Italiens kommunistiske parti – Partito Comunista Italiano – blev grundlagt den 18. januar 1921 i Livorno af Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci (født 23. januar 1891 i Ales på Sardinien, Italien, død 27. april 1937 i Rom) var forfatter, journalist, politiker og filosof, en socialistisk teoretiker, kommunist og antifascist.

Fra den 6. april 1924 til sin tilfangetagelse af fascisterne den 8. november 1926 var han medlem af det italienske parlament. Gramsci blev idømt 20 års straffearbejde, men blev løsladt i 1937 pga. sygdom. Han døde kort efter.

Under sit fængselsophold forfattede Gramsci i alt 32 fængselsskrifter også kaldet Gramscis fængselsoptegnelser. Disse skrifter er blevet nogle af de mest indflydelsesrige marxistisk filosofiske værker i eftertiden.

Antonio Gramsci udviklede teorien om “cultural hegemony”, hvor de fremherskende kulturelle normer og værdier var etableret af den herskende klasse, bourgeoisiet.

Selvom det vist nok var 68-eren, Rudi Dutschke, der argumenterede for, at hvis den dominerende kultur skulle ændres, ville det kræve en ”lang march” gennem alle samfundets institutioner, er udtrykket ”Modkulturens Gramsciske March Gennem Institutionerne” ofte tillagt Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci er under alle omstændigheder blevet berømt for at udvikle en strategi for hvordan borgerlige vestlige kapitalistiske systemer kan ødelægges indefra. I stedet for at satse på, at den troløse arbejderklasse skulle gøre oprør, så burde man, ifølge Gramsci, satse på ”den lange march gennem institutionerne”. Marxisterne skulle erobre skolerne, medierne, kirkerne og i det hele taget alle institutioner som kunne bevare den vestlige, borgerlige og kapitalistiske kultur.

Antonio Gramscis strategi har været særdeles vellykket, og relativt upåvirket af Sovjetunionens sammenbrud er alle kulturelle institutioner nu tilsyneladende erobret af marxisterne.

Kvarteret Parioli, der er kendt som et af Roms mest fashionable overklassekvarterer, har fået sit navn efter et bakket område – Monti Parioli – der indtil begyndelsen af 1900-tallet faktisk lå udenfor Rom. Under Fascist-regimet residerede mange højtstående partifunktionærer og ledende embedsmænd i kvarteret. En række ambassader er i dag placeret i Parioli, herunder den danske ambassade i Rom, der er placeret mellem Via dei Monti Parioli og Via Antonio Gramsci.

Det syntes at være en kendsgerning, at en række af kongerigets repræsentanter på ambassaden i Rom ikke har været helt upåvirkede af Antonio Gramscis synspunkter.  

FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East – blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og den efterfølgende krig. UNRWA er således ikke en del af UNHCR, som er FN’s generelle flygtningeorganisation.

UNRWA hjælper de godt 5 millioner palæstinensiske flygtninge, der befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

Organisationen har et årligt budget på godt 1 mia. dollars – 6.000 millioner kr. Midlerne tilvejebringes ved frivillige donationer fra FN’s medlemslande.

USA, der tidligere den suverænt største donor med bidrag på godt 350 millioner dollars, trak sig i 2018 fra organisationen. USA vurderede, at” UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer.

UNRWA er den største af FN’s særorganisationer og Mellemøstens største arbejdsgiver med over 30.000 ansatte: læger, lærere, socialarbejdere og administrativt personale.

UNWRA i stormvejr

Udover tabet af USA som den største donor er UNWRA nu ude i en veritabel shit-storm som følge af korruptionsskandaler. Ledelsen af UNWRA kritiseres i en rapport fra organisationens egen etiske overvågningsudvalg for magtmisbrug, diskriminering og seksuel udnyttelse.

Kritikken når helt op til agenturets chef, schweizeren Pierre Krähenbühl, der er generalkommissær. Den i øvrigt gifte Krähenbühl skal i 2015 selv have lynforfremmet sin elskerinde, en kvindelig rådgiver til en nyopfunden position som ”Special Advicer”, der ledsagede ham på hans evindelige rejser på business class verden rundt, mens organisationens ansatte i øvrigt var henvist til økonomi-klasse. Posten som ”Special Advicer” har øjensynligt været finansieret af det schweiziske udenrigsministerium fra marts 2015 til december 2018.

