Præsident Donald Trump meddelte mandag, at USA og Indien har indgået en handelsaftale, og at Indien har forpligtet sig til at stoppe med at købe russisk olie.

Trump kaldte Indiens premierminister Narendra Modi for en af sine “bedste venner” og oplyste i et opslag Truth Social mandag, at “Vi talte om mange ting, herunder handel og afslutningen på krigen med Rusland og Ukraine. Han gik med til at stoppe med at købe russisk olie og købe meget mere fra USA og potentielt Venezuela”.

Præsidenten gav også detaljer om en handelsaftale mellem USA og Indien:

Af venskab og respekt for premierminister Modi og, efter hans anmodning, med øjeblikkelig virkning, indgik vi en handelsaftale mellem USA og Indien, hvor den straftold, der indførtes for at imødegå Indiens opkøb af russisk olie sænkes fra 25 procent til 18 procent. Indien vil ligeledes gå videre med at sænke deres toldsatser og ikke-toldmæssige barrierer mod USA til NUL. Premierministeren forpligtede sig også til at “Buy American” på et langt højere niveau, ud over de eksisterende 500 milliarder dollars i amerikanske energi-, teknologi-, landbrugs-, kul- og mange andre produkter. Vores fantastiske forhold til Indien vil blive endnu stærkere fremover. Premierminister Modi og jeg er to personer, der FÅR TINGENE GJORT, noget man ikke kan sige om de fleste. Tak for din opmærksomhed på denne sag!

Modi takkede efter samtalen med Trump på vegne af Indiens 1,4 milliarder mennesker på X: “Når to store økonomier og verdens største demokratier arbejder sammen, gavner det vores folk og åbner enorme muligheder for gensidigt fordelagtigt samarbejde,” skrev han.

“Præsident Trumps lederskab er afgørende for global fred, stabilitet og velstand. Indien støtter fuldt ud hans bestræbelser på fred,” fortsatte Modi. “Jeg ser frem til at arbejde tæt sammen med ham for at løfte vores partnerskab til hidtil usete højder.”

I 1903 støttede USA Panamas løsrivelse fra Colombia, fordi USA ønskede at bygge en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Bygningen af Panamakanalen, der blev afsluttet i 1913, var en af de største og mest besværlige ingeniøropgaver som nogensinde er udført, og kanalen har haft en enorm indflydelse på skibsfarten mellem de to oceaner. Den afløste den lange og farlige rute via Drakestrædet og Kap Horn ved sydspidsen af Sydamerika. Et skib som sejler fra New York til San Francisco via kanalen, tilbagelægger 9.500 km, et godt stykke under halvdelen af de 22.500 km, som er distancen rundt om Kap Horn.

Kort efter Panamas løsrivelse fra Colombia og inden kanalen var bygget, blev Hay–Bunau-Varilla-traktaten underskrevet. Traktaten sikrede, at USA fik permanent kontrol over kanalen og Panama-kanalzonen (et bredt bælte gennem landet).

Panama fik en engangsbetaling og årlige afgifter, men ingen reel kontrol.

For mange panamanere blev dette set som et uacceptabelt indgreb i landets suverænitet.

Kanalzonen blev reelt styret som amerikansk territorium, med amerikanske love, politi og militær.

Panamanere blev ofte udelukket fra jobs og beslutninger, og mange oplevede det som kolonialisme midt i deres eget land.

Uroligheder i 1964

Spændingerne kulminerede i 1964, da uroligheder brød ud over spørgsmålet om at hejse det panamanske flag i kanalzonen. Sammenstød mellem panamanere og amerikanske styrker førte til dødsfald.

Herefter blev kravet om fuld panamansk kontrol et centralt nationalt mål.

Hvordan blev konflikten løst?

I 1977 indgik Panamas leder Omar Torrijos og USA’s præsident Jimmy Carter to afgørende traktater:

Panama-kanal-traktaten fastslog, at USA og Panama i fællesskab skulle stå for kanaldriften i en overgangsperiode, hvorefter fuld kontrol skulle overdrages til Panama den 31. december 1999.

Neutralitetstraktaten fastslog, at kanalen stedse skulle forblive neutral og være åben for alle lande – også efter overdragelsen.

Opgivelsen af den fulde kontrol over Panama-kanalen var kontroversiel i USA, men Torrijo-Carter traktaterne blev ratificeret, og den 31. december 1999 overtog Panama officielt Panama-kanalen, Kanalzonen samt infrastruktur og administration.

