Siden 1978 har Federal Reserve Bank of Kansas City sponsoreret et symposium om et vigtigt økonomisk spørgsmål, som USA og verdensøkonomien står overfor. Siden 1982 har symposiet været afholdt på Jackson Lake Lodge i Grand Teton National Park i Wyoming.

Dette års Economic Policy Symposium begynder torsdag den 27. og slutter lørdag den 29. august.

Ved arrangementet i 2026, som er symposiets 49. år, vil internationale centralbankfolk, Federal Reserve-embedsmænd, beslutningstagere og akademikere få mulighed for at diskutere emner af fælles interesse.

I år er temaet: “Finansiel innovation: Konsekvenser for betalinger og politik.”

Betalingssystemer interagerer med pengepolitikken på utallige måder. De seneste år har set en dramatisk stigning i innovation inden for finansiel formidling og betalinger, hvor nye teknologier og aktører påvirker den eksisterende infrastruktur. Innovationer omfatter nye digitale betalingssystemer og kryptovalutaer m.v.

Årets symposium vil fokusere på, hvordan den hurtige udvikling af betalingssystemet har konsekvenser for penge- og bankvæsenets fremtid, implementeringen af pengepolitikken og global finansiel integration.

Federal Reserve og renten

Som altid knytter der sig særlig interesse til indlægget fra Federal Reserves formand. Kevin Warsh holder sin store tale fredag, og den kan følges på Kansas City Feds YouTube-kanal, http://www.youtube.com/kansascityfed, fredag den 28. august (eftermiddag – dansk tid).

I den amerikanske centralbankchefs jobbeskrivelse er der 2 afgørende succeskriterier for den pengepolitik, der skal føres i USA: beskæftigelsen skal understøttes og inflationen skal holdes nede på omkring 2 pct.

Det alle venter på, er Warshs synspunkter på den amerikanske økonomis tilstand, på den monetære politik og især på renteniveauet.

Norge vil fortsætte med at udvikle sine olie- og gasreserver i Barentshavet, uanset EU’s position. Dette er klart meddelt af energiminister Terje Aasland i et interview med nyhedsbureauet Reuters, som blev offentliggjort før starten på ONS-konferencen (Offshore Northern Seas) i Stavanger 24. – 27. august 2026.

I den nuværende geopolitiske og sikkerhedsmæssige situation er yderligere produktion i Barentshavet i Norges og Europas interesse, sagde Terje Aasland.

Store råstofforekomster men også et righoldigt økosystem

Barentshavet nord for Norge og Rusland menes ifølge den norske olie- og gasmyndighed, Sokkeldirektoratet, at rumme omkring 63 procent af alle landets uudnyttede olie- og gasreserver, med omkring 610 milliarder kubikmeter naturgas alene i den sydlige del. Indtil videre har tre felter produceret der: Snøhvit, Goliat og Johan Castberg.

Barentshavet betragtes samtidig som et af de mest artsrige havområder på jorden. Ifølge den norske naturforening Naturvernforbundet er havområdet hjemsted for isbjørne, pukkelhvaler, grønlandshvaler og hvidhvaler samt store havfuglekolonier og fiskebestande.

EU’s position

EU har indtil videre støttet et forbud mod nye boringer i Arktis af miljømæssige årsager, men gennemgår i øjeblikket sin position som en del af en ny arktisk strategi. En talskvinde for EU-Kommissionen har til den norske handelsportal, Energi og Klima, at EU indtil videre vil opretholde moratoriet på indvinding af olie, gas og kul i Arktis.

Oslo insisterer på suveræn ret

Aasland henviser til Norges suveræne ret til at udvikle ressourcerne uanset om EU opretholder sit moratorium. Norge vil udvikle disse områder, og derefter vil det være op til EU, om de vil indføre et moratorium på køb af denne gas eller olie, sagde han til Reuters.

Arktisk olie kan i givet fald umiddelbart sælges på verdensmarkedet, og gas kan eksporteres verden over som flydende naturgas.

Europas vigtigste gasleverandør

Norge har været Europas største gasleverandør siden Ruslands angreb på Ukraine i 2022 og dækker omkring 30 procent af EU’s og Storbritanniens behov.

Ifølge officielle prognoser vil den norske produktion falde markant efter 2030, medmindre nye forekomster udvikles.

Under den aktuelle udbudsrunde har Norge åbnet 70 yderligere områder for olie- og gasefterforskning. 38 ligger i Barentshavet.

Miljøforeninger advarer om risici for Arktis

Det norske Naturvernforbund – norsk natur- og miljøorganisation med omkring 43.000 medlemmer – har opfordret den norske regering til ikke at tillade yderligere efterforskning, produktion eller ny gasinfrastruktur i Barentshavet.

Forbundet argumenterer med at Arktis varmes op fire gange hurtigere end det globale gennemsnit, og lange afstande samt vanskelige vejrforhold gør også redningsoperationer og fjernelse af olieudslip vanskeligere i tilfælde af ulykker.

Samtidig har en alliance mellem WWF, Greenpeace, Bellona Europa, Naturvernforbundet, Zero, Natur og Ungdom og Nordic Centre for Sustainable Finance (del af Mellemfolkeligt Samvirkes ActionAid) appelleret til EU om at holde fast i moratoriet.

Russisk gas forbudt i EU fra 2027

I forbindelse med beslutningen om at forbyde russisk gas i EU fra 2027 – LNG fra 1. januar og pipelinegas fra 30. november 2027 – er det blevet kritiseret, at man ikke har forholdt sig til hvorfra erstatningsmængder skal komme fra.

EU-Kommissionen har alene fremlagt en handlingsplan for elektrificering, og energikommissær Dan Jørgensen har med fast stemme og stålsat blik fastslået, at en accelereret, ren energiomstilling er svaret på Europas udfordringer!

Realiteterne

I øjeblikket dækkes 11-12 pct. af gasforbruget i EU af russisk gas i form af flydende naturgas, LNG, og pipeline-leverancer gennem Turkstream-rørledningen. Desuden importere EU stigende mængder LNG fra USA og Qatar.

