EU-Kommissionen har underkendt den danske støtte til vedvarende energi – den såkaldte PSO-ordning – som værende i strid med EU’s statsstøtteregler og kræver, at ordningen laves om fra 2017.
El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i år omkring 8 mia. kr., hvoraf dansk erhvervsliv betaler omkring 60 pct.
PSO‐gebyret er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende gaspriser, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til at dække forskellen mellem spotprisen og de afregningspriser som vindmølleejerne er garanteret i 11-12 år, og dermed PSO‐gebyret.
De samlede indtægter fra den grønne PSO-afgift forventes i årene 2016 til 2025 at lande på knap 70 milliarder kroner. De penge skal altså findes på andre områder.
Hvis afskaffelse af PSO-afgiften skal være budgetneutralt (efter tilbageløb og adfærd), skal der gennemføres besparelser på statsbudgettet eller øge personskatterne på en måde, der tilvejebringer et provenu på godt 5 mia. kr. i 2017 og faldende til 3,2 mia. kr. i 2025.
Danske skatteborgere og verdens højeste el-, vand- og varmepriser
Danske skatteborgere, (der i forvejen betaler verdens højeste skatter), er også belastet af EU’s og måske verdens højeste el-, vand- og varmepriser.
De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften når ifølge regeringens økonomiske redegørelse op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige elproduktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr.
I øjeblikket bliver sagesløse strømforbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh inkl. abonnement, selvom elprisen kun udgør omkring 26 øre!
En gennemsnitlig familie med 2 vokse og 2 børn bruger årligt 6.300 kWh, der med ca. 2,30 kr. pr. kWh fører til en gennemsnitlig elregning på 14.500 kr.
Selve elprisen er kun 12 % af den samlede regning mens abonnement til leverandør og netselskab udgør henholdsvis 1 % og 6 %. Transporten gennem et energinet (som elforbrugerne allerede har betalt mange gange!) koster 12 %.
Resten er afgifter til staten: Elafgift på 39 %, PSO-afgift 10 % og moms på det hele med 20 %.
Finansiering med forhøjelse af bundskatten er en grotesk tanke
Det er tænkeligt, at forvridningerne ved PSO-afgiften reduceres, hvis afgiften erstattes med mindre forvridende personskatter. Der kan også opstå en gevinst gennem lavere udgifter til net-tariffer samt en ”brugergevinst”. Brugergevinsten er den umiddelbare fordel, som elforbrugerne opnår ved at kunne øge deres el-forbrug som følge af den ændrede elpris.
Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven, kan sammenkædes med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.
I rapporten foreslog Klimarådet, at udgiftskrævende tiltag blev finansieret ved at hæve bundskatten. Skatteministeriet har ligeledes præsenteret en for samfundsøkonomien positiv vurdering af at afskaffe PSO-afgiften og finansiere den vedvarende energi over finansloven.
Uanset de ædle motiver er forslaget grotesk.
Venstre-regeringen presset på skatteområdet
Venstre-regeringen er i forvejen hårdt presset på skatteområdet, og er under forhandlingerne allerede rendt ind i store vanskeligheder. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ligesom venstrefløjen modstandere af lempelser i topskatten. Det økonomiske råderum, skal først og fremmest bruges på velfærd, og et råderum derudover skal i givet fald bruges på at lette bundskatterne.
Regeringens borgerlige støtteparti, Liberal Alliance holder samtidig regeringen fast på løftet om at lempe marginalskatten med 5 procentpoint og det betyder, at topskatten skal reduceres med 5 procentpoint hele vejen op. Liberal Alliance har helt afvist at diskutere forslaget, som de facto indebærer indførelsen af en ”millionærskat” ad bagvejen.
Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende ikke sådanne anfægtelser, og er indstillet på at bevare en topskattesats på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. som led i en samlet forhandlingsløsning.
Der er derfor ingen udsigt til, at regeringen kan samle et flertal bag konverteringen af PSO-afgiften til højere personskatter – og slet ikke i en situation, hvor erhvervslivet, der betaler 60 pct. af PSO-afgiften, får store afgiftslettelser.
Afskaffelse af den grønne check svarer til forhøjelse af bundskatten
Regeringen har taget det Konservative forslag om at bidrage til at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med afskaffelsen af den grønne check. Forslaget er mærkeligt – hensigten med den grønne check, som blev introduceret i 2009, var at kompensere lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en afskaffelse af den grønne check i realiteten indebære en skærpet beskatning af lav- og mellemindkomstgrupperne med omkring 3 mia. kr.om året
Udover afskaffelsen af den grønne check har regeringen i 2025-planen foreslået, at pengene findes i det råderum, der skabes ved blandt andet begrænsning af rentefradragsretten, højere pensionsalder, mindre SU og en udskydelse af målet om balance i de offentlige budgetter fra 2020 til 2025.
Synliggørelse af udgifterne er positivt
En væsentlig del af udgifterne til den grønne omstilling er allerede låst fast, men i princippet kunne investeringerne i den grønne omstilling begrænses ved f.eks. at udsætte bygningen af havvindmølleparken Krigers Flak og skrotte eller udsætte planerne om etablering af 350 MW kystnære havvindmøller.
Regeringen har i udspillet til forhandlingerne af uransagelige grunde holdt fat i den planlagte udbygning af Krigers Flak, men skrottet etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller, der i givet fald kan begrænse investeringerne i den grønne omstilling med omkring 7 mia. kr.
Hvis den vej ikke er politisk farbar, er der ingen vej uden om at finde kompenserende besparelser på statsbudgettet, hvis ikke hele det begrænsede økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på udbygningen af vedvarende energi.
Det er ikke sandsynligt, at forhandlingerne ender med, at udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne. Men hvis det skulle ske, vil omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i det mindste tydeliggøres for alle.
EU-Kommissær for digitale anliggender, Günther H. Oettinger, bliver EU’s kommende Budgetkommissær, når Bulgariens EU-Kommissær, Kristalina Georgieva, den 2. januar 2017 tiltræder en ny stilling som administrerende direktør i Verdensbanken.
Günther H. Oettinger og Frauke Petry
Frei von der Leber
Det skal nok blive underholdende – Günther Oettinger, der har været en ledende skikkelse i det tyske borgerlige parti CDU, er kendt for at tale frit fra leveren – “frei von der Leber” som de siger i Tyskland.
Talrige europæiske medier har udførligt omtalt, at få dage efter meddelelsen om hans forfremmelse til budgetkommissær (og dermed hovedansvarlig for EU’s budgetsituation efter Brexit), talte Oettinger den 26. oktober 2016 i Hamborg ved den 27th EuropaAbend i den tyske arbejdsgiverforening AGA, og det er dokumenteret (blev filmet med en mobiltelefon), at han i talen nåede at fornærme både til højre og venstre.
Tyskland
Velfærdsniveauet og den aktuelle politiske agenda i Tyskland, der domineres af emner som barselsorlov, lavere pensionsalder og børnepenge, blev kritiseret. Da han bemærkede, at det næste måske ville blive obligatoriske homoseksuelle ægteskaber (perhaps compulsory gay marriage) fremkaldte det en blanding af nervøs fnisen og begejstret latter i forsamlingen. Oettingers mening var angiveligt, at påpege, at den politiske debat ikke forholdt sig realistisk til de store udfordringer, men blev samtidig opfattet som kritik af regeringskoalitionens politik.
Wallonien
Problemet med Walloniens vægring ved at godkende EU’s handelsaftale med Canada, CETA, blev sammenlignet med at man faktisk lige så godt kunne spørge menighedsrådet i Biberach (lille lokalitet i Schwaben i den sydvestlige del af Bayern).
Oettinger refererede i øvrigt til det socialistisk ledede parlament i Wallonien som en “micro-region run by communists that blocks Europe”!
