Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization, WTO) i Geneve begyndte allerede i juni processen med at vælge en ny generaldirektør til at erstatte Brasiliens Roberto Azevedo, der trådte tilbage 1 år før beskikkelsesperiodens udløb til fordel for et vellønnet job i PepsiCo.

WTO er dermed i øjeblikket uden ledelse, og samtidig er organisationen i sin største krise i dens 25-årige historie.

Normalt bruger WTO ni måneder på at vælge en ny chef, men har nu været tvunget til at korte processen ned til 3 måneder.

Medlemslandene træder sammen den 27. oktober 2020 for at tage stilling til de 2 tilbageværende kandidater. Ambitionen er inden den 7. november 2020 at finde den nye chef ved konsensus, men processen kan blive forlænget i afventen af udfaldet af det amerikanske præsidentvalg den 3. november 2020, der kan betyde, at den amerikanske holdning til WTO og en ny generaldirektør ikke er klar. Der er ligeledes rejst tvivl om det vil være muligt inden årets udgang at få taget stilling til WTO’s budget for 2021.

I den sidste ende kan det ende med en afstemning.

WTO-problemer

Blandt de akutte problemer er WTO’s appeldomstol, som skulle afgøre internationale handelstvister, men som er blevet lammet, fordi udnævnelsen af nye dommere har været blokeret.

Donald Trump er kritisk overfor WTO, som han ser som et redskab for USA-fjendtlige globalister, der tillod at Kina krænkede spillereglerne. Trump har endda foreslået at forlade WTO, selv om der ikke er annonceret nogen faste planer. Hvis præsident Donald Trump gør alvor af truslerne om at trække USA ud af WTO, vil det betyde enden på organisationen.

Det bør dog ikke glemmes, at det var Barack Obama, der startede med at undlade at udnævne amerikanske dommere til WTO, der nu er lammet selvom europæiske lande havde ønsket at styrke organisationen.

Situationen giver anledning til bekymring i Danmark, der traditionelt har set internationalt regulerende organisationer som en fordel for en lille og åben økonomi som den danske.

Af Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at WTO er rygraden i det globale handelssystem, og Danmark er ifølge silkeaberne, blåfrakkerne og lakskoene på Asiatisk Plads en stærk støtte af WTO og et effektivt multilateralt handelssystem.

EU-kompetence men Jeppe Kofod har alligevel en mening

I forhold til WTO er Danmark repræsenteret af EU, men den danske regering har dog sin egen opfattelse. Den 16. juni 2020 sagde udenrigsminister Jeppe Kofod i Folketinget om WTO:
”Regeringen er enig med forslagsstillerne i, at WTO for nuværende ikke er i stand til effektivt at adressere udfordringerne fra unfair handelspraksis som mangelfuld håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller uigennemsigtige statslige subsidier. Her er hovedudfordringen sagt lidt firkantet, at WTO-reglerne er utidssvarende i forhold til Kina og andre lande med stærk statsstyring af økonomien. Som et lille åbent land er Danmark dybt afhængigt af et velfungerende multilateralt handelssystem. Derfor lægger regeringen stor vægt på, at vi fra dansk side via EU styrker indsatsen for at modernisere WTO’s regelsæt. Organisationen skal reformeres, så mere tidssvarende regler kan håndteres, altså de konkrete udfordringer, vores virksomheder kommer ud for i den globale økonomi. Reformindsatsen skal have et bredt sigte om at sikre færre og ensartede globale konkurrencevilkår for alle WTO’s medlemmer frem for at fokusere på enkeltlande. Vi skal arbejde gennem EU, både fordi WTO og handelspolitik er EU-kompetence, og fordi det er det mest effektive. Hver især er EU-landene jo i virkeligheden for små til at påvirke de globale spilleregler. Kun ved at stå sammen og tale med én og stærk stemme kan vi opnå positive forandringer.”

WTO

Azevedos efterfølger kan se frem til vanskelige forhandlinger om grundlæggende reformer i WTO, der af USA og andre er stærkt kritiseret for at være handlingslammet. WTO’s ministerkonferencen, der afholder møder mindst hvert andet år, har den øverste beslutningskompetence, men organisationen er i øvrigt præget af et omfattende bureaukrati med et vareråd, et råd for tjenester (services) og et intellektuelt ejendomsråd, som alle rapporterer til et generalråd ud over mange arbejdsgrupper og udvalg.

WTO blev oprettet i 1995 og erstattede den såkaldte almindelige overenskomst om told og handel – ”General Agreement on Tarifs and Trade, GATT” som verdens globale handelsorgan med 164 medlemslande. Organisationens sæt af styringsregler stammer fra Uruguay-runden i GATT-forhandlingerne, der fandt sted fra 1986 til 1994, og udgør stadig det grundlæggende regelsæt for de 164 medlemslandes multilaterale handel med varer.

Det grundlæggende princip i WTO er en såkaldt MFN-klausul (Most Favoured Nation) som forpligter et WTO-medlemsland til at enhver indrømmelse, fordel eller beskyttelse, der ydes til et andet land, skal udstrækkes til alle andre WTO-medlemslande. Sigtet er simpelthen, at intet enkelt land skal have en handelsfordel i forhold til andre.

Udover varer regulerer WTO i princippet også handelen med tjenester, intellektuelle ejendomsrettigheder herunder ideer, koncepter, design, patenter m.v.

