Store dele af København, Frederiksberg og Gentofte er hårdt ramt af oversvømmelser ved kraftig regn eller skybrud. De seneste år har spildevandsselskaber og kommuner brugt milliarder af kroner på klimatiltag, herunder bygning af regnvandsbassiner, afløbskanaler og højere diger mod oversvømmelser. I den sidste ende er det vandforbrugerne, der kommer til at betale.

I Gentofte gennemføres der i samarbejde med Novafos klimasikring af bl.a. Gentofterenden og Mosegårdskvarteret.

Til Gentofterenden, der er et af de ni udpegede risikoområder i Gentofte, er der i kommunens budget afsat 42,97 mio. kr. i 2018 og 13,5 mio. kr. i 2019. De klimatiltag, der gennemføres af Novafos, finansieres som bekendt af borgerne.

De kortvarige skybrud i september 2017 med oversvømmelser ved Hellerup station, på Tuborgvej og andre steder samt utallige oversvømmede kældre demonstrerede endnu engang resultatet af mange års mangel på rettidig omhu. Kommunen burde længe inden, det blev smart at tale om ”klimatilpasning”, have sikret vedligeholdelse og udbygning af kloaksystemerne.

Med de ekstremt høje ejendomsskatter og vandpriser kunne borgerne nok have forventet en mere adækvat indsats af de ansvarlige myndigheder.

Skybrudstunneller

Fremadrettet har områdets forsyningsselskaber – HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Novafos og Frederiksberg Forsyning – planlagt at anlægge tre store skybrudstunnelprojekter: Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen.

Gentoftes borgere har en særlig interesse i Svanemølletunnelen, der skal kunne lede regnvandet fra Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård ud i havet.

Budgettet for tunnellerne har hidtil været på 1,6 mia. kr., men nu viser det sig at skybrudstunnellerne bliver mindst 800 mio. kr. dyrere. Det viser et notat sendt til Københavns Kommunes teknik og miljøudvalg.

Ifølge notatet skal tunneler og skakte kunne håndtere større vandmængder end tidligere antaget, og derfor vil det koste mindst 2,4 mia. kr. at anlægge Svanemølletunnelen, Valbytunnelen og Vesterbrotunnelen. En risikoanalyse udarbejdet af Hofor viser samtidig, at tunnellerne i værste tilfælde kan blive endnu 300 millioner kroner dyrere.

Ekstraudgifterne til projektet skal fordeles mellem de tre forsyningsselskaber, der står bag projekterne: Hofor, Frederiksberg Forsyning og Novafos. Ifølge notatet vil budgetskredet kræve at taksterne hæves med 0,4-0,5 kr./m3 vand. Det svarer til 44-55 kr. årligt for en husholdning med et vandforbrug på 110 m3/år.

Notatet til København Kommunes teknik og miljøudvalg kan læses her:

https://www.kk.dk/sites/default/files/edoc/52f284c7-2c10-415c-93fa-b683be0b4a58/e13f1916-96df-4c43-a9dc-c477563149bd/Attachments/19206644-25263147-12.PDF

Det bør ikke undre, at Radikale Venstre, der erklærer sig selv i en kategori, der ved bedre og har mere ret end andre, er i frit fald mod spærregrænsen.

De Radikale står til at lide et voldsomt valgnederlag i København. Selvom sagen om Anna Mee Allerslev først og fremmest vedrører København, har sagen demonstreret, at partiet er presset helt i bund. Morten Østergaards ubehjælpsomme håndtering af sagen har været anskuelsesundervisning i forskellen på Margrethe Vestager og Østergaard: Hvor Vestagers politiske erfaring og empati gav hende en fordel i forhold til de fleste andre på Christiansborg, har den unge Østergaard igen afsløret sig som provinsiel amatør og fusentast.

At Morten Østergaard sammen med Kristian Jensen fra Venstre har skrevet en kronik om udviklingspolitik (”Uanset hvem der sidder i regering efter næste valg, skal FN’s verdensmål sætte rammen for den danske udviklingspolitik”) siger mindre om Østergaard som politisk håndværker og mest om finansministerens mangel på substans og leflen for den ”rigtige mening”.

