Regeringens problemer med PSO-afgiften

EU-Kommissionen har underkendt den danske støtte til vedvarende energi – den såkaldte PSO-ordning – som værende i strid med EU’s statsstøtteregler og kræver, at ordningen laves om fra 2017.

El-kunderne betaler PSO‐gebyret over elregningen – i år omkring 8 mia. kr., hvoraf dansk erhvervsliv betaler omkring 60 pct.

PSO‐gebyret er så giftigt indrettet, at når markedsprisen på el falder som følge af f.eks. faldende gaspriser, rigelig og billig norsk og svensk vandkraft eller øget produktion af vindkraft, stiger udgifterne til at dække forskellen mellem spotprisen og de afregningspriser som vindmølleejerne er garanteret i 11-12 år, og dermed PSO‐gebyret.

De samlede indtægter fra den grønne PSO-afgift forventes i årene 2016 til 2025 at lande på knap 70 milliarder kroner. De penge skal altså findes på andre områder.

Hvis afskaffelse af PSO-afgiften skal være budgetneutralt (efter tilbageløb og adfærd), skal der gennemføres besparelser på statsbudgettet eller øge personskatterne på en måde, der tilvejebringer et provenu på godt 5 mia. kr. i 2017 og faldende til 3,2 mia. kr. i 2025.

Danske skatteborgere og verdens højeste el-, vand- og varmepriser

Danske skatteborgere, (der i forvejen betaler verdens højeste skatter), er også belastet af EU’s og måske verdens højeste el-, vand- og varmepriser.

De traditionelle energiafgifter inkl. CO2-afgiften når ifølge regeringens økonomiske redegørelse op på over 40 milliarder kr. Hertil kommer PSO-afgiften, der finansierer støtten til den såkaldte miljøvenlige elproduktion – vindmøller, biomasse og solceller, på over 7 mia. kr.

I øjeblikket bliver sagesløse strømforbrugere rask væk afkrævet omkring 2,30 kr. pr. kWh inkl. abonnement, selvom elprisen kun udgør omkring 26 øre!

En gennemsnitlig familie med 2 vokse og 2 børn bruger årligt 6.300 kWh, der med ca. 2,30 kr. pr. kWh fører til en gennemsnitlig elregning på 14.500 kr.

Selve elprisen er kun 12 % af den samlede regning mens abonnement til leverandør og netselskab udgør henholdsvis 1 % og 6 %. Transporten gennem et energinet (som elforbrugerne allerede har betalt mange gange!) koster 12 %.

Resten er afgifter til staten: Elafgift på 39 %, PSO-afgift 10 % og moms på det hele med 20 %.

Finansiering med forhøjelse af bundskatten er en grotesk tanke

Det er tænkeligt, at forvridningerne ved PSO-afgiften reduceres, hvis afgiften erstattes med mindre forvridende personskatter. Der kan også opstå en gevinst gennem lavere udgifter til net-tariffer samt en ”brugergevinst”. Brugergevinsten er den umiddelbare fordel, som elforbrugerne opnår ved at kunne øge deres el-forbrug som følge af den ændrede elpris.  

Skatteministeriets beregninger over de positive samfundsøkonomiske virkninger af at finansiere den vedvarende energi over Finansloven, kan sammenkædes med de anbefalinger, som Klimarådet fremlagde i slutningen af november 2015 i den første af rådets årlige rapporter, som indeholdt en status for dansk klimapolitik i dag og udfordringerne frem mod 2050.

I rapporten foreslog Klimarådet, at udgiftskrævende tiltag blev finansieret ved at hæve bundskatten. Skatteministeriet har ligeledes præsenteret en for samfundsøkonomien positiv vurdering af at afskaffe PSO-afgiften og finansiere den vedvarende energi over finansloven.

Uanset de ædle motiver er forslaget grotesk.

Venstre-regeringen presset på skatteområdet

Venstre-regeringen er i forvejen hårdt presset på skatteområdet, og er under forhandlingerne allerede rendt ind i store vanskeligheder. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er ligesom venstrefløjen modstandere af lempelser i topskatten. Det økonomiske råderum, skal først og fremmest bruges på velfærd, og et råderum derudover skal i givet fald bruges på at lette bundskatterne.

Regeringens borgerlige støtteparti, Liberal Alliance holder samtidig regeringen fast på løftet om at lempe marginalskatten med 5 procentpoint og det betyder, at topskatten skal reduceres med 5 procentpoint hele vejen op. Liberal Alliance har helt afvist at diskutere forslaget, som de facto indebærer indførelsen af en ”millionærskat” ad bagvejen.

Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende ikke sådanne anfægtelser, og er indstillet på at bevare en topskattesats på 15 pct. for indkomster over 1 mio. kr. som led i en samlet forhandlingsløsning.

Der er derfor ingen udsigt til, at regeringen kan samle et flertal bag konverteringen af PSO-afgiften til højere personskatter – og slet ikke i en situation, hvor erhvervslivet, der betaler 60 pct. af PSO-afgiften, får store afgiftslettelser.

Afskaffelse af den grønne check svarer til forhøjelse af bundskatten

Regeringen har taget det Konservative forslag om at bidrage til at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften med afskaffelsen af den grønne check. Forslaget er mærkeligt – hensigten med den grønne check, som blev introduceret i 2009, var at kompensere lav- og mellemindkomstgrupper for afgiftsforhøjelser på forbrug af energi og mindre sunde fødevarer. Uanset hvordan man vender og drejer det, vil en afskaffelse af den grønne check i realiteten indebære en skærpet beskatning af lav- og mellemindkomstgrupperne med omkring 3 mia. kr.om året

Udover afskaffelsen af den grønne check har regeringen i 2025-planen foreslået, at pengene findes i det råderum, der skabes ved blandt andet begrænsning af rentefradragsretten, højere pensionsalder, mindre SU og en udskydelse af målet om balance i de offentlige budgetter fra 2020 til 2025.

Synliggørelse af udgifterne er positivt

En væsentlig del af udgifterne til den grønne omstilling er allerede låst fast, men i princippet kunne investeringerne i den grønne omstilling begrænses ved f.eks. at udsætte bygningen af havvindmølleparken Krigers Flak og skrotte eller udsætte planerne om etablering af 350 MW kystnære havvindmøller.

Regeringen har i udspillet til forhandlingerne af uransagelige grunde holdt fat i den planlagte udbygning af Krigers Flak, men skrottet etableringen af 350 MW kystnære havvindmøller, der i givet fald kan begrænse investeringerne i den grønne omstilling med omkring 7 mia. kr.

Hvis den vej ikke er politisk farbar, er der ingen vej uden om at finde kompenserende besparelser på statsbudgettet, hvis ikke hele det begrænsede økonomiske råderum frem til 2025 skal bruges på udbygningen af vedvarende energi.

Det er ikke sandsynligt, at forhandlingerne ender med, at udbygningen skal finansieres ved besparelser på social-, undervisnings- og sundhedsbudgetterne. Men hvis det skulle ske, vil omkostningerne ved den ambitiøse grønne omstilling i det mindste tydeliggøres for alle.