Danskernes handel på nettet voksede markant i årets første kvartal i forhold til første kvartal 2015.

Samtidig er omsætningen i de fysiske butikker langt fra prangende, og det er således ikke så overraskende, at detailhandlen føler, at den er under pres.

Forbrugerne holder i disse år mere på pengene end tidligere. Det sker på trods af stigende forbrugerforventninger, øgede indkomster og betydelige nettoformuer. Problemet er, formuen i form af pensioner og fast ejendom ikke er likvid samtidig med, at de fleste husholdninger har verdensrekord i bruttogæld – typisk 3 gange den årlige disponible indkomst!

Den langvarige internationale finanskrise, der betyder at vi i Danmark stadig ikke har genvundet det BNP pr. indbygger vi havde i 2007, har betydet at forbrugerne synes at være blevet mere prisbevidste. Resultatet er, at der tegner sig et billede af en varig stigning i den private opsparingskvote.

Samtidig er der klare tegn på en uafvendelig og støt fremadskridende ændring i danskernes forbrugsmønstre; Tidligere var der en geografisk barriere, der betød at forbrugernes alternativer var begrænsede. Bortset fra beboerne i grænselandet måtte forbrugerne acceptere de priser, der blev krævet. Sådan er det ikke mere, og den manglende konkurrence rammer nu den danske detailhandel med fuld kraft.

Voksende net-handel

I tilgift til den voksende traditionelle grænsehandel skifter forbrugerne i stigende grad fra handel i fysiske butikker til online-handel, og vi vil inden for en række varegrupper snart se fysiske forretninger kæmpe for at overleve, mens netbutikkerne buldrer frem. Det skønnes, at godt 10 pct. af danskernes samlede forbrug på omkring 965 mia. kr. ligger på nettet – og nethandlen er stigende, og ventes i indeværende år at runde 100 mia. kr!

Allerede nu har fire ud af ti tøjforretninger underskud ifølge Deloittes modeanalyse baseret på offentliggjorte regnskaber frem til december 2014, og tøjmærket Bruuns Bazaar måtte i marts 2016 indgive en konkursbegæring. Det er den fjerde danske tøjkæde, som går konkurs i løbet af kort tid. Uno Danmark med 35 butikker i Danmark, Sverige, Norge og konkurs gik konkurs i begyndelsen af marts og fik kort tid efter følgeskab af modekoncernen Bruuns Bazaar. Tøjkæden Moss Copenhagen med 12 butikker gik også konkurs i marts 2016.

Til gengæld melder digitale aktører på tøjmarkedet som dansk-svenske Boozt.com og Miinto.com om tocifrede vækstrater.

Udenlandske netbutikker render med omsætningen

Danskerne kompenserer i stigende grad for de høje danske priser ved at handle i udenlandske e-butikker. Den tendens bliver bekræftet af tal om brug af betalingskort fra Betalingsrådet under Nationalbanken. Tallene dokumenterer, at danskerne lægger en stadig større del af forbruget i udlandet: I 2011 brugte vi 9 kr. i udlandet for hver 100 kr., der blev brugt på betalingskortet. I 2015 var det steget til 11,50 kr. I alt brugte danskerne i 2015 over 55 mia. kr. på betalingskort i udlandet – herunder i netbutikker, og det tal vil stige i de kommende år. Man kan derfor håbe, at Betalingsrådet under Nationalbanken snarest finder anledning til at offentliggøre nye tale for danskernes brug af betalingskort.

Allerede nu er der imidlertid tegn på, at udenlandske netbutikker har erobret omkring 25 pct. af den danske internethandel svarende til en omsætning på 25-27 mia. kr. Konkurrencen kommer i særdeleshed fra internationale mastodonter som Amazon, Asos og Zalando.

Tøj, sko og smykker er den næststørste kategori for e-handel på omsætning kun overgået af rejser og kulturoplevelser. Den omsætning, der går til udlandet, vil også stige, fordi nethandelen gradvist omfatter flere og flere varegrupper. Det er i stigende grad attraktivt at handle også helt almindelige dagligvarer i udenlandske netbutikker.

De udenlandske netkonkurrenter i Tyskland og Sverige drager – ud over det generelt lavere prisniveau – også fordel af den lavere tyske og svenske moms på fødevarer. Danske forbrugere kan uden problemer få transporteret varer med lav tysk eller svensk moms lige til døren overalt i landet. Butikken modtager kundens bestillinger på nettet, men er samtidig behjælpelig med kontakt til transportfirmaer, der kan transportere varerne til kundens dørtrin.

Noget bør gøres

Hvis den fysiske detailhandel i Danmark ikke skal miste hele omsætningen til udenlandske netbutikker er det på høje tid med innovativ udvikling af dansk detailhandel.

Netmediet Finans kan da også oplyse, at nethandel får butikscentre til at opruste som aldrig før. Landets storcentre udbygger i de kommende år for 3,9 mia. kr. og skal i højere grad blive til mødesteder med restauranter og aktiviteter for at konkurrere med den stigende internethandel. Det bemærkelsesværdige er, at nethandelsvirksomhederne også i stigende omfang satser på fysisk tilstedeværelse i attraktive centermiljøer. Den traditionelle detailhandel skal derfor indstille sig på øget konkurrence på alle planer.

Den private foretagsomhed bør dog ikke fritage politikerne fra at handle. Selvom konkurrencen er stigende er der et påtrængende behov for politisk handling, der kan øge konkurrencen i dansk engros- og detailhandel.

Planloven

Sommerens aftale om lempelser i planloven havde til formål at skabe et større råderum for lokale hensyn, øge konkurrencen og skabe vækst i det såkaldte udkantsdanmark.

Desværre betød presset fra Danmarks Naturfredningsforening og deres støtter i København og Nordsjælland, og fra organisationer som De Samvirkende Købmænd, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Politikerne skruer med aftalen lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne: De må være op til 5.000 kvadratmeter mod tidligere 3.500 kvadratmeter.

At der ikke blev givet helt los, sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart, men selvfølgelig til ugunst for mindre konkurrerende butikker i små og mellemstore byer. For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger er størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Omkostningerne ved en rigid planlov

Selv med justeringerne af planloven er realiteten, at den begrænsede konkurrence, kartelaftaler og ”mestergrise” ikke er gratis for de danske skatteborgere. Hovedårsagen til, at danskerne betaler 39 pct. mere for fødevarer og andre dagligvarer end gennemsnittet for alle andre EU-borgere, er at offentlige myndigheder og planlovgivningen aktivt modvirker konkurrence. Det betyder – som påpeget af Produktivitetskommissionen – en omkostning i form af lavere produktivitet og højere priser.

Resultatet er, at vi i Danmark – trods al snak om vækst og beskæftigelse – har de højeste forbrugerpriser i hele Europa. Samtidig er der risiko for at en stadig større del af den danske efterspørgsel vil rette sig mod udenlandskennetbutikker med endnu mere katastrofale konsekvenser for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Fyens.dk kunne den 13. december 2016 oplyse, at den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister Poul Søgaard er død i en alder af 93 år.

Den mangeårige socialdemokrat havde gennem fire Anker Jørgensen-regeringer fra 1977 til 1982 det politiske ansvar for de danske styrker i en af de mest anspændte perioder under den kolde krig. Som medlem af Forretningsudvalget for Værnepligtige Menige Talsmænd 1978/79 mødte jeg Søgard ved flere lejligheder. Selvom Forretningsudvalget pr. definition var kritisk overfor Forsvarsministeriet, blev vores hidsige angreb altid mødt med ministerens kloge og beherskede udtalelser.

Det var således kendetegnende, at Poul Søgaard betakkede sig, da Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i september 1982 indledte en grotesk og fej fodnotepolitik, som – udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Poul Søgaards politiske opfattelse lå langt fra Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor bl.a. Svend Auken, Lasse Budtz og Mogens Lykketoft var naturlige midtpunkter. Hvis Søgaard ikke havde været en klassisk socialdemokratisk ”partisoldat” ville han formentlig i protest mod partiets venstredrejning have forladt partiet. Partiet venstrefløj udviklede i denne periode en betydelig sympati for de kommunistiske diktaturer, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel, hvor diktaturet eufemistisk blev beskrevet som Samba-socialisme.