Tilsvarende har en vicedirektør forfremmet sin mand til et topjob og tilsidesat alle regler undervejs. En tredje chef anklages for at optræde som en anden gangster overfor de ansatte, som han afpressede. Til gengæld blev en yngre medarbejder, der gjorde opmærksom på overgrebene, afskediget.

Ledelsens dispositioner bidrag ifølge rapporten fra det etiske overvågningsudvalg til et ”giftigt arbejdsmiljø” i UNWRA.

Organisationens eksistens er truet

Sagen truer hele agenturet og en større undersøgelse er sat i gang. I mens overvejer donorerne, om det stadig giver mening at sende penge til UNWRA.

Som det første land efter USA har Holland stoppet sin støtte til UNWRA. Den schweiziske udenrigsminister, Ignazio Cassis, har offentligt kritiseret UNWRA og Schweiz har foreløbig indfrosset sit bidrag på knap 23 millioner dollars. EU er en væsentlig donor og den nye EU-Kommission ventes at tage stilling til fortsatte bidrag så snart den tiltræder.

Hvad gør Danmark

Danmark har smertelige erfaringer med UNWRA. Danskeren Peter Hansen var generalkommissær for UNWRA i perioden 1996–2005. Han blev mod sin vilje pensioneret fra FN den 31. marts 2005 efter nogle kontroversielle udtalelser om, at der givet var medlemmer eller sympatisører af terroristorganisationen Hamas ansat i UNWRA.

Spørgsmålet er nu hvad Danmark har tænkt sig at gøre med det årlige bidrag på 90 millioner kr.?

Andre skandaler i FN

Skandalerne i UNWRA kommer kort tid efter at det var helt galt i en anden FN-organisation: FN’s miljøorganisation UNEP. Her blev chefen – nordmanden Erik Solheim – i november 2018 fyret efter kritik af hans rejsevaner og brug af FN-midler.

Solheim-sagen gav smertelige mindelser om den 5 år gamle skandale omkring Lars Løkke Rasmussens rejser som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute, GGGI. I oktober 2013 kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt 1.056.402 kroner på 49 rejsedage i GGGI-sammenhæng. Der var tale om 15 rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner.

Kritikken af den tidligere norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, gik også på hans rejsevaner og brug af FN-midler.

Efter udnævnelsen til chef for FN’s Miljøprogram i 2016 kastede Solheim sig ud i et uhæmmet rejseri. Ifølge nyhedsbureauet Reuters rejste Erik Solheim 4 ud af 5 dage mens han sad i jobbet – 529 ud af 668 dage. Den omfattende rejseaktivitet påførte FN udgifter på over 3,2 millioner danske kroner.

En FN-revisionsrapport fra september 2018 dokumenterede, at FN’s Miljøprograms rejseaktivitet var fordoblet siden 2014 og det vurderes, at Erik Solheims konstante og dyre flyrejser havde skadet FN’s miljøprograms rygte og været i konflikt med agenturets målsætning om at sænke sit CO2-aftryk.

Ud over at revisionen kritiserede klimabelastningen fra hans flyrejser, satte den også et spørgsmålstegn ved, om alle rejserne havde været relevante og nødvendige for Solheims virke som chef for UNEP.

Ifølge undersøgelsen havde FN-chefen ikke afleveret passende dokumentation for alle sine rejser. Sammen med ferier blev de godkendt af en underordnet, hvilket er imod FN’s regler.

Ved en lejlighed fløj han på weekend i Paris fra Washington for efterfølgende at returnere til New York. Andre gange stoppede han i Norge på sine rejser rundt i verden.

Ifølge revisionsrapporten skabte miljøagenturets topledelse en administrativ kultur, som lod hånt om de fastlagte interne kontrolsystemer. En gennemgang af 592 rejser gennemført af 32 personer viste, at der ikke var afleveret dokumentation for mere end hver tredje, imens endnu en tredjedel først blev dokumenteret efter reglerne, da FN’s revision efterlyste materialet.

Var Solheim hævet over de generelle regler? Er Krähenbühl?

Ifølge revisionsrapporten skulle Erik Solheim overfor en FN-instans have nægtet at redegøre nærmere for 72 rejsedage til Paris og Norge med den begrundelse, at ”Vi kan ikke acceptere dette spørgsmål om ferie kontra job (…) Vi lever ikke længere i den industrielle tidsalder, og de må holde op med at behandle mig, som om jeg er en 07-17 fabriksarbejder”.