Hvis en virksomhed beslutter at investere i et fremmed land ved for eksempel at oprette et kontor i dette land, vil WTO’s regler (og dermed et lands lokale love) styre, hvordan det kan gøres. Teoretisk set, hvis et land er medlem af WTO, kan dets lokale love ikke være i modstrid med WTO’s regler og forordninger, der i øjeblikket regulerer ca. 96,4 pct. verdenshandelen. Hvis der opstår en handelstvist, arbejder WTO for at løse den. Hvis et land f.eks. etablerer en handelsbarriere i form af en toldsats mod et bestemt land eller en bestemt vare, kan WTO udstede handelssanktioner mod det krænkende land. WTO vil også arbejde for at løse konflikten gennem forhandlinger.

Krav om reformer i WTO

Trods alle gode hensigter, har WTO ikke i tide været i stand til at håndtere stigende protektionisme, dybe recessioner forårsaget af finanskrisen og COVID-19-pandemien og voksende handelsspændinger, især mellem De Forenede Stater og Kina.

Efter dødvandet i de multilaterale forhandlinger med WTO om Doha-udviklingsdagsordenen har USA, EU og andre lande været nødt til at finde alternative metoder til at sikre bedre adgang til tredjelandes markeder. Derfor er der i de senere år udenom WTO indgået en række frihandelsaftaler, som rækker langt videre end til nedsættelse af toldsatser og handel med varer.

I WTO-sammenhæng er Kina et særligt problem. Det er ikke kun Trumps opfattelse, men sådan ser man det faktisk også – efter års tøven – i EU. Kina blev medlem af WTO i 2001, men medlemskabet har ikke afholdt Peking fra i årevis at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande – stjålet intellektuelle rettigheder, tvunget udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Trumps højre hånd i handelsspørgsmål, Peter Navarro, Director of Trade and Manufacturing Policy, har argumenteret for i de amerikanske handelsforhandlinger: Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.

Kandidaterne til posten som generaldirektør i WTO

Der var oprindelig 8 kandidater til WTO-posten, men feltet er nu indsnævret til 2:

Ngozi Okonjo-Iweala (Nigeria), bestyrelsesformand for den globale vaccinealliance Gavi.

Okonjo-Iweala, 65, økonom og udviklingsspecialist, og hun har fungeret som Nigerias udenrigsminister og finansminister og som administrerende direktør for Verdensbanken. Den tidligere Harvard- og MIT-studerendes arbejde har involveret bestræbelser på at gøre immuniseringsprogrammer økonomisk bæredygtige.

Ngozi Okonjo-Iweala, der den 27. juni 2020 i Berlingske Tidende nærmere har redegjort for sit syn på WTO, syntes at have regional opbakning fra Vestafrika.

Okonjo-Iweala, har positioneret sig som en outsider – en, der aldrig har arbejdet i WTO eller ledet en handelsaftale forhandling. I sidste uge opfordrede hun til en tilbagevenden til “et multilateralt system. Lad os styrke det – det er det, der vil tjene verden, og lad os gøre mindre ud af de bilaterale handelsaftaler”, sagde hun under en videokonference sidste torsdag.

Okonjo-Iweala har stærk støtte fra Den Afrikanske Union med 55 medlemmer, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater og Organisationen af Stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet.

Det forlyder, at EU er tilbøjelig til at støtte Nigerias Ngozi Okonjo-Iweala.

Det skal endvidere bemærkes, at EU spillede en vigtig rolle i udskilningen af 2 kandidater til den afgørende runde, da EU-gruppen af 27 lande valgte både Yoo og Okonjo-Iweala.

Det betød, at Kenyas Amina Mohamed, der tidligere var betragtet som favorit, var ude af løbet.

Ms Yoo Myung-hee (Republic of Korea)

Minister for Trade.

Yoo Myung-hee store plus er omfattende erfaring med det internationale handelssystem.

USA’s handelsrepræsentant Robert Lighthizer vil – hvis Donald Trump vinder valget – have afgørende indflydelse på den amerikanske position. Han er en mangeårig WTO-skeptiker, og folk tæt på ham siger, at han ville foretrække at se en mere teknokratisk kandidat som Sydkoreas handelsminister Yoo som Generaldirektør for WTO. Hun har 25-års erfaring og har bidraget til at udvide sit lands kommercielle netværk gennem bilaterale aftaler med Kina, EU, Storbritannien og USA. Lighthizer kender koreaneren personligt fra deres samarbejde om en genforhandling af en handelsaftale tidligt i Trump-administrationen.

Hvad Kina, Brasilien, Indien og andre toneangivende lande mener er fortsat uklart.

Kandidaternes kampagne

Yoo har kæmpet hårdt for at sikre støtte fra Japan, der både er en handelspartner og rival til Sydkorea. Forværrede handelsforbindelser mellem de to eksportkraftcentre vejede i første omgang tungt på Yoos kampagne og er fortsat en vigtig overvejelse i løbets sidste fase.

Både Yoo og Okonjo-Iweala har bearbejdet medlemslandene med henblik på at opnå deres støtte. Blandt de modydelser, der tilbydes de lande, der støtter dem, er blandt andet posten som 1 af de 4 Vicegeneraldirektører i WTO.

The WTO will appoint its first-ever woman director-general as the shortlist narrows to South Korea's Yoo Myung-hee and Nigeria's Ngozi Okonjo-Iweala.

More @economics: https://t.co/wpP3xQRHt0 pic.twitter.com/ziOQm5rODF

— Bloomberg QuickTake (@QuickTake) October 8, 2020

De Økonomiske Vismænd opjusterer deres prognose trods stigende pres på økonomien fra nye corona-restriktioner både herhjemme og på mange af vores eksportmarkeder. Det fremgår af rapporten Dansk Økonomi efteråret 2020, der blev offentliggjort den 20. oktober 2020.

