Mens myndighederne i Danmark og Estland stadig ikke er kommet sig over chokket over de historisk gigantiske pengestrømme og hvidvask for utallige milliarder gennem Danske Banks estiske filial, trækker nye mørke skyer op om den danske banksektor.

Sagen om Flexinvest Fri, hvor Danske Bank flåede kunderne efter noder med gebyrer og stiftelsesprovisioner m.v. er endnu i frisk erindring: Banken ”solgte” produktet til 87.000 kunder, selv om banken var klar over, at kunderne rent faktisk ville tabe penge, når alle omkostninger var betalt.

Nu kommer det frem, at Danske Bank i årevis har instrueret medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare og forgældede kunder.

Bankerne løber store risici

De historisk lave renter øger risikoen for, at banker og deres kunder tager for store risici, når de investerer penge.

Sådan lyder advarslen fra Finanstilsynet, der har som opgave at holde øje med den finansielle sektor. Finanstilsynet har netop den 22. august 2019 offentliggjort sit aktuelle risikobillede, og læsning af vurderingen styrker ikke tilliden til danske pengeinstitutter.

I Danmark har der stort set været negative renter uafbrudt siden 2012.

Indtil for nylig var forventningen, at renterne var på vej op, men de seneste måneder har renten fået et tryk nedad, og nu er der en risiko for, at tilstanden vil vare ved i adskillige år frem.

Det lave renteniveau har presset den finansielle sektor til at kaste sig over højere gebyrer og mere risikofyldte investeringer. Det gælder både aktier, som er højt prissat i øjeblikket, og for eksempel alternative investeringsfonde, hvor bankernes investorkunder kan have svært ved at gennemskue risikoen.

Bankerne skal i øjeblikket betale Nationalbanken, når kunderne har deres penge stående i banken på grund af de negative renter.

Lokkes kunderne til ugunstige placeringer?

Derfor kan de være fristede til at sælge kunderne investeringsprodukter, hvor der er gebyrer at tjene. Men ved at placere pengene i et investeringsprodukt fremfor på en indlånskonto løber bankkunden en risiko i forhold til et indestående på en lavt forrentet indlånskonto.

Finanstilsynet har tidligere oplyst, at man har konstateret en række problemer med ejendomsrelateret projektfinansiering. F.eks. er der nogle banker, der giver lån på hele projektværdien. Som Finanstilsynet ser det, er der ellers allerede en for høj belåningsgrad, når projekterne bliver belånt med 75-80 pct., hvilket er det typiske.

Den højere finansieringsgrad ville være lidt mindre problematisk, hvis bankerne til gengæld sikrede sig, at der lå kontrakter på videresalg eller udleje. Men det gør kun hver femte bank.

Finanstilsynet har set en række eksempler på, at bankernes egen kreditpolitik var alt for lempelig – og at den alligevel i nogle tilfælde ikke blev overholdt. Det kan f.eks. handle om, at banken på papiret definerer ejendomsprojekterne som særligt risikable og derfor betoner, at der må være særlig opmærksomhed om projekterne – men så alligevel ikke beskriver nærmere hvilke krav de pågældende projekter skal leve op til for at blive anset som kreditværdige. Der er nu tegn på, at byggeomkostningerne er stigende og huslejerne stagnerer eller falder. Hvis begge tendenser fortsætter, vil det lægge et pres på indtjeningen i de mange boligprojekter, der er under opførelse.

Giftig konkurrence om kunderne

Der er også banker, der i deres egen officielle kreditpolitik skriver, at de kun giver lån til ejendomsprojekter i deres lokalområde – men som alligevel giver lån til projekter andre steder i landet, dog givet at kunden har samlet sine bankforretninger i banken.

Det er ikke mindst det sidste, der giver mindelser om tiden op til finanskrisen for 10 år siden, hvor projektmagere hjemsøgte lokalbank efter lokalbank, indtil de fandt én, som lod sig dupere og greb muligheden for at øge udlånsmassen.

De banker, der dengang faldt for denne fristelse, eksisterer ikke i dag.

Spørgsmålet er, om historien gentager sig?

