Hvidvaskning af et utroværdigt embedsværk

Journalister, brugtvognsforhandlere og politikere ligger igen-igen nederst i den årlige undersøgelse af, hvor troværdige danskerne opfatter forskellige faggrupper, som gennemføres af Radius Kommunikation.

Næsten ligeså utroværdige er embedsmænd, parkeringsvagter, bankrådgivere og ejendomsmæglere.

Det bekræfter andre undersøgelser, der viser at to ud af tre danskere angiver, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd.

I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager

En række sager, hvor embedsmænd ikke lever op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har været rullet op i pressen. Alle topembedsmænd står lige nu i en sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden har tydeligvis fået nok. Mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – har ikke indvendinger mod, at sagerne får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Pia Gjellerup

Den tidligere DJØF-medarbejder Pia Gjellerup har også været sendt i byen. Socialdemokraten Gjellerup er leder for noget så eksotisk som Center for Offentlig Innovation, og hun har belært de valgte politikere om, at de må samle sig om en grundlæggende forandring af udviklingen af arbejdet i offentligheden og i Folketinget, så der kommer mere fokus på det politiske indhold og den holdningsmæssige debat – og mindre på enkeltsager, politisk sagsbehandling og personjagt.

Hendes andet innovative forslag er, at vi ”i mangel af velbelyste og grundigt gennemtænkte forslag, som vi bare kan tage ned fra hylden – giver os tid til at skabe og belyse sådanne forslag. Lad os finde fuldblodshestene i flokken af det, der nu blot fremtræder som kæpheste”.

Der skal med andre ord nedsættes endnu en Kommission, der skal ”bruge mange og saglige kræfter og den fornødne tid på at undersøge forslag med hver deres sæt af fortrin og ulemper”.

Bo Smith-udvalget

Juristernes og økonomernes fagforening, DJØF, nedsatte for et par år siden selv et udvalg. Formanden var tidligere departementschef Bo Smith, der påførte skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kroner i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs.

Spørgsmålet, om Smiths udvalgsarbejde tilførte noget nyt, kigger vi nærmere på senere. Men hvorfor overhovedet nyt udvalg – hvorfor ikke bare følge anbefalingerne fra de tidligere nedsatte Kommissioner? Hvorfor ikke igen respektere hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet?

Syv centrale pligter

Det lyder som noget af den japanske filminstruktør Akira Kurosawa, men drejer sig om noget så elementært som god forvaltningskultur. I de gode gamle dage havde vi Danmarks Forvaltningshøjskole (DFH). Det var en dansk uddannelsesinstitution, der primært havde til formål at tilbyde videre- og efteruddannelse til ledere og administrative medarbejder i stat, amt og kommune. DFH blev oprettet i 1963 som en del af Finansministeriet, og frem til årtusindskiftet gennemgik stort set alle nyansatte sekretærer og fuldmægtige basale kurser i forvaltningsrettens mysterier og kravene til en embedsmand. I 2001 overgik institutionen til Undervisningsministeriet, og hvad den siden er blevet til fortaber sig. Hvad der gik tabt var desværre den basale indføring i klassiske embedsmandsdyder. Dermed kom de unge fuldmægtige i centraladministrationen til at mangle den nødvendige ballast mod de senere års hærgende budgetbisser m.fl. i forvaltninger, hvor alle traditionelle kulturer og værdier var ofret på fokuseringens alter.

At det er gået helt galt, har en lille kreds af departementschefer, som styrer ministerierne på Slotsholmen, taget bestik af. De har erkendt, at der er brug for en opstramning, og de har ønsket at vise omverdenen, at de tager de senere års pinagtige sager alvorligt. For et retssamfund er det ganske enkelt ødelæggende, hvis der i offentligheden opstår en snigende mistro til embedsmændenes arbejde.

Resultatet af deres overvejelser blev det nye kodeks, ”Kodex VII – Syv centrale pligter”, som er publiceret af Finansministeriet, distribueret til embedsmænd i centraladministrationen og som i klar og koncentreret form fortæller, hvordan embedsmænd skal opføre sig.

Den basale pligt til at respektere lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet kender vi fra tidligere kommissioner.

Sandhedspligten fik aktualitet efter den famøse sag om justitsminister Morten Bødtskovs ”nødløgn” i Christiania-sagen. Nu står det tydeligt i kodekset, at embedsmænd skal leve op til sandhedspligten, og de må ikke videregive – eller medvirke til, at ministeren videregiver – oplysninger, som er urigtige eller vildledende.

Det indskærpes, at sandhedspligten ikke blot gælder i forhold til minister og medarbejdere internt i ministeriet, men også gælder over for Folketinget, andre myndigheder, organisationer, presse, borgere, virksomheder og offentligheden i al almindelighed.

Kodekset indeholder også temaer som ”udvikling og samarbejde”, ”ansvar og ledelse” og ”åbenhed om fejl”, hvor det sidste – åbenhed om fejl –  måske er det mest bemærkelsesværdige. For eksempel står der i kodeks: ”Det er ledelsens ansvar at sikre en kultur i ministeriet, hvor alle medarbejdere og chefer åbent kan gå til deres overordnede, hvis der er begået en fejl”.

Kunsten at rette bager for smed

Punktet er interessant. For i flere sager er det netop forsøgene på at dække over en fejl, som er endt med at blive skandalen. I kodekset bliver det derfor understreget, at embedsmænd, som opdager, at der i organisationen er sket “en ikke uvæsentlig fejl”, skal gå til chefen med problemet. Embedsmændene må ikke “kalkulere med sandsynligheden af, at en fejl ikke bliver opdaget”. De må heller ikke prøve at dække over fejl. Tværtimod skal de tage del i en kultur, “hvor man lærer af fejl, så alle bliver bedre til at undgå, at fejl gentager sig”.

