Det var risikoen for at blive suspenderet fra Parlamentet pga. den generøse pengegave på 5 millioner pund, Farage har modtaget fra den i Thailand residerende tycoon, Christopher Harborne, der fremkaldte suppleringsvalget i Clackton. Et valg ville give vælgerne mulighed for ved stemmeurnen at vurdere Farages accept af pengegaven, og dermed foregribe den parlamentariske standardkommissærs undersøgelse, der forestår.

Venstreorienterede kommentatorer var kritiske, da Reform-lederen udløste dette suppleringsvalg og afviste det som et meningsløst “gimmick”.

Der var dog aldrig tvivl om, at Reform ville beholde Clacton; ved Parlamentsvalget i 2024 havde højrepartier i kredsen den højeste samlede stemmeandel af alle valgkredse i landet. Spørgsmålet var størrelsen på sejren – og det blev en kæmpe sejr!

Ved parlamentsvalget i 2024 sikrede Farage sig et flertal på 21.000 med en valgdeltagelse på 58,7 procent. Ved suppleringsvalget vandt han 22.239 stemmer, 62,8 procent af det samlede antal, med en valgdeltagelse på 44 procent.

Valgdeltagelsen er heller ikke uden betydning. Den blev langt højere end nogle forudsagde og usædvanlig stor for et britisk suppleringsvalg – Farages vælgere i Clacton har på ingen mådei forladt ham.

Valget kan også vise sig politisk nyttigt for Reform. Valget gav Reform og Nigel Farage mulighed for den opmærksomhed, som ellers havde været fokuseret på den nye Labour-premierminister, Andy Burnham.

Clacton er dog ikke Storbritannien. Meningsmålinger kan tyde på, at Reforms momentum på landsplan er gået i stå. Reform står til 25 procent mod Labours 27 procent.

Det er Reform dog ikke enig i. Der argumenteres for, at Burnham på nuværende tidspunkt er på toppen, mens Farage har haft en svaghedsperioide. En ny migrantstrøm over den engelske kanal, vil igen bringe indvandring – Reforms stærkeste emne – tilbage på dagsordenen og vende billedet.

Farage satsede og vandt!  Resultatet i Clacton var ud fra enhver betragtning formidabelt selv for nationens mest formidable kampagnefører: Farage har fået sit Parlamentssæde tilbage, sine overskrifter tilbage, og valget har igen givet Reform vind i sejlene. Sagen viser at man aldrig skal dømme Nigel Farage ude!

DTDA (Danish Trade Union Development Agency) – fagbevægelsens udviklingssamarbejde – oplyser på hjemmesiden, at man arbejder for at fremme demokrati, arbejdstagerrettigheder og arbejdsmiljø samt at bekæmpe fattigdom i udviklingslandene. Det gøres ved at gennemføre projekter, som styrker fagbevægelsen i Afrika, Asien, Latinamerika og de arabiske lande.

DTDA er en del af det Danske Arbejdsmarkedskonsortium, der sammen med 3F – Det Forenede Danske Arbejderforbund – og DI – Dansk Industris Forbund, har en såkaldt ”strategisk partnerskabsaftale” med det danske udenrigsministerium. Finansieret af danske udviklingsbistandsmidler arbejder konsortiet i omkring 35 lande med anstændigt arbejde, social dialog, arbejdstagerrettigheder og bæredygtig udvikling af arbejdsmarkedet.

Debatten om udviklingsbistanden

Pia Olsen Dyhr var ansat i Danmarks Naturfredningsforening fra 2000-2006, men de seneste 12 år har Pia Olsen Dyhr arbejdet på at genrejse SF og atter gøre det til et regeringsparti. Men blækket fra regeringsgrundlaget var knap tørt, før partiformanden løb ind i sin første krise, da hun udnævnte Thomas Nystrøm til særlig rådgiver.

Thomas Nystrøm blev i starten af juni ansat som Olsen Dyhrs særlige rådgiver i Økonomiministeriet – seks år efter han forlod SF som følge af anklager om seksuelle krænkelser.

Fortsat SF-samarbejde med Nystrøm

Siden er det kommet frem, at Thomas Nystrøm, som SF’s formand, økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr, i første omgang ansatte som særlig rådgiver, har arbejdet som ekstern konsulent for SF – selv om han havde fast arbejde hos Danmarks Naturfredningsforening som public affairs-chef.