Panama driver selv kanalen gennem Autoridad del Canal de Panamá (ACP), der er et panamansk, statsuafhængigt organ med egne tekniske, økonomiske og juridiske regler.

Det er ACP, der fastlægger takster, kontrollerer sejlads, driver sluser, trafikstyring og planlægning

Kinas indflydelse

Kina har i en årrække været involveret i handel og investeringer i Panama, men i 2003 lancerede Kina det såkaldte Belt and Road Initiative (BRI) – et ambitiøst globalt udviklingsprojekt, der sigter mod at skabe økonomisk samarbejde, infrastrukturudvikling og handelsfremme mellem Kina og landene langs de gamle handelsruter, der forbinder Asien, Europa og Afrika.

Allerede i 1990’erne havde Kina været involveret i havnedrift ved kanalens ender. Et Hongkong-baseret selskab (Hutchison Ports) drev således via datterselskabet Panama Ports Company havne ved Atlanterhavssiden (Colón) og ved Stillehavssiden (Balboa). Kina have imidlertid ingen rolle i ACP og ingen beslutningsmagt over selve kanaldriften.

Kina har ikke haft kontrol over kanalsluserne, indflydelse på skibstrafik, adgang til trafikstyring eller prioritering eller haft en rolle i sikkerhed eller militær beskyttelse.

Trump-administrationens holdning

Allerede under Donald Trumps 1. præsidentperiode var holdningen til Panamakanalen og kinesisk involvering præget af mistillid, strategisk bekymring og geopolitisk rivalisering. Der blev dog ikke gjort forsøg på at ændre ejerskabet eller den formelle administration af kanalen.

USA accepterede Panamas kontrol – men holdt skarpt øje. Trump-administrationen anfægtede således ikke, at Panama havde fuld suverænitet over Panamakanalen (som fastlagt i Torrijos–Carter-traktaterne), og der var ingen forsøg på at “tage kanalen tilbage” eller genforhandle traktaterne.

Stærk bekymring over kinesisk tilstedeværelse

Trump-administrationens kritik rettede sig i stedet mod Kinas voksende økonomiske og strategiske fodaftryk i Panama, især havnedriften ved kanalens ender.

Trump-administrationen mente, at Kina kunne udnytte havnene strategisk, og der var frygt for overvågning, pres i en krisesituation eller indirekte kontrol.

Panama skifter diplomatisk side – forværrer USA’s bekymringer

I 2017 (under Trump) brød Panama de diplomatiske forbindelser med Taiwan og anerkendte Folkerepublikken Kina.

Herefter fulgte yderligere kinesiske investeringer, samarbejdsaftaler og interesse for infrastrukturprojekter.

Trump-administrationen så dette som en del af Kinas globale magtstrategi og som en udfordring mod USA’s historiske indflydelse i Mellemamerika, men uden at det udløste krav om ”at tage kanalen tilbage”.

Donald Trumps linje i det nye præsidentskab

Allerede før sin tiltræden som præsident skrev Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at han som præsident muligvis ville kræve, at USA fik kontrollen over Panamakanalen.

Ifølge Trump bliver amerikanske skibe pålagt urimelige afgifter, når de skal passere gennem kanalen. Han lufter i sit opslag også en bekymring over, at Kina har voksende indflydelse i området ved kanalen.

”Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama. Dette totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt”, lød det.

Trump har gentaget sin påstand om, at Kina “efter hans opfattelse opererer” kanalen og erklæret, at USA vil “tage den tilbage” — også i taler og i sin åbningstale som præsident i 2025.

Trump-administrationens bredere strategi

Administrationen forfølger under Trump en udenrigspolitisk holdning, der er blevet beskrevet som en revitalisering af en moderne Monroe-doktrin (“Donroe Doctrine”) med skarp fokusering på at holde Kina ude af Latinamerika og den vestlige halvkugle i det hele taget. De voldsomme udfald mod Panama, Venezuela og andre lande i Latinamerika og ”nødvendigheden” af at få fuld kontrol over Grønland, skal ses i det lys.

USA’s militære handlinger — f.eks. fjernelse af Venezuelas leder i 2026 — bruges strategisk for at signalere, at Kina og Rusland ikke får lov til at udvide deres indflydelse i regionen.

