Af uransagelige grunde syntes der i Danmark og i andre EU-lande er være store forhåbninger til, at Demokraterne og Joe Biden vinder valget i USA den 3. november 2020.
Opfattelsen er åbenbart, at en Demokratisk kontrolleret Kongres og en Demokrat i Det Hvide Hus vil være en fordel for EU og resten verden.
Realiteten er, at uanset om Trump genvælges eller Joe Biden vinder præsidentvalget i USA den 3. november 2020, ligger det klart, at USA ikke er indstillet på at understøtte en kontroversiel international verdensorden, urimelige internationale aftaler og dårligt fungerende internationale institutioner på bekostning af amerikansk suverænitet.
Handel
Det bør ikke glemmes, at det var Obama, der startede med at undlade at udnævne amerikanske dommere til WTO, der nu er lammet selvom europæiske lande havde ønsket at styrke organisationen.
Det er muligt, at USA med Biden som præsident mere helhjertet vil deltage i den enorme reformproces, der forestår hvis WTO igen skal gøres relevant.
På den anden side, er der ikke grund til at tro, at handelsforhandlingerne mellem EU og USA om Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) vil blive genoptaget.
Uenighed om håndteringen af forhold, der i handelsforhandlinger benævnes som non-tariff barriers (NTB), var i høj grad årsagen til, at forhandlingerne mellem EU og USA om en handels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), i slutningen af 2016 brød sammen efter mere end 3 års forhandlinger.
Ambitionen var ellers at nå en aftale, der stort set ville fjerne de tilbageværende toldsatser samt – som det vigtigste – strømliner og harmoniserer europæiske og amerikanske regler og standarder, så handlen mellem de to regioner kan glide lettere og eksporten begge veje dermed vokse.
Det er mere nærliggende, at der – uanset hvem, der vinder valget – snarest vil blive indgået en handelsaftale mellem UK og USA.
En præsident Biden vil ikke kunne overhøre den grundlæggende kritik, der i USA og i andre dele af verden er rejst mod Kina. Det er muligt retorikken vil ændres, men også demokraterne har lært faren ved at underordne amerikanske interesser og suverænitet for at leve op til omverdenens forventninger om, at en stor og stærk supermagt skal ”ofre sig” for almenvellet.
Vil NATO-samarbejdet blive påvirket?
Det bør erindres, at adskillige præsidenter før Donald Trump har været ude med krabasken overfor europæiske NATO-allierede, der ikke anvendte 2 pct. af deres BNP på forsvar.
De europæiske lande har rente faktisk forhøjet forsvarsbudgetterne, og der er ingen tegn på, at det militære NATO-samarbejde er svækket overhovedet.
Det bør også noteres, at USA under Trump ikke har ”tvunget” NATO-allierede som Danmark m.fl. til at gøre fælles sag med USA i håbløse militære interventioner. Det er fortsat en gåde hvorfor Danmark har ladet sig overtale af Frankrig og andre til åbenlyst håbløse engagementer i Irak og i Mali.
FN og menneskerettigheder
Selvom Trump trak USA ud af FN’s Menneskerettighedsråd, var USA allerede under George Bush i 2006 særdeles kritisk.
Den Internationale Straffedomstol, som blandt andet dømmer i sager om krigsforbrydelser, og Tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention, der tillader kontrolbesøg i de enkelte landes fængsler, har USA heller ikke underskrevet.
Faktisk har det længe før Donald Trump blev præsident været snarere reglen end undtagelsen, at USA lader være med at tilslutte sig bindende internationale aftaler.
F.eks. er kun to lande ikke en del af FN’s Børnekonvention fra 1989, som blandt andet forbyder børnesoldater og henrettelser af personer under 18 år. De to lande er Somalia og USA. I 1997 vedtog verdens nationer at forbyde produktion og brug af landminer. Ti lande stemte imod aftalen: Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Iran, Irak, Vietnam, Egypten, Tyrkiet og USA.
