Japanske vælgere går til valgurnerne i denne weekend til et nyvalg udskrevet af premierminister Sanae Takaichi, der blev landets første kvindelige premierminister i oktober sidste år.

Der er mere end 1.200 kandidater og alle 465 pladser i Repræsentanternes Hus er på valg. Der er cirka 105 millioner registrerede vælgere i Japan.

Premierminister Sanae Takaichi er enormt populær i Japan og håber at kunne omsætte den velvilje til flere pladser til det konservative Liberale Demokratiske Parti (LDP) – også kendt som Jimintō – i parlamentets underhus.

Takaichi regerer stadig gennem en koalition mellem LDP og Nippon Ishin (Japan Innovation Party). En sejr til LDP nu ville styrke hendes position som premierminister.

Valgets hovedtemaer

Japans økonomi og befolkningens leveomkostninger er blandt hovedemnerne i valgkampen.

Partierne fører kampagner med forskellige strategier for at håndtere økonomiske bekymringer, såsom at sænke Japans moms og forbrugsskatter eller revidere indkomstskattesatserne.

Mens premierminister Sanae Takaichi og det regerende LDP ønsker at stimulere væksten i økonomien, kæmper nogle oppositionspartier for større velfærd, og andre, som f.eks. Japan Innovation Party, presser på for deregulering.

Immigration

En anden bekymring for nogle partier i forbindelse med valgkampen er udlændingenes rolle i et hurtigt aldrende samfund. Antallet af udenlandske indbyggere oversteg 2,5 millioner i 2025, og bekymringen er at immigrationen vil ændre Japans engang stort set homogene samfund – til stor bekymring for især mere konservative vælgere.

Japan sakker agterud i det økonomiske kapløb

Japans befolkning på 124 millioner må se frem til en meget beskeden økonomisk vækst i 2026 på omkring 1 pct. af BNP. Kursen på den japanske valuta – Yen – er faldende, og produktiviteten i den japanske industri er stagnerende og statsgælden stigende.

Japan oplevede sin første negative vækst i perioden juli-september 2025 under pres fra præsident Donald Trumps toldpolitik. En voksende politisk og økonomisk konflikt med Kina om Taiwan brød ud i november, hvilket beskar Japans indtægter fra handel og turisme.

Japans dårlige økonomiske præstationer, og løfter om flere offentlige udgifter fra premierminister Takaichi Sanae har svækket kursen på Yen og skat frygt for stagflation og tilbagevenden til ”de tabte årtier”.

Analytikere frygter, at Japan igen bliver fanget i stagflation – hvilket betyder høj inflation i kombination med lav vækst – i kombination med en meget høj statsgæld på mere end 225 pct. af BNP!

Hvordan fremmes væksten?

Premierminister Takaichi Sanae har foreslået en aggressiv “vækststrategi” omfattende sats på kernekraft frem for vedvarende energi for at rette op på tingene, men økonomer frygter, at nogle af hendes udgiftsforslag indebærer mere forbrug, og at de højere forbrugsniveauer blot kan forværre inflationen. Kritikere siger også, at Takaichis plan ignorerer industrier med vækstpotentiale, som f.eks. robot- og klimateknologier.

Demografien

Alle forudsigelser om udviklingen i Japan er påvirket af Japans kraftige demografiske tilbagegang. Den aldrende befolkning kræver stadigt højere sociale udgifter for at dække sine behov, mens der er stadig færre i arbejdsstyrken til at producere og levere de nødvendige skatter.

Japan forfølger samtidig en meget restriktiv immigrationspolitik. Til gengæld er kriminaliteten i Japan meget begrænset. F.eks. er den japanske organiserede kriminalitet, kendt som yakuza, ikke nedlagt, men de er kraftigt svækkede, med færre medlemmer og mindre magt end tidligere.

Økonomer påpeger, at der er risiko for at japanske virksomheder vil blive pessimistiske over for den begrænsede potentielle vækst på det japanske marked og derfor begrænser indenlandske investeringer, hvis fødselstallene ikke snart forbedres.

Om premierminister Sanae Takaichi

Underhuset i det japanske parlament udpegede tirsdag den 21. oktober 2025 den konservative Sanae Takaichi som landets første kvindelige premierminister.

Takaichi fik 237 stemmer og opnåede dermed et snævert flertal i underhuset, der har 465 medlemmer.

Takaichi efterfulgte den 68-årige Shigeru Ishiba som leder af det liberaldemokratiske parti, Liberal Democratic Party (LDP). LDP har siddet på regeringsmagten stort set uafbrudt siden 1955, men selv om LDP er det største parti i det japanske parlament, har partiet ikke flertal, og det har derfor dannet en koalitionsregering med det højreorienterede parti Nippon Ishin (Japan Innovation Party).