Det bemærkelsesværdige er, at topchefernes råd tydeligvis er rettet til deres undergivne i systemet. Det er den fuldmægtig eller kontorchef, der har begået en fejl, der åbent skal gå til sin chef med problemet.

Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen sad for bordenden ved udarbejdelsen af de gode råd til embedsmænd, der ikke ønsker at havne i kommissionsundersøgelser og lignende alvorlige sager. Spørgsmålet er, om ikke Statsministeriets departementschef burde have overvejet sin egen og andre ledende departementschefers rolle. Det er desværre ikke så overraskende, at embedsværket er svækket. Når centrale embedsmænd i Statsministeriet, Finansministeriet og Økonomiministeriet hårdt presset af regeringers krav om hurtige resultater giver fanden i hensynene til personalepolitiske principper, lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet og får lov at kræve fokusering og effektivisering af hele systemet, skal det gå galt. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Bo Smith og ”Embedsmanden i det moderne folkestyre”

Få dage efter Finansministeriets 60 siders pamflet om embedsmændenes ”Syv centrale pligter” blev Bo Smith-udvalgets rapport ”Embedsmanden i det moderne folkestyre” offentliggjort den 21. september 2015. Over rapportens 378 sider prøver udvalget med en myriade af data og gengivelse af eksisterende fakta og forskning at overbevise læseren om, at der ikke er sket en stigning i antallet af skandalesager, og at systemet basalt set er intakt. Det gøres så elegant og besnærende, at det næsten lykkes.

”Vores undersøgelse viser, er, at embedsmændene faktisk er ganske gode til at navigere i spændet mellem det politiske på den ene side og embedsmandsdyderne på den anden side”, siger Bo Smith ifølge Berlingske Tidende. Der er dermed overhovedet ikke! – slet ikke, aldrig! – behov for at overveje modeller med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v., der anvendes i de fleste andre lande.

Realiteten er, at rapporten end ikke er i nærheden af en lødig analyse af hvad det er for mekanismer, der skaber et sundt demokratisk miljø uden idelige skandalesager, og dermed bidrager rapporten heller ikke til afklaring af, at vi måske ville være bedre stillet med et helt andet embedsmandssystem – måske politisk udpegede statssekretærer, som i de fleste andre lande.

Det bør derfor ikke overraske, at forskere i oktober 2017 i en artikel i tidsskriftet Politica gennemgår det metodiske arbejde bag Bo Smith-udvalgets konklusioner, og når frem til, at der ikke er belæg for frikendelsen i udvalgets undersøgelser.

I den usædvanlig hård kritik fra samfundsforskere hedder det, at rapportens konklusioner er uden belæg, forbehold forsvinder, og undersøgelserne har så store metodiske problemer, at man reelt ikke kan bruge dem til noget.

Gode anbefalinger, der ikke er nye

Ligesom i departementschefernes analyse når Bo Smith-udvalget også frem til, at der er brug for mere åbenhed i forvaltningen for at modgå befolkningens mistillid. Det er næppe ærligt ment – hovedparten af departementscheferne og medlemmerne af Bo Smith-udvalget var stærke tilhængere af den famøse offentlighedslov, der netop afskærer offentligheden fra indsigt i centraladministrationens ”maskinrum”.

Udvalgets foreslår konkret, at der udarbejdes et nyt kodeks over regler og normer, som embedsmænd skal overholde, at dette kodeks forankres bredt politisk, at alle ministerier årligt evaluerer overholdelse af kodekset og at kodekset anvendes aktivt i stat, regioner og kommuner.

Disse anbefalinger tilfører intet nyt i forhold til Finansministeriets ”Syv centrale pligter”.

Nye anbefalinger, der ikke er gode

Bo Smith-udvalget foreslog desuden, at der skal etableres nye tværgående enheder i ministerierne til at hjælpe ministeren med dag til dag-politiske udspil og at den politiske beslutningsproces styrkes i toppen af ministeriet. Det er ikke overraskende, at centraladministrationens fremmeste fagforening, Djøf, foreslår en tilbygning til centraladministrationen med nye attraktive arbejdspladser til håbefulde politiserende scient.pol’er.  Men ville det ikke være mere nærliggende at anbefale politisk udpegede statssekretærer til den rolle?

Til benefice især for jurist-sektionen i Djøf foreslås det, at der skal oprettes stillinger som retschefer (velsagtens i lr. 39), der kan bistå med det juridiske arbejde i ministeriernes ledelse.

Bo Smith, der selv har smertelige erfaringer fra sagen om de fejlslagne investeringer af skatteborgernes penge i Hafnia, foreslår, at et udvalg skal se på nye hurtigere og mere skånsomme undersøgelsesformer af embedsmænd. Et andet udvalg skal samtidig undersøge hvordan embedsmænd bedre beskyttes. Beskyttes mod hvem? Borgerne?

Ministerierne pålægges at udarbejde en årlig faglig status og samtidig skal de udvise mere åbenhed, og bl.a. foranstalter offentlige høringer ved større reformer. Ministerierne skal også indføre pressebriefings og udarbejde retningslinjer for god pressehåndtering ligesom pressehåndtering skal indgå i oplæringen af embedsmænd.

Diskussionen er ikke lukket

Det må stærkt betvivles, at diskussionen om embedsmænd er stoppet. Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget. Denne beretning har været afsæt til overvejelser om Folketinget har behov for både en økonomisk og juridisk vagthund som modvægt til embedsapparatet. Foreløbig syntes der ikke at være politisk opbakning til grundlæggende ændringer i forholdet mellem embedsmænd og politikere, men det kan jo ændre sig.