Nedtur for projektsalg

Finans.dk kunne allerede den 22. oktober 2018 oplyse, at projektsalg er ude i en stor nedtur: Nye ejerlejligheder kan ikke sælges, men må lejes ud. Nedturen har ramt de allerdyreste ejerlejligheder. Specielt salget af projektlejligheder er presset. Skyhøje priser skræmmer køberne væk, og i mange tilfælde bliver lejlighederne ikke solgt, men lejet ud. I det hele taget er salget af ejerlejligheder i København og Aarhus ramt af hård opbremsning.

Andelsboliger

Finanstilsynet har også fokus på en mere risikobetonet låneadfærd i pengeinstitutters udlån til andelsboligejere. Tilsynet har konstateret, at den hårde konkurrence om at låne ud til andelsboligejere, betyder at der bliver ydet lån på baggrund af urealistisk høje priser på andelsboligerne i Aarhus og især København.

De seneste beretningen om bankens forretningsmetoder kommer efter offentliggørelsen af en stribe af andre skandaler i Danske Bank

•                          Hvidvask i gigantisk omfang

•                          Ulovlig gældsinddrivelse

•                          Flexinvest Fri, hvor kunder blev anbefalet at investere i et produkt, som banken forventede ville påføre dem tab.

•                          3.000 erhvervskunder haft aftaler om rabatter, når de handler valuta, hvor rabatterne ikke altid er ydet.

•                          Op til 27.000 investeringskunder har fået oplyst forkerte gevinster og tab, som har ført til, at nogle kunder har fået indberettet forkerte oplysninger til skattemyndighederne.

•                          Den nyeste af de sager, offentligheden har kendskab til, handler om, at banken for investeringskunder har investeret midler med en anden risikoprofil og tidshorisont end det aftalte.

Ifølge bankekspert Lars Krull er det slemt, at der i årevis har været fejl, som betyder, at kunder er blevet håndteret forkert og kan have lidt tab, men ifølge ham er det et generelt problem i banksektoren.

Kan Finanstilsynet løse opgaven?

Forholdene i Finanstilsynet er under alle omstændigheder bizarre. Den tidligere direktør, Ulrik Nødgaard, forlod tilsynet og gik direkte over til modparten – finanssektorens interesseorganisation, FinansDanmark.  Formanden for Finanstilsynet i den periode, hvor tilsynet udarbejdede sin mangelfulde redegørelse for Dansk Bank og hvidvaskskandalen, Henrik Ramlau-Hansen, havde som økonomidirektør i Danske Bank tilsyneladende fingrene dybt nede i hvidvaskmaterien. Den nuværende direktør for Finanstilsynet har selv en fortid i finanssektoren, og spørgsmålet er, om vi har sat ræven til at vogte gæssene?

I årevis har Danske Bank instrueret medarbejdere i at lade bankens egen ejendomsmæglerkæde, Home, kræve overpris fra bankens mest sårbare og forgældede kunder.

Beretningen om bankens forretningsmetoder kommer efter offentliggørelsen af en stribe af andre skandaler i banken:

• Hvidvask i gigantisk omfang
• Ulovlig gældsinddrivelse
• Flexinvest Fri, hvor kunder blev anbefalet at investere i et produkt, som banken forventede ville påføre dem tab.
• 3.000 erhvervskunder haft aftaler om rabatter, når de handler valuta, hvor rabatterne ikke altid er ydet.
• Op til 27.000 investeringskunder har fået oplyst forkerte gevinster og tab, som har ført til, at nogle kunder har fået indberettet forkerte oplysninger til skattemyndighederne.
• Den nyeste af de sager, offentligheden har kendskab til, handler om, at banken for investeringskunder har investeret midler med en anden risikoprofil og tidshorisont end det aftalte.

Ifølge bankekspert Lars Krull er det slemt, at der i årevis har været fejl, som betyder, at kunder er blevet håndteret forkert og kan have lidt tab, men ifølge ham er det et generelt problem i banksektoren.

Selvom Danske Bank måske ikke er det eneste medlem af FinansDanmark med flosset moral, er det påfaldende, at vi slet ikke hører noget fra hovedaktionæren – A.P. Møller – eller bestyrelsesformanden – Karsten Dybvad.

Karsten Dybvad tiltrådte i december 2018 som formand for Danske Bank, efter banken under den tidligere formand Ole Andersen var havnet i den gigantiske hvidvaskskandale.

Karsten Dybvad havde inden fra 2. oktober 2010 til 7. december 2018 været administrerende direktør i Dansk Industri. Han har tidligere været departementschef i Statsministeriet fra 2005-2010.