Kina
Forholdet til Kina blev i Oettingers illustreret med en beretning om at der nylig havde været en delegation af kinesere, ”skævøjer” (Schlitzaugen), ”9 mænd, 1 parti og 0 demokrati, der alle var iført ens blå jakkesæt og med håret børstet fra venstre til højre med sort skosværte”!
Gerhard Schröder
Oettinger gjorde sig under talen også lystig over, at den tidligere tyske kansler, Gerhard Schröder, netop er blevet separeret fra sin fjerde kone. Det ville betyde, at han ville have ”masser af tid” til den kontroversielle gasledning, North Stream 2, som han arbejder på i sin egenskab af velbetalt rådgiver for russiske Gazprom.
Frauke Petry
Det er langt fra første gang, at Günther Oettinger har gjort sig bemærket med bramfrie bemærkninger ”frit fra leveren”. Lederen af de kontroversielle højrepopulister i Alternative für Deutschland (AfD), Frauke Petry, fik ved et privat arrangement i Berlin følgende ord med på vejen fra Oettinger: ”Hvis den mærkelige Petry var min kone, ville jeg skyde mig selv allerede i aften”!
Oettingers digitale interesse
Da Günther Oettinger i 2014 blev udpeget som kommissær for digitale anliggender, mødte det ikke ligefrem begejstring hos europæiske internetaktivister, der beskylder ham for at være mere interesseret i biler og fodbold end cyberkriminalitet og netneutralitet. Selv har Oettinger åbent indrømmet, at han foretrækker ”en god flaske bordeaux” frem for trådløst internet. Han lægger heller ikke skjul på, at han foretrækker en rigtig avis frem for at læse nyheder på nettet.
Undskyldning
Det forlyder, at Angela Merkels tillid er usvækket, men den 3. november 2016 udsendte Günther H. Oettinger alligevel en undskyldende erklæring vedrørende Hamborg-talen:
Som led i næste års fejring af 500-året for reformationen deltog dronning Margrethe den 2. oktober 2016 i den høstgudstjeneste, der markerede genåbningen af slotskirken, hvor Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser op på kirkeporten og dermed indledte sit opgør med den katolske kirkes afladshandel.
Med sig til slotskirken i Wittenberg havde dronningen et såkaldt antependium – et alterforhæng – som majestæten på kirkens foranledning selv har broderet. På alterforhænget, der fremover vil blive anvendt ved særlige kirkelige højtider, figurerer en såkaldt Lutherrose: en hvid rose med fem blade og i midten et sort kors på et rødt hjerte.
Luthers 95 teser i 1517
Det var den 31. oktober i 1517, at Martin Luther slog sine 95 teser mod den katolske kirkes afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg. Luthers tanker om det direkte forhold mellem Gud og mennesker indebar et ikke bare teologisk, men også et institutionelt brud med den katolske kirke. Med teserne var en kulturrevolution indledt, opgøret med den katolske kirke var i gang, og grundstenen til protestantismen blev lagt.
Forud var gået en periode, hvor en kulturel og intellektuel nyorientering med renæssancen havde spredt sig fra Norditalien, og der opstod en politisk vækkelse, der var i klar modsætning til den hidtidige dominerende hierarkiske og feudale struktur, hvor adelens og kirkens enorme godser havde sikret deres magt og medfølgende repræsentation i rigsråd og fyrstekollegier – råd, som valgte konger og kejsere, men på betingelse af, at de underskrev håndfæstninger som angav rammerne for deres regeringsførelse og magt.
Feudalsamfundets var præget af en naturalieøkonomi, men efterhånden som købmandstanden voksede, gik man over til pengeøkonomi, og dermed var penge også en base for magt. Nogle fyrster så dette tidligt og allierede sig derfor med købstæderne: Fyrsten skaffede dem privilegier og gunstige handelsforhold, hvis de støttede ham økonomisk og politisk. Fyrsternes og kongernes større magt på bekostning af adelen og til dels kirken.
Universiteter blev efterhånden oprettet i de nu stadig mere magtfulde bycentre. Et af de mest berømte universiteter blev grundlagt i 1502 i Wittenberg i det østlige Tyskland af Frederik III den Vise.
Det var i klosteret i Wittenberg, at en af universitetets lærere, den unge munk Martin Luther, i dyb angst og stærke anfægtelser i 1517 nåede frem til de 95 teser og det, der siden blev kendt som det reformatoriske gennembrud.
Reformationen i Danmark i 1536
I Danmark skulle vi igennem meget inden Reformationen kunne indføres i 1536. Med den navnkundige Johan Rantzau som militær anfører havde hertug Frederik af Holsten med støtte fra medlemmer af Rigsrådet gjort opgør med den danske kong Christian II. Med sin hær delvist bestående af landsknægte erobrede Rantzau Jylland, og hertugen blev kronet som Frederik I. Det lykkedes at få København til at overgive sig, og derefter drog Johan Rantzau på succesrige felttog til Skåne, hvor han brutalt nedkæmpede modstanden mod Frederik I.
Danmark var stadig katolsk, men kong Frederik I havde tolereret protestantismen i Danmark. Efter hans død i 1534 forsøgte Hansestaden Lübeck med støtte fra de katolske habsburgere at øge sin kommercielle (og religiøse) magt i Norden gennem et forsøg på at genindsætte den katolske Christian II på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian II havde støtte blandt danske bønder. Sit navn fik fejden efter Lübecks militære anfører, grev Christoffer af Oldenburg. I Jylland støttede Skipper Clement med sin af nød, social indignation og politisk frustration motiverede bondehær genindsættelsen af Christian II.
Johan Rantzau
I den regulære borgerkrig, som Grevens Fejde var, ønskede de protestantisk sindede medlemmer af det danske Rigsråd, at den afdøde kong Frederiks 1.s søn, Christian, hertug af Slesvig og Holsten, skulle være konge.
Under Johan Rantzaus militære ledelse, blev Lübeckerne og de danske bondeoprøre bekæmpet med den største brutalitet, og Christian 2. rejste et stykke tid frustreret rundt i Tyskland og besøgte herunder flere gange Martin Luther i Wittenberg. Christian 2.s sympati for den lutherske sag var imidlertid en medvirkende årsag til, at han efterhånden mistede den helhjertede støtte fra de katolske habsburgere.
Da Johan Rantzau samtidig havde vundet det absolutte militære overherredømme over Danmark og dermed kontrollen over de vigtige handelsruter igennem de danske farvande, mistede Christian 2. helt opbakningen til sine krav på kronen. Hensynet til den blomstrende østersøhandels interesser vejede til syvende og sidst tungere end religion i habsburgsk politik.
Dermed nåede Reformationen i 1536 formelt til Danmark, da kong Frederik 1.s søn kronet som Christian 3. afskaffede den katolske kirke og indførte den lutherske tro som rigets officielle religion.
Folkekirken, højskoler, kursusudbydere m.fl. har allerede taget hul på fejringen af 500-året for reformationen i 2017.
Martin Luther (1483-1546) var en oprører og reformator uløseligt knyttet til de tyske lokaliteter Wartburg, Erfurt, Eisleben og Wittenberg. Luther ikke blot skabte den protestantiske kirke, men bidrog til at forme store dele af den samfundstænkning, vi har i dag.
Folkeskolen, arbejdsmoral og turisme
“Der er mange ting i vores hverdag, som skyldes Martin Luther. Vi kan f.eks. takke ham for både folkeskolen, arbejdsmoralen og turistrejserne”, har tidl. biskop Jan Lindhardt sagt.