Samtidig er de europæiske gaslagre historisk små. I Tyskland er lagrene i øjeblikket nede på 49,91 pct. På samme tidspunkt i 2025 var lagrene på knap 67 pct. og i 2024 på 93 pct. For hele EU er de samlede lagre i øjeblikket på omkring 61 pct.

Konsulentfirmaet EWI vurderer, at der er behov for at øge LNG-importen, hvis EU-lagrene skal kunne dække behovet i den kommende vinter.

Konsekvensen vil være, at det i (endnu) højere grad vil være den amerikanske fracking-gas, der i bestemmer gasprisen i EU i de kommende måneder og år.

Udfordringen for energiforsyningen på længere sigt

Selvom behovet for fossil energi i EU givet vil falde i de kommende år, forventes forbruget i 2050 stadig at være betragteligt – skønnet siger i størrelsesordenen 25 pct. af det nuværende forbrug. Under alle omstændigheder vil der i perioden frem til 2050 (og formentlig også derefter) fortsat være behov for olie og gas.

Det er baggrunden for Norges beslutning om at fortsætte efterforskningen på norsk sokkelområde, ligesom det er baggrunden for overvejelserne i Danmark og UK om at forlænge eksisterende licenser og tillade udviklingen af nye felter.

Med Rusland ude af billedet er alternativet er vi henvist til øget import af olie og gas fra USA og Mellemøsten.

Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr slår i udtalelser til pressen fast, at den skæve fordeling af kommunernes kassebeholdninger skal indgå i arbejdet med den kommende udligningsreform.

Hvis de sparsommelige kommuners milliardstore kassebeholdninger bliver en del af udligningsreformen, åbnes der op for en politisk sprængfarlig diskussion om overfinansiering og likviditet.

Kommunerne har mere end 73 mia. kr. stående i kassen, og beløbet kan runde 100 mia. kr. allerede i 2028.

Ifølge Pia Olsen Dyhr skal kommunernes stadigt voksende milliardbeholdninger ikke bare have lov til at vokse videre uden at spille en rolle i den kommende reform af det kommunale tilskuds- og udligningssystem.

Pia Olsen Dyhr har dermed udfordret de kommende forhandlinger om tilskuds- og udligningssystemet i forhold til kommunerne, som har været forudset en rum tid.

Tirsdag den 17. juni 2025 offentliggjort Indenrigs- og Sundhedsministeriet kommissoriet for det såkaldte Finansieringsudvalg. Udvalget pålægges at afgive sin rapport senest ultimo 2027 med henblik på at tilvejebringe et fagligt grundlag for ”politisk stillingtagen til ændringer generelt i tilskuds- og udligningssystemet”.

Forhandlingerne var allerede inden Pia Olsen Dyhrs seneste udmelding belastede af kontroversielle emner, som ikke mindst vil belaste de i forvejen højtydende kommuner i hovedstadsområdet og Nordsjælland.

I Regeringsgrundlaget fra juni 2026 forpligter regeringspartierne sig til at: ”Gennemføre en udligningsreform under inddragelse af Finansieringsudvalgets rapport. Udvalgets mandat udvides, så det også belyser en større omlægning af balancen mellem kommuneskat, bundskat og den kommunale udligning med henblik på at skabe en simplere økonomisk styringsmodel. Som del af arbejdet med udligningsreformen undersøges også mulighederne for, at kommuneskatten fra borgere med mere end én bolig ikke alene tilfalder den kommune, hvor man har folkeregisteradresse, men i højere grad også tilfalder den kommune, hvor man f.eks. har en fritidsbolig”.

Kan Pia Olsen Dyhr klare det?

Spørgsmålet er om Pia Olsen Dyhr kan håndtere de meget vanskelige forhandlinger, der må forudses?

SF ser ud til at overleve Nystrøm-gate. Men hvad med Pia Olsen Dyhr?

Senest har kampagneleder Thomas Juhl valgt at forlade sin faste stilling hos partiet SF med øjeblikkelig virkning. Opsigelsen skyldes angiveligt en enorm utilfredshed med den måde, som formand Pia Olsen Dyhr har håndteret Thomas Nystrøm-sagen på.

Pia Olsen Dyhr genansatte i starten af juni den tidligere rådgiver Thomas Nystrøm som Olsen Dyhrs særlige rådgiver i Økonomiministeriet – seks år efter han i 20220 forlod SF som følge af alvorlige anklager om upassende adfærd og en direkte seksuel krænkelse.

Fortsat SF-samarbejde med Nystrøm

Siden er det kommet frem, at Thomas Nystrøm, som SF’s formand, økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr, i første omgang ansatte som særlig rådgiver, har arbejdet som ekstern konsulent for SF – selv om han havde fast arbejde hos Danmarks Naturfredningsforening som public affairs-chef. Pia Olsen Dyhr var selv ansat i Danmarks Naturfredningsforening fra 2000-2006, men de seneste 12 år har Pia Olsen Dyhr arbejdet på at genrejse SF og atter gøre det til et regeringsparti. Men blækket fra regeringsgrundlaget var altså knap tørt, før partiformanden løb ind i sin første krise, da hun udnævnte Thomas Nystrøm til særlig rådgiver.

Direktør hos Danmarks Naturfredningsforening (DN), Lars Midtiby, har oplyst, at DN ikke havde viden om Nystrøms arbejde som ekstern konsulent for SF ved siden af ansættelsen i DN, og at Thomas Nystrøm ikke havde tilladelse fra DN til at arbejde for SF.

