Efter 136 år og stigende problemer med at tjene penge opgiver Bryggeriet Vestfyen, nu kampen. Bestyrelsen i Bryggeriet Vestfyen, der er Danmarks fjerde største bryggeri efter Carlsberg, Royal Unibrew og Harboe, er enig om planen, og de største aktionærer har sagt ja til at sælge deres aktier til Olvi, der ikke er til stede i Danmark i forvejen.

Augustinus Industri involveret i begge bryggerihandler

Salget støttes af Augustinus Industri, der ejer 32 pct. af det samlede antal aktier og er den største aktionær i Bryggeriet Vestfyen. Desuden har Bryggeriet Vestfyens Fond med 28 pct. af aktierne sagt ja. Virksomheden ejer selv 14 procent aktierne.

Vestfyen til finske Olvi

Vestfyen bliver derfor finnernes redskab til at erobre en bid af det danske marked. Køberen har lovet at videreføre Vestfyen som selvstændig enhed og med den nuværende organisation og ledelse.

Den finske koncern Olvi er på størrelse med danske Royal Unibrew men er stadig domineret af en fond og en familie. Hovedsædet ligger i Iisalmi midt i Finland, og derudover har koncernen købt bryggerier i Estland, Letland, Litauen og Belarus.

Vestfyen har 100 ansatte, og bryggeriet står blandt andet bag mærker som Vestfyen, Willemoes, Frejdahl, Indslev og Jolly Cola.

Halvdelen af Vestfyens salg er egne mærkevarer, mens den anden del er produkter, der sælges under butikskædernes egne navne. Bryggeriet har oplevet, at det i stigende grad er vanskeligt at få plads på hylderne til bryggeriets mærkevarer – for eksempel Jolly Cola, og det har presset indtjeningen.

Fuglsang til Royal Unibrew

Beslutningen om salg af Vestfyen til finnerne kommer kort tid efter, at det lille sønderjyske og familieejede bryggeri Fuglsang blev solgt til Royal Unibrew, der er Danmarks næststørste bryggerikoncern ejet af Augustinus Industri og den amerikanske kapitalfond Black Rock.

Bryggeriet Fuglsang har i en pressemeddelelse oplyst, at Fuglsang Holding solgte Bryggeriet S.C. Fuglsang samt Mineralvandsfabrikken Frem. Det bliver således Royal Unibrew, der fremover får ansvaret for varemærkerne Fuglsang, Frem, Adelhardt og Urban Cocktails og de dertil hørende produktserier.

Familiens beslutning om at sælge bryggeriet kommer angiveligt efter en vurdering af, at der var lang vej til at Fuglsang kunne blive en af de helt store spillere på det danske marked i kombination med, at det ville blive en stadig dårligere forretning at fortsætte kampen i mellemkategorien.

Fuglsang-bryggeriet har i flere år haft røde tal på bundlinjen og Bryggeriet S.C. Fuglsang kom ud af 2020 med et underskud på ca. 10 mio. kr.

Hos Royal Unibrew lægger man vægt på, at opkøbet går godt i spænd med bryggerikoncernens overordnede strategi, som bl.a. i høj grad bygger på brands med lokal forankring.

I praksis betyder købet, at Royal Unibrew overtager produktion, salg og distribution af alle produkter fra Bryggeriet Fuglsang og Mineralvandsfabrikken Frem.

De indledende øvelser med at opgrave de omkring 13.000 ton aflivede mink begynder torsdag den 13. maj med en prøveopgravning ved Nørre Felding.

Pressen inviteres inden for på det militære øvelsesterræn kl. 8.30-9.30, hvor det vil være muligt at overvære arbejdet og stille spørgsmål til fødevareminister Rasmus Prehn og indsatschef i Fødevarestyrelsen Kasper Klintø.

Efter opgravningen skal de mange tusind ton døde mink ifølge DR køres hundredvis af kilometer for at blive brændt af.

Således skal der f.eks. brændes mink af i både Odense og på Amager, som bliver kørt fra Ndr. Felding nær Holstebro og Kølvrå nær Viborg.

Ifølge DR skal hele 13 forskellige byer brænde mink af, og vi snakker både Nordjylland, Sønderjylland, Odense og Sjælland.

Det bliver 13 kommunale forbrændingsanlæg, der skal sørge for at skaffe de mange millioner døde mink af vejen i den kommende tid.

