Politisk krise på Grønland

Grønland

Længere tids utilfredshed med en topstyret ledelsesstil kulminerede i weekenden på et ekstraordinært landsmøde i Grønlands største parti, Siumut: I et kampvalg mistede Kim Kielsen posten som formand til Erik Jensen. Næstformand i Siumut, Vivian Motzfeldt, stillede også op i formandsvalget, men røg ud i 1. valgrunde.

Allerede i 2017 blev Kim Kielsen udfordret ved et formandsvalg. Dengang var det den tidligere grønlandske udenrigsminister, Vittus Qujaukitsoq, der erklærede, at Grønland godt kunne undvære bloktilskuddet fra Danmark. Han tabte formandsvalget og dannede siden partiet Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere), der ønsker selvstændighed hurtigst muligt.

Selvom Siumut, der ligner Socialdemokratiet i Danmark, har fået ny formand, er Kim Kielsen fortsat leder af det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, hvor Siumut siden valget i 2018 har været i koalition med det borgerlige parti, Demokraatit.

Politiske rystelser

Formandsopgøret i Siumut har givet anledning til rystelser i hele det politiske system på Grønland, og flere scenarier er mulige:

Kim Kielsen kan overlade pladsen som landsstyreformand til den nye formand for Siumut, Erik Jensen. Det er dog ikke noget Siumut selv kan bestemme. Formanden for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, har gjort det klart, at hvis Siumut ønsker ændringer i samarbejdet, herunder at udskifte Kim Kielsen med Erik Jensen som landsstyreformand, kræver det en ny koalitionsaftale.

Formandsskiftet kan også udløse et nyt valg til Landstinget – Inatsisartut.

Formanden for Landsstyret/Naalakkersuisut har mulighed for at udskrive et valg, hvis der bliver vedtaget et mistillidsvotum mod et medlem af eller det samlede Naalakkersuisut. Derudover kan formanden for Naalakkersuisut vælge at fremsætte et lovforslag om valg i utide i Landstinget/Inatsisartut, som Inatsisartut skal behandle.

Den nye formand for Siumut

Den tidligere politibetjent Kim Kielsen overtog formandsposten fra den skandaleramte partifælle Aleqa Hammond i 2014, og hans efterfølger, Erik Jensen, er 45 år og kommer fra Grønlands næststørste by, Sisimiut (tidligere Holsteinsborg). Han er tidligere grønlandsmester i håndbold og har arbejdet professionelt for Grønlands Håndboldunion. Erik Jensen har været anfører i den ”borgerkrig” og kritik af Kim Kielsen, der det seneste år har præget Siumut.

Kritikken af Kielsen har især været personlig og har gået på hans lukkede ledelsesstil, og han er blevet kaldt Grønlands ”tavse leder”, der har været involveret i flere møgsager.

Det er blandt andet blevet kritiseret, at Kim Kielsen har brugt for mange penge på en ministerbil, ligesom det var nær ved at føre til mistillidsvotum i det grønlandske Landsting i oktober, at han havde været med til at hæve kvoterne for stenbider samtidig med, at han havde lejet sin båd ud til en fisker.

Kritikken er i mindre grad gået på forholdet til Danmark, sprogpolitikken eller udenrigspolitikken i forhold til Kina og USA.

Selvom der eksisterer en mindre intellektuel elite i Nuuk, som ønsker selvstændighed og kolonistatuer flyttet, er det fortsat Siumuts grundholdning, at når Grønlands økonomi er klar til det, ønsker Siumut at erstatte Grønlands selvstyrelov med en såkaldt fri associeringsaftale med Danmark.

Situationen på Grønland

Efter det sidste Landstingsvalg i april 2018 afløste en landsstyrekoalition bestående af det socialdemokratiske Siumut og det borgerlige Demokraatit det tidligere landsstyre bestående af Siumut og det mere venstreorienterede IA (Inuit Ataqatigiit).

Det er først og fremmest de nære emner som fiskeri og infrastruktur (lufthavne), der præger den politiske debat på Grønland, men hele tiden på baggrund af diskussionen om Grønlands vej til selvstændighed.

Grønland kæmper samtidig med store sociale problemer. Hvert tredje barn i Grønland oplever en barndom præget af omsorgssvigt. Uanset hvem der kommer til at stå i spidsen for Landsstyret må det forventes, at det sociale område bliver prioriteret.

