Italiens kommende folkeafstemning om en forfatningsændring, der fratager Senatet for en del beføjelser og begrænser de italienske regioners autonomi kan føre til at premierminister Matteo Renzi træder tilbage, og baner vejen for populistiske, anti-establishment bevægelser som Movimento 5 Stelle, men også for gamle kendinge som Berlusconi og Lega Nord.

Premierministeren har ”truet” med at gå af i tilfælde af et Nej ved afstemningen søndag den 4. december – og alt tyder faktisk på et Nej. Noget af baggrunden er, at Italien er et eksempel på en befolkning, der i stigende grad er frustreret over den generelle mistrøstige situation og kritisk over for den økonomiske politik.

En af årsagerne til den stigende mistillid til de økonomiske politikker er den høje arbejdsløshed i en række EU-lande. Grækenland har langt fra genvundet den økonomiske styrke efter kollapsen i 2008, og i 2015 havde 73,1 procent af de arbejdsløse i Grækenland været ledige i over 12 måneder. I Italien var det tilsvarende tal på 58,9 procent, i Frankrig 44,3 procent, og i Tyskland 44 pct.

Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler, men på det seneste er modstanden vokset. I USA var det et hovedtema i præsidentvalgkampen, og foreløbig har Donald Trump bebudet at USA vil trække sig fra Trans Pacific Partnership Agreement, TPP, ligesom North American Free Trade Agreement, NAFTA, der forbinder Canada, USA og Mexico i et frihandelsområde, skal genforhandles.

I Europa går bølgerne højt om EU’s handelsaftale med Canada – Comprehensive Economic and Trade Agreement, CETA, og om den endnu ikke færdigforhandlede aftale mellem EU og USA, Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP.

Canadas premierminister Justin Trudeau har i et længere interview med den britiske avis The Guardian sagt, at globalisering ikke virker for almindelige mennesker (Globalisation isn’t working for ordinary people).

Trudea siger: ”Det, vi ser verden over lige nu – hvad enten det drejer sig om den omsiggribende populisme eller splittede og frygtsomme budskaber – skyldes den kendsgerning, at globalisering ikke ser ud til at fungere for middelklassen – for almindelige mennesker” (What we’re facing right now – in terms of the rise of populism and divisive and fearful narratives around the world – it’s based around the fact that globalisation doesn’t seem to be working for the middle class, for ordinary people).

Spørgsmålet er, om modstanden mod globalisering og frihandel er velanbragt?

Økonomien

Nogle henviser globaliseringsskeptikerne til at gøre deres hjemmearbejde og studere de sidste 250 års akkumulerede nationaløkonomiske viden fra Adam Smith og David Ricardo. På den økonomiske side er sagen nemlig klar – den samlede lagkage bliver større.

Gevinsten for bruttonationalprodukt, eksport og jobskabelse ved frihandel er markant. Det er ikke kun min påstand – økonomisk teori, EU-Kommissionen, Dansk Industri og hvem der har økonomisk indsigt siger det samme. Blandt de politiske partier har de borgerlige og liberale partier typisk hyldet frihandel og EU’s indre marked. I dag breder modstanden sig fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten til andre partier.

En aftale med USA kunne styrke økonomi og beskæftigelse

EU-Kommissionen har beregnet, at en TTIP-aftale med USA ville styrke EU’s økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), give en gennemsnitlig EU-familie en årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.) samt skabe hundredtusinder af nye europæiske job. I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at en aftale kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.

Modstand mod globalisering og øget international konkurrence

Modstanderne argumenterer, at modstanden ikke går på selve handelen – hvem går ikke ind for samhandel? Fra partier, organisationer og enkeltpersoner, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at det man er imod er handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer vores princip for forsigtig tilgang til regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.

Der spredes systematisk skræmmebilleder – en aftale vil betyde, at vi skal opgive forsigtighedsprincippet, acceptere klordesinficerede salmonellafrit fjerkræ og GMO.

Disse indvendinger er velkendte, men det mest overraskende for globaliseringstilhængerne har nok været, at der er opstået betydelig folkelig modstand mod noget, der har været opfattet som en teknikalitet – de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i udkastet til TTIP-aftalen.

I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte Paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer. Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Hertil kommer en appelinstans.

ISDS

I udkastet til TTIP-aftale opereres med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – er betydelig. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel. Omvendt hævder modstanderne, at ISDS – i modsætning til mekanismen i WTO og andre handelsaftaler, der sigter på tvistbilæggelse mellem stater – giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstol.

Fordelingen af lagkagen

Problemet med globaliseringen er, at både de positive og negative konsekvenser er ulige fordelt. De beregnede positive konsekvenser af globalisering og international frihandel forudsætter, at den øgede internationale konkurrence vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned. Sådan er det jo.

Det forudsættes samtidig, at den arbejdskraft, der afskediges som følge af den øgede konkurrence, vil få job i andre virksomheder i måske helt andre sektorer i andre dele af landet, hvor der måske opstår nye jobs i kraft af handelsliberaliseringen.

Der er ingen grund til at skjule, at den mekanisme, der i teorien skal sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft. Voila!

I det omfang EU’s indre marked, globalisering og frihandel fører til vækst i den samlede internationale handel, vil det uundgåelige resultat i visse sektorer være et pres på løn og arbejdsvilkår m.v., som følge af den skærpede konkurrence med lande, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger.

Hvis EU-landene skal høste alle fordelene ved øget frihandel, vil det være nødvendigt at tillade at prissignalerne slår igen i den reale økonomi – dvs. det forudsætter, at det tillades, at lønningerne i de berørte sektorer falder og ledigheden stiger. Det er evident, at der i en række europæiske lande vil være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.

Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet

Danmark har taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig.

Den nye 3-kløverregering er ikke i tvivl om, at globaliseringen har gjort Danmark rigere, mere vidende og har forstærket vores udsyn. Regeringen erkender, at arbejdsmarkederne ikke nødvendigvis er så transparente og fleksible, som forudsat i globaliseringsteorien. Realiteten er, at nogle mennesker er presset af større krav til uddannelse, digitalisering og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De kan ikke uden videre overflyttes til jobs på nye vækstområder, og de risikerer at tabe på globaliseringen.

Der er brug for andet og mere end kurser i at skrive ansøgninger og aktivering. Regeringen vil derfor i et partnerskab med blandt andet erhvervsliv og fagforeninger med målrettet efteruddannelse m.v. ruste dem bedre.

Man skal ikke underkende, at fagforeninger i en række lande har store forbehold over globalisering og øget konkurrence og de ubehagelige reformer, som mere åbne økonomier vil nødvendiggøre. Denne modstand gør naturligvis indtryk på socialdemokratiske og andre arbejderpartier, som derfor også giver udtryk for skepsis.

1 mia. færre fattige – men arbejdere og middelstand i industrilandene taber på globaliseringen

Hvis man anlægger det globale perspektiv er realiteten, at globaliseringen indtil videre især har været til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.

Verdensbanken har opgjort, at i perioden fra 1990 til 2013 er antallet af mennesker, der lever i dyb fattigdom reduceret med omkring 1 mia. mennesker til omkring 770.000.

Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:

Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når fordelene er ulige fordelt og konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.

Situationen i Danmark

I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:

Forklaringen er, at mens BNP, der er udtryk for hvad vi producerer af varer og tjenester i Danmark, siden finanskrisen er stagnerende eller faldet, er bruttonationalindkomsten, BNI, faktisk steget.

Forskellen hænger især sammen med stigende kapitalindkomst fra udlandet.

Indkomsterne kommer f.eks. fra danske virksomheder, der producerer og sælger varer i Østeuropa, USA, Kina eller Indien (tæller ikke i det danske BNP), og som udbetaler et overskud til danske aktionærer (hvilket tæller med i BNI). De stigende kapitalindkomster skyldes også at private og institutionelle investorer i stigende omfang placerer investeringer i udenlandske aktiver, hvor afkastet ikke indgår i det danske BNP men i BNI.

Det siger sig selv, at den stigende kapitalindkomst fra udlandet er særdeles ulige fordelt på den danske befolkning. Den velstandsstigning, der faktisk kan konstateres i Danmark som følge af internationaliseringen, tilfalder således et mindretal af i forvejen velhavende borgere.

Hvis globaliseringsfordelene skulle fordeles mere ligeligt, ville det kræve en stat, der var indstillet på at sikre en mere rimelig omfordeling via skattesystem og udgiftspolitik. I et land, hvor offentlige instanser allerede står for mere end halvdelen af den samlede økonomi, er den vej simpelthen ikke farbar.

Hvor er den gode historie?

Selvom der ikke er tvivl om de globale økonomiske fordele af internationaliseringen, kan man ikke ignorere at gevinster og ulemper ved handlen ikke er ligeligt fordelt. Nogen taber mere end andre, nogen vinder mere end andre. Selvom det ikke har vægt i den økonomiske teori, og nogle ligefrem priser ulighed som drivkraft, så er der mange, der har ubehag ved stor ulighed, ved at føle sig forbigået og ignoreret.

For dem er det ringe trøst, at den samlede velstand stiger, hvis det betyder en enorm usikkerhed om arbejdssituation, et arbejdsliv med idelige ændringer og fremmedgørelse overfor en samfundsudvikling, der er svær at gennemskue.

Det er ej heller altid klart, hvad globaliseringsdiskussionen drejer sig om. Som nævnt, er nogle begejstrede for samhandel, men skeptiske overfor tilpasningen til internationale standarder, og bekymrede for de problemer, der følger af migration. Hvis masseindvandringen følger med som en uundgåelig effekt af globaliseringen, er manges skepsis måske mere forståelig.

Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne og på en mere retfærdig fordeling af ulemperne og fordelene i form af den påståede større lagkage.

Samtidig er det også en kilde til bekymring, at krav om grænsekontrol og toldmure kun er begyndelsen. Det er vel for fanden ikke handelskrige, vi har brug for?

I 3-kløverregeringen (regeringen Lars Løkke Rasmussen III), der blev etableret den 28. november 2016, blev den hidtidige sundhedsminister, Sophie Løhde fra Venstre, udnævnt som den første minister for offentlig innovation.

Ifølge den kongelige resolution udsendt ved regeringsomdannelsen dækker posten over en række områder, der hidtil har hørt under finansministeren: modernisering, styring, fornyelse og effektivisering af den offentlige sektor, overenskomstforhandling på det offentlige område samt digitalisering og offentlig it. Blandt de styrelser, der fremover hører under ministeriet, er Moderniseringsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, og Statens Administration.

Program for fornyelse af den offentlige sektor

Regeringens udgangspunkt er en opfattelse af, at danskerne som  modydelse til verdens tungeste skatte- og afgiftstryk vil have god velfærd. Danskerne forventer derfor med rette, at de offentlige velfærdstilbud er i verdensklasse. De forventer også, at de offentligt ansatte har ordentlige arbejdsforhold og respekteres for deres faglighed. Det kræver god ledelse, og at pengene bruges med omhu, så vi får en solid velfærd og service til en så lav skat som muligt.

Hvad skal der så ske?

Regeringen har bebudet, at den vil overveje situationen grundigt et års tid og herefter – ved årsskiftet 2017-2018 – præsentere et program for fornyelse af den offentlige sektor. Det er tanken, at dette program skal udgøre rammen for arbejdet med at udvikle og effektivisere den offentlige sektor, så vi får den bedst mulige velfærd for pengene.

Regeringen vil blandt andet styrke borgernes frie valg, konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver, forstærke fokus på resultater, forbedre den organisatoriske forankring af systematiske benchmarking og give de offentligt ansatte større frihed i opgaveløsningen.

3-kløverregeringens ledelseskommission

Den nye V, LA og K regering har dog allerede besluttet at nedsætte en ledelseskommission. Partierne er enige om, at den offentlige sektor skal levere gode og effektive løsninger til borgerne og virksomhe­der. Det kræver, at den dynamik og faglighed, der er hos de dygtige offentlige medarbejdere, frisættes. Det forudsætter god ledelse, åbenhed overfor nytænkning, fælles værdier og forståelse for organisationers værdier og kultur. Det kræver offentlige ledere, der som fyrtårne kan motivere, sætte klar retning og forløse det store potentiale i medar­bejderne. Det kræver større fokus på rekruttering af dygtige ledere samt på udvikling af god ledelse i den offentlige sektor.

Ledelseskommissionen skal ”understøtte god ledelse i hele den offentlige sektor. Skabe fundament for, at god ledelsespraksis og er­faringer vandrer. At rekruttering og udvikling af offentlige ledere sker mere systema­tisk. Og at der bliver en større udveksling af ledere mellem den offentlige og private sektor”.

Forskning, Analyse og Innovation i den offentlige sektor

Det er jo ikke fordi regeringens forslag om at gøre noget ved den offentlige ledelse kommer ud af den blå luft. I de forgangne år er skandalerne væltet ud af Skatteministeriet, IT-projekter løber fuldstændig løbsk, Supersygehuses projektstyring er mangelfuld, Mørkelygter og nødløgne florerer – og at regulær korruption nu også forekommer i Danmark, har Atea-sagen desværre vist.

Ingen kan benægte, at den offentlige sektor befinder sig i en alvorlig krisesituation, og samtidig med at flere ydelser for færre penge er blevet et permanent krav, er der også behov for en ny åben ledelseskultur i den offentlige sektor.

Center for Offentlig Innovation

Gøres der andet end udsendelse af retningslinjer for embedsmænd og nedsætte udvalg med typer som Bo Smith, som rutinemæssigt producerer redegørelser, der viser at alt er som det skal være?

Ja – Statens Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse (KORA) har faktisk i årevis brugt store summer af skatteborgernes penge, mens de angiveligt har arbejdet med modernisering og effektivisering af offentlige myndigheders forvaltning af skatteborgernes penge.

Som alle vil vide, har resultaterne været pauvre, og behovet for udvikling i den offentlige sektor og sikring af ”value for money” er ikke blevet mindre i de senere år.

Ikke mindst daværende økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager var optaget af den offentlige sektor ramponerede image og borgernes voksende uvilje mod at hælde flere penge i de bundløse kar. Derfor blev Center for Offentlig Innovation etableret i 2014 af parterne på det offentlige arbejdsmarked: Regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, Offentligt Ansattes organisationer, OAO, og Akademikerne.