Det Radikale Venstre har i nyere tid været eksponent for enkeltstående positive lysende initiativer. Den overordnede økonomiske politik, dagpengereformen og begrænsningen af universiteternes optag. Fyringen af daværende kulturminister Uffe Elbæk tjener dem også til ære. Men så igen – Marianne Jelved som kulturminister og hendes beskyttelse af det kulturradikale DR og uforbeholdne opbakning til den radikale historieskrivning i ”1864”. En Manu Sareen som kirkeminister, og energiminister Rasmus Helvegs firkantede meldinger om vindsatsning, udenrigsminister Martin Lidegaards meldinger om EU-samarbejde på flygtningeområdet og Tyrkiets medlemskab af EU. Uha – uha.

I takt med at presset på Anna Mee Allerslev voksede, har Sofie Carsten Nielsen mere og mere hektisk og skingert prøvet at aflede opmærksomheden ved idelige angreb på Inger Støjberg, partshøringer og sagen om økonomisk støtte til Exitcirklen.

Forud for kommunalvalget den 21. november 2017 har De Radikale også lokalt skruet op for gassen. I Gentofte har de radikale kandidater til henholdsvis kommunalbestyrelse og Folketing, Kristine Kryger og Sofie Carsten Nielsen – i modsætning til alle andre – hævdet, at Gentofte er langt fra kapacitetsgrænsen hvad angår flygtninge. Sofie Carsten Nielsen har endda udtalt: ”at den der med, at nu kan vi ikke tage imod flere flygtninge, den pisser mig af”!

Gentoftes radikale spidskandidat, Kristine Kryger, gjorde sig tidligere bemærket ved i Villabyerne at være stærkt kritisk overfor de helt nødvendige investeringer i kommunens institutioner for vores svageste borgere: “I forvejen møder vi, der bor her, beboere med tis i bukserne og bræk på tøjet i Fakta, og derfor vil det være forkert at placere flere mennesker i et i forvejen belastet område”.

Det er samtidig typisk, at de Radikale undsiger og snigløber de tidligere regeringspartnere i Socialdemokratiet og SF. Sofie Carsten Nielsen har i den ubehagelige radikale tradition med at bagtale tidligere samarbejdspartnere, udtalt om Henrik Sass Larsen, der er vokset op med en voldelig stedfar på den københavnske vestegn: “Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude”.

Når det nu trækker op til et opgør, vil vi igen se, at det Radikale Venstre rykker sammen om de maksimalt 5-6 pct. overbeviste radikale i dette land, og giver fanden i os andre. De allerede frelste radikale er bedrevidende folk, der mener, de har monopol på sandheden og de rigtige meninger, og som under alle omstændigheder er overbeviste om, at de er bedre mennesker end alle os andre. De typiske radikale har som oftest ingen forbindelse til de produktive erhverv, men ernærer sig ved undervisning, ansættelse i Folkekirken, overførselsindkomst eller i en veldædig organisation.

Denne lille skare, der hilser globaliseringen velkommen på en særegen provinsiel måde, har for længst afgjort med sig selv, at vedvarende energi er det rigtige, at Danmark bør gå helt over til økologi og fint kan klare sig uden det konventionelle landbrug, og at uhæmmet indvandring og åbne grænser indebærer en positiv berigelse af det danske samfund. Andre politiske opfattelser dæmoniseres og De frelste Radikale er fløjtende ligeglade med konsekvenserne for nationens sammenhængskraft, men optaget af den rare fornemmelse af at ”gøre det rigtige”.

Det er en ringe trøst, at efter det seneste valg og den fortsatte nedtur, må Det Radikale Venstre imødese en længere periode uden for indflydelse. Alle partier har set hvordan partiet kannibaliserer på enhver, der vover et samarbejde, så hvem tør samarbejde med Det Radikale Venstre? Radikale Venstre er i hvert fald utænkelig som samarbejdspartner for Det Konservative Folkeparti. Alene tanken er uhyrlig – Det Radikale Venstre er sammen med Enhedslisten nærmest modpoler til det Konservative Folkeparti og Barfoeds flirt med Margrethe Vestager kostede som bekendt dyrt. Kristian Jensen fra Venstre har tilkendegivet udlændingepolitiske synspunkter, der ligger tæt på Det Radikale Venstre, og på det seneste er han gået i samarbejde med Morten Østergaard om udviklingspolitik. Hermed bekræftes det igen, at Kristian Jensen som leder af Venstre vil være en katastrofe for det borgerlige Danmark.   

