Utilfredsheden ulmer

Italiens kommende folkeafstemning om en forfatningsændring, der fratager Senatet for en del beføjelser og begrænser de italienske regioners autonomi kan føre til at premierminister Matteo Renzi træder tilbage, og baner vejen for populistiske, anti-establishment bevægelser som Movimento 5 Stelle, men også for gamle kendinge som Berlusconi og Lega Nord.

Premierministeren har ”truet” med at gå af i tilfælde af et Nej ved afstemningen søndag den 4. december – og alt tyder faktisk på et Nej. Noget af baggrunden er, at Italien er et eksempel på en befolkning, der i stigende grad er frustreret over den generelle mistrøstige situation og kritisk over for den økonomiske politik.

En af årsagerne til den stigende mistillid til de økonomiske politikker er den høje arbejdsløshed i en række EU-lande. Grækenland har langt fra genvundet den økonomiske styrke efter kollapsen i 2008, og i 2015 havde 73,1 procent af de arbejdsløse i Grækenland været ledige i over 12 måneder. I Italien var det tilsvarende tal på 58,9 procent, i Frankrig 44,3 procent, og i Tyskland 44 pct.