France var en af de største kolonimagter i Afrika fra 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet. Det franske kolonirige i Afrika strakte sig over store dele af Nord-, Vest- og Centralafrika.

Frankrig har stadig tætte forbindelser til mange tidligere kolonier, og fransk er officielt sprog i mange afrikanske lande. Økonomiske og militære relationer fortsætter, men debatter om kolonialisme, racisme og økonomisk afhængighed fylder stadig meget.

Begrebet “Françafrique” bruges ofte om Frankrigs fortsatte indflydelse i tidligere kolonier. På få år har Frankrig imidlertid mistet meget af sin politiske og militære indflydelse i flere tidligere kolonier i Afrika — især i Sahel-regionen, herunder Mali, Burkina Faso, Niger og Chad.

Frankrigs tab af indflydelse i Sahel regnes af mange som et af de største geopolitiske nederlag for landet siden afkoloniseringen i 1960’erne.

Frankrig forsøger nu at ændre sin Afrika-politik og skabe mere lige partnerskaber i stedet for klassisk militær dominans.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron, har således i denne uge har beskrevet sig selv som “pan-afrikanist” som led i Frankrigs forsøg på at finde partnere på det afrikanske kontinent.

Men “skolemester” passer måske bedre end ”pan-afrikanist”.  Under topmødet ”Africa Forward Summit” i Nairobi mandag den 11. maj banede Macron sig midt under en paneldebat op på scenen. Macron forlangte håndfast mikrofonen udleveret af ordstyreren for derefter at irettesætte det larmende publikum for det, han kaldte en “total mangel på respekt” over for oplægsholderne.

Nogle roste den franske præsident for at sætte den støjende forsamling på plads. Men andre kritiserede hans opførsel.

Et medlem af det franske parlament skrev på sociale medier: “Så snart Macron sætter foden på det afrikanske kontinent, kan han ikke lade være med at opføre sig som kolonimagt.”

Den 56-årige Kevin Warsh er finansmand og tidligere medlem af styrelsesrådet for Federal Reserve – udpeget af George W. Bush. I januar 2026 blev han nomineret af præsident Donald Trump som kommende formand for Federal Reserve og dermed afløser for Jerome Powell, hvis beskikkelsesperiode udløber den 15. maj 2026.

Opfattelsen af Kevin Warsh har hele tiden været overvejende positiv i Senatet.

Det kom klart frem da Kevin Warsh tirsdag den 21. april 2026 var indkaldt til høring i Senatets bankudvalg.

Den kommende chef for Federal Reserve i USA ikke Trumps marionet

Under høringen i Senatet erklærede Kevin Warsh, at han ikke vil være Trumps marionet eller hånddukke (”sock puppet”) som Fed-formand.

Kevin Warsh fortalte tirsdag lovgiverne, at han ville være “en uafhængig aktør”, hvis han blev bekræftet som formand for Federal Reserve, og han afviste, at han ville rette sig efter præsident Donald Trump i forbindelse med rentebeslutninger.

Warsh sagde også, at Trump aldrig havde betinget sin nominering af et løfte om at sænke renterne. “Præsidenten bad mig aldrig om at forpligte mig til nogen bestemt rentebeslutning, punktum,” sagde han.

Warsh velhavende

Under høringen var der interesse for hvilke finansielle aktiver den meget velhavende Warsh rådede over.

Tidskriftet Politico har vurderet hans samlede beholdninger til et sted mellem 130 millioner og 210 millioner dollars og inkluderede positioner i private investeringsfonde, ejerandele i teknologivirksomheder som SpaceX og Polymarket.

Selvom Warsh har forpligtet sig til at afvikle næsten hele sin portefølje, før han tiltræder som centralbankchef, nægtede han at nævne individuelle beholdninger og henviste til tidligere fortrolighedsforpligtelser som grund til at tilbageholde disse oplysninger.

Blandt spørgsmålene var, om Warsh havde investeret penge i virksomheder tilknyttet Trumps kreds eller hans familiemedlemmer, eller i finansielle strukturer knyttet til Jeffrey Epstein. Warsh svarede ikke direkte, men understregede, at “Det er afgørende, at den næste formand ikke har økonomiske konflikter — ingen!”

På spørgsmål om hvor mange gange om året Feds politiske organ skulle mødes, sagde han at fire møder ville være for få, samtidig med at han nægtede at støtte den nuværende praksis med at afholde otte.

