Konservative krav til regeringsgrundlaget

For Det Konservative Folkeparti er vejen tilbage til tidligere tiders størrelse og vægt i dansk politik brolagt med ansvarlighed.

Ligesom der er forskellige opfattelser af ”ordentlighed”, er der også blandt partiets medlemmer divergerende opfattelser af ”ansvarlighed”.

Partiformand Søren Pape Poulsen stillede inden valget i juni 2015 i en kronik i Berlingske tre ufravigelige krav, hvis Det Konservative Folkeparti efter valget skulle være en del af en borgerlig regering:

For det første ville han ikke acceptere, at den offentlige sektor vokser sig større. Han ville have sænket skatter og afgifter, og så ville han gøre op med nogle af de regler, der giver offentlige myndigheder adgang til privat ejendom.

Søren Pape Poulsen understregede endvidere, at konservativ regeringsdeltagelse forudsatte at partiet blev styrket ved valget. Som bekendt opnåede partiet med en historisk lav tilslutning på kun 3,4 pct. af stemmerne 6 mandater.

I august 2016 sagde Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde i Fredensborg, at boligskatten, som landets 2,1 millioner boligejere betaler, er den absolutte topprioritet i efterårets forhandlinger en 2025-aftale og finansloven for 2017. Som det blev formuleret: ”For det første skal det være billigere at være boligejer, end det er i dag, og for det andet kræver vi et mere simpelt system, hvor der er en enklere opkrævningsform”.

Mens det store flertal af konservative efter valget i juni 2015 var enige med partiformanden i, at man ikke skulle deltage i en regering, er der nu en ny situation. Det borgerlige samarbejde henligger i rimeligt stort kaos, og regeringsskibet med Venstre ved roret tumler rundt i oprørt sø med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som 2 løbske kanoner på fordækket. Dansk Folkeparti står på sidelinjen lammet af Messerschmidts skandaler med EU-midler.

Mens de 4 partier står og råber i hvert sit verdenshjørne, viser de aktuelle meningsmålinger, at alle 4 partier i Blå Blok ville bløde ved et Folketingsvalg – regeringsmagten ville glide over til Mette Frederiksen og Socialdemokratiet og det borgerlige Danmark måtte imødese en lang ørkenvandring.

Derfor er alle 4 partier indstillet på at gøre et nyt forsøg med en ny borgerlig 3-kløverregering med Venstre, Konservative og Liberal Alliance og støttet af Dansk Folkeparti.

En ny start

De Konservative vil insistere på, at der bliver tale om en ny borgerlig regering med et nyt regeringsgrundlag, hvor det er helt tydeligt, hvad De Konservative har fået igennem.

Søren Pape Poulsen har klart tilkendegivet, at han går efter 3 ministerposter, og politisk har De Konservative 3 hovedpunkter, de vil have igennem:

Der skal flere penge til forsvaret, som De Konservative mener, er blevet underlagt urimelige besparelser i forbindelse med købet af nye kampfly, hvor De Konservative – helt historisk – blev smidt ud af kampflyforliget.

Partiet har endvidere klassiske krav til lov og orden og en konsekvent retspolitik, som ikke imødekommer forbryderen på offerets bekostning.

Herudover må man hos V og LA være indstillet på, at føre en mere grøn klima- og miljøpolitik. De Konservative opfatter sig selv som blå bloks grønne miljøparti, og der skal derfor ske noget på bl.a. den grønne omstilling.

Det Konservative Folkeparti og finansloven for 2017

Det Konservative Folkeparti har netop deltaget i aftaler om finansloven for 2017 og om ejendomsvurderingssystemet. Afskaffelsen af PSO-afgiften indebærer en gigantisk afgiftslettelse for erhvervslivet, der bl.a. finansieres ved en forhøjelse af grundskatten og beskæring af den grønne check. Til gengæld fik partiet sikret, at opstillingen af 2 parker med kystnære havvindmøller gennemføres. Den famøse energiaftale fra marts 2012 er dermed stort set udtømt. Fastfrysningen af ejendomsskatten i 2017 er umiddelbart også modtaget vel i partiets bagland.

På skatteområdet udestår stadig væsentlige knaster vedrørende topskatten, den fremtidige boligbeskatning og andre vækstrelaterede skattespørgsmål. På forsvarsområdet kan der forventes ret stor principiel enighed om behovet for at styrke forsvaret, men problemet bliver at finde pengene. På miljø-, klima- og naturområdet er indsatsen efter 2020 ikke aftalt, og det svært at forudsige, hvordan den grønne profil fortsat kan skærpes.

Hvad med de offentlige udgifter?

Det bemærkelsesværdige er, at Det Konservative Folkeparti tilsyneladende er løbet tør for ideer om, hvor der på det gigantiske offentlige udgiftsbudget kunne findes kompenserende besparelser for partiets udgiftskrævende forslag.