Om formålet med Center for Offentlig Innovation (COI) blev det oplyst, at øget kvalitet og effektivitet i hele den offentlige sektor skulle understøttes gennem innovation. Konkret og jordnært skulle centeret finde, kvalificere og sprede innovation i det offentlige i samarbejde med medarbejdere, ledere og politikere.

Uden opslag og vurdering af kvalifikationer udpegede økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager veninden Pia Gjellerup som leder af COI.

Socialdemokraten Pia Gjellerup

Pia Gjellerup har været kendt som en flittig, pligtopfyldende og loyal socialdemokrat, der tidligt valgte side til fordel for Poul Nyrup Rasmussen i formandsstriden med Svend Auken. Gjellerup mistede desværre jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode som følge af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Skandalen omkring Solhavegård forhindrede ikke, at Pia Gjellerup efter sin exit som justitsminister i midten af 1990’erne blev næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det betroede job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Efter en periode blev hun betragtet som fuldt rehabiliteret, og fra 23. marts 1998 – 21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter blev hun indtil 27. november 2001 forfremmet til Finansminister.

Efter valget i 2001 måtte Nyrup Rasmussens regering forlade kontorerne og kontrollen over centraladministrationen på Slotsholmen, og Pia Gjellerup repræsenterede fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. chef for den politiske afdeling.

Budget for COI sikret frem til 2019

COI har frem til og med 2016 haft et årligt budget baseret på 4 mio. kr. i tilskud fra regeringen og KL og 2 mio. kr. fra Danske Regioner. Regeringen og KL aftalte i forbindelse med aftalen af 10. juni 2016 om den kommunale økonomi for 2017 en ny periode for COI til og med 2019. Hver af parterne tilfører 4 mio. kr. om året til arbejdet, mens Danske Regioner ønskede at bidrage yderligere.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mens COI er blevet levetidsforlænget, rationaliseres andre institutioner, der foregiver at bedrive forskning og analyse af aktiviteter i den offentlige sektor. I finanslovsaftalen for 2017 er det besluttet, at SFI, der indtil 2007 hed Socialforskningsinstituttet, men nu kendes som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, i 2017 fusioneres med det tidligere omtalte KORA-institut.

SFI-Centrets cirka 100 forskere beskæftiger sig blandt andet med socialt udsatte, børn og unge, social mobilitet og etniske minoriteter. KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har 140 medarbejdere, der bl.a. laver evalueringer af kommuner og regioners indsats, for eksempel inden for sundhed.

Efter fusionen bliver centerets nye navn Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Institutterne har hidtil over finansloven fået over 70 mio. kr. i årlig statsstøtte, men skal fremover klare sig for 10 mio. kr. mindre.

Hvis statsstøtten til de institutioner, der bedriver forskning, analyse og innovation i den offentlige sektor var afhængig af resultaterne, ville finanslovsbevillingen kunne reduceres yderligere.

Den nye V, LA og K regering vil nedsætte en ledelseskommission. Partierne er enige om, at den offentlige sektor skal levere gode og effektive løsninger til borgerne og virksomhe­der. Det kræver, at den dynamik og faglighed, der er hos de dygtige offentlige medarbejdere, frisættes. Det forudsætter god ledelse, åbenhed overfor nytænkning, fælles værdier og forståelse for organisationers værdier og kultur. Det kræver offentlige ledere, der som fyrtårne kan motivere, sætte klar retning og forløse det store potentiale i medar­bejderne. Det kræver større fokus på rekruttering af dygtige ledere samt på udvikling af god ledelse i den offentlige sektor.

Regeringen vil derfor nedsætte en ledelseskommission, som skal understøtte god ledelse i hele den offentlige sektor. Skabe fundament for, at god ledelsespraksis og er­faringer vandrer. At rekruttering og udvikling af offentlige ledere sker mere systema­tisk. Og at der bliver en større udveksling af ledere mellem den offentlige og private sektor.

Forskning, Analyse og Innovation i den offentlige sektor

Det er jo ikke fordi regeringens forslag om at gøre noget ved den offentlige ledelse kommer ud af den blå luft. I de forgangne år er skandalerne væltet ud af Skatteministeriet, IT-projekter løber fuldstændig løbsk, Supersygehuses projektstyring er mangelfuld, Mørkelygter og nødløgne florerer – og at regulær korruption nu også forekommer i Danmark, har Atea-sagen desværre vist.

Ingen kan benægte, at den offentlige sektor befinder sig i en alvorlig krisesituation, og samtidig med at flere ydelser for færre penge er blevet et permanent krav, er der også behov for en ny åben ledelseskultur i den offentlige sektor.

Center for Offentlig Innovation

Gøres der andet end udsendelse af retningslinjer for embedsmænd og nedsætte udvalg med typer som Bo Smith, som rutinemæssigt producerer redegørelser, der viser at alt er som det skal være?

Ja – Statens Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet og Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse (KORA) har faktisk i årevis brugt store summer af skatteborgernes penge, mens de angiveligt har arbejdet med modernisering og effektivisering af offentlige myndigheders forvaltning af skatteborgernes penge.

Som alle vil vide, har resultaterne været pauvre, og behovet for udvikling i den offentlige sektor og sikring af ”value for money” er ikke blevet mindre i de senere år.

Ikke mindst daværende økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager var optaget af den offentlige sektor ramponerede image og borgernes voksende uvilje mod at hælde flere penge i de bundløse kar. Derfor blev Center for Offentlig Innovation etableret i 2014 af parterne på det offentlige arbejdsmarked: Regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, Offentligt Ansattes organisationer, OAO, og Akademikerne.

Om formålet med Center for Offentlig Innovation (COI) blev det oplyst, at øget kvalitet og effektivitet i hele den offentlige sektor skulle understøttes gennem innovation. Konkret og jordnært skulle centeret finde, kvalificere og sprede innovation i det offentlige i samarbejde med medarbejdere, ledere og politikere.

Uden opslag og vurdering af kvalifikationer udpegede økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager veninden Pia Gjellerup som leder af COI.

Socialdemokraten Pia Gjellerup

Pia Gjellerup har været kendt som en flittig, pligtopfyldende og loyal socialdemokrat, der tidligt valgte side til fordel for Poul Nyrup Rasmussen i formandsstriden med Svend Auken. Gjellerup mistede desværre jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode som følge af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Skandalen omkring Solhavegård forhindrede ikke, at Pia Gjellerup efter sin exit som justitsminister i midten af 1990’erne blev næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det betroede job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Efter en periode blev hun betragtet som fuldt rehabiliteret, og fra 23. marts 1998 – 21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter blev hun indtil 27. november 2001 forfremmet til Finansminister.

Efter valget i 2001 måtte Nyrup Rasmussens regering forlade kontorerne og kontrollen over centraladministrationen på Slotsholmen, og Pia Gjellerup repræsenterede fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. chef for den politiske afdeling.

