En tidligere EU-tilhænger fylder 75

 

Når fanden bliver gammel, går han i kloster, lyder et gammelt ordsprog. Sjældent har det passet bedre end på den ambitiøse opportunist, Uffe Østergaard, der den 27. oktober 2020 fylder 75 år.

EU står overfor enorme udfordringer – både når det gælder flygtninge- og migrationskrisen, Covid-19 og den økonomiske krise. EU truer med at falde sammen, og kun Tyskland er tilbage som motor i det europæiske fælleskab. Frankrigs Macron prøver at gøre sig gældende, men Frankrig har sine egne problemer. UK, der tidligere var fornuftens stemme og Danmarks allierede, har taget konsekvensen og forlader nu den synkende skude.

Det grandiose europæiske projekt trues fra alle sider. I Sydeuropa er det den stadig eksisterende venstrefløj, som sammen med anarkister kæmper imod reformer, globalisering og markedsstyring, der vinder frem sammen med nationale højrepartier. Østeuropa har med Polen og Ungarn i spidsen fundet sin egen vej, og i Nordeuropa tegnes det politiske billede i stadig højere grad af EU- og indvandrerkritiske folkebevægelser og partier.

De fleste danskere har allerede opgivet EU som løsningen på noget som helst. Mette Frederiksen er åbenlyst skeptisk – efterhånden forsvares EU-konstruktionen alene af det skandaliserede Radikale Venstre, tænketanken EUROPA og den hensygnende Europa-bevægelse, der meget symptomatisk har den notorisk utroværdige Stine Bosse som formand.

Burde vi have erkendt problemerne tidligere? Ja, bestemt. Tidligere var det en forpligtelse for de privilegerede, der bar de gyldne kæder, at bidrage til den almene viden. Sådan er det ikke mere, og derfor bliver den danske offentlighed ikke ordentligt informeret. Det er en sørgelig kendsgerning i dagens Danmark, at alle, der har viden og indsigt, først tør tale, når de er blevet pensioneret.

Uffe Østergaard

Uffe Østergaard, der den 27. oktober fylder 75, er et sådant eksempel. Østergaard ved mere om dansk og europæisk historie end de fleste, og han har opportunistisk bygget sin karriere på at argumentere for det internationale og nedgøre nationale værdier, og han har markeret og ernæret sig med dybsindige analyser af dansk og europæisk politik og historie. Desværre har han ikke tidligere fundet anledning til at advare mod den udvikling, der nu tegner til at føre til det totale sammenbrud.

Men i 2016 får Uffe Østergaard pludselig en åbenbaring – nu skal Europa beskytte sig bag et jerntæppe, mener Uffe Østergaard. Den livslange supereuropæer roser samtidig Dansk Folkeparti som det parti, der har den mest gennemarbejdede og realistiske EU-politik!

De overraskende udtalelser kan læses i et interview i Weekendavisen den 15. april 2016 med den da netop pensionerede CBS-professor. Interviewet bringes med overskriften ”Fort Europa” og intervieweren Arne Hardis oplyser, at han bliver overrumplet af Uffe Østergårds svar på spørgsmålet om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Uffe Østergaard får også i interviewet understreget, at ”Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.”

Selvom Jesus ifølge Lukas sagde, at der er større glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse, er den nye trosbekendelse fra Uffe Østergaard bemærkelsesværdig så kort tid efter han var fratrådt sin velbetalte offentlige ansættelse. Har han vidst det hele tiden, og er alle hans bøger intet andet end propaganda for en sag, han ikke engang selv har troet på rigtigheden af?

Er det endnu en af de sidste dages hellige, der toner frem af disen?

Blandt bemærkelsesværdige vendekåber, finder vi også Per Stig Møller, der har sagt ”sandheder”, efter han er blevet forhenværende (dog ikke om hans kinesiske kones fædreland). Hvad bliver det næste? At Marlene Wind også pludselig åbenbarer sig som kritiker af EU og forsvarer for nationalstaten?

De tidlige år

Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister i historie fra Aarhus Universitet. Som et ægte medlem af 68-bevægelsen var Uffe Østergaard i mange år lektor i historie, var medlem af VS og boede i kollektiv.

For 68-bevægelsen kunne intet tages for givet eller forblive uberørt – alt skulle udfordres og alle tabuer nedbrydes og provokeres. Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv. osv. 

Det blev demonstreret hvordan overleverede og især nationale symboler, myter og institutioner var illusioner, kunstige og kreeret af og til fordel for de herskende klasser.

Uffe Østergaard deltog villigt i det, som fremstod som provokationer, men i virkeligheden var opportunisme og konformitet i den herskende kontekst på Århus Universitet. Ved folkeafstemningen om EF, som EU hed dengang, stemte han naturligvis imod. I det hele taget faldt Østergaard godt ind i opgøret med autoriteterne og markerede sig snart med lange og ordrige udredninger om Karl Marxs samfundsopfattelse. Bogen –  ”Til arbejderbevægelsens historie” fra 1973 – havde på bagside følgende trykte proklamation: ”Gennem studiet af arbejderbevægelsens historie findes kernen til forståelsen af menneskelig undertrykkelse og frigørelse i klassekampens perspektiv. Tilegnelsen af denne – på linje med tilegnelsen af den marxistiske teori – er en forudsætning for etableringen af en korrekt revolutionær strategi”.