LDP blev dannet i 1955, da to konservative partier blev slået sammen. Det regerede Japan uafbrudt lige fra grundlæggelsen og til 1993. Partiet går ind for markedsøkonomi, konservative sociale værdier og en robust alliance med USA, Fædrelandet og national identitet

Sanae Takaichi er født i Nara-præfekturet i 1961. Hendes far var kontoransat, og hendes mor var politibetjent.

Gik på Kobe University i Japan og tilbragte efter sin eksamen tid i USA som praktikant hos demokraten Patricia Schroeder fra Colorado.

Tidligere minister og tv-vært og har engang været trommeslager i et heavy metal-band.

Stillede op til sit første parlamentsvalg i 1993 som uafhængig, men tabte.

I 2021 stillede hun op som partileder, men tabte til Fumio Kishida. Hun forsøgte igen i 2024, hvor hun tabte til Shigeru Ishiba, der indtil nu har været ministerpræsident.

Hendes politiske idol er ”Jernladyen” Margaret Thatcher, og udover hendes økonomiske politik har hun gjort sig bemærket med hendes faste opbakning til alliancen med USA (og til Donald Trump) og hendes kritiske holdning til Kina.

Forholdet til Kina

Forholdet mellem Kina og Japan har været på nulpunktet siden premierminister Takaichi Sanae i november 2025 gjorde Beijing rasende ved at fortælle det japanske parlament, at en potentiel kinesisk invasion af Taiwan ville blive set som en “situation, der truer Japans overlevelse.”

Kinas Kultur- og Turismeministerium udsendte en advarsel til kinesiske turister om, at de bør undgå at rejse til Japan og ellers at “øge deres sikkerhedsbevidsthed, styrke selvbeskyttelsen og hurtigt kontakte politiet samt kontakte kinesiske ambassader eller konsulater i nødsituationer.”

Det kinesiske udenrigsministerium har ligeledes advaret om “ustabil offentlig sikkerhed i Japan og flere ulovlige og kriminelle hændelser mod kinesiske statsborgere”.

Italiens første kvindelige premierminister, Giorgia Meloni, har på kort tid indtaget sin særlige plads på verdensscenen: Hun er en nationalistisk højre-politiker med et tæt forhold til præsident Donald Trump og hans administration, men hun er samtidig en politiker, der har indtaget sin naturlige plads, som en europæisk leder, der har måttet kæmpe med Trumps angreb på kontinentet.

Vinter OL, Italiens første siden 2006, vil sætte hende i centrum af det globale søgelys, hun allerede befinder sig i.

Årsagen er et maleri i en kirke i Rom hvor en nyrestaureret kerub havde en bemærkelsesværdig lighed med Giorgia Meloni. Restaureringsarbejdet er udført på et maleri i Kapellet for de Hellige Sjæle i Skærsilden i Basilikaen San Lorenzo in Lucina, der ligger på Piazza San Lorenzo in Lucina ved Via del Corso i det centrale Rom.

Restaureringsarbejdet blev færdiggjort allerede i december, men nye billeder på de sociale medier af det restaurerede arbejde viser en slående lighed med Meloni.

Selvom mange politikere sikkert gerne vil have, at deres vælgere opfatter dem som engleagtige, meddelte den italienske premierminister i weekenden i et opslag ledsaget af en grinende emoji på Instagram, at hun “bestemt” ikke ligner en engel.

Italiens kulturminister Alessandro Giuli har beordret Roms superintendent, som fører tilsyn med den italienske hovedstads arkæologiske og historiske kulturarvssteder, til at indlede en undersøgelse af, om Melonis ansigt bevidst var føjet til under restaureringen af freskoen.

Melonis portræt er i mellemtiden blevet udvisket på frescoen.

Epstein-Mandelson-skandalen kan være dråben der får det til at flyde over for den i forvejen pressede britiske premierminister.

Chokerende afsløringer fra Epstein-dokumenter om Peter Mandelsons adfærd — indtil denne uge en højtstående og indflydelsesrig Labour-figur, tidligere minister, tidligere europæisk kommissær og tidligere britisk ambassadør i USA — har chokeret og forfærdet Storbritannien, og hans tidligere politiske allierede kæmper for at lægge afstand til ham.

Det er allerede tydeligt, at Keir Starmer ikke længere leder Underhuset — en grundlæggende forudsætning for at fungere som premierminister i det britiske system. Det stod klart, da Starmer onsdag blev tvunget til at frigive flere oplysninger om Mandelsons udnævnelse til ambassadør i USA.

Mandelson trækker sig fra Overhuset

Det er desuden oplyst, at (Lord) Peter Mandelson trækker sig fra Overhuset samtidig med at politiet har indledt nærmere undersøgelser af de alarmerende oplysninger om Mandelsons adfærd, der er kommet frem i Epstein-dokumenterne.

