke om beskeder fra National Museum of the American Latino, der antydede, at det, der forener latinamerikanere og latinoer, er “Black Lives Matter-bevægelsen.”

En udstilling på American History Museum, der undersøger “myten” om, at de englændere, der ankom til Amerika med Mayflower i 1620, var kolonister snarere end pilgrimme, faldt ligeledes Det Hvide Hus for brystet.

Udtalelser fra Det Hvide Hus

Trump-talsmand Davis Ingle sagde til The Washington Post: “Som præsident Trump lovede, er Trump-administrationen forpligtet til at udrydde woke og splittende ideologi i vores regering og institutioner.”

Davis fortsatte: “Skatteydernes penge bør ikke bruges til ting, der sætter amerikanere op mod hinanden. Vores Smithsonian bør udstille historien på en nøjagtig, ærlig og faktuel måde.”

Trumps særlige assistent med ansvar for at revidere Smithsonian, Lindsey Halligan, sagde til Fox News, at museer skal se på fremtiden, ikke fortiden.

“Vores uddannelsessystem generelt er blevet indoktrineret med politisk ideologi,” sagde Halligan

“Smithsonian er blevet mere en platform, hvor kuratorerne kan præsentere ideologiske fortællinger. Vi vil gerne bidrage til at institutionen repræsenterer vores nation ordentligt og sandfærdigt.”

Hun tilføjede, at mens hun følte, at slaveri var “forfærdeligt”, men Smithsonian-museerne lagde for megen vægt på den del af historien.

“Jeg synes, der burde være mere overvægt på, hvor langt vi er kommet siden slaveriet,” sagde Halligan.

Ny rapport fra Det Hvide Hus

En ny rapport fra Det Hvide Hus’ Domestic Policy Council betegner ledere ved Smithsonian Institution som “ekstreme” aktivister, der forsøger at påtvinge deres egen ideologi på, hvordan amerikansk historie præsenteres.

Den 162 sider lange rapport, der blev offentliggjort den 4. juli, hævder, at Smithsonian’s National Museum of American History (NMAH) “fejler i den grundlæggende opgave at belyse” amerikansk kulturarv i sine udstillinger.

“Vores centrale konklusion er ikke, at museet blot har tilføjet oversete historier, rettet opfattede fejl eller udvidet sit historiske omfang,” står det i rapporten. “Snarere er det, at museets ledelse eksplicit har vedtaget en ideologisk ramme, der ikke længere behandler den amerikanske historie som en fælles national arv, der skal læres eller fejres, men som et politisk redskab til at splitte, modløse og modløse vores borgere.”

Men Det Hvide Hus’ rapport hævder, at museets mission skiftede fra “historie til aktivisme,” og citerer NMAH-direktør Anthea Hartig for at sige, at hun ser historie som et “primært redskab til social retfærdighed.”

Rapporten hævder, at NMAH undlader at informere ordentligt om nationens grundlæggende fædre, har “problematiseret” 250-året for landets grundlæggelse og taler for udokumenterede migranter og transkønnede amerikanere samt andre minoritetsgrupper.

“Som denne rapport viser, bekræftet af museets ledelse, har denne ideologiske overtagelse flyttet museets mission væk fra ren historisk uddannelse og forskning til en ekstrem politisk aktivisme, der søger at forvandle vores land,” tilføjer rapporten.

Den tidligere næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger melder sig ud af Socialdemokratiet efter 36 års medlemskab.

Hun har konstateret, at partiet har “fjernet sig eksponentielt fra, hvor jeg står” i de senere år, siger hun i et interview med DR.

Tine Aurvig-Huggenbergers karriere i fagbevægelsen startede med et job som pædagogmedhjælper på Frederiksberg. Hun blev tillidsrepræsentant og fik flere poster i LO – i dag FH.

Hun vandt et kampvalg på LO’s kongres om at blive næstformand.

I 2007 stillede hun op som formand, men tabte til Harald Børsting med 17 stemmer og forlod LO.

Hendes frivillige fratræden førte til en strid om en pensionsordning, som forbundet nægtede hende, fordi hun selv gik af i utide.

Tine Aurvig-Huggenberger stævnede sin tidligere arbejdsgiver for op mod otte millioner kroner, som hun mente, hun var berettiget til at få, når hun som 62-årig kunne gå på pension i 2025.

Hun fik medhold i byretten, men landsretten gav LO medhold.