Afsløringerne af nordmandens forbrug af FN-midler blevet mødt med chok hos klimaorganisationer. En klimaforsker kaldte det overfor den britiske avis, The Guardian, for “sjofelt CO2-hykleri”.

Erik Solheim gav som forklaring The Guardian for sine mange rejsedage, at det var nødvendigt at være til stede rundt omkring i verden for at gøre en forskel.

Erik Solheim har tidligere oplyst, at han har betalt penge tilbage for nogle enkelte fejl i rejseafregningerne og bekræftet, at han har udtrykt frustration over overdrevent bureaukrati i FN-systemet.

Solheim antydede også, at revisionskritikken var en reaktion på, at han har villet reformere FN. ”Revisionsrapporten kom som en reaktion på, at jeg var den ledende reformator i FN. Mange var imod reformer og bidrog til at denne rapport blev udgivet” har Solheim sagt til Dagens Næringsliv.

Ifølge The Guardian blev avisen kontaktet af flere whistleblowere fra FN’s miljøprogram. Udover kritik af hans pengeforbrug har de ment, at Erik Solheims ledelsesstil har været diktatorisk og vilkårlig.

Chefen for det norske Greenpeace, Truls Gulowsen, har til BBC sagt, at Erik Solheim har været en meget synlig miljøagentur-leder, hvilket er godt og åbenlyst kræver rejser, men dette omfang og attituden i forhold til miljøaftryk sætter ikke et positivt eksempel.

Efter revisionen af Solheims udgifter mistede UNEP bidrag fra flere lande, herunder midlertidigt fra Danmark og Sverige. Støtten er dog genoptaget, og i 2019 er det danske bidrag til UNEP på 30 mio. kr.

Nogle befinder sig utvivlsomt i den vildfarelse, at Danmark ikke har noget i klemme i forhold til Nord Stream 2 forud for Donald Trumps besøg i Danmark 2. og 3. september 2019.

Nogle vil ligefrem vente, at Donald Trump vil rose Danmark for at lægge sten i vejen for naturgasledningen fra Rusland til Tyskland.

Den skammelige historie er, at Danmark i 2017 hverken havde et sagligt eller et validt juridisk grundlag for ikke at imødekomme ansøgningen om tilladelse til at føre Nord Stream 2-ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning, der i 2008 blev godkendt af Energistyrelsen uden større dramatik.

Havretten

FN’s Havretskonvention, der trådte i kraft i 1994, foreskriver at alle stater er berettiget til at udlægge undersøiske kabler og rørledninger på andre staters kontinentalsokkel i overensstemmelse med traktatens artikel 79. Linjeføringen skal godkendes af kyststaten, der også fastsætter de nærmere regler med henblik på beskyttelse af havmiljøet. I det omfang rørledningen anlægges på søterritoriet eller ilandføres har kyststaten hvis forsynet med de rette saglige og juridiske hjemler større muligheder for at stille krav eller eventuelt nægte anlæg på territoriet.

Danmark var aktiv i arbejdet der førte til FN’s Havretskonvention og stedse henvist til konventionen som et forbillede for internationalt samarbejde.

Ændringen af kontineltalsokkelloven

I oktober 2017 fremsatte regeringen derfor et lovforslag om ændring af lov om kontinentalsoklen. Lex Nord Stream 2 blev vedtaget i Folketinget den 30. november 2017 med ikrafttræden den 1. januar 2018, men også gældende for ansøgninger indgivet tidligere men ikke færdig behandlet 1. januar 2018.

Lovforslagets formål var at give en klar hjemmel til, at der kan inddrages udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske hensyn i afgørelsen af, hvorvidt energi-, forsynings- og klimaministeren kan give tilladelse til at nedlægge elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk søterritorium.

Teknisk set er lovforslaget lavet sådan, at udenrigsministeren giver en indstilling til energi-, forsynings- og klimaministeren. Hvad udenrigsministeren baserer indstillingen på, er et frit politisk skøn, som kan omfatte alt, hvad der kan opfattes som udenrigs-, sikkerheds- eller forsvarspolitisk relevant i bredeste forstand. Det vil ikke fremgå af indstillingen, hvilke overvejelser udenrigsministeren har gjort sig, men der vil alene være et ja eller et nej til, om anlæggets placering på dansk søterritorium er foreneligt med danske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser og hensyn.

