Søndag den 20. december 2020 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Indlægget i Berlingske Tidende er et slet skjult forsøg på at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. VI må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Når vi betænker, at Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003 holdt en omstridt tale, hvor han tog et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen, som han konkluderede havde været et ”politisk og moralsk svigt”, kender hykleriet ingen grænse.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Anders Fogh Rasmussen mener nu, at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen og Margrethe Vestager

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Ny holdning I Danmark?

Måske er der en ny holdning på vej i Danmark. I hvert fald udsendte udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. november 2020 på twitter en meddelelse om EU-landenes bekymringer for situationen i Hong Kong med en opfordring til det kinesiske regime om at respektere ytringsfrihed og demokratiske rettigheder til at give udtryk for alternative opfattelser.

Vækstfonden, der blev grundlagt i 1992 af den danske regering, er en selvstændig offentlig virksomhed, der ejes af den danske stat og finansierer innovation og vækst i danske virksomheder.

Vækstfonden yder lån og garantier samt egenkapital til virksomheder i en bred vifte af brancher, herunder virksomheder fra Grønland og Færøerne. Venture investeringer fokuserer primært på teknologidrevne sektorer som biotech, medtech, edtech, it og robotteknologi. Investeringer gennem små og mellemstore fonde dækker et bredere udvalg af brancher.

I 2018 blev Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, af daværende erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnt som formand i Vækstfonden.

Claus Gregersens centrale rolle i skandalen omkring OW Bunkers bidrog til den udbredte tvivl om den tidligere erhvervsministers dømmekraft og har for Vækstfonden været særdeles problematisk.

OW Bunker og Vækstfonden

OW Bunker blev købt af kapitalfonden Altor i 2007 og efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et regnskabsresultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den tilsyneladende store og stigende indtjening, der fremgik af regnskaberne. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

OW Bunker har siden konkursen trukket en hale af dramatiske afsløringer om enorme gældsbjerge og hemmelig oliespekulation efter sig.

Foreløbig er den tidligere direktør for Dynamic Oil Trading, Lars Møller, i byretten idømt halvandet års fængsel. Men straffesagen mod Lars Møller, er formentlig kun begyndelsen til et langvarigt retsopgør efter en af danmarkshistoriens største børsskandaler. Der kan således imødeses en lang række erstatningssager anlagt af inden- og udenlandske investorer mod selskabets ledelse, bestyrelse, kapitalfonden Altor, revisorer og de rådgivende banker, Carnegie Investment Bank og Morgan Stanley.

Disse sager vil formentlig først blive fuldt afdækket senere, men allerede nu har skandalen omkring OW Bunkers betydet, at placeringen af den tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, har været særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør, som (sammen med Morgan Stanley) rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.

Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

Sagsanlæg

En stor gruppe danske, institutionelle investorer med ATP i spidsen har rejst erstatningskrav mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie, som gruppen mener har medvirket til at vildlede investorer. Samtidig har det belgiske advokathus Deminor på vegne af op til 30 internationale investorer stævnet emissionsbankerne bag OW Bunkers børsnotering for mere end 530 mio. kr.

Claus Gregersen fyret som formand

I begyndelsen af juli 2020 blev det meddelt, at erhvervsminister Simon Kollerup havde erstattet Claus Gregersen med Tue Mantoni som bestyrelsesformand for Vækstfonden.

Berlingske Tidende, der med usvigelig sikkerhed vælger anløbne figurer som leverandører af erhvervsklummer, har den 21. december 2020 haft så travlt med at få Claus Gregersens overraskende synspunkter på ”samfundssind” ud til læserne, at de har stavet hans efternavn forkert. I øvrigt ganske typisk for den mangel på omhu, der præger avisens servicering af abonnenterne.

I forhandlingerne mellem EU og UK om mulighederne for told- og kvotefri adgang til EU’s indre marked efter 1. januar 2021 står parterne endnu for langt fra hinanden på centrale områder til, at der her og nu kan indgås en handelsaftale efter brexit.

Det oplyste EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter et telefonmøde med den britiske premierminister, Boris Johnson, torsdag.

Britiske talsmænd bekræftede efter drøftelserne mellem Johnson og von der Leyen, at forhandlingerne er “i en alvorlig krise”.

Forhandlingerne fortsætter

Den britiske brexit-minister, Michael Gove, der sammen med EU-Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, står for forhandlingerne, sagde tidligere torsdag, at forhandlingerne måske kan fortsætte til umiddelbart efter jul, men så heller ikke længere, hvis det britiske parlamentet skal nå at behandle en aftale.