Den 65-årige Karsten Dybvad kom oprindelig fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, man avancerede via LO, Finansministeriet og Transportministeriet til posten som departementschef i Statsministeriet.

Karsten Dybvads nære forbindelser til Socialdemokraterne har ikke stået i vejen for at Dybvad blev indstillet til posten som bestyrelsesformand for Danske Bank af storaktionæren A. P. Møller Holding.

Siden december 2018 er det ikke meget vi har hørt til Karsten Dybvad. Ikke engang den voldsomme kritik tidligere i 2020 af en lønforhøjelse til bankens bestyrelse på 44 pct., der betød at Dybvad nu er den bedst lønnede formand for en bank i Norden, gav anledning til kommentarer.

I sagen om Orla Østerbys krænkelse af den konservative racerkører, den 51-årige tidligere Venstre-kvinde, Brigitte Klintskov Jerkel, har gruppeformand Mai Mercado (i samarbejde med de konservatives generalsekretær, Søren Vandsø Jensen fra Them) demonstreret høj moral og kompromisløs eksekvering af straffen – fratagelse af alle ordførerposter.

I sagen om Britta Nielsens bedragerier i Socialministeriet var Mercado mindre håndfast. Daværende socialminister Mai Mercado fortæller i et interview med TV2, at det havde været svært i 15 dage at kende til svindelsagen for 121 millioner kroner i Socialstyrelsen, hvor den tiltalte Britta Nielsen nu kommer for retten 24. oktober.

Det er til at forstå. Hvad der er komplet uforståeligt er, at børne- og socialminister Mai Mercado som ansvarlig minister blot tog til efterretning, at Kammeradvokaten vurderede, at det ikke var muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Revisionshuset PWC konstaterede, at svindelen med tilskudsmidler i Socialministeriet i perioden 1977 til 2018 løb op i 121 millioner kroner. PWC konstaterer også 13 “kontrolsvagheder” i Socialministeriets administration af tilskud. Blandt andet kunne de samme personer både ændre stamdata såsom kontonumre og foretage udbetalinger.

Kritikken fra PWC står ikke alene. Rigsrevisionen har ved flere lejligheder påtalt svagheder ved administrationen af tilskudsmidlerne. En gennemgang af revisioner på socialområdet i perioden 2002-2017 viser, at Rigsrevisionen bl.a. har haft bemærkninger til skriftlige forretningsgange, opfølgningen på tilskudsmodtageres regnskaber og rapporter, kontrollen af udbetalinger, bogføringen af tilsagn og tilgodehavender samt administrationen af brugerrettigheder til det tilskudsadministrative system. Flere af bemærkningerne går igen over årene. Bemærkningerne er rapporteret i beretninger til Statsrevisorerne om revisionen af statsregnskabet, i rapporter til ledelsen og i særskilte beretninger til Statsrevisorerne.

Alligevel tager børne- og socialminister Mai Mercado til efterretning, at Kammeradvokaten vurderer, at det ikke er muligt at placere et ansvar for, at det overhovedet kunne foregå.

Det kan simpelthen ikke passe; I Socialministeriet og Socialstyrelsen har der siden 1977 været en stribe departementschefer, direktører, afdelingschefer og kontorchefer, og selvom de åbenlyst har været inkompetente til at bestride deres stillinger, kan de ifølge Rigsrevisionen ikke have været uvidende om ”kontrolsvaghederne”, der dækker over Britta Nielsens direkte og ukontrollerede adgang til midler, der var tiltænkt samfundets svageste.

Det er stærkt krænkende, at en konservativ minister blot trækker på skuldrene af et klokkeklart eksempel på inadækvat ledelsesadfærd i en offentlig myndighed hun selv har haft ansvaret for.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, men hans nye bog – I form med Tapiren! – udsættes for hård kritik af aktivister i Politiken, der kalder den tykfobisk.

Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Af uransagelige grunde syntes der i Danmark og i andre EU-lande er være store forhåbninger til, at Demokraterne og Joe Biden vinder valget i USA den 3. november 2020.

Opfattelsen er åbenbart, at en Demokratisk kontrolleret Kongres og en Demokrat i Det Hvide Hus vil være en fordel for EU og resten verden.

