Særlig rådgiver hos Haldor Topsøe, den 80-årige Ulrik Federspiel, giver i et interview i Altinget udtryk for, at han er bekymret for, om Danmark og dansk diplomati er tilstrækkelig rustet til den opgave, vi som nation står overfor. For er de danske ambassader for få, bemandingen for lav og analysekraften tilstrækkelig? “Jeg mener faktisk, at situationen er rimelig kritisk”, siger Federspiel om den danske udenrigstjeneste, der ifølge Finansloven i umiddelbare udgifter koster omkring 3 mia.kr. om året.
Når udenrigsministeriet har råd til at hyre først Kristian Jensen og siden Holger K. Nielsen til at rejse verden rund for at advokere for en dansk stol i FN’s Sikkerhedsråd, og danske ambassadører prinser den i residenser i de absolut dyreste kvarterer i verdens hovedstæder, forekommer kravet om flere ressourcer til Asiatisk Plads malplaceret.
En række pensionerede ambassadører er undertiden synlige i det offentlige rum, men den aktive udenrigstjeneste holder lav profil. Konsekvenser er da også, at i dag er der ingen, der ved hvem der er Kongerigets repræsentanter i Washington, London, Berlin, Beijing eller Bruxelles.
Ulrik Federspiels erindringer fra hans egen vellønnede karriere blandt blåfrakker og laksko
Ulrik Federspiel, begik ifølge Politiken for et par år siden en bog med anekdoter fra hans diplomatiske liv blandt blåfrakkerne og lakskoene og på de bonede gulve i Udenrigs- og Statsministeriet i København, i Washington og andre af verdens brændpunkter.
Rushdie-sagen
I Politikens anmeldelse af bogen nævnes Rushdie-sagen ikke. Sagen havde i 1996 ellers nær kostet Nyrup-regeringen livet. Baggrunden var, at regeringen af sikkerhedsmæssige årsager valgte at aflyse et besøg af den britiske forfatter Salman Rushdie, der havde en fatwa hængende over hovedet. Udadtil blev Justitsministeriet tvunget til at bruge den “aktuelle politimæssige situation i Danmark” som begrundelse.
Forfatteren får først besked tre uger senere, da det planlagte besøg den 14. november var nært forestående.
Dagen efter er aviserne fulde af kritiske historier om den dårlige sagshåndtering, “Kujon-Danmark” står der endda skrevet som overskrift på en leder i den ansete engelske avis The Times, og Nyrup er i den kommende tid slet ikke klædt på til at tackle situationen.
Sagen er en lang taktisk brøler, som der er bred enighed om, at statsministerens departementschef, Ulrik Federspiel, bærer skylden for. Salman Rushdie får sin undskyldning, og han får lov til at besøge Danmark, men sagen varer det meste af november måned 1996, og der bliver gang på gang sat spørgsmålstegn ved statsministerens evne til at lede landet.
I pressen forlyder det, at departementschefen er på vej ud, og selv om Nyrup på et pressemøde har muligheden for at lægge luft til de oplysninger, så ønsker han ikke at kommentere sagen. I hjørnet står en intetanende Ulrik Federspiel, som dermed reelt oplever at få en fyreseddel i fuld offentlighed. Federspiel ryger dog ikke helt ud i den kolde sne, men sendes til Irland som ambassadør.
9/11 2001
Den 11. september 2001 var Federspiel flyttet videre til Washington, hvor han som ambassadør absolut ikke gjorde en forskel i håndteringen af den internationale krise efter fly havde braget ind i World Trade Center og Pentagon.
Federspiel gjorde således intet for at forhindre, at Danmark blev involveret i krigen i Afghanistan, der begyndte den 7. oktober 2001 som reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 mod USA. Federspiel gjorde heller intet for at forhindre Danmarks deltagelse i den langvarige krig og besættelse af Irak, der begyndte med den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003.