Strafferetlig undersøgelse af Jerome Powell

Det amerikanske Justitsministeriet har meddelt, at det har afsluttet sin kritiserede strafferetlige undersøgelse af Federal Reserve-formand Jerome Powell. Dermed er den primære hindring for Senatets godkendelse af Kevin Warsh som efterfølger til Jerome Powell som chef for centralbanken.

Sagen, der drejer sig om en væsentlig budgetoverskridelse af renoveringen af centralbankens hovedkvarter i Washington, blev bredt set som en del af præsidentens preskampagne mod Powell og centralbanken, da han gentagne gange pressede på for lavere renter.

Med Justitsministeriets opgivelse af straffesagen mod Jerome Powell var vejen banet for hans efterfølger. Republikaneren fra North Carolina, Thom Tillis, havde ellers tilkendegivet, at han ville nægte at godkende nomineringen af Kevin Warsh, medmindre den strafferetlige efterforskning af Jerome Powell blev indstillet.

Stemmen fra Thom Tillis er afgørende i Senatets bankudvalg for godkendelsen af Warsh.

Senatets godkendelse

Onsdag den 13. maj 2026 bekræftede det amerikanske Senat Kevin Warsh som den næste formand for Federal Reserve og efterfølger til Jerome Powell.

Onsdagens 54-45 stemmer var delt langs partilinjer og var den mest partipolitiske stemme for en formand for Federal Reserve i historien. John Fetterman fra Pennsylvania var den eneste demokrat, der støttede Warsh, som officielt starter den 14. maj.

En stor konflikt udspiller sig lige nu mellem den lollandske lokalavis Folketidende og flere toneangivende lokale politikere.

Det skyldes en kritisk artikel baseret på anonyme udtalelser fra en række nuværende og tidligere byrådspolitikere, som mener, at kommunens administration sidder med den reelle magt i kommunen.

Direktør og chefredaktør på Folketidende, Ole Sloth, siger til fagbladet Journalisten, om avisen skulle have undladt at bringe historien, fordi den baserer sig på anonyme kilder, at ”vi taler om en kommune, som målt på alle parametre gennem de sidste 12-16 år er gået fra slemt til værre”.

Sloth henviser blandt andet til den seneste tids tale om, at Lolland Kommune kan komme under statsadministration. Derfor finder han det nødvendigt med et kritisk blik på kommunen.

Kritikken af Lolland-Falster Folketidende fik borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme og andre lokalpolitikere til at opsige deres kommunalt betalte abonnementer på lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende.

To professorer i forvaltningsret har til Fagbladet Journalisten forklaret, at opsigelsen af kommunens abonnementer på avisen kan være i strid med loven.

Der er nemlig ikke tale om en ”saglig” begrundelse, hvis der er tale om ”ren og skær strafaktion”. Sådan sagde både Frederik Waage og Michael Gøtze, der begge er professorer i forvaltningsret.

Folketingets Ombudsmand har efterfølgende bedt Lolland Kommune oplyse hvor mange abonnementer der er opsagt, og hvad baggrunden er. Kommunen skal også forklare, hvilke ”yderligere skridt” kommunen ”har overvejet”.

Fortilfælde i Odsherred Kommune

I oktober 2025 vakte det opsigt, at direktionen i Odsherred Kommune bad centerchefer om at opsige abonnementer på lokalmediet Nordvestnyt, der som en del af Sjællandske Medier, har dækket den såkaldte forsyningsskandale, som har resulteret i en milliardstor gæld, tæt. Avisen har også skrevet om et dødsfald på det kommunale hospice, Lynghuset, som afslørede store ledelsesmæssige mangler og kommunens udfordringer med kvaliteten i ældreplejen.

Senest har Odsherred Kommune trukket overskrifter på grund af en omstridt ansættelse af kommunikationsrådgiveren Peter Arnfeldt. Sagen udløste en såkaldt næse til kommunaldirektøren.

Kommunalforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, mener, at direktionens beslutning kan ligne en hævnaktion. Journalister fra Sjællandske Medier har nemlig tidligere været kaldt til samtale med kommunaldirektøren og borgmesteren, som har været utilfredse med avisens kritiske tilgang.

”Det er sådan nogle ting, vi ser i Rusland eller i USA, hvor den amerikanske præsident går benhårdt – også med økonomiske midler – efter at lukke munden på kritiske medier, og det kan man selvfølgelig ikke gøre i et retssamfund, siger han til DR.

