Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen

Provst Peter Birch er søndag den 31. januar 2021 blevet indsat som ny biskop over Helsingør Stift i Helsingør Domkirke.

Peter Birch afløser Lise-Lotte Rebel, der går på pension.

På den private front har den nye biskop nok at se til. Peter Birch ligger nemlig i skilsmisse. Det oplyste han bare ikke under bispevalgkampen, som fandt sted i løbet af sommeren og efteråret sidste år. Men det burde han have gjort, hvis det stod til en præst og to menighedsrådsmedlemmer i Lyngby Kirke, som ligger i Helsingør Stift.

I Kristeligt Dagblad har de et debatindlæg under overskriften ”Hvorfor er biskoppens skilsmisse og nye forhold en offentlig hemmelighed?”. Her kritiserede de tre debattører, at den nye biskop kort efter indsættelsen i januar fik ”konen skiftet ud med kampagnelederen”, hvilket de mener har gjort valgkampen til ”et offentligt stævnemøde”.

Liturgi

Marianne Christiansen, biskop, Haderslev Stift, har begået en kronik om liturgien i Folkekirken. Hun skriver: ”Det må være et adelsmærke for en evangelisk-luthersk kirke at være i samtale om, hvad evangeliet betyder, hvordan det skal udtrykkes, og hvordan vi kan takke og bede. Hvad skulle vi ellers tale om?”

Mon ikke det skulle være muligt at finde værdige opgaver for Folkekirken, hvis bisperne hævede hovedet fra truget og kiggede rundt i samfundet og i verden?

Det er efterhånden over 10 år siden, at vi havde skandalen med en tysk biskop, der var fuld som en pave. Biskoppen, der stod i spidsen for Tysklands protestanter, måtte træde tilbage efter at være taget for promillekørsel, da hun kørte over for rødt lys.

Selvom der ikke er registreret tilsvarende historier fra Danmark, kan der være god grund til at spørge hvad biskopper egentlig laver?

Kristenforfølgelser

Biskopperne er ligestillet, men Københavns biskop er primus inter pares (den første blandt ligemænd) og udgør således den første i rækken. Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen forestod derfor bispevielsen af Peter Birch som biskop for Helsingør Stift.

Det vakte debat og forargelse, da biskopperne i 2019 takkede nej til at deltage i en ny tænketank om kristenforfølgelser. Folkekirkens biskopper besluttede på et plenummøde i deres selvbestaltede bispekollegium, at de ikke ønsker at have en biskop med i en ny tænketank for forfulgte kristne, og de sendte i stedet invitationen videre til Det mellemkirkelige Råd, der har stor viden om området. Det vakte debat, og kritikere beskyldte biskopperne for at have berøringsangst over for verdens kristenforfølgelser.

Som biskoppernes kontaktperson for det konkrete bispemøde har biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, forklaret, at mange ”forfulgte kristne ikke ønsker at blive spændt for en vestlig vogn, hvor der tales specifikt om forfølgelse af kristne”, fordi det kan forværre deres situation.

Tænketanken om kristenforfølgelser består af blandt andre professor i teologi Peter Lodberg, tidligere biskop Karsten Nissen og tidligere generalsekretær for Dansk Europamission Henrik Ertner Rasmussen. Den offentlige kritik af biskopperne blev åbenbart hørt. I hvert fald fremgår det af et referat af et efterfølgende bispemøde, at Henrik Wigh-Poulsen nu havde deltaget i tænketankens første møde.

Biskoppernes opgaver og interesser

Bispemøderne påkalder sig interesse. Hvad foregår der egentlig udover kraftigt kammeratligt samvær? Biskopperne har nemlig ikke meget at skulle have sagt. De kan ikke beslutte noget på folkekirkens vegne. Den øverste beslutningskompetence er Folketingets og kirkeministeriets, og den daglige beslutningskompetence er menighedsrådenes.

Biskoppen er stiftets øverste myndighed i kirkelige sager, og det er biskoppens opgave at føre teologisk tilsyn med præsterne.

