I slutningen af januar 2021 kunne Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen oplyse, at han var udnævnt som formand for IEA’s (Det Internationale Energiagentur) nye globale energikommission, ”Our Inclusive Energy Future: The Global Commission on People-Centred Clean Energy Transitions”. Statsminister Mette Frederiksen var af IEA udpeget til protektor for kommissionen, og ifølge Dan Jørgensen var Danmark dermed sat i spidsen for Det Internationale Energiagenturs (IEA) arbejde med social og økonomisk retfærdig grøn energiomstilling.

IEA har efterfølgende præciseret, at Dan Jørgensen ikke skal styre kommissionen alene, idet formandskabet forstærkes med en co-chair: den senegalesiske Minister of Petroleum and Energy, Sophie Gladima.

Medlemmerne af kommissionen skal identificere og undersøge de vigtigste økonomiske og sociale udfordringer, som den grønne omstilling medfører og komme med løsningsforslag på dilemmaerne. Det drejer sig blandt andet om udfordringer omkring økonomisk rimelighed, grønne jobs og vækst, inklusion, adfærd og befolkningernes deltagelse i den grønne omstilling.

Selvom det i Danmark efter Klimarådets opfattelse går for langsomt, og regeringens klimaindsats hverken er gennemtænkt eller koordineret, sagde IEA’s generaldirektør, Fatih Birol, ved etableringen af kommissionen: ”Medlemmerne af vores nye globale kommission for en retfærdig grøn energiomstilling vil lede den globale dialog og dele oplevelser og forbedre praksis på området. Danmark har allerede vist betydelig globalt lederskab inden for dette emne, og derfor er jeg glad og beæret over, at statsminister Mette Frederiksen har sagt ja til at være protektor for kommissionen og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen til at være formand”.

Kommissionen mødes første gang den 15. marts 2021, og det er meningen at kommissionen skal fremkomme med konkrete politikanbefalinger i efteråret 2021 forud for COP26, der planlægges afholdt i Glasgow, Skotland, fra 1. til 12. november 2021.

https://www.iea.org/news/ministers-from-around-the-world-join-global-commission-on-people-centred-clean-energy-transitions

I William Shakespeares skuespil, Julius Cæsar, har den 15. marts en særlig betydning. Tag dig i agt for den 15. marts (Beware the Ides of March) hedder det i skuespillet, der ikke er uden historisk belæg.

I år 44 f.Kr. lod Julius Cæsar sig genvælge til konsul, men lod sig samtidig – imod hidtidig romersk tradition – udråbe til diktator på livstid. Især det sidste fremkaldte den sammensværgelse, anført af Brutus og Cassius, som endte med mordet på Cæsar den 15. marts (Idus Martiae); mordet fandt sted i Senatet, der pga. byggearbejder på Forum Romanum midlertidigt var henlagt til Pompejus’ teater på Marsmarken i Rom.

Folketingets Indenrigs- og Boligudvalg afholder mandag den 15. marts 2021 et lukket temamøde med regeringens ghettorepræsentanter og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek om ghettorepræsentanternes arbejde, vurderinger og anbefalinger til parallelsamfundsindsatsen m.v.

Ihukommende Julius Cæsars kranke skæbne bør Kaare Dybvad Bek tage sig i agt.

Hans velkendte optagethed af påståede modsætninger mellem hovedstaden og provinsen, bør han gemme til en anden lejlighed. Den økonomiske ubalance mellem hovedstaden og resten af landet, der måske opstår fordi hovedparten af den danske velstand skabes i provinsen, men ender i hovedstaden og andre større byer på grund af centraliseringen af erhvervslivet, de landsdækkende organisationer, forsknings- og uddannelsessystemet og den offentlige sektor. Det forhold kræver som bekendt ifølge Kaare Dybvad Bek håndfast socialdemokratisk korrektion.

Det er dog næppe forklaringen på eksistensen af parallelsamfund og ghettoer.

At der til gengæld er en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem den kreative klasse i hovedstadens saloner, som Dybvad nu tilhører, og visse befolkningslag i Jylland, er til gengæld tydeligt demonstreret af diskussionen om Inger Støjberg.

Det er således ingenlunde ligegyldigt, hvor lovgiverne søger råd om indsatsen mod parallelsamfund.

Sammen med Radikale Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti dannede Poul Nyrup Rasmussen den 25. januar 1993 regering.

Lykketoft tager æren

Mogens Lykketoft var finansminister i regeringen, og selv i dag tager han gerne ansvaret for den positive økonomiske udvikling i 90’erne.

Problemet med Mogens Lykketoft er, at trods hans enorme ego har han altid været – en løjtnant. Hans kortvarige formandstid i Socialdemokratiet demonstrerede hans fatale mangler som kaptajn.

Marianne Jelved

Hovedparten af æren for at det under Nyrup gik, som det gjorde, bør derfor rettelig tillægges den radikale økonomiminister, Marianne Jelved.

Regeringen lagde ud med en såkaldt ”kickstart” af økonomien, hvor man øgede efterspørgslen ved at ”fremrykke” offentlige investeringer, og gav folk flere penge mellem hænderne ved ”skatteomlægninger” og lempeligere lånevilkår for realkredit m.v.

At den ekspansive finanspolitik blev midlertidig og rent faktisk aftrappedes i takt med at konjunkturerne blev bedre, er i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste. Hun gav Mogens Lykketoft det rygstød, han ikke selv havde, når han skulle afvise Nyrups og venstrefløjens idelige krav om øgede offentlige udgifter. Det var i den periode, at billedet af Jelved ”med håndtasken” fæstnede sig.