Hvis der ikke opnås en aftale, vil UK ende med en ”australsk løsning”: Australien har ikke nogen frihandelsaftale med EU, så al handel Australien har med EU sker efter WTO-regler. Det vil sige med toldsatser.

Den offentlige debat i UK især om Covid

Den offentlige debat i UK drejer sig ikke først og fremmest om EU og handel, men domineres af Covid-foranstaltninger og den forestående jul.

Premierminister Boris Johnson har optimistisk lanceret en plan hvorefter briterne blev tilladt et frirum på 5 dage, hvor de kunne fejre jul i ”bobler” med op til 3 familier.

I Wales vil man kun tillade bobler med højest 2 familier, og de britiske sundhedsmyndighederne anbefaler at familier kun mødes 1 dag i julen og samtidig frarådes familiebesøg med overnatninger.

Alligevel stor aktivitet på handelsfronten

Forhandlingerne mellem UK og EU om tiden efter 1. januar 2021, hvor Brexit-overgangsordningen udløber, er trængt i baggrunden, men det betyder ikke, at der ikke sker ting og sager på handelsfronten.

Handelsminister Liz Truss har i al ubemærkethed faktisk indgået handelsaftaler med 57 lande. Senest med Canada, Kenya, Singapore, Vietnam, Schweiz, Norge og Island.

Downing Street har ansvaret for Det Forenede Kongeriges fremtidige forhold til EU, men handelsministeren har den ikke ubetydelige opgave at etablere handelsaftaler med alle andre lande. Og her går det godt, selvom aftaler med USA, Kina og Indien må afvente bl.a. afklaringen med EU-aftalen og præsidentskiftet i USA.

Hvorfor er det vanskeligt for UK at nå til enighed med EU?

Hvis man spørger i London, om hvorfor det er så vanskeligt at nå frem til en aftale med EU, er svaret, at det er EU, der skaber vanskelighederne. EU’s stædige insisteren på, at britisk adgang til EU’s indre marked ikke må kompromittere de høje EU-standarder vedrørende arbejdsvilkår, sociale vilkår og miljø skaber vanskeligheder for at nå en aftale i rette tid.

”Level playing field”

Når EU stiller skrappe krav som betingelse for en aftale med fortsat britisk adgang til EU’s indre marked skyldes det utvivlsomt, at alle medlemslandene har villet undgå en situation, hvor flere EU-lande kunne føle sig fristet til at følge Storbritanniens eksempel. Hvis det var for nemt, kunne måske selv Danmark blive fristet over evne?

EU har samtidig stærke politiske og økonomiske interesser i at holde Storbritannien i en kort snor i forbindelse med det centrale stridsspørgsmål om ”ens konkurrencevilkår” – lige og fair konkurrence eller sikring af en ”level playing field” – også efter Brexit.

Kommende aftaler med USA og andre lande kan betyde, at UK må acceptere import af produkter, der ikke i dag omsættes på det indre marked: genmodificerede afgrøder, vækstfremmende hormonpræparater i oksekødsproduktionen og klorskyllede fjerkræprodukter. UK-aftaler med visse lande kan også indebære en risiko for, at EU-standarder vedrørende arbejdsvilkår og sociale vilkår undermineres. Ligesom der på et tidspunkt kan opstå politiske krav om statsstøtte for at afhjælpe økonomiske kriser i kritiske sektorer.

Det er således en reel bekymring hos EU, at Storbritannien efter Brexit af den ene eller anden grund vil undergrave det regelværk vedrørende sociale-, arbejdsmarkeds- og miljøforhold og statsstøtte, der understøtter det indre marked.

Boris Johnsons dilemma

Premierminister Boris Johnsons manøvrerum er samtidig begrænset. Løfterne om Storbritanniens fortsatte næsten frie adgang til EU’s indre marked samtidig med fuld national suverænitet, er ikke sådan at løbe fra.

Hvis han prøvede og optrådte alt for kompromissøgende, må man frygte, at det vil resultere i skarp kritik fra mange af hans egne konservative partifæller i Parlamentet og fra kræfter udenfor som Nigel Farage. En kritik, der meget vel også kunne koste Boris Johnson premierministerposten.

Problemet med Nordirland løst

Problemerne med Nordirland syntes at være løst med den aftale Boris Johnson indgik med sin irske kollega, Leo Varadkar i efteråret 2019. Nordirland forbliver i det indre marked og toldunionen og der kommer ikke en hård grænse til Irland. Løsningen nødvendiggør til gengæld kontrol af varer, der krydser Det Irske Hav, men der synes at være enighed mellem EU og UK om hvordan disse kontroller skal udføres.