Der forlyder intet om at Folketingets Ombudsmand interesserede sig for sagen.

Fortilfælde i 1984

For de historisk interesserede skete der følgende, da abonnementet på dagbladet POLITIKEN blev opsagt:

Arne Melchior, der var trafikminister i Schlüters Firkløverregering, gjorde sig i 1984 ifølge Ombudsmanden skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Én ting stak ud. Sådan lige omkring hoftehøjde på den korsfæstede mand på Birkerød Station. Et stort erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der som beskrevet betragtede opsigelsen af avisabonnementet som magtfordrejning og opfordrede til at omgøre beslutningen.

Om Melchior nåede at følge opfordringen, vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. mangelfulde bilag for repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

Det samlede økologiske areal i Danmark er faldet i flere år. I 2021 nåede arealet op på 313.111 hektar. I 2025 er det faldet til 279.877 hektar. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som bygger på data fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Dermed udgør økologiarealet 11,4 procent af det samlede landbrugsareal

Samtidig falder antallet af økologiske bedrifter. Efter økologien voksede kraftigt i en årrække, viser tallene fra Danmarks Statistik altså, at udviklingen er vendt,

United Kingdom

I modsætning til Danmark er der vækst i den organiske sektor i Storbritannien – dog fra et lavt udgangspunkt. Det økologiske landbrugsareal i Storbritannien nåede sit højeste niveau i mere end et årti i 2025, hovedsageligt drevet af en kraftig stigning i jordomlægning i Skotland.

Ifølge nye tal den 7. maj 2026 tal The Department for Environment, Food and Rural Affairs (Defra) steg det samlede økologiareal i hele Storbritannien med 7,3 pct. til 540.000 ha. svarende til 3.2 pct. af det samlede landbrugsareal.

Skotland stod for en stor del af denne vækst, hvor jordomlægningen blev mere end fordoblet fra 26.000 ha i 2024 til 56.000 ha i 2025.

Økologisk drevet landbrugsjord i Skotland ligger nu på 3,3 pct., op fra 1,8 pct. i 2021, og ligger tæt på den skotske regerings mål om at fordoble økologisk landbrugsjord i den nuværende parlamentsperiode.

I hele Storbritannien var 56 pct. af den økologiske jord i England, 31 pct. i Skotland, 12 pct. i Wales og 1,2 pct. i Nordirland.

Størstedelen af det organiske land på 346.000 ha er udlagt som permanent græsning, mens korndyrkning udgjorde 50.000 ha.

Tallene fra Defra viste også, at 2,8 pct. af britisk kvæg blev opdrættet økologisk, og at der på landsplan var 5.004 certificerede økologiske landmænd.

Iran-krigen tømmer de globale olielagre i rekordtempo, og det er et spørgsmål om tid, før knapheden vil kunne mærkes ved benzinstanderne og i lufthavnenes brændstoflagre.

Ifølge en rapport fra finanstjenesten Bloomberg den 9. maj 2026 dræner Iran-krigen de globale oliereserver hurtigere end nogensinde før. I perioden fra 1. marts til 25. april faldt de globale olielagre med omkring 4,8 millioner tønder om dagen ifølge Bloomberg med henvisning til vurderinger fra den amerikanske bank Morgan Stanley.

Det er det største kvartalsvise fald Det Internationale Energiagentur (IEA) nogensinde har registreret. Råolie står for næsten 60 procent af tilbagegangen, raffinerede brændstoffer resten, som følge af lukningen af Hormuzstrædet. I flere asiatiske lande kan der i løbet af få uger opstå kritiske forsyningsflaskehalse.

Strategiske reserver er drænet

Ifølge Bloomberg-rapporten anses Indonesien, Vietnam, Pakistan og Filippinerne for at være mest udsatte, hvor forsyningssituationen kan blive kritisk inden for en måned. Men også i Europa er lagrene med flybrændstof i lagercentret Amsterdam-Rotterdam-Antwerpen skrumpet med en tredjedel siden krigens begyndelse til det laveste niveau i seks år, ifølge tjenesteudbyderen Insights Global. Storbritannien, Tyskland og Frankrig er særligt sårbare.

Ifølge Bloomberg har regeringer verden over lovet at frigive i alt 400 millioner tønder fra nødreserver – koordineret af IEA. USA har indtil videre frigivet omkring 79,7 millioner tønder og det forudses at de strategiske reserver i USA vil falde til det laveste niveau siden 1982.

