Politiske sekretariater og forholdet mellem embedsmænd og politikere

Anders F R

Offentlige høringer og samråd
Folketingets formand, Henrik Damm Kristensen, har i dagbladet Politiken meddelt, at han ikke har planer om at gå videre med det forslag om at indføre nye undersøgelsesformer i Folketinget, som hans forgænger, Pia Kjærsgaard (DF), kom med kort før valget.

Politiske frustrationer over embedsmænd
Flere politikere har været ude med riven overfor Finansministeriet og der har været krav om Moderniseringsstyrelsens nedlæggelse – tilliden er simpelthen væk. Den nye S-regering har taget konsekvensen og flyttet Moderniseringsstyrelsen fra Finansministeriet til Skatteministeriet.
Der er problemet imidlertid ikke løst. Andre dele af embedsværket lider også under manglende tillid, og måske står vi med et gedigent demokratisk problem, hvis situationen i realiteten er, at Folketinget har mistet tilliden til embedsværket og befolkningen har mistet tilliden til offentlige myndigheder!
Folketinget har oplevet at blive fyldt med løgn og latin af landets justitsminister og generelt er der mistillid til det grundlag for politiske beslutninger, som Folketingets medlemmer modtager fra regeringens ministre.
Problemet har været erkendt længe, og Folketingets Udvalg for Forretningsordenen afgav allerede den 26. februar 2015 en interessant beretning om ministres ansvar over for Folketinget.

Pia Kjærsgaards forslag
Den 11. april 2018 præsenterede Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i en kronik i Berlingske Tidende overvejelserne i et udvalgsarbejde, som Christine Antorini (S) og Peter Skaarup (DF) har stået i spidsen for. Arbejdet tog sin begyndelse på en konference for Folketinget og regeringen i januar 2017 på initiativ af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og udviklede sig videre i detaljer i et arbejdsudvalg med repræsentanter for alle partierne.
Et af forslagene indebærer, at embedsmænd skal kunne deltage i offentlige høringer, uden at ministeren skal være til stede.

Manglende tillid til embedsværket
Den manglende tillid til de oplysninger, som Folketinget modtager fra ministerierne, rammer både ministre og embedsmænd. Det kan ikke bortforklares, at embedsmænd sammen med politikere skraber bunden i troværdighedsundersøgelser. Danskerne har ikke meget tillid til journalister, politikere eller embedsmænd, og de tre faggrupper opnår bundplaceringer sammen med bilforhandlere og parkeringsvagter.
Det er desværre ingen nyhed, at embedsmændenes troværdighed halter – over halvdelen af danskerne har ikke tillid til embedsmænd. En meningsmåling fra Norstat i 2016, viste at hele 56 procent af de adspurgte, havde begrænset tillid til embedsmænd i de danske ministerier. 37 procent udtrykte tillid, mens resten var i tvivl.
En ny Norstat-måling for Altinget viser, at 54 procent stadig kun har “begrænset tillid” til embedsmænd i de danske ministerier, mens kun hver tredje har “stor tillid”. Samme billede viser sig, når man spørger til embedsmænd i kommuner og regioner.
Andre analyser bekræfter Norstats målinger. I en meningsmåling, som AB Analyse har udført for magasinet Kommunen, svarer 67,4 procent af danskerne, at de enten har ret lille eller meget lille tillid til embedsmænd i ministerier og styrelser, mens det gælder for 65,6 af danskerne, når de bliver spurgt til embedsmænd i kommuner og regioner.

Sager
Manglen på tillid er ikke overraskende, når man ser på, at ledende embedsmænd har indtaget meget lidt flatterende hovedroller i en række skandalesager som Jægerbogssagen, Christiania-sagen og Skattesagen. På det seneste har tilliden til Finanstilsynet og Bagmandspolitiet fået et knæk. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der i de senere år har været en ret intens offentlig debat om forholdet mellem politikere og embedsmænd. En række sager, hvor embedsmænd tilsyneladende ikke levede op til deres forpligtelser over for den til enhver tid siddende regering og Folketinget, har detaljeret været beskrevet i pressen. Der har desuden været en række uheldige sager fra den kommunale verden.