Udover posten som solid forsvarsminister i skiftende Anker Jørgensen-regeringer var Poul Søgaard 1970-72 og 1982-84 en meget populær og respekteret kommitteret for Hjemmeværnet.

Poul Søgard forlod Folketinget i 1990.

Der er kommet en Danmarkskanon ud af tidligere kulturminister Bertel Haarders dialog med det danske folk. Nr. 6 på listen er indiskutabelt noget særligt dansk: ”Det danske sprog: Dansk er modersmål for mere end 90 % af befolkningen i Danmark. Sproget er ikke blot et kommunikationsredskab; det er en kulturbærer”.

Til gengæld er ni af de ti værdier noget, som findes i ethvert nordeuropæisk demokrati, og er altså ikke specielt danske.

Det danske sprog er noget særligt dansk

Når vi nu er enige om, at det danske sprog er noget helt særligt dansk, er det påfaldende, at Central Intelligence Agency, ofte forkortet CIA, det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger, har fundet ud af, at Danmark er er et af de meget få lande i verden uden et officielt sprog!

CIA har ansvar for indsamling og analyse af allehånde data. Som Snowden og andre har påvist, er det langt fra alle oplysninger, der frivilligt deles med offentligheden. CIA udgiver imidlertid “The World Factbook” med et væld af data om 240 nationer, territorier og regioner. Blandt andet oplyses hvilke sprog, der tales i de enkelte lande, og om det pågældende lands regering har fastsat et officielt sprog.

Langt de fleste af verdens 196 suveræne nationer har officielle sprog. F.eks. fremgår det af artikel 4 i den Schweiziske forfatning fra 1999, at de nationale sprog er Tysk, Fransk, Italiensk og Romansh (der især tales i cantonen Grisons eller Graubünden).

Ifølge CIA’s Factbook er der kun 14 lande, der ikke har et officielt sprog: USA, Amerikansk Samoa, Australien, Tjekkiet, Danmark, Vatikanet, Island, Jamaica, Japan, Nordkorea, Sydkorea, Mexico, San Marino og Det Forenede Kongerige.

Hvorfor er dansk ikke det officielle sprog i Danmark?

Ifølge CIA tales der i Kongeriget Danmark dansk, færøsk, grønlandsk og tysk. Det oplyses endvidere, at ”English is the predominant second language”.

CIA Factbook omtaler ikke, at sprogspørgsmålet var særdeles kontroversielt op til den første danske Grundlov af 5. juni 1849. I helstatstiden var tysk det officielle sprog i Holsten, Lauenborg og Slesvig. Ikke mindst i Slesvig, hvor der var mange dansktalende, var der kræfter, der arbejdede på at dansk skulle være det officielle sprog. Kongen blandede sig i sprogsagen og udsendte i maj 1840 et sprogreskript, der beordrede, at retssystemet og embedsmændene skulle anvende dansk sprog i områder, hvor der blev talt dansk i skole og kirke. Det udløste store protester i den slesvigske stænderforsamling, der ikke brød sig om denne direkte indblanding fra København. Kongen og regeringen i København blev nu meget forsigtige og tilbageholdende i sprogspørgsmålet, da de ønskede at bevare den enevældige helstat samlet for enhver pris. Som bekendt var konstruktionen genstand for 2 borgerkrige og holdt kun til 1864.

Ikke med i senere Grundlovsændringer

Grundloven er siden blevet revideret flere gange uden at dansk har været et tema. Første gang i 1866 – en grundlovsrevision, der betegnes som et tilbageskridt for den lige og almindelige valgret. Anden gang i 1915 – en grundlovsrevision der på en gang betegnede et fremskridt og et tilbageskridt. Kvinder og tyende fik valgret til Rigsdagen, men dets førstekammer, Landstinget, blev vanskeligere at opløse. Tredje gang i 1920 alene nødvendiggjort af Sønderjyllands genforening med Danmark. Fjerde gang i 1953 – landets nuværende grundlov, hvor Landstinget blev afskaffet, tronfølgen ændret, valgloven taget ud af grundloven og folkeafstemningsprincippet blev indført.

I det forkastede grundlovsforslag fra 1939, hvor valgretsalderen var foreslået til 23 år samt en nedlæggelse af Landstinget, var spørgsmålet om dansk som officielt sprog heller ikke et issue.

Ikke officielt nationalsprog

Almindeligvis stilles der ikke spørgsmål ved, at dansk er nationalsproget i Danmark. Dansk er således modersmål for over 90 pct. af befolkningen i Danmark. I Sønderjylland er der fortsat et betydeligt tysktalende mindretal.

Uden at være det det formelt officielle sprog i Danmark, er dansk enerådende som offentligt sprog. Således bestemmer Retsplejeloven, jf. §149, stk.1, at: ”Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret”.

Dansk i retskrivningen

I Lov om dansk retskrivning fra 1997 fremgår det, at ”Dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn og offentliggøres i Dansk Sprognævns retskrivningsordbog”.

Af § 2 fremgår det, at: ”Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikke offentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten”.

I henhold til forvaltningslovens § 7 har offentlige myndigheder pligt til i fornødent omfang at give vejledning til borgerne. Ifølge Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område antages det, at dette også indebærer en pligt til at sørge for at betale for tolkebistand, når en person, der henvender sig til myndigheden, ikke behersker det danske sprog tilstrækkeligt godt. Forvaltningsmyndighederne må altså sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse om sager, der skal tages under behandling af myndighederne.

De største tolkesprog i den offentlige sektor

Translatørforeningen har i 2015 udarbejdet en oversigt over de mest benyttede tolkesprog i den offentlige sektor. Selvom årsagen til, at dansk aldrig er blevet officielt sprog i Danmark er sprogstriden med tysk i Slesvig og Holsten, optræder tysk ikke på listen over de sprog, hvor der er størst behov for tolkebistand:

• arabisk

• bosnisk

• dari

• farsi

• kinesisk (mandarin)

• kurmanji

• pashto

• polsk

• somali

• tyrkisk

• thai

• urdu

Ingen samlet opgørelse over tolkeudgifter

Translatørforeningen gennemførte i 2015 en kvalitativ spørgeskemaundersøgelse blandt brugere i den offentlige sektor inden for sundheds-, social-, rets- og asylområdet. Undersøgelsen viste at på justitsområdet var udgiften på 55 mio. kr. i 2013, regionernes udgifter til sundhedstolkning var på 102 mio. kr. i 2012, og kommunernes udgifter til socialtolkning blev i 2010 angivet til 70 mio. kr.

Foreningen antyder selv, at disse tal undervurderer de samlede offentlige udgifter til tolkning og translatørbistand.

USA

USA er som nævnt blandt de 14 lande, der ikke har et officielt sprog. Det antages at 82 procent af befolkningen i USA normalt taler engelsk, men det er ikke helt klart hvad det ville betyde, hvis engelsk blev fastlagt som officielt sprog. Desuagtet har der politisk i de senere år i tilknytning til stigende indvandring i USA været krav om, at engelsk skulle være officielt sprog.

Mens USA ikke har et officielt sprog, har 31 delstater love, der fastslår engelsk som statens officielle sprog. Delstaten Virginia har således vedtaget regler i 1996, der fastslår, at “ingen statslige eller lokale myndigheder og institutioner er forpligtet til at udlevere … dokumenter, information, litteratur eller andre skriftlige materialer i et andet sprog end engelsk.”

Ole Stig Andersen har i dagbladet Information skrevet om sproglove rundt omkring i verden, og tendensen til at ville beskytte eller ligefrem privilegere et bestemt sprog. Om USA har Ole Stig Andersen beskrevet den frygt, der hersker i visse kredse om sprogets snarlige undergang hvis der ikke straks bliver gjort noget især i forhold til landets næststørste sprog, spansk. Spansk tales af omkring hver ottende amerikaner.

For at trænge spansk tilbage har der i årevis været en English Only-bevægelse, der vil gøre engelsk til enerådende sprog i alle offentlige sammenhænge. Hvis offentlig service, skriftlig som mundtlig, kun måtte foregå på engelsk, vækker det naturligvis voldsom bekymring i erhvervslivet, i social- og sundhedssektoren og hos politi og andre udrykningstjenester der f.eks. ikke mere kan modtage og besvare nødopkald på andre sprog.