Ifølge Libya Herald er der tilbagevendende kampe i den politisk splittede by Zawiya med deltagelse af militser, stammer, bander og hvad har du. Allerede i december og september 2025 havde kampene i byen, der har omkring 250.000 indbyggere, midlertidigt gjort kystvejen til Tripoli ufremkommelig og bragt raffinaderiet – Azzawia Oil Refining Company (ARC) – til stilstand.

Efter kampe fredag i Zawiya, hvor granater ramte fabriksområdet i Zawiya, blev havnen og Libyens største operationelle olieraffinaderi lukket ned for at beskytte medarbejdere, faciliteter og miljøet.

Vigtig facilitet for Libyens olieforsyning

Nyhedsbureauet Reuters citerede to ingeniører fra raffinaderiet. Ifølge rapporten blev der iværksat nødforanstaltninger efter at kampene nær fabrikken eskalerede. Raffinaderiet ligger cirka 40 kilometer vest for hovedstaden Tripoli og har en kapacitet på 120.000 tønder om dagen. Den er forbundet med Sharara-oliefeltet, som producerer omkring 300.000 tønder om dagen.

Ifølge Reuters oplyste det statslige olieselskab The Libyan National Oil Corporation (LNOC), at flere granater havde ramt forskellige dele af anlægget. Større skader er endnu ikke blevet opdaget. Kampene havde også spredt sig til boligområder omkring raffinaderiet.

Zawiya har i årevis været præget af militsvold

Ifølge Reuters var det ikke ganske klart, hvem der var involveret i kampene, og hvad der udløste dem. Libyens nyere historie e imidlertid ikke ubekendt med voldelige konflikter.

Tragedien i Libyen

Libyen er med sine 1,8 millioner km² Afrikas fjerdestørste land målt i areal, og det 16. største i verden. Befolkningen blev i 2024 opgjort til knap 7,4 millioner.

Libyen før 2011

Libya før 2011 var præget af styret under Muammar Gaddafi, som tog magten ved et militærkup i 1969 og regerede landet i over 40 år.

Gaddafi afskaffede monarkiet og oprettede en stat baseret på hans egen ideologi, beskrevet i hans “Grønne Bog”. Der var ingen frie valg eller egentlige politiske partier.

Libyen havde store olieindtægter og var et af Afrikas rigeste lande målt pr. indbygger. Staten brugte mange penge på gratis uddannelse, sundhed og subsidier.

Høj levestandard sammenlignet med regionen: Mange libyere havde adgang til bolig, elektricitet og gratis offentlige ydelser, men økonomien var stærkt afhængig af olie.

Kritik af regeringen kunne føre til fængsel eller værre. Medier og opposition var stærkt kontrollerede.

Stamme- og regionsforskelle: Selvom staten forsøgte at skabe national enhed, spillede stammer og regionale grupper stadig en stor rolle i samfundet.

Libyen blev beskyldt for støtte til terrorisme, især efter Lockerbie bombing. Det førte til sanktioner fra FN og vestlige lande i 1990’erne.

Forbedrede relationer i 2000’erne: Gaddafi begyndte senere at samarbejde mere med Vesten, opgav programmer for masseødelæggelsesvåben og fik delvist ophævet de internationale sanktioner.

Oprøret i 2011

Oprøret i Libyen i 2011 kom som en del af det bredere ”Arabiske Forår”. Oprørene i Tunesien (december 2010 – Ben Ali væltet) og Egypten (januar–februar 2011 – Mubarak væltet) viste, at diktatorer kunne styrtes.

Det gav libyske aktivister mod til at gå på gaden da menneskerettighedsadvokaten Fathi Terbil den 15. februar 2011 blev arresteret i Benghazi. Han havde repræsenteret ofrene for en tidligere massakre i Abu Salim-fængslet (1996), hvor over 1.000 fanger blev dræbt.

Hans arrestation udløste protester i Benghazi, Libyens næststørste by. Demonstrationerne spredte sig hurtigt, især i den østlige del af landet, hvor utilfredsheden med Libyens leder, Oberst Muammar Gaddafi, var stærkest.

Gaddafi reagerede med brutal magtanvendelse og indsatte skarpskytter, sikkerhedsstyrker og senere militær mod demonstranterne.

Den hårde vold fik protesterne til at udvikle sig til et egentligt væbnet oprør og regulær borgerkrig, da flere militære enheder i øst brød med regimet og sluttede sig til oprørerne.