Tine Aurvig-Huggenberger

Tine Aurvig-Huggenberger (tidligere Tine Aurvig-Brøndum født Aurvig Jørgensen 17. april 1963 i Helsingør) arbejdede oprindeligt som pædagogmedhjælper, men gjorde fra midten af 1980’erne karriere i Pædagogmedhjælperforbundet som tillidsrepræsentant og afdelingsformand.

Medlem af DKP

Mens hun, da hun i 1986 blev formand for Pædagogisk Medhjælper Forbunds afdeling på Frederiksberg var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, var hun fra 1991 medlem af Socialdemokratiet. I sin tid som DKP-medlem nåede hun at være på partiskole i Warnemünde i det daværende DDR.

I 1992 valgtes hun som formand for LO-Storkøbenhavn og i 1995 som sekretær i LO. Ved LO’s kongres i 1996 vandt hun over Ib Wistisen som næstformand.

Ved LO’s kongres i 2007 stillede hun op som kandidat til formandsposten, men tabte til LO-sekretær Harald Børsting. Umiddelbart efter meddelte Aurvig-Huggenberger, at hun som 44-årig trak sig fra LO-arbejdet.

Public Affairs rådgiver

Fra december 2008 var hun public affairs-rådgiver i kommunikationsbureauet PrimeTime. I 2010 blev hun chef for public affairs samme sted, og i 2012 blev hun partner. I 2010 blev Aurvig-Huggenberger færdig med sin MPA (Master of Public Administration) fra Copenhagen Business School. Fra 2012-2021 var hun direktør for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation, og i 2019 blev Tine Aurvig-Huggenberger valgt som formand for den europæiske reklamebranche i paraplyorganisation EACA – European Association of Communications Agencies i Bruxelles.

Er Tine Aurvig-Huggenberg en grådig pamper?

Da Tine Aurvig-Huggenberger efter at have tabt formandsvalget i 2007 forlod LO blev hun betegnet som grådig.

Årsagen var det efterfølgende årelange retslige slagsmål om pensionsmidler for op mod 8 millioner kroner mellem LO og Huggenberger. Tine Aurvig-Huggenberger vandt retssagen i byretten, men tabte sagen i Landsretten og blev nægtet muligheden for at føre sagen op til Højesteret.

Dengang mente 56 procent af danskerne, at Huggenberger var grådig, mens 54 procent var enig eller overvejende enig i, at den samlede fagbevægelse fremstod som griske som følge af retssagen.

Topfolk i fagbevægelsen anså sagen for skadelig og ødelæggende for bestræbelserne på at ændre bevægelsens image fra at være en organisation, der tænkte mere på at sikre fagbossernes egne løn og arbejdsforhold end på at sikre medlemmernes.

Tilsagnspensioner i fagbevægelsen

Kernen i sagen om Huggenbergers sag drejede sig om de såkaldte tilsagnspensioner, som LO-bosserne har forgyldt hinanden med siden 1970erne og frem til fornyelsen i 2003, hvor de blev afskaffet. Pensionen udgør to tredjedele af den løn, som Huggenberger opretholdt, da hun forlod næstformandsposten efter at have tabt kampen om formandsposten til nuværende LO-formand Harald Børsting i 2007.

I pensionsregulativerne står der, at pensionen betales ved ”afgang” og ikke ”afgang ved pension”. Derfor gjorde Huggenberger krav på (dengang 5,7 millioner kroner) op mod 8 millioner kroner, der skulle udbetales i 2025 når hun fyldte 62 år og resten af livet, uanset at hun til den tid ikke ville have været en del af fagbevægelsen i 18 år. LO mente omvendt, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke havde ret til pensionen, fordi hun gik af før tid.

Økonomisk Ugebrev har spurgt den uafhængige energiekspert, temaspecialist Morten Springborg fra C Worldwide, hvordan han vurderer fremtiden for grøn hydrogen.

Morten Springborg konkluderer, at grøn hydrogen og PtX ikke vil blive lønsomme uden statsstøtte, fordi kapitalbindingen, lave udnyttelsesgrader og energitab gør produktionen for dyr i forhold til fossile alternativer.

Kernen i problemet er ifølge Springborg, at mens fossile energikilder leverer store, stabile energistrømme fra kompakte anlæg med høj udnyttelsesgrad, har vedvarende energi lav effekttæthed og lav kapacitetsudnyttelse. En solpark i Nordeuropa leverer således typisk kun 10–12 pct. af sin kapacitet om året, og landvind 25–35 pct. PtX-forstærker problemet, fordi værdikæden stiger i kapitalintensitet.