Meningen er, at Luthers tanker om børn og opdragelse gav os Folkeskolen. Under pietismen blev der lagt vægt på det enkelte menneskes inderlige tro, og som konsekvens af dens indflydelse blev konfirmationen indført i 1736, så barnet selvstændigt kunne tage stilling til den tro, som forældrene havde indlemmet det i ved dåben. Med indførelse af konfirmation fulgte naturligt kravet om skolegang, som var nødvendig for, at børn kunne læse Den Lille Katekismus, som blev brugt til at indføre børnene i den teologi, de ved konfirmationen bekræftede at have tilsluttet sig.
I Den Lille Katekismus havde Luther nedskrevet de vigtigste teologiske dogmer og ritualer i hans udlægning af kristendommen, og den lille bog blev grundlaget for det, der blev kendt som den evangelisk-lutherske tro. Heri indgik som grundelementer fadervor, trosbekendelsen, sakramenterne og De Ti Bud samt skriftemålet.
Den Lille Katekismus dannede grundlag for kristendomsundervisningen i Danmark flere århundreder og udgør stadig én af folkekirkens bekendelsesskrifter, som er de tekster, der omfatter troens grundlæggende lærepunkter. Disse blev fastlagt med Den Danske Lov i 1683.
Luther har lært os arbejdsmoral. Han gjorde op med tanken om, at det ikke var fint at arbejde. I årene efter Reformationen blev arbejdsindsatsen fordoblet. Og siden har vi knoklet!
Turismen hænger sammen med, at han gjorde op med tanken om pligtskyldige pilgrims-rejser, og rejser blev til noget, man gjorde af lyst, og ikke af pligt.
Vi er alle lige over for Gud
Det er gode grunde til, at vi bør fejre 500-året for Reformationen i 2017. Luther ændrede synet på Gud til en nådig og frigørende Gud – en Gud vi har i ryggen og ikke på nakken. Han afviste afladshandel – altså at man hos kirken kunne købe sig til en forkortet tid i skærsilden ved at købe afladsbreve. Han gjorde også op med de asketiske og spirituelle teknikker, der havde udviklet sig fra antikken frem til 1500-tallet (klostrenes kontemplative livsform, pilgrimsrejsen, konfessionen eller skriftemålet, bodshandlingen).
Han satte i stedet det enkelte menneske direkte over for Gud. Grundlaget i åndelige anliggender skulle være skriften alene, Sola Scriptura. Den skrift, som er, og som ikke er noget, som mennesket har fundet på.
Martin Luther mente, at alle døbte principielt kan være præster, og at den katolske kirkes hierarki med paven som mellemled mellem Gud og mennesker ikke alene er forkert, men også ukristelig. “Den, som er døbt, kan rose sig af allerede at være viet til præst, biskop og pave” (Martin Luther i “Til den kristne adel” 1520).
Det er vanskeligt at forestille sig en fladere opbygning i et trossamfund. Her er ingen paver, biskopper eller prælater, der står over andre. Vi er alle lige over for Gud og når mennesket i troen blev bundet til Kristus, blev det frit og ubundet over for alle andre mennesker.
Synden
Samtidig var synden et grundvilkår – for Luther var det et vilkår for mennesket, at det er frisat og dermed skyldigt og syndigt, og vi står alle til ansvar over for Gud og samvittighed. Man kan ikke undgå synden, selvom man bestræber sig på at undgå at handle moralsk forkert. Men synden er et grundvilkår. Den vil altid være der. »Synd tappert!« er Luther ofte citeret for. Næppe fordi han mente, at jo mere usselt og umoralsk, man opfører sig, jo bedre, men fordi han mente, at erkendelsen af den uundgåelige synd er forudsætningen for at forstå, at man har brug for troen og tilgivelsen.
Luther tillægges udsagnet ”Wer nicht liebt Wein, Weib und Gesang / Bleibt ein Narr sein Leben lang”, der formentlig er sigende om forfatteren for hvem det gode, daglige, karske liv på jord var noget essentielt: Et godt liv for et syndigt menneske, der kunne leve med sin synd, for Gud var der jo, og det er ikke ved dine gerninger, du skal frelses, men ved Guds nåde.
Forholdet til den verdslige øvrighed
Efter Reformationen lå kontrollen over kirkelivet i de protestantiske områder hos tyske landsfyrster og skandinaviske konger. I Danmark blev de katolske biskopper frataget deres embeder og medfødte privilegier. Christian den 3. satte sig tungt på magten over kirkelovgivningen og embedsudnævnelser.
Under og efter Reformationen groede påstande om Luther som ”fyrsternes lakaj” frem – i sin jagt efter allierede i kampen mod Rom skulle han have ”fedtet” for konger og fyrster, så disse kunne overtage kirkemagten. Helt frem til juni-Grundlovens vedtagelse i 1849 var religion et rent statsligt anliggende, og det var kongens opgave at sørge for, at landets indbyggere bekendte sig til den i datidens øjne eneste rette tro, den evangelisk-lutherske.
Respekten for øvrigheden eksisterer stadig. I den danske folkekirke efterfølges prædikenen af en kirkebøn, som præsten beder på vegne af menigheden, hvor han eller hun takker Gud, beder om hjælp i dagligdagen og beder for de syge, ensomme og fattige samt for øvrigheden, dvs. folketing og regering og til tider kongehuset, idet disse i en folkekirkelig forståelse har et ansvar for menneskenes gode liv i kraft af deres embede.
Bondekrigen
Luthers respekt for øvrigheden (giv kejseren hvad kejserens er) fulgte han op i praktisk politik med sin opfordring til at nedkæmpe bondeoprøret: Stød, hug og dræb nu, hvem der kan!
Bondekrigen 1524–25 havde primært økonomiske og sociale årsager. Det tyske landbrug havde længe været i krise. Mange godsejere reagerede herpå ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godset. Deres eneste mulighed for overlevelse var at blive fæstere eller livegne hos godsejerne. Men tidspunktet og omfanget af Bondekrigen var også en følge af Luthers forkyndelse. Mange bønder var af den opfattelse, at Luthers skarpe kritik af kirkelig øvrighed og hans forkyndelse om samfundslagenes ligeværd og frihed naturligt indebar, at han også støttede angreb på den sociale orden, fordi en række af de lokale fyrster også indtog kirkelige embeder.
Opstandene brød ud sent i 1524 og greb om sig særligt i Schwaben, Franken, Elsass og Thüringen. Efterhånden udviklede oprøret sig til en regulær krig. Gendøberne, “sværmerne” fik øget vind i sejlene. Luther fordømte i begyndelsen bøndernes undertrykkelse. Men da det kom til voldelige sammenstød i Luthers hjemegn, så han, at stat, kirke, ejendom og familie kom i fare. Han blev nu bange for, at evangeliets religiøse frihed totalt ville blive opslugt og kvalt af en social frihed, at evangeliets indre frihed blev ændret til et politisk program.
Bønderne agtede imidlertid ikke med foldede hænder at affinde sig med deres skæbne. Småfyrsterne forenede deres kræfter, og Luther støttede dem i deres forehavende om at slå oprøret ned. Den 6. maj 1525 opfordrede han fyrsterne i skriftet “Mod bøndernes myrdende og røvende bander” til at gøre deres pligt og slå oprørerne ned som gale hunde: ”slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører”.
Bønderne ønskede sådan set bare at beholde deres jord, men Luther var nådesløs: ”Stød, hug, dræb nu, hvem der kan. Dør du derved, er det en lykke for dig. En saligere død kan du aldrig få, for du dør i lydighed mod Guds ord og befaling”. Enhver, der fulgte denne opfordring, blev således lovet evig salighed, mens Luther til gengæld gjorde klart, at de, der kæmpede bøndernes sag, ville brænde til evig tid i helvedes flammer.
Bondehæren blev tilintetgjort i 1525, og det blev et vendepunkt i reformationens historie. Bønderne var skuffede over Luther; mange vendte tilbage til den gamle kirke eller flygtede ind i sekter eller gendøberbevægelser. Luther mistede popularitet i befolkningen.