Budget for COI sikret frem til 2019

COI har frem til og med 2016 haft et årligt budget baseret på 4 mio. kr. i tilskud fra regeringen og KL og 2 mio. kr. fra Danske Regioner. Regeringen og KL aftalte i forbindelse med aftalen af 10. juni 2016 om den kommunale økonomi for 2017 en ny periode for COI til og med 2019. Hver af parterne tilfører 4 mio. kr. om året til arbejdet, mens Danske Regioner ønskede at bidrage yderligere.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Mens COI er blevet levetidsforlænget, rationaliseres andre institutioner, der foregiver at bedrive forskning og analyse af aktiviteter i den offentlige sektor. I finanslovsaftalen for 2017 er det besluttet, at SFI, der indtil 2007 hed Socialforskningsinstituttet, men nu kendes som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, i 2017 fusioneres med det tidligere omtalte KORA-institut.

SFI-Centrets cirka 100 forskere beskæftiger sig blandt andet med socialt udsatte, børn og unge, social mobilitet og etniske minoriteter. KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har 140 medarbejdere, der bl.a. laver evalueringer af kommuner og regioners indsats, for eksempel inden for sundhed.

Efter fusionen bliver centerets nye navn Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Institutterne har hidtil over finansloven fået over 70 mio. kr. i årlig statsstøtte, men skal fremover klare sig for 10 mio. kr. mindre.

Hvis statsstøtten til de institutioner, der bedriver forskning, analyse og innovation i den offentlige sektor var afhængig af resultaterne, ville finanslovsbevillingen kunne reduceres yderligere.

For Det Konservative Folkeparti er vejen tilbage til tidligere tiders størrelse og vægt i dansk politik brolagt med ansvarlighed.

Ligesom der er forskellige opfattelser af ”ordentlighed”, er der også blandt partiets medlemmer divergerende opfattelser af ”ansvarlighed”.

Partiformand Søren Pape Poulsen stillede inden valget i juni 2015 i en kronik i Berlingske tre ufravigelige krav, hvis Det Konservative Folkeparti efter valget skulle være en del af en borgerlig regering:

For det første ville han ikke acceptere, at den offentlige sektor vokser sig større. Han ville have sænket skatter og afgifter, og så ville han gøre op med nogle af de regler, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom.

Søren Pape Poulsen understregede endvidere, at konservativ regeringsdeltagelse forudsatte at partiet blev styrket ved valget. Som bekendt opnåede partiet med en historisk lav tilslutning på kun 3,4 pct. af stemmerne 6 mandater.

I august 2016 sagde Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde i Fredensborg, at boligskatten, som landets 2,1 millioner boligejere betaler, er den absolutte topprioritet i efterårets forhandlinger en 2025-aftale og finansloven for 2017. Som det blev formuleret: ”For det første skal det være billigere at være boligejer, end det er i dag, og for det andet kræver vi et mere simpelt system, hvor der er en enklere opkrævningsform”.

Mens det store flertal af konservative efter valget i juni 2015 var enige med partiformanden i, at man ikke skulle deltage i en regering, er der nu en ny situation. Det borgerlige samarbejde henligger i rimeligt stort kaos, og regeringsskibet med Venstre ved roret tumler rundt i oprørt sø med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som 2 løbske kanoner på fordækket. Dansk Folkeparti står på sidelinjen lammet af Messerschmidts skandaler med EU-midler.

Mens de 4 partier står og råber i hvert sit verdenshjørne, viser de aktuelle meningsmålinger, at alle 4 partier i Blå Blok ville bløde ved et Folketingsvalg – regeringsmagten ville glide over til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet og det borgerlige Danmark måtte imødese en lang ørkenvandring.

Derfor er alle 4 partier indstillet på at gøre et nyt forsøg med en ny borgerlig 3-kløverregering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance og støttet af Dansk Folkeparti.

En ny start

De Konservative vil insistere på, at der bliver tale om en ny borgerlig regering med et nyt regeringsgrundlag, hvor det er helt tydeligt, hvad De Konservative har fået igennem.

Søren Pape Poulsen har klart tilkendegivet, at han går efter 3 ministerposter, og politisk har De Konservative 3 hovedpunkter, de vil have igennem:

Der skal flere penge til forsvaret, som De Konservative mener, er blevet underlagt urimelige besparelser i forbindelse med købet af nye kampfly, hvor De Konservative – helt historisk – blev smidt ud af kampflyforliget.

Partiet har endvidere klassiske krav til lov og orden og en konsekvent retspolitik, som ikke imødekommer forbryderen på offerets bekostning.

Herudover må man hos V og LA være indstillet på, at føre en mere grøn klima- og miljøpolitik. De Konservative opfatter sig selv som blå bloks grønne miljøparti, og der skal derfor ske noget på bl.a. den grønne omstilling.

Det Konservative Folkeparti og finansloven for 2017

Det Konservative Folkeparti har netop deltaget i aftaler om finansloven for 2017 og om ejendomsvurderingssystemet. Afskaffelsen af PSO-afgiften indebærer en gigantisk afgiftslettelse for erhvervslivet, der bl.a. finansieres ved en forhøjelse af grundskatten og beskæring af den grønne check. Til gengæld fik partiet sikret, at opstillingen af 2 parker med kystnære havvindmøller gennemføres. Den famøse energiaftale fra marts 2012 er dermed stort set udtømt. Fastfrysningen af ejendomsskatten i 2017 er umiddelbart også modtaget vel i partiets bagland.

På skatteområdet udestår stadig væsentlige knaster vedrørende topskatten, den fremtidige boligbeskatning og andre vækstrelaterede skattespørgsmål. På forsvarsområdet kan der forventes ret stor principiel enighed om behovet for at styrke forsvaret, men problemet bliver at finde pengene. På miljø-, klima- og naturområdet er indsatsen efter 2020 ikke aftalt, og det svært at forudsige, hvordan den grønne profil fortsat kan skærpes.

Hvad med de offentlige udgifter?

Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er løbet tør for ideer om, hvor der på det gigantiske offentlige udgiftsbudget kunne findes kompenserende besparelser for partiets udgiftskrævende forslag.

Er budgetunderskud ansvarlig økonomisk politik?

De offentlige finanser er gået op og ned over de seneste 40 år. De største overskud på omtrent 5 pct. af BNP blev registreret i årene 2005-2007, hvor dansk økonomi var kendetegnet ved et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med høj beskæftigelse og historisk lav ledighed. Det største underskud i nyere tid på knap 10 pct. af BNP forekom i 1982, hvor dansk økonomi var karakteriseret ved minusvækst og høj ledighed. 1982 var som bekendt også året, hvor Socialdemokratiet måtte give op og overlade regeringsmagten til Poul Schlüters Firkløverregering. Det indledte en økonomisk genopretningsperiode på næsten 11 år med borgerligt styre i Danmark.

Er Løkke Rasmussen en samler eller en spreder?

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om det er ”samlere” eller ”spredere”, der har regeringsmagten. Skiftende konjunkturer er også en væsentlig årsag til, at den faktiske offentlige saldo varierer ganske meget over tid. I perioder med høj økonomisk aktivitet og høj beskæftigelse vil de offentlige indtægter fra skatter og afgifter normalt være relativt store, mens de offentlige udgifter til især indkomstoverførsler – primært som følge af lav ledighed – vil have en tendens til at være forholdsvis lave. I en højkonjunktur er forudsætningerne for overskud på den offentlige saldo dermed bedre end i en lavkonjunktur med lav beskæftigelse og høj ledighed.

