Først tiltrak han sig opmærksomhed – og ligefrem beundring fra antiliberale partifæller med hang til stalinistisk planøkonomi – i anledning af hans tænkning om forholdet mellem land og by. Modsætningen mellem hovedstaden København og provinsen eller udkantsdanmark er ifølge Dybvad skabt af en mangel på økonomisk balance mellem hovedstaden og resten af landet, men også af en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem de kreative klasser i storbyens saloner og andre befolkningslag.

Dybvad mener, at selvom hovedparten af det danske bruttonationalprodukt skabes i provinsen, betyder centraliseringen, at den politiske magt, at de centrale organisationer, at forsknings- og uddannelsessystemet, at kulturinstitutioner og centrale dele af den offentlige sektor ender op i hovedstaden.

Derfor er der behov for traditionel socialdemokratisk politisk handlekraft. Der må planlægges og reguleres for at rette op på skævhederne. Skatte- og erhvervsfremmesystemet bør indrettes sådan, at der bliver givet økonomiske fordele til virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der vælger at etablere sig uden for hovedstaden og andre bymæssige vækstområder. Den kommunale udligning må flytte penge fra hovedstadsområdet til provinsen, og der kan efter behov suppleres med planmæssige tiltag, der effektivt forhindrer tung transport i og igennem hovedstaden, samt håndfaste indgreb i borgernes frie etableringsret.

Udsatte boligområder

Nu er Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek klar til at sætte ind overfor parallelsamfund i udsatte boligområder. Forslaget skal sikre, at der om ti år ikke findes områder Danmark, hvor der er bosat mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

58 almene boligområder og mere end 100.000 borgere vil blive omfattet af drakoniske indgreb, der blandt andet nås ved, at kommunerne skal kunne anvise lejere til 10 procent af private udlejeres boliger.

Ministeren forestiller sig desuden, at det kan blive nødvendigt at nedrive almene familieboliger i udsatte boligområder.

Kaare Dybvad Bek håber, at han kan skaffe politisk opbakning til indgrebene blandt de røde og blå partier, der stod bag pakken af tiltag mod parallelsamfund fra 2018.

Private udlejere

Repræsentanter for de private udlejere er oprørte over det, de betegner som et angreb på den private ejendomsret. Endvidere påpeges det, at beboersammensætningen i de private lejeboliger allerede er mangfoldig og med plads til alle. Eksempelvis udgør unge en større andel af beboerne end i landsgennemsnittet. Ligesom der er en højere andel af enlige og ufaglærte i de private lejeboliger. Samtidig er lejernes indkomst 35 procent lavere end landsgennemsnittet, så de private lejeboliger løser allerede

Dybvads forslag vil ramme alle de øvrige boligsøgende, hvis 10 procent af de private lejeboliger bliver inddraget til kommunal anvisning.

Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, gør opmærksom på, at i Københavns kommune, hvor der er ganske mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bosat, er den eneste mulighed for at nå ned på 30 procent at tvangsflytte den gruppe ud af kommunen.

Kaare Dybvad Beks forslag minder om fremgangsmåden ved Thulefolkenes tvangsflytning, da Thule-basen skulle etableres, og som det skete for 50 år siden, da 120 familier blev tvangsflyttet fra deres hjem i de små byer Grærup, Børsmose og Mosevrå ved Oksbøl for at give plads til en udvidelse af militærets øvelsesterræn ved Oksbøl.

Alternativet, at tvangsplacere de almene beboere i private udlejningsboliger, er ikke realistisk, hvis udlejerne ikke vil have dem. Men det kan man måske tvinge dem til?

Politiske tilkendegivelser

Borgerlige partier må antages at have forbehold overfor krænkelser af basale frihedsrettigheder og den grundlovssikrede ejendomsret, men Kaare Dybvad Bek har ved flere lejligheder argumenterer for, at liberale simpelthen må lære at anerkende nødvendigheden af indgreb i borgernes frihed og en omfordeling af samfundets værdier af hensyn til fællesskabet.