SF har også været påfaldende lukket omkring Nystrøm-sagen. Da Nystrøm blev afskediget af SF i efteråret 2020, oplyste SF alene, at Thomas Nystrøm var stoppet i SF “efter gensidig aftale”. Partiet oplyste dengang intet om, at han blev fyret på grund af anklager om krænkende seksuel adfærd over for flere kvinder i SF. Partiet erkendte først i sidste uge i forbindelse med omtale af protesterne mod ansættelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver, at Nystrøm tilbage i 2020 blev fyret på grund af en MeToo-sag. SF har ej heller fundet anledning til at oplyse, at partiet og Pia Olsen Dyhr trods den formelle fyring hele tiden har trukket på Nystrøms tjenester på konsulentbasis.

Pia Olsen Dyhr svækket

Pia Olsen Dyhr står foreløbigt tilbage som en formand, der har mistet respekt i sit eget bagland og troværdighed uden for partiet. Hun fremstår som en politiker, der markerer sig mod sexisme, når det giver symbolsk kapital, men bøjer principperne, når sagen rammer en betroet rådgiver, som hun selv er helt afhængig af.

Sagen er en veritabel bombe under Pia Olsen Dyhrs troværdighed, og med kampagneleder Thomas Juhls exit fra partiet har Dyhr fået endnu et skud under vandlinjen.

Har Pia Olsen Dyhr draget fordel af ubemærkethed?

Man siger, at den, der lever stille, lever godt. Det kan meget vel have været SF’s motto de seneste 12 år, hvor Pia Olsen Dyhr har været formand og genrejst partiet fra asken.

SVM-regeringen betød nemlig lette arbejdsbetingelser for Pia Olsen Dyhr og SF, og måske har SF’s styrke i de senere år ikke beroet på Pia Olsen Dyhrs politiske træfsikkerhed og sunde fornuft, der åbenbart er ikke-eksisterende uden bistanden fra Thomas Nystrøm?

Kan de flotte valgresultater ved de seneste tre valg især tilskrives en vælgertilvandring fra Socialdemokratiet?

Måske har partiet i virkeligheden mest været pumpet op af Socialdemokratiets svaghed. At sikre vandringen af vælgere fra Socialdemokratiet over mod SF var en overkommelig opgave. Pia Olsen Dyhr kunne nøjes med at stå og smile, sige noget grønt og noget godt om børnene.

Krisen omkring udnævnelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver tyder på, at Pia Olsen Dyhr på egen hånd mest af alt minder om et rådyr fanget i offentlighedens ubarmhjertige skarpe lys.

Kan Pia Olsen Dyhr overleve som formand for SF?

Første gang Pia Olsen Dyhr bliver tryktestet fejler hun. Det store spørgsmål er, om SF og Pia Olsen Dyhr overhovedet er klar til den øgede opmærksomhed, der følger med magten som regeringsparti.

I SF’s bagland er der opstået tvivl om Pia Olsen Dyhrs ufejlbarlighed. Man har ikke kunnet forstå genansættelsen af Thomas Nystrøm, der åbenlyst genåbnede et traume og signalerede at partiets holdning til sexisme blev nedprioriteret.

Dernæst har mange været chokeret over den famlende håndtering af sagen, og argumentet om at Thomas Nystrøm ”fortjente en ny chance” er åbenlyst vildledning, når vi nu ved at Nystrøm hele tiden har været til rådighed for Pia Olsen Dyhr. Endelig er det for mange helt uforståeligt, at Pia Olsen Dyhr ikke vil give Lotte Kofoed den krævede undskyldning.

Sæsonens første måling positiv, men kan Dyhr klare en udligningsreform uden Thomas Nystrøm?

I den første meningsmåling i august 2026 står SF med 12,1 pct. til en lille fremgang i forhold til valget. Spørgsmålet er om Pia Olsen Dyhr uden bistand fra Thomas Nystrøm kan klare de kommende udfordringer i form af udligningsreform, Nordsøpolitikken o.m.a.?

Pia Olsen Dyhrs håndtering af pressen i forbindelse med SF’s sommergruppemøde lover ikke godt!

Den 19. august 2026 kan Radio IIII oplyse, at forsker Bushra Hanif er taget i fusk, og at plagiat er fundet i “banebrydende” afhandling.

Den fremtrædende ekspert i vold mod kvinder Bushra Hanif har aldrig fået den ph.d.-grad, som hun ellers har givet indtryk af – blandt andet til sine 26.000 følgere på Instagram.

”ForskFluenceren,” som hun kalder sig selv, forsvarede sin ph.d.-afhandling på RUC sidste sommer. Men fire måneder efter – inden ph.d.-graden var tildelt – anmeldte universitetet Bushra Hanif til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed efter mistanke om urent trav.

I april i år konkluderede nævnet så, at Hanif som minimum har udvist “grov uagtsomhed” ved at have “plagieret i 39 tilfælde.”

Nævnet har blandet andet fundet plagiat i Bushra Hanifs beskrivelser af samtaler med anonymiserede voldsofre. Det rejser ifølge nævnet tvivl om “afhandlingens datagrundlag.”

RUC bekræfter over for RADIO IIII, at afgørelsen fra nævnet medførte, at det Akademiske Råd på universitetet i juni besluttede ikke at tildele Bushra Hanif en ph.d-grad.

Hanif har indgivet en klage over beslutningen, men alligevel har Instagram-forskeren gentagne gange siden optrådt som ph.d. og omtalt sin forskning.

I august sidste år lod hun sig eksempelvis hædre for “hendes nytænkende forskning,” da hun modtog Exitcirklens Ærespris.

I februar i år fortalte Hanif i internettalkshowet ‘Den Lyserøde Taxi’, at hun havde fået ”feedback om, at min forskning simpelthen har været banebrydende.”

På det tidspunkt har Bushra Hanif i månedsvis været bevidst om, at hendes forskning var anmeldt for videnskabelig uredelighed af RUC.

Efter nævnets afgørelse holdt hun i maj oplæg for 100 psykologer i Region Hovedstaden om sin “forskningsviden.” Her kunne psykologerne ifølge programmet se frem til at høre ”Bushra Hanif, der har skrevet sin ph.d. omkring responssiv praksis”.

