Bogen “An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations” (i 2 bind) blev udgivet i London den 9. marts 1776 af to londonske forlæggere: William Strahan (trykker) og Thomas Cadell (forlægger og boghandler).
(I 1700-tallet var det almindeligt, at en trykker (printer) og en boghandler/forlægger (publisher) samarbejdede. Strahan stod for selve trykningen, mens Cadell stod for at udgive og sælge bogen.
Derfor står der på titelbladet i første udgave:“Printed for W. Strahan and T. Cadell, London, 1776.”)
Adam Smith
“An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations” blev skrevet af den skotske økonom Adam Smith (født: 1723 i Kirkcaldy, Skotland, død: 1790 i Edinburgh).
Smiths studerede ved University of Glasgow og senere Balliol College, Oxford. Han blev professor i moralfilosofi ved University of Glasgow.
Adam Smith var en del af den intellektuelle bevægelse Oplysningstiden, hvor man forsøgte at forklare samfundet gennem fornuft og videnskab.
Økonomisk hovedværk
“An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations” regnes i dag for et af de vigtigste værker i økonomiens historie, fordi den lagde grundlaget for moderne økonomisk teori og frihandel.
Bogen blev skrevet i en periode med store økonomiske og politiske forandringer i Europa.
I 1600- og 1700-tallet dominerede Merkantilisme, hvor staten kontrollerede handel og mente, at rigdom kom fra guld, sølv og handelsoverskud.
Adam Smith var en del af Oplysningstiden, hvor filosoffer og økonomer begyndte at analysere samfundet ud fra rationalitet og videnskabelige principper. Smith kritiserede Merkantilismen og mente, at fri handel skabte mere velstand.
Med begyndelsen på den industrielle revolution, der skabte nye produktionsmetoder og øget handel i Storbritannien opstod behovet for en bedre forståelse af økonomiske mekanismer.
Nogle af de vigtigste økonomiske ideer fra The Wealth of Nations er opfattelsen af arbejdsdeling og opfattelsen af, at specialisering gør produktionen mere effektiv.
Staten skulle have en begrænset rolle og skulle primært sørge for: forsvar, retssystem og offentlig infrastruktur.
”Den usynlige hånd”
Den “usynlige hånd” er et centralt begreb hos Adam Smith.
Begrebet beskriver, hvordan individers egeninteresse i et frit marked kan føre til fordele for hele samfundet, uden at nogen planlægger det centralt.
Ifølge Adam Smith vil mennesker normalt forsøge at forbedre deres egen økonomiske situation. Når mange mennesker gør dette på et marked med konkurrence, vil deres handlinger indirekte skabe en effektiv fordeling af ressourcer.
Smith skrev, at individet ofte bliver “ledt af en usynlig hånd” til at fremme samfundets interesse, selvom det ikke var hensigten.
Ifølge Adam Smith virker den usynlige hånd især når der er konkurrence mellem virksomheder, fri handel, privat ejendomsret og begrænset statslig indblanding.
Disse forhold gør, at virksomheder må tilpasse sig forbrugernes behov og efterspørgsel.
Begrebet ”Den usynlige hånd” bruges stadig i dag til at forklare, hvordan markedsøkonomier kan regulere sig selv gennem udbud og efterspørgsel.
Senere økonomer har påpeget, at den usynlige hånd ikke altid fungerer perfekt. Problemer kan opstå ved f.eks. monopoler, eksternaliteter som miljøproblemer m.v. og økonomisk ulighed.
Derfor spiller staten og offentlig regulering stadig en rolle i moderne økonomier.
Kapitalisme og Klassisk økonomi
Ideen om ”Den usynlige hånd”, frihandel og modstanden mod planøkonomi blev en vigtig del af teorien bag Kapitalisme og Klassisk økonomi. The Wealth of Nations opgør med statskontrolleret handel lagde grundlaget for moderne økonomisk teori om markeder, frihandel og arbejdsdeling.
Adam Smiths analyse idrog helt sikkert til at gøre økonomi til en selvstændig og systematisk akademisk disciplin, men gav samtidig anledning til langvarig politisk debat.
Hans ideer påvirkede senere økonomer som David Ricardo og Karl Marx, som både byggede videre på og kritiserede hans tanker.
Valget til Baden-Württembergs Landtag blev afholdt søndag den 8. marts 2026. Op til valget var delstatsregeringen dannet af en koalition af De Grønne og CDU, ledet af De Grønnes Winfried Kretschmann som ministerpræsident.
Mod slutningen af valgaftenen var De Grønne stadig det største parti med 30,3 % af stemmerne. CDU kom på andenpladsen med omkring 29,7 %, mens Alternative für Deutschland, AfD, vandt 18,8 %.