Fødevarestyrelsen har bedt Holstebro og Viborg kommuner, hvor minkgravene ligger, om at stå for opgaven.

Forbrændingsanlæggene kommer til at modtage mellem et og fire læs dagligt fra slut maj til midt juli.

Forbrændingsanlæggene ligger i Esbjerg, Kolding, Holstebro, Odense, Aarhus, Hjørring, Aalborg, Sønderborg, Glostrup, Amager, Roskilde, Næstved og Hørsholm.

Hvis det Konservative Folkeparti igen skal indtage sin naturlige, centrale rolle i dansk politik, er vejen frem mod næste Folketingsvalg brolagt af ansvarlighed.

Risikoen for fejltrin er hele tiden til stede.

De forpligtelser, partiet føler overfor forvaltningen af vores økonomi, natur, miljø og klima, så vi ikke efterlader ubetalte regninger til vores efterkommere, er velkendte – alle i Danmark med den mindste politiske interesse, er udmærket er klar over, hvor de har Det Konservative Folkeparti i disse spørgsmål.

Denne veletablerede position er et idealt udgangspunkt for partiets forhandlinger om konkrete klima- og miljøtiltag.

Der er ingen som helst grund til, at de konservative skal dokumentere sin holdning med urealistiske krav om energirenoveringskrav til alle offentlige bygninger.

I 2021 skal det forhandles hvordan EU når derhen. EU’s delmål for energieffektivitet skal derfor også genforhandles senere i år. Hvis EU-landene ikke længere blot skal skære 32,5 pct., men at kravet forhøjes til 40 pct. af sit samlede energiforbrug i 2030, vil det være gode nyheder for virksomheder indenfor energieffektivesering som Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux.

Inden EU-forhandlingerne skal Folketingets Europa-udvalg afgøre, hvilket mandat Dan Jørgensen skal have med sig i attachémappen til forhandlingerne i Bruxelles.

Med det nye 55 pct-mål om reduktion af drivhusgasser har EU besluttet, hvor europæisk klimapolitik skal hen i 2030. De konservative har stillet forslag om, at EU-kravet til energirenovering af statslige bygninger også kommer til at omfatte de danske kommunale og regionale bygninger.

Hvis de konservative fortsat skamløst deponerer klimapolitikken hos Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux i lobbyorganisationen ”Synergi”, vil det vanskeliggøre borgerlig enighed på dette politikområde, og blokere for partiets vej tilbage til magtens centrum.

Partiet har i Folketinget stillet forslag om, at EU-kravet til energirenovering af statslige bygninger også kommer til at omfatte de danske kommunale og regionale bygninger. Herefter bør partiet holde lav profil og afvente Folketingets behandling,

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens konsulentvirksomheds dækorganisation, The Alliance of Democracies Foundation, står bag Copenhagen Democracy Summit, der afholdes i København mandag og tirsdag 11. – 12. maj 2021.

På talerlisten er bl.a. udenrigsminister Jeppe Kofod, demokratiaktivisten fra Hongkong Nathan Law og Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Den kinesiske ambassade i København er ikke begejstret: ”Vi modsætter os på det kraftigste indblanding i vores interne affære fra enhver udenlandsk regering, organisation eller individ. Anti-kinesiske aktiviteter af udenlandske kræfter sammen med separatister, som taler for uafhængighed for Hongkong og Taiwan, vil slå fejl”, har den kinesiske ambassade meddelt.

Allerede sidste år, blev Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen havde inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere har forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at ”principper er vigtigere end profitter”.

Siden Anders Fogh Rasmussen trådte af som generalsekretær for NATO har han mod honorar engageret sig i flere opsigtsvækkende konsulentopgaver: Han har rådgivet den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, og den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og også en lettisk bank under anklage for hvidvask mv.

Ingen er derfor længere overrasket over Fogh Rasmussens dispositioner, men sidste år sendte Anders Fogh Rasmussen alligevel sin håndgangne mand i byen for at forsvare sin bemærkelsesværdige ko-vending i forhold til Kina.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. Vi må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Skæbnens ironi

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. På sin vis er Kinas vrede over Anders Fogh Rasmussens kyniske holdningsskifte. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina, dengang det forekom at være den lønsomme position.

Danmarks fedteri for Kina

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen indleder partnerskab

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Når Fanden bliver gammel…

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 40 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

Dansk-kinesisk arbejdsprogram 2017-2020

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder.

Forlængelse af programmet?