I det lidt længere perspektiv er det centrale spørgsmål imidlertid hvordan Grønland med 56.000 indbyggere kan skabe en mere selvbærende økonomi, der på sigt kan bane vejen for et selvstændigt land og uafhængighed af bloktilskuddet på årligt godt 3,6 milliarder kroner fra Danmark.

Grønlands økonomi

Det grønlandske bruttonationalprodukt er af Det Økonomiske Råd opgjort til omkring 20 mia. kr.

Selvstyret er stærkt optaget af hvordan Grønland med 56.000 indbyggere kan frigøre sig fra afhængigheden af de 4,7 mia. kr., som bloktilskuddet på 3,6 mia. kr. og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til mere end halvdelen af Landskassens samlede indtægter.

Grønland er i dag fortsat helt afhængig af én bestemt sektor: fiskeriet og fiskeindustrien, som står for næsten 95 pct. af vareeksporten, heraf især rejer og hellefisk.

Fiskeri er Grønlands altdominerende erhverv og økonomiske grundlag. Fiskeriet spænder fra industrielt udenskærs fiskeri til kystnært småskala fiskeri, fra store vertikalt integrerede Selvstyreejede selskaber til enkeltmandsvirksomheder i åbne fartøjer, fra fiskekooperativer til selskaber med delvist udenlandsk ejerskab og investeringer i udlandet.

Fiskerierhvervet har i de senere år været inde i en positiv udvikling både i forhold til priser og mængder og genereret øgede indtægter til Landskassen.

Fiskeriet har afgørende beskæftigelsesmæssig betydning i bygderne, men også i byerne er op mod 40 pct. beskæftiget i fiskerierhvervet.

Økonomisk aktivitet som følge af mineral- og olieindvinding har lange udsigter, og mange år efter indførelsen af Grønlands Selvstyre er der ikke gennemført reformer, der kunne have understøttet en selvbærende økonomi.

Corona-krisen

De globale konsekvenser af coronapandemien er store, og mange lande er i recession i 2020, hvilket vil sige, at økonomien går tilbage. Da coronakrisen begyndte at tage fart tilbage i april var vurderingen, at Grønlands økonomi kunne gå tilbage med mellem 3 og 7,4 procent.

Ifølge en ny prognose fra Økonomisk Råd ser det ikke så galt ud for Grønland. Her beregner rådet, at økonomien kun vil gå tilbage med 0,2 procent. Det vil sige, at økonomien vil have samme størrelse som i 2019, hvilket betegnes som nulvækst.

I 2021 forventer rådet på nuværende tidspunkt en vækst på 2,1 procent. Det understreges dog, at beregningerne er usikre, da pandemien stadig spøger og kan påvirke økonomien yderligere.

Flere brancher og landskassen rammes af krise

Selvom Grønlands økonomi som helhed ser ud til slippe nådigt i forhold til økonomien i andre lande, så har krisen store konsekvenser.

Særligt turist- og transporterhvervene er hårdt ramt. Fiskeriet er også påvirket af den globale økonomiske udvikling, der har betydet faldende priser.

Krisen går desuden hårdt ud over landskassen, bliver påvirket af udgifter til hjælpepakker, nødbeflyvning m.m. og faldende skatteindtægter blandt andet fra ressourcerenteafgifter fra fiskeriet. Landskassen kan i 2020 ende med et samlet underskud i størrelsesordenen 500 mio. kr.

Udgifterne vil løbe fra indtægterne

Det Økonomiske Råd advarer om at udviklingen kommer det til at stille store krav til politikerne om at få økonomien på ret køl igen. Der skal arbejdes hen imod, at landskassen igen giver overskud, og samtidig skal politikerne forholde sig til den aldrende befolkning, som udgør et stort økonomisk problem. Ved uændret politik vil udgifterne løbe markant fra indtægterne, og denne situation er ikke holdbar. Kravene til den økonomiske politik er således blevet markant forøget af coronakrisen. Der er ikke et økonomisk råderum til nye udgiftskrævende initiativer i årene fremover, skriver Det Økonomiske Råd.

Nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq

Hjemmestyrets beslutning om at bygge 3 nye lufthavne i Nuuk/Godthåb, Ilulissat/Jakobshavn og Qaqortoq/Julianehåb løber op i omkring 4 mia. kr. og de samfundsøkonomiske konsekvenser diskuteres livligt på Grønland, herunder konsekvenserne for flytrafikken af Covid-19.

