Erhvervskonferencen Future Greenland om fremtidens Grønland løb af stablen den 19.-20. maj i kulturcenteret Katuaq i Nuuk. Konferencen med 450 deltagere fra ind- og udland tiltrak stor international opmærksomhed, herunder et uventet – og uinviteret – besøg af Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry. Dette blev af grønlandske politikere blandt andet kritiseret som et uklodset forsøg på at påvirke grønlænderne.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery, og Susan Wilson, der er konsul på det amerikanske konsulat i Nuuk, deltog ligeledes i konferencen sammen med en række amerikanere.

Det samme gjorde ambassadørerne fra Frankrig, Holland, Belgien, Letland og Norge, på linje med DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og ledere fra Arktisk Kommando.

Den tidligere amerikanske ambassadør i USA Rufus Gifford skal fortælle om, “hvad vi er nødt til at forstå om USA”.

Manglende dansk deltagelse

Det mest påfaldende ved konference var imidlertid den manglende officielle danske deltagelse.

Fungerende erhvervsminister Morten Bødskov (S) aflyste sin deltagelse i Future Greenland-konferencen ”som følge af den parlamentariske situation i Danmark”. Politikere fra Grønlandsudvalget i Folketinget havde ligeledes meldt afbud til konferencen.

Til gengæld deltog fra det danske udenrigsministerium den totalt anonyme arktiske ambassadør Kenneth Høegh samt af helt uransagelige grunde, Danmarks ambassadør i Frankrig, Hanne Fugl Eskjær.

Udenrigstjenesten – fortjener vi virkelig ikke bedre?

I marts 2026 kunne flere medier berette, at Danmarks ambassade i USA i en såkaldt ”ambassadøranalyse”, der blev sendt hjem til Danmark og Folketingets Udenrigspolitiske Nævns den 29. oktober 2024 kort før præsidentvalget i 2024, forsikrede Folketinget om Danmarks tætte venskab med USA. Kort efter krævede præsident Donald Trump som bekendt Grønland.

Det bemærkelsesværdige er, at ikke én gang nævnte den danske ambassadør i Washington, D.C. ordet Grønland i. ”Det er min entydige oplevelse, at Danmark isoleret set står godt,” skrev ambassadøren tværtimod.

Grønlandssagen markerede en katastrofal start på et år, der eller skulle have været et ”diplomatisk superår”!

Med Danmark stående over for en udfordrende situation med Donald Trumps trusler om at overtage Grønland og pålægge told på danske varer, tegnede Danmarks potentielle “diplomatiske superår” i 2025 (hvor Danmark havde sikret sig en plads i FN’s Sikkerhedsråd, og Danmarks EU-formandskabet fra juli 2025) dermed allerede dengang til at blive en diplomatisk katastrofe.

Den danske regering, ledet af Mette Frederiksen, var tydeligt rystet. Statsministeren mindede mest om et rådyr, der bliver fanget i lyskeglen fra en bil, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kunne fra sin Thailandske strandferie ikke rigtig se problemet og manede til deeskalation og besindighed.

Diplomatisk oprustning

Regeringen har dog ikke været helt passiv. Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.

Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.

Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.

Kritik i anledning af situationen i Mellemøsten

Lørdag 28. februar 2026 angreb USA og Israel Iran, som svarede med modangreb i en række lande. Krigen i Mellemøsten har betydet forstyrrelser af flytrafikken og at mange rejsende er levet fanget i regionen.

Flere strandede danskere i Mellemøsten efterspurgte mere information fra de danske myndigheder om urolighederne i regionen. Der var ligeledes været stor kritik af, at der ikke oprindeligt var planer om at evakuere de strandede danskere fra Mellemøsten.

Udenrigsministeriet opfordrede de danske borgere, der opholdt sig i regionen, til at søge ud af regionen, men ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen var der ikke planer om at evakuere dem.

Det har været kritiseret af borgere og flere politiske partier, herunder Dansk Folkeparti, som har foreslået at forberede en evakuering, da situationen i regionen kan eksplodere.

Hos Udenrigsministeriet forstod Peter Lehmann Nielsen, der er direktør for organisation og borgerservice, så sent som den 3. marts 2026 “til fulde”, at mange borgere er bekymrede og frustrerede over situationen.

Som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen havde fastslået, havde Danmark dog “ikke nogen aktuelle planer om evakuering”, sagde han: ”Vores fokus er på at hjælpe danskere med at komme ud på egen hånd. Det ser vi, at der er muligheder for nogle steder, og vi arbejder på at facilitere information om de muligheder”.

Mens en række lande tidligt aktivt hjalp deres borgere ud af Mellemøsten, var det danske Udenrigsministerium mere tilbageholdent. På ministeriets hjemmeside opfordredes danske borgere til at holde sig opdateret om mulighederne for udrejse eller transit via rejsearrangør eller flyselskab. Samtidig blev det oplyst, at Udenrigsministeriet ikke havde kendskab til de konkrete afgange og aflysninger. Udenrigsministeriet kunne ej heller yde bistand i form af fx indkvartering, bestilling af hjemrejse eller økonomisk hjælp.

Senere blev der dog ydet mere aktiv bistand til nødstedte danske borgere.

Også kritik af Udenrigsministeriets indsats under flodbølgekatastrofen i december 2004

Katastrofen begyndte 26. december 2004 klokken 07.58 lokal tid – klokken 01.58 dansk tid -, da et jordskælv opstod i havet ud for den indonesiske ø Sumatra.

Få minutter senere gik alarmen på Pacific Tsunami Warning Center på Hawaii. Her var vurderingen i første omgang, at jordskælvet var omkring 8,0 på Richterskalaen, og at der ikke var fare for en tsunami.

Det viste senere sig, at jordskælvet målte 9,0 på Richter-skalaen og dermed skrev sig ind i statistikken som et af de kraftigste, der nogensinde er målt.

Jordskælvet var så kraftigt, at det fik jordkloden til at ’hoppe’ op til 25 mm på sin akse. Under havet skabte skælvet en undersøisk bølge, der begyndte at bevæge sig væk fra epicenteret i alle retninger.

