Det Radikale Venstre

Det bør ikke undre, at Radikale Venstre, der erklærer sig selv i en kategori, der ved bedre og har mere ret end andre, er i frit fald mod spærregrænsen.

De Radikale står til at lide et voldsomt valgnederlag i København. Selvom sagen om Anna Mee Allerslev først og fremmest vedrører København, har sagen demonstreret, at partiet er presset helt i bund. Morten Østergaards ubehjælpsomme håndtering af sagen har været anskuelsesundervisning i forskellen på Margrethe Vestager og Østergaard: Hvor Vestagers politiske erfaring og empati gav hende en fordel i forhold til de fleste andre på Christiansborg, har den unge Østergaard igen afsløret sig som provinsiel amatør og fusentast.

At Morten Østergaard sammen med Kristian Jensen fra Venstre har skrevet en kronik om udviklingspolitik (”Uanset hvem der sidder i regering efter næste valg, skal FN’s verdensmål sætte rammen for den danske udviklingspolitik”) siger mindre om Østergaard som politisk håndværker og mest om finansministerens mangel på substans og leflen for den ”rigtige mening”.

Det Radikale Venstre har i nyere tid været eksponent for enkeltstående positive lysende initiativer. Den overordnede økonomiske politik, dagpengereformen og begrænsningen af universiteternes optag. Fyringen af daværende kulturminister Uffe Elbæk tjener dem også til ære. Men så igen – Marianne Jelved som kulturminister og hendes beskyttelse af det kulturradikale DR og uforbeholdne opbakning til den radikale historieskrivning i ”1864”. En Manu Sareen som kirkeminister, og energiminister Rasmus Helvegs firkantede meldinger om vindsatsning, udenrigsminister Martin Lidegaards meldinger om EU-samarbejde på flygtningeområdet og Tyrkiets medlemskab af EU. Uha – uha.

I takt med at presset på Anna Mee Allerslev voksede, har Sofie Carsten Nielsen mere og mere hektisk og skingert prøvet at aflede opmærksomheden ved idelige angreb på Inger Støjberg, partshøringer og sagen om økonomisk støtte til Exitcirklen.

Forud for kommunalvalget den 21. november 2017 har De Radikale også lokalt skruet op for gassen. I Gentofte har de radikale kandidater til henholdsvis kommunalbestyrelse og Folketing, Kristine Kryger og Sofie Carsten Nielsen – i modsætning til alle andre – hævdet, at Gentofte er langt fra kapacitetsgrænsen hvad angår flygtninge. Sofie Carsten Nielsen har endda udtalt: ”at den der med, at nu kan vi ikke tage imod flere flygtninge, den pisser mig af”!

Gentoftes radikale spidskandidat, Kristine Kryger, gjorde sig tidligere bemærket ved i Villabyerne at være stærkt kritisk overfor de helt nødvendige investeringer i kommunens institutioner for vores svageste borgere: “I forvejen møder vi, der bor her, beboere med tis i bukserne og bræk på tøjet i Fakta, og derfor vil det være forkert at placere flere mennesker i et i forvejen belastet område”.

Det er samtidig typisk, at de Radikale undsiger og snigløber de tidligere regeringspartnere i Socialdemokratiet og SF. Sofie Carsten Nielsen har i den ubehagelige radikale tradition med at bagtale tidligere samarbejdspartnere, udtalt om Henrik Sass Larsen, der er vokset op med en voldelig stedfar på den københavnske vestegn: “Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude”.

Når det nu trækker op til et opgør, vil vi igen se, at det Radikale Venstre rykker sammen om de maksimalt 5-6 pct. overbeviste radikale i dette land, og giver fanden i os andre. De allerede frelste radikale er bedrevidende folk, der mener, de har monopol på sandheden og de rigtige meninger, og som under alle omstændigheder er overbeviste om, at de er bedre mennesker end alle os andre. De typiske radikale har som oftest ingen forbindelse til de produktive erhverv, men ernærer sig ved undervisning, ansættelse i Folkekirken, overførselsindkomst eller i en veldædig organisation.

Denne lille skare, der hilser globaliseringen velkommen på en særegen provinsiel måde, har for længst afgjort med sig selv, at vedvarende energi er det rigtige, at Danmark bør gå helt over til økologi og fint kan klare sig uden det konventionelle landbrug, og at uhæmmet indvandring og åbne grænser indebærer en positiv berigelse af det danske samfund. Andre politiske opfattelser dæmoniseres og De frelste Radikale er fløjtende ligeglade med konsekvenserne for nationens sammenhængskraft, men optaget af den rare fornemmelse af at ”gøre det rigtige”.

Det er en ringe trøst, at efter det seneste valg og den fortsatte nedtur, må Det Radikale Venstre imødese en længere periode uden for indflydelse. Alle partier har set hvordan partiet kannibaliserer på enhver, der vover et samarbejde, så hvem tør samarbejde med Det Radikale Venstre? Radikale Venstre er i hvert fald utænkelig som samarbejdspartner for Det Konservative Folkeparti. Alene tanken er uhyrlig – Det Radikale Venstre er sammen med Enhedslisten nærmest modpoler til det Konservative Folkeparti og Barfoeds flirt med Margrethe Vestager kostede som bekendt dyrt. Kristian Jensen fra Venstre har tilkendegivet udlændingepolitiske synspunkter, der ligger tæt på Det Radikale Venstre, og på det seneste er han gået i samarbejde med Morten Østergaard om udviklingspolitik. Hermed bekræftes det igen, at Kristian Jensen som leder af Venstre vil være en katastrofe for det borgerlige Danmark.   

Efter de radikale kvælertag på de tidligere regeringspartnere SF og S er der næppe andre end Kristian Jensen, der tør binde an med partiet. Politisk er der gode grunde: Frem til den aktuelle radikale new public management politik kan der trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen, partiets indædte modstand mod Danmark medlemskab af NATO i 1949, samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne og frem til vore dages klimafanatisme, bedrevidende frelsthed, overakademiserede uddannelsespolitik, utroværdige og kostbare indvandringspolitik, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed overfor husejere, skatteborgere og samfundets svageste.