Den 50-årige tidligere finansminister i Australien blev den 12. marts 2021 efter en afstemning i Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), OECD, valgt som organisationens generalsekretær med tiltrædelse den 1. juni 2021.

Mathias Cormann er født den 20. september 1970 i Belgien hvorfra han også har en universitetsgrad i jura. Han har desuden studeret i Tyskland, Holland og i Storbritannien og taler flydende fransk, flamsk, tysk og engelsk.

Corman emigrerede i 1996 til Australien. Han havde som helt ung været politisk aktiv i Belgien og tilsluttede sig i Australien Liberal Party of Australia (Western Australian Division). Han var finansminister fra 2013 til 2020, hvor han af premierminister Scott Morrison blev indstillet som Australiens kandidat til posten som generalsekretær for OECD.

OECD

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen, der ofte kaldes “de rige landes klub”, sigter mod at fremme økonomisk udvikling og verdenshandel, har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes (samt EU’s) faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021, og udover Cormann stillede 9 andre kandidater op til generalsekretærposten.

Dansk kandidat

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) annoncerer den 14. januar 2021 på Twitter, at Ulrik V. Knudsen var blandt de indstillede til topposten som generalsekretær for OECD.

Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD, og før det var han direktør i Udenrigsministeriet. Ulrik Vestergaard Knudsen vurderede sig efter 2. runde chanceløs og trak sig som kandidat.

Øvrige kandidater

Af de oprindelige 10 kandidater blev de 2 første hurtigt skilt fra. Det var Polens klima- og miljøminister, Michal Kurtyka og Tjekkiets Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel.

8 kandidater gik videre til 2. runde.

Det var Sveriges tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom, USA’s Christopher P. Liddell, vicestabschef i Det Hvide Hus, Canadas tidligere finansminister Bill Morneau, Australiens finansminister Mathias Cormann, Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. tidligere centralbankchef Philipp Hildebrand i Schweiz, og Grækenlands tidligere undervisnings- og udviklingsminister Anna Diamantopoulou.

Chris Liddell

Chris Liddell fra USA blev længe anset for favorit. En amerikaner har aldrig haft generalsekretærposten i organisationens 60-årige historie, men med præsident Trumps nederlag ved præsidentvalget var Chris Liddell ude af billedet.

Slutfasen

I den sidste og afgørende fase stod valget i realiteten mellem Sveriges tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom og Australiens tidligere finansminister Mathias Cormann – hvor Cormann trak det længste strå.

Hvad kan vi vente fra Mathias Cormann?

Mathias Cormann har aldrig lagt skjul på at han er tilhænger af markedsøkonomi, og han har vedholdende argumenteret for lavere skatter og mindre offentlig sektor. Cormann er katolik og har haft reservationer mod same-sex ægteskaber, og han er blevet kritiseret af miljøorganisationer for hans forbeholdne indstilling til klima og vedvarende energi m.v.

Overvejelserne i EU om indførelse af afgifter på drivhusgasser og det deraf nødvendiggjorte krav om en såkaldt klimatold (Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM) for at modvirke svækkelsen i konkurrenceevne og dermed lækager og tab af produktion til 3. lande, vil næppe blive fremmet i OECD med Cormann som generalsekretær. Den kommende OECD-generalsekretær advarede i sit første store interview mod CBAM: “Det ville være meget bedre at opnå globale netto nuludledninger i 2050 ved, at alle gør, hvad de skal i hver deres område.”

Thorkil Kristensen 1960-1969

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.

Thomas Vinterbergs ‘Druk’ er på højst uventet vis blevet nomineret til ikke bare en, men to Oscar-statuetter. Filmen er således nomineret i kategorierne Bedste Internationale Film og Bedste Instruktør. Det er aldrig sket før, at en dansk instruktør har været at finde i Oscar-uddelingens instruktørkategori.

Mens film-entusiaster i Danmark ikke kan få armene ned og ser frem til Oscar-uddelingen den 26. april 2021, er stemningen mere dyster i Kina.

”Do Not Split”

Det autoritære kinesiske regime har angiveligt beordret kinesisk stats-tv til ikke at transmittere Academy Awards-ceremonien og fordelingen af OSCAR-statuetter, fordi én af ​​de film, der er nomineret til en Oscar – den norsk-amerikanske dokumentarfilm ”Do Not Split” – handler om Hongkongs protestbevægelse i 2019.

Oplysningen om den kinesiske boykot bringes i Global Times, der er en engelsksproget publikation, der i Beijing udgives af Det Kommunistiske Partis ”Folkets Dagblad” (Peoples Daily Mail).

Chloe Zhao

Det tyndhudede kinesiske kommunistparti (KKP) bærer også nag mod den kinesiske filmskaber, Chloe Zhao, instruktøren af ”Nomadland”, der er nomineret som bedste film. ”Nomadland” blev ellers positivt omtalt i kinesiske medier efter filmens succes på filmfestivalen i Venedig. Piben fik imidlertid en anden lyd, da kinakritiske kommentarer, Chloe Zhao havde fremsat i et interview i 2013, dukkede op igen.