Nord Stream-loven lever langt fra op til normal dansk standard for lovgivningsmæssig præcision. Normalt undgås også lovgivning med tilbagevirkende kraft, men Folketingets flertal har altså ment, at et russisk anlægsprojekt ikke har krav på samme retsbeskyttelse som danske borgere.

Danmark slipper for at træffe afgørelsen

I øjeblikket er situationen, at der alene mangler den formelle tilladelse fra Danmark.

Nord Stream 2’s ansøgning om tilladelse til at føre ledningen gennem dansk farvand parallelt med den eksisterende Nord Stream-ledning har siden 2017 været under behandling i Energistyrelsen.

Vurderingen af miljøpåvirkningerne (VVM) fra Nord Stream 2 projektet på dansk område i Østersøen – ”Nord Stream 2. Vurdering af virkninger på miljøet, Danmark. Marts 2017” – konkluderer, at ”Anlæg og drift af NSP2 kan resultere i ubetydelige eller mindre påvirkninger af miljøet og de socioøkonomiske forhold. De potentielle påvirkninger, enten individuelt eller i kombination, vurderes samlet at være uvæsentlige”.

Selvom der ikke umiddelbart var saglige grunde herfor, kunne Danmark i den sidste ende med hjemmel i den ændrede lov om kontinentalsoklen have nægtet at godkende Nord Stream 2.

I mellemtiden har konsortiet bag rørledningen forberedt alternative linjeføring nord om og syd om Bornholm uden for dansk søterritorium, hvor Danmark kan stille krav vedrørende beskyttelse af havmiljøet, men ikke nægte anlæggelsen af ledningen.

Den 28. juni 2019 meddelte Energistyrelsen, at ansøgningen om at føre Nord Stream 2 gennem dansk farvand var trukket tilbage.

Selvom Danmark har udtømt de saglige muligheder for at blokere for Nord Stream 2, udestår stadig Danmarks endelige og formelle godkendelse af projektet. Det kan meget vel tænkes, at Donald Trump har forventninger om at den danske regering stadig vil være i stand til at blokere for Nord Stream 2.

Holdningen i USA – sanktioner!

Foreign Relations Committee i det amerikanske Senat har for nylig stort set enstemmigt godkendt et lovforslag – Protecting Europe’s Energy Security Act – om at sanktionere selskaber og personer, som er involveret i byggeriet af gasrørledningen Nord Stream 2.

Forslaget skal nu igennem flere afstemninger, før det kan blive til egentlig lov.

Fortalerne motiverer loven med at den skal imødegå Ruslands skadelige indflydelse, hvor Nord Stream 2 og andre rørledninger kan bidrage til destabiliseringen af Ukraine, valutaindtægter til Putin-regimet og dermed udgøre en trussel mod NATO-medlemmer.

Den amerikanske energiminister Rick Perry har for nogen tid siden truet med, at USA ville gå langt for at forhindre Nord Stream 2 – herunder sanktionere selskaber og personer involveret i projektet.

Signalerne fra Trump-administrationen og fra den amerikanske kongres har sin baggrund i en nyorientering af amerikansk energipolitik.

Trump-administrationen har for nogle måneder siden besluttet at godkende naturgaseksport, som en vigtig del af den nationale energi- og sikkerhedsstrategi.

Af hensyn til den amerikanske forsyningssikkerhed har det i en årrække været forbudt at eksportere olie og gas fra USA. USA er efterhånden verdens førende producent af olie og gas på grund af fracking og skifergas, og ventes nu i løbet af få år at kunne blive verdens tredje største naturgaseksportør.

Det amerikanske energiministerium har myndighed til at tildele licenser til de LNG-terminalerne, der kræves for at transportere naturgassen i flydende form til udlandet.

Cheniere Energy’s Sabine Pass terminalen i Louisiana blev godkendt i 2018 til at eksportere og de første LNG-laster herfra nåede tidligere på året til Polen og Holland.

Den amerikanske energiminister lægger ikke skjul på den strategiske amerikanske interesse i at tilbyde en sikker og stabil energiforsyning til Europa som alternativ til Rusland, der i øjeblikket har en dominerende position i europæisk energiforsyning. Derfor har Trump-regeringen truet de virksomheder, der er involveret i Nord Stream 2 med sanktioner og “strategiske konsekvenser”.

USA har en klar interesse i at begrænse Ruslands rolle som leverandør af naturgas. Dermed skabes plads for afsætning af amerikansk LNG, der godt nok i øjeblikket er 20 procent dyrere end naturgas.

