Lige inden præsident Bidens virtuelle klima-topmøde 22. – 23. april 2021 med deltagelse af 40 regeringschefer (inklusive Mette Frederiksen) og med Kinas præsident Xi Jinping i spidsen, har Dalai Lama og 100 andre Nobel Pris modtagere sendt et en klar opfordring:

Behold fossile brændsler i undergrunden (Keep fossil fuels in the ground).

Samtidig opfordres mødedeltagerne til at tage konkrete initiativer med henblik på at udfase fossile brændsler for at imødegå katastrofale klimaændringer.

Bidens klimatopmøde indledes på Jordens dag (Earth Day), der har været markeret siden den 22. april 1970 i USA, for at gøre opmærksom på verdens miljøproblemer.

Under topmødet ventes præsident Biden at annoncere, at USA vil reducere emissionerne af drivhusgas med 50 pct. inden 2030, men EU vil annoncere at man vil være CO2-neutral i 2050.

Der er imidlertid ikke umiddelbar udsigt til at opfordringen vedrørende fossile brændsler fra Dalai Lama følges. Det Internationale Energiagentur, IEA, fastslår i en ny rapport at ‎‎CO2-udledningen fra energiforbruget‎‎ er på vej til at stige med 1,5 mia. ton i 2021.

Når de globale ‎‎kuldioxidemissioner‎‎ ser ud til at stige‎‎ ‎‎faretruende i år, er det fordi den globale økonomi gennemgår en‎‎ enorm genopretning efter Corona-pandemien.‎

‎ Kul på den økonomiske genopretning

Det store kulforbrug i Asien og især i Kina opvejer den hurtige vækst i vedvarende energikilder.

‎”Dette er en alvorlig advarsel om, at den økonomiske genopretning fra Covid-krisen i øjeblikket er alt andet end bæredygtig for vores klima,” sagde administrerende direktør Fatih Birol i en erklæring. “Medmindre regeringer rundt om i verden hurtigt reagerer og begynder at reducere emissionerne, vil vi sandsynligvis stå over for en endnu værre situation i 2022.”‎

Da de fleste lande i løbet af 2020 lukkede ned, og folk blev instrueret i at blive hjemme for at begrænse Covid-19 infektioner, faldt emissionerne af drivhusgasser dramatisk.‎‎Indtast din e-mail for at modtage CNN’s nightcap nyhedsbrev. ‎

Stigende energiefterspørgsel

IEA anslår nu, at den globale energiefterspørgsel vil stige med 4,6 pct. i 2021 og overstige 2019-niveauet – især som følge af stigende energiforbrug i udviklingslandene og i de såkaldte vækstlande. De energirelaterede emissioner forventes derfor igen at blive næsten lige så høje som i 2019.

‎Brugen af kul er en særlig kilde til bekymring i IEA. I 2021 ventes efterspørgslen at nærme sig det historisk højeste niveau i 2014. ‎Kina står for 50 pct. af den globale efterspørgselsvækst, men brugen af kul i USA og Europa er også stigende, men forventes alligevel agt forblive noget under niveauet fra før krisen.

‎FN’s generalsekretær António Guterres har opfordret de udviklede lande til at udfase brugen af kul inden 2030 og til at sætte en stopper for opførelsen af nye kulfyrede kraftværker.‎

‎Vedvarende energi i elproduktionen

Det ser dog ud til at elektricitetsproduktionen bliver mere bæredygtig. IEA forventer, at mere end halvdelen af stigningen i den globale elforsyning vil komme fra vedvarende kilder i 2021, delvist drevet af den voksende sol- og vindenergiproduktion i Kina.‎

‎Det understreges, at alle IEA’s skøn er behæftet med “stor usikkerhed” på grund af manglende klarhed om forløbet af Covid-19 infektioner og vaccinationer. Hvis rejseaktiviteten f.eks. kommer hurtigere i gang end forventet, vil energiefterspørgslen stige yderligere.‎

Boris Johnson og klimaet

Mandag kunne ‎‎Financial Times‎ rapportere, at UK på Topmødet vil annoncere en mere ambitiøs målsætning for reduktionen i britiske udledninger af drivhusgasser. Premierminister Boris Johnson syntes nu at være indstillet på at reducere de britiske emissioner med 78 pct. i 2035 i forhold til 2005-niveauet.

Når Nick Hækkerup og kronjuristerne i Justitsministeriet økonomiserer med sandheds- og oplysningspligten og ”tager den spidse pen frem”, har man troet, at man kunne ”skrive sig udenom” et prekært juridisk eller politisk problem. Den går bare ikke!

Det er for længe siden fastslået, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås, og en henvisning til at der ikke udtrykkeligt blev spurgt, gælder simpelthen ikke som undskyldning.

Den aktuelle Syrien-sag, hvor Folketinget er blevet holdt i uvidenhed om bl.a. Politiets Efterretningstjenestes vurdering af risikoen for radikalisering af de danske børn i fangelejrene, har igen sat fokus på ministres oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge Ekstra Bladet kendte justitsminister Nick Hækkerup i mindst et halvt år til en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.

Over for Ekstra Bladet erkender Nick Hækkerup nu, at han allerede inden et omdiskuteret samråd 6. september 2019 blev orienteret om PET’s vurdering af de danske børn i Syrien.

Vurderingen fra PET lyder, at børnene ikke udgør en terrortrussel, og ”risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.”

Den vurdering fik offentligheden – og Folketinget – først kendskab til, da den blev lagt frem i marts 2020 i PET’s trusselsvurdering.

