I 2017 fik 413.160 danskere mindst én recept på antidepressiv medicin, 646.595 fik kolesterolsænkende medicin, 296.400 fik de dybt afhængighedsskabende sove- og nervepiller benzodiazepiner, og 427.765 fik de stærkeste smertestillende morfinstoffer – såkaldte opioider – fra egen læge.

I USA skønnes det, at receptpligtige og illegale opioider som heroin og fentanyl har været årsagen til mere end 430.000 dødsfald i USA siden 2000. Et stort antal dødsfald kan henføres til overdoser af receptpligtige opioider.
I Danmark bruges det smertestillende middel oxycodon.

Misbrugspotentiale kendt
Oxycodon er et præparat, som hører til blandt opioiderne, der er en samlet betegnelse for morfin og morfinlignende stoffer med morfinlignende virkning, som traditionelt opdeles i svage og stærke opioider.
Opioider opdeles i tre hovedkategorier: opiater (som udvindes af opiumvalmuer), halvsyntetiske og syntetiske opioider. Stofferne bruges ofte i sundhedsvæsenet til smertelindring, men kan også give en stærk eufori og er stærkt vanedannende, hvorfor misbrug af disse stoffer er almindeligt. Eksempler på opioider er heroin, morfin, codein, tramadol, fentanyl og oxycodon.
Oxycodon, eller OxyContin, som det hedder i depotversionen, er blandt de stærke opioider, og det kan være afhængighedsskabende. Depotmedicinen er langsomt virkende og virker op til 12 timer.
I USA mistænkes præparatet for at stå bag en række dødsfald i de senere år. Staten Massachusetts rejste tidligere i år på vegne af familiemedlemmerne til 59 mennesker, der har mistet livet efter misbrug af præparatet, en sag mod producenten, medicinalfirmaet Purdue Pharma. Og det er blot ét blandt i alt 2000 søgsmål, som er blevet rejst mod den amerikanske medicinalindustri.

Danmark: Ét dødsfald i 2017
I Danmark har Sundhedsstyrelsen taget det roligt. Af en rapport, som Sundhedsstyrelsen udgav i november sidste år, om narkosituationen i Danmark fremgår det, at der i 2017 kun blev registreret ét dødsfald som følge af en overdosis af oxycodon.
Andre har imidlertid advaret mod den udstrakte brug af det smertestillende præparat oxycodon. Allerede i 2016 advarede læge Erik Østerballe fra Fredericia mod unges misbrug af opioider som fentanyl og oxycodon. Fredericia har været og er ramt af problemer med misbrug af medicin blandt unge. Erik Østerballe var dengang centerlæge på Fredericia Misbrugscenter, men han er i dag pensioneret.
På Sundhedsstyrelsens Stormøde den 28. februar 2019 med temaet: ”Er medicin på vej ud – eller ind?” blev situationen omkring stærke smertestillende præparater, opioider, drøftet. Det blev herunder debatteret, hvordan det sikres, at de patienter der har brug for dem, også kun er dem, der får dem?
Sundhedsstyrelsen har efterfølgende den 24. juni 2019 opdateret vejledningen til læger om ordination af afhængighedsskabende medicin. Det er sket for at imødekomme tvivlsspørgsmål fra patienter og læger.

Opioid-krise i USA
Mens forbruget af smertestillende medicin vækker bekymring i Danmark – har det i USA skabt en regulær krise.
Det er især lægemidlet OxyContin, der er i fokus. OxyContin er siden 1995 blevet ordineret i store mængder til smertelindring – et stof, der i princippet kan beskrives som heroin i tabletform, men som markedsføres som en harmløs og effektiv behandling af smerte og ømhed.
Stærke smertestillende midler bliver normalt brugt til kortere behandlinger af akut smerte, eller i livets slutfase, for eksempel til kræftpatienter. Men efter en intensiv lobbykampagne rettet mod læger lykkedes det Purdue Pharma i 2000’erne at gøre det acceptabelt at bruge OxyContin til også mildere ømhed og langtidsbehandlinger af smerte samt til patienter diagnosticeret med ”ondt i livet”.
I dag dør mere end 50.000 mennesker af opioidoverdoser hvert år og allerede i 2015 døde flere mennesker i USA af overdoser end af skydevåben, hvor opioider dominerede som dødsårsag – dødstallet har været stigende. Som det eneste vestlige land har USA oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder over de seneste tre år – et fald der forbindes direkte med opioid-epidemien.