Det tyske socialdemokrati, SPD, klarede netop spærregrænsen på fem procent med omkring 5,5% af stemmerne, mens de liberale, FDP, for første gang ikke klarede spærregrænsen.
Valgkampen
Ligesom ved det forrige delstatsvalg i Brandenburg i 2024 blev valget et opgør mellem de 2 største partier, mens de fleste andre partier bortset fra AfD klarede sig dårligt.
De Grønnes meningsmålinger var lige til det sidste dårlige, men det endelige resultat lå tæt på det gode valgresultat fra 2021. Derfor er det sandsynligt, at Cem Özdemir vil efterfølge Winfried Kretschmann som den eneste grønne ministerpræsident i Tyskland (og dermed den første delstatspremierminister af tyrkisk afstamning i Tyskland).
CDU og AfD opnåede begge betydelige fremskridt, som ikke gav mere magt, selvom en CDU-AfD-koalition i teorien kunne få flertal og styre staten (såvel som Tyskland!). Det vil imidlertid ikke ske som følge af anti-AfD-firewall-politikken, som CDU hæger om.
Regering af De Grønne og CDU
CDU ventes at De Grønne i en tredje periode.
AfD kom tilbage fra det skuffende valgresultat på 9,7 % i 2021, men formåede ikke at indhente de to førende partier. Med 18,8 % vil AfD i realiteten være det eneste oppositionsparti i Baden-Württemberg i de næste 4 år.
Socialdemokraterne i det tidligere folkeparti, SPD, faldt til et historisk lavpunkt på 5,5 %.
FDP led endnu et katastrofalt resultat: de formåede ikke at klare spærregrænsen på 5% selv i deres “hjemland”, og er derfor ikke længere repræsenteret i Landdagen.
Venstrefløjen i Die Linke klarede heller ikke spærregrænsen.
Drikkevandet er blevet et hovedtema i valgkampen, og alle partier er på banen i diskussionen om grundvandsbeskyttelse mod nitrat og pesticider. En ekspertgruppe, som er nedsat af Miljøministeriet, foreslår at grænseværdien for nitrat i vores drikkevand bør sænkes markant – fra 50 milligram per liter til kun 6 milligram per liter.
Socialdemokratiet foreslår, at der indføres et sprøjteforbud på de særligt sårbare drikkevandsområder. Partiet er indstillet på at fremlægge et lovforslag om dette allerede i næste folketingssamling. I tillæg til sprøjteforbuddet vil partiet også undersøge muligheden for at begrænse eller helt at forbyde gødskning på de nitratfølsomme områder.
Socialdemokratiet mener desuden, at landbruget skal betale regningen for rensning af drikkevand for nitrat. Men det er dyrt, og den regning mener Socialdemokratiet, at forureneren bør betale. Socialdemokratiet foreslår derfor, at rensningen skal finansieres inden for den støtte, der tildeles landbruget.
Andre partier mener ligeledes, at sprøjteforbud er vejen frem. Mens flere partier går ind for et generelt forud mod sprøjtning mener nogle, at forbuddet skal begrænses til de sårbare grundvandsdannende områder.
I forvejen overvåges det danske grundvand ganske tæt. Årligt udarbejdes der rapporter om resultaterne af Miljøstyrelsens nationale overvågningsprogram for vand og natur (NOVANA).
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) deltager i overvågningen gennem GEUS’ rolle som fagdatacenter for grundvand og boringer, arbejde, og udarbejder en årlig statusrapport. Den seneste statusrapport er fra den 8. december 2025:
Denne rapportering af grundvandets status og udvikling er baseret på data indsamlet i perioden 1989 – 2024 som led i Den Nationale Grundvandsovervågning (GRUMO) og Landovervågning (LOOP).
Rapporten dokumenterer ikke et generelt sundhedsproblem fra nitrat eller rester af moderne, lovligt anvendte pesticider i danske vandforsyningsboringer.
Nitrat
Om nitrat hedder det: De seneste 11 år har gennemsnitsværdien af nitratkoncentrationerne i iltholdigt grundvand ligget under kvalitetskravet på 50 mg/l, og der er en tendens til faldende koncentrationer for stort set alle fraktiler.
I vandforsyningsboringerne blev der dog i perioden 2020-2024 fundet nitrat med koncentrationer over 50 mg/l ned til 70-80 m u.t. i enkelte boringer.
Selvom gennemsnitsværdien af nitratkoncentrationerne ligget under kvalitetskravet og nitrat er et reelt problem I dele af det sårbare grundvand, er andelen i vandforsyningsboringerne over nitratkravet lav, og hovedparten er nitratfrie.