Det var også Marianne Jelveds fortjeneste, at den aktive arbejdsmarkedspolitik blev indrettet med sigte på at øge arbejdsudbuddet. Der blev godt nok investeret massivt i orlovsordninger, opkvalificering og efteruddannelse, men samtidig blev der strammet op på rådighedsreglerne, og dagpengeperioden blev nedsat. Arbejdsløshedstallene faldt, men det langsigtede mål var at reducere den strukturelle ledighed, så flere reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det var også Marianne Jelved, der i 1998, da økonomien igen var ved at løbe løbsk, insisterede på en Pinsepakke, der skulle sætte ind overfor de stigende boligpriser, og udarbejdelsen af en langsigtet plan, der definerede det begrænsede økonomiske råderum frem mod 2005. En plan der siden blev forlænget til 2010 og på en måde var en forløber for den senere budgetlov.

Det var således i høj grad Marianne Jelveds fortjeneste, at Anders Fogh Rasmussen i 2001 ikke skulle overtage et af socialdemokraternes sædvanlige fallitboer, men en veldrevet butik, hvor gælden var reduceret, arbejdsløsheden af håndterlig størrelse, en fornuftig betalingsbalance og overskud på statens finanser.

Vestagers læremester

Det var en fornøjelse at se Marianne Jelved afspejlet i Margrethe Vestagers samarbejde i perioden 2011-15 med Bjarne Corydon om en ansvarlig økonomisk politik og deres succes med at begrænse Thorning-regeringens iboende trang til vidtløftigheder i omgangen med skatteborgernes penge.

En ny analyse fra Advice afdækker nye tendenser i danskernes forbrugeradfærd før, under og efter corona-nedlukningen.

Afgørende viden for fremtidens marketing-arbejde, mener bureauet, der ellers er mest kendt for deres ulovlige astroturf-kampagne til fordel for Falck i bekæmpelsen af konkurrenten Bios.

Dengang blev bureauet ledet af den tidligere socialdemokratiske partisekretær, Jens Christiansen, der i dag slår sine folder som spindoktor for bolig- og indenrigsminister Kaare Dybdal Bek.

Advice har som led i deres undersøgelse af danskernes forbrugertrends efter corona-nedlukningen allieret sig med virksomheden Userneeds A/S, der kan det der med spørgeskemaundersøgelser.

Efter grundige studier og sund fornuft kan jeg nu afsløre mine anbefalinger til hvilke tendenser virksomhederes skal være opmærksomme på i deres markedsføring i den nærmeste fremtid:

At opleve er at leve

Frem mod den 1. – 5. april 2021 regner 24 procent med at bruge flere penge på oplevelser med æg og stærke øl med gyldne gashåndtag. I et længere perspektiv må der frem mod den 24. december imødeses stigende efterspørgsel efter velformede grantræer og gavepapir.

 Vis mig din hobby

58 procent vil holde fast i de streaming-tjenester, som de under nedlukningen har tilmeldt betalingsservice, og som de ikke kan finde ud af at afmelde.

Once local …

De 18-34-årige har vænnet sig til at handle på nettet og derfor vil 47 procent – hvis de endelig skal ud at handle – benytte nærliggende butikker, der kan besøges i joggingtøj og uden make-up.

De digitale analfabeter

De ældre forbrugere mellem 50 og 70 år, der endelig fundet ud af hvordan Nem Id fungerer og fået anskaffet et betalingskort, vil formentlig fortsætte med at handle på nettet. Især seniorgruppens diskrete indkøb af vin, øl og spiritus på nettet vil holde ved (82 procent).

Måltidskasser

Forbruget af måltidskasser vil stige/forblive på et højt niveau efter folk har fundet ud af, at det eneste der kræves, er en skarp kniv til at snitte alle grøntsagerne. Mange finder hurtigt ud af, at broccolien kan smides væk og erstattes af takeaway pizza.

Oplevelser

Efterspørgslen efter rejser og oplevelser vil stige kortvarigt – lige indtil kunderne opdager at coronaen har dræbt den konkurrence, der inden krisen sikrede lave priser.

Ikke overraskende vil 25 procent af de 18-34-årige efter isolationen være mere sociale efter corona, mens over 33 procent forventer at bruge flere penge på noget, som gør dem glade nu og her, på den anden side af nedlukningen. Gad vide hvad det kunne være?

Mens rådene her er helt gratis, bemærkes det, at hvis spørgeskemaerne fra Advice skal omsættes i egentlige kampagneoplæg, koster det kassen!

Vi forbinder Syrien med Bashar al-Assads regime og kampen mod Islamisk Stat, IS.

Siden de folkelige protester begyndte i forbindelse med Det Arabiske Forår i marts 2011 er i omegnen af en halv million mennesker døde, flere end 100.000 skønnes at være forsvundet, op imod 12 millioner er på flugt, enten internt eller til nabolandene og Europa, og en række byer og landområder er reduceret til murbrokker og afbrændte marker.

Da det ”Arabiske Forår” brød ud i begyndelsen af 2011, vaklede Assads regime under det folkelige pres, men han er ikke endt i landflygtighed som tunesiske Ben Ali, ikke bag tremmer som egyptiske Mubarak og ikke lynchet som libyske Muammar Gaddafi.

Assad sidder fortsat tungt på magten i Syrien.

De meget forskellige syriske oppositionsgrupper håbede i krigens første tid på en vestlig håndsrækning. Den kom aldrig – til gengæld tog ISIS teten.

Kampen mod ISIS og for Assad

ISIS opstod, da organisationen fra Irak, der var opstået efter den vestlige invasion af Irak, slog sig sammen med An-Nuṣra-fronten i Syrien, eftersom begge var tilknyttede Al Qaida.

Bevægelsen voksede sig stor i Syrien, hvor de både kæmpede mod Bashar al-Assads regeringsstyrker og syriske islamistiske og sekulære oprørsgrupper.