Topstyret reformation
Tilknytningen til de lokale fyrster førte til “fyrstereformation”. Reformationen blev forordnet ovenfra. Den kirkelige magt blev overført til fyrsterne. Dermed havde Luther egentlig prisgivet den “åndelige kirke”. Blandt de første fyrster, som indførte reformationen “ovenfra”, var landgreve Philipp 1. af Hessen og den tyske ordens stormester Albrecht af Preussen, som på Luthers råd fik Preussen omdannet til et hertugdømme og indrettede en luthersk landskirke der.
Udviklingen blev meget forskellig, alt efter hvilke områder og byer, det gjaldt. Udbredelsen af reformationen var begyndt, men skete ikke længere spontant.
Forholdet til jøder og døberbevægelsen
I forholdet til jøderne var han ligeledes kontroversiel. Luther skrev, at man skal nedbrænde deres synagoger og skoler, man skal ødelægge og sønderbryde deres huse, man skal brænde deres bønnebøger, og deres rabbinere skal under trussel om dødsstraf forbydes at undervise.
Parallelt med den lutherske reformationsbevægelses spredning fra 1520’erne og delvis i sammenhæng med Den Tyske Bondekrig opstod der en såkaldt døberbevægelse. Døberne afviste barnedåbens gyldighed og praktiserede trosdåb. Af deres modstandere blev de derfor kaldt gendøbere, anabaptister. Menighederne isolerede sig fra 1527 helt fra det omgivende samfund, idet de bl.a. afviste edsaflæggelse, krigstjeneste og rentebetaling og ikke kunne anerkende øvrighederne som legitime. Overalt forfulgtes døberne derfor af øvrighederne og blev normalt straffet med døden. Da Balthasar Hubmaier, lederen af den sydtyske døberbevægelse, bliver taget til fange og brændt på bålet i Wien, mens han kone druknes, billiger Luther henrettelserne.
Antallet af udenlandske studerende er vokset eksplosivt siden en EU-dom i 2013, der fastslog at EU-borgere har ret til fuld SU i Danmark, hvis de arbejder 10-12 timer ved siden af. Antallet af udenlandske studerende er vokset fra 441 SU-modtagere før dommen, til 7.653 i 2015.
Uddannelse- og forskningsministeriet har netop oplyst, at 2 år efter eksamen har 42 procent forladt Danmark og taget deres dansk-betalte uddannelse med. 38 procent er stadig aktive på det danske arbejdsmarked to år efter den sidste eksamen. De resterende 20 procent er enten arbejdsløse eller startet på ny uddannelse i Danmark.
Den største andel udgøres af borgere fra Rumænien, Litauen og Ungarn.
Stigningen er størst på erhvervsakademierne og øvrige uddannelser, hvor undervisningssproget er engelsk.
Baggrunden
I april 2013 indgik regeringen en bred aftale om en omfattende reform af SU-systemet og rammerne for studiegennemførelse. Reformen skulle sikre et velfungerende og effektivt SU-system og bidrage til at sikre en hurtigere studiegennemførelse.
Aftalen blev indgået mellem den tidligere regering – S, R og SF og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med sigte på at reformere SU-systemet og rammerne for studiegennemførelse. Aftalen omfattede bl.a.:
· Muligheden for SU i op til 12 måneder ud over normeret tid til uddannelsessøgende, der starter deres videregående uddannelse inden for 2 år efter adgangsgivende eksamen
· Øgede krav i SU-systemet til de uddannelsessøgende om fremdrift på videregående uddannelser
· Højst fem ungdomsuddannelser med SU
· Ændret SU til hjemmeboende
· Forhøjelse af satsen for fribeløb for SU-modtagere
· Udbetaling af bonus til uddannelsessøgende, der bliver færdige på under normeret studietid
· Øget støtte til befordringsgodtgørelse
EU-domstolen
Desuden omfattede aftalen også en opfølgning på EU-domstolens dom fr 2013 i sag C-46/12, L.N. der betød, at udenlandske EU-borgere, der arbejder mere end ti timer ved siden af studiet (vandrende arbejdstagere), i lighed med danske arbejdstagere fik ret til fuld SU i Danmark.
Hvad lever studerende af?
I Danmark modtager 425.000 personer (svarende til 327.000 stipendieårsværk) SU og den samlede statslige nettoudgift er godt 21 mia. kr.
Danmark har den højeste SU i verden, og den ligger ca. dobbelt så højt som i Sverige. Grundlæggende må man stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at skatteyderne finansierer en høj SU til nogle af de borgere, der senere i livet får de allerhøjeste indkomster. En universitetsstuderende modtager omkring 9.000 kr. om måneden – ca. 6.000 kr. i stipendium og 3.000 kr. i lån – og kan i tillæg have anden indkomst på op til ca. 12.000 kr. uden fradrag i SU-støtten.
En ny undersøgelse som TNS Gallup ifølge Ritzau har udarbejdet for Nordea viser, at omkring 275.000 af de studerende arbejder ved siden af studierne. Mens 55 procent af de kvindelige studerende arbejder ved siden af studierne, gælder det kun 49 pct. af de mandlige. I alt har 147.000 kvinder og 137.000 mænd et studiejob.
Hvordan de knap 200.000 studerende, der ifølge undersøgelsen ikke arbejder ved siden af studierne, klarer sig for 9.000 kr. om måneden, er ikke godt at vide. Mon ikke man kan antage, at mange har penge med ”hjemmefra” eller har udeklaret ”sort” indkomst?
Løsningen
Spørgsmålet er, om det virkelig har været partiernes mening, at 425.000 mennesker skulle modtage uddannelsesstøtte for over 21 mia. kr. om året? Ligger der en bevidst politisk beslutning bag det forhold, at det danske uddannelsessystem og SU’en skal bruges til at uddanne andre EU-landes borgere?
Det er indlysende, at Danmark ikke uden videre kan ignorere EU-domstolens afgørelse og diskriminere mellem studerende fra Danmark og EU eller EØS.
Det er samtidig særdeles tvivlsomt, at et ”service-check” af engelsksprogede uddannelser i Danmark, som foreslået af regeringen, vil kunne klare problemet.
Mon ikke tiden er inde til fundamentale ændringer i systemet. Bør den nuværende uddannelsesstøtte ikke snarest omlægges til et lånebaseret system, hvor den studerende i stedet har adgang til statsgaranterede lån med en både favorabel rente og fleksible tilbagebetalingsvilkår?
De midler, der spares i SU, kan passende udnyttes til målrettede forbedringer i vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.
Den tidligere regering og Folketingets partier nedsatte i forbindelse med medieaftalen for 2015-18 et sagkyndigt udvalg, der inden 1. januar 2017 skulle udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år.
Rapporten fra Public Service-udvalget præsenteres for offentligheden mandag den 7. november 2016. Det skal blive spændende at se, om udvalget med den tidligere DR-medarbejder Connie Hedegaard i spidsen kan levere et relevant grundlag for politiske beslutninger om de fremtidige rammer Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne.
Begrænset offentlig debat
Venstre-regeringens og kulturminister Bertel Haarders meldinger har været sparsomme – i regeringsgrundlaget er blot nævnt det selvfølgelige ønske om et mere kvalitetsfokuseret DR, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes.
Det forekommer fattigt i betragtning af, at DR faktisk Danmarks største og vigtigste kulturinstitution. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året.
DR har flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er derfor forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR.
Blev monopolet nogensinde ophævet?
Institutionen blev oprindelig etableret som et statsligt monopolforetagende, fordi radiofrekvenserne var et begrænset gode, som alle skulle have adgang til, når de havde betalt deres licens. Senere med flere kanaler i spil fik public service-begrebet mere karakter af, at udsendelserne skulle være ”i og offentlighedens tjeneste”.