Efter de radikale kvælertag på de tidligere regeringspartnere SF og S er der næppe andre end Kristian Jensen, der tør binde an med partiet. Politisk er der gode grunde: Frem til den aktuelle radikale new public management politik kan der trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen, partiets indædte modstand mod Danmark medlemskab af NATO i 1949, samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne og frem til vore dages klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, overakademiserede uddannelsespolitik, utroværdige og kostbare indvandringspolitik, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed overfor husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

De politiske partier har svigtet boligejerne, og partier som Centrum Demokraterne og Det Konservative Folkeparti, der tidligere kæmpede boligejernes sag, er enten allerede afgået ved døden eller ligger på det yderste.

Regeringen, Nationalbanken, Finanstilsynet og Konkurrencerådet varetager åbenlyst andre interesser, og derfor er situationen desværre, at ingen varetager realkreditlånernes interesser.

Realkreditkunderne er af gode grunde utilfredse efter de seneste års massive stigninger i bidragssatserne. Derfor har realkreditbranchen været udsat for massiv kritik i længere tid.

Ingen konkurrence på realkreditmarkedet

På et konkurrencemarked kan virksomheder konkurrere på pris eller kvalitet, det gælder i princippet for alle brancher. På nogle markeder ligner produkterne hinanden så meget, at der udelukkende konkurreres på pris. Sådan er det i den danske realkreditsektor – de enkelte realkreditinstitutter kan give produkterne kreative navne, men realiteten er, at alle udbydere tilbyder stort set de samme produkter. Derved ligner realkreditmarkedet ganske meget det danske marked for benzin- og olieprodukter.

Problemet er da også, at ligesom benzinselskaberne er realkreditudbyderne meget utilbøjelige til at konkurrere i det hele taget, fordi kunderne i praksis er stavnsbundet til deres selskab. Det koster typisk flytteomkostninger på 12.000 kr. hvis et realkreditlån skal flyttes. Under alle omstændigheder er der en kartelagtig fælles forståelse i branchen af, om hvornår – og i særdeleshed om hvornår, der ikke skal konkurreres.

Politisk ”aftale” om realkreditten

Det lød derfor næsten for godt til at være sandt, da erhvervsminister Brian Mikkelsen den 26. januar 2017 storsmilende og med de sædvanlige energiske armbevægelser kunne bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være bundet til et bestemt realkreditselskab? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt. Et nærmere eftersyn har dokumenteret, at aftalen især var til fordel for realkreditten, mens de over 1 million låntagere igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner. Hvis flytningen sker i forbindelse med en varslet bidragsstigning, må instituttet kun opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring.

Det havde givet mening, hvis samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Brian Mikkelsen kunne have ydet en håndsrækning til låntagerne, men han valgte at se bort fra en anbefaling om at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Er lånerne stavnsbundne prioritetsbestyrere?

Forbrugerrådet Tænk har beregnet, at den opreklamerede ”aftale” indebærer en besparelse på godt 1.800 kr. ud af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v. flytter fra.

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning. Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Realkredittens pengekasse

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige 15 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til børsnoterede aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Karteldannelse på realkreditområdet

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har dokumenteret, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste to år. Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Intet sagligt grundlag for bidragsstigninger

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.

Journalister, brugtvognsforhandlere og politikere ligger igen-igen nederst i den årlige undersøgelse af, hvor troværdige danskerne opfatter forskellige faggrupper, som gennemføres af Radius Kommunikation.

Næsten ligeså utroværdige er embedsmænd, parkeringsvagter, bankrådgivere og ejendomsmæglere.

Det bekræfter andre undersøgelser, der viser at to ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd.

I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager

En række sager, hvor embedsmænd ikke lever op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har været rullet op i pressen. Alle topembedsmænd står lige nu i en sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden har tydeligvis fået nok. Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at sagerne får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Pia Gjellerup

Den tidligere DJØF-medarbejder Pia Gjellerup har også været sendt i byen. Socialdemokraten Gjellerup er leder for noget så eksotisk som Center for Offentlig Innovation, og hun har belært de valgte politikere om, at de må samle sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kommer mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat – og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.