Springborg mener, at selv om elektrolyseanlæg måtte blive billigere og overskudsstrøm kan være næsten gratis, er det ikke nok til at gøre PtX lønsomt. Kapitalomkostningerne og energitabene dominerer slutprisen, og uden offentligt kapitaltilsagn eller subsidier vil grøn hydrogen ikke kunne konkurrere med fossile løsninger.

Den Korte Avis har tidligere udførligt beskrevet det problematiske i satsningen på PtX, hydrolyse og grønne brændstoffer, og hvordan den hovedløse grønne omstilling forudsætter massiv statsstøtte.

Olie og gas er vigtig for den danske økonomi

Danmark har indvundet olie og gas fra den danske del af Nordsøen siden 1972. Produktionen af olie og gas bidrager fortsat væsentligt til statskassen og har været vigtig for udviklingen af den danske økonomi og opbygningen af velfærdssamfundet via skatteindtægter, eksport og overskuddet fra olie- og gassektoren.

Danmark har været nettoeksportør af olie og naturgas fra 1997 til 2018. Danmark er nu nettoimportør af olie, og prognoser viser, at Danmark kan fortsætte som nettoeksportør af gas indtil midten af 2030’erne.

Med Nordsøaftalen fra 2020 besluttede et flertal i Folketinget, at al dansk udvinding af olie og gas skal stoppe endeligt senest i år 2050. Det betyder, at der ikke længere gives nye tilladelser til at lede efter olie og gas i Nordsøen.

Markedsaktører har spurgt, om licenser i den danske del af Nordsøen kan forlænges indtil 2050, og den tidligere regering var inden valget indstillet på en forlængelse af en eller flere licenser med henblik på at bidrage til Europas energiforsyning, -sikkerhed og uafhængighed.

Regeringens politik

Der er desværre ingen udsigter til, at nøgterne analyser vil påvirke den nuværende regerings miljø, klima og energipolitik. Det Radikale Venstre, SF og fanatikerne i Enhedslisten og Alternativet har ingen betænkeligheder ved at fremture med den grønne omstilling og forsøgene på at gøre en ende på den billige fossile energi, som de fleste danskeres velstand afhænger af.

Med en stadig større del af strømproduktionen baseret på vedvarende energi (VE) – vindmøller og solfangere – vil forsyningssituationen afhænge bl.a. af vejret, herunder temperatur, nedbør, og om der vil være lange perioder med vindstille og skyet.

Forsyningssituationen kan desuden påvirkes af kapaciteten i elnettet og uforudsete hændelser, herunder nedbrud eller længerevarende vedligehold af el-producerende anlæg ligesom mulighederne for at importere strøm fra udlandet kan ændre sig.

Elnettet

I øjeblikket kan skandalen i Energinet følges på daglig basis. Energinet, den statsejede monopol- og milliardforretning med 2.500 ansatte, der har ansvaret for at drive og udbygge Danmarks elnet, har tydeligvis ikke været i stand til at håndtere opgaven med ledelse, den politisk prioritering, sikring af rimelige erhvervsvilkår og dermed mulighederne fir fremtidens vækst. Energinets formand, den 80-årige Mogens Lykketoft og den adm. direktør Thomas Egebo skylder os stadig en forklaring på årsagerne til den gigantiske skandale.

For der har ikke bare været klumper i strømmen. Nu risikerer elnettet at løbe tør for kapacitet. Lidl må udsætte elektrificeringen af vognparken, elbusser risikerer at skulle holde stille, og virksomheder må bremse udbygningsplaner, for uden strøm, ingen fabrik. Hundredvis af projekter er sat i kø, og flere steder taler man om ventetider på 5-10 år.

Forsyningssikkerheden truet!

I henhold til Elforsyningsloven, Lov om naturgasforsyning og Beredskabsloven er det klart regeringens ansvar at opretholde energiforsyningssikkerheden i Danmark og sikre forbrugernes adgang til billig elektricitet og billig naturgas.

Skiftende regeringer har på det groveste negligeret forpligtelsen til at sikre energiforsyningssikkerheden. Nu er vi så langt ude, at forsyningssikkerheden efter Energistyrelsens opfattelse er truet på sigt.

Energistyrelsen har tidligere råbt vagt i gevær, men nu fremgår det krystalklart af Energistyrelsens Analyseforudsætninger til Energinet 2025 (AF25) fra november 2025.

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark. Energinet har ansvaret sikre lige markedsadgang til nettene og for at indpasse mere vedvarende energi uden at forsyningssikkerheden kompromitteres. Dette ansvar har formand Mogens Lykketoft og direktør Thomas Egebo imidlertid set stort på.

