Præsident Biden og støtten til amerikansk økonomi

Capitol1

Det amerikanske senat vedtog lørdag den 6. marts 2021 præsident Bidens COVID-19 stimulusplan på 1,9 billioner dollars. Vedtagelsen skete med Demokraternes stemmer for og Republikanerne imod – 50-49.

Fordi senatet ændrede lovforslaget, vil det nu blive sendt tilbage til det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, hvor det sandsynligvis vil blive godkendt tirsdag, hvorefter Biden kan underskrive loven.

Støttepakken indebærer den største udvidelse af sundhedsvæsenet siden Obama-Care, en midlertidig plan for at begrænse børnefattigdom og at millioner af amerikanere kan se frem til at modtage 1.400 dollars. Derudover er statslige og lokale regeringer klar til at få mere end 350 milliarder dollars i hjælp, og skoler vil få ny finansiering. Alt sammen noget, som alle demokrater håber, vil fremskynde en hurtigere økonomisk genopretning længe før de skal møde vælgerne ved Midtvejsvalgene i 2022.

Hjælpepakken vil betyde, at der ydes 300 dollars om ugen i ekstra arbejdsløshedshjælp, ligesom de første 10.200 dollars i arbejdsløshedsforsikringsydelser ikke er skattepligtige for husstande med indkomster på mindre end 150.000 dollars.

Hjælpepakken inkluderer også 160 milliarder dollars til vaccine- og testprogrammer, der skal hjælpe med at stoppe spredningen af Coronavirus. Senatet vedtog også et forslag om at øremærke 800 millioner dollars til at afhjælpe problemerne for unge hjemløse.

Identitets- og repræsentationspolitisk opdragelse

Mogens Jensen Black Face

Er du blandt de mænd, der selv på kvindernes internationale kampdag, den 8. marts, ikke tager ordet i ligestillingsdebatten?

Hvis du blot passivt noterer, at der er en vis træghed i befordringen af ellers velkvalificerede kvinder til de absolutte topposter, hvis du trækker på skuldrene over at ligeløn fortsat er et krav på visse overenskomstområder, og hvis du ikke oprøres over, at kvindelige iværksættere har svært ved at tiltrække risikovillig kapital, har du et problem.

Du forsvarer dig måske med, at hvis bare alle kvindelige rollemodeller var af typen Bodil Nyboe Andersen, Connie Hedegaard, Dronningen eller Bodil Jørgensen, ville du have en anden opfattelse og måske også føle dig krænket på kvinders vegne.

Du undskylder dig med, at du overalt og ustandseligt i medier og det offentlige rum udsættes for nederdrægtige kvindetyper som Trine Pertou Mach, Theresa Scavenius, Stine Bosse, Ninna Hedeager Olsen og Hella Joof. Du føler dig selv krænket og simpelthen lovligt undskyldt for ikke at have ubændig lyst til at overlade afgørende ansvar til kvinder.

Ingen lovlige undskyldninger

I dagens Danmark er der ikke nogen lovlig undskyldning for dine oprørende holdninger. Tiden er inde til at du alvorligt overvejer, allerede denne sommer at lade dig indskrive til et identitets- og repræsentationspolitisk højskoleophold.

Her vil du ikke kun opleve en krænkelses-fri oase, men du vil blive gen-opdraget, og du kan komme af med en række af de fobier, der plager dig. F.eks. vil din bekymring for, om den omsiggribende politiske korrekthed fører til at ytringsfriheden indskrænkes, og herunder om selvcensur blandt kunstnere, instruktører og teaterchefer vil true den kunstneriske ytringsfrihed, forsvinde som dug for solen.

Race, køn, autisme og etnicitet

Du vil øge din forståelse for, at universitetsstuderende kræver færre værker skrevet af døde, hvide mænd på pensum. Studiebeskrivelser og jobopslag med ord som ”analytisk”, ”kompetent” og ”succesfuld” er kvindefjendske og et genopdragende højskoleophold vil opøve din kritiske sans og din værdsættelse af ord som ”empati”, ”ligestilling” og ”diversitet”.