Kan ”mekanisme” løse problemet med ”a level playing field”?

I udgangspunktet er der faktisk intet problem med at imødekomme EU-kravet om ”a level playing field” – produktionen i UK følger de præcist samme statsstøtteregler og standarder vedrørende miljøkrav, sociale vilkår og arbejdsforhold, som i EU-landene. Hvis der over tid skulle opstå diskrepanser, er løsningen muligvis en på forhånd aftalt mekanisme, der udløses hvis forskellene bliver så store, at det kompromitterer ”fri og fair konkurrence”.

En sådan ”mekanisme” ville tillade begge parter at gøre opmærksom på, hvis en påtænkt regelændring vedrørende arbejdsforhold, miljø eller et andet område ville være til gene for handel eller investeringer.

Michel Barnier har udtalt, at der på begge sider er forståelse for behovet for en mekanisme, der kan aktiveres, hvis der måtte opstå “systemic divergences which distort trade and investment”. Det ville samtidig indebære, at UK ikke automatisk ville være bundet til EU-regler, men samtidig være klar over, at betydelige ændringer i forhold til EU ville få konsekvenser.

Fiskeri

Tilbage står så fiskeriet, der hverken i EU eller UK har overvældende nationaløkonomisk betydning. Men fiskeriet er i UK ligesom i Danmark og andre EU-lande, herunder Frankrig, en politisk betydningsfuld sektor, der gør at fiskeri fylder uforholdsmæssigt meget i forhandlingerne mellem EU og UK.

En aftale mellem EU og UK, der alene fastslog, at eventuelle handelsmæssige problemer ville blive løst ”hen ad vejen” er ikke en løsning. I begge lejre er der behov for afklaring. I Danmark ville en eventuel midlertidig ordning, der ikke omfatter fiskeriet, formentlig være helt uacceptabel.

Hvis ingen kompromiser viser sig at være mulige på lige vilkår, vil resultatet sandsynligvis være, at der ikke vil være nogen handelsaftale på plads, når overgangsperioden slutter den 31. december.

Den 16. juni 2020 indgik regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet en aftale om en klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.

Klimaplan

Klimaplanen, der skal sikre en klimaneutral affaldssektor i 2030, indeholder en række konkrete initiativer, herunder at, der skal ske udsortering af 80 pct. dansk plast fra forbrændingen i 2030, og at ”affaldskurven skal knækkes”.

Klimaplanen indeholder følgende konkrete initiativer til understøttelse af strategien om en cirkulær økonomi:

• Øget og strømlinet affaldssortering
• Mere genanvendelse af plastikaffald
• En stærk genanvendelsessektor
• Mindre forbrænding og mindre import af affald til forbrænding
• Mindre affald og mere cirkulær økonomi
• En energi- og klimaneutral vandsektor

Genanvendelse i stedet for forbrænding
Et af de bærende initiativer i klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi er, at der i højere grad skal ske genanvendelse af affald, i stedet for forbrænding, samt mindre import af affald til forbrænding.

Krav om færre danske affaldsforbrændingsanlæg
Partierne bag klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi vurderer, at der i fremtiden vil være behov for langt færre forbrændingsanlæg end de nuværende 23 anlæg i Danmark.

I klimaplanen overlades det til Kommunernes Landsforening, KL, at udarbejde en plan for nedlukning af den eksisterende overkapacitet frem mod 2030. Planen skal sikre, at de miljømæssigt mest ringe og mindst effektive anlæg lukker, ligesom planen skal sikre en effektiv fordeling af affald mellem anlæggene.

Derudover skal planen tage højde for varme- og elforsyningsloven, som sikrer, at affaldsforbrændingsanlæg ikke kan lukke, uden der kan findes alternativt varmegrundlag, hvilket muliggør en hensigtsmæssig varmeplanlægning og elforsyningssikkerhed.

Affaldsforbrænding skal foregå i et selvstændigt selskab

Fremover skal alle affaldsforbrændingsanlæg udskilles fra den kommunale forvaltning, så der sikres en klar og gennemsigtig organisatorisk ansvarsfordeling mellem kommunerne og forbrændingsanlæggene. Formålet med dette er at sikre, at anlæggene drives ud fra et armslængde-princip, så ansvar for den daglige drift er placeret hos bestyrelse og direktion – med henblik på en klar adskillelse af kommunens og anlæggets økonomi.

Hovedparten af de kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg er i dag organiseret i fælleskommunale selskaber og er altså allerede udskilt fra den kommunale forvaltning.