Hendes andet innovative forslag er, at vi ”i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden – giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste”.

Der skal med andre ord nedsættes endnu en Kommission, der skal ”bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper”.

Bo Smith-udvalget

Juristernes og økonomernes fagforening, DJØF, nedsatte for et par år siden selv et udvalg. Formanden var tidligere departementschef Bo Smith, der påførte skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Spørgsmålet, om Smiths udvalgsarbejde tilførte noget nyt, kigger vi nærmere på senere. Men hvorfor overhovedet nyt udvalg – hvorfor ikke bare følge anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner? Hvorfor ikke igen respektere hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet?

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet, og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det er gået helt galt, har en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De har erkendt, at der er brug for en opstramning, og de har ønsket at vise omverdenen, at de tager de senere års pinagtige sager alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser blev det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter”, som er publiceret af Finansministeriet, distribueret til embedsmænd i centraladministrationen og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Sandhedspligten fik aktualitet efter den famøse sag om justitsminister Morten Bødtskovs ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager. Spørgsmålet er, om ikke Statsministeriets departementschef burde have overvejet sin egen og andre ledende departementschefers rolle. Det er desværre ikke så overraskende, at embedsværket er svækket. Når centrale embedsmænd i Statsministeriet, Finansministeriet og Økonomiministeriet hårdt presset af regeringers krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til personalepolitiske principper, lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015. Over rapportens 378 sider prøver udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det gøres så elegant og besnærende, at det næsten lykkes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, siger Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v., der anvendes i de fleste andre lande.

Realiteten er, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrager rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet med et helt andet embedsmandssystem – måske politisk udpegede statssekretærer, som i de fleste andre lande.

Det bør derfor ikke overraske, at forskere i oktober 2017 i en artikel i tidsskriftet Politica gennemgår det metodiske arbejde bag Bo Smith-udvalgets konklusioner, og når frem til, at der ikke er belæg for frikendelsen i udvalgets undersøgelser.

I den usædvanlig hård kritik fra samfundsforskere hedder det, at rapportens konklusioner er uden belæg, forbehold forsvinder, og undersøgelserne har så store metodiske problemer, at man reelt ikke kan bruge dem til noget.

Gode anbefalinger, der ikke er nye

Ligesom i departementschefernes analyse når Bo Smith-udvalget også frem til, at der er brug for mere åbenhed i forvaltningen for at modgå befolkningens mistillid. Det er næppe ærligt ment – hovedparten af departementscheferne og medlemmerne af Bo Smith-udvalget var stærke tilhængere af den famøse offentlighedslov, der netop afskærer offentligheden fra indsigt i centraladministrationens ”maskinrum”.

Udvalgets foreslår konkret, at der udarbejdes et nyt kodeks over regler og normer, som embedsmænd skal overholde, at dette kodeks forankres bredt politisk, at alle ministerier årligt evaluerer overholdelse af kodekset og at kodekset anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.

Disse anbefalinger tilfører intet nyt i forhold til Finansministeriets ”Syv centrale pligter”.

Nye anbefalinger, der ikke er gode

Bo Smith-udvalget foreslog desuden, at der skal etableres nye tværgående enheder i ministerierne til at hjælpe ministeren med dag til dag-politiske udspil og at den politiske beslutningsproces styrkes i toppen af ministeriet. Det er ikke overraskende, at centraladministrationens fremmeste fagforening, Djøf, foreslår en tilbygning til centraladministrationen med nye attraktive arbejdspladser til håbefulde politiserende scient.pol’er.  Men ville det ikke være mere nærliggende at anbefale politisk udpegede statssekretærer til den rolle?

Til benefice især for jurist-sektionen i Djøf foreslås det, at der skal oprettes stillinger som retschefer (velsagtens i lr. 39), der kan bistå med det juridiske arbejde i ministeriernes ledelse.

Bo Smith, der selv har smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslår, at et udvalg skal se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skal samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?

Ministerierne pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skal de udvise mere åbenhed, og bl.a. foranstalter offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skal også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering ligesom pressehåndtering skal indgå i oplæringen af embedsmænd.