Fortilfælde

Det er ikke første gang en dansk justitsminister kritiseres for ikke at leve op til sin oplysningspligt over for Folketinget.

Ifølge dagbladet Politiken den 5. april 2018 fortalte daværende justitsminister, Søren Pape Poulsen, ikke sandheden til Folketinget, da han i et samråd 20. marts tre gange forsikrede om, at efterretningstjenesten PET sletter oplysninger om borgere, der ikke er en klar grund til at beholde.

Sagen rejste spørgsmålet om ministeransvaret er blevet et tag selv-bord for politikerne. Den manglende sletning af personoplysninger rejser spørgsmålet, om ministre kun er ansvarlige for det, de ved – og altså ansvarsfritaget for de ting, som ministeren ikke er bekendt med?

Baggrunden for relevansen af dette spørgsmål var, at Søren Pape Poulsen afviste at have misinformeret Folketinget på samrådet, men medgav, at han burde have nævnt det såkaldte ”logisk slettede” arkiv. Politiken citerer Pape Poulsen for følgende: ”Jeg kendte slet ikke til den her ordning, da jeg sad ved samrådet, og så er det jo svært at redegøre for den. Det ærgrer jeg mig over i dag. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig taget det med i min redegørelse”.

Konsekvensen af denne udtalelse er, at fokus flyttes fra den ansvarlige minister til embedsværket i Justitsministeriet. Der kan derfor være anledning til at minde om de seneste overvejelser og præciseringer af ministres ansvar.

Ministeransvar

Folketingets Præsidium drøftede i efteråret 2014 på baggrund af en intensiveret offentlig debat om ministeransvar mulighederne for, hvordan man på et politisk grundlag kan skærpe bevidstheden om ministres ansvar over for Folketinget. Præsidiet overvejede navnlig, hvordan det kan sikres, at Folketinget og dets enkelte medlemmer og udvalg kan udøve deres politiske arbejde i tiltro til altid at kunne modtage korrekte, retvisende og fyldestgørende oplysninger fra ministre.

Et enigt Præsidium indstillede på grundlag af drøftelserne til Udvalget for Forretningsordenen, at der blev udarbejdet en beretning om ministres ansvar over for Folketinget, som kan medvirke til at opnå dette formål.

Resultatet foreligger med Beretning om ministres ansvar over for Folketinget afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 26. februar 2015.

Beretningen er af flere grunde interessant. Præsidiet og udvalget noterer, at den offentlige debat i høj grad har drejet sig om embedsmænds forhold og samspillet mellem embedsmænd og ministre. Præsidiet og udvalget anerkender naturligvis, at embedsmænd har et selvstændigt ansvar for deres embedsførelse, og at de herunder bærer et ansvar for, hvordan de gennem rådgivning m.v. medvirker til en ministers udførelse af sine forpligtelser over for Folketinget.

Ministeren har ansvaret – ikke embedsmændene

Debatten giver dog Præsidiet og udvalget anledning til at fremhæve ministeransvaret som et særligt ansvarssystem, der alene omfatter ministre. Overvejelser om embedsmandsansvar bør ikke komme til at skygge for den særlige ansvarsrelation, der består mellem Folketinget og ministrene, og som bl.a. indebærer, at det er ministeren, som er ansvarlig for oplysninger, som afgives – eller ikke afgives – til Folketinget, uanset hvilken rolle embedsmænd måtte have spillet i den forbindelse.

Alle oplysninger skal frem

Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen ønsker at fastholde den norm, som har fundet udtryk i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, og som indebærer, at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen.

Præsidiet og Udvalget ønsker dog som en mere politisk norm hertil at føje, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også på, hvor det er relevant, selv at sørge for, at sådanne oplysninger indhentes og videregives til Folketinget. Ligeledes ønsker Præsidiet og udvalget at betone, at indhentelse og videregivelse af oplysninger til Folketinget bør ske loyalt og uden hensyn til, hvorvidt de oplysninger, som foreligger, eller som der kan være tale om at indhente, umiddelbart synes at ville understøtte ministerens politiske holdninger eller intentioner. Dette indebærer bl.a., at en minister i forbindelse med Folketingets behandling af et lov- eller beslutningsforslag fremsat af ministeren bør være opmærksom på at sikre, at der i forslagets bemærkninger, svar på spørgsmål m.v. sker en fyldestgørende belysning ikke kun af forhold, som taler for forslaget, men også af forhold, som kan tale imod det. Er der forhold, som kun vanskeligt lader sig belyse eller er forbundet med usikkerhed, skal dette naturligvis ikke nødvendigvis føre til, at forslaget ikke fremsættes. Ministeren bør i så fald redegøre for, hvori vanskeligheden eller usikkerheden består, og hvilke konsekvenser de mulige udfald kan få, i det omfang og den detaljeringsgrad, der i det konkrete tilfælde er nødvendig, for at folketingsmedlemmerne kan bedømme, om de uanset vanskeligheden eller usikkerheden skal støtte forslaget.

Snævre fortolkninger af spørgsmål og svar bør undgås

Det indebærer endvidere, at en minister, når han eller hun besvarer spørgsmål fra Folketinget, bør bestræbe sig på at fortolke spørgsmålet ud fra spørgerens eller spørgernes forudsætninger eller – hvor disse ikke umiddelbart lader sig udlede af spørgsmålets ordlyd og den kontekst, det er stillet i ud fra en neutral og naturlig sproglig forståelse. Tilstræbt snævre fortolkninger af spørgsmål og deraf følgende snævre besvarelser bør undgås.

