Det officielle italienske statistikbureau Istituto Nazionale di Statistica, ISTAT, har ifølge avisen Il Giornale offentliggjort data, der viser at omkring 42 pct. af seksualforbrydelser mod kvinder i Italien begås af udlændinge.

Tallene fra 2018 viser ifølge Il Giornale, at ud af 4.802 voldelige sexoverfald involverede 2.009 af forbrydelserne udlændinge. Il Giornale skriver, at andelen af udenlandske seksualforbrydere er usædvanlig høj i forhold til den udenlandske andel af den italienske befolkning, der ligger på omkring 8,6 procent.

I de 41,8 pct. af alle seksualforbrydelser, der begås af udlændinge, kommer 35 pct. fra lande uden for EU, og heraf tegner marokkanere og nigerianere sig for en stor del af forbrydelserne.

Udlændinge er også langt overrepræsenteret i sager vedrørende prostitution, hvor 68,8 pct. af sagerne tilskrives migranter.

I 2018 oplyste det italienske indenrigsministerium, at migranter og udlændinge begår næsten en tredjedel af al kriminalitet i landet.

Andre europæiske lande har rapporteret lignende tilstande, hvor migranter er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. I Tyskland kom det sidste år frem, at risikoen for at tyskere blev udsat for migrantkriminalitet var langt større end det omvendte.

Danmarks Statistik har i februar 2019 i ”Fakta om indvandrere og efterkommere i Danmark” dokumenteret, at for personer i samme aldersgruppe er der generelt en større andel mænd med oprindelse i et ikke-vestligt land end af mænd med oprindelse i et vestligt land eller med dansk oprindelse, der er dømt for kriminalitet.

Kvinfo anfører i ”FAKTA OG VIDEN OM: Voldtægt og etnicitet” fra januar 2019, at der er en overhyppighed af indvandrere fra ikke-vestlige lande blandt dem, der bliver dømt for voldtægt.

Kvinfo henviser blandt andet til beregninger, Berlingske har fået foretaget på basis af tal fra 2012, 2013 og 2014, der viser, indvandrere og efterkommere bliver dømt for voldtægt et sted mellem halvanden gang og dobbelt så ofte som den øvrige befolkning. Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere modtog allerede dengang 20,4 procent af dommene for voldtægt og blufærdighedskrænkelser, selv om de dengang kun udgjorde 7,2 procent af den danske befolkning. Altså knap tre gange så hyppigt som etnisk danske mænd. I dag er andelen af borgere med ikke-vestlig baggrund steget til godt 9 pct. af Danmarks befolkning

Hvis du og familien skal på juletur til Gl. Estrup, kan I være heldige at blive budt på kringle i slotskøkkenet. Julen står nemlig for døren på Gammel Estrup, og alle har mulighed for at opleve den ægte herregårdsjul på Gammel Estrup. Der er juleudstilling og åbent i Herregårdskøkkenet alle dage. I adventsweekenderne er der ekstra blus på julestemningen med aktiviteter for store og små.

Man kan være med, når herskab og tjenestefolk gør deres juleforberedelser i december måned. Se, hvordan både greven og hans ansatte holdt jul for 100 år siden.

Køb juletræer og -gaver og smag på julen, når husjomfruen laver sulemad og julebag som på oldemors tid.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på blot 2,3 millioner kroner plus et ekstra tilskud på 1,5 millioner.

Med finanslovsforslaget mister Gammel Estrup 40 procent af sit statslige tilskud, og det er katastrofalt. Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det bliver der ikke penge til, hvis finanslovsforslaget går igennem. Besparelsen på 1,5 mio. kr. betyder jo ikke voldsomt meget i statens store regnskab, men for Gl. Estrup betyder det for eksempel, at de fortsat kan holde åbent året rundt, kan vedligeholde museet og stadig opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, som flere kulturministre har opgivet at gennemføre. Senest måtte kulturminister Mette Bloch inden valget i juni 2019 kaste håndklædet i ringen. Politisk har det vist sig næsten umuligt at ændre på et system, så nogen i politikernes valgkredse vil få mindre end før, men nu syntes der i både reger ingens støttepartier og i den borgerlige opposition at være vilje til at gøre endnu et forsøg. I øjeblikket er bolden hos kulturminister Joy Mogensensen, men spørgsmålet er om hun evner at løfte den kildne sag?