Sprogkravene til statsborgerskab i Danmark

For at få tildelt dansk statsborgerskab ved naturalisation (ved lov) skal ansøgeren leve op til en række krav:

Herunder en såkaldt ”tro og love”-erklæring, en ren straffeattest, visse krav til økonomi, danskkundskaber og en bestået statsborgerskabsprøve.

I ”tro-og love”-erklæringen lover ansøgeren troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund. Lover at overholde dansk lovgivning og respektere landets retsprincipper. Samtidig skal ansøgeren oplyse, om han tidligere har begået kriminalitet – uanset størrelsen og typen på lovovertrædelsen.

Kravene til danskkundskaber omfatter en bestået danskprøve, som kan have forskellig sværhedsgrad afhængigt af ansøgerens forhold.

Mange, der ikke bare tilnærmelsesvis kan sproget, får alligevel indfødsret. Årsagen er, at regeringen i 2013 genindførte muligheden for at søge dispensation for danskkundskaber samt kendskab til almene samfundsforhold. Ansøgere til dansk statsborgerskab kan således få dispensation for både dansk- og indfødsretsprøve hvis de kan fremlægge dokumentation for, at en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse er årsagen til at de ikke kan bestå prøverne og/eller deltage i relevante kurser.

I praksis er det ofte ansøgere med diagnosen PTSD, som opnår dispensation fra at bestå dansk- og indfødsretsprøven.

Kan man have stemmeret uden at kunne sproget?

Fra tid til anden stilles der spørgsmål ved rimeligheden af at indrømme stemmeret til personer, der ikke er i stand til at kommunikere på dansk. Men er man xenofob og måske oven i købet racist, hvis man forventer at danske statsborgere kan tale dansk eller i hvert fald noget dansk?

Kan det virkeligt passe, at vi skal tilbage til før 1. og 2. Slesvigske Krig for at finde forklaringen på, den stedmoderlige behandling af modersmålet for 90 pct. af befolkningen?

EU-Kommissionen har den 14. december 2016 meddelt, at man kan godkende, at finansieringen af støtten til vedvarende energi i Danmark i princippet overføres til finansloven, og den eksisterende PSO-afgift udfases over de kommende 5 år. Konkret er det aftalt, at PSO-støtten til forskning samt nye og renotificerede støtteordninger allerede i 2017 overflyttes til finansloven, mens PSO-afgiften afskaffes gradvist fra 2017 således at PSO-systemet er fuldt afviklet 1. januar 2022.

Udfasningen af PSO-afgiften finansieres ved at hæve bundskatten, reducere den grønne check og ved at afskaffe en pulje til erhvervslivet.

EU-Kommissionen fandt tidligere at støttesystemet for vedvarende energi var diskriminerende fordi PSO-afgiften blev opkrævet af strøm uanset oprindelse, mens støtten alene blev ydet til vedvarende energi-projekter i Danmark. I 2015 og 2016 har Danmark derfor været tvunget til at yde støtte til vedvarende energi i Tyskland.

EU-Kommissionens godkendelse af den 5-årige udfasning af PSO-afgiften er ikke gratis for danske skatteborgere.

Støtten til vedvarende energi på op mod 8 mia. kr. om året skal betales, og hertil kommer, at EU-Kommissionen forudsætter, at Danmark investerer yderligere 114 mio. euro (ca. 850 mio. kr.) i opgradering af elforbindelserne til Tyskland og Sverige:

”In December 2016, Denmark notified to the Commission its plans to finance renewable support directly from the State budget as of 2017, instead of through the PSO levy. For some existing support schemes there will be a gradual phase-out from the PSO levy over a 5-year transitional period (2017-2021), during which the share of State budget financing will be increased each year. In order to avoid the risk that the measure discriminates against imported electricity during this transitional period, Denmark has committed to invest €114 million in infrastructure that benefits cross-border energy flows. On this basis, the Commission concluded that the modified financing method is in line with EU rules”.

Under Finanslovsdebatten i Folketinget den 13. december 2016 bidrog Tórbjørn Jacobsen fra det færøske parti Tjóðveldis med en malende beskrivelse af forholdet mellem Færøerne og Danmark og sammenlignede det årlige bloktilskud på 642 mio. kr. med at give bryst til en 10-årig.

Færøernes økonomi

Bortset fra 2008 har den økonomiske vækst på Færøerne været væsentlig højere end i Danmark. Danmarks Nationalbank advarer nu mod risikoen for økonomisk overophedning. Efter flere års stigende eksportindtægter drevet af bl.a. høje priser på opdrættet laks og gode fangster af makrel og sild fortsætter højkonjunkturen med forøget styrke i 2016. Bruttonationalproduktet ser i år ud til at stige med 8,5 pct.

Búskaparráðið – Færøernes Økonomiske Råd – forventer, at væksten de næste par år drives af både indenlandsk og udenlandsk efterspørgsel, især meget store investeringer i den offentlige sektor og i offentlige virksomheder.

Væksten i produktionen på Færøerne har siden finanskrisen været højere end i Danmark, og produktionen pr. indbygger på Færøerne nåede i 2015 op ved siden af den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Den enkelte indbygger på Færøerne har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNP på omkring 350.000 kr. På Færøerne er indkomsten godt på vej til 400.000 kr., mens den disponible bruttonationalindkomst i Danmark stagnerer. Årsagen er som nævnt den stærke økonomiske vækst på Færøerne som følge af de gode tider for fiskeriet – sammenholdt med den økonomiske stagnation i Danmark. Tilskuddet fra den danske stat og nettolønindkomst fra personer, der arbejder i udlandet, men bor på Færøerne, kommer oveni.

Overophedning af økonomien

På Færøerne er det ikke betalingsbalancen, der bekymrer. Overskuddet har i 2015 været betydeligt og også i indeværende år bliver der overskud. Problemet er risikoen for overophedning af den trods alt begrænsede færøske økonomi. Ifølge en opgørelse fra Færøernes Økonomiske Råd planlægger landsstyret, kommunerne og offentligt ejede selskaber en række store investeringer på 1,3 mia. kr. (7,3 pct. af BNP) i 2016, hvilket er 20 pct. højere end i 2014. Investeringerne forventes at stige med yderligere 34 pct. frem til 2018. Eksempelvis planlægges to nye tunneller til en samlet pris på 2,1 mia. kr. (13 pct. af BNP) i perioden 2016-21. I en dansk sammenhæng svarer det til mere end fire Femernbælt-tunneler.

Importindholdet i mange af disse investeringer er stort, men på grund af det samlede omfang vil det bidrage betydeligt til den økonomiske vækst og til risikoen for flaskehalse, særligt inden for byggeriet, hvor der i forvejen er tegn på overophedning. Syv ud af ti byggevirksomheder angiver mangel på arbejdskraft som en begrænsende faktor for væksten. Omfanget af de offentlige investeringer og investeringer i offentligt ejede selskaber risikerer dermed at presse økonomien yderligere over kapacitetsgrænsen.

Nationalbankens anbefalinger

Der er risiko for overophedning af økonomien, særligt i byggeriet. På den baggrund vurderer Danmarks Nationalbank i den sidste kvartalsoversigt, at

·         det strukturelle underskud på de offentlige finanser bør vendes til et overskud hurtigere end planlagt,

·         de langsigtede udfordringer for den finanspolitiske holdbarhed bør håndteres nu, og

·         landsstyrets og kommunernes budgetter bør koordineres bedre for at sikre en samlet styring af de offentlige finanser.

Krisen i 1992-93

Den økonomiske gældskrise på Færøerne i begyndelsen af 1990’erne ligner ikke den situation, som Nationalbanken nu advarer mod. Den eneste lighed er, at ej heller dengang blev problemerne påført færingerne udefra. Et stort antal rapporter fra sagkyndige udvalg i Danmark og på Færøerne pegede allerede i 1980’erne på en række fejl, massivt overforbrug gennem den økonomiske politik på Færøerne og en alt for stor gældsætning. En gældsætning, der desværre blev intensiveret, da den danske regering ubesindigt satte realkreditloven i kraft på Færøerne.

Først da den økonomiske krise ramte banksektoren og den første bank stod over for en konkurs i oktober 1992 blev der reageret. Krisen var på det tidspunkt under kraftig udvikling. Produktionen på Færøerne var allerede faldet drastisk og i begyndelsen af 1993 var den økonomiske udvikling på Færøerne på vej ind i totalt kollaps. I virkeligheden den mest omfattende økonomiske krise, noget vestligt samfund har oplevet i nyere tid med direkte fald i produktion og indkomst, konstant stigende arbejdsløshed og en udlandsgæld på 8 mia. kr.