Indonesien ramt allerhårdest

Godt 20 minutter efter jordskælvet nåede flodbølgen de nordlige kyster på øen Sumatra i Indonesien.

Da flodbølgen ramte land, rejste den sig som en enorm bølge – nogle steder op mellem 24 og 30 meter.

Det fik katastrofale følger i kystnære byer. I Indonesien alene omkom op mod 167.000 mennesker som følge af tsunamien.

Ved 10-tiden om morgenen lokal tid ramte tsunamien det sydlige Thailand, hvor mange danskere og andre turister fra vestlige lande var på juleferie.

En time senere skyllede tsunamien ind over land på Sri Lanka og i det sydlige Indien. Bagefter nåede flodbølgen helt frem til den afrikanske østkyst, hvor især Somalia blev ramt af vandmasserne.

Dødstallet steg time for time

I de første timer efter, at tsunamien nåede land, rapporterede de internationale nyhedsmedier om ganske få dræbte.

Men i løbet af 2. juledag begyndte katastrofens alvor at gå op for verden – og for danskere.

Klokken 14.40 dansk tid sendte TV Avisen den første ekstraudsendelse om tsunamien:

Herefter steg dødstallet time for time, og da 2. juledag lakkede mod enden, lød meldingen på i alt over 12.000 omkomne.

Det stod hurtigt klart, at en række af de hårdest ramte områder var yndede feriemål for skandinaviske turister, og rejsebureauerne forsøgte derfor at komme i kontakt med deres gæster i områderne.

Den største hjælpeaktion i FN’s historie

I de efterfølgende dage steg dødstallet i de ramte lande fortsat: Først til 55.000. Så 70.000. Og dagen efter: 82.847.

I de ramte områder var 1,7 millioner mennesker blevet hjemløse, og befolkningen kæmpede med at få begravet de mange døde. Verdenssundhedsorganisationen WHO frygtede, at der i kaosset efter tsunamien kunne opstå epidemier af sygdomme som kolera og dysenteri.

FN mobiliserede det, som i dag bliver kaldt “den største hjælpeaktion i organisationens historie”. På en uge gav verdens lande tilsagn om nødhjælp for to milliarder amerikanske dollars, hvad der i dag -svarer til omkring 14,3 milliarder danske kroner: penge, mad, medicin, vand, telte og støtte til logistik og koordinering af hjælpeaktionerne.

Inden FN’s indsats sluttede, havde verdens lande ifølge det danske udenrigsministerium tilsammen givet eller lovet omkring 13,5 milliarder dollars, cirka 96,8 milliarder kroner i dag.

To dage efter tsunamien opstod, landede det første fly med danske turister fra Thailand, hvor flere tusinde udlændinge på daværende tidspunkt var meldt savnet. Mange vendte hjem til Danmark uden deres ejendele.

Rejsebranchen begyndte at kritisere den danske regering for ikke at træde til og hjælpe danskere i de ramte områder.

Det fik udenrigsminister Per Stig Møller (K) til at erkende, at informationen fra hans ministerium i forbindelse med flodbølgekatastrofen kunne have været bedre.

Da det endelige tal var opgjort, viste det sig, at 46 danskere var omkommet i tsunamien. 

Kritikken af indsatsen i 2004

Rejse- og forsikringsbranchen rettede i sin bedømmelse af myndighedernes indsats under flodbølgekatastrofen en skarp kritik mod Udenrigsministeriet.

Alt for sent indså ministeriet, at Danmark stod midt i en national katastrofe, og først tre dage efter flodbølgerne fik embedsfolk stablet en mærkbar indsats på benene, lyder det næsten samstemmende i en række evalueringer af katastrofeindsatsen.

”Beredskabet var ikke godt nok. Eller rettere: Det fandtes ikke. Det vurderes derfor, at Udenrigsministeriet ikke havde overblik over situationen før den 29. december”, lyder konklusionen f.eks. fra Danmarks Rejsebureau Forening (DRF).

Det beskrives også, hvordan rejse- og forsikringsbranchen kort efter flodbølgen bad Udenrigsministeriet om at påtage sig en ledende rolle i beredskabet, men det skete tilsyneladende ikke i de første dage.

Desuden fik parterne på et første møde i Udenrigsministeriet at vide, at det ikke var statens, men parternes eget ansvar at få de danske turister hjem fra katastrofeområdet. Senere skiftede ministeriet holdning og tilbød alle en gratis hjemtransport og hjælp.

Først da flere rejsearrangører i medierne kritiserede ministeriets manglende handlekraft, og da SOS International i frustration gik til Statsministeriet, skete der tilsyneladende noget, og den 29. december blev der nedsat en koordinationsgruppe under Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet erkender

I Udenrigsministeriet sagde ambassadør Ib Petersen, der ledede den gruppe, som sammenskrev evalueringen af flodbølgeberedskabet:

”Vi tager da kritikken til os, som vi i øvrigt allerede gjorde tilbage i januar, da arbejdet fortsat stod på. Vi kan se nu, at det var for sent, vi fik etableret en samlet koordinering af den danske håndtering,” sagde Ib Petersen, der ellers er mest kendt for sin arrogance og uimodtagelighed for kritik.

Udenrigsministeriet i samme woke båd som Foreign & Commonwealth Office i UK

Det er ikke kun det danske udenrigsministerium, der er under kritik. I den britiske avis, The Telegraph, har den tidligere konservative minister, Lord David Frost, netop leveret en sønderlemmende kritik af det britiske udenrigsministerium, Foreign & Commonwealth Office.

 Lord Frost betegner ministeriet som pinligt i dets vedholdende forsøg på woke adfærd og ministeriets ubetingede tilbedelse af international lov.