National nødsituation
Præsident Trump har siden erklæret opioidepidemien for en national nødsituation, som kræver omfattende handling.
Men i USA går historien tilbage til 1990’erne og handler om aggressiv markedsføring, om myndighedernes svigt, om grådige læger og om små samfund over hele USA, som bukkede under for fristelsen.
Medicinalvirksomhed Purdue Pharma havde i 1995 udviklet OxyContin – en smertestillende pille baseret på Oxycodon.
Purdue markedsførte OxyContin som det bedste middel mod smerte på markedet. Markedsføringen inkluderede blandt andet en salgsvideo, som ikke var godkendt af sundhedsmyndighederne, der blev sendt til mere end 15.000 læger.
Det bemærkes, at Purdue Pharma efterfølgende er idømt en bøde på 635 millioner dollars for uberettiget at markedsføre OxyContin som mindre vanedannende end andre opioider.
Virksomheden arrangerede konferencer om smertelindring og sendte et netværk af sælgere ud i landet.
Særligt udvalgte læger blev betalt store summer for at tale risikoen for afhængighed ned.

FDA tillader OxyContin som receptpligtig smertestillende medicin
Purdue lykkedes med at overbevise FDA – den amerikanske lægemiddelstyrelse – om, at pillerne skulle kunne udskrives som almindelig receptpligtig smertestillende medicin.
Tidligere havde den slags præparater blot være givet som smertelindring til kræftsyge, som ikke havde langt igen.
Amerikanske læger begyndte herefter at udskrive recepter på store mængder af OxyContin.
Rygproblemer?
OxyContin kan give dig livet tilbage, som datidens reklamer lovede. Det samme med smerter efter en mindre operation eller en hvilken som helst anden dårligdom, som krævede smertelindring.
Nogle læger så ligefrem en god forretning og udskrev nærmest på samlebånd recepter på OxyContin til almindelige borgere, der kom ind fra gaden og erklærede sig ramt af for eksempel rygsmerter.
OxyContin var en milliardforretning. Ikke alene for medicinalvirksomheden Purdue, men også for læger, apoteker og mellemmænd, der handlede i OxyContin på gadeplan. Et sort marked blomstrede op. OxyContin var blevet allemandseje.

Hillbilly heroin
Især i mindre byer i fattigere dele af USA som i Ohio, det østlige Kentucky og i West Virginia tog epidemien fat. En hurtig lindring fra hverdagens skavanker. Fabriksarbejdere og minearbejdere tog rutinemæssigt OxyContin for at komme igennem arbejdsdagene. Pillerne fik hurtigt kælenavnet ”Hillbilly heroin.”
Først mange år senere blev advarslerne hørt, og medicinen reguleret. Der var det allerede for sent. Den stærkeste og mest vanedannende medicin, der nogensinde er blevet udskrevet som vanligt smertestillende medicin, havde taget hold i amerikanerne.

Situationen i dag
I dag, 20 år senere, indtager USA 80 procent af verdens receptpligtige smertestillende medicin. Til trods for, at landet blot udgør fem procent af verdens befolkning.
Og for mange har afhængigheden af Oxydon-baserede smertestillende ført til langt værre narkotikamisbrug. Når læger lukkede i for recepterne eller jagten på et større sus blev for fristende, var skridtet til stærkere opioider som heroin eller fentanyl ikke langt.
Purdue Pharma, der først lancerede OxyContin i 1995, er udlagt som den store skurk i den amerikanske opioid-krise. Det er almindelig kendt, at det er mærkevaren, der skaber efterspørgslen, som så efterfølgende imødekommes af generiske kopiprodukter.
Alligevel er der noget, der tyder på at Purdue Pharma ikke var alene.
Tal fra The Federal Drug Enforcement Administration, DEA, viser at amerikanske apoteker I perioden 2006 til 2012 modtog 76 milliarder oxycodone og hydrocodone piller- hvoraf langt hovedparten var generiske produkter.
Purdue Pharma har hævdet at de kun producerede en lille del – omkring 3 pct. af opioiderne mellem 2006 og 2012.
Over 90 pct. af pillerne var billigere generiske produkter, herunder versioner af OxyContin, blev solgt af SpecGX, Par Pharmaceutical og Activis Pharma.
Disse virksomheder hævder til gengæld, at de ikke aktivt markedsførte produkterne, men blot efterkom efterspørgslen fra lægernes receptor, og at de ikke producerede større mængder end DEA tillod.
Distributionsselskaberne melder også hus forbi. Virksomhederne McKesson Corp., Walgreens, Cardinal Health og AmerisourceBergen star for en væsentlig del af distributionen, men de hævder at de ikke prøvede at øge salget.

Vanskelige retssager forude
Det kan derfor blive vanskeligt for domstolene at finde de ansvarlige i de mere end 2000 sager, der er rejst mod medicinalindustrien.
I mellemtiden undgår Purdue Pharma og den stenrige Sackler-familie, der ejer medicinalvirksomheden, ikke reaktioner fra offentligheden. Sackler har finansieret en omfattende velgørenhed og doneret store summer til kunst. Louvre i Paris har nydt godt af familiens donationer til museets afdeling med orientalske antikviteter. Efter Sackler og Purdue Pharma er blevet anklaget for at være skyldige i den amerikanske opioid-krise, har Louvre fjernet de skilte med Sackler-navnet, der ellers prydede museet.
Institutioner, der har nydt godt af Sacklers godgørenhed, er blevet hængt ud af aktivister anført af kunstneren Nan Goldin. New Yorks Metropolitan Museum of Art og Tate Galleries I London har tilkendegivet, at de ikke længere vil modtage donationer fra Sackler.