De offentlige finanser påvirkes imidlertid også af en række andre mere eller mindre midlertidige forhold – herunder de ofte store udsving i de offentlige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne og pensionsafkastskatten, der er afhængige af udviklingen i oliepriser, renter og aktiekurser. Hertil kommer, at deciderede engangsforhold også kan påvirke de offentlige indtægter og udgifter i særskilte år.

Krav om budgetbalance

Med budgetloven (lov nr. 547 af 18. juni 2012) blev Finanspagtens krav om budgetbalance i det danske budgetsystem implementeret i Danmark. Det indebærer, at budgetstillingen på de samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise et overskud. Kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

I Finansministeriets beregning af den strukturelle offentlige saldo søges der taget højde for både konjunkturernes og en række andre midlertidige forholds påvirkning af de offentlige finanser.

Som følge af krisen har den offentlige saldo været i underskud siden 2009. På overfladen har saldoen set bedre ud i 2013 og 2014, men det skyldes især midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensionsbeskatning, som reelt blot er en fremrykning af fremtidige skattebetalinger. Det offentlige underskud har i både 2015 og 2016 ligget på omkring 3 pct. af BNP.

Samlede offentlige udgifter på 1.186 milliarder!

Med de allerede indgåede aftaler, må vi i 2017 forudse offentlige udgifter i den kommunale og regionale sektor på henholdsvis 361 mia. kr. og 117 mia. kr. Finanslovsaftalen budgetterer med øgede statslige udgifter på 708 mia. kr. I 2017 er der således udsigt til samlede offentlige udgifter på 1.186 mia. kr.

Selvom danske borgere og virksomheder belastes af en rekordstor og kvælende skatte- og afgiftsbyrde, forventes der alligevel i både 2016 og 2017 underskud på statens finanser (DAU-saldoen).

Hvad med den strukturelle balance?

Selvom det er på høje tid at rette op på de offentlige underskud, udskød Venstre-regeringen som led i finansieringen af deres 2025-plan målet om konsolidere de offentlige finanser og skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo med 5 år – fra 2020 til 2025. Venstre var villig til at acceptere et strukturelt underskud på 0,25 procent af BNP i 2020. Manøvren skulle lette presset på den offentlige økonomi, og ved en bogholderimæssig manøvre tilvejebringe et større økonomisk råderum, end realøkonomien egentlig tilsiger.

Ansvarlighedens stemme

Burde det Konservative Folkeparti ikke i forbindelse med forhandlingerne om regeringsgrundlaget igen indtage sin traditionelle rolle som ansvarlighedens stemme? Partiet har udgiftskrævende krav, men kan partiet virkelig leve med, at den kommende regering skal budgettere med offentlige underskud i de næste 10 år? I en situation hvor afgifts- og skattetrykket for længst har nået et uholdbart niveau, er spørgsmålet om et ansvarligt parti har andet valg end at stille konkrete forslag om reducerede offentlige udgifter?

Den italienske centrum-højre regering under Matteo Renzi vil formentlig gå af, hvis folkeafstemningen den 4. december 2016 tabes.

Italienerne skal den 4. december stemme om Matteo Renzi-regeringens forslag til ændringer i forfatningen. Regeringens kampagne kører på, at Italiens nuværende forfatning med 2 kamre og udstrakt autonomi til Italiens 20 regioner, gør det meget vanskeligt at regere Italien. Renzis argument er, at forfatningsændringen vil gøre det lettere – og muligt – at regere Italien gennem en afkortet lovgivningsproces, hvor overhusets – Senatets – magt svækkes, og afskæring af de autonome regioners muligheder for at blokere centralregeringens beslutninger.

I Italien må meningsmålinger ikke offentliggøres i de sidste 15 dage forud for afstemningen. Målinger før deadline fredag den 18. november viste en solid overvægt til Nej-siden.

Den 41-årige Matteo Renzi, hvis regering netop har kunnet fejre 1000-dages jubilæum, fortsætter den intensive kampagne for at få et ja ved folkeafstemningen. Under et politisk talkshow søndag gentog han, at han ikke ville fortsætte som statsminister, hvis han taber afstemningen den 4. december.

Situationen i Italien er alvorlig

Den italienske statsgæld er nu oppe på 132 pct. af BNP og landet står over for en truende bankkrise. De italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro – og kun halvdelen af dette beløb er hensat til imødegåelse af tab!

De grundlæggende årsager til vanskelighederne i den italienske banksektor er den italienske økonomis reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.

I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession de sidste 6-7 år og BNP er faldet med 10 procent siden 2007, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.

Med hensyn til BNP pr indbygger er situationen endnu mere alvorlig: Niveauet er som for 20 år siden!

Kursen på italienske bankaktier faldt før weekenden til det laveste niveau i seks uger og obligationsrenterne steg for fjerde uge ved udsigten til, at et ”Nej” ved folkeafstemningen vil vælte Renzi’s regering og indvarsle en periode med politisk ustabilitet.

Kampagnen

Mens den politiske opposition i Italien, inklusive Berlusconis Forza Italia, Lega Nord og Beppe Grillos protestbevægelse Movimento 5 Stelle, afviser forslaget om ændringer i grundloven, har Renzi på det seneste mobiliseret stjernekokke, den italienske tenor Andrea Bocelli, den Oscar-vindende instruktør Paolo Sorrentino, fodboldspilleren Marco Tardelli og skuespiller Luca Zingaretti til fordel for Ja-kampagnen.

Berlingske Tidende bringer den 16. november 2016 en artikel med det glade budskab, at veluddannede, løntunge indvandrere er en god forretning for Danmark.

Artiklen kommer i forlængelse af tidligere opfordringer fra erhvervsliv og universiteter om at der bør gøres mere for at tiltrække og fastholde udenlandske talenter i Danmark. Det er helt uforståeligt, at chefen for Global Talent i Dansk Industri, Linda Duncan Wendelboe, der optræder i artiklen, ikke oplyser om de reelle forhold, der betyder at udlændinge slipper billigere i skat end danskere. Forklaringen er måske, at DI – igen – prøver at influere på de igangværende forhandlinger om finansloven for 2017.

Artiklen refererer til en DEA-analyse, der i realiteten slet ikke tager hensyn til den gældende forskerskatteordning, og dermed er analysens konklusioner af meget begrænset værdi. DEA bemærker i rapporten, at den nuværende attraktive 5-årige forskerskatteordning især er blevet benyttet efter 2011, hvilket betyder, at hovedparten af de indvandrere, som indgår i DEA’s analysegrundlag, i praksis var på den gamle treårige og langt mindre attraktive ordning, som udover højere indtjeningskrav også omfattede et tilbagebetalingskrav, hvis man forlod Danmark igen.

