Landdagsvalg i Tyskland

Den 6. september 2026 afholdes der delstats- eller Landtagswahl i de tidligere DDR-delstater Mecklenburg-Vorpommern og Sachsen-Anhalt.

Efter nogle dages ophold i Harzen kan det bekræftes, at valgkampen er intens og valgplakater hænger overalt. Selv i en lille kurby som Allrode, som ligger i Unterharz, 3 km nord for byen Güntersberge i den sydøstlige del af Harzen i delstaten Sachsen-Anhalt, mærkes valgkampen.

Sachsen-Anhalt

Delstaten Sachsen-Anhalt var en del af DDR’s territorium fra 1949 til 1990. DDR afskaffede delstaterne og opdelte landet i distrikter (Bezirke). Det meste af Sachsen-Anhalt blev til distrikterne Halle og Magdeburg.

Ved den tyske genforening i 1990 blev delstaten Sachsen-Anhalt genoprettet som en del af Forbundsrepublikken Tyskland.

Den seneste meningsmåling foretaget af INSA for BILD den 10. august 2026 forud for Landdagsvalget den 6. september viser, at Alternative für Deutschland (AfD) med en opbakning på 42 pct. er klart det største parti. I forhold til sidste valg har partiet udsigt til en fremgang på over 21 pct.

Den nuværende regeringskoalition CDU, SPD og FDP ser ud til at gå tilbage med knap 20 pct. Hverken FDP eller Die Grüne ser ud til at klare spærregrænsen.

AfD stormer frem på landsplan

Selvom AfD har stor tilslutning i det tidligere Østtyskland, har Alternative für Deutschland (AfD) ifølge meningsmålinger en opbakning på 29 pct. på landsplan – en klar føring over det regerende parti CDU/CSU under kansler Friedrich Merz.

Opbakningen til regeringspartiet Kristeligt Demokratiske Union/Kristeligt Sociale Union (CDU/CSU) er senest faldet til 20,5 procent.

Det betyder, at forskellen nu er på 8,5 procent, det største forspring nogensinde registreret af meningsmålingsfirmaet for det indvandringskritiske parti, rapporterede Die Welt.

CDU’s venstreorienterede koalitionspartner, Socialdemokraterne, er gået en smule frem til13 procent, hvilket placerer dem på niveau med De Grønne og lige foran Die Linke – efterfølgeren til den tidligere kommunistiske regering i Østtyskland – med 10,5 procent.

Dermed er regeringskoalitionen tilsammen nede på 33,5 procent i opbakning, et fald på næsten 12 point siden sidste valg i 2025 – og kun lidt over fire procentpoint mere end de 29 pct. AfD alene kan præstere.

Bestræbelser på at stække AfD

Konspirationen mellem de traditionelle tyske regeringspartier om at etablere en “firewall” for at afskære AfD fra magten er dermed tilsyneladende slået fejl.

Regeringens faldende popularitet falder sammen med at den tyske offentlighed vender sig mod kansler Merz. Ifølge den ugentlige RTL/ntv trendbarometer er kun 14 procent af vælgerne tilfredse med deres leder, sammenlignet med 85 procent, der er utilfredse med Merz.

Økonomi og indvandring

Regeringens faldende popularitet skyldes primært de fortsatte økonomiske udfordringer, som Tyskland står overfor. Især siden nedlukningerne under corona. Tyskland blev også hårdt ramt af afbrydelsen af billig gas og olie fra Rusland efter Moskvas invasion af Ukraine i 2022.

Katastrofalt nok kom afbrydelsen af den russiske energi samtidig med, at udfasningen af atomenergi blev gennemført af Merz’ forgænger, tidligere kansler Angela Merkel. Hun var tilhænger af den grønne dagsorden, og motiverede udfasningen med bekymring for atomkraftens sikkerhed efter Fukushima-ulykken i 2011.

Ikke desto mindre har høje energipriser i stigende grad gjort det vanskeligt for Tysklands fremstillingssektor at konkurrere effektivt på verdensmarkedet.