Den amerikanske energiminister, Rick Perry, har godkendt endnu en række terminaler, der snarest vil begynde at eksportere flydende naturgas, LNG, til Europa og især til Polen, som Trump besøger inden ankomsten til Danmark.

Polen har store ambitioner om at slå sig op som et europæisk gascenter. I øjeblikket bygges der en gasrørledning mellem Norge via Danmark til Polen med et EU-tilskud på 320 mio. EUR. Forretningen skal i første omgang bygge på norsk gas. Når den norske gas slipper op, regner man med flydende gas, LNG, fra USA, som kan videresælges til andre europæiske lande med fortjeneste.

EU kan ikke dække eget energiforbrug

EU er afhængig af importeret naturgas. EU’s samlede forbrug af naturgas er på vej mod 500 mia. kubikmeter og forventes at være stabil over de kommende 20 år.

I øjeblikket importeres 66 pct. af naturgassen, og Rusland er allerede den største naturgaseksportør til EU med en andel af EU’s samlede import på omkring 40 pct. efterfulgt af norsk naturgas.

Europa aftager dermed omkring en tredjedel af russiske Gazproms samlede naturgassalg, og som bekendt kommer knap halvdelen af Ruslands offentlige udgifter af provenu fra olie og gas.

EU får i øjeblikket russisk gas via Nord Stream 1 (kapacitet 55 mia. kubikmeter årlig), Jamal-ledningen gennem Polen (33 mia.) og flere ledninger samlet i Transgas gennem Ukraine (120 mia.).

Omstillingen i Tyskland fra atomkraft (i 2022), stenkul (i 2018) og brunkul (i 2038) indebærer fald i energiforsyningen, der ikke på kort sigt kan erstattes af vedvarende energi.

Nedgangen i Europas egenproduktion vil i 2035 svare til ca. 40 mia. kubikmeter gas i Holland, omkring 25 mia. kubikmeter gas i Storbritannien, omkring 24 mia. kubikmeter gas i Norge samt en mindre nedgang i den danske naturgasproduktion.

Samtidig vil gaseksporten fra Nordafrika i stigende grad blive begrænset af eget forbrug, mens ny gas fra den Kaspiske region kun vil blive leveret i små mængder til EU. Dette efterlader 120 mia. kubikmeter af den europæiske gasforsyning, som der fortsat skal kompenseres for – enten skal dette kompenseres ved LNG eller af russisk gas.

Nord Stream 2 skal derfor supplere eksisterende gastransportruter og med et europæisk importgab, der vokser til omkring 120 mia. kubikmeter gas i de næste to årtier, er der rum til import fra forskellige kilder.

Hvem kan blive ramt af amerikanske sanktioner?

Nord Stream2-konsortiet har hyret 3 hovedentreprenører til det praktiske arbejde med etableringen ag rørledningen. Det er det hollandske firma Allseas, det italienske Saipem og det tyske firma Wasco.

Nord Stream 2 er mere generelt en stor økonomisk drivkraft for mange dele af den europæiske økonomi: 200 firmaer fra 17 forskellige lande vil bidrage med stål, byggeri, anlæg, rørlægninger, logistik samt arbejde med miljøundersøgelser og overvågning. Hertil kommer europæiske ingeniørvirksomheder.

Den totale økonomiske værdi for Europa er 39 milliarder kr., hvilket skaber 31.000 jobs. Alene i Danmark er den økonomiske værdi af de allerede planlagte aktiviteter 525 millioner kr. Dette vil skabe 600 danske jobs.

Firmaerne i Danmark er blandt andre Blue Water Shipping, FOGA, Rambøll og GEO.

Blue Water Shipping i farezonen

Det er måske især Blue Water Shipping, der kan komme i farezonen i tilfælde af amerikanske sanktioner. Blue Water Shipping opnåede efter en international licitationsrunde, kontrakten til 40 millioner euro – 300 millioner danske kroner – med Wasco. Kontrakten dækker søtransport af rør fra Wascos coatingfabrikker i Mukran, Tyskland og Kotka, Finland til oplagringsfaciliteter i Karslhamn, Sverige og Hanko, Finland.

https://www.ft.com/content/9268b396-b3b7-11e9-bec9-fdcab53d6959

Den nyudnævnte kultur- og kirkeminister, den hidtidige socialdemokratiske borgmester i domkirkebyen Roskilde, Joy Mogensen, der for tiden er single, gjorde sig op til valget bemærket ved at vente et barn med en anonym donor. Vi blev alle indviet i projektet, da den socialdemokratiske partifælle, Simon Simonsen, kritiserede hendes aktive fravalg af en fader til hendes ufødte der ville berøve barnet retten til at kende sin far.