Pesticider
For pesticider er kvalitetskravet 0,1 µg/l for enkeltstoffer og 0,5 µg/l for summen. Moderne målemetoder betyder, at selv forsvindende pesticidrester kan detekteres. I perioden 2020-2024 blev pesticidstoffer fundet mindst én gang i 43,4 % af de undersøgte indtag, hvor 10,7 % af de undersøgte indtag havde mindst én overskridelse af kvalitetskravet. Kvalitetskravet for summen af pesticider var overskredet mindst én gang i 2,2 % af de undersøgte indtag.
I marts 2026 kunne flere medier berette, at Danmarks ambassade i USA i en såkaldt ”ambassadøranalyse”, der blev sendt hjem til Danmark og Folketingets Udenrigspolitiske Nævns den 29. oktober 2024 kort før præsidentvalget i 2024, forsikrede Folketinget om Danmarks tætte venskab med USA. Kort efter krævede præsident Donald Trump som bekendt Grønland.
Det bemærkelsesværdige er, at ikke én gang nævnte den danske ambassadør i Washington, D.C. ordet Grønland i. ”Det er min entydige oplevelse, at Danmark isoleret set står godt,” skrev ambassadøren tværtimod.
Grønlandssagen markerede en katastrofal start på et år, der eller skulle have været et ”diplomatisk superår”!
Med Danmark stående over for en udfordrende situation med Donald Trumps trusler om at overtage Grønland og pålægge told på danske varer, tegnede Danmarks potentielle “diplomatiske superår” i 2025 (hvor Danmark havde sikret sig en plads i FN’s Sikkerhedsråd, og Danmarks EU-formandskabet fra juli 2025) dermed allerede dengang til at blive en diplomatisk katastrofe.
Den danske regering, ledet af Mette Frederiksen, var tydeligt rystet. Statsministeren mindede mest om et rådyr, der bliver fanget i lyskeglen fra en bil, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kunne fra sin Thailandske strandferie ikke rigtig se problemet og manede til deeskalation og besindighed.
Diplomatisk oprustning
Regeringen har dog ikke været helt passiv. Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.
Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.
Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.
Kritik i anledning af situationen i Mellemøsten
Lørdag 28. februar 2026 angreb USA og Israel Iran, som svarede med modangreb i en række lande. Krigen i Mellemøsten har betydet forstyrrelser af flytrafikken og at mange rejsende er levet fanget i regionen.
Flere strandede danskere i Mellemøsten efterspørger mere information fra de danske myndigheder om urolighederne i regionen. Der har ligeledes været stor kritik af, at der ikke oprindeligt var planer om at evakuere de strandede danskere fra Mellemøsten.
Udenrigsministeriet opfordrede de danske borgere, der opholdt sig i regionen, til at søge ud af regionen, men ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen var der ikke planer om at evakuere dem.
Det har været kritiseret af borgere og flere politiske partier, herunder Dansk Folkeparti, som har foreslået at forberede en evakuering, da situationen i regionen kan eksplodere.
Hos Udenrigsministeriet forstod Peter Lehmann Nielsen, der er direktør for organisation og borgerservice, så sent som den 3. marts 2026 “til fulde”, at mange borgere er bekymrede og frustrerede over situationen.
Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen havde fastslået, havde Danmark dog “ikke nogen aktuelle planer om evakuering”, sagde han: ”Vores fokus er på at hjælpe danskere med at komme ud på egen hånd. Det ser vi, at der er muligheder for nogle steder, og vi arbejder på at facilitere information om de muligheder”.
Mens en række lande aktivt hjælper deres borgere ud af Mellemøsten, er det danske Udenrigsministerium mere tilbageholdent. På ministeriets hjemmeside opfordres danske borgere til at holde sig opdateret om mulighederne for udrejse eller transit via rejsearrangør eller flyselskab. Udenrigsministeriet har ikke kendskab til de konkrete afgange og aflysninger. Udenrigsministeriet kan ej heller yde bistand i form af fx indkvartering, bestilling af hjemrejse eller økonomisk hjælp.
Kritik af Udenrigsministeriets indsats under flodbølgekatastrofen i december 2004
Katastrofen begyndte 26. december 2004 klokken 07.58 lokal tid – klokken 01.58 dansk tid -, da et jordskælv opstod i havet ud for den indonesiske ø Sumatra.
Få minutter senere gik alarmen på Pacific Tsunami Warning Center på Hawaii. Her var vurderingen i første omgang, at jordskælvet var omkring 8,0 på Richterskalaen, og at der ikke var fare for en tsunami.
