Kristian Madsen forlader Politiken og tiltræder direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).
Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 (inden 3F’s involvering i Falck-skandalen) og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.
Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.
Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.
Kristian Madsen kunne gøre en helt blank Helle Thorning-Schmidt til en vinder. Om han kan gøre det samme med A4 Medier vil vise sig.
Kampmann
Som chefredaktør på A4 Medier afløses Nicolai Kampmann, der til gengæld har meldt sit kandidatur til Socialdemokratiet i Hvidovre-kredsen til regionsrådsvalget i november. Om han bliver partiets kandidat i kredsen, bliver formelt set afgjort ved en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af april.
Nicolai Kampmann træder dermed i sin fars og farfars fodspor. Han far, Jens Kampmann, har været minister under Anker Jørgensen-regeringerne og hans farfar, Viggo Kampmann, var Danmarks statsminister 1960-62.
Når Socialdemokratiet rydder op
Dengang Nicolai Kampmanns farfar var statsminister i Danmark, blev der brugt håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Socialdemokratiet havde i begyndelsen af 1960’erne en ”god ven” i Politiet, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.
Betjenten – han hed også Madsen, dog Christian til fornavn – havde siden besættelsens sidste urolige og politiløse år været tær knyttet tæt til partiets ledelse, for hvem han fungerede som bodyguard, ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.
Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne.
Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”.
”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann
Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.
Helge Hjortdal har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.
Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.
I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, ”hvor døren kun kunne åbnes udefra”.
Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!
Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.
Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.
Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.
I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.
Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.
Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.
Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.
Den finske forbindelse
En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.
”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.
Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.
Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.
Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.
Gik af som statsminister i 1962
Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, og i maj stødte hjerteproblemer til. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.
Viggo Kampmann døde den 3. juni 1976.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 