Direktør hos Danmarks Naturfredningsforening (DN), Lars Midtiby, har oplyst, at DN ikke havde viden om Nystrøms arbejde som ekstern konsulent for SF ved siden af ansættelsen i DN, og at Thomas Nystrøm ikke havde tilladelse fra DN til at arbejde for SF.

SF har også været påfaldende lukket omkring Nystrøm-sagen. Da Nystrøm blev afskediget af SF i efteråret 2020, oplyste SF alene, at Thomas Nystrøm var stoppet i SF “efter gensidig aftale”. Partiet oplyste dengang intet om, at han blev fyret på grund af anklager om krænkende seksuel adfærd over for flere kvinder i SF. Partiet erkendte først i sidste uge i forbindelse med omtale af protesterne mod ansættelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver, at Nystrøm tilbage i 2020 blev fyret på grund af en MeToo-sag. SF har ej heller fundet anledning til at oplyse, at partiet og Pia Olsen Dyhr trods den formelle fyring hele tiden har trukket på Nystrøms tjenester på konsulentbasis.

Pia Olsen Dyhr svækket

Pia Olsen Dyhr står foreløbigt tilbage som en formand, der har mistet respekt i sit eget bagland og troværdighed uden for partiet. Hun fremstår som en politiker, der markerer sig mod sexisme, når det giver symbolsk kapital, men bøjer principperne, når sagen rammer en betroet rådgiver, som hun selv er helt afhængig af.

Sagen er en veritabel bombe under Pia Olsen Dyhrs troværdighed.

Man siger, at den, der lever stille, lever godt. Det kan meget vel have været SF’s motto de seneste 12 år, hvor Pia Olsen Dyhr har været formand og genrejst partiet fra asken.

SVM-regeringen betød nemlig lette arbejdsbetingelser for Pia Olsen Dyhr og SF, og måske har SF’s styrke i de senere år ikke beroet på Pia Olsen Dyhrs politiske træfsikkerhed og sunde fornuft, der åbenbart er ikke-eksisterende uden bistanden fra Thomas Nystrøm?

Kan de flotte valgresultater ved de seneste tre valg især tilskrives en vælgertilvandring fra Socialdemokratiet?

Måske har partiet i virkeligheden mest været pumpet op af Socialdemokratiets svaghed. At sikre vandringen af vælgere fra Socialdemokratiet over mod SF var en overkommelig opgave. Pia Olsen Dyhr kunne nøjes med at stå og smile, sige noget grønt og noget godt om børnene.

Krisen omkring udnævnelsen af Thomas Nystrøm som særlig rådgiver tyder på, at Pia Olsen Dyhr på egen hånd mest af alt minder om et rådyr fanget i offentlighedens ubarmhjertige skarpe lys.

Kan Pia Olsen Dyhr overleve som formand for SF?

Første gang Pia Olsen Dyhr bliver tryktestet fejler hun. Det store spørgsmål er, om SF og Pia Olsen Dyhr overhovedet er klar til den øgede opmærksomhed, der følger med magten som regeringsparti.

I SF’s bagland er der opstået tvivl om Pia Olsen Dyhrs ufejlbarlighed. Man har ikke kunnet forstå genansættelsen af Thomas Nystrøm, der åbenlyst genåbnede et traume og signalerede at partiets holdning til sexisme blev nedprioriteret.

Dernæst har mange været chokeret over den famlende håndtering af sagen, og argumentet om at Thomas Nystrøm ”fortjente en ny chance” er åbenlyst vildledning, når vi nu ved at Nystrøm hele tiden har været til rådighed for Pia Olsen Dyhr. Endelig er det for mange helt uforståeligt, at Pia Olsen Dyhr ikke vil give Lotte Kofoed den krævede undskyldning.

Sæsonens første måling: Vælgerne straffer ikke SF for krænkelsessag

I en meningsmåling i juni 2026 blev regeringspartiet målt til 9,8 procent.

Målingen kom efter to uger, hvor SF og SF-formand Pia Olsen Dyhr havde været under lup i offentligheden som følge af Nystrøm-sagen.

Sagen har givet Pia Olsen Dyhr et hak i hendes personlige popularitet, men SF står usvækket.