Simon Simonsens opstillingskreds, Indre By og Christianshavn, prøvede at fyre ham som kandidat, men det var for sent at ændre i opstillingen. Simon Simonsens opnåede imidlertid ikke at blive valg til Folketinget.

Joy Mogensen får brug for sin konflikterfaring som ny kirkeminister og ansvarlig for alle de ”sager”, der til stadighed dukker op og skæmmer billedet af Folkekirken.

Kirkeministerens forhold til Islam

Det er umiddelbart Joy Mogensens forhold til islam, der vil påkalde sig størst opmærksomhed i forbindelse med hendes varetagelse af hvervet som kirkeminister.

Byretten i Roskilde uddelte i begyndelsen af 2018 bøder for forstyrrelse af den offentlige ro og orden, da tre medlemmer af foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (Siad) afspillede muslimske bønnekald under en gudstjeneste i Roskilde Domkirke.

To medlemmer af Siad blev dømt til at betale ti dagbøder på 200 kroner for deres afbrydelse af andagten under en gudstjeneste i august 2017. En tredje mand var også tiltalt i sagen, men blev frikendt. De tre demonstranter havde afspillet et muslimsk bønnekald gennem en megafon under gudstjenesten i Roskilde Domkirke, hvorefter den kontroversielle biskop, Peter Fischer-Møller, der holdt gudstjenesten, måtte afbryde den kirkelige handling for at tale til de demonstrerende.

De tre medlemmer afbrød andagten med muslimske bønnekald, da de var vrede over, at der fremover vil lyde bønnekald fra plexiglas-minareterne på den nye Ayasofya-moské i Allehelgens gade i Roskilde.

Det var som borgmester, at Joy Mogensen stod for den kontroversielle godkendelse af Erdogan-moskéen under navnet Ayasofya-Moskéen, der af alle steder er placeret i Allehelgensgade i domkirkebyen. Moskeen har dog ikke endnu fået tilladelse til over højtalere i minareterne at udsende bønnekald.

Biskoppernes inadækvate ledelsesadfærd

I kirkelige kredse er der opstået debat om den passende længde af en biskops embedsperiode. Debatten er opstået, fordi nogle undrer sig over biskoppernes håndtering af de “sager”, der til stadighed martrer Folkekirken. Biskop Marianne Christiansen inadækvate ledelsesadfærd i forhold til sognestridighederne i Holbøl og Ulkebøl i Sønderjylland har vakt opmærksomhed.

Nu er striden i Ulkebøl Sogn tilsyneladende løst; Den kritiserede præst, Kirsten Schmidt, har forladt Ulkebøl og tiltrådt en stilling som stiftsvikar i Haderslev Stift.

Kristian Ditlev Jensen

I Holbøl var der tilsyneladende også roligt i en kort periode efter en tumultarisk periode. Holbøl sogn ligger i Aabenraa Provsti og har 1.101 medlemmer af folkekirken. Sognepræsten Kristian Ditlev Jensen er også forfatter, tidligere taleskriver for Connie Hedegaard, tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance, vist nok medlem af Det Konservative Folkeparti o.m.a. I øjeblikket er han radiovært på Radio 24-7, hvor han har et ugentligt samtaleprogram om Japan – Sukiyaki.

Kristian Ditlev Jensen i Holbøl

Kristian Ditlev Jensen, blev ansat som sognepræst i Holbøl for mindre end 2 år siden, men menighedsrådet kunne ikke samarbejde med ham og sagde deres poster op.

Biskop Marianne Christiansen holdt hånden over sognepræsten og et nyt menighedsråd blev etableret, men alligevel er der ifølge de lokale medier gået et år med bitter uro, dyb strid og magtkamp.

Den nye menighedsrådsformand, Bente Thygesen Poulsen, siger diplomatisk, at den beskedne kirkelige aktivitet i sognet skyldes, at menighedsrådet ikke har haft så stor en økonomi.

Kristian Ditlev Jensen har i en periode forrettet gudstjenester og hvad han ellers skal, men roen var kun kortvarig.

Nu vil Ditlev til Skagen!