Hvad nu?

Velinformerede kilder i Westminster oplyser, at Starmer torsdag aften er i kriseforhandlinger med sit team i Downing Street, og at store nyhederr måske kun er dage eller timer væk.

The Guardian, den britiske venstrefløjsavis og den publikation, der bedre end nogen kan tage pulsen på Labour-parlamentarikere, rapporterer om total demoralisering. Avisen kan onsdag aften rapportere, at Starmers dage er talte efter Mandelson-afsløringerne.

Et afgørende moment var, da premierministeren onsdag i parlamentet indrømmede, at han kendte til Mandelsons fortsatte forhold til Epstein, selv efter at den amerikanske finansmand blev dømt for seksuelle overgreb mod børn, og alligevel udnævnte ham til ambassadør.

Hvem kan/vil erstatte Keir Starmer?

Nu er opmærksomheden rettet mod, hvem der kan erstatte Sir Keir Starmer.

Imidlertid er situationen den, at på nuværende tidspunkt er der kun få, der venter i kulisserne på at lede et kup.

Den tidligere leder af Labour fra 2010 til 2015 og nuværende energiminister siden juli 2024, Ed Miliband, nævnes dog af nogle, som en mulig efterfølger for Keir Starmer.

Det næste parlamentsvalg i Storbritannien skal afholdes senest den 15. august 2029.

Arbejdsretten fastslår ved 2 faglige voldgiftskendelser den 4. februar 2026, at deltids- og fuldtidsansatte skal aflønnes lige ved over og merarbejde.

I kendelsen den 4. februar 2026 i den Faglige Voldgift FV2025-795 skal Kommunernes Landsforening, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen anerkende, at det er i strid med direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, at deltidsansatte medarbejdere, for hvem der findes sammenlignelige fuldtidsansatte, kun skal have overtidshonorering for arbejdstimer, der præsteres ud over den normale arbejdstid for fuldtidsansatte.

I kendelsen den 4. februar 2026 i den Faglige Voldgift FV2025-528 skal DIO I (Dansk Industri Overenskomst I) under Dansk Industri (DI) anerkende, at følgende bestemmelser i de mellem parterne indgåede overenskomster (industrioverenskomsterne) er i strid med deltidsdirektivet:

a. § 13, stk. 7, litra d, i Industriens Overenskomst

b. § 9, stk. 3, i Industriens Funktionæroverenskomst

c. § 10, stk. 2 og 3, i Industriens Funktionæroverenskomst.

DIO I skal også anerkende, at industrioverenskomsterne skal anvendes således, at ikke fuldtidsbeskæftigede, for hvem der findes sammenlignelige fuldtidsansatte, er berettiget til tillæg for overarbejde uden hensyn til, om overarbejdet ligger ud over virksomhedens/afdelingens normale arbejdstid, henholdsvis 37 timer pr. uge.

EU-domme er baggrund for voldgiftskendelserne

EU-Domstolen har i afgørelsen i to forenede sager C-184/22 og C-185/22 den 29. juli 2024 præciseret, hvordan arbejdsgivere skal håndtere overtidsbetaling for deltidsansatte. Domstolen har i de 2 sager fastslået, at deltidsansatte ikke må stilles ringere end fuldtidsansatte, når de arbejder ekstra timer.

I Danmark har offentligt og privatansatte på deltid og fuldtid hidtil været honoreret forskelligt for ekstra timer (overarbejde). Deltidsansatte fik først tillæg for overarbejde, når de kom over timetallet til en fuldtidsstilling, typisk 37 timer.

Denne praksis stemmer overens med de gældende danske overenskomster, men EU-dommene såede tvivl, om det er i strid med EU-reglerne om deltid. Det kan betyde, at mange offentlige og private overenskomster er i strid med EU-regler.

Faglige voldgifter

Akademikerne (FHO) og Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU, aftalte allerede sidste år med de offentlige arbejdsgivere i stat, kommune og regioner – ligesom man har gjort på industrioverenskomstområdet – at afklare usikkerheden gennem de faglige voldgifter, der nu den 4. februar har afgivet kendelser.

Mulige konsekvenser

Voldgiftskendelserne om deltidsansattes krav på overtidsbetaling allerede ved overskridelse af deres individuelle deltidsnorm, vil få meget vidtrækkende konsekvenser – både økonomisk, aftalemæssigt og organisatorisk.

1. Stor økonomisk efterregning (bagudrettet)

Afgørelsen gives virkning tilbage til januar 2000/2001, og arbejdsgivere kan blive mødt med krav om betydelig efterbetaling af overtid til nuværende og tidligere deltidsansatte.

Risiko for massekrav rejst via fagforbund eller gruppesøgsmål.