I sommeren 2014 havde ISIS erobret store dele af Irak og Syrien, og bevægelsen erklærede, at de kontrollerede områder nu udgjorde et nyt kalifat. Samtidig ændrede bevægelsen navn til Islamisk Stat, IS. Samtidig begyndte terrorgruppen at udøve terror mod mål i Europa og Mellemøsten.

Fra 2014 opbyggede USA en international koalition for at bekæmpe IS, og USA har siden den 8. august 2014 angrebet IS fra luften i Irak og siden den 22. september 2014 også bombet IS i Syrien.

Siden 2014 har udenlandske militærfly og personel således hjulpet på forskellige fronter imod Islamisk Stat. Rusland og Iran har støttet op om Bashar al-Assad, og kæmpet mod både IS og andre oprørere i Syrien.

Dansk indsats mod IS i Irak og Syrien

Danmark besluttede i august 2014 at bidrage militært til bekæmpelsen af IS – i første omgang kun i Irak.

Det danske bidrag bestod i første omgang af et Hercules-transportfly med mandskab, der løste transportopgaver til støtte for den amerikanskledede operation i Irak. I oktober 2014 blev det ved en folketingsbeslutning vedtaget at udbygge bidraget, der kom til at bestå af tre dele: Et F-16 kampflybidrag der omfattede ca. 140 personer, et stabsbidrag bestående af op til ca. 20 personer og et kapacitetsopbygningsbidrag på op til ca. 120 personer.

Kampflyene blev trukket hjem i oktober 2015.

I april 2016 vedtog Folketinget at udvide det danske militære bidrag yderligere, så mandatet til bekæmpelse af terrororganisationen foruden Irak også omfattede Syrien. Der blev både bidraget med F-16-kampfly og specialoperationsstyrker samt transportfly. I december 2016 blev kampflyene trukket hjem ifølge Ritzau som følge af ”slitage, stress blandt medarbejderne og manglende arbejdskraft”. Siden har Danmark bidraget med specialstyrker og en militær radar, som overvåger Syrien og Irak.

Ved slutningen af 2017 var IS fordrevet fra Raqqa, der siden 2014 havde fungeret som en “hovedstad” for IS i Syrien, og IS har ikke siden kontrolleret noget meningsfuldt territorium i Syrien.

Isolerede kampe i Idlib-provinsen og fred i resten af Syrien

I dag er kamphandlingerne i store træk inddæmmet til den nordvestlige Idlib-provins, hvor forskellige islamistiske fraktioner kæmper imod en umage koalition af syriske styrker, russiske kampfly og tyrkisk artilleri.

I det øvrige Syrien er der i dag fred.

Afslag til asylansøgere fra Syrien og inddragelse af opholdstilladelser

På den baggrund er Danmark begyndt at give afslag til asylansøgere fra Syrien, og Danmark er i færd med at revurdere opholdstilladelsen for omkring 900 syrere fra Syriens hovedstad, Damaskus.

Amnesty International har i begyndelsen af januar kontaktet Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye og advaret om, at asylansøgere fra Damaskus stadig risikerer alvorlige menneskerettighedskrænkelser, hvis de returneres til Syrien: “Selv om de militære fjendtligheder er mindsket i størstedelen af Syrien, risikerer syriske borgere fortsat forfølgelse og menneskerettighedskrænkelser, herunder også i hovedstaden. Selv om det kan argumenteres, at civile ikke er i generel risiko på grund af militære operationer, peger Amnestys research på, at den generelle risiko for menneskerettighedskrænkelser mod civile består i landet, herunder også i Damaskus”, skriver Amnesty i sit brev dateret den 5. januar.

DRC Dansk Flygtningehjælp mener også, at det stadig er alt for tidligt og alt for farligt at sende flygtninge tilbage til Syrien. Danmark bør fortsat yde beskyttelse til syriske flygtninge og give dem den nødvendige ro til at kunne integrere sig, uddanne sig og arbejde. Danmark skal kort sagt droppe beslutningen om at sende flygtninge tilbage til Syrien, skriver Dansk Flygtningehjælp den 17. februar 2021.

Mattias Tesfayes problem

De syriske asylansøgeres skæbne ligger nu i hænderne på Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye.

Det gør det ikke nemmere at håndtere situationen, at Danmark – i lighed med andre vestlige lande – ikke samarbejder med myndighederne i Syrien. Al diplomatisk kontakt er lukket, og skrappe sanktioner indført.

FN’s generalforsamling samles hvert år fra september til november i FN-hovedkvarteret i New York. Formandskabet løber fra den 15. september og 1 år frem og går på skift mellem de 5 regionale valggrupper: WEOG – gruppen af vesteuropæiske og andre lande (Australien, New Zealand, Canada, Israel, Tyrkiet og USA), den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – gruppen af latinamerikanske og caribiske lande, og gruppen for østeuropæiske lande).

Efter rotationsordningen var turen kommet til, at formanden for FN’s 70. generalforsamling fra september 2015 skulle komme fra den vestlige valggruppe, WEOG.

Allerede i marts 2013 blev Mogens Lykketoft af Danmark bragt i spil som en mulig kandidat til posten. Udenrigsministeriet lobbyede for Lykketofts kandidatur overfor de andre lande i WEOG men også overfor toneangivende lande i de øvrige regioner.

Selvom ikke alle lande var begejstrede for den gamle socialist, havde Obama-administrationen ingen indvendinger og i GRULAC havde man ikke glemt Lykketofts eufemistiske karakteristik af Castro-regimet på Cuba som ”samba socialisme”.

På et møde i New York den 27. november 2014 mellem de faste FN-ambassadører fra landene i den vestlige valggruppe, WEOG, kunne det konstateres, at der ikke var andre kandidater, og WEOG indstillede herefter til FN’s Generalforsamling, at Mogens Lykketoft uden valg blev udpeget til formand for FN’s 70. generalforsamling.