”Do not Split” er en kort (35 minutter) dokumentarfilm om Hong Kong-protesterne fra 2019 instrueret af Anders Hammer fra Norge. Filmen følger demonstranterne fra deres oprindelige modstand mod en kontroversiel lov, der ville tillade udlevering af Hongkong-borgere til Kina og senere den såkaldte “nationale sikkerhedslov” over Hong Kong, der blev vedtaget sommeren 2020 og som kriminaliserer politisk uenighed og knuser byens begrænsede autonomi. Filmen kan gratis ses på YouTube.

Hammer har til Hong Kong Free Press udtalt, at hans mål med filmen var at “fange intensiteten af ​​gaderne i Hong Kong, da de unge demonstranter risikerede alt i en kamp for deres fremtid”. Hammer håber, at Oscar-nomineringen kan bidrage til at skabe opmærksomhed omkring, hvor vigtigt det er, at disse menneskerettigheder ikke undertrykkes.

Global Times skriver til gengæld, at Hammers film “ikke er en redelig dokumentar, den mangler kunstnerisk kunst og er fuld af partiske politiske holdninger”.

Det betydningsfulde filmmarked i Kina

Avisen advarer om, at en pris til ”Do Not Split” kunne “skade det kinesiske publikums følelser og kan føre til et stort tab på det kinesiske filmmarked, der i 2020 oversteg Nordamerika som verdens største billetmarked”. I 2020 var 8 af de 10 bedst sælgende film kinesiske produktioner.

Tirsdag den 23. marts 2021 er der valg i Israel – det fjerde valg på 2 år! Der er 5,9 millioner stemmeberettigede og en spærregrænse på 3,25 procent.

Da spærretiden for meningsmålinger indtraf fredag den 19. marts, stod den amerikansk-uddannede premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans parti, Likud, til fremgang til 30-32 mandater af Knessets i alt 120 pladser. Benjamin Netanyahu har været ved magten i 12 år, men hvis han – med en korruptionssag kørende, der genoptages den 5. april – skal fortsætte som regeringsleder, forudsætter det koalitioner med flere andre partier, herunder med højrepartiet Yamina, der står til 10 mandater.

Under alle omstændigheder er der igen risiko for et politisk dødvande og langstrakte regeringsforhandlinger.

Brevstemmer, der ved sidste valg i marts 2020 udgjorde 7,2 pct. af stemmerne, ventes denne gang at stige til det dobbelte. Ligesom i USA er der diskussion i Israel om mulighederne for valgsvindel i forbindelse med brevstemmer.

Vaccinekampagnen

Det er ikke kun Mette Frederiksen og den østrigske kansler, der har været på vaccinebesøg i Israel. Netanyahu har aktivt benyttet Israels vaccinationsudrulning i valgkampen, og senest i Jerusalem været vært for drøftelser om corona-samarbejde med de politiske ledere fra Ungarn og Tjekkiet.

Tjekkiet har i øvrigt åbnet et diplomatisk kontor i Jerusalem, og dermed støttet den israelske position i striden med palæstinenserne om Jerusalem. Ungarn har i nogen tid haft en handelsmission i Jerusalem.

Jerusalem

Palæstinenserne anerkender ikke Jerusalem, som Israels hovedstad, men forestiller sig øst Jerusalem, hvor Al-Aqsa moskeen ligger, som hovedstad i en kommende selvstændig Palæstinensisk stat. Det kontroversielle spørgsmål betyder, at de fleste lande, herunder Danmark, opretholder deres ambassader i Tel Aviv.

Da præsident Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, skortede det ikke på kritik.

Glemt var det, at også præsident Obama havde ønsket at flytte ambassaden, og at den amerikanske Kongres allerede i 1995 havde lovgivet om ambassadeflytningen. Skiftende præsidenter havde med forskellige sikkerhedspolitiske begrundelser udskudt beslutningen – lige indtil Trump i 2017 gjorde alvor af løftet. Præsident Biden har meddelt, at USA ikke har planer om at ændre den beslutning.

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, bekræftede i november 2018, at den brasilianske ambassade flyttes til Jerusalem. Rumænien, og Guatemala har også meddelt flytning af deres ambassader til Jerusalem.

Honduras, Ungarn, Moldova, og Rumænien har ligeledes meddelt at de vil flytte til Jerusalem. Paraguays ambassade var en kort tid I 2018 placeret I Jerusalem, men blev efter få måneder flyttet tilbage til Tel Aviv.

Andre 12 lande har honorære konsuler akkrediteret til Israel i Jerusalem, ligesom flere lande har åbnet handelsmissioner i Jerusalem.