Realiteten er, at uanset om Trump genvælges eller Joe Biden vinder præsidentvalget i USA den 3. november 2020, ligger det klart, at USA ikke er indstillet på at understøtte en kontroversiel international verdensorden, urimelige internationale aftaler og dårligt fungerende internationale institutioner på bekostning af amerikansk suverænitet.

Handel

Det bør ikke glemmes, at det var Obama, der startede med at undlade at udnævne amerikanske dommere til WTO, der nu er lammet selvom europæiske lande havde ønsket at styrke organisationen.

Det er muligt, at USA med Biden som præsident mere helhjertet vil deltage i den enorme reformproces, der forestår hvis WTO igen skal gøres relevant.

På den anden side, er der ikke grund til at tro, at handelsforhandlingerne mellem EU og USA om Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) vil blive genoptaget.

Uenighed om håndteringen af forhold, der i handelsforhandlinger benævnes som non-tariff barriers (NTB), var i høj grad årsagen til, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), i slutningen af 2016 brød sammen efter mere end 3 års forhandlinger.

Ambitionen var ellers at nå en aftale, der stort set ville fjerne de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.

Det er mere nærliggende, at der – uanset hvem, der vinder valget – snarest vil blive indgået en handelsaftale mellem UK og USA.

En præsident Biden vil ikke kunne overhøre den grundlæggende kritik, der i USA og i andre dele af verden er rejst mod Kina. Det er muligt retorikken vil ændres, men også demokraterne har lært faren ved at underordne amerikanske interesser og suverænitet for at leve op til omverdenens forventninger om, at en stor og stærk supermagt skal ”ofre sig” for almenvellet.

Vil NATO-samarbejdet blive påvirket?

Det bør erindres, at adskillige præsidenter før Donald Trump har været ude med krabasken overfor europæiske NATO-allierede, der ikke anvendte 2 pct. af deres BNP på forsvar.

De europæiske lande har rente faktisk forhøjet forsvarsbudgetterne, og der er ingen tegn på, at det militære NATO-samarbejde er svækket overhovedet.

Det bør også noteres, at USA under Trump ikke har ”tvunget” NATO-allierede som Danmark m.fl. til at gøre fælles sag med USA i håbløse militære interventioner. Det er fortsat en gåde hvorfor Danmark har ladet sig overtale af Frankrig og andre til åbenlyst håbløse engagementer i Irak og i Mali.

FN og menneskerettigheder

Selvom Trump trak USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd, var USA allerede under George Bush i 2006 særdeles kritisk.

Den Internationale Straffedomstol, som blandt andet dømmer i sager om krigsforbrydelser, og Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention, der tillader kontrolbesøg i de enkelte landes fængsler, har USA heller ikke underskrevet.

Faktisk har det længe før Donald Trump blev præsident været snarere reglen end undtagelsen, at USA lader være med at tilslutte sig bindende internationale aftaler.

F.eks. er kun to lande ikke en del af FN’s Børnekonvention fra 1989, som blandt andet forbyder børnesoldater og henrettelser af personer under 18 år. De to lande er Somalia og USA. I 1997 vedtog verdens nationer at forbyde produktion og brug af landminer. Ti lande stemte imod aftalen: Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Iran, Irak, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og USA.

En gennemgang af de traktater, som verdens lande har vedtaget i FN gennem de seneste knap tres år viser, at USA sjældent er en del af dem. Samtidig er de konventioner, som supermagten faktisk har ratificeret, fulde af amerikanske forbehold.

Mellemøsten

Alle er enige om at Obama ikke havde en heldig hånd med at varetage amerikanske interesser i Mellemøsten.

Trump trak USA ud af Iran-atomaftalen, som Obama indgik uden øje for amerikanske interesser og under protest fra Republikanerne, men af hensyn til sit eget eftermæle som modtager af Nobels fredspris.

Om en præsident Joe Biden vil genindtræde i Iran-aftalen, er tvivlsomt. Det vil forudsætte fundamentale ændringer i aftalen – ændringer, Iran tidligere har afvist.

Trump er lykkedes med at omgå Palæstinensernes forsøg på at blokere en fredsaftale mellem Israel og deres arabiske naboer. Det er bl.a. sket ved at lægge pres på Palæstinenserne, herunder trække USA ud af UNRWA, der dermed hæmmes i at understøtte palæstinensiske aktiviteter.

Allerede Obama/Biden lovede at flytte den amerikanske ambassade i Israel til Jerusalem, men det var Trump, der rent faktisk gennemførte det.