Den næste fase af arbejdsprogrammet skulle efter planerne have været lanceret i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark, men Danmark og Kina forhandler stadig om fornyelsen af arbejdsprogrammet under den strategiske samarbejdsaftale fra 2008.

Med udenrigsminister Jeppe Kofods optræden på Anders Fogh Rasmussens dækorganisations arrangement, Copenhagen Democracy Summit, er det meget svært at se, hvordan en fornyelse af arbejdsprogrammet kan lade sig gøre.

Danmark har flagret, men andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at Corona får især kvinder til at trøstespise.

Ifølge Davide Giacalone, lektor i testning og optimering af forbrugerprodukter ved SDU Innovation and Design Engineering på Institut for Teknologi og Innovation, der med sin corona-forskning lever op til SDU’s motto: ”Frugten vokser frem ved arbejdet på den nye ager”, spiste hver tredje af os under første corona-nedlukning flere søde sager og skyllede det ned med rigelige mængder af sodavand og alkohol.

Lektor Davide Giacalone siger

–  Vi ved fra litteraturen, at folk bruger fødevarer som chokolade, slik, kager og alkohol som emotionel comfort food, som kan dulme svære følelser, og uddyber:

– Vi ved fra studier at folk, som går gennem en svær periode, også får en dårligere kost. Det samme billede gør sig gældende med folk, der lider af angst og depression; de spiser generelt mere usundt i form af mere slik, kage og alkohol. Det er en fortolkning, men det er nærliggende at tænke, at de samme mekanismer gør sig gældende under en corona-lockdown.

Danske universiteters svage internationale placering

I Danmark bruges en væsentlig del af de samlede ganske store investeringer i uddannelse på grundskolen. Opgjort efter midlerne til de videregående uddannelser ligger vi under EU-gennemsnittet og helt nede på 25. pladsen blandt OECD-landene.

Det er derfor ikke overraskende, at Danmark langt fra har en stærk international placering, hvad angår kvaliteten af de videregående uddannelser.

Bortset fra Roskilde Universitet, RUC, kan vi i disse år kan vi alligevel notere stor søgning til de videregående uddannelser og de danske universiteter. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

SDU’s ydmyge placering på ranglister

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universiteter med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret.

Syddansk Universitet ligger på ranglisten nede i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250,

Onsdag den 19. maj 2021 – kl. 19:00 – kan du i København høre et foredrag: Egypten i dag. Egypten som rejseland.

Det er Danmarks ambassadør i Egypten, Svend Olling, som er aftenens foredragsholder, og som det hedder i foromtalen: Med ham ”er du sikret opdateret viden og stort kendskab til Egypten i dag. Svend har altid været et rejsende menneske. Han har tidligere været udstationeret i både USA og senest Tyrkiet. Begge steder er kortene fyldt med nåle over alle de steder han besøgte i løbet af udstationeringerne”.

Udenrigsministeriet har siden T.E. Lawrence og ”Lawrence of Arabia” haft en svaghed for Mellemøsten. Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Det helt urealistisk ambitiøse initiativ kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

Jubilæums-konference

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 8. – 9. juni 2021 (Pga. corona-situationen er konferencen flyttet fra den 9.-10. marts). Udenrigsminister Jeppe Kofoed åbner konferencen, som også har tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som deltager.

Imens i Egypten

I Egypten er der uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Nu høres krav om, at den diktatoriske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, træder tilbage.

Den egyptiske revolution

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Frankrig

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Egypten.

Alligevel blev præsident, Abdul Fattah al-Sisi modtaget i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron. Al-Sisi modtog ovenikøbet Frankrigs fornemste orden – Æreslegionens Storkors.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark, hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Egypten.

Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?

Imens kan vi den 19. maj fordrive tiden med ambassadør Svend Ollings utvivlsomt maleriske rejseberetninger fra diktaturet.

Danmark bruger mange af skatteborgernes penge på undervisning. Blandt OECD-landene ligger Danmark på 3. pladsen efter hvor mange offentlige midler, der bruges på uddannelse.

Hvis både offentlige og private midler til undervisning medtages ligger Danmark helt nede på 14. pladsen blandt OECD-landene.

Uden at det kan aflæses i resultaterne, bruger vi i Danmark en væsentlig del af de samlede investeringer i uddannelse på grundskolen. Opgjort efter midlerne til de videregående uddannelser ligger vi under EU-gennemsnittet og helt nede på 25. pladsen blandt OECD-landene.