Atomaftalen med Iran

Israel anser i lighed med en række andre stater i Mellemøsten Iran som den store fjende. Israel og Benjamin Netanyahu bifaldt derfor, at præsident Trump trak USA ud af Iran-atomaftalen, som Obama indgik uden øje for amerikanske interesser og under protest fra Republikanerne, men af hensyn til sit eget eftermæle som modtager af Nobels fredspris.

Det iranske præstestyre, der har befundet sig i en tilstand af selverklæret krig imod Vesten, lige siden det kom til magten i 1979, er et grusomt regime, som undertrykker sin egen befolkning, støtter terror og krigsførelse i sine nabolande og sender regulære dødspatruljer til Europa, herunder Danmark.

Det benægter regelmæssigt Holocaust og gentager konstant sine intentioner om at fjerne Israel fra verdenskortet.

Præsident Joe Biden vil – muligvis – genindtræde i Iran-aftalen. Det vil dog forudsætte fundamentale ændringer i aftalen – ændringer, Iran tidligere har afvist. Den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, har udtalt at Iran ville overveje justeringer i aftalen, men først når Washington havde ophævet sanktionerne.

Det er dog tvivlsomt at Iran vil være parat til at imødekomme krav om at ophøre med at tage politiske gidsler, skrotte deres ballistiske missilprogram, der udgør en trussel mod hele regionen, og støtten til bevæbnede shiamuslimske proxystyrker og grupper i Mellemøsten. Heriblandt houthierne i Yemen og Hizbollah i Libanon.

I mellemtiden fortsætter det iranske regime med at berige uran på niveauer, der er højere end det, der blev foreskrevet i 2015-aftalen.

Abrahams-fredsaftalerne

Mens Israel siden henholdsvis 1979 og 1994 har haft normale diplomatiske relationer med Ægypten og Jordan har forholdet til de øvrige arabiske naboer været anstrengt.

Benjamin Netanayhu har i samarbejde med USA arbejdet intenst på at bedre forholdene, og indsatsen har spillet en central rolle i hans valgkamp.

I tæt samarbejde med præsident Trump er det lykkedes at omgå Palæstinensernes forsøg på at blokere en fredsaftale mellem Israel og deres arabiske naboer. Det er bl.a. sket ved at lægge pres på Palæstinenserne, herunder i 2018 at trække USA ud af FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten – UNRWA, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Organisationen blev oprettet i december 1949 af FN’s Generalforsamling i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948, den efterfølgende krig og problemerne med flygtninge. I dag hjælper UNRWA 5,6 millioner mennesker, der med status af palæstinensiske flygtninge befinder sig i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden, med bolig, sundhed, socialhjælp, uddannelse og arbejde.

USA vurderede, at ”UNWRA i højere grad var en del af problemet end en del af løsningen” på de palæstinensiske flygtningeproblemer. USA anså organisationen for at være “irredeemably flawed”.

Hverken ambassade-flytningen eller forholdet til UNWRA fik Mellemøsten til at eksplodere, og samtidig har eksistensen af en fælles fjende bidraget til samarbejdsviljen.

Iran er ikke kun Israels modstander. For en række sunni-muslimske arabiske lande, herunder Saudi-Arabien, har det shia-muslimske Iran længe været den absolutte hovedfjende.

Efter intenst diplomati kunne Israels premierminister Benjamin Netanyahu den 15. september 2020 i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater, UAE, underskrive en fredsaftale mellem de tre lande.

Aftalen blev nået gennem et længere forhandlingsforløb, hvor præsident Trump og Jared Kushner faciliterede forhandlinger mellem UAE og Israel som Bahrain herefter tilsluttede sig. Aftalen benævnes Abraham-aftalerne (Abraham Accords), fordi landene er relateret til religioner, der er forbundet med Abraham, der kaldes nationernes fader i Bibelen.

Siden har Israel indgået tilsvarende aftaler med Sudan og Marokko.

Forholdet mellem Qatar og Iran af afgørende betydning for en samlet fredsaftale i Mellemøsten, der også omfatter Saudi-Arabien.

Qatar har i de seneste tre år været udsat for en diplomatisk og kommerciel boykot af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Årsagen har især været Qatars ”venskabelige” forbindelser med Den Islamiske Republik, Iran. I borgerkrigen i Yemen har Saudi-Arabien og UAE støttet regeringssiden, mens Iran har interveneret til fordel for houthi-oprørerne.

I begyndelsen af 2021 er forholdet mellem Qatar og Saudi-Arabien blevet normaliseret med åbne grænser, samhandel og gensidig diplomatisk repræsentation.

Analytikere hæfter sig ved, at normaliseringen af forholdet mellem Israel og arabiske naboer – og flere kommer til – meget vel kan overbevise palæstinenserne om, at tiden er inde til at ofre den ideale fordring og sætte sig til forhandlingsbordet.

Det vakte opmærksomhed, da Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye først kritiserede RUC-rapporten ”Magt og (U)Mulighed” om social kontrol og efterfølgende fjernede den fra Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Samtidig fik Udlændinge- og Integrationsministeriets medarbejdere besked på ikke at benytte rapporten i deres undervisning af kommunale integrationsmedarbejdere.

