Siden 2011 har Myanmar åbnet op for omverdenen efter mere end 50 års militærdiktatur og har siden gennemgået en hurtig udvikling på alle fronter.

Aung San Suu Kyi

Aung San Suu Kyi har været en nøgleperson i Myanmars nyere historie. Hun blev opfattet som en person, der ofrede sin personlige frihed for at udfordre generalerne, der regerede Myanmar. Hendes kamp fik støtte fra millioner af mennesker over hele verden, og gav hende Nobels fredspris.

På trods af valg i 2015, hvor National League for Democracy, NLD, ledet af Aung San Suu Kyi, fik regeringsmagten, er Myanmar i dag stadig langt fra demokrati, fred og bæredygtig økonomisk vækst. Forhåbningerne til det skrøbelige demokrati er blandt andet gjort til skamme af, at Myanmars egentlige magthavere – militæret – har faret hårdt frem mod landets muslimske Rohingya-minoritet i delstaten Rakhine, væbnet konflikt i de østlige grænseområder og en kompliceret deling af magten mellem regeringen og militæret.

Den af militæret dikterede forfatning sikrer fortsat, at militæret kontrollerer en fjerdedel af pladserne i parlamentets – Assembly of the Union – 2 kamre: underhuset, House of Representatives, og overhuset, House of Nationalities, med henholdsvis 440 og 224 medlemmer.

Folkedrab på Rohingyaer

Militæret slog i 2016 og 2017 hårdt ned på det muslimske mindretal af Rohingyaer i delstaten Rakhine og over 740000 Rohingyaer flygtede til nabolandet Bangladesh.

Aung San Suu Kyis NLD-regering blev målet for stærk international fordømmelse af folkedrabet på det rohingyamuslimske mindretal, og Suu Kyi betragtes ikke længere som et demokratiikon i Vesten efter hendes passive håndtering af de militære angreb på rohingyaerne.

Valgsejr til National League for Democracy

Parlamentsvalget i Myanmar søndag den 8. november 2020 blev de fleste steder afviklet planmæssigt. En række valgsteder var imidlertid lukkede pga. uroligheder, ligesom der også rapporteres om tilfælde af decideret valgsvindel og vælgere, der blev forhindret i at afgive deres stemme.

Selvom valghandlingen ikke fuldt ud levede op til demokratisk standard, er der ingen grund til at betvivle den stærke opbakning til NLD-regeringen. På trods af den internationale kritik er Aung San Suu Kyis fortsat umådelig populær i Myanmar. En talsmand for NLD har oplyst til Reuters, at Aung San Suu Kyis parti havde vundet flere end de 385 pladser, de vandt i 2015, og dermed langt flere end de 333 pladser i parlamentet, der er nødvendige for at danne en regering.

Danmark i Myanmar

Danmark har siden 2014 haft en beskeden ambassade i Yangon i Myanmar, men Danmarks væsentligste bidrag til demokratiudviklingen i Myanmar sker gennem det upåagtede Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er flere hundrede millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD).

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

DIPD har en vision om at fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af ”partnerskaber med politiske partier”, ”flerpartiplatforme” og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Flere bistandsorganisationer har været stærkt kritiske over for parti-støtten, og der er peget på risikoen for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande. 

De danske partier har forskellige prioriteringer. Venstrefløjen har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringspartier i flere lande, mens f.eks. Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan og Tanzania, hvor det tætte samarbejde har motiveret flere besøg af den tidligere partiformand Lars Barfoed og hans kone, Helle Sjelle.

I Norge, hvor man også har prøvet at lade politiske partier yde udviklingsstøtte, endte det med, at “Senter for Demokratistøtte” blev lukket, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Begrænsede resultater i Myanmar

I Myanmar er Danish Institute for Parties and Democracy (DIPD) fortsat aktiv med programmet “The Myanmar Multiparty Democracy Programme” (MMDP), hvor formålet angiveligt er:

• supporting multiparty dialogue and cooperation on key issues of national interest, og
• enhancing the capacity of political parties to perform their democratic functions of representation and accountability.

Årsrapporten fra DIPD indeholder nærmere oplysninger.