Situationen i Panama

Straks fra begyndelsen af Trumps 2. præsidentperiode blev den nyudnævnte amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, sendt til Panama, hvor han i møder med præsidenten, Jose Raul Mulino, og ledende regeringsmedlemmer i utvetydige vendinger krævede, at Panama foretager “øjeblikkelige ændringer” i det, han kaldte Kinas “indflydelse og kontrol” over Panamakanalen. Amerikas øverste diplomat sagde, at Panama skal handle, ellers vil USA træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte sine rettigheder i henhold til en traktat mellem de to lande.

Advarslen følger op på præsident Donald Trumps løfte om at generobre kanalen.

Resultatet udeblev ikke.

Den 6. februar 2025 meddelte præsident Jose Raul Mulino at Panama havde trukket sig ud af Kinas Belt and Road Initiative (BRI) infrastruktur program.

Siden har det Hongkong-baserede konglomerat CK Hutchison forhandlet med et amerikansk investorkonsortium under ledelse af BlackRock Inc. med Larry Fink, som selskabets bestyrelsesformand og administrerende direktør, om at sælge sine ejerandele i centrale havnefaciliteter ved begge ender af kanalen (Balboa og Cristóbal).

Mærsk-selskabet APM Terminals skal drive havneterminaler ved Panama-kanalen

Panamas maritime myndighed (AMP – Autoridad Marítima de Panamá) meddeler i en pressemeddelelse den 30. januar 2026, at det Mærsk-ejede selskab, APM Terminals, midlertidigt overtager driften af havneterminalerne Balboa og Cristóbal ved Panamakanalen. Det sker, efter at landets højesteret har annulleret koncessionen til det Hongkong-baserede CK Hutchison-datterselskab, Panama Ports Company.

Højesteret ugyldiggjorde torsdag kontrakterne med CK Hutchisons datterselskab Panama Ports Company, som siden 1990’erne har drevet containerterminaler ved kanalens stillehavs- og atlanterhavsside.

Rettens officielle begrundelse for at rive kontrakterne med CK Hutchison over var, at de love og handlinger, som ligger til grund for koncessionsaftalen, er forfatningsstridige.

CK Hutchison har fredag oplyst, at selskabet ikke er blevet underrettet om dommen, og at det overvejer juridiske skridt. Ikke desto mindre udtrykker Panamas maritime myndighed, AMP, i pressemeddelelsen lørdag håbet om et konstruktivt samarbejde med Panama Ports Company ”i denne fase til gavn for stabiliteten i havnesystemet”.

Reaktionen i USA

Udviklingen i Panama er omtalt i medier verden over, og det er ikke overraskende, at USA har budt dommen om kanalen velkommen. Sammen med Panamas beslutning om at forlade Kinas Belt and Road Initiative (BRI) er det opfattelsen i Washington, at det vil begrænse kinesisk indflydelse over Panamakanalen og kritisk infrastruktur.

Samtidig har USA og Panama udbygget deres sikkerhedssamarbejde omkring kanalen, narkobekæmpelse og migrationsruterne, herunder med amerikansk adgang til udvalgte faciliteter, dog uden etablering af baser og uden at ændre Panamas myndighed over kanalen.

Tilsammen har disse udviklinger givet Trump og hans allierede noget konkret at pege på: amerikansk kapital tilbage i strategiske havne, tættere sikkerhedssamarbejde og forsikringer om adgang, mens Panamas suverænitet og kontrol over kanalen forblev uberørt.

Herefter har Trump ophørt med at gentage kravet om at “tage kanalen tilbage”, ikke fordi kravet blev opfyldt i juridisk forstand, men fordi der opstod et praktisk udfald, som imødekom hans erklærede bekymringer uden at genåbne traktater eller udløse en international krise.

Tirsdag den 27. januar 2026 indgik regeringen en aftale med SF og Enhedslisten, hvor børnefamilier, folkepensionister, arbejdsløse og udeboende SU-modtagere vil modtage en fødevarecheck i år.

Har man børn, kan man modtage op til 2.500 kroner, hvis man tjener under 500.000 kroner, mens folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere får 2.500 kroner, og studerende får 1.000 kroner.

Man forventer, at 740.000 er berettiget til at modtage fødevarechecken, der i alt vil koste statskassen cirka 4,5 milliarder kroner.

Pensionister

Med aftalen vil staten bruge 1,4 milliarder kroner af de i alt 4,5 milliarder kroner på fødevarechecks til pensionister.

For pensionister gælder det, at de kan få checken bare deres likvide midler som kontanter og aktier er under 350.000 kroner.