Den tyske økonomi er også hårdt ramt af toldsatserne, som USA’s præsident Donald Trump har pålagt EU. En undersøgelse foretaget af Münchens Ifo-institut viste, at seks ud af ti tyske virksomheder har mærket negative konsekvenser af de amerikanske toldsatser, stigende til 74 procent i den vigtige tyske bilindustri.

Det indvandringskritiske AfD har desuden tiltrukket mange tyske modstandere af de problemer, der opleves med det store antal af u-integrerede muslimske indvandrere i Tyskland.

Et jordskælv med en styrke på 7,4 ramte det vestlige Colombia om morgenen, mandag den 10. august 2026.

Jordskælvets epicenter lå i Chocó‑regionen, omkring 175 miles vest for Bogotá, ifølge den Colombianske Geologiske Service. Men meldinger om sammenstyrtede bygninger og mange tilskadekomne er indløbet fra hele landet, også i større byer som Bogotá, Cali, Manizales og Pereira. De første rapporter anslår dødstallet til over 100 mennesker, men tallet forventes at stige.

Colombias præsident

Jordskælvet er den første store prøve for Abelardo de la Espriella, Colombias nyindsatte (den 7. august 2026) højreorienterede præsident. De la Espriella annoncerede først på X, at han ville rejse til de berørte områder, men valgte senere at overvåge nødhjælpsindsatsen fra Bogotá. “I har en præsident, som bekymrer sig dybt om sit folk og som vil gøre alt nødvendigt for at beskytte jer, støtte jer og sammen komme videre med genopbygningen af de berørte regioner,” sagde han på X.

Abelardo de la Espriella

Abelardo de la Espriella, en 47-årig advokat, der aldrig tidligere har haft et offentligt embede, vandt søndag den 21. juni 2026 snævert Colombias præsidentvalg over hans rival, den venstreorienterede senator Ivan Cepeda.

De la Espriella med kælenavnet ”Tigeren”, der har modtaget Donald Trumps ”fuldstændige og totale opbakning”, garanterer Colombias højrefløjs tilbagevenden til magten, og lover, at der vil blive ført uforsonlig krig mod narkosmuglende guerillagrupper.

Abelardo de la Espriella og hans vicepræsidentkandidat José Manual Restrepo stillede op som præsidentkandidat for den konservative Defensores de la Patria-bevægelse (Forsvarerne af Fædrelandet).

Hidtidig socialistisk regering

De la Espriella efterfølger den hidtidige venstreorienterede præsident Gustavo Petro, og regimeskiftet vil sandsynligvis forbedre relationerne til Washington – som har givet den sydamerikanske nation milliarder af dollars i militærhjælp.

Abelardo de la Espriellas pludselige fremkomst skal ses som et resultat af Colombias første socialistiske regerings radikale politik de seneste fire år.

Mange colombianere har været forfærdede over Gustavo Petro og den socialistiske regerings uforsonlige linje over for erhvervslivet, brugen af offentlige midler på folkelige mobiliseringer til støtte for sig selv, socialpolitik finansieret med budgetunderskud og de fejlslagne fredsforhandlinger, som blot har styrket narkokarteller og væbnede grupper.

Narkokarteller og væbnede grupper

Realiteten er, at de kriminelle bander i dag kontrollerer et større territorium af landet, end da Gustavo Petro kom til magten.

Espriella beskriver sig selv som en politisk outsider og har opbygget sin kampagne på løfter om en kompromisløs indsats mod narkokarteller og væbnede grupper.

Under valgkampen har han foreslået bombning af narkobander, opførelsen af ti megafængsler og en markant styrkelse af militærets beføjelser.

Flere kommentatorer har sammenlignet ham med El Salvadors præsident Nayib Bukele, hvis hårde kurs mod kriminalitet har inspireret dele af den latinamerikanske højrefløj, skriver BBC.

Enhedslistens engagement i Colombia

Den tidligere præsident Gustavo Petro og den daværende venstreorienterede regeringskoalition Den Historiske Pagt indgik i 2016 en fredsaftale med terrorgruppen Marxist Revolutionary Armed Forces of Colombia, FARC.