Selvom DIPD har arbejdet for demokrati og frie, fair og transparente valgprocesser, har resultaterne endnu ikke rigtig vist sig. DIPD har også øje for forhold, der er diskriminerende over for kvinder, yngre mennesker og minoriteter og dermed underminerer den værdi, de kunne tilføre, hvis de fik lov til at indfri deres potentiale fuldt ud. Bedømt ud fra behandlingen af Rohingya-minoriteten har den indsat ej heller båret frugt.

Så længe der er skatteyderfinansiering, kører DIPD ufortrødent videre. I samarbejde med SF blev der i 2019 etableret et dialogforum mellem de forskellige partier, der er repræsenteret i parlamentet i Myanmar. Det blev organiseret af DIPD, tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) og Rolf Aaagaard-Svendsen fra Det Konservative Folkeparti.

En række af DIPD’s aktiviteter i Myanmar foregår i samarbejde med det EU-finansierede STEP Democracy program.

Da Fødevareminister Mogens Jensen i slutningen af 2019 for 11 mio. kr. købte fire cirkuselefanter og en kamel af Cirkus Arena og Cirkus Trapez fik vi indtryk af, at vi endelig havde fået en dyrevenlig fødevareminister med hjertet på rette sted.

Knuthenborg Safaripark skulle blive endestationen for elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali. Ali var ikke oprindelig med i entreprisen, men fordi man var blevet oplyst om, at ”det ville være forkert at adskille” Ramboline og Ali, fik staten Ali med i købet.

I Knuthenborg Safaripark kan elefanterne bade i mudder og sand, spise og socialisere med hinanden.

For folk, der ikke kender Mogens Jensen og ikke mindst for udlændinge forekom historien utrolig og frit opfundet, men den er den sand, og velviljen ombølgede den joviale fødevareminister.

Nye sider af Mogens Jensen

Desværre har fødevareminister Mogens Jensen under Corona-krisen åbenbaret nye sider af sin mangefacetterede personlighed: Han er slet ikke dyreven, og hans embedsførelse er decideret ulovlig!

Den 4. november 2020 meddelte Fødevareministeriet, at regeringen havde besluttet at alle 15-17 millioner mink i Danmark skal aflives, fordi der er fundet mutationer af coronavirussen i danske mink.

Fødevareminister Mogens Jensen udtalte, at ”Vi står over for en af de største sundhedsmæssige kriser, som verden nogensinde har oplevet. Regeringen og jeg er smerteligt bevidste omkring, hvad det her betyder for alle de danske minkavlere, der står til at miste deres levebrød og for nogle; deres livsværk. Men det er det rigtige at gøre i en situation, hvor den vaccine, der lige nu er lyset for enden af en meget mørk tunnel, er i fare”. 

Statsminister Mette Frederiksen bekræftede Mogens Jensens chokerende meddelelse på et pressemøde den 4. november 2020.

Siden har det vist sig, at fødevareministerens påbud til minkavlerne om, at de skulle aflive deres dyr, blev givet, uden at man havde et gyldigt lovgrundlag. Ja faktisk tales der om decideret grundlovsstridig krænkelse af den private ejendomsret m.v.

Hvem vidste hvad, hvornår?

Hvad vidste regeringen, hvad vidste fødevareministeren, justitsministeren og statsministeren, og hvornår vidste de det?

Fødevareminister Mogens Jensen er kommet med flere svar på disse spørgsmål:

Først erklærede fødevareministeren, at regeringen vidste, at der ikke var lovhjemmel til at aflive raske mink. Men aflivningen hastede så meget, at ”… derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente en lovgivning”.

Derefter skiftede han forklaring. Nu hed det, at han ikke havde givet minkavlerne et påbud, da han skrev til dem. Det var en kraftig henstilling.

Men i mailen står der “skal” 31 gange!

Den 10. november 2020 kom Mogens Jensen så med den tredje forklaring på, at regeringen havde beordret alle mink i Danmark aflivet uden lovgrundlag:

Han vidste ikke, at lovgrundlaget manglede.

Skulle det fritage løgnhalsen for ansvar?

Statsministerens ansvar

Hvad angår statsministeren er hendes forklaringer også uklare. Efter hendes egen forklaring blev hun og regeringen klar over katastrofen ”i løbet af weekenden”. Var det fredag aften, lørdag eller søndag? Hvorfor reageres der først mandag?

I Folketingets spørgetime tirsdag den 10. november 2020 betegnede Mette Frederiksen hele skandalen som bare en ”fejl”.