Særligt dyrt i brancher med systematisk brug af deltidsansatte (kommuner, detailhandel, service, sundhed, transport m.fl.).

2. Permanente øgede lønudgifter fremadrettet

Hvis overtid udløses tidligere, vil det i praksis betyde at det bliver markant dyrere at bruge deltidsansættelser.

3. Ændrede arbejdstidsaftaler og personaleplanlægning

Arbejdsgivere tvinges til strammere planlægning for at undgå udløsning af overtid.

Mindre fleksibilitet i vagtdækning.

Øget incitament til flere fuldtidsstillinger eller meget små deltidsstillinger.

Risiko for færre “mellemstore” deltidsstillinger (20–32 timer), som i dag er almindelige.

 4. Styrkelse af deltidsansattes rettigheder

EU-retten bygger på princippet om pro rata temporis – deltidsansatte må ikke stilles ringere end fuldtidsansatte.

Voldgiften følger EU-dommene, og det kan betyde at flere deltidsansatte vil opleve væsentligt højere løn i perioder med ekstraarbejde.

Det kan forbedre rekruttering og fastholdelse i visse sektorer.

5. Mulig indgriben i overenskomster

Afgørelserne underkender den hidtidige praksis, som i mange år har været aftalt i overenskomster. kan det føre til krav om ændringer i alle relevante overenskomster.

6. Øget juridisk kompleksitet og potentielle retssager

Voldgiftskendelserne kan betyde, at der vil opstå tvister om retroaktivitet (hvor langt tilbage gælder kravet), om opgørelsesmetoder (uge, måned, præsterede timer), sager om forældelse, dokumentation og bevisbyrde.

7. Konsekvenser for offentlige budgetter

Kommuner, regioner og staten får meget store merudgifter.

Russiske forskere har udviklet en cyborg due – en kybenetisk duedrone, der kan bruges til hemmelig overvågning eller krigsførelse. En cyborg er en kombination af biologiske og mekaniske/elektroniske komponenter. Kendt fra science fiction, men også i form af medicinsk udstyr som pacemakere.

Under et projekt med kodenavnet PJN-1 implanteres neurale chips i fuglenes hjerner, med kameraer spændt fast til brystet og flyveruter, der fjernstyret af operatører.

Teknologien hævdes at overgå konventionelle droner takket være deres større rækkevidde, udholdenhed og evne til at få adgang til svært tilgængelige steder.

Små elektroder indsættes gennem fuglenes kranier og forbindes til en stimulator monteret på hovedet, så operatørerne kan styre dem til venstre eller højre via fjernbetjening. En solcelledrevet rygsæk rummer en flyvecontroller og forbindes til et kamera på fuglens bryst.

Teknologien blev udviklet af Neiry Group, en startup, der hævde, at duedronerne kan rejse mere end 300 miles om dagen og at de kan bruges til at overvåge infrastruktur, inspicere mulige industrielle mål, operere i overvåget luftrum og støtte eftersøgnings- og redningsmissioner.

“Lige nu virker løsningen med duer, men enhver fugl kan bruges som transportør,” siger en repræsentant for Neiry Group. “For at bære mere last planlægger vi at bruge ravne. Til overvågning af kystfaciliteter, måger og for større offshore-områder, albatrosser.”

Præsident Donald Trump meddelte mandag, at USA og Indien har indgået en handelsaftale, og at Indien har forpligtet sig til at stoppe med at købe russisk olie.

Trump kaldte Indiens premierminister Narendra Modi for en af sine “bedste venner” og oplyste i et opslag Truth Social mandag, at “Vi talte om mange ting, herunder handel og afslutningen på krigen med Rusland og Ukraine. Han gik med til at stoppe med at købe russisk olie og købe meget mere fra USA og potentielt Venezuela”.

Præsidenten gav også detaljer om en handelsaftale mellem USA og Indien:

Af venskab og respekt for premierminister Modi og, efter hans anmodning, med øjeblikkelig virkning, indgik vi en handelsaftale mellem USA og Indien, hvor den straftold, der indførtes for at imødegå Indiens opkøb af russisk olie sænkes fra 25 procent til 18 procent. Indien vil ligeledes gå videre med at sænke deres toldsatser og ikke-toldmæssige barrierer mod USA til NUL. Premierministeren forpligtede sig også til at “Buy American” på et langt højere niveau, ud over de eksisterende 500 milliarder dollars i amerikanske energi-, teknologi-, landbrugs-, kul- og mange andre produkter. Vores fantastiske forhold til Indien vil blive endnu stærkere fremover. Premierminister Modi og jeg er to personer, der FÅR TINGENE GJORT, noget man ikke kan sige om de fleste. Tak for din opmærksomhed på denne sag!