Forskere fyret

I december 2020 besluttede Mattias Tesfaye – eller rettere regeringen – at forskerne bag ”Magt og (U)Mulighed”, projektleder Lise Paulsen Galal og projektdeltager Louise Lund Liebmann, heller ikke selv skal undervise kommunale integrationsmedarbejdere om social kontrol.

Mattias Tesfaye har til Netavisen Pio sagt: “Rapporten anbefaler at anvende arabisk- og koranundervisning som led i at dæmme op for negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter. Det er ikke regeringens holdning, at skattekroner skal bruges til, at unge får teologiske argumenter for deres rettigheder. Hvis nogen skal undervises, burde det snarere være forældrene, der lærte lidt om Grundloven. Derfor skal forskerne bag den omtalte rapport ikke deltage på de temadage om social kontrol med kommunernes frontpersonale, som Styrelsen for International Rekruttering afholder. Og derfor har vi fjernet rapporten fra Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.”

Roskilde Universitetscenter

Lektor ved Roskilde Universitetscenter, Julia Suárez-Krabbe, angriber i Berlingske Tidende den 17. marts 2021 folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt og Henrik Dahl, der i en kronik i Berlingske Tidende den 10. marts 2021 har formastet sig til at udtrykke bekymring for fremmarchen af nogle ekstremt intolerante teoridannelser inden for humaniora og samfundsvidenskab – teorier, der er kaldt ”Social Justice Theory” (SJT).

Julia Suárez-Krabbe finder det ”fornuftsstridigt, at Morten Messerschmidt og Henrik Dahl, der er uddannede hhv. jurist og sociolog, giver sig i lag med at evaluere fagfelter som postkolonial-, kritisk raceteori, hvidhedsstudier, migrations- og racismeforskning”.

Suárez-Krabbe oplyser, at hun i sin egen forskning bruger indsigter fra den dekoloniale retning og mange andre videnskabelige bidrag fra nord og syd, øst og vest, til at “forankre mit arbejde konkret i forhold til de problemer, vi står over for her. Så jeg har for eksempel arbejdet omkring statssanktioneret racisme, som den kommer til udtryk i den danske udlændingelovgivning og udøvelsen af den i deportationslejrene, af politikerne kaldet udrejsecentre. Jeg arbejder også meget omkring at bidrage med at finde veje ud af en fremtid dikteret af racistiske, kapitalistiske, naturødelæggende og patriarkalske strukturer”.

Kritisk debat – også i Frankrig

Det lyder ikke umiddelbart som om Mattias Tesfaye vil kunne finde anvendelse for Julia Suárez-Krabbes ”indsigter” i Udlændinge- og Integrationsministeriet, men der er måske andre aftagere blandt venstreorienterede politiske partier og civilsamfundets ”folkelige organisationer” som Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Amnesty International og Greenpeace m.fl. der ser indvandrings-, udlændinge- og asylpolitik som kerneopgaver.

Henrik Dahl, der er Liberal Alliances forskningsordfører, er i Kristeligt Dagblad den 25. februar 2021 citeret for følgende:

”Det faglige niveau er simpelthen så lavt inden for feltet af etnicitets-, køns- og kulturstudier. Det er venstreekstreme aktivister, som under dække af at lave forskning retfærdiggør alle mulige former for islamisk undertrykkelse”.

Henrik Dahl henviser til debatten i Frankrig, hvor landets minister for videregående uddannelser, Frédérique Vidal, har anklaget universiteterne for at være ”gennemsyret af islamo-gauchisme”. Altså et venstredrejet syn på islam.

Henrik Dahl mener, at noget lignende gør sig gældende herhjemme.

Kravene til troværdig indvandringsforskning

I Weekendavisen den 19. marts 2021 skriver socialantropolog, ph.d., professor emeritus ved Lund Universitet, Steven Sampson, om kravene til troværdig indvandringsforskning.

Han anfører, at hvis indvandringsforskere skal være troværdige, kan de ikke nøjes med at henføre indvandringsproblemer som resultatet af dansk racisme eller ”bureaukratisk vold”. Forskerne må løbe risikoen for, at indvandrere og de højtråbende antiracistiske aktivister bliver utilfredse, og måske ligefrem virtuelt eller fysisk angriber dem på samme måde, som det sker mod alle, der ytrer sig kritisk i indvandringsdebatten.

”Dansk racisme er ikke årsagen til vold mod børn og ægtefællen, patriarkalsk social kontrol, tvungne genopdragelsesrejser, ære og skam-mentaliteten, ungdomskriminalitet, glorificering af bandemiljøet, religiøs fundamentalisme, sort arbejde, velfærdssvindel og foragt for visse danske frihedsværdier og frisind”.

Forespørgsel i Folketinget

Debatten om indvandringsforskning er blusset op, efter at Weekendavisen omtalte nordens største konference for migrantforskning, der under temaet ”Koloniale/raciale historier, nationale narrativer og transnational migration” blev afviklet digitalt fra Helsinki i Finland med mere end 550 virtuelle deltagere. Foreløbig er uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen indkaldt til en forespørgselsdebat af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Kristian Madsen forlader Politiken og tiltræder direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.

Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.

Kristian Madsen kunne gøre en helt blank Helle Thorning-Schmidt til en vinder, og han kunne udvikle de politiske analyser i Politiken til det eneste læseværdige i det i øvrigt fuldstændigt uinteressante menighedsblad.

Om han kan gøre det samme med A4 Medier vil vise sig.

Den amerikanske centralbank, The FedFed, siger onsdag efter et møde i Federal Open Market Committee, FOMC, der overvåger markederne, at selvom den amerikanske økonomi er i vækst, er banken ikke indstillet på at hæve renten frem mod 2023.

De finansielle markeder havde forventet, at centralbankens FOMC-udvalg på det ordinære 2-dages møde ville holde renten uændret nær nul.

Centralbanken tilkendegav efter mødet, at man vil fortsætte med at pumpe penge ud i den amerikanske økonomi via månedlige opkøb af obligationer i størrelsesordenen 120 milliarder dollars.

Sigtet er at stimulere den amerikanske økonomi til at komme tilbage i omdrejninger efter corona-pandemien – uden at centralbankens målsætninger om høj beskæftigelse i kombination med en gennemsnitlig inflation på 2 pct. kompromitteres.

Inflationen i USA er fortsat under 2 pct., og selvom der er positiv udvikling i indikatorerne for vækst og beskæftigelse, er situationen i de sektorer, der er hårdest ramt af pandemien, fortsat alvorlig.

Meldingen fra den amerikanske centralbank vil givet lægge en dæmper på de tendenser til rentestigninger, der på det seneste har kunnet iagttages i Europa og Danmark

I 2021 er traditionen med møder på højt plan mellem USA og Irland fortsat på St. Patricks Day den 17. marts.

Den irske taoiseach – statsminister – Micheál Martin har spist morgenmad med vicepræsident Kamala Harris og mødtes senere – virtuelt – præsident Biden i Det Hvide Hus.

Præsidenten, der har irske aner, modtog den traditionelle Shamrock Bowl, en skål med tre-bladet Hvid-Kløver (shamrocks), et billede på den hellige tre-enighed, og samtidig Irlands national-symbol.

Micheál Martin mødtes senere med Nancy Pelosi og med medlemmer Friends of Ireland Caucus i den amerikanske kongres, der har markeret deres 40-års jubilæum netop på St. Patrick’s Day.

Afbuddet

Sidste år var stemningen mellem præsident Trump og Kongressen anspændt, og derfor valgte præsident Trump at melde afbud til Kongressens traditionsrige St. Patrick’s Day frokost på Capitol Hill.

Årsagen til Trumps afbud var det notorisk dårlige forhold til Nancy Pelosi som følge af Demokraternes forsøg på at fælde præsidenten gennem en rigsretssag.

Det var heller ikke undgået Trumps opmærksomhed, at Nancy Pelosi demonstrativt havde sønderrevet Trumps State of The Union-tale den 5. februar 2020, og at hun bevidst havde undladt de traditionelle formuleringer om, at det var ”et privilegium” og ”en meget stor ære” at introducere USA’s præsidents redegørelse for nationens tilstand.

Tradition siden 1983 og Tip O’Neill

St. Patrick-frokosten har været en fast tradition siden den navnkundige formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Thomas Phillip “Tip” O’Neill Jr. I 1983 inviterede præsident Ronald Reagan til Capitol Hill i anledning af St. Patrick.

Markeringen af St. Patrick’s Day

Både i Irland er markeringen af St. Patricks Day med parader og festivaler blevet aflyst, men alligevel er der overalt i USA (og i Irland og mange andre lande) afholdt fester og parader m.v. med irske temaer. Mange vil uanset COVID-19 bringe sig i den rette stemning ved at iføre sig grønt tøj, grønne hatte, drikke irsk whiskey og (masser af) grønt øl og indtage alskens grønfarvede snacks og madvarer.

Irske pubber giver den gas og selvom de traditionelle enorme parader i New York og Chicago er aflyst, vil man overalt se det irske grønne, orange og hvide irske flag, kløversymboler, slanger (som St. Patrick fordrev fra den grønne ø) og harper.

Leprechauns

Desuden vil man på St. Patricks Day kunne støde på gryder af ”guld” og mærkelige grønklædte alfeagtige gnomer – Leprechauns.

En leprechaun er et irsk fabelvæsen, der især i USA forbindes med St. Patrick’s Day og irsk kultur. De små grønne, skæggede mænd med de store grønne hatte spiller nogenlunde samme rolle som vores (drille)nisser, der er kendt for at have et ubehageligt temperament. De er de mest sparsommelige eventyrevæsner (bortset fra drager), og de vogter nidkært de store gryder af guld, ethvert barn ved findes for enden af alle regnbuer.

Amerikanske børsfolk er glade for illustrative betegnelser – tænk bare på “bull” and “bear” market – og på Wall Street er en Leprechaun en virksomhed, der er mindre transparent og forsøger at skjule de reelle indre værdier, og (måske) undervurderet på børsen og derfor (måske) er et godt køb.

Tirsdag – dagen før St. Patricks Day – var der lagt op til endnu en rekord på det amerikanske aktiemarked, men efterhånden som handelen nærmede sig slutningen og det var svært at finde ægte Leprechaun-virksomheder, endte det med et mindre fald.

Først tiltrak han sig opmærksomhed – og ligefrem beundring fra antiliberale partifæller med hang til stalinistisk planøkonomi – i anledning af hans tænkning om forholdet mellem land og by. Modsætningen mellem hovedstaden København og provinsen eller udkantsdanmark er ifølge Dybvad skabt af en mangel på økonomisk balance mellem hovedstaden og resten af landet, men også af en voksende kultur- og mentalitetskløft mellem de kreative klasser i storbyens saloner og andre befolkningslag.

Dybvad mener, at selvom hovedparten af det danske bruttonationalprodukt skabes i provinsen, betyder centraliseringen, at den politiske magt, at de centrale organisationer, at forsknings- og uddannelsessystemet, at kulturinstitutioner og centrale dele af den offentlige sektor ender op i hovedstaden.

Derfor er der behov for traditionel socialdemokratisk politisk handlekraft. Der må planlægges og reguleres for at rette op på skævhederne. Skatte- og erhvervsfremmesystemet bør indrettes sådan, at der bliver givet økonomiske fordele til virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der vælger at etablere sig uden for hovedstaden og andre bymæssige vækstområder. Den kommunale udligning må flytte penge fra hovedstadsområdet til provinsen, og der kan efter behov suppleres med planmæssige tiltag, der effektivt forhindrer tung transport i og igennem hovedstaden, samt håndfaste indgreb i borgernes frie etableringsret.

Udsatte boligområder

Nu er Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek klar til at sætte ind overfor parallelsamfund i udsatte boligområder. Forslaget skal sikre, at der om ti år ikke findes områder Danmark, hvor der er bosat mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

58 almene boligområder og mere end 100.000 borgere vil blive omfattet af drakoniske indgreb.

Kaare Dybvad Bek håber, at han kan skaffe politisk opbakning til indgrebene blandt de røde og blå partier, der stod bag pakken af tiltag mod parallelsamfund fra 2018.

Ministeren forestiller sig, at det kan blive nødvendigt at nedrive almene familieboliger i udsatte boligområder, ligesom kommunerne i forebyggelsesområderne skal kunne henvise borgere til private udlejningsejendomme.

Curt Liliegreen, direktør for Boligøkonomisk Videncenter, gør opmærksom på, at i Københavns kommune, hvor der er ganske mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere bosat, er den eneste mulighed for at nå ned på 30 procent at tvangsflytte den gruppe ud af kommunen. På samme måde som Thulefolkene blev tvangsflyttet, da Thule-basen skulle etableres, ligesom det skete for 50 år siden, da 120 familier blev tvangsflyttet fra deres hjem i de små byer Grærup, Børsmose og Mosevrå ved Oksbøl for at give plads til en udvidelse af militærets øvelsesterræn ved Oksbøl.

Alternativet, at tvangsplacere de almene beboere i private udlejningsboliger, er ikke realistisk, hvis udlejerne ikke vil have dem. Men det kan man måske tvinge dem til?

Borgerlige partier må antages at have forbehold overfor krænkelser af basale frihedsrettigheder og den grundlovssikrede ejendomsret, men Kaare Dybvad Bek har ved flere lejligheder argumenterer for, at liberale simpelthen må lære at anerkende nødvendigheden af indgreb i borgernes frihed og en omfordeling af samfundets værdier af hensyn til fællesskabet.

Som man siger: ”Realiseringen af det socialdemokratiske mønster-Danmark forudsætter tværgående solidaritet og vilje til pragmatisk nytænkning”.

Fra Danmarks over 2.000 tankstationer – bemandede og ubemandede – sælges der hvert år mere end 5 mia. liter benzin og diesel. Corona-krisen har betydet, at salget af benzin og diesel er reduceret med omkring 10 pct.

Det fald vil dog frem mod 2030 blive større, hvis planerne om en afgift på drivhusgasser realiseres.

CO2-afgift

Vismændene i Det Økonomiske Råd mener, at en ensartet afgift på alle drivhusgasser på 1.200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter vil give os den billigste opfyldelse af 2030 målsætningen om reduktion på 70 pct. af vores udledninger af drivhusgasser.

Klimarådet anbefaler ligeledes, at der snarest indføres afgifter på drivhusgasser. Hvor Vismændene mener vi kan nøjes med en afgift på 1.200 kr. pr. ton, opererer Klimarådet med en afgift på 1.500 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter.

