Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 80-årige Ulrik Federspiel, giver i et interview i Altinget udtryk for, at han er bekymret for, om Danmark og dansk diplomati er tilstrækkelig rustet til den opgave, vi som nation står overfor. For er de danske ambassader for få, bemandingen for lav og analysekraften tilstrækkelig? “Jeg mener faktisk, at situationen er rimelig kritisk”, siger Federspiel om den danske udenrigstjeneste, der ifølge Finansloven i umiddelbare udgifter koster omkring 3 mia.kr. om året.

Når udenrigsministeriet har råd til at hyre først Kristian Jensen og siden Holger K. Nielsen til at rejse verden rund for at advokere for en dansk stol i FN’s Sikkerhedsråd, og danske ambassadører prinser den i residenser i de absolut dyreste kvarterer i verdens hovedstæder, forekommer kravet om flere ressourcer til Asiatisk Plads malplaceret.

En række pensionerede ambassadører er undertiden synlige i det offentlige rum, men den aktive udenrigstjeneste holder lav profil. Konsekvenser er da også, at i dag er der ingen, der ved hvem der er Kongerigets repræsentanter i Washington, London, Berlin, Beijing eller Bruxelles.

Ulrik Federspiels erindringer fra hans egen vellønnede karriere blandt blåfrakker og laksko

Ulrik Federspiel, begik ifølge Politiken  for et par år siden en bog med anekdoter fra hans diplomatiske liv blandt blåfrakkerne og lakskoene og på de bonede gulve i Udenrigs- og Statsministeriet i København, i Washington og andre af verdens brændpunkter.

Rushdie-sagen

I Politikens anmeldelse af bogen nævnes Rushdie-sagen ikke. Sagen havde i 1996 ellers nær kostet Nyrup-regeringen livet.  Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.

Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.

Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.

Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.

I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en intetanende Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed. Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.

9/11 2001

Den 11. september 2001 var Federspiel flyttet videre til Washington, hvor han som ambassadør absolut ikke gjorde en forskel i håndteringen af den internationale krise efter fly havde braget ind i World Trade Center og Pentagon.

Federspiel gjorde således intet for at forhindre, at Danmark blev involveret i krigen i Afghanistan, der begyndte den 7. oktober 2001 som reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 mod USA. Federspiel gjorde heller intet for at forhindre Danmarks deltagelse i den langvarige krig og besættelse af Irak, der begyndte med den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003.

Muhammed-krisen

Ulrik Federspiel har selv oplyst, at han måske i 2005 kunne have forhindret Muhammedkrisen. Da 11 muslimske ambassadører i Danmark i oktober 2005 skrev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde om Muhammedtegningerne var Ulrik Federspiel netop vendt tilbage fra USA, hvortil han var sendt efter Irland, og for anden gang begyndt som direktør i Udenrigsministeriet.

Ulrik Federspiel gik derfor hjemme og pakkede flyttekasser ud, mens Fogh afviste de 11 muslimske ambassadørers anmodning om et møde. Nu skulle møblerne jo på plads, har Federspiel utroværdigt forklaret, så først da de to flyttedage var forbi, kunne direktøren for det hele tage ind til ministeriet og tage sig af udenrigspolitikken.

Ambassaden i Berlin

Anekdoten minder om de særegne tildragelser, der fandt sted i Berlin kort tid forinden. Forhistorien var, at danskerne i 2000 skulle stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.

I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, blandt Udenrigsministeriets strateger op til folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.

Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin. Her gjorde han sig bemærket ved for rullende kameraer ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.

Slutstilling hos Haldor Topsøe

Inden Ulrik Federspiel endte som håndgangen mand for – i en begrænset periode! – Poul Nyrup Rasmussen, og længe inden hans stilling som særlig rådgiver for Haldor Topsøe, blev han under en uformel sammenkomst spurgt, hvorfor han tilsyneladende stadig forfulgte faderens liberale linje – alt tydede dog på, mente spørgeren, at fremtiden var socialdemokratisk.

Ved De, hvad Ulrik Federspiel svarede?

”eh… betaler de mere end Venstre?”

Grønland

Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina er i den grad i mediernes fokus og genstand for det grønlandske hjemmestyres intense interesse.

Det er ikke længe siden, at Udenrigsministeriets manglende varetagelse af danske og grønlandske interesser i kontraktforholdene omkring Thule-basen gav anledning til kritik.

I august 2019 kom Grønland i verdenspressens søgelys. Især udløste det amerikanske købstilbud af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark intens debat.

Arktiske ambassadør

Det var dengang påfaldende, at det danske Udenrigsministerium og den daværende danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i den offentlige debat. Eskjær var åbenbart mere optaget af sit fagforeningsarbejde i DJØF som formand for offentlige chefer.

I 2019 blev Hanne Fugl Eskjær i utide deporteret til Canada, og den hidtidige ambassadør i Ottawa Thomas Winkler, blev efter kun 1 år på posten i Canada ny arktisk ambassadør.

Hanne Fugl Eskjærs performance som arktisk ambassadør var ikke prangende. Balladen omkring Trumps købstilbud var kun én skandale blandt flere. Kongerigets grænsestridigheder med Canada, der omfattede suverænitet over øen Tartupaluk/Hans Ø samt grænsedragning til søs i farvandet Lincoln Sea og på kontinentalsoklen i havområdet Labrador Sea, fik lov at ligge uløste hen.

Det skabte stort røre i Nuuk, da Udenrigsministeriet pegede på Danmarks nuværende ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, og ikke en grønlænder som den kommende arktiske ambassadør.

På Rigsmødet i Nuuk den 6. juni 2023 blev Grønlands Landsstyre (Naalakkersuisut) og den danske regering enige om at fortsætte dialogen om den arktiske ambassadør: ”Løsningen er blevet, at vi sammen finder den bedste løsning. Vi har hvert vores udgangspunkt på, hvordan den post skal besættes”, sagde formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, efter mødet.

Danmarksdemokraternes leder, Inge Støjberg og partiets politiske ordfører, Susie Jessen, angriber Venstre og forslaget om at indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

Støjberg siger blandt andet, at dansk landbrug er både innovativt og dygtigt, og jeg har aldrig mødt en eneste landmand, der ikke mener, at de skal bidrage positivt til den grønne omstilling. Derfor vil det være forkert at indføre en urimelig og konkurrenceforvridende CO2-afgift på dansk landbrug, som bliver ødelæggende for et erhverv, som vi alle burde være stolte af. Fra den politiske ordfører Susie Jessen lyder det, at det er “helt absurd”, at Venstre straffer landmændene med en CO2-afgift.