Den danske regerings støtteparti, Enhedslisten, er søsterparti til Den Historiske ​​Pagt​​, og siden 2017 har Enhedslisten været engageret i Colombia og kanaliseret penge til regimet gennem det skatteyder-finansierede Dansk Institut for Partier og Demokrati, DIPD.

Enhedslisten sendte i forbindelse med parlamentsvalget i marts 2026 en delegation bestående af otte medlemmer afsted som valgobservatører – angiveligt ”som en del af deres internationale engagement for demokratiet i Colombia”.

En ny analyse fra CEPOS viser, at udgifterne til ledelse og administration i den offentlige sektor er steget med 24 mia. kr. fra 2011 til 2025.

Den største del af væksten er sket i staten, hvor udgifterne er steget med 17,8 mia. kr. svarende til 38 pct. Kommunerne og regionerne står tilsammen for en langt mindre del af stigningen.

Analysen finder et samlet besparelsespotentiale i den offentlige sektor på 30,6 mia. kr. svarende til 43.200 årsværk på ledelse og administration i 2025. Potentialet er fordelt med 17,8 mia. kr. i staten, 2 mia. kr. i regionerne og 10,7 mia. kr. i kommunerne.

Analysen kommer samtidig med, at politiske partier på Christiansborg hævder at have fokus på at begrænse bureaukratiet i den offentlige sektor.

Ifølge analysen er statens udgifter til ledelse og administration vokset markant mere end udgifterne i kommuner og regioner.

Samtidig viser analysen, at lønningerne for administrative medarbejdere og ledere i faste priser er steget mere end lønningerne for de såkaldte ‘varme hænder’ i perioden.

CEPOS peger på, at udviklingen illustrerer et betydeligt besparelsespotentiale, særligt i staten. Hvis væksten i de administrative udgifter begrænses, kan der frigøres betydelige ressourcer til borgernær velfærd eller til at sænke skatterne.

Finanstilsynet, der er en statslig styrelse under Skatte- og Vækstministeriet, fører tilsyn med den finansielle sektor i Danmark. Formålet er at sikre robuste og ordentlige finansielle virksomheder, der overholder lovgivningen, behandler kunderne redeligt og loyalt og bidrager til en sund og stabil samfundsøkonomi.

Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

Det er tydeligt, at Finans Danmark ikke anerkender rollefordelingen mellem tilsyn og interesseorganisation. I jobannoncer og andre henvendelser til offentligheden oplyses det, at ”Finans Danmark skal sikre, at de regulatoriske rammer er til stede for velfungerende kapitalmarkeder og effektiv udførelse af værdipapirhandelsaktiviteter”.

Selvfølgelig er det ikke Finans Danmark, der har ansvaret for de regulatoriske rammer for finansielle aktiviteter i samfundet.

Ikke desto mindre er det tydeligvis organisationens selvforståelse, og det er grunden til, at Finans Danmark føler sig berettiget til at stille spørgsmål ved ethvert initiativ overfor finanssektoren, uanset om det kommer fra EU eller danske myndigheder.

Lars Gert Lose, adm. direktør i Finans Danmark, siger:

“Europa mangler ikke ambitioner – Europa mangler investeringer. Derfor er det afgørende, at vi løbende vurderer, om reglerne understøtter de mål, vi gerne vil nå. Der er brug for markante regelforenklinger og et kritisk eftersyn af blandt andet kapital- og bufferkrav, så vi får frigjort mere kapacitet til at finansiere vækst, innovation, energi og forsvar – uden at gå på kompromis med den finansielle stabilitet.”

Talrige fagøkonomer har betvivlet nytten af traditionel udviklingsbistand. Blandt skeptikerne finder vi både nobelpristageren Angus Deaton og den danske økonomiprofessor Christian Bjørnskov, der begge i forskellige sammenhænge har udtrykt betydelig skepsis over for, hvor nyttig traditionel u-landsbistand er.

23 milliarder kroner

Danmark bruger godt 23 milliarder kroner på ulandsbistand hvert år – mere end dobbelt så meget vi bruger på vores retssystem og domstole.

Det er langt mere, end vi bruger på videregående uddannelser.