Enorm stigning i strømforbruget

Ifølge Energistyrelsen vil det samlede forbrug af el i Danmark stige markant frem mod 2 050. Fra 40 TWh i 2024, til omkring 230 TWh i 2050!

Den største nye efterspørgsel kommer fra Power-to-X (elektrolyse), datacentre, transport og elektrificering af opvarmning.

Stigningen i elforbruget til individuelle varmepumper i husholdninger og erhverv samt til store varmepumper og elkedler i fjernvarmesektoren afspejler den stigende elektrificering af både den individuelle og kollektive varmeforsyning.

Baggrunden for problemet

Angående el-produktionen implicerer Energistyrelsens 2025-scenarie, at Danmark i 2026 producerer cirka 60 TWh el, domineret af vindkraft.

Energistyrelsen forventer (på et særdeles usikkert grundlag!) imidlertid, at Danmark i 2050 vil producere meget store mængder el (≈ 279 TWh). Havvind vil være helt dominerende (ca. 40+ GW installeret kapacitet) mens solceller + landvind vil give størstedelen af resten. Den termiske produktion (biomasse, affald m.m.) vil bidrage med en meget lille andel, mens vedvarende energi samlet vil bidrage med ca. 99 pct. af elproduktionen i 2050.

Udsigt til strømmangel

Udbygningen af den vedvarende energi vil under alle omstændigheder tage tid, og i mellemtiden kan der meget vel opstå strømmangel.

Danmark har lukket kraftværker på stribe i den grønne omstillings navn for at erstatte energikilderne med sol og vind. Ifølge Energistyrelsen er problemet, at de konventionelle kraftværker er skrottet uden at have erstatningen i form af vedvarende energi på plads i tilstrækkeligt omfang.

Brown-Outs

Der er således risiko for, at danskerne i 2034 kommer til at mangle el i stikkontakterne i de perioder, hvor der hverken er sol eller vind. Manglen vil være så udtalt, at danskerne i gennemsnit vil stå uden el i adskillige minutter om året. Perioder, hvor lyset slukker, computere går i sort og alt uden backup-systemer går i stå.

Hvor mange minutter, det årligt drejer sig om – kaldet afbudsminutter – afhænger af, hvordan forsyningssikkerheden udvikler sig andre steder i Europa. For da vores nabolande også kommer til at mangle el i de perioder, hvor der ikke er sol og vind, vil Danmark til den tid ikke længere være i stand til at fylde alle sine huller op ved, som nu, at importere den fra Tyskland, Norge, Holland, Sverige og Storbritannien.

Det bemærkes, at myndighedernes forventninger til strømafbrydelsernes varighed, er gennemsnitsberegninger. Selvom årsgennemsnittet for alle elforbrugere måske kun 30 – 40 minutter, kan delområder opleve strømafbrydelser i langt længere tidsrum!

Energinet bekymret

Energinet, der har sine egne problemer med at sikre tilstrækkelig kapacitet i elnettet, er bekymret for el-forsyningen.

Stine Grenaa Jensen, der er vicedirektør ved Energinet, bekræfter ifølge fagbladet Ingeniøren, at selskabet forsøger at gøre opmærksom på, at Danmark har et reelt forsyningssikkerhedsproblem.

”Vi ser en generel europæisk udfordring med at sikre, at der er nok energi til rådighed, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Her vil vi gøre politikerne opmærksomme på, at det udgør en risiko for det system, vi ser ind i,” siger Stine Grenaa Jensen.

Er det kritisk, hvis ikke myndighederne gør noget? 

”Det er ikke meget kritisk nu og her, med mindre, at der sker noget, som drastisk stresser systemet. Min vurdering er, at vi har et par år til at prøve at løse problemet ved at arbejde med de eksisterende redskaber i vores værktøjskasse. Ellers må vi opfinde nogle nye,” siger Stine Grenaa Jensen, der slår fast, at løsningen senest skal være klar i 2030.

Mulige løsninger?

Som et led i den grønne omstilling har Danmark nemlig lukket flere fossildrevne kraftværker, herunder værker i Nordjylland og på Fyn. Frem mod 2030 planlægges yderligere lukninger, som f.eks. Nordjyllandsværket. Til den tid vil kraftværkskapaciteten være nede på 3 Gigawatt mod et faktisk behov på 5 Gigawatt.

Samtidig er der opstået usikkerhed om Danmark stadig kan regne med at kunne dække et strømunderskud gennem import af el fra især Norge og Sverige.

Det skaber udfordringer for forsyningssikkerheden.