Muhammed-krisen
Ulrik Federspiel har selv oplyst, at han måske i 2005 kunne have forhindret Muhammedkrisen. Da 11 muslimske ambassadører i Danmark i oktober 2005 skrev til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og bad om et møde om Muhammedtegningerne var Ulrik Federspiel netop vendt tilbage fra USA, hvortil han var sendt efter Irland, og for anden gang begyndt som direktør i Udenrigsministeriet.
Ulrik Federspiel gik derfor hjemme og pakkede flyttekasser ud, mens Fogh afviste de 11 muslimske ambassadørers anmodning om et møde. Nu skulle møblerne jo på plads, har Federspiel utroværdigt forklaret, så først da de to flyttedage var forbi, kunne direktøren for det hele tage ind til ministeriet og tage sig af udenrigspolitikken.
Ambassaden i Berlin
Anekdoten minder om de særegne tildragelser, der fandt sted i Berlin kort tid forinden. Forhistorien var, at danskerne i 2000 skulle stemme om, hvorvidt det danske euroforbehold skulle ophæves, så Danmark kunne deltage i den fælles valuta, euroen.
I Udenrigsministeriet var chefen i Nordgruppen, Gunnar Ortmann, blandt Udenrigsministeriets strateger op til folkeafstemningen. Resultatet var, at 53,2 pct. af vælgerne stemte nej, mens 46,8 pct. stemte ja.
Trods resultatet blev Ortmann senere udnævnt til ambassadør i Berlin. Her gjorde han sig bemærket ved for rullende kameraer ikke at have tid til at tale med pressen med den begrundelse, at han skulle ”udvælge gardiner”.
Slutstilling hos Haldor Topsøe
Inden Ulrik Federspiel endte som håndgangen mand for – i en begrænset periode! – Poul Nyrup Rasmussen, og længe inden hans stilling som særlig rådgiver for Haldor Topsøe, blev han under en uformel sammenkomst spurgt, hvorfor han tilsyneladende stadig forfulgte faderens liberale linje – alt tydede dog på, mente spørgeren, at fremtiden var socialdemokratisk.
Ved De, hvad Ulrik Federspiel svarede?
”eh… betaler de mere end Venstre?”
Grønland
Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina er i den grad i mediernes fokus og genstand for det grønlandske hjemmestyres intense interesse.
Det er ikke længe siden, at Udenrigsministeriets manglende varetagelse af danske og grønlandske interesser i kontraktforholdene omkring Thule-basen gav anledning til kritik.
I august 2019 kom Grønland i verdenspressens søgelys. Især udløste det amerikanske købstilbud af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark intens debat.
Arktiske ambassadør
Det var dengang påfaldende, at det danske Udenrigsministerium og den daværende danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i den offentlige debat. Eskjær var åbenbart mere optaget af sit fagforeningsarbejde i DJØF som formand for offentlige chefer.
I 2019 blev Hanne Fugl Eskjær i utide deporteret til Canada, og den hidtidige ambassadør i Ottawa Thomas Winkler, blev efter kun 1 år på posten i Canada ny arktisk ambassadør.
Hanne Fugl Eskjærs performance som arktisk ambassadør var ikke prangende. Balladen omkring Trumps købstilbud var kun én skandale blandt flere. Kongerigets grænsestridigheder med Canada, der omfattede suverænitet over øen Tartupaluk/Hans Ø samt grænsedragning til søs i farvandet Lincoln Sea og på kontinentalsoklen i havområdet Labrador Sea, fik lov at ligge uløste hen.
Det skabte stort røre i Nuuk, da Udenrigsministeriet pegede på Danmarks nuværende ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, og ikke en grønlænder som den kommende arktiske ambassadør.
På Rigsmødet i Nuuk den 6. juni 2023 blev Grønlands Landsstyre (Naalakkersuisut) og den danske regering enige om at fortsætte dialogen om den arktiske ambassadør: ”Løsningen er blevet, at vi sammen finder den bedste løsning. Vi har hvert vores udgangspunkt på, hvordan den post skal besættes”, sagde formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, efter mødet.