I den første meningsmåling i august 2026 står SF med 12,1 pct. til en lille fremgang i forhold til valget.

Det er dog Dansk Folkeparti, der med en og en samlet opbakning på 12,2 pct. og en fremgang på 3,1 pct., er det næststørste parti i Danmark.

“Woke 1.0 was crazy”. Det udtalte Demokraternes medlem af Repræsentanternes Hus i fra New York, Alexandria Ocasio-Cortez ifølge New York Times i et interview på ABC’s “This Week” søndag den 9. august 2026.

Artiklen i New York Times har inspireret dagbladet Informations analyser af amerikansk politik. Ifølge avisen står det Demokratiske Parti i en gunstig position forud for det amerikanske Midtvejsvalg i november: Inflationen er tilbage og Donald Trump er næsten lige så upopulær som den krig i Iran, han ikke kan komme ud af.

Information: Den republikanske regerings valgsvindel

Selvom Information uden skygge af belæg mener, at der er en ”ikke ubetydelige risiko for valgsvindel eller systematisk vælgerundertrykkelse fra den republikanske regerings side”, er det kun Demokraterne selv, der kan formøble, hvad der (ifølge Information) burde være en blå bølge af valgsejre i november.

Det kan ske, hvis venstreorienterede kandidater i det Demokratiske Parti får mulighed for at stille op i primærvalgene med synspunkter om at afvikle politiet, aflyse Thanksgiving på grund af den påståede koloniale oprindelse, bekæmpelse af problemer med strukturel hvidhed og tilsvarende woke synspunkter, som ligger meget langt fra de amerikanske medianvælgere.

Ifølge Information bør demokratiske kandidater tage ved lære af New Yorks borgmester, Zohran Mamdani: woke må vige for jordnær, socialistisk politik. Den amerikanske venstrefløj bør entydigt fokusere på spørgsmål om økonomisk retfærdighed: sundhedssikring for alle, op med lønnen, ned med fødevarepriserne og op med skatten på de rigeste!

I forbindelse med tidligere biskop i København Erik Norman Svendsens død, er det kommet frem, at han som ung teologistuderende under den kolde krig lod sig hyre til at arbejde for organisationen Frihed og Folkestyre.

Frihed og Folkestyre var en privat dansk antikommunistisk organisation, som opstod i efterkrigstidens polariserede politiske klima. Den var ikke et officielt statsligt organ, men den havde forbindelser til personer med baggrund i modstandsbevægelsen, efterretningsmiljøer og andre antikommunistiske netværk. Den nævnes i PET-kommissionens undersøgelser som en del af det bredere antikommunistiske beredskab i Danmark.

Organisationens formål var ikke kun informationsindsamling og antikommunistisk efterretningsarbejde, der blandt andet bestod i at overvåge medieomtale af danske kommunister. Organisationen havde også forbindelse til flere efterretningstjenester, herunder den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.

Frihed og Folkestyre var også en opinions- og propagandaorganisation i datidens forstand, der som del af et større antikommunistisk netværk arbejdede for at styrke opbakningen til parlamentarisk demokrati, fremme en vestligt orienteret udenrigspolitik, advare mod sovjetisk indflydelse i fagbevægelse, kultur og politik, og mobilisere offentligheden mod kommunismen.

Frihed og Folkestyre stod ikke alene. Den havde forbindelser til flere efterretningstjenester, herunder den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, organisationer som Selskabet for Frihed og Kultur, Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC), og kredsen omkring Arne Sejrs Firmaet.

Firmaet (senere også kaldet Blikkenslagerbanden) var en dansk halvprivat og antikommunistisk efterretningstjeneste, der blev grundlagt af modstandsfolkene Arne Sejr og Niels Anders Thürmer Frommelt fra Studenternes Efterretningstjeneste. Firmaet var en del af CIA’s stay behind-net også kaldet Operation Gladio. Som en del af Operation Gladio skulle Firmaet operere skjult selv om Danmark blev besat af en fjende.

Firmaet var aktiv under Den kolde krig fra foråret 1948 til 1963.

Der er ikke dokumentation for, at Frihed og Folkestyre var en officiel del af PET eller FE. Men PET-kommissionens forskning viser, at grænserne mellem private antikommunistiske grupper, efterretningsfolk, militære kontakter og politiske aktører undertiden var uklare i den tidlige kolde krig. Nogle personer bevægede sig mellem flere af disse miljøer, der udvekslede informationer, kontakter og analyser.