En mulighed være at opretholde en vis fossil kraftværkskapacitet, der kunne indsættes når VE ikke producerer den nødvendige energi, og importmulighederne er begrænsede.

Det kunne også være en mulighed i højere grad at basere strømproduktion på batterier og andre former for oplagret energi, herunder PtX-brændstoffer og brint.

Ved yderligere behov kunne en økonomisk overkommelig løsning være strømproduktion i gasturbiner baseret på oplagret biogas.

Macky Sall, den tidligere præsident for Senegal og en ledende kandidat til at blive FN’s næste generalsekretær, har i avisinterviews fortalt, at han støtter præsident Donald Trumps bestræbelser på at reformere FN. Sall ønsker, som Trump og hans team siger, at ”Make the UN Great Again”.

“Min første besked til præsident Trump er at lykønske ham med hans indsats for fred,” har Sall sagt. “Han er en fredsmager, selvom der i dag er problemer med Iran, men det, han Trump har gjort, er enormt vigtigt for at skabe fred rundt om i verden, og han er nødt til at fortsætte denne proces for at være og forblive en fredsmager. Min anden besked er, at USA nødvendigvis skal være med FN, men FN bør også reformeres for at være effektivt. Sammen med andre medlemslande kan vi bygge et bedre FN, eller ”Make the UN Great Again”.

6 kandidater

Pr. juni 2026 er der seks kandidater til at efterfølge António Guterres som FN’s næste generalsekretær.

FN’s Sikkerhedsråd forventes senere på året at indstille én kandidat, hvorefter FN’s Generalforsamling formelt foretager udnævnelsen.

Macky Sall

På nuværende tidspunkt må Macky Sall, tidligere præsident for Senegal (2012–2024) anses for at være topkandidat. Macky Sall betragtes som en stærk kandidat, fordi han er den eneste tidligere afrikanske statsleder i feltet. Mange diplomater mener, at det nu er Afrikas tur til at besætte posten som FN’s generalsekretær.

Rafael Grossi

Rafael Grossi fra Argentina og nuværende generaldirektør for Det Internationale Atomenergiagentur er ligeledes en mulig ny generalsekretær for FN. Rafael Grossi omtales ofte som en af favoritterne på grund af sin omfattende erfaring med multilateralt diplomati og sin synlige rolle som leder af IAEA.

Skal næste FN Generalsekretær være kvinde?

Rebeca Grynspan, tidligere vicepræsident i Costa Rica og nuværende generalsekretær for FN’s Konference om Handel og Udvikling, UNCTAD vil som kvinde utvivlsomt have tilhængere. Mange medlemslande og interesseorganisationer arbejder aktivt for, at den næste generalsekretær bliver en kvinde.

Andre kvindelige kandidater er Michelle Bachelet, tidligere præsident i Chile og tidligere FN’s højkommissær for menneskerettigheder, María Fernanda Espinosa, tidligere formand for FN’s Generalforsamling og tidligere udenrigsminister i Ecuador og Carolyn Rodrigues-Birkett, Guyanas FN-ambassadør og tidligere udenrigsminister.

Udvælgelsen

Selv om udvælgelsesprocessen i dag er mere åben end tidligere, foregår den afgørende beslutning fortsat bag lukkede døre i FN’s Sikkerhedsråd. Her kan hvert af de fem permanente medlemmer – USA, Kina, Rusland, Storbritannien og Frankrig – nedlægge veto mod en kandidat. Derfor er evnen til at opnå opbakning fra stormagterne ofte lige så vigtig som kandidatens faglige kvalifikationer og internationale erfaring.

Abelardo de la Espriella, en 47-årig advokat, der aldrig tidligere har haft et offentligt embede, vandt søndag den 21. juni 2026 snævert Colombias præsidentvalg over hans rival, den venstreorienterede senator Ivan Cepeda.

De la Espriella med kælenavnet ”Tigeren”, der har modtaget Donald Trumps ”fuldstændige og totale opbakning”, garanterer Colombias højrefløjs tilbagevenden til magten, og lover, at der vil blive ført uforsonlig krig mod narkosmuglende guerillagrupper.

Abelardo de la Espriella og hans vicepræsidentkandidat José Manual Restrepo stillede op som præsidentkandidat for den konservative Defensores de la Patria-bevægelse (Forsvarerne af Fædrelandet).

Hidtidig socialistisk regering

De la Espriellas valgsejr betyder, at han vil efterfølge den hidtidige venstreorienterede præsident Gustavo Petro, når hans embedsperiode udløber i august.