Svag international placering

Det er derfor ikke overraskende, at Danmark langt fra har en stærk international placering, hvad angår kvaliteten af de videregående uddannelser.

I disse år kan vi alligevel notere stor søgning til de videregående uddannelser og de danske universiteter.

Roskilde Universitet, RUC, er det eneste universitet i Danmark, som oplever et fald i antallet af nye studerende. Særligt elever med høje karakterer fravælger RUC.

RUC oplyser, ”at de er sat i verden for at udfordre de akademiske traditioner og eksperimentere med nye måder at skabe og tilegne sig viden på. På RUC dyrker vi den projekt- og problemorienterede tilgang til videns udvikling, fordi man opnår de mest relevante resultater ved at løse virkelige problemer i fællesskab med andre. Vi dyrker tværfagligheden, fordi ingen væsentlige problemer kan løses ud fra ét fagligt synspunkt. Og vi dyrker åbenheden, fordi vi tror på, at inddragelse og videndeling er en forudsætning for den frie tanke, demokrati, tolerance og vækst.”

Det er helt forståeligt, at RUC’s ”udfordringer og eksperimenter” fravælges – og hvilke velkvalificerede studerende ønsker i øvrigt at frekventere et decideret taber-universitet?

Ydmyg placering på ranglister

THE (Times Higher Education) har siden 2004 til benefice for studenter, universitetsfolk, regeringer og virksomheder offentliggjort data om forskellige universiteters performance.

Ifølge World University Rankings 2021 er University of Oxford verdens bedste universitet. Cambridge ligger på 6.pladsen, men ellers er det USA, der dominerer listen over verdens bedste universitet med 8 blandt verdens 10 bedste universiteter, og med i alt 172 institutioner repræsenteret sammenlignet med Japans 110 og UK’s 100.

Danmark er ydmygt placeret: Københavns Universitet er rangeret som nr. 84, Aarhus Universitet som nr. 106 og DTU som nr. 187. CBS og Aalborg er placeret i intervallet 201-250, Syddansk Universitet lidt dårligere i intervallet 251-300, mens Roskilde Universitet rangeres helt i bunden i intervallet 601-800 blandt verdens 1.258 universiteter.

”Klamphuggeri”

Bundplaceringen kan måske bidrage til at forklare RUC-rektors årelange kamp mod en usund ”præstationskultur”? Helt uforståeligt, at universitetets bestyrelse bliver ved med at finde sig i de bortforklaringer Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet, spiser offentligheden af med!

RUC kom igen-igen i offentlighedens kritiske søgelys, da udlændinge- og integrationsministeriet fjernede et omdiskuteret, statsfinansieret studie fra ministeriets hjemmeside. Der var tale om rapporten ”Magt og (m)ulighed”, udarbejdet af to forskere fra Roskilde Universitet, og bestilt og betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Rapporten blev karakteriseret som ”klamphuggeri”, ”pseudovidenskab”, ”absurd” og ”pinlig”.

Når udgifterne dækkes af skatteborgerne

Vi får nok aldrig opklaret hvordan RUC ville klare sig, hvis institutionen skulle leve af rekvireret forskning og de studerende (eller deres forældre) selv skulle betale for undervisningen. Min antagelse er, at forretningsmodellen lynhurtigt ville lide skibbrud og RUC gå fallit.

Selvom de velvillige danske skatteborgere holder institutionen flydende, er situationen alligevel alvorlig for de sagesløse studerende på RUC, der efterfølgende skal konkurrere med kandidater fra andre universiteter om de attraktive poster.

I takt med Det Konservative Folkepartis fremgang i meningsmålingerne har det ikke skortet på opfordringer fra mange sider om at partiet burde udvikle og fremlægge detaljerede politikker på alle områder.

Der kan ikke advares nok mod at følge disse anbefalinger, som langt fra altid er velmente!

Søren Pape Poulsen havde den 7. maj 2021 en klog kronik i Berlingske Tidende. Pape beskriver her i generelle vendinger partiets politik og får understreget at konservatismen altid står på tre ben – det sociale, det liberale og det nationale. Søren Pape markerer partiets mærkesager vedrørende skat, erhvervs- og beskæftigelsespolitik, et bedre sundhedsvæsen, borgernes frie valg og indsatser for børn, ældre og hjemløse, en stram udlændingepolitik med krav til statsborgerskab, en konsekvent retspolitik og en troværdig forsvarspolitik, hvor Danmark lever op til forpligtelserne i NATO.