Det er ganske interessant, at biskoppen i København og kongehusets præst som kongelig konfessionarius i en årrække under Den kolde krig arbejdede for Frihed og Folkestyre, men i realiteten var antikommunistisk agent.

Den 19. juli holdt Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, en opsigtsvækkende tale på årsdagen for den sandinistiske revolution i 1979, hvor Marxist Sandinista National Liberation Front (FSLN) væltede Anastasio Somoza Debayle og kom til magten.

Det opsigtsvækkende var, at Ortega åbent erklærede, at der nu ikke ville blive afholdt flere valg i Nicaragua, fordi sådanne ville give tidligere somozistas – tilhængere af Anastasio Somoza – eller grupper styret af USA, mulighed for at komme på banen.

Så valget, der oprindeligt skulle være afholdt i november i år, men blev udskudt til november 2027, blev aflyst.

Internationale protester

Præsident Ortegas erklæring skabte store protester og kritik, bl.a. fra formanden for Organisationen for Amerikanske Stater (OAS), USA’s udenrigsminister, EU’s udenrigschef Kaya Kallas og FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder.

Og flere lande i Latinamerika, blandt andet Costa Rica, trak deres ambassadører hjem i protest.

Fra Rusland og Kina er der ikke udtalt kritik.

Daniel Ortega diktator?

Den 80-årige Daniel Ortega, der fra 1979 til 1985 var leder af den regerende junta og herefter præsident fra 1985 til 1990, kom igen til magten i 2007. Siden har der ikke været gennemsigtige og retfærdige valg i Nicaragua, og regimet ligner mere og mere et rendyrket diktatur.

Det seneste præsidentvalg fandt sted i 2021, og Ortega blev erklæret vinder med omkring 80 procent af stemmerne.

Problemet var, at valget var yderst manipuleret. De fleste modkandidater blev fængslet. Mange blev frataget statsborgerskab og efterfølgende sendt ud af landet, og oppositionen blev således forhindret i at deltage.

I det seneste par år er der sket yderligere voldsomme stramninger af styret i Nicaragua, og fra flere sider vurderes det, at regimet i Nicaragua kan sammenlignes med det nordkoreanske regime.

Nicaragua i økonomiske problemer

Ud af en befolkning på ca. syv millioner har 1,5 millioner forladt landet. Mange af dem er flygtet. De fleste til Costa Rica, mange er blevet frataget deres borgerskab og udvist af landet, hele familier er flygtet, mange sidder i fængsel, og over 5.000 ikke-statslige organisationer er blevet forbudt.

Ikke mindst den katolske kirke er blevet udsat for forfølgelse, og mange af dens institutioner er blevet konfiskeret, som f.eks. det bredt anerkendte katolske universitet i Managua. Senest er biskop Mata fra den nordlige by Esteli forsvundet – ingen ved, hvor den nu pensionerede biskop befinder sig.

Og for få uger siden blev ikke mindre end 2.000 advokater frataget deres tilladelse til at arbejde som advokater – tilsyneladende fordi de ikke på alle felter har fulgt regimets linje.

En yderligere udfordring for regimet i Nicaragua er de mange udvisninger af illegale indvandrere fra USA: Over 8.000 er blevet hjemsendt, hvilket også udgør en vanskelighed, da mange af dem tidligere har hjemsendt betydelige beløb til familien i Nicaragua.

En væsentlig indtægtskilde for Nicaragua er guld, der hovedsageligt eksporteres til Kina.

Dansk interesse for Nicaragua

I Sydamerika har en række socialistiske regimer været mål for danske civilsamfunds-organisationers interesse. Det gælder ikke mindst Nicaragua.

Danske venstreorienteredes interesse for Nicaragua efter sandinisternes magtovertagelse i juli 1979 var både betydelig og karakteristisk for den internationale solidaritetskultur, der prægede store dele af den danske venstrefløj i 1970’erne og 1980’erne og som stadig lever i partier som Enhedslisten.

Et centralt element var modstanden mod USA’s politik i Centralamerika. Da Reagan-administrationen fra begyndelsen af 1980’erne støttede Contra-guerillaen (Contras -contrarrevolucionarios) blev solidariteten med Nicaragua for mange danske venstreorienterede også en protest mod amerikansk intervention.