Det er mere, end vi bruger på politiet.

Hvis man fjernede ulandsbistanden og i stedet brugte pengene på at nedsætte bundskatten, ville en person med en gennemsnitsindkomst få en skattelettelse på 10.000 kroner om året!

Intentionen med udviklingsbistand er unægtelig god. Vi danskere vil gerne hjælpe mennesker i fattigdom og nød, og det er overordentlig sympatisk.

Men i politik bør intentionerne bag en politik ikke betyde noget som helst – kun konsekvenserne er vigtige.

Hvis man kigger på udviklingsbistand generelt, er der intet, der tyder på, at den løfter fattige lande ud af fattigdom.

Det virker ikke

I 2015 vandt Angus Deaton Nobelprisen i økonomi. Han har blandt andet forsket i effekterne af udviklingsbistand. Groft sagt er hans konklusion, at udviklingsbistand gør mere skade end gavn. Den danske økonomiprofessor Christian Bjørnskov er nået til samme resultat: Udviklingsbistanden løfter ikke lande ud af fattigdom. Den er faktisk med til at fastholde lande i fattigdom.

Bio Rap

F.eks. spenderer Udenrigsministeriet fra den såkaldte Åbne Pulje 800.000 kr. på et Bio Rap-projekt. Projektet udskriver en rap-konkurrence blandt 6. klasses folkeskoleelever på Sjælland. Børnene skal skrive om deres bekymrede tanker om klima- og biodiversitetskrisen, specielt angående orangutanger på den indonesiske ø Borneo.

HIJARA – Indiens tredje køn

Fra Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje (OpEn) finansieres med 200.000 kr. til filmselskabet Candofilm i Rødovre et projekt om transkønnede i Indien. Formålet er at eleverne får en nuanceret forståelse i forhold til køn, seksualitet, trivsel rettigheder og samfund der medfører en lyst til at engagere sig i kamp for retfærdighed og ligestilling i verden.

Hvorfor fortsætte?

Samtidig er der i Danmark og i andre udviklede lande udviklet en godhedsindustri af godgørende organisationer, der lever af organisationer som DANIDA og andre offentligt finansierede udviklingsorganer.

Enkeltpersoner, der måtte være tilskyndet til at tage kampen op mod udviklingsbistanden, kan godt opgive. Selv politisk partier er mødt af en stærk og velorganiseret modstand med bistand fra udenrigsministeriet.

Derfor står vi i en situation, hvor – selvom nytten af traditionel udviklingsbistand betvivles – ingen for alvor tør pille ved udviklingsbistanden.

Den venstreorienterede godhedsindustris interesse i udviklingsbistand

I Sydamerika har en række socialistiske regimer været mål for danske civilsamfunds-organisationers interesse. I en række lande har centrum eller højreorienterede partier på det seneste overtaget magten.

Et eksempel er Bolivia.

Valget i Bolivia i oktober 2025 betød enden for den socialistiske ledelse af Bolivia. Rodrigo Paz fra det højreorienterede Christian Democratic Party (PDC) vandt en klar valgsejr, der betød enden for tidligere præsident Evo Morales’ parti – Movement Toward Socialism, MAS – i spidsen for Bolivia.

Valget af Rodrigo Paz følger en trend i Sydamerika, hvor flere lande har gjort op med socialistiske regeringer, herunder præsident Javier Milei i Argentina, præsident Nayib Bukele i Salvador og Abelardo De La Espriella i Colombia.

Enhedslistens engagement i Colombia

De socialistiske regimer i Sydamerika har længe været mål for danske venstreorienterede NGO-organisationer og partier.

I Colombia har Enhedslisten været aktiv.

Præsident Gustavo Petro og den venstreorienterede regeringskoalition Den Historiske Pagt indgik i 2016 en fredsaftale med terrorgruppen Marxist Revolutionary Armed Forces of Colombia, FARC.

Regeringens støtteparti, Enhedslisten, er søsterparti til Den Historiske Pagt, og siden 2017 har Enhedslisten været engageret i Colombia med dansk udviklingsbistand gennem det skatteyder-finansierede Dansk Institut for Partier og Demokrati, DIPD.

