Retorikken har altid været skinger omkring internationale frihandelsaftaler, men på det seneste er modstanden vokset. I USA var det et hovedtema i præsidentvalgkampen, og foreløbig har Donald Trump bebudet at USA vil trække sig fra Trans Pacific Partnership Agreement, TPP, ligesom North American Free Trade Agreement, NAFTA, der forbinder Canada, USA og Mexico i et frihandelsområde, skal genforhandles.
I Europa går bølgerne højt om EU’s handelsaftale med Canada – Comprehensive Economic and Trade Agreement, CETA, og om den endnu ikke færdigforhandlede aftale mellem EU og USA, Transatlantic Trade and Investment Partnership, TTIP.
Canadas premierminister Justin Trudeau har i et længere interview med den britiske avis The Guardian sagt, at globalisering ikke virker for almindelige mennesker (Globalisation isn’t working for ordinary people).
Trudea siger: ”Det, vi ser verden over lige nu – hvad enten det drejer sig om den omsiggribende populisme eller splittede og frygtsomme budskaber – skyldes den kendsgerning, at globalisering ikke ser ud til at fungere for middelklassen – for almindelige mennesker” (What we’re facing right now – in terms of the rise of populism and divisive and fearful narratives around the world – it’s based around the fact that globalisation doesn’t seem to be working for the middle class, for ordinary people).
Spørgsmålet er, om modstanden mod globalisering og frihandel er velanbragt?
Økonomien
Nogle henviser globaliseringsskeptikerne til at gøre deres hjemmearbejde og studere de sidste 250 års akkumulerede nationaløkonomiske viden fra Adam Smith og David Ricardo. På den økonomiske side er sagen nemlig klar – den samlede lagkage bliver større.
Gevinsten for bruttonationalprodukt, eksport og jobskabelse ved frihandel er markant. Det er ikke kun min påstand – økonomisk teori, EU-Kommissionen, Dansk Industri og hvem der har økonomisk indsigt siger det samme. Blandt de politiske partier har de borgerlige og liberale partier typisk hyldet frihandel og EU’s indre marked. I dag breder modstanden sig fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten til andre partier.
En aftale med USA kunne styrke økonomi og beskæftigelse
EU-Kommissionen har beregnet, at en TTIP-aftale med USA ville styrke EU’s økonomi med 120 mia. euro (900 mia. kr.), give en gennemsnitlig EU-familie en årlig gevinst på 545 euro (godt 4.000 kr.) samt skabe hundredtusinder af nye europæiske job. I en dansk kontekst har Dansk Industri vurderet, at en aftale kan øge Danmarks eksport med 27 mia. kr., skabe 15.000 nye job samt gøre mange varer billigere for danske forbrugere.
Modstand mod globalisering og øget international konkurrence
Modstanderne argumenterer, at modstanden ikke går på selve handelen – hvem går ikke ind for samhandel? Fra partier, organisationer og enkeltpersoner, der har påtaget sig at artikulere den folkelige bekymring, lyder det, at det man er imod er handelsaftaler, som begrænser demokratiet, truer sociale rettigheder, underminerer vores princip for forsigtig tilgang til regler for farlige kemikalier eller for den mad, vi spiser – eller på anden måde begrænser vores muligheder for at lave regler for at nå legitime politiske mål i offentlighedens interesse.
Der spredes systematisk skræmmebilleder – en aftale vil betyde, at vi skal opgive forsigtighedsprincippet, acceptere klordesinficerede salmonellafrit fjerkræ og GMO.
Disse indvendinger er velkendte, men det mest overraskende for globaliseringstilhængerne har nok været, at der er opstået betydelig folkelig modstand mod noget, der har været opfattet som en teknikalitet – de tvistbilæggelsesmekanismer, der indgår i udkastet til TTIP-aftalen.
I alle multilaterale og bilaterale handelsaftaler er der traditionelt indarbejdet tvistbilæggelsesmekanismer – et vigtigt element i World Trade Organization er således den etablerede Dispute Settlement Mechanism (DSM) til bilæggelse af tvister mellem WTO’s medlemmer. Formålet er at aftalerne kommer til at fungere godt og til gavn for aftaleparterne sørge for ”sikkerhed og forudsigelighed”. I WTO er kernen i tvistbilæggelsen etablering af såkaldte Paneler, der er ad hoc-grupper på tre (eller fem, hvis det aftales mellem de stridende parter) ”velkvalificerede” panelmedlemmer. Panelet skal foretage en objektiv vurdering af sagen og drage sådanne konklusioner, som vil hjælpe til, at der kan afgives anbefalinger eller afsiges en dom. Hertil kommer en appelinstans.
