Ritzau oplyser den 30. marts 2021, at ifølge Berlingske skal målene for udbredelsen af motion og kalorieforbrænding øges væsentligt i EU. Det mener regeringen, der til sommer skal mødes med de øvrige medlemslande for at forhandle nye mål.

Danmark vil forsøge at samle flertal for et mål om, at motion skal udgøre 45 procent af EU-borgernes energiforbrug i 2030.

Samtidig mener regeringen, at effektiviteten af EU-borgernes motion skal øges til 40 procent. Dette måles på, hvor gode landene i EU er til at reducere deres overvægt.

– Det er en markant øgning og meget ambitiøst, og vi er parate til selv at stille op og vise hvordan det skal gøres, siger klima-, energi- og forskningsminister Dan Jørgensen (S) til Berlingske.

Dan Jørgensen anbefaler samtidig en afbalanceret diæt af stegt flæsk med persillesovs og højt belagt smørrebrød.

Det nuværende mål for andelen af motion i EU blev vedtaget i 2018. Det er på 32 procent af EU-borgernes samlede energiforbrug.

Det er regeringens ønske, at forslaget om mere motion og kalorieforbrænding bliver en del af en samlet EU-pakke.

For flere danske virksomheder er der store interesser på spil, skriver Berlingske. Eksempelvis Slagelse-virksomheden ODIN Engineering A / S, der producerer motionsredskaber.

En analyse viser, at dansk eksport af varm luft, flæsk og rugbrød vil stige, hvis regeringen kommer igennem med sit forslag i EU.

Verdens lande skal i november mødes i den skotske by Glasgow til et nyt klimatopmøde. Det er UK, der skal være vært for den 26. FN Climate Change Conference of the Parties (COP26) i FN’s klimakonvention, UNFCCC, der afvikles i The Scottish Event Campus (SEC) in Glasgow fra den 1.  – 12. november 2021.

På konferencen skal diskuteres de udfordringer landene står overfor, hvis Paris-aftalen skal implementers i tide, og hvis den ambitiøse Agenda 2030 for Sustainable Development skal realiseres.

Det, der mangler, er penge og investeringer. Der er derfor overhængende risiko for, at mødet (igen) bliver et stort sammenstød mellem rige og fattige lande.

Forberedende møde

Det britiske formandskab er derfor i fuld gang med forberedelserne, og de afholder en såkaldt “Climate and Development Ministerial” den 31. marts 2021.

På det virtuelle ministermøde, hvor omkring 40 lande er inviteret (ikke Danmark), er fremdriften i tiltag, der kan imødegå temperaturstigninger og klimaændringer i de fattigste og mest sårbare lande selvklart i fokus. Dernæst skal drøftes hvordan tilpasningen (adaptation) til klimaændringer kan intensiveres. Det tredje vigtige emne er finansieringen, og endelig skal man drøfte, hvordan det internationale samarbejde om klimaspørgsmål kan forbedres.

I øjeblikket er det sådan, at kun cirka en femtedel af de nuværende klimapenge går til tilpasning. Det selvom det i FN er aftalt, at klimafinansiering skal balanceres mellem tilpasning og reduktion af udledninger. Støtten til tilpasning (adaptation) bør derfor skrues gevaldigt op.

COP15 i København

Det forlyder, at det britiske formandskab for COP26 ligesom tidligere formandskaber vil gøre meget for at undgå fiaskoen ved COP15 i København i 2009.

Det danske formandskab for FN’s klimakonference 2009 havde store ambitioner om, at der på mødet i Bella Centeret mellem 7. og 18. december 2009, der fandt sted i isnende sne og kulde, skulle indgås en omfattende og juridisk bindende aftale. Mødet endte som bekendt med en stor skuffelse uden aftale. Især udviklingslandene var bitre over, at de rige lande med USA i spidsen ikke var parate til forpligtende tilsagn på finansieringssiden.

På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Betydningen af USA

Efter præsidentskiftet i USA og præsident Bidens genindmeldelse af USA i Paris-aftalen bliver det spændende at følge om COP26 i Glasgow kan indebære et gennembrud på finansieringssiden af klimaspørgsmålet.