Enhedslisten sendte i forbindelse med parlamentsvalget i marts 2026 en delegation bestående af otte medlemmer afsted som valgobservatører, som en del af deres internationale engagement for demokratiet i Colombia. Her overværede de valghandlingen i flere forskellige regioner, byer og valgsteder.

Det må antages, at Enhedslisten er stærkt skuffet over valgets udfald.

Dansk NGO-aktivitet i Sydamerika

AKTION AMAZONAS er en non-profit regnskovs-NGO, der arbejder for bevarelse af sydamerikanske skove med fokus på Amazonas og de tilstødende skovøkosystemer.

Aktion Amazonas har været en flittig gæst ved Udenrigsministeriets pengekasser til udviklingsaktiviteter. Organisationen har været særdeles aktiv i Bolivia, og i øjeblikket bidrager Civilsamfundspuljen, der er finansieret af Udenrigsministeriet (den samlede ramme for Civilsamfundspuljen er i 2026 ca. 160 mio. kr.) og administreres af Civilsamfund i Udvikling (CISU), med knap 500.000 kr. til projektet ”Styrkelse af naturressourceforvaltningen og forbedring af levevilkårene for marginaliserede grupper i Bolivia gennem lokalforankret økoturismeprojekt”.

Udviklingsprogrammet skal promovere “locally led development aimed at protecting the rainforest sustainably through building robust forest-based economies, strong governance skills and public awareness”.

Venstreorienterede civilsamfundsorganisationers interesse for udviklingsbistand

Enhedslisten og Aktion Amazonas er langt fra de eneste, der nyder godt af den generøse danske udviklingsbistand.

Aktion Amazonas holder ikke overraskende til på Nørrebro – nærmere bestemt på Fælledvej 12, 4. sal, opgang C, 2200 København N.

Det viser sig at lokalerne på Fælledvej fungerer et større kontor- og organisationsfællesskab med NGO’er, foreninger og internationale netværk, og nogle enheder deler postadresse, mødelokaler eller administrative faciliteter. Det må ligeledes antages at organisationerne kan samarbejde indbyrdes og med kontakterne i Udenrigsministeriet om adgangen og udnyttelsen af de forskellige kanaler, hvorigennem den danske udviklingsbistand flyder.

Samboende organisationer

Mellemfolkeligt Samvirke, Socialt Udviklingscenter SUS, Økonomer Uden Grænser, Arkitekter Uden Grænser – ASF DK, IRCT – International Rehabilition Council for Torture Victims, Aktion Børnehjælp, Børneliv, Nordic Climate Justice Coalition, Klimapsykologisk Ungdomsforening, Foreningen Trampolinhuset, Aktion Amazonas, Civil Connections Community Foundation, Respons, Dansk-Kurdisk Kultur Center, Dansk-Kurdisk Kultur Center, Det Kurdiske Hus, The Alliance of European Voluntary Service Organisations, Canadians in Denmark (CID), Foreningen for Danmarks Kontemplative Højskole.

Hvis man ikke har lyst til at opsøge Aktion Amazonas på Fælledvej, kunne man den 19. juni 2026 i Folkets Have på Nørrebro opleve hvordan organisationen bragte Amazonas til Nørrebro ved et eftermiddags- og aftenarrangement ”med kaffe fra regnskoven, latinamerikanske rytmer og engagerede samtaler om biodiversitet, afskovning og de valg, vi træffer som forbrugere”.

Donald Trump forsøger stadig at fyre Lisa Cook fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Højesteret stoppede præsident Trumps tidligere forsøg på at afsætte Fed‑guvernør Lisa Cook, men i denne uge genoptog Det Hvide Hus  bestræbelserne for at få hende fjernet. Et brev underskrevet af en topmedarbejder i Trump‑administrationen informerede Cook om, at præsidenten “overvejer” at fyre hende og hævder, at der er “tilstrækkelig grund til at tro, at du har afgivet falske oplysninger i en eller flere realkreditansøgninger.”

Det er den samme begrundelse, Trump brugte tidligere, og som Cook har afvist.