Mogens Lykketoft blev herefter i juni 2015 officielt udpeget som den næste formand for FN’s Generalforsamling fra 15. september 2015 til 15. september 2016.

På Mogens Lykketofts hjemmeside kan man læse:

 ”Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid”. 

Velkommen til min hjemmeside

Danmark styres af omkring 2500 medlemmer af Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd samt af utallige medlemmer af Menighedsråd, offentlige bestyrelser, råd, nævn og udvalg m.v.

Politikernes arbejdsvilkår, løn/vederlag/ydelser og pensionsforhold er ikke faste størrelser, men bestemmes i en dynamisk politisk proces. Der er således tale om et tag-selv-bord for politikerne.

De politiske partier må påregne en betydelig offentlig bevågenhed omkring disse forhold, og folkevalgte må indstille sig på kritik, hvis sømmelighedens grænser overskrides.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – de ”gamle regeringsbærende partier” – har dog altid kunnet finde sammen om at sikre ”rimelige forhold” for de politiske partier. Stående sammen har de kunnet ignorere alle indvendinger fra kritiske partier på såvel Venstre- som Højrefløjen, ligesom kritik i medier og den brede offentlighed har samme effekt som vand på en gås.

Den skatteyderbetalte partistøtte

Partistøtteloven trådte i kraft den 1. januar 1987, og fra et beskedent udgangspunkt er tilskudsbeløbet steget betydeligt. Udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på 34,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,75 kr./år, og til hver stemme, partierne modtager ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,75 kr.

Allerede i 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Værdien af gratis rådgivning

Regeringspartierne har mulighed for at trække på gratis rådgivning til en årlig værdi af mindst 20 mio. kr. Altinget gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse af lønforholdene for regeringspartiets ”særlige rådgivere”. På det tidspunkt var der 21 skatteyderbetalte spindoktorer, der hver især blev aflønnet med op mod 1 mio. kr. ekskl. pension.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.

Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen er på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød, at allerede i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Vederlag til politikere

Den samlede offentlige partistøtte, der allerede i 2018 udgjorde over 340 mio. kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede.

Kommissionen nåede frem til, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer dengang svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i 2016 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Kristian Jensens ambassadørpost

Regeringens udnævnelse af Kristian Jensen til ”særlig repræsentant” har intet at gøre med en styrkelse af Udenrigsministeriet eller at forstærke kampagnekapaciteten forud for Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025.

Selvom regeringen efter det første ramaskrig har haft travlt med at understrege, at Kristian Jensen ikke bliver ambassadør eller noget der ligner, er det helt klart, at statsminister Mette Frederiksen vil gøre op med Udenrigsministeriets monopol på at besætte Danmarks diplomatposter rundt omkring i verden.

Forhåndsaftale med V, K og RV?

At det fremover skal være muligt for fremtrædende og erfarne politikere at blive udnævnt som ambassadører har statsministeren utvivlsomt clearet med i hvert fald Venstre og de Konservative.

Lars Løkke Rasmussen gjorde selv som statsminister flere forsøg på at bryde gennem glasloftet – bl.a. da forsøgte at placere Venstres Bertel Haarder som dansk konsul i Flensborg.

Venstres daværende politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mente at Folketingsmedlemmer, der havde siddet på tunge ministerposter, været partiformænd og bestridt internationale poster, havde kvalifikationer, der kunne bruges i udenrigstjenesten.

Ifølge Politiken gjorde Lars Løkke Rasmussen i sin anden periode som statsminister et nyt forsøg – blandt andet med et mere eller mindre konkret tilbud til Helle Thorning-Schmidt om, at hun kunne få en ambassadørpost. Men planen gik i vasken – ifølge Politiken bl.a. efter indblanding fra Anders Fogh Rasmussen.

Venstre er da også i dag positive overfor regeringens hensigt.

Venstre udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der længe har ivret for politisk udpegede ambassadører, der ”med den rigtige politiske ballast vil kunne åbne døre – ikke mindst uden for Norden” siger ifølge Altinget: “Hvis du kigger på en ambassadør i 2021, så er det faktisk en rolle, som for eksempel skal være god til at tale med politikere, organisationer og presse, ligesom de skal være god til sociale medier. Meget af det, man faktisk også gør som politiker”.

Har intet at gøre med Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd

Udnævnelsen af Kristian Jensen har intet at gøre med en styrkelse af Udenrigsministeriet eller at forstærke kampagnekapaciteten forud for Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd i 2025.

Kristian Jensens opgave bliver ifølge Mette Frederiksen at få valgt Danmark ind i FN’s Sikkerhedsråd fra 2025.

Danmark i Sikkerhedsrådet er ingenlunde en sensation. Vi sad der i 1953-54, i 1967-68, i 1985-86 og i 2005-06 (sammen med Grækenland)

Sikkerhedsrådet har 15 medlemmer, hvoraf de fem er permanente medlemmer. De øvrige pladser besættes for to år ad gangen, og disse medlemmer vælges på FN’s Generalforsamling.

FN-medlemmerne er organiseret i fem valggrupper: WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre lande, den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – den latinamerikanske og caribiske gruppe og gruppen for østeuropæiske lande.

Danmark tilhører WEOG, der udover de faste medlemmer (Frankrig, UK og USA) har 2 pladser. Her har Norge og Irland netop indtaget de to pladser, efter at Tyskland og Belgien var medlem i 2018-2020.

Hvis der er flere kandidater end valggruppens 2 pladser, stemmes der i FN’s Generalforsamling. På nuværende tidspunkt, er der udsigt til fredsvalg – det er kun Danmark og Grækenland, der kandiderer til de to ledige pladser i den vestlige valggruppe for perioden 2025-26.

Hvis det skulle ende med et kampvalg i FN’s Generalforsamling, er det under alle omstændigheder – og uanset Kristian Jensens diplomatiske evner – usandsynligt, at Danmark kan vinde en afstemning.

