Realkreditlånere – et jaget folkefærd

Det er netop offentliggjort, at Konkurrencerådet har tilladt at Nykredit Realkredit, der siden fusionen med Totalkredit i 2003, har skullet holde sine bidragssatser i ro, kan hæve satserne for omkring 60.000 boligejere.

Boligejerne er ikke overraskede – det har længe været et vilkår, at udover stigende boligskatter har boligejerne måttet kæmpe med stigende bidragssatser ved realkreditlån – og Nykredit-afgørelse viser desværre, at der ikke er udsigt til andet end stadig øgede bidrag!

Det lød derfor næsten for godt til at være sandt, da erhvervsminister Brian Mikkelsen den 26. januar 2017 storsmilende og med energiske armbevægelser kunne bekendtgøre, at regeringen havde indgået en ”balanceret bred politisk aftale om realkreditten”.

Brian Mikkelsen skrev på Facebook: ”Vi skaber med denne aftale lavere priser, en øget gennemsigtighed, mobilitet og dermed grundlaget for bedre konkurrence til gavn for boligejerne. Det er en god dag for boligejerne”.

Det lød godt – ville boligejerne ikke længere være stavnsbundet til et bestemt realkreditselskab? Kunne man bare flytte selskab, hvis vilkårene ikke var tilfredsstillende?

Desværre var det ikke sandt. Et nærmere eftersyn afdækkede, at aftalen især var til fordel for realkreditten, mens låntagerne igen fik en lang næse. Aftalen indebar, at realkreditselskaberne fremover i tilfælde af, at låner beslutter at flytte selskab, skal afstå fra et indfrielsesgebyr på omkring 750 kroner, ligesom de kun må opkræve 50 procent i såkaldt kurtage og kursskæring, når det sker i forbindelse med bidragsstigninger.

Er lånerne stavnsbundne prioritetsbestyrere?

Forbrugerrådet tænk har beregnet, at det svarer til en besparelse på godt 1.800 kr. af de flytteomkostninger på over 12.000 kroner, man typisk skal betale til det realkreditselskab, man eventuelt i utilfredshed over gebyrsatser m.v. flytter fra.

Det er egentlig ikke overraskende, at realkreditskyldnerne ikke fik mere ud af hele øvelsen. Allerede da den tidligere erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nedsatte et ekspertudvalg på 14 personer, kunne man ane hvor det bar hen. Udvalget havde ikke en eneste repræsentant for de over 1 million danske låntagere!

Det var ellers udvalgets opgave at komme med anbefalinger til, hvordan mobiliteten og gennemsigtigheden på realkreditmarkedet kunne øges. Resultatet af udvalgsarbejdet blev da også, at man kunne præsentere den nye erhvervsminister for nogle små og ganske betydningsløse justeringer for låntagere, som ønskede at flytte kreditforening.

Et af de forslag, der trak i låntagernes interesse, indebar, at samtlige flytteomkostninger skulle betales af det institut, der sætter bidragssatsen op. Et mindretal i udvalget bestående af Finansrådet, Realkreditforeningen og Realkreditrådet kunne ikke bakke op om flertallets anbefaling af at indføre et ”forbud mod at opkræve indfrielsesgebyr samt kurtage og kursskæring ved indfrielse i varslingsperioden ved forhøjelse af bidragssats i et realkreditinstitut og ved forhøjelse af rentetillæg ved realkreditlignende lån i et pengeinstitut”.

Derfor valgte politikerne en mellemvej ved at sige, at realkreditselskaberne kun må opkræve halv kursskæring og halv kurtage.

Vinduespynt uden praktisk betydning

Under alle omstændigheder er den politiske aftale vinduespynt og uden praktisk betydning – og i lyset af den aftale regeringen efterfølgende indgik den 2. maj 2017, faktisk et slag i ansigtet på boligejerne.

Sidste år betalte de danske boligejere knap 15 milliarder kroner i gebyr på deres boliglån. Realkreditinstitutterne har nemlig de senere år skruet op for den såkaldte bidragssats, altså det gebyr en kunde løbende betaler til sit realkreditinstitut for overhovedet at have et realkreditlån.

Realkredittens pengekasse

Ifølge Nationalbanken udgør bidragssatserne nu 40 pct. af boligejernes låneudgifter, og de årlige 15 mia. kr. ryger direkte i realkredittens pengekasse.

Kreditforeningernes hæmningsløse opkrævning af bidrag og gebyrer fra sagesløse lånere virker paradoksalt – det er jo i et vist omfang foreningernes egne medlemmer, der betaler. Realiteten er imidlertid, at medlemmernes og lånernes indflydelse er mindsket i takt med institutternes omdannelse til aktieselskaber, der har andet end lånernes interesser for øje.

Karteldannelse på realkreditområdet

Det dokumenteres nu, at det er et konkurrencemæssigt usundt marked, der har tilladt, at de tre største danske realkreditselskaber, Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit, i bemærkelsesværdig enighed og nærmest kartelagtigt har hævet priserne på realkreditlån for de danske boligejere de seneste to år.

Det slås fast i en rapport om realkreditmarkedet fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at konkurrencen har svære vilkår på realkreditmarkedet, og de idelige prisstigninger på boliglån var ikke gået, hvis der havde været et velfungerende marked.

Konklusionerne er stærkt kritiske over for realkreditsektorens konkurrencebegrænsende elementer og de begrundelser, som selskaberne har brugt for at hæve priserne i de senere år. Og der er talrige elementer, der peger på voldsomme konkurrenceproblemer, som forbrugerne betaler regningen for. Siden 2009 er priserne på realkreditlån med årlig rentetilpasning og afdrag for eksempel fordoblet.

Ifølge rapporten er de prisstigningerne på realkreditlån, som er blevet gennemført de sidste år med Nykredit som bannerfører, ikke funderet i højere omkostninger for realkreditselskaberne.

Realkreditselskaberne har ved flere bidragsstigninger henvist til, at stigningen var nødvendig for at dække omkostningerne forbundet med øgede kapitalkrav. Samlet set har konkurrencemyndighederne dog svært at se, at de vedtagne stigninger i kapitalkravene frem mod 2019 skulle kunne forklare stigningerne i bidrag og kursskæring mv.

Hvem varetager boligejernes og realkreditlånernes interesser?

De politiske partier har svigtet boligejerne, og når regering, Nationalbank, Finanstilsyn og Konkurrencerådet åbenlyst varetager andre interesser, må det være på sin plads at rejse spørgsmålet om hvem der varetager realkreditlånernes interesser. Svaret er desværre: Ingen!