Regimeskiftet vil sandsynligvis forbedre relationerne til Washington – som har givet den sydamerikanske nation milliarder af dollars i militærhjælp.

Abelardo de la Espriellas pludselige fremkomst skal ses som et resultat af Colombias første socialistiske regerings radikale politik de seneste fire år.

Mange colombianere har været forfærdede over Gustavo Petro og den socialistiske regerings uforsonlige linje over for erhvervslivet, brugen af offentlige midler på folkelige mobiliseringer til støtte for sig selv, socialpolitik finansieret med budgetunderskud og de fejlslagne fredsforhandlinger, som blot har styrket narkokarteller og væbnede grupper.

Narkokarteller og væbnede grupper

Realiteten er, at de kriminelle bander i dag kontrollerer et større territorium af landet, end da Gustavo Petro kom til magten.

Espriella beskriver sig selv som en politisk outsider og har opbygget sin kampagne på løfter om en kompromisløs indsats mod narkokarteller og væbnede grupper.

Under valgkampen har han foreslået bombning af narkobander, opførelsen af ti megafængsler og en markant styrkelse af militærets beføjelser.

Flere kommentatorer har sammenlignet ham med El Salvadors præsident Nayib Bukele, hvis hårde kurs mod kriminalitet har inspireret dele af den latinamerikanske højrefløj, skriver BBC.

Enhedslistens engagement i Colombia

Præsident Gustavo Petro og den venstreorienterede regeringskoalition Den Historiske Pagt indgik i 2016 en fredsaftale med terrorgruppen Marxist Revolutionary Armed Forces of Colombia, FARC.

Regeringens støtteparti, Enhedslisten, er søsterparti til Den Historiske ​​Pagt​​, og siden 2017 har Enhedslisten været engageret i Colombia gennem det skatteyder-finansierede Dansk Institut for Partier og Demokrati, DIPD.

Enhedslisten sendte i forbindelse med parlamentsvalget i marts 2026 en delegation bestående af otte medlemmer afsted som valgobservatører, som en del af deres internationale engagement for demokratiet i Colombia. Her overværede de valghandlingen i flere forskellige regioner, byer og valgsteder.

Fredagens britiske valg om parlamentssædet i Makersfield i det nordvestlige England sætter scenen for et opgør om ledelsen i Labour.

Manchesters borgmester Andy Burnham vandt med længder sædet i Makerfield over Rob Kenyon fra anti-immigrationspartiet Reform UK.

Valgresultatet cementerer den 56-årig politiker med kælenavnet ”Nordens konge” som den førende kandidat til at erstatte den upopulære Keir Starmer som leder af Labour og landet. Andy Burnham vandt næsten 55 pct. af de 45.510 stemmer, der blev afgivet til et felt på mere end et dusin kandidater – over 9.000 flere end Kenyon på andenpladsen.

Selvom Keir Starmer endnu ikke officielt er udfordret, kan Andy Burnhams sejr ved suppleringsvalget i Makersfield være indledningen til en proces, der vil give Storbritannien sin sjette premierminister på syv år.

Keir Starmer erklærede, at han ikke vil gå af, og sagde: “Jeg mener ikke, det er godt for landet at kaste det ud i kaos.”

Det populære Cinque Terre-område i den østligste del af den italienske region Ligurien stiller nu krav til besøgendes fodtøj. Klipklappere eller sandaler på områdets vandrestier takseres til bøder på op til 2.500 euro.

Formålet med kravet til ordentligt fodtøj er at forhindre ulykker på stejle, glatte stier og reducere belastningen på lokale bjergredningsteams. På visse stier er der også indført ensretning for at håndtere trængsel i højsæsonen. Strækningen Monterosso-Vernazza er således en af stierne, der er ensrettet fra kl. 9 til 14 lokal tid på travle dage i april, maj og juni.

Plakater vil advare turister om skokravene og bøderne. Turister opfordrer også til at holde sig til stier, der passer til deres niveau, og medbringe solcreme, en hat, vandrestøvler, mad og andre nødvendigheder.

For at få adgang til Cinque Terre Nationalpark i højsæsonen kan besøgende forudkøbe Cinque Terre Trekking-billetter for 10 – 12 euro.

Yderligere information om Cinque Terre og reglerne kan findes på den officielle hjemmeside.

Kritikken af svingdøren mellem SF og Danmarks Naturfredningsforening er med den seneste tids jobskifter blusset op.