Ikke et ord om Gud, Konge og Fædreland eller forpligtelsen til at forvalte vores økonomi, natur, miljø og klima, så vi ikke efterlader ubetalte regninger til vores efterkommere. Heller ikke noget om kunst og kultur, dannelse og forvaltningen af vores historiske arv og af danske værdier.

Søren Pape Poulsen ved nemlig godt, at alle i Danmark med den mindste politiske interesse, udmærket er klar over, hvor de har Det Konservative Folkeparti i disse spørgsmål.

Partiets repræsentanter skal vedholdende gøre deres indflydelse gældende i de politiske processer overalt, hvor de kan gøre en forskel, og leve op til den almene opfattelse af konservative stemmer, der arbejder!

Kunsten er ikke, at partiets talsmænd partout skal artikulere og udbasunere en mening om hvad som helst eller udnytte enhver fotoopportunity til at komme i medierne – tværtimod!

Det fortælles, at den navnkundige konservative gruppeformand, Knud Østergaard, da den meget kendte og populære Suzanne Bjerrehuus i 1990 havde opnået opstilling til Folketingsvalget, mente, at hendes valg lå på den flade hånd, men han rådede hende til at holde en lav profil og helst tilbringe valgkampen på f.eks. Tenerife.

Suzanne Bjerrehus lyttede ikke, men drog til Christiania med et større presseopbud og erklærede – til hendes potentielle vælgeres store mishag – helhjertet støtte til det kontroversielle Fristadseksperiment.

Jeppe Nybroe blev tilbage i november ansat som redaktionschef på Avisen Danmark. Jysk Fynske Mediers fælles indlandssektion opruster og i den forbindelse mente man, at der måske kunne være behov for at gøre avisen Danmarks artikler lidt mere ”interessante”. I hvert fald ansatte man den notoriske Jeppe Nybroe som redaktionschef.

Nu oplyser chefredaktør Peter Rasmussen til Journalisten, at Jeppe Nybroe stopper om tre måneder.

“Han stopper om tre måneder. Det blev besluttet umiddelbart før 1. maj, og det var en helt udramatisk beslutning om, at sådan skulle det være,” siger Peter Rasmussen til Journalisten og tilføjer, at en ny podcastredaktion og et nyt nyhedsbrev stiller nogle nye krav.

Ifølge Peter Rasmussen er det hele organiseringen af redaktionen, som er oppe i luften i øjeblikket.

Før ansættelsen på Avisen Danmark, som er en del af Jysk Fynske Medier, havde Jeppe Nybroe inden og siden 2018 været kommunikationschef med base i i Det Danske Hus i Ramallah på Vestbredden i Palæstina.

Jeppe Nybroes berømmelse

I september 2007 fratrådte Jeppe Nybroe sin stilling som feteret nyhedsvært i DR. Det sket efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi.

Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede JyllandsPosten, at han i en reportage bragt i DR’s udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.

Gidsel i Libanon

Den 3. september 2007 stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler var imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten, Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han måske tænkt på journalister som afdøde Frank Esmann og den særdeles levende POV-redaktør, Annegrethe Rasmussen?

En smule offentlig kritik kan dog ikke holde en naturbegavelse som Jeppe Nybroe nede.

Tiden der fulgte

I august 2016 blev han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der blev lavet i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vist på TV3.

Sigge Winther Nielsen har skrevet en bog: ”Entreprenørstaten – Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det”.

I bogen postulerer den gode Sigge for, at en vej ud af det morads som konkurrencestaten ikke har svar på, er opbygningen af en entreprenørstat. Det er ifølge Sigge en stat, som begejstrer ved at udvælge få månelandingsprojekter, som er så store og svære, at vi kun løser dem på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.

Siden Sigge Winther Nielsen forlod DR og Deadline er han på rekordtid avanceret til vicedirektør i fagforeningen DJØF, hvor han har ansvar for økonomi og investeringer. Derudover ansvarlig for politik, presse, udvikling og medieforretningen (herunder djøf-bladet).

Da Sigge er samtidig familiefar med 2 små børn, er det indlysende, at når Sigge har tid til at skrive bøger og varetage bestyrelsesarbejde, er det fordi han ikke har nok at lave i sin velbetalte DJØF-stilling. Derved adskiller han sig ikke fra de fleste andre i DJØF-sekretariatet, men det gør det ikke mindre forargeligt.