Den borgerlig-liberale tænketank Cepos kritiserer fødevarechecken for at være et ”lotteri” eftersom pensionister med bruttoindkomster på over 500.000 kroner om året også kan få den. Ifølge Danmarks Radio vil 24.000 pensionister modtager fødevarecheck trods høj indkomst. Mange pensionister har desuden huse, sommerhuse eller lejligheder, men det tæller heller ikke med i regnestykket om fødevarecheck. Der er således eksempler på pensionister med ejendomme for mange millioner kroner, der står til at modtage 2.500 kr.

Velhavende børnefamilier

DR Nyheder har med tal, som den borgerlige tænketank Cepos har trukket, oplyst at tusindvis af familier, hvor den ene part tjener over en million kroner om året, vil modtage en fødevarecheck på mellem 2.500 og 5.000 kroner om året.

Det gør de, fordi den anden part tjener under 500.000 kroner om året og derfor er berettiget til fødevarechecken.

Ifølge Cepos’ tal var der i 2024 17.000 familier, hvor den ene voksen ville tjene over en million kroner, mens den anden ville tjene under 500.000 – og altså være berettiget til at modtage en fødevarecheck.

Indvandrere

Særligt Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne har kritiseret fødevarechecken for at ”forgylde arbejdsløse indvandrere”.

I den anledning har dagbladet Politiken fået tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at ud af de cirka 740.000 ydelsesmodtagere, der kan se frem til fødevarechecken, er cirka 119.000 personer ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Det svarer til cirka 16 procent.

Oveni det vil knap 31.000 vestlige indvandrere samt efterkommere, der er ydelsesmodtagere, også modtage en check. Det svarer til cirka 4 procent.

Altså vil knap hver femte ydelsesmodtager, der modtager en fødevarecheck, være enten ikke-vestlig eller vestlig indvandrer eller efterkommer.

På EU’s udenrigsministermøde i Bruxelles torsdag den 29. januar 2026 vil der blive indføre nye sanktioner, ”mod dem, der er direkte ansvarlige for den voldelige nedkæmpelse af protester” i Iran.

Det skriver EU’s udenrigschef, Kaja Kallas i et opslag på X.

Videre lyder det, at Kallas forventer, at udenrigsministrene vil  træffe en politisk beslutning om, at EU skal udpege Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation.

Den iranske revolutionsgarde IRGC (Islamic Revolutionary Guard Corps) har siden revolutionen i 1979 været det iranske styres primære magtgrundlag og sikkerhedsorgan.

En lang række lande har klassificeret IRGC som en terrororganisation, mens andre lande og internationale organisationer ikke har.

USA udpegede IRGC som en Foreign Terrorist Organization (FTO) i april 2019 – første gang et lands officielle militære styrke blev klassificeret på denne måde.

Canada har officielt opført IRGC som en terrororganisation under straffeloven. Paraguay har også klassificeret IRGC som en terrororganisation mens lande som Saudi-Arabien, Bahrain, Sverige, Australien, Ecuador har opført IRGC eller dele af organisationen som terrorenheder i deres nationale lovgivning.

IRGC har ikke hidtil officielt været på EU’s terrorliste, men flere medlemslande og EU-institutioner har presset på for en sådan klassificering, men juridiske og politiske hindringer har indtil videre forhindret en fælles EU-beslutning.

De lande, der har klassificeret IRGC som en terrororganisation, henviser blandt andet til at IRGC’s internationale gren – den såkaldte Qud-styrke – har støttet væbnede terrorgrupper som Hizbollah, Hamas og Houthierne i Yemen.

IRGC beskyldes for at have været involveret i ulovlige aktiviteter, terrorhandlinger og voldelige angreb på Iran-kritikere i en række lande uden for Iran, herunder i Danmark.

IRGC’s rolle i den udredte interne undertrykkelse i Iran er for mange lande tilstrækkelig begrundelse for at sætte organisationen på terrorlisten.

Irans regering afviser disse anklager og mener, at klassificeringerne er politisk motiverede. Iran hævder, at IRGC’s formål er at forsvare landet og bekæmpe ekstremistiske grupper.

Guvernør Jeff Landry, Trumps særlige udsending til Grønland (U.S. special envoy to Greenland and governor of Louisiana) har skrevet et længere indlæg i The New York Times.

I indlægget bekræfter Trumps særlige udsending, at den kommende ordning for Grønland ”vil styrke amerikansk, NATO’s og Grønlands sikkerhed og bekræfte de langvarige transatlantiske forsvarsforpligtelser”.