Nu kommer der så en undersøgelse af hele forløbet, men spørgsmålet er hvornår Mogens Jensen må gå?

Berlingske Tidende har den 9. november 2020 hele 2 kommentarer til den af S-regeringen nedsatte kommission for såkaldte 2. generationsreformer.

Skyder Nicolai Wammen reformer til hjørnespark?

Mads Lundby Hansen, cheføkonom i CEPOS, håber i sin kommentar, at kommissionen vil komme med nye konkrete forslag til reformer, der kan øge vækst og beskæftigelse. Lundby Hansen lægger dog ikke skjul på, at han er bekymret for, at kommissionsarbejdet bliver en undskyldning for ikke at gennemføre reformer, der batter noget.

Er en boomer-kommission det rette match til en andengenerationsreform?

Berlingske Tidende bringer også den 9. november 2020 en kommentar fra avisens nye erhvervskommentator, ”erhvervskvinden” Eva Zeuthen Bentsen.

Zeuthen er helt fremme i de identitetspolitiske sutsko i sin kommentar. Uden særlig argumentation, giver Zeuthen udtryk for, at en kommission overvejende besat med ”boomere” næppe vil kunne ”tænke de unge ind i løsningsbilledet”.

Det bemærkes, at Zeuthen bruger betgnelsen ”boomer”, der ellers er den nedsættende betegnelse, som bruges af fortrinsvis yngre venstreorienterede identitetstænkere, der i dag ser en samlet fjende i det vestlige samfund, der ikke blot opfattes som kapitalistisk, men også som ”sexistisk, ungdomsfjendsk og patriarkalsk, for slet ikke at tale om racistisk”, beskriver folk over 50, der er født under efterkrigstidens baby-boom.

Hvis Eva Zeuthen, ligesom Tom Jensen gerne vil være ung med de unge, er eksponent for den linje, som Berlingske Tidende fremover vil følge i dækningen af erhvervsstoffet, lover det ikke godt.

Eva Zeuthen

Allerede, da erhvervsredaktionen på Berlingske den 12. september 2020 meddelte, at der var tilknyttet en ny erhvervskommentator, fik man bange anelser. Det var ”erhvervskvinden” Eva Zeuthen Bentsen, som ved siden af sit job som partner i den rådgivningsvirksomhed, hun selv har været med til at skabe, Zeuthen Storm, ville skrive om erhvervsliv, den offentlige sektor og ledelse i Berlingske.

Eva Zeuthen Bentsen præsenteres som cand.merc. i strategi og ledelse fra CBS, tidligere hospitalsdirektør på Gentofte Hospital og tidligere medlem af regeringens ledelseskommission.

Fyret fra Gentofte Hospital

Eva Zeuthen Bentsen har siden hun ved årsskiftet 2014/15 blev fyret som hospitalsdirektør ved Gentofte Hospital ernæret sig som konsulent.

Baggrunden for fyringen var den skandaløse administration af eksterne forskningsmidler på Gentofte Hospital og på Rigshospitalet. Der var mangelfuld kontrol med midlerne på hospitalerne, og forskningsmidler blev brugt til private og ekstravagante formål. Fem overlæger blev politianmeldt og tiltalt for svindel for sammenlagt ca. 6,5 mio. kr. Udover den mangelfulde kontrol med forskningsmidlerne afdækkede skandalen at Eva Zeuthen Bentsen og andre medlemmer af hospitalsdirektionen havde afholdt udgifter til en omfattende rejseaktivitet og repræsentation uden dokumentation for udgifternes tjenstlige relevans.

Ledelseskommissionen

Henvisningen til Eva Zeuthen Bentsens medlemskab af Ledelseskommissionen bidrager ikke til positive forventninger.

Siden formanden for Ledelseskommissionen, Allan Søgaard Larsen, forsvandt i en shitstorm som følge af hans ansvar for Falcks ulovlige adfærd i Bios-sagen, har vi ikke hørt en lyd om kommissionens anbefalinger.

Baggrunden for skandaliseringen af Ledelseskommissionens formand var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer var involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Peter Goll ny erhvervskommentator på Berlingske Tidende?

Peter Goll orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck med Allan Søgård Larsens billigelse hele den masterplan, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Peter Goll blev for nylig afskediget fra sin stilling som kommunikationschef i Københavns Lufthavn, og Goll vil således være til rådighed, hvis Berlingske vil forfølge den nye håndtering af erhvervsstoffet.

Jysk Fynske Mediers fælles indlandssektion opruster og har i den forbindelse ment, at der måske kunne være behov for at gøre avisen Danmarks artikler lidt mere ”interessante”? I hvert fald har man ansat den notoriske Jeppe Nybroe som redaktionschef.

Jeppe Nybroes berømmelse

I september 2007 fratrådte Jeppe Nybroe sin stilling som feteret nyhedsvært i DR. Det sket efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi.

Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DR’s udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.

Gidsel i Libanon

Den 3. september 2007 stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler var imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten, Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han måske tænkt på journalister som afdøde Frank Esmann og den særdeles levende POV-redaktør, Annegrethe Rasmussen?

En smule offentlig kritik kan dog ikke holde en naturbegavelse som Jeppe Nybroe nede.

Tiden der fulgte

I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der blev lavet i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vist på TV3.

Siden august 2018 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.

Siden 2011 har Myanmar åbnet op for omverdenen efter mere end 50 års militærdiktatur og har siden gennemgået en hurtig udvikling på alle fronter. På trods af valg i 2015, hvor National League for Democracy ledet af Aung San Suu Kyi, fik regeringsmagten, er Myanmar i dag stadig langt fra demokrati, fred og bæredygtig økonomisk vækst.

Forhåbningerne til det skrøbelige demokrati er blandt andet gjort til skamme af, at Myanmars egentlige magthavere – militæret – har faret hårdt frem mod landets muslimske Rohingya-minoritet i delstaten Rakhine, væbnet konflikt i de østlige grænseområder og en kompliceret deling af magten mellem regeringen og militæret.

Danmark i Myanmar

Danmark har siden 2014 haft en beskeden ambassade i Yangon i Myanmar, men Danmarks væsentligste bidrag til demokratiudviklingen i Myanmar sker gennem det upåagtede Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er flere hundrede millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD).

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

DIPD har en vision om at fremme udviklingen af velfungerende demokratiske politiske partier, flerpartisystemer og andre institutioner som centrale elementer i en demokratisk kultur i udvalgte udviklingslande.

Det vil man sikre gennem etableringen af ”partnerskaber med politiske partier”, ”flerpartiplatforme” og andre institutioner med aktiv inddragelse af danske politiske partier, danske aktører og internationale partnere.

Flere bistandsorganisationer har været stærkt kritiske over for parti-støtten, og der er peget på risikoen for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande. 

De danske partier har forskellige prioriteringer. Venstrefløjen har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringspartier i flere lande, mens f.eks. Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan og Tanzania, hvor det tætte samarbejde har motiveret flere besøg af den tidligere partiformand Lars Barfoed og hans kone, Helle Sjelle.

I Norge, hvor man også har prøvet at lade politiske partier yde udviklingsstøtte, endte det med, at “Senter for Demokratistøtte” blev lukket, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Begrænsede resultater i Myanmar

I Myanmar er Danish Institute for Parties and Democracy (DIPD) fortsat aktiv med programmet “The Myanmar Multiparty Democracy Programme” (MMDP), hvor formålet angiveligt er:

• supporting multiparty dialogue and cooperation on key issues of national interest, og
• enhancing the capacity of political parties to perform their democratic functions of representation and accountability.

Årsrapporten fra DIPD indeholder nærmere oplysninger.

Selvom DIPD har arbejdet for demokrati og frie, fair og transparente valgprocesser, har resultaterne endnu ikke rigtig vist sig. DIPD har også øje for forhold, der er diskriminerende over for kvinder, yngre mennesker og minoriteter og dermed underminerer den værdi, de kunne tilføre, hvis de fik lov til at indfri deres potentiale fuldt ud. Bedømt ud fra behandlingen af Rohingya-minoriteten har den indsat ej heller båret frugt.

Så længe der er skatteyderfinansiering, kører DIPD ufortrødent videre. I samarbejde med SF blev der i 2019 etableret et dialogforum mellem de forskellige partier, der er repræsenteret i parlamentet i Myanmar. Det blev organiseret af DIPD, tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) og Rolf Aaagaard-Svendsen fra Det Konservative Folkeparti.

En række af DIPD’s aktiviteter i Myanmar foregår i samarbejde med det EU-finansierede STEP Democracy program.

Den tidligere socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen var kendt som en hård nyser, men gradvist kom det frem, at han havde haft en problematisk opvækst på den Københavnske Vestegn.

Henrik Sass Larsen har om tidligere rådgiver i Statsministeriet, Martin Rossen, sagt, at ”Vi er vokset op langt fra hinanden, men i den samme arbejderklassebaggrund. Der kan man opleve, at voksne ikke er særlig søde, og det har han også taget med sig. Det gør, at Martin gerne vil have tryghed og ro om sin person, og hvis folk leverer det modsatte – intriger – så bliver han ked af det. Sådan oplever jeg ham”, sagde den tidligere socialdemokratiske gruppeformand.

Ligheden mellem Rossen og Sass Larsen er, at også Rossen havde en opvækst under vanskelige kår i et almennyttigt boligbyggeri i Nordborg på Als med en enlig mor og en vanskelig stedfar, som Altinget har skrevet i et portræt.

Efter et traumatisk – ja nærmest tårevædet – forløb, med Sass Larsen viste det sig ikke at være Tommy Kamp, Suzuki-Torben og rockerne, der plagede Sass Larsen, men dæmoner fra barndommen.

Henrik Sass Larsen er i dag administrerende direktør for DVCA – Danish Venture Capital and Private Equity Association – men ingen i Socialdemokratiet glemmer Sass Larsens håndfaste metoder i ledelsen af Socialdemokratiet.

Vi bør ej heller glemme hvordan Rossen på det groveste misbrugte sin position i Socialdemokratiet og sin stilling i Statsministeriet til at orkestrere nederdrægtige kampagner mod politiske modstandere og afvigere i partiet. At han til slut ikke selv kunne stå for presset i den spin-verden, han selv havde skabt, er det virkeligt bemærkelsesværdige.

Det endelige resultat af det amerikanske præsidentvalg foreligger endnu i skrivende stund ikke. Men det billede, der tegner sig, er noget anderledes og tættere, end mange havde regnet med.

I ugerne op til valget har meningsmålingerne spået at Joe Biden havde de største chancer for at vinde sig en plads i Det Hvide Hus, mens Donald Trumps chancer for genvalg er blevet sat til at være mere begrænsede.

Det amerikanske præsidentvalg er derfor endnu et eksempel på, at meningsmålingerne ikke afspejler virkeligheden.

Fra Danmark huskes valget i 2015, hvor DF uforudset stormede frem. Præsidentvalget i USA i 2016, hvor Donald Trump vandt over favoritten Hillary Clinton i det amerikanske præsidentvalg, eller da briterne uforudset stemte for Brexit.

Har vi mistet tilliden til meningsmålinger?

Når vi igen og igen ser, at meningsmålingerne skyder ved siden af, mister vi tilliden til dem, og deres betydning udvandes.

Problemet er, at uanset om målingerne er retvisende, bliver vi påvirket. Hvis vi f.eks. ser, at en kandidat har overvældende flertal, viser forskning, at meningsmålinger kan skubbe enkeltpersoner i retning af, hvad flertallet mener. Samtidig kan en tilsyneladende chanceløs kandidat betyde, at potentielle vælgere får den opfattelse at deres stemme er uden betydning, og de derfor helt afstår fra at stemme.

De etablerede medier

Man skal være opmærksom på, at meningsmålingerne ofte er rekvireret og finansieret af etablerede medier, der betragter det som godt stof – især hvis målingerne bekræfter opfattelsen hos mediets målgrupper. Bedømt ud fra situationen i USA er det derfor nærliggende at antage meningsmålingerne er indgået i de etablerede mediers misinformation, der bevidst har sigtet på at fremme opbakningen til Demokraterne og Joe Biden og hæmme stemmeafgivning til fordel for Republikanerne og Donald Trump.

Led i bevidst misinformation?

Det er ikke noget der sker tilfældigt. Meningsmålingerne imødekommer de etablerede mediers efterspørgsel efter stof herunder meningsmålinger, der bekræfter opbakning til liberale målgrupper og dermed understøtter stemmeafgivning til fordel for Demokraterne, fordi mange vælgere bevidst eller ubevidst gerne vil være på det vindende hold. Samtidig vil Demokrat-favorable meningsmålinger afholde potentielle republikanske vælgere fra at stemme fordi der ikke syntes at være udsigt til en sejr.

Når meningsmålingerne i USA tydeligvis ikke har haft den fulde tilsigtede effekt, hænger det sammen med at Donald Trump-kampagnen i mindre grad har været afhængige af de etablerede medier, men i højere grad har satset på sociale medier og højt profilerede valgmøder, hvor potentielle Trump-vælgere er blevet bekræftet i at de ikke stod alene og at Trump havde massiv opbakning.

Skattetrykket steg i Danmark fra 2018 til 2019 med 1,8 pct. til 46,9 pct. Samtidig faldt det gennemsnitlige skattetryk i EU til 41,1 pct. Det fremgår af en ny rapport fra Eurostat, hvor det også fremgår at Danmark nu igen er tæt på at have det højeste skattetryk. Frankrig havde i 2019 fortsat rekorden med 47,4 pct. men det franske skattetryk er på vej nedad, mens skattetrykket i Danmark er stigende.

Danmark har suverænt rekorden med det største skattetryk på 30,7 pct. på indkomster og formuegoder. Langt over f.eks. Sverige med 18 pct.

En af årsagerne til den absurde udvikling i Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne og i 2020 er pengene fortsat med at fosse ud til offentlige udgifter til Covid, hjælpepakker og klimatiltag.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, forbrugerpriserne er de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering, borgernes udgifter til el, vand, varme og renovation på selv moderat forbrug er de højeste i verden, banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og priserne for kaffe er verdens højeste!

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

De etablerede medier syntes ikke at interessere sig for grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt, og for de fleste politikere er hensyn til bruttonationalproduktet en by i Rusland.

Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf – i lighed med fremgangsmåden med Landbrugsstyrelsen – flytte finansministeriet til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als!

Regionerne

Den 4. september indgik regeringen en aftale med Danske Regioner. Aftalen tilfører halvanden milliard ekstra til sygehusene og afskaffer det såkaldte omprioriteringsbidrag.

Kommunerne

Rammerne for kommunernes og regionernes økonomi fastlægges i forhandlingerne mellem regeringen og kommuner og regioner.

Med aftalerne har regioner og kommuner i 2020 mulighed for at disponere over henholdsvis 125 mia. kr. og 375 mia. kr. og tilsammen over 500 mia. kr.

Kritik

Uanset de rundelige servicerammer høres fra kommuner og regioner kritik, der, der bringer mindelser om venstrefløjens advarsler i 1980’erne mod den daværende borgerlige regerings politik, der uvægerligt ville resultere i en ”social massegrav”.

Man bliver deprimeret, når flere konservative borgmestre blander sig i koret og meddeler, at de har brug for flere af skatteborgernes penge.

Statens udgifter

Hvert år er den sagesløse befolkning vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven for 2020. Finanslovsdebatten er hård, og vi får indtryk af, at der kæmpes om hver eneste krone i nattelange forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.

De samlede udgifter på finansloven for 2020 er på omkring 750 mia. kr. og dermed er de samlede offentlige udgifter på 1.250 mia. kr.

Finanslovsforhandlingerne om 2021-budgettet

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge. Skuespillet vil kunne følges i de kommende uger under forhandlingerne om finansloven for 2021.

ECB, den amerikanske centralbank, The Fed, og centralbanker overalt i verden fører en meget ekspansiv pengepolitik, der betyder at renten er lav – ja undertiden negativ.

Det kan godt kan ende med at blive det normale, at vi også i fremtiden skal leve med en begrænset økonomisk vækst, ekstrem lav inflation og negative renter.

Større ulemper

For danskerne har den negative rente haft den betydning, at bankerne har indført negative renter for indestående over et vist beløb. Hidtil har grænsen været 250.000 kr. men senest har Sydbank sænket beløbet, så indestående på over 100.000 kr. bliver mødt med en negativ rente.

Centralbankernes rentepolitik tjener højere formål, herunder for Danmarks vedkommende at sikre fastkurspolitikken.

Den lave eller ligefrem negative rente er gavnlig for investeringer, beskæftigelsen og økonomisk vækst, men gift for opsparing. De  negative renter betyder, at traditionel opsparing placeret i sikre statsobligationer eller på indlånskonti i pengeinstitutter hæmmes. På et tidspunkt vil det helt ophøre, og alle vil begynde at tage deres penge ud af banken for i stedet at holde kontanter, hvor renten godt nok er nul, men trods alt ikke negativ.

Hvornår det vil ske ved vi ikke. Selvom det for mange er bittert at skulle betale banken for indlån, er det heller ikke uproblematisk at opbevare sin opsparing i kontanter under madrassen eller i lommen.

Mange steder kan du slet ikke betale med kontanter, og de fleste er vænnet til at bruge deres bankindestående til at betale med digitalt – med kreditkort eller MobilePay m.v.

Hertil kommer risiciene ved at holde kontanter – hvor skal man opbevare dem og hvad sker der forsikringsmæssigt i tilfælde af indbrud og brand m.v.?

Risikotagning

Foreløbig ser det ud til, at de skikkelige indlånere finder sig i negative renter, men på et tidspunkt vil selv almindelige borgere uden ønske om at tage risici begynde at investere pengene i stedet for at have dem stående på en indlånskonto. Dermed vil de blive drevet til at tage en risiko, de ellers ville have undgået.

Det er til syvende og sidst de private opspareres eget problem. Fra et samfundssynspunkt er risikoen, at pengeinstitutter, pensionskasser og andre kapitalforvaltere generelt påtager sig større risici for at sikre et vist afkast til aktionærerne eller medlemmerne.

Pengeinstitutterne har allerede drejet helt op for gebyrskruen og det er nu, Banktilsyn og Nationalbank skal holde øje med, at risikotagningen ikke bliver for stor.

Inden regeringen og et flertal i Folketinget har bortødet hele det økonomiske råderum på el-biler og den grønne omstilling, bør det nødlidende danske forsvar ikke glemmes.

Danmark er hverken i stand til at forsvare sig militært eller til at levere, hvad vi har lovet den vestlige militære alliance, der udgør hjørnestenen i vores sikkerhed. Og efter flere år med diplomatiske formuleringer og halvkølig stemning har NATO fået nok.

Det er derfor en hidtil uset hård kritik, som forsvarsalliancen leverer i sin vurdering af de styrkemål, som Danmark har forpligtet sig til i NATO.

Det nuværende forsvarsforlig for 2018-23 blev indgået den 28. januar 2018. De borgerlige regeringspartiers aftale med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti betød, at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist tilføres i alt 12,8 mia. kr.  I 2023 vil det nuværende budget på godt 23 mia. kr. være løftet med 4,8 mia. kr. svarende til en forhøjelse på 20 pct. og dermed nå op på 1,3 pct. af BNP.

Stadig langt fra NATO-målsætningen om 2 pct.!

Forsvarsministeriet og Finansministeriet er derfor løbende i gang med at finkæmme statens budgetter. Formålet er at flytte forsvarsrelaterede udgiftsposter fra andre områder over på forsvarsbudgettet. De fleste af udgifterne vedrørende Grønland og Færøerne kunne med lidt god vilje karakteriseres som forsvar, og man kunne, som man gør i en række andre lande, klassificere visse forsvarsrelaterede forskningsudgifter som forsvar. På den måde er det muligt at løfte forsvarsbudgettet uden at bruge flere penge.

Er det tilstrækkeligt?

I EU har Danmark som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde, og derfor kan vi ikke rigtig forholde os til de igangværende drøftelser i EU om et øget samarbejde med sigte på at strække forsvarsbevillingerne længere f.eks. ved fælles indkøb og deleordninger m.v. Til gengæld har vi i Danmark klare forpligtelser over NATO.

USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump og hans forgængere som præsidenter, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014, hvor der blev givet tilsagn om at budgetterne over tid skulle nærme sig 2 pct. af BNP.

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har kunnet sende uniformeret personel til Afghanistan og Irak, men det er bekymrende, at det hidtidige forsvarsbudget ikke har levnet kræfter til at bidrage tilstrækkeligt til FN’s fredsbevarende operationer.

FN’s fredsbevarende operationer

Den danske deltagelse i koalitionens operationer i f.eks. Afghanistan, er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket en lang række FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Et aktivt dansk engagement i FN er en hjørnesten i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Der bør derfor fra dansk side arbejdes for, at FN fortsat vil udgøre fundamentet for det internationale system som kilden til global legitimitet og normdannelse. Endvidere bør Danmark bidrage til at styrke FN’s kapacitet til at gennemføre fredsbevarende operationer. Forligspartierne er derfor på papiret enige om, at forsvarets evne til at løse disse opgaver skal styrkes.

Desværre kan man tvivle på, at de afsatte midler er tilstrækkelige.

Reserven til internationale operationer øges gradvist over perioden fra de nuværende 500 mio. kr. årligt til 750 mio. kr. årligt i 2023 i takt med, at Forsvarets evne og kapacitet til at kunne udsende bidrag til internationale operationer styrkes.

Men er det overhovedet muligt, at Danmark på sigt kan leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, men så sent som i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid levede vi stadig op til vores forpligtelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet dog ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 23 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Med forliget forventes vi i 2023 at komme op på 1,3 pct. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet om 2,0 pct. af BNP vil det med uændret BNP kræve, at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr. om året. Forhøjelsen på 4,8 mia. kr. er et fremskridt, men der er stadig lang vej.

Værnepligt og Hjemmeværn

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

I det nye forsvarsforlig er forligspartierne enige om, at bevare og styrke værnepligten og antallet af værnepligtige øges med op til 500 årligt. Som led heri øges antallet af de værnepligtige, der aftjener længere værnepligt end fire måneder. Der skal således indkaldes flere værnepligtige til Den Kongelige Livgarde, værnepligtige til den nye brigades mobiliseringskompagnier, der aftjener værnepligt i otte måneder, og flere værnepligtige til det statslige redningsberedskab.

Forligspartierne har aftalt, at der gennemføres en midtvejsevaluering af værnepligten i forligsperioden med fokus på, om antallet af værnepligtige skal fastholdes eller forøges.

Hjemmeværnet

Hjemmeværnet, der lider under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder, har i den forrige forligsperiode været stillet over for krav om effektiviseringer, bedre økonomistyring og organisationstilpasninger.

I forsvarsforliget er det forudsat, at Hjemmeværnet skal løse opgaver overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken. Hjemmeværnets evne til at mobilisere skal styrkes, ligesom mulighederne for at øge rekrutteringen til Hjemmeværnet af værnepligtige efter endt værnepligt skal forfølges.

Samtidig vil der blive påbegyndt en modernisering af prioriterede dele af Hjemmeværnets materiel, så Hjemmeværnets evne til at løse sikrings- og bevogtningsopgaver styrkes.

Specielt vedrørende Marinehjemmeværnet etableres i forligsperioden grundlag for fremtidens flotillestruktur med henblik på udskiftning af marinehjemmeværnsfartøjerne efter 2023. I den forbindelse gennemføres et pilotprojekt vedrørende mindre, hurtigtgående skibe.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 13.000 soldater anledning til tvivl om værnets evne til at løse de opgaver, der ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

Redningsberedskab

Forligspartierne har ikke glemt beredskabets centrale rolle i totalforsvaret: ”Det er i samfundets interesse, at Danmark har et robust redningsberedskab, som kan forebygge og imødegå konsekvenserne af katastrofer både i Danmark og udlandet”.

For at udnytte de samlede ressourcer og kapaciteter gøres det statslige redningsberedskab til en del af forsvarsforliget. Et øget samarbejde mellem Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen bidrager til at sikre robustheden i det samlede beredskab og dermed samfundet som helhed.

Bør vi være tilfredse? – se over Øresund!

Tilførslen af 12,8 mia. kr. til Forsvaret i forligsperioden er absolut positivt, men er det nok? Ikke hvis vi ser på, at svenskerne har besluttet den største forsvarssatsning i Sverige siden Anden Verdenskrig. Flere nye regimenter, nye kampflydivisioner og en samlet forøgelse af forsvarsbudgettet på 40 procent: fra 60 milliarder svenske kroner i år til over 85 milliarder i 2025.

Det bemærkelsesværdige er, at forsvarssatsningen er blevet til i samarbejde mellem Socialdemokraterna og regeringens to liberale støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, og den udtalte forsvarsvilje sigter åbenlyst mod et forlig med de to konservative oppositionspartier Moderaterna og Kristdemokraterna.

Alle tre forsvarsgrene tilgodeses med stål og teknologi: patriot-luftværnssystemer, nye ubåde og op mod 100 nye Gripen-kampfly. Fra de nuværende 60.000 mand, herunder 20.000 i hjemmeværnet, skal det svenske forsvar udbygges, så det i 2030 tæller 90.000 mand. Blandt andet skal antallet af værnepligtige øges fra 5500 om året til 8000. Her er det hæren, som trækker den store gevinst med flere nye regimenter.