Folketinget skal sikres et fyldestgørende grundlag for stillingtagen

Præsidiet og udvalget ønsker at understrege, at det ovenstående ikke skal forstås som en intention om at begrænse ministrenes adgang til at fremsætte forslag på grundlag af deres egne, frie politiske overvejelser, selv om der måtte foreligge oplysninger af faglig karakter, som synes at tale imod forslaget. Det skal ligeledes understreges, at det heller ikke er Præsidiets og udvalgets intention at begrænse ministres adgang til at argumentere politisk for deres sager og synspunkter i bemærkninger til forslag, svar på spørgsmål m.v., herunder ved at fremhæve de forhold, der kan tale for et givet forslag eller på anden måde for ministerens opfattelse. Præsidiets og udvalgets ærinde er at sikre, at Folketinget og dets medlemmer og udvalg til enhver tid får et fyldestgørende grundlag for selvstændigt at vurdere de sager, som indgår i det parlamentariske arbejde.

Ministres initiativforpligtelse

Folketingets flertal har understreget, at en minister ikke alene bør være opmærksom på at undgå at fortie foreliggende oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag, men også har en forpligtelse til, hvor det er relevant, selv at sørge for, at oplysninger, der har betydning for en sag, indhentes og videregives til Folketinget.

Det viser sig, at offentlig afbrænding af dukker af politiske modstandere i visse venstreorienterede kredse er en acceptabel demonstrationsform.

Danmarks Naturfredningsforening brænder ikke dukker af statsminister Mette Frederiksen, men arbejder

”både bag linjerne i det politiske maskinrum, med alliancer og via en dagsordensættende tilgang, hvor det handler om at skabe en brændende platform og et folkeligt pres for forandringer”.

Foreningen arbejder således for at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder og frede naturperler, for et 100 procent CO2-neutralt Danmark i 2040, og for et Danmark uden sprøjtegift.

Astroturfing

Hvordan man i praksis skaber en ”brændende platform” og opbygger et folkeligt pres for forandringer, kan Naturfredningsforeningen høre nærmere om hos boligministerens spindoktor, Jens Christiansen og Peter Goll – de ukårede mestre i astroturfing. Jens Christiansen havde en fremtrædende og central rolle, da han som direktør og partner i kommunikationsbureauet Advice var med til at eksekvere en af Peter Goll orkestreret nederdrægtig kampagne til fordel for Falcks økonomiske interesser.

Fundamentalistisk naturparti

Selvom Danmarks Naturfredningsforening er langt fra storhedstiden i 1980’erne, hvor man kunne mønstre over 260.000 medlemmer, er foreningen stadig kontroversiel. I dag er medlemstallet halveret, og foreningen ledes i dag af en repræsentant for Enhedslisten og en hovedbestyrelse bestående af offentligt ansatte biologer, naturvejledere og en enkelt folkeskolelærer.

Danmarks Naturfredningsforening bliver af borgerlige politikere og stemmer beskyldt for efterhånden at opføre sig mere som et parti end en organisation. Naturfredningsforeningen er ligefrem blevet et ”fundamentalistisk naturparti”, der udøver ”biologisk racisme”.

Historien

Foreningen kan til enhver tid få venstrefløjen i tale, men mærkeligt nok er Det Konservative Folkeparti også særdeles lydhør – et forhold der daterer sig helt tilbage til Danmarks Naturfredningsforenings første år.

Foreningen blev stiftet 21. april 1911 på Palace Hotel i København som “Forening for Naturfredning”. Det stiftende møde var indkaldt af den lokale turistformand Viggo Falbe-Hansen. Formålet med mødet var dannelsen af en ny forening, Foreningen for Naturfredning, der skulle arbejde for bevarelse af den danske natur og sikre befolkningens adgang til den. Anledningen var, at Øresundskysten på Sjælland var ved at blive afspærret af velhavende københavnere, der byggede sommervillaer helt ned til vandkanten og opsatte hegn.

Konservative hattedamer

Foreningens medlemsskare bestod i mange år af kunstnere, sagførere, godsejere og akademikere fra det bedre borgerskab. Det var ikke mindst de såkaldte “hattedamer” – borgerskabets kvinder, som ikke havde lønnet arbejde, i stedet brugte deres tid til at udføre frivilligt arbejde – der var aktiv i foreningen og supplerede deres hidtidige sociale indsats med kampen for folkets – dvs. borgerskabets ret til at opleve naturen.

Det med benyttelse af naturen var en ny og banebrydende ide. Den nye forening adskilte sig dermed fra naturvidenskabelige grupper, der ville frede naturen for naturens egen skyld. Allerede i 1912 sattes ind med en kampagne mod skovsvin. Sloganet var: ”Madpapir og Æggeskaller, Pynter ej i Skovens Haller”.

Modstand mod reklameskilte langs landevejene, bevaring af vejtræer og kampesten stod også højt på foreningens prioriteringsliste. Foreningens medlemstal passerede 3000 i 1925. Samme år skiftede den navn til Danmarks Naturfredningsforening som tegn på at den var landsdækkende.

Ret til at rejse fredningssager

Med ændringen af Naturfredningsloven i 1937 fik foreningen ret til at rejse fredningssager. Dette resultat opnåedes ved personlig indgriben af den socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, der indså, at det kunne bidrage til at realisere målsætningen om flere fredninger.