Nicaragua Komiteen

Nicaragua Komiteen blev stiftet i 1980. Stifterne var en række forskellige kræfter fra den danske fagbevægelse og venstrefløj, der samledes i en såkaldt komité for at støtte den demokratiske udvikling i Nicaragua efter Somoza-styrets fald i 1979.

I de første år beskæftigede Nicaragua Komiteen sig med støtte fra Danida primært med at organisere arbejdsbrigader til Nicaragua. Brigaderne bestod af danskere, der med en konkret arbejdsindsats ønskede at støtte det sandinistiske styre i Nicaragua, der på det tidspunkt var under hårdt pres fra Contra-guerillaen. De danske brigader hjalp i første omgang til ved kaffehøsten, hvor der på grund af krigsindsatsen var mangel på arbejdskraft. Senere blev formålet med brigaderne at bygge skoler i de nicaraguanske landsbyer.

Forholdet til sandinisterne

Oprindeligt var organisationen tæt knyttet til sandinistpartiet, men i takt med den generelle politiske udvikling lagde komiteen afstand til sandinisterne, og i 1995 ændrede Nicaragua Komiteen navn til det nuværende Mellemamerika Komiteen, der også har aktiviteter i El Salvador og Guatemala.

Efterhånden som Mellemamerika Komiteen udviklede sig som organisation, begyndte man – stadig med finansiering fra Danida – på en række projekter for jordløse bønder, krigsinvalider, handicappede kvinder og andre udsatte grupper. Selvom Mellemamerika Komiteens arbejde i stigende grad er blevet koncentreret om Danida-finansierede projekter.

Mellemamerika Komiteen har således stået for en lang række projekter finansieret af Udenrigsministeriets udviklingsmidler.

Et eksempel er projektet “AktionArte”, der med et budget på 500.000 kr. i perioden 2011-13 havde som overordnet mål at styrke ungdomsdeltagelsen i demokratiske processer i Guatamala, Nicaragua og Honduras.

Mellemamerika Komiteen står i 2026-27 for projektet “Rebuilding the Voice of Nicaraguan Social Movements in Exile”, der finansieres med 150.000 kr. fra Civilsamfundspuljen.

Brigaderne, hvor unge mennesker kan gøre en international indsats, er dog fortsat en af hovedaktiviteterne i komiteen.

Colombias højreorienterede regering, ledet af den nyindsatte præsident Abelardo de la Espriella, har anerkendt Israels suverænitet over Golanhøjderne, og Colombia er dermed det kun andet land efter USA, der gør det. Dette diplomatiske skifte markerer et brud med Colombias holdning under den tidligere socialistiske præsident, Gustavo Petro.

Anerkendelsen, der med ordene “The Government of Colombia recognises Israeli sovereignty over this territory, as well as that State’s right to protect itself against external threats,” blev annonceret på X mandag den 10. august 2026.

“Colombia anerkender, at opretholdelsen af Israels kontrol og suverænitet over Golanhøjderne er en væsentlig del af landets nationale forsvar,” tilføjede erklæringen.

USA anerkender Israels krav på Golan

Israel erobrede størstedelen af Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967 og annekterede senere området i 1981. Annekteringen blev afvist af størstedelen af det internationale samfund, men USA anerkendte formelt Israels krav i 2019 under præsident Donald Trumps første embedsperiode.

FN betragter Golanhøjderne som en del af Syrien, og sidste måned gentog FN’s generalsekretær António Guterres dette standpunkt og beskrev den israelske besættelse som “fuldstændig uacceptabel”.

Syrien forsøgte at generobre Golanhøjderne under den arabisk-israelske krig i 1973, men blev afvist hvorefter Israel og Syrien underskrev en våbenhvileaftale i 1974. Siden har der været forholdsvis roligt om området.

Colombias anerkendelse af det israelske krav kommer samtidig med, at Israel udvider sit militære fodaftryk i Syrien efter Bashar al-Assads regerings sammenbrud i december 2024. Israel har indsat tropper i en FN-overvåget bufferzone og har overtaget strategiske områder, herunder den syriske side af Jabal al-Sheikh (Hermonbjerget), som har udsigt over hovedstaden Damaskus.