De affaldsforbrændingsanlæg, der i dag ejes af en enkelt kommune, vil imidlertid være nødsaget til enten at indgå et samarbejde med andre kommuner i form af et fælleskommunalt selskab eller selv udskille affaldsforbrændingsanlægget i et selvstændigt selskab.

I forbindelse med indgåelse af aftalen om klimaplanen blev det vurderet, at en pulje på i alt 200 mio. kr. til at kompensere kommunerne for strandede omkostninger, ville være tilstrækkeligt.

KL klar med dødsliste

Kommunernes Landsforening har nu i god tid inden fristen den 1. januar 2021 præsenteret deres forslag til at tage følgendeforbrændingsanlæg ud af drift inden 2030:

• ARGO (Roskilde)
• MEC Bioheat & Power (Holstebro)
• I/S Norfors (Hørsholm)
• Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (Hjørring)
• AffaldPlus (Slagelse)
• Sønderborg Kraftvarme I/S
• Aars Fjernvarme
• Svendborg Kraftvarme A/S
• Hammel Fjernvarme
• Bornholms Affaldsbehandling.

Kommunale protester

Ikke mindst forslaget om at lukke ARGO’s kun syv år gamle kraftvarmeværk, Energitårnet, i Roskilde til knap 1,3 mia. kr. har fået sindene i kog.

ARGO (forkortelse for Affald – Ressourcer – Genbrug – og det miljømæssige og samfundsmæssige Overskud) er bestemt ikke tilfreds med forslaget, og argumenterer med at Argo har den laveste fjernvarmepris i Storkøbenhavn. Derfor vil lukning af ARGO give højere varmepris for forbrugerne i det storkøbenhavnske fjernvarmenet. Det er forventningen, at prisen for slutkunderne vil stige med 1.200-1.300 kr. om året.

Det må forventes, at ejerne af andre lukningstruede forbrændingsanlæg også vil protestere

Kl’s forslag præsenteres for aftalepartierne inden den 15. februar 2021 og skal ses i sammenhæng med klimaloven, der skal medvirke til en reduktion af CO2 udledningen med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990.

De politiske drøftelse med staten og kommunerne skal frem mod sommeren 2021 konsolidere planen og finde en model for fordeling af affald i hele landet.

Udover de fatale konsekvenser for varmekunderne er det for kommunerne afgørende, at de af staten får en garanti for, at nedlukningerne ikke vil skade økonomien.

Kommunernes Landsforening anfører, at ”der er investeret milliardstore beløb i de kommunale affaldsenergianlæg for at løse en samfunds kritisk opgave. Derfor er det ikke uden økonomiske tab at lukke flere af dem ned, og vi vurderer lige nu, at der vil være strandede omkostninger for op mod 1,5 mia. kroner. Det er helt centralt, at kommunerne får dækket alle de udgifter. Det må ikke få negative konsekvenser for kommunernes økonomi og velfærden til borgerne, at der er forbrændingsanlæg, der skal lukke. Derfor skal tilpasningsplanen og vilkår herfor nu forhandles med Folketinget – og det ser vi frem til”.

Politiske aftaler og samfundsøkonomien

Det er ikke første gang, der på Christiansborg indgået en ambitiøs politisk aftale, hvor de samfundsøkonomiske omkostninger, omkostningerne for borgerne og omkostningerne for kommuner og staten er skammeligt undervurderede.

To danske besætninger med fjerkræ er blevet smittet med alvorlig fugleinfluenza og efterfølgende slået ned. Flere vilde fugle er fundet døde, og rundt om i Europa melder flere lande også om udbrud af den smitsomme sygdom.

Fjerkræavl

Fødevarestyrelen opfordrer danske fjerkræavlere – og folk med hobbyhøns i baghaven – til at være opmærksomme på, at deres dyr ikke kommer i kontakt med vilde fugle eller afføring fra vilde fugle.

Fjerkræet skal holdes under tag eller i overdækkede hønsegårde, fordi der ikke skal meget til. Har smittede vilde fugle klattet på et areal, og fjerkræ efterfølgende går i området og roder, så bliver de hurtigt smittet, lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.

De smittede vilde fugle kommer fra Rusland og Kasakhstan og mellemlander i Nordeuropa på deres træk til Afrika.

Svaner

Både i Holland, Tyskland og Irland har man erklæret, at man har haft udbrud. Senest berettes om at fugleinfluenza har udryddet et stort antal svaner i den midtengelske Worcester syd for Birmingham.