Sult-rapporten viser, at der sidste år var 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden. Det er en stigning fra 811 millioner mennesker året før.
Alligevel fastholder udviklingsminister Rasmus Prehn (S) troen på, at verden kan nå 2030-målsætningen om at udrydde sult.
”Det må være sådan, at den samlede målsætning stadig er at løse sultproblemet i 2030. Det må vi insistere på at holde fast i, selvom det er en stor udfordring. Og at det bliver svært og hårdt arbejde. Vi skal arbejde for at komme i mål med dette her eller så tæt på, som vi overhovedet kan komme. Begynder vi at opgive troen, så bliver det svært,” siger den nye udviklingsminister.
”Vi skal huske, at der har været en lang årrække, hvor det er gået i den rigtige retning. Og så har vi haft tre kedelige år, hvor der er kommet flere sultne. Det er dybt ulykkeligt og hjerteskærende. Så vi må sammen med FN diskutere, hvad vi kan gøre yderligere og anderledes for at komme dette her til livs,” siger Rasmus Prehn.
Hvad med igen at lade landbrug, fiskeri og fødevareproduktion være et indsatsområde i dansk udviklingspolitik?
Rasmus Prehn kunne starte med at genoptage samarbejdet med FAO om fødevareproduktion til gavn for de 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden.
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/hver-niende-i-verden-sulter-pa-grund-af-klima-og-konflikt

 

Offentlige høringer og samråd
Folketingets formand, Henrik Damm Kristensen, har i dagbladet Politiken meddelt, at han ikke har planer om at gå videre med det forslag om at indføre nye undersøgelsesformer i Folketinget, som hans forgænger, Pia Kjærsgaard (DF), kom med kort før valget.

Politiske frustrationer over embedsmænd
Flere politikere har været ude med riven overfor Finansministeriet og der har været krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk. Den nye S-regering har taget konsekvensen og flyttet Moderniseringsstyrelsen fra Finansministeriet til Skatteministeriet.
Der er problemet imidlertid ikke løst. Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis situationen i realiteten er, at Folketinget har mistet tilliden til embedsværket og befolkningen har mistet tilliden til offentlige myndigheder!
Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.
Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Pia Kjærsgaards forslag
Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.
Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket
Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.
Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.
En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.
Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager
Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen. På det seneste har tilliden til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet fået et knæk. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

Embedsværket under pres
Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier.
Hvis man ser bort fra protesterne fra DJØF, har mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – ingen indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Reformer
Baggrunden for de overvejelser, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i april 2018 beskrev i Berlingske Tidende, var et bredt politisk ønske om at kunne trænge hurtigere til bunds i skandalesager end ved de ofte langsommelige og dyre undersøgelseskommissioner, og byggede på et tidligere udvalgsarbejde.
Justitsminister Søren Pind nedsatte i november 2016 et ekspertudvalg, der skulle se på erfaringerne fra otte undersøgelseskommissioner, der har afsluttet deres arbejde og på den baggrund overveje mulige ændringer og effektiviseringer af undersøgelseskommissionsordningen. Udvalget, der havde højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, fik i 2017 ved et tillægskommissorium også til opgave at overveje behovet for at supplere de nuværende undersøgelsesformer i den offentlige forvaltning med alternative former for undersøgelser, herunder parlamentariske undersøgelser.
Udvalget om Undersøgelseskommissioner afgav torsdag den 25. oktober 2018 en betænkning, som med det samme gav anledning til politiske diskussioner.

Forslag om en videregående parlamentarisk undersøgelsesform
Det er især udvalgets overvejelser vedrørende en videregående parlamentarisk undersøgelsesform, der giver anledning til uenighed. Udvalgets overvejelser omfatter muligheden af at nedsætte et permanent eller et ad hoc folketingsudvalg. Et sådan nyetableret folketingsudvalg skal kunne indkalde ledende embedsmænd som en slags vidner i parlamentariske høringer.
Dermed bryder man med det hidtidige princip om, at det alene er ministeren, der til enhver tid står til ansvar over for Folketinget.
Det samlede udvalg om undersøgelseskommissioner fraråder imidlertid Folketinget at følge indstillingen om parlamentariske høringer med en videregående adgang til afhøring af embedsmænd, end det i dag er tilfældet i forbindelse med Folketingets samråd. Udvalget, tilkendegiver forskellige steder i betænkningen, at det vil være et “grundlæggende brud” med hidtidig praksis og derudover brud med det “grundlæggende princip”, at Folketinget kun kan udspørge ministre.

Lukkede høringer?
Udvalget har ikke været helt tonedøv overfor det politiske ønske om at inddrage embedsmænd, og det henstilles derfor, at hvis Folketinget alligevel vælger en model for udvidede parlamentariske undersøgelser, hvor der gives mulighed for afhøring af embedsmænd og privatpersoner mv., bør afhøringsmøderne være lukkede eller i hvert fald bør der være forbud mod TV-transmittering mv. i forbindelse med sådanne afhøringer.

