Assimilation og vendekåber

Den tidligere EU- og indvandringsbegejstrede historiker, Uffe Østergaard, har den 13. september 2017 i et interview i Jyllands-Posten erkendt, at han har ændret holdning til de indvandrere, der kommer til landet.

Tidligere har Uffe Østergaard, der er professor emeritus ved CBS, været af den holdning, at Danmark og danskerne uden problemer ville kunne klare den indvandring, som gennem en årrække er kommet fra især muslimske lande.

Nu mener han, at der også skal en indsats til fra indvandrernes side – og det skal være en større indsats end blot at overholde landets love.

”Jeg tænkte i mange år, at vores samfunds sammenhængskraft sagtens kunne holde til indvandringen. Men jeg har erkendt, at vores samfundsmodel er mere skrøbelig, end jeg troede. Vi skal ikke være så beskedne. Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver assimilation”, siger Uffe Østergaard til Jyllands-Posten.

Han slår fast, at man i stedet for integration benhårdt skal satse på assimilation: ”muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den”, siger Østergaard.

Værdiskred

Uffe Østergaard er et godt eksempel, på de værdiskred vi er vidne til i disse år. Baggrunden er de enorme udfordringer – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen, globaliseringen, automatiseringen og den usikre økonomiske fremtid.

EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrig prøver med Emmanuel Macron at hive sig selv op med håret. UK står i vanskelig og afgørende Brexit-fase.

De traditionelle ansvars- og regeringsbærende midterpartier i Europa mister terræn i forhold til fløjene, og dermed er det grandiose europæiske projekt truet.

I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem. I Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

Har vi opgivet EU?

Danskernes nej den 3. december 2015 til den fuldstændige opgivelse af retsforbeholdet på hele EU-området retlige og indre anliggende bekræftede, at de fleste danskere allerede har opgivet EU som løsningen på noget som helst – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af tænketanken EUROPA, Uffe Ellemann-Jensen og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk har den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Nogle må jo have vidst, at det bar den vej. Desværre er det sådan, at hvor det tidligere var en forpligtelse for de privilegerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden, er det ikke sådan mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret. Og selv da, afstår de fleste.

Uffe Østergaard

Uffe Østergaard er et eksempel på én, der ikke tier. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Men tilbage i april 2016 fik Uffe Østergaard pludselig en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roste samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

De overraskende udtalelser kunne læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den netop pensionerede CBS-professor. Interviewet blev bragt med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter”.

Den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard er bemærkelsesværdig så kort tid efter han er fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Det var ikke en fortalelse – han har siden udbygget synspunkterne, og senest kravet om at indvandrede muslimer skulle blive lutheranere. Har han vidst det hele tiden og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende. Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Østergaard faldt godt ind og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagsiden følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden, og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – dristede sig til at påpege manglende sammenhæng i hans udredninger, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en ny, lang og rablende redegørelse.

Den revolutionære tone lå godt for Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til at kæmpe – i hvert fald i teorien – på barrikaderne. Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet indefra og intellektuelt smidigt skifte partisantørklæder og maosko ud med mere klædeligt og borgerligt antræk. De stormede ind på universiteter og medier og blev toneangivende.

Uffe Østergaard blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie og kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

Jean Monnet-professor

En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”, men Østergaard fandt tydeligvis, at professoratet nok kunne berettige til at træde i EU-propagandaens tjeneste.

Det var en interessante nyskabelse i dansk akademisk liv, at EU kunne finansiere professorater, øremærket til at docere euro-ideologi. Østergaard måtte da også tåle, at den borligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaard opgav den marxistiske retorik og kaste sig ud i studiet af Europas fremtid.

2000-2002 var han leder af det nyoprettede Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Og fra 2007 blev han endelig rigtig professor i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et rigtigt universitet, men ved Copenhagen Business School.

Han markerede sig med indviklede analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i at udlægge årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand. På den måde blev han fast inventar i medierne.

Han udgav også en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger Europas ansigter (1992) og Europa. Identitet og identitetspolitik (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog Europas ansigt i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Nu har Uffe Østergaard igen ændret mening, og han har med kravet om total assimilation skaffet sig en ny platform og et publikum i tilhængere af ”Fort Europa”, der skal beskyttes ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.