Ligesom det har været tilfældet i Danmark syntes skiftende udenrigsministre primært at være optaget af at gøre flere kvinder og mere synligt mangfoldige medarbejdere til ambassadører. Samtidig insisteres der på i relevante og mindre relevante sammenhænge at promovere mærkesagen om reproduktive rettigheder som fundamentale menneskerettigheder, der giver individer og par ret til frit at bestemme over egen krop og køn, familiedannelse, antal børn og adgang til prævention samt sikker abort. Dette frem for at stå for og forsvare nationale interesser – for Danmarks vedkommende i f.eks. Grønland og Arktis.

Ingen er tilhængere af mobning eller sexisme. Men grunden til, at Udenrigsministeriet eksisterer, er at fortælle regering og Folketing, hvad der foregår i udlandet, og for at opretholde netværk for at påvirke udviklingen til vores fordel.

Det britiske udenrigsministerium efter Mandelson-skandalen

Stedfortræderen for stedfortræderen for Storbritanniens ambassadør i Washington er netop blevet fyret

Ambassadens personale i Washington fik tirsdag den 19. maj 2026 i e-mail på én linje at vide, at James Roscoe, vicechefen for missionen, var blevet fjernet fra sin stilling “med øjeblikkelig virkning”.

Ifølge den britiske avis The Telegraph blev det tirsdag aften rapporteret, at Roscoe var blevet stillet spørgsmål som led i en undersøgelse af en lækage af tophemmelige drøftelser på et møde i Det Nationale Sikkerhedsråd.

Lækket omfattede angiveligt ordrette citater fra kabinetsministre om krigen i Iran, rapporterede The Times.

James Roscoes afgang har skabt uro i den britiske udenrigstjeneste, som knap er kommet sig over fyringen i september af ​​Lord Mandelson på grund af hans forbindelser til Jeffrey Epstein.

Er den danske udenrigstjeneste simpelthen udygtig?

En stor udfordring er, at Udenrigstjenesten mangler dyb ekspertise om de steder, den rapporterer om. Andre udenrigstjenester udstationerer ofte diplomaterne meget længere tid ét sted – og ofte i flere omgange – således, at der kan opbygges et netværk af kontakter, som betyder, at de virkelig ved, hvad de taler om. Tidligere blev ansatte i Udenrigsministeriet som regel ikke egentlige ledere af en diplomatisk mission før henimod slutningen af deres karriere. I dag kan du i Udenrigstjenesten finde personer med det rigtige køn og den rigtige profil, der har gjort lynkarriere.

Danske diplomaters sprogfærdigheder lader ligeledes meget tilbage at ønske sammenlignet med for eksempel EU-Kommissionen, som for indehavere af faste stillinger kræver flere akademiske grader, at de taler tre sprog og har demonstreret et grundigt kendskab til traktaterne og EU-lovgivningen under eksamensbetingelser.

Der er andre kritisable forhold – udviklingsbistanden f.eks.

For 20 år siden valgte Danmark at decentralisere forvaltningen af udviklingsbistanden. Nu skulle beslutninger, programudvikling og dialog med samarbejdspartnere i højere grad flyttes væk fra Asiatisk Plads i København til de danske ambassader ude i verden.

Ambitionen var at skabe en mere fleksibel, lokalt forankret og effektiv bistand – tættere på de mennesker og myndigheder, bistanden skulle gavne.

Og det gik faktisk ganske godt de første år. En evaluering fra 2009 af decentraliseringen viste, at den helt overvejende virkede efter hensigten. Men siden er decentraliseringen ikke bare gået i stå. Den er nærmest sat i bakgear, og det har haft negativ indflydelse på effekten af den danske bistand.

Det er den overordnede konklusion af evalueringen, ”Forvaltningen af dansk udviklingssamarbejde 20 år efter decentraliseringen”.

Evalueringen, der er gennemført af et hold uafhængige konsulenter fra PEM Consult og IOD PARC, dækker perioden 2009 frem til 2024 og er netop offentliggjort af Udenrigsministeriet.

Evalueringen konstaterer, at der fra begyndelsen af 2010’erne er sket en gradvis ”recentralisering” af forvaltningen af udviklingssamarbejdet, og at det er sket uden en egentlig formel beslutning om at gøre det. Stik imod, hvad der var intentionen med decentraliseringen, vurderes det nu, at op mod 80 procent af udviklingsbistanden i dag forvaltes fra København. Det efterlader sølle 20 procent til ambassaderne!

Faldende kvalitet i udviklingsbistanden

Og det har konsekvenser: ”Når så høj en andel af udviklingssamarbejdet håndteres fra centralt hold af Udenrigsministeriet i København, mindsker det den løbende dialog med nationale partnere, svækker muligheder for løbende læring og kvalitetskontrol i programmerne og gør det vanskeligere at tilpasse indsatser til skiftende kontekster.”

Op til Folketingsvalget den 24. marts 2026 foreslog Venstre og Liberal Alliance at den danske udviklingsbistand skulle skæres ned fra 0,7 pct. af BNI til 0,5 pct., men disse forslag er tilsyneladende igen taget af bordet.

Det skandaleramte Dansk Institut for Partier og Demokrati, kanaliserede på Enhedslistens foranledning danske ulandsmidler til terrororganisation i Palæstina.

Instituttet, der blev stiftet ved lov i maj 2010, har muliggjort at Enhedslisten og andre danske partier har kunnet kanalisere danske skattepenge til venner i Asien, Afrika, Mellemøsten og Sydamerika. Det er helt uforståeligt, at et ellers ansvarligt parti som Det Konservative Folkeparti har været blandt de mest ivrige til at bruge bistandsmidler tiltænkt verdens fattigste på eksotiske rejser og pleje af suspekte politiske forbindelser.

Instituttets sekretariat har svigtet fatalt, men der kan også stilles spørgsmål ved Udenrigsministeriets mangelfulde tilsyn.

Instituttets første direktør, Bjørn Førde, var ansvarlig da Enhedslisten indledte det dansk finansierede samarbejde med deres venner i Palæstina, terrororganisationen DFLP. Førde, der var tidligere generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, fik ikke bremset samarbejdet. Hans efterfølgere – den radikale Rasmus Helveg Petersen, Lisbeth Pilegaard og Mathias Parsbæk Skibdal – fandt ej heller anledning til at advare bestyrelsen.