Flertal for afhøring af embedsmænd
I Folketinget tegnede der sig før valget et flertal bestående af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der insisterede på at embedsmænd skal kunne afhøres.
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, var imod. Det samme var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, der mente det ville indebære et brud med princippet om det danske ministerstyre.

Nyt politisk sekretariat i Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.
Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.
Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.
Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.
I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Diskussion om teknikaliteter
Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre o.s.v.
Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.
Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat
Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre var Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, gjorde faktisk noget lignende.
Som skatteminister oprettede Fogh et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. En af medarbejderne var Otto Brøns-Petersen, der i dag slår sine folder som analysechef i tænketanken Cepos.
Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.
Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede vice-ministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.
Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer
Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.
Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, og de ville uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.
Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.
Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen. Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Selv blandt ikke-rygere er det almindeligt kendt, at nydelsen af cannabis, hash eller marihuana kan udløse ”the Munchies” og give anledning til et ædeflip med lyst til at tømme køleskabet for mad bagefter.

Det synes at være aktivstoffet THC, Tetrahydrocannabinol, der findes i cannabis, hash og marihuana, der binder sig til særlige signalmodtagere i hjernen – de såkaldte cannabinoide receptorer, CB1. Forbindelsen hæmmer et kemisk signal, der normalt fortæller os, at vi ikke skal spise, og derfor bliver vi sultne, når signalet hæmmes.
Det er formentlig den virkning af THC, der betyder at cannabis kan have en positiv effekt på patienter med manglende appetit eller andre spiseforstyrrelser.

I USA har The Nielsen Company konstateret en sammenhæng mellem legalisering af marihuana og øget omsætning af slik og snack-produkter.
Cannabis, marihuana eller hash er fortsat ulovligt på føderalt niveau i USA, men 11 delstater og Washington D.C. har tilladt marihuana til ”rekreativt brug”.

Nielsens data synes at vise at stater, der har legaliseret marihuana, kan notere en tydelig stigning i forbruget af hvad Nielsen kalder ”munchies” – slik, søde og salte snack-produkter.

Ifølge Nielsen skaber det store udviklingsmuligheder for det amerikanske marked for den amerikanske drikkevare- og fødevareindustri.

Data viser at både salget af søde og salte snacks I USA over de sidste 52 uger frem til slutningen af april 2019 er vokset til 29,9 milliarder dollars for salte snaks og 6,5 milliarder dollars for søde – med de største stigninger i stater, der har legaliseret marihuana.

Med virkning fra 15. juni 2017 blev Planloven “moderniseret” og der blev gennemført en række ændringer med det overordnede formål er at give kommuner, virksomheder og borgere bedre rammer for at skabe udvikling og vækst i hele landet.
Lovgivningen, herunder især planloven, er med til at begrænse udviklingen i produktiviteten og konkurrencepresset på det danske dagligvaremarked, og konkurrencemyndighederne har for længst giver op over for karteldannelser m.v.

Forbrugerpriserne

Resultatet af den manglende konkurrence er – trods al snak om vækst og beskæftigelse -de højeste forbrugerpriser i hele Europa.
Alligevel kæmpede købmændenes organisation med alle midler mod en ophævelse af planlovens forbud mod større dagligvarebutikker uden for landets 5 største byer.
De Samvirkende Købmænds adm. direktør John Wagner hævdede, at de oprindeligt foreslåede lempelser i planlovens detailhandelsbestemmelser ville føre til ”Butiksdød, færre selvstændige forretningsdrivende, flere arbejdsløse, færre uddannelsespladser, højere udgifter til hjemmehjælp, lavere huspriser, flere usælgelige boliger og større miljøbelastning”.

Vil en liberaliseret planlov erodere den sociale kapital?

Slemt var det også, at ”den sociale kapital ville forsvinde sammen med de lokale forretninger. De harmoniske byliv, hvor man mødes, taler sammen og låner bestik af hinanden til en konfirmation. Alt det ville forsvinde”, sagde John Wagner.
Selvom John Wagner tidligere har været generalsekretær i Det Konservative Folkeparti havde han ingen tiltro til, at partiets traditionelle støtte til købmændene ville fortsætte. Wagner havde også opgivet Venstre, men håbede og troede, at Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, ville tage ansvaret for hele Danmark alvorligt og standse denne liberale massakre på vores fintmaskede butiksstruktur. Som Wagner sagde: ”Det her handler om liv eller død for hundredvis af butikker. Det er virkelighedens verden, hvor regeringens plan i bedste fald jo bare er fugle på taget, luftsteg og vindfrikadeller”.