Myndighedernes strækker sig vidt for at imødekomme virksomhederne

Meget er sket siden 2011, og i virkelighedens verden strækker danske myndigheder sig meget langt for at imødekomme specifikke ønsker fra virksomheder og forskningsverdenen.  Hovedproblemet er det kvælende skattetryk i Danmark, og i forhold til udenlandske medarbejdere i danske selskaber er der faktisk gjort noget: Kandidater til nøglestillinger fra udlandet har således mulighed for at opnå en gevaldig skatterabat. Det vurderes oven i købet, at den lukrative skatterabat vinder frem hos danske topselskaber.

Selvom DI ikke vil sige det, har et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. Med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det ville samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Forskerskatteordningen

Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerskatteordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge – forudsat at de inden ansættelsen på forskerordningen har været skattepligtige i udlandet.

Det er svært at udtale sig om ”Forskerfintens” betydning for den egentlige forskning, men for såkaldte nøglemedarbejdere i danske virksomheder er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 62.300 kr. i 2016 (61.500 kr. 2015) pr. måned efter fradrag af ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.

Voldsom stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”

De seneste officielle tal for anvendelsen af ordningen er fra 2014, hvor Skatteministeriet har oplyst, at der var i alt 5.481 personer registreret på forskerskatteordningen. Heraf var de 372 (knap 7 pct.) danske statsborgere, der efter et længere ophold i udlandet opfyldte reglerne for at komme på forskerskatteordningen. Ordningen forbindes ofte med professionelle idrætsudøvere, som hentes til Danmark ved hjælp af gunstige skattevilkår. Denne gruppe fylder dog forholdsvis lidt i det samlede billede, da blot cirka 2 pct. er ansat i branchen “kultur, forlystelser og sport”.

Kraftig stigning i ordning, hvor udlændinge slipper med lavere skat

Siden er ordningen blevet voldsomt udbredt – ikke mindst efter sænkningen af lønkravet med omkring 10.000 kr. om måneden til de nuværende 62.300 kr.

En række danske selskaber herunder Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at oplyse om deres brug af ordningen, men kilder i erhvervstoppen peger på global konkurrence som forklaringen på den markante stigning i anvendelsen af ”forskerfinten”.

I Novo Nordisk er antallet af medarbejdere, der benytter sig af forskerordningen, steget med næsten 50 pct. og omkring 10 pct. af medarbejderne i NOVOs forsknings- og udviklingsafdeling er fra udlandet. Siemens i Danmark, der bl.a. producerer vindmøller, oplyser at omkring 10 pct. af firmaets 8.500 fuldtidsansatte er højtuddannede og højtlønnede udlændinge fra 70 forskellige nationer.

Forsker-ordningens lempelige skattemæssige behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år.

Forskerordningen er en lappeløsning

Novo Nordisk-topchef Lars Rebien Sørensen betegner i Berlingske Tidende den 26. april 2016 forskerordningen som en lappeløsning. Rebien Sørensen er ikke blind for behovet for en større skattereform, men insisterer på den korte bane på en forlængelse af ordningen til 10 år.

Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Urimelig forskelsbehandling

For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på 26 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet.

Det skal bemærkes, at også søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Det internationale skibsregister, tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte.

I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 blev mobile borerigge ligeledes omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Konsekvensen er, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.

De fleste danskere lever i lykkelig uvidenhed om eksistensen af Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Det på trods af, at medarbejdere fra Instituttet fra tid til anden optræder i Danmarks Radio – i programmer som P1’s ”Orientering” og DR2’s ”Deadline”.

Det viser sig, at DIIS er nummer 37 på en liste over verdens bedste tænketanke, den 12. bedste tænketank i Vesteuropa og Danmarks bedste tænketank.

Det er University of Pennsylvania i Philadelphia, USA, der har udarbejdet ranglisten med en placering til DIIS, der er net uden at være prangende. Universitetets Lauder Institute har et ”Think Tanks and Civil Societies Program” og den 9. februar 2016 publicerede universitetet ”2015 Global Go To Think Tank Index Report”. Ranglistningen omfatter mere end 6500 tænketanke verden over, der vurderes på 18 kriterier af 1.950 lærde, donorer, politikere og journalister.

I kategorierne ”Foreign Policy & International Affairs” og ”Defence Defense and National Security”, hvor DIIS burde have kernekompetence, har instituttet mindre prominente placeringer som henholdsvis nr. 47 og 46.

Plan om udflytning af DIIS

DIIS røg tidligere på året med i regeringens plan om at flytte statslige arbejdspladser fra København til provinsen. Efter planen skulle Dansk Institut for internationale Studier, DIIS, med omkring 120 arbejdspladser, forskydes til Aarhus.

De fleste borgere var formentlig af den opfattelse, at en placering i Aarhus i tæt tilknytning til landets næststørste universitet, ville være fornuftig. Men det endte anderledes – hvorfor?

Tidligere udenrigsministres mening

Trods den folkelige opfattelse, var der andre – og mere kvalificerede – der så anderledes på det:

Ifølge dagbladet POLITIKEN sendte hele 9 tidligere udenrigsministre inden Folketingets behandling af sagen et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvor de anfører, at ”Det vil være til stor skade for den generelle adgang til viden om udenrigspolitiske emner, som der næppe har været større behov for på noget tidspunkt i Danmarks nyere historie”.

Brevet var underskrevet af samtlige udenrigsministre fra perioden 1978-2015:

·         Martin Lidegaard (R), 2014-2015

·         Holger K. Nielsen (SF) 2013-2014

·         Villy Søvndal (SF) 2011-2013

·         Per Stig Møller (K) 2001-2010

·         Mogens Lykketoft (S) 2000-2001

·         Niels Helveg Petersen (R) 1993-2000

·         Uffe Ellemann-Jensen (V) 1982-1993

·         Kjeld Olesen (S) 1979-1982

·         Henning Christophersen (V) 1978-1979

Så vidt vides, er alle underskriverne bosiddende i Hovedstadsområdet.

Vi, der altid ved bedst

Tidligere havde pensionerede medarbejdere i Udenrigsministeriet og andre medlemmer af den københavnske forening af ”vi, der altid ved bedst” i Hovedstadspressen argumenteret for, at Dansk Institut for Internationale Studier burde blive i København. Som det hed: Den hyppige, personlige kontakt til Folketinget, embedsværket, andre myndigheder og samarbejdspartnere vil blive forringet. En flytning til Århus vil imidlertid ikke kun medføre en svækkelse af instituttets kompetencer, men også begrænse københavneres mulighed for at få del i DIIS’ ekspertise, ligesom møderne vil gå glip af indsigtsfulde indlæg fra eks. det diplomatiske korps og gruppen af prominente pensionister.

Hensigten med DIIS

I Folketinget blev det ved fremsættelsen af lovforslaget om Dansk Institut for Internationale Studier i 2012 klart tilkendegivet, at instituttets primære formål er at udføre analyse og forskning på internationalt niveau inden for et bredt felt af internationale emner. Der skal lægges vægt på aktiviteter af betydning for politiske aktører, offentligheden og den offentlige debat, ligesom instituttet skal fremme dialogen mellem embedsmænd og forskere, herunder i form af videreuddannelse af praktikere i centraladministrationen og gennem udvekslingsordninger med de mest berørte ministerier.