I 1976 skrev han en artikel med den titlen: “Forskningsstrategiske problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie – bidrag til en historisk materialistisk samfundsvidenskab”.

Artiklen, der umiddelbart fremtrådte i overensstemmelse med tidens klare kapitallogik, indgik i tidens indforståede og ørkesløse marxistiske diskussioner om, hvad der er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. En nærlæsning – dengang og i dag – afslører dog at Østergaard er svær at blive klog på. Tanken flyver ud af den ene tangent efter den anden og Østergaard ender uvægerligt med at modsige sig selv.

Hvis man under en forelæsning – og jeg har deltaget i adskillige forelæsninger med Uffe Østergaard – stillede spørgsmål til hans udlægninger, kiggede han på en med sine små griseøjne bag de tykke brilleglas, sugede luft ind og kom herefter med en lang og rablende redegørelse.

Uffe Østergaard har i forbindelse med flere studieophold i Italien i en periode, hvor Le Brigate Rosse huserede, specialiseret sig i Italien og bl.a. skrevet lærde afhandlinger om fascismen.

Det revolutionære appellerede til Uffe Østergaard, der sammen med en hel ung generation på universitetet var klar til kamp. Da revolutionsiveren ebbede ud i løbet af 1980erne, var de begavede gemytter klar til at erobre systemet indefra og intellektuelt smidigt skifte partisantørklæder og maosko ud med mere klædeligt og borgerligt antræk. De stormede ind på universiteter og medier og blev toneangivende.

Jean Monnet-professor

Uffe Østergaard var med sin opportunisme og glimrende begavelse et klart valg til en fornem karriere. Han blev snart fastansat på Aarhus Universitet og specialiserede sig i forskning i dansk identitet og europæisk historie og kom snart til at beklæde et såkaldt Jean Monnet-professorat ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til projekteringen af det europæiske fællesskab i 50’erne og 60’erne.

Jean Monnet-lærestole blev i 1990-2000 specielt oprettet af EU-kommissionen til at arbejde for at fremme europæisk integration, og gives til dem, der er “entirely devoted to the teaching of European integration”.

Et Jean Monnet-professorat tildeles for en syvårig periode i samarbejde med det modtagende universitet. I Danmark var der i 2002 i alt 18 Jean Monnet-professorer.

Mærkeligt nok gav det dengang ikke anledning til kritik at EU-udnævnte og -finansierede professorater docerede EU på danske universiteter. Østergaard måtte dog tåle, at den borgerligt-liberale historieprofessor, Niels Thomsen, ikke ville anerkende ham som rigtig professor, men karakteriserede Uffe Østergaard som “euro-professor”.

Professoratet betød, at Østergaards tidligere marxistiske retorik nu blev udskiftet med dybsindigheder om Europas fremtid.

2002 – 2003 var Østergaard direktør for Center for Holocaust and Genocide Studies, og 2003-2006 afdelingschef for Holocaust- og Folkedrabsstudier under Danish Institute for International Studies, DIIS.

Lærestol på Handelshøjskolen

I 2007 fik han et professorat i europæisk og dansk historie – dog ikke ved et rigtigt universitet, men kun ved Copenhagen Business School, CBS.

Han markerede sig – gerne i pressen – med analyser af dansk og europæisk politik og historie. Han kastede sig gerne ud i indviklede analyser af årsager og strukturer, som ikke var åbenlyse for menigmand.

Han har også udgivet en række bøger om både europæisk og dansk kultur og historie, hvor det er værd at fremhæve hans bøger ”Europas ansigter” (1992) og ”Europa. Identitet og identitetspolitik” (1998).

I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog ”Europas ansigt” i Weekendavisen hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange “løse formuleringer og upræcise hypoteser” i bogen, som er typiske for Østergaard.

Uffe Østergaards nye mening

Hvis man kan finde en rød ideologisk tråd i Østergaards mange artikler og bøger efter han måtte opgive marxismen, så er det en afstandtagen fra nationalstaten og en kærlighedserklæring til EU og integrationen ind i denne.

Efter Uffe Østergaards ændrede opfattelse som pensionist, har han diverteret offentligheden med ordrige analyser af (næsten) alt mellem himmel og jord.  

Overraskende for nogle, har vi har under overskriften “Viktor Orbán og ungarsk politisk kultur” hørt pensionisten Uffe Østergaard fremstille den ungarske premierminister som en foregangsmand, der byggede hegn, hvorefter andre lande fulgte trop og begyndte at kontrollere deres grænser.

Nu slår Uffe Østergaard til lyd for ”Fort Europa”: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra”.