Det viste senere sig, at jordskælvet målte 9,0 på Richter-skalaen og dermed skrev sig ind i statistikken som et af de kraftigste, der nogensinde er målt.
Jordskælvet var så kraftigt, at det fik jordkloden til at ’hoppe’ op til 25 mm på sin akse. Under havet skabte skælvet en undersøisk bølge, der begyndte at bevæge sig væk fra epicenteret i alle retninger.
Indonesien ramt allerhårdest
Godt 20 minutter efter jordskælvet nåede flodbølgen de nordlige kyster på øen Sumatra i Indonesien.
Da flodbølgen ramte land, rejste den sig som en enorm bølge – nogle steder op mellem 24 og 30 meter.
Det fik katastrofale følger i kystnære byer. I Indonesien alene omkom op mod 167.000 mennesker som følge af tsunamien.
Ved 10-tiden om morgenen lokal tid ramte tsunamien det sydlige Thailand, hvor mange danskere og andre turister fra vestlige lande var på juleferie.
En time senere skyllede tsunamien ind over land på Sri Lanka og i det sydlige Indien. Bagefter nåede flodbølgen helt frem til den afrikanske østkyst, hvor især Somalia blev ramt af vandmasserne.
Dødstallet steg time for time
I de første timer efter, at tsunamien nåede land, rapporterede de internationale nyhedsmedier om ganske få dræbte.
Men i løbet af 2. juledag begyndte katastrofens alvor at gå op for verden – og for danskere.
Klokken 14.40 dansk tid sendte TV Avisen den første ekstraudsendelse om tsunamien:
Herefter steg dødstallet time for time, og da 2. juledag lakkede mod enden, lød meldingen på i alt over 12.000 omkomne.
Det stod hurtigt klart, at en række af de hårdest ramte områder var yndede feriemål for skandinaviske turister, og rejsebureauerne forsøgte derfor at komme i kontakt med deres gæster i områderne.
Den største hjælpeaktion i FN’s historie
I de efterfølgende dage steg dødstallet i de ramte lande fortsat: Først til 55.000. Så 70.000. Og dagen efter: 82.847.
I de ramte områder var 1,7 millioner mennesker blevet hjemløse, og befolkningen kæmpede med at få begravet de mange døde. Verdenssundhedsorganisationen WHO frygtede, at der i kaosset efter tsunamien kunne opstå epidemier af sygdomme som kolera og dysenteri.
FN mobiliserede det, som i dag bliver kaldt “den største hjælpeaktion i organisationens historie”. På en uge gav verdens lande tilsagn om nødhjælp for to milliarder amerikanske dollars, hvad der i dag -svarer til omkring 14,3 milliarder danske kroner: penge, mad, medicin, vand, telte og støtte til logistik og koordinering af hjælpeaktionerne.
Inden FN’s indsats sluttede, havde verdens lande ifølge det danske udenrigsministerium tilsammen givet eller lovet omkring 13,5 milliarder dollars, cirka 96,8 milliarder kroner i dag.
To dage efter tsunamien opstod, landede det første fly med danske turister fra Thailand, hvor flere tusinde udlændinge på daværende tidspunkt var meldt savnet. Mange vendte hjem til Danmark uden deres ejendele.
Rejsebranchen begyndte at kritisere den danske regering for ikke at træde til og hjælpe danskere i de ramte områder.
Det fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) til at erkende, at informationen fra hans ministerium i forbindelse med flodbølgekatastrofen kunne have været bedre.
Da det endelige tal var opgjort, viste det sig, at 46 danskere var omkommet i tsunamien.
Kritik
Rejse- og forsikringsbranchen rettede i sin bedømmelse af myndighedernes indsats under flodbølgekatastrofen en skarp kritik mod Udenrigsministeriet.
Alt for sent indså ministeriet, at Danmark stod midt i en national katastrofe, og først tre dage efter flodbølgerne fik embedsfolk stablet en mærkbar indsats på benene, lyder det næsten samstemmende i en række evalueringer af katastrofeindsatsen.
”Beredskabet var ikke godt nok. Eller rettere: Det fandtes ikke. Det vurderes derfor, at Udenrigsministeriet ikke havde overblik over situationen før den 29. december”, lyder konklusionen f.eks. fra Danmarks Rejsebureau Forening (DRF).
Det beskrives også, hvordan rejse- og forsikringsbranchen kort efter flodbølgen bad Udenrigsministeriet om at påtage sig en ledende rolle i beredskabet, men det skete tilsyneladende ikke i de første dage.