Fødevarestyrelsen vurderer at udbruddene af fugleinfluenza ikke holder op, før alle de vilde fugle er nået til Afrika. I mellemtiden har udbruddene betydet et eksport-stop af fjerkræprodukter til visse lande uden for EU. Eksportrestriktionerne ophæves først minimum 30 dage efter det seneste udbrud.

Af beretningen (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.

Kommissionen anfører (stadig side 825), at Inger Støjbergs egen forklaring om hensigten med pressemeddelelsen af 10. februar 2016 i vid udstrækning har været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning, som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

At notatet havde betydning, understøttes af forklaringen fra departementschef Uffe Toudal Pedersen, der ifølge kommissionen overfor ministeren gjorde det klart, at der ville blive forvaltet som anført i notatet, og at pressemeddelelsen derved ikke ville afspejle 1:1, hvordan der ville blive forvaltet, hvis en hypotetisk sag skulle dukke op.

Inger Støjbergs forklaring tilsidesættes

Alligevel tilsidesætter kommissionen (side 825) i det hele Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen.

Hvordan kommissionen uden videre kan tilsidesætte notatet af 2. februar 2016 er en gåde – notatets beskrivelse af den ordning Udlændingestyrelsen skulle administrere efter har vel også været grundlaget for departementschefens og afdelingschef Lykke Sørensens forsikringer overfor Justits- og Statsministeriet, at der ville blive administreret lovligt. Det er ligeledes en gåde, hvorfor Ombudsmanden slet ikke omtaler, endsige forholder sig til dette notat?

Hvem var ansvarlig for instruksen?

Instruksen til Udlændingestyrelsen, som kommissionen betegner som ”klart ulovlig”, består af 3 elementer: Pressemeddelelsen af 10. februar 2016, afdelingschef Line Skytte Mørk Hansens telefoniske meddelelse den 10. februar 2016 til Udlændingestyrelsen og Line Skytte Mærk Hansen oversendelse til Udlændingestyrelsen af pressemeddelelsen til Udlændingestyrelsen.

Pressemeddelelsen af 10. februar 2016 var ikke i sig selv en tjenstlig instruks. Det var dermed ifølge kommissionen afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement Line Skytte Mørk Hansen, der gjorde pressemeddelelsen til en decideret instruks ved at ringe til Udlændingestyrelsen – Lene Linnea Vejrum (i Ditte Kruse Dankerts delvise påhør) og pålægge styrelsen at administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen – som hun samtidig oversendte til styrelsen.

Kommissionen tilsidesætter forklaringen fra Line Skytte Mørk Hansen, der har hævdet, at hun ringede til Lene Linnea Vejrum og understregede, at styrelsen ikke skulle følge pressemeddelelsen, men i stedet gøre undtagelser til reglen om at adskille asylparrene.

Afdelingschef Line Skytte Mørk Hansens rolle

Instrukskommissionen udpeger hermed afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen som den egentlige ansvarlige for den ”klart ulovlige” instruks til Udlændingestyrelsen.

Embedsmænd har en klar forpligtelse til at sige fra og nægte at udføre noget der er ”klart ulovligt”, og det er formentlig også derfor Line Skytte Mørk Hansen den 14. december 2020 er suspenderet. Sagen kan givet få konsekvenser for afdelingschefen, når den endelige ansvarsvurdering foreligger. Problemet er, at allerede den 10. februar 2021 udløber forældelsesfristen, og derfor er ministeriet tvunget til at reagere inden.

Om Line Skytte Mørk Hansen af egen drift skulle udstedte en tjenestebefaling med det pågældende indhold til styrelsen eller om det skete på foranledning af daværende departementschef Uffe Toudal Pedersen, vil formentlig blive afdækket i den endelige ansvarsvurdering.

Instruksen fra ministeriet, dvs. pressemeddelelsen og instruksen fra afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen, betød at Udlændingestyrelsen i de følgende uger efter kommissionens opfattelse administrerede ”klart ulovligt”. Den nærmere ansvarsvurdering kan således også få konsekvenser for ledelsen i Udlændingestyrelsen.

Af beretningen (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.

Kommissionen anfører (stadig side 825), at Inger Støjbergs egen forklaring om hensigten med pressemeddelelsen af 10. februar 2016 i vid udstrækning har været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning, som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Alligevel tilsidesætter kommissionen (side 825) i det hele Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen.