Du vil også opøve enighed i, at forfatteres og tænkeres hudfarve er langt mere relevante end logisk sammenhæng og rationalitet. Pludselig vil det gå op dig, hvorfor det er himmelråbende forkert og potentielt krænkende – ja overgrebsagtigt, at en hvid mad anmelder en bog af en lesbisk afroamerikaner. Du vil pludselig kunne forstå, hvorfor en ung kvindelig lyriker ikke er kvalificeret til at oversætte ”The Hill We Climb” af den unge amerikanske digter Amanda Gorman.

Det vil endvidere gå op for dig, at når der i filmen ”Music” vælges en ikke-autistisk skuespiller til at spille hovedrollen som den autistiske pige ved navn Music, begås en stor fejl ved ikke at lade autister blive repræsenteret på film.

Efter et kursus i identitets- og repræsentationspolitik vil du også kunne forstå hvorfor det var oprørende at lade Nikolaj Lie Kaas lægge stemme til en sort i tegnefilmen ”Sjæl”, og lade en vist nok heteroseksuel og cis-kønnet skuespiller spille transkønnet i filmen ”En helt almindelig familie”.

Du vil også lære hvor forkert det er, at kantiner på danske læreanstalter serverer vietnamesiske specialiteter, såsom Bahn Mi og Bun Nam Bo tilberedt af ikke-vietnamesere, og du vil lære at fordømme, at kernedanske studerende anlægger ”blackface”, rastahår eller går med sombrero eller Panamahat til rusfester.

Privilegieblindhed

På et identitets- og repræsentationspolitisk højskoleophold vil du kunne bringe dig selv i sync med tidens krav til politisk korrekt adfærd. Du vil indse, at du hidtil har stavret privilegieblindt rundt uden at være klar over dine medfødte privilegier, der følger både køn og hudfarve, og i adskillige århundreder, hvis ikke årtusinder, historisk set har placeret den hvide mand i samfundets øverste lag. På Højskolen vil der være mentorer, der bibringer dig viden om og forståelse for minoriteters erfaringer med den hvide mands systematiske overgreb og krænkelser.

Efter en sådan genopdragelse, vil du selv aktivt deltage i kritikken af visse teatres skammelige brug af fat suits. Det vil gå op for dig, at årsagen til dit hidtil negative syn på overvægt er, at det senkapitalistiske samfund er præget af ”tykfobiske strukturer”.

Toksisk maskulinitet

Du vil pludselig få blik for de oprørende og krænkende kvindestereotyper i forestillinger som ”Folk og røvere i Kardemomme by” og ”Skatteøen” – en indsigt, der hidtil har været blokeret, fordi du som heteroseksuel, cis-kønnet har nogle helt forskruede forestillinger om mænd og kvinder, og uforvarende ”mansplainer” og udspreder ”toksisk maskulinitet”.

Konsekvenser

Udover at du bliver et bedre menneske, vil det som et ekstra-udbytte af dit identitets- og repræsentationspolitiske sensitivitetskursus pludselig gå op for dig, hvor velgørende det er, at der nu igen er en Demokrat på præsidentposten i USA og en socialdemokratisk regering i Danmark.

Selvom der sikkert er meget at rette op på, er du ikke et håbløst tilfælde. Med den rette identitetspolitiske vejledning og skoling kan du stadig nå at blive en nyttig samfundsborger. Hvis det mod forventning ikke skulle ske, og du fremturer med din krænkende adfærd, har vi heldigvis set eksempler på, at venstreorienterede og kulturradikale mekanismer træder i funktion.

Holdningen til udviklingsbistand

Advice FMM

Udenrigsministeriet har fået foretaget en analyse af danskernes holdning til udviklingssamarbejde. Desværre siger undersøgelsen ikke noget om hvad folk mener om den danske bistand til udviklingslandene.

Det oplyses, at fra 2018 har man spurgt om danskernes kendskab og holdning til ”udviklingssamarbejde”, hvor man tidligere spurgte til ”udviklingsbistand”.

Ændringen i formuleringen har medført, at man ikke får oplyst holdningen til den årlige danske bistand til udviklingslandene (incl. Kina) på 17 mia. kr. Det betyder også, at en stor del af spørgsmålene ikke direkte kan sammenligne svarene fra 2018- undersøgelsen og senere med svarene fra 2017 og tidligere.

Advice

Undersøgelsen er foretaget af kommunikations- og analysebureauet Advice for Udenrigsministeriet.