Det har givet anledning til debat, at medlemmer af HK’s hovedbestyrelse har mulighed for at gå af som 60-årig og alligevel modtage to tredjedele af den fulde løn på 88.000 om måneden frem til den officielle folkepensionsalder, der i 2021 er 66,5 år.

Det er langt fra første gang, at fagforeningsbosser i Danmark er blevet beskyldt for grådighed, og HK-formanden Kim Simonsens grådighed bringer sagen om Tine Aurvig-Huggenberger i erindring.

Tine Aurvig-Huggenberger

Tine Aurvig-Huggenberger (tidligere Tine Aurvig-Brøndum født Aurvig Jørgensen 17. april 1963 i Helsingør) arbejdede oprindeligt som pædagogmedhjælper, men gjorde fra midten af 1980’erne karriere i Pædagogmedhjælperforbundet som tillidsrepræsentant og afdelingsformand. I 1992 valgtes hun som formand for LO-Storkøbenhavn og i 1995 som sekretær i LO. Ved LO’s kongres i 1996 vandt hun over Ib Wistisen som næstformand.

Ved LO’s kongres i 2007 stillede hun op som kandidat til formandsposten, men tabte til LO-sekretær Harald Børsting. Umiddelbart efter meddelte Aurvig-Huggenberger, at hun som 44-årig trak sig fra LO-arbejdet.

Fra december 2008 var hun Public Affair-rådgiver i PrimeTime Kommunikation. I 2010 blev hun chef for Public Affairs, og i 2012 blev hun partner. I 2010 blev Aurvig-Huggenberger færdig med sin MPA (Master of Public Administration) fra CBS.

Siden 2012 har hun været direktør for Kreativitet & Kommunikation, brancheforeningen for rådgivende kreative erhverv og i 2019 blev Tine Aurvig-Huggenberger valgt som formand for den europæiske reklamebranche i paraplyorganisation EACA – European Association of Communications Agencies i Bruxelles.

Da Tine Aurvig-Huggenberger efter at have tabt formandsvalget i 2007 forlod LO blev hun betegnet som grådig.

Tilsagnspension

Årsagen var det efterfølgende årelange retslige slagsmål om pensionsmidler for 5,7 millioner kroner mellem LO og Huggenberger. Tine Aurvig-Huggenberger vandt retssagen i byretten, men tabte sagen i Landsretten og blev nægtet muligheden for at føre sagen op til Højesteret.

Dengang mente 56 procent af danskerne, at Huggenberger var grådig, mens 54 procent var enig eller overvejende enig i, at den samlede fagbevægelse fremstod som griske som følge af retssagen.

Topfolk i fagbevægelsen anså sagen for skadelig og ødelæggende for bestræbelserne på at ændre bevægelsens image fra at være en organisation, der tænkte mere på at sikre fagbossernes egne løn og arbejdsforhold end på at sikre medlemmernes.

Kernen i sagen om Huggenbergers sag drejede sig om de såkaldte tilsagnspensioner, som LO-bosserne har forgyldt hinanden med siden 1970erne og frem til fornyelsen i 2003, hvor de blev afskaffet. Pensionen udgør to tredjedele af den løn, som Huggenberger opretholdt, da hun forlod næstformandsposten efter at have tabt kampen om formandsposten til nuværende LO-formand Harald Børsting i 2007.

I pensionsregulativerne står der, at pensionen betales ved ”afgang” og ikke ”afgang ved pension”. Derfor gjorde Huggenberger krav på at 5,7 millioner kroner skulle udbetales i 2025 når hun fyldte 62 år, uanset at hun til den tid ikke ville have været en del af fagbevægelsen i 18 år. LO mente omvendt, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke havde ret til pensionen, fordi hun gik af før tid.

Hvis Danmark skal realisere den ambitiøse målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, skal der snart ske noget.

Regeringen bryster sig af, at der allerede er iværksat tiltag, der vil reducere udledningerne med omkring 6 millioner tons CO2-ækvivalenter. Det er imidlertid mindre end en tredjedel af reduktionskravet på 20-21 millioner tons.

Landbrugs- og fødevaresektoren skal selvklart løfte sin del af klimaindsatsen, men det bør ikke glemmes, at landmænd og virksomheder faktisk allerede har investeret massivt i den grønne omstilling. De store andelsselskaber og de enkelte bedrifter har investeret i at klimaoptimere hele værdikæden. Lige fra forskning i planteforædling, bæredygtighedsmål og klimatjek hos de enkelte landmænd og optimering af husdyrfoder samt produktion af græsprotein.