Liberal Alliance og Frederiksberg-konservative

Liberal Alliance var mod udflytningen. Ifølge udenrigsordfører i Liberal Alliance, Mette Bock, var der ikke et eneste fagligt og sagligt argument for at flytte DIIS, der ifølge Bock er oprettet med henblik på at servicere ministerier og ambassader, som alle er centreret omkring København.

Mette Bock, der ellers i tale og fremtoning ikke lægger skjul på sin provinsielle baggrund, tilsluttede sig dermed et synspunkt, der ikke er enestående i akademiske og finkulturelle kredse i København. Disse kredse, der stadig internt refererer til Aarhus Universitet som ”jungleuniversitetet”, har aldrig rigtig har troet på eksistensen af genuin provinsiel intellektuel kapacitet.

Den konservative folketingskandidat på Frederiksberg, Morten Messerschmidts anti-EU-kampagneven, Nikolaj Bøgh, har defineret den særlige ”Frederiksberg-konservatisme” som den rigtige konservatisme. Her mener man, at partiets folketingsgruppe med deres generelle provinstilgang mangler social medfølelse med de svageste, de udsatte, de hjemløse og de sindslidende. På Frederiksberg går de konservative også ind for at fjerne strande – bortset fra kystnære vindmøller – skal forblive uberørte. Ligesom byboernes ret til rekreative vandringer i skove, der helst skal forblive uforstyrrede af privat foretagsomhed. Mens konservative generelt går ind for balance i fædrelandet, insisterede Bøgh og hans ligesindede på DIIS som et hovedstadsfænomen.

Socialdemokratiet og Radikale Venstre

Socialdemokratiet og Radikale Venstre endte med at sige nej til udflytningen, og til sidst var det kun Venstre, der insisterede på, at en flytning til Vestdanmark ville bidrage til at skabe bedre balance i landet. Venstre stod også alene tilbage med vurderingen af, at DIIS, der som institution allerede har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet, kunne fungere fint i Danmarks næststørste by Aarhus.

Værdien af DIIS?

DIIS har senest gjort sig bemærket ved fuldstændig at fejlvurdere det amerikanske præsidentvalg. Ved et arrangement den 27. oktober 2016 – The US presidential elections – blev Donald Trump nærmest helt negligeret, og ved et arrangement den 16. november 2016 – Rebooting US foreign policy – måtte vi forstå at Trump med hans påståede Darwinistiske, autokratiske og isolationistiske tilgang ville bryde med den liberale verdensorden.

Tidligere har vi med undren fulgt de ejendommelige analyser fra DIIS om det såkaldte ”arabiske forår” og instituttets totale fejlbedømmelse af den situation, der førte til etableringen af ISIL m.v.

Det har vakt furore, at regeringen på forslaget til finansloven for 2017 signalerede, at tilskuddet til Forbrugerrådet Tænk reduceres.

Det såkaldte Forbrugerråd Tænk

På finanslovsforslag ydes der et årligt tilskud til Forbrugerrådet Tænk på 17,7 mio. kr. – en reduktion på 200.000 kr. i forhold til 2016.

Statstilskuddet til Forbrugerrådet Tænk ydes angiveligt med det formål at muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation, der er uafhængig af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier, og som inden for sit vedtægtsmæssige formål kan varetage forbrugerpolitiske interesser i den offentlige debat, drive oplysningsvirksomhed samt tjene som høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Forbrugerrådet Tænk oplyser selv, at de er en uafhængig forbrugerorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtigt og socialt ansvarligt forbrug og velfungerende markeder med det formål at sikre forbrugernes rettigheder og gøre forbrugerne til en magtfaktor på markedet.

Forløberen for Forbrugerrådet Tænk – Danske Husmødres Forbrugerråd – blev stiftet i 1947. Siden skiftede foreningen navn til Forbrugerrådet, der udgav bladet Tænk. I 2013 tilføjedes bladets titel til medlemsorganisationens navn: Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk hævder at have 70.000 personlige medlemmer og 31 organisationer i medlemskredsen. Organisationen, der forekommer at have et begrænset demokratisk mandat, gør sig bemærket med politisk synspunkter på alt: handelsforhandlinger mellem EU og USA, udviklingspolitik, EU-politik, klimapolitik, genteknologi og meget andet.

Legitimation for offentlige myndigheder

Man kan ikke undgå den tanke, at den eneste grund til at statsstøtten til en sådan pseudo-repræsentant uden demokratisk forankring, er at offentlige myndigheder har brug for rygdækning fra en ”forbrugerorganisation”, der betales for at være høringsorgan for offentlige myndigheder i sager af særlig forbrugerpolitisk betydning.

Tilskuddet til Tænk Kemi fjernes

I de seneste år har der fra erhvervsorganisationer og offentlige myndigheder været kritik af aktiviteterne i Tænk Kemi – tidligere Kemi Watch. Miljø- og fødevareministeren har overfor Folketinget tilkendegivet, at Tænk Kemi ”forvirrer” og skaber ”unødig bekymring”. Statstilskuddet på 5,3 mio. kr. er da også skåret bort på forslaget til finanslov for 2017.

Da besparelsen på Tænk Kemi blev kendt, allierede det selvbestaltede forbrugerråd Tænk sig straks med oppositionen og en række forskere, der villigt deltog i protesterne mod den bebudede besparelse på finansloven. Forskerne mener, danskerne ”frarøves” viden om farlig forbrugerkemi, og formanden, Anja Philip mener, det er dybt beklageligt, at ministeren ikke lytter til forskeres og sine egne embedsmænds kommentarer i evalueringen af Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Modstand i Blå Blok mod fjernelsen af statsstøtten til Tænk Kemi

Dansk Folkeparti har i nogen tid været forbeholden overfor den foreslåede besparelse, mens Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance har støttet forslaget fra Venstre.

Nu har de Konservative ændret holdning. Angiveligt har partiet modtaget utallige henvendelser fra ”meget bekymrede borgere”, og derfor har Konservative ændret holdning til Forbrugerrådet Tænk Kemis fremtid: Partiet insisterer nu på en forlængelse af statsstøtten til organisationen.

Varefakta

I Venstres forslag til finanslov for 2017 var det også foreslået, at statsstøtten til Dansk Varefakta Nævn fjernes.

Dansk Varefakta Nævn – eller bare Varefakta – har siden 1968 været en fast del af Finansloven, men nu ser det ud til at være slut. Siden 2005 har Dansk Varefakta Nævn over finansloven modtaget en årlig statsstøtte på 700.000 kr. Begrundelsen har været at støtte Varefaktas virke for frivillig anvendelse af oplysende mærkning af brugsegnede varer eller tjenesteydelser til forbrugerne. Mærkningen skal bestå i deklaration af indhold og/eller egenskaber eller lignende. Forskrifter for Varefakta udarbejdes i et samarbejde mellem industri, handel og forbrugere. Statstilskuddet har været administreret af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen.

Privat finansiering af test

Firmaerne betaler i princippet for at få testet produkter, mod at de kan sætte Varefakta-mærket på produktet. Undertiden har man hørt kritik af, at produkterne ikke helt og fuldt lever op til Varefakta-deklarationen.