Venstres digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre langer på Facebook ud efter Danmarksdemokraterne og henviser til, at formålet med klimaafgiften på landbruget er, at sikre opfyldelse af reduktionsmålet for land- og skovbrugssektoren på 55-65 pct. i 2030 i forhold til 1990.

Ifølge Marie Bjerre skal provenuet fra afgiften direkte føres tilbage til landbruget, så erhvervets omstilling understøttes. Derudover skal en del af Grøn Fond bruges på yderligere investeringer i teknologi i landbrugets grønne omstilling.

Er det slut med dansk landbrug?

Med al respekt for Digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre, får hun næppe afgørende indflydelse på regeringens dispositioner.

Klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) forventer således en ensartet klimaafgift på landbruget i 2024.

Dermed står dansk landbrug står over for store udfordringer. Politikerne er indstillet på at indføre en række tiltag, herunder ikke mindst en CO2-afgift, der vil få store konsekvenser for landmændene.

Klimarådets vurdering af konsekvenserne for landbruget af en CO2-afgift

Trods Venstres forsikringer om, at en klimaafgift på landbruget nærmest vil have positiv indflydelse på erhvervets udvikling er Klimarådet og andre af en anden opfattelse.

Den 20. februar 2023 offentliggjorde Klimarådet en ny analyse af ”Landbrugets omstilling ved en drivhusgasafgift”. Klimarådet anbefaler en afgift på 750 kr. pr. ton CO2, selvom Rådet er vidende om, at en afgift af den størrelse vil medføre et underskud for mange landbrug.

Klimarådet mener selv, at deres analyse viser, hvordan en CO2-afgift på 750 kroner pr. ton ”kan forventes at fremme en mere klimavenlig landbrugsproduktion”, og hvilke konsekvenser en afgift vil få for forskellige dele af landbruget.

Konsekvenser for landbruget

Ifølge Klimarådet vil en CO2-afgift på 750 kr. pr. ton medføre et gennemsnitligt underskud på 631.000 kroner for danske kvægbedrifter. Til sammenligning kan man i dag regne med et gennemsnitligt overskud på 1.045.000 kroner før ejerløn. Klimarådet anbefaler dog stadig et afgiftsniveau på 750 kr. pr. ton CO2, da man mener, at det vil ”gennemtvinge en nødvendig strukturel omstilling”.

Grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde

Klimarådet fraråder at give tilskud til omstillingen, da det vil trække den i langdrag. Klimarådet har ikke regnet på, hvad de økonomiske konsekvenser bliver for ejendomspriserne, men anerkender, at grundlaget for en stor del af produktionen af mælk og oksekød i Danmark vil forsvinde.

Er den politiske debat om CO2-afgift på landbruget allerede overstået?

Socialdemokratiet har for længe siden erklæret sig parat til en CO2e-afgift på dansk landbrug, og med Lars Aagaards udmelding er det klart, at et flertal ikke er indstillet på at afvente ekspertudvalgets anbefalinger.

Derudover er der også andre belastende indgreb på vej i retning mod landbruget, herunder brun bioraffinering, håndtering af gylle og gødning, fodertilsætningsstoffer, fordobling af det økologiske areal og yderligere udtagning af lavbundsjord til græs eller økologi.

Erhvervet må samtidig leve med en offentlig administration i Fødevareministertiet, der betyder uregelmæssigheder i udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte og idelige tilbagebetalingskrav samtidig med at erstatningerne for overgrebet på minkavlerne trækker ud.

Bevismaterialerne fra Blekingegadesagen har været henlagt under Politigården, siden den sidste retssag blev afsluttet. Nu udstilles de på Politimuseet i København fra 10. juni 2023.

Kan en gruppering som Blekingegadebanden genopstå?

Hvis man følger den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront er svaret ja.

Ifølge Konfront selv udspringer platformen af og eksisterer for den danske radikale venstrefløj, der tilsyneladende lever i bedste velgående.

Det fælles udgangspunkt for de forskellige grupperinger er, at de vil et grundlæggende andet samfund, der er socialistisk, feministisk, mangfoldigt og lige.

De tror ikke på, at parlamentarisk politik kan reformere sig til dette samfund – og de tror på radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik!

Som de siger: ”Sammen skal vi konstant lære, forbedre os og styrke kampen mod repressive strukturer og vi har hinandens ryg, og vi er benhårde over for vores politiske modstandere”.

De fleste danskere er slet ikke opmærksomme på den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, og som har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale og antifascistiske grupper som Antifascistisk Aktion og Revolutionære Antifascister.

For moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans er kvartererne regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra.

Kaare Dybvad

Den socialdemokratiske udlændingeminister Kaare Dybvad har berettet om, hvordan han er blevet truet i opgangen til sin lejlighed og måtte flytte fra Nørrebro i København, fordi han oplevede trusler fra unge med udenlandsk baggrund i det boligkvarter, hvor han boede med sin kæreste.

Det har Dybvad fortalt om i B.T.s politiske podcast ”Slottet & Sumpen”.

Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes.

Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross.

Torkil Lauesen

Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.

Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997.

Lauesen blev i 2000 ansat som bydelsrådgiver i Københavns Kommune og var dermed i stand til at finansiere sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler.

Hvem ved om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

“Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker. 100 års kamp om organisering og faglig identitet på velfærdsstatens kontorer” af historikeren Nina Trige Andersen er netop udkommet på Gads Forlag. Bogen er blevet til i anledning af HK Kommunals 100-årsjubilæum den 23. maj i år.

Regeltyranner, kolde hænder, papirnussere, skrankepaver og blanketfinker er blandt de mange øgenavne, der gennem tiden er blevet tildelt de oftest usynlige og anonyme forvaltere af de kollektive ressourcer på velfærdsstatens kontorer.

 I Landbrugsstyrelsen under Fødevareministeriet sidder en stor gruppe af udskældte bureaukrater. Det er styrelsens opgave at administrere den støtte på 7 mia. kr., som danske landmænd årligt har krav på i henhold til Den Fælles Landbrugspolitik i EU.

Styrelsen er kendt for sin sendrægtighed, der betyder at EU-støtten ofte udbetales med forsinkelse. Danmark må undertiden tilbagebetale midler til EU, fordi Landbrugsstyrelsen har implementeret EU-reglerne forkert eller ikke i tilstrækkelig grad har kontrolleret reglers overholdelse.