Planloven stadig en hæmsko

Aftalen om en lempelse af planloven havde til formål at skabe et større råderum for lokale hensyn, øge konkurrencen og skabe vækst i det såkaldte Udkants Danmark. Desværre betød presset fra Danmarks Naturfredningsforening og deres støtter i København og Nordsjælland, og fra bagstræberiske organisationer som De Samvirkende Købmænd, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Politikerne skruede med aftalen lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må være op til 5.000 kvadratmeter store mod 3.500 kvadratmeter i dag. At der ikke blev givet helt los, sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart. For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger er størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Varetager Socialdemokratiet købmændenes eller forbrugernes interesser?

Planlovsændringerne har været omfattende debatteret politisk. Det opnåede resultat er blevet til i forhandling mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Det skal live interessant at se om den nye socialdemokratiske regering vil lægge op til yderligere liberalisering af Planloven.

Advarsel: Hold dig væk fra din bankrådgiver! Din bankrådgiver er ikke ansat til at hjælpe dig. Tværtimod. Din bankrådgiver har kun ét formål: Bankens formål: At tjene penge på dig!
Umiddelbart hårde ord, men desværre kan den seneste banksag bekræfte påstanden. Danske Bank snød 87.000 kunder med åbne øjne, da banken fik dem til at investere i Flexinvest Fri med alt for høje aftalegebyrer og i nogle tilfælde også forventet negativt nettoafkast.
Sådan lyder det fra Finanstilsynet, der ovenpå fyringen af bankdirektør Jesper Nielsen retter skarp kritik mod Danske Bank og kalder sagen “meget alvorlig”.

Risiko for at bankerne bliver Danmarks fallit
Ansvaret for tilsyn med den finansielle sektor ligger i Erhvervsministeriet, og ministeriet meddelte onsdag den 14. marts 2018, at regeringen havde besluttet at følge indstillingen fra Det Systemiske Risikoråd, om at den såkaldte ”kontracykliske buffersats” blev sat til 1 pct. med virkning fra den 31. marts 2019.
Konsekvensen af beslutningen var, at penge- og realkreditinstitutter skulle sætte yderligere 7 mia. kr. til side nu, hvor det går godt i dansk økonomi, således er institutterne kapitalmæssigt bedre polstrede, hvis økonomien på et tidspunkt vender.
Der skal mindes om, at Danske Banks balance i 2013 var tre gange så stor som hele Danmarks bruttonationalprodukt. Da krisen ramte de danske banker, var det staten og skatteborgerne, der med bankpakkerne garanterede for bankernes forpligtelser. Var det gået helt galt, kunne staten være gået bankerot ligesom i 1813!
Problemet er, at målt i forhold til landets samlede økonomi, er flere af de danske banker blandt de største i EU, og så store, at de har potentialet til at trække tæppet fuldstændig væk under den danske økonomi. En normal virksomhed kan gå konkurs, hvilket tilskynder til en effektiv risikostyring. Men hvis staten garanterer for en bank, mistes tilskyndelsen til risikostyring. Og en garanti reducerer bankens låne-omkostninger, mens statens lån bliver dyrere. Bankpakker der derfor implicit statsstøtte, der i 2014 havde en værdi på 10–17 mia. kr. i Danmark.
Af misforstået venlighed overfor de uansvarlige pengeinstitutter ville den daværende Erhvervsminister, Brian Mikkelsen ”afvente” udviklingen, før der skulle tages stilling til at følge Det Systemiske Risikoråds anbefaling af at forhøje den kontracykliske buffersats til 1,5 pct.
Det Systemiske Risikoråd med nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen har nu anbefalet, at den kontracykliske buffer øges med 1 procentpoint til 2 pct. i tredje kvartal i 2019. Det betyder, at bankerne skal lægge ekstra 14 mia. kr. til side.
Det vil vise sig, om den nye erhvervsminister vil trodse FinansDanmark og – i modsætning til den bankvenlige Brian Mikkelsen – faktisk følge anbefalingen fra Det Systemiske Risikoråd.
Yderligere krav til polstring
Det bør han naturligvis gøre. Nye internationale kapitalkrav, kan meget nemt betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter meget snart skal sætte væsentligt større beløb til side.
Basel-komiteen (Basel Committee on Banking Supervision, BCBS), arbejder i øjeblikket med nye kapitalkrav til de største banker i verden. Målet med Basel IV er at vedtage et nyt sæt kapitalkrav til verdens største banker, der skal minimere risikoen for en ny finanskrise i stil med den, der ramte i 2008-2009.
Basel-komiteen, der holder til hos Bank for International Settlements i Basel i Schweiz, nåede allerede i december 2017 frem til de sidste anbefalinger – de såkaldte Basel IV reformer, der anbefales af Basel-komiteens Group of Central Bank Governors and Heads of Supervision, GHOS – og som bl.a. indeholder nye kapitalkrav til de største banker i verden.
Fravær af konkurrence i Danmark betyder dyrere lån
Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker med 24,4 procent.
I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset i 2027.
Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til. Det betyder, at de såkaldte SIFI-banker – som er for vigtige for det danske samfund til at man kan tillade at de går ned – skal polstre sig med yderligere 78 mia. kr. over en årrække.
Reaktionen fra pengeinstitutternes brancheorganisation, FinansDanmark, er bemærkelsesværdig. FinansDanmark-direktør Ulrik Nødgaard tilkendegiver, at øgede kapitalkrav i Danmark vil gøre danske lån dyrere og dermed vil en ekstra kapitalbinding få en negativ effekt på vækst, jobskabelse og boligmarkedet.
Pengeinstitutternes brancheorganisation og direktør Nødgaard (der tidligere fra chef for Finanstilsynet), bekræfter hermed, at der ikke er konkurrence på de danske kapitalmarkeder. Hvis der havde været konkurrence, ville långiverne, dvs. bankerne, ikke uden videre kunne vælte øgede omkostninger over på låntagerne.
Bankerne har store overskud og udbetaler store udbytter til aktionærerne
De danske banker har i de sidste år haft en fest. Bundlinjen toppede med en historisk profit, bankaktierne strøg i himlen, og der blev strøet milliarder af kroner ud over aktionærerne i form af udbytter og aktietilbagekøb. Den positive udvikling sket på trods af at væksten i forretningsomfanget var beskedent, men stærkt stigende gebyrer og bidragssatser, barbering af omkostningerne, pæne kursgevinster på værdipapirer og meget begrænsede tab på kunderne var baggrunden for den positive udvikling.
Den positive kursudvikling og festen sluttede i 2018 og siden har vi set Panama-papers, hvidvasksagen, svindel med refusion af udbytteskat m.v.
Det kan derfor ikke overraske, at året har budt på nedjusteringer over en bred kam, bankaktierne er styrtdykket på børsen. Aktiekurserne på de største banker i Danmark er faldet med omkring 25 procent det seneste år, Danske Bank med hele 44 procent i kølvandet på hvidvaskskandalen. Samlet set lægger det et kraftigt pres på direktion og bestyrelse i bankerne, og aktionærerne må indstille sig på smallere tider. Læg hertil, at sektorens omdømme er helt i bund.