Desuden fik parterne på et første møde i Udenrigsministeriet at vide, at det ikke var statens, men parternes eget ansvar at få de danske turister hjem fra katastrofeområdet. Senere skiftede ministeriet holdning og tilbød alle en gratis hjemtransport og hjælp.
Først da flere rejsearrangører i medierne kritiserede ministeriets manglende handlekraft, og da SOS International i frustration gik til Statsministeriet, skete der tilsyneladende noget, og den 29. december blev der nedsat en koordinationsgruppe under Udenrigsministeriet.
Udenrigsministeriet erkender
I Udenrigsministeriet sagde ambassadør Ib Petersen, der ledede den gruppe, som sammenskrev evalueringen af flodbølgeberedskabet:
”Vi tager da kritikken til os, som vi i øvrigt allerede gjorde tilbage i januar, da arbejdet fortsat stod på. Vi kan se nu, at det var for sent, vi fik etableret en samlet koordinering af den danske håndtering,” sagde Ib Petersen.
Udenrigsministeriet i samme woke båd som Foreign & Commonwealth Office i UK
Lord Frost betegner ministeriet som pinligt i dets vedholdende forsøg på woke adfærd og ministeriets ubetingede tilbedelse af international lov.
Ligesom det har været tilfældet i Danmark syntes skiftende udenrigsministre primært at være optaget af at gøre flere kvinder og mere synligt mangfoldige medarbejdere til ambassadører og samtidig insistere på i relevante og mindre relevante sammenhænge at promovere mærkesagen om reproduktive rettigheder som fundamentale menneskerettigheder, der giver individer og par ret til frit at bestemme over egen krop og køn, familiedannelse, antal børn og adgang til prævention samt sikker abort. Dette frem for at stå for og forsvare danske interesser i f.eks. Grønland og Arktis.
Ingen er tilhængere af mobning eller sexisme. Men det er ikke grunden til, at Udenrigsministeriet eksisterer at håndtere disse problemer. Den eksisterer for at fortælle regering og Folketing, hvad der foregår i udlandet, og for at opretholde netværk for at påvirke udviklingen til vores fordel.
Er Udenrigstjenesten simpelthen udygtig?
En stor udfordring er, at Udenrigstjenesten mangler dyb ekspertise om de steder, den rapporterer om. Andre udenrigstjenester udstationerer ofte diplomaterne meget længere tid ét sted – og ofte i flere omgange – således, at der kan opbygges et netværk af kontakter, som betyder, at de virkelig ved, hvad de taler om. Tidligere blev ansatte i Udenrigsministeriet som regel ikke egentlige ledere af en diplomatisk mission før henimod slutningen af deres karriere. I dag kan du i Udenrigstjenesten finde personer med det rigtige køn og den rigtige profil, der har gjort lynkarriere.
Danske diplomaters sprogfærdigheder lader ligeledes meget tilbage at ønske sammenlignet med for eksempel EU-Kommissionen, som for indehavere af faste stillinger kræver flere akademiske grader, at de taler tre sprog og har demonstreret et grundigt kendskab til traktaterne og EU-lovgivningen under eksamensbetingelser.
Der er andre kritisable forhold – udviklingsbistanden f.eks.
For 20 år siden valgte Danmark at decentralisere forvaltningen af udviklingsbistanden. Nu skulle beslutninger, programudvikling og dialog med samarbejdspartnere i højere grad flyttes væk fra Asiatisk Plads i København til de danske ambassader ude i verden.
Ambitionen var at skabe en mere fleksibel, lokalt forankret og effektiv bistand – tættere på de mennesker og myndigheder, bistanden skulle gavne.
Og det gik faktisk ganske godt de første år. En evaluering fra 2009 af decentraliseringen viste, at den helt overvejende virkede efter hensigten. Men siden er decentraliseringen ikke bare gået i stå. Den er nærmest sat i bakgear, og det har haft negativ indflydelse på effekten af den danske bistand.
Evalueringen, der er gennemført af et hold uafhængige konsulenter fra PEM Consult og IOD PARC, dækker perioden 2009 frem til 2024 og er netop offentliggjort af Udenrigsministeriet.
Evalueringen konstaterer, at der fra begyndelsen af 2010’erne er sket en gradvis ”recentralisering” af forvaltningen af udviklingssamarbejdet, og at det er sket uden en egentlig formel beslutning om at gøre det. Stik imod, hvad der var intentionen med decentraliseringen, vurderes det nu, at op mod 80 procent af udviklingsbistanden i dag forvaltes fra København. Det efterlader sølle 20 procent til ambassaderne!