Den 15. september 2020 blev der indgået en historisk aftale mellem Israel, Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, der normaliserer forholdet mellem Israel og de arabiske Golf-stater.

Donald Trump udnytter naturligvis “fredsaftalen” til det yderste i hans kampagne mod Joe Biden. Uanset hvad der har været sagt om Trumps udenrigspolitik, så er aftalen et håndfast bevis på, at han leverer, og bringer harmoni til et kaotisk Mellemøsten!

Desværre er vi ikke vidne til den endegyldige fredsaftale for Mellemøsten. Palæstinenserne, der opfatter aftalerne som et anslag mod deres drømme om en selvstændig stat, er forfærdede.

Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning for en samlet fredsaftale. Qatar er ikke umiddelbart til sinds at slutte sig til UAE og Bahrain og her og nu etablere diplomatiske forbindelser med Israel, før konflikten med palæstinenserne er løst.

Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret til fordel for houthi-oprørerne.

Den manglende enighed blandt de arabiske Golf-stater har også hæmmet Donald Trumps bestræbelser på at danne en fælles front mod Iran i Golfen. Derfor har USA aktivt forsøgt at mægle i striden med Qatar, men indsatsen, støttet af Kuwait, har efter Qatars opfattelse endnu ikke nået et vendepunkt.

Forhandlingerne har bevæget sig ud over de krav, som boykotstaterne tidligere har præsenteret som grundlag for at indstille boykotten. Kravene omfatter lukning af Qatars statsfinansierede Al-Jazeera TV – en hyppig kritiker af andre arabiske lande og regeringer.

Det forlyder, at Qatar prioriterer forholdet til Saudi-Arabien, som Qatar deler sin eneste landegrænse med. Hvis Saudi-Arabien flytter sig, vil Qatar måske ændre politik.

Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.

På trods af palæstinensiske protester blev Israel og Sudan fredag den 23. oktober 2020 enige om at normalisere forbindelserne.

Israel har siden henholdsvis 1979 og 1994 haft normale diplomatiske relationer med Ægypten og Jordan.

Klima

Trump er indstillet på at trække USA ud af Paris-aftalen fra 2015 inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf.

Barack Obama underskrev aftalen vel vidende, at han ligesom Clinton og Kyoto-aftalen ikke havde skygge af chance for at aftalen godkendt i Kongressen.

Om en præsident Biden vil kunne opnå Kongressens godkendelse af Paris-aftalen er tvivlsomt.

 

Når fanden bliver gammel, går han i kloster, lyder et gammelt ordsprog. Sjældent har det passet bedre end på den ambitiøse opportunist, Uffe Østergaard, der den 27. oktober 2020 fylder 75 år.

EU står overfor enorme udfordringer – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen, Covid-19 og den økonomiske krise. EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrigs Macron prøver at gøre sig gældende, men Frankrig har sine egne problemer. UK, der tidligere var fornuftens stemme og Danmarks allierede, har taget konsekvensen og forlader nu den synkende skude.

Det grandiose europæiske projekt trues fra alle sider. I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som sammen med anarkister kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem sammen med nationale højrepartier. Østeuropa har med Polen og Ungarn i spidsen fundet sin egen vej, og i Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

De fleste danskere har allerede opgivet EU som løsningen på noget som helst. Mette Frederiksen er åbenlyst skeptisk – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af det skandaliserede Radikale Venstre, tænketanken EUROPA og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk har den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Tidligere var det en forpligtelse for de privilegerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden. Sådan er det ikke mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret.

Uffe Østergaard

Uffe Østergaard, der den 27. oktober fylder 75, er et sådant eksempel. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har opportunistisk bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Men i 2016 får Uffe Østergaard pludselig en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roser samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

De overraskende udtalelser kan læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den da netop pensionerede CBS-professor. Interviewet bringes med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.”

Selvom Jesus ifølge Lukas sagde, at der er større glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse, er den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard bemærkelsesværdig så kort tid efter han var fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Har han vidst det hele tiden, og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende (dog ikke om hans kinesiske kones fædreland). Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

De tidlige år

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Ved folkeafstemningen om EF, som EU hed dengang, stemte han naturligvis imod. I det hele taget faldt Østergaard godt ind i opgøret med autoriteterne og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagside følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – stillede spørgsmål til hans udlægninger, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en lang og rablende redegørelse.