Danmarks Naturfredningsforening oplyser i jobopslag, at foreningen arbejder ”både bag linjerne i det politiske maskinrum, med alliancer og via en dagsordensættende tilgang, hvor det handler om at skabe en brændende platform og et folkeligt pres for forandringer”.

Foreningen arbejder således for at omlægge landbrugsjord til natur, med at forbinde naturområder og frede naturperler, for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040, for rent grundvand og for et Danmark uden sprøjtegift.

Astroturfing

Hvordan man i praksis skaber en ”brændende platform” og opbygger et folkeligt pres for forandringer, kan Naturfredningsforeningen høre nærmere om hos tidligere udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks særlige rådgiver Jens Christiansen, og Peter August Goll – administrerende direktør i kommunikationsvirksomheden Substantia – de ukårede mestre i astroturfing.

Jens Christiansen havde en fremtrædende og central rolle, da han som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice var med til at eksekvere en af Peter Goll orkestreret nederdrægtig kampagne til fordel for Falcks økonomiske interesser.

Fundamentalistisk naturparti

Selvom Danmarks Naturfredningsforening med over 138.000 medlemmer er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen var indtil for nylig ledet af en repræsentant for Enhedslisten, der siden sprang ud som SF-minister, og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Udskiftningsbænk for SF

Det vakte opsigt, da Maria Reumert Gjerding blev udnævnt til Danmarks miljøminister. Selvom Gjerding tidligere har siddet i Folketinget for Enhedslisten repræsenterer hun nu Socialistisk Folkeparti. Før hun blev udnævnt til minister, var hun kendt som præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Thomas Nystrøm, som SF’s formand, økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr, i første omgang ansatte som særlig rådgiver, har – på trods af at han for 6 år siden blev fyret fra SF som følge af sager om seksuelle krænkelser – arbejdet som ekstern konsulent for SF – selv om han havde fast arbejde hos Danmarks Naturfredningsforening som public affairs-chef.

Overlappene mellem SF og Danmarks Naturfredningsforening stopper dog ikke der.

I Danmarks Naturfredningsforenings repræsentantskab sidder der nemlig – udover repræsentanter fra lokalforeningerne – 3 SF’ere blandt de i alt 15 såkaldt personlige medlemmer, som er valgt, fordi de kan tilføre foreningen ”kompetencer, inspiration og indflydelse”.

De tre SF’er er Rasmus Nordqvist, der sidder i Europa-Parlamentet for partiet, John Nordbo, der stillede op til kommunalvalget i Halsnæs Kommune for SF i 2025 og Margrete Auken, der var mangeårigt medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet.

Men det er særligt problematisk for et parti som SF, at man lader Danmarks Naturfredningsforening tjene som indskiftningsbænk og rugekasse for partiet.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, har selv tidligere slået et slag for strengere regler for jobskifte mellem politik og det private. Hun foreslog i 2022 en ”afkølingsperiode” på 12 måneder, hvor ministre ogtopembedsmænd ikke kan skifte til et job i det private, der er beslægtet med det område, vedkommende er beskæftiget med.

Voksende kritik af DN

Det er ubegribeligt, at Danmarks Naturfredningsforening med mere end 100 år på bagen, 138.000 medlemmer og særligt privilegeret adgang til at rejse fredningssager lader sig bruge partipolitisk på den måde. Og i sidste ende er det skadeligt for den sag, den hævder at kæmpe.

Danmarks Naturfredningsforening bliver af borgerlige politikere og stemmer beskyldt for efterhånden at opføre sig mere som et parti end en organisation. Naturfredningsforeningen er ligefrem blevet et ”fundamentalistisk naturparti”, der udøver ”biologisk racisme”.

Historien

Foreningen kan til enhver tid få SF og andre på venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforenings første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Konservative hattedamer

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Ret til at rejse fredningssager

Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, der indså, at det kunne bidrage til at realisere målsætningen om flere fredninger.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes, men hvis Danmarks Naturfredningsforening først har fået skabt en ”brændende platform” og mobiliseret ”et folkeligt pres”, plejer fredningerne at gå igennem.

Fremtiden for Danmarks Naturfredningsforening

Der er næppe tvivl om, at den sidste tids virak om DN har skadet foreningens omdømme. Det må umiddelbart forventes, at presset på at få ophævet foreningens ret til at rejse fredningssager vil stige. Det må ligeledes antages, at borgerlige naturelskere fremover vil mindre tilbøjelige til at blive medlemmer i en forening, der i den grad udfordrer den partipolitiske neutralitet.