Udover Danmarks Naturfredningsforening kan også kommuner og stat i dag rejse fredningssager. Det er 13 lokale fredningsnævn fordelt over hele landet, der afgør, om et område skal fredes, men hvis Danmarks Naturfredningsforening først har fået skabt en ”brændende platform” og mobiliseret ”et folkeligt pres”, plejer fredningerne at gå igennem.

Tirsdag den 13. april 2021 var statsminister Mette Frederiksen en af hovedtalerne ved den førende indiske virtuelle konference om geopolitik- og økonomi kaldet Raisina.

Statsministeren talte om den grønne omstilling, der fylder mere og mere i Indien, og de danske forhåbninger er, at det vil øge de danske muligheder for at levere de grønne løsninger for Indiens 1,3 milliarder indbyggere.

Mette Frederiksen siger til Ritzau: ”Det er ikke nogen hemmelighed, at perspektiverne i et grønt dansk-indisk samarbejde ligger mig meget på sinde. Det viser, at når selv et lille land som Danmark går forrest, så kan vi vise vejen for større lande i den grønne omstilling af vores samfund. Derfor var jeg også glad for at kunne tale på Raisina i dag, hvor blandt andre premierminister Modi deltog. At Danmark var inviteret som en af hovedtalerne ved konferencen, bekræfter det nære forhold mellem Danmark og Indien”

Den 28. september 2020 mødtes statsminister Mette Frederiksen virtuelt med den indiske premierminister Narendra Modi. De to regeringschefer besluttede at etablere et Grønt Strategisk Partnerskab, der skal udbygge og styrke det dansk-indiske samarbejde inden for fire sektorer, herunder energi, bæredygtig byudvikling, vand samt immaterielle rettigheder (Intellectual Property Rights, IPR).

Danmark var angiveligt det første land, der indgik et strategisk grønt partnerskab med Indien.

Statsministerens sande interesser

Statsministerens interesse for Indien er interessant. Hun er ellers mest kendt for sin langvarige interesse i og engagement for det afrikanske kontinent, og især for den (helt overvejende) del af det, der ligger syd for Sahara.

I bestræbelserne på at støtte de sortes kamp mod det hvide herredømme i Sydafrika meldte hun sig allerede i 1990 ind i ungdomsafdelingen af Nelson Mandelas parti, ANC – ANC Yout, ligesom hun har rejst rundt med sin keynesianske kæreste og på egen krop mærket afrikanernes livsvilkår.

Efter en Bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007 (sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, i dag børne- og undervisningsminister) opnåede hun en Master i afrikastudier ved Københavns Universitet i 2009. Den store interesse for Afrika gav hende undervejs i DSU (bl.a. af Martin Rossen) tilnavnet, ”Afrikas Dronning”.

Politisk rejselyst inden Coronaen

Tidligere var der ikke en Corona-epidemi til at tøjle danske ministres uhæmmede rejselyst på skatteborgernes regning. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte således Indien fra 18.-20. januar 2019 i spidsen for en større dansk erhvervsdelegation.

Lars Løkke fortsatte dermed den strøm af danske ministre, der prøvede at tilfredsstille en længsel efter Østens mystik, der er næret af Kipling og en række romantiske Tv-produktioner om en svunden tid, hvor Indien var juvelen i det britiske imperium. I pauser i sightseeingen nåede Lars Løkke dog både at indvie den nybyggede danske ambassadebygning i New Delhi, og åbne et nyt Danske Kulturinstitut.

Daværende energi- og industriminister, Anne Birgitte Lundholt, var på officielt besøg i Indien 1. – 8. marts 1992. På foranledning af DONG Energy indgik Energiministeren en samarbejdsaftale med den indiske minister for elektricitet og ikke konventionelle energikilder, Kalp Nath Rai.

Aftalen gav ikke anledning til stigende eksport af dansk energiteknologi, men blev fulgt af flere ministerbesøg. Senere besøgte daværende udenrigsminister Anders Samuelsen Indien i 2018, og før det var den eventyrlystne klimaminister Lars Christian Lilleholt i Indien i 2017.

Da udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. maj 2020 mødtes med sin indiske kollega, Dr. S. Jaishankar, skete det virtuelt. Alligevel lykkedes det aftale nærmere om det grønne strategiske partnerskab, som Mette Frederiksen senere etablerede med premierminister Narendra Modi.

Problemet er, at Indien og Danmark ikke har fælles værdier eller fælles interesser – ikke engang økonomiske!

Bollywood

Ifølge udenrigsministeriet havde Lars Løkke Rasmussen under besøget i 2019 mulighed for at danne sig et godt indtryk af den spændende udvikling i den indiske filmindustri – Bollywood. Indiske film, der længe har domineret i Asien, er nu ved at vinde indpas også i den vestlige verden, og det forlyder, at Lars Løkke Rasmussen totalt har overgivet sig til genren, som han nu menes at foretrækker frem for Peking-opera.

Eksportfremme

Det skal dog ikke glemmes, at det egentlige formål med statsministerens eksotiske rejse var at øge eksporten af fødevarer, søfart og grøn teknologi til Indien.

På trods af indsatsen af talrige danske ministre, er realiteten, at den danske eksport til Indien er meget begrænset og faktisk faldende. Trods intense bestræbelser på at øge afsætningen af fødevarer bl.a. i en periode med bistand fra en udstationeret statskonsulent på ambassaden i Delhi, er vareeksporten forsvindende, og det er stadig tjenesteeksporten i form af Mærsks søtransport, der tegner sig for de væsentligste indtægter.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Den faldende danske eksport til Indien skal vurderes på baggrund af en indisk økonomi med årlige vækstrater på omkring syv procent. Den indiske erhvervspolitik, der fokuserer på at understøtte de nationale produktionssektorer, herunder ikke mindst landbruget, skal dog også tages i betragtning.