Klimaindsatsen i landbrug og fødevareerhverv

Hele sektoren har siden 1990 allerede reduceret udledningen med 25 procent, og i Klimapartnerskabet for fødevare- og landbrugssektoren er der anvist tiltag, der kan bringe reduktionerne op på 62 procent i 2030.

Forudsætningen for at klimamålene nås er, at der fortsat investeres i landbrugets omstilling. Hvis de nødvendige investeringer i teknologi og forskning, og i kapitalkrævende tiltag i virksomheder og på de enkelte bedrifter, skal realiseres, er det nødvendigt med et tillidsfuldt partnerskab mellem Christiansborg og landbruget.

Hvis klimaneutral produktion af fødevarer skal være en god forretning, kræver det en fælles forståelse mellem fødevareerhvervet og resten af samfundet. Det er derfor afgørende at der er politisk forståelse for, at uden gode rammevilkår, som erhvervet kan regne med i en årrække, kan opgaven ikke løses.

Hvis opgaven gribes forkert an, bliver resultatet lækager – produktionen flytter til udlandet – og så mister Danmark ikke kun tusindvis af arbejdspladser og milliardindtægter, men vi taber også muligheden for rent faktisk at yde et positivt bidrag til klimaet.

Lige nu forhandler Folketinget om en meget omfattende plan for dansk landbrug. Det foruroligende er, at en række politiske partier syntes at være stærkt påvirkede af Klimarådet, der består af uafhængige eksperter og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats. Rådet vurderer hvert år, om det er sandsynligt, at Danmark opnår målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030, og kommer med anbefalinger til regeringen.

Klimarådets visioner for dansk landbrug

Hvis der måtte være nogle i dansk landbrug, der på baggrund af minkskandalen, er nervøse ved de politiske processer i regeringen og på Christiansborg, er det fuldt forståeligt.

De tænker måske: Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen – kan vi overhovedet overleve som er hverv?

Klimarådet har allerede i rapporten Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion fra marts 2020 givet svaret.

De skriver: ”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Det foruroligende er, at Klimarådet hvert år vil komme med nye anbefalinger til regeringen.

Som det fremgår, er udryddelsen af danske mink kun 1. fase. Siden kommer turen til køer, grise, får og fjerkræ. Forbrugerne bliver til den tid spist af med bioraffinerede fødevarer og stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion.

Håb om politisk forståelse

Selvom en række partier er indstillet på blindt at følge Klimarådets anbefalinger skal det bemærkes, at regeringen tøver. Der er derfor stadig håb om, at der politisk kan skabes forståelse for, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis der skabes tryghed om rammevilkår og vilkår for fremtidige investeringer, og det forudsætter det brede politiske aftaler.

Skal omstillingen lykkes, så klimamålene nås uden af afskaffe et dansk fødevareerhverv, kan det ikke nytte at regeringen kun lytter til SF og Enhedslisten.

Hvad skal man stille op med de udenlandske krigere og deres familier, der tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien og Irak? Spørgsmålet har været debatteret siden IS og kalifatets sammenbrud i 2017-18.

USA har repatrieret og retsforfulgt omkring et dusin IS-støtter og omkring en halv snes børn siden 2017. Andre lande har været under pres for også at hjemtage statsborgere (og deres børn), der har tilsluttet sig IS. De fleste vesteuropæiske lande har imidlertid været tilbageholdende med repatrieringer.

Lejrene

Efter kalifatets sammenbrud blev tusindvis af dets tilhængere samlet i de kurdisk kontrollerede fangelejre i Syrien. Mindst 2.000 udenlandske krigere sidder interneret, men derud over skønnes der at være omkring 10.000 udenlandske kvinder og børn i lejrene. I fangelejren al-Roj sidder der omkring 1.700 – fortrinsvis fra Irak, og i al-Hol sidder der 64.000 fortrinsvis fra Syrien.

Kurdisk militær har så sent som søndag morgen den 28. marts 2021 i en større operation ransaget fangelejren al-Hol, som huser flere tusinde tilbageholdte Islamisk Stat-medlemmer og -sympatisører.