Først i juni 2008 kunne regeringen og Færøernes landsstyre med en ny aftale lukke et smertefuldt kapitel i Rigsfællesskabet, endeligt afslutte banksagen og tilbageføre det fulde ansvar for den økonomiske politik til Færøernes hjemmestyre.

Hvad bør regeringen gøre

Det er Færøernes Landsstyre og Lagtinget i Torshavn, der i henhold til hjemmestyreloven fra 1948 og aftalen i 2008, suverænt har ansvaret for den økonomiske politik på Færøerne. Det bør dog ikke afskære den danske regering fra overfor Landsstyret at understrege Nationalbankens anbefalinger vedrørende styringen af de offentlige udgifter på Færøerne.

Det er også et spørgsmål, om ikke tiden er inde til at opdatere den aftale, der ligger bag det årlige statslige bloktilskud til Færøerne på 642 mio. kr.

Det er snart 30 år siden, at regeringen og Færøernes Landsstyre den 9. marts 1987 indgik en aftale om en tilskudsreform, der konverterede en lang række tilskud på områder, der ikke var overtaget af hjemmestyret som særanliggender, til et samlet bloktilskud.

Når den disponible bruttonationalindkomst pr. indbygger på Færøerne ligger væsentligt over niveauet i Danmark, og når Færøernes Landsstyre kan tillade sig offentlige investeringer og forbrug på et niveau, der ligger uden for det økonomiske råderum i Danmark, burde det være muligt at finde forståelse for nødvendige justeringer.

Rodrigo Duterte

Når Philippinernes præsident Rodrigo Duterte har kaldt Barack Obama for ”søn af en luder” er det ikke et helt enestående tilfælde af politiske fornærmelser.

Luigi Di Maio

Berlingske korrespondent i Sydeuropa, Martin Tønner, beskriver i Berlingske Tidende den 13. december 2016 regeringssituationen i Italien og udnævnelsen af den hidtidige udenrigsminister Paolo Gentiloni som chef for en overgangsregering efter Matteo Renzi.

Tønner indleder sin klumme med at citere en fornærmende udtalelse af Luigi Di Maio fra protestbevægelsen M5S: ”En tom ministerbil ankom til Il Quirinale og ud af den steg Paolo Gentiloni”.

Luigi Di Maio er med sin nedsættende bemærkning om Gentiloni ikke særlig original, men stærkt inspirerer af Winston Churchill, som er tillagt følgende udtalelse om Clement Atlee, der slog Churchill ved parlamentsvalget i 1945:

”An empty taxi drove up to 10 Downing Street, and out of it stepped Clement Attlee”.

Winston Churchill

Ifølge historien var den legendariske britiske premierminister, Winston Churchill, særdeles leveringsdygtig i fornærmelser. Blandt de mere kendte, skulle Winston Churchill således, da et kvindeligt parlamentsmedlem fra Labour bebrejdede ham, at han var beruset, have repliceret: – Og du er grim, og mens jeg i morgen vil være ædru, vil du stadig være grim!

Boris Johnson

Den nye britiske udenrigsminister Boris Johnson har ikke holdt sig tilbage. I 2007 karakteriserede han med en synlig gysen, at Hilary Clinton med sit affarvede hår, læber og stålblå øjne lignede en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital. Efter sin udnævnelse til udenrigsminister har han slået udtalelsen hen med, at den var taget ud af sin sammenhæng.

Hugo Chavez

Daværende præsident for Venezuela, Hugo Chavez, betegnede i 2006 i FN den amerikanske præsident, George W. Bush, som ”djævelen” og at lugten af svovl stadig hang i luften omkring talerstolen.

Nigel Farage

Den britiske Nigel Farage betegnede i sin jomfrutale som nyvalgt medlem af Europaparlamentet formanden for det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, som en ”underordnet bankfunktionær” fra Belgien, der ikke var noget ”rigtigt land”. Rompuy havde i øvrigt karisma som en ”våd klud”.

Silvio Berlusconi

Italiens Silvio Berlusconi har været storleverandør af fornærmelser. Betegnelsen i 2003 af formanden for Europaparlamentet, Martin Schulz, som velegnet til en rolle som vagt i en nazistisk koncentrationslejr, skabte en regulær krise mellem Italien og Tyskland.

Den meget finske kvindelige finske præsident, blev ifølge Berlusconi i 2005 overtalt til at acceptere Parma som værtsby for det europæiske fødevareagentur. Berlusconi lod forstå, at når præsidentens udseende og vægt blev taget i betragtning, havde overtalelsen krævet alle hans professionelle talenter som gigolo.

Donald Trump

Donald Trump er ligeledes kendt for sine fornærmelser mod alt og alle. Præsident Barack Obama er blevet beskyldt for at have skylden for alt fra Brexit til ISIS og Trump antydede i en lang periode at Obama selv var muslim og i virkeligheden slet ikke født i USA.

Barack Obama

Barack Obama har heller ikke holdt sig tilbage. Da den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, udtalte, at den eneste forskel på en pitbullterrier og en hockeymom var læbestift, fandt Obama hurtig anledning til at påpege, at ”man godt kan smøre læbestift på en gris – men det er stadig en gris!”

Poul Schlüter

Under valgkampen i december 1990, hvor socialdemokratiets leder, Svend Auken, førte sig bemærkelsesværdigt afdæmpet frem, sagde statsminister Poul Schlüter, at det ”virkede som om Svend Auken var på stesolid”. På et kritisk spørgsmål svarede Schlüter, at han ikke havde udtalt sig om Aukens forbrug af nervemedicin, men blot påpegede, at det virkede som om han var på stesolid.

Selvom Auken på sin vis vandt valget, og gik frem med 14 mandater, lykkedes det som bekendt ikke at vriste regeringsmagten fra Schlüter.

Da den fremtrædende Københavnske konservative kommunalpolitiker Hans O. Thustrup Hansen ved en lejlighed i særlig grad havde påkaldte sig partiformandens opmærksomhed, svarede Schlüter på et spørgsmål, at Thustrup Hansen ”havde kvalificeret sig til at blive tambourmajor i idioternes vagtparade”.

Poul Schlüter om et af dronningens malerier: ”Det er en nydelig ramme”. Bemærkningen faldt, da Lars Løkke Rasmussen i 2017 i en TV-udsendelse viste sin konservative forgænger rundt i Statsministeriet.

Den tidligere Venstre-regering valgte den 29. august i bedste nytårstale-stil at lancere en helhedsplan – 2025-planen – på Facebook. Dagen efter blev på én og samme dag præsenteret et finanslovforslag og en helhedsplan for Danmark, der rummede så mange forslag til grandiose reformer og fremskrivninger af dansk økonomi til 2025, at hverken politikere eller borgere havde mulighed for at overskue det hele.

Siden er de enkelte elementer i den såkaldte Helhedsplan blevet afdækket og analyseret nærmere, og konklusionen blev, at planen dumpede! Ikke kun af politikere på Venstrefløjen og i Blå Blok, men hele vejen rundt i det politiske spektrum.

En række regeringsloyale organisationer kvitterede i begyndelsen høfligt for regeringens initiativ, men i længden kun selv en blind mand med sin stok mærke, at planerne simpelthen ikke hang sammen: Skattelettelser og skattestigninger på én og samme tid, løfter om retfærdige boligvurderinger og krav om øget ejendomsbeskatning i samme udspil, højere pensionsalder kombineret med tvungen pensionsopsparing og forringelse af rentefradragsretten, udhuling af SU og nedsættelse af børnetilskud og forbedrede afskrivningsmuligheder for familieejede virksomheder osv.

Justeringer i den ideale fordring

Venstre-regeringen opnåede enighed med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om det mest nødvendige: ejendomsvurderingssystemet, afløseren for den EU-stridige PSO-afgift og en finanslov for 2017, der kan holde verdens største offentlige sektor kørende.

Ny regering – ny plan

Venstre-regeringen var herefter i realiteten kørt fast, og hvis et Folketingsvalg skulle undgås, skulle regeringen ændres.

Efter intense forhandlinger kunne Lars Løkke Rasmussen den 28. november 2016 præsentere sin 3. regering bestående af V, LA og K.