Hvordan kommissionen uden videre kan tilsidesætte notatet af 2. februar 2016 er en gåde – notatets beskrivelse af den ordning Udlændingestyrelsen skulle administrere efter har vel også været grundlaget for departementschefens og afdelingschefens forsikringer overfor Justits- og Statsministeriet, at der ville blive administreret lovligt. Det er ligeledes en gåde, hvorfor Ombudsmanden slet ikke omtaler, endsige forholder sig til dette notat?

Forfatterens litterære agent, Jonny Geller fra The Curtis Brown Group, meddelte søndag i en meddelelse på Twitter, at “Med stor sorg må jeg meddele, at en af verdens store forfattere – John le Carré – er gået bort”.

Le Carré døde lørdag aften efter kort tids sygdom, og forlaget Penguin har oplyst, at dødsårsagen ifølge familien var lungebetændelse.

Le Carré er blandt andet berømt for romanerne “Spionen der kom ind fra kulden” fra 1963, der var hans tredje roman, og “Dame konge es spion” (Tinker Tailor Soldier Spy) med mesterspionen George Smiley, der er en central person i flere bøger.

John Le Carré har modtaget talrige litterære priser og er blevet rost til skyerne af andre forfattere. Den amerikanske forfatter Philip Roth sagde om “En perfekt spion” (A Perfect Spy) fra 1986, at det var “the best English novel since the war”.

Den britiske forfatter Graham Greene har udtalt, at “Spionen der kom ind fra kulden” fra 1963 var “the best spy story I ever read”.

“Han viede sit liv til at skrive og definerede koldkrigsæraen ved hjælp af sin figur, George Smiley, og gennem sine komplekse plots og smukke prosa rettede han et skarpt lys mod vor verdens uretfærdigheder,” skriver Jonny Geller.

John le Carré har skrevet 25 romaner og selvbiografien ”Duernes tunnel – Historier fra mit liv” (The Pigeon Tunnel). Hans bøger er oversat til en række sprog, og flere af dem er filmatiseret. Hvem husker ikke Richard Burton i ”Spionen der kom ind fra kulden”.

På verdensplan har han solgt over 60 mio. bøger.

Seneste roman i 2019

Le Carrés sidste roman, “Fri agent”, (Agent Running in the Field), udkom i oktober 2019. Han lægger i bogen ikke skjul på misfornøjelse med Brexit og han er stærk kritisk overfor den britiske regering, der lod det ske. At forlade EU var ifølge Le Carré en form for “selvafbrænding” orkestreret af “ a bunch of rich, elitist carpetbaggers posing as men of the people”!

I bogen blev den britiske udenrigsminister med tydelig henvisning til Boris Johnson beskrevet som en “Etonian narcissistic elitist without a decent conviction in his body bar his own advancement”.

Fødsel og opvækst

John le Carrés navn er et pseudonym. Hans rigtige navn er David John Moore Cornwell.

Han blev født 19. oktober 1931 i Poole i Dorset i Sydengland.

Hans mor, Olive, forlod hjemmet da han var 5 år gammel, og han genså hende ikke før han som 21-årig havde opsporet hende efter at hans far ellers havde fortalt, at hun var død. Ifølge en artikel i avisen Telegraph var Le Carrés far, Ronnie, en bondefanger og plattenslager, der færdedes i Londons underverden på evig flugt for loven.

Le Carré og hans storebror, Tony, måtte konstant hjælpe faren med at undgå arrestation og det har bidraget til hans sans for hemmelighedskræmmeri og bedrag.

Le Carré skrev selv på sin hjemmeside, at “I act like a gent, but I am wonderfully badly born”.

Le Carré gik på kostskolen Sherborne School i Dorset inden han i 1 år studerede tysk litteratur på universitetet i Bern i Schweiz. Efterfølgende opnåede han en universitetsgrad i moderne sprog ved Oxforduniversitetets Lincoln College.

I studietiden i Oxford deltog han ifølge Reuters blandt andet i møder med venstreorienterede studiegrupper og videregav information om dem til MI5, den nationale britiske sikkerhedstjeneste.

Efter at have undervist i fransk og tysk på kostskolen Eton, blev han efterretningsmand i MI5 – den britiske indenlandske efterretningstjeneste.

I 1960 blev han overført til MI6 og blev under dække af en post som 2. sekretær udstationeret som spion ved ambassaden i Bonn og senere ved konsulatet i Hamborg.

Litterære produktion

Mens han arbejdede som spion i begyndelsen af 1960’erne skrev han sine første 3 bøger med den gennemgående figur, George Smiley: I 1961 ”Telefon til afdøde” (Call for the Dead), i 1962 “A Murder of Quality”, og i 1963 “Spionen der kom ind fra kulden” (The Spy Who Came In From the Cold).