Formålet med militæroperationen med deltagelse af flere tusinde kurdiske soldater var ifølge Rojava Information Center at fravriste Islamisk Stat kontrollen med lejren efter et stigende antal snigmord begået af såkaldt sovende terrorceller i lejren. Flere end 30 kvinder og mænd blev efter det oplyste arresteret under aktionen.

Alene i 2021 er flere end 40 blevet dræbt i al-Hol af formodede gerningsmænd – eller kvinder – fra Islamisk Stat, som gennem længere tid reelt har overtaget kontrollen med dele af lejren, der af samme grund også er kendt som ”mini-kalifatet”.

7 kvinder og 19 børn

I alt syv kvinder fra Danmark og 19 børn, som ifølge Udenrigsministeriet enten med sikkerhed eller med stor sandsynlighed har dansk indfødsret, opholder sig i de to lejre. De fleste formentlig i mini-kalifatet, al-Hol-fangelejren. Det er ikke oplyst, om der fortsat sidder danske IS-krigere i lejrene.

Mange mener, at vi i Danmark har et ansvar for børnene. De er i alderen ét til 14 år. Ni af børnene er født i Danmark, mens de resterende 10 er født i IS-kalifatet i Irak/Syrien.

Hvad angår mødrene er der forskellige opfattelser. De fleste hælder til den opfattelse, at retssystemet på stedet må afgøre, om kvinderne har bistået med strafbare handlinger under opholdet hos IS.

I Danmark er det normalt opfattelsen, at ved fængsling af danske statsborgere i udlandet er det opholdslandets love der gælder.  Det er et princip, at de enkelte lande ikke blander sig i hinandens retssager. Domstolene skal være fri for politisk pres.

Udenrigsministeriet er ganske klar i vejledningen til danske statsborgere: Fængsles du i et andet land for et brud på loven dér, vil det derfor være det land, der bestemmer straffen og forholdene i fængslet.

Det kurdiske selvstyre har begrænsede ressourcer, og det er uvist hvornår de danske IS-tilhængeres gerninger kan underkastes en retlig vurdering.

Det burde derfor overvejes, om Danmark kunne yde juridisk og økonomisk bistand til de myndigheder i Syrien eller i de kurdiske selvstyreområder, der er ansvarlig for at gennemføre de retlige opgør med IS-krigerne og deres familier.

I Nationalbankens seneste analyse, UDSIGTER FOR DANSK ØKONOMI — MARTS 2021, fra den 17. marts 2021 fremgik det, at handelsaktiviteten på boligmarkedet er høj og med kraftige stigninger i boligpriserne.

Stigningen er ifølge Nationalbanken generelt understøttet af lave renter og stigende indkomster, men øget efterspørgsel som følge af Corona-pandemien spiller også en rolle.

Selvom der er betydelig usikkerhed om den fremtidige udvikling på boligmarkedet, som Nationalbanken følger tæt, understøttede de generelle finansielle vilkår fortsat realøkonomien. Husholdninger og virksomheder har adgang til billig finansiering, og Nationalbanken har derfor ikke aktuelt planer om at ændre den generelle pengepolitik.

Nationalbanken lægger i stedet ansvaret over på regeringen og finanspolitikken: ”Usikkerheden er fortsat stor. Derfor bør finanspolitikken holdes parat. Der kan opstå behov for enten at lempe eller at stramme”.

Det Systemiske Risikoråd

Det Systemiske Risikoråd har efterfølgende den 23. marts meddelt, at de ser med stor alvor på boligmarkedets udvikling og frygter en boligboble – særligt i København.

Det Systemiske Risikoråd blev etableret i 2013 efter finanskrisen for at holde øje med trusler mod de danske pengeinstitutter. Medlemmerne i rådet består af repræsentanter fra flere myndigheder, blandt andet Nationalbanken og Finanstilsynet.

Priserne på ejerlejligheder i København er det seneste år steget med 11,7 pct og huspriserne med 9,2 pct. Huspriserne stiger ifølge markedskendere i øjeblikket med det højeste tempo siden starten af 2007.

Regeringen ikke sindet at gribe ind på boligmarkedet

Regeringen har umiddelbart afvist at gribe ind på boligmarkedet. Der henvises til, at der politisk er aftalt nok så gennemgribende ændringer i vurderingssystem og boligbeskatning til ikrafttræden i 2024, ligesom situationen adskiller sig markant fra situationen i 2008-09.