Af regeringsgrundlaget fremgår bl.a., at regeringspartierne har en ganske optimistisk vurdering af dansk økonomi:

”Vi har et stærkt udgangspunkt. Vi er i dag et af de rigeste lande i verden. Beskæftigelsen er høj og ledigheden lav. Vi har en høj grad af lige muligheder, og sammenlignet med andre lande er forskellene mellem rig og fattig små. Samtidig er der både ude og hjemme en høj tillid til dansk økonomi. Den tillid har vi opbygget i fællesskab. Vi har en god tradition for at planlægge den økonomiske politik i et flerårigt perspektiv, så vi i god tid kan tage hånd om fremtidige udfordringer”.

Regeringen bebuder samtidig, at der i foråret 2017 vil blive præsenteret en opdateret plan for de finanspolitiske rammer frem mod 2025.

Målsætningen vil være, at føre en politik, der øger beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfter velstanden med 80 mia. kr., at reducere det samlede offentlige udgiftstryk, og at begrænse den årlige realvækst i det offentlige forbrug til 0,3 pct.  Regeringen er desuden indstillet på nye offentlige investeringer i infrastruktur, som øger grundlaget for vækst og at reducere skattetrykket strukturelt og samtidig sigte på balance på de strukturelle offentlige finanser.

Regeringen vil fremlægge udspil til forhandling med Folketingets partier om blandt andet boligbeskatning, JobReform, pensioner, vækst, uddannelse og SU, udlændinge og puljer til kompetence, velfærd og sikkerhed.

Det virkelige udgangspunkt

I de 10 år, der er gået siden verden gik af lave med finanskrisen i 2007-8 har Danmark oplevet 0-vækst i velstand. Fra 2006 til 2015 faldt BNP med 0,4 pct. Kun lande som Grækenland, Italien og Kroatien har haft lavere vækst. I samme periode havde Tyskland og England en vækst i BNP på omkring 10 pct. mens Schweiz havde en vækst på 15,6 pct.

Bortset fra De Økonomiske Vismænd, der optimistisk regner med en stigning i BNP med 1 pct. i 2016 og 2 pct. i 2017, ser de fleste kyndige iagttagere mere alvorligt på udsigterne. Iflg. Berlingske Tidende venter Handelsbanken beskedne vækstrater på 0,6 og 0,5 pct. i 2016 og 2017. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik over udviklingen i BNP udviser en vækst i årets 3. kvartal på 0,4 pct. som især kan henføres til det stigende offentlige forbrug.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse fra december vil væksten i 2016 kun blive på 0,8 pct. mens der i 2017 ventes en vækst på 1,5 pct.

Hvad bestemmer den økonomiske vækst

Der er især 5 forhold, der har indflydelse på den økonomiske vækst i Danmark: det offentlige forbrug, det private forbrug, eksporten og offentlige og private investeringer.

Forbrug

Bortset fra et betragteligt offentligt forbrug med samlede offentlige udgifter i det sidste år på 1.104 mia. kr. – svarende til omkring 55 pct. af BNP – er det ikke mindst det private forbrug, der traditionelt har holdt gang i hjulene i Danmark.  Den private forbrugsefterspørgsel har imidlertid været stagnerende, og de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at privatforbruget i 3. kvartal kun steg med 0,1 pct. Tal for detailomsætningen og fra Nets vedrørende Dankort-omsætningen underbygger, at privatforbruget siden august har udviklet sig svagt.

Regeringens målsætning om at begrænse stigningen i det offentlige forbrug til 0,3 pct. om året udelukker naturligvis ikke, at de svimlende samlede offentlige udgifter reduceres. Problemet er, at regeringen end ikke har antydet hvordan de offentlige udgifter skal reduceres – og en reduktion er uomgængelig, hvis det kvælende skattetryk skal nedbringes.

Eksporten

Væksten i den danske økonomi over de seneste 40 år har i høj grad været drevet af eksporten. I de seneste kriseår med stagnation har der været en vækst i vareeksporten, der trods alt har holdt hånden under dansk økonomi. Den samlede vare- og tjenesteeksport løber trods alt op i over 1.000 mia. kr. om året, og derfor er det meget bekymrende, at eksporten dykker på flere af de største eksportmarkeder: Storbritannien, Tyskland, Sverige og Norge. I øjeblikket er det kun eksporten til USA og Kina, der fortsat viser fremgang.

Årsagen til den stagnerende eksport er formentlig en kombination af svækket dansk konkurrenceevne og svagere internationale konjunkturer. Verdenshandelen er simpelthen på vej ned og samtidig er stadig flere af de store lande begyndt at opbygge handelshindringer for at bremse deres import.

Den svækkede konkurrenceevne hænger sammen med, at der ikke rigtig er fremgang i produktiviteten i Danmark i en situation, hvor mange virksomheder har ansat flere folk i stedet for at investere. Udgifterne til lønninger stiger og dermed også omkostningerne pr. produceret enhed – og mere end i udlandet. Samtidig har udviklingen i kronekursen betydet, at de danske varer er blevet dyrere i udlandet.

Det ser værst ud for eksporten til Storbritannien, hvor den danske eksport på over 70 mia. kr. om året bliver ramt af en kombination af et pund, der er faldet med 15-18 pct., og andre eftervirkninger af Brexit.

Når forbruget og eksporten svigter, kunne der teoretisk komme et bidrag til vækst og økonomisk velstand fra investeringerne.

Offentlige investeringer

De offentlige investeringer i supersygehuse, infrastruktur og elektrificering af jernbanerne m.v. indgår i det svimlende tal på 1.104 mia. kr. for de samlede offentlige udgifter. Spørgsmålet om disse investeringer vil bidrage til økonomisk vækst i den private sektor, vil i bedste fald tidligst kunne afklares efter en årrække.

Private investeringer

De hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark er begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007, og udlandets investeringer i Danmark falder fortsat – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr.

I det omfang danske virksomheder overhovedet investerer er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Nationalbanken har oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Virksomhedernes manglende incitament til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i det hele taget i forskning- og udvikling, er en væsentlig forklaring bag den utilfredsstillende udvikling i produktivitet og konkurrenceevne.

Konklusion

Danmark har et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP – og selvom eksporten i 2016 er svækket, vil vi stadig komme ud med et overskud på betalingsbalancen. Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Realiteten er, at med en svag indenlandsk forbrugsefterspørgsel og lave nettoinvesteringer, er svaghedstegnene fra eksporten meget bekymrende. Så bekymrende, at alle bør håbe på, at regeringens kommende initiativer ikke kun er adækvate, men også har en karakter, der kan befordre bred politisk enighed.

Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi igen i løbet af få år kunne se ned i den økonomiske afgrund.

Realiteten er, at den katastrofale situation i dansk økonomi kan aflæses i 800.000 personer på overførselsindkomst. Hertil kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer vi op på at knap 3 millioner mennesker er afhængige af det offentlige!

Med offentlige udgifter på 1.104 mia. kr. om året er grænsen for den kollektive forsørgelsesevne for længst nået.

Nye udfordringer

Samtidig er der vel ingen, der tvivler på, at vi i de kommende år kommer til at stå overfor nye og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de sidste mange turbulente år: en udgiftskrævende demografisk udvikling med en aldrende befolkning, disruption og fortsat globalisering, en tilsyneladende permanent international finanskrise, euro-krise, klimakrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, konkurrence fra nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der vil ændre vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon, deleøkonomi m.v.

Minimumskravene

Der er et påtrængende behov for, at der snarest tages fat på følgende spørgsmål:

Investering i innovation, produktivitet og konkurrenceevne

Det er helt afgørende, at virksomhedernes incitamenter til at investere i ny teknologi, i digital teknologi og i forskning- og udvikling generelt, bliver styrket.

Det skorter ikke med opfordringer fra erhvervsorganisationer til at øge den offentlige ”erhvervsrelevante” forskning og gøre ”noget” ved ”erhvervsbeskatningen”. Regeringen kan ikke forventes at kunne omsætte disse generelle krav til at etablere en incitamentsstruktur, der rent faktisk virker. Det er derfor på høje tid, at Dansk Industri og andre ressourcestærke organisationer præsenterer specifikke og gennemarbejdede forslag, der ikke blot indebærer øgede tilskud fra skatteborgerne til erhvervslivet, men rent faktisk fører til øgede vækst- og beskæftigelsesfremmende investeringer.