Nu søger DIPD med ansøgningsfrist den 7. juni 2026 en engagementsrådgiver. Det bør dog ikke afholde Rigsrevisionen, Statsrevisorerne og Udenrigsministeriet straks at indlede en kulegravning af en organisation, der fra starten har været et misfoster i dansk ulandspolitik.

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE16700883/saadan-gik-det-til-at-palaestinensere-med-en-bevaebnet-gren-blev-hjulpet-af-dansk-ulandsstoette

Amerikanernes krav om større indflydelse på Grønland mødes med stærk modstand både i København og Nuuk.

I flere måneder har amerikanske, danske og grønlandske forhandlere mødtes bag lukkede døre i Washington for at diskutere Grønlands fremtid.

Højniveau arbejdsgruppe

Selvom Danmark og Grønland er fundamentalt uenige med USA om Grønland blev der efter mødet i Washington i januar 2026 mellem udenrigsminister Lars Løkke Rsmussen, Vivian Motzfeldt, Grønlands minister for udenrigsanliggender, USA’s vicepræsident, J.D. Vance, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, nedsat en arbejdsgruppe – en såkaldt højniveaugruppe.

Målet har været at få Trump til at dæmpe sine trusler om at tage kontrol over Grønland og at afværge en konflikt, der risikerer at splitte NATO.

Mens oplysninger om drøftelserne i arbejdsgruppen har været sparsomme fra dansk og grønlandsk side, har New York Times i en artikel den 18. maj 2026 kunne berette detaljer fra arbejdsgruppen.

Grønlandske politikere mere åbenmundede

Mens USA fortsætter med at presse på for øget militær tilstedeværelse på øen, frygter lokale politikere en magtkamp mellem Washington og Moskva, ifølge den tidligere udenrigsminister og parlamentsmedlem Vivian Motzfeldt, som er en af dem, New York Times har talt med.

Hun frygter, at det kan betyde problemer for Grønland, hvis krigene i Iran og Ukraine slutter i den nærmeste fremtid.

Hun mener, at Trump derefter vil kunne vende tilbage til sin drøm om at tage øen, mens Rusland igen retter sin opmærksomhed mod Arktis – et område, der længe har været strategisk vigtigt for Moskva.

“De kommer fra begge sider,” siger hun.

Motzfeldt og flere andre grønlandske politikere siger, at de har markeret 14. juni (præsidentens fødselsdag) og 4. juli (USA’s nationaldag) i kalenderen:- Hvis Trump ønsker at realisere sin politik om at “gøre Amerika stort igen”, kan han bruge sådanne dage til netop det, siger hun til avisen.

Amerikanske krav om baser

Ifølge kilder i både Washington, København og Nuuk har amerikanerne nu fremlagt forslag, der giver USA større tilstedeværelse på den arktiske ø.

Pentagon ønsker at etablere flere baser og herunder baser for specialstyrker i Sydgrønland og USA har sendt flådeofficerer til Narsarsuaq for at inspicere havne og lufthavnsfaciliteter fra Anden Verdenskrig.

Pres på Grønland

Ifølge New York Times føler grønlandske ledere, at de bliver presset til at give efter på flere punkter – uden at have meget forhandlingsstyrke.

“Intet af dette føles retfærdigt,” siger Pipaluk Lynge, formand for Grønlands udenrigsudvalg.

– Det føles som alt eller intet. Det bedste resultat er egentlig bare at undgå at blive invaderet eller kontrolleret.

Amerikansk vetoret i infrastruktur- og industriprojekter

Flere kilder siger, at Washington også ønsker indsigt i og vetoret i store infrastruktur- og industriprojekter for at forhindre kinesisk og russisk indflydelse på øen.

Kilderne hævder, ifølge New York Times, at der nu diskuteres et system, hvor København skal være ansvarlig for sikkerhedsvurderingen af udenlandske investorer – med amerikansk indsigt og bistand.

Det kan betyde, at resultatet af hele øvelsen bliver, at Danmark i praksis får mere magt over Grønland, ikke mindre.

– Hvis amerikanerne får alt, hvad de beder om, vil vi aldrig opnå reel uafhængighed, siger parlamentsmedlem Justus Hansen til avisen.

Kilder med kendskab til forhandlingerne siger, at Danmark og Grønland hidtil har modsat sig, at USA får vetoret i store investeringsprojekter. De mener, det ville være en klar krænkelse af Grønlands suverænitet.

Grønland utilpas med drøftelserne i arbejdsgruppen?

Statsminister Jens-Frederik Nielsen siger, at han ikke kan gå i detaljer om forhandlingerne, men understreger, at det må være Grønland, der træffer den endelige beslutning om, hvilke lande øen vil handle med.

På sit kontor i Nuuk virker han ifølge New York Times tydeligt frustreret.

– Vi ville gerne sætte en stopper for det her, siger Nielsen. – Situationen er simpelthen meget mærkelig, tilføjer han.

France var en af de største kolonimagter i Afrika fra 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet. Det franske kolonirige i Afrika strakte sig over store dele af Nord-, Vest- og Centralafrika.

Frankrig har stadig tætte forbindelser til mange tidligere kolonier, og fransk er officielt sprog i mange afrikanske lande. Økonomiske og militære relationer fortsætter, men debatter om kolonialisme, racisme og økonomisk afhængighed fylder stadig meget.

Begrebet “Françafrique” bruges ofte om Frankrigs fortsatte indflydelse i tidligere kolonier. På få år har Frankrig imidlertid mistet meget af sin politiske og militære indflydelse i flere tidligere kolonier i Afrika — især i Sahel-regionen, herunder Mali, Burkina Faso, Niger og Chad.

Frankrigs tab af indflydelse i Sahel regnes af mange som et af de største geopolitiske nederlag for landet siden afkoloniseringen i 1960’erne.