Advice præsenterer sig selv som et integreret bureau, der har taget det bedste fra digital-, marketing-, reklame- og kommunikationsbureauet og smeltet sammen og ”koblet det med vores stærke rødder i strategisk rådgivning”. Bureauet er kendt for dets rolle i den lidet flatterende Falck-sag og fra Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Kampagnen mod Bios involverede flere kommunikationsbureauer, herunder Advice, hvor Socialdemokratiets tidligere partisekretær, Jens Christiansen, dengang var direktør.

Jens Christiansen er i dag særlig rådgiver for bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek.

Userneeds

Advice har som led i undersøgelsen af danskernes kendskab og holdninger til henholdsvis det danske udviklingssamarbejde og FN’s verdensmål givet virksomheden Userneeds A/S i opdrag at gennemføre to spørgeskemaundersøgelser.

Det oplyses, at spørgeskemaerne er sendt ud i Userneeds’ online panel medio august 2020. Det oplyses ikke hvor mange spørgeskemaer, der er udsendt, men det hævdes, at spørgeskemaet om udviklingssamarbejde er besvaret af 2.000 repræsentativt udvalgte danskere. Hvor mange spørgeskemaet om FN’s verdensmål er sendt til vides heller ikke, men skemaet hævdes at være besvaret af 1.000 danskere, ”som er vægtet af Userneeds for at sikre fuld repræsentativitet”!

Userneeds andre kunder fremhæver alle, at værdien af de data, Userneed fremskaffer er først og fremmest er vigtige input til kundernes benchmarking i forhold til konkurrenter og kunder m.v.

Udenrigsministeriets undersøgelse har ikke noget med bench-marking at gøre. Kunne vi have fået et større udbytte af udgiften på 16 mia. kr., hvis vi havde brugt alle pengene på at opkøbe og frede skov i Afrika? Er dansk udviklingssamarbejde bedre, end det Norge bedriver gennem NORAD?

Nogle af spørgsmålene er uklare. Har respondenterne anet hvad de svarede på, når det hævdes, at mere end halvdelen – 56 pct. – af danskerne støtter corona-relateret udviklingsarbejde. Hvad er ”corona-relateret” arbejde i udviklingslande? Er det de respiratorer, vi på et tidspunkt prøvede at få afsat i Italien? Er det forsyning af Afrika med vacciner, vi ikke har?

Udenrigsministeriets valg

Udenrigsministeriet valgt at ignorere undersøgelsens svagheder og indtage en positiv tolkning:

Danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet stiger – særligt blandt unge. I 2020 siger 64 pct. af de 18-30-årige, at de er tilhængere af udviklingssamarbejdet. Det er steget med 14 procentpoint fra 2019.

Blandt hele befolkningen er opbakningen 63 pct. – en stigning fra 57 pct. i 2018 og 2019. Det viser en rapport om danskernes kendskab og holdninger til udviklingssamarbejdet.

De klamme radikale

Østergaard Manu

Det kom som en overraskelse for mange, at tidligere minister og folketingsmedlem for de Radikale, Manu Sareen, nu har kastet sig over sexologien, fordi det ”pirrer ham”.

Manus klamme tilbøjeligheder kom frem i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.

I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.

Manus interesse for kønslige spørgsmål bør ikke overraske. Det var Manu Sareen, der som Det Radikale Venstres kirkeminister fik indført kønsneutrale ægteskaber, ligesom det viser sig, at der i hans parti længe har været en usund, seksualiseret og klam samværskultur.

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen, men det var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, der greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig erhvervspraktikant.

Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

De Radikale greb chancen for at gøre sig til bannerfører for et opgør med seksuelle krænkelser, men den uventede konsekvens var, at partileder Morten Østergaard måtte trække sig i vanære, da han blev afsløret som klam seriekrænker.

Den nye formand, Sofie Carsten Nielsen, er ikke selv anklaget for krænkelser, men hun har det forklaringsproblem, at hun selv havde promoveret partiets holdningsmæssige renfærdighed og samtidig dækket over de uønskede klamme befamlinger i krogene.

I en rapport udarbejdet af Kvinfo om sexkrænkelser i De Radikale, fastslås det, at næsten hver tredje af de 400 personer, der har svaret – fra nuværende eller tidligere politikere, ansatte og praktikanter til lokalformænd – har oplevet en form for sexchikane. Den rangerer fra klamme kommentarer og upassende berøringer til decideret tvungne seksuelle handlinger.