Er budgetunderskud ansvarlig økonomisk politik?

De offentlige finanser er gået op og ned over de seneste 40 år. De største overskud på omtrent 5 pct. af BNP blev registreret i årene 2005-2007, hvor dansk økonomi var kendetegnet ved et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med høj beskæftigelse og historisk lav ledighed. Det største underskud i nyere tid på knap 10 pct. af BNP forekom i 1982, hvor dansk økonomi var karakteriseret ved minusvækst og høj ledighed. 1982 var som bekendt også året, hvor Socialdemokratiet måtte give op og overlade regeringsmagten til Poul Schlüters Firkløverregering. Det indledte en økonomisk genopretningsperiode på næsten 11 år med borgerligt styre i Danmark.

Er Løkke Rasmussen en samler eller en spreder?

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om det er ”samlere” eller ”spredere”, der har regeringsmagten. Skiftende konjunkturer er også en væsentlig årsag til, at den faktiske offentlige saldo varierer ganske meget over tid. I perioder med høj økonomisk aktivitet og høj beskæftigelse vil de offentlige indtægter fra skatter og afgifter normalt være relativt store, mens de offentlige udgifter til især indkomstoverførsler – primært som følge af lav ledighed – vil have en tendens til at være forholdsvis lave. I en højkonjunktur er forudsætningerne for overskud på den offentlige saldo dermed bedre end i en lavkonjunktur med lav beskæftigelse og høj ledighed.

De offentlige finanser påvirkes imidlertid også af en række andre mere eller mindre midlertidige forhold – herunder de ofte store udsving i de offentlige indtægter fra Nordsø-aktiviteterne og pensionsafkastskatten, der er afhængige af udviklingen i oliepriser, renter og aktiekurser. Hertil kommer, at deciderede engangsforhold også kan påvirke de offentlige indtægter og udgifter i særskilte år.

Krav om budgetbalance

Med budgetloven (lov nr. 547 af 18. juni 2012) blev Finanspagtens krav om budgetbalance i det danske budgetsystem implementeret i Danmark. Det indebærer, at budgetstillingen på de samlede offentlige finanser skal være i balance eller udvise et overskud. Kravet om budgetbalance er overholdt, hvis den strukturelle saldo er på niveau med det mellemfristede mål, der er fastsat i den reviderede stabilitets- og vækstpagt, og med en nedre grænse for et strukturelt underskud på 0,5 pct. af bruttonationalproduktet.

I Finansministeriets beregning af den strukturelle offentlige saldo søges der taget højde for både konjunkturernes og en række andre midlertidige forholds påvirkning af de offentlige finanser.

Som følge af krisen har den offentlige saldo været i underskud siden 2009. På overfladen har saldoen set bedre ud i 2013 og 2014, men det skyldes især midlertidige indtægter fra omlægning af kapitalpensionsbeskatning, som reelt blot er en fremrykning af fremtidige skattebetalinger. Det offentlige underskud har i både 2015 og 2016 ligget på omkring 3 pct. af BNP.

Samlede offentlige udgifter på 1.186 milliarder!

Med de allerede indgåede aftaler, må vi i 2017 forudse offentlige udgifter i den kommunale og regionale sektor på henholdsvis 361 mia. kr. og 117 mia. kr. Finanslovsaftalen budgetterer med øgede statslige udgifter på 708 mia. kr. I 2017 er der således udsigt til samlede offentlige udgifter på 1.186 mia. kr.

Selvom danske borgere og virksomheder belastes af en rekordstor og kvælende skatte- og afgiftsbyrde, forventes der alligevel i både 2016 og 2017 underskud på statens finanser (DAU-saldoen).

Hvad med den strukturelle balance?

Selvom det er på høje tid at rette op på de offentlige underskud, udskød Venstre-regeringen som led i finansieringen af deres 2025-plan målet om konsolidere de offentlige finanser og skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo med 5 år – fra 2020 til 2025. Venstre var villig til at acceptere et strukturelt underskud på 0,25 procent af BNP i 2020. Manøvren skulle lette presset på den offentlige økonomi, og ved en bogholderimæssig manøvre tilvejebringe et større økonomisk råderum, end realøkonomien egentlig tilsiger.

Ansvarlighedens stemme

Burde det Konservative Folkeparti ikke i forbindelse med forhandlingerne om regeringsgrundlaget igen indtage sin traditionelle rolle som ansvarlighedens stemme? Partiet har udgiftskrævende krav, men kan partiet virkelig leve med, at den kommende regering skal budgettere med offentlige underskud i de næste 10 år? I en situation hvor afgifts- og skattetrykket for længst har nået et uholdbart niveau, er spørgsmålet om et ansvarligt parti har andet valg end at stille konkrete forslag om reducerede offentlige udgifter?