Frankrig forsøger nu at ændre sin Afrika-politik og skabe mere lige partnerskaber i stedet for klassisk militær dominans.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron, har således i denne uge har beskrevet sig selv som “pan-afrikanist” som led i Frankrigs forsøg på at finde partnere på det afrikanske kontinent.

Men “skolemester” passer måske bedre end ”pan-afrikanist”.  Under topmødet ”Africa Forward Summit” i Nairobi mandag den 11. maj banede Macron sig midt under en paneldebat op på scenen. Macron forlangte håndfast mikrofonen udleveret af ordstyreren for derefter at irettesætte det larmende publikum for det, han kaldte en “total mangel på respekt” over for oplægsholderne.

Nogle roste den franske præsident for at sætte den støjende forsamling på plads. Men andre kritiserede hans opførsel.

Et medlem af det franske parlament skrev på sociale medier: “Så snart Macron sætter foden på det afrikanske kontinent, kan han ikke lade være med at opføre sig som kolonimagt.”

Den 56-årige Kevin Warsh er finansmand og tidligere medlem af styrelsesrådet for Federal Reserve – udpeget af George W. Bush. I januar 2026 blev han nomineret af præsident Donald Trump som kommende formand for Federal Reserve og dermed afløser for Jerome Powell, hvis beskikkelsesperiode udløber den 15. maj 2026.

Opfattelsen af Kevin Warsh har hele tiden været overvejende positiv i Senatet.

Det kom klart frem da Kevin Warsh tirsdag den 21. april 2026 var indkaldt til høring i Senatets bankudvalg.

Den kommende chef for Federal Reserve i USA ikke Trumps marionet

Under høringen i Senatet erklærede Kevin Warsh, at han ikke vil være Trumps marionet eller hånddukke (”sock puppet”) som Fed-formand.

Kevin Warsh fortalte tirsdag lovgiverne, at han ville være “en uafhængig aktør”, hvis han blev bekræftet som formand for Federal Reserve, og han afviste, at han ville rette sig efter præsident Donald Trump i forbindelse med rentebeslutninger.

Warsh sagde også, at Trump aldrig havde betinget sin nominering af et løfte om at sænke renterne. “Præsidenten bad mig aldrig om at forpligte mig til nogen bestemt rentebeslutning, punktum,” sagde han.

Warsh velhavende

Under høringen var der interesse for hvilke finansielle aktiver den meget velhavende Warsh rådede over.

Tidskriftet Politico har vurderet hans samlede beholdninger til et sted mellem 130 millioner og 210 millioner dollars og inkluderede positioner i private investeringsfonde, ejerandele i teknologivirksomheder som SpaceX og Polymarket.

Selvom Warsh har forpligtet sig til at afvikle næsten hele sin portefølje, før han tiltræder som centralbankchef, nægtede han at nævne individuelle beholdninger og henviste til tidligere fortrolighedsforpligtelser som grund til at tilbageholde disse oplysninger.

Blandt spørgsmålene var, om Warsh havde investeret penge i virksomheder tilknyttet Trumps kreds eller hans familiemedlemmer, eller i finansielle strukturer knyttet til Jeffrey Epstein. Warsh svarede ikke direkte, men understregede, at “Det er afgørende, at den næste formand ikke har økonomiske konflikter — ingen!”

På spørgsmål om hvor mange gange om året Feds politiske organ skulle mødes, sagde han at fire møder ville være for få, samtidig med at han nægtede at støtte den nuværende praksis med at afholde otte.

Strafferetlig undersøgelse af Jerome Powell

Det amerikanske Justitsministeriet har meddelt, at det har afsluttet sin kritiserede strafferetlige undersøgelse af Federal Reserve-formand Jerome Powell. Dermed er den primære hindring for Senatets godkendelse af Kevin Warsh som efterfølger til Jerome Powell som chef for centralbanken.

Sagen, der drejer sig om en væsentlig budgetoverskridelse af renoveringen af centralbankens hovedkvarter i Washington, blev bredt set som en del af præsidentens preskampagne mod Powell og centralbanken, da han gentagne gange pressede på for lavere renter.

Med Justitsministeriets opgivelse af straffesagen mod Jerome Powell var vejen banet for hans efterfølger. Republikaneren fra North Carolina, Thom Tillis, havde ellers tilkendegivet, at han ville nægte at godkende nomineringen af Kevin Warsh, medmindre den strafferetlige efterforskning af Jerome Powell blev indstillet.

Stemmen fra Thom Tillis er afgørende i Senatets bankudvalg for godkendelsen af Warsh.

Senatets godkendelse

Onsdag den 13. maj 2026 bekræftede det amerikanske Senat Kevin Warsh som den næste formand for Federal Reserve og efterfølger til Jerome Powell.

Onsdagens 54-45 stemmer var delt langs partilinjer og var den mest partipolitiske stemme for en formand for Federal Reserve i historien. John Fetterman fra Pennsylvania var den eneste demokrat, der støttede Warsh, som officielt starter den 14. maj.

En stor konflikt udspiller sig lige nu mellem den lollandske lokalavis Folketidende og flere toneangivende lokale politikere.

Det skyldes en kritisk artikel baseret på anonyme udtalelser fra en række nuværende og tidligere byrådspolitikere, som mener, at kommunens administration sidder med den reelle magt i kommunen.

Direktør og chefredaktør på Folketidende, Ole Sloth, siger til fagbladet Journalisten, om avisen skulle have undladt at bringe historien, fordi den baserer sig på anonyme kilder, at ”vi taler om en kommune, som målt på alle parametre gennem de sidste 12-16 år er gået fra slemt til værre”.

Sloth henviser blandt andet til den seneste tids tale om, at Lolland Kommune kan komme under statsadministration. Derfor finder han det nødvendigt med et kritisk blik på kommunen.

Kritikken af Lolland-Falster Folketidende fik borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme og andre lokalpolitikere til at opsige deres kommunalt betalte abonnementer på lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende.

To professorer i forvaltningsret har til Fagbladet Journalisten forklaret, at opsigelsen af kommunens abonnementer på avisen kan være i strid med loven.