Diskussionen er ikke lukket

Det må stærkt betvivles, at diskussionen om embedsmænd er stoppet. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Denne beretning har været afsæt til overvejelser om Folketinget har behov for både en økonomisk og juridisk vagthund som modvægt til embedsapparatet. Foreløbig syntes der ikke at være politisk opbakning til grundlæggende ændringer i forholdet mellem embedsmænd og politikere, men det kan jo ændre sig.

Hov, hov – er der overhovedet ”røde lejesvende” i DR?

Måske – måske ikke, vi ved det ikke, som Poul Nyrup Rasmussen har udtrykt det. Dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012, har bekræftet at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nu afgående dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til New Zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24/7 bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at når først DR har fået sine 3,7 mia. kr. har licensbetalerne ikke noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til en bestyrelsesformand, der tydeligvis har mistet noget af sin legendariske mentale spænstighed,  og til DJØF’erne i DR’s direktion!

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9944619/drs-dramachef-er-stoppet-flere-ansatte-foelger-med/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter

Den tidligere EU- og indvandringsbegejstrede historiker, Uffe Østergaard, har den 13. september 2017 i et interview i Jyllands-Posten erkendt, at han har ændret holdning til de indvandrere, der kommer til landet.

Tidligere har Uffe Østergaard, der er professor emeritus ved CBS, været af den holdning, at Danmark og danskerne uden problemer ville kunne klare den indvandring, som gennem en årrække er kommet fra især muslimske lande.

Nu mener han, at der også skal en indsats til fra indvandrernes side – og det skal være en større indsats end blot at overholde landets love.

”Jeg tænkte i mange år, at vores samfunds sammenhængskraft sagtens kunne holde til indvandringen. Men jeg har erkendt, at vores samfundsmodel er mere skrøbelig, end jeg troede. Vi skal ikke være så beskedne. Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver assimilation”, siger Uffe Østergaard til Jyllands-Posten.

Han slår fast, at man i stedet for integration benhårdt skal satse på assimilation: ”muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den”, siger Østergaard.

Værdiskred

Uffe Østergaard er et godt eksempel, på de værdiskred vi er vidne til i disse år. Baggrunden er de enorme udfordringer – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen, globaliseringen, automatiseringen og den usikre økonomiske fremtid.

EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrig prøver med Emmanuel Macron at hive sig selv op med håret. UK står i vanskelig og afgørende Brexit-fase.

De traditionelle ansvars- og regeringsbærende midterpartier i Europa mister terræn i forhold til fløjene, og dermed er det grandiose europæiske projekt truet.

I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem. I Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

Har vi opgivet EU?

Danskernes nej den 3. december 2015 til den fuldstændige opgivelse af retsforbeholdet på hele EU-området retlige og indre anliggende bekræftede, at de fleste danskere allerede har opgivet EU som løsningen på noget som helst – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af tænketanken EUROPA, Uffe Ellemann-Jensen og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk har den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Nogle må jo have vidst, at det bar den vej. Desværre er det sådan, at hvor det tidligere var en forpligtelse for de privilegerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden, er det ikke sådan mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret. Og selv da, afstår de fleste.

Uffe Østergaard

Uffe Østergaard er et eksempel på én, der ikke tier. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Men tilbage i april 2016 fik Uffe Østergaard pludselig en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roste samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

De overraskende udtalelser kunne læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den netop pensionerede CBS-professor. Interviewet blev bragt med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter”.

Den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard er bemærkelsesværdig så kort tid efter han er fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Det var ikke en fortalelse – han har siden udbygget synspunkterne, og senest kravet om at indvandrede muslimer skulle blive lutheranere. Har han vidst det hele tiden og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende. Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Østergaard faldt godt ind og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagsiden følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden, og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – dristede sig til at påpege manglende sammenhæng i hans udredninger, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en ny, lang og rablende redegørelse.

Den revolutionære tone lå godt for Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til at kæmpe – i hvert fald i teorien – på barrikaderne. Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet indefra og intellektuelt smidigt skifte partisantørklæder og maosko ud med mere klædeligt og borgerligt antræk. De stormede ind på universiteter og medier og blev toneangivende.

Uffe Østergaard blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie og kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

Jean Monnet-professor

En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”, men Østergaard fandt tydeligvis, at professoratet nok kunne berettige til at træde i EU-propagandaens tjeneste.