Landdagsvalg i Tyskland

Den 6. september 2026 afholdes der delstats- eller Landtagswahl i de tidligere DDR-delstater Mecklenburg-Vorpommern og Sachsen-Anhalt.

Efter nogle dages ophold i Harzen kan det bekræftes, at valgkampen er intens og valgplakater hænger overalt. Selv i en lille kurby som Allrode, som ligger i Unterharz, 3 km nord for byen Güntersberge i den sydøstlige del af Harzen i delstaten Sachsen-Anhalt, mærkes valgkampen.

Sachsen-Anhalt

Delstaten Sachsen-Anhalt var en del af DDR’s territorium fra 1949 til 1990. DDR afskaffede delstaterne og opdelte landet i distrikter (Bezirke). Det meste af Sachsen-Anhalt blev til distrikterne Halle og Magdeburg.

Ved den tyske genforening i 1990 blev delstaten Sachsen-Anhalt genoprettet som en del af Forbundsrepublikken Tyskland.

Den seneste meningsmåling foretaget af INSA for BILD den 10. august 2026 forud for Landdagsvalget den 6. september viser, at Alternative für Deutschland (AfD) med en opbakning på 42 pct. er klart det største parti. I forhold til sidste valg har partiet udsigt til en fremgang på over 21 pct.

Den nuværende regeringskoalition CDU, SPD og FDP ser ud til at gå tilbage med knap 20 pct. Hverken FDP eller Die Grüne ser ud til at klare spærregrænsen.

AfD stormer frem på landsplan

Selvom AfD har stor tilslutning i det tidligere Østtyskland, har Alternative für Deutschland (AfD) ifølge meningsmålinger en opbakning på 29 pct. på landsplan – en klar føring over det regerende parti CDU/CSU under kansler Friedrich Merz.

Opbakningen til regeringspartiet Kristeligt Demokratiske Union/Kristeligt Sociale Union (CDU/CSU) er senest faldet til 20,5 procent.

Det betyder, at forskellen nu er på 8,5 procent, det største forspring nogensinde registreret af meningsmålingsfirmaet for det indvandringskritiske parti, rapporterede Die Welt.

CDU’s venstreorienterede koalitionspartner, Socialdemokraterne, er gået en smule frem til13 procent, hvilket placerer dem på niveau med De Grønne og lige foran Die Linke – efterfølgeren til den tidligere kommunistiske regering i Østtyskland – med 10,5 procent.

Dermed er regeringskoalitionen tilsammen nede på 33,5 procent i opbakning, et fald på næsten 12 point siden sidste valg i 2025 – og kun lidt over fire procentpoint mere end de 29 pct. AfD alene kan præstere.

Bestræbelser på at stække AfD

Konspirationen mellem de traditionelle tyske regeringspartier om at etablere en “firewall” for at afskære AfD fra magten er dermed tilsyneladende slået fejl.

Regeringens faldende popularitet falder sammen med at den tyske offentlighed vender sig mod kansler Merz. Ifølge den ugentlige RTL/ntv trendbarometer er kun 14 procent af vælgerne tilfredse med deres leder, sammenlignet med 85 procent, der er utilfredse med Merz.

Økonomi og indvandring

Regeringens faldende popularitet skyldes primært de fortsatte økonomiske udfordringer, som Tyskland står overfor. Især siden nedlukningerne under corona. Tyskland blev også hårdt ramt af afbrydelsen af billig gas og olie fra Rusland efter Moskvas invasion af Ukraine i 2022.

Katastrofalt nok kom afbrydelsen af den russiske energi samtidig med, at udfasningen af atomenergi blev gennemført af Merz’ forgænger, tidligere kansler Angela Merkel. Hun var tilhænger af den grønne dagsorden, og motiverede udfasningen med bekymring for atomkraftens sikkerhed efter Fukushima-ulykken i 2011.

Ikke desto mindre har høje energipriser i stigende grad gjort det vanskeligt for Tysklands fremstillingssektor at konkurrere effektivt på verdensmarkedet.

Den tyske økonomi er også hårdt ramt af toldsatserne, som USA’s præsident Donald Trump har pålagt EU. En undersøgelse foretaget af Münchens Ifo-institut viste, at seks ud af ti tyske virksomheder har mærket negative konsekvenser af de amerikanske toldsatser, stigende til 74 procent i den vigtige tyske bilindustri.