Under den store norske konference ‘Alternativ til vold’ til november skal Hanif også holde et oplæg, der “tager udgangspunkt i min forskning i vold mod kvinder,” som det fremgår af konferencematerialet, hvor også hendes “ph.d.-studie” og “afhandling” nævnes.

Bushra Hanif har imidlertid aldrig udgivet en fagfællebedømt forskningsartikel. Det fremgår af både Danmarks Forskningsportal og RUCs egen forskningsportal. Heller ikke ph.d.-afhandlingen findes offentligt tilgængelig.

Jason Arday

Fredag den 14. august 2026 blev den 41-årige Jason Arday fundet død i sit hjem af The Metropolitan Police, der ikke betragter dødsfaldet som mistænkeligt, hvilket sædvanligvis er politiets måde at omtale et selvmord på.

Ardays død er en dybt tragisk kulmination på en voldsom professionel deroute for den akademiske superstjerne, som i forrige uge trak sig fra det prestigefyldte job som professor på Cambridge universitetet efter anklager om plagiat og en lang række artikler, der anfægtede troværdigheden af det, han havde fortalt om sit liv.

Også i bogen ”Great and Unfortunate Things”, er flere af de bærende påstande svære at tro på, og flere af dem er efter bogens udgivelse blevet afvist af folk, der har kendt Arday.

Tidligere skolekammerater kan for eksempel ikke genkende Ardays påstand om, at han var stum, indtil han næsten var 12 år gammel. De undrer sig og husker ham som morsom og fuld af jokes.

Et væsentligt kritikpunkt mod Jason Arday var, at han havde plagieret sin ph.d.- afhandling fra 2015.

Arday har selv benægtet bevidst plagiering. Liverpool John Moores University, hvor han tog sin ph.d., havde tidligere undersøgt anklager om plagiering og frifundet ham; Cambridge havde derefter iværksat en ny, uafhængig undersøgelse.

Den konkrete kritik af ph.d.-afhandlingen om peer-mentoring blandt lærerstuderende vedrører plagiering af Paula Zwozdiak-Myers’ ph.d.-afhandling fra 2009 og peger især på følgende:

Der er identificeret adskillige passager, hvor formuleringerne i Ardays afhandling ligger meget tæt på Zwozdiak-Myers’ tekst — nogle steder med kun små sproglige ændringer.

Arday citerer faktisk Zwozdiak-Myers flere steder i afhandlingen. Kritikken er derfor mere specifik: I de passager, der fremhæves, mener kritikerne, at han undertiden bruger hendes formuleringer eller idéstruktur uden at gøre det klart, at teksten er lånt eller tæt parafraseret. Det er netop forskellen mellem legitim kildebrug og plagiat.

Et særligt belastende punkt i kritikken er, at enkelte tekststykker angiveligt er gengivet med minimale ændringer — i nogle tilfælde endda med de samme sproglige/redaktionelle fejl som i den tidligere afhandling. Det er et stærkere indicium end blot, at to forskere tilfældigvis formulerer en idé ens.

Kritikeren peger ikke kun på Zwozdiak-Myers. Der nævnes eksempelvis materiale fra en artikel af Muhammad Athar Hussain m.fl., som efter kritikerens opfattelse er kopieret eller tæt parafraseret uden tilstrækkelig kreditering.

Sagen er faktisk bredere end ph.d.-afhandlingen.

I en artikel fra 2018 om sorte og etniske minoritetsstuderendes adgang til mental sundhedsydelser blev der senere foretaget omfattende rettelser. Tidsskriftets officielle correction note siger, at der manglede henvisninger til et tidligere studie, og at teksten blev ændret for tydeligere at angive, hvilke idéer der var tilpasset fra tidligere forskning.

Endnu mere opsigtsvækkende er påstanden om, at nogle af de interviewcitater, Arday oprindeligt præsenterede som udsagn fra egne interviewpersoner, ligner eller overlapper citater fra det tidligere studie.

Der findes reelle og meget konkrete tekstmæssige problemer – man behøver ikke acceptere kritikernes fortolkning af Arday eller deres politiske motiver for selv at konstatere, at der er bemærkelsesværdigt tætte tekstlige overlap.

Men det er ikke korrekt at sige, at det i dag er endeligt fastslået, at Arday begik akademisk uredelighed i sin ph.d. Hans tidligere universitet, Liverpool John Moores, havde undersøgt sagen og ikke fundet grundlag for sanktioner. Cambridge nåede heller ikke frem til en endelig afgørelse, før Arday fratrådte. Cambridge havde i stedet besluttet at gennemføre en ny uafhængig undersøgelse af både hans ansættelse og hans akademiske kvalifikationer.

Så indtil, der måtte foreligge nye oplysninger, er det rimeligt at kostatere, at Arday er blevet beskyldt for omfattende plagiering i sin ph.d.-afhandling, især gennem ordrette eller næsten ordrette passager fra Zwozdiak-Myers’ tidligere afhandling.

Der er fremlagt konkrete tekstsammenligninger, som er vanskelige at bortforklare som almindelig lighed i idéer.

Men en institutionel undersøgelse har tidligere frifundet ham, og der foreligger ikke en endelig afgørelse, der fastslår, at hans ph.d. er plagieret.

FN er ikke længere “egnet til formålet” og risikerer at bryde sammen udtaler en af organisationens mest højtstående embedsmænd i et opsigtsvækkende interview i den britiske avis The Telegraph.

Matthias Schmale, leder af FN i Ukraine, og FN-Generalsekretærens personlige repræsentant, konstaterer, at Vladimir Putin frit kunne overtræde den internationale organisations charter i Ukraine uden konsekvenser. Rusland er således fortsat et permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, der har til opgave at opretholde international fred og sikkerhed – og Rusland har vetoret!

“Det er anakronistisk, at vi har et styrende råd, Sikkerhedsrådet, hvor fem medlemmer har vetoret. Det er ikke passende for en global organisation,” siger Matthias Schmale til The Telegraph.