En gennemgang af de traktater, som verdens lande har vedtaget i FN gennem de seneste knap tres år viser, at USA sjældent er en del af dem. Samtidig er de konventioner, som supermagten faktisk har ratificeret, fulde af amerikanske forbehold.
Mellemøsten
Alle er enige om at Obama ikke havde en heldig hånd med at varetage amerikanske interesser i Mellemøsten.
Trump trak USA ud af Iran-atomaftalen, som Obama indgik uden øje for amerikanske interesser og under protest fra Republikanerne, men af hensyn til sit eget eftermæle som modtager af Nobels fredspris.
Om en præsident Joe Biden vil genindtræde i Iran-aftalen, er tvivlsomt. Det vil forudsætte fundamentale ændringer i aftalen – ændringer, Iran tidligere har afvist.
Trump er lykkedes med at omgå Palæstinensernes forsøg på at blokere en fredsaftale mellem Israel og deres arabiske naboer. Det er bl.a. sket ved at lægge pres på Palæstinenserne, herunder trække USA ud af UNRWA, der dermed hæmmes i at understøtte palæstinensiske aktiviteter.
Allerede Obama/Biden lovede at flytte den amerikanske ambassade i Israel til Jerusalem, men det var Trump, der rent faktisk gennemførte det.
Den 15. september 2020 blev der indgået en historisk aftale mellem Israel, Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, der normaliserer forholdet mellem Israel og de arabiske Golf-stater.
Donald Trump udnytter naturligvis “fredsaftalen” til det yderste i hans kampagne mod Joe Biden. Uanset hvad der har været sagt om Trumps udenrigspolitik, så er aftalen et håndfast bevis på, at han leverer, og bringer harmoni til et kaotisk Mellemøsten!
Desværre er vi ikke vidne til den endegyldige fredsaftale for Mellemøsten. Palæstinenserne, der opfatter aftalerne som et anslag mod deres drømme om en selvstændig stat, er forfærdede.
Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning for en samlet fredsaftale. Qatar er ikke umiddelbart til sinds at slutte sig til UAE og Bahrain og her og nu etablere diplomatiske forbindelser med Israel, før konflikten med palæstinenserne er løst.
Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret til fordel for houthi-oprørerne.
Den manglende enighed blandt de arabiske Golf-stater har også hæmmet Donald Trumps bestræbelser på at danne en fælles front mod Iran i Golfen. Derfor har USA aktivt forsøgt at mægle i striden med Qatar, men indsatsen, støttet af Kuwait, har efter Qatars opfattelse endnu ikke nået et vendepunkt.
Forhandlingerne har bevæget sig ud over de krav, som boykotstaterne tidligere har præsenteret som grundlag for at indstille boykotten. Kravene omfatter lukning af Qatars statsfinansierede Al-Jazeera TV – en hyppig kritiker af andre arabiske lande og regeringer.
Det forlyder, at Qatar prioriterer forholdet til Saudi-Arabien, som Qatar deler sin eneste landegrænse med. Hvis Saudi-Arabien flytter sig, vil Qatar måske ændre politik.
Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.
På trods af palæstinensiske protester blev Israel og Sudan fredag den 23. oktober 2020 enige om at normalisere forbindelserne.
Israel har siden henholdsvis 1979 og 1994 haft normale diplomatiske relationer med Ægypten og Jordan.
Klima
Trump er indstillet på at trække USA ud af Paris-aftalen fra 2015 inden for FN’s klimakonvention UNFCCC, som drejer sig om begrænsning af udledning af drivhusgasser gennem grøn omstilling, klimatilpasning og finansiering heraf.
Barack Obama underskrev aftalen vel vidende, at han ligesom Clinton og Kyoto-aftalen ikke havde skygge af chance for at aftalen godkendt i Kongressen.
Om en præsident Biden vil kunne opnå Kongressens godkendelse af Paris-aftalen er tvivlsomt.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 