Under alle omstændigheder er det indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de godt 100 statslige og statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejdede for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit 126 kr. pr. besøgende, mens museer i resten af Danmark får 42 kr. Hovedstadsområdets museer får altså over tre gange så meget i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Burde den statslig støtte til museerne sikre entréfrihed?

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen indførte faktisk i 2006 gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Det blev ovenikøbet overvejet også at sikre gratis adgang til museer som Louisiana og Arken. Det skete ikke, fordi det ville have være konkurrenceforvridende i forhold til mange af de museer, hvor Brian Mikkelsen ikke havde midler til at sikre gratis entré.

Entréfriheden på Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet blev kritiseret for at være konkurrenceforvridende, og bl.a. de tre Aarhus-baserede museer, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum, var meget utilfredse med den urimelige forskelsbehandling.

Den gratis entré på Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst blev afskaffet igen i 2016.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Bornholms Kunstmuseum modtog sidste år knap 1 mio. kr. fra staten eller godt 15 kr. per gæst, mens støtten til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland var en hel del mere rundhåndet. Her gav staten 3,7 mio. kr. eller 162 kr. per gæst.

Også blandt de kulturhistoriske museer er fordelingen ulige. Odense Bys Museer, der med 370.000 gæster var blandt landets mest populære, måtte tage til takke med 15 kr. per gæst. Det er et pænt stykke fra de 162 kr., som Museum Lolland-Falster fik til hver af sine 40.779 gæster.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

Forhandlingerne om en museumsreform under den tidligere borgerlige regering kørte hurtigt fast, da Dansk Folkeparti insisterede på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform ender med en anden fordeling af den offentlige støtte, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på at øge deres egenindtægter.

Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet og de halverede billetpriser har betydet, at de populære museer tilsyneladende har formået at tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for at i hvert fald en række museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Lørdag aften, den 31. oktober 2020, kunne man på DR1 følge kronprinsesse Mary og kronprins Frederik uddele priser til udvalgte kunstnere og organisationer, der står bag afgørende sociale- og kulturelle indsatser i Kongeriget.

Hvis du blot én gang har udtrykt sympati for noget højreradikalt, er du dømt ude og du kan godt glemme alt om at blive betænkt af kronprinsparret. Har du til gengæld hyldet undertrykkende vensteradikale regimer og bevægelser, er dine chancer straks bedre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strid fik i 2012 Kronprinsparrets kulturpris. I dag er Strids børnebøger nogle af landets mest solgte, men tegneren var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser under en revolution.

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Interessant. Så bliver det altså fremover Claus Oxfeldt som områdechef for sikkerhed i Kriminalforsorgen Hovedstaden, vi skal have fat i, når farlige fanger som Peter Langkjær Madsen, aka Ubådsmorderen eller Raket-Madsen, undviger.

Endnu mere interessant er det, at det er Ina Eliasen, der har ansat Claus Oxfeldt.

Ina Eliasen var tidligere HR-direktør ved Rigspolitiet, men siden 1. juli 2020 har hun været direktør for Kriminalforsorgen, og herunder ansvarlig for den klokkeklare fejl, at placere U-bådsmorderen, Peter Madsen, i Herstedvester Fængsel.

Ina Eliasen har været tæt involveret i skandalen omkring en af hendes afdelingsledere, Bettina Jensen. Skandalen har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016.

I tiden før Ina Eliasen i 2017 blev HR-direktør i Rigspolitiet, blev udbudsreglerne ikke overholdt i en stor del af Rigspolitiets aftaler. Det viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingsleder gav Bettina Jensen opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Rigspolitiets ledelse gjorde ingenting, og reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner.

Rigspolitiet ved Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.

Afdelingsleder Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Mandag den 16. november 2020 blokerede Ungarn og Polen for vedtagelsen af det nye EU-budget for 2021-27 på 1050 mia. euro og for Corona-genopretningspakken på 750 mia. euro. Vi taler om i alt svimlende 13500 mia. kroner!