Med et brev dateret den 25. august 2025 fjernede præsident Donald Trump Lisa Cook fra hendes position som Federal Reserve Governor – en position hun blev beskikket til i 2022 med en varighed af 14 år.

“The Federal Reserve has tremendous responsibility for setting interest rates and regulating reserve and member banks,” Trump wrote. “The American people must be able to have full confidence in the honesty of the members entrusted with setting policy and overseeing the Federal Reserve. In light of your deceitful and potentially criminal conduct in a financial matter, they cannot and I do not have such confidence in your integrity.”

Federal Reserve er en uafhængig institution, men af Section 242 of the Federal Reserve Act fremgår det, at Governors beskikkes for en periode af 14 år “unless sooner removed for cause by the President.”

I afskedigelsesbrevet anfører præsidenten, at han med henvisning til anklager mod Cook om ”mortgage fraud” havde “sufficient cause” til at fjerne hende fra posten i Federal Reserve.

Mortgage fraud?

Det er Federal Housing Finance Agency, der har anklaget Cook for “mortgage fraud” ved i ansøgninger om pantebrevslån på næsten samme tid at have anført 2 ejendomme i forskellige stater som hendes ”primary residence”.

Det bemærkes, at vilkårene for lån til en primær bolig er betydeligt mere lempelige – lavere udbetaling, lavere rentesatser, flere programmuligheder og blødere kvalifikationskrav.

Lisa D. Cooks akademiske og professionelle baggrund

Det er ikke umiddelbart indlysende hvad der har været baggrunden for at Biden-administrationen i 2022 udpegede Lisa D. Cook som Federal Reserve Governor og dermed i bestyrelsen for det amerikanske centralbanksystem.

Lisa Cook har en Ph.d.-grad i Economics fra 1997. Hendes doktorafhandling var en analyse af “the underdevelopment of the banking system in czarist and post-Soviet Russia”.

Lisa Cook fokuserede oprindeligt på international økonomi, især den russiske økonomi. Senere koncentrerede hun sig om økonomisk historie med fokus på racial inequality, og hun har bidraget til forståelsen af, hvordan racevold – som f.eks. lynchning – påvirkede innovation og økonomiske resultater for afroamerikanere.

Lisa Cooks offentliggjorte akademiske artikler fokuserer på økonomisk historie, innovation, raceforskelle osv. Der ses således ikke at eksistere nogen almindeligt kendte akademiske tidsskriftsartikler (peer-reviewed publikationer) forfattet af Cook, der drejer sig om pengepolitik eller finansiel regulering.

Trumps første forsøg på at fyre Cook blev bremset af domstolene.

Lisa Cook nægtede anklagerne og anlagde en retssag mod hendes afskedigelse.

En føderal domstol forhindrede Trump i at fyre Cook, mens hendes sag verserede og inden hun havde fået mulighed for at gøre indsigelse. I slutningen af juni 2026 stadfæstede Højesteret denne afgørelse med 5-4 stemmer.

Talrige fagøkonomer har betvivlet nytten af traditionel udviklingsbistand. Blandt skeptikerne finder vi både nobelpristageren Angus Deaton og den danske økonomiprofessor Christian Bjørnskov, der begge i forskellige sammenhænge har udtrykt betydelig skepsis over for, hvor nyttig traditionel u-landsbistand er.

23 milliarder kroner

Danmark bruger godt 23 milliarder kroner på ulandsbistand hvert år – mere end dobbelt så meget vi bruger på vores retssystem og domstole.

Det er langt mere, end vi bruger på videregående uddannelser.

Det er mere, end vi bruger på politiet.

Hvis man fjernede ulandsbistanden og i stedet brugte pengene på at nedsætte bundskatten, ville en person med en gennemsnitsindkomst få en skattelettelse på 10.000 kroner om året!

Intentionen med udviklingsbistand er unægtelig god. Vi danskere vil gerne hjælpe mennesker i fattigdom og nød, og det er overordentlig sympatisk.

Men i politik bør intentionerne bag en politik ikke betyde noget som helst – kun konsekvenserne er vigtige.