Forskelle i forhold til finanskrisen

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med. Det samme gjaldt realkreditinstitutterne, hvor sikkerheden for de ydede lån i mange tilfælde viste sig at være alt for lille.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

Insolvente banker

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende borgerlige regering lancerede den første – af en stribe! – bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, men det bortforklarer ikke, at regeringen for skatteborgernes regning løb en enorm risiko.

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

Siden sidst

Trods modstand fra bank- og realkreditsektoren i Danmark, er der siden finanskrisen indført meget skrappere regulering af pengeinstitutterne og meget skrappere krav til, hvor meget kapital banker og realkreditten skal have for at undgå bankkrak og en ny altødelæggende krise.

Nye aflønningsregler, loft over antal bestyrelsesposter og skærpede regler om egnethed og hæderlighed – såkaldte fit and proper-regler – er blot få eksempler på de krav, som bankernes topledelse er blevet mødt af.

Nationalbanken mener også at vide, at husholdningernes boligbyrde, dvs. omkostningerne ved boligfinansiering i forhold til den disponible indkomst, i dag er noget lavere end under finanskrisen.

Den ekspansive pengepolitik

Siden finanskrisen har centralbankerne – først i USA, og senere i EU – ført en ekspansiv pengepolitik, hvor diverse opkøb af statsobligationer og andre værdipapirer har øget pengemængderne. Renten har samtidig været helt i bund – i perioder faktisk negativ. Forretningsbankerne har således kun haft begrænset interesse i at placere den rigelige likviditet i centralbankerne. Der har tværtimod været et incitament for kreditgivning til de private kunder og dermed bidrage til at opretholde den økonomiske aktivitet i samfundet, (hvilket faktisk også var meningen!)

Under Corona-krisen har økonomiske hjælpepakker m.v. bidraget til at holde hånden under samfundsøkonomien. De massive statslige hjælpepakker er finansieret ved træk på staternes reserver i centralbankerne og ved udstedelse af statsobligationer, der i stort omfang opkøbes af centralbankerne. I begge tilfælde bidrager det til en øget pengemængde og en lav rente.

Pengeudpumpningen har sat sig i stigende aktiekurser og højere ejendomspriser

Som følge af den lave vækst og betydelige arbejdsløshed under Corona-krisen har den rigelige likviditet endnu kun i meget begrænset omfang omsat sig i investeringer og øget forbrug. Derimod er opsparingen steget og priserne på fast ejendom og aktiekurser er skudt i vejret.

Nedlukninger og udskudte investeringer betyder, at det nu, hvor vi forhåbentlig står over for et økonomisk opsving, er vanskeligt at skønne over, hvor meget luft der er, før vi rammer den samfundsøkonomiske kapacitetsgrænse.

Beskæftigelsen

På arbejdsmarkedet er arbejdsløsheden i USA og i Europa stadig noget over niveauet fra før Corona-krisen, og der er endnu ikke klare tegn på flaskehalse og større lønstigninger.

Inflationen

På samme måde er tendenserne til prisstigninger på vare- og tjenestemarkederne endnu svage. Under alle omstændigheder vurderer den amerikanske centralbank, at inflationen med omkring 1,7 pct. fortsat ligger under den langsigtede målsætning på ca. 2 pct. I øvrigt har banken signaleret, at den i en periode er sindet at lade inflationen overstige 2 pct. for at nærme sig et langsigtet gennemsnit på 2 pct.

En effekt af de massive hjælpepakker i USA og i Europa har samtidig bidraget til, at der i takt med udrulningen af vaccineprogrammer igen er skabt forventninger om økonomisk vækst – og måske stærk vækst på nogle af de områder, hvor aktiviteten pga. smitterisiko har været lukket helt ned.

Rentestigninger?

Resultatet er, at vi i begyndelsen af 2021 har set tendenser til mindre rentestigninger. Endnu mest i USA, men hvis forventningerne til den fremtidige vækst bider sig fast, vil vi se større rentestigninger også i Europa.

Spørgsmålet er, om det vil få centralbankerne til at stramme pengepolitikken igen?