Med etableringen af TV 2, der modtager godt 512 millioner kr. i licensstøtte om året, ændrede public service-begrebet sig igen, til at DR skulle ”stå i den danske befolknings tjeneste”. Det kommer nok som en overraskelse for mange, at de venstreorienterede kulturradikale i DR står i befolkningens tjeneste – det må vi huske, når vores ”menneskesyn” kritiseres og vi belæres om vores snæversynede og egoistiske politiske valg!
I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning.
Ifølge loven skal der i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Loven fortsætter med at opremse positive, men diffuse begreber: Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Den gentager vi lige – saglighed og upartiskhed!
Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.
Lovens opremsning kan ingen rigtig have noget i mod, men lovens snik-snak om hvad der ligger i public service forpligtelsen kan vi ikke i det virkelige liv bruge til noget. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR er i hvert fald ikke tvunget til at lytte til ”kunderne”.
Mediemarkedet
Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. Kritikken fra de private aktører på det danske mediemarked lyder på, at de må kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.
Det er da også en kendsgerning, at markederne inden for både tv, radio og internet udfordres af DR’s dominerende position. I den forbindelse skal det bemærkes, at DR har udvidet antallet af kanaler fra to til seks i løbet af få år. Samtidig ekspanderer DR på alle elektroniske platforme. Den øgede aktivitet, hvor service-formålet er aldeles uklart, og det øgede antal kanaler har bidraget til, at DR har vundet betydelige markedsandele. Generelt har DR udviklet sig til en medievirksomhed, der ligesom enhver kommerciel virksomhed søger at vinde markedsandele, mere end en kulturinstitution, som søger at løfte sine public service-opgaver.
Public Service
Sammen med TV2 sad DR i 2014 på næsten 70 pct. af det danske tv-kiggeri. Denne statslige dominans betyder, at konkurrencesituationen for de kommercielle medier i forhold til de statslige medier er blevet kraftigt forværret igennem de seneste år.
Danmarks Radio satser samtidig primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.
Lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser, og danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.
Hos DR har man forberedt sig til debatten om public service. I omtrent alle de mange trailere for stationens programmer er der henvisning til public service. Men kan det virkelig passe at X Factor og Den store bagedyst er public service?
Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.
En stat i staten
DR har samtidig udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!
Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.
Medlemmer af bestyrelsen i DR og medlemmer af Folketinget har offentligt tilkendegivet frustration over at folketingsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer i DR er afskåret fra at diskutere og træffe kulturpolitiske beslutninger vedrørende DR. Fortolkningen af det såkaldte armslængdeprincip har ført til en ualmindelig barok situation omkring hele Danmarks Radio: Licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion.
Forslag
En mulighed kunne være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.
Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på.
TV2 bør privatiseres.
Forslaget vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.
Den famøse energiaftale, som den daværende radikale energiminister Martin Lidegaard i marts 2012 fik lokket samtlige partier undtagen Liberal Alliance med på, havde som mål at bidrage til at fremtidssikre det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst. Aftalens initiativer peger frem mod et langsigtet mål om at energiforsyningen i 2050 skal være 100 pct. baseret på vedvarende energi, samtidig med, at en fortsat høj forsyningssikkerhed sikres. Målsætningen var, at allerede i 2020 skal 50 pct. af det danske elforbrug dækkes af vindstrøm.
Aftalen skulle også bidrage til, at energieffektiviseringer og vedvarende energi skulle gøre danske virksomheder og husholdninger mindre sårbare over for de svingende og stigende priser på fossile brændsler, som den globale befolkningstilvækst og klodens svindende ressourcer skaber.
Energiaftalen skulle endvidere bidrage til at indfri Danmarks forpligtigelser i forhold til EU’s energi- og klimamål.
Forudsætningerne er skredet
De forudsætninger, der lå til grund ved indgåelsen af energiaftalen i 2012 var i væsentligt omfang baseret på udbredte forventninger om stigende priser på fossile brændsler. I 2012 vurderede Det Internationale Energiagentur, IEA, at prisen på en tønde olie i 2015 ville ligge på 124 USD (2014 priser). To år forinden havde IEA skønnet, at prisen for en tønde olie i 2015 ville være på 107 USD (2014 priser).
Det var to meget forskellige skøn med få års mellemrum. Og begge skød helt ved siden af den faktiske pris, som ved udgangen af 2015 lå på omkring 30 USD pr. tønde og nu ligger prisen på omkring 49 dollar pr. tønde.
Den grønne omstilling i Danmark og generelt investeringerne i energisektorerne i Europa var – baseret på forventninger om høje oliepriser – dengang betragtet som en god investering. Mulighederne for fortjeneste her og nu var ikke til at modstå, og på sigt ville GreenTech-sektoren have mulighed for at tjene store summer på eksportmarkederne.
Forudsætningerne for aftalen er som bekendt skredet, og omkostningerne ved den planlagte grønne omstilling er vokset med mange milliarder.
Kystnære havvindmøller
I 2012-aftalen indgik opstillingen af 500 MW kystnære havvindmøller i 2020. Størrelsen blev siden justeret til 450 MW, der ved vækstaftalen i 2014 blev reduceret til 350 MW, fordi hensynene til fredede sortænder kom i vejen på et af de planlagte lokaliteter i Sejrøbugten. På de øvrige 5 udpegede lokaliteter er modstanden også massiv. Lokale beboere og politikere fra alle partier kalder det tåbeligt at ødelægge unik natur med risiko for nedgang i turistindustrien, og dermed arbejdspladser. Samtidig er det påpeget, at der i stedet kunne opsættes nogle flere møller på Horns rev, hvor der er god plads og infrastrukturen er på plads.
Det er ikke kun energiminister Lars Chr. Lilleholt og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er vil droppe de kystnære møller. Biologen, som stod bag sortandens sejr over de kystnære møller i Sejrøbugten, er klar til at gentage succesen med edderfugle i Jammerland Bugt. Fugle-bekymringen har ført til krav om genberegning VVM-rapporten hele tre gange – og der kommer sikkert en fjerde.
Udover æstetikken og faunahensyn er der store problemer med finansieringen af vindmøllerne – og i det hele taget udbygningen af vedvarende energi som led i den grønne omstilling.
PSO-afgiften
Problemet er den omstridte PSO-afgift, der betales over elregningen af private elforbrugere og virksomheder. EU-Kommissionen har erklæret afgiften traktatstridig, fordi eksempelvis udenlandske vindmølleproducenter ikke får del i støtten, selv om de sælger strøm til Danmark.
PSO-afgiften løber op i alt 70 milliarder kroner over de næste ti år – penge, der skal findes på en anden måde, hvis PSO-afgiften skrottes.
Regeringen har tidligere foreslået at skrotte afgiften ved gradvist at hæve bundskatten med 0,31 procentpoint og sænke personfradraget med 1100 kroner frem mod 2021. Regeringen har henvist til beregninger i Skatteministeriet, der viser, at det ville resultere i en samfundsøkonomisk gevinst på to milliarder kroner. Men hvem stoler på beregninger fra Skatteministeriet, og en række partier har kategorisk afvist skattestigninger til borgerne, mens andre har hæftet sig ved, at en skatteløsning vil give virksomheder en skattelettelse, mens borgerne får hele regningen.
EU-Kommissionen er åben for andre løsninger – f.eks. den tyske model, hvor Danmark kan støtte projekter i udlandet. Regeringen og de fleste partier finder det uacceptabelt, at danske støttekroner skal finansiere vedvarende energi i udlandet.
Endnu er der ikke fundet en løsning på finansieringsproblemet, og hele sagskomplekset indgår nu i de politiske forhandlinger om finansloven for 2017.