Der er nemlig ikke tale om en ”saglig” begrundelse, hvis der er tale om ”ren og skær strafaktion”. Sådan sagde både Frederik Waage og Michael Gøtze, der begge er professorer i forvaltningsret.

Folketingets Ombudsmand har efterfølgende bedt Lolland Kommune oplyse hvor mange abonnementer der er opsagt, og hvad baggrunden er. Kommunen skal også forklare, hvilke ”yderligere skridt” kommunen ”har overvejet”.

Fortilfælde i Odsherred Kommune

I oktober 2025 vakte det opsigt, at direktionen i Odsherred Kommune bad centerchefer om at opsige abonnementer på lokalmediet Nordvestnyt, der som en del af Sjællandske Medier, har dækket den såkaldte forsyningsskandale, som har resulteret i en milliardstor gæld, tæt. Avisen har også skrevet om et dødsfald på det kommunale hospice, Lynghuset, som afslørede store ledelsesmæssige mangler og kommunens udfordringer med kvaliteten i ældreplejen.

Senest har Odsherred Kommune trukket overskrifter på grund af en omstridt ansættelse af kommunikationsrådgiveren Peter Arnfeldt. Sagen udløste en såkaldt næse til kommunaldirektøren.

Kommunalforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, mener, at direktionens beslutning kan ligne en hævnaktion. Journalister fra Sjællandske Medier har nemlig tidligere været kaldt til samtale med kommunaldirektøren og borgmesteren, som har været utilfredse med avisens kritiske tilgang.

”Det er sådan nogle ting, vi ser i Rusland eller i USA, hvor den amerikanske præsident går benhårdt – også med økonomiske midler – efter at lukke munden på kritiske medier, og det kan man selvfølgelig ikke gøre i et retssamfund, siger han til DR.

Der forlyder intet om at Folketingets Ombudsmand interesserede sig for sagen.

Fortilfælde i 1984

For de historisk interesserede skete der følgende, da abonnementet på dagbladet POLITIKEN blev opsagt:

Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station. Et stort erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen.

Om Melchior nåede at følge opfordringen, vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. mangelfulde bilag for repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Det samlede økologiske areal i Danmark er faldet i flere år. I 2021 nåede arealet op på 313.111 hektar. I 2025 er det faldet til 279.877 hektar. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som bygger på data fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Dermed udgør økologiarealet 11,4 procent af det samlede landbrugsareal

Samtidig falder antallet af økologiske bedrifter. Efter økologien voksede kraftigt i en årrække, viser tallene fra Danmarks Statistik altså, at udviklingen er vendt,

United Kingdom

I modsætning til Danmark er der vækst i den organiske sektor i Storbritannien – dog fra et lavt udgangspunkt. Det økologiske landbrugsareal i Storbritannien nåede sit højeste niveau i mere end et årti i 2025, hovedsageligt drevet af en kraftig stigning i jordomlægning i Skotland.

Ifølge nye tal den 7. maj 2026 tal The Department for Environment, Food and Rural Affairs (Defra) steg det samlede økologiareal i hele Storbritannien med 7,3 pct. til 540.000 ha. svarende til 3.2 pct. af det samlede landbrugsareal.

Skotland stod for en stor del af denne vækst, hvor jordomlægningen blev mere end fordoblet fra 26.000 ha i 2024 til 56.000 ha i 2025.

Økologisk drevet landbrugsjord i Skotland ligger nu på 3,3 pct., op fra 1,8 pct. i 2021, og ligger tæt på den skotske regerings mål om at fordoble økologisk landbrugsjord i den nuværende parlamentsperiode.

I hele Storbritannien var 56 pct. af den økologiske jord i England, 31 pct. i Skotland, 12 pct. i Wales og 1,2 pct. i Nordirland.

Størstedelen af det organiske land på 346.000 ha er udlagt som permanent græsning, mens korndyrkning udgjorde 50.000 ha.

Tallene fra Defra viste også, at 2,8 pct. af britisk kvæg blev opdrættet økologisk, og at der på landsplan var 5.004 certificerede økologiske landmænd.

Iran-krigen tømmer de globale olielagre i rekordtempo, og det er et spørgsmål om tid, før knapheden vil kunne mærkes ved benzinstanderne og i lufthavnenes brændstoflagre.

Ifølge en rapport fra finanstjenesten Bloomberg den 9. maj 2026 dræner Iran-krigen de globale oliereserver hurtigere end nogensinde før. I perioden fra 1. marts til 25. april faldt de globale olielagre med omkring 4,8 millioner tønder om dagen ifølge Bloomberg med henvisning til vurderinger fra den amerikanske bank Morgan Stanley.

Det er det største kvartalsvise fald Det Internationale Energiagentur (IEA) nogensinde har registreret. Råolie står for næsten 60 procent af tilbagegangen, raffinerede brændstoffer resten, som følge af lukningen af Hormuzstrædet. I flere asiatiske lande kan der i løbet af få uger opstå kritiske forsyningsflaskehalse.

Strategiske reserver er drænet

Ifølge Bloomberg-rapporten anses Indonesien, Vietnam, Pakistan og Filippinerne for at være mest udsatte, hvor forsyningssituationen kan blive kritisk inden for en måned. Men også i Europa er lagrene med flybrændstof i lagercentret Amsterdam-Rotterdam-Antwerpen skrumpet med en tredjedel siden krigens begyndelse til det laveste niveau i seks år, ifølge tjenesteudbyderen Insights Global. Storbritannien, Tyskland og Frankrig er særligt sårbare.

Ifølge Bloomberg har regeringer verden over lovet at frigive i alt 400 millioner tønder fra nødreserver – koordineret af IEA. USA har indtil videre frigivet omkring 79,7 millioner tønder og det forudses at de strategiske reserver i USA vil falde til det laveste niveau siden 1982.

Ifølge Libya Herald er der tilbagevendende kampe i den politisk splittede by Zawiya med deltagelse af militser, stammer, bander og hvad har du. Allerede i december og september 2025 havde kampene i byen, der har omkring 250.000 indbyggere, midlertidigt gjort kystvejen til Tripoli ufremkommelig og bragt raffinaderiet – Azzawia Oil Refining Company (ARC) – til stilstand.