Det var imidlertid et spørgsmål om tid før Gadaffis veludstyrede hær og moderne luftvåben ville have nedkæmpet oprøret.

FN-resolution

Den 17. marts 2011 stod Gaddafi parat til at indtage oprørsbyen Benghazi, men samme dag vedtog FN’s Sikkerhedsråd at oprette en flyveforbudszone over Libyen, ”for at beskytte civilbefolkningen”.

“Leading from behind”

I USA var der begrænset politisk og folkelig opbakning til at involvere sig i endnu en amerikansk krig i Mellemøsten/Nordafrika med risiko for at gentage fejltagelserne fra Irak og Afghanistan.

Obama-administrationen formulerede derfor en ny doktrin: USA skulle ikke altid stå i spidsen for internationale operationer, men i stedet støtte allierede, når disse havde størst interesse i en konflikt.

Libyen blev set som en konflikt, hvor europæiske lande (især Frankrig, Storbritannien og Italien) havde stærkere interesser og dermed burde tage lederskab.

Selvom USA i de første dage af operationen (Operation Odyssey Dawn) stod for massive missilangreb (Tomahawk-krydsermissiler) for at slå Gaddafis luftforsvar og kommando-strukturer ud, og USA leverede overvågning, efterretninger, lufttankning og elektronisk krigsførelse, ønskede USA at dele byrden med NATO-lande og få regional opbakning fra arabiske partnere, så indsatsen ikke blev opfattet som endnu en vestlig invasion.

Obama-administrationen talte konsekvent om at undgå “boots on the ground” og understregede, at der ikke ville blive tale om en amerikansk besættelse af Libyen.

Efter de første dages amerikansk lederskab blev ansvaret overdraget til NATO den 31. marts 2011 under Operation Unified Protector.

Danmarks rolle

Allerede natten mellem 18. og 19. marts 2011 vedtog et enigt Folketing, at Danmark skulle indgå i en international koalition og forhindre Gaddafi-styret i at begå overgreb på civile.

Seks F-16 kampfly og 120 piloter, teknikere, missionsplanlæggere, efterretningspersonel, administration, ledelse og støttepersonel blev sendt afsted. Da de vendte hjem igen 2. november, havde de udført 600 missioner og nedkastet 923 bomber.

De europæiske og arabiske partnere

Koalitionen bestod af 10 lande i den første fase, heriblandt:

• Storbritannien og Frankrig: meget aktive militært, især i luftangreb. Frankrig var det første land, der gennemførte angreb på Gaddafis styrker.
• Italien: stillede sine baser til rådighed for operationerne og deltog med fly. Italienske fly spillede en vigtig rolle, fordi Italien geografisk lå tæt på.
• Canada, Danmark, Norge, Belgien, Spanien: leverede kampfly og deltog i luftangreb. Fra baser på Sicilien fløj Danmark og Norge en stor andel af missionerne i forhold til deres størrelse.
• Qatar og De Forenede Arabiske Emirater: stillede fly til rådighed, hvilket gav koalitionen en vigtig arabisk legitimitet.

Udfaldet af oprøret mod Gaddafi

Den NATO-ledede koalition af lande, der intervenerede til fordel for oprørerne og gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, betød, at oprørerne efterhånden fik overtaget.

Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte midt mellem Tripoli og Benghazi, den 20. oktober 2011.

Efter Gaddafi

NATO-landene trak sig tilbage igen, og Libyen har siden været hærget af borgerkrig.

Den første borgerkrig endte i 2011-2012, hvor en grundlovsforsamling overtog magten og formulerede en ny grundlov.

Men hurtigt brød uenigheder og kampe ud mellem en lang række forskellige militser og grupperinger baseret på stamme-, regionalt, politisk og religiøst tilhørsforhold. Borgerkrigen har siden været afløst af korte våbenhviler og politiske aftaler, der dog hurtigt er blevet brudt.

Siden 2015 har Libyen imidlertid formelt set haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord eller GNU, Government of National Unity) er af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 oprindeligt blev ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, og fra 5. februar 2021 af premierminister Abdul Hamid Dbeibah, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen, der er verdens 18. største land. LNA støtter parallelregeringen i den østlige del af Libyen (Cyrenaika), Regeringen for National Stabilitet (Government of National Stability, GNS), der siden 2021 været ledet af Osama Hamada, støttet af Libyan National Army.