Modi takkede efter samtalen med Trump på vegne af Indiens 1,4 milliarder mennesker på X: “Når to store økonomier og verdens største demokratier arbejder sammen, gavner det vores folk og åbner enorme muligheder for gensidigt fordelagtigt samarbejde,” skrev han.

“Præsident Trumps lederskab er afgørende for global fred, stabilitet og velstand. Indien støtter fuldt ud hans bestræbelser på fred,” fortsatte Modi. “Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med ham for at løfte vores partnerskab til hidtil usete højder.”

I 1903 støttede USA Panamas løsrivelse fra Colombia, fordi USA ønskede at bygge en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Bygningen af Panamakanalen, der blev afsluttet i 1913, var en af de største og mest besværlige ingeniøropgaver som nogensinde er udført, og kanalen har haft en enorm indflydelse på skibsfarten mellem de to oceaner. Den afløste den lange og farlige rute via Drakestrædet og Kap Horn ved sydspidsen af Sydamerika. Et skib som sejler fra New York til San Francisco via kanalen, tilbagelægger 9.500 km, et godt stykke under halvdelen af de 22.500 km, som er distancen rundt om Kap Horn.

Kort efter Panamas løsrivelse fra Colombia og inden kanalen var bygget, blev Hay–Bunau-Varilla-traktaten underskrevet. Traktaten sikrede, at USA fik permanent kontrol over kanalen og Panama-kanalzonen (et bredt bælte gennem landet).

Panama fik en engangsbetaling og årlige afgifter, men ingen reel kontrol.

For mange panamanere blev dette set som et uacceptabelt indgreb i landets suverænitet.

Kanalzonen blev reelt styret som amerikansk territorium, med amerikanske love, politi og militær.

Panamanere blev ofte udelukket fra jobs og beslutninger, og mange oplevede det som kolonialisme midt i deres eget land.

Uroligheder i 1964

Spændingerne kulminerede i 1964, da uroligheder brød ud over spørgsmålet om at hejse det panamanske flag i kanalzonen. Sammenstød mellem panamanere og amerikanske styrker førte til dødsfald.

Herefter blev kravet om fuld panamansk kontrol et centralt nationalt mål.

Hvordan blev konflikten løst?

I 1977 indgik Panamas leder Omar Torrijos og USA’s præsident Jimmy Carter to afgørende traktater:

Panama-kanal-traktaten fastslog, at USA og Panama i fællesskab skulle stå for kanaldriften i en overgangsperiode, hvorefter fuld kontrol skulle overdrages til Panama den 31. december 1999.

Neutralitetstraktaten fastslog, at kanalen stedse skulle forblive neutral og være åben for alle lande – også efter overdragelsen.

Opgivelsen af den fulde kontrol over Panama-kanalen var kontroversiel i USA, men Torrijo-Carter traktaterne blev ratificeret, og den 31. december 1999 overtog Panama officielt Panama-kanalen, Kanalzonen samt infrastruktur og administration.

Panama driver selv kanalen gennem Autoridad del Canal de Panamá (ACP), der er et panamansk, statsuafhængigt organ med egne tekniske, økonomiske og juridiske regler.

Det er ACP, der fastlægger takster, kontrollerer sejlads, driver sluser, trafikstyring og planlægning

Kinas indflydelse

Kina har i en årrække været involveret i handel og investeringer i Panama, men i 2003 lancerede Kina det såkaldte Belt and Road Initiative (BRI) – et ambitiøst globalt udviklingsprojekt, der sigter mod at skabe økonomisk samarbejde, infrastrukturudvikling og handelsfremme mellem Kina og landene langs de gamle handelsruter, der forbinder Asien, Europa og Afrika.

Allerede i 1990’erne havde Kina været involveret i havnedrift ved kanalens ender. Et Hongkong-baseret selskab (Hutchison Ports) drev således via datterselskabet Panama Ports Company havne ved Atlanterhavssiden (Colón) og ved Stillehavssiden (Balboa). Kina have imidlertid ingen rolle i ACP og ingen beslutningsmagt over selve kanaldriften.

Kina har ikke haft kontrol over kanalsluserne, indflydelse på skibstrafik, adgang til trafikstyring eller prioritering eller haft en rolle i sikkerhed eller militær beskyttelse.

Trump-administrationens holdning

Allerede under Donald Trumps 1. præsidentperiode var holdningen til Panamakanalen og kinesisk involvering præget af mistillid, strategisk bekymring og geopolitisk rivalisering. Der blev dog ikke gjort forsøg på at ændre ejerskabet eller den formelle administration af kanalen.

USA accepterede Panamas kontrol – men holdt skarpt øje. Trump-administrationen anfægtede således ikke, at Panama havde fuld suverænitet over Panamakanalen (som fastlagt i Torrijos–Carter-traktaterne), og der var ingen forsøg på at “tage kanalen tilbage” eller genforhandle traktaterne.