Hvordan harmonerer den danske model for en uafhængig udenrigstjeneste med demokrati og folkestyre?

Indien-Kina

Regeringen har planer om at udpege politikere til ambassadørposter. Ønsket er – i enkelte tilfælde – at kunne besætte stillinger i udenrigstjenesten med politikere, uden at stillingerne skal slås op. Det vil regeringen gøre ved at ændre i opslagsbekendtgørelsen.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har den 26. februar 2021 sendt en ændring af den såkaldte opslagsbekendtgørelse i høring.

Regeringen ønsker at styrke Danmarks profil ved i helt særlige tilfælde at kunne bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati. Det kan for eksempel betyde, at regeringen kan udpege en politiker som ambassadør i et land uden at slå stillingen op.

DJØF – Danmarks Jurist og Økonomforbund – har foranlediget forslaget drøftet i de statsansattes paraplyorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), hvor der var modstand mod forslaget, og det vil fremgå af det høringssvar, som CFU har under forberedelse.

Regeringen foreslår, at en ansættelse af en politiker i en stilling i udenrigstjenesten skal vare i højst tre år. Kandidaten skal have ekstraordinære kompetencer og faglighed inden for udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik.

For fire år siden luftede daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen en lignende idé. Den blev skudt ned. Dengang kom kritikken også fra blandt andet DJØF, DM og Dansk Industri.

Det er en besnærende tanke, at man med ét slag kunne slippe af med Dan Jørgensen og en række ”profiler” fra regeringens såkaldte støttepartier, men man kan undre sig over, at regeringen vil liste en ganske fundamental ændring af tjenestemandssystemet igennem med en lille justering af en administrativ bekendtgørelse.

Mange erfarne politikere vil utvivlsomt kunne gøre god fyldest i den danske udenrigstjeneste, hvor der i udnævnelser til de mere betydende poster i forvejen indgår politiske hensyn.

Hvis man skal lave så fundamentale ændringer, burde det imidlertid foregå ved lov, så Folketinget kan få belyst fordele og ulemper på en ordentlig måde, inden der sker en politisk vedtagelse. Det bør i den forbindelse overvejes, at der i Folketinget – i lighed med f.eks. USA – inden udnævnelsen gennemføres en offentlig høring af kandidaterne.

Det ville samtidig indebære et betydeligt fremskridt i forhold til den lukkethed, der i dag omgiver udnævnelsen af chefer i udenrigstjenesten. Hvem har f.eks. været involveret i udnævnelsen af de nuværende danske ambassadører i Tyskland og USA? Omvendt skal man ikke kimse af den mentalhygiejniske effekt, det har haft, når Udenrigsministeriets ledelse i al diskretion har flyttet ambassadører med notoriske alkoholproblemer til poster i muslimske lande – f.eks. fra Indien til Forenede Arabiske Emirater.

Bæredygtighed eller Bullshit og Greenwashing?

SDG

FN-kommissionen ”The World Commission on Environment and Development” med den norske statsminister Gro Harlem Brundtland som formand fremlagde i 1987 rapporten ”Vores fælles fremtid” som efterfølgende overalt kaldes ”Brundtlandrapporten”

Rapporten var en væsentlig del af grundlaget for Rio-konferencen i 1992, der i Rio-deklarationen, fastslog 27 principper for det internationale samarbejde om miljø og udvikling.

Disse principper omhandler bl.a. bæredygtighed: ”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”

Det er også fastslået, at bæredygtighed ikke kun er et spørgsmål om miljø, men om 3 aspekter: et miljømæssigt, et økonomisk og et socialt aspekt.

Regeringsledere fra FN’s 192 medlemslande blev i 2015 enige om 17 ambitiøse verdensmål – og 169 delmål – for en bæredygtig, global udvikling.

Verdensmålene eller SDG-målene sætter en ramme og en retning for løsningen af klodens største problemer inden 2030. Målene handler blandt andet om at udrydde fattigdom, sult og ulighed, sikre bæredygtige økosystemer, herunder biodiversiteten på land og i havene, samt begrænse de menneskeskabte klimaforandringer og forureningen af miljøet.