“Ukraine er et eksempel på at et medlem af Sikkerhedsrådet overtræder de normer, vi står for, og de kan bruge vetoretten til at slippe for ansvaret. Det viser, at vi ikke længere er egnede til formålet, og vi kan i en ikke alt for fjern fremtid se et sammenbrud af det, vi har,” advarer Schmale.

Danmark er i øjeblikket medlem af FN’s Sikkerhedsråd.

Island holder folkeafstemning lørdag 29. august 2026. Den islandske befolkning på omkring 400.000 skal tage stilling til om Island skal genoptage forhandlingerne om EU-medlemskab.

Hvad sker der ved et ja?

Hvis et flertal stemmer ja, genoptager Island tiltrædelsesforhandlingerne med EU. Island var allerede langt i processen, da forhandlingerne blev standset i 2013.

Et ja den 29. august betyder ikke automatisk EU-medlemskab, idet et eventuelt resultat af forhandlingerne skal til en ny folkeafstemning.

Island er allerede meget tæt integreret med EU gennem EØS, det indre marked og Schengen-samarbejdet, men står uden for selve EU.

Kontroversielle emner

De største stridspunkter er især fiskeri. Kontrollen over fiskeressourcerne er et meget følsomt spørgsmål i Island.

Suverænitet – modstandere frygter mindre national kontrol og suverænitetsspørgsmålet var i realiten årsagen til at Island i 1943 blev en republik og forlod det danske rigsfællesskab.

Et muligt fremtidigt EU-medlemskab vil rejse spørgsmålet om en selvstændig islandsk valuta eller tilslutning til euro-samarbejdet.

Den ændrede situation i Arktis og forholdet til USA og Rusland har givet EU-spørgsmålet ny betydning.

Tilhængere peger på de økonomiske fordele ved tættere integration og større indflydelse på de handelsregler, Island allerede i vid udstrækning følger via EØS.

Meningsmålingerne

Der ser ud til at være større opbakning til at genåbne forhandlingerne end til selve EU-medlemskabet. En nyere Reuters-omtale viste at omkring 46 % er for at genoptage forhandlingerne. Samtidig har andre målinger vist flertal for at genoptage forhandlingerne.

For nærmere oplysninger kan henvises til TIME Magazine, der i en større artikel har gennemgået valgets temaer.

Mens olieselskaberne kritiserer den danske regering for at skabe usikkerhed om de danske Nordsø-licenser, har Labour-insidere i UK oplyst, at premierminister Andy Burnham hælder til at godkende Jackdaw-gasfeltet øst for Skotland i Nordsøen. Der er dog endnu ikke er truffet nogen formel beslutning.

I Danmark lyder det fra aktører i Nordsøen, at for hver dag politikerne tøver med at træffe en beslutning, forsvinder der muligheder for at udbygge den danske gasproduktion.

Tiden er måske inde til, at Mette Frederiksen lytter til sin britiske partifælle, Andy Burnham.

Jackdaw

Andy Burnham har til hensigt at godkende det betydelige Jackdaw-gasfelt i Nordsøen efter at være kommet under pres for at øge de britiske energiforsyninger, fortæller kilder til avisen The Telegraph.

Eksperter forventer, at gassen produceret i Jackdaw vil øge den britiske produktion med 6 pct.

Rosebank

Samtidig hænger skæbnen for Rosebank vest for Shetland, et tilsvarende betydeligt felt, der kan producere både gas og olie, i en tynd tråd, hvor Labour-figurer advarer branchen om at forberede sig på afvisning.

Ministre frygter, at godkendelsen af to store fossile brændstofprojekter midt i en hedebølge – som mange tilskriver klimaforandringer – ville være politisk katastrofalt.

En alternativ tilgang ville være at udskyde beslutningen, indtil hedebølgen er ovre.

Før der træffes en formel beslutning, skal resultaterne af de offentlige høringer overvejes af Offshore Petroleum Regulator for Environment and Decommissioning, en tilsynsmyndighed, der er en del af Department for Energy Security.

Den formelle beslutning vil herefter ligge hos den britiske energiminister, Miatta Fahnbulleh.

Kæmpe investeringer

Det bemærkes, at Rosebank og Jackdaw tilsammen repræsenterer en forventet investering på 10,8 mia. og forventes at levere et skatteprovenu på 1,4 mia. pund i indeværende parlamentsperiode.

Konservative i Skotland presser på

De skotske konservative advarede hr. Burnham mandag om risikoen ved ikke at godkende ordningerne og kaldte dem “liv og død”-beslutninger.

Andrew Bowie, en skyggeenergiminister, sagde, at hr. Burnham burde “stoppe smalltalken og få Storbritannien til at bore igen”.

Han sagde: “Labours beslutning om både Jackdaw og Rosebank kan være forskellen på liv og død for en branche, der har støttet Storbritannien i generationer.”

Neil McCulloch, administrerende direktør for selskabet Adura, som udvikler begge projekter, opfordrede også premierministeren til at godkende projekterne.

Han sagde: “Rosebank og Jackdaw er nationalt betydningsfulde projekter. Sammen kan de levere mere indenlandsk produceret energi, støtte job og lærlingepladser af høj kvalitet, skabe betydelig økonomisk aktivitet og skatteindtægter samt give Storbritanniens verdensklasse energiforsyningskæde tillid for fremtiden.”

USA presser på

Donald Trump har kaldt Storbritannien et “konkursramt land” på grund af dets restriktive holdning til fortsat olie- og gasudvinding i Nordsøen.

Den gas der kan produceres fra Jackdaw, vil øge den britiske produktion med 6 pct.

Norske interesser

’Rosebanks godkendelse er også omstridt på grund af dets forbindelser til Norge. Feltet ejes af Adura i fællesskab med Equinor, Norges statskontrollerede olieselskab, som har brugt milliarder på projektet i tillid til det løfte Keir Starmer afgav før valget i 2024 om, at Rosebank ville få endelig godkendelse.