Skandalen om den manglende støtte til verdens forfulgte kristne bekræftede, at landets bjergsomme biskopper er mere optaget af at klamre sig til deres velaflagte embeder, end at støtte verdens forfulgte kristne.

Debatten om biskopperne taburetklæberi mens de undgår at forholde sig til ofrene for kristenforfølgelser, er opstået fordi nogle undrer sig over, at Peter Fischer-Møller på 13. år fortsat er biskop over Roskilde Stift, eftersom samtlige bispekandidater under valgkampen i 2008 tilkendegav, at de ville træde af som biskopper efter 10 år.

Peter Fischer-Møller erkender, at han nok svarede ja til spørgsmålet om han ville fratræde efter 10 år, men at han ikke fandt, at dette spørgsmål var vigtigst. En af Fischer-Møllers modkandidater, domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen, anfører, at det er tænkeligt, at bispevalget var faldet anderledes ud, såfremt Fischer-Møller ikke havde samtykket i at gå efter 10 år. Sagen viser, at man ikke nødvendigvis kan regne med, at løfter før et valg i den danske Folkekirke, vil blive indfriet efter valget.

Biskop Fischer-Møller, der selv er mere optaget af forholdet til muslimske grupperinger end kristenforfølgelser i Mellemøsten, bidrager selv aktivt til debatten om den kirkelige liturgi. Ved de årlige såkaldte konfirmand-træf i Roskilde Domkirke kan de unge opleve både rockmusik og udveksle High-Fives med biskoppen, der trods sin fremskredne alder gerne vil være ung med de unge.

Interesse for at komme til truget

Selvom embedet som biskop er ganske velaflagt, krævede biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, ved overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 en lønstigning på 77.415 kroner. Kirkens biskopper ønskede at blive aflønnet som statslige styrelsesdirektører og at få mere end de cirka 973.000 kroner, de i gennemsnit årligt tjener, inklusive tillæg og pension.

Biskoppernes fagforening, Præsteforeningen, havde derfor ved de sidste overenskomstforhandlinger krævet at biskopperne i de fem største stifter blev rykket op fra lønramme 39 til lønramme 40. Det ville ifølge Præsteforeningens oplysninger have medført en stigning på 77.415 kroner.

Overenskomstaftalen sikrede lønforhøjelse til Folkekirkens præster, mens biskopperne fik en lang næse

Overenskomstaftalen på det statslige område sikrer, at landets omkring 2200 præster er omfattet af den generelle lønforbedring på 8,1 procent i den indeværende 3-årige overenskomstperiode. Men præsterne vil også nyde godt af den aftalte regulering af flyttegodtgørelsen i forbindelse med tjenesteboliger.

Til gengæld blev biskoppernes ønske om en lønforhøjelse, der skulle bringe dem på niveau med direktører for offentlige styrelser, ikke imødekommet.

Ikke-medlemmer bidrager til præsters og biskoppers løn

I dag bliver 40 procent af præsternes løn og pension efter en ordning fra 1920 betalt af staten, mens 60 procent bliver betalt af Folkekirkens medlemmer via kirkeskatten.

Biskopperne er tjenestemænd, der fuldt ud lønnes af staten, og der følger pension og en tjenestebolig med bispeembedet.

Den nuværende ordning betyder altså, at personer, som ikke er medlemmer af Folkekirken, også er med til at betale præsternes og biskoppernes løn.

Samlede omkostninger på 9 milliarder kr.

Der er ti biskopper i Danmark, der er øverste myndighed i 10 stifter, der igen er opdelt i 2169 sogne. Hertil kommer en 11. bisp på Grønland. Færøernes folkekirke er selvstændig.

Omkostningerne til biskopper, 2.200 præster og de mere end 100.000 (ingen kender det nøjagtige antal!), der får løn eller honorar i Folkekirken, er årligt på over 9 milliarder kr. Bortset fra det skatteyderbetalte statstilskud på godt 1,2 mia. kr. til dækning af 40 pct. af lønnen til Folkekirkens præster og hele lønnen til biskopperne, betales udgifterne til Folkekirken af medlemmerne over kirkeskatten.