Fra bæredygtighed til ESG-processer

I Danmark har der siden 1987 været talt om bæredygtighed. Verdensmålene har betydet, at bæredygtighedsdiskussionen nu tilsyneladende har fået konkret indhold, og mange politikere og erhvervsfolk demonstrerer deres ståsted i bæredygtigheds-og klimadebatten med en SDG-roset i knaphullet. I erhvervslivet tales der også i møder og strategier om bæredygtighed, men i de fleste virksomheder bliver det foreløbig ved snakken – i kun omkring hver 10. virksomhed er der fastsat konkrete mål.

Det forhindrer ikke, at de fleste virksomheder ved festlige lejligheder og især i markedsføringssammenhænge fuldt og helt bakker op om FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Uden blusel hævder selv tobaksfabrikanter, at de har en stærk interesse i, at kloden og økonomien udvikler sig bæredygtigt – socialt såvel som miljømæssigt.

Med alvorstung ansvarlighed anføres det, at hvis den globale økonomi ikke udvikler sig bæredygtigt, og når verden ikke de opstillede mål, kan der være risiko for stigende uro, konflikter, øget global opvarmning og dermed også mere usikre betingelser for vækst og den fremtidige afsætning.

Den enkelte virksomhed vil derfor på papiret gå langt for at overbevise kunder og aktionærer om at virksomheden har – og lever op til – sit ansvar for at bidrage til bæredygtig udvikling og vækst.

Rådgivningsbranchen har for længe siden øjnet forretningsmulighederne. Virksomhederne bombarderes med tilbud om, at de 17 SDG’er (Sustainable Development Goals) bør være et centralt element i enhver virksomheds arbejde med CSR.

Sagesløse virksomheder overbevises om, at kunder, myndigheder, banker, leverandører og samarbejdspartnere i stigende grad ønsker at samarbejde med virksomheder, som klart kan vise, hvordan de bidrager til en bæredygtig og ansvarlig udvikling i verden. I den aggressive markedsføring tilbydes ekspertbistand til at hjælpe danske virksomheder med at indarbejde SDG’erne i mål og strategier, så de skaber øget top- og bundlinje på en effektiv måde – for både virksomheden selv og resten af verden.

Revisions- og rådgivningsbrancherne har samtidig travlt med at overbevise virksomheder om, at et selskabs værdi kan ikke længere alene kan baseres på finansielle informationer og finansielle data.

Det hævdes, at investorer og analytikere i stigende grad inddrager data for bæredygtighed – såkaldte ESG-data (Environmental, Social and Governance) i deres vurdering af selskabers værdiskabelse og i analysen af selskabets langsigtede vækstmuligheder.

Derfor er det afgørende at professionalisere ESG-processer og ESG-data – noget revisorer, rådgivere og marketingsfolk gerne for betaling er virksomhederne behjælpelig med!

Køber kunderne ESG-bullshitten?

Forbrugerstuder viser, at 80 procent af danskerne i dag forventer, at deres fødevarer produceres bæredygtigt og etisk korrekt. På de fleste andre forbrugsområder er forventningerne til bæredygtighed formentlig også ganske høj. I hvert fald bliver enhver afsløring af ikke-bæredygtige varer og produktionsprocesser altid mødet med overraskelse og forargelse.

Når de fleste forbrugere anser det for en selvfølge, at deres fødevarer og andre forbrugsvarer produceres bæredygtigt, så er ”bæredygtighed” som markedsføringsparameter under pres. Brands, der har haft travlt med at kommunikere alle mulige (og umulige) bæredygtighedsinitiativer, og brands, der alene slår sig op på det bæredygtige, bør alvorligt overveje om deres markedsføringsstrategi er den rette.

Meget tyder på, at der er alenvid forskel mellem forbrugernes forventninger og virksomhedernes initiativer på bæredygtighedsområdet.

Selvom 80 procent af danskerne forventer, at deres fødevarer produceres bæredygtigt, så er der hele 63 procent der mener, at der er plads til forbedringer. Det viser, at der er grænser for hvilken vægt forbrugerne lægger på virksomhedernes markedsføring af hvor bæredygtige de er.