Forhandlingerne om finansloven for 2017
I udgangspunktet har regeringen støttet af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance foreslået at droppe den planlagte opstillinger af kystnære havvindmøller for at lette finansieringsproblemet. PSO-regningen foreslås samtidig håndteret over finansloven, hvor den samlede regning uden de kystnære vindmøller bliver 8 milliarder kroner mindre.
Imidlertid mangler der fortsat mandater for at kunne skabe flertal for at bryde forliget. Socialdemokraterne er optaget af beskæftigelsesvirkningen, mens de radikale of SF holder fast i aftalen og de oprindelige intentioner.
Regeringens vanskeligheder
Det har ikke gjort det lettere, at regeringen enten må gå af eller leve med et parlamentarisk grundlag, der har ophøjet afpresning til politisk kunstart: De Konservative holder med skiftende begrundelser fast i den aftalte vindmølleudbygning. Først var det den grønne omstilling og klimaet. Siden var det af hensyn til de virksomheder, har investeret i forberedelserne til udbuddet, og senest er det de arbejdspladser, udbygningen vil medføre. Samtidig svæver finansieringen – foreløbig har partiet kun peget på afskaffelse af den grønne check, der er ensbetydende med en skatteforhøjelse for de laveste indkomster. Liberal Alliance har sit velkendte Topskattekrav og Dansk Folkeparti skal have seks eller syv markante indrømmelser på udlændingeområdet.
Venstre-regeringen er derfor nærmest at ligne med et lille skib navigerende uden mål og med i høj søgang nær klippefyldte kyster og med 3 løbske kanoner på fordækket!
Frankrigs præsident, Charles de Gaulle, er blevet citeret for at have spurgt, hvordan man kan regere et land med 365 forskellige oste:
“Comment voulez-vous gouverner un paysoù il existe variétés 365 de fromages?”
Det tragiske er, at udviklingen har bekræftet den franske præsidents pessimisme. Trods det latterlige og farceagtige, der præger præsident Francois Hollandes embedsførelse, er der i den økonomiske situation absolut intet at grine af.
I Danmark er der omkring 830.000 offentligt ansatte, og hvis man skulle fæstne lid til deres organisationer, er mange af dem modstandere af regeringens forskellige forslag til at fremtidssikre det danske samfund. Det gælder også den 2025-plan, som regeringen fremlagde den 30. august 2016 sammen med et forslag til finanslov for 2017.
Sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne og mange andre faglige organisationer har udtalt sig. Om det hele eller delelementer som f.eks. DJØF vedrørende SU-forslaget.
Også i Statens Kunstfond ringer alarmklokkerne og bestyrelsen råber vagt i gevær: Uafhængigheden, kvaliteten og den høje faglighed i kunsten er angiveligt truet på et tidspunkt, hvor Danmark mere end nogensinde har brug for kunsten: Man må forstå, at et stærkt og aktivt kunstliv kan bidrage til at ”styrke sammenhængskraften og den reflekterende dialog på tværs af befolkningsgrupper, geografiske tilhørsforhold og politiske skel”!
Årsagen til opstandelsen er ikke brutale nedskæringer på det samlede kunstbudget, men risikoen for at der igen på Finansloven for 2017 gennemføres en øremærkning af en mindre del af de tidligere frie midler på bekostning af støtten til den nye kunst, som påstås at reflektere over vores nutid og fremtid.
Når alle offentligt ansatte sammen med de knap 748.000, der ifølge Danmarks Statistik i 1. kvartal 2016 var på overførselsindkomst gør fælles sag med de godt 380.000, der er på SU og med de 1.070.000 folkepensionister står enhver reformplan over for en formidabel modstand fra de over 3 millioner danskere, der har deres indkomst fra det offentlige.
Selv uden besparelser vil ethvert forsøg på omfordeling blive afvist – også fra de myriader af bestyrelses-, råds- og udvalgsmedlemmer, der ligesom Statens Kunstfonds bestyrelse er betroet et ansvar for en offentlig pengekasse.
De forhandlinger, der nu er gået i gang om en finans lov for 2017, kan meget vel føre til at der inden årets udgang faktisk kan vedtages en finanslov for 2017. Vi er jo ikke en bananstat, og en finanslov skal vi da ha’! Men der er næppe nogen, der seriøst forventer, at der inden for de kommende 2-3 uger kan skabes politisk enighed om en politik, der for alvor vil genskabe væksten og bidrage til at fremtidssikre samfundet?
Den 8. november havde 4,4 millioner medlemmer af den danske Folkekirke mulighed for at vælge medlemmerne af landets 1.699 menighedsråd for en 2- eller 4-årig periode.
Faktisk blev der kun afholdt valg i 51 sogne – 3 procent af sognene – 97 pct. af sognene besætter pladserne i Menighedsrådet ved aftale.
I de 3 pct. af alle sogne, hvor der blev afholdt valg, var der med 29.850 afgivne stemmer en stemmeprocent på godt 15 pct.
Man kan roligt konstatere, at der i den danske Folkekirke er et gevaldigt demokratisk underskud, når kun 0,7 pct. af 4,4 million stemmeberettigede deltager i udpegningen af Folkekirkens styrende organer.
Den lave valgdeltagelse skal vurderes på baggrund af, at menighedsrådene og Kirkeministeriet faktisk havde prøvet at øge den demokratiske interesse for Folkekirken. På en ny hjemmeside kunne enhver i tekst, billeder og film erfare hvad menighedsrådene foretager sig, og hvordan man rent praktisk kan deltage i arbejdet.
Som en nyskabelse blev der også – tirsdag den 13. september – afholdt informations- og opstillingsmøder over hele landet for alle interesserede.
Problemet er bare, at de færreste af Folkekirkens medlemmer hørte om informationsmøderne, og kun en brøkdel af medlemmerne deltog.
Nyateismen og opbakningen til Folkekirken
Menighedsrådsvalget afholdes i et år, hvor Ateistisk Selskab, der er en forening for ikke-troende, der arbejder for en total adskillelse mellem religion og stat, har kørt kampagne med opfordringer til at ”tænke selv”, og udmelde sig af Folkekirken, hvis man kun er ”traditionskristen”.
Det oplyses, at kampagnen virker, og mange skal have forladt Folkekirken til præsters og biskoppers skuffelse. Tidligere kultur- og kirkeminister Bertel Haarder har dog hilst provokationen og den efterfølgende debat velkommen. I hvert fald har Haarder i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad efterlyst debat om Folkekirken. Stridigheder om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam er livgivende, mente kirkeministeren, der gerne havde set endnu mere uenighed i Folkekirken.
Mange beklager, at folkekirkens tolerance, åbenhed og rummelighed har nået et omfang, hvor det er svært at forstå, at det er kristendom, der forkyndes. Undertiden efterlyses Folkekirkens holdning til f.eks. karakteren af den ”forkyndelse”, der finder sted i Grimhøjmoskeen.
Selvom mange ikke selv har truffet beslutning om indmeldelse i Folkekirken, men er blevet medlemmer ved forældrenes beslutning om dåb, har enhver jo mulighed for at melde sig ud (og slippe for kirkeskatten). Desuagtet er det et faktum, at pr.1. januar 2016 var 4.387.571 svarende til 76,9 pct. af danskerne medlem af Folkekirken.
Kirkeskatten
Hvis man melder sig ud af Folkekirken, slipper man for at skulle betale kirkeskat, og det vil sige mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst. Den folkekirkelige skatteprocent varierer nemlig fra den ene kommune til den anden med et gennemsnit i 2016 på 0,88 pct.