Ifølge Klimarådets beregninger vil de samfundsøkonomiske omkostninger samlet set ende på mellem 15 og 20 milliarder kroner i 2030.

Konsekvenser for brændstofmarkedet

Klimarådet har i rapporten ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” fra marts 2020 nærmere vurderet konsekvenserne for brændstofmarkedet:

”Afgiften vil føre til en højere benzin- og dieselpris, som vil reducere salget af benzin og diesel i Danmark. Hvis afgiften fx er 1.500 kr. pr. ton CO2, så stiger prisen på benzin og diesel med ca. 30-40 pct., hvilket med gængse bud på den langsigtede priselasticitet potentielt vil få forbruget fra personbiler til at falde med ca. 5-10 pct. Derudover vil der være stigende grænsehandel, så samlet set vil mængden af brændstof solgt i Danmark falde med 15-25 pct., hvis man benytter Skatteministeriets tal for effekten af prisstigninger”.

Flydende brændstoffer med reduceret CO2-indhold

De negative konsekvenser af en afgift på drivhusgasser vil blive afbødet, hvis udledningen af CO2 og andre drivhusgasser fra motorbrændstof reduceres. Hvis de eksisterende distributionsnet og store dele af den eksisterende bilpark kan opretholdes, vil det også indebære enorme samfundsøkonomiske – og miljømæssige – fordele.

Biobrændstoffer kan sænke CO2-udledningen for både personbiler, busser og anden tung transport og Det Internationale Energiagentur (IEA) har anbefalet, at Danmark aktivt stimulerer anvendelsen af bæredygtige biofuels og biogas i transportsektoren.

Det er formentlig teknisk muligt at forhøje de nuværende krav om iblanding af biobrændstof baseret på for eksempel rapsolie, planterester eller slagteriaffald, men allerede i dag findes der flydende brændstoffer med reduceret CO2-udslip. F.eks. kan såkaldt hydrogeneret vegetabilsk olie, HVO, fremstilles fra forskellige kilder – f.eks. spildolie, fritureolie, rapsolie, palmeolie og animalsk fedt. Hvilken af disse energikilder, der anvendes, har en meget stor indvirkning på den samlede reduktion af drivhusgasser. Sammenlignet med standarddiesel kan en optimal CO2-reduktion nå op på 90 pct. reduktion af CO2-udslippet.

Hvis udledningen af drivhusgasser fra brændstoffer og dermed afgiftsbelastningen skal minimeres, vil det kræve nye bæredygtige fossilfrie alternativer til benzin, diesel og flybrændstof.

Er electrofuels den langsigtede løsning?

Mens elbiler på persontransportområdet formentlig kan yde et væsentligt bidrag til den langsigtede fossilfrie løsning, vil det også kræve store investeringer i batterier, elnet, lade-faciliteter m.v.

Elbiler kan næppe løse den udfordring den tunge transport står over for. Det er en kendsgerning, at en meget stor del af CO2-udledningen kommer fra den tunge transport, fra lastbiler, fra skibe og fra fly. Der er ikke udsigt til at behovet for disse transportformer vil mindskes. Vi vil derfor i den overskuelige fremtid være afhængige af flydende brændstoffer, fordi batteriteknologien ikke er i nærheden af at kunne drive så tunge transportmidler over lange afstande.

Faktisk findes der CO2-frie alternativer til el-motorer.

FlexFuel-motorer er forbrændingsmotorer, som kan køre på både benzin og forskellige typer alkoholbaserede brændstoffer. Disse brændstoffer kan fremstilles både af biomasse og syntetisk baseret på brint, som kan produceres med CO2-fri vind- eller solstrøm.

Syntetiske electrofuels fremstilles ved at el fra vindmøller og solceller omdannes til brint via elektrolyse. Den rene brint kombineres med CO2 indvundet med nyudviklede CC-teknikker fra industri eller biogas, og resultatet er et flydende brændstof, som er 100 procent CO2-neutralt.

I Ingeniørforeningens Energivision for 2050 indgår electrofuels som en vigtig del af visionens beskrivelse af et fossilfrit dansk energisystem i 2050. Electrofuels vil uden store problemer kunne integreres i den eksisterende transportinfrastruktur, tankstationer, lagre m.v.

Udfordringer

Problemet er at fremstillingsprocessen er energikrævende og – under de gældende prisforhold – dyr. Produktion i større skala kræver derfor, at fremstillingsprocessen kan indrettes på en måde, der balancerer den fossilfrie elproduktion. Under de gældende prisforhold er forudsætningen derfor, at det vil være muligt at udnytte overskudsproduktion – og dermed billig strøm – fra vindmøller eller solceller. I det ideale system vil den såkaldte Power-to-X produktion af electrofuels således fungere som en buffer for elproduktionen.