Forbrugere har i de senere år har været vidner til en masse kommerciel kommunikation om enkeltstående bæredygtighedsinitiativer – herunder ikke mindst en masse reklamer med FN’s bæredygtighedsmål, og kampagner i stil med ”vi går ind for genbrug og alle vores biler kører på el” eller ”vi støtter FSC-mærket (Forest Stewardship Council) og bæredygtige skove, der bakkes op af grønne organisationer som WWF og Greenpeace”, ” Too Good To Go – madspild – ikke hos os”, etc.

Forbrugerne er formentlig ret ligeglade.

De forventer, at de produkter de køber er bæredygtige, men alligevel har over halvdelen af forbrugerne svært ved at finde ud af, hvilke brands og virksomheder, der rent faktisk er bæredygtige.

Den larmende og selvpromoverende markedsføring af alle mulige såkaldte bæredygtigheds-initiativer kan meget vel få nogle til at tvivle på, om virksomhederne nu også har rent mel i posen. Tag ikke fejl af, at forbrugerne mistror brands, hvis de ikke er meget transparente, konkrete og præcise i deres bæredygtighedskommunikation. Hvis der først opstår tvivl om, hvorvidt de ”gemmer” på noget, så påvirker det brandet negativt.

Kundernes sunde skepsis i forhold til virksomhedernes klimatiltag

Dannie Kjeldgaard, professor, Ph.d., Institut for Marketing & Management, SDU, har i december 2020 ment følgende ifølge Markedsføring:

”Det er en interessant undersøgelse, og den viser jo, at der er en sund portion skepsis fra de danske forbrugeres side i forhold til de klima-tiltag, mange virksomheder i dag ofte taler om i den kommercielle kommunikation. Det er for de fleste virksomheder og brands en meget svær balancegang ikke at komme galt af sted i kommunikationen og i stedet for at blive opfattet som klima-helte, betragtes som greenwashere. Måske er mit bedste råd, at virksomhederne bare skal opføre sig ordentligt på dette område og lade være med at tale så meget om det. Det at ville skabe en bæredygtig forretning er jo en corporate beslutning, der ikke nødvendigvis skal blæses ud i reklamer og anden form for branding”.

Bermuda-trekanten og #metoo

Gyldendal Hesseldahl

Ifølge en sejlivet myte har en kulturradikal Bermuda-trekant bestående af Politiken, Gyldendal og DR (undertiden forstærket med Carlsbergfondet) siden 1970’erne øvet indflydelse på enhver afkrog af dansk kultur- og samfundsliv.

Politikens skriverier om en forlagsbranche præget af sexchikane og uønskede seksuelle tilnærmelser, der følges op af bogudgivelser på Politikens Forlag med beretninger om traumatiske #metoo-oplevelser, truer nu med at splitte sammenholdet i Bermuda-trekanten.

Gyldendal har været udsat for, at Politiken udførligt har omtalt en sag, hvor forlaget fyrede en chef, efter de var blevet gjort opmærksomme på, at der på hans tidligere arbejdsplads i Danmarks Radio blev klaget over ham på grund af grænseoverskridende og krænkende opførsel.

Anledningen til ufreden i Bermuda-trekanten

I efteråret 2020 kommer det frem, at en mandlig chef på DR er blevet fyret efter, at han til en fest har sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

DR-chefen Rasmus Bjerre er på daværende tidspunkt en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemmer over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts.

Maria Fantino beslutter sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viser sig, at der har været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Rasmus Bjerre får i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på det kulturradikale forlag Gyldendal, der ledes Morten Hesseldahl (tidligere kulturchef i Danmarks Radio).

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. TV-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Det hører med til historien, at allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal faktisk en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyser, at der ikke er sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget har fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Berlingske Tidens rolle

Bermuda-trekanten har længe været en torn i øjet på Berlingske Tidende, og avisen stiller den 3. marts 2021 villigt spalteplads til rådighed for Gyldendals administrerende direktør, Morten Hesseldahl, der har indledt et frontalangreb på Politikens ”kampagnejournalistik”. Berlingske Tidende ser gerne konkurrenten kritiseret, og avisen har selv været særdeles kritisk overfor DR, og på det seneste har avisen også angrebet den magtfulde formand for Carlsbergfondet.

Kaare Dybvad Bek forsinker landdistriktsudviklingen

Toksvig_Dybvad_Christiansen-gul baggr

Liv og Land, hører under Bolig- og Planstyrelsen, der igen hører under Indenrigs- og Boligministeriet, hvor socialdemokraten Kaare Dybvad Bek er minister.

