Ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 led Dansk Folkeparti, DF, det største mandattab siden Jordskredsvalget i 1973. DF gik fra 37 til 16 mandater, og tilbagegangen er fortsat i meningsmålingerne, og ikke overraskende har det givet anledning til uro i Thulesen Dahls geledder.
Det er meget sjældent, at der har lydt kritik fra Dansk Folkepartis bagland, og det er om muligt endnu mere sjældent, at folketingsmedlemmer offentligt lufter kritik af DF-ledelsen.
Partiet har i mange år kæmpet hårdt og effektivt for sine synspunkter. Partiet gik ikke af vejen for i afgørende forhandlinger at kræve små, men symbolske og synlige fingeraftryk på aftaler. Partiet virkede som Thulesens Dahl selv, ”lean and mean” og fit for hårdt arbejde – vel at mærke tilsyneladende uden at være optaget af ministerbiler og andre ydre symboler på magt og indflydelse.
Søren Espersen symbol på forfaldet
Partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, er et synligt udtryk for partiets deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv når ubesindige folk fra Venstre eller Konservative snakkede om ophævelse af forsvarsforbeholdet, lempelser i udlændingepolitikken eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.
Frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han åbenbart havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.
Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.
Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i Espersen fastholden af Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer. Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen og de kritisable forhold i Rigspolitiet, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn, vi har kendt, smadret.
Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?
Søren Espersens maniske aktivitet efter valget
Efter Folketingsvalget er Søren Espersen vågnet op. Han har næsten manisk markeret sig med synspunkter om alt fra Kina, over Iran til krav om marinens beskyttelse af handelsflåden i den Persiske Bugt, Hormuzstrædet og Omanbugten. Der bliver også tid til at skælde ud på alle fra Tyrkiets Erdoĝan, Donald Trump til Danmarks ellers helt usynlige ambassadør i Australien, Tom Nørring. Kønsroller, MeToo og han/hun/hen får også en tur, og undertiden kan man blive helt bekymret over den kraftige mands blodtryk.
Marrakesh-migrationspagten
Men hvor var Søren Espersen, da Lars Løkke Rasmussen i december 2018 trods modstand i Folketinget rejste til Marokko for at tilslutte Danmark til den kontroversielle FN-pagt om migration?
Søren Espersen var Dansk Folkepartis udenrigsordfører, men han var tavs. Internt i Venstre var der uenighed. Lars Løkkes udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, nægtede at tage til Marrakesh for at vedtage erklæringen.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betragtede striden med slet skjult fryd. Hun mente, at det hele lød ”lidt betænkeligt”, og at regeringen nok havde ”en dårlig sag”.
Den 9. december 2018 tog Lars Løkke Rasmussen alligevel til Marrakesh og tilsluttede sig på Danmarks vegne til migrations-erklæringen.
Hollands Mark Rutte underskrev Marrakesh-migrationspagten
I Holland var netop Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, et afgørende element i den jordskredssejr, som det nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, vandt ved lokalvalgene i 2019. FvD kritiserede, at premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie-Folkepartiet for Frihed og Demokrati) – ligesom Lars Løkke Rasmussen – trods alle advarsler om ikke at underskrive Marrakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev ignoreret – ligesom i totalt ignoreret – af både den hollandske og den danske regering!
Det erindres, at Marrakesh-erklæringen var anledning til at den belgiske regering i december 2018 blev sprængt. Belgiens premierminister, Charles Michel, måtte danne en ny regering, da det flamske nationalistparti N-VA forlod regeringen i protest mod, at Belgien støttede FN-aftalen om migration – Marrakesh-erklæringen.
Vandt Lars Løkke Rasmussen på hans one-man stunt?
Lars Løkkes tilslutning til migrationspagten afholdt ikke Venstre fra i valgkampen op til Folketingsvalget den 5. juni 2019 at føre kampagne på en hård udlændingepolitik. Alligevel mistede Lars Løkke Rasmussen statsministerposten til Mette Frederiksen.
I fordelingen af EU-topposterne efter valget til Europa-Parlamentet forsøgte Lars Løkke Rasmussen at byde sig til. Trods servilitet, sang og dans lykkedes det ikke for Lars Løkke Rasmussen at lande en post, der kunne have sikret ham en ærefuld exit fra dansk politik.
Belgiens Charles Michel, derimod, blev trods sit fæle udseende belønnet for at følge EU-linjen i udlændingepolitikken og underskrive Marrakesh-erklæringen med posten som formand for Det Europæiske Råd.
Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen, der ene mand udfordrede VK-regeringens kritisable fiskeriadministration og Venstres fraternisering med storfiskere, mistede sin plads i Folketinget. Han har efter valget bittert peget på, at Dansk Folkeparti i december skulle have truet Lars Løkke med valg, hvis han underskrev pagten.
Søren Espersen har været tavs, men mange andre medlemmer af Dansk Folkeparti har tilsluttet sig Ib Poulsens vurdering.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 