Det var en interessante nyskabelse i dansk akademisk liv, at EU kunne finansiere professorater, øremærket til at docere euro-ideologi. Østergaard måtte da også tåle, at den borligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaard opgav den marxistiske retorik og kaste sig ud i studiet af Europas fremtid.

2000-2002 var han leder af det nyoprettede Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Og fra 2007 blev han endelig rigtig professor i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et rigtigt universitet, men ved Copenhagen Business School.

Han markerede sig med indviklede analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i at udlægge årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand. På den måde blev han fast inventar i medierne.

Han udgav også en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger Europas ansigter (1992) og Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog Europas ansigt i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Nu har Uffe Østergaard igen ændret mening, og han har med kravet om total assimilation skaffet sig en ny platform og et publikum i tilhængere af ”Fort Europa”, der skal beskyttes ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

Det er netop offentliggjort, at Konkurrencerådet har tilladt at Nykredit Realkredit, der siden fusionen med Totalkredit i 2003, har skullet holde sine bidragssatser i ro, kan hæve satserne for omkring 60.000 boligejere.

Boligejerne er ikke overraskede – det har længe været et vilkår, at udover stigende boligskatter har boligejerne måttet kæmpe med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og Nykredit-afgørelse viser desværre, at der ikke er udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Det lød derfor næsten for godt til at være sandt, da erhvervsminister Brian Mikkelsen den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser kunne bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være stavnsbundet til et bestemt realkreditselskab? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt. Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen især var til fordel for realkreditten, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Er lånerne stavnsbundne prioritetsbestyrere?

Forbrugerrådet tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v. flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da den tidligere erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen. Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Vinduespynt uden praktisk betydning

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning – og i lyset af den aftale regeringen efterfølgende indgik den 2. maj 2017, faktisk et slag i ansigtet på boligejerne.

Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Realkredittens pengekasse

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige 15 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Karteldannelse på realkreditområdet

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste to år.

Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.

Hvem varetager boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og når regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet åbenlyst varetager andre interesser, må det være på sin plads at rejse spørgsmålet om hvem der varetager realkreditlånernes interesser. Svaret er desværre: Ingen!

Normalt ansætter justitsministeriet kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet. Men i foråret 2015 udnævnte daværende justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen til departementschef i Justitsministeriet. Barbara Bertelsen havde ganske vist en juridisk kandidateksamen, men fra Aarhus Universitet.

Barbara Bertelsen

Udnævnelsen vakte opmærksomhed. Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet, men gjorde sig under SR-regeringen især bemærket i Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet.

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:

• Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster

• Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner

• Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.

• Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler. Aftalen blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne.

Lærerkonflikten

I forhold til Mette Frederiksen, var det især Barbara Bertelsens nøglerolle som rådgiver for Mette Frederiksen, som på det tidspunkt var beskæftigelsesminister, i forbindelse med orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.

Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”

Udover Barbara Bertelsens indsats for at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.

Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Hvad siger Søren Pape Poulsen?

Om de beskedne resultater, den nuværende justitsminister, den skikkelige konservative Søren Pape Poulsen, kan fremvise, kan henføres til mindre adækvat rådgivning fra Justitsministeriet, vides ikke.

Regeringen vil om kort tid fremlægge sit udspil til forhandlingerne om en ny politisk aftale til afløsning af det forsvarsforlig, der blev indgået i 2013, og som udløber i år.

Hvad kan der ventes? Af regeringens forslag til finanslov for 2018 fremgår det, at pengene til et nyt forsvarsforlig skal tages ud af den såkaldte forhandlingsreserve i finansloven.

Reserven er den finansielle ramme, som regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti frit kan forhandle om fordelingen af uden nødvendigvis at skulle finde besparelser andre steder.

Selvom om regeringspartierne taler om behovet for et substantielt løft i forsvarsbudgettet er der i finanslovsforslaget kun afsat en forhandlingsreserve på 2,5 milliarder kroner årligt i perioden fra 2018 til 2021. Det har med andre ord været regeringens udgangspunkt, at det er inden for dette beløb, at forsvaret skal have løftet det årlige budget på godt 23 milliarder kroner. Det må ændres.

Er det tilstrækkeligt?