I rapporten spår vismændene, at bruttonationalproduktet (BNP) vil falde 3,6 pct. i år. Det er en opjustering fra et fald på 4,4 pct. i forhold til deres rapport fra juni, og stort set det samme som i deres mest optimistiske scenarie fra april.

Ikke behov for nye hjælpepakker

Økonomien er således – trods et højt smittepres – i følge De Økonomiske Vismænd godt i gang med at lægge krisen bag sig. Der er således ikke aktuelt brug for nye hjælpepakker.

Pensionsalder

Vismændene mener samtidig, at levetidsindekseringen af pensionsalderen, dvs. den gradvise forhøjelse af pensionsalderen i takt med den længere levetid, er afgørende for den langsigtede finanspolitiske holdbarhed.

CO2-afgift

Vismændene tilkendegiver ligeledes, at de klimapolitiske mål mest effektivt opnås via en ensartet afgift på drivhusgasser. Dermed får man markedet til at drive omstillingen. Planøkonomiske tiltag som tilskud, teknologikrav og forbud gør omstillingen unødig dyr.

”Forværres smittebilledet i Danmark og i udlandet mærkbart, vil de økonomiske udsigter blive forværret, og så kan der godt blive behov for finanspolitiske initiativer for at holde hånden under økonomien,” siger Carl-Johan Dalgaard, der til daglig er professor i økonomi på Københavns Universitet.

Kritik af Vismændenes optimisme

Fra flere sider kritiseres Vismændene imidlertid for at være for optimistiske.

Ledernes Hovedorganisationen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) mener, at det økonomiske tilbageslag, som følge af de voksende smittetal i specielt udlandet, undervurderes i rapporten.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at regeringen allerede nu gøre sig klar til f.eks. at udbetale flere kontante ydelser og sætte endnu flere offentlige anlægsprojekter i gang for at stimulere økonomien.

”Jeg kan frygte, at vismændene er lidt for optimistiske i deres vurdering af, hvor hurtigt dansk økonomi genoprettes”, siger Michael Rosholm, formand for AE.

Regeringen vil nominere Ulrik Vestergaard Knudsen til at blive ny generalsekretær i OECD. Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD og før det var han direktør i Udenrigsministeriet.

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021.

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes samt EU’s faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

Muligheden for at nominere kandidater til posten som ny generalsekretær for en 5-års periode løber frem til slutningen af oktober.

Herefter vil der blive foretaget interviews og konsultationer.

Annonceringen af en ny generalsekretær ventes at finde sted en gang i starten af 2021.

Andre kandidater

Sverige har nomineret tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom.

USA har nomineret Christopher P. Liddell, vicestabschef I Det Hvide Hus. Liddell, der blev født I New Zealand, har dobbelt statsborgerskab. Før Liddell kom til Det Hvide Hus, var han økonomidirektør (CFO) i General Motors Co., CFO i Microsoft Corp., og CFO of International Paper Co.

Canada har nomineret tidligere finansminister Bill Morneau.

Tjekkiet har nomineret Mr. Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel. Han er formand for Czech Chamber of Commerce og Viceformand for EUROCHAMBRES, sammenslutningen af europæiske handelskamre, der repræsenterer over 20 million virksomheder i 44 lande.

Australien har nomineret finansminister Mathias Cormann.

Estland har nomineret Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. Kersti Kaljulaid har været medlem af Verdensbankens rådgivningspanel for World Development Report 2021 samt medlem af Europarådets Council on Foreign Relations.

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.

Ingen er på stående fod i stand til at navngive EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Embedet blev etableret i Den Europæiske Union, som følge af et ønske om en bedre koordinering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Repræsentanten er i øjeblikket den 73-årige spanske socialist Josep Borrell Fontelles.

Josef Joffe fra tænketanken Hoover Institution på Stanford University leverer en overbevisende argumentation for at drømmen om en fælles EU-udenrigspolitik er en illusion.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kommentar/europa-leder-forgaeves-efter-fransk-tysk-lederskab

Journalisterne Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen leverer i bogen ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen” en åndeløst spændende fortælling om Saddam Husseins danske gidsler, og om hvordan det lykkedes at få smuglet attaché Mogens Pedersen ud af Irak kort tid inden Golfkrigen brød løs den 17. januar 1991.

Bogen har fået fremragende anmeldelser, og udover at fortælle en elementært spændende historie, giver den også et indblik i, at det danske udenrigsministerium dengang ikke kun var bemandet med ”silkeaber”, blåfrakker og laksko, men også blandt de ansatte havde mere handlekraftige typer som Mogens Pedersen og Mads Sandau-Jensen.

Birger Dan Nielsen

Især én diplomat – den daværende danske ambassadør i Kuwait, Birger Dan Nielsen – udsættes i bogen for kritik.

Birger Dan Nielsen havde været ansat i Udenrigsministeriet siden 1967, og ikke mindst hans arbejde med energispørgsmål var baggrunden for, at han i 1988 blev sendt til Kuwait som ambassadør. Ambassaden i Kuwait City var lille med lokalansatte og 3 udsendte: ambassadøren, attaché Mogens Pedersen og en kvindelig kontormedarbejder.

Optakten til Golfkrigen

Golfkrigen startede, da Iraks diktator, Saddam Hussein, den 2. august 1990 sendte sit militær ind i det olierige Kuwait.

Besættelsen blev fordømt af FN, og USA og en række europæiske og arabiske lande samlede en koalition til beskyttelse af Saudi-Arabien og befrielse af Kuwait, hvis den irakiske besættelse fortsatte.

En FN-resolution gav Irak et ultimatum om at forlade Kuwait inden den 17. januar 1991, men Saddam Hussein fastholdt besættelsen, og erklærede at Kuwait slet ikke eksisterede mere, men nu var den 19. provins i Irak.