Under alle omstændigheder er realiteten, at hverken muslimer eller hinduer sætter pris på danske svinekødsbaserede fødevarer, og at man simpelthen ikke har hverken interesse i eller råd til den danske højt besungne grønne energiteknologi.

Holck-sagen

Der er tidligere blevet spekuleret i, om den stagnerende eksport også kan have en sammenhæng med sagen om danskeren Niels Holck, der i 1995 med til at kaste våben ned til oprørere i den indiske delstat Vestbengalen.

Efterfølgende forsøgte den indiske stat at få Niels Holck udleveret til strafforfølgelse.

De danske myndigheder imødekom i første omgang ønsket om udlevering. Men Niels Holck gik til domstolene, der afviste anmodningen om udlevering. I december forrige år kom der så en ny anmodning fra Indien om udlevering.

Holck-sagen har betydet, at det diplomatiske forhold mellem Danmark og Indien i en lang periode efter 2011 har været under frysepunktet. Danske rejsende til Indien chikaneres med besværlige visumregler og andre obstruktioner, der klart viser hvordan de indiske myndigheder ser på Danmark.

Indien har kun begrænset interesse i Danmark

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien med en befolkning på 1,25 mia. mennesker beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét. Frem til finanskrisen kunne Indien samtidig opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct. Vestlige firmaer, herunder danske, etablerede datterselskaber i Indien og søgte at drage fordel af det lave omkostningsniveau, og det relativt høje uddannelsesniveau f.eks. inden for it-teknologi.

Indien har ligeledes foretaget direkte investeringer i it-sektoren i Danmark.

Det er dog ikke uproblematisk at etablere sig i Indien. Den indiske befolkning består af andet end hinduer. Hinduerne udgør cirka 80 pct., men 12 procent er muslimer, cirka to procent kristne og lidt færre sikher og buddhister. Vi taler altså om en betydelig koncentration af muslimer – 150 millioner i det hinduistiske sekulære Indien!

Mens det internationale samfund har været optaget af Islamisk Stat (IS) fremfærd i Syrien og Irak, og Taleban i Afghanistan og Pakistan, prøver al-Qaeda at få fodfæste i Indien. Det er ikke overraskende, at de folkerige muslimske samfund i Indien og omliggende samfund i Bangladesh og Myanmar påkalder sig særlig interesse fra fundamentalistiske bevægelser.

Peter Taksøe-Jensen og udredningen af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Regeringen udpegede i 2015 ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til at forestå en udredning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Udredningen motiveredes med behovet for at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og sammenhængende dansk udenrigs-, sikkerheds-, forsvars- og handelspolitik. I foråret 2016 fremlagde Taksøe-Jensen det samlede strategiske bud på, hvilke kerneopgaver Danmark kan og skal løse uden for landets grænser, samt hvordan vi i den forbindelse bedst fremmer danske interesser.

Redegørelsen ses ikke at have haft indflydelse på dansk udenrigspolitik, der i øjeblikket er overladt til udenrigsminister Jeppe Kofod.

Jeppe Kofods værdier?

Skandale og kritik afholder ikke Jeppe Kofod fra at gøre brug af meget stærke og principfaste udtryk, når han skal beskrive sine ambitioner for Danmarks udenrigspolitik: ”Når Danmark går ud i verden, skal det være med slebne kanter og stenhård kerne. Som bornholmsk granit”, skrev han i en kronik i Politiken sidste år.

I september 2020 sagde Kofod til DR, at Danmark skal have ”en markant, stærk og værdipolitisk« profil, som i højere grad skal fokusere på demokrati og menneskerettigheder. Det er vigtigt for Danmark at være offensiv, ”ellers er der andre, der kommer til at definere, hvilken verden vi kommer til at leve i”, sagde ministeren dengang.

Menneskerettigheder i Indien

Jeppe Kofod har dog været påfaldende tavs om menneskerettigheder i Indien. Der er eller nok at tage fat på i forhold til online chikane af kvinder, seksuelle overgreb imod børn, diskrimination som følge af kastesystemet. Beskyttelsen af sundhedsarbejdere under COVID-19-pandemien har været mangelfuld og hadforbrydelser mod muslimer forekommer upåtalt af myndighederne. Tværtimod har politiet været medansvarlig for volden imod muslimer, og der foreligger rapporter om arbitrære tilbageholdelser og internet-restriktioner i forbindelse med konflikten med Pakistan om provinsen Kashmir.

Lars Løkke Rasmussen har etableret ”et mødested”, der angiveligt skal blive et nyt politisk parti. Ifølge Løkke er der omkring 15.000 medlemmer af det nye netværk.

Det nye parti skal være ”en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat, der kan skabe fremdrift og forandringer i et krydsfelt mellem en ’blå blok’, der martres af værdipolitikken og en ’rød blok’, der hænger fast i et fortidigt syn på individ og stat”.

Javel, men er det noget, Lars Løkke Rasmussen kan levere?

Vi kender Løkkes notoriske privatøkonomiske rod, fiflerierne med bilag, forbindelsen til kvotekonger og boligspekulanter og i det hele taget en moralsk habitus, der burde forbyde offentlige hverv og enhver omgang med offentlige midler eller andre folks penge.

Lars Løkke Rasmussen er således blottet for klassisk borgerlig samfundsmoral, men hans politiske virke har heller ikke afsat bevaringsværdige aftryk – tværtimod er hans politiske karriere brolagt med monumentale fiaskoer.

