Det tyske valg og Alternative für Deutschland

Ved Forbundsdagsvalget i Tyskland den 24. september 2017 fik det nationalkonservative og euroskeptiske politiske parti AfD – Alternative für Deutschland – 12,6 pct. af stemmerne og 94 mandater i Forbundsdagen.

I ind-og udland diskuteres det nu, hvordan det dog kunne gå så galt. Politikere fra andre partier i Tyskland, men så sandelig også i andre europæiske lande, spekulerer som rasende på, hvordan man rækker ud til og får den slags mennesker, der valgte at stemme på AfD, ”inddæmmet”. Hvad er årsagerne til, at der er så mange vælgere, der har truffet valg, som mange finder ekstreme. Hvad er gået galt siden store grupper øjensynlig føler sig ladt helt ude af den politiske beslutningsproces.

Flygtningetemaet har givet spillet en stor rolle. Antallet af nytilkomne er ganske vist mere beskedent end de enorme masser, der væltede ind i Tyskland i 2015, men Angela Merkels ”Wilkommenskultur” og Wir schaffen das” er ikke glemt. Selvom der siden efteråret 2015 er gennemført en stribe stramninger af flygtningepolitikken, er millioner af flygtninge og indvandrere en særdeles synlig og mærkbar udfordring i alle dele af det tyske samfund.

Frankrig

Op til præsidentvalget i Frankrig den 23. april 2017 havde man en tilsvarende diskussion. Frygten var udtalt for, at Marine Le Pen og Front National skulle få afgørende indflydelse. Front Nationals kernevælgere blev identificeret som de EU-kritiske og underprivilegerede. Helt op til 60 – 75 pct. af befolkningen har ingen glæde af, men ser tvært imod globaliseringen som en trussel. Folk uden for den akademiske og politiske elite og uden for de etablerede mediers målgrupper. Folk, der ikke arbejder i de industrier, der oplever vækst, men derimod oplever arbejdsløshed i sektorer, der presses af billig import fra udlandet. Folk, der er dødtrætte af EU’s krisepolitik og manglende evne til at håndtere udfordringerne fra immigrationen. Alle i denne gruppe kunne potentielt tænkes at ville støtte Front National.

I den politiske agitation identificerede og solidariserede Marine Le Pen sig tydeligt med Brexit-tilhængerne i UK, og Donald Trump-tilhængerne i USA.

Mange jævne, pligtopfyldende franskmænd var oprørte over den måde, de er blevet behandlet, når de har protesteret, og de registrerede og genkendte forsøgene på i den amerikanske valgkamp at udskamme Donald Trumps tilhængere.

“You know, just to be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. They’re racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamaphobic — you name it.” (Hillary Clinton, 9. september 2016)

I Frankrig endte valget som bekendt med, at Marine Le Pen og Emmanueklle Macron mødtes i 2. runde, hvor opgøret mellem Le Pens nationalisme og Macrons globalisme endte med en klar sejr til Macron.

I Frankrig lykkedes det altså igen at ”inddæmme” Front National, således som det var sket ved præsidentvalget i 2002 og igen ved regionalvalgene i Frankrig i december 2015, som reelt satte 28 pct. af franskmændene uden for indflydelse på ledelsen af Frankrigs 13 regioner i indeværende 6-årige valgperiode.

Østrig

Tilbage i 1999 blev en vælgergruppe i Østrig set som en trussel mod demokratiet. EU-landene forsøgte på socialdemokratisk initiativ at gennemføre en regulær boykot mod Østrig, da Østrigs konservative indgik i et regeringssamarbejde med det yderligtgående Frihedsparti, FPÖ, under ledelse af Jörg Haider.

Danmark

I Danmark husker vi: ”Stuerene, det bliver I aldrig”, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 sagde om Dansk Folkeparti, og han gentog det i 2010 da Poul Nyrup Rasmussen var formand for de europæiske socialdemokrater.