Som han og ligesindede siger: ”Realiseringen af det socialdemokratiske mønster-Danmark forudsætter tværgående solidaritet og vilje til pragmatisk nytænkning”.

Mere positivt stemt for forslaget er Enhedslisten, der til Altinget sagde: ”Det er positivt, at man vil kigge på anvisning til private udlejningsboliger. Det et meget vigtigt tiltag, og det skal gennemføres, uden at der er en kommunal ekstraudgift ved det. Lejeren skal selvfølgelig betale sin husleje.”

Hvis Danmark skal realisere den ambitiøse målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i 2030, skal der snart ske noget.

Regeringen bryster sig af, at der allerede er iværksat tiltag, der vil reducere udledningerne med omkring 6 millioner tons CO2-ækvivalenter. Det er imidlertid mindre end en tredjedel af reduktionskravet på 20-21 millioner tons.

Landbrugs- og fødevaresektoren skal selvklart løfte sin del af klimaindsatsen, men det bør ikke glemmes, at landmænd og virksomheder faktisk allerede har investeret massivt i den grønne omstilling. De store andelsselskaber og de enkelte bedrifter har investeret i at klimaoptimere hele værdikæden. Lige fra forskning i planteforædling, bæredygtighedsmål og klimatjek hos de enkelte landmænd og optimering af husdyrfoder samt produktion af græsprotein.

Klimaindsatsen i landbrug og fødevareerhverv

Hele sektoren har siden 1990 allerede reduceret udledningen med 25 procent, og i Klimapartnerskabet for fødevare- og landbrugssektoren er der anvist tiltag, der kan bringe reduktionerne op på 62 procent i 2030.

Forudsætningen for at klimamålene nås er, at der fortsat investeres i landbrugets omstilling. Hvis de nødvendige investeringer i teknologi og forskning, og i kapitalkrævende tiltag i virksomheder og på de enkelte bedrifter, skal realiseres, er det nødvendigt med et tillidsfuldt partnerskab mellem Christiansborg og landbruget.

Hvis klimaneutral produktion af fødevarer skal være en god forretning, kræver det en fælles forståelse mellem fødevareerhvervet og resten af samfundet. Det er derfor afgørende at der er politisk forståelse for, at uden gode rammevilkår, som erhvervet kan regne med i en årrække, kan opgaven ikke løses.

Hvis opgaven gribes forkert an, bliver resultatet lækager – produktionen flytter til udlandet – og så mister Danmark ikke kun tusindvis af arbejdspladser og milliardindtægter, men vi taber også muligheden for rent faktisk at yde et positivt bidrag til klimaet.

Lige nu forhandler Folketinget om en meget omfattende plan for dansk landbrug. Det foruroligende er, at en række politiske partier syntes at være stærkt påvirkede af Klimarådet, der består af uafhængige eksperter og skal fungere som en “uafhængig vagthund” af regeringens og fremtidige regeringers klimaindsats. Rådet vurderer hvert år, om det er sandsynligt, at Danmark opnår målet om en 70 procents CO2-reduktion i 2030, og kommer med anbefalinger til regeringen.

Klimarådets visioner for dansk landbrug

Hvis der måtte være nogle i dansk landbrug, der på baggrund af minkskandalen, er nervøse ved de politiske processer i regeringen og på Christiansborg, er det fuldt forståeligt.

De tænker måske: Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen – kan vi overhovedet overleve som er hverv?

Klimarådet har allerede i rapporten Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion fra marts 2020 givet svaret.