Liv og Land har den 1. marts 2021 udsendt en pressemeddelelse, hvor de meddeler, at som følge af ”tekniske problemer med ansøgningsportalen” udsættes fristen for at søge støtte til landdistriktsudvikling til den 7. april 2021.

Støtten til landdistriktsudvikling, herunder mere attraktive levevilkår og flere arbejdspladser, ydes dels ved hjælp af EU-midler og dels gennem nationale puljemidler til projekter i landdistrikterne og på småøerne. Desuden søges landdistrikterne også fremmet samt ved hjælp af viden-spredning og aktiv deltagelse i konkrete lokale udviklingsprojekter.

Kaare Dybvad Bek må således dele skæbne med landbrugsminister Rasmus Prehn, hvis Landbrugsstyrelse, der har ansvaret for administrationen og udbetalingen af EU’s landbrugsstøtte i Danmark, ofte er i mediernes søgelys. Senest kan Landbrugsavisen den 20. februar 2021 berette om stærkt forsinkede støtteudbetalinger.

Sendrægtig sagsbehandling er ikke Landbrugsstyrelsens eneste fejl. Senest er det kommet frem, at der er lavet fejl i udbetaling af EU-støtte for 573 mio. kr. Det betyder, at danske skatteyderne nu står med en regning på mere end en halv milliard.

Skoleskibene på togt trods corona

Skoleskibet Danmark

I marts 2020 måtte skoleskibet Danmark aflyse det igangværende togt nr. 107 og sejle hjem til Frederikshavn. Samtidig blev togt nr. 108 – det såkaldte Olympiske togt aflyst. Togtet skulle være udgået fra Caribien den 1. maj og fire dage før starten på de nu aflyste Olympiske Lege skulle skibet have lagt til i Tokyo.

Det var usikkerhed om corona-epidemien, der var baggrunden for skoleskibet Danmarks aflysninger.

Det er den danske stat, der ejer Danmark, og MARTEC, der er en selvejende institution under Uddannelses- og Forskningsministeriet, som står for de grundlæggende maritime uddannelser, kunne den 28. februar 2021 oplyse, at Skoleskibet Georg Stage og Skoleskibet Danmark har fået lov til at tage på togt på trods af corona-nedlukningen.

80 elever på Skoleskibet Danmark og 63 elever på Skoleskibet Georg Stage får nu alligevel lov til at sejle ud på de planlagte forårstogter henholdsvis den 3. april og den 27. marts.

Dermed vil der fortsat være lejlighed til at se dansk skibsbygningskunst som det tidligere blev praktiseret på værfterne i Nakskov og i Frederikshavn.

Skoleskibet Danmark

Skoleskibet “Danmark” blev bygget på Nakskov skibsværft i 1933. Prisen var 655.000 kr.

Skibets længde ca. 60 m, totalt med bovspyd 77 m, og med 10 m bredt stålskrog. Det er en tremastet fuldrigger med 26 sejl på i alt 1632 m2, disse styres v/ hjælp af 236 tovender (der hvert har sit eget navn!).

Dybdegangen er på knap 5,5 m og det har en bruttotonnage på 737 BT (Netto 212 NT).

Sejlhastigheden er max. 12 knob for sejl og 9 knob for dieselmotor.

Besætningen består af op til 80 søfarts-elever og 15 besætnings-medlemmer.

Danmark har hjemhavn i København, men ligger som udgangspunkt, når det ikke er på togt, på Flådestation Frederikshavn.

Det er muligt at følge skoleskibet på http://www.skoleskibet-danmark.dk

Københavns kranke skæbne

Skoleskibet Danmark blev bygget til afløsning for skoleskibet København, der forsvandt i 1928.

Det kombinerede skole- og transport skib, Ø.K´s stolte gamle 5-mastede sejlskib “København,” blev bygget i Leith i Skotland i 1921 – på den tid verdens længste stål-sejlskib – 107 meter langt, med hele 44 sejl på i alt 5200 m2 og udstyret med en diesel hjælpemotor.