Ungarn og Polen protesterede mod, at det tyske EU-formandskab og EU-Kommissionen i aftalen med Europa-Parlamentet er gået længere end aftalt vedrørende krav om overholdelsen af reststatsprincipper (rule of law) som betingelse for anvendelse af EU-midler, herunder midlerne i Corona-genopretningspakken.

Europa-Parlamentet har sagt, at det ikke genforhandler aftalen, og nogle EU-lande har tilkendegivet, at de om nødvendigt vil gå videre uden Ungarn og Polen.

Genopretningsfonden kan i princippet aftales i henhold til en mellemstatslig aftale eller forstærket samarbejde i henhold til EU-reglerne, uden om Ungarn og Polen. Det er dog et problem, at de nationale parlamenter skal godkende at EU kan øge ”egne ressourcer”, der er en forudsætning for budgettet og finansieringen af Corona-hjælpepakken.

EU kan i nødsfald operere med et midlertidigt budget for 2021 – men uden en aftale om det syvårige budget vil der kun blive brugt penge på landbrug, udenrigsanliggender og administrative betalinger. For nye tildelinger fra strukturfondene, skal der opnås enighed mellem medlemsstaterne.

Igangværende projekter kan finansieres af det nuværende syvårige budget i yderligere tre år, hvilket betyder, at strukturfondene ikke umiddelbart vil falde til nul fra januar.

Det tyske EU-formandskabs hovedpine

Det tyske EU-formandskab prøver febrilsk at løse den gordiske knude, men en løsning kan have lange udsigter.

Polens premierminister Mateusz Morawiecki og Ungarns premierminister Viktor Orban mødtes ansigt til ansigt i Budapest torsdag den 26. november, og efter dette møde er der ikke udsigt til en snarlig løsning. Både Morawiecki og Orban har gravet hælene i, og kræver, at før EU’s midler kan knyttes til retsstatsprincippet skal det bekræftes ved en traktatændring.

Traktatændring?

Traktatændringer betragtes som et no-go område af medlemsstaterne, fordi det risikerer at åbne en politisk “Pandoras æske”.

De to ledere beskyldte efter mødet i Budapest det tyske EU-formandskab og parlamentet for at overskride den aftale, som EU’s ledere indgik i juli. Ifølge opfattelsen i Budapests og Warszawa er der ikke i Topmødekonklusionerne en sådan forbindelse mellem EU-midler og retsstatsprincippet.

Begge ledere gentog, at den med parlamentet aftalte retsstatskondition, er uacceptabel, og de vil bevare deres vetoret over budget og genopretningspakken på 1,8 billioner EUR, som de siger er deres ret i EU-traktaterne.

Viktor Orban sagde, at “der mellem EU og Ungarn foregår grundlæggende debatter primært om migration og national suverænitet, men også om kønsspørgsmål, og jeg kan ikke udsætte Ungarn for risikoen for at blive tvunget af et simpelt flertal til at indtage holdninger, som det ungarske folk ikke kan acceptere”.

Morawiecki sagde, at retsstatsmekanismen er vilkårlig og politisk motiveret og kunne bruges mod ethvert land. Han advarede om, at det kan føre til “opløsning af EU”.

Fælles erklæring fra Polen og Ungarn

De to ledere tilbød ikke meget i form af et muligt kompromis, men med henvisning til den fælles erklæring, foreslog Orban at begrænse eventuelle yderligere budgetbetingelser her og nu til beskyttelse af EU’s finansielle interesser, og fortsætte drøftelserne i Det Europæiske Råd ”whether a link between the Rule of Law and the financial interests of the Union should be established”.

Hvis der var enighed om, at der skulle være en sådan mekanisme, var den videre procedure stipuleret i EU-Traktaten: herunder indkaldelse af en regeringskonference, der skulle forhandle de nødvendige traktatændringer.

Viktor Orban advarede dem, der tror, at Ungarn og Polen vil rokke sig, fordi de to lande også har brug for støtte fra den pandemiske genopretningsfond. “Denne debat kan ikke løses med penge,” sagde Orban.