Skat på arbejde

Et beskatningsniveau, der er konkurrencedygtigt med skatten på arbejde i sammenlignelige lande, er en helt afgørende forudsætning for at virksomheder i Danmark skal kunne tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft fra ind- og udland,

Opbygning af kompetence og fleksibilitet

Hvis stærke og veluddannede borgerne skal være forberedt til arbejdsmarkedets og fremtidens udfordringer forudsættes et styrket uddannelsessystem med fagligt kompetente lærere, undervisere og instruktører på alle niveauer fra indskoling til universiteter

Hvis vi skal realisere det fulde potentiale og undgå strukturel arbejdsløshed og marginalisering af særligt udfordrede befolkningsgrupper kræver det et fleksibelt arbejdsmarked og gennemgribende reformer af den såkaldte beskæftigelsesindsats, herunder sanering af de ineffektive kommunale jobcentre og opbygning af et tidssvarende AMU-system.

OPP er ikke nævnt i regeringsgrundlaget, men det fremgår, at 3-kløverregeringen ønsker at gennemføre flere samfundsøkonomisk fornuftige investeringer i bedre infrastruktur. Det kan f.eks. være en ny midtjysk motorvej, en havnetunnel i København, en forlængelse af Hillerødmotorvejen og en motorvej til Kalundborg. Af disse projekter foreligger der i dag kun et færdigt beslutningsgrundlag for Kalund­borg-motorvejen. Regeringen vil derfor tilvejebringe et beslutningsgrundlag for de øvrige projekter.

Begrænset økonomisk råderum

Regeringen noterer samtidig, at der i de seneste ti år er igangsat mange nye transportprojekter, og investeringsniveauet derfor er højt. Der er i de kommende år meget begrænset plads til nye store transport­investeringer, hvis der ikke bliver tilvejebragt flere midler til investeringer. Regeringen ønsker derfor i forbindelse med de politiske forhandlinger om løsning af udfordringer­ne frem til 2025 at finde et grundlag for at øge rammen for de offentlige investeringer. Regeringen vil samtidig undersøge mulighederne for hel eller delvis brugerfinansiering af konkrete nye infrastrukturprojekter.

Når regeringen skriver, at der er ”meget begrænset plads” til nye store transportinvesteringer må man gå ud fra, at budgetloven og overholdelsen af EU’s stabilitets- og vækstpagt sætter snævre rammer for de offentlige udgifter. Man må endvidere gå ud fra, at store offentlige investeringers effekt på aktivitet og beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren, sætter begrænsninger på hvad der kan tillades af ekspansive offentlige tiltag.

Foruroligende OPP-interesse

Det er på den baggrund mildest talt foruroligende, at både den tidligere og den nuværende transportminister gennem de seneste måneder haft flere drøftelser med både pensionskasser og kommuner om muligheden for at bygge ny infrastruktur ved hjælp af OPP-projekter, altså Offentligt-Private Partnerskaber.

Det er tvivlsomt, at trafikminister Ole Birk Olesen forstår rækkevidden, men hvis han havde magt som han har agt, ville det stensikkert føre til et øget pres for at få udvidet mulighederne for OPP-projekter i strid med skatteborgernes interesser. OPP fremstilles ofte som en finansieringsmodel, der sikrer en effektiv og kreativ opgaveløsning. Realiteten er, at OPP slører de reelle offentlige gældsforpligtelser og snyder skatteborgerne.

I de overvejelser, der allerede er i fuld gang, taler man om en mulig model, hvor staten efter f.eks. 30 år køber anlægget tilbage fra pensionskasserne. Når pensionskasserne er med i både byggeri og drift i så mange år, mener man, at kvaliteten bliver højere, fordi investoren har en stor interesse i, at sådan et projekt holder budgettet og både har kvalitet og er langtidsholdbart.

Skatteborgernes interesser

Selv om pensionskasser står klar med milliarder af kroner, er der gode grunde til at advare mod at bruge pensionsmidler til byggeprojekter, som der reelt ikke er råd til, fordi det finansielle og samfundsøkonomiske råderum mangler.

OPP kan meget vel være en måde at sløre offentlig låntagning af penge, man ikke har, og hvor skatteborgerne holdes i uvidenhed om de reelle tilbagebetalingsforpligtelser.

Liberal Alliances bilistinteresser

Selvom Liberal Alliance har overtaget Erhard Jakobsens og Centrum-Demokraternes varetagelse af bilisternes interesser og derfor gerne vil bygge nye broer og motorveje – og pensionskasserne er på jagt efter stabile, givtige og langsigtede projekter er det ikke tilstrækkelig grunde til at kaste sig ud i dyre investeringer.

Samfundet får ikke flere penge til infrastruktur ved at lade pensionskasserne investere i en jysk motorvej eller en havnetunnel i København. Der er nemlig kun ét sted, pengene kan komme fra – skatteborgerne.

Pensionskasserne er gode til at få det til at lyde, som om at det er bedre at gøre noget end ingenting, og at de kan stille pengene til rådighed, hvis staten ikke kan, men man skal adskille finansiering og drift af OPP-projekter fra hinanden.

Drift og anlæg

Hvad angår drift- og anlægssiden hævdes det undertiden, at OPP resulterer i større effektivitet. Der har ikke været danske undersøgelser af, om OPP giver bedre totaløkonomi gennem projektets løbetid, og de udenlandske studier giver blandede resultater. Det er ubestrideligt, at offentlige byggerier historisk set ikke har været gode til at overholde budget og tidsplan. Det er meget beklageligt – offentlige myndigheder er under alle omstændigheder forpligtet til – eventuelt med bistand af privat ekspertise – at sikre etableringen af en kompetent bygherre- eller projektorganisation og på forhånd sikre, at der er fuldt overblik over projektets økonomi, herunder om budget og reserver er tilstrækkelige til at gennemføre projektet under hensyntagen til alle rimelige risici.

Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at der åbenbart savnes politisk vilje til effektivt at sanktionere de grove ledelsessvigt, som Rigsrevision og Statsrevisorer gang på gang påpeger.

Det er muligt, at OPP kan sikre større leverings- og budgetsikkerhed, men det vil i givet fald koste. Sådan er det – garantier er ikke gratis. At risici vil blive allokeret bedre, og at skatteborgerne med OPP skulle få mere kvalitet og mængde for deres penge, savner desværre dokumentation.

Finansieringssiden

På finansieringssiden er det meget svært at se, hvorfor offentlige myndigheder skulle låne hos pensionsselskaberne til en højere rente, end staten selv kan låne til. OPP er helt grundlæggende også et offentligt lån, og der er stadig kun ét sæt lommer, pengene kan hentes fra, og det er skatteborgernes eller brugernes. Det er en illusion, at vi som samfund får flere penge ved at låne gennem OPP. Der er kun to måder at dække udgifterne til f.eks. en havnetunnel på: gennem skat eller brugerbetaling.

Danmark har været tilbageholdende med at lade private finansiere offentlige projekter, fordi erfaringerne fra udlandet er, at man bruger OPP til at låne penge, som man ikke har. Det er samfundsøkonomisk problematisk, fordi man gældsætter samfundet og fremsender regningen til kommende generationer.

Brixtofte og ”Farum-modellen”

Vi kan takke Peter Brixtofte og ”Farum-modellen” for, at OPP og de dertil knyttede deponeringsregler nu er betryggende reguleret i Bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. For kommuner og regioner sikrer de gældende deponeringsregler, at de økonomiske forhold er fremme i lyset, når der træffes politiske beslutninger med langvarige økonomiske konsekvenser for skatteborgerne.

Så længe staten kan låne på markedsvilkår, kan det ikke overraske, at OPP-tilbud fra pensionskasser ikke har fristet regeringer, der varetager skatteborgernes interesser.

Privatisering og udlicitering

Forbehold overfor OPP betyder ikke, at megen offentlig virksomhed ikke kunne og burde varetages af private aktører. Potentialet for udlicitering og ægte privatiseringer er langt fra udtømt, og indenfor visse koncessionsvilkår kunne anlæg og drift af visse motorvejsstrækninger uden problemer overlades til private entreprenørers regning og risiko.