FN’s Sikkerhedsråd (United Nations Security Council, UNSC) er et af de vigtigste organer i FN med opgave at sikre international fred og sikkerhed, at anbefale optagelse af nye FN-medlemmer til generalforsamlingen og godkende eventuelle ændringer i FN’s Charter.

Rådets beføjelser omfatter etablering af fredsbevarende operationer, vedtagelse af internationale sanktioner og godkendelse af militære aktioner. FN’s Sikkerhedsråd er det eneste FN-organ med myndighed til at tage bindende beslutninger vedrørende medlemslande.

Sikkerhedsrådet består af femten medlemmer, hvoraf de fem sejrherrer i 2. Verdenskrig er permanente: Kina, Frankrig, Rusland, UK og USA.

Permanente medlemmer kan nedlægge veto mod alle beslutninger, herunder beslutninger om optagelse af nye medlemsstater eller kandidater til generalsekretærens kontor.

De resterende ti ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet vælges af FN’s Generalforsamling på regionalt grundlag for at fungere i en periode på to år, der starter den 1. januar.

Formandskabet for FN’s Sikkerhedsråd roterer månedligt blandt dets medlemmer.

Valggrupper

Med henblik på valg til FN’s Sikkerhedsråd og andre organer og poster er FN’s 193 medlemmer organiseret i fem regionale valggrupper: WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre lande, den afrikanske gruppe, gruppen for asiatiske og stillehavslande, GRULAC – den latinamerikanske og caribiske gruppe og gruppen for østeuropæiske lande.

Danmark er placeret i WEOG – gruppen for vesteuropæiske og andre stater, der består af 29 medlemsstater (hvis USA medregnes) hovedsageligt fra Vesteuropa, men også fra Oceanien (Australien og New Zealand), Nordamerika (Canada) og Vestasien (Israel, Tyrkiet) .

WEOG har 5 pladser i Sikkerhedsrådet – 2 ikke-permanente og 3 permanente. De nuværende medlemmer af Sikkerhedsrådet fra WEOG er de permanente medlemmer, Frankrig, USA og U.K. samt de ikke-permanente medlemmer: Irland (1. januar 2021 – 31. december 2022) og Norge (1. januar 2021 – 31. december 2022).

Fra WEOG var Tyskland og Belgien medlemmer af Sikkerhedsrådet 1. januar 2019- 31. december 2020.

Danmark sad i Sikkerhedsrådet i 1953-54, i 1967-68 og i 1985-86 og i 2005 og 2006 (sammen med Grækenland).

Clean slate

Når det siges, at FN’s Generalforsamling ”vælger” medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd, er det lidt af en tilsnigelse. Hvis der i en valggruppe er flere kandidater end valggruppens pladser, stemmes der i FN’s Generalforsamling, men ofte præsenteres generalforsamlingen for ”a clean slate”, dvs. at antallet af kandidater svarer til antallet af ledige pladser. I disse tilfælde stemmes der ikke, og FN’s medlemmer udenfor den pågældende valggruppe afskæres dermed fra at tilkendegive deres synspunkter gennem stemmeafgivningen.

På nuværende tidspunkt er det kun Danmark og Grækenland, der kandiderer til de to ledige pladser i den vestlige valggruppe i 2025-26. Der er således udsigt til ”a clean slate” og dermed fredsvalg, hvor FN’s Generalforsamling slipper for at stemme.

Hvis der på FN’s Generalforsamling i 2024 er andre fra WEOG end Danmark og Grækenland, der stiller op, afgøres medlemskabet af Sikkerhedsrådet af FN’s Generalforsamling.

Under alle omstændigheder iværksætter kandidatlande normalt et større lobbyarbejde blandt alle landene i egen valggruppe, men også blandt FN’s øvrige medlemslande.

Hvis det skulle ende med et kampvalg i FN’s Generalforsamling, vil det under alle omstændigheder – og uanset Kristian Jensens diplomatiske evner – være vanskeligt for Danmark at vinde en afstemning.

Verdens største legetøjskoncern ejet af landets rigeste familie, Kirk Kristiansen, kommer ud af 2020 med sit bedste regnskab nogensinde.

Rekordresultat

Med en omsætning på 43,7 milliarder kroner runder Billund-virksomheden for første gang 40 milliarder kroner. I 2019 lød omsætningen på 38,5 milliarder kroner.

Driftsresultatet lyder på 12,9 milliarder kroner mod 10,8 milliarder kroner i 2019 – svarende til en vækst på 19 procent.

På bundlinjen kommer Lego ud af 2020 med 9,9 milliarder kroner. Det er 1,6 milliarder kroner mere end i 2019 og knap en halv milliard mere end den hidtidige rekord fra 2016.

Øgede markedsandele

LEGO peger selv på, at man løber fra konkurrenterne og erobrer markedsandele ved at øge salget til forbrugerne med 21 procent, mens det globale legetøjsmarked blot er steget med 10 procent. Faktisk har LEGO taget markedsandele på de 12 største markeder. Samlet er der 678 LEGO-butikker i verden. I 2021 planlægger LEGO at åbne yderligere 120 butikker.

Årsagen til at LEGO-salget stiger med 21 pct. er vækst i Kina og at mange børn som følge af COVID-situationen er tvunget til at være hjemme.

LEGO har oplevet tocifret vækst i Kina, Amerika, Vesteuropa og Asien og Stillehavet.

Voksende netsalg

LEGO’s administrerende direktør Niels Christiansen har til Associated Press udtalt, at tidligere investeringer i Lego.com og virksomhedens netsalg har bidraget til at kompensere for tilbageslag relateret til pandemien, herunder forsinkede lanceringer af nyt legetøj forbundet til film, der pga. CORONA-pandemien er blevet udsat.