Mens Danmark, Grønland og USA i Washington med det første møde i arbejdsgruppen med USA om Grønland har indledt diskussionerne om USA’s fremtidige tilstedeværelse i Grønland, beskriver guvernør Landry hvordan præsident Trump længe har udtrykt en klar forståelse af øens strategiske betydning.

Rammeaftalen fra Davos

I et opslag på Truth Social i januar 2025 lovede Trump at beskytte Grønland mod “en meget ondskabsfuld ydre verden.” Disse ord blev bekræftet i sidste uge af præsidentens annoncering af en rammeaftale, som præsident Trump mener vil føre til, at USA får total, ubegrænset adgang (total, unfettered access) til Grønland.

Landry sætter i indlægget flere ord på den ”rammeaftale” for Grønland, der blev resultatet af mødet mellem NATO-generalsekretær Mark Rutte og Donald Trump i forbindelse med World Economic Forum i Davos. Selvom Landry ikke afslører detaljer om aftalen, ”da de stadig er under udarbejdelse”, skriver Landry dog, at ”rammeaftalen bygger videre på forsvarsaftalerne fra 1941 og 1951 mellem USA og Danmark og vil styrke amerikansk, NATOs og grønlandsk sikkerhed samt bekræfte de mangeårige transatlantiske forsvarsforpligtelser”.

Landry uddyber om aftalen:

”Den vil udvide USA’s operationelle handlefrihed, understøtte nye baser og infrastruktur, lette udrulningen af avancerede missilforsvarssystemer som Golden Dome og fortrænge fjendtlig kinesisk og russisk indflydelse”.

”Disse tiltag er ikke provokerende – de er forebyggende. De vil sikre, at det er USA, og ikke dets modstandere, der fastsætter spillereglerne i et af verdens mest strategisk betydningsfulde områder, for altid,” skriver Landry.

Grønlands betydning

Landry nævner, at Trump i Davos understregede, at Grønland er en kerneinteresse for national sikkerhed for USA, og styrkelsen af USA’s position er en styrkelse af NATO selv. Et stærkt Amerika forbliver med andre ord fundamentet for en stærk alliance.

Historien bekræfter dette punkt. Under Anden Verdenskrig byggede USA 13 militærbaser og fire flådebaser over hele Grønland. På højden af Den Kolde Krig husede Thule Air Base (nu kaldet Pituffik Space Base) omkring 10.000 amerikanske militærfolk. Vedvarende investering i Grønlands forsvar var engang normen. I dag råder USA over én militærbase i Grønland, nemlig Pituffik Space Base.

Ifølge Landry, skiller forsømmelsen i de seneste årtier sig ud som et alarmerende brud med en strategi, der virkede i at inddæmme Sovjetunionen. Afslutningen på den kolde krig afsluttede ikke den strategiske konkurrence, og den slettede heller ikke truslerne fra udenlandske modstandere.

Valget til det hollandske Underhus (Tweede Kamer) med 150 mandater blev udskrevet til afholdelse den 29. oktober 2025 fordi koalitionsregeringen (bestående af fire partier: Frihedspartiet PVV, højrepartiet Volkspartij voor Vrijheid en Democratie VVD, BoerBurgerBeweging (BBB) og Nieuw Sociaal Contract (NSC) den 3. juni 2025 kollapsede, da Frihedspartiet – ledet af Geert Wilders – trak sig ud af regeringen, fordi de følte, at de øvrige koalitionspartier ikke fulgte op på PVV’s krav om skærpet asyl- og migrationspolitik.

Hovedtemaer i valgkampen

Valgets store spørgsmål var, om den næste regering ville blive en højreorienteret koalition med stærk fokus på indvandring eller en mere moderat/centreret koalition.

Boligkrisen i Holland med mangel på boliger og stigende pres på boligmarkedet, og økonomi og forsvar lev under valgkampen diskuteret, men det altoverskyggende emne var dog indvandring og asylpolitik.

Valgets udfald

Partij voor de Vrijheid (PVV) – populistisk højrefløjsparti med stor fokus på indvandring og asyl – ledet af Geert Wilders – gik lidt tilbage, men er med 26 mandater stadig et af de største partier i Holland.

Det social-liberale midterparti, D66, fik et kanonvalg og opnåede ligeledes 26 mandater.

Højrepartiet Volkspartij voor Vrijheid en Democratie VVD mistede 2 mandater og opnåede i alt 22 mandater.

New Social Contract (NSC) og BoerBurgerBeweging (BBB) gik tilbage, mens det kristendemokratiske Christian Democratic Appeal (CDA) and JA21 fik fremgang med 13 mandater til CDA og 8 til JA21.