Et nyligt eksempel på Landbrugsstyrelsens overdrevne nidkærhed er et EU-regelsæt, som er vedtaget i forbindelse med implementeringen af den nye reformperiode for den fælles landbrugspolitik i 2023-2027 (CAP’en). Styrelsen har til Weekendavisen oplyst, at der i denne forbindelse bl.a. vedtaget målsætninger om at fremme beskæftigelse, vækst, kønsligestilling, herunder kvinders deltagelse i landbruget, social inklusion og lokal udvikling i landdistrikterne, herunder cirkulær bioøkonomi og bæredygtigt skovbrug.

På denne baggrund har EU-Kommissionen vurderet, at det er nødvendigt at modtage oplysninger om fordeling af køn.

Landbrugsstyrelsen har overtolket DG Agris ønske om oplysninger om køn til at kræve, at danske landmænd i det årlige, obligatoriske oplysningsskema, det såkaldte ”Fællesskema” om bedriften, skulle oplyse om landbrugerens køn: mand, kvinde, nonbinær?

Unge landbrugere og gartnere, der ansøger om etableringsstøtte, instrueres ligeledes om at ansøger skal oplyse om man er: mand/kvinde/non-binær

Sagen om Sorø-borgmester Gert Jørgensens dispositioner med en såkaldt borgmesterkonto udvikler sig nu.

Dagbladet B.T. oplyser, at Gert Jørgensen i 2019 i sin egenskab af privatperson og kasserer i en forening sendte en faktura på 5.000 kroner til Sorø Kommune i 2019. Regningen blev herefter betalt af den pågældende konto.

Ankestyrelsen, har tidligere krævet en udtalelse fra Sorø Kommune i sagen om borgmester Gert Jørgensen, der har brugt 33.198 kroner på at købe koncertbilletter med middage til sig selv og en række kommunale topfolk.

Der er brug for en ekstern, juridisk vurdering af Sorø-borgmester Gert Jørgensens brug af den såkaldte borgmesterkonto. Det mener Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, som derfor har bedt om at få indkaldt til et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde, skriver de i et debatindlæg på sn.dk.

Ved byretten i den tyske by Aurich er en 82-årig tidligere sømand idømt en betinget dom på 2 års fængsel for hashhandel.

Anklageren havde i lyset af den tiltaltes i alt 24 tidligere domme og en igangværende prøvetid krævet en fængselsstraf på to år og ti måneder.

Pensionisten havde tilstået, efter at politiet i den tiltaltes lejlighed ved flere ransagninger havde fundet flere dusin gram marihuana, men også en kniv og en kølle på 65 centimeter.

Efter 35 år til søs kunne han ikke klare sig for sin pension på kun omkring 800 euro om måneden, forklarede den hvidhårede pensionist i retten. Han havde suppleret pensionen med indtægter fra forefaldende havearbejde, men det måtte han opgive, da hans helbred forværredes.

Den 82-årige oplyste, at en anden narkohandler havde opfordret ham til at handle med hash.

Retsformanden sagde i forbindelse med dommen, at der var tale om et “særligt tilfælde”. “Vi har taget hensyn til de omstændigheder, hvorunder du har gjort dette,” sagde dommeren til den tiltalte med henvisning til den troværdige forklaring om fattigdom og sundhedsmæssige problemer, der havde drevet den 82-årige ud i ulovligheder. Retten lagde pensionistens forklaring om at kølle- og knivfundet intet havde at gøre med hans pusher-virksomhed.

Dommeren formanede også pensionisten i dommen, efter at han tidligere var blevet dømt for narkotikahandel. “Dette er den allersidste advarsel,” sagde hun.

Den 82-årige får nu en tilsynsværge, og han vil også jævnligt få besøg af politiet.

“Jeg vil aldrig gøre noget lignende igen,” forsikrede den 82-årige i retten.

På denne dag, 6. juni 1523, blev den unge, aggressive adelsmand, Gustav Eriksson, valgt til konge af Sverige under navnet Gustav Vasa. Det skete på et rigsråd i Strängnäs midt i Mälardalen, hvor Vasa-slægten, havde sin magtbastion.

Det mægtige Hanseforbund med centrum i Lübeck havde haft en finger med i spillet. Man havde fra Lübecks side støttet Gustav Eriksson og hans langvarige, voldsomme og omfattende oprør imod den danske kongemagt i kølvandet på Christian II’s Stockholmske Blodbad i 1520 for at skabe størst mulig disruption og splittelse i Norden.

Hanseforbundet og Christian 2. ødelagde Kalmarunionen

Med kongevalget aflivede Gustav Vasa nemlig den Kalmarunion, som Margrete 1. havde etableret i 1397. Et rige, der strakte sig fra Grønland til Finland og fra Nordkap til Holsten.

Fra 1361 til 1370 var Hanseforbundet i regulær krig mod Danmark, der ved freden i Stralsund i 1370 måtte give store indrømmelser, der sikrede forbundet en ledende rolle i Norden i en længere periode, blandt andet gennem kontrollen med Skånemarkedet. Svenskekongen Albrecht af Mecklenburg havde lagt sig ud med de svenske Stormænd, og den 22. marts 1388 blev Margrethe I udpeget som regent i Sverige. Albrecht gjorde med hjælp fra Hanseforbundet og indhyrede lejetropper modstand, men i 1389 erobrer Dronning Margrete I imidlertid Sverige inklusive det nuværende Finland ved den 24. februar 1389 at besejre Albrecht i Slaget ved Åsle kirkeby ca. 10 km øst for Falköping.

Margrethes efterkommere i spidsen for Kalmarunionen (Erik af Pommern, Christoffer, Christian I og Hans) har ikke efterladt sig afgørende indtryk på forholdet mellem Sverige og Danmark.

Christian 2.

Kong Hans’ søn, Christian fødtes 1481, og han blev allerede i 1487 af det danske rigsråd valgt som tronfølger i Danmark. Christian blev ligeledes valgt til tronfølger af det norske rigsråd i 1489 og af det svenske i 1497.

Det ændrede sig, da Christian 2. satte sig på tronen i 1513. Han havde store planer for økonomisk udvikling i hele unionen, og han var derfor en trussel mod Hanseforbundets magt.

I Sverige var Christian allerede som barn hyldet, men den daværende rigsforstander, Sten Sture (den Yngre), havde hidtil forstået at hævde sin magt og forhindre kroningen.

