Den 7. december 2020 oplyser koncernen Universal Music Group (UMG), at den har købt hele den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylans bagkatalog på mere end 600 sange.

Det rækker lige fra den tidlige “Like a Rolling Stone” til den seneste “Murder most Foul”.

Avisen New York Times skønner, at det er en overdragelse til mere end 300 millioner dollar (1,84 milliarder kroner).

Karrieren

Bob Dylan (født Robert Allen Zimmerman, den 24. maj 1941) dukkede i starten af 1960’erne op på folkemusik-scenen i Greenwich Village i New York, efter han havde forladt sin fødeegn i det nordlige Minnesota oppe under grænsen til Canada.

Den 19. marts 1962 blev der udgivet en lp, der blot havde hans navn, Bob Dylan. Pladen høstede ikke nævneværdig ros hos anmelderne. Det gik bedre med nummer to, albummet ”The Freewheelin’ Bob Dylan”, der slog hans navn fast som sanger og ung rebel.

Herfra udviklede han sig over det næste årti til at blive den mest feterede og indflydelsesrige musiker nogensinde.

Dylan er i dag 79 år, men stadig aktiv som musiker med cirka 100 gigs hvert år, indtil coronapandemien gjorde sit indtog i februar og marts.

Nobelprisen

Bob Dylan er den første sangskriver, der har modtaget Nobels litteraturpris.

Da det i oktober 2016 blev oplyst, at Nobelprisen gik til Bob Dylan, sagde det Svenske Akademi, at han fik nobelprisen “for having created new poetic expressions within the great American song tradition.”

Bob Dylan deltog ikke i den egentlige Nobelpris-ceremoni i Stockholm på Alfred Nobels dødsdag den 10. december 2016. Imidlertid siger reglerne, at en Nobelprisvinder har en frist på 6 måneder til at levere den forelæsning, der er en forudsætning for at modtage de 8 millioner svenske kroner, der følger med Nobelprisen.

Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage den økonomiske del af Nobel-prisen i litteratur.

I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick.

Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.

Seneste fortjenester

Plagiat eller ej. Dylan har solgt 125 millioner album, og hans sange er blevet udgivet mere end 6000 gange af mange hundrede musikere.

Hans seneste album var “Rough and Rowdy Ways”, der blev udgivet tidligere i år.

Det indeholder den 17 minutter lange sang “Murder most Foul” – en titel der er fundet i William Shakespeares skuespil “Hamlet”.

Den omhandler drabet på præsident John F. Kennedy i 1963 og er en hyldest til den musikkultur, der fulgte.

Dylan har i mange år været repræsenteret på hitlisterne i USA. Det har han også været med “Rough and Rowdy Ways”.

Angrebet på Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal Hawaii-tid og varede i næsten 2 timer. I Washington var klokken 12.55 og i København var klokken 18.55, da angrebet begyndte.

Ifølge Wikipedia angreb Japan den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor på Hawaii med en styrke på 443 fly, 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo.

USA uforberedt

Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.

Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet.

Da angrebet sluttede var otte slagskibe svært beskadiget og seks sænket. Desuden havde amerikanerne mistet tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly. 2335 soldater og 68 civile omkom, og 1178 såredes. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe.

Japanerne mistede kun 29 fly samt fem miniubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer.

Stillehavsflåden sat ud af spillet

USA’s stillehavsflåde var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.

Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA’s kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien.

Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt.

Krigserklæringer og USA inddrages i krigen i Europa

Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag erklærede USA og England krig mod Japan.

Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.

National mindedag

Præsident Donald Trump har proklameret den 7. december 2020 som ”National Pearl Harbor Remembrance Day”.

Dagbladet Information har beskrevet hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi med hård hånd slår ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Senest er tre egyptiske menneskerettighedsaktivister blevet anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte i slutningen af september Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Ægypten.

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Ægypten.

Alligevel modtages præsident, Abdul Fattah al-Sisi i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron.

Ligesom Jeppe Kofod viger tilbage for at kommentere knægtelsen af basale menneskerettigheder i Hong Kong, har ministeren også afstået fra at kommentere situationen i Ægypten. Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?

Da S, R, SF-regeringen tiltrådte 3. oktober 2011 stiftede vi bekendtskab med den hidtil upåagtede Bjarne Corydon som finansminister.

Finansministeriets daværende departementschef David Hellemann kunne med bistand fra Deloitte straks præsentere den nye finansminister for et forslag om ”Effektiv Administration”, hvor regeringen blev stillet i udsigt, at statsadministrationen umiddelbart kunne spare 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Bjarne Corydon

Bjarne Corydon, der ifølge et portræt i Berlingske Tidende den 29. maj 2015 dengang satte det ”lighedsprægede velfærdssamfund” højt, var så forhippet på at levere resultater, at han staks med kyshånd tog mod forslaget, og dermed satte al anstændighed til side.

Det skal ikke være en undskyldning men Bjarne Corydon havde dengang en meget snæver arbejdsmæssig baggrund som udelukkende Socialdemokratisk funktionær både før og efter den Aarhusianske DJØF-uddannelse som cand.scient.pol. Den beskedne erfaring hæmmede ham dog ikke i hans virketrang.

Bjarne Corydon kunne ikke nøjes med New Public Management, men indførte en supplerende New Brutalism i den offentlige personalepolitik: Personalepolitikkerne blev gennemtvunget med en uset og helt unødvendig ufølsomhed, der chokerede ikke kun DJØF, Gymnasieskolernes Lærerforening, Danmarks Lærerforening men alle 745.000 offentligt ansattes organisationer.

”Blå Bjarne” flyttede senere til McKinsey & Company og sidder nu til alles overraskelse som chefredaktør for erhvervsavisen Børsen. I hans ministertid så vi hans umusikalske brutalitet demonstreret i bl.a. hans SMS-indblandinger i faglige konflikter, i DONG-sagen, i gennemtvingelsen af Offentlighedsloven, og i forsøget på at afskære Rigsrevisionen fra at gå nærmere ind i solcelleskandalen m.v.

Moderniseringsstyrelsen

Med Bjarne Corydons tilladelse fusionerede David Hellemann den 1. november 2011 uden forudgående varsel 2 styrelser under Finansministeriet: Økonomistyrelsen (regnskaber) og Personalestyrelsen (personaleadministration). Op af asken og ud af fusionen kom Moderniseringsstyrelsen. Ingen havde set det komme og slet ikke de knap 100 medarbejdere fra de fusionerede styrelser, der blev afskediget.

Personalestyrelsens direktør Lisbeth Lollike blev orienteret dagen før fusionen og blev umiddelbart tvunget på pension. Økonomistyrelsens direktør Charlotte Münter fik et nyt job som direktør for Digitaliseringsstyrelsen. Vicedirektørerne i de to nedlagte styrelser fik besked på, at deres stillinger ville blive slået op, og at de ikke skulle ulejlige sig med at søge!

Niels Gotfredsen direktør

Moderniseringsstyrelsen var herefter etableret med Niels Gotfredsen som direktør – indtil da først kontorchef Finansministeriet, herefter budgetbisse i Forsvarskommandoen, kontorchef i Ankestyrelsen og afdelingschef i Finansministeriet og i øvrigt bror til præsten og debattøren, Sørine Gotfredsen.

Der kom snart navn på nye vicedirektører: Trolle K. Andersen bliver hentet ind fra Hjørring, hvor han var chef for Forsvarets Regnskabstjeneste. Lise­Lotte Teilmand hentes ind fra departementet til at lede et nyt Koncerncenter, som bliver hele Finansministeriets nye, fælles servicekontor.

Barbara Bertelsen

Den 3. vicedirektør – som fik hele pakken med at forhandle overenskomster i staten efter et skærpet koncept, hvor økonomistyring og ledelses­ og overenskomstområdet bindes sammen – blev cand.jur. Barbara Bertelsen, der med en ydmyg baggrund som cand.jur. fra Aarhus havde været ansat i Justitsministeriet.

Barbara Bertelsen spillede en nøglerolle i lærerkonflikten i 2013 og blev efterfølgende af Mette Frederiksen belønnet med posten som departementschef i Justitsministeriet. Barbara Bertelsen er i dag departementschef i Statsministeriet, hvor hun har spillet en central rolle i ”Minkskandalen”.

Effektiv Administration har kostet

Med etableringen af Moderniseringsstyrelsen fik Finansministeriet samlet hele statens styringsdagsorden, og fra det udgangspunkt kastede Finansministeriet sig nu over alle fagministerierne, der blev beordret til at udarbejde handlingsplaner for hvordan de ville levere de lovede budgetforbedringer på 2,5 pct. i 2012 og 5 pct. i 2013.

Idéen med ”Effektiv Administration” var at målrette bevilgede midler mod kerneopgaverne. Det betød, at ministerierne fik at vide, at de skulle fokusere: ikke­prioriterede opgaveområder skulle skæres bort og øvrige områder effektiviseres. Målet var en mere effektiv opgavevaretagelse i centraladministrationen og at ministeriernes indsatser skulle understøtte S, RV, SF-regeringens overordnede politik.

Finansministeriet trumfede ikke kun ministeriernes faglighed, men satte sig også hårdt på personalepolitikken i den offentlige sektor, og David Hellemanns fingeraftryk findes på det blodbad, der efter regeringsskiftet med henvisning til behovet for ”fokusering” og ”effektivisering” blev foranstaltet i centraladministrationen

Finansminister Bjarne Corydon og departementschef David Hellemann har med ”Effektiv Administration” et væsentligt ansvar for at initiere den tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen, der siden har karakteriseret den offentlige sektor.

Corydon og Hellemann bærer også ansvaret for den faglige deroute i centraladministrationen og alle ”møgsagerne”. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang, må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

https://amtsavisen.dk/artikel/50-%C3%A5r-hans-evner-gav-ham-%C3%B8genavnet-budgetbissen

Den 15. november 2020 undertegnede 15 lande i Hanoi i Vietnam en økonomisk partnerskabsaftale, RCEP. Dermed blev verdens største handelsblok skabt, der med over 2,2 milliarder mennesker – næsten en tredjedel af verdens befolkning – dækker 29 pct. af det globale bruttonationalprodukt.

RCEP består af 10 sydøstasiatiske lande ASEAN-lande (Brunei Darussalam, Cambodia, Indonesia, Lao PDR, Malaysia, Myanmar, the Philippines, Singapore, Thailand og Viet Nam) samt Sydkorea, Kina, Japan, Australien og New Zealand, og forhandlingerne har stået på siden 2012. Aftalen blev undertegnet i marginen af et møde i Association of Southeast Asian Nations – ASEAN.

RCEP-aftalen vurderes som betydningsfuld, fordi aftalen omfatter en stor gruppe af lande, og fordi aftalen inkluderer Kina.

Mens Kina tidligere har indgået en række bilaterale handelsaftaler, er det første gang Kina har undertegnet en regional multilateral handelspagt, og aftalen betegnes som ”en sejr for multilateralisme og frihandel”.

RCEP-aftalen forventes over tid at eliminere en række toldsatser på import af varer med oprindelse i RCEP-landene. Under de hidtidige aftaleforhold har et produkt fremstillet i Indonesien, der f.eks. Indeholder australske dele, muligvis kunne blive udsat for told andetsteds i Asien.

Aftalen indeholder også bestemmelser om intellektuel ejendomsret, telekommunikation, finansielle tjenester, e-handel og professionelle tjenester.

RCEP-aftalen vurderes at kunne bidrage til at øge det globale BNP og øge den økonomiske vækst i aftalelandene med 0,2 pct. årligt. Visse analytikere mener, at aftalen sandsynligvis især vil være til fordel for Kina, Japan og Sydkorea fremfor de andre medlemsstater.

Under alle omstændigheder kan det tage et stykke tid, før aftalen får fuld effekt, fordi 9 af aftalelandene skal ratificere aftalen, før den træder i kraft. I visse lande kan der forudses en vis modstand mod aftalen i de nationale parlamenter som følge af generel skepsis overfor Kina og globalisering.

USA og Indien ikke med

USA, der allerede i 2017 trak sig fra forhandlingerne om et Trans-Pacific Partnership (TPP) mellem asiatiske og stillehavslande, er ikke med i aftalen.

Indien var også oprindeligt en del af forhandlingerne, men trak sig sidste år over bekymring for, at lavere told kunne skade lokale producenter.

Indien satser som bekendt på at opbygge et stærkt indenlandsk landbrugs-og industrigrundlag, og vurderingen har været, at disse bestræbelser ikke ville blive understøttet ved en tilslutning til RCEP-aftalen.

Når Indien efter syv års forhandlinger i den afsluttende fase fravalgte RCEP, fordi aftalen i sin form ikke ville have understøttet nationale interesse, har Indien på sin vis fulgt en internationale trend.

Med fokus på politikker som ”Make-in-India”, ”America First”, ”MAGA” bevæger verdensøkonomien sig langsomt i retning af protektionisme. RCEP-aftalen ville næppe have været en stor fordel for sektorer som landbrug, mejeribrug og andre sektorer, som den indiske regering søger at fremme i stærk konkurrence med lande som Australien og Kina. I forhold til Kina var der også udsigt til, at Indiens elektronik- og metalsektorer ville tabe konkurrencen.

I Indien opfattes Kina som et problem

I det hele taget er Kina et problem i Indien. Indien har konstant givet udtryk for bekymring over sit handelsunderskud over for Kina. I 2018-19 lå Indiens handelsunderskud over for Kina på 53,56 milliarder dollar. Selvom Indiens eksport til Kina har været stigende i løbet af de sidste par år, har Indien stadig ikke været i stand til at mindske det enorme handelsunderskud.

Desuden har Indien også handelsunderskud med andre RCEP-medlemmer.

Samtidig har strømmen af direkte investeringer fra RCEP-lande til Indien har været temmelig lav og mens Indiens økonomi ikke først og fremmest drives af eksporten, ville RCEP-aftalen have betydet, at Indien ville blive den største importør i RCEP-samarbejdet. De forholdsvis billigere varer ville godt nok have været en fordel for de indiske forbrugere, men ville også have bidraget til at smadre en række virksomheders nationale hjemmemarked.

Vurderingen i Indien har været, at RCEP ikke ville have bidraget meget til at forbedre den økonomiske vækst, som faldt fra 8,2 procent i 2016 til 6,1 procent i 2019.

Indien har høje toldsatser som en foranstaltning til at beskytte sin indenlandske industri og landbrug mod udenlandsk konkurrence, men tilsvarende mødes indisk eksport af told på afsætningsmarkederne.

Indien har forbedret sin placering på Verdensbankens rangliste over ”Ease of Doing Business” fra nr. 77 i 2018 til nr. 63 i 2019 (ud af 190 lande), men ligger stadig dårligere end RCEP-lande som Kina, Australien, New Zealand og Malaysia.

Formanden for regeringens Ledelseskommission, Falck-direktør Allan Søgaard Larsen, forsvandt i en shitstorm som følge af hans ansvar for Falcks ulovlige adfærd i Bios-sagen. Vi har siden ikke hørt en lyd om kommissionens anbefalinger.

Til gengæld er Bios-skandalen fortsat særdeles levende.

Skandalen var en realitet, da Konkurrencerådet udtalte lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Advice og Jens Christiansen

Flere kommunikationsbureauer var involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Peter Goll

Peter Goll orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck med Falck-direktør Allan Søgård Larsens billigelse hele den masterplan, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Peter Goll blev for nylig afskediget fra sin stilling som kommunikationschef i Københavns Lufthavn. Direktør og partner i kommunikationsbureaet Advice, Jens Christiansen, er til gengæld blevet ophøjet til ”særlig rådgiver” for boligminister Kaare Dybvad Bek.

Boligministeren

Det kan blive helt interessant at se hvordan Jens Christiansens erfaringer med astro-turfing og bekymrings-kampagner og hans baggrund som partisekretær i Socialdemokratiet og Advice-direktør kommer i spil for at fremme den konstant svedende Kaare Dybvad Beks dagsorden.

https://www.berlingske.dk/virksomheder/hans-tidligere-chef-kaldte-hans-arbejde-utilgiveligt-nu-er-han-blevet

Berlingske Tidende og de fleste andre danske medier fyldes med stof, der enten er produceret og vinklet af ofte faguddannede journalister, der sidder i faste stillinger og gode vilkår, eller af journalister eller andre skriverkarle, der er ansat på midlertidige kontrakter, freelancekontrakter, projektansættelser osv.

Udlandsstoffet er især nødlidende, og stadig flere spalter fyldes med utroværdige maskinoversatte artikler fra udenlandske medier – ikke mindst fra Washington og New York.

Vi har altid vidst, at Berlingeren var sippet og af hunkøn. Det giver mening, når vi nu også med oplysningen om, at Birgitte Borup overtager roret på udlandsredaktionen, får at vide, at Berlingeren er et skib.

Spørgsmålet er om der er tale om en hullet pram, en pæreskude, en plimsoller eller et skib som fregatten Jylland, måske en undervandsbåd Nautilus eller en dødssejler som Titanic. Uden en kompetent besætning og en erfaren leder som kaptajn Nemo kan det alt sammen være lige meget.

Siden Platons skibsallegori fra “Staten” har der optrådt statsskibsfortællinger i den klassiske filosofi. Hvor Platon bruger skibet som et billede på at et demokratisk statsstyres uvægerligt inadækvate ledelse, er statsskibsallegorien ofte i nyere tid brugt som billede på statens behov for en duelig regering til at føre statsskibet. Højere embedsmandskredse har ofte i den åbenlyse mangel på kompetente politikere betragtet det som deres egentlige opgave og pligt at ”føre statsskibet i oprørt sø”.

Nu har dagspressen – den 4. Statsmagt – overtaget skibsallegorien i en situation hvor både statsmagt og dagspresse tager vand ind, ballasten har forskubbet sig og alle mand er ved pumperne.

Det skal blive spændende at følge bestræbelserne i Pilestræde og på Christiansborg på at undgå det totale havari.

https://www.berlingske.dk/internationalt/berlingske-faar-ny-udlandsredaktoer-birgitte-borup-bliver-en

Længere tids utilfredshed med en topstyret ledelsesstil kulminerede i weekenden på et ekstraordinært landsmøde i Grønlands største parti, Siumut: I et kampvalg mistede Kim Kielsen posten som formand til Erik Jensen. Næstformand i Siumut, Vivian Motzfeldt, stillede også op i formandsvalget, men røg ud i 1. valgrunde.

Allerede i 2017 blev Kim Kielsen udfordret ved et formandsvalg. Dengang var det den tidligere grønlandske udenrigsminister, Vittus Qujaukitsoq, der erklærede, at Grønland godt kunne undvære bloktilskuddet fra Danmark. Han tabte formandsvalget og dannede siden partiet Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere), der ønsker selvstændighed hurtigst muligt.

Selvom Siumut, der ligner Socialdemokratiet i Danmark, har fået ny formand, er Kim Kielsen fortsat leder af det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, hvor Siumut siden valget i 2018 har været i koalition med det borgerlige parti, Demokraatit.

Politiske rystelser

Formandsopgøret i Siumut har givet anledning til rystelser i hele det politiske system på Grønland, og flere scenarier er mulige:

Kim Kielsen kan overlade pladsen som landsstyreformand til den nye formand for Siumut, Erik Jensen. Det er dog ikke noget Siumut selv kan bestemme. Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, har gjort det klart, at hvis Siumut ønsker ændringer i samarbejdet, herunder at udskifte Kim Kielsen med Erik Jensen som landsstyreformand, kræver det en ny koalitionsaftale.

Formandsskiftet kan også udløse et nyt valg til Landstinget – Inatsisartut.

Formanden for Landsstyret/Naalakkersuisut har mulighed for at udskrive et valg, hvis der bliver vedtaget et mistillidsvotum mod et medlem af eller det samlede Naalakkersuisut. Derudover kan formanden for Naalakkersuisut vælge at fremsætte et lovforslag om valg i utide i Landstinget/Inatsisartut, som Inatsisartut skal behandle.

Den nye formand for Siumut

Den tidligere politibetjent Kim Kielsen overtog formandsposten fra den skandaleramte partifælle Aleqa Hammond i 2014, og hans efterfølger, Erik Jensen, er 45 år og kommer fra Grønlands næststørste by, Sisimiut (tidligere Holsteinsborg). Han er tidligere grønlandsmester i håndbold og har arbejdet professionelt for Grønlands Håndboldunion. Erik Jensen har været anfører i den ”borgerkrig” og kritik af Kim Kielsen, der det seneste år har præget Siumut.

Kritikken af Kielsen har især været personlig og har gået på hans lukkede ledelsesstil, og han er blevet kaldt Grønlands ”tavse leder”, der har været involveret i flere møgsager.

Det er blandt andet blevet kritiseret, at Kim Kielsen har brugt for mange penge på en ministerbil, ligesom det var nær ved at føre til mistillidsvotum i det grønlandske Landsting i oktober, at han havde været med til at hæve kvoterne for stenbider samtidig med, at han havde lejet sin båd ud til en fisker.

Kritikken er i mindre grad gået på forholdet til Danmark, sprogpolitikken eller udenrigspolitikken i forhold til Kina og USA.

Selvom der eksisterer en mindre intellektuel elite i Nuuk, som ønsker selvstændighed og kolonistatuer flyttet, er det fortsat Siumuts grundholdning, at når Grønlands økonomi er klar til det, ønsker Siumut at erstatte Grønlands selvstyrelov med en såkaldt fri associeringsaftale med Danmark.

Situationen på Grønland

Efter det sidste Landstingsvalg i april 2018 afløste en landsstyrekoalition bestående af det socialdemokratiske Siumut og det borgerlige Demokraatit det tidligere landsstyre bestående af Siumut og det mere venstreorienterede IA (Inuit Ataqatigiit).

Det er først og fremmest de nære emner som fiskeri og infrastruktur (lufthavne), der præger den politiske debat på Grønland, men hele tiden på baggrund af diskussionen om Grønlands vej til selvstændighed.

Grønland kæmper samtidig med store sociale problemer. Hvert tredje barn i Grønland oplever en barndom præget af omsorgssvigt. Uanset hvem der kommer til at stå i spidsen for Landsstyret må det forventes, at det sociale område bliver prioriteret.

I det lidt længere perspektiv er det centrale spørgsmål imidlertid hvordan Grønland med 56.000 indbyggere kan skabe en mere selvbærende økonomi, der på sigt kan bane vejen for et selvstændigt land og uafhængighed af bloktilskuddet på årligt godt 3,6 milliarder kroner fra Danmark.

Grønlands økonomi

Det grønlandske bruttonationalprodukt er af Det Økonomiske Råd opgjort til omkring 20 mia. kr.

Selvstyret er stærkt optaget af hvordan Grønland med 56.000 indbyggere kan frigøre sig fra afhængigheden af de 4,7 mia. kr., som bloktilskuddet på 3,6 mia. kr. og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til mere end halvdelen af Landskassens samlede indtægter.

Grønland er i dag fortsat helt afhængig af én bestemt sektor: fiskeriet og fiskeindustrien, som står for næsten 95 pct. af vareeksporten, heraf især rejer og hellefisk.

Fiskeri er Grønlands altdominerende erhverv og økonomiske grundlag. Fiskeriet spænder fra industrielt udenskærs fiskeri til kystnært småskala fiskeri, fra store vertikalt integrerede Selvstyreejede selskaber til enkeltmandsvirksomheder i åbne fartøjer, fra fiskekooperativer til selskaber med delvist udenlandsk ejerskab og investeringer i udlandet.

Fiskerierhvervet har i de senere år været inde i en positiv udvikling både i forhold til priser og mængder og genereret øgede indtægter til Landskassen.

Fiskeriet har afgørende beskæftigelsesmæssig betydning i bygderne, men også i byerne er op mod 40 pct. beskæftiget i fiskerierhvervet.

Økonomisk aktivitet som følge af mineral- og olieindvinding har lange udsigter, og mange år efter indførelsen af Grønlands Selvstyre er der ikke gennemført reformer, der kunne have understøttet en selvbærende økonomi.

Corona-krisen

De globale konsekvenser af coronapandemien er store, og mange lande er i recession i 2020, hvilket vil sige, at økonomien går tilbage. Da coronakrisen begyndte at tage fart tilbage i april var vurderingen, at Grønlands økonomi kunne gå tilbage med mellem 3 og 7,4 procent.

Ifølge en ny prognose fra Økonomisk Råd ser det ikke så galt ud for Grønland. Her beregner rådet, at økonomien kun vil gå tilbage med 0,2 procent. Det vil sige, at økonomien vil have samme størrelse som i 2019, hvilket betegnes som nulvækst.

I 2021 forventer rådet på nuværende tidspunkt en vækst på 2,1 procent. Det understreges dog, at beregningerne er usikre, da pandemien stadig spøger og kan påvirke økonomien yderligere.

Flere brancher og landskassen rammes af krise

Selvom Grønlands økonomi som helhed ser ud til slippe nådigt i forhold til økonomien i andre lande, så har krisen store konsekvenser.

Særligt turist- og transporterhvervene er hårdt ramt. Fiskeriet er også påvirket af den globale økonomiske udvikling, der har betydet faldende priser.

Krisen går desuden hårdt ud over landskassen, bliver påvirket af udgifter til hjælpepakker, nødbeflyvning m.m. og faldende skatteindtægter blandt andet fra ressourcerenteafgifter fra fiskeriet. Landskassen kan i 2020 ende med et samlet underskud i størrelsesordenen 500 mio. kr.

Udgifterne vil løbe fra indtægterne

Det Økonomiske Råd advarer om at udviklingen kommer det til at stille store krav til politikerne om at få økonomien på ret køl igen. Der skal arbejdes hen imod, at landskassen igen giver overskud, og samtidig skal politikerne forholde sig til den aldrende befolkning, som udgør et stort økonomisk problem. Ved uændret politik vil udgifterne løbe markant fra indtægterne, og denne situation er ikke holdbar. Kravene til den økonomiske politik er således blevet markant forøget af coronakrisen. Der er ikke et økonomisk råderum til nye udgiftskrævende initiativer i årene fremover, skriver Det Økonomiske Råd.

Nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq

Hjemmestyrets beslutning om at bygge 3 nye lufthavne i Nuuk/Godthåb, Ilulissat/Jakobshavn og Qaqortoq/Julianehåb løber op i omkring 4 mia. kr. og de samfundsøkonomiske konsekvenser diskuteres livligt på Grønland, herunder konsekvenserne for flytrafikken af Covid-19.

Deloitte har for Landsstyret beregnet det samfundsmæssige overskud til 280 millioner kroner, hvis man bygger de tre nye lufthavne (under forudsætning af at Kangerlussuaq/ Søndre Strømfjord og Narsarsuaq bliver til heliporte). Det Økonomiske Råd mener at Deloitte har overvurderet den samfundsøkonomiske gevinst, men det har ikke rokket den politiske vilje til at gennemføre projekterne, der planlægges at stå klar i 2023.

Selvstyret er som nævnt stærkt optaget af hvordan Grønland kan frigøre sig fra afhængigheden af de 4,7 mia. kr., som bloktilskud og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til mere end halvdelen af Landskassens samlede indtægter. Problemet er, at det grønlandske eksistensgrundlag ikke styrkes af sig selv. De ambitiøse lufthavnsplaner og mulighederne for at fremme turismen skal ses i det perspektiv.

Dyrt for Danmark

De udestående spørgsmål vedrørende renoveringen af Kangerlussuaq Lufthavn/Søndre Strømfjord er nu løst med at det danske Forsvar har bundet sig til at afholde udgifter på op mod to mia. kr. i forbindelse med renoveringen.

Efter beslutningen om at bygge nye lufthavne har Kangerlussuaqs skæbne været uvis, men forsvarsminister Trine Bramsens tilsagn om, ”at Forsvaret fortsat skal kunne være til stede og anvende lufthavnen i Kangerlussuaq, og at lufthavnen fortsat skal kunne anvendes af civile fly under almindeligt gældende vilkår”, bliver det Forsvaret, som efter 2023 betaler for både renovering af lufthavnen og den daglige drift.

Det kan gå hen og blive meget dyrt for Danmark og Forsvaret, som har sine egne hangarer på den militære side af lufthavnen, der også ofte er vært for amerikanske fly.

Installationerne har et enormt vedligeholdelsesefterslæb. Men værst ser det ud for den knap 3.000 meter lange landingsbane, taxiwayen og de to forpladser på henholdsvis den civile og militære side af lufthavnen, lyder det.

Smeltende permafrost har medført, at de er stærkt medtagne. Det gælder i en sådan grad, at en stor del af den militære forplads er uanvendelig, og de sydligste 300 meter af landingsbanen ikke længere må bruges af tunge fly.

Det fik i 2015 Grønlands Lufthavne til at skønne, at der ville blive udløst et renoveringsbehov til en pris på 1.964 mio. kr. frem mod 2025.

Kort historie

Grønlands ældste nordbobebyggelse blev etableret af Erik den Røde fra Island, der hørte under Norge. Erik var i 982 blevet dømt fredløs (og dermed statsløs og retsløs) formentlig for 3 år, anklaget for mord. Efter sin fredløse periode vendte han tilbage til Island og ledede i 986 en islandsk udvandring til Grønland.

Hans Egede var præst på Lofoten i Norge, da han hørte om nordboerne, der i vikingetiden havde slået sig ned på Grønland, og som man ikke havde haft kontakt med siden slutningen af 1400-tallet. I 1721 bad han Frederik den 4. af Danmark og Norge om lov til at rejse til Grønland og påbegynde missionsarbejde blandt nordboerne. Hans Egede søgte efter nordboerne eller vikingerne i Grønland i 1721, men fandt dem ikke. I stedet traf han inuiterne og begyndte at missionere blandt dem. Han grundlagde Nuuk (Godthåb).

Norge og de oprindeligt norske skatlande Grønland, Island og Færøerne var formelt underlagt den danske krone fra 1536 og indtil 1814, hvor Norge ved freden i Kiel efter Napoleonskrigene blev afstået til kongen af Sverige. Efter opløsningen af unionen mellem de to lande 1814 forblev Færøerne, Island og Grønland danske besiddelser.

I 1953 blev Grønland en integreret del af Danmark og i 1979 fik Grønland efter en folkeafstemning hjemmestyre. Efter en folkeafstemning i 2008 fik Grønland selvstyre og yderligere autonomi, herunder kontrol over råstoffer i undergrunden. Grønlandsk har erstattet dansk som officielt sprog.

Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard fortalte søndag i TV2’s “Presselogen”, at Berlingske i den seneste uge er blevet kontaktet af embedsmænd i Justitsministeriet, der vil have avisen til at undlade at bruge ordene “lovbrud” og “grundlovsbrud”, når de skriver om sagen:

“Jeg synes, det har været ret bemærkelsesværdigt i løbet af den her uge at opleve, at vi på redaktionen bliver ringet op af jurister fra embedsværket. Normalt ville man have en dialog med politikere, med ministre. I det her tilfælde er det jurister fra Justitsministeriet, som direkte ringer og beder om, at vi ikke kalder det en ulovlig ordre og at vi ikke kalder det et grundlovsbrud,” sagde Mette Østergaard.

Hun konstaterede, at Justitsministeriet ”agerer som en part i sagen”: ”Der er tale om en politisering af embedsværket, hvor vi i pressen skal være virkelig, virkelig vågne og ikke bare tage for gode vare, når der bliver ringet op fra en embedsmand og klappe hælene i og sige, at ’så retter vi os efter det’. Vi skal i stedet gå ud og tage fat i uvildige eksperter,” sagde Berlingske-redaktøren.

I Justitsministeriets såkaldte ”Supplerende notits om visse statsretlige spørgsmål med relation til forløbet vedrørende manglende hjemmel til at udvide den hidtidige indsatsmed aflivning af mink til hele landet” anføres:

”Justitsministeriet skal hertil supplerende bemærke, at det efter ministeriets opfattelse endvidere følger af det nævnte, at en udtalelse på et pressemøde eller politiske udmeldinger i øvrigt ikke i sig selv kan kvalificeres som ulovlige, herunder grundlovsstridige, blot fordi de ville kræve hjemmel, hvis de havde form af et påbud eller anden retsakt rettet til borgerne.”

Nu venter vi bare på at tidligere justitsministre tager afstand fra det juridiske og politiske skred i Justitsministeriet.

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/MOF/bilag/157/2289009/index.htm

Inden regeringen og et flertal i Folketinget har bortødet hele det økonomiske råderum på el-biler, den grønne omstilling og erstatninger for del ulovlige aflivning af hele den danske minkbestand, bør det nødlidende danske forsvar ikke glemmes.

Danmark er hverken i stand til at forsvare sig militært eller til at levere, hvad vi har lovet den vestlige militære alliance, der udgør hjørnestenen i vores sikkerhed. Og efter flere år med diplomatiske formuleringer og halvkølig stemning har NATO fået nok.

Det er derfor en hidtil uset hård kritik, som forsvarsalliancen leverer i sin vurdering af de styrkemål, som Danmark har forpligtet sig til i NATO.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, har fulgt op på kritikken. I et indlæg i Berlingske Tidende påpeger hun, at NATO er vores kollektive forsikringspolice og helt afgørende for vores fortsatte tryghed og sikkerhed. Men NATO kan ikke blive ved at være hovedhjørnestenen i vores fælles forsvar, hvis medlemslande som Danmark ikke fuldt ud og i rette tid implementerer alliancens kompatibilitetsmål.

Den socialdemokratiske forsvarsminister Trine Bramsen og andre danske politikere svarer igen med ”Lad hende skabe sig”.

Forsvarsforlig

Det nuværende forsvarsforlig for 2018-23 blev indgået den 28. januar 2018. De borgerlige regeringspartiers aftale med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti betød, at forsvarsbudgettet over den 6-årige forligsperiode gradvist tilføres i alt 12,8 mia. kr.  I 2023 vil det nuværende budget på godt 23 mia. kr. være løftet med 4,8 mia. kr. svarende til en forhøjelse på 20 pct. og dermed nå op på 1,3 pct. af BNP.

Stadig langt fra NATO-målsætningen om 2 pct.!

Forsvarsministeriet og Finansministeriet er derfor løbende i gang med at finkæmme statens budgetter. Formålet er at flytte forsvarsrelaterede udgiftsposter fra andre områder over på forsvarsbudgettet. De fleste af udgifterne vedrørende Grønland og Færøerne kunne med lidt god vil karakteriseres som forsvar, og man kunne, som man gør i en række andre lande, klassificere visse forsvarsrelaterede forskningsudgifter som forsvar. På den måde er det muligt at løfte forsvarsbudgettet uden at bruge flere penge.

Det forudsætter naturligvis, at NATO ændrer styrkemålet, så Danmarks forskning og indsats på Grønland og Færøerne inkluderes i NATO’s regnestykke.

NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har over for dagbladet Politiken tidligere forklaret, at måden, NATOs styrkemål opgøres på, er ”en omfattende proces”, der ikke står til at blive ændret med det første.

En forhøjelse af forsvarsbudgettet er uomgængelig

I EU har Danmark som bekendt et forbehold overfor et EU-forsvarssamarbejde, og derfor kan vi ikke rigtig forholde os til de igangværende drøftelser i EU om et øget samarbejde med sigte på at strække forsvarsbevillingerne længere f.eks. ved fælles indkøb og deleordninger m.v. Til gengæld har vi i Danmark klare forpligtelser over NATO.

USA er reelt vores bedste forsikring for, at vi kan bevare det samfund, som vi dagligt har glæde af. Og uanset hvad man måtte mene om Donald Trump og hans forgængere som præsidenter, så er bidragsforpligtelsen faktisk nedfældet i en gensidig aftale mellem alliancens lande, der er tiltrådt af skiftende danske regeringer og folketingsflertal. Senest af statsminister Helle Thorning ved NATO-topmødet i Wales i september 2014, hvor der blev givet tilsagn om at budgetterne over tid skulle nærme sig 2 pct. af BNP.

Ét er vores internationale forpligtelser, men mindst lige så væsentligt er det, at dansk forsvar har brug for at få tilført flere midler, så vores soldater kan løse deres opgaver for Danmark på betryggende vis.

Vi har kunnet sende uniformeret personel til Afghanistan og Irak, men det er bekymrende, at det hidtidige forsvarsbudget ikke har levnet kræfter til at bidrage tilstrækkeligt til FN’s fredsbevarende operationer.

FN’s fredsbevarende operationer

Den danske deltagelse i koalitionens operationer i f.eks. Afghanistan, er i visse partier kontroversiel, men der syntes at være bred enighed om at Danmark bør støtte op om FN’s fredsbevarende operationer.

Der er i øjeblikket en lang række FN-operationer med ca. 120.000 uniformerede udsendte. Desværre er det en række udviklingslande, der med gennemgående dårligt udrustede styrker, bærer hovedansvaret.

Et aktivt dansk engagement i FN er en hjørnesten i dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. Der bør derfor fra dansk side arbejdes for, at FN fortsat vil udgøre fundamentet for det internationale system som kilden til global legitimitet og normdannelse. Endvidere bør Danmark bidrage til at styrke FN’s kapacitet til at gennemføre fredsbevarende operationer. Forligspartierne er derfor på papiret enige om, at forsvarets evne til at løse disse opgaver skal styrkes.

Desværre kan man tvivle på, at de afsatte midler er tilstrækkelige.

Reserven til internationale operationer øges gradvist over perioden fra de nuværende 500 mio. kr. årligt til 750 mio. kr. årligt i 2023 i takt med, at Forsvarets evne og kapacitet til at kunne udsende bidrag til internationale operationer styrkes.

Men er det overhovedet muligt, at Danmark på sigt kan leve op til kravene fra USA og NATO?

Ja, hvorfor ikke?

Danmark har tidligere anvendt mere end 2,0 pct. af BNP på forsvaret. I 1953 var tallet 3,4 pct. Herefter faldt bidraget gradvist, men så sent som i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid levede vi stadig op til vores forpligtelser. Siden begyndelsen af 1990’erne har forsvarsbudgettet dog ligget på under 2 pct. af BNP.

I øjeblikket ligger det danske forsvarsbudget som opgjort af NATO på omkring 23 mia. kr. årligt svarende til 1,17 pct. af BNP. Med forliget forventes vi i 2023 at komme op på 1,3 pct. Hvis vi skal opfylde NATO-kravet om 2,0 pct. af BNP vil det med uændret BNP kræve, at forsvarsbudgettet – formentlig gradvist over en periode – øges med 20 mia. kr. om året. Forhøjelsen på 4,8 mia. kr. er et fremskridt, men der er stadig lang vej.

Værnepligt og Hjemmeværn

Et synligt billede på den udhulede forsvarsevne er situationen på værnepligtsområdet. Den almindelige værnepligt fremgår af Grundloven, der i §81 fastslår, at: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. De nærmere bestemmelser fremgår af værnepligtsloven.

Hvor vi op i 60’erne havde langt over 20.000 værnepligtige, har forsvarsforliget for 2013-2017 fastsat antallet af årligt indkaldte værnepligtige til 4.200, der aftjener i gennemsnit 4 måneder.

I det nye forsvarsforlig er forligspartierne enige om, at bevare og styrke værnepligten og antallet af værnepligtige øges med op til 500 årligt. Som led heri øges antallet af de værnepligtige, der aftjener længere værnepligt end fire måneder. Der skal således indkaldes flere værnepligtige til Den Kongelige Livgarde, værnepligtige til den nye brigades mobiliseringskompagnier, der aftjener værnepligt i otte måneder, og flere værnepligtige til det statslige redningsberedskab.

Forligspartierne har aftalt, at der gennemføres en midtvejsevaluering af værnepligten i forligsperioden med fokus på, om antallet af værnepligtige skal fastholdes eller forøges.

Hjemmeværnet

Hjemmeværnet, der lider under begrænsede bevillinger, begrænset nytilgang og de aktives stigende gennemsnitsalder, har i den forrige forligsperiode været stillet over for krav om effektiviseringer, bedre økonomistyring og organisationstilpasninger.

I forsvarsforliget er det forudsat, at Hjemmeværnet skal løse opgaver overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken. Hjemmeværnets evne til at mobilisere skal styrkes, ligesom mulighederne for at øge rekrutteringen til Hjemmeværnet af værnepligtige efter endt værnepligt skal forfølges.

Samtidig vil der blive påbegyndt en modernisering af prioriterede dele af Hjemmeværnets materiel, så Hjemmeværnets evne til at løse sikrings- og bevogtningsopgaver styrkes.

Specielt vedrørende Marinehjemmeværnet etableres i forligsperioden grundlag for fremtidens flotillestruktur med henblik på udskiftning af marinehjemmeværnsfartøjerne efter 2023. I den forbindelse gennemføres et pilotprojekt vedrørende mindre, hurtigtgående skibe.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 13.000 soldater anledning til tvivl om værnets evne til at løse de opgaver, der ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023.

Redningsberedskab

Forligspartierne har ikke glemt beredskabets centrale rolle i totalforsvaret: ”Det er i samfundets interesse, at Danmark har et robust redningsberedskab, som kan forebygge og imødegå konsekvenserne af katastrofer både i Danmark og udlandet”.

For at udnytte de samlede ressourcer og kapaciteter gøres det statslige redningsberedskab til en del af forsvarsforliget. Et øget samarbejde mellem Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen bidrager til at sikre robustheden i det samlede beredskab og dermed samfundet som helhed.

Bør vi være tilfredse? – se over Øresund!

Tilførslen af 12,8 mia. kr. til Forsvaret i forligsperioden er absolut positivt, men er det nok? Ikke hvis vi ser på at svenskerne har besluttet den største forsvarssatsning i Sverige siden Anden Verdenskrig. Flere nye regimenter, nye kampflydivisioner og en samlet forøgelse af forsvarsbudgettet på 40 procent: fra 60 milliarder svenske kroner i år til over 85 milliarder i 2025.

Det bemærkelsesværdige er, at forsvarssatsningen er blevet til i samarbejde mellem Socialdemokraterna og regeringens to liberale støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, og den udtalte forsvarsvilje sigter åbenlyst mod et forlig med de to konservative oppositionspartier Moderaterna og Kristdemokraterna.

Alle tre forsvarsgrene tilgodeses med stål og teknologi: patriot-luftværnssystemer, nye ubåde og op mod 100 nye Gripen-kampfly. Fra de nuværende 60.000 mand, herunder 20.000 i hjemmeværnet, skal det svenske forsvar udbygges, så det i 2030 tæller 90.000 mand. Blandt andet skal antallet af værnepligtige øges fra 5500 om året til 8000. Her er det hæren, som trækker den store gevinst med flere nye regimenter.