Lars Løkke Rasmussen har et væsentligt ansvar for, at landsbysamfundene blev smadret af kommunalreformer og svælget mellem København og udkantsdanmark opstod. For politireformen og retskredsreformen, der tvinger kommuner til at oprette egne vagtkorps. For at skolerne blev ødelagt af folkeskole- og gymnasiereformen. For at universiteterne blev drænet og udsultet af taxametre og forskningsfaktura. For at arbejdsløse er blevet endnu mere fornedret af rettidighedskrav i jobcentrene. Og for at skattesystemet blev ødelagt. Kort før Lars Løkke Rasmussen blev vist til døren i 2019, præsenterede han en ny reform – denne gang af Sundhedsvæsenet. Reformen havde ingen opbakning – end ikke i Venstre, og vi har ikke siden hørt et ord om dette han seneste bidrag til ”new public management”.

Der er således ingen som helst udsigt til, at Lars Løkke Rasmussen vil kunne levere svar på de udfordringer vi står overfor. Vil Løkke fjerne gøgl og tværfaglighed i skolen? Vil Løkke kunne sikre, at forbrydere ender i fængsel – og bliver der? Vil Løkke være parat til en konsekvent udlændingepolitik, der smider udviste og kriminelle udlændinge ud og opsiger de konventioner, der forhindrer politik i national interesse? Vil Løkke fjerne ulandsbistand til Kina og terrororganisationer? Vil Løkke fjerne tilskuddene til alle de venstreorienterede NGOer, der dominerer debatten indenfor social-, sundheds-, undervisnings-, klima- og miljøområderne. Vil Løkke lukke gakkede centre for identitetspolitik på universitetet, rydde op på RUC og Kunstakademiet, og gøre op med den kvælende woke- og cancelkultur, der tilsidesætter merit? Vil Løkke ophæve de i 2013 indførte indskrænkninger om lov om offentlighed i forvaltningen? Ville Løkke have håndteret Coronaepidemien anderledes end Mette Frederiksen?

På trods af både sang og dans, lykkedes det ikke Lars Løkke Rasmussen at komme i betragtning ved den seneste fordeling af poster i EU. Danmarks halvhjertede EU-medlemskab og hans egen track-record stod i vejen. På det personlige plan var COP15 udslagsgivende for, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen heller aldrig kommer i betragtning til en betydningsfuld international toppost uden for EU. Løkke Rasmussens senere performance i GGGI bekræftede for mange det negative indtryk, de havde fået i de sene nattetimer i Bella Centeret i 2009.

Søren Pind har i en kommentar i Berlingske Tidende sagt:

”Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig. Men det har du selv et medansvar for. Jeg er ikke moralist. Men dit rod … Som vi igennem årene er andre, der har måttet kaste os ud foran bussen for at samle op”.

Dagbladet Information har ligeledes peget på Lars Løkke Rasmussens personlige motiver:

”Det handler ikke om at redde dansk politik, men om at redde ham selv”.

Imens kan vi følge Lars Løkkes hektiske hundekunster på reality-tv, i klummer i B.T., på webinarer, i foredrag og i nye bøger.

Regeringen vil udsende danske jægersoldater til Mali for at bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat og Al-Qaeda. Terroristernes base i Vestafrika og Sahel-området udgør ifølge regeringen en akut fare mod lokalbefolkningen og dansk og europæisk sikkerhed.

Derfor vil regeringen styrke Danmarks bidrag til stabilisering af området, men spørgsmålet er, om militære operationer ikke vil forværre situationen. Libyen har således været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

Danmark har selv et stort medansvar for det nuværende kaos i Mali og Sahel-området

Baggrunden var det oprør, der den 15. februar 2011 – formentlig inspireret af Det Arabiske Forår – udbrød i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen, for at beskytte civilbefolkningen.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen og i store dele af Sahel-området i Afrika, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet. Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Mali

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede soldater.

Islamiske militante har derfor siden begyndelsen af 2012 været aktive og har reelt kontrolleret hele den nordlige del af Mali. Frankrig har militært været til stede siden 2013 og støttet den dengang nyvalgte præsident Ibrahim Boubacar Keita. Siden parlamentsvalget i marts-april 2020 har det imidlertid været klart, at præsidenten havde mistet kontrollen over Mali.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Danmarks rolle i Mali

Danmark har tidligere sendt både soldater, helikoptere og et Herkules-transportfly til Mali. Indsatsen har været begrundet med at være et bidrag til både FN-operationen MINUSMA og en fransk ledet militær aktion.

Mali er et af Afrikas største lande, præget af ekstrem fattigdom, politisk ustabilitet og terror. Men her er også betragtelige naturrigdomme, ikke mindst guld, og der er store økonomiske interesser på spil.

Danmarks militære tilstedeværelse i landet har tydeligvis ikke stabiliseret noget som helst. Den ekstreme fattigdom og manglen på menneskerettigheder har udløst modstand mod både præsidenten og de udenlandske soldaters tilstedeværelse i landet.

Statskup

Den 18. august 2020 tog en gruppe officerer i Malis væbnede styrker kontrollen og præsidenten blev interneret på militærbasen Kali nær hovedstaden Bamako, ligesom premierminister Boubou Cissé og nøgle-ministre blev fængslet.

Udviklingen er en begmand til Frankrig og præsident Macron, der har brugt mange kræfter på at overbevise Danmark og andre EU-lande om, at europæere har en fælles interesse i at forblive engageret i Mali og regionen, hvor Frankrig hidtil har stået alene med problemerne.