Embedsværket under pres
Sagerne og debatten sætter ikke mindst topembedsmændene i en særdeles sårbar situation – regering, Folketing og offentligheden er parat til at pille ved velerhvervede rettigheder og privilegier.
Hvis man ser bort fra protesterne fra DJØF, har mange embedsmænd – i kommuner, regioner og stat – ingen indvendinger mod, at ”sager” får konsekvenser for de implicerede topembedsmænd. Det typiske DJØF-medlem har over for familien og vennerne ikke særlig stor lyst til at skulle stå på mål for embedsmænd i lønramme 40 og derover, der bistår ubetænksomme ministre med at fylde Folketinget, Ombudsmanden og offentligheden med løgn og latin.

Reformer
Baggrunden for de overvejelser, som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, og Christine Antorini i april 2018 beskrev i Berlingske Tidende, var et bredt politisk ønske om at kunne trænge hurtigere til bunds i skandalesager end ved de ofte langsommelige og dyre undersøgelseskommissioner, og byggede på et tidligere udvalgsarbejde.
Justitsminister Søren Pind nedsatte i november 2016 et ekspertudvalg, der skulle se på erfaringerne fra otte undersøgelseskommissioner, der har afsluttet deres arbejde og på den baggrund overveje mulige ændringer og effektiviseringer af undersøgelseskommissionsordningen. Udvalget, der havde højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand, fik i 2017 ved et tillægskommissorium også til opgave at overveje behovet for at supplere de nuværende undersøgelsesformer i den offentlige forvaltning med alternative former for undersøgelser, herunder parlamentariske undersøgelser.
Udvalget om Undersøgelseskommissioner afgav torsdag den 25. oktober 2018 en betænkning, som med det samme gav anledning til politiske diskussioner.

Forslag om en videregående parlamentarisk undersøgelsesform
Det er især udvalgets overvejelser vedrørende en videregående parlamentarisk undersøgelsesform, der giver anledning til uenighed. Udvalgets overvejelser omfatter muligheden af at nedsætte et permanent eller et ad hoc folketingsudvalg. Et sådan nyetableret folketingsudvalg skal kunne indkalde ledende embedsmænd som en slags vidner i parlamentariske høringer.
Dermed bryder man med det hidtidige princip om, at det alene er ministeren, der til enhver tid står til ansvar over for Folketinget.
Det samlede udvalg om undersøgelseskommissioner fraråder imidlertid Folketinget at følge indstillingen om parlamentariske høringer med en videregående adgang til afhøring af embedsmænd, end det i dag er tilfældet i forbindelse med Folketingets samråd. Udvalget, tilkendegiver forskellige steder i betænkningen, at det vil være et “grundlæggende brud” med hidtidig praksis og derudover brud med det “grundlæggende princip”, at Folketinget kun kan udspørge ministre.

Lukkede høringer?
Udvalget har ikke været helt tonedøv overfor det politiske ønske om at inddrage embedsmænd, og det henstilles derfor, at hvis Folketinget alligevel vælger en model for udvidede parlamentariske undersøgelser, hvor der gives mulighed for afhøring af embedsmænd og privatpersoner mv., bør afhøringsmøderne være lukkede eller i hvert fald bør der være forbud mod TV-transmittering mv. i forbindelse med sådanne afhøringer.

Flertal for afhøring af embedsmænd
I Folketinget tegnede der sig før valget et flertal bestående af Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten, der insisterede på at embedsmænd skal kunne afhøres.
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, var imod. Det samme var daværende justitsminister Søren Pape Poulsen, der mente det ville indebære et brud med princippet om det danske ministerstyre.

Nyt politisk sekretariat i Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksens beslutning om at udvide og styrke Statsministeriet med et nyt politisk sekretariat i Statsministeriet, har givet ny næring til debatten om undersøgelsesformer og muligheden for at inddrage andre end ministre.
Det nye sekretariat i Statsministeriet skal have fokus på regeringens prioriterede projekter, politikudvikling og kommunikation, bidrage til at styrke den strategiske ledelse af regeringen samt øge den interne koordination mellem ministre og særlige rådgivere.
Til at lede det politiske sekretariat ansættes den hidtidige ansatte i Socialdemokratiet, Martin Rossen, som stabschef, og han bliver fast medlem af regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg samt rådgiver for statsministeren.
Som særlige rådgivere for statsministeren ansættes også Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge indgår i det politiske sekretariat.
I det politiske sekretariat vil i øvrigt indgå et antal medarbejdere fra centraladministrationen.