Faldende kvalitet i udviklingsbistanden
Og det har konsekvenser: ”Når så høj en andel af udviklingssamarbejdet håndteres fra centralt hold af Udenrigsministeriet i København, mindsker det den løbende dialog med nationale partnere, svækker muligheder for løbende læring og kvalitetskontrol i programmerne og gør det vanskeligere at tilpasse indsatser til skiftende kontekster.”
Op til Folketingsvalget den 24. marts 2026 har Venstre og Liberal Allianceforeslået at den danske udviklingsbistand skæres ned fra 0,7 pct. af BNI til 0,5 pct.
Rusland leverer Iran efterretninger for at hjælpe med at angribe amerikanske styrker i Mellemøsten, hævder internationale medier, herunder Washington Post og The Telegraph i London.
Rusland siges at have delt målinformation – dvs. efterretninger om placeringen af amerikanske militære mål i Iran. Dette skal handle om positionerne for bl.a. krigsskibe og fly, hævdes det.
Ruslands ambassader i Washington og London har indtil videre ikke svaret på anmodninger om kommentarer. Hverken CIA eller Pentagon har ønsket at kommentere sagen.
Det er uklart, hvor omfattende Ruslands efterretningsstøtte til Iran er. Ifølge kilderne siges Irans egen evne til at lokalisere amerikanske styrker dog at være svækket.
Analytikere fortæller Washington Post, at Irans angreb på amerikanske mål indikerer meget præcis måludvælgelse. Angrebene især er rettet mod radarer og kommandosystemer, og Iran rammer meget præcist mod såkaldte tidlige varslingsradarer og over-horisonten-radarer, som er to typer militære radarer, der bruges til at opdage trusler tidligt.
Seks soldater dræbt
Seks amerikanske soldater er blevet dræbt i krigen, efter at Israel og USA angreb Iran lørdag den 28. februar.
De blev dræbt i et iransk angreb på et midlertidigt kommandocenter i Shuaiba-havnen i Kuwait samme dag, som krigen brød ud.
“Angrebet kom hurtigt og uden varsel, og ingen sirener advarede tropperne om at evakuere eller søge dækning i en bunker,” fortalte en kilde til CNN efter angrebet.
Et notat gennemgået af amerikanske CBS viste, at iransk efterretningstjeneste muligvis overvågede amerikanske troppebevægelser i ugen op til det amerikanske angreb på landet.
Ifølge notatet siges iransk-tilknyttede militsgrupper at have brugt flere typer efterretninger til at overvåge troppernes bevægelser.
Hemmelig iransk-russisk våbenhandel lækket
For to uger siden blev det kendt gennem Financial Times, at Iran har indgået en hemmelig våbenhandel med Rusland til en værdi af 500 millioner euro, svarende til 5,6 milliarder kroner.
Aftalen blev underskrevet i Moskva i december og omfatter levering af 500 skulderaffyrede “Verba”-affyringsramper og 2500 tilhørende 9M336-missiler over en periode på tre år, ifølge avisen.
Verba-systemet er blandt Ruslands mest moderne luftforsvarssystemer og kan bruges mod krydsermissiler, lavtflyvende fly og droner.
Systemet drives af små, mobile teams og gør det muligt at etablere spredte forsvarspositioner uden at være afhængig af faste radarfaciliteter.
Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sánchez forsvarede onsdag morgen den 4. marts 2026 sin modstand mod USA og Israels militære aktioner mod Irans islamiske regime og Spaniens neutralitet og sagde: “Den spanske regerings holdning kan opsummeres: nej til krig.”
Under et møde med Tysklands forbundskansler Friedrich Merz i Det Hvide Hus tirsdag den 3. marts 2026 anklagede præsident Trump Spanien for at være en “forfærdelig” allieret, fordi NATO-medlemmet nægtede at lade USA bruge sine militærbaser i forbindelse med angrebet på Iran.
Trump fortalte også, at hans utilfredshed med Sánchez’ regering var grundlagt allerede sidste år, efter at Sánchez nægtede at øge Spaniens NATO-udgifter til 5 pct. af BNP.
USA truer med at afbryde handelen med Spanien
“Spanien har absolut intet, vi har brug for, bortset fra en fantastisk befolkning; de har fantastiske folk, men de har ikke fantastisk lederskab,” sagde præsident Trump. “Vi vil afbryde al handel med Spanien. Vi vil ikke have noget med Spanien at gøre.”
Spaniens socialistiske premierminister Pedro Sanchez svarede, at ”sådan begynder menneskehedens store katastrofer. Du kan ikke spille russisk roulette med skæbnerne for millioner af mennesker,” sagde han i en erklæring ifølge Reuters.
Få timer efter at USA og Israel angreb Iran lørdag aften, fordømte Sanchez angrebet, som han beskrev som “hensynsløst og ulovligt.”
Onsdag gentog han Spaniens holdning: ”Den spanske regerings holdning kan opsummeres i tre ord: Nej til krig. Vi vil ikke være medskyldige i noget, der skader verden eller går imod vores værdier og interesser, bare for at undgå repressalier fra nogen”.
Sanchez – som ifølge den spanske avis El País har positioneret sig som Trumps største modstander – fremhæver de negative ringvirkninger af Irak-krigen og understreger, at angrebet på Iran ikke vil føre til en mere retfærdig international orden.
Britisk ja
USA har også bedt om at kunne bruge britiske baser i forsvaret mod iranske missiler.
Storbritannien har – i modsætning til Spanien – accepteret dette for at “forhindre Iran i at affyre missiler over hele regionen”. De har dog understreget, at de ikke er en del af krigen.
Men det vigtige ved Trumps bemærkninger er, at han har fuldstændig ret. Spanien – en NATO-allieret – har virkelig været elendig under Sánchez, og ikke kun i sin nægtelse af at lade USA bruge deres baser.
Er Trumps kritik af Spanien berettiget?
Det er en kendsgerning, at Spanien blankt har nægtet at øge sine forsvarsudgifter til fem procent. Samtidig har Spaniens hensynsløse holdning til konflikterne i Mellemøsten, hvor Israel konsekvent dæmoniseres og Hamas støttes, undermineret USA og dets allierede på alle fronter.
Det er ikke underligt, at USA er kritisk overfor Spanien – en kritik som deles af en række EU-lande, der bestemt ikke bifalder Spaniens immigrationspolitik og legalisering af 500.000 illegale indvandrere.
USA’s præsident Donald Trump udvider nu sin anti-narkotikapolitik til Ecuador.
USA har for første gang tirsdag den 3. marts 2026 indledt fælles militære operationer med Ecuador. Det blev annonceret af US Southern Command tirsdag aften på X. Ifølge New York Times yder amerikanske specialstyrker rådgivning og logistisk og efterretningsmæssig hjælp til ecuadorianske kommandoenheder i razziaer mod formodede narkotikacentre over hele landet.
De amerikanske soldater deltager ikke direkte i missionerne, men hjælper med planlægning, leverer efterretningsinformation og leverer logistisk støtte. Marinegeneral Francis L. Donovan, chef for Southern Command, roste de ecuadorianske væbnede styrkers “urokkelige engagement”. Operationerne var rettet mod narkobanderne Los Lobos og Los Choneros, som USA allerede tilbage i september klassificerede som terrororganisationer.
Ecuadors forsvarsministerium har natten til onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at landet deltager i en offensiv aktion i samarbejde med USA. Ministeriet tilføjer, at oplysningerne om aktionen er klassificerede.
Ecuadors præsident Daniel Noboa annoncerede på X, at landet indledte “en ny fase mod narkotikaterrorisme og ulovlig minedrift”, og at fælles operationer ville blive gennemført med regionale allierede, herunder USA.
Operationerne i Ecuador repræsenterer en udvidelse af Trump-administrationens aggressive bekæmpelse af narkotikakriminalitet. Siden september 2025 har USA dræbt mindst 150 personer i 44 angreb på formodede narkosmuglerbåde i Caribien og det østlige Stillehav.
Selvom Ecuador ikke betragtes som en væsentlig kokainproducent, fungerer landet som hovedtransitrute for colombianske og peruvianske karteller. Ifølge den ecuadorianske præsident passerer omkring 70 procent af verdens kokain gennem havne i Ecuador.
Præsident Daniel Noboa har tidligere forsøgt at etablere amerikanske militærbaser i Ecuador, hvilket befolkningen afviste ved en folkeafstemning i november 2025.
Resultatet af afstemningen var et slag for Daniel Noboa, der er en nær allieret af USA’s præsident, Donald Trump.
I anledning af komponisten, kommunikatøren og teaterentreprenøren, 1980’ernes danske hitmager, Jesper Winge Leisners død, kan der være grund til at mindes en af Lars Løkke Rasmussens tidlige svinestreger.
Forfatter og journalist Niels Krause-Kjær, fra 1. januar 2026 bestyrelsesformand for Statens Kunstfond, har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet et tidligt eksempel på politikerens anløbne moral.
Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.
Jesper Winge Leisner havde sammen med sin hustru Ulla Cold dannet det populære orkester Rocazino.
For at skaffe penge til folkevognsprojektet hyrede Lars Løkke Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982.
Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet. Rocazino var i det hele taget en stor succes i 1980’erne med hits som ”Elsk mig i nat”, ”All My Love” og”’Ridder Lykke”. Sidstnævnte i samarbejde med makkerparret Wikke og Rasmussen til brug i tv-serien ”Tonny Toupé Show”.
Efter Rocazinos afbud får Lars Løkke i stedet tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell.
Men det valg er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.
Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.
Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.
Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.
Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.
Det var mere overraskende, da JP/Politikens Hus den 8. januar 2024 oplyste, at Marchen Neel Gjertsen var udpeget som ny ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten.
Udnævnelsen, der bekræftede at JP/Politikens Hus er mere Politiken end Jyllands-Posten, fem måneder efter at Jacob Nybroe i august sidste år stoppede i avisens øverste redaktionelle job. Siden havde den 38-årige Marchen Neel Gjertsen været konstitueret chefredaktør.
Da Jacob Nybroe stoppede, og Marchen Neel Gjertsen blev chefredaktør, kaldte Jacob Nybroe hende for ”en 30-årig hændelse af journalistisk talent” på et medarbejdermøde ifølge finans.dk. Hun blev det første kvindelige medlem af chefredaktionen i Jyllands-Postens 150 år lange historie. Inden fyringen var hun også avisens første kvindelige ansvarshavende chefredaktør.
Marchen Neel Gjertsen er uddannet journalist fra SDU i 2010. Før hun blev chefredaktør på Jyllands-Posten, var hun politisk redaktør samme sted med næse for den til enhver tid korrekte politiske mening.
Revolutionær, venstreorienteret fortid
Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen har i øvrigt en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner. Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.
Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.
I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.
Gjertsen trådte i karakter i sagen om den “Israel-kritiske” RUC-forsker Sune Haugbølle
Jyllands-Posten har taget skridtet at varedeklarere enkelte forskere, så det altid fremgår, at de for eksempel er Israel-kritiske.
Det gælder professor Sune Haugbølle, der underviser og forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet (RUC).
I Jyllands-Posten blev forskeren af chefredaktør Neel Gjertsen anklaget for at ”relativere Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober”, og avisen har derfor taget skridtet at varedeklarere alle hans udsagn fremover som ”Israel-kritiske”.
”Israel, der ifølge ham er et apartheidstyre, som han politisk har engageret sig i at bekæmpe. At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere,” skrev JP’s chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i en leder forleden.
”Dette burde være fremgået af artiklen, men journalisten var ikke vidende derom. Artiklen er derfor blevet opdateret,” skrev udlandschef Niels Kvale. Alligevel er de sagesløse seere i TV Avisen siden udsat for den såkaldte uafhængige eksperts mening om Mellemøsten og senest krigen mellem Israel og USA og Iran.
Bloomerg kan rapportere, at russiske og iranske olieproducenter nu underbyder hinanden med stigende rabatter for at afsætte deres råolie til et begrænset antal kinesiske købere.
Indien dropper russisk olie
Baggrunden er Indiens tilbagetrækning som storopkøber af russisk olie som følge af hensynene til handelsforbindelserne med USA.
Indiske raffinaderier er under politisk pres, herunder fra USA, som opfordrer New Delhi til at stoppe eller yderligere reducere køb af russisk råolie. Indiens import fra Rusland er derfor faldet med op til 40 procent fra januar-niveauet til omkring 600.000 tønder om dagen, rapporterer Bloomberg med henvisning til data fra konsulentfirmaet Rystad Energy.
Stigende rabatter på olie
De laster der tidligere var bestemt for Indien bliver nu i stigende grad omdirigeret Kinas private raffinaderier, hvilket udløser en priskrig med iranske leverandører. Samtidig hober usolgt olie sig op på tankskibe i asiatiske farvande.
Ifølge Bloomberg handles russisk råolie i øjeblikket til omkring tolv amerikanske dollars under den internationale referencepris – Brent. For 1 måned siden var rabatten på ti dollars.
Ruslands olieindtægter under før-krigsniveauet
Ruslands olieeksportvolumen har de seneste tolv måneder faktisk ligget over niveauet før krigen, men ifølge Reuters er indtægterne faldet med 18 procent sammenlignet med før-krigsniveauet.
De private kinesiske raffinaderier råder dog kun omkring en fjerdedel af Kinas forarbejdningskapacitet og samtidig er de underlagt statsbestemte importkvoter. Kinas private raffinaderier kan derfor næppe asorere meget mere russisk olie. De store statsejede kinesiske raffinaderier har allerede tidligere undgået iransk råolie og de har for nylig stort set også trukket sig ud af handlen med russisk olie.
Iran presses
Indtil videre ser det ud til, at Iran taber, idet den iranske eksport til Kina i år er faldet med omkring tolv procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 