Kunderne betaler gildet
Det var de almindelige danske kunder, der bidrog med stadig højere gebyrer til bankernes rekordstore overskud. Bankerne har skruet op for valutagebyrer, servicegebyrer og bidragssatser, så deres indtægter på området vokser kraftigt disse år. På to år er gebyrerne vokset med en sjettedel, og ser man tilbage til 2011, er priserne steget med mere end 50 procent. Indtægter fra gebyrer i ti af landets største banker er samtidig på fem år steget med næsten 40 procent.
Samtidig er prisen på andre varer og tjenester i samfundet kun steget i begrænset omfang.
Når bankerne kan kradse gebyrer ind i den størrelsesorden, bekræfter det, at konkurrencen mellem bankerne er sat ud af funktion. Sektoren virker som et kartelmarked, hvor pengeinstitutterne kan skrue op og op for gebyrerne, uden at det rigtigt får negative konsekvenser for de enkelte institutters markedsandele.
Er bankerne simpelthen uansvarlige?
Det kan imidlertid undre, at bankerne i en situation, hvor de får brug for at konsolidere og polstre sig yderligere, finder det betimeligt at konkurrere om eksorbitante udbyttebetalinger til aktionærerne?
Hvis bankerne bare i året 2017 havde undladt at forgylde aktionærer i form af udbytter og aktietilbagekøb for mere end 20 mia. kr., kunne bankkundernes gebyrudgifter have været halveret. Alternativt kunne bankerne have konsolideret og polstret sig.
Er ansvarlighed en mangelvare i danske banker, eller regner FinansDanmark med, at det igen er skatteborgerfinansierede ”bankpakker”, der skal afværge den næste bankkrise?

Bankerne løber risiko ved projektsalg og øger fortsat gebyrerne
Men tag ikke fejl. Bankerne tjener fortsat penge. Godt nok er kursgevinsterne mindre eller helt væk, men gebyrskruen drejes fortsat. Bankerne har fortsat historisk lave tab på kunder, men fokus er i højere grad på muligheden for omkostningsbesparelser.
Om kapitalkravet til bankerne vil blive forøget som følge af de såkaldte Basel IV reformer, vil tiden vise. Men meget hurtigt, kan det blive nødvendigt igen at øge hensættelserne til tab på kunder. Det vil især afhænge af udviklingen på bygge- og boligmarkederne, hvor en række pengeinstitutter ifølge Finanstilsynet har eksponeret sig lovlig meget i forbindelse med projektsalgs-byggerier, hvor markedet i København og de større byer måske har vendt.