Efter kampe fredag i Zawiya, hvor granater ramte fabriksområdet i Zawiya, blev havnen og Libyens største operationelle olieraffinaderi lukket ned for at beskytte medarbejdere, faciliteter og miljøet.

Vigtig facilitet for Libyens olieforsyning

Nyhedsbureauet Reuters citerede to ingeniører fra raffinaderiet. Ifølge rapporten blev der iværksat nødforanstaltninger efter at kampene nær fabrikken eskalerede. Raffinaderiet ligger cirka 40 kilometer vest for hovedstaden Tripoli og har en kapacitet på 120.000 tønder om dagen. Den er forbundet med Sharara-oliefeltet, som producerer omkring 300.000 tønder om dagen.

Ifølge Reuters oplyste det statslige olieselskab The Libyan National Oil Corporation (LNOC), at flere granater havde ramt forskellige dele af anlægget. Større skader er endnu ikke blevet opdaget. Kampene havde også spredt sig til boligområder omkring raffinaderiet.

Zawiya har i årevis været præget af militsvold

Ifølge Reuters var det ikke ganske klart, hvem der var involveret i kampene, og hvad der udløste dem. Libyens nyere historie e imidlertid ikke ubekendt med voldelige konflikter.

Tragedien i Libyen

Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden. Befolkningen blev i 2024 opgjort til knap 7,4 millioner.

Libyen før 2011

Libya før 2011 var præget af styret under Muammar Gaddafi, som tog magten ved et militærkup i 1969 og regerede landet i over 40 år.

Gaddafi afskaffede monarkiet og oprettede en stat baseret på hans egen ideologi, beskrevet i hans “Grønne Bog”. Der var ingen frie valg eller egentlige politiske partier.

Libyen havde store olieindtægter og var et af Afrikas rigeste lande målt pr. indbygger. Staten brugte mange penge på gratis uddannelse, sundhed og subsidier.

Høj levestandard sammenlignet med regionen: Mange libyere havde adgang til bolig, elektricitet og gratis offentlige ydelser, men økonomien var stærkt afhængig af olie.

Kritik af regeringen kunne føre til fængsel eller værre. Medier og opposition var stærkt kontrollerede.

Stamme- og regionsforskelle: Selvom staten forsøgte at skabe national enhed, spillede stammer og regionale grupper stadig en stor rolle i samfundet.

Libyen blev beskyldt for støtte til terrorisme, især efter Lockerbie bombing. Det førte til sanktioner fra FN og vestlige lande i 1990’erne.

Forbedrede relationer i 2000’erne: Gaddafi begyndte senere at samarbejde mere med Vesten, opgav programmer for masseødelæggelsesvåben og fik delvist ophævet de internationale sanktioner.

Oprøret i 2011

Oprøret i Libyen i 2011 kom som en del af det bredere ”Arabiske Forår”. Oprørene i Tunesien (december 2010 – Ben Ali væltet) og Egypten (januar–februar 2011 – Mubarak væltet) viste, at diktatorer kunne styrtes.

Det gav libyske aktivister mod til at gå på gaden da menneskerettighedsadvokaten Fathi Terbil den 15. februar 2011 blev arresteret i Benghazi. Han havde repræsenteret ofrene for en tidligere massakre i Abu Salim-fængslet (1996), hvor over 1.000 fanger blev dræbt.

Hans arrestation udløste protester i Benghazi, Libyens næststørste by. Demonstrationerne spredte sig hurtigt, især i den østlige del af landet, hvor utilfredsheden med Libyens leder, Oberst Muammar Gaddafi, var stærkest.

Gaddafi reagerede med brutal magtanvendelse og indsatte skarpskytter, sikkerhedsstyrker og senere militær mod demonstranterne.

Den hårde vold fik protesterne til at udvikle sig til et egentligt væbnet oprør og regulær borgerkrig, da flere militære enheder i øst brød med regimet og sluttede sig til oprørerne.

Det var imidlertid et spørgsmål om tid før Gadaffis veludstyrede hær og moderne luftvåben ville have nedkæmpet oprøret.

FN-resolution

Den 17. marts 2011 stod Gaddafi parat til at indtage oprørsbyen Benghazi, men samme dag vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette en flyveforbudszone over Libyen, ”for at beskytte civilbefolkningen”.

“Leading from behind”

I USA var der begrænset politisk og folkelig opbakning til at involvere sig i endnu en amerikansk krig i Mellemøsten/Nordafrika med risiko for at gentage fejltagelserne fra Irak og Afghanistan.

Obama-administrationen formulerede derfor en ny doktrin: USA skulle ikke altid stå i spidsen for internationale operationer, men i stedet støtte allierede, når disse havde størst interesse i en konflikt.

Libyen blev set som en konflikt, hvor europæiske lande (især Frankrig, Storbritannien og Italien) havde stærkere interesser og dermed burde tage lederskab.

Selvom USA i de første dage af operationen (Operation Odyssey Dawn) stod for massive missilangreb (Tomahawk-krydsermissiler) for at slå Gaddafis luftforsvar og kommando-strukturer ud, og USA leverede overvågning, efterretninger, lufttankning og elektronisk krigsførelse, ønskede USA at dele byrden med NATO-lande og få regional opbakning fra arabiske partnere, så indsatsen ikke blev opfattet som endnu en vestlig invasion.

Obama-administrationen talte konsekvent om at undgå “boots on the ground” og understregede, at der ikke ville blive tale om en amerikansk besættelse af Libyen.

Efter de første dages amerikansk lederskab blev ansvaret overdraget til NATO den 31. marts 2011 under Operation Unified Protector.

Danmarks rolle

Allerede natten mellem 18. og 19. marts 2011 vedtog et enigt Folketing, at Danmark skulle indgå i en international koalition og forhindre Gaddafi-styret i at begå overgreb på civile.