Sten Sture, den svenske adel og gejstlighed, der gik ind for svensk uafhængighed, kom imidlertid på kant med ærkebiskop Gustaf Trolle, der gik ind for Kalmarunionen, og Christian 2. lod ærkebiskoppen af Lund lyse Sten Sture og hans tilhængere i band. Unionsfolkene i Sverige var ledet af ærkebiskop Gustav Trolle. 

Først efter flere felttog i 1517 og 1518 lykkedes det i 1520 at får Stockholm til at overgive sig, hvorefter Christian 2. den 4. november 1520 blev kronet som svensk konge i Stockholm.

Trods løfter om tilgivelse til modstanderne lod Christian 2. alligevel en kætterdom afsige mod Sten Stures tilhængere og foranstaltede det stockholmske blodbad den 8. november 1520: omkring 80 personer skal denne dag være faldne for bøddeløksen, nogle henrettedes senere, men ved valget af ofrene herskede stor vilkårlighed, kætterlisten blev ikke udelukkende lagt til grund, i stedet synes kongen at have ladet sin hævnfølelse og sit magtbegær råde.

Christian 2. var allerede inden det Stockholmske blodbad udsat for voldsom kritik. I Danmark gik hetzen på at han var ”ukristelig og utilbørlig”. Samtidig var adelen i både Danmark og Sverige stærkt fortørnet over Christian 2.s nyskabende fremfærd med lovgivning, hvor han forsøgte at styrke den moderne, fremadstræbende borgerklasse på Stormændenes bekostning.

I Sverige var det Stockholmske Blodbad, hvor Christian 2. lod allierede kirkefolk myrde løs blandt den svenske adel, en væsentlig baggrund for oprøret. Gustav Erikssons far, svoger og to morbrødre var blandt de halshuggede, alt imens den unge adelsmand selv måtte flygte fra fangenskab på Kalø Slot. Christian 2. gik i Gustav Vasas antidanske kampagne over i historien som Kristian Tyrann.

Derfor støttede Lübeck det folkelige oprør og provinshøvdingen Gustav Erikssons kamp Sveriges uafhængighed mod den danske konge. Selvom Gustav Vasa blev kronet den 6. juni 1523, faldt Stockholm dog først i hans magt den 20. juni 1523.

Imens i Danmark

I Danmark samlede den oprørske adel sig bag Christian 2.s farbror, hertugen af Slesvig-Holsten, der siden blev kronet som Frederik 1. Oprørspartiet opsagde den 20. januar 1523 på Viborg Landsting kongen huldskab og troskab og rejste Jyllands indbyggere, der villig fulgte opråbet og blev fulgt af befolkningerne i de andre landsdele.

Christian 2. måtte gå i landflygtighed, og blev senere interneret først på Sønderborg Slot og siden på Kalundborg Slot indtil hans død den 25. januar 1559.

Tiden der fulgte

De første mange år efter fødslen af det moderne Sverige i 1523 var der tale om et væsentligt større Sverige end i dag. Finland havde nemlig været en del af Sverige siden midten af 1100-tallet og kom derfor med ind under den danske kongemagt, da dronning Margrete I erobrede Sverige i 1389, og da Sverige derefter officielt blev en del af Kalmarunionen i 1397. Først i forbindelse med Napoleonskrigene mistede Sverige det nuværende Finland – til Rusland. Det skete, da russerne erobrede Finland i 1808 og derpå i 1809 formelt oprettede storfyrstendømmet Finland, som dog reelt hørte under Rusland, da den russiske tsar altid var finsk storfyrste.

Finland kom aldrig igen tilbage under Sverige, men løsrev sig og blev en selvstændig stat i forbindelse med Den Russiske Revolution i 1917.

Da Sverige med Finland brød ud af Kalmarunionen i 1523, forblev Norge med tilhørende lande (Island, Grønland og Færøerne) i unionen. Men efter Napoleonskrigene, ved Freden i Kiel i 1814, bestemte stormagterne, at Danmark skulle afgive Norge til Sverige. Og derefter var Norge og Sverige i personalunion – en ”løs” union, hvor kun udenrigspolitikken og statsoverhovedet, kongen var fælles – indtil Norge løsrev sig endegyldigt fra svenskerne i 1905.

Allerede i midten af 1550’erne begyndte de første spændinger for alvor mellem Danmark og Sverige, og i 1563 kom det til krig for første gang siden Sveriges løsrivelse i 1523.

Men Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570 var blot begyndelsen på den lange række af krige, som vi i Danmark kalder Svenskekrigene. Senere fulgte Kalmarkrigen (1611-1613), Torstenssonfejden (1643-1645), Den 1. Karl Gustav-krig (1657-1658), Den 2. Karl Gustav-krig (1658-1660), Skånske Krig (1675-1679) og Store Nordiske Krig (1700 samt 1709-1720).

Karl XII’s stormagtsambitioner

I Store Nordiske Krig, som vi i Danmark normalt betegner som den sidste Svenskekrig, hvor Danmark i 1709 går ind i krigen for anden gang – på baggrund af Karl XII’s nederlag ved Poltava. Vi husker gerne perioden, fordi det var under denne del af den Store Nordiske Krig, at Peter Wessel (1690-1720), adlet Tordenskjold i 1716, øver sine bedrifter.

Set fra en svensk synsvinkel var krigen mod Danmark kun en lille del, mens krigen mod Rusland var den største og den vigtigste.

Den svenske krigerkonge Karl XII havde nemlig planer om at underlægge sig blandt andet hele Rusland (eller i hvert fald en stor del af det), og på denne baggrund gik hans tropper i 1709 langt ind i det store naboland mod øst, men led et kæmpe nederlag i Slaget ved Poltava i nutidens Ukraine. Derefter måtte han i huj og hast flygte ned igennem Europa til sin ven, den osmanniske sultan, hvorfra han de efterfølgende år dirigerede de svenske troppers gøren og laden i den fortsatte krig via kurér. I 1714 kunne han endelig vende tilbage til Sverige og fortsatte krigsførelsen herfra.

I 1718 bliver Karl XII skudt og dræbt ved Frederiksten-fæstningen i Halden.

Efter Karl XII død overgik kronen umiddelbart til hans søster, Ulrika Eleonora den yngre, der i 1720 overdrog kronen til sin mand, Frederik den 1. der var svensk konge frem til 1750. Frederik tilhørte familiemæssigt greverne af Hessen-Kassel og han var ikke som sin hustru ud af den egentlige svenske kongeslægt, men han var dog tiptiptiptipoldebarn af kong Hans af Danmark, Norge og Sverige.