De seneste 12 år har Pia Olsen Dyhr arbejdet på at genrejse SF og atter gøre det til et regeringsparti. Men blækket fra regeringsgrundlaget var knap tørt, før partiformanden løb ind i sin første krise, da hun udnævnte Thomas Nystrøm til særlig rådgiver.

Thomas Nystrøm blev i starten af juni ansat som Olsen Dyhrs særlige rådgiver i Økonomiministeriet – seks år efter han forlod SF som følge af anklager om seksuelle krænkelser.

Fortsat SF-samarbejde med Nystrøm

Siden er det kommet frem, at Thomas Nystrøm, som SF’s formand, økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr, i første omgang ansatte som særlig rådgiver (med en udgift for skatteborgerne på 1.249.960,91 kroner om året og en månedsløn på 104.163,41 kroner!) har arbejdet som ekstern konsulent for SF – selv om han havde fast arbejde hos Danmarks Naturfredningsforening som public affairs-chef.

Direktør hos Danmarks Naturfredningsforening (DN), Lars Midtiby, har oplyst, at DN ikke havde viden om Nystrøms arbejde som ekstern konsulent for SF ved siden af ansættelsen i DN, og at Thomas Nystrøm ikke havde tilladelse fra DN til at arbejde for SF.

SF har også været påfaldende lukket omkring Nystrøm-sagen. Da Nystrøm blev afskediget af SF i efteråret 2020, oplyste SF alene, at Thomas Nystrøm var stoppet i SF “efter gensidig aftale”. Partiet oplyste dengang intet om, at han blev fyret på grund af anklager om krænkende seksuel adfærd over for flere kvinder i SF. Partiet erkendte først i sidste uge i forbindelse med omtale af protesterne mod ansættelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver, at Nystrøm tilbage i 2020 blev fyret på grund af en MeToo-sag. SF har ej heller fundet anledning til at oplyse, at partiet og Pia Olsen Dyhr trods den formelle fyring hele tiden har trukket på Nystrøms tjenester på konsulentbasis.

Pia Olsen Dyhr svækket

Pia Olsen Dyhr står foreløbigt tilbage som en formand, der har mistet respekt i sit eget bagland og troværdighed uden for partiet. Hun fremstår som en politiker, der markerer sig mod sexisme, når det giver symbolsk kapital, men bøjer principperne, når sagen rammer en betroet rådgiver, som hun selv er helt afhængig af.

Sagen er en veritabel bombe under Pia Olsen Dyhrs troværdighed.

Man siger, at den, der lever stille, lever godt. Det kan meget vel have været SF’s motto de seneste 12 år, hvor Pia Olsen Dyhr har været formand og genrejst partiet fra asken.

SVM-regeringen betød nemlig lette arbejdsbetingelser for Pia Olsen Dyhr og SF, og måske har SF’s styrke i de senere år ikke beroet på Pia Olsen Dyhrs politiske træfsikkerhed og sunde fornuft, der åbenbart er ikke-eksisterende uden bistanden fra Thomas Nystrøm?

Kan de flotte valgresultater ved de seneste tre valg især tilskrives en vælgertilvandring fra Socialdemokratiet?

Måske har partiet i virkeligheden mest været pumpet op af Socialdemokratiets svaghed. At sikre vandringen af vælgere fra Socialdemokratiet over mod SF var en overkommelig opgave. Pia Olsen Dyhr kunne nøjes med at stå og smile, sige noget grønt og noget godt om børnene.

Krisen omkring udnævnelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver tyder på, at Pia Olsen Dyhr på egen hånd mest af alt minder om et rådyr fanget i offentlighedens ubarmhjertige skarpe lys.

Kan Pia Olsen Dyhr overleve som formand for SF?

Første gang Pia Olsen Dyhr bliver tryktestet fejler hun. Det store spørgsmål er, om SF og Pia Olsen Dyhr overhovedet er klar til den øgede opmærksomhed, der følger med magten som regeringsparti.

I SF’s bagland er der opstået tvivl om Pia Olsen Dyhrs ufejlbarlighed. Man har ikke kunnet forstå genansættelsen af Thomas Nystrøm, der åbenlyst genåbnede et traume og signalerede at partiets holdning til sexisme blev nedprioriteret.

Dernæst har mange været chokeret over den famlende håndtering af sagen, og argumentet om at Thomas Nystrøm ”fortjente en ny chance” er åbenlyst vildledning, når vi nu ved at Nystrøm hele tiden har været til rådighed for Pia Olsen Dyhr. Endelig er det for mange helt uforståeligt, at Pia Olsen Dyhr ikke vil give Lotte Kofoed den krævede undskyldning.