De 8 billigste kommuner med hensyn til kirkeskat i 2016 er:
1. Gentofte 0,43 pct.
2. Frederiksberg 0,50 pct.
3. Allerød 0,58 pct.
4. Lyngby-Tårbæk 0,59 pct.
5. Dragør 0,60 pct.
6. Tårnby 0,61 pct.
7. Hørsholm 0,62 pct.
8. Fredensborg 0,64 pct.
De 9 dyreste kommuner med hensyn til kirkeskat i 2016 er:
1. Samsø 1,30 pct.
2. Læsø 1,30 pct.
3. Thisted 1,28 pct.
4. Lemvig 1,27 pct.
5. Lolland 1,23 pct.
6. Jammerbugt 1,20 pct.
7. Morsø 1,20 pct.
8. Rebild 1,20 pct.
9. Struer 1,20 pct.
Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, sparer man netto 3.600 kr. pr. år ved udmeldelsen. Menighedsrådsvalgets betydning?
Spørgsmålet er hvilken betydning menighedsrådsvalget vil få. Betyder den eklatante demokratiske fiasko, at Danmark i realiteten er afkristnet og Folkekirken overflødig?
Eller er det bare et tegn på, at alle 3B-medlemerne af Folkekirken, der kun kommer i kirken til Barnedåb, Bryllupper og Begravelser, er tilfredse – eller i hvert fald ikke vil ofre energi på at reformere Folkekirken?
Adskillelse af stat og kirke
Ateistisk Selskabs kampagne omfatter også et krav om fuldstændig adskillelse af stat og kirke. Diskussionen er ingenlunde ny, og det er muligt, at Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (Junigrundloven) gav visse kredse forventninger om en fremtidig adskillelse af stat og kirke.
Alligevel er det et faktum, at den evangelisk-lutherske Folkekirke fortsat indtager en formel særstatus og er en fast forankret statslig institution i Danmark.
Grundloven af 5. juni 1953 indeholder hele syv bestemmelser om den danske Folkekirke:
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske Folkekirke, og understøttes som sådan af staten.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 69. De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Berettigelsen
Mange medlemmer af Folkekirken mener det er vigtigt at værne om de grundlæggende institutioner i vores samfund, der skaber sammenhængskraft og kulturel forankring. En adskillelse af stat og kirke ville være et stort tab for Danmark, som vil risikere at miste en stor del af den historiske og kulturelle forankring, som båndet til kirken er en af de vigtige garanter for.
Samtidig er Folkekirken er med 4,4 mio. medlemmer indiskutabelt en af de vigtigste og vel samtidig den mest decentrale organisation, der er tilbage i Danmark. Hvis demokratiet kunne bringes til at fungere, ville vi her have en meget potentielt værdifuld struktur, der kunne opfange og artikulere folkelige rørelser.
Sådan er det desværre ikke, men samtidig tager mange moderne indstillede mennesker afstand fra kristendom og andre religioner, der i fundamentale og missionerende versioner insisterer på at bekæmpe homoseksualitet, insisterer på drakoniske straffe for utroskab og banaliteter, hetzer for Jihad og hellig krig og forsøger at udøve social kontrol via dogmer om guddommelige Moses- eller Sharialove. Det er også svært at have sympati for religioner, der forudsætter lemlæstelse af pigers og drenges kønsorganer, før de kan optages i det religiøse fælleskab.
Men der er også mange mennesker, medlemmer af Folkekirken og andre trossamfund, som finder mening og i trøst i en forkyndelse om barmhjertighed, næstekærlighed og troen på en nådig Gud. Religionen og troen på en mening med det hele gør det nemmere at være til, ligesom forventningen om genforeningen med deres kære i det hinsides er en trøst for os alle, der udsættes for ellers ubærlige tab.
Den kontroversielle Folkekirke
En institution med Folkekirkens omfang er uundgåeligt genstand for debat, og kirken kommer ofte flot ud af diskussionerne. Men desværre bliver det idylliske indtryk alligevel skæmmet af flere forhold:
Det tidligere beskrevne himmelråbende demokratiske underskud.
Folkekirkens åbenlyse besvær med at håndtere de ”sager”, der ustandselig dukker op.
Folkekirkens pengeforbrug og helt umådeholdende frådseri.
Først sagerne:
I Gentofte måtte et enigt menighedsråd i mere end 2 år prøve at rette op på forholdene ved Messiaskirken i Gentofte. Allerede i 2012 henviste menighedsrådet i en skriftlig klage til biskop Lise-Lotte Rebel til mere end 20 års problemer med sognepræsten, Kristian Høeg. Talrige borgere skrev til provst, biskop og Kirkeministeriet for at stoppe en farce, Folkekirken ikke kunne være tjent med. Intet skete. Provsten, oplyste, på et tidspunkt, at han ”i en MUS-samtale havde rådet sognepræst Kristian Høeg til at bearbejde problemerne ved hjælp af en psykolog”. Tilbage står, at inadækvat ledelsesadfærd fra provst, biskop og kirkeministerium førte til et langvarigt og for Folkekirken pinagtigt forløb, der ikke tjener den danske Folkekirke til ære.
Først i slutningen af 2014 trådte Kirkeministeriet, der har ansvaret for ansættelse og afskedigelse af præster i Folkekirken, i karakter. Kristian Høeg, der nok havde samarbejdsproblemer, men bestemt ikke er uden kvalifikationer, blev forflyttet til en anden stilling, og roen har igen sænket sig.
Men der kommer nye sager. Sognepræsten i Sydhavn Sogn i København, Per Ramsdal, har offentligt udtalt, at ”det er svært at tro på, at Jesus gik ud af graven rent fysisk”.
Det er en ærlig sag at miste troen, og det står naturligvis Per Ramsdal frit, at betvivle bekendelsesgrundlaget i den evangelisk-lutherske kirke. Det bemærkelsesværdige er, at manden tilsyneladende ikke var parat til at drage konsekvensen og forlade sin vellønnede tjenestemandsstilling i den danske Folkekirke.
Det oplyses, at Per Ramsdal efter tjenstlige samtaler hos Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, har erkendt sin fejlopfattelse og igen varetager sine forpligtelser som sognepræst.
Der har desværre været mange sager med stridigheder mellem præster og menighed om reinkarnation, flygtninge og forholdet til islam. Debatten er givet medvirkende til vitaliteten i en organisation, der på mange måder er en anakronisme, men har alligevel hos mange skabt tvivl om betimeligheden af folkekirken som en statsunderstøttet institution.
Er udgifterne rimelige:
Landets 10 biskopper, 2.000 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, brænder årligt omkring 8 milliarder kr. af. Ud over medlemmernes bidrag over kirkeskatten er der et skatteyderbetalt statstilskud på godt 1 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster.
Den nye kirkeminister, Mette Bock, mener ifølge Jyllands-Posten ikke, at staten bør betale for præstelønninger og forkyndelse.
I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af kirkens medlemmer via kirkeskatten. Med den ordning er personer, som ikke er medlemmer af folkekirken, altså også med til at betale præsternes løn. Staten bør ifølge den liberale kirkeminister til gengæld i et ikke nærmere specificeret omfang dække nogle af Folkekirkens udgifter til “kulturarven”.
Hvis statsstøtten til præstelønningerne afskaffes kan der hentes op mod 1 mia. kr. Det burde desuden være en overkommelig opgave gennem effektivisering, fokusering og moderne personaleledelse, at hente yderligere nogle milliarder kr. gennem en sognereform, der reducerer antallet af sogne og tilhørende Menighedsråd fra 2.200 til måske 500.
Er der politisk vilje til reformer?
Spørgsmålet er, om der i det nuværende Folketing overhovedet vil være appetit på at binde an med mere grundlæggende reformer af Folkekirken?
Hvis vi lytter til Danmarks Radio, der selv hævder at være hele Danmarks radio, er slaget allerede tabt. I september 2016 kunne Ritzau oplyse, at programmer om tro og religion fylder mindre i DR. En opgørelse over DR’s tros- og eksistensprogrammer lavet for Kristeligt Dagblad viste, at hvor der i 2005 og 2010 blev sendt henholdsvis 310 og 320 timers radio om tro, eksistens og religion, var antallet faldet til 262 timer i 2015. Programmer, der kan give stof til eftertanke og refleksion, forsvinder fra radiofladen. De erstattes med mere lette og underholdende elementer.