Saddam Hussein krævede de udenlandske ambassader og repræsentationer i Kuwait City lukket eller trukket til Iraks hovedstad, Bagdad.

Blandt koalitionslandene var der enighed om ikke at efterkomme det irakiske krav, trods det pres der blev lagt fra irakisk side, herunder at ambassaderne var omringet af irakisk militær, hyppige afbrydelser af strøm- og vandforsyning m.v.

Danskerne evakueres

I slutningen af august 1990 blev danskere i Kuwait under ledsagelse af attaché Mogens Pedersen transporteret til Bagdad, hvor de sammen med andre vestlige landes statsborgere blev holdt som gidsler. Pårørende til ambassadefolk – Mogens Pedersens kone og Dan Nielsens kone – fik lov til at forlade Kuwait.

Gidslerne blev i løbet af efteråret 1990 forhandlet fri. Ét dansk gidsel, attaché Mogens Pedersen, blev nægtet udrejse.

Birger Dan Nielsen alene tilbage i Kuwait City

På ambassaden i Kuwait var ambassadør Birger Dan Nielsen alene tilbage.

De tilbageværende danskere i Kuwait City kan berette om hvordan ambassadøren rystede på hånden og hans bekymringer og beklagelser over forholdene. Udenrigsministeriet i København måtte ligeledes lægge øre til Dan Nielsens nervøsitet og hans daglige tryglen om at få lov til at rejse hjem.

Dan Nielsen henviste til at Finland havde rømmet deres ambassade og var rejst hjem i lighed med visse asiatiske og arabiske ambassader. Alle andre i koalitionen holdt imidlertid stand.

Fredag den 7. september 1990 er Dan Nielsen i total opløsning og Udenrigsministeriet imødekommer hans anmodning om at forlade ambassaden. Han får imidlertid ikke lov til som ønsket at rejse hjem til Danmark, men beordres til Bagdad for at støtte de danske gidsler.

Det hører med til historien, at den 2. august 1990, hvor Irak invaderede Kuwait, ferierede Dan Nielsen i Ægypten. Han afbrød skyndsomt ferien og rejste hjem til København. Udenrigsministeriet beordrede ham imidlertid til med det samme at indtage sin post i Kuwait. Via Riyadh i Saudi Arabien lykkedes det ham i bil at komme tilbage til Kuwait City.

I Bagdad

Ambassadør Birger Dan Nielsen ankommer herefter til Bagdad den 9. september 1990, hvor han indlogerer sig hos ambassadøren, og ikke plejer meget samkvem med de omkring 90 gidseltagne danskere.

Attaché Mogens Pedersen var ligeledes blevet tilbudt at flytte ind hos en ambassadekollega i Bagdad, men foretrak at blive sammen med en del af danskerne, der var indlogeret på et tarveligt hotel.

I Berlingske Tidendes anmeldelse den 19. oktober 2020 af ”Det Sidste gidsel – danskernes flugt fra Saddam Hussein og Golfkrigen”, skriver Jarl Cordua under overskriften ”Kritik af diplomat”:

”Det er også i den forbindelse, man fornemmer en vis diskret kritik af især en central diplomat, der åbenbart har det med at mase sig foran i køen for at blive hjemsendt foran andre civile danskere og på anden vis undervejs i fortællingen udviser manglende fornemmelse for kollektivets behov fremfor hans egne”.

Golfkrigen

Den 17. januar 1991 havde USA m.fl. samlet flere end 737.000 soldater fra 30 lande og 2.430 fly i Saudi-Arabien og andre arabiske stater ved Den Persiske Golf. Danmark bidrog med korvetten ’Olfert Fischer’.

Da Saddam Hussein fastholdt besættelsen, indledte den amerikanske koalition krigen mod Irak.

Krigen var slut 27. januar – Kuwait var befriet. De amerikanske styrker rykkede ikke op i Irak, hvor revolutionsgarden gennemførte en massakre på et mindretal i Sydirak.

Tiden, der fulgte

Birger Dan Nielsen blev efterfølgende udnævnt til ambassadør i Litauen og sluttede sin karriere som ambassadør i Bern, hvorfra han efter mindre end 2 år under ikke nærmere fremlagte omstændigheder blev afskediget fra udenrigstjenesten i 2005.

Berlingske Tidendes kommentator, Thomas Larsen, mener at Frank Jensens sexismesag er dybt pinagtig for Socialdemokratiet og Mette Frederiksen: Sexismesagen mod Københavns overborgmester vil ikke alene ryste Socialdemokratiet, men også flere andre partier på Christiansborg, hvor magtfulde mænd er gået for langt over for kvinder.

Thomas Larsen adresserer også i en særskilt analyse problemerne i Det Radikale Venstre efter Morten Østergaards afgang som politisk leder: Hvis det lykkes for Sofie Carsten Nielsen at overleve som radikal leder, vil hun få svært ved at genvinde troværdigheden blandt vælgerne og afværge et tilbageslag for de Radikale.

Niels Helveg Petersen

Thomas Larsen refererer flere gange til den tidligere radikale leder, Niels Helveg Petersen, som Thomas Larsen havde mange samtaler med, dengang han var en af de mest centrale aktører i dansk politik.

Niels Helveg Petersen, som Thomas Larsen sammen med Michael Kristiansen i 1996 har skrevet en hel bog om (Niels Helveg Petersen – manden og magten) skulle således engang have sagt, at ”Også for politikere er sandheden den bedste følgesvend, for det bliver hurtigt så svært at huske alle løgnene”.