Regeringsdannelsen

Regeringsdannelsen er denne gang gået forholdsvis hurtigt – tre måneder, og nu er der en ny regering ifølge Reuters på plads i Holland.

Det proeuropæiske midterparti D66, der vandt valget tilbage i oktober, er gået sammen med Kristendemokraterne i CDA og højrefløjspartiet VVD om at danne en regering.

Dermed bliver D66’s leder, Rob Jetten, ny premierminister. Med sine 38 år er han den yngste premierminister, landet nogensinde har haft.

Koalitionen mellem D66, Kristendemokraterne og VVD råder over 66 mandater i det 150-mandater store underhus i parlamentet og danner dermed en mindretalsregering, hvilket er en sjældenhed i hollandsk politik.

Regeringen har heller ikke flertal i det hollandske overhus, senatet, som har mulighed for at blokere lovgivning vedtaget i underhuset.

Den nye regering forventes at blive officielt præsenteret fredag den 30. januar 2026.

Tirsdag den 27. januar 2026 kunne EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og EU-rådets formand António Costa og Indiens premierminister Narendra Modi officielt meddele den vellykkede afslutning på forhandlingerne i New Delhi i om ny handelsaftale mellem EU og Indien.

“EU og Indien skriver historie i dag,” sagde EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Aftalen er “et signal til verden om, at regelbaseret samarbejde fortsat giver gode resultater,” fortsatte hun og betegnede aftalen som ”alle moders aftale!”.

Hvad indebærer EU-Indien-aftalen?

Ifølge oplysninger fra Bruxelles giver handelsaftalen med Indien mulighed for en gradvis reduktion af næsten alle toldsatser på produkter fra EU – herunder biler, vin og pasta. De indiske toldsatser på biler skal gradvist reduceres fra 110 til ti procent som en del af en kvote, meddelte EU-Kommissionen tirsdag. Importafgifterne på vin skal reduceres fra 150 til 20 procent.

For biler betyder det, at de tidligere høje indiske tillæg i første omgang vil falde til 35 procent og i de kommende år til ti procent. Der er en øvre grænse for de nedre tariffer på i alt 250.000 biler, herunder 160.000 forbrændingsmotorer og 90.000 elbiler.

Udover kvoten vil der fortsat gælde højere toldsatser. Indtil videre er toldsatsen 66 procent for biler til en værdi under 40.000 dollars (omkring 33.700 euro), og et tillæg på 110 procent gælder for dyrere biler. Ti år efter aftalens tiltræden, skal toldsatserne på bildelene helt fjernes.

Ifølge EU-Kommissionen skal toldsatserne på farmaceutiske produkter og kemikalier også reduceres betydeligt.

Det europæiske landbrug ønsker også at eksportere mere til Indien. Ud over de lavere toldsatser på vin skal tillægsafgifterne på pasta, chokolade og olivenolie helt afskaffes.

Andre landbrugsprodukter som oksekød, svinekød og kylling samt ris og sukker er ikke en del af aftalen. I europæiske landbrugskredse er aftalen derfor langt mindre kontroversiel end for eksempel handelsaftalen med de sydamerikanske Mercosur-stater.

EU er Indiens største handelspartner

EU er Indiens største handelspartner inden for varesektoren. Den bilaterale handelsvolumen nåede omkring 135 milliarder amerikanske dollars i regnskabsåret 2023/24.

Dansk Industri hilser aftalen velkommen

”Det her er en gigantisk aftale, og det kan jeg ikke understrege nok. Den kan få meget, meget stor betydning for vores samhandel i årene fremover. Og den vil skabe lidt mere stabilitet i verden, i forhold til det vi har set i den seneste tid med USA”, siger Jesper Bollerup Gade, der beskæftiger sig med det indiske marked for Dansk Industri.

Frihandelsaftalen skal nu juridisk gennemgås og ratificeres både i Indien og i Bruxelles. Aftalen forventes at

træde i kraft tidligt næste år.

USA er ikke happy!

USA’s finansminister Scott Bessent har advaret EU mod den frihandelsaftale mellem EU og Indien, som blev annonceret tirsdag.