Den amerikanske grundlov blev i 1947 tilføjet en bestemmelse, der fastsatte ”term limits”, dvs. begrænsede embedsperioden for en amerikansk præsident til 2 valgperioder (The Twenty-second Amendment – Amendment XXII – of the United States Constitution). Efter ratificering af de krævede 36 af de dengang 48 amerikanske stater trådte tilføjelsen i kraft den 27. februar 1951.

Inden den formelle ændring af konstitutionen havde der været præcedens for maksimalt 2 embedsperioder, selvom der er eksempler på at præsidenter eller tidligere præsidenter har stillet op til en 3. periode. Præsident Franklin D. Roosevelt blev valgt til både en 3. og en 4. embedsperiode, og havde, da han døde i april 1945, været USA’s præsident i 12 år og 39 dage.

Term-Limits Movement

Siden 1990’erne har der i USA været en ganske aktiv “term-limits movement”, der holder liv i debatten om behovet for rotation ved besættelsen af demokratiets tillidsposter.

Delstaters forsøg på at begrænse antallet af embedsperioder i kongressen er imidlertid blevet underkendt af Højesteret. Derfor er der en lang række eksempler som den 80-årige John McCain, der har været senator for Arizona i 30 år.

Situationen er, at bortset fra præsidentembedet, er der ikke begrænsninger på antal 4-års embedsperioder for vicepræsidenters, 2-års embedsperioder for medlemmer af Repræsentanternes Hus, 6-års embedsperioder for medlemmer af Senatet eller medlemmer af Højesteret, der i praksis kan blive siddende, til de beslutter at træde tilbage eller dør.

Karensperiode i EU

Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso er tiltrådt et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, er EU-Kommissionen nu indstillet på at hæve karensperioden fra 18 måneder til 3 år, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Kvalifikationskrav, karensperioder og antallet af valg- eller embedsperioder

I Danmark er debatten om kvalifikationskrav til indehavere af tillidsposter, karensperioder, dobbeltmandater samt begrænsning i antallet af valg- eller embedsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op igen?

Folketinget

Af de nuværende folketingsmedlemmer har Bertel Haarder fra Venstre og Mogens Lykketoft fra Socialdemokratiet været medlem af Folketinget i længst tid. Bertel Haarder i alt været medlem i over 36 år, og Mogens Lykketoft har været det i næsten 34 år. Begge har yderligere lang anciennitet som ministre. Haarder har således været minister – undervisningsminister, integrations- og europaminister og kultur- og kirkeminister – i knap 22 år.

Svend Auken og Niels Helveg Petersen var medlemmer af Folketinget i næsten 38 år, og hvis vi går en generation tilbage, var Erhardt Jakobsen og Erik Ninn-Hansen medlemmer af Folketinget i 42 år.

Sejlivede borgmestre

I den kommunale verden er der ligeledes en lang række eksempler på manglende rotation på borgmesterposterne.

Steen Dahlstrøm har været borgmester i Middelfart i 30 år. Med 30 år på posten har Steen Dahlstrøm syv års højere anciennitet end den næste – Hans Toft, der har været borgmester i Gentofte i over 23 år.

Nye krav om karensperioder i USA

I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” umiddelbart efter sin indsættelse i januar 2017 vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat, og Trump vil dermed forhindre, at udenlandske regeringer lobbyer direkte i Washington. Forslaget var åbenlyst møntet på Clinton-dynastiet, hvor både Hillary og Bill under valgkampen blev beskyldt for at pleje for tæt omgang med bl.a. russiske milliardærer.

Kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Hvis der havde været en generel karensregel, ville det også have blokeret for Emilie Turunens politiske forvandling, da den tidligere SF’er kvittede karrieren i Europa-Parlamentet, og efter en kort pause tog et job som toplobbyist i Nykredit, et finansielt supermarked, der har Danmarks største og nok mest stormombruste realkreditinstitut.

Jacob Scharf og Emilie Turunen er dog langt fra de eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers

David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea

Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet

Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer

Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global

Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse

Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen

Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)

Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey

En dansk version af et forbud mod at politikere og ledende embedsfolk påtager sig lobby- eller rådgivningsarbejde for udenlandske stater ville have blokeret for tidligere statsminister Poul Schlüters rådgivning til den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern og for at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen som oplyst tidligere i år tog jobbet som rådgiver for Ukraines stenrige præsident Petro Porosjenko.

Enhedslisten

Partiet Enhedslisten har en vedtægtsbestemt rotationsordning, der i princippet begrænser medlemskab af Folketing, Regionsråd og Kommunalbestyrelser til 7 år. Partiet har i øvrigt et forbud mod dobbeltmandater og en partiskat, der begrænser ansattes og folkevalgtes aflønning til gennemsnitslønnen for en faglært metalarbejder i København.

Da Vederlagskommissionen under formandskab af Danmarks Radios Michael Christiansen i januar 2016 præsenterede deres forslag vedrørende politikernes lønninger, eftervederlag, pensionsforhold m.v. vakte de foreslåede eksorbitante lønstigninger et folkeligt ramaskrig. Et flertal i Folketinget skyndte sig herefter at afvise kommissionens anbefalinger.

En række af Folketingets partier opgav dog ikke tanken om forbedringer i politikernes lønforhold, og forhandlingerne, der foregik i Mørkelygtens skær, resulterede den 9. maj 2016 i en aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. 

SF, Alternativet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønskede ikke at deltage i aftalen.

Politikernes lønninger

Med aftalen af 9. maj har et flertal i Folketinget besluttet at imødekomme det folkelige krav om, at harmonisere politikernes pensionsalderen med Folkepensionsalderen, p.t. 65 år. Der bliver til gengæld ikke pillet ved det meget lukrative system for politikernes optjening af pensionsret. De anstødelige regler for eftervederlag ændres, således at eftervederlaget begrænses ved meget korte funktionsperioder i Folketinget eller som minister, og retten til eftervederlag bortfalder helt, hvis man overgår til et andet lønnet politisk embede som medlem af Folketinget eller minister.

Umiddelbart bliver der kun lønforhøjelser til borgmestre og regionsformænd på godt 31 pct. For en borgmester for en kommune med op til 80.000 indbyggere svarer det til at vederlaget forhøjes fra 744.247 kr. til 971.270 kr. Borgmestrene får samtidig ret til at beholde de såkaldte ”ben”, der er knyttet til det politiske arbejde.

Givtig lønregulering

Til skuffelse for mange folketingsmedlemmer og ministre er der ikke umiddelbart udsigt til lønforhøjelse, men man vil kunne glæde sig over en ændret og mere givtig reguleringsmekanisme. Vederlaget til alle fuldtidspolitikerne – borgmestre, regionsformænd, folketingsmedlemmer og ministre vil fremover blive reguleret efter den faktiske lønudvikling i den offentlige sektor.

Den nye mekanismen ville siden 1999 have betydet, at de aktuelle vederlag til Folketingsmedlemmer og ministre ville have været 15 og 30 pct. højere end dagens vederlag. Det kan derfor forudses, at den nye reguleringsmekanisme i løbet af kort tid vil føre til betydelige lønstigninger til fuldtidspolitikerne.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Der er i den danske demokratiske kultur en lang tradition for at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Eksempelvis var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontorarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987. Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme). Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt partierne om at bevilge sig selv støtte. Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 30,75 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,25 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 6,75 kr. De samlede årlige udgifter til partistøtten udgør alene for støtten baseret på stemmer ved Folketingsvalgene godt 110 mio. kr. Men hertil kommer altså en partistøtte på godt 21 mio. kr. baseret på stemmer ved kommunalvalg og knap 13 mio. kr. i partistøtte baseret på stemmerne ved regionsvalg – i alt 144 mio. kr. i årlig statsstøtte.

Støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes faglig bistand til Folketingets partier. Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Støtten blev forhøjet meget betydeligt i 1995 og folketingsgrupperne modtager i dag et basisbeløb på 3.478.944 kr. + 545.472 kr. pr. mandat. De 4 Nordatlantiske mandater modtager hver 869.736 kr. Den samlede støtte til Folketingsgrupperne løber op i 130.247.040 kr. og der skal aflægges et summarisk regnskab for midlernes anvendelse.

Orlov til ministre fra små partier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister.

Øget partigruppe-støtte

Partierne har samtidig aftalt at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte fra 1. januar 2017 op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater stiger med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Det hævdes undertiden, at hovedparten af partierne i Folketinget bruger støtten til at styrke partitoppen og det centrale arbejde på bekostning af den hjælp, der er afsat til det enkelte folketingsmedlem. Anonyme folketingsmedlemmer kritiserer, at i stedet for at fokusere på faglig bistand og ansætte jurister og økonomer, har partiledelserne ansat pressefolk og spindoktorer.