De milliarder vil gå til spilde, hvis hr. Burnham blokerer for udbygningen af feltet.

Tor Wara, næstformand for Norges energipolitiske udvalg, har opfordret Labour til at holde sine løfter om at godkende Rosebank.

Spurgt om hr. Burnham skulle følge Sir Keirs løfte, sagde han: “Ja, absolut. Adgang til rigelig og overkommelig energi er grundlæggende for menneskelig velfærd og fremskridt. Desuden er det et faktum, at forbuddet mod efterforskning vil gøre energi dyrere i Storbritannien, og samtidig vil det gøre energieksportører i Mellemøsten rigere.”

I den Grønne Trepart er det allerede aftalt at gennemføre en omfattende regulering af landbrugets klima- og miljøforhold.

Den aftale omfatter bl.a. CO₂-afgift på husdyr og store arealomlægninger.

Efter sommerferien begynder forhandlingerne i Danmark med blandt andre landbruget og dyrevelfærds- og miljøorganisationer i en såkaldt firepart.

Firepartsforhandlingerne er en del af den nye regerings politiske grundlag, og planen er at sætte cirka et halvt år af til at forsøge at nå en aftale.

Det handler om at finde en model, hvor hensyn til landbrugets økonomi og konkurrenceevne skal afvejes mod dyrevelfærd, klima, natur og miljø.

Hvis det ikke lykkes, vil regeringen kunne gennemtvinge reguleringer.

Muligheden for tvangsmæssige løsninger har skabt stor modstand i landbruget.

Dagbladet Politiken refererer, at direktør Per Bardrum fra Danske Svineproducenter i juni på et krisemøde med flere hundrede danske svineproducenter udtalte, at ”Det er en ladt pistol for panden”.

Fremtidens griseproduktion

Det overordnede spørgsmål i firepartsforhandlingerne er hvordan dansk griseproduktion skal se ud i fremtiden?

Det vedrører spørgsmålet om mindre eksport af levende smågrise. Regeringen ønsker på længere sigt, at danske grise i højere grad opdrættes til den danske fødevareforsyning eller videreforarbejdes i Danmark, frem for at mange smågrise eksporteres levende. Det vil kræve en betydelig omlægning af produktionen.

Parterne skal også diskutere dyrevelfærd; hvordan man hurtigere sikrer, at reglerne i dyrevelfærdsloven faktisk bliver overholdt. Det handler altså ikke kun om nye regler, men også om kontrol og håndhævelse.

Fireparten skal drøfte den samlede retning for erhvervet, og konkret en omlægning mod mere økologisk produktion og mindre brug af antibiotika.

Forhandlingerne er kontroversielle, fordi parterne grundlæggende har forskellige interesser.

På svineproducenternes krisemøde i juni luftede formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, ideen om en opkøbsordning: ”Hvis politikerne ønsker at mindske vores produktion, må de købe os ud”.

Ifølge minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S) ”følger vi naturligvis erfaringerne fra andre lande og ser på, hvad der virker, og hvad vi kan lære af deres omstilling af griseproduktionen. Det er dog for tidligt at konkludere, hvilke konkrete virkemidler vi kommer til at tage i brug. Jeg ser frem til arbejdet med fireparten, hvor jeg er sikker på, at vi kan finde gode løsninger for fremtidens danske griseproduktion. Noget af det allervigtigste for mig er, at vi får bedre dyrevelfærd i den danske griseproduktion. Det har danskerne givet regeringen et stærkt mandat til”.

Erfaringerne fra Holland

Motorveje blokeret af traktorer, brændende halmballer og gylle smidt foran miljøministers hjem. Holland har i flere år været i frontlinjen i Europa i den heftige debat om landbrugets ansvar for udledning af kvælstof og dyrevelfærd.

I Holland har statens opkøb af gårde medvirket til, at svinebestanden nu er under 10 millioner svin.

Afgørende dom

I Holland blev de politiske krav om en drastisk nedskæring af produktionsdyr som grise og kvæg for at mindske udledningen af kvælstof til jord og vandløb udløst en afgørelse i den hollandske højesteret i 2019.

Domstolen fastslog, at den hollandske regering i strid med EU-krav ikke gjorde tilstrækkeligt for at reducere forureningen med kvælstof fra landbrug og industri i sårbare naturområder.

Opkøb af hollandske gårde

Som led i indsatsen mod kvælstofforureningen blev der i Holland indført en opkøbsordning. I perioden fra 2019 til 2025 har 1.329 hollandske landmænd sagt ja til at blive opkøbt af staten og lukke deres husdyrproduktion. Det har kostet staten 2,6 milliarder euro (19,5 milliarder kroner).

Den daværende regerings planer om yderligere indgreb skabte imidlertid en stærk modreaktion hos landmændene. Landbrugets organisationer erklærede, at landmændene var trætte af at blive beskrevet som forurenere og dyremishandlere af politikere, medier og aktivister.

Landmændene var vrede over de politiske planer og 1. oktober 2019 skabte en traktordemonstration med flere tusinde landmænd trafikkaos i regeringsbyen Haag og i store dele af Holland.

Politiske konsekvenser

Landmandsprotesterne mod regeringens kvælstofpolitik førte i november 2019 til oprettelsen af et bondeparti, ”BoerBurgerBeweging (BBB) – og partiet fik i de første år stor opbakning.

Ved provinsvalget i foråret 2023 blev BBB størst i samtlige 12 provinser, der sammensætter det hollandske overhus, Senatet, der er det ene af de to kamre i parlamentet.

Til det andet kammer, Repræsentanternes Hus, er der direkte valg som ved folketingsvalg herhjemme. Men her opnåede partiet samme år kun 7 ud af 150 pladser, hvilket var væsentligt færre end forventet.

Alligevel gik BBB-partiet i 2024 ind i en regering sammen med tre andre partier og fik lempet Hollands stramme miljø- og klimapolitik. Blandt andet ved at udskyde målet for nedsættelsen af kvælstofudledningen med fem år til 2035.