Der er også andre udfordringer. Hvis udviklingen skal fremmes, forudsætter det, at udviklingen af electrofuels og Power-to-X prioriteres i offentlige politikker, udviklings- og investeringsprogrammer, og at der allerede nu stilles tekniske krav til forbrændingsmotorer, om at de skal kunne køre på electrofuel.

En større flåde af lastvogne, skibe og fly med denne egenskab ville skabe et marked for ikke-fossile brændstoffer. Dermed vil der også være et økonomisk grundlag for de massive investeringer, der kræves til produktion af electrofuels i større skala.

Vismændene i Det Økonomiske Råd mener, at en ensartet afgift på alle drivhusgasser på 1.200 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter vil give os den billigste opfyldelse af 2030 målsætningen om reduktion på 70 pct. af vores udledninger af drivhusgasser. Den årlige samfundsøkonomiske omkostning ved at nå 70 procent-målet i 2030 vil være beskedne 4 mia. kr. svarende til 0,15 procent af BNP.

Alternativet til den ensartede afgift er støtte til vedvarende energiprojekter, men det bliver i følge vismændene meget dyrere med årlige samfundsøkonomiske omkostninger på 17-18 mia. kr. /

Klimarådet anbefaler ligeledes, at der snarest indføres afgifter på drivhusgasser. Hvor Vismændene mener vi kan nøjes med en afgift på 1.200 kr. pr. ton, opererer Klimarådet med en afgift på 1.500 kr. pr. ton CO2-ækvivalenter.

Klimarådet lægger heller ikke skjul på, at det kommer til at koste det danske samfund en del, hvis 70-procentsmålet skal opnås. Men samtidig understreger de, at hvis det gøres fornuftigt – dvs. med afgift på drivhusgasser – ”kommer det næppe til at slå bunden ud af dansk økonomi”.

Ifølge deres beregninger vil omkostningerne alligevel samlet set ende på mellem 15 og 20 milliarder kroner i 2030. Selvom det svarer til under én procent af Danmarks bruttonationalprodukt BNP er det alligevel langt dyrere end de udgifter Vismændene når frem til.

I lighed med en lang række fagøkonomer går Berlingske Tidende den 15. marts 2021 stærkt ind for, at ensartet afgift på drivhusgasser bør være det vigtigste klimapolitiske middel. Berlingske er dog samtidig opmærksom på risikoen for at produktionen i landbruget og i visse konkurrenceudsatte brancher indenfor industrien flytter til udlandet: ”Det eneste klimarelevante argument for at fravige fra den ensartede afgift er ønsket om at reducere lækageproblemet”.

Desværre er det ikke kun lækagerisikoen, der får regeringen til at tøve. Der er også andre problemer knyttet til ensartede afgifter på drivhusgasser.

Klimarådet har i rapporten ”Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion” fra marts 2020 – udover lækageproblemet – selv påpeget, at en drivhusgasafgift ikke rammer alle borgere og virksomheder ens, og det kan skabe bekymring for drivhusgasafgifters sociale slagside.

En drivhusgasafgift vil især kunne mærkes for almindelige borgere, ved at prisen på benzin og diesel løbende vil stige frem mod 2030, da en generel drivhusgasafgift også vil skulle omfatte kørsel baseret på fossile brændsler. Afhængigt af hvad drivhusgasafgiften sættes til pr. ton CO2, kan prisen ved standeren ende med at stige med over 4 kr. pr. liter i slutningen af årtiet målt i dagens prisniveau.

Klimarådet er opmærksom på, at en prisstigning i den størrelsesorden kan være problematisk særligt for personer i provinsen, og som af hensyn til deres arbejde har behov for en bil og måske har vanskeligt ved at skifte til en elbil.

En afgift vil dog ikke kun ramme benzin- og dieseldrevne køretøjer. Det vil også ramme alle der spiser kød og drikker mælk.

En afgift på særligt klimabelastende fødevarer kan bidrage til at reducere efterspørgslen efter blandt andet kød og mælkeprodukter og øge efterspørgslen på vegetabilske produkter. Med et skøn på 13,9 kg CO2-ækvivalenter pr. kg oksekød vil en afgift på 1.500 kr. pr. ton CO2-økvivalenter føre til, at et halvt kg hakket oksekød vil koste 13 kr. mere, inkl. moms, end det gør i dag. En liter mælk ville stige ca. 2 kr. i pris.

Det er meget væsentlige prisstigninger i forhold til produkternes pris i dag, og derfor gentages her Klimarådets beregninger på 3 konkrete varer:

• En liter mælk: 2 kroner dyrere
• Et halvt kilo hakket oksekød: 13 kroner dyrere
• En liter benzin: 4 kroner dyrere

Tilhængere af høje drivhusafgifter har anført, at man i skattesystemet og/eller i skattesystemet kunne modvirke negative sociale virkninger. Det er sandt, men man bør ikke glemme, at sigtet med en afgift faktisk er at reducere forbruget af fossile drivmidler og animalske produkter!