ISDS
I udkastet til TTIP-aftale opereres med et særligt voldgiftssystem, der skal gøre det muligt for investorer at rejse erstatningssager mod EU-regeringer eller den amerikanske regering, hvis nye regler og love fratager den en forventet indtjening. Den folkelige modstand mod dette tvistbilæggelsessystem – Investor-State Dispute Settlement (ISDS) – er betydelig. Formålet med ISDS er i overensstemmelse med hele ideen bag TTIP-aftalen, at forstærke investorbeskyttelsen med henblik på at øge interessen for direkte investeringer og intensiveret samhandel. Omvendt hævder modstanderne, at ISDS – i modsætning til mekanismen i WTO og andre handelsaftaler, der sigter på tvistbilæggelse mellem stater – giver private virksomheder mulighed for at rejse sager, der vil udfordre regeringernes muligheder for frit og uafhængigt at træffe politiske beslutninger og gennemføre politikker og handlinger. Kravet syntes at være, at spørgsmål, der tænkes henlagt til ISDS, bør afgøres af de nationale domstol.
Fordelingen af lagkagen
Problemet med globaliseringen er, at både de positive og negative konsekvenser er ulige fordelt. De beregnede positive konsekvenser af globalisering og international frihandel forudsætter, at den øgede internationale konkurrence vil gavne nogle virksomheder, mens andre virksomheder vil gå tilbage eller helt ned. Sådan er det jo.
Det forudsættes samtidig, at den arbejdskraft, der afskediges som følge af den øgede konkurrence, vil få job i andre virksomheder i måske helt andre sektorer i andre dele af landet, hvor der måske opstår nye jobs i kraft af handelsliberaliseringen.
Der er ingen grund til at skjule, at den mekanisme, der i teorien skal sikre denne udligning, er ændring i prissignalerne, herunder lønningerne: Ved arbejdsløshed vil lønningerne i de berørte sektorer falde så meget, at alle igen kan finde afsætning for deres arbejdskraft. Voila!
I det omfang EU’s indre marked, globalisering og frihandel fører til vækst i den samlede internationale handel, vil det uundgåelige resultat i visse sektorer være et pres på løn og arbejdsvilkår m.v., som følge af den skærpede konkurrence med lande, der producerer billigere i kraft af lavere lønninger.
Hvis EU-landene skal høste alle fordelene ved øget frihandel, vil det være nødvendigt at tillade at prissignalerne slår igen i den reale økonomi – dvs. det forudsætter, at det tillades, at lønningerne i de berørte sektorer falder og ledigheden stiger. Det er evident, at der i en række europæiske lande vil være behov for gennemgribende arbejdsmarkedsreformer, der kan øge fleksibiliteten.
Modstand mod reformer på arbejdsmarkedet
Danmark har taget hul på de nødvendige reformer, mens lande som Frankrig, Italien m.fl. endnu vægrer sig.
Den nye 3-kløverregering er ikke i tvivl om, at globaliseringen har gjort Danmark rigere, mere vidende og har forstærket vores udsyn. Regeringen erkender, at arbejdsmarkederne ikke nødvendigvis er så transparente og fleksible, som forudsat i globaliseringsteorien. Realiteten er, at nogle mennesker er presset af større krav til uddannelse, digitalisering og konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. De kan ikke uden videre overflyttes til jobs på nye vækstområder, og de risikerer at tabe på globaliseringen.
Der er brug for andet og mere end kurser i at skrive ansøgninger og aktivering. Regeringen vil derfor i et partnerskab med blandt andet erhvervsliv og fagforeninger med målrettet efteruddannelse m.v. ruste dem bedre.
Man skal ikke underkende, at fagforeninger i en række lande har store forbehold over globalisering og øget konkurrence og de ubehagelige reformer, som mere åbne økonomier vil nødvendiggøre. Denne modstand gør naturligvis indtryk på socialdemokratiske og andre arbejderpartier, som derfor også giver udtryk for skepsis.
1 mia. færre fattige – men arbejdere og middelstand i industrilandene taber på globaliseringen
Hvis man anlægger det globale perspektiv er realiteten, at globaliseringen indtil videre især har været til fordel for verdens fattigste og verdens rigeste. Mellemindkomstgrupperne, som især omfatter arbejdere og middelstand i industrilandene, har ikke haft udbytte af internationaliseringen – eller i hvert fald ikke endnu.
Verdensbanken har opgjort, at i perioden fra 1990 til 2013 er antallet af mennesker, der lever i dyb fattigdom reduceret med omkring 1 mia. mennesker til omkring 770.000.
Forholdet kan illustreres i nedenstående såkaldte ”elefant-figur”:
Der er følgelig tegn på, at den folkelige bekymring ved globaliseringen skal tages alvorligt. I de gamle industrilande har millioner mistet deres arbejde på grund af globaliseringen, og selvom der samtidig er millioner af mennesker i udviklingslande og vækstøkonomierne, der har fået det bedre, er det svært at fortælle den gode historie. I hele den vestlige verden er den oppe imod helt forståelige argumenter og følelser, når fordelene er ulige fordelt og konkurrencen og udflytningen af arbejdspladser rammer store områder med arbejdsløshed.
Situationen i Danmark
I Danmark har udviklingen siden den internationale finanskrise bekræftet, at danske investeringer især rettes mod udlandet. Samtidig kan der noteres et klart fald i udlandets direkte investeringer i Danmark. Resultatet er da heller ikke udeblevet. Mens virksomhedsejere og aktionærer har oppebåret pæne udbytter er BNP pr. indbygger faldet med 5,9 pct. i forhold til 2007:
Forklaringen er, at mens BNP, der er udtryk for hvad vi producerer af varer og tjenester i Danmark, siden finanskrisen er stagnerende eller faldet, er bruttonationalindkomsten, BNI, faktisk steget.
Forskellen hænger især sammen med stigende kapitalindkomst fra udlandet.
Indkomsterne kommer f.eks. fra danske virksomheder, der producerer og sælger varer i Østeuropa, USA, Kina eller Indien (tæller ikke i det danske BNP), og som udbetaler et overskud til danske aktionærer (hvilket tæller med i BNI). De stigende kapitalindkomster skyldes også at private og institutionelle investorer i stigende omfang placerer investeringer i udenlandske aktiver, hvor afkastet ikke indgår i det danske BNP men i BNI.
Det siger sig selv, at den stigende kapitalindkomst fra udlandet er særdeles ulige fordelt på den danske befolkning. Den velstandsstigning, der faktisk kan konstateres i Danmark som følge af internationaliseringen, tilfalder således et mindretal af i forvejen velhavende borgere.
Hvis globaliseringsfordelene skulle fordeles mere ligeligt, ville det kræve en stat, der var indstillet på at sikre en mere rimelig omfordeling via skattesystem og udgiftspolitik. I et land, hvor offentlige instanser allerede står for mere end halvdelen af den samlede økonomi, er den vej simpelthen ikke farbar.
Hvor er den gode historie?
Selvom der ikke er tvivl om de globale økonomiske fordele af internationaliseringen, kan man ikke ignorere at gevinster og ulemper ved handlen ikke er ligeligt fordelt. Nogen taber mere end andre, nogen vinder mere end andre. Selvom det ikke har vægt i den økonomiske teori, og nogle ligefrem priser ulighed som drivkraft, så er der mange, der har ubehag ved stor ulighed, ved at føle sig forbigået og ignoreret.
For dem er det ringe trøst, at den samlede velstand stiger, hvis det betyder en enorm usikkerhed om arbejdssituation, et arbejdsliv med idelige ændringer og fremmedgørelse overfor en samfundsudvikling, der er svær at gennemskue.
Det er ej heller altid klart, hvad globaliseringsdiskussionen drejer sig om. Som nævnt, er nogle begejstrede for samhandel, men skeptiske overfor tilpasningen til internationale standarder, og bekymrede for de problemer, der følger af migration. Hvis masseindvandringen følger med som en uundgåelig effekt af globaliseringen, er manges skepsis måske mere forståelig.
Den gode fortælling om handelsaftalerne og frihandel mangler simpelthen både i Europa og i USA. Foreløbig er der ingen, der har kunnet fortælle vælgerne, hvorfor de skal tro på handelsaftalerne og på en mere retfærdig fordeling af ulemperne og fordelene i form af den påståede større lagkage.
Samtidig er det også en kilde til bekymring, at krav om grænsekontrol og toldmure kun er begyndelsen. Det er vel for fanden ikke handelskrige, vi har brug for?
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 