Indenrigspolitiske grunde?

Selvom det nu ser ud til, at Frankrig har fået overtalt den danske regering til endnu et håbløst eventyr i Afrika, er der intet som helst, der tyder på at det vil afhjælpe moradset og forbedre forholdene for den hårdt prøvede befolkning i Mali.

Den eneste fordel, der kan øjnes er, at indsatsen af danske jægersoldater i Mali for en stund vil aflede den hjemlige politiske pres på forsvarsminister Bramsen.

Ganske mange af de 179 medlemmer af Folketinget hylder princippet om at den, der lever skjult, lever godt. I hvert fald er der mange af medlemmerne, der selv efter flere års medlemskab af Folketinget er helt ukendte udenfor valgkredsen.

Det er også gået nærmest upåagtet hen, at Folketingsmedlemmerne den 1. april fik en lønforhøjelse på cirka 13.000 kroner om året for et menigt folketingsmedlem.

Er bedre aflønning berettiget?

Vi hører ofte om folketingsmedlemmernes sygeorlov, så bedre aflønning er måske fuldt berettiget?

I modsætning til almindelige lønmodtagere og dagpengemodtagere skal folketingsmedlemmer, regionsrådsmedlemmer og kommunalpolitikere på intet tidspunkt fremvise så meget som skyggen af en lægeerklæring, hvis de er på længerevarende sygeorlov.

Dermed kan politikere være langtidssygemeldte med fuldt vederlag uden at skulle bevæge sig ned på jobcenteret.

Debatten om politikernes sygemeldinger er blusset op som følge af en række spektakulære sager. Det er almindelig kendt, at Ida Auken har være sygemeldt i længere tid som følge af den stressede tilværelse som medlem af Radikale Venstre. Henrik Sass Larsens og Morten Østergaards sygeorlov har været udførligt bekrevet i pressen. Andre sager viser, at blandt nogle politikere er narko-kørsel, sex-skandaler, mandatsvig og bedrag også anerkendte sygdomme.

Jakob Engel-Schmidt

Lars Løkke Rasmussens nye sekretariatschef, Jakob Engel-Schmidt, var som medlem af Folketinget fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.

Ninna Hedeager Olsen

Den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten var sygemeldt i 4 måneder, fordi der efter en fest i hendes seng befandt sig 3 kvinder og 1 mand, hvor der var begået et påstået seksuelt overgreb mod borgmesterens lesbiske veninde. Den påståede misdæder er siden blevet pure frifundet ved Landsretten.

Rune Lund

Læge Marianne Mørk Mathiesen, medlem af regionsrådet Syddanmark for Liberal Alliance, har gjort opmærksom på, at Rune Lund, medlem af Folketinget for Enhedslisten, tidligere har været sygemeldt i tre måneder på grund af en sprunget akillessene. Han kunne ikke varetage sit kontorjob i Folketinget, men kunne godt i sygefraværsperioden rejse til Odense og deltage i en debat.

Morten Messerschmidt

Morten Messerschmidt (DF) var sygemeldt i syv måneder, da han blev anklaget for bedrag med EU-penge.

Kurt Jakobsen

Medlem af Esbjerg Byråd, Kurt Jakobsen fra Venstre lod sig sygemelde på ubestemt tid, da han blev dømt for mandatsvig mod sin tidligere arbejdsplads, Naturstyrelsen Vadehavet. Alternativt ville han blive ekskluderet af Venstre.

Jeppe Kofod

Den nuværende udenrigsminister, socialdemokraten Jeppe Kofod sygemeldte sig, da han år tilbage blev eksponeret i pressen på grund af en seksuel eskapade med en 15-årig.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede

Da Vederlagskommissionen i 2016 fremlagde sin rapport, fremgik det, at et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i april 2015 svarede til 1.010.000 kr. om året.

For alle 179 folketingsmedlemmer svarede det allerede dengang til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i april 2015 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Da den amerikanske centralbank, The Fed, onsdag den 7. april 2021 kl. 14 amerikansk østkysttid offentliggjorde det officielle referat fra mødet den 16. og 17. marts 2021 i centralbankens markedsudvalg, Federal Open Market Committee, FOMC, havde det umiddelbart en positiv, men begrænset effekt på de amerikanske aktiemarkeder.

S&P 500 og S&P 500 futures steg med omkring 0,5 pct. til godt 4097, Dow Jones Industrial Average var nærmest flad med en stigning på under 0,2 pct. til knap 33503, mens det tech-tunge Nasdaq-index steg med omkring 1 pct. til godt 13829.

Umiddelbart efter mødet i FOMC blev børsverdenen detaljeret informeret om drøftelserne i udvalget, og herunder at den amerikanske centralbank var indstillet på i den forudselige fremtid (foreseeable future) fortsat at købe statsobligationer og værdipapirer i markedet for at holde inflationsudvikling og beskæftigelse på rette spor.

Alligevel blev det officielle referat underkastet en nøje granskning af Wall Street-analytikerne. Skulle der mon i et bestemt ord eller i en bisætning gemme sig et signal om justering af den ekspansive pengepolitik? Kunne det alligevel forventes, at renten ville stige, hvilket ville være ensbetydende med korrektioner af aktiekurserne?

Det var ikke tilfældet denne gang, men det bemærkelsesværdige er, at mens et komma i et centralbankdokument, kan ændre aktiekurserne, kunne præsident Bidens tilkendegivelse af, at de kommende massive offentlige investeringer i infrastruktur skal finansieres af en forhøjelse af selskabsskatten, ikke registreres på børsen.