Uffe Østergaard har i forbindelse med flere studieophold i Italien i en periode, hvor Le Brigate Rosse huserede, specialiseret sig i Italien og bl.a. skrevet lærde afhandlinger om fascismen.

Det revolutionære appellerede til Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til kamp. Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet indefra og intellektuelt smidigt skifte partisantørklæder og maosko ud med mere klædeligt og borgerligt antræk. De stormede ind på universiteter og medier og blev toneangivende.

Jean Monnet-professor

Uffe Østergaard var med sin opportunisme og glimrende begavelse et klart valg til en fornem karriere. Han blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie og kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

Jean Monnet-lærestole blev i 1990-2000 specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration, og gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”.

Et Jean Monnet-professorat tildeles for en syvårig periode i samarbejde med det modtagende universitet. I Danmark var der i 2002 i alt 18 Jean Monnet-professorer.

Mærkeligt nok gav det dengang ikke anledning til kritik at EU-udnævnte og -finansierede professorater docerede EU på danske universiteter. Østergaard måtte dog tåle, at den borgerligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaards tidligere marxistiske retorik nu blev udskiftet med dybsindigheder om Europas fremtid.

2002 – 2003 var Østergaard direktør for Center for Holocaust and Genocide Studies, og 2003-2006 afdelingschef for Holocaust- og Folkedrabsstudier under Danish Institute for International Studies, DIIS.

Lærestol på Handelshøjskolen

I 2007 fik han et professorat i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et rigtigt universitet, men kun ved Copenhagen Business School, CBS.

Han markerede sig – gerne i pressen – med analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i indviklede analyser af årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand.

Han har også udgivet en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger ”Europas ansigter” (1992) og ”Europa. Identitet og identitetspolitik” (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog ”Europas ansigt” i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Efter Uffe Østergaards ændrede opfattelse som pensionist, har han diverteret offentligheden med ordrige analyser af (næsten) alt mellem himmel og jord.  

Overraskende for nogle, har vi har under overskriften “Viktor Orbán og ungarsk politisk kultur” hørt pensionisten Uffe Østergaard fremstille den ungarske premierminister som en foregangsmand, der byggede hegn, hvorefter andre lande fulgte trop og begyndte at kontrollere deres grænser.

Nu slår Uffe Østergaard til lyd for ”Fort Europa”: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.

De 3,5 milliarder kroner, som forliget ventes årligt at koste, skal ifølge aftalen finansieres af højere skat – et såkaldt ”samfundsbidrag” fra den finansielle sektor – og af besparelser på landets jobcentre.

Alt, hvad der har med jobcentre og beskæftigelsesindsats at gøre, er omfattet af et bredt forlig i Folketinget. Så besparelserne, som forligspartierne bag Arne-pensionen vil gennemføre på jobcentrene, kan ikke føres ud i livet uden accept fra de ”gamle” forligspartier, som også omfatter Venstre, de Konservative, Liberal Alliance og de Radikale.

Den konservative finansordfører Rasmus Jarlov har sagt, at de Konservative ikke vil være med til at finde milliardbesparelser på jobcentrene.

Hvorfor dog ikke? Det er oplagt, at der er besparelsesmuligheder på jobcentrene og i det hele taget på beskæftigelsespolitikken.

Hvorfor skulle Det Konservative Folkeparti blokere for at Socialdemokratiet realiserer en mærkesag og et valgløfte?

Vi skal vel alle have lov at være her, og Socialdemokratiet under Mette Frederiksen forekommer at være en oplagt samarbejdspartner for Det Konservative Folkepart.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er efter eget udsagn rød, før hun er grøn. Frederiksen har sin styrke i fagbevægelsen, hos Blå Bjarne og i provinsen. Hendes magt hviler ikke på de ulideligt frelste kulturradikale Antorini-socialdemokrater i København og Aarhus. Dagens Socialdemokrati er for arbejdspladser i industrien, for pension til Arne, for udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen og for stram udlændingepolitik. Klimapolitikken må ikke vende den tunge ende nedad. Partiet forlader sig på teknologiske løsninger, der ligger bag hockeystavsbeskrivelsen af vejen frem mod målet om 70 pct. reduktion i 2030.

What not to like?