Varefakta har selv påpeget et andet problem: På områder af stor forbrugerinteresse, der kræver udvikling af særlige regler, vil der ofte være underskud. Ellers skal prisen presses så højt op, at det skræmmer virksomhederne væk – og det går udover forbrugerne.

Varefakta har i dagspressen forsøgt at mobilisere støtte for at undgå beskæringen af statstilskuddet. Forbrugerne lades i stikken, fordi statsstøtten har betydet, at DVN også har kunnet beskæftige sig med produkter med stor forbrugerinteresse, men hvor producenterne ikke har haft interesse i at betale for en seriøs varedeklaration. Uden tilskuddet bliver Varefakta nødt til at vurdere, om virksomhederne vil betale de reelle omkostninger – og ikke om det har stor værdi for forbrugerne.

Af regeringens forslag til finanslov for 2017 oplyses det lakonisk, at det statslige tilskud til foreningen Dansk Varefakta Nævn på 0,7 mio. kr. årligt på finansloven for 2017 er annulleret som følge af ”interne omprioriteringer”.

Der foreligger ikke oplysninger om de Konservatives holdning til denne besparelse.

http://www.altinget.dk/artikel/k-aendrer-kurs-vil-alligevel-redde-kemi-vagthund?ref=newsletter&refid=22331&SNSubscribed=true&utm_source=Nyhedsbrev&utm_medium=e-mail&utm_campaign=altingetdk

EU-Kommissionen har underkendt den danske støtte til vedvarende energi – den såkaldte PSO-ordning – som værende i strid med EU’s statsstøtteregler og kræver, at ordningen laves om fra 2017.

El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i år omkring 8 mia. kr., hvoraf dansk erhvervsliv betaler omkring 60 pct.

PSO‐gebyret er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende gaspriser, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til at dække forskellen mellem spotprisen og de afregningspriser som vindmølleejerne er garanteret i 11-12 år, og dermed PSO‐gebyret.

De samlede indtægter fra den grønne PSO-afgift forventes i årene 2016 til 2025 at lande på knap 70 milliarder kroner. De penge skal altså findes på andre områder.

Hvis afskaffelse af PSO-afgiften skal være budgetneutralt (efter tilbageløb og adfærd), skal der gennemføres besparelser på statsbudgettet eller øge personskatterne på en måde, der tilvejebringer et provenu på godt 5 mia. kr. i 2017 og faldende til 3,2 mia. kr. i 2025.

Danske skatteborgere og verdens højeste el-, vand- og varmepriser

Danske skatteborgere, (der i forvejen betaler verdens højeste skatter), er også belastet af EU’s og måske verdens højeste el-, vand- og varmepriser.

De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften når ifølge regeringens økonomiske redegørelse op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige elproduktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr.

I øjeblikket bliver sagesløse strømforbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh inkl. abonnement, selvom elprisen kun udgør omkring 26 øre!

En gennemsnitlig familie med 2 vokse og 2 børn bruger årligt 6.300 kWh, der med ca. 2,30 kr. pr. kWh fører til en gennemsnitlig elregning på 14.500 kr.

Selve elprisen er kun 12 % af den samlede regning mens abonnement til leverandør og netselskab udgør henholdsvis 1 % og 6 %. Transporten gennem et energinet (som elforbrugerne allerede har betalt mange gange!) koster 12 %.

Resten er afgifter til staten: Elafgift på 39 %, PSO-afgift 10 % og moms på det hele med 20 %.

Finansiering med forhøjelse af bundskatten er en grotesk tanke

Det er tænkeligt, at forvridningerne ved PSO-afgiften reduceres, hvis afgiften erstattes med mindre forvridende personskatter. Der kan også opstå en gevinst gennem lavere udgifter til net-tariffer samt en ”brugergevinst”. Brugergevinsten er den umiddelbare fordel, som elforbrugerne opnår ved at kunne øge deres el-forbrug som følge af den ændrede elpris.  

Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven, kan sammenkædes med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

I rapporten foreslog Klimarådet, at udgiftskrævende tiltag blev finansieret ved at hæve bundskatten. Skatteministeriet har ligeledes præsenteret en for samfundsøkonomien positiv vurdering af at afskaffe PSO-afgiften og finansiere den vedvarende energi over finansloven.

Uanset de ædle motiver er forslaget grotesk.

Venstre-regeringen presset på skatteområdet

Venstre-regeringen er i forvejen hårdt presset på skatteområdet, og er under forhandlingerne allerede rendt ind i store vanskeligheder. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ligesom venstrefløjen modstandere af lempelser i topskatten. Det økonomiske råderum, skal først og fremmest bruges på velfærd, og et råderum derudover skal i givet fald bruges på at lette bundskatterne.

Regeringens borgerlige støtteparti, Liberal Alliance holder samtidig regeringen fast på løftet om at lempe marginalskatten med 5 procentpoint og det betyder, at topskatten skal reduceres med 5 procentpoint hele vejen op. Liberal Alliance har helt afvist at diskutere forslaget, som de facto indebærer indførelsen af en ”millionærskat” ad bagvejen.

Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende ikke sådanne anfægtelser, og er indstillet på at bevare en topskattesats på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. som led i en samlet forhandlingsløsning.

Der er derfor ingen udsigt til, at regeringen kan samle et flertal bag konverteringen af PSO-afgiften til højere personskatter – og slet ikke i en situation, hvor erhvervslivet, der betaler 60 pct. af PSO-afgiften, får store afgiftslettelser.

Afskaffelse af den grønne check svarer til forhøjelse af bundskatten

Regeringen har taget det Konservative forslag om at bidrage til at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med afskaffelsen af den grønne check. Forslaget er mærkeligt – hensigten med den grønne check, som blev introduceret i 2009, var at kompensere lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en afskaffelse af den grønne check i realiteten indebære en skærpet beskatning af lav- og mellemindkomstgrupperne med omkring 3 mia. kr.om året

Udover afskaffelsen af den grønne check har regeringen i 2025-planen foreslået, at pengene findes i det råderum, der skabes ved blandt andet begrænsning af rentefradragsretten, højere pensionsalder, mindre SU og en udskydelse af målet om balance i de offentlige budgetter fra 2020 til 2025.

Synliggørelse af udgifterne er positivt

En væsentlig del af udgifterne til den grønne omstilling er allerede låst fast, men i princippet kunne investeringerne i den grønne omstilling begrænses ved f.eks. at udsætte bygningen af havvindmølleparken Krigers Flak og skrotte eller udsætte planerne om etablering af 350 MW kystnære havvindmøller.

Regeringen har i udspillet til forhandlingerne af uransagelige grunde holdt fat i den planlagte udbygning af Krigers Flak, men skrottet etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller, der i givet fald kan begrænse investeringerne i den grønne omstilling med omkring 7 mia. kr.

Hvis den vej ikke er politisk farbar, er der ingen vej uden om at finde kompenserende besparelser på statsbudgettet, hvis ikke hele det begrænsede økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på udbygningen af vedvarende energi.

Det er ikke sandsynligt, at forhandlingerne ender med, at udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne. Men hvis det skulle ske, vil omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i det mindste tydeliggøres for alle.