Indien står i øjeblikket over for amerikanske toldsatser på op til 50 procent, og den amerikanske finansminister reagerede dog skarpt på den annoncerede aftale. I et interview med den amerikanske tv-station ABC News sagde Scott Bessent, at mens USA i forbindelse med krigen i Ukraine havde lagt pres på Indien, gjorde EU det modsatte: “Vi har pålagt 25 procent særtold på Indien, fordi landet køber russisk olie. Og hvad sker? Europæerne har indgået en handelsaftale med Indien!

For at præcisere: Den russiske olie sendes til Indien, hvor den raffineres, de raffinerede produkter kommer ud igen – og europæerne køber dem. Ved at gøre det finansierer de i sidste ende krigen mod sig selv.”

Partnerskabet for Global Udvikling er et nyt udviklingspolitiske forum i Danmark, der er oprettet af Udenrigsministeriet.

Formålet med Partnerskabet er at sikre en stærkere og bredere forankring af udviklingspolitikken blandt danske aktører. Medlemmerne i Partnerskabet repræsenterer forskellige sektorer og virksomheder, herunder både store og små virksomheder, samt institutioner som DR, Dansk Flygtningehjælp, Novo Nordisk Fonden, og flere. Partnerskabet skal bidrage med viden og perspektiver til den nye udviklingspolitiske strategi.

Det er glædeligt, at Partnerskabet ikke omfatter Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD). Det kontroversielle institut faciliterer samarbejde mellem danske partier og søsterpartier i udviklingslande. Formålet er angiveligt at fremme politiske processer, men det har rejst debat om risikoen for støtte til udemokratiske partier.

Misbrug af udviklingsstøtte

DIPD (Dansk Institut for Flerpartisamarbejde) involverer ofte direkte partistøtte og samarbejde med søsterpartier, og DIPD har modtaget kritik for misbrug af støttemidler. DIPD er også kritiseret for et udsat arbejdsmiljø og mistillid fra partnere. En del af kritikken omfatter, at DIPD’s midler ofte bruges i Danmark, og at organisationen ikke fokuserer på støtte til brede demokratiprocesser, men kun direkte støtte til et enkelt politisk parti i et andet land. Dette har ført til spørgsmål om, om danske politiske partier er klædt på at styre projekter i fjerne lande under vanskelige vilkår.

DIPD arbejder i øjeblikket under en flerårig bevilling på 175 millioner krone. Det betyder, at instituttet fra 2026 vil modtage 35 millioner kroner om året mod hidtil 30 millioner om året.

Kritikken af DIPD går bl.a. på at DIPD’s bestyrelse hovedsageligt består af repræsentanter for de danske politiske partier, hvis projekter ude i verden selvsamme DIPD skal støtte og holde et kritisk øje med.

Selve metoden, DIPD er bygget op omkring – nemlig partnerskab mellem et dansk politisk parti og et søsterparti i modtagerlandet – har også givet anledning til kritik. Direkte støtte til et enkelt politisk parti i et andet land strider imod, hvad der i dag opfattes som godt udviklingssamarbejde, og det risikerer at virke stødende på nationale myndigheder.

DIPD er også gentagne gange blevet kritiseret for, at en alt for stor del af støttemidlerne bliver brugt i Danmark og af de danske politiske partier.

Hidtil har DIPD udelukkende kunnet støtte projekter, der involverede mindst ét dansk politisk parti, men fremover kan DIPD også kan støtte demokratisk udvikling gennem direkte støtte til ngo’er og medier uden at involvere et eller flere danske politiske partier.

Ædle metaller som guld, sølv og platin – der ofte betragtes som et sikkert tilflugtssted for investorer – er steget i det sidste år. Årsagen er en blanding af reaktioner på udviklingen i Kina, geopolitisk uro, der driver investorer mod sikre aktiver, og Trumps angreb på den amerikanske centralbanks uafhængighed og forventninger om, at den amerikanske centralbank vil sænke rente og lempe pengepolitikken i 2026.

Mandag den 26. januar 2026 steg guldpriserne til et rekordhøjt niveau på over 5100 dollars pr. troy ounce (lidt over 30 g) mandag og fortsatte dermed en historisk stigning i 2025, hvor steg med mere end 70 pct. til over 4.500 dollars pr. ounce ved årets udgang fra 2.623 dollars ved starten af 2025.

En af grundene til dette, er ifølge en Reuters-rapport, at investorer i stor grad søger sikre investeringer i lyset af stigende geopolitiske usikkerheder. Hertil kommer opkøb fra centralbanker, herunder Kina, som købte guld for fjortende måned i træk i december.

