Regeringen må stå fast. Der er økonomisk råderum til et stærkere forsvar

Regeringen vil om kort tid fremlægge sit udspil til forhandlingerne om en ny politisk aftale til afløsning af det forsvarsforlig, der blev indgået i 2013, og som udløber i år.

Hvad kan der ventes? Af regeringens forslag til finanslov for 2018 fremgår det, at pengene til et nyt forsvarsforlig skal tages ud af den såkaldte forhandlingsreserve i finansloven.

Reserven er den finansielle ramme, som regeringen og støttepartiet Dansk Folkeparti frit kan forhandle om fordelingen af uden nødvendigvis at skulle finde besparelser andre steder.

Selvom om regeringspartierne taler om behovet for et substantielt løft i forsvarsbudgettet er der i finanslovsforslaget kun afsat en forhandlingsreserve på 2,5 milliarder kroner årligt i perioden fra 2018 til 2021. Det har med andre ord været regeringens udgangspunkt, at det er inden for dette beløb, at forsvaret skal have løftet det årlige budget på godt 23 milliarder kroner. Det må ændres.

Er det tilstrækkeligt?

I EU har Danmark som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde, og derfor kan vi ikke rigtig forholde os til de igangværende tysk-franske drøftelser om et øget samarbejde med sigte på at strække forsvarsbevillingerne længere f.eks. ved fælles indkøb og deleordninger m.v. Til gengæld har vi i Danmark klare forpligtelser over NATO. USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014.

Samtidig har Ruslands fremfærd i Georgien, Ukraine og på Krim samt truende adfærd over for de baltiske lande og Polen skabt en ny situation i vores nærhed – Østersøområdet. Det skal et nyt forsvarsforlig også tage højde for, ligesom vores indsats i Arktis og modtræk mod cypertrusler stiller krav.

Ét er disse udfordringer og vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har uniformeret personel i Afghanistan og Irak, men det er bekymrende, at vi åbenbart ikke længere har kræfter til at bidrage til FN’s fredsbevarende operationer.

FN’s fredsbevarende operationer

Den danske deltagelse i koalitionens operationer i f.eks. Afghanistan, er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket 16 FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Danmark bidrag er vel i øjeblikket på omkring 50 udsendte i Korea, Mali, Sydsudan og Mellemøsten, og samtidig kan vi passivt iagttage, at civile dræbes og såres i bl.a. Sydsudan med de efterhånden velkendte flygtningestrømme som resultat.

Det bør vi kunne gøre bedre, det fortjener de mange udsatte i konfliktområderne i bl.a. Afrika.

Men er det overhovedet muligt, at leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, og siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 23 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet om 2,0 pct. af BNP vil det med uændret BNP kræve, at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr.

Værnepligt, Hjemmeværn og Beredskab

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

Hjemmeværnet lider samtidig under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder.

Beredskabets centrale rolle i totalforsvaret bør heller ikke glemmes.

I Danmark bør vi benytte det økonomiske råderum til at øge bevillingerne til forsvaret.

Holdbarhedsindikatoren – målestokken for de offentlige finansers sundhedstilstand på langt sigt – anslås af Vismændene (og regeringen) til godt 1 pct. af BNP. Det betyder, at under de nuværende forudsætninger er det langsigtede råderum på godt 20 mia. kr. Vi behøver altså ikke engang at forlade os på regeringens optimistiske forudsætninger om, at det økonomiske råderum sikkert vil vokse frem mod 2025.

Selvom Vismændene og andre ansvarlige økonomer ikke i den nuværende konjunktursituation umiddelbart kan anbefale, at der på kort sigt gennemføres lempelser i finanspolitikken, giver råderummet frihed og valgmuligheder.

Man kunne derfor passende se, hvad svenskerne netop har besluttet: Der er opnået politisk enighed om at tilføre det svenske forsvar 8 milliarder kroner ekstra i lyset af Ruslands øgede aktiviteter i Østersøen. Samtidig har men besluttet at hæve det svenske politis budget med syv milliarder kroner de næste tre år. Formålet er at ansætte flere betjente, så de kan tage sig af banditter og bander.

Der er derfor ingen grund til at lade de begrænsede forhandlingsreserver på 2,5 mia. kr. blokere for en hurtig økonomisk genopretning af dansk forsvar.