Ordene skulle angiveligt være udtalt med et lille ironisk smil af manden, der af nogle på Christiansborg blev betegnet som en blodtørstig Mr. Hyde, en af disse evindelige ”slingrefise”, som Socialdemokraterne kaldte de radikale i 1980’erne, en kulissens hårdkogte actionman, en brutal politiker med meget begrænset loyalitetsfølelse og en sjældent svigtende trang til at dolke politiske ledere i ryggen.

Udadtil fremstod Niels Helveg Petersen ellers som munter og jovial, en vittig og tilbagelænet selskabsmand og kvindebedårer, en skakspillende og ret så kedelig forsigtigper, som ofte i fodboldmetaforer talte henført om det samarbejdende folkestyre, var optaget af Grundtvig og Grundloven, og elskede at citere den amerikanske politiker Tip O’Neill for, at der ikke er grænser for, hvor meget godt man kan udrette, hvis man er parat til at lade andre tage æren for det.

Udover at Niels Helveg Petersen dolkede Marianne Jelved som politisk leder, huskes han for at svare undvigende på et spørgsmål, om Svend Auken var den rette leder for Socialdemokratiet med: Jae, tja, bum, bum, bum.

Karsten Madsen

Thomas Larsen er ikke den eneste politiske kommentator, der har haft glæde af Niels Helveg Petersens indiskretioner om forhold i regeringen, i andre partier og internt i Det Radikale Venstre.

Den berygtede Karsten Madsen, der fra 1986 til 1995 var journalist, redaktionschef og medlem af chefredaktionen på B.T., var også en af Niels Helveg Petersens nære samtalepartnere.

Karsten Madsen var i stand til at levere slagkraftig, politisk journalistik, som ofte blev citeret på grund af sine enkle og mundrette ”one-linere”, der var skræddersyet til at blive gengivet i både de trykte som de luftbårne medier.

Madsen kunne kigge ultra-skarpt på datidens politikere og var altid først med en frisk analyse af, hvad han syntes, de skulle mene, og det var de så nødt til at mene. Det skete bl.a. som politisk kommentator på TV2.

Karsten Madsen havde selv næse for politiske intriger, men han havde næppe vedvarende været leveringsdygtig uden Niels Helveg Petersens indiskretioner.

Efter det såkaldte atom-valg i 1988 optog Poul Schlüter optog Det Radikale Venstre i regeringen i stedet for Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Hermed kom De Radikale i regering, men mistede samtidig muligheden for at tage særstandpunkter i Folketinget på det udenrigspolitiske område, og det alternative udenrigspolitiske flertal ophørte med at eksistere.

For de radikale var regeringsdeltagelsen imidlertid ikke idel lykke. Niels Helveg Petersen og de øvrige radikale ministre var hysterisk begejstrede for ministerposterne, muligheden for at sætte dagsordenen, ministerbilerne og pressens bevågenhed. De 5 folketingsmedlemmer, der ikke var plads til i regeringen, var til gengæld negative, kontrære og kritiske overfor regeringssamarbejdet.

På forespørgsel kunne gode kollegaer i Økonomiministeriet ofte bekræfte, at Karsten Madsen havde været forbi Niels Helvegs kontor, når Karsten Madsens ”analyser” i B.T. indeholdt oplysninger fra regeringens interne overvejelser.

Den berygtede Erik Skov Petersen

Hvad Karsten Madsen ikke fik fra Niels Helveg Petersen, fik han fra Erik Skov Petersen, der var den konservative arbejdsministers – senere finansminister – håndgangne mand, der var en hyppig gæst, når Karsten Madsen brugte løs af B.T.s repræsentationskonto.

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse er et tværdisciplinært forskningscenter, der er fysisk placeret på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Centeret åbnede i maj 2018 i anledning af H.K.H. Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Centeret er muliggjort af en donation fra Købmand Herman Sallings Fond.

Centerets vision er at bidrage til en bedre offentlig sektor, ved at producere, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse, der gør offentlige organisationer endnu bedre i stand til at leve op til og udvikle deres målsætninger til glæde for borgere og samfund.

Denne vision skal indfries igennem tre strategiske indsatsområder. Det første strategiske indsatsområde handler om at producere international topforskning om offentlig ledelse. Det andet strategiske indsatsområde drejer sig om at dele denne viden i tæt dialog med praktikere og derigennem bringe forskningen i spil i offentlige organisationer. Endelig handler det tredje strategiske indsatsområde om at anvende forskningen i forbindelse med undervisning og ledelsesudviklingsaktiviteter målrettet nuværende og kommende offentlige ledere.

Center for Offentlig Innovation

Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse står ikke helt alene med den presserende opgave at sikre en bedre offentlig sektor. Siden 2014 har der faktisk været folk på opgaven med at rydde op i moradset i en offentlig sektor plaget af skandaler og ”møgsager”.

Den daværende S-R-SF-regering etablerede Center for Offentlig Innovation, COI. Daværende økonomiminister Margrethe Vestager udpegede egenhændigt og uden opslag socialdemokraten Pia Gjellerup som centerleder.

Center for Offentlig Innovation har siden ført sig frem på Folkemødet på Bornholm, men har i øvrigt ikke været i stand til at levere positive nyheder om den offentlige sektor.

Centerleder Pia Gjellerup

Pia Gjellerup havde ellers et førstehånds kendskab til kritisabel forvaltning fra skandalen omkring Solhavegård, der var en socialdemokratisk kursusejendom med rod i regnskaberne.

Sagen kostede i 1993 Pia Gjellerup jobbet som justitsminister i begyndelsen af Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Pia Gjellerup blev efter kun 2 måneder som minister fældet af sagen om den krakkede kursusejendom Solhavegård, hvor hun havde været bestyrelsesformand.