I USA har centralbanken som nævnt tilkendegivet, at inflationen (og beskæftigelsen) skal være noget højere, før de vil overveje modgående tiltag. Faktisk har banken lovet, at der tidligst kan forventes ændringer i pengepolitikken i 2023.

I princippet er renteniveauet ikke noget den amerikanske centralbank bekymrer sig om, trods den store politiske bevågenhed og betydningen for husholdninger, der har sat sig i gæld til op over skorstenen. Idealt set må det antages at centralbanken vil forvente – og bifalde – at renten stiger i takt med den økonomiske genopretning.

I Europa, hvor udrulningen af vaccinationsprogrammerne går langsomt, og hvor den økonomiske genopretning lader vente på sig, er inflationen lavere og i Danmark faktisk nede på 0,5 pct.

I Danmark og i andre Nordeuropæiske lande vil de pengepolitiske myndigheder hilse moderate rentestigninger, der kan dæmpe tendensen til boligbobler og flaskehalse i økonomien, velkommen.

Det må imidlertid forventes, at ikke mindst de sydeuropæiske lande vil lægge pres på Den Europæiske Centralbank, ECB, hvis der viser sig tegn på vedvarende og kraftige stigninger i renten.

De folkelige festtraditioner i Danmark i forbindelse med Påske knytter sig især til Kristi lidelseshistorie, men visse traditioner som ofringen af påskelammet kan også være levn fra førkristne forårsskikke.

Her op til Påske vil det være naturligt, hvis Jeppe Kofod, der i skrivende stund stadig er udenrigsminister, lader tankerne vandre tilbage til 2008, og hans deltagelse i et såkaldt Påskekursustræf i Esbjerg for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.

Her havde Jeppe Kofod holdt oplæg, og om aftenen inviterede den 34-årige Kofod Påskelammet, en netop 15-årig DSU’er, op på sit værelse, hvor de dyrkede ubeskyttet sex.

Ifølge fire førstehåndskilder, som avisen B.T. har talt med, var pigen efterfølgende ulykkelig og græd, og hendes DSU-kammerater var så rasende, at der var øretæver i luften.

Kofod forklarede bagefter, at han ikke var klar over, at hun var 15 år, selvom han kendte skolepigen, der kort forinden havde været i erhvervspraktik i den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg

Den daværende DSU-formand, Jeppe Kofods gode ven, Jacob Bjerregaard, trådte i karakter og udøvede håndfast damage-kontrol. Han fik beroliget pigen og hendes forældre, og aftalt, at der ikke skulle tales om sagen – ikke til pressen og ikke til nogen overhovedet.

DSU-medlemmerne blev ligeledes overtalt til at mene, at omtale af sagen ville være at ligne med partiskadelig virksomhed.

I Påsken 2008 trådte en anden gammel DSU-kammerat til. Det var Mette Frederiksen gode ven, rådgiver og senere stabschef, Martin Rossen, der gav Jeppe Kofod husly og værnede ham mod pressen i de første dage. Det var også Martin Rossen, der bistod, så Jeppe Kofod var forberedt til at møde offentligheden med sin historie om at han var beruset, ikke kendte pigens alder og havde opført sig dumt, og at han trak sig for sine politiske poster.

Den forklaring faldt dengang i god jord, og Jeppe Kofod har siden holdt fast i den udlægning. Da MeToo-postyret brød ud, og han blev spurgt til sagen, sagde han: ”Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg fortrød den dengang og tog det fulde ansvar (…) jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre”.

Det bemærkes, at DSU-formanden, Jacob Bjerregaard, siden selv har ramt avisernes forsider i anledning af hans gøren og laden som borgmester i Fredericia. Han kunne givet også have haft gavn af Martin Rossens rådgivning.

Grønland går til valg den 6. april 2021. Valget blev udløst af et formandsopgør i det grønlandske regeringsparti, Siumut.

Kim Kielsen mistede den 29. november 2020 posten som formand for Siumut til Erik Jensen. Kim Nielsen blev umiddelbart siddende som landsstyreformand – en post Kim Kielsen har haft siden 30. september 2014.

Da koalitionspartneren, partiet Demokraatit, trak sig ud af regeringssamarbejdet, var den eneste udvej at udskrive nyvalg til Landstinget.

Valgkampen handler blandt andet om minedrift, lufthavne, fisk og dårlige sociale forhold. Bag alle de aktuelle valgtemaer, ligger spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark.

Den grundlæggende debat om – og i givet fald – hvordan Grønland kan blive økonomisk selvstændigt – er altid nærværende, men der er også bred erkendelse af, at selvstændigheden står og falder med økonomien.

Grønlands økonomi

Det er vurderingen fra Grønlands Økonomiske Råd og fra organisationen Grønlands Erhverv i Nuuk, at selvom covid-19 har sat flere års økonomisk vækst på pause, er Grønland mildere ramt end de fleste andre lande, og man har heller ikke været tvunget til egentlige nedlukninger.

Grønlands økonomiske situation er derfor ingenlunde dårlig. Grønlands Økonomiske Råd, med professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet som formand, vurderer at Grønlandsøkonomi er vokset med 2,8 pct. om året i perioden 2016-2019. Grønlands bruttonationalprodukt, BNP, var i 2019 på 355.000 kr. pr. indbygger mod 401.000 kr. i Danmark.

Større indkomster på Grønland

Ifølge OECD afspejler bruttonationalindkomsten, BNI, i højere grad end BNP den indkomst, der er til rådighed i et land. BNI tager eksempelvis højde for pengestrømme ind og ud af landet i modsætning til BNP.

Udover produktionen på Grønland, der altså fortsat ligger lidt under den danske, kommer der et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Grønland, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark), men overførsler på omkring 5 mia. kr., der især stammer fra bloktilskuddet fra den danske stat, betyder at den disponible nationalindkomst pr. indbygger i Grønland kommer op på over 460.000 kr. hvor den danske er på ca. 400.000 kr.

Højere økonomisk vækst på Færøerne

Den økonomiske vækst på Færøerne har i de senere år ifølge Búskaparráðið – Fær­øernes Økonomiske Råd – og Danmarks Nationalbank været væsentlig højere end i Danmark.

Produktionen pr. indbygger på Færøerne er på niveau med den danske. Dertil kommer et positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der bor på Færøerne, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark) på 700-800 mio. kr. Endelig er der overførsler på ca. 800 mio. kr., der især stammer fra tilskuddet på 642 mio. kr. fra den danske stat.

Større indkomster på Færøerne

Det betyder, at den enkelte af de ca. 50.000 indbyggere på Færøerne derfor har rådighed over en bruttonationalindkomst, der ligger væsentligt over den danske disponible BNI i 2020 på omkring 400.000 kr.

På Færøerne var den disponible BNI allerede i 2015 på godt 370.000 kr. og skønnes ifølge Nationalbanken til i 2020 at nærme sig 450.000 kr.

I USA steg benzinpriserne i sidste uge, så en gallon (ca. 3,8 l) nåede op på en gennemsnitspris af 2,88 $ – svarende til knap 4,80 kr. En prisstigning, der har gjort mange bilister i USA urolige.

Til sammenligning koster en liter 95 oktan benzin i Danmark (25.3.2021) omkring 12,35 kr.

Baggrunden er stigende råoliepriser i kølvandet af den økonomiske genopretning, der nu foregår mange steder efter efter coronakrisens nedlukninger.

Olieprisen fik onsdag et ekstra hak opad, da et containerskib blokerede Suez-kanalen.

Mens de stigende benzinpriser belaster de amerikanske borgere, er det godt nyt for benzinselskaberne, der under krisen har kunnet notere et fald i salget på omkring 10 pct. Til gengæld har selskaberne nydt godt af at de evindelige priskrige på benzinmarkederne har været indstillet under krisen.

Udsigten til højere brændstofpriser har bevirket, at aktiekurserne på en række olieselskaber på det seneste har rettet sig lidt.

I EU betyder emissionshandelssystemet (ETS) i princippet, at der sættes en pris på CO₂-emissioner, og emissionsrettigheder bortauktioneres. I øjeblikket er prisen pr. ton CO2-ækvivalenter på omkring 40 euro, svarende til omkring 300 kr. pr. ton.

I EU emissionshandelssystemet (ETS) udgør gratis kvoter imidlertid stadig over 40 pct. af de samlede disponible kvoter.

Hvordan forhindres CO2-lækager?