“We had factories that had been forcefully shut down and shops closed … some have reopened, others are still closed”, sagde Niels Christiansen. Det har især været i Mexico og Kina, at det har været nødvendigt at lukke fabrikker.

Ole Kirk Kristiansen

LEGO blev grundlagt I 1932 af Ole Kirk Kristiansen, og navnet kommer fra LEg GOdt – og uden at vide, at LEGO på latin betyder “jeg samler”.

Konkurrenterne

LEGOs nærmeste konkurrent er det amerikanske firma Hasbro med en omsætning på 34,2 milliarder kroner. Hasbro er blandt andet kendt for brætspillet Matador. Selskabet laver ud over brætspil en række kendte legetøjsprodukter. Hasbro står således bag legetøjsvåbenserien Nerf, Transformers-legetøj, G.I. Joe og My Little Pony.

En anden konkurrent er Mattel, USA, med en omsætning på 28,7 milliarder kroner. Mattel ejer kendte brands som Fisher-Price, Barbie og Hot Wheels. Mattel har også i en årrække haft licens til at producere Disney-prinsesser.

Thomas Senderovitz går direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et job som vicedirektør i Novo Nordisk.

Thomas Senderovitz’ jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz slutter sig til en række af politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Historien viser, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv.

Friis Arne Petersen

Den 31. august 2020 takkede ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, af som ansat i Udenrigsministeriet efter mere end 40 års ansættelse på absolut ledende poster i ministeriet. Tirsdag den 1. september 2020 klokken ni begyndte han en ny tilværelse som partner i den nordeuropæiske public affairs-virksomhed, Rud Pedersen!

Den tidligere ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet har i et interview med Politiken oplyst, at han skal være lobbyist og bruge sit netværk blandt politikere, politiske systemer og erhvervslivet. Friis Arne Petersens nye arbejdsgiver har ambitioner om i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen og Tyskland at kunne rådgive og analysere bedre end amerikanske konkurrenter som Boston Consulting Group og McKinsey m.fl.

Det er nu slut efter et års tid hos public affairs-bureauet. Men af virksomhedsregisteret fremgår det, at den tidligere direktør i Udenrigsministeriet har kastet sig over en helt ny branche.

Friis Arne Petersen står angivet som medejer af virksomheden Scandinavian Trap & Skeet ApS, som blandt andet sælger lerduekastere og biologisk nedbrydeligt lerduer.

Andre diplomaters betalte rådgivning

Friis Arne Petersen er muligvis inspireret af tidligere ambassadør, departementschef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, der efter sin afgang fra Udenrigstjenesten blev ansat som Vice President for Global Affairs hos Haldor Topsøe.

Tidligere havde ambassadør, departementschef og direktør i Udenrigsministeriet, Eigil Jørgensen, vist vejen da han efter endt statstjeneste blev betroet rådgiver hos A.P. Møller.

Blandt andre danske diplomater, der har stillet sig til rådighed for private virksomheder, er tidligere ambassadør og departementschef i Udenrigsministeriet, Claus Grube, der efter Udenrigstjenesten har påtaget sig hvervet som Senior Advisor for Flint Global Ltd, London og Seafresh Goup Holding Ltd. UK. Han er tillige Senior Fellow i tænketanken AxcelFuture der er etableret af kapitalfonden Axcel.

Birger Riis-Jørgensen, tidligere ambassadør i London og Rom, har efter tjenesten påtaget sig at være Senior Advisor i Rasmussen Global og for våbenproducenten Terma.

Lars Løkke Rasmussens dobbeltjob

Den 31. januar 2020 kunne Ritzau oplyse, at Socialdemokratiet mener, at det er problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem.

Socialdemokratiet ville tage Lars Løkke Rasmussens dobbeltrolle op i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, men resultatet er uoplyst.

Kan man stole på politikere og embedsmænd?

Egentlig ligger Danmark i den absolutte top, når det gælder antikorruption. Men alligevel kunne Berlingske Tidende i september 2019 oplyse, at Europarådet mente, at vi skulle passe på ”svingdørspolitikere” og samarbejde med lobbyister.

Tilliden til politikere og embedsmænd udfordres bestandigt, og realiteten er, at danskerne ikke har særlig stor tiltro til embedsmænd og politikere.

Som led i en troværdighedsanalyse udført af kommunikationsvirksomheden Radius, har man målt danskernes tillid til 26 faggrupper, og her får embedsmænd og politikere bundplaceringer i selskab med journalister og bilforhandlere.

Årsagerne til den manglende tillid til politikere og embedsmænd er mange. Et forhold har dog helt sikkert betydning: Man kan ikke regne med dem!

Udover den aktuelle diskussion om Lars Løkke Rasmussens sideaktiviteter har en lang række tilfælde bestyrket mistilliden og givet anledning til debat om habilitet, karens- og afkølingsperioder samt lobbyisme:

Poul Nielson

Den tidligere socialdemokratiske Energiminister, Poul Nielson, var fra 1986 medlem af Folketinget, medlem af bl.a. Folketingets Energipolitiske Udvalg og energipolitisk ordfører for Socialdemokratiet, men samtidig direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds underafdeling, LD Energi, og medlem af en række bestyrelser i energisektoren, herunder Vestas. De mange kasketter gav anledning til overvejelser om reglerne for Folketingsmedlemmers habilitet, men Nielsons aktiviteter blev først indstillet, da han i september 1994 blev udnævnt til udviklingsminister i Nyrup-regeringen.

Lars Christian Lilleholt

Kort tid efter at Lars Christian Lilleholt fra Venstre efter valget i juni 2019 stoppede som Energi-, klima- og forsyningsminister blev det oplyst, at han havde fået en post i bestyrelsen hos affaldskoncernen Marius Pedersen, der har hovedsæde i Ferritslev på Østfyn og beskæftiger 4.700 personer i Danmark, Tjekkiet og Slovakiet.