Sognepræst Kristian Ditlev Jensen har sagt sit job op i Holbøl. Han har fået arbejde som præst i Skagen. Ditlev har til Politiken udtalt, at alt sådan set var ret godt i Holbøl, men Skagen er bare en større by og derfor mere spændende.

Ifølge de lokale medier er mange glade for at Ditlev Jensen finder Skagen med 9.000 medlemmer af Folkekirken mere spændende end Holbøl. Mellem sidebenene kommer det frem, at der har været utilfredshed med både konfirmandundervisningen og Ditlev Jensens formiddagsbegravelser.

Kristian Ditlev Jensen har selv fortalt til TV SYD, at han hans kone forlod ham kort efter ansættelsen i Holbøl, og at stod alene tilbage med to blebørn på hhv. 15 og 3 måneder. I en del af den korte ansættelsesperiode har han derfor enten været sygemeldt eller haft barselsorlov, ligesom han heller ikke kunne passe sine opgaver i nabosognet Bov. Kristian Ditlev Jensen har selv berettet om sine problemer med et uhæmmet alkoholforbrug.

Andre sager

Tidligere har biskop Lise-Lotte Rebels kritisable håndtering af en præstesag ved Messiaskirken i Gentofte givet anledning til stor opmærksomhed.

Det har dog også vakt undren, at Peter Fischer-Møller fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller, der også er en god socialdemokrat, som kirkeminister Joy Mogensen kender godt fra tilnærmelserne til islam i Roskilde, erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år. Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Interesse for at komme til fadet

Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede Fisher_Møllers og biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved sidste overenskomstforhandling en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension. Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved overenskomstforhandlingerne krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse. Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent over de næste tre år. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Der var ikke grænser for, hvor meget Socialdemokratiet under valgkampen ville kæmpe for et bedre klima og for bæredygtige fødevarer. Men da EU’s landbrugs- og fødevareministre mandag den 15. juli 2019 mødtes til et vigtigt møde om den fremtidige fælles landbrugspolitik i EU (CAP), mødte den nye danske minister på området, Mogens Jensen, ikke op. Danmark var på mødet ydmygt repræsenteret af stedfortræderen for Danmarks faste repræsentant i Bruxelles – en anonym embedsmand uden ansvar som ingen nogensinde har hørt om.

Frem for et vigtigt ministermøde i Bruxelles foretrak ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde en ferie i det italienske vin-mekka Barolo i Piemonte-regionen. Det fremgår af Mogens Jensens Instagram-profil.

Mogens Jensen ejendommelige prioritering bringer mindelser om en konservativ udenrigsministers nedprioritering af et møde i Arktisk Råd til fordel for ferie på Mallorca.

Ved at pjække fra ministermødet gik Mogens Jensen glip af lejligheden til at stifte bekendtskab med en lang række vigtige sager fra CAP’en til Afrikansk svinefeber.

På mødet orienterede Kommissionen også om resultatet af den tredje landbrugsministerkonference mellem Den Afrikanske Union og EU, der blev afholdt i Rom den 21. juni 2019.

På konferencen blev der underskrevet en politisk erklæring og en handlingsplan, der har som formål at styrke samarbejde og partnerskaber på alle niveauer i fødevareforsyningskæden. Planen omfatter en række tiltag lige fra fremme af klimatiltag i landbruget til etablering af en fælles AU-EU digital platform for agroindustrien med det formål at fremme landbrug og fødevaresikkerhed.

Hvis Mogens Jensen havde været til stede, kunne han have understreget den betydning den danske regering lægger på at styrke EU ‘s partnerskab med Afrika.

I den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten:  Retfærdig retning for Danmark af 25. juni 2019 fremgår det, at regeringen vil:

Hjælpe mere og flere. Vilkårene i de fattigste dele af verden skal helt grundlæggende forbedres, hvis ikke folk forståeligt skal søge en bedre tilværelse andre steder. En ny regering vil føre en politik, der på et internationalt niveau adresserer de bagvedliggende årsager til at mennesker sendes på flugt eller ønsker at emigrere til Europa. I forbindelse med forhandlingerne om EU’s næste budget vil en ny dansk regering arbejde for, at der gennemføres et historisk løft af særligt Afrika.

Spørgsmålet er om Mogens Jensen har clearet sin vinferie med regeringschef Mette Frederiksen, der hævdes at have en masteruddannelse i netop Afrikastudier på Københavns Universitet.