Kan vi regne med Finanstilsynet?
De sidste års udvikling i den danske finansielle sektor har givet anledning til tvivl om Finanstilsynets kompetence og uvildighed. Det er nu klart, at den rapport om hvidvask-skandalen i Danske Bank, som Finanstilsynet fremlagde i begyndelsen af maj 2018, ikke er resultatet af tilsynets egne undersøgelser, men i al væsentlighed baserer sig på materiale, som tilsynet har fået fra Danske Bank.
Det er således påfaldende, at selvom Finanstilsynet havde navn og nummer på den interne whistleblower, der allerede i 2013 havde advaret ledelsen i den estiske filial om hvidvaskproblemer med bankens non resident-kunder, har Finanstilsynet ikke været i kontakt med denne centrale kilde.
Der kan således med rette stilles spørgsmål til værdien af Finanstilsynets redegørelse for hvidvask-skandalen – Finanstilsynet har simpelthen ikke udvist rettidig omhu og grundighed i granskningen af hvidvaskskandalen.

Kan Finanstilsynets direktør overleve?
Ifølge Finanstilsynets direktør Jesper Berg er der da også grund til selvkritik. Han skriver i en mail til dagbladet Information som svar på, hvorvidt Finanstilsynet burde have læst den estiske inspektionsrapport:
”Når man ser tilbage, er det naturligt at overveje, om der er noget, der skulle have være gjort anderledes med den viden, vi har i dag. Det står således helt klart, at Finanstilsynet skulle have været mere kritisk over for Danske Banks oplysninger om bankens hvidvaskforanstaltninger. Det har vi selvfølgelig lært af, og det er derfor, vi har påbudt bestyrelsen og direktionen i Danske Bank at sikre, at banken giver Finanstilsynet fyldestgørende information.”

https://www.berlingske.dk/privatoekonomi/salg-af-projektboliger-er-kollapset-i-de-store-byer?fbclid=IwAR0stVzEofkKNchdwb8keCvOUjMAe1kISpbE2250wPaxfuh0MAAsxeit3K0

Danskerne har ikke særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.
Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.
Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Lars Christian Lilleholt
Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.
Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge
Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.
Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:
”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.
Karsten Hønge har selvfølgelig lov til at skifte mening, og hans vælgere har jo en god lejlighed til på valgdagen den 5. juni at give deres mening til kende.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet
Det er langt værre, når en folkevalgt politiker pludselig smider hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv han ellers har ført tilsyn med!
Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen
Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode har givet anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.
Det har især vakt opmærksomhed, fordi man mente, at Brian Mikkelsen, der er uden åbenlyse kvalifikationer, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet. I visse andre lande har man karantæneregler, således at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens insiderviden er blevet forældet.
Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup
Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer. Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i Advice med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon
Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen. Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.
Mikkelsens og andre markante karriereskift burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum.

Johanne Schmidt-Nielsen
Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel
Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Klausuler
Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.
I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende. Meget betegnende er problematikken ikke berørt på de Bornholmske Folkemøder, hvor befolkningen gennem teltfligene ellers kan få et lille indblik i den medieorganiserede forbrødring mellem den politiske elite og erhvervslivets og interesseorganisationernes top.
Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Kan afkølingsperioder mindske et demokratisk problem?
Den gyldne svingdør mellem Christiansborg og lobbyistbranchen vil uden tvivl blive brugt flittigt efter folketingsvalget den 5. juni.
Det er ikke ligegyldigt hvilken beskæftigelse politikere søger, efter at de frivilligt eller ufrivilligt forlader en politisk post. Tendensen til at søge over i lobbyvirksomhed er meget uheldig i en tid med voksende mistillid til politikerne. Det er simpelthen med til at forstærke billedet af en magtelite, der lukker sig om sig selv, bor de samme steder og mener stort set det samme.
I Danmark er egentlig korruption heldigvis forholdsvis sjælden, selvom der er tegn på, at problemet er mere omfattende end hidtil antaget. Til gengæld accepterer vi, at politikere og embedsmænd kan gå direkte til private virksomheder og organisationer indenfor den sektor, hvor de har arbejdet. Vi tillader også en meget omfattende, aggressiv og ureguleret lobbyvirksomhed. Spørgsmålet er, om den stigende lobby- og anden privat aflønnet virksomhed blandt ekspolitikere ikke er en form for ”blød korruption”, som de fleste andre EU-lande har regler imod?

Tysk forskning                                                                                                                                       I Tyskland har eliteforskeren, Michael Hartmann, Professur für Elite- und Organisationssoziologie ved Institut für Soziologie ved Technische Universität i Darmstadt, påpeget at mangel af karens- eller nedkølingsperioder kan udgøre et demokratisk problem. Uden nedkølingsperioder er der større risiko for en uheldig sammensmeltning af den politiske elite og erhvervslivets elite, der kan betyde, at den almindelige befolkning ekskluderes fra centrale politiske processer.
I Danmark er det i flere magtudredninger dokumenteret, at en magtelite bestående af folk fra erhvervsliv, politik, fagbevægelse og det akademiske miljø har en disproportional stor indflydelse på den førte politik på bekostning af almindelige borgerne.
Nedkølings- eller karensperiode i EU
I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.
Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

Tyskland, Frankrig, UK og Norge                                                                                                       I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.
I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder på vej i USA
I USA har Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” vil indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump vil også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Kontroversielle eksempler i Danmark
Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste. Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:
o Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
o Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
o David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
o Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
o Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
o Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
o Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
o Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
o Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
o Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
o Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
o Brian Mikkelsen går fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
o Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
o Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
o Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
o Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen.