Intet i Libyen er entydigt. Tripoli er hjemsted for den internationalt anerkendte regering under premierminister Abdul Hamid Dbeibah, hvis indflydelse afhænger af militser. I øst støtter Khalifa Haftar den rivaliserende magtstruktur med de tropper, han leder.

Tyrkiet har militært støttet den officielle regering i Tripoli, mens Khalifa Haftar og parallelregeringen i det østlige Libyen ifølge flere FN-undersøgelser har modtaget støtte fra De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Egypten og Rusland.

Konfliktlinjen løber ikke kun mellem Vest og Øst – mellem Tripoli og Benghazi. I en vestlige del af Libyen, i kystbyen Zawiya kæmper sikkerhedsstyrker og væbnede grupper om distrikter, smuglerruter og olieindustrifaciliteter.

Den britiske premierminister, Keir Starmer, kæmper for sin politiske overlevelse, efter Labours nederlag ved de britiske lokalvalg torsdag den 7. maj 2026.

Ved valget skulle der vælges repræsentanter til selvstyreparlamenterne i Wales og Skotland, men 5066 byrådsmedlemmer i England var ligeledes på valg.

Tilbagegang for Labour

Fælles for de tre valg er, at Labour over hele linjen går tilbage. Det er mindre end to år efter, at Keir Starmer ved det seneste parlamentsvalg sikrede partiet to tredjedele af alle pladser i Underhuset. Bortset fra den konservative Liz Truss har man ikke i UK set en ny premierminister så hurtigt blive upopulær blandt vælgerne som Keir Starmer.

Parlamentsmedlemmer, ministre og fagforeninger står angiveligt i kø for at opfordre Sir Keir til at fremlægge en tidsplan for hans afgang efter ydmygende nederlag i England, Skotland og Wales.

Byrådsvalgene i England

Af de 5014 lokale mandater, der var i spil ved lokalvalgene i England, havde Labour inden valget knap 2500, men mistede næsten halvdelen ved valget. Valgkampen har været præget af lokale spørgsmål, men de vigtigste emner har været kommuneskat, vejhuller, boligmangel og skoler.

Reform UK

Hr. Farage blev den store vinder, og Reform UK er på vej til at vinde langt over 1.000 pladser over hele landet.

Partiet opnåede en række imponerende sejre i traditionelle Labour-bastioner som Sunderland, Gateshead, Barnsley og St Helens.

Hr. Farage sagde: ”Det er en stor, stor dag, ikke kun for vores parti, men for en fuldstændig omformning af britisk politik på alle måder. Reform UK ”havde fuldstændig smadret de historiske Labour-bastioner i det nordlige England”.

En jublende Farage annoncerede, at der er tale om en “historisk ændring i britisk politik” og sagde til journalister, at “der i UK ikke længere kun er venstre-højre og valget mellem Labour og Conservative”.

De Konservative

De konservatives leder, Olukemi Olufunto Adegoke Badenoch, insisterede på, at hun var ”meget stolt” af Tory-resultatet på trods af tabet af hundredvis af byrådspladser og sagde, at der var ”tegn på bedring” efter partiets jordskredsnederlag ved parlamentsvalget i 2024.

Skotland

I Skotland var alle 129 pladser på valg i det skotske parlament Holyrood. Nationalistpartiet, SNP, i Skotland ser ud til at forblive det største parti efter 19 år ved magten.

Wales

Vælgerne i Wales valgte 96 medlemmer af det walisiske parlament Senedd.

Labour må efter over et århundrede ved magten i Wales give stafetten videre til det nationale walisiske parti Plaid Cymru – og tilmed bliver henvist til tredjepladsen efter Nigel Farages blot få år gamle højrepopulistiske parti Reform UK.

Torsdag den 7. maj 2026 er der ikke alene valg til selvstyreparlamenterne i Wales og Skotland. Der skal også vælges 5066 byrådsmedlemmer i England.

Tilbagegang for Labour

Fælles for de tre valg er, at der over hele linjen er udsigt til, at arbejderpartiet Labour går tilbage. Det er mindre end to år efter, at Keir Starmer ved det seneste parlamentsvalg sikrede partiet to tredjedele af alle pladser i Underhuset.

Gentagne meningsmålinger siger entydigt, at Labour efter over et århundrede ved magten i Wales må give stafetten videre til det nationale walisiske parti Plaid Cymru – og tilmed bliver henvist til tredjepladsen efter Nigel Farages blot få år gamle højrepopulistiske parti Reform UK.