I EU har Danmark som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde, og derfor kan vi ikke rigtig forholde os til de igangværende tysk-franske drøftelser om et øget samarbejde med sigte på at strække forsvarsbevillingerne længere f.eks. ved fælles indkøb og deleordninger m.v. Til gengæld har vi i Danmark klare forpligtelser over NATO. USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014.

Samtidig har Ruslands fremfærd i Georgien, Ukraine og på Krim samt truende adfærd over for de baltiske lande og Polen skabt en ny situation i vores nærhed – Østersøområdet. Det skal et nyt forsvarsforlig også tage højde for, ligesom vores indsats i Arktis og modtræk mod cypertrusler stiller krav.

Ét er disse udfordringer og vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har uniformeret personel i Afghanistan og Irak, men det er bekymrende, at vi åbenbart ikke længere har kræfter til at bidrage til FN’s fredsbevarende operationer.

FN’s fredsbevarende operationer

Den danske deltagelse i koalitionens operationer i f.eks. Afghanistan, er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket 16 FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Danmark bidrag er vel i øjeblikket på omkring 50 udsendte i Korea, Mali, Sydsudan og Mellemøsten, og samtidig kan vi passivt iagttage, at civile dræbes og såres i bl.a. Sydsudan med de efterhånden velkendte flygtningestrømme som resultat.

Det bør vi kunne gøre bedre, det fortjener de mange udsatte i konfliktområderne i bl.a. Afrika.

Men er det overhovedet muligt, at leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, og siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 23 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet om 2,0 pct. af BNP vil det med uændret BNP kræve, at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr.

Værnepligt, Hjemmeværn og Beredskab

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

Hjemmeværnet lider samtidig under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder.

Beredskabets centrale rolle i totalforsvaret bør heller ikke glemmes.

I Danmark bør vi benytte det økonomiske råderum til at øge bevillingerne til forsvaret.

Holdbarhedsindikatoren – målestokken for de offentlige finansers sundhedstilstand på langt sigt – anslås af Vismændene (og regeringen) til godt 1 pct. af BNP. Det betyder, at under de nuværende forudsætninger er det langsigtede råderum på godt 20 mia. kr. Vi behøver altså ikke engang at forlade os på regeringens optimistiske forudsætninger om, at det økonomiske råderum sikkert vil vokse frem mod 2025.

Selvom Vismændene og andre ansvarlige økonomer ikke i den nuværende konjunktursituation umiddelbart kan anbefale, at der på kort sigt gennemføres lempelser i finanspolitikken, giver råderummet frihed og valgmuligheder.

Man kunne derfor passende se, hvad svenskerne netop har besluttet: Der er opnået politisk enighed om at tilføre det svenske forsvar 8 milliarder kroner ekstra i lyset af Ruslands øgede aktiviteter i Østersøen. Samtidig har men besluttet at hæve det svenske politis budget med syv milliarder kroner de næste tre år. Formålet er at ansætte flere betjente, så de kan tage sig af banditter og bander.

Der er derfor ingen grund til at lade de begrænsede forhandlingsreserver på 2,5 mia. kr. blokere for en hurtig økonomisk genopretning af dansk forsvar.

Ved Forbundsdagsvalget i Tyskland den 24. september 2017 fik det nationalkonservative og euroskeptiske politiske parti AfD – Alternative für Deutschland – 12,6 pct. af stemmerne og 94 mandater i Forbundsdagen.

I ind-og udland diskuteres det nu, hvordan det dog kunne gå så galt. Politikere fra andre partier i Tyskland, men så sandelig også i andre europæiske lande, spekulerer som rasende på, hvordan man rækker ud til og får den slags mennesker, der valgte at stemme på AfD, ”inddæmmet”. Hvad er årsagerne til, at der er så mange vælgere, der har truffet valg, som mange finder ekstreme. Hvad er gået galt siden store grupper øjensynlig føler sig ladt helt ude af den politiske beslutningsproces.

Flygtningetemaet har givet spillet en stor rolle. Antallet af nytilkomne er ganske vist mere beskedent end de enorme masser, der væltede ind i Tyskland i 2015, men Angela Merkels ”Wilkommenskultur” og Wir schaffen das” er ikke glemt. Selvom der siden efteråret 2015 er gennemført en stribe stramninger af flygtningepolitikken, er millioner af flygtninge og indvandrere en særdeles synlig og mærkbar udfordring i alle dele af det tyske samfund.