Korruption eller bare dårlig stil?
Hvordan bliver partiernes politik formuleret? Er det sådan, at politikken i vid udstrækning formuleres på baggrund af de af kommunikationsbureauer og lobbyister formidlede input fra erhvervsliv, til lejligheden nedsatte fokusgrupper og interesseorganisationer? Er det forklaringen på, at de talrige eksempler på politikere og embedsmænd, der har fået ansættelse som lobbyister i diverse rådgivningsvirksomheder. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen startede umiddelbart efter hvervet som NATO-generalsekretær rådgivningsbureauet Rasmussen Global, hvortil han bl.a. har hyret tidligere danske ambassadører.

Afkølings- eller karensperioder                                                                                                  Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:
• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Advice eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Folketingets formand, Henrik Damm Kristensen, har i dagbladet Politiken meddelt, at han ikke har planer om at gå videre med det forslag om at indføre nye undersøgelsesformer i Folketinget, som hans forgænger, Pia Kjærsgaard (DF), kom med kort før valget.

Politiske frustrationer over embedsmænd
Flere politikere har været ude med riven overfor Finansministeriet og der har været krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk. Den nye S-regering har taget konsekvensen og flyttet Moderniseringsstyrelsen fra Finansministeriet til Skatteministeriet.
Der er problemet imidlertid ikke løst. Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis situationen i realiteten er, at Folketinget har mistet tilliden til embedsværket og befolkningen har mistet tilliden til offentlige myndigheder!
Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.
Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Pia Kjærsgaards forslag
Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.
Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket
Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.
Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.
En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.
Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager
Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen. På det seneste har tilliden til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet fået et knæk. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

Embedsværket under pres
Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier.
Hvis man ser bort fra protesterne fra DJØF, har mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – ingen indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Reformer
Baggrunden for de overvejelser, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i april 2018 beskrev i Berlingske Tidende, var et bredt politisk ønske om at kunne trænge hurtigere til bunds i skandalesager end ved de ofte langsommelige og dyre undersøgelseskommissioner, og byggede på et tidligere udvalgsarbejde.
Justitsminister Søren Pind nedsatte i november 2016 et ekspertudvalg, der skulle se på erfaringerne fra otte undersøgelseskommissioner, der har afsluttet deres arbejde og på den baggrund overveje mulige ændringer og effektiviseringer af undersøgelseskommissionsordningen. Udvalget, der havde højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, fik i 2017 ved et tillægskommissorium også til opgave at overveje behovet for at supplere de nuværende undersøgelsesformer i den offentlige forvaltning med alternative former for undersøgelser, herunder parlamentariske undersøgelser.

Forslag om en videregående parlamentarisk undersøgelsesform                        Udvalget om Undersøgelseskommissioner afgav torsdag den 25. oktober 2018 en betænkning, som med det samme gav anledning til politiske diskussioner.

Det er især udvalgets overvejelser vedrørende en videregående parlamentarisk undersøgelsesform, der giver anledning til uenighed. Udvalgets overvejelser omfatter muligheden af at nedsætte et permanent eller et ad hoc folketingsudvalg. Et sådan nyetableret folketingsudvalg skal kunne indkalde ledende embedsmænd som en slags vidner i parlamentariske høringer.
Dermed bryder man med det hidtidige princip om, at det alene er ministeren, der til enhver tid står til ansvar over for Folketinget.
Det samlede udvalg om undersøgelseskommissioner fraråder imidlertid Folketinget at følge indstillingen om parlamentariske høringer med en videregående adgang til afhøring af embedsmænd, end det i dag er tilfældet i forbindelse med Folketingets samråd. Udvalget, tilkendegiver forskellige steder i betænkningen, at det vil være et “grundlæggende brud” med hidtidig praksis og derudover brud med det “grundlæggende princip”, at Folketinget kun kan udspørge ministre.

Lukkede høringer?
Udvalget har ikke været helt tonedøv overfor det politiske ønske om at inddrage embedsmænd, og det henstilles derfor, at hvis Folketinget alligevel vælger en model for udvidede parlamentariske undersøgelser, hvor der gives mulighed for afhøring af embedsmænd og privatpersoner mv., bør afhøringsmøderne være lukkede eller i hvert fald bør der være forbud mod TV-transmittering mv. i forbindelse med sådanne afhøringer.

Flertal for afhøring af embedsmænd
I Folketinget tegnede der sig før valget et flertal bestående af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der insisterede på at embedsmænd skal kunne afhøres.
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, var imod. Det samme var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, der mente det ville indebære et brud med princippet om det danske ministerstyre.

Nyt politisk sekretariat i Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.
Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.
Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.
Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.
I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Diskussion om teknikaliteter
Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre o.s.v.
Selvom det nye politiske sekretariat i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer
Det er en stadig kilde til undren, hvorfor vi ikke i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst har erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v.
Sådanne ville uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.

Derfor nødvendigt at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.
Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen. Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.