Tjenesten tillod ikke at han udgav bøger i sit eget navn, og derfor blev John Le Carré opfundet.

I 1964 stoppede hans karriere for MI6, og på det tidspunkt var han for kendt til at være spion og dedikerede sig fuldt ud til at skrive – i hånden – nogle af sine mest kendte romaner i den efterfølgende periode:

I 1965 ”Spejlkrigen” (The Looking Glass War), 1977 ”Spionen der gik sine egne veje” (The Honourable Schoolboy), 1979 ” Til døden jer skiller” (Smiley’s People), 1983 ”Iscenesat” (The Little Drummer Girl), 1986 ”En perfekt spion” (A Perfect Spy), 1989 ”Det russiske hus”( The Russia House), 1990 ”Den hemmelige pilgrim” (The Secret Pilgrim), 1993 ”Natportieren” (The Night Manager), 1995 ”Vort spil” (Our Game), 1996 ”Skrædderen fra Panama” (The Tailor of Panama), 1999 ”Single & Single” (Single & Single), 2001 ”Den standhaftige gartner” (The Constant Gardener), 2003 ”Absolutte venner” (Absolute friends), 2006 ”Den gode tolk” (The Mission Song), 2008 ”Marionetten” (A most wanted man), 2010 ”Dimas Drøm” (Our Kind Of Traitor), 2013 ”En skrøbelig sandhed” (A delicate truth), 2016 ”Duernes tunnel – Historier fra mit liv” (The pigeon tunnel), 2017 ”Spioners arv” (A Legacy of Spies), 2019 “Fri agent” (Agent Running in the Field)

Professionel ”løgner”

Om sin karriere har John le Carré i en biografi ifølge Reuters sagt: “Jeg er en løgner. Født til at lyve, opdraget til det, trænet til det af en metier, der lever af løgne, øvet i det som forfatter.”

John le Carré efterlader sig hustruen Jane og fire sønner, meddeler forlaget Penguin.

Udenrigsminister Jeppe Kofod er gået i selvisolation. Udenrigsministeriet har i en pressemeddelelse oplyst, at et nært familiemedlem til udenrigsministeren er testet positiv for covid-19. Udenrigsministeren aflyser derfor forestående tjenesterejser og afholder møder virtuelt.

OECD 60 år 14. december 2020

Dermed går Jeppe Kofod glip af fejringen i Paris af OECD’s 60-års fødselsdag mandag den 14. december.

Udover at misse et storslået fødselsdagsprogram afskæres Jeppe Kofod også fra at arbejde for kongerigtes interesser. Der er nemlig en dansk kandidat til posten som generalsekretær i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Dansk kandidat til posten som generalsekretær for OECD

Regeringen har nomineret Ulrik Vestergaard Knudsen til at blive ny generalsekretær i OECD. Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD, og før det var han direktør i Udenrigsministeriet.

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021.

Om OECD

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen, der ofte kaldes “de rige landes klub”, sigter mod at fremme økonomisk udvikling og verdenshandel, har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes samt EU’s faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

Udvælgelsesproceduren omfatter interviews og konsultationer om kandidaterne, men det må forventes at beslutningen reelt træffes i Paris under 60-års festlighrederne.

Det kan dog ikke ventes, at annonceringen af en ny generalsekretær før en gang i starten af 2021.

Andre kandidater

Sverige har nomineret tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom.

USA har nomineret Christopher P. Liddell, vicestabschef I Det Hvide Hus. Liddell, der blev født I New Zealand, har dobbelt statsborgerskab. Før Liddell kom til Det Hvide Hus, var han økonomidirektør (CFO) i General Motors Co., CFO i Microsoft Corp., og CFO of International Paper Co.

Canada har nomineret tidligere finansminister Bill Morneau.

Tjekkiet har nomineret Mr. Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel. Han er formand for Czech Chamber of Commerce og Viceformand for EUROCHAMBRES, sammenslutningen af europæiske handelskamre, der repræsenterer over 20 million virksomheder i 44 lande.

Australien har nomineret finansminister Mathias Cormann.

Estland har nomineret Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. Kersti Kaljulaid har været medlem af Verdensbankens rådgivningspanel for World Development Report 2021 samt medlem af Europarådets Council on Foreign Relations.

Polen har nomineret klima- og miljøminister Michal Kurtyka

Schweiz har nomineret den tidligere centralbankchef Philipp Hildebrand

Grækenland har nomineret tidligere undervisnings- og udviklingsminister Anna Diamantopoulou, der i øjeblikket er formand for den Athen-baserede tænketank “DIKTIO” – Network for Reform in Greece and Europe.