Frankrig

Op til præsidentvalget i Frankrig den 23. april 2017 havde man en tilsvarende diskussion. Frygten var udtalt for, at Marine Le Pen og Front National skulle få afgørende indflydelse. Front Nationals kernevælgere blev identificeret som de EU-kritiske og underprivilegerede. Helt op til 60 – 75 pct. af befolkningen har ingen glæde af, men ser tvært imod globaliseringen som en trussel. Folk uden for den akademiske og politiske elite og uden for de etablerede mediers målgrupper. Folk, der ikke arbejder i de industrier, der oplever vækst, men derimod oplever arbejdsløshed i sektorer, der presses af billig import fra udlandet. Folk, der er dødtrætte af EU’s krisepolitik og manglende evne til at håndtere udfordringerne fra immigrationen. Alle i denne gruppe kunne potentielt tænkes at ville støtte Front National.

I den politiske agitation identificerede og solidariserede Marine Le Pen sig tydeligt med Brexit-tilhængerne i UK, og Donald Trump-tilhængerne i USA.

Mange jævne, pligtopfyldende franskmænd var oprørte over den måde, de er blevet behandlet, når de har protesteret, og de registrerede og genkendte forsøgene på i den amerikanske valgkamp at udskamme Donald Trumps tilhængere.

“You know, just to be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. They’re racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamaphobic — you name it.” (Hillary Clinton, 9. september 2016)

I Frankrig endte valget som bekendt med, at Marine Le Pen og Emmanueklle Macron mødtes i 2. runde, hvor opgøret mellem Le Pens nationalisme og Macrons globalisme endte med en klar sejr til Macron.

I Frankrig lykkedes det altså igen at ”inddæmme” Front National, således som det var sket ved præsidentvalget i 2002 og igen ved regionalvalgene i Frankrig i december 2015, som reelt satte 28 pct. af franskmændene uden for indflydelse på ledelsen af Frankrigs 13 regioner i indeværende 6-årige valgperiode.

Østrig

Tilbage i 1999 blev en vælgergruppe i Østrig set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte på socialdemokratisk initiativ at gennemføre en regulær boykot mod Østrig, da Østrigs konservative indgik i et regeringssamarbejde med det yderligtgående Frihedsparti, FPÖ, under ledelse af Jörg Haider.

Danmark

I Danmark husker vi: ”Stuerene, det bliver I aldrig”, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 sagde om Dansk Folkeparti, og han gentog det i 2010 da Poul Nyrup Rasmussen var formand for de europæiske socialdemokrater.

Sverige

I Sverige blev Sverigedemokraterna udsat for boykot af Riksdagens øvrige partier, der i en periode ikke ville samarbejde med Sverigedemokraterna, der formentlig er Sveriges største parti.

Holland

I Holland har Geert Wilders stærkt islamkritiske Frihedsparti skabt voldsom intern uro hos både de konservative og de liberale. Partiet er ikke holdt uden for indflydelse, men udgjorde faktisk det parlamentariske grundlag for Ruttes borgerlige regering, men trak støtten og udløste parlamentsvalget i 2012, hvor partiet gik tilbage. De fleste hollandske partier har ikke siden villet røre Frihedspartiet med en ildtang.

Ved parlamentsvalget i Holland den 15. marts 2017 lod de hollandske vælgere især deres frustrationer gå ud over den hidtidige regering. Regeringskoalitionen bestående af Mark Ruttes liberale parti, VVD, og de hollandske socialdemokrater i partiet PvdA, gik stærkt tilbage. Gert Wilders Frihedsparti, PvV, gik frem – fra 15 mandater til 20 mandater svarende til godt 13 pct. af stemmerne. Under alle omstændigheder var der dog ikke tale om den frygtede jordskredssejr, der kunne have bragt Gert Wilders i spidsen for en hollandsk regering.

Hvad er konsekvenserne?

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvis befolkningens skepsis ignoreres

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, utilfredshed med eurozonens sparepolitik og stramme finanspolitik, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt, at jævne, pligtopfyldende folk får lov til at artikulere deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises? Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre at mange forbløffes, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale

Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt. I Tyskland er bevægelser som PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) gået i stå. Til gengæld har vi med fuldt styrke fået AfD ind i den tyske Forbundsdag og ind i europæisk politik.