Men regeringen holdt kun knap et år, og ved det seneste valg i 2025 mistede BBB tre mandater, så de kun har fire mandater tilbage i Repræsentanternes Hus.

Ny regering i Holland

Den nuværende hollandske regering (Jetten-regeringen) blev dannet 23. februar 2026 og er en mindretalsregering bestående af D66, der er et socialliberalt parti. VVD – et liberalt/borgerligt parti og CDA – et kristendemokratisk parti.

Statsminister er Rob Jetten fra D66.

Regeringen har kun 66 af 150 mandater i parlamentet og er derfor afhængig af støtte fra oppositionspartier for at få lovgivning igennem.

Nyorientering i kvælstofpolitikken

Med den nye regering, er der sket et ret markant skifte i 2026. Regeringen er ikke til sinds at droppe kvælstofpolitikken, men at ændre den fra meget detaljeret regulering af kvælstofbelastningen på naturen til målbaseret regulering af selve udledningerne. Regeringen vil indføre udledningsmål for den enkelte bedrift, så landmændene i højere grad selv kan vælge, hvordan de når målet.

For landbruget er målet 42–46 pct. lavere ammoniakudledning i 2035 sammenlignet med 2019. Et foreløbigt mål for 2030 er 23–25 pct.

Der kommer zoner omkring kvælstoffølsomme Natura 2000-områder, hvor landbruget kan få strengere regler.

Regeringen vil samtidig forsøge at få gang i byggeri og erhvervsinvesteringer, som har været hæmmet af kvælstofreglerne.

I juni 2026 præsenterede regeringen en samlet pakke med henblik på at komme ud af den låste situation, der på hollandsk kaldes ”stikstofslot”, hvor økonomien går i stå, fordi der ikke kan gives tilladelser til kvælstofrelaterede aktiviteter.

Hvis reduktionsmålene ikke nås, lægger regeringen op til yderligere indgreb, herunder reduktioner i landbrugets dyre- og gødningsrettigheder.

Fortsat demonstrationer

Hollandske landmænd har flere gange grebet traktoren og demonstreret mod regeringens kvælstofpolitik, specielt kravene om reduktion af kvælstofudledningen, landbrugsdrift i Natura 2000-områder og risikoen for, at landmænd mister eksisterende miljøtilladelser.

Kravene fra den nye hollandske regering har ikke formildet de hollandske landmænd.

Protesterne begyndte igen flere steder i landet allerede sidst i juli og er fortsat ind i august.

14. august samledes over 500 traktorer ved Schermerhorn i Noord-Holland i protest mod regeringens planer. Samme dag var der en større demonstration ved provinsregeringen i ‘s-Hertogenbosch (ofte bare kaldet Den Bosch). Baggrunden var bl.a. planer om at trække tilladelser tilbage for fem fjerkræbedrifter i Noord-Brabant.

Fredag den 14. august blev der også demonstreret i den hollandske by Den Bosch. På motorvejen mod byen skete der dog et tragisk uheld i den kø, der opstod som følge af traktordemonstrationen.

Ifølge mediet nhnieuws mistede en 71-årig mand og en 72-årig kvinde, der sad i samme bil, livet. Seks andre kom til skade.

Vi skal tilbage til anden halvdel af 2020 for at se begyndelsen for den mangfoldighedsindsats, der en overgang var så udbredt indenfor alle dele af samfundslivet især i lande som USA og Storbritannien, men så sandelig også i Danmark.

Begrebet DEI (diversitet, lighed og inklusion) bredte sig efter mordet på George Floyd og de efterfølgende landsdækkende protester mod racisme og politibrutalitet.

I dele af den offentlige sektor og i mange virksomheder og universiteter kæmpede man for at styrke mangfoldighedsindsatsen. DEI-programmerne, der foruden det racemæssige aspekt også handler om blandt andet lighed for kvinder, homoseksuelle, transkønnede og mennesker med handicap, kunne involvere ansættelsespraksis, men de refererede også til den generelle virksomhedskultur og daglige virksomhedsbeslutninger om, hvordan en organisation drives.

De, der formastede sig til at kritisere DEI, fik på egen krop Cancel-kulturen at mærke og blev i toneangivende mainstream-kredse udskammet som fordomsfulde og dårlige mennesker.

DEI på retur

Nu er ideen om DEI efterhånden blevet et skræmmebillede, og et symbol på en kombination af bureaukrati, overgreb eller middelmådighed. Protesterne mod fatsuits, sombreros og rastahår forekommer nu en smule latterlige. Men vi har dog endnu til gode at se en ny indspilning af en Brontë-klassiker uden people of color på rollelisten.

Især siden begyndelsen af Donald Trumps anden præsidentperiode er det tydeligt, at mange DEI-programmer er ved at gå i stå eller dør, og anti-DEI-bevægelsen er på fremmarch.

På den politiske højrefløj især, men ikke begrænset til dem på højrefløjen, har man længe været kritiske overfor DEI. Allerede i januar 2025 gav Elon Musk Los Angeles Brandvæsens DEI-praksis skylden for de historisk ødelæggende skovbrande i det sydlige Californien. “De prioriterede DEI over at redde liv og hjem,” skrev Musk  på X, hvor han genudsendte et dokument relateret til LAFD’s “handlingsplan for racemæssig lighed” for regnskabsåret 2020–21.

Den tidligere Fox-vært Megyn Kelly gik ligeledes efter brandvæsenet i Los Angeles, og fokuserede på organisationens kvindelige ledelse og dens første LGBTQ-brandchef, Kristin Crowley.

Skuespilleren James Woods nævnte også DEI, da han angreb Crowley. I et indlæg på X fremhævede han et afsnit fra hendes officielle biografi på afdelingens hjemmeside om hendes engagement for at “skabe, støtte og fremme en kultur, der værdsætter mangfoldighed, inklusion og lighed.” De tre ord var alt, hvad Woods behøvede for at slå til: “At genopfylde vandreservoirerne ville også have været en kærkommen prioritet, men jeg gætter på, at hun havde for meget at se til med at fremme mangfoldighed,” skrev han.

Siden har den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth med forskellige begrundelser fyret en række kvindelige admiraler: Adm. Lisa Franchetti, Vice Adm. Shoshana Chatfield, Vice Adm. Nancy Lacore og Adm. Linda Fagan, Commandant of the Coast Guard.

Trump-administrationen har sagsøgt/undersøgt en række universiteter for påståede DEI-hensyn herunder race ved optagelser. Det gælder bl.a. Harvard, UCLA, Stanford, Berkeley og Ohio State.

Mark Zuckerbergs firma, Meta, har nedlagt visse DEI-programmer, og Janelle Gale, Metas vicepræsident for HR, har udtalt, at “det juridiske og politiske landskab omkring mangfoldighed, lighed og inklusion i USA ændrer sig.”

McDonald’s har for længst skrottet deres målsætning om at mindst 30 pct. af lederne skulle rekrutteres fra ”underrepresented groups”. Walmart har indstillet deres træningsprogrammer for racemæssig lighed.

University of Michigan har ophørt med at kræve diversitetserklæringer som en del af ansættelse, forfremmelse og fastansættelse af fakultetsmedlemmer.

I 2023 havde man i USA Bud Light/Budweiser sagen, hvoret forsøg på at DEI-rebrande et veletableret varemærke gik helt galt.

Det var Bud Light/Budweiser-sagen med den transkønnede influencer Dylan Mulvaney.

Bud Light (ejet af Anheuser-Busch InBev) markedsførte en særlig Dylan Mulvaney-dåseøl med hendes billede som led i en kampagne under den traditionsrige National Collegiate Athletic Association (NCAA)-basketballturnering, March Madness.

Kampagnen udløste en omfattende konservativ og anti-DEI (mangfoldighed, lighed og inklusion) boykot i USA (#BoycottBudLight), og salget faldt markant i månederne efter. Ølkoncernen tabte angiveligt 35 milliarder dollars på den fejlslagne markedsføring.

Der opstod et falsk rygte om, at Anheuser-Buschs CEO var gået af på grund af kampagnen, men sagen førte til flere ”leave of absence” og omplaceringer i marketingafdelingen. Samtidig blev det besluttet at senior ledelsen i Anheuser-Buschs skulle have tættere kontrol med brandaktiviteterne.

Jason Areday-sagen

Kristeligt Dagblad har påpeget, at ansvaret for den tragiske historie om den hidtil yngste sorte professor ved det hæderkronede Cambridge University, Jason Ardays storhed og fald, kan henføres til DEI-politikken.

Ivrig efter at demonstrere mangfoldighed, lighed og inklusion ignorerede Cambridge University og andre dele af den akademiske verden alle advarsler om alvorlige problemer med ikke kun Ardays forskning, men med hans gøren og laden i det hele taget.

Jason Arday-sagen sætter fingeren på et større problem, der er ødelæggende for universiteternes generelle troværdighed og rolle som udogmatiske højborge for fri forskning og kritisk tænkning: at visse identitetspolitiske eller ideologiske hensyn til tider trumfer forpligtelsen til at garantere akademisk kvalitet. At man sætter aktivisme over videnskabelig lødighed.

Den 16. august 1896 blev der fundet guld i Canadas Yukon-territorium, hvilket udløste den såkaldte „Klondike-guldfeber“, som skulle få titusindvis af mennesker til at strømme til området i håbet om at kunne tjene en formue.

Nyheden om guldfundet nåede dog først offentligheden året efter, da dampskibet S.S. Portland lagde til i Seattle om morgenen den 17. juli 1897, efter at være sejlet fra St. Michael i Alaska.

Det havde 68 passagerer om bord, heriblandt 40 minearbejdere, samt angiveligt mere end to tons Klondike-guld. Ankomsten blev slået stort op i medierne og var med til at udløse det store Klondike-rush.

Interessant nok havde avisen Seattle Post-Intelligencer sendt en journalist ud i en slæbebåd for at møde skibet, inden det nåede Seattle. Det gjorde det muligt for avisen at bringe nyheden før konkurrenterne med den berømte overskrift: ”GOLD! GOLD! GOLD! GOLD!”

Nyheden udløste en folkevandring af håbefulde guldsøgere, hvor de fleste for at nå guldfelterne tog ruten gennem havnene Dyea og Skagway i det sydøstlige Alaska. Her kunne  “Klondikers” følge enten Chilkoot- eller White Pass-stien til Yukon-floden og sejle ned til Klondike.

De canadiske myndigheder krævede, at hver person medbragte et års forsyning af mad for at forhindre hungersnød. Alt i alt vejede Klondikernes udstyr tæt på et ton, hvilket de fleste selv bar i etaper.

Denne opgave og det bjergrige terræn og det kolde klima betød, at de fleste guldgravere først ankom sommeren 1898. Da de først var nået frem, kunne de konstatere at mulighederne var begrænsede, og mange gik skuffede derfra. Guldgravernes trængsler er udødeliggjort i film, litteraturen og fotoa.

Hvor meget guld blev der egentlig fundet?

I den første hektiske guldfeber blev der i Yukon faktisk kun udvundet ret få millioner ounces guld. Produktionen fortsatte dog længe efter det berømte guldfeberudbrud. Håndgravning blev efterfulgt af industriel uddybning med store guldmuddermaskiner og senere mekaniseret udvinding af guld.

Moderne geologiske opgørelser fra Yukon angiver den samlede registrerede produktion til omkring 12,2 millioner ounces guld svarende til knap 380 tons.

Med dagens guldpris på 28.500 kr. for 1 troy ounze guld svarer det til en samlet værdi på omkring 348 milliarder kr. for Yukon-guldet.

Til sammenligning blev der under det tidligere gold-rush i Californien i perioden 1848-55 fundet omkring 350 tons guld.