Efter sin exit som justitsminister blev Pia Gjellerup næstformand for Folketingets finansudvalg. Samtidig havde hun det krævende job som gruppeformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 23. marts 1998-21. december 2000 var hun Erhvervsminister. Derefter var hun indtil 27. november 2001 Finansminister.

Den socialdemokratiske Nyrup-regering blev i 2001 afløst af KV-regeringen under ledelse af Anders Fogh-Rasmussen. Efter regeringsskiftet repræsenterede Gjellerup fortsat Socialdemokratiet og Vestre Storkreds i Folketinget frem til 2007. Hun blev derefter ansat i bureaukraternes fagforening, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), bl.a. som chef for den politiske afdeling.

COI koster 10 millioner kr. om året

Pia Gjellerups virke i Center for Offentlig Innovation har som nævnt ikke givet anledning til forbedringer overhovedet i den offentlige forvaltning. Hvad Gjellerup egentlig foretager sig unddrager sig, men det lykkes hende alligevel år efter år at afbrænde finanslovsbevillingen på 10 millioner skattekroner!

Professor Flemming Besenbacher er en mægtig mand i dansk forskning og erhvervsliv, og han har bl.a. været næstformand for Innovationsfonden, der er stiftet af staten og finansieret af skatteborgerne, den skal støtte strategisk forskning, højteknologi og innovation.

I forbindelse med uddeling af store millionbeløb, har Besenbacher angiveligt kortsluttet normale procedurer, der skal sikre ens behandling af ansøgerne, og ved at fremme sager, hvor han burde have erklæret sig inhabil.

Da en medarbejder i Innovationsfonden gjorde opmærksom på, at fonden var på kant med gældende regler, blev medarbejderen efter et længere ordskifte sat på plads af Besenbacher med: ”Lad nu være med det jura dér, lad os nu bare vise, at vi kan gøre det her. Hold nu op med det der.”

I sin adfærd minder Flemming Besenbacher om en anden magtfuld formand;

Statens Jordlovsudvalgs første formand var husmand Niels Frederiksen, der var medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre og formand for De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger. Udvalgsmedlemmerne var udpeget blandt Rigsdagens partier.

Statens Jordlovsudvalg havde til opgave at administrere jordlovene, herunder fremskaffe jord til udstykning til husmandsbrug fra præstegårdsjorderne, som allerede var offentlig ejendom, fra majoratsjord (len og stamhuse) og i et vist omfang ved frasalg af anden offentligt ejet jord.

Niels Frederiksen var formand fra 1919 til 1947 og tillagde sig selv og Jordlovsudvalget vidtgående beføjelser. Da en sekretariatsmedarbejder på et tidspunkt i forsigtige vendingen påpegede, at en påtænkt disposition måske ikke var ganske lovmedholdelig, blev han afvist med, at ”det skulle gennemføres som besluttet, men at det naturligvis skulle være så lovligt som muligt!”

https://www.berlingske.dk/ledere/besenbachers-lette-forhold-til-jura-og-moral

”Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord”, sagde statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale.

Regeringen vil give syv danske kommuner ”fuldstændig frihed” på et udvalgt velfærdsområde.

Dermed vil de syv kommuner, som indgår i regeringens forslag (Helsingør, Rebild, Viborg, Middelfart, Holbæk, Langeland og Esbjerg) i de næste tre år blive fritaget for så meget statslig regulering og lovgivning som muligt.

Forsøget er et led i den ”nærhedsreform”, som statsministeren også omtalte i sin åbningstale sidste år, og omfatter tre forudbestemte velfærdsområder; folkeskole, dagtilbud og ældre.

Helsingør Kommune får ”fuldstændig frihed” på daginstitutionsområdet de næste tre år.

Viborg, Middelfart og Langeland kommuner har angiveligt fået tilbudt frihed på ældreområdet.

Med de andre kommuner – Rebild, Holbæk og Esbjerg – har regeringen indgået lignende aftaler.

Frisætning af kommuner

Efter årtier med stadig større centralisering, stigende bureaukrati og centralt fastsatte, detaljerede regler for ”alt mellem himmel og jord”, som statsministeren siger, bør det hilses velkommen, at en række kommuner sættes helt fri i forhold til centralt fastsatte regler.

Der har været frikommuneforsøg tidligere, hvor der – når det kom til stykket – alligevel har været en masse begrænsninger. Folkeskolelov, den sociale servicelov og anden lovgivning bliver jo ikke uden videre ophævet af forsøgsordningen.

Denne gang har regeringen skabt en forventning om, at frihedsgraden er større end tidligere, og derfor skal forøget bestemt have en chance.

Hvorfor ikke på forsøgsbasis frisætte kommuner fra Planlovens snærende bestemmelser?

Et andet politikområde, hvor kommuner og lokalsamfund er spundet ind i et fintmasket centralt fastsat regelværk, er planområdet. Her kunne det give rigtig god mening at fjerne en række af de begrænsninger, der er på kommuner og borgeres muligheder for at løfte ansvaret for udviklingen af deres eget lokalområde.

Politisk aftale om den gældende planlov

Med virkning fra 15. juni 2017 blev Planloven “moderniseret”, og der blev gennemført en række substantielle ændringer med det overordnede formål er at give kommuner, virksomheder og borgere bedre rammer for at skabe udvikling og vækst i hele landet.

De seneste (tekniske) planlovsændringer vedrørende et nyt redegørelseskrav for Grønt Danmarkskort, mulighed for at planlægge for boliger på lugtbelastede arealer, overførsel af fleksboligordningen fra boligreguleringsloven til planloven og mulighed for fristforlængelser for forsøgsprojekter, trådte i kraft den 1. april 2020.