Oplysningen var ikke overraskende – allerede i ministertiden blev Lilleholt kritiseret for sit nære forhold til den fynske energisektor, han tidligere havde været ansat i.

Karsten Hønge

Et andet nyere eksempel er den fynske SF-politiker Karsten Hønge, der blev opstillet til europaparlamentsvalget for at sikre nok stemmer til et mandat til 74-årige Margrete Auken. Men et godt valg gav et ekstra mandat til Hønge.

Karsten Hønge og ledelsen i SF har valgt at afvise det ansvar, som 19.687 vælgere betroede Hønge med deres personlige stemme på ham. Mandatet giver Hønge videre til den blot 21-årige Kira Marie Peter-Hansen, selv om han tidligere har sagt, at han ville tage til Bruxelles, hvis han blev valgt:

”Så bliver jeg medlem af EU-Parlamentet, og så går jeg ud af Folketinget. Det er klart”, sagde han i juli 2018 til Politiken.

Vælgerne var tilsyneladende ligeglade. I hvert fald blev Karsten Hønge ved Folketingsvalget den 5. juni 2019 genvalgt.

Når politikere og embedsmænd pludselig vil noget andet

Efter nogles opfattelse, er det et problem, når en folkevalgt politiker pludselig smider, hvad han har i hænderne, til fordel for en lukrativ post i det private erhvervsliv. Eller når direktøren for en statslig myndighed som Thomas Senderovitz pludselig sadler om til en direktørpost i det erhvervsliv, han ellers har ført tilsyn med!

Hvis en minister eller anden central beslutningstager har ambitioner om et velbetalt og sikkert job i den private sektor, kan der være fare for, at vedkommende tager – eller undlader – at tage initiativer af hensyn til den kommende karriere.

Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsens pludselige afgang som erhvervsminister midt i hans valgperiode gav anledning til debat om, hvorvidt det er acceptabelt, at en minister går direkte over i en privat interesseorganisation. I dette tilfælde Dansk Erhverv.

Det har især vakt opmærksomhed, fordi nogle mente, at Brian Mikkelsen, kun ville være af værdi for Dansk Erhverv i kraft af den viden, som han har erhvervet som erhvervsminister, til gavn for snævre erhvervsinteresser i stedet for almenvellet.

I visse andre lande har man karantæneregler, der betyder, at man først kan foretage et sådant spring, når ministerens eller topembedsmandens insiderviden er blevet forældet.

Brian Mikkelsen er ikke den eneste, der er gået til en privat interesseorganisation. Men han er den, som indtil nu har foretaget det mest direkte spring til en interesseorganisation, som stod direkte over for hans hidtidige ministerium.

Søren Gade og Karen Hækkerup

Tidligere har Søren Gade (V) og Karen Hækkerup (S) efter tur foretaget et spring fra en ministerpost til direktørposten i Landbrug & Fødevarer.

Gitte Lillelund Bech (V), der var tidligere forsvarsminister (2010-2011), udtrådte i 2013 af Folketinget for at blive lobbyist i det fra Falck-sagen berygtede kommunikationsbureau, Advice, med den opgave at skaffe kunden Eurofighter en milliardordre om at levere nye kampfly til Danmark.

Bjarne Corydon

Da tidligere finansminister Bjarne Corydon blev ansat i konsulentfirmaet McKinsey vakte det berettiget opsigt. Siden er han overraskende blevet chefredaktør på dagbladet Børsen.

Mindre opmærksomhed var der, da Corydons håndgangne mand i Finansministeriet, departementschef David Hellemann, blev ansat i Nordea. Også han er gået videre – fra 1. september 2016 har han været koncerndirektør i Nykredit.

Johanne Schmidt-Nielsen

Andre nyere eksempler på politikere, der har taget springet fra Christiansborg til det private, er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der for nylig blev generalsekretær for Red Barnet.

Maria Reumert Gjerding og Morten Kabel

Inden da, havde Enhedslistens Maria Reumert Gjerding taget turen til Danmarks Naturfredningsforening, mens hendes partifælle, tidligere teknik- og miljøborgmester Morten Kabel, kunne benytte sine kontakter i Københavns Kommune i sit nye job som vicedirektør i konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.

Stine Brix

Tidligere folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten har fra 1. maj 2020 arbejdet i fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation i fagforbundet.

Andre

Inden Venstres politiske ordfører Morten Dahlin blev medlem af Folketinget, var han fra 2015 til 2017 direktør i Grace Public Affairs. Inden Alex Vanopslagh blev Folketingsmedlem for Liberal Alliance og senere dets leder, var han i 2016 ansat i samme firma. Tidligere sundhedsordfører fra Venstre Jane Heitmann er i dag Public Affairs Director i Rud Pedersen, præcis ligesom den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt var tidligere i sin karriere. Socialdemokratiets nuværende retsordfører Bjørn Brandenborg var inden sit folketingsmedlemskab ansat samme sted. Nuværende justitsminister Peter Hummelgaard var inden sin parlamentariske karriere konsulent i Advice.

Dertil kommer alle dem, der arbejder mere klassisk med politisk interessevaretagelse i forskellige interesseorganisationer. Nick Hækkerup lev efter politikergerningen direktør i Danske Bryggerier eller førnævnte Brian Mikkelsen i rollen som direktør for Dansk Erhverv.

Men politikerlobbyisten findes manger steder.

