Anders Fogh Rasmussens forhold til Kina – eller: Da Fanden blev gammel, gik han i kloster!

Langfredag den 2. april 2021 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parello-Plesner har også i tidligere indlæg forsøgt at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. VI må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Denne gang er Parello-Plesners ærinde at advare mod den kraftige statslige regulering af de sociale medier, der lægges op til i mange lande.

Vi må ikke glemme vores demokratiske værdier – hedder det, og der mindes om den autoritære fremfærd vi har set i Kina, der allerede fra 2009 lukkede af for vestlige platforme. Riget i midten har indført hårde straffe mod for eksempel spredning af rygter på egne sociale medier. Der skal kunne slås ned på anderledes tænkende, der ikke følger partiets diktater.

Det er nye toner, som formentlig har sammenhæng med, at Anders Fogh Rasmussens dækorganisation, Alliance of Democracies, er ramt af kinesiske sanktioner – angiveligt fordi organisationen har inviteret repræsentanter for Taiwan til arrangementer.

Sanktionerne betyder, at medarbejdere får forbud mod at indrejse i selve Kina samt de delvist selvstyrende kinesiske områder Hongkong og Macau. Desuden lukkes der for at gøre forretninger med kinesiske virksomheder.

Det