Diskussion om teknikaliteter
Det nye politiske sekretariat har givet anledning til en del fnidder om omkostningerne, om forholdet til departementschefen i Statsministeriet, om forholdet til Finansministeriet, om en ikke-embedsmands beføjelser til at instruere ikke kun embedsmænd i Statsministeriet, men måske også i andre ministerier samt muligvis fagministre o.s.v.
Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det ”bekymrende”, at Socialdemokratiets Martin Rossen fremover skal lede et politisk sekretariat under Statsministeriet.

Rossen har gennem de seneste otte år været en central skikkelse i Mette Frederiksens vej til statsministerposten, og hun takkede ham direkte i sin sejrstale på valgnatten. Men nu får han ledelsesansvar i Statsministeriet, og det er ikke en god ting, mener Lars Løkke Rasmussen.
Når man tager en politisk udnævnt person og sætter i spidsen for et sekretariat, der også består af neutrale embedsmænd, er det et nybrud og en sammenblanding af rollerne, har Løkke Rasmussen udtalt til TV 2.

Anders Foghs Skattepolitiske Sekretariat
Lars Løkke Rasmussens forgænger som formand for Venstre var Anders Fogh Rasmussen, der var skatteminister i Schlüter-regeringen i perioden 1987-1992, gjorde faktisk noget lignende.
Som skatteminister oprettede Fogh et såkaldt Skattepolitisk Sekretariat med en lille håndfuld nøje udvalgte medarbejdere, der havde til formål at støbe kugler for ministeren. En af medarbejderne var Otto Brøns-Petersen, der i dag slår sine folder som analysechef i tænketanken Cepos.
Det Skattepolitiske Sekretariat skulle ikke mindst styrke Anders Fogh-Rasmussen og Skatteministeriet i forhold til Finansministeriet, der havde tilkæmpet sig den centrale rolle i forberedelsen af møderne i Regeringens Koordinationsudvalg. Bølgerne gik jævnligt højt i den såkaldte Styregruppe, hvor både Anders Eldrup og Jørgen Rosted repræsenterede Finansministeriet. Det skete ikke mindst, når chefen for det Skattepolitiske Sekretariat anfægtede Finansministeriets pessimistiske beregninger over f.eks. de dynamiske effekter af skattenedsættelser.
Det Skattepolitiske Sekretariat, der stort set forsvandt med Anders Fogh Rasmussen, da han måtte gå af som minister i forbindelse med sagen om den ”kreative” bogføring, var en oplagt idé, som de fleste danske ministre ville have stor gavn af og som allerede findes i mange af de lande i verden, vi normalt sammenligner os med. I Sverige har man f.eks. en historisk tradition for statssekretærer, som netop er politisk udpegede vice-ministre. Her har man erkendt, at skellet mellem politik og forvaltning ikke er så indlysende, som Venstre foregiver.
Selvom det nye politiske sekretariat i Statsministeriet i realiteten ikke adskiller sig afgørende fra tidligere forsøg på siden 1982 at styrke koordinationen af og implementeringen af regeringernes politik, tydeliggør konstruktionen, at skellet mellem centraladministrationens embedsmænd og ministrene er udvisket.

Politiske statssekretærer
Hvis vi i Danmark – i lighed med vores nabolande og i øvrigt de fleste andre lande – for længst havde erstattet de overflødige, dyre og ansvarsfrie ”politiske rådgivere” med politisk udpegede statssekretærer, viceministre m.v. ville det løse mange problemer.
Statssekretærer kunne understøtte ministrenes politiske ledelse, og de ville uden videre kunne indkaldes til høringer og samråd – og eventuelt stilles til ansvar for deres politiske (mis)gerninger.
Departementscheferne og embedsværket kunne igen koncentrere sig om at sikre en lovlig og forsvarlig forvaltning uden alle de pinagtige ”sager” vi efterhånden er vænnet til dukker op hele tiden.

Folketingets skal naturligvis kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.
Det er altså ikke sket, men til gengæld er der sket en kraftig politisering af embedsværket, hvor departementschefer og ledende embedsmænd, men meget ofte tillige embedsmænd på lavere niveau, agerer politisk, men uden at Folketinget har mulighed for indsigt i magtudøvelsen. Derfor er det – uanset betænkelighederne ved de påståede “grundlæggende brud” med “grundlæggende principper” – nødvendigt, at Folketingets skal kunne indkalde Martin Rossen og embedsmænd til høringer, samråd m.v.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s