Efter kun 9 sejladser led skibet en krank skæbne. I slutningen af året 1928, på en rejse fra Argentina til Australien rundt om Kap Horn og uden ballast ombord, forliste skole- og transport skibet med mand og mus. 45 elever og 14 besætningsmedlemmer omkom ved denne sørgelige hændelse. Der er aldrig siden fundet hverken rester eller spor af skibet, derfor er det stadig et mysterium, hvad der egentlig forårsagede skibbruddet. Var det en tsunami, en tyfon, et isbjerg eller ….. ?

Skoleskibet Georg Stage

Georg Stage er et stålskib fra 1934, rigget som 3-mastet fuldrigger.

Skoleskibet tilhører den selvejende institution, “Stiftelsen Georg Stages Minde”. Stiftelsen blev oprettet i 1882 af skibsrederen Frederik Stage og hans hustru Thea, da behovet for en egentlig uddannelse af kvalificerede søfolk på det tidspunkt var stort. Skibet blev døbt Georg Stage efter parrets søn, der døde af tuberkulose, 22 år gammel i 1880.

Den første udgave af Georg Stage blev bygget i 1882 ved Burmeister & Wain på Refshaleøen i København. Den gamle Georg Stage var også en fuldrigger – en smule mindre end det nuværende skib – med en længde på 36 meter, bredde på 7,7 meter og en dybgang på 3,7 meter. Skibet havde en hjælpedampmaskine på 50 HK. Den oprindelige besætning var på 80 elever og 10 officerer.

Det gamle Georg Stage

Den 25. juni 1905 sank Georg Stage, da det blev påsejlet af det engelske dampskib Ancona i Hollænderdybet, og 22 elever druknede.

Skibet blev hurtigt bjærget og repareret efter katastrofen og fortsatte derefter sejladsen som dansk skoleskib indtil 1934.

Skibet blev solgt i 1936, omdøbt til Joseph Conrad og ligger i dag ved Marinemuseet i Mystic, Connecticut i USA.

Det nye Georg Stage

Det nuværende skib Georg Stage blev bygget på 5 måneder i 1934 ved Frederikshavn Værft og Flydedok og er siden da flere gange ombygget og moderniseret. Skibet sejlede ud på sit første togt den 24. april 1935. Skibet fik i 2007 ny hovedmotor, det er en Volvo Penta på 368 kW.

Georg Stage er mindre en skoleskibet Danmark. Det har en længde på 54 meter med bovspryd, en bredde på 8,4 meter og en dybgang på 4,2 meter. De 20 sejl har et sejlareal på 860 m² tilsammen. Den største mastehøjde er 31 meter. Galionsfiguren er overført fra det gamle skib fra 1882. Galionsfiguren forestiller den unge Georg Stage.

Tilfældet Manu Sareen – nu som sexolog!

Manu_Sareen Gul

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er fuld af overraskelser. Nu har han kastet sig over sexologien, som den uforlignelige Manu siger ”pirrer ham”.

Det afslører Manu Sareen i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.

I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.

Sidst han overraskede var, da han på Facebook oplyste, at han nu skulle være radiovært på DR’s P1.

Hans program – Manus manege – blev i 2019 sendt hver tirsdag mellem klokken 10 og 11 og drejede sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv – familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”

Den sidste udgave af programmet blev sendt den 17. december 2019 og drejede sig om ”Selvudvikling for fuld skrue”. I begyndelsen af 2020 blev Manu Sareen skilt.

Tiden hos Alternativet

Inden han startede i DR, havde han allerede i august 2018 meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Det Radikale Venstre i 2016. Udmeldelsen skete, fordi han i DR ønskede at fremstå ”partipolitisk neutral”.

Manu Sareen (f. 1967) i Punjab i Indien, har en ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som sexolog.

Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er megaglad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, sagde den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Manus som radikal

Ved valget i 2011 var Manu Sareen opstillet af de Radikale, og han kom ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014.

Sareens forhold til kristendom var dog i længden en belastning, og han blev derfor forfremmet til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation for RV.

Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Sareen er forfatter til bl.a. Iqbal Farooq og familien fra Nørrebro. Sareen har faktisk vundet adskillige priser for sine børnebøger – heriblandt Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 2010.

Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

Manu Sareen blev ikke overraskende vraget af vælgerne ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.

Interview i Politiken

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed – ikke mindst fra kvinder – han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter.

Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Sareen fortsat genstand for presseomtale

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu Sareen fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:

“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret, at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger