Berlingske Tidende og de fleste andre danske medier fyldes med stof, der enten er produceret og vinklet af ofte faguddannede journalister, der sidder i faste stillinger og gode vilkår, eller af journalister eller andre skriverkarle, der er ansat på midlertidige kontrakter, freelancekontrakter, projektansættelser osv.
Udlandsstoffet er især nødlidende, og stadig flere spalter fyldes med utroværdige maskinoversatte artikler fra udenlandske medier – ikke mindst fra Washington og New York.
Vi har altid vidst, at Berlingeren var sippet og af hunkøn. Det giver mening, når vi nu også med oplysningen om, at Birgitte Borup overtager roret på udlandsredaktionen, får at vide, at Berlingeren er et skib.
Spørgsmålet er om der er tale om en hullet pram, en pæreskude, en plimsoller eller et skib som fregatten Jylland, måske en undervandsbåd Nautilus eller en dødssejler som Titanic. Uden en kompetent besætning og en erfaren leder som kaptajn Nemo kan det alt sammen være lige meget.
Siden Platons skibsallegori fra “Staten” har der optrådt statsskibsfortællinger i den klassiske filosofi. Hvor Platon bruger skibet som et billede på at et demokratisk statsstyres uvægerligt inadækvate ledelse, er statsskibsallegorien ofte i nyere tid brugt som billede på statens behov for en duelig regering til at føre statsskibet. Højere embedsmandskredse har ofte i den åbenlyse mangel på kompetente politikere betragtet det som deres egentlige opgave og pligt at ”føre statsskibet i oprørt sø”.
Nu har dagspressen – den 4. Statsmagt – overtaget skibsallegorien i en situation hvor både statsmagt og dagspresse tager vand ind, ballasten har forskubbet sig og alle mand er ved pumperne.
Det skal blive spændende at følge bestræbelserne i Pilestræde og på Christiansborg på at undgå det totale havari.