Karl XII’s død – og tiltagende svenske nederlag i krigen – var imidlertid medvirkende til, at enevælden blev afskaffet i Sverige i 1719. Utilfredsheden med Karl XII’s mislykkede krig var så stor, at store dele af adelen og borgerskabet (og formentlig bondebefolkningen med) ønskede at fratage kongemagten en væsentlig del af dens politiske magt. Og dette fik afgørende betydning for Danmark og for forholdet mellem de to lande. For efter enevældens afskaffelse var det nemlig praktisk talt ikke længere muligt for Sverige at anrette et militært overraskelsesangreb mod Danmark.

Nu kunne kongen ikke længere – som tidligere – blot i al hemmelighed og med lynets hast træffe en afgørelse om at angribe. Nu kunne en beslutning om et angreb først træffes efter en omstændelig behandling i den svenske stænderrigsdag. Dette sammenholdt med de landafståelser, som Sverige måtte give, gjorde, at Sverige efter afslutningen på Store Nordiske Krig var blevet så svækket, at det ikke var i stand til at indlede nye krige mod Danmark i de næste mange år.

Dette betød, at Danmark kom til at opleve en cirka 80 år lang fredsperiode efter afslutningen på Store Nordiske Krig, inden danskerne næste gang kom i krig i forbindelse med Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.

Og dette medførte igen, at de danske konger og politikere fik ro – og mulighed for – at lægge grunden til et rigt og velstående, moderne samfund i løbet af 1700-tallet. Specielt efter at en international højkonjunktur efter cirka 1750 begyndte at give kæmpe økonomiske fordele til dansk landbrug.

Grundlovsdag er en festdag for vores demokrati og en hyldest til grundlæggende menneskerettigheder.

Mange af os tager nok for givet, at vi lever i et samfund, hvor den grundlæggende retssikkerhed grundfæstet og velfungerende. At vi bliver behandlet på retfærdig og behørig vis, hvis vi kommer i berøring med offentlige instanser – kommuner, styrelser, retsvæsnet og justitsministeriet.

En troværdig og retfærdig offentlig forvaltning og velfungerende domstole er selve forudsætningen for en velfungerende retsstat, som er en grundsten i menneskeretten.

Domstolenes uafhængighed

Et fundamentalt træk ved en retsstat er dommernes fuldstændige uafhængighed. En række sager har imidlertid givet anledning til berettiget tvivl om danske dommeres uafhængighed.

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har travlt med at dæmonisere retstilstanden i lande som Polen og Ungarn. Landenes legitime regeringer anklages for ikke overholde EU’s grundlæggende værdier, og for at have indskrænket og kompromitteret domstolenes uafhængighed.

I modsætning hertil karakteriserer den ivrige landsdommer det danske retssystem som ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”

Dommerforeningens formand har i det hele taget ført sig frem på en måde, der er egnet til at ryste ved tilliden til dommerstandens upartiskhed.

Spørgsmålet er, om vi i Danmark har noget at lade Polen og Ungarn høre om demokrati og retsstatsprincipper?

Forsøg på statskup i Danmark

Da afdøde Uffe Ellemann-Jensens var udenrigsminister ignorerede han i perioden 1982 til 1993 ved talrige lejligheder henstillinger og pålæg fra Folketingets flertal. Kun fordi Det Radikale Venstre sikrede et blokerende flertal, blev han reddet for rigsretssager for krænkelse af de demokratiske og parlamentariske spilleregler.

Samme Uffe Ellemann-Jensen veg ikke tilbage for at forsøge et statskup ved det dramatiske regeringsskifte i 1993 da Poul Schlüter ønskede at træde tilbage som statsminister efter Tamil-rapporten. Uffe Ellemann-Jensen ønskede at regeringen skulle fortsætte uden en Dronningerunde eller i det mindste et gruppeformandsmøde, der kunne havde afklaret det parlamentariske grundlag.

Poul Schlüter slap for at tilkendegive sin manglende støtte til Ellemann-Jensens desperate planer, da Dronningens kabinetssekretær spolerede planen om at regeringen skulle fortsætte uanset at statsministeren var trådt tilbage. En plan, der ifølge kabinetssekretæren ville have været grundlovsstridig. 

Krænkelse af magtens 3-deling

Skiftende danske Justitsministre har gang på gang set bort fra grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. De har alle næsten uden undtagelse som repræsentant for den udøvende magt blandet sig i verserende sager for domstolene – blandt andet ved upassende tilkendegivelser på de sociale medier.

Retsstatens tilstand i Danmark

Dommerforeningens formand var påfaldende tavs, da regeringen i Danmark – med henvisning til bekæmpelsen af Coronavirus – sikrede sig mulighed for, at myndighederne kan frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, lukke domstolene og endog lukke Danmarks grænser.

Folketinget vedtog allerede den 13. marts med L 133 en række lovændringer til den eksisterende epidemilov, der gav vidtgående beføjelser til sundheds- og ældreministeren.

Ministeren kunne:

“Påbyde enhver, der lider af en alment farlig sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en sådan: 1) At lade sig undersøge af en sundhedsperson. 2) At lade sig indlægge på et sygehus eller i anden egnet facilitet. 3) At lade sig isolere i en egnet facilitet”

“Iværksætte tvangsmæssig behandling af en person, som lider af eller formodes at være smittet”

Fastsætte regler for “politiets bistand ved gennemførelse af påbud om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og tvangsmæssig behandling

Fastsætte regler om “forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.”. Ministeren skal også kunne fastsætte regler om, at der “uden retskendelse er adgang til lokaler og andre lokaliteter” med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet mod større forsamlinger – herunder fastsætte regler om, at politiet kan anvende “den fornødne magt” for at sikre, at reglerne overholdes.

“Påbyde, at der skal ske afspærring af et område, hvor en alment farlig sygdom optræder”

Fastsætte regler om “tvangsmæssig vaccination af nærmere bestemte risikogrupper med henblik på at minimere udbredelsen af øvrige sygdomme i befolkningen”

Hastevedtagelse i Folketinget

Hastevedtagelsen af L 133, der dels udvidede myndighedernes muligheder for at frihedsberøve borgere, og dels indskrænkede forsamlingsfriheden betydeligt, og senere fredag den 13. marts var grundlaget for lukning af Danmarks grænser, gav anledning til løftede øjenbryn, men afholdt ikke regeringen fra yderligere forslag, der blev vedtaget i Folketinget den 31. marts 2020.