Ny Parlamentarikerstøtte?

I både Venstre og Socialdemokratiet er der derfor overvejelser om, at Folketinget ud over partistøtte, også bør operere med parlamentarikerstøtte, dvs. en støtte direkte til den enkelte parlamentariker med det formål at styrke folketingsmedlemmernes daglige arbejde. Påstanden er, at derved kan der bringes mere balance mellem politikerne og de mange interessenter og lobbyister, der daglig hjemsøger politikerne. Man holder sig ikke for god til at argumentere med at øget politikerstøtte vil understøtte Grundlovens §56 om, at ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”.

Den tidligere miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen – der også tidligere har været formand for Europaudvalget i Folketinget – argumenterede i en kronik i Berlingske Tidende den 22. januar 2016 for nødvendigheden af, at give Folketinget og folketingsmedlemmerne flere ressourcer, bedre videreuddannelsesmuligheder og flere akademiske medarbejdere, end de har i dag.

Mudderkastning eller sund forargelse?

Selvom der argumenteres for flere offentlige ressourcer til politikerne tyder opinionsundersøgelser på, at en lang række konkrete sager har bekræftet befolkningen i den opfattelse, at folketings- og kommunalpolitikere, ministre og borgmestre allerede er ganske bjærgsomme, når det gælder dem selv.

Medlemmernes betydning for partiernes økonomi er faldet markant siden indførelsen i 1987 af den direkte offentlige støtte til de politiske partiers landsorganisationer, og især siden den væsentlige forhøjelse i 1995 af tilskuddene til både landsorganisationerne og folketingsgrupperne

Den private partistøtte til Folketingets partier udgjorde i 2013 iflg. partiregnskaberne på Folketingets hjemmeside i alt godt 14 mio. kr. I valgår får den private partistøtte et helt andet omfang.

Ugebrevet A4 har på baggrund af partiernes egne regnskaber opgjort, at den samlede private partistøtte i 2015 androg 81,4 mio. kr.

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver. Noget tyder på, at der ikke altid indberettes. I hvert fald oplyses det i en ny bog – “Skjulte Penge”, der er skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, at en række danske politikere ikke rettidigt har oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

”Skjulte Penge” er udkommet på forlaget People’sPress den 1. juni 2016.

Forslag fra ekspertudvalg blev præsenteret af den tidligere regering

Selvom den private partistøttes betydning er faldende, er der ikke mindst på venstrefløjen krav om større åbenhed. Det ekspertudvalg, som SR-regeringen nedsatte og som efter et års arbejde i marts 2015 fremlagde en række anbefalinger, gik også ind for åbenhed.

Det blev foreslået, at partistøttereglerne blev ændret sådan, at når støtten fra en enkelt bidragyder overstiger 20.000 kroner, skal det fremover offentliggøres, hvor stort beløbet er.

I dag skal partierne blot oplyse hvem, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Det blev endvidere anbefalet, at de enkelte folketingskandidater skal oplyse navn og beløb på bidrag, hvis beløbet er over 20.000 kroner. I dag skal folketingskandidaterne ikke oplyse noget som helst.

Forslaget skulle forhindre, at partier kanaliserer anonym støtte ind i partierne via kandidater og lokalafdelinger.

Et kontroversielt forslag var, at indsamlingsklubber, erhvervsklubber og lignende fremover skal offentliggøre navne og præcise beløb på alle bidragydere, der giver mere end 20.000 kroner.

Forslaget skulle tvinge hemmelige bidragydere, der skjuler beløb ved at give penge sammen med andre gennem en indsamlingsklub eller forening, frem i lyset.

Ikke dæmonisering af private bidrag

De tidligere regeringspartier – Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre – understregede i forbindelse med præsentationen af ekspertudvalgets anbefalinger sidste år, at det bestemt ikke var tanken at forhindre private bidrag til politiske partier og deres kandidater. Hensigten var alene at fastsætte nærmere betingelser, der skulle sikre mere åbenhed om partistøtte.

Man kan undre sig over, hvorfor det overhovedet skal overvejes hvilke betingelser, der skal være opfyldt for private bidrag til politiske partier og deres kandidater. Bidrag til en privat politisk forening bør være en sag mellem foreningen og bidragsyder, herunder om donationen skal offentliggøres eller omtales i medlemskredsen.

Åbenhed i demokratiets interesse?

Tilhængerne af mere åbenhed omkring partistøtte har selv angivet, at de er optaget af den demokratisk kontrol med partierne og de folkevalgte. Der har i debatten været henvist til Saxo Bank’s støtte til Liberal Alliance, og argumenteret for, at vælgerne skal have adgang til dækkende oplysninger om partiernes økonomi for dermed at kunne danne sig et overblik over, hvor private bidrag kommer fra, så de kan vurdere, om bidragene medfører indflydelse på partiernes politik.

Antagelsen i den lejr er altså, at oplysninger om partiernes økonomi er vigtige for vælgernes beslutning om, hvilket parti de vil stemme på. Valget afgøres ikke alene af partiernes politik, men også hvordan politikken er blevet formuleret.

Rimelige forslag

Der er foreslået en række praktiske anbefalinger vedrørende partiernes regnskaber, som gennemgående er rimelige, når man tager i betragtning, at de pågældende foreninger modtager betydelige offentlige tilskud.

F.eks.:

·         hvornår skal ikke-økonomisk støtte regnes som bidrag omfattet af partiregnskabsloven?

·         hvordan sikres samme grad af åbenhed om bidrag på alle niveauer i partiet – altså på kommunalt, regionalt og nationalt plan?

·         skal der stilles krav om et samlet regnskab for hele partiet og dets enkeltkandidater?

·         skal fristen for regnskabsaflæggelse sættes ned fra 12 til 4 måneder?

·         skal der være krav om revisorgodkendelse af partiorganisationernes regnskaber?

·         skal alle regnskaber og indberetninger offentliggøres?

·         skal en ekstern instans uden for Folketinget kontrollere, at partiet har levet op sin revisionsforpligtelse?

Kontroversielle forslag

Det problematiske begynder, når der kræves detaljerede oplysninger om alle bidragsydere over 10.000 kr.:

·         skal bidragsyders identitet offentliggøres ved bidrag over 10.000 kr. ?

·         skal der være forskellige beløbsgrænser for forskellige niveauer af partiet?

·         skal identiteten på bidragsydere, der har indbetalt mere end 10.000 kr. til en forening, oplyses, hvis foreningen giver bidrag til et politisk parti?

·         skal den offentlige partistøtte forhøjes som kompensation for lavere privat støtte, som følge af oplysningspligten?

·         skal privat støtte modregnes i den offentlige partistøtte?

Europarådets kritik

Europarådet har flere gange kritiseret de danske partistøtteregler som værende utilfredsstillende. I Europarådets rapport fra december 2016, “Transparency of Party Funding”, der er udarbejdet af rådets antikorruptionsorgan, Greco, kritiseres de danske regler for støtte til politiske partier for manglende transparens.

Kritikken fra Europarådet har ikke hidtil gjort indtryk i Danmark.

Vil ”Skjulte Penge” genåbne debatten?

Enhedslisten har agiteret for åbenhed omkring partistøtte. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har tidligere tilkendegivet, at de var parate til at overveje konkrete forslag, mens Socialdemokratiet og Venstre tøver. Venstre har gjort det til en forudsætning for nærmere overvejelser, at den indirekte støtte, som Socialdemokratiet modtager fra fagbevægelsen medtages. Venstre har bl.a. krævet at medlemmerne af fagforbund aktivt skal tilmelde sig, hvis de ønsker at deres kontingent skal gå til partistøtte. Venstre har endvidere rumlet med truslen om, at skattefradragsretten for faglige kontingenter, i givet fald skulle ophæves eller begrænses.

Skatteborgernes og vælgernes interesse?

De politiske partier er helt afhængige af den statslige partistøtte, men spørgsmålet er om skatteborgerne og vælgerne får value for money? Er partierne med offentlig partistøtte blevet mere demokratiske, er kvaliteten højnet, er politikerne blevet bedre til at varetage borgernes behov, og er det politiske landskab blevet bedre?