Mens Meghan Markle (i modsætning til hendes velopdragne svigerinde) var overrasket over, at hun skulle neje for Dronningen, siger Peter Lund Madsen, hjerneforsker og radiovært, til Kristeligt Dagblad, at noget af det gode ved corona er, at vi slipper for at give krammere.
”Det er bare ikke mig at kramme, og jeg savner altså heller ikke at give hånd. Under coronakrisen har jeg vænnet mig til at bukke. Det er en respektfuld og ærbødig måde at møde folk på. Det er hyggeligere end at give hånd, og så slipper man for sygdom. De gør det meget i Japan, og det ser godt ud, så jeg har tænkt mig at fortsætte med at bukke”.
Andre har været inde på det samme, og hvor har de ret – tænk at slippe for overdrevne omfavnelser af langskæggede mænd, for risikoen for at kys på kinden og klodsede klap på den nedre del af ryggen opfattes som noget utilbørligt og for på TV at skulle overvære østeuropæiske despoter udveksle tungekys!
Anne Sophia Hermansen har i Berlingeren betegnet krammekulturen som ”en invasiv art, der har bredt sig fra den kreative klasse til resten af samfundet, og for mit vedkommende kulminerede den, da en cykelsmed lagde an til at blive krammet for at lappe min cykel. Ellers tak.”
Nu begår Hermansen måske et lille fejltrin – ville det måske være mere acceptabelt at blive krammet af en kulturpersonlighed? – men hendes pointe er god nok.
Det skal derfor foreslås, at det af Sundhedsstyrelsens retningslinjer kommer til at fremgå, at man i stedet for håndtryk, kys og kram bør holde en passende afstand og bukke og neje stilfuldt.