Det indvandringskritiske AfD har desuden tiltrukket mange tyske modstandere af de problemer, der opleves med det store antal af u-integrerede muslimske indvandrere i Tyskland.

Et jordskælv med en styrke på 7,4 ramte det vestlige Colombia om morgenen, mandag den 10. august 2026.

Jordskælvets epicenter lå i Chocó‑regionen, omkring 175 miles vest for Bogotá, ifølge den Colombianske Geologiske Service. Men meldinger om sammenstyrtede bygninger og mange tilskadekomne er indløbet fra hele landet, også i større byer som Bogotá, Cali, Manizales og Pereira. De første rapporter anslår dødstallet til over 100 mennesker, men tallet forventes at stige.

Colombias præsident

Jordskælvet er den første store prøve for Abelardo de la Espriella, Colombias nyindsatte (den 7. august 2026) højreorienterede præsident. De la Espriella annoncerede først på X, at han ville rejse til de berørte områder, men valgte senere at overvåge nødhjælpsindsatsen fra Bogotá. “I har en præsident, som bekymrer sig dybt om sit folk og som vil gøre alt nødvendigt for at beskytte jer, støtte jer og sammen komme videre med genopbygningen af de berørte regioner,” sagde han på X.

Abelardo de la Espriella

Abelardo de la Espriella, en 47-årig advokat, der aldrig tidligere har haft et offentligt embede, vandt søndag den 21. juni 2026 snævert Colombias præsidentvalg over hans rival, den venstreorienterede senator Ivan Cepeda.

De la Espriella med kælenavnet ”Tigeren”, der har modtaget Donald Trumps ”fuldstændige og totale opbakning”, garanterer Colombias højrefløjs tilbagevenden til magten, og lover, at der vil blive ført uforsonlig krig mod narkosmuglende guerillagrupper.

Abelardo de la Espriella og hans vicepræsidentkandidat José Manual Restrepo stillede op som præsidentkandidat for den konservative Defensores de la Patria-bevægelse (Forsvarerne af Fædrelandet).

Hidtidig socialistisk regering

De la Espriella efterfølger den hidtidige venstreorienterede præsident Gustavo Petro, og regimeskiftet vil sandsynligvis forbedre relationerne til Washington – som har givet den sydamerikanske nation milliarder af dollars i militærhjælp.

Abelardo de la Espriellas pludselige fremkomst skal ses som et resultat af Colombias første socialistiske regerings radikale politik de seneste fire år.

Mange colombianere har været forfærdede over Gustavo Petro og den socialistiske regerings uforsonlige linje over for erhvervslivet, brugen af offentlige midler på folkelige mobiliseringer til støtte for sig selv, socialpolitik finansieret med budgetunderskud og de fejlslagne fredsforhandlinger, som blot har styrket narkokarteller og væbnede grupper.

Narkokarteller og væbnede grupper

Realiteten er, at de kriminelle bander i dag kontrollerer et større territorium af landet, end da Gustavo Petro kom til magten.

Espriella beskriver sig selv som en politisk outsider og har opbygget sin kampagne på løfter om en kompromisløs indsats mod narkokarteller og væbnede grupper.

Under valgkampen har han foreslået bombning af narkobander, opførelsen af ti megafængsler og en markant styrkelse af militærets beføjelser.

Flere kommentatorer har sammenlignet ham med El Salvadors præsident Nayib Bukele, hvis hårde kurs mod kriminalitet har inspireret dele af den latinamerikanske højrefløj, skriver BBC.

Enhedslistens engagement i Colombia

Den tidligere præsident Gustavo Petro og den daværende venstreorienterede regeringskoalition Den Historiske Pagt indgik i 2016 en fredsaftale med terrorgruppen Marxist Revolutionary Armed Forces of Colombia, FARC.

Den danske regerings støtteparti, Enhedslisten, er søsterparti til Den Historiske ​​Pagt​​, og siden 2017 har Enhedslisten været engageret i Colombia og kanaliseret penge til regimet gennem det skatteyder-finansierede Dansk Institut for Partier og Demokrati, DIPD.

Enhedslisten sendte i forbindelse med parlamentsvalget i marts 2026 en delegation bestående af otte medlemmer afsted som valgobservatører – angiveligt ”som en del af deres internationale engagement for demokratiet i Colombia”.