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet reagerede

Institut for Menneskerettigheder og Advokatsamfundet havde en række betænkeligheder ved de hastelove, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2020.

Direktør hos Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, udtalte til pressen, at ”Det er meget, meget, meget vidtgående tiltag, der nu er blevet indført. Og man er inde og pille ved vores basale demokratiske rettigheder og ved nogle helt grundlæggende principper i vores retssikkerhed. Under almindelige omstændigheder ville man ikke kunne vedtage den er slags tiltag. Men både grundloven og menneskerettighederne åbner op for, at man i helt særlige situationer – eksempelvis hensynet til folkesundheden kan iværksætte den her slags indgreb”.

Hun var glad for, at regeringens forslag om at give myndighederne adgang til folks hjem uden en dommerkendelse trods alt blev taget af bordet: ”Det er godt, at der blev indført en bestemmelse om, at det kræver en dommerkendelse, før myndighederne kan gå ind i vores hjem. En dommerkendelse er en del af vores grundlæggende retssikkerhed, og det er generelt en meget dårlig idé at fravige det princip”.

Dommerforeningen passiv

Det bemærkelsesværdige var, at mens Dommerforeningen har været utrættelig i at påpege det betænkelige ved udviklingen i Polen og Ungarn, har foreningen været påfaldende afdæmpet i forhold til, at danske myndigheder – efter en summarisk Folketingsbehandling – i Coronavirussens navn kunne frihedsberøve borgere, indskrænke forsamlingsfriheden betydeligt, og endog lukke Danmarks grænser.

Dagbladet Informations gravearbejde afslører Grundlovsbrud

Dagbladet Information har med dokumenter og mails dokumenteret, at Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, efter dialog med Justitsministeriet gav domstolene besked om at lukke ned og kun behandle særligt kritiske sager. Det dokumenteres endvidere, at Domstolsstyrelsen detaljeret instruerede de uafhængige domstole i, hvilke typer sager der skulle og ikke skulle behandles under nedlukningen. Og de viser, at Justitsministeriets øverste embedsmand, departementschef Johan Legarth, forsøgte at påvirke domstolene til at prioritere bestemte sager særligt højt. Dokumentationen giver også indtryk af, at det var op til regeringen, hvornår domstolene kunne åbne igen.

Konsekvenserne af at krænke Grundloven?

Sagen er kontroversiel, fordi Grundloven fastslår, at ”retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen”, og at ”den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov”. Domstolsstyrelsen har kun bemyndigelse til at varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold og skal ligesom domstolene være uafhængig af regeringen.

Spørgsmålet er, hvorfor Dommerforeningens formand desuagtet finder, at det danske retssystem er ”et smidigt og velfungerende system, der nyder befolkningens tillid.”?

Grønnegaard-udvalgets udredning sætter spørgsmålstegn ved, om nedlukningen af domstolene var lovlig

Det uafhængige ekspertudvalg, som under ledelse af professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegaard, på Folketingets foranledning har gransket håndteringen af COVID-19, finder det tvivlsomt, om forårets nedlukning af domstolene var i overensstemmelse med grundloven.

Grundloven fastslår, at domstolene er uafhængige. Men, lyder det i ekspertudvalgets rapport:

”Der kan imidlertid efter udredningsgruppens vurdering sættes spørgsmålstegn ved, om de meddelelser, som er tilgået de enkelte retter fra Domstolsstyrelsen, og som for nogles vedkommende er sket på foranledning af Justitsministeriets departement, harmonerer med domstolenes grundlovssikrede uafhængighed.”

Ekspertudvalgets vurdering strider lodret mod både Domstolsstyrelsens og regeringens tidligere udlægninger af sagen. I et interview med Information i juli fastholdt Domstolsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, at nedlukningen var sket ”efter bogen”, og daværende justitsminister Nick Hækkerup afviste i et samråd i Folketingets retsudvalg i september, at regeringen skulle have krænket domstolenes uafhængighed i forløbet.

Kritik af dommerne for ikke at stå fast på domstolenes uafhængighed

Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at ekspertudvalgets redegørelse indeholder en kritik af domstolene for at have forsømt at stå fast på deres uafhængighed. Situationen har været vanskelig for den enkelte dommer og den enkelte ret, men kritikken burde give anledning til alvorlige overvejelser i Dommerforeningen. Foreningen og den formand, landsdommer Mikael Sjöberg, burde klart og utvetydigt have sagt fra overfor Domstolsstyrelsen.

De Radikales tidligere retsordfører, Kristian Hegaard, kaldte sagen alvorlig. Han havde sidste år davøærende justitsminister Nick Hækkerup i samråd, og udtalte til dagbladet Information:

”Når spørgsmålstegnene ved, om grundloven blev overholdt, blandt andet skyldes nogle meddelelser foranlediget af Justitsministeriet, så skærper det sagen betydeligt, i forhold til hvad ministeren har forklaret. Det giver anledning til bekymring for mig.”

Domstolsstyrelsen retter ind

I Domstolsstyrelsen ”noterer” man sig vurderingen af, at der kan sættes spørgsmålstegn ved, om meddelelserne til retterne var i overensstemmelse med princippet om domstolenes uafhængighed, skriver styrelsesdirektør Kristian Hertz i en kommentar til Information.

”Samtidig gør rapporten det dog også klart, at Domstolsstyrelsen flere gange og i forskellige sammenhænge fremhævede, at det var op til den enkelte ret at tilrettelægge arbejdet under hensyntagen til de lokale forhold,” skriver han.

”Vi har lært af forløbet, og vi har i efteråret 2020 haft en intern proces, hvor vi har samlet op på vores erfaringer med krisehåndteringen. Vi er tilfredse med, at rapporten vurderer, at man med de tiltag, som Domstolsstyrelsens bestyrelse godkendte i december 2020, nu har etableret et kriseberedskab, som tager højde for de erfaringer, vi har draget af forårets forløb.”

Justitsministerens bortforklaringer

I en skriftlig kommentar til Information afviste daværende justitsminister Nick Hækkerup al kritik af hans ministeriums ageren. Han fastholder, at Justitsministeriet ikke pålagde Domstolsstyrelsen eller domstolene noget, men alene kom med opfordringer.

”Nej, grundloven er ikke blevet brudt, og det konkluderer udredningen da heller ikke. Som sagt har Justitsministeriet opfordret til at følge de generelle retningslinjer, og det er ikke grundlovsstridigt at komme med en opfordring,” skriver han.

Tidligere har det været hævdet, at Fødevarestyrelsens håndfaste kommunikation om aflivning af alle mink, også blot var en ”opfordring”!

Fortsat tvivl om domstolenes uafhængighed

Sagerne om dommer Søren Holm Seerups inhabilitet i en række sager, herunder i sagen mod Morten Messerschmidt, som først blev fundet skyldig i svig med EU-midler og siden pure frifundet, har bekræftet, at der kan være gode grunde til at tvivle på den danske dommerstands uafhængighed.

Domstolenes sagsbehandlingstider

I øjeblikket er det de urimeligt lange sagsbehandlingstider ved landets domstole, der er i fokus.

Senere i år, skal der indgås en ny økonomisk aftale for domstolene. Det bliver under alle omstændigheder dyrt for skatteborgerne, men spørgsmålet er om der reelt er vilje og evne til at effektivisere og forenkle domstolssystemet?

Presset på domstolene er et af de mest graverende problemer for danskernes retssikkerhed. Tvister forbliver uløste. Borgere – måske hele familier – lever i et limbo og kan ikke komme videre i deres liv, alt imens tilliden til domstolene undergraves.

Domstolenes flerårsaftale skulle faktisk have været på plads allerede i 2022.

Men i august 2022 oplyste den daværende justitsminister, Mattias Tesfaye, til Jyllands-Posten, at en ny økonomisk flerårsaftale, som også inkluderer ændringer i retsplejeloven, blev rykket, så den skulle være på plads fra den 1. januar 2024.

Mens vi venter på Rørdam-udvalget

I september 2022 kom det frem, at Mattias Tesfaye havde nedsat nyt udvalg med den tidligere højesteretspræsident, Thomas Rørdam, i spidsen.

De fik til opgave at se på tiltag, der kan forbedre borgernes møde med domstolene og nedbringe sagsbehandlingstiderne hos retterne.

Samtidig har den nuværende regering i sit regeringsgrundlag et mål om at nedbringe ventetiden. Her er det helt afgørende, at en ny flerårsaftale om domstolenes økonomi munder ud i de nødvendige ressourcer.

For status quo kan ikke fortsætte: I alvorlige straffesager er ventetiden næsten fordoblet siden 2018, og sagspresset smitter negativt af på sagsbehandlingstiden i civile sager.

Det er ikke alene belastende for både system og borger. Det risikerer samtidig at få den konsekvens, at borgere helt fravælger at få prøvet deres civile sag ved domstolene, fordi det er for besværligt, økonomisk byrdefuldt og langstrakt. Siden 2009 er antallet af anlagte civile sager da også faldet over 40 procent. Det er der mange årsager til, men en af dem er med stor sandsynlighed den lange ventetid.

Regeringspartiet Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen mener, påpeger: ”En civil sag i Aarhus tager to og et halvt år i gennemsnit, og hvis den skal ankes, tager det to år i Vestre Landsret. Det er fire og et halvt år, og det er der ingen, der gider for 30.000 kr.”.

Ritzau kan oplyse, at Østre Landsret behandler en sag, hvor Arne Herløv Petersen får støtte af Dansk Forfatterforening i en sag, hvor Politiets Efterretningstjeneste og Rigsarkivet er sagsøgt for at nægte at destruere kopier af nogle dagbøger, som blev beslaglagt af PET for mere end 40 år siden. Sagen er henvist fra Københavns Byret, fordi den er principiel.

Hvilke gode grunde, der efter PET’s og Rigsarkivets opfattelse må være til ikke at efterkomme Herløv Petersens ønsker, bliver tirsdag den 6. juni fremlagt af to repræsentanter fra Kammeradvokaten, Sune Fuglholm og Stanley Stener Nielsen.

Herefter optager landsretten sagen til dom. Ved en eventuel anke vil sagen dermed automatisk kommer for Højesteret.

Sigtet efter den milde spionageparagraf i straffeloven

Dagbladet Information bragte i oktober 2019 en artikel, der detaljeret redegør for sagens baggrund. Herløv Petersen blev tilbage i november 1981 i hjemmet i Tryggelev på Langeland anholdt og sigtet efter den milde paragraf om spionage i straffeloven, §108. Han havde hjulpet Sovjetunionen på ulovlig vis, lød påstanden. Han var påvirkningsagent, og KGB kaldte ham “Palle”.

Forfatteren nægtede sig skyldig.

Arne Herløv Petersen var imidlertid ikke den eneste, der under den kolde krig var under mistanke for ulovlig agentvirksomhed.

Da efterretningstjenesten ikke havde tillid til justitsministeren

Socialdemokraten Ole Espersen, der nåede 21 år i Folketinget, var professor på Københavns Universitet og Justitsminister i 1981-82.

Berlingske Tidende har ved flere lejligheder omtalt, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 1981, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) frarådede statsminister Anker Jørgensen at gøre det.

Mens Helle Thorning-Schmidt i 2011 lyttede til PET vedrørende Henrik Sass Larsen, undlod den daværende socialdemokratiske statsminister at følge advarslerne, og derfor nåede Ole Espersen knap to år som justitsminister, inden Socialdemokratiet i september 1982 måtte afgive regeringsmagten.

Berlingske Tidende angiver skånsomt, at årsagen til PET’s skepsis var, at Ole Espersen, havde ”mødt” sovjetiske diplomater. Men det valgte Anker Jørgensen altså at se stort på.

Imidlertid blev det med departementschefen i Justitsministeriet, Niels Madsen, aftalt at der ikke var grund til at informere Ole Espersen om den russiske dobbeltagent, Oleg Gordievsky, der siden slutningen af 1974 med PET’s viden og bistand havde arbejdet for britiske MI6.

I det historiske værk om Den Kolde Krig, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, som i 2014 blev udgivet på Gyldendal af professor Bent Jensen, karakteriseres Ole Espersen mere direkte som inkarneret “rød lejesvend” med stærkt Moskva-venlige holdninger.

Ole Espersen bidrog med sin fulde viden til at udbrede sovjetisk desinformation herhjemme. I en konkret sag bidrog Espersen med falske påstande om, at den russiske atomfysiker og modtager af Nobels fredspris Andrej Sakharov skulle have hyldet den chilenske kup-general Pinochet og sendt ham et takkebrev for at have afværget en kommunistisk magtovertagelse i Chile.