Guldpriserne kan fortsætte med at stige

Guyldprisen er steget støt i lyset af politiske kriser, herunder USA’s præsident Donald Trumps tarif-politik, og investorer er tilbageholdende med at opgive investeringer i guld, fordi de frygter, at Trump vil lancere nye kontroversielle tiltag.

Ifølge analytikere er der også usikkerhed omkring den amerikanske centralbanks uafhængighed. Det amerikanske retsvæsen har indledt undersøgelser mod chefen for Federal Reserve, Jerome Powell. Officielt handler det om øgede omkostninger i forbindelse med ombygningen af Feds hovedkvarter i Washington.

Powell selv ser dog den egentlige grund til, at han ikke giver efter for Trumps krav om kraftigere rentenedsættelser.

Generelt sikrer investorer sig også mod inflation og statsgæld med guld og sølv.

Guldpriserne kan stige endnu mere. “Vi forventer yderligere opadgående potentiale (for guld). Vores nuværende prognose antyder, at priserne vil toppe omkring 5.500 dollars senere i år,” sagde Philip Newman, direktør for konsulentfirmaet Metals Focus, ifølge Reuters.

Betydningen af høje sølvpriser

”Det her er ikke godt” lød advarslen fra Elon Musk, allerede i december, da sølvpriserne steg til rekordhøje niveauer i slutningen af december. Siden er prisen steget yderligere og nåede den 26. januar 2026 rekordhøjden på 159,19 dollar pr. ounce.

Elon Musk

Elon Musks advarsel kom et svar på et opslag på X om kinesiske eksportrestriktioner: “Det her er ikke godt. Sølv er nødvendigt i mange industrielle processer.”

Sølv er vigtig inden for energi og teknologi. Det danner det ledende lag i solpaneler og bruges i ledningsføring og elektronik i elbiler. Det hjælper også med at holde datacentre kørende gnidningsfrit, idet det findes kontakter og printkort, der styrer strøm og behandling. Alle disse industrier kan blive ramt, hvis priserne stiger for højt og for længe.

Pandora

De rekordhøje priser på sølv påvirker kursen på Pandora-aktier. Pandora skiller sig mest ud i bunden af C25-indekset, der er sammensat af de 25 mest handlede aktier på den københavnske børs. Pandora-aktien står dermed til et samlet årligt fald på over 60 pct.

Sølv er et af de mest anvendte ædelmetaller i danske Pandoras smykker. Når prisen på sølv stiger, bliver det også dyrere for Pandora at producere smykker.

Markedsanalytikere siger, at lige nu er sølvprisen noget af det, der styrer aktiekursen for Pandora, og aktien har det med at reagere negativt, når sølvpriserne stiger. Det antages imidlertid, at Pandora har dækket sit forbrug af sølv et stykke ud i fremtiden, og de stigende sølvpriser vil formentlig først på sigt afspejles i regnskabet.

Den fortsatte krig i Ukraine, amerikanernes intervention i Venezuela og konsekvenserne for olieeksporten af urolighederne i Iran har i begyndelsen af 2026 givet anledning til spekulationer på de internationale oliemarkeder.

Overskud

Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, går den globale olieforsyning ind i 2026 med et stort overskud. Det fremgår af IEA’s Oil Market Report – January 2026, der blev publiceret den 21. januar 2026.

Ifølge rapporten vil det store globale olieforsyningsoverskud, der er opbygget i løbet af de sidste 12 måneder, fortsætte. Dermed vil der på markederne være en betydelig buffer, der kan opfange eventuelle forstyrrelser.

Stigning i både produktion og efterspørgsel

Det nuværende globale overskud har været understøttet af en robust vækst i olieproduktionen siden starten af ​​2025, siger rapporten. Saudi-Arabien har ført an i stigningen i OPEC+-udbuddet efter afviklingen af ​​produktionsnedskæringer, mens USA, Canada, Brasilien, Guyana og Argentina har domineret stigningerne i gruppen af producenter udenfor OPEC+.

Medmindre der opstår væsentlige vedvarende forstyrrelser i produktionen – og forudsat at OPEC+ holder fast i sin nuværende produktionspolitik, og aktiviteten i det amerikanske skiferolieområde undgår større nedgange – kan de globale olieforsyninger stige med yderligere 2,5 millioner tønder om dagen i 2026. Kombineret med det store overskud, der er opbygget i lagertanke og i olietankskibe til søs i løbet af det seneste år, vil der på markedet være en betydelig buffer, der langt overstiger efterspørgslen, som ifølge rapporten forventes at stige med 930.000 tønder om dagen i 2026.