Chris Liddell

Af de 10 har mange anset Chris Liddell for favorit. En amerikaner har aldrig haft generalsekretærposten i organisationens 60-årige historie.

Trump-nederlaget i det amerikanske præsidentvalg har dog reduceret hans chancer for at få jobbet.

Kersti Kaljulaid

Estlands præsident siden 2016, den 50-årige Kersti Kaljulaid, er en interessant kandidat.

Kaljulaid har været økonomisk rådgiver for den estiske statsminister, direktør for et kraftværk og medlem af EU’s revisionsret fra Estlands medlemskab af EU i 2004.

Kersti Kaljulaid har stået i spidsen for Estlands vellykkede bud på et ikke-permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd (UNSC). Som led i kampagnen rejste Kaljulaid verden rundt, der endte med at Estland i 2019 opnåede et sæde i Sikkerhedsrådet i perioden 2020-2021.

Præsident Kaljulaid har også for nylig været vært for virtuelle topmøder i Tallinn for 12, hovedsagelig central- og østeuropæiske EU-medlemsstater med sigte på at udvikle transport-, energi-, digital- og miljøinfrastrukturer.

Thorkil Kristensen 1960-1969

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.

Det handler om andet end politivold når tusindvis af demonstranter i de sidste uger har protesteret mod en ny lov, som reelt vil kriminalisere mediernes muligheder for at fotografere eller filme politiets indsats mod demonstranter.

Samtidig advarer fremtrædende advokater, menneskeretsforkæmpere og fagforeningsfolk mod forslaget til en lov om ”global sikkerhed”, hvor det ifølge paragraf 24 vil være forbundet med en fængselsstraf på et år og en bøde på 45.000 euro, hvis et medie viser ansigtet eller andre elementer, som kan identificere en betjent eller en gendarm under en politiaktion, hvis målet er at skade vedkommendes fysiske eller psykiske integritet.

Lovforslag er en skærpelse af den strenge antiterrorlov, der i november 2017 efter måneders ophedet debat om borgernes sikkerhed kontra borgernes rettigheder tyrådte i kraft i Frankrig.

Efter loven har politiet i forvejen vide beføjelser: Blandt andet kan politiet anbringe borgere i husarrest uden dommerkendelse, foretage husransagninger uden dommerkendelse og forbyde offentlige arrangementer uden dommerkendelse.

Loven erstattede den undtagelsestilstanden, der havde været i kraft i Frankrig siden de store terrorattentater i Paris i efteråret 2015.

Protesterne mod lovforslaget har taget til i styrke efter flere eksempler på politivold, herunder i forbindelse med politiets brutale rydning af afghanske asylansøgeres improviserede teltlejr på Place de la République den 23. november.

Er Frankrig i opløsning?

Præsident Emmanuel Macrons stadig mere autoritære politik, som skal sikre ham yderligere støtte fra højreorienterede vælgere, har givet anledning til omfattende uroligheder – og så sent som lørdag den 12. december 2020 gik det helt galt i Paris.

Demonstranterne hævder, at ytringsfriheden krænkes og at politivold blot vil blive dysset ned, hvis dokumentation forbydes. Som eksempel nævnes, at det var tilfældigt forbipasserende, som tidligere på året filmede politiets kontrol af et motorcykelbud midt i Paris. Politiets kvælertag på ham betød, at manden mistede livet.

En anden episode handler om tre betjente, som gennemtævede en sort musikproducent, og som ifølge offeret kaldte ham ”sale nègre” (beskidte neger). Betjentene har givet urigtige oplysninger i deres rapport om hændelsen, men er nu sigtet for ”overlagt vold udført af en myndighedsperson” samt videregivelse af falske oplysninger.

Præsident Macron har taget stærkt afstand fra hændelsen, og indenrigsminister Gérald Darmanin har været tvunget til ændringer i lovforslaget.

Demonstrationerne mod politiet og den foreslåede lovgivning fortsatte i weekenden. Lørdag den 12. december, arresterede politiet over 100 personer. Politifolk trængte ind blandt demonstranterne og plukkede enkeltpersoner ud. Politiet har oplyst, at begrundelsen for at trække af med mistænkte ballademagere var for at undgå, at de – som det er set ved tidligere demonstrationer – samledes i voldelige grupper, der vandaliserede butikker og biler og angreb politiet.

Der var lørdag også demonstrationer i andre franske byer. I Lyon er der rapporteret om arrestationer af folk, som politiet sagde var voldelige og forsøgte at plyndre butikker.