Sagen har sin baggrund i en KGB-forfalskning af et brev, som Sakharov i 1973 havde sendt til general Pinochet med en opfordring til at løslade den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda, som i 1970 havde lade sig opstille som præsidentkandidat for sit parti, men nu var alvorligt syg og lå for døden.

Hvorfor et utvivlsomt begavet menneske som Ole Espersen overhovedet har villet lægge navn til et så kluntet og let gennemskueligt falskneri, som der her er tale om, har undret. Det har givet anledning til en mistanke i PET om at KGB, i hvis arkiver Ole Espersen siges at optræde under navnet Ervin, skulle have haft en klemme på ham. PET var jo bekendt med, at Ole Espersen i mange år havde plejet tæt omgang både sovjetiske og andre østeuropæiske diplomater og ofte foretaget mere eller mindre mystiske rejser til kommunistiske lande deriblandt Nordkorea, som dengang var genstand for beundring ikke blot fra de rigtige kommunister og deres sympatisører i SF og VS, men også langt ind i Socialdemokratiet og såmænd også hos de radikale. Anker Jørgensen foretog således en ”venskabsrejse” til Nordkorea, hvor han mødte ”den store rorsmand”, kammerat Kim Il-sung, som han roste for alle de fremskridt, der var opnået i hans land.

Svend Auken rejste også til Nordkorea i 1970’erne i selskab med Gert Petersen og Christen Amby. Den unge socialdemokrat, formanden for Socialistisk Folkeparti og stifteren af en såkaldt venskabsforening med Nordkorea blev fotograferet med den daværende leder, Kim Il-sung. Auken var så uhøflig at være en del højere end Kim, så på billedet er han afkortet med flere centimeter. Fotografiet udmærker sig desuden ved at være det måske eneste, der viser Petersen iført mørk habit samt hvid skjorte og slips.

Ifølge professor Bent Jensens værk, ”Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark”, støttede SF Nord- og Sydkoreas genforening under kommunistisk herredømme. Petersen kaldte desuden Nordkorea et ”anti-imperialistisk center” og roste landets angiveligt høje levestandard. Over for Sydkorea var han ”særdeles kritisk”, fremgår det.

PET-sagen mod Arne Herløv Petersen

Det er aldrig opklaret om Ole Espersen havde en finger med i spillet ved disse arrangementer, men det havde han i sagen om Arne Herløv Petersen, der både arbejdede som kurer for Sovjetunionen og Nordkorea, og som PET ville have dømt for ulovlig agentvirksomhed.

PET havde, uden Justitsministerens vidende, men sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Petersen den 3. november 1981.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved Ole Espersens mellemkomst frafaldet. Der har været spekuleret på, at Ole Espersen måske kunne have frygtet, at en sådan retssag kunne have medført ubehagelige afsløringer om venstrefløjen i Danmark og dens internationale forbindelser.

Under alle omstændigheder endte Herløv Petersen-sagen Ifølge PET-Kommissionen med et tiltalefrafald – en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 17. april 1982, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.

Arne Herløv Petersen blev dermed aldrig af en domstol frikendt for PET’s alvorlige sigtelse om hans virke som hemmelig russisk agent.

Dagbladet Information

Dagbladet Informations dækning af Arne Herløv Petersens sag i Landsretten er interessant. Det er efter den kolde krig kommet frem, at Information, der i 1970erne og 1980erne var en stor avis med markant indflydelse, også var en veritabel rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas, Nordkoreas og Sovjetunionens ærinde.

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET dengang anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information, blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara).

I dag kan vi udover Ole Espersen møde mange folk, der har beklædt fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på venstrefløjen og sympatiserede og støttede revolutionære bevægelser og regimer- muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Mogens Lykketoft?

Folk født før Sovjetunionens sammenbrud husker den med fipskæg Trotskij-lignende Mogens Lykketoft i midten af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik. Udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var kolonnevirksomheden en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en eufemistisk artikel om ”Samba-socialismen”.

Victor Boysen, Leading Press Advisor to the Foreign Minister, bekendtgør glad og stolt, at han netop er begyndt som pressechef for udenrigsministeren.

Boysen tilstår, at Udenrigspolitik generelt har fyldt godt op i mediebilledet. På en baggrund, der ikke altid har været lige sjov. ”Men vi har arbejdet benhårdt på at få ministeren og ministeriets historier ud over rampen, og jeg synes ikke, det er gået helt dumt”.

Lad os se hvordan det gik en tidligere pressechef i udenrigsministeriet:

Jacob Benthien, der døde som 65-årig i 2009, var udenrigstjenestens svar på Preben Møller Hansen og gik som sømandsbossen åndeligt talt i hawaiiskjorte. Aldrig kedelig, altid slagfærdig. Med en manglende respekt for selvhøjtidelighed og regelret tankegang, der førte arbejdet på vildspor.

Han var de kontante løsningers mand, hedder det i et mindeord fra Benthiens tidligere kollega, forhenværende presseråd i Udenrigsministeriet Flemming Axmark. Benthien undgik offentlighedens søgelys, og blev aldrig opmærksom på (eller ignorerede forpligtigelsen), at Udenrigsministeriets presseafdeling også havde forpligtelser overfor Statsministeriet og Poul Schlüter. I forhold til Statsministeriet var Benthien en decideret møghund.

Jacob Benthien kom til Udenrigsministeriet i 1976. Forud var gået en spraglet karriere i syddansk og grønlandsk presse. I Grønland grundlagde han sammen med Peter Kreutzfeldt ugeavisen Sermitsiaq, hvis første ansvarshavende redaktør han blev.

Efter hjemkomst nåede han tre journalistposter rundt om i landet, før han landede på Ritzaus Bureau, hvorfra han blev rekrutteret til Udenrigsministeriet. Dér blev han den første leder af Internationalt Pressecenter på en adresse ude i byen for at signalere den selvejende institutions selvstændighed i forhold til ministeriet.

Derfra drog han til Paris, ligesom han efter nogle hjemmeår fløj videre til New York for efter nye hjemmeår at afslutte udlandskarrieren i London.

Hjemme var han først chef for Pressekontoret og så for hele Presse- og Kulturafdelingen. Som han i sine unge år var grundlægger af Sermitsiaq, blev han det i sine modne år af Udenrigsministeriets personaleblad Kureren, mens han i karrierens slutrunde krydsede sit spor, idet han med sit hjem som base blev redaktør af eksportmagasinet Focus Denmark.