Præsident Trump reducerede selskabsskatten til 21 pct. og Bidens forslag ville indebære en forhøjelse til 28 pct. Republikanerne er modstandere af forhøjelsen, men også mange Demokrater vil være betænkelige ved at forhøje selskabsskatten til mere end 25 pct.

Tibet-Kommissionen fokuserer i stigende grad på Udenrigsministeriets ansvar for den danske ordensmagts ulovlige håndtering af demonstrationer mod Kinas politik i Tibet under det kinesiske statsbesøg i Danmark i 2012 samt to efterfølgende besøg på højt niveau i 2013 og 2014.

Kommissionen har allerede udvidet listen af afhøringer med en måned fra maj og ind i juni. Blandt andet skal den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, afhøres igen. Det er for tredje gang. Mens Friis Arne Petersen var ambassadør i Kina, blev Hu Jintaos statsbesøg i København i 2012 regnet for at være den helt store diplomatiske præstation.

Vi ved fra tidligere afhøringer i Tibet-Kommissionen, at Friis Arne Petersen – både som direktør i Udenrigsministeriet 1997 til 2005, som ambassadør i Kina 2010 til 2015 og som ambassadør i Tyskland 2015 til 2020 – havde den opfattelse, at for at undgå at kinesiske besøgende ”tabte ansigt” kunne det være nødvendigt at bøje reglerne.

Tidligere indhentningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste, den nu pensionerede oberst Steffen Wied, har ifølge Berlingske i Tibetkommissionen berettet om et for kommissionen hidtil ukendt brev fra Københavns Politi – og en opsigtsvækkende ordveksling med Friis Arne Petersen, mens Wied gjorde tjeneste som forsvarsattaché ved ambassaden i Berlin.

Ifølge referatet havde den tidligere direktør i Udenrigsministeriet og ambassadør i Kina Friis Arne Petersen angiveligt ikke meget til overs for Folketingets beslutning om at granske Københavns Politis krænkelser af fredelige pro-Tibet-demonstranters ytringsfrihed under den kinesiske præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.

”Da Tibetkommission I blev nedsat, harcelerede han (Friis Arne Petersen, red.) over, at der blev gjort så meget ud af den sag. Det var fuldstændig unødvendigt, og han mente, at når der var så betydningsfuldt et besøg som det her, så måtte man også bøje reglerne”, sagde Steffen Wied i Tibetkommissionen ifølge avisreferatet.

Friis Arne Petersen er efter sin pensionering i 2020 tilknyttet konsulenthuset Rud Pedersen, hvor evnen til at imødekomme betydningsfulde kunder utvivlsomt er værdsat.

Jakob Engel-Schmidt forlader en stilling som PA Director hos Rud Pedersen Public Affairs, der er mest kendt for at sælge konsulentydelser leveret af kapaciteter som den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen, og den fra Tibet-sagen kendte, tidligere ambassadør for Danmark i USA, Kina og Tyskland, Friis Arne Petersen.

Engel-Schmidt oplyser, at stillingen som sekretariatschef for Lars Løkke Rasmussens politiske netværk indebærer et vemodigt farvel til Rud Pedersen Public Affairs, hvor han sammen med gode kollegaer de seneste år har rådgivet virksomheder og NGO’er om dansk politik.

Rud Pedersen og Falck-sagen

Rud Pedersen har hidtil været mest kendt for involveringen i Falcks ulovlige adfærd i Bios-sagen.

Baggrunden for offentlighedens indsigt i Rud Pedersens metoder var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Tidligere kommunikationschef i Københavns Lufthavn, Peter Goll, orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck masterplanen, der involverede flere kommunikationsbureauer, herunder Rud Pedersen og Advice, og som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Advice præsenterer sig selv som et integreret bureau, der har taget det bedste fra digital-, marketing-, reklame- og kommunikationsbureauet og smeltet sammen og ”koblet det med vores stærke rødder i strategisk rådgivning”.

Socialdemokratiets tidligere partisekretær, Jens Christiansen

I Falck-sagen var det den daværende direktør for Advice, den tidligere socialdemokratiske partisekretær Jens Christiansen, der stod for den strategiske rådgivning af Falck. Jens Christiansen er i dag særlig rådgiver for bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek.

Carsten Hansens baggrund

Det er ikke ganske klart hvilke ydelser og til hvem Carsten Hansen gennem Rud Pedersen Public Affairs leverer ”konsulentydelser”. Det vides således ikke, om det er hans baggrund som varmemester, som formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2006-2011, som formand for kaffe- og brændevinsklubben ”Rustbankerne”, som sex-krænker eller som minister for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde 2011 – 2015, der er baggrundens for hans ansættelse hos Rud Pedersen Public Affairs?

Danmarks Radio

Danmarks Radio kunne den 14. februar 2021 præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

På tilsvarende måde var det ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, men Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Jakob Engel-Schmidt

Jakob Engel-Schmidt har efter eget udsagn befundet sig godt i det særlige miljø hos Rud Pedersen, men han vil utvivlsomt også passe godt sammen med Lars Løkke Rasmussen.

Dengang Engel-Schmidt stadig var medlem af Venstre var han fuldt aflønnet på sygeorlov i ni måneder efter afsløringen af, at han var blevet taget af politiet for narkokørsel. Sygeorloven blev afløst af en ”almindelig orlov”, hvor han optjente eftervederlag, mens han under orloven havde lønnet arbejde.