Den måske vigtigste ændring, der blev politisk aftalt i 2017, er en ændret formålsbestemmelse. Hensyn til erhverv skal nu indgå på lige fod med hensynet til natur og miljø. Det afgørende er imidlertid, at denne afvejning ikke overlades til kommunerne alene!

Byggerier i landzone

Landzonereglerne blev lempet, og der bliver bedre mulighed for at bygge i landzone.

Den moderniserede planlov muliggør, at også andre bygninger end tiloversblevne landbrugsbygninger kan genanvendes. Bygningsværdier som f.eks. tidligere skoler og mejerier kan anvendes af iværksættere og virksomheder, der kan udnytte bygningerne til at skabe vækst og udvikling.

Virksomheder, der allerede er etableret i landzone, har fået bedre muligheder for at blive og udvikle sig i lokalområdet. Samtidig har landbruget fået bedre og mere tidssvarende rammer ved udvidelser og opførelse af ny bebyggelse.

Statens indsigelsesret er begrænset

Staten skal fremadrettet alene have mulighed for at stoppe den kommunale planlægning med indsigelser, når der er tale om ”væsentlige nationale interesser”, som blandt andet fastholdelse af store produktionsvirksomheder, transportkorridorer, natur og miljø, kulturarv og landskaber. Derudover vil høringsfristerne for lokal- og kommuneplaner afkortes samtidig med at mulighederne for at dispensere fra lokalplaner for at understøtte en kortere og mere effektiv planlægningsproces udvides.

Sommerhuse

Vedrørende sommerhuse kom der mere fleksible rammer for brug og udlejning i vinterhalvåret ved, ligesom pensionister fik ret til at bo i deres sommerhus hele året, uanset hvor længe de har ejet sommerhuset, og om det ligger i et sommerhusområde eller i det åbne land.

Planloven kan fortsat begrænse mulighederne for udlæg af nye sommerhusområder, men reglerne om strandbeskyttelse, så borgere, hvis grund er beliggende indenfor 300 meter fra strandkanten, frit må foretage mindre ændringer på grunden, dog vil det fortsat ikke være tilladt at ændre i selve klitten.

Kystnærhedszonen

Reglerne i planloven vedr. fredninger og beskyttelse af natur og miljø i kystnærhedszonen er opretholdt, men der er indført mere fleksible regler om strandbeskyttelse, så virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv kan skabe tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne.

Trods de borgerlige partiers forsøg på i den reviderede planlov at tillade en forsøgsordning for kyst- og naturturisme, som ville have muliggjort en række nye kystprojekter, blev der ikke opnået politisk enighed.

Jyllands-Posten og andre medier har beskrevet hvordan en nidkær administration af reglerne vedrørende kystnærhedszonen forhindrer en lokalt drevet udvikling af Venø i Limfjorden.

På det meste af Venø må man ikke bygge et nyt hus, og selvom borgerne på øen Venø i Limfjorden er parate til at udvikle deres ø, bliver mange initiativer bremset, da stort set hele øen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Et forsøg, hvor øer og andre udvalgte områder, fritages fra Planlovens snærende bestemmelser, kan være med til at udvikle små lokalsamfund.

Almennyttige boliger

VLAK-regeringen havde også ønsket at fjerne bestemmelsen (i Planlovens § 15 stk.2, nr. 9) om, at der i en lokalplan kan træffes bestemmelse om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger. Kommunerne kan dog alene stille krav om almene boliger i områder, der ikke aktuelt anvendes lovligt til boligformål.

Socialdemokratiet gjorde det imidlertid til en betingelse for en aftale om den reviderede planlov, at bestemmelsen om almennyttige boliger fortsætter uændret.

Planlovens centralt fastsatte detailhandelsbestemmelser

Planlovens detailhandelsbestemmelser var kontroversielle i forhandlingerne om en moderniseret planlov. Det korte af det lange var, at planlovens detailhandelsbestemmelser ikke blev ophævet. Det politiske flertal var ikke til sinds at overlade ansvaret for den lokale butiksstruktur til lovligt valgte og repræsentative kommunalbestyrelser.

Reglerne for butiksstørrelser i byer blev efter mange diskussioner ændret således, at kommunerne allernådigst får lov til at planlægge for større butikker. Der blev således skruet lidt op for de tilladte størrelser på de større centersupermarkeder og dagligvarebutikkerne. De må nu være op til 5.000 kvadratmeter store mod 3.500 kvadratmeter tidligere. At der ikke blev givet helt los sker for at undgå de såkaldte hypermarkeder, som kunne have øget konkurrencen mærkbart.

For specialbutikker såsom skoforretninger, butikker med hårde hvidevarer eller andre lignende forretninger blev størrelsesbegrænsningerne dog helt ophævet.

Det var næsten rørende i september 2019 i Ugebrevet Mandag Morgen at læse den tidligere radikale udviklingsminister Christian Friis Bachs refleksioner over at miste sit job.

Da S, R, SF-regeringen, hvor Friis Bach beklædte posten som udviklingsminister, tiltrådte den 3. oktober 2011, blev alle fagministerierne beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de krævede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Regeringens projekt vedrørende ”Effektiv Administration” skulle for enhver pris tvinges igennem. Bevillinger skulle målrettes mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Resultatet var et veritabelt blodbad i centraladministrationen., hvor ministerierne brutalt skilte sig af med i hundredvis af især ældre, erfarne (og dyre) medarbejdere. I Christian Friis Bachs eget Udenrigsministerium fik 60 medarbejdere umiddelbart marchordre og flere fulgte.