Samme billede går igen i Skotland, hvor det mere venstreorienterede Scottish National Party, SNP, ser ud til at holde fast i magten, som partiet har haft siden 1999.

Byrådsvalgene i England

Af de 5014 lokale mandater, der er i spil ved lokalvalgene i England, har Labour aktuelt knap 2500.

Prognoser (uden lokallister) spår, at Labour går 1500 pladser tilbage. Reform UK vinder mindst 1400 pladser, mens De Konservative går 600 pladser tilbage. Liberale Demokrater vinder 200 pladser og De Grønne får 600 pladser.

I valgkampen har de vigtigste emner været kommuneskat, vejhuller, boligmangel og skoler.

Premierminister Keir Starmer

Britiske medier brugt de seneste uger på at spekulere i Keir Starmers skæbne efter valget.

Bortset fra den konservative Liz Truss har man ikke i UK set en ny premierminister så hurtigt blive upopulær blandt vælgerne som Keir Starmer. Samtidig er der i England tegn på et totalt kollaps for de to store gamle systemer – Labour og De Konservative.

Nigel Farage og Reform UK

Reform UK stod tidligere på året stod til over 30 procent i meningsmålingerne, men andelen er nu faldet til 25 procent.

Partiet bliver presset fra højre i form af partiet Restore Britain (Genopret Storbritannien), som er stiftet for mindre end et år siden af Rupert Lowe. Han var en af de fem oprindeligt valgte parlamentsmedlemmer for Reform UK ved valget for mindre end to år siden, men blev løsgænger efter at være raget uklar med Nigel Farage.

Nigel Farage er presset af, at det er kommet frem, at han har modtaget en gave på fem millioner pund svarende til 43 millioner kroner fra Christopher Harborne, en britisk milliardær, der lever i Thailand, og som har tjent sine penge på kryptovaluta.

Pengene blev ikke opgivet til registeret over parlamentsmedlemmers interesser. Nigel Farage har forsvaret dette med, at pengene var en personlig gave fra før, han officielt stillede op til parlamentet, og at de skal bruges til hans personlige beskyttelse.

En måling foretaget for tænketanken Policy Exchange viser, at hver fjerde muslimske vælger vil lade Gaza-spørgsmålet være afgørende for deres stemme, og de vil stemme på uafhængige kandidater eller De Grønne for at holde Labour væk fra magten.

Trump opfordrer Merz til at “fix his broken country”!

 Den amerikanske præsidents seneste udbrud kommer dagen efter, at han antydede en mulig reduktion af amerikanske tropper i Tyskland.

Donald Trump har sagt at kansler Friedrich Merz bør fokusere på at “reparere sit ødelagte land” og forsøge at afslutte Rusland-Ukraine-krigen – og bruge mindre tid på at “blande sig” i Iran.

“Tysklands kansler burde bruge mere tid på at afslutte krigen med Rusland/Ukraine (hvor han har været fuldstændig ineffektiv!),” skrev Trump i et opslag på sociale medier.

Merz bør i stedet fokusere på at “reparere sit ødelagte land,” skrev han, “især immigration og energi, og mindre tid på at blande sig i dem, der fjerner Irans atomtrussel, og dermed gøre verden, inklusive Tyskland, til et sikrere sted!”

Trumps seneste udbrud kom dagen efter, at han antydede, at den amerikanske militære tilstedeværelse i Tyskland blev gennemgået, med henblik på en “mulig reduktion” af tropper

I øjeblikket er mellem 36.000 og 39.000 amerikanske personer er stationeret i Tyskland, hvoraf de fleste er på de to største baser i Stuttgart og Ramstein.

Trumps udtalelser er udløst af Merz’ udtalelser tidligere på ugen, hvor han sagde, at USA blev “ydmyget” af Iran og kritiserede Washington for ikke at have nogen exit-strategi for krigen.

Under et besøg i Marokko sagde den tyske udenrigsminister, Johann Wadephul, at ikke blot Trump havde fremsat sådanne udtalelser tidligere, men også hans forgængere, herunder præsidenterne Biden, Obama og Clinton.

Claudia Major, en førende ekspert i transatlantisk sikkerhed hos den tyske Marshallfond, sagde, at Trumps forsøg på at “bruge Ramstein som løftestang” ikke var noget nyt.

“Det hænger sammen med den debat, vi havde om Grønland, da europæerne overvejede, hvor alvorligt de skulle tage Trumps trusler,” sagde hun.