Deloitte har for Landsstyret beregnet det samfundsmæssige overskud til 280 millioner kroner, hvis man bygger de tre nye lufthavne (under forudsætning af at Kangerlussuaq/ Søndre Strømfjord og Narsarsuaq bliver til heliporte). Det Økonomiske Råd mener at Deloitte har overvurderet den samfundsøkonomiske gevinst, men det har ikke rokket den politiske vilje til at gennemføre projekterne, der planlægges at stå klar i 2023.

Selvstyret er som nævnt stærkt optaget af hvordan Grønland kan frigøre sig fra afhængigheden af de 4,7 mia. kr., som bloktilskud og refusioner fra Danmark og tilskud fra EU udgør – svarende til mere end halvdelen af Landskassens samlede indtægter. Problemet er, at det grønlandske eksistensgrundlag ikke styrkes af sig selv. De ambitiøse lufthavnsplaner og mulighederne for at fremme turismen skal ses i det perspektiv.

Dyrt for Danmark

De udestående spørgsmål vedrørende renoveringen af Kangerlussuaq Lufthavn/Søndre Strømfjord er nu løst med at det danske Forsvar har bundet sig til at afholde udgifter på op mod to mia. kr. i forbindelse med renoveringen.

Efter beslutningen om at bygge nye lufthavne har Kangerlussuaqs skæbne været uvis, men forsvarsminister Trine Bramsens tilsagn om, ”at Forsvaret fortsat skal kunne være til stede og anvende lufthavnen i Kangerlussuaq, og at lufthavnen fortsat skal kunne anvendes af civile fly under almindeligt gældende vilkår”, bliver det Forsvaret, som efter 2023 betaler for både renovering af lufthavnen og den daglige drift.

Det kan gå hen og blive meget dyrt for Danmark og Forsvaret, som har sine egne hangarer på den militære side af lufthavnen, der også ofte er vært for amerikanske fly.

Installationerne har et enormt vedligeholdelsesefterslæb. Men værst ser det ud for den knap 3.000 meter lange landingsbane, taxiwayen og de to forpladser på henholdsvis den civile og militære side af lufthavnen, lyder det.

Smeltende permafrost har medført, at de er stærkt medtagne. Det gælder i en sådan grad, at en stor del af den militære forplads er uanvendelig, og de sydligste 300 meter af landingsbanen ikke længere må bruges af tunge fly.

Det fik i 2015 Grønlands Lufthavne til at skønne, at der ville blive udløst et renoveringsbehov til en pris på 1.964 mio. kr. frem mod 2025.

Kort historie

Grønlands ældste nordbobebyggelse blev etableret af Erik den Røde fra Island, der hørte under Norge. Erik var i 982 blevet dømt fredløs (og dermed statsløs og retsløs) formentlig for 3 år, anklaget for mord. Efter sin fredløse periode vendte han tilbage til Island og ledede i 986 en islandsk udvandring til Grønland.

Hans Egede var præst på Lofoten i Norge, da han hørte om nordboerne, der i vikingetiden havde slået sig ned på Grønland, og som man ikke havde haft kontakt med siden slutningen af 1400-tallet. I 1721 bad han Frederik den 4. af Danmark og Norge om lov til at rejse til Grønland og påbegynde missionsarbejde blandt nordboerne. Hans Egede søgte efter nordboerne eller vikingerne i Grønland i 1721, men fandt dem ikke. I stedet traf han inuiterne og begyndte at missionere blandt dem. Han grundlagde Nuuk (Godthåb).

Norge og de oprindeligt norske skatlande Grønland, Island og Færøerne var formelt underlagt den danske krone fra 1536 og indtil 1814, hvor Norge ved freden i Kiel efter Napoleonskrigene blev afstået til kongen af Sverige. Efter opløsningen af unionen mellem de to lande 1814 forblev Færøerne, Island og Grønland danske besiddelser.

I 1953 blev Grønland en integreret del af Danmark og i 1979 fik Grønland efter en folkeafstemning hjemmestyre. Efter en folkeafstemning i 2008 fik Grønland selvstyre og yderligere autonomi, herunder kontrol over råstoffer i undergrunden. Grønlandsk har erstattet dansk som officielt sprog.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s