De skriver: ”Oversat til en dansk kontekst peger dette på en fødevareproduktion, der i højere grad baserer sig på højteknologisk, bæredygtig dyrkning af arealer, hvor plantebaserede råvarer går både til direkte forbrug og bruges som input til bioraffinering, til forædlede fødevarer, i medicinalindustrien, i den kemiske industri og til energiproduktion. Med bioraffinering kan der produceres plantebaserede proteiner, der kan erstatte animalske ingredienser i fødevarer til konsum. Plantebaserede proteiner kan også bruges som dyrefoder eller input til stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion. Dette vil kunne reducere efterspørgslen efter animalske produkter og frigøre arealer, hvor der i dag dyrkes foder til den animalske produktion. Disse arealer vil kunne bruges til fx yderligere plantebaseret fødevareproduktion, produktion af energiafgrøder eller omlægning til naturarealer og skovrejsning med fokus på miljøgevinsterne, øget biodiversitet, grundvandssikring og rekreative værdier”.

Det foruroligende er, at Klimarådet hvert år vil komme med nye anbefalinger til regeringen.

Presset fra De Økonomiske Råd

Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd lægger i øjeblikket pres på de politiske forhandlinger i samme retning som Klimarådet.

Så sent som den 7. april 2021 offentliggjorde Det Økonomiske Råd en rapport om produktivitetsudviklingen. I rapporten argumenteres for, at den samfundsøkonomisk billigste måde at opnå de klimapolitiske målsætninger er ved at indføre en afgift på udledningen af drivhusgasser.

Vismændene finder, at det ikke nødvendigvis er afgørende, at afgiften implementeres hurtigt. Det er til gengæld vigtigt, at der sker en hurtig og troværdig annoncering af, hvornår en kommende afgift implementeres og hvor høj den bliver.

Selvom erhvervene ikke ved hvordan reglerne vil være for at modvirke lækager, eller landbruget ikke er oplyst om hvordan den konkrete afgiftsberegning i den animalske og vegetabilske landbrugsproduktion skal foregå, mener Vismændene, at erhverv og husholdninger vil tage hensyn til en kommende afgift på 1.200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter.

Baseret på det virkelige liv må det anses for topmålet af naivitet, når Vismændene antager, at det vil være muligt at forudse den fremtidige udvikling i det danske skatte- og afgiftssystem.

De Miljøøkonomiske Vismænd er om muligt endnu mere nonchalante. I deres rapport DANSK KLIMAPOLITIK FREM MOD 2030 fra den 9. marts 2021, mener de frejdigt, at dansk økonomi ikke vil lide større skade, hvis politikerne vælger at nå 70-procentsmålet med en høj, ensartet afgift på 1.200 pr. ton CO2 på al drivhusgasudledning i Danmark. Tværtimod er det den bedste samfundsøkonomiske løsning, mener Det Miljøøkonomiske Råd.

Miljøøkonomerne ryster ikke på hånden, selvom det betyder, at Danmark kommer til at ofre en fjerdedel af arbejdspladserne i landbruget og hver tiende i fødevareindustrien og samtidig må se knap 30 milliarder kroner skåret af dansk landbrugs- og fødevareeksport.

Vismændene tror, at en stor del af jobbene og eksportindtægterne vil genopstå i andre, mindre klimabelastende erhverv, og det samfundsøkonomiske tab, der bliver tilbage, er til at leve med: Fire milliarder kroner om året eller 0,15 procent af BNP. Hvad denne “tro” nærmere er baseret på er ganske uklart.

Rådgivningen uden fagligt grundlag

Problemet er bare, at implementeringen af en potentiel klimaafgift i landbruget på 1200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter ikke giver mening endnu

Ifølge fagbladet Ingeniøren gør flere forskere opmærksom på, at der lige nu ikke findes retvisende opgørelser for bedrifters udledning.

“Problemet er jo, at landbrugssektoren ikke bare kan gøre som på energiområdet og udregne udledningen ved at brænde kul eller olie af. Vi har at gøre med biologiske processer,” siger Jørgen E. Olesen, institutleder ved Aarhus Universitet.

Sander Bruun, lektor i plante- og jordvidenskab på Københavns Universitet mener, at man aldrig kommer til at kunne regne bedrifternes udledning præcist ud.

De dystre udsigter

Som det fremgår, er udryddelsen af danske mink kun 1. fase. Siden kommer turen til køer, grise, får og fjerkræ. Forbrugerne bliver til den tid spist af med bioraffinerede fødevarer og stamcellebaseret kød- og mælkeproduktion.

Selvom en række partier er indstillet på blindt at følge Klimarådets og Vismændenes anbefalinger, skal det bemærkes, at regeringen tøver. Der er derfor stadig håb om, at der politisk kan skabes forståelse for, at den grønne omstilling kun lykkes, hvis der skabes tryghed om rammevilkår og vilkår for fremtidige investeringer, og det forudsætter det brede politiske aftaler.

Skal omstillingen lykkes, så klimamålene nås uden af afskaffe et dansk fødevareerhverv, kan det ikke nytte at regeringen kun lytter til SF og Enhedslisten.

‎

Da Ever Given fra rederiet Ever Green – et af verdens største skibe, 400 meter langt og med en kapacitet på 20.124 containere – klokken 07.42 tirsdag den 23. marts 2021, gik på grund og lukkede Suez-kanalen, blev der sat fokus på den internationale containerfart.

Ever Given, der havde 2 egyptiske lodser om bord, sejlede angiveligt hurtigere end tilladt, men årsagen til grundstødningen var formentlig den stærke vind, der pressede hårdt ind på det store skib, der med en last på 18.300 containere stablet med 11 containere i højden og 23 i bredden, nærmest virkede som et kæmpe sejl, der fik skibet til at krænge kraftigt mod styrbord med det resultat, at stævnen satte sig fast på den højre bred.

Imens fortsatte skibets bagerste del med at sejle fremad, indtil den få minutter senere ramte sandbunden nær den modsatte flodbred.

Det 224.000 tons tunge containerskib lå nu skråt på tværs af Suez-kanalen og spærrede effektivt en af verdens vigtigste transportveje.

Det anslås, at omkring 12 procent af verdenshandlen sejler gennem Suez-kanalen, og at godt 50 fragtskibe hver dag passerer igennem med laster bestående af alt fra brændstof til diverse butiksvarer.

Først mandag den 28. marts – efter 151 timer og 23 minutter – var det enorme containerskib fri og igen på vej mod Suez. I ventetiden var der oparbejdet en kø på 369 ventende skibe ved Suez-kanalen. Forrest i køen var et andet containerskib – Maersk Denver.

Episoden med Ever Given satte fokus på verdenshandelens afhængighed af den internationale skibsfart. Men det er spørgsmålet, om containerskibsfarten har kendt bedre dage?

Siden november 2020 har shippinggiganter ifølge mediet WIRED mistet mindst 2.980 containere fyldt med varer‎‎. Det er over det dobbelte af de årlige tab mellem 2008 og 2019.

Hvorfor sker det nu?

Mediet angiver dårlige vejrforhold som den primære årsag samtidig med at importen til især USA er drevet op som følge af pandemien. Med containerskibe lastet til bristepunktet og med overbebyrdede besætninger, er der flere muligheder for problemer. Fuldt lastede containerskibe er også særligt følsomme overfor såkaldte parametriske rulninger, som på få øjeblikke kan få et skib til at krænge voldsomt, og sende containere over bord.

Rederiet Maersk har haft sin del af problemerne. Maersk Essen har siden november mistet 750 containere, og Maersk Eindhoven har mistet 260 containere.

Den 5. april 2021 kunne Wall Street Journal bringe den alarmerende nyhed, at der i USA i øjeblikket er en udtalt mangel på Heinz tomatketchup. En ganske alvorlig situation, der ville svare til, at vi i Danmark løb tør for rugbrød.

Ketchup er det nyeste produkt, som coronapandemien har skabt mangel på. Tidligere har man oplevet, at butikker og restauranter manglede produkter som toiletpapir, aluminiumsdåser og pepperoni (i USA en næsten uundværlig pizzaingrediens).