Hvis man kigger på udviklingsbistand generelt, er der intet, der tyder på, at den løfter fattige lande ud af fattigdom.

Det virker ikke

I 2015 vandt Angus Deaton Nobelprisen i økonomi. Han har blandt andet forsket i effekterne af udviklingsbistand. Groft sagt er hans konklusion, at udviklingsbistand gør mere skade end gavn. Den danske økonomiprofessor Christian Bjørnskov er nået til samme resultat: Udviklingsbistanden løfter ikke lande ud af fattigdom. Den er faktisk med til at fastholde lande i fattigdom.

Hvorfor fortsætte?

Samtidig er der i Danmark og i andre udviklede lande udviklet en godhedsindustri af godgørende organisationer, der lever af organisationer som DANIDA og andre offentligt finansierede udviklingsorganer.

Enkeltpersoner, der måtte være tilskyndet til at tage kampen op mod udviklingsbistanden, kan godt opgive. Selv politisk partier er mødt af en stærk og velorganiseret modstand med bistand fra udenrigsministeriet.

Derfor står vi i en situation, hvor – selvom nytten af traditionel udviklingsbistand betvivles – ingen for alvor tør pille ved udviklingsbistanden.

På Færøernes nationaldag den 29. juli vil der fra statens institutioner m.v. blive flaget med Færøernes flag – Merkið. På samme måde, som der på Grønlands nationaldag den 21. juni blev flaget med Grønland flag – Erfalasorput, og på Grundlovsdag den 5. juni blev flaget med Dannebrog.

Den 28. juli og 29. juli 2025 er der fest på Færøerne. Den 29. juli markeres Olav den Helliges død i 1030. Olav den Helliges kongerige var betydeligt større end nutidens Norge og omfattede bl.a. Færøerne. Som tilnavnet antyder, blev Kong Olav kåret til helgen og har siden været Færøernes skytshelgen. På dagen for hans død i slaget på Stiklestad den 29. juli 1030 giver færingerne udtryk for det inderste af deres nationalitet. Helgenkongen Olav har altid indtaget en central plads i færøsk religiøs og politisk tradition og kultur.

Olaifesten, Olai eller Olaj – Ólavsøka – er festdage på Færøerne, der strækker sig over den 28. og 29. juli. På Olaiaften (ólavsøkuaftan, den 28. juli) er der kappróður (kaproning med færøbåde) i Tórshavn, Olaiudstilling i Nordens Hus på Færøerne og Olaikoncert samt almindelig folkefest i Tórshavns gader.

Den 29. juli bliver Færøernes over tusind år gamle parlament, Lagtinget, åbnet. Lagtingets 33 medlemmer, de 8 medlemmer af Færøernes Landsstyre, biskop og alle landets præster og de højeste embedsmænd samt Rigsombudsmanden – ríkisumboðsmaður – går i procession – ólavsøkuskrúðgongan – fra Lagtingshuset til Tórshavn Domkirke. Efter en særlig Olaigudstjeneste vender processionen tilbage til Lagtingshuset, hvor man mødes med et stort kor. Efter nogle sange afsluttes med Færøernes nationalsang “Tú alfagra land mítt”.

Derefter går man ind i Lagtingshuset, hvor lagmanden – Løgmaður – holder sin åbningstale – Løgmansrøðan.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har i Kristeligt Dagblad en interessant artikel med en række eksempler på ministre, der fældes af skandaler. Mia Wagner (på billedet) nedlagde dog ministerposten, inden hun blev skandaleramt.

Listen over ministre, der har været tvunget til at gå af, kunne dog have været betydeligt længere:

Poul Schlüter (Tamilsagen), Anders Fogh Rasmussen (kreativ bogføring), Arne Melchior (rod i repræsentationsudgifterne), Henriette Kjær (ægtefællens økonomi), Svend Aage Jensby (røbet fra fortroligt møde), Lars Barfoed (mangelfuld kødkontrol), Birthe Rønn Hornbech (ulovligt afslag på statsborgerskab), Uffe Elbæk (nepotisme i forhold til cirkusskolen AFUK) og Ritt Bjerregaard (Ritz).