De gratis kvoter uddeles til konkurrenceudsatte virksomheder og sektorer for at forhindre, at EU-virksomheder flytter aktiviteter til lande uden for EU med lavere miljøstandarder, da dette ville reducere investeringerne i EU og øge de globale emissioner. Dette kaldes “CO2-lækage”. Industrisektorerne og luftfartssektoren får gratis kvoter, ligesom elsektorerne i de otte medlemsstater, hvis BNP pr. indbygger ligger under 60 pct. af EU-gennemsnittet.

Kvotehandelssystemet

Hvis EU skal lykkes med i 2050 at reducere emissionerne af drivhusgasser med mindst 55 pct. i forhold til 1990, vil det kræve en væsentlig opstramning af kvotehandelssystemet og en betragtelig forhøjelse af prisen pr. CO2-ækvivalenter. I EU ligger kvoteprisen på omkring 300 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter. I Danmark ligger den nationale CO2-afgift i øjeblikket på omkring 180 kr., der kun betales af de virksomheder, der ikke gennem ETS-systemet tildeles gratis kvoter. I Danmark diskuteres det som bekendt intenst, at hvis målsætningen om 70 pct. reduktion skal nås i 2030, kræver det at CO2-afgiften forhøjes til 1.200 – 1.500 kr.pr. ton CO2-ækvivalenter.

I EU bliver man nødt til at forfølge 2 spor: Tildelingen af gratis kvoter bør nok opretholdes, men begrænset og målrettet de sektorer, der har de ringeste muligheder for at vælte CO2-afgiften over på kunderne. Hvad angår de industrier, der er udsat for konkurrence fra udlandet, og hvor risikoen for CO2-lækager er stor, kan det ikke hjælpe noget at fortsætte med at uddele gratis kvoter eller emissionstilladelser til alle. Vi taler om op til 90 pct. af de samlede industrielle emissioner, som i øjeblikket løbende får store mængder gratis kvoter. Hvis klimamålsætningen om minimum 55 pct. reduktion i emissionerne inden 2050 skal nås, må disse sektorer nødvendigvis bidrage.

Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM

Hvis dette ikke skal føre til, at produktion flyttes ud af EU til lande med mere lempelige klimakrav, og herefter importeres til EU, må der efter EU-Kommissionens opfattelse indføres en såkaldt Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM, der lægger told på det beregnede indhold af drivhusgasemissioner i produkterne. EU-Kommissionen vil i første omgang fokusere på sektorer som cement, stål, aluminium, kunstgødning el-kraft, og der er bebudet konkrete forslag i juni 2021.

Det bliver op ad bakke

Det vil ikke være uproblematisk at forfølge tanken om en klimatold – en Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM.

OECD har forbehold

Australieren Mathias Cormann, der tiltræder som OECD’s nye generalsekretær den 1. juni 2021, har aldrig lagt skjul på at han er tilhænger af markedsøkonomi, og han har vedholdende argumenteret for lavere skatter og mindre offentlig sektor.

Overvejelserne i EU om indførelse af afgifter på drivhusgasser og det deraf nødvendiggjorte krav om en såkaldt klimatold (Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM) for at modvirke svækkelsen i konkurrenceevne og dermed lækager og tab af produktion til 3. lande, vil næppe blive fremmet i OECD med Cormann som generalsekretær. Den kommende OECD-generalsekretær advarede i sit første store interview mod CBAM: “Det ville være meget bedre at opnå globale netto nuludledninger i 2050 ved, at alle gør, hvad de skal i hver deres område.”

USA protesterer

Selvom Europa Parlamentet har vedtaget en resolution, der bakker op om indførelse af en klimatold – en EU carbon border adjustment mechanism (CBAM), har Joe Bidens klimaudsending, John Kerry, ifølge Financial Times under sit nylige besøg i Bruxelles advaret om, at en CBAM bør være den sidste udvej (should be a last resort). En klimatold kan forgifte ikke bare handelspolitikken og det forestående arbejde med reformering af WTO, men også de internationale klimaforhandlinger.

Kerry har under alle omstændigheder opfordret EU til at vente med at gå videre med forslaget til efter Klimakonferencen COP26 i november i Glasgow.

https://www.bloomberg.com/news/articles/2021-03-23/eu-urges-trading-partners-to-put-a-price-on-carbon-to-avoid-levy?srnd=premium-europe&sref=QBxD54NF