Det er ændringerne i forbrugeradfærd og sundheds- og sikkerhedsretningslinjer, som pandemien har givet anledning til, der betyder, at restauranter over hele USA løbet tør for ketchup i portionspakninger.

Det er især Heinz, der sidder på 70 pct. af ketchupmarkedet i USA, der er ramt af manglen, hvilket har resulteret i, at restauranter nu tester alternativer til den rigtige – Heinz – ketchup.

Restauranter står over for en mangel på ketchup-pakker, fordi pandemien har tvunget mange restauranter til at skifte fra indendørs servering til take-away, hvilket har øget behovet for små portionspakninger i modsætning til bordflasker.

Derudover har de restauranter, der fortsat har været åbne for indendørs servering, også manglet portionspakninger, fordi COVID-19-retningslinjer har dikteret individuelle pakninger i stedet for bordflasker for at bremse virusspredning.

Den stigende efterspørgsel efter ketchup i portionspakninger viste sig allerede sidste år, da restauranter begyndte at åbne igen efter lockdown.

Take-away og hjemmelavet mad har også betydet at detailsalget af ketchup er steget i USA.

Heinz, der sidder på næsten 70 procent af det amerikanske detailmarked for ketchup, planlægger nu at åbne nye produktionslinjer for at øge det samlede antal producerede ketchuppakninger til 12 milliarder om året.

I mellemtiden har nogle restauranter, der hidtil har svoret til Heinz som deres ketchupmærke, været tvunget til at finde tarvelige supermarkedserstatninger for ”the real thing”.

Marianne Jelved – der er valgt for Radikale Venstre og siden 1990 stillet op for Hjørring Kredsen – har besluttet at stoppe i Folketinget til næste valg. Jelved har ellers siddet i Folketinget siden 1987 – hvor hun i første omgang var valgt i Roskilde-kredsen.

Den 77-årige Marianne Jelved kan have gode personlige grunde til ikke længere at stille op for Radikale Venstre, men det kan også hænge sammen med partiets totale nedsmeltning.

Jens Rohde og Ida Auken

Senest har Jens Rohde og Ida Auken også forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Hvad Jens Rohde vil, er endnu ikke kendt, men Ida Auken har bekendt sig til Socialdemokratiet, som har kvitteret med en sikker opstillingskreds i Hovedstaden.

Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer, har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere, som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Foreløbig overlever Jeppe Kofod, mens Frank Jensen og Carsten Hansen har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå. Senest syntes der mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard at være indgået en pagt, der for en tid bilægger de partipolitiske stridigheder.

Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig

Christian Friis Bach, som nogle få i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, kastede sig villigt ind i krænkelsesdebatten, men da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2, knækkede filmen.

Friis Bach skulle tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser, men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.

Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden

Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.

Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

At Christian Friis Bach hurtigt meldte sig som kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget kan ikke undre. Efter en 2-årig ledighedsperiode, hvor efterløn m.v. efterhånden forsvandt, skulle han simpelthen have noget at leve af.

Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han faktisk havde godkendt Lars Løkke Rasmussens rejseregler og havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget. 

Efter et ophold hos FN i Geneve, var Friis Bach fra 2017 til 2019 generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var “brug for en anden ledelsesprofil”.

Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4’s udenrigsprogram ”Den danske forbindelse” og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.

De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen blev efter det oplyste valgt ved en online generalforsamling, der blev afholdt virtuelt onsdag den 10. marts 2021.

Det undrer, at besindige Nordjyder vælger en fusentast som Christian Friis Bach som deres eventuelle repræsentant i Folketinget.

Grønland går til valg på tirsdag den 6. april 2021.

Valget blev udløst af et formandsopgør i det grønlandske regeringsparti, Siumut, men den grundlæggende debat om – og i givet fald – hvordan Grønland kan blive økonomisk selvstændigt – er en altid nærværende baggrundsdebat i valgkampen.

Kim Kielsen mistede den 29. november 2020 posten som formand for Siumut til Erik Jensen. Kim Nielsen blev umiddelbart siddende som landsstyreformand – en post Kim Kielsen har haft siden 30. september 2014.

Da koalitionspartneren, partiet Demokraatit, trak sig ud af regeringssamarbejdet, var den eneste udvej at udskrive nyvalg til Landstinget.

Valgkampen handler blandt andet om minedrift, lufthavne, fisk og dårlige sociale forhold, men bag de aktuelle valgtemaer, ligger spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark. Men vejen dertil – hvis vejen altså skal dertil – er ikke kun brolagt med økonomiske overvejelser. Det er mindst lige så afgørende, at grønlænderne bliver bevidste om levedygtigheden af deres egen kultur og identitet.

Samtidig er der en bred erkendelse af, at selvstændigheden står og falder med økonomien.

Den økonomiske situation i Grønland

Det er vurderingen fra Grønlands Økonomiske Råd og fra organisationen Grønlands Erhverv i Nuuk, at selvom covid-19 har sat flere års økonomisk vækst på pause, er Grønland mildere ramt end de fleste andre lande, og man har heller ikke været tvunget til egentlige nedlukninger.

Grønlands økonomiske situation er derfor ingenlunde dårlig.

Grønlands Økonomiske Råd, med professor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet som formand, vurderer at Grønlandsøkonomi er vokset med 2,8 pct. om året i perioden 2016-2019. Grønlands bruttonationalprodukt, BNP, var i 2019 på 355.000 kr. pr. indbygger.

I Danmark, der regnes blandt verdens rigeste lande, var BNP pr. indbygger i 2019 på 401.000 kr.

Større indkomster på Grønland

Ifølge OECD afspejler bruttonationalindkomsten, BNI, i højere grad end BNP den indkomst, der er til rådighed i et land. BNI tager eksempelvis højde for pengestrømme ind og ud af landet i modsætning til BNP.

Udover produktionen på Grønland, der altså fortsat ligger lidt under den danske, kommer der et vist positivt bidrag fra lønindkomster fra personer, der har folkeregisteradresse på Grønland, men arbejder i udlandet (inkl. Danmark). Den væsentligste forskel er dog overførsler til Grønland på samlet omkring 5 mia. kr. Noget stammer fra EU’s betaling for fiskerettigheder, men hovedparten stammer fra bloktilskuddet fra den danske stat og andre statslige udgifter i Grønland. Overførslerne betyder, at den disponible nationalindkomst pr. indbygger i Grønland kommer op på over 460.000 kr.

I Danmark er den disponible BNI på ca. 400.000 kr.

Et selvstændig Grønland

Mulighederne for øget autonomi for Grønland er ingenlunde udtømte i den nuværende hjemmestyrelovgivning. Til syvende og sidst vil vilkårene for fortsat økonomisk støtte fra Danmark til et selvstændigt Grønland være et forhandlingsspørgsmål. Hvis der kan skabes politisk opbakning til det i Danmark, er der intet til hinder for, at overførslerne fra Danmark til et selvstændigt Grønland opretholdes og først aftrappes i takt med at Grønlands egne indtægter stiger.

FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, har siden organisationens grundlæggelse monitoreret verdens skove. Hvert femte år offentliggør FAO en konsolideret vurdering af skovsituationen i ”Global Forest Resources Assessment”. Af den seneste udgave fra 2020 fremgår det, at verdens skovareal er på 4,06 mia. ha (4.060 mio. ha) svarende til 31 pct. af jordens samlede landområde. Ca. 95 pct. af skovarealet er naturskove mens 5 pct. er plantager.

Skovarealet svarer til 0,52 ha pr. indbygger i verden.

Skovene er næsten ligeligt fordelt mellem tropiske og ikke-tropiske skove. Troperne har med 45 pct. den største andel af skovene, fulgt af den boreale zone (nordlige zone med stedsegrøn nåleskov), den tempererede zone og den subtropiske zone.

Over 54 pct. af verdens skove er i kun 5 lande: Rusland, Brasilien, Canada, USA og Kina).

Siden 1990 har nettotabet af skov verden været på i alt 178 mio. ha – svarende til arealet af Libyen. I perioden 1990-2020 er tilbagegangen imidlertid bremset betydeligt op som et resultat af nedgang i afskovningen i nogle lande og nyplantning og naturlig udvidelse af skov i andre lande. I perioden 1990-2000 skete skovtabet med en årlig hastighed på knap 2 promille – i 2010-2020 er tilbagegangen reduceret til omkring 1 promille om året.

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. VI må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Det er nye toner, som formentlig har sammenhæng med, at Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, er ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen har inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere får forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 30 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

Mens Meghan Markle (i modsætning til hendes velopdragne svigerinde) var overrasket over, at hun skulle neje for Dronningen, siger Peter Lund Madsen, hjerneforsker og radiovært, til Kristeligt Dagblad, at noget af det gode ved corona er, at vi slipper for at give krammere.

 ”Det er bare ikke mig at kramme, og jeg savner altså heller ikke at give hånd. Under coronakrisen har jeg vænnet mig til at bukke. Det er en respektfuld og ærbødig måde at møde folk på. Det er hyggeligere end at give hånd, og så slipper man for sygdom. De gør det meget i Japan, og det ser godt ud, så jeg har tænkt mig at fortsætte med at bukke”.

Andre har været inde på det samme, og hvor har de ret – tænk at slippe for overdrevne omfavnelser af langskæggede mænd, for risikoen for at kys på kinden og klodsede klap på den nedre del af ryggen opfattes som noget utilbørligt og for på TV at skulle overvære østeuropæiske despoter udveksle tungekys!

Anne Sophia Hermansen har i Berlingeren betegnet krammekulturen som ”en invasiv art, der har bredt sig fra den kreative klasse til resten af samfundet, og for mit vedkommende kulminerede den, da en cykelsmed lagde an til at blive krammet for at lappe min cykel. Ellers tak.”

Nu begår Hermansen måske et lille fejltrin – ville det måske være mere acceptabelt at blive krammet af en kulturpersonlighed? – men hendes pointe er god nok.

Det skal derfor foreslås, at det af Sundhedsstyrelsens retningslinjer kommer til at fremgå, at man i stedet for håndtryk, kys og kram bør holde en passende afstand og bukke og neje stilfuldt.

Kristian Madsen forlader Politiken og tiltræder direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 (inden 3F’s involvering i Falck-skandalen) og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.

Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.

Kristian Madsen kunne gøre en helt blank Helle Thorning-Schmidt til en vinder. Om han kan gøre det samme med A4 Medier vil vise sig.

Kampmann

Som chefredaktør på A4 Medier afløses Nicolai Kampmann, der til gengæld har meldt sit kandidatur til Socialdemokratiet i Hvidovre-kredsen til regionsrådsvalget i november. Om han bliver partiets kandidat i kredsen, bliver formelt set afgjort ved en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af april.

Nicolai Kampmann træder dermed i sin fars og farfars fodspor. Han far, Jens Kampmann, har været minister under Anker Jørgensen-regeringerne og hans farfar, Viggo Kampmann, var Danmarks statsminister 1960-62.

Når Socialdemokratiet rydder op

Dengang Nicolai Kampmanns farfar var statsminister i Danmark, blev der brugt håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Socialdemokratiet havde i begyndelsen af 1960’erne en ”god ven” i Politiet, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Betjenten – han hed også Madsen, dog Christian til fornavn – havde siden besættelsens sidste urolige og politiløse år været tær knyttet tæt til partiets ledelse, for hvem han fungerede som bodyguard, ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Helge Hjortdal har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, ”hvor døren kun kunne åbnes udefra”.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, og i maj stødte hjerteproblemer til. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Viggo Kampmann døde den 3. juni 1976.