Sverige

I Sverige blev Sverigedemokraterna udsat for boykot af Riksdagens øvrige partier, der i en periode ikke ville samarbejde med Sverigedemokraterna, der formentlig er Sveriges største parti.

Holland

I Holland har Geert Wilders stærkt islamkritiske Frihedsparti skabt voldsom intern uro hos både de konservative og de liberale. Partiet er ikke holdt uden for indflydelse, men udgjorde faktisk det parlamentariske grundlag for Ruttes borgerlige regering, men trak støtten og udløste parlamentsvalget i 2012, hvor partiet gik tilbage. De fleste hollandske partier har ikke siden villet røre Frihedspartiet med en ildtang.

Ved parlamentsvalget i Holland den 15. marts 2017 lod de hollandske vælgere især deres frustrationer gå ud over den hidtidige regering. Regeringskoalitionen bestående af Mark Ruttes liberale parti, VVD, og de hollandske socialdemokrater i partiet PvdA, gik stærkt tilbage. Gert Wilders Frihedsparti, PvV, gik frem – fra 15 mandater til 20 mandater svarende til godt 13 pct. af stemmerne. Under alle omstændigheder var der dog ikke tale om den frygtede jordskredssejr, der kunne have bragt Gert Wilders i spidsen for en hollandsk regering.

Hvad er konsekvenserne?

Erik Meier Carlsen har i en dansk kontekst udtrykt, at ”det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt, og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt”.

Historien og den sunde fornuft viser, at der ikke er nogen vej udenom at lytte til den brede befolkning. Med en omskrivning af den amerikanske præsident Lincoln: ”Det er muligt for en tid at forhindre vælgernes deltagelse i den politiske beslutningsproces, og det er endda muligt permanent at blokere for enkelte vælgeres indflydelse, men det er ikke muligt i længden holde alle vælgerne væk fra den politiske beslutningsproces”.

Hvis befolkningens skepsis ignoreres

Hvad sker, hvis man stædigt bliver ved med at ignorere befolkningens skepsis over for unionstankerne i EU, utilfredshed med eurozonens sparepolitik og stramme finanspolitik, ignorerer befolkningens bekymring for de daglige trusler fra muslimsk terror, ignorerer befolkningens reservationer i forhold til det værdiskred, som den fremadskridende multikulturelle omdannelse af samfundet i takt med indvandringen medfører, og hvis man fortsat vælger at se bort fra den brede befolknings forargelse over de folkevalgtes tag-selv-bord og fråds med skatteborgernes penge?

Er det ikke legitimt, at jævne, pligtopfyldende folk får lov til at artikulere deres undren, når eksempelvis uregerlige unge tilsyneladende inviteres på luksusferier, når grove kriminelle får lov til at fortsætte aktiviteterne efter afsoning af meget korte straffe, eller når udlændinge, der voldtager og stjæler, ikke udvises? Hvorfor har man ikke lov til at være kritisk overfor accepten af kulturmønstre, som beviseligt fører til mere vold, flere tyverier, mere vandalisme og utryghed? Er det ikke forståeligt, når hårdtarbejdende borgere frustreres over dovne Roberter med snablen i altid åbne offentlige kasser, og kan det undre at mange forbløffes, når utallige milliarder af opkrævede skatter sættes over styr af SKAT, og når deres penge i øvrigt bruges til farceagtigt offentligt projektmageri, verdensfjern humanistisk forskning og overdrevent offentligt bureaukrati?

Konsekvenserne for demokratiet kunne blive fatale

Hvis de mennesker, der er allermest presset af indvandring, globalisering og arbejdsløshed, ikke føler sig hørt, ikke bliver taget alvorligt, og oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. Hvis deres synspunkter ikke bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, vil det gå helt galt. I Tyskland er bevægelser som PEGIDA (Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes) gået i stå. Til gengæld har vi med fuldt styrke fået AfD ind i den tyske Forbundsdag og ind i europæisk politik.