Stærk bekymring over kinesisk tilstedeværelse

Trump-administrationens kritik rettede sig i stedet mod Kinas voksende økonomiske og strategiske fodaftryk i Panama, især havnedriften ved kanalens ender.

Trump-administrationen mente, at Kina kunne udnytte havnene strategisk, og der var frygt for overvågning, pres i en krisesituation eller indirekte kontrol.

Panama skifter diplomatisk side – forværrer USA’s bekymringer

I 2017 (under Trump) brød Panama de diplomatiske forbindelser med Taiwan og anerkendte Folkerepublikken Kina.

Herefter fulgte yderligere kinesiske investeringer, samarbejdsaftaler og interesse for infrastrukturprojekter.

Trump-administrationen så dette som en del af Kinas globale magtstrategi og som en udfordring mod USA’s historiske indflydelse i Mellemamerika, men uden at det udløste krav om ”at tage kanalen tilbage”.

Donald Trumps linje i det nye præsidentskab

Allerede før sin tiltræden som præsident skrev Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at han som præsident muligvis ville kræve, at USA fik kontrollen over Panamakanalen.

Ifølge Trump bliver amerikanske skibe pålagt urimelige afgifter, når de skal passere gennem kanalen. Han lufter i sit opslag også en bekymring over, at Kina har voksende indflydelse i området ved kanalen.

”Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama. Dette totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt”, lød det.

Trump har gentaget sin påstand om, at Kina “efter hans opfattelse opererer” kanalen og erklæret, at USA vil “tage den tilbage” — også i taler og i sin åbningstale som præsident i 2025.

Trump-administrationens bredere strategi

Administrationen forfølger under Trump en udenrigspolitisk holdning, der er blevet beskrevet som en revitalisering af en moderne Monroe-doktrin (“Donroe Doctrine”) med skarp fokusering på at holde Kina ude af Latinamerika og den vestlige halvkugle i det hele taget. De voldsomme udfald mod Panama, Venezuela og andre lande i Latinamerika og ”nødvendigheden” af at få fuld kontrol over Grønland, skal ses i det lys.

USA’s militære handlinger — f.eks. fjernelse af Venezuelas leder i 2026 — bruges strategisk for at signalere, at Kina og Rusland ikke får lov til at udvide deres indflydelse i regionen.

Situationen i Panama

Straks fra begyndelsen af Trumps 2. præsidentperiode blev den nyudnævnte amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, sendt til Panama, hvor han i møder med præsidenten, Jose Raul Mulino, og ledende regeringsmedlemmer i utvetydige vendinger krævede, at Panama foretager “øjeblikkelige ændringer” i det, han kaldte Kinas “indflydelse og kontrol” over Panamakanalen. Amerikas øverste diplomat sagde, at Panama skal handle, ellers vil USA træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte sine rettigheder i henhold til en traktat mellem de to lande.

Advarslen følger op på præsident Donald Trumps løfte om at generobre kanalen.

Resultatet udeblev ikke.

Den 6. februar 2025 meddelte præsident Jose Raul Mulino at Panama havde trukket sig ud af Kinas Belt and Road Initiative (BRI) infrastruktur program.

Siden har det Hongkong-baserede konglomerat CK Hutchison forhandlet med et amerikansk investorkonsortium under ledelse af BlackRock Inc. med Larry Fink, som selskabets bestyrelsesformand og administrerende direktør, om at sælge sine ejerandele i centrale havnefaciliteter ved begge ender af kanalen (Balboa og Cristóbal).

Mærsk-selskabet APM Terminals skal drive havneterminaler ved Panama-kanalen

Panamas maritime myndighed (AMP – Autoridad Marítima de Panamá) meddeler i en pressemeddelelse den 30. januar 2026, at det Mærsk-ejede selskab, APM Terminals, midlertidigt overtager driften af havneterminalerne Balboa og Cristóbal ved Panamakanalen. Det sker, efter at landets højesteret har annulleret koncessionen til det Hongkong-baserede CK Hutchison-datterselskab, Panama Ports Company.

Højesteret ugyldiggjorde torsdag kontrakterne med CK Hutchisons datterselskab Panama Ports Company, som siden 1990’erne har drevet containerterminaler ved kanalens stillehavs- og atlanterhavsside.

Rettens officielle begrundelse for at rive kontrakterne med CK Hutchison over var, at de love og handlinger, som ligger til grund for koncessionsaftalen, er forfatningsstridige.

CK Hutchison har fredag oplyst, at selskabet ikke er blevet underrettet om dommen, og at det overvejer juridiske skridt. Ikke desto mindre udtrykker Panamas maritime myndighed, AMP, i pressemeddelelsen lørdag håbet om et konstruktivt samarbejde med Panama Ports Company ”i denne fase til gavn for stabiliteten i havnesystemet”.