Således er nuværende rådmand på Frederiksberg Nikolaj Bøgh også lobbyist i Grace Public Affairs. Præcis ligesom Bergur Løkke Rasmussen var, imens han sad i regionsrådet i Region Hovedstaden (nu er han Søren Gades suppleant i Europa-Parlamentet). Der er også de mere kulørte typer som Fredericias forhenværende borgmester Jacob Bjerregaard, som politiet efterforskede for korruption i forbindelse med køb af en byggegrund, og som efter den skandaløse borgmesterperiode ernærede sig som lobbyist hos Grace Public Affairs. I dag er han særlig rådgiver for skatteminister Jeppe Bruus (som for øvrigt var konsulent i Geelmuyden Kiese, der blandt andet beskæftiger sig med politisk interessevaretagelse, inden sin politiske karriere).

Klausuler

De markante karriereskift, som Thomas Senderovitz, Friis Arne Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Brian Mikkelsens, Nick Hækkerup og andre har foretaget, burde give anledning til overvejelser, om der skal stilles særlige krav til toppolitikere og -embedsmænd, der forlader den offentlige tjeneste medbringende dyb indsigt fra Danmarks politiske maskinrum. Bør der som i en række andre lande indføres karens- eller ”afkølingsperioder”?

Der skal mindes om, at i det private erhvervsliv er konkurrenceklausuler ikke ualmindelige. Det kan betyde, at en top-medarbejder ikke kan tage beskæftigelse i konkurrerende virksomheder i en given periode. Den begrænsning er ministre og topembedsmænd ikke underlagt, og springet fra Slotsholmen kan foretages fra den ene dag til den anden.

I Danmark er debatten om habilitet og karens- eller nedkølingsperioder lavmælt om overhovedet eksisterende.

Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til at tage spørgsmålene op?

Nedkølings- eller karensperiode i EU

I EU skal kommissærer i 24 måneder efter slutningen på deres valgperiode søge om tilladelse hos Kommissionen, ligegyldigt hvilket job de søger. Efter den offentlige kritik af, at tidligere kommissionsformand José Manuel Barroso tiltrådte et topjob i investeringsbanken Goldman Sachs, hævede EU-Kommissionen karensperioden fra 18 til 24 måneder, før en tidligere EU-Kommissær kan ansættes i den private sektor.

Sverige har man indført regler, som betyder, at ministre ikke kan tage et job i det private det første år efter deres ministertid – medmindre de har fået tilladelse fra et særligt nævn.

I Tyskland er der fastsat en karensperiode på op til 18 måneder for ministre og statssekretærer, der springer over i det private.

I Storbritannien og Norge er afkølingsperioden for afgående ministre og statssekretærer, som søger mod den private sektor og lobbyorganisationer på et-to år, mens den i Frankrig er helt op til tre år.

Nye krav om karensperioder måske på vej i USA

I USA havde Donald Trump bebudet, at han som led i sine bestræbelser på at ”fix broken Washington” og ”drain the swamp” ville indføre et forbud mod, at ansatte i det Hvide Hus eller Kongressen i en karensperiode på 5 år efter tjenesten påtager sig lobbyarbejde. Trump ville også indføre et livsvarigt forbud mod at tidligere regeringsansatte påtager sig lobbyarbejde for en udenlandsk stat.

Så vidt vides blev forslagene ikke gennemført.

Flere kontroversielle eksempler i Danmark

Herhjemme kom det som en overraskelse for nogen, at Jacob Scharf gik fra PET, tog sin inside-viden med sig, stiftede et sikkerhedsfirma og bidrog til en ”åbenhjertig” bog om intime forhold i Politiets Efterretningstjeneste.

Jacob Scharf er dog langt fra den eneste, der har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt der for visse demokratiske tillidsposter og ansættelser ved offentlige myndigheder burde indføres karensperioder, før de pågældende kan drive konsulent- og lobbyvirksomhed, søge ansættelse i det private eller hos udenlandske regeringer og organisationer m.v.:

• Departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad forlod posten som centraladministrationens fremmeste embedsmand for at blive administrerende direktør i Dansk Industri
• Nick Hækkerup fra posten som Justitsminister til Bryggeriforenigen
• Tidligere skatteminister Jonas Dahl blev hospitalsdirektør i Randers
• David Hellemann gik fra Finansministeriet til Nordea
• Ulrik Nødgaard gik fra Finanstilsynet til Finansrådet
• Karen Hækkerup gik fra Fødevare- og Justitsminister til Landbrug & Fødevarer
• Anders Fogh Rasmussen gik fra statsministerposten til NATO og derefter til Rasmussen Global
• Arne Rolighed fra Sundhedsminister til Kræftens bekæmpelse
• Jens Kampmann fra Minister for Skatter og Afgifter til Miljøstyrelsen
• Steen Gade fra SF til Miljøstyrelsen (og tilbage igen)
• Bjarne Corydon gik fra Finansminister til McKinsey
• Helle Thorning-Schmidt gik fra statsministerposten til Save the Children International
• Brian Mikkelsen gik fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv
• Maria Reumert Gjerding gik fra Folketinget til præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
• Teknik- og miljøborgmester Morten Kabel gik fra Københavns Kommune til konsulentfirmaet Copenhagenize Design Co., der rådgiver om byplanlægning.
• Johanne Schmidt-Nielsen gik fra Folketinget til generalsekretær for Red Barnet.
• Lars Christian Lilleholt gik fra Energi-, klima- og forsyningsminister til bestyrelsen for affaldskoncernen Marius Pedersen, men fortsatte i Folketinget.
• Lars Løkke Rasmussen gik fra Statsministeriet til advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, men fortsatte i Folketinget.
• Stine Brix fra Enhedslisten gik fra Folketinget til fagforbundet Socialrådgiverne som chef for politik og kommunikation.
• Friis Arne Petersen gik fra ambassadør til partner i lobbyvirksomheden Rud. Pedersen
• Thomas Senderovitz gik fra posten som direktør i Lægemiddelstyrelsen til NOVO Nordisk.

Korruption eller bare dårlig stil?

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer om f.eks. kommende lovgivning med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre NOVO, McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?