Programmer som “Religionsrapport” og “Mennesker og Tro” har fået halveret sendetid fra 2010 til 2015, og i august blev det annonceret, at programmerne ved årsskiftet helt nedlægges og erstattes af et nyt program om filosofi og et program om religion og historie.
Samtidig advarer Jyllands-Posten og andre mod svenske tilstande i Folkekirken. Det hævdes, at den svenske kirke siden adskillelsen fra staten i 2000 er blevet langt mere politisk og er mere optaget af at udtale sig om flygtningesituationen og mindretalsrettigheder end af at forkynde det kristne budskab.
I Danmark steg antallet af offentligt ansatte fra 235.000 i 1960 til 539.700 i 1972.
I 1973 udsendte socialisten, pensioneret økonomiprofessor, Jørgen S. Dich (1901-75) på Borgens Forlag sit værk om ”Den herskende klasse” med undertitlen: ”En kritisk analyse af social udbytning og midlerne imod den”.
På baggrund af sin meget centrale placering i den offentlige forvaltning og mangeårige forskning udvikler Jørgen S. Dich i bogen den tanke, at vi regeres og udbyttes af offentligt ansatte, hvis lønninger, forfremmelser, ekspansion og reformer betales dyrt – ikke af de mest velbjergede, men af lønmodtagerne og især af arbejderne og de mindre næringsdrivende, som stadig fandtes i begyndelsen af 1970’erne.
Gyldendal har netop genudgivet Jørgen Dichs klassiker, der 43 år efter den oprindelige udgivelse er mere relevant end nogensinde.
Den fejlslagne 2025-plan
Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde tilbage i august 2016 en ambition om at sende 250.000 flere danskere ud på arbejdsmarkedet med 2025-planen, der blev offentliggjort tirsdag den 30. august 2016 og indgående diskuteret i Folketinget under åbningsdebatten den 6. oktober 2016.
Lars Løkke imødekom dermed – i det mindste verbalt – alle de politikere, der hidtil har talt om, hvor vigtigt det er at få flere mennesker i arbejde. Talt, ja – men desværre uden rigtig at gøre noget ved det!
Nu er 2025-planen opgivet, men spørgsmålet er, om planen overhovedet ville have gjort en forskel?
Formelt ligger aktiveringsopgaven hos landets 94 kommunale jobcentre. De årlige driftsudgifter løber op i mere end 8 mia. kr., men man aner ikke hvor mange mennesker jobcentrene får sendt i arbejde. Den eneste sikre beskæftigelsesvirkning er, at systemet giver fast arbejde til mere end 9.000 mennesker med gode forbindelser til fagbevægelsen og kommunerne.
Offentlig forsørgelse
Danmarks Statistik har offentliggjort tal for antallet af offentligt forsørgede i Danmark i 2. kvartal 2016. Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse var der i Danmark i 1. kvartal 2016 omregnet til fuldtidsmodtagere 746.381 på overførselsindkomst.
Her til kommer 324.900, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer der er afhængig af det offentlige op på knap 3 millioner fuldtidsmodtagere.
Integration af flygtninge
Der er således nok at tage fat på, men hidtil har strømmen af flygtninge og asylansøgere stjålet opmærksomheden. I øjeblikket antallet af asylansøgere begrænset, den globale flygtningesituation vil uvægerligt betyde, at antallet på offentlig forsørgelse vil stige i de kommende år. Desværre har vi rigtig dårlige erfaringer med integration af flygtninge og asylansøgere i Danmark. Statistikken viser, at selv efter flere års ophold i Danmark kommer under en tredjedel i job.
I øjeblikket har flygtningestrømmen begrænset, men nye asylansøgere kan ifølge Finansministeriet betyde, at integrationsudgifterne i de kommende år vil kunne stige til over 10 mia. kr. om året.
Det er jo ikke fordi vi i Danmark ikke har et særligt system, der er etableret for lette adgangen til arbejdsmarkedet. Problemet er omfattende, bureaukratisk og dyrt, men det værste er, at det tydeligvis ikke virker. Der er udviklet allehånde ordninger: 80/20, job- og virksomhedspraktik og løntilskud, og meget andet – men systemet er impotent.
Sidste år gav presset fra 21.000 asylansøgere i Danmark anledning til, at regeringen, arbejdsgiverne og fagforeningerne i marts blev enige om en treparts-aftale, som skulle få flere flygtninge i arbejde. Der kunne ikke opnås enighed om en lavere indslusningsløn, men i stedet aftaltes det, at betale virksomhederne op til 40.000 kr. for at oprette såkaldte ”integrationsstillinger” for flygtninge.
Det er tanken, at den to-årige såkaldte Integrationsgrunduddannelse (IGU) skal kvalificere flygtningene til at tage et job på lige vilkår med danskere. Flygtningene får samme løn som elever, mens de er i en integrationsstilling og de optjener ret til normale dagpenge umiddelbart efter integrationsstillingen.
Integrationsgrunduddannelsen er ikke kommet i gang
JyllandsPosten kunne den 5. oktober 2016 oplyse, at den nye integrationsuddannelse en meget begrænset succes. Ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) er i alt 13 flygtninge blevet registreret under den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU) pr. 3. oktober, siden ordningen trådte i kraft den 1. juli 2016.
Og så er der aktiveringen af alle de andre
Efter knap 1 måneds politiske forhandlinger om 2025-planen har regeringen besluttet sig for at koncentrere sig om finansloven for 2017. Det skal blive spændende at følge om det her vil lykkes, at få alle de andre på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet, eller om vi kommer til at se succesrater på højde med integrationsuddannelsen?
Regeringen valgte den 29. august i bedste nytårstale-stil at lancere regeringens 2025 helhedsplan på Facebook. Dagen efter blev på én og samme dag præsenteret et finanslovforslag og en helhedsplan for Danmark, der rummer så mange og så store reformer og fremskrivninger af dansk økonomi til 2025, at hverken politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.
Siden er de enkelte elementer i den såkaldte Helhedsplan blevet afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen er at planen er dumpet! Ikke kun af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum. En række regeringsloyale organisationer kvitterede i begyndelsen høfligt for regeringens initiativ, men i længden kunne selv en blind mand med sin stok mærke, at planerne simpelthen ikke hang sammen: Skattelettelser og skattestigninger på én og samme tid, løfter om retfærdige boligvurderinger og krav om øget ejendomsbeskatning i samme udspil, højere pensionsalder kombineret med tvungen pensionsopsparing og forringelse af rentefradragsretten, udhuling af SU og nedsættelse af børnetilskud og forbedrede afskrivningsmuligheder for familieejede virksomheder o.s.v.
Hvad er udfordringen?
I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.
Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 1 pct. i 2016 og 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017.
Hvad bestemmer den økonomiske vækst
Der er især 4 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: forbruget, eksporten og investeringerne.
Forbrug
Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark. Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik om detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen tyder på privatforbruget siden august har vist svaghedstegn.
Eksporten
Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.
Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.
Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.
Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.
Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.
Offentlige investeringer
De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til den økonomiske vækst vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.
Private investeringer
De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.
Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.
I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.
Konklusion
Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.
Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at det burde befordre bred politisk enighed om adækvate indgreb.
Desværre er der ikke udsigt til at der gøres noget ved den katastrofale situation i dansk økonomi, som kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Her til kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!
Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.
Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.
Fokus på finansloven for 2017
Det er nu den politiske ambition i de kommende uger at aftale det mest nødvendige: ejendomsvurderingssystemet, afløseren for den EU-stridige PSO-afgift og en finanslov for 2017, der kan holde verdens største offentlige sektor kørende.
I mellemtiden kan dansk økonomi gå ad helvede til!