Begge regeringsledere bekræftede også at de har indgået en Musketer-ed om, at de ikke vil acceptere noget forslag, der anses for uacceptabelt af den anden.

Esplanaden har med reklamefilmen ”Together, All The Way” ifølge flere eksperter lanceret den måske mest pinlige reklame, der nogensinde er produceret.

Filmen varer blot 3 minutter og 48 sekunder og minder mest om en Benetton-reklame fra 1990’erne, men fra start til slut sovset ind i woke buzzwords og uhæmmet forherligelse af globalisering.

I 1990’erne virkede den kulørte markedsføring for Benetton, men i dag er eksperter kritiske.

Blandt de hårdeste kritikere er lektor på Institut for Medievidenskab ved Syddansk Universitet Bo Walther Kampmann, der har anmeldt ”Together, All The Way” for KForum. I teksten skriver Bo Walther Kampmann, at reklamen er ”universets kummerligste video”, der sætter ”en fed streg under arrogancen og den tilbageholdte rosévinsbøvs fra Esplanaden”.

Han suppleres af brandingsekspert Hanne Feldthus, der har anmeldt videoen på marketingbranchens site Bureaubiz.

”En gang imellem ser man en kommerciel film, hvor man taber kæben af faglig forargelse, men at det kunne være Mærsk, der udløste sådan en reaktion, havde jeg alligevel ikke troet,” skriver Hanne Feldthus og opfordrer læserne til selv at se videoen: ”Bare så I ikke tror, at jeg er på piller”.

”Organisatoriske ændringer”

Den 1. september 2020 meddelte Mærsk, at transport- og logistikvirksomheden skulle igennem en række organisatoriske ændringer: Rederiet Safmarine og speditionsfirmaet Damco ophører som selvstændige enheder og bliver i stedet lagt ind under Mærsk-navnet. Samtidig bliver det tyske rederi Hamburg Süd, som Mærsk købte i 2017, knyttet tættere til Esplanaden.

I Esplanadens pressemeddelelse camoufleres det, der i realiteten er besparelser og fyringer i A.P. Møller – Mærsk A/S, af formuleringer, der gør direktør Vincent Clerc fortjent til årets bullshit-pris:

“Our customers are at the heart of our vision. Their evolving supply chain needs are increasing the demand for multiple modes of transport and to meet these needs, we’re bringing our company’s expertise and capabilities even closer together”.

“With the integration of Safmarine, we can present Safmarine customers with the full ocean and supply chain offering and more scale. At the same time, I’m very excited to have Safmarine’s passion for customers closer to Maersk by uniting our teams”.

“Our colleagues in Damco have delivered a remarkable effort under challenging market conditions, serving customers through focus, discipline and expertise which will now be a strong asset for our customers in Maersk.”

NOVO og Ørsted har for længe siden overhalet A.P. Møller – Mærsk A/S som Danmarks mest værdifulde selskab, og først i en fondsbørsmeddelelse i oktober 2020 – pakket ind i oplysningen om den positive økonomiske udvikling i 3. kvartal – fik Mærsk oplyst hvor mange medarbejdere, der vil blive afskediget i forbindelse med den ”omstrukturering”, som blev meldt ud i begyndelsen af september: 2.000 medarbejdere!

” Together, All the Way” og Søren Skou som Mr. Chance

Selvom der stilles spørgsmål til Mærsks kommunikation og eksperter kritiserer den nye reklamefilm er CEO i A.P. Møller – Mærsk A/S, Søren Skou, glad for filmen: ”Det er en fin film. Jeg er ikke reklameekspert, og det er også svært for mig at sætte mig ind i, hvad der rammer et ungt publikum. Men det er vigtigt for os at signalere, at vi er en multikulturel og en mangfoldig virksomhed, fordi vi skal kunne tiltrække medarbejdere rundt om i verden,” forklarer Søren Skou til Berlingske Tidende.

Søren Skou, der sikkert er en glimrende shippingmand, kommer i sit forsvar for den talentløse reklamefilm ufrivilligt til at fremstå som Peter Sellers som den retarderede midaldrende gartner, Mr. Chance, i filmen ”Being There”. Der lyttes andægtigt til Mr. Chance, der med sine enfoldige betragtninger fra det eneste han kender til: havearbejde, tillægges profetiske evner for at vurdere den økonomiske situation, når han f.eks. med alvorsfuld mine udtaler: “Spring is the time for planting”.

Hvorfor skal specielt de ledende embedsmænd behandles som rådne æg? Når Justitsministeriets departementschef i april 1989 insisterede på, at ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”, og at regeringen skulle afvise en kommissionsdomstol, var det fordi afhøringer af embedsmænd i Justitsministeriet ville afsløre embedsværkets medansvar for den ulovlige forvaltning i Tamilsagen.

Udadtil henvistes dengang som nu til hensynet til det tillidsfulde forhold mellem ministre og de øverste embedsmænd: ”Hvis embedsmændene skal over i Folketinget og fortælle oppositionen, hvordan de for eksempel har rådgivet deres minister, så er det en meget vanskelig og uhensigtsmæssig situation at sætte embedsmændene i. Ved at benytte de etablerede undersøgelsesformer får man lagt tingene frem. De er uvildige og trukket væk fra Folketinget, og undersøgelsen varetages af nogen, der har forstand på det”, siger formanden for DJØF, Henning Thiesen.

Mon ikke Henning Thiesen med “nogen, der har forstand på det” tænker på gode medlemmer af DJØF?

https://www.berlingske.dk/danmark/embedsmaend-vil-ikke-afhoeres-af-folketingets-politikere-i-minksag-det-vil

Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, sagde tirsdag den 24. november, at han er “sikker” på, at Polens og Ungarns blokering af budget og genopretningspakke som følge af kravet om at EU-midler forudsætter overholdelse af retsstatsprincippet, snart vil blive ophævet.

De to lande har blokeret for EU-budgettet for 2021-27 og Corona-hjælpepakken på tilsammen 1,8 billioner EUR. I danske kroner udgør budgettet 7875 mia. kroner og Corona-genopretningspakken 5625 mia. kroner. Vi taler om i alt svimlende 13500 mia. kroner!

Der har ikke fra Budapest og Warszawa været tegn på, at de ville lette deres modstand mod den retsstatsforbindelse, som de hævder kan bruges som et middel til politisk pres. Polens premierminister Mateusz Morawiecki vil torsdag i Budapest koordinere planerne med Ungarns premierminister Viktor Orbán.

Det tyske EU-formandskabs dilemma

Det vides ikke hvad der er baggrund for den tyske udenrigsministers optimisme, men det tyske EU-formandskab har en stærk interesse i at blokeringen ophæves inden næste topmøde i midten af december.

Det tyske formandskab, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet indgik tidligere på måneden en aftale om reglerne for den nye mekanisme, og parlamentet har sagt, at det ikke genforhandler den aftale, der blev indgået dengang.

Kan Ungarn og Polen hægtes af?

Nogle EU-lande har tilkendegivet, at de om nødvendigt vil gå videre uden Ungarn og Polen. Genopretningsfonden kan i princippet aftales i henhold til en mellemstatslig aftale eller forstærket samarbejde i henhold til EU-reglerne, uden om Ungarn og Polen. Det er dog et problem, at de nationale parlamenter skal godkende at EU kan øge ”egne ressourcer”, der er en forudsætning for budgettet og finansieringen af Corona-hjælpepakken.

EU kan i nødsfald operere med et midlertidigt budget for 2021 – men uden en aftale om det syvårige budget vil der kun blive brugt penge på landbrug, udenrigsanliggender og administrative betalinger. For nye tildelinger fra strukturfondene, skal der opnås enighed mellem medlemsstaterne.

Igangværende projekter kan finansieres af det nuværende syvårige budget i yderligere tre år, hvilket betyder, at strukturfondene ikke vil falde til nul fra januar.

Baggrunden for krisen i EU

På et EU-ambassadørmøde i Bruxelles mandag den 16. november 2020 blokerede Ungarn og Polen for vedtagelsen af det nye EU-budget for 2021-27 på 1050 mia. euro og for Corona-genopretningspakken på 750 mia. euro. Vi taler om i alt svimlende 13500 mia. kroner!

Ungarn og Polen protesterede mod, at det tyske EU-formandskab og EU-Kommissionen i aftalen med Europa-Parlamentet er gået længere end aftalt vedrørende krav om overholdelsen af reststatsprincipper (rule of law) som betingelse for anvendelse af EU-midler, herunder midlerne i Corona-genopretningspakken.

Ungarn og Polen opfatter kritikken som politisk motiveret. I argumentationen har landene henvist til den kommunistiske fortid i Europa og udtalt, at EU-landene heldigvis ikke længere er i et politisk system, hvor man kan blive “sanktioneret for ideologisk afvigelse”.

Kan Ungarn og Polen blokere?

Ungarn og Polen kan effektivt blokere, fordi godkendelsen af EU-budgettet kræver enstemmighed, ligesom de nationale parlamenter skal godkende at EU kan øge ”egne ressourcer”, der er en forudsætning for budgettet og finansieringen af Corona-hjælpepakken.

De to medlemsstater “udtrykte forbehold” med hensyn til retsstatsbetingelser, men “ikke til indholdet” af budgetaftalen, siger en talsmand for det tyske EU-formandskab.

Retsstatsbetingelsen

Retsstatsbetingelsen (rule-of-law conditionality) betyder, at i tilfælde hvor der forbindelse med EU-finansierede aktiviteter brydes med EU-værdier eller regler, kan EU-Kommissionen anbefale, at EU-finansieringen suspenderes eller EU-midlerne fryses, hvis et kvalificeret flertal af EU’s medlemsstater godkender det.

Mandagens blokering betyder, at hverken budgettet eller genopretningsmidlerne – som begge er afgørende for at pumpe EU-midler ind i en europæisk økonomi, der er hærget af pandemien – kan være klar fra begyndelsen af 2021.

Blokeringen betyder, at EU igen-igen er kastet ud i en “krise”.

Den tyske forbundskansler Angela Merkel, formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, arbejder på højtryk for at løse den fastlåste situation.

Problemet blev nævnt på den videokonference EU’s stats- og regeringschefer havde torsdag i sidste uge, men på trods af den tyske udenrigsministers optimisme er der ikke udsigt til en løsning.

Europa-Parlamentet, der endnu ikke har stemt om EU-budgettet, ventes at være meget lidt tilbøjelig til at udvande kravene om overholdelse af retsstatsprincipperne.

På EU-Topmødet i juli 2020, hvor der efter vanskelige forhandlinger blev opnået enighed om budget og Corona-hjælpepakke, var retsstatsbetingelsen også på bordet, men endte i vage formuleringer.

Ungarn og Polen er lodrette modstandere af retsstatsbetingelsen eller mekanismen, og de er angiveligt skuffede over, at EU-landene ikke har holdt sig til den aftale, der blev indgået mellem EU’s stats- og regeringschefer på juli-Topmødet.

Samtidig har Holland, Finland, Danmark, Sverige, Luxembourg, Belgien og Østrig presset på for skærpede betingelser. Ministre i en række EU-lande talte tirsdag med store ord i en appel til Ungarn og Polen.

Danmarks holdning

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger i en skriftlig kommentar, at den danske regerings holdning “er klokkeklar”:

”Det må simpelthen ikke være en – bogstaveligt talt – gratis omgang, hvis et EU-land bryder de principper og værdier, som de selv har skrevet under på, da de meldte sig ind i EU. Det er helt afgørende, at vi snart får godkendt EU-budgettet og genopretningsfonden, så pengene kan komme ud og skabe vækst i Europa, fremme den grønne omstilling og sikre arbejdspladser både ude og hjemme”.

Der er dog intet der tyder på, at Jeppe Kofods stålsatte holdning og trusler gør indtryk overhovedet i Warszawa og Budapest.

Når regering og ledende embedsmænd gang på gang tilsidesætter hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet smitter det af på forvaltningskulturen overalt i samfundet.

Når det gælder terrorbekæmpelse, udlændinge og bandekriminalitet har den almindelige danskers opfattelse af, hvor stærk en beskyttelse demokratiet og retssamfundet bør yde organiserede kriminelle, fremmedkrigere og østeuropæiske tyveknægte, der udfordrer det danske samfunds sammenhængskraft og grundlæggende værdier, længe har været i skred.

Befolkningens ligegyldighed over for det mere generelle skred i grundlæggende principper er næret af en forvaltningskultur overalt i den offentlige forvaltning, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet er tilsidesat.

Derfor har minkskandalen kunnet glide igennem adskillige lag af topministre, departementschefer, Rigspolitiet, Forsvaret, veterinære myndigheder og landets dygtigste jurister, uden at der i rette tid blev slået alarm.

Minkskandalen og regeringens redegørelser om forløbet op til og lige efter beslutningen om at aflive alle mink i Danmark trods manglende lovhjemmel og de mange andre møgsager med forbindelse til centraladministrationens embedsværk, har givet anledning til spørgsmål om forholdene i en række ministerier. Mere generelt stilles der spørgsmål ved om der er uhensigtsmæssigheder og uklarheder i den måde, ministerierne ledes på, og med hensyn til de regler, der gælder om hvem der har det overordnede ansvar for fejl i et ministerium. Det er således foreslået, at det bør overvejes om systemet kan forbedres ved at adskille den faglige og politiske rådgivning af ministrene.

Nye kommissioner og organisatoriske ændringer vil næppe løse noget som helst. Det er ikke afgørende, om ministrene udstyres med særlige rådgivere, politiske kabinetter eller sågar statssekretærer eller viceministre, som vi kender fra andre lande. Centraladministrationen og DJØF ville stå sig bedre ved at fokusere på at genskabe en forvaltningskultur, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet igen kom i højsædet?

Det forfald i ministerierne, som møgsagerne er udtryk for, er foregået over en årrække, men blev særligt tydeligt efter regeringsskiftet i 2011.

Solcellesagen

Det første kritisable forhold, der kom til offentlighedens kendskab, var den støtteordning for solceller, den daværende vidtløftige radikale energiminister Martin Lidegaard iværksatte i 2012. Ordningen løb løbsk, og det endte med, at regningen til skatteborgerne for Lidegaards lovsjusk landede på over fem mia. kr.

En væsentlig del af milliardregningen blev dengang ”betalt” ved at udskyde en række andre grønne initiativer, der ellers var aftalt ved energiforliget i marts 2012.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard slap i første omgang uhørt billigt med en næse for at have overset adskillige huller i solcelleloven og fejlinformeret Folketinget.

Siden pudsede Statsrevisorerne imidlertid Rigsrevisionen på sagen for at finde ud af, hvordan loven var forberedt og hvordan hullerne i støttelovgivningen kunne opstå.

Forholdet til Rigsrevisionen

Lone Strøm var tiltrådt som ny Rigsrevisor den 1. maj 2012, og med hende som chef lagde Rigsrevisionen ikke fingrene imellem i vurderingen af kritisable sagsforløb i centraladministrationen.

De ledende kadrer i ministerierne på Slotsholmen kunne have respekteret magtens tredeling og fokuseret på, at forvaltningen levede op til kravene om lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet. Men nej – de blev rasende over Rigsrevisionens indtrængen på deres enemærker, og i 2013 blev der i forbindelse med solcellesagen gjort forsøg på at sætte Rigsrevisionen på plads.

Departementscheferne i Statsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet og Klima- og Energiministeriet forberedte et brev, der med afsæt i den igangværende undersøgelse af solcellesagen skulle forhindre Rigsrevisionen i at gå ind i undersøgelser af ministeriernes lovforberedende arbejde.

Modet svigter

Modet svigtede imidlertid den daværende departementschef i Statsministeriet, Kettel Thomsen, og konsorter, og det endte med, at departementschefernes brev blev konverteret til et brev fra den daværende regeringstop med finansminister Corydon i spidsen til formanden for Folketinget.

Formålet var stadig at forsøge at spænde ben for Rigsrevisionens undersøgelse, men den blev gennemført alligevel, og endte i øvrigt med at koste jobbet for Energistyrelsens direktør.

Nyt oprør i januar 2018

Onsdag 24. januar 2018 blev der under en ny regering gjort et nyt forsøg på oprør mod Rigsrevisionen. I en pressemeddelelse erklærede Sundheds- og Ældreministeriet sig således “markant uenig” på en række punkter i Rigsrevisionens begrundelser for at kritisere salget af Statens Serum Instituts vaccineproduktion. Blandt andet kommenterer ministeriet nogle beregninger, som departementschef Per Okkels “heller ikke mener, er retvisende”, ligesom kritikken betegnes som “uproportional”.

Topembedsmændene er mimoser og tøsedrenge

Selvom angrebet på Rigsrevisionen var uhørt, tillader stillingen som Rigsrevisor ikke Lone Strøm at gå i offentlig diskussion med ømskindede embedsmænd. Peder Larsen, formanden for Statsrevisorerne gennem de sidste tyve år, holdt sig til gengæld ikke tilbage: “Det her burde være helt utænkeligt, og jeg har aldrig mødt det før,” siger han, selvom han i de senere år har bemærket en udvikling, hvor ministerier i stigende grad går til modangreb på de større undersøgelser fra Rigsrevisionen.

Peder Larsen mener, at kritikken er helt forfejlet og mest af alt er udtryk for et embedsværk, der nærer stor modvilje mod at blive set efter i kortene: “De er blevet mere og mere ømfindtlige og prøver på alle mulige måder at undgå kritik. Hvad er det for noget? De fleste af dem er ekstremt begavede, men hvorfor kan de ikke stå på mål for deres egne handlinger ligesom alle andre i dette samfund? De er tøsedrenge, kort og godt,” siger Peder Larsen.

Er centraladministrationen udygtig?

Peder Larsen er ej heller bekymret for Rigsrevisionens faglige renommé i kampen med ministerierne: “Tror du, at pressen og borgerne stiller sig på deres eller vores side? Befolkningen ved godt, at magt kan korrumpere, og er der noget magt ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, der nærmer sig magtmisbrug. Så mit råd til embedsværket vil være at koncentrere sig om at lave kvalitetsarbejde.”

Nyt angreb på Rigsrevisionen i februar 2018

Det var den udøvende magts ledende embedsmænd på Slotsholmen, der i februar 2018 stod bag planerne om at flytte nogle af Folketingets egne institutioner væk fra København. Ifølge Ekstrabladet var det Statsministeriets og Finansministeriets departementschefer, der var de reelle dirigenter bag det det fælles brev, som regeringspartiernes tre gruppeformænd har sendt til Folketingets formand med forslag om at flytte institutioner som Rigsrevisionen og Folketingets Ombudsmand uden for København. Konkret drejede det sig om de tre uafhængige institutioner Ombudsmanden, Rigsrevisionen og Statsrevisorernes sekretariat, der alle hører under den lovgivende magt, Folketinget. De tre har samlet cirka 383 ansatte.

Modsat udflytningerne af de statslige arbejdspladser, der var en ren regeringsbeslutning og ikke krævede et flertal in Folketinget på forhånd, er en udflytning af job i Folketingets institutioner ikke noget, som regeringen kan beslutte.

Gruppeformændene lokkes til at gøre arbejdet

Ifølge DR tilkendegav gruppeformændene for Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti i brevet til Folketingets formand, at ”Vi finder det naturligt, at Folketinget i lighed med de statslige myndigheder overvejer at placere dele af Folketingets institutioner uden for de større byområder”.

Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, afviste i et interview med Altinget den 27. februar 2018, at det skulle være ham selv og Finansministeriets magtfulde departementschef, Martin Præstegaard, der med støtte fra statsminister Lars Løkke, stod bag brevet til Folketingets formand. Det var der imidlertid ingen der troede på, og Christian Kettel Thomsen og Martin Præstegaard har i dag ikke noget at skulle have sagt på Slotsholmen.

Ingen vej udenom

Centraladministrationen må ubetinget fokusere på at genopfinde en forvaltningskultur, hvor hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet igen kommer i højsædet.