Organet Indblik.net, der foregiver at formidle redelig og reel oplysning, bringer den 22. oktober 2020 en såkaldt kommentar af den rablende Karl Iver Dahl-Madsen, der præsenterer sig selv som rådgiver om mad & miljø. Karl Iver Dahl-Madsen betegner sig selv som klimarealist med en realistisk tilgang til klimavidenskab. Problemet er, at Karl Iver Dahl-Madsen ikke er videnskabsmand eller sandhedsvidne, men nu snarere er en forstokket liberal uden den intellektuelle spændstighed, han givet har besiddet som yngre.

Når det drejer sig om energi- og klimapolitik, anbefaler Karl Iver Dahl-Madsen fuldstændig passivitet: De mennesker, der er ansvarlige for energiproduktionen, er til enhver tid de bedste til at tage stilling til, hvad der skal gøres, når et eksisterende kraftværk er ved at være udtjent.

Kan vi regne med Dahl-Madsens rådgivning? Det er nok ikke tilrådeligt – i hvert fald svinger hans opfattelse af klimaudfordringen som vinden blæser.

I et interview den 20. aug. 2019 med Karl Iver Dahl-Madsen med Indblik.net (som dengang bare hed Indblik) om nødvendigheden af at få fakta ind i klimadebatten, betegner Dahl-Madsen det håndfast som løgn, at klimaændringerne er menneskeskabte:

Karl Iver Dahl-Madsen må efterfølgende have sat sig ind i stoffet. I hvert fald har han den 17. februar 2020 i ”Jordens kulstofkredsløb” ment:

”Opmærksomheden har i mange år været rettet mod CO2 indholdet i atmosfæren, der som illustreret i figuren fra et førindustrielt niveau på 589 Gt er øget med 240 Gt og derfor nu ligger 40 % over det førindustrielle niveau. Der er ikke tvivl om, at stigningen skyldes menneskets aktiviteter, bl.a. fordi isotopsammensætningen af kulstoffet afslører, at en stigende del af kulstoffet i atmosfæren kommer fra fossile brændstoffer”.

Læserne af Indblik.net kan formentlig se frem til flere oplysende kommentarer fra mad & miljø rådgiver Karl Iver Dahl-Madsen – i hvert fald er hans datter, Signe Dahl, nu tilknyttet organet som skribent.

Indblik.net bragte den 20. oktober 2020 som en ”nyhed uden blinde vinkler”, at ”Temperaturen i Romerriget 2 grader højere end i dag”. Ifølge ”ny forskning” skulle det være påvist, at den romerske fremgang fandt sted, mens temperaturerne var høje. Da de faldt, faldt også riget sammen.

Mediet videnskab.dk beskrev allerede den 17. januar 2011 hvordan ”Romerrigets fald hang sammen med ustabilt klima”. Kilden var: 2500 Years of European Climate Variability and Human Susceptibility, Science januar 2011 DOI: 10.1126/science.1197175 (kun abstract).

Berlingske Tidende kunne i juni 2020 berette, at en ledende medarbejder i den statslige jernbanevirksomhed Banedanmark tilsyneladende havde haft et tæt og personligt forhold til private entreprenører.

Sagen føjer sig til en række af andre uheldige sager for statens jernbanevirksomhed. Allerede i sommeren 2018 anmodede Berlingske om aktindsigt i 23 nuværende og tidligere medarbejderes kommunikation med eksterne virksomheder på baggrund af oplysninger om mulige ulovligheder.

Sagerne var baggrunden for, at Banedanmarks ledelse i foråret 2020 besluttede at igangsætte en ekstern advokatundersøgelse af forholdene i styrelsen.

Kammeradvokatens undersøgelse af forholdene i Banedanmark viser, at der i perioden 2011-15 var eksempler på væsentlig kritisabel adfærd blandt ansatte og leverandører.

I perioden efter 2015 er der alene konstateret to mindre tilfælde af kritisabel adfærd.

Kammeradvokaten vurderer, at der med Banedanmarks markante opstramning af regler og retningslinjer samt kontroller fra 2015 og frem er sket en tydelig kulturændring.

Kammeradvokatens rapport har givet anledning til, at seks ansatte har modtaget en skriftlig indskærpelse af diverse regler, og en enkelt medarbejder er varslet en skriftlig advarsel for forhold, som i al væsentlighed kan henføres til perioden 2011-15.

Kammeradvokatens rapport kan læses her: https://www.bane.dk/Presse/Kammeradvokatens-rapport