Dem, der i den periode kom tæt på Friis Bach, kunne ikke registrere den mindste fortrydelse over regeringens radikale og brutale personalepolitik – tværtimod forekom udviklingsministeren fuldstændig ubekymret over de personlige konsekvenser og den svækkelse fremfærden indebar for bistandsadministrationen.

Fyringen fra Dansk Flygtningehjælp

Baggrunden for Christian Friis Bachs hykleri i Mandag Morgen var Dansk Flygtningehjælps overraskende fyring i april 2019 af generalsekretær Christian Friis Bach. Fyringen gav anledning til uro i nogle af de 28 medlemsorganisationer, og spekulationer om der måske var forhold i Bachs adfærd overfor kvindelige medarbejdere, der var årsagen til fyringen. Både FN-Forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke krævede en grundig redegørelse af både beslutningsgrundlaget og forløbet frem til fyringen.

Den officielle begrundelse for fyringen var: “Et enigt forretningsudvalg vurderer, at der er behov for en anden ledelsesprofil til at føre Dansk Flygtningehjælp godt igennem de nødvendige forandringer, således at positionen som en af verdens førende humanitære organisationer videreføres.”

Dansk Flygtningehjælp er en såkaldte NGO – en ikke-statslig organisation. Imidlertid er det kun en mindre del af aktiviteterne, der finansieres af medlemmerne og ved indsamlinger – kun omkring 125 mio. kr. om året.

Hovedparten af de samlede aktiviteter på over 3 mia. kr. finansieres af donorer, herunder den danske stat.

Dansk Flygtningehjælp driver også indtægtsdækket virksomhed – sprogundervisning og diverse integrationsaktiviteter.

Denne del af virksomheden har givet dundrende underskud i de sidste 2 regnskabsår. Flygtningehjælpen har over 7.000 ansatte og bistås i øvrigt i Danmark af over 8.000 frivillige.

Dansk Flygtningehjælp har en vaklende økonomi, men organisationen ville ligesom fleste danske NGO’er kollapse totalt, hvis de ikke var afstivet med en kraftig, bærende konstruktion af skattekroner. Betegnelsen NGO – ikke statslig organisation – er derfor aldeles misvisende.

Samtidig er det over en årrække gået sådan, at store NGO’er som for eksempel Dansk Flygtningehjælp, Danmarks Naturfredningsforening, Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam Ibis er blevet kapret af partipolitiske interesser. De optræder uden blusel med politiske krav, som man ellers kun finder hos de yderligtgående, venstreorienterede og radikale partier – men slipper for at stå til ansvar overfor Rigsrevision og andre tilsynsmyndigheder, som statslige og offentlige institutioner må leve op til.

Fyringen af Christian Friis Bach efter blot 18 måneder på posten tyder dog på, at organisationens ledelse i april 2019 tog konsekvensen af generalsekretærens åbenbare inadækvate ledelsesadfærd.

GGGI-sagen og afgangen som Udviklingsminister

Før Christian Friis Bachs kortvarige ansættelse i Dansk Flygtningehjælp, havde han faktisk tidligere givet anledning til tvivl om hans driftssikkerhed og håndtering af administrative spørgsmål. Da sagen om Lars Løkke Rasmussens kostbare rejseaktivitet som formand for udviklingsorganisationen GGGI i efteråret 2013 rasede, oplyste udviklingsminister Christian Friis Bach overfor Folketinget og pressen, at han intet kendte til rejserne.

Den 21. november 2013 meddelte Friis Bach på et pressemøde i København, at han trak sig som udviklingsminister. Det skete på baggrund af, at han ”var kommet i tanke om”, at han i foråret 2013 personligt havde deltaget i et bestyrelsesmøde i GGGI, hvori Lars Løkkes rejser som formand for GGGI blev godkendt, uden at han tilsyneladende havde bemærket det, selvom rejsereglerne var beskrevet i et bilag til dagsordenen.

Hvad har han ellers lavet?

Tidligere udviklingsminister og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Christian Friis Bach, var med på holdet, da den Aarhusbaserede Radio4 den 1. november 2019 overtog Radio24syvs del af FM-båndet.

Christian Friis Bach har været vært for programmet ”Den danske forbindelse”. Programmet, der med radioens egne ord er “et anderledes udenrigspolitisk magasin, som samler op på de vigtigste internationale begivenheder.”

I programmet var de primære kilder hverken udlandskorrespondenter, -redaktører eller -kommentatorer. Det var derimod danskere, som er rejst ud i verden for at leve, studere, bo og arbejde.

Christian Friis Bach supplerede selv i programmet beretningerne fra udlandsdanskere, “som er øjenvidne til, hvad der faktisk foregår på gaden i Hong Kong eller som kan give os nye perspektiver på et Rusland, vi har svært ved at forstå.”

Programmet løb over 6 måneder, men på trods af alle værtens ”rigtige” meninger, blev programmet aldrig rigtig interessant.

Warfair

I foråret 2020 etablerede Christian Friis Bach importvirksomheden Warfair med visionen om at skabe fred gennem handel.

Warfair importerer varer fra krigs- og konfliktzoner, der skal lanceres på det europæiske marked i samarbejde med kvalitetsbrands.

Det første samarbejde er med Coffee Collective, hvis butikker skal sælge importeret kaffe fra det krigshærgede Yemen.

Christian Friis Bachs vision er, at handlen med varer fra sådanne konfliktramte områder kan skabe fred og fremgang i det pågældende land.

Christian Friis Bach og seksuelle krænkelser i Det Radikale Venstre

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Christian Friis Bach, som nogle i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at han har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen, derfor er forekommet.