Seks F-16 kampfly og 120 piloter, teknikere, missionsplanlæggere, efterretningspersonel, administration, ledelse og støttepersonel blev sendt afsted. Da de vendte hjem igen 2. november, havde de udført 600 missioner og nedkastet 923 bomber.

De europæiske og arabiske partnere

Koalitionen bestod af 10 lande i den første fase, heriblandt:

• Storbritannien og Frankrig: meget aktive militært, især i luftangreb. Frankrig var det første land, der gennemførte angreb på Gaddafis styrker.
• Italien: stillede sine baser til rådighed for operationerne og deltog med fly. Italienske fly spillede en vigtig rolle, fordi Italien geografisk lå tæt på.
• Canada, Danmark, Norge, Belgien, Spanien: leverede kampfly og deltog i luftangreb. Fra baser på Sicilien fløj Danmark og Norge en stor andel af missionerne i forhold til deres størrelse.
• Qatar og De Forenede Arabiske Emirater: stillede fly til rådighed, hvilket gav koalitionen en vigtig arabisk legitimitet.

Udfaldet af oprøret mod Gaddafi

Den NATO-ledede koalition af lande, der intervenerede til fordel for oprørerne og gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, betød, at oprørerne efterhånden fik overtaget.

Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte midt mellem Tripoli og Benghazi, den 20. oktober 2011.

Efter Gaddafi

NATO-landene trak sig tilbage igen, og Libyen har siden været hærget af borgerkrig.

Den første borgerkrig endte i 2011-2012, hvor en grundlovsforsamling overtog magten og formulerede en ny grundlov.

Men hurtigt brød uenigheder og kampe ud mellem en lang række forskellige militser og grupperinger baseret på stamme-, regionalt, politisk og religiøst tilhørsforhold. Borgerkrigen har siden været afløst af korte våbenhviler og politiske aftaler, der dog hurtigt er blevet brudt.

Siden 2015 har Libyen imidlertid formelt set haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord eller GNU, Government of National Unity) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 oprindeligt blev ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, og fra 5. februar 2021 af premierminister Abdul Hamid Dbeibah, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land. LNA støtter parallelregeringen i den østlige del af Libyen (Cyrenaika), Regeringen for National Stabilitet (Government of National Stability, GNS), der siden 2021 været ledet af Osama Hamada, støttet af Libyan National Army.

Intet i Libyen er entydigt. Tripoli er hjemsted for den internationalt anerkendte regering under premierminister Abdul Hamid Dbeibah, hvis indflydelse afhænger af militser. I øst støtter Khalifa Haftar den rivaliserende magtstruktur med de tropper, han leder.

Tyrkiet har militært støttet den officielle regering i Tripoli, mens Khalifa Haftar og parallelregeringen i det østlige Libyen ifølge flere FN-undersøgelser har modtaget støtte fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten og Rusland.

Konfliktlinjen løber ikke kun mellem Vest og Øst – mellem Tripoli og Benghazi. I en vestlige del af Libyen, i kystbyen Zawiya kæmper sikkerhedsstyrker og væbnede grupper om distrikter, smuglerruter og olieindustrifaciliteter.

Den britiske premierminister, Keir Starmer, kæmper for sin politiske overlevelse, efter Labours nederlag ved de britiske lokalvalg torsdag den 7. maj 2026.

Ved valget skulle der vælges repræsentanter til selvstyreparlamenterne i Wales og Skotland, men 5066 byrådsmedlemmer i England var ligeledes på valg.

Tilbagegang for Labour

Fælles for de tre valg er, at Labour over hele linjen går tilbage. Det er mindre end to år efter, at Keir Starmer ved det seneste parlamentsvalg sikrede partiet to tredjedele af alle pladser i Underhuset. Bortset fra den konservative Liz Truss har man ikke i UK set en ny premierminister så hurtigt blive upopulær blandt vælgerne som Keir Starmer.

Parlamentsmedlemmer, ministre og fagforeninger står angiveligt i kø for at opfordre Sir Keir til at fremlægge en tidsplan for hans afgang efter ydmygende nederlag i England, Skotland og Wales.

Byrådsvalgene i England

Af de 5014 lokale mandater, der var i spil ved lokalvalgene i England, havde Labour inden valget knap 2500, men mistede næsten halvdelen ved valget. Valgkampen har været præget af lokale spørgsmål, men de vigtigste emner har været kommuneskat, vejhuller, boligmangel og skoler.

Reform UK

Hr. Farage blev den store vinder, og Reform UK er på vej til at vinde langt over 1.000 pladser over hele landet.

Partiet opnåede en række imponerende sejre i traditionelle Labour-bastioner som Sunderland, Gateshead, Barnsley og St Helens.

Hr. Farage sagde: ”Det er en stor, stor dag, ikke kun for vores parti, men for en fuldstændig omformning af britisk politik på alle måder. Reform UK ”havde fuldstændig smadret de historiske Labour-bastioner i det nordlige England”.

En jublende Farage annoncerede, at der er tale om en “historisk ændring i britisk politik” og sagde til journalister, at “der i UK ikke længere kun er venstre-højre og valget mellem Labour og Conservative”.

De Konservative

De konservatives leder, Olukemi Olufunto Adegoke Badenoch, insisterede på, at hun var ”meget stolt” af Tory-resultatet på trods af tabet af hundredvis af byrådspladser og sagde, at der var ”tegn på bedring” efter partiets jordskredsnederlag ved parlamentsvalget i 2024.

Skotland

I Skotland var alle 129 pladser på valg i det skotske parlament Holyrood. Nationalistpartiet, SNP, i Skotland ser ud til at forblive det største parti efter 19 år ved magten.

Wales

Vælgerne i Wales valgte 96 medlemmer af det walisiske parlament Senedd.

Labour må efter over et århundrede ved magten i Wales give stafetten videre til det nationale walisiske parti Plaid Cymru – og tilmed bliver henvist til tredjepladsen efter Nigel Farages blot få år gamle højrepopulistiske parti Reform UK.