Kirkeskatten

Som medlem af Folkekirken betaler man hvert år mellem 0,43 pct. og 1,30 pct. af den skattepligtige indkomst.

Med en skattepligtige indkomst på 360.000 kr. om året, og bor man i en gennemsnitskommune, hvor kirkeskatten udgør cirka 1 procent, er den årlige udgift til kirkeskatten på 3.600 kr.

Fredag aften, den 29. januar 2021, gav den italienske præsident Sergio Mattarella (hvis 7-årige embedsperiode udløber i 2022) formanden for Deputeretkammeret, Roberto Fico, i opdrag at sondere mulighederne for at danne en regering.

Roberto Fico, født i Napoli i 1974, har en universitetsuddannelse i kommunikation, de har omfattet et Erasmus-ophold ved universitetet i Helsingfors. Fico har været aktivist i 5-Stjernebevægelsen siden 2005 og blev for M5S valgt ind det italienske parlament i 2013. Siden 2018 har han været formand for det italienske underhus, Deputeretkammeret.

Lørdag den 30. januar 2021 indleder Roberto Fico de politiske sonderinger. Det vil foregå i parlamentsbygningen

Høringen af ​​kammerpræsidenten Roberto Fico starter i dag i Palazzo Montecitorio, der siden 1871 har været sæde for Deputeretkammeret.

Følgende tidstabel er offentliggjort:

Lørdag

16.00: 5-stjernebevægelsens parlamentariske grupper i Senat og Deputeretkammeret

17.20: Partido Democraticos parlamentariske grupper Senat og Deputeretkammeret

18.40: Italia Vivas parlamentariske grupper i Senat og Deputeretkammeret

20.00:  “Liberi e Uguali”-listens parlamentariske gruppe i Deputeretkammeret

Søndag 31. januar

10.00:  “Europeisti – MAIE – Centro Democratico”-gruppen i Senatet

11.20: “Per le Autonomie (SVP-PATT, UV)”-gruppen i Senatet

12.40: Blandet parlamentarisk restgruppe fra Deputeretkammeret

14.00: Blandet parlamentarisk restgruppe fra Senatet

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå.

Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig

Christian Friis Bach, som nogle i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, blev inddraget i krænkelsesdebatten, da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2. Her skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser.

Men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.

Jens Rohde og Ida Auken

Senest har Jens Rohde og Ida Auken forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Realiteten er, at i øjeblikket vil ingen på Christiansborg samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden

Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.

Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikike er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

Det gruopvækkende er, at vi efter folketingsvalget i juni 2019, igen er endt med en socialdemokratisk ledet regering. I udgangspunktet sidder regeringen på Det Radikale Venstres og venstrefløjens nåde, men på skift har især Venstre, men også andre borgerlige partier støttet regeringen, når f.eks. Enhedslisten ikke ville støtte Mette Frederiksen.

Den tidligere formand for Socialdemokratiet i Kerteminde, Ib Knudsen, om hvorfor byrådsgruppen har behov for unge kvinder:

– Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt, synes jeg, siger Ib Knudsen.

Har I fundet nogle unge kvinder til jeres liste?

– Nej, vi render også rundt og leder.

Ib Knudsen har efterfølgende efter et par dage i flyverskjul meddelt, at han trak sig for at sikre ”arbejdsroen”.

Det er et tydeligt tegn på stress, at Ida Auken nu tiltrækkes af det antikverede socialdemokratiske syn på ligestilling.

https://fyens.dk/artikel/hvor-er-de-unge-kvinder-til-kv21-de-kan-skrige-lige-s%C3%A5-meget-p%C3%A5-ligestilling-som-de-vil-n%C3%A5r-de-ikke-vil-stille-op

I sagen om at stille tidligere integrationsminister Inger Støjberg for en Rigsret, er Liberal Alliances Ole Birk Olesen udsat for voldsom kritik. Mens Liberal Alliance var regeringsmedlem modsatte Ole Birk Olesen sig en dommerundersøgelse af Inger Støjberg, mens Birk Olesen nu meget aktivt argumenterer for en Rigsretssag mod Inger Støjberg.