Forsvarspolitisk ekspert for Merz’ kristendemokrater, Roderich Kiesewetter, advarede mod at overreagere på Trumps udtalelse.

“Troppereduktioner blev annonceret for nogen tid siden og er ikke overraskende,” fortalte han tyske medier. “Det vigtigste er, at de udføres på en ordnet og aftalt måde.”

Han sagde, at det var af stor betydning “især for USA”, at have sine tropper i Tyskland – med særlig henvisning til USA’s store militærhospital i Landstuhl, det strategiske knudepunkt i Ramstein og træningsområderne i Grafenwöhr.

Han sagde, at snarere end primært at sikre Tysklands forsvar, understøttede disse steder “den globale amerikanske magtprojektion”.

Forenede Arabiske Emirater (UAE) – areal på knap 84.000 km2, grænser til Oman og Saudi-Arabien, en befolkning på knap 10 millioner og med hovedstaden Abu Dhabi – har meddelt, at man med virkning fra 1. maj forlader oliekartellet OPEC og den bredere gruppe kaldet OPEC+.

Ifølge eksperter er det ikke overraskende, at Emirates nu forlader OPEC. Allerede før Iran-krigen var der uenighed i OPEC om produktionsvolumener. Emiraterne ønskede at producere mere end den kvote, der var tiltænkt dem.

Emiraternes øgede olieproduktion vil kunne bringe yderligere indtægter på 50 milliarder amerikanske dollars hvert år, men samtidig kan bruddet med Saudi-Arabien og en priskrig på oliemarkederne indebære risici.

I sin meddelelse om tilbagetrækningen taler Emiraterne om “nationale interesser og landets mål om aktivt at bidrage til markedets presserende behov.” Urolighederne i Hormuzstrædet, udløst af Iran-krigen, nævnes også.

Hvad betyder det for oliepriserne?

Exit-meddelelsen vil ifølge analytikere ikke have nogen umiddelbar indvirkning på det globale energimarked. Dog indikerer tiltaget, at den globale forsyning vil være højere, end den ellers ville være, når Hormuzstrædet genåbner.

På kort sigt har de fastlåste forhandlingerne mellem Iran og USA, og manglen på udsigt til en rettidig forbedring af olieforsyningen større indflydelse på at olieprisen er stigende.

Hvad har Saudi-Arabien med tiltaget at gøre?

Kongeriget har en dominerende position inden for OPEC på grund af dets enorme produktionskapacitet og sine enorme oliereserver – Saudi-Arabien ejer omkring 17 procent af verdens dokumenterede reserver. Gennem OPEC+ alliancen, som Rusland også er medlem af, har Saudi-Arabien udvidet sin indflydelse yderligere. Ved at forlade OPEC og OPEC+ vender Emiraterne ryggen til hele kartellet og afviser dermed også Saudi-Arabiens krav på lederskab.

Abu Dhabi og Riyadh optræder i stigende grad som rivaler.

I Yemen og Sudan støtter de forskellige sider og forfølger også forskellige strategier i forhold til Israel. Økonomisk konkurrerer begge monarkier om investeringer, handel og turisme.

Saudi-Arabien må nu forsøge at holde OPEC samlet. Nogle forudsiger allerede begyndelsen på kartellets ende. Den israelske nyhedsportal “Ynet” skriver, at Emiraterne har “opløst” OPEC.

Hvordan reagerer USA?

For USA, verdens største olieproducent, betyder et svagere OPEC-kartel og mere olie på markedet, vil benzinpriserne falde – sandsynligvis også for amerikanske borgere. Hvis dette sker nogle måneder før efterårets Midtvejsvalg vil det formentlig blive hilst velkommen af Trump-administrationen.

Det er imidlertid usikkert, om Hormuz-strædet faktisk vil blive permanent åbnet for skibstrafik inden begyndelsen af november. Samtidig skal den amerikanske regering være forsigtig med, at priserne ikke falder for meget: Hvis priserne falder for meget, vil store dele af olieproduktionen i USA ikke længere kunne betale sig.

Det Internationale Energiagentur

Ifølge Reuters den 30. april 2026 udtaler Fatih Birol, chef for Det Internationale Energiagentur (IEA), at verden står over for den største energikrise i historien efter krigen i Iran. Ifølge Birol oplever “olie- og gasmarkederne store vanskeligheder. Da jeg sidst tjekkede, var olieprisen mere end 120 dollars, hvilket lægger et stort pres på mange lande.”