Reaktionen i USA

Udviklingen i Panama er omtalt i medier verden over, og det er ikke overraskende, at USA har budt dommen om kanalen velkommen. Sammen med Panamas beslutning om at forlade Kinas Belt and Road Initiative (BRI) er det opfattelsen i Washington, at det vil begrænse kinesisk indflydelse over Panamakanalen og kritisk infrastruktur.

Samtidig har USA og Panama udbygget deres sikkerhedssamarbejde omkring kanalen, narkobekæmpelse og migrationsruterne, herunder med amerikansk adgang til udvalgte faciliteter, dog uden etablering af baser og uden at ændre Panamas myndighed over kanalen.

Tilsammen har disse udviklinger givet Trump og hans allierede noget konkret at pege på: amerikansk kapital tilbage i strategiske havne, tættere sikkerhedssamarbejde og forsikringer om adgang, mens Panamas suverænitet og kontrol over kanalen forblev uberørt.

Herefter har Trump ophørt med at gentage kravet om at “tage kanalen tilbage”, ikke fordi kravet blev opfyldt i juridisk forstand, men fordi der opstod et praktisk udfald, som imødekom hans erklærede bekymringer uden at genåbne traktater eller udløse en international krise.

Tirsdag den 27. januar 2026 indgik regeringen en aftale med SF og Enhedslisten, hvor børnefamilier, folkepensionister, arbejdsløse og udeboende SU-modtagere vil modtage en fødevarecheck i år.

Har man børn, kan man modtage op til 2.500 kroner, hvis man tjener under 500.000 kroner, mens folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere får 2.500 kroner, og studerende får 1.000 kroner.

Man forventer, at 740.000 er berettiget til at modtage fødevarechecken, der i alt vil koste statskassen cirka 4,5 milliarder kroner.

Pensionister

Med aftalen vil staten bruge 1,4 milliarder kroner af de i alt 4,5 milliarder kroner på fødevarechecks til pensionister.

For pensionister gælder det, at de kan få checken bare deres likvide midler som kontanter og aktier er under 350.000 kroner.

Den borgerlig-liberale tænketank Cepos kritiserer fødevarechecken for at være et ”lotteri” eftersom pensionister med bruttoindkomster på over 500.000 kroner om året også kan få den. Ifølge Danmarks Radio vil 24.000 pensionister modtager fødevarecheck trods høj indkomst. Mange pensionister har desuden huse, sommerhuse eller lejligheder, men det tæller heller ikke med i regnestykket om fødevarecheck. Der er således eksempler på pensionister med ejendomme for mange millioner kroner, der står til at modtage 2.500 kr.

Velhavende børnefamilier

DR Nyheder har med tal, som den borgerlige tænketank Cepos har trukket, oplyst at tusindvis af familier, hvor den ene part tjener over en million kroner om året, vil modtage en fødevarecheck på mellem 2.500 og 5.000 kroner om året.

Det gør de, fordi den anden part tjener under 500.000 kroner om året og derfor er berettiget til fødevarechecken.

Ifølge Cepos’ tal var der i 2024 17.000 familier, hvor den ene voksen ville tjene over en million kroner, mens den anden ville tjene under 500.000 – og altså være berettiget til at modtage en fødevarecheck.

Indvandrere

Særligt Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har kritiseret fødevarechecken for at ”forgylde arbejdsløse indvandrere”.

I den anledning har dagbladet Politiken fået tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at ud af de cirka 740.000 ydelsesmodtagere, der kan se frem til fødevarechecken, er cirka 119.000 personer ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det svarer til cirka 16 procent.

Oveni det vil knap 31.000 vestlige indvandrere samt efterkommere, der er ydelsesmodtagere, også modtage en check. Det svarer til cirka 4 procent.

Altså vil knap hver femte ydelsesmodtager, der modtager en fødevarecheck, være enten ikke-vestlig eller vestlig indvandrer eller efterkommer.

På EU’s udenrigsministermøde i Bruxelles torsdag den 29. januar 2026 vil der blive indføre nye sanktioner, ”mod dem, der er direkte ansvarlige for den voldelige nedkæmpelse af protester” i Iran.

Det skriver EU’s udenrigschef, Kaja Kallas i et opslag på X.

Videre lyder det, at Kallas forventer, at udenrigsministrene vil  træffe en politisk beslutning om, at EU skal udpege Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation.

Den iranske revolutionsgarde IRGC (Islamic Revolutionary Guard Corps) har siden revolutionen i 1979 været det iranske styres primære magtgrundlag og sikkerhedsorgan.

En lang række lande har klassificeret IRGC som en terrororganisation, mens andre lande og internationale organisationer ikke har.

USA udpegede IRGC som en Foreign Terrorist Organization (FTO) i april 2019 – første gang et lands officielle militære styrke blev klassificeret på denne måde.

Canada har officielt opført IRGC som en terrororganisation under straffeloven. Paraguay har også klassificeret IRGC som en terrororganisation mens lande som Saudi-Arabien, Bahrain, Sverige, Australien, Ecuador har opført IRGC eller dele af organisationen som terrorenheder i deres nationale lovgivning.

IRGC har ikke hidtil officielt været på EU’s terrorliste, men flere medlemslande og EU-institutioner har presset på for en sådan klassificering, men juridiske og politiske hindringer har indtil videre forhindret en fælles EU-beslutning.

De lande, der har klassificeret IRGC som en terrororganisation, henviser blandt andet til at IRGC’s internationale gren – den såkaldte Qud-styrke – har støttet væbnede terrorgrupper som Hizbollah, Hamas og Houthierne i Yemen.

IRGC beskyldes for at have været involveret i ulovlige aktiviteter, terrorhandlinger og voldelige angreb på Iran-kritikere i en række lande uden for Iran, herunder i Danmark.

IRGC’s rolle i den udredte interne undertrykkelse i Iran er for mange lande tilstrækkelig begrundelse for at sætte organisationen på terrorlisten.

Irans regering afviser disse anklager og mener, at klassificeringerne er politisk motiverede. Iran hævder, at IRGC’s formål er at forsvare landet og bekæmpe ekstremistiske grupper.

Guvernør Jeff Landry, Trumps særlige udsending til Grønland (U.S. special envoy to Greenland and governor of Louisiana) har skrevet et længere indlæg i The New York Times.

I indlægget bekræfter Trumps særlige udsending, at den kommende ordning for Grønland ”vil styrke amerikansk, NATO’s og Grønlands sikkerhed og bekræfte de langvarige transatlantiske forsvarsforpligtelser”.

Mens Danmark, Grønland og USA i Washington med det første møde i arbejdsgruppen med USA om Grønland har indledt diskussionerne om USA’s fremtidige tilstedeværelse i Grønland, beskriver guvernør Landry hvordan præsident Trump længe har udtrykt en klar forståelse af øens strategiske betydning.

Rammeaftalen fra Davos

I et opslag på Truth Social i januar 2025 lovede Trump at beskytte Grønland mod “en meget ondskabsfuld ydre verden.” Disse ord blev bekræftet i sidste uge af præsidentens annoncering af en rammeaftale, som præsident Trump mener vil føre til, at USA får total, ubegrænset adgang (total, unfettered access) til Grønland.

Landry sætter i indlægget flere ord på den ”rammeaftale” for Grønland, der blev resultatet af mødet mellem NATO-generalsekretær Mark Rutte og Donald Trump i forbindelse med World Economic Forum i Davos. Selvom Landry ikke afslører detaljer om aftalen, ”da de stadig er under udarbejdelse”, skriver Landry dog, at ”rammeaftalen bygger videre på forsvarsaftalerne fra 1941 og 1951 mellem USA og Danmark og vil styrke amerikansk, NATOs og grønlandsk sikkerhed samt bekræfte de mangeårige transatlantiske forsvarsforpligtelser”.

Landry uddyber om aftalen:

”Den vil udvide USA’s operationelle handlefrihed, understøtte nye baser og infrastruktur, lette udrulningen af avancerede missilforsvarssystemer som Golden Dome og fortrænge fjendtlig kinesisk og russisk indflydelse”.

”Disse tiltag er ikke provokerende – de er forebyggende. De vil sikre, at det er USA, og ikke dets modstandere, der fastsætter spillereglerne i et af verdens mest strategisk betydningsfulde områder, for altid,” skriver Landry.

Grønlands betydning

Landry nævner, at Trump i Davos understregede, at Grønland er en kerneinteresse for national sikkerhed for USA, og styrkelsen af USA’s position er en styrkelse af NATO selv. Et stærkt Amerika forbliver med andre ord fundamentet for en stærk alliance.

Historien bekræfter dette punkt. Under Anden Verdenskrig byggede USA 13 militærbaser og fire flådebaser over hele Grønland. På højden af Den Kolde Krig husede Thule Air Base (nu kaldet Pituffik Space Base) omkring 10.000 amerikanske militærfolk. Vedvarende investering i Grønlands forsvar var engang normen. I dag råder USA over én militærbase i Grønland, nemlig Pituffik Space Base.

Ifølge Landry, skiller forsømmelsen i de seneste årtier sig ud som et alarmerende brud med en strategi, der virkede i at inddæmme Sovjetunionen. Afslutningen på den kolde krig afsluttede ikke den strategiske konkurrence, og den slettede heller ikke truslerne fra udenlandske modstandere.