Simon Kollerup

I slutningen af april 2020 kunne Ritzaus Bureau oplyse, at Liberal Alliances medlem af Folketinget, Ole Birk Olesen, på Facebook havde rettet et voldsomt angreb på erhvervsminister Simon Kollerup.

Det sker efter, at de to flere gange har haft hårde politiske diskussioner i forbindelse med erhvervsministerens handlinger under coronakrisen. Ikke mindst har Ole Birk Olesen været voldsomt imod, at erhvervsministeren har kritiseret private virksomheder, selv om de har holdt sig inden for loven.

”Som minister formår han netop at spille rollen som den politiker, som de fleste af os gerne vil have til at lede landet. Han fremstår velovervejet, rolig og med oprigtigt gode intentioner for landet. Ikke som en, der bare meler sin egen kage. Men er det sådan, Simon Kollerup i virkeligheden er som menneske? Langt fra”, skriver Ole Birk Olesen.

Minister Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen, der i perioden 2016-2019 var transport-, bygnings- og boligminister, har selv ry for at være arrogant og have svært ved at erkende egne fejl. Som minister var han igen, igen i mediernes søgelys.

Én af årsagerne var den fortsatte skandale omkring Niels Bohr Bygningen.

Den nye bygning til det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der blev påbegyndt i 2015, skulle oprindeligt have kostet 1,7 mia. kr.

I december 2017 blev budgettet forhøjet til 2,9 mia. kr. Det skete efter konsulentfirmaet Ernst & Young for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemførte en granskning af Bygningsstyrelsens etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

Rapporten afdækkede, at der i Bygningsstyrelsen ikke var reageret i tide på de udfordringer, som projektet var udsat for. Projektet blev fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. – en budgetoverskridelse på over 80 pct.!

Vejdirektoratet har siden overtaget ansvaret for byggeriet og fagbladet Ingeniøren kan nu oplyse, at byggeriet bliver endnu dyrere end forventet.

Budgetoverskridelsen i 2017 gav anledning til tvivl om ministerens og ministeriets tilsynspligt i forhold til Bygningsstyrelsen. Hvordan kunne man overse, at Bygningsstyrelsen ikke havde det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter? Findes der ikke resultatkontrakter og andre styringsinstrumenter i Bygnings- og Boligministeriet?

Sagen gav anledning til berettiget tvivl om Birk Olesens tilsyn med Bygningsstyrelsen og Vejdirektoratet.

Ole Birk Olesens anstrengte forhold til Folketinget

På Transportministeriets hjemmeside forsøgte Birk Olesen egenhændigt at give et positivt billede af hans indsats som minister. De overordnede dagsordener – Frihed, fremgang og fremtid – blev fremhævet, men realiteten var at han som minister vaklede fra krise til krise.

Postnord

På et møde den 14. marts 2017 blev Ole Birk Olesen i absolut sidste øjeblik reddet af daværende finansminister Kristian Jensen. På mødet tilsidesatte transportministeren al anstændighed og beklagede ydmygt, at postordførerne ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om Postnords økonomi: ”Det skulle være sket før” lød det fra ministeren. Når Birk Mortensen overhovedet overlevede ministerstormen, var det alene fordi finansministeren kunne bekræfte, at partierne finanslovsordførere faktisk var blevet orienteret om den katastrofale situation i Postnord.

Uber

I slutningen af marts 2017 kunne selvsamme liberale transportminister, Ole Birk Olesen, notere, at den taxilov han var blevet påtvunget af et politisk flertal for, var den direkte anledning til, at kørselsselskabet Uber kastede håndklædet i ringen og forlod landet.

Udover at Birk Olesen måtte sluge den bitre pille overfor sine egne vælgere, måtte han lide den tort at blive ydmyget internationalt. Via Reuters gik ministerens navn den halve verden rundt under overskriften ”Nye regler får Uber til at trække sig ud af Danmark”.

Ole Birk Olesen er et lysende eksempel på hvordan Liberal Alliance gang på gang opgav alle liberale positioner og kastede al anstændighed og alle valgløfter over bord, for at forblive i Lars Løkkes dysfunktionelle regering. Straffen kom ved Folketingsvalget i juni 2019, hvor partiet kun netop klarede spærregrænsen.

Kvinder er uden moral og ære

Mens Alex Vanopslagh og Henrik Dahl på Christiansborg fortsat prøver at markedsføre Liberal Alliances politik, forfalder Ole Birk Olesen til gamle polemiske uvaner.

Udfaldet mod Simon Kollerup er ikke enestående. Ole Birk Olesen har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011.

Til mediet damefrokosten.com udtalte han dengang bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Men hvem er Ole Birk Olesen egentlig?

Ole Birk Olesen, født 21. december 1972 i Gram, søn af fhv. gårdejer Nis Olesen og fhv. kontorassistent Margit Olesen. Gift med fotograf Sif Meincke og Folketingsmedlem for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds fra 15. september 2011.

Inden indvælgelsen i Folketinget i 2011 og ministerposten fra november 2016 var Birk Olesen redaktør af Netavisen 180Grader. Inden da var han i 5 år journalist ved Berlingske Tidende, og før det, journalist på Ekstra Bladet fra 1999 til 2002.

Discount-Pia

I 1998 havde Birk Olesen forfattet en artikel i Ekstra Bladet om Pia Kjærsgaard, ”Discount-Pia”. Af artiklen fremgik det, at ”Pia Kjærsgaards taktik går ud på at hoppe og springe for fotografer og journalister. Pia sad med en kold pizza i den ene hånd og greb ud efter telefonen med den anden, så det hele så ekstra travlt ud”, skrev journalistpraktikant Birk Olesen i artiklen.

Han undlod at fortælle, at det var ham selv, der havde opfordret Pia Kjærsgaard til at sidde med en daggammel pizza i hånden af hensyn til fotografen.

Det er efterhånden længe siden, men i DF har man en lang hukommelse. DF’s tidligere transportordfører, Kim Christiansen, betegnede ham som inkompetent og arrogant og kemien mellem de to var ekstremt dårlig i Birk Olesens ministertid.

Enhedslistens daværende transportordfører, Henning Hyllested, har om Birk Olesen sagt, at: ”Jeg synes at han virker arrogant, men det har jeg tilskrevet, at han er uvant i jobbet. Han kan virke lidt kantet. Jeg vil endda sige kejtet”.

Det med arrogance synes at være et karaktertræk, der har kendetegnet ham siden han som ung praktikant første gang satte sine ben på Christiansborg.

Kristian Thulesen Dahl

”Pia Kjærsgaards kronprins amok: Din luder”, hed det på forsiden af Ekstra Bladet i 2001, hvor Kristian Thulesen Dahl beskyldes for at have forfulgt en malaysisk kvinde fra det ene morgenværtshus til det andet.

Artiklen var skrevet af Ole Birk Olesen.

Konservativ Ungdom

De Konservative får også Ole Birks journalistiske krabask at mærke. På partiets landsmøde i 2004 opdager han at nogle beduggede KU’ere ved 01-tiden om natten synger ”Det var et herligt KU-møde”. Ole Birk Olesen beskrev herefter detaljeret i Berlingske Tidende hvordan KU sang fascistisk inspirerede slagsange fra 30erne.

180grader

Ole Birk Olsen var som journalist frækkere end de fleste, og startede efterfølgende den højreorienterede netavis 180grader. Efter det første leveår kommer netavisen ud med et underskud på 900.000 kr. og senere træder Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen til, skyder et ukendt beløb ind i avisen, og køber 40 pct. af selskabet igennem sit holdingselskab Seier Capital.

180 grader eksisterede fortsat efter, at Ole Birk Olesen blev aktiv politiker i Liberal Alliance i 2010. Netmediet har for nylig fået et nyt kapitalindskud og prøver nu med en gymnasiast som chefredaktør at fremme liberal politik ved ukritisk at kopiere telegrammer fra Ritzau.

Mens Michael Aastrup Jensen er gået i flyverskjul, kan der være grund til at reflektere over hans og partiet Venstres situation.

Ved valget i 2019 havde partiet en tilslutning på 23,4 pct., der blev omsat i 43 mandater. Det betød opretholdelse af en betydelig offentlig partistøtte, og økonomisk støtte til folketingsgruppens arbejde på Christiansborg og til et stort antal partiansatte. Desuden har kommentatorer, rådgivere, public affairs-folk osv. haft deres karriere i og omkring Venstre.

Hvis de nuværende meningsmålinger holder til næste valg, vil Venstre kun opnå tilslutning fra 13,6 pct. og dermed 25 mandater i Folketinget.

Det er altså ikke kun Michael Aastrup Jensen, der som følge af Dubai-skandalen må stille sig om i køen af arbejdsløse. Han får følgeskab af 18 Folketingskolleger og et utal af andre, der hidtil har haft deres udkomme fra det kriseramte liberale konglomerat i Danmark.

Den mindskede efterspørgsel efter Jarl Corduas analyser af magtkampene i Venstre vil betyde, at han fuldt ud kan hellige sig “Hitlers Æselører”, reportager fra Panzermuseum East og hans krigshistoriske analyser.

I den netop indgåede politiske aftale vedrørende minkerhveret i Danmark hensættes op mod 19 mia. kr. til kompensationer m.v., heraf omkring 12 mia. kr. til direkte erstatninger til minkavlerne.

Aftalen har givet anledning til diskussion om minkavlerne har fået en særdeles fordelagtig aftale og en kompensation, der ligger ud over hvad man normalt ville få ved en domstol for ekspropriation.

Finanssektoren

Finanssektoren, der nu får mulighed for at tilbageføre hensættelser på deres udlån til minkindustrien, er lettede over aftalen. Nationalbanken opgjorde i december minkavlernes gæld til danske banker og realkreditinstitutter til 5,2 milliarder kroner. Heraf stod realkreditten for 4,4 milliarder kroner, mens bankerne stod for cirka 820 millioner kroner.

Udenlandske investorer

Det må også antages, at en række udenlandske investorer er godt tilfredse. Et antal af de omkring 1.139 registrerede farme i Danmark er eller har været helt eller delvist ejet af udlændinge.

Kinesiske investorer og en hollænder har siden 2012 opkøbt 22 store danske minkfarme. Desuden er det finske minkauktionshus, Saga Furs, finansielt involveret i flere danske minkfarme – herunder en eller anden form for engagement med Proud City Denmark ApS, der er ejet af et børsnoteret kinesisk selskab.

Driftslederen for kinesiske UKF Denmarks 12 minkfarme har ingen kommentarer til, om selskabet vil pakke sammen eller vil forsøge at starte på en frisk i 2022. Hong Kong-rigmanden Pat Wong, som ejer selskabet, har ikke udtalt sig.

Fem andre farme er ejet af det børsnoterede kinesiske selskab Huassei.

Den tredje store rene kinesiske investering i danske minkfarme var i tre minkfarme gennem selskabet Viking Mink A/S med hovedsæde på en minkfarm sydvest for Thisted. Selskabet gik konkurs i 2017.

Endnu en kinesisk investor, Ching Kei Alex Lau, investerede i et partnerskab sammen med den store nordjyske minkavler Jan Pedersen i tre store minkfarme.

Det viser sig, at offentlig afbrænding af dukker af politiske modstandere i visse venstreorienterede kredse er en acceptabel demonstrationsform.

Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening brænder ikke dukker af statsminister Mette Frederiksen, men arbejder ”både bag linjerne i det politiske maskinrum, med alliancer og via en dagsordensættende tilgang, hvor det handler om at skabe en brændende platform og et folkeligt pres for forandringer”.

Foreningen arbejder således for at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder og frede naturperler, for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040, og for et Danmark uden sprøjtegift.

Astroturfing

Hvordan man i praksis skaber en ”brændende platform” og opbygger et folkeligt pres for forandringer, kan Naturfredningsforeningen høre nærmere om hos boligministerens spindoktor, Jens Christiansen og Peter Goll – de ukårede mestre i astroturfing. Jens Christiansen havde en fremtrædende og central rolle, da han som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice var med til at eksekvere en af Peter Goll orkestreret nederdrægtig kampagne til fordel for Falcks økonomiske interesser.

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Historien

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforenings første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Konservative hattedamer

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Ret til at rejse fredningssager

Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, der indså, at det kunne bidrage til at realisere målsætningen om flere fredninger.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes, men hvis Danmarks Naturfredningsforening først har fået skabt en ”brændende platform” og mobiliseret ”et folkeligt pres”, plejer fredningerne at gå igennem.

Italiens premierminister Giuseppe Conte træder tilbage tirsdag morgen den 26. januar 2021, men kun for at skabe mulighed for at han kan danne en ny regering – i givet fald Contes tredje!

Efter et ministermøde i Rom tirsdag morgen kl. 9 vil Giuseppe gå til præsident Sergio Mattarella for at indgive sin afskedsbegæring.

Tanken er ifølge flere medier, at Conte derefter vil blive bedt om at forsøge at danne en ny regering, der kan samle parlamentarisk opbakning i såvel Deputeretkammeret som i Senatet.

Alternativet er et nyvalg, der ifølge meningsmålingerne ville blive vundet af højrefløjen under ledelse af Matteo Salvini.

Ved en afstemning i Senatet i sidste uge overlevede Contes regering kun, fordi Matteo Renzis lille parti, ”Italia Viva”, undlod at stemme.

Den uholdbare situation for Contes regering er opstået fordi den tidligere regeringsleder, Matteo Renzi, trak partiet ”Italia Viva” ud af koalitionsregeringen som følge af uenighed om fordelingen af EU’s Corona-genopretningsfond.

Corona-genopretningsfond på 209 mia. euro til Italien

Udadtil var Renzis begrundelse for at udtræde af regeringen, at Conte ”ikke respekterer demokratiets regler”. Den reelle årsag var, at der internt i den italienske regering er uenighed om hvordan Italiens andel af EU’s Corona-genopretningsfond skal fordeles. Af fondens 750 milliarder euro går 28 procent eller 209 milliarder euro til Italien. Dermed modtager Italien 81 milliarder euro i tilskud og 127 milliarder euro som lån.

Regeringspartiet Femstjernebevægelsen, M5S, er gået stærkt tilbage i meningsmålingerne, og vil gøre alt for at undgå et valg i utide.

Det andet koalitionsparti, det socialdemokratiske centrum-venstre parti, Partito Democratico (PD) er ligeledes parate til at fortsætte i regeringen.

Spørgsmålet er om Conte som erstatning for Italia Vivas 16 senatsmedlemmer kan friste andre med en ministerpost til at støtte en ny Conte-regering. Italienske medier spekulerer i, om der kunne være medlemmer af Silvio Berlusconis ”Forza Italia”, der kunne være fristet til at støtte. Sagen er at Forza Italia i et valg på nuværende tidspunkt formentlig ville blive klemt mellem Matteo Salvinis højreparti, Lega, og Giorgia Melonis konservative parti, Fratelli d’Italia (FdI – Italiens brødre).

Udsigt til kæmpe budgetunderskud i Italien

Oven i regeringskrisen har det italienske finansministerium udtrykt bekymring for de offentlige finanser. Der er på nuværende tidspunkt udsigt til et budgetunderskud på 9,2 pct. af BNP.

Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 9.-10. marts. Udenrigsminister Jeppe Kofoed åbner konferencen, som også har tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som deltager.

Imens i Egypten

I Egypten er der uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationrer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Nu høres krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi træder tilbage.

Den egyptiske revolution

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Frankrig

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Egypten.

Alligevel blev præsident, Abdul Fattah al-Sisi modtaget i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron. Al-Sisi modtog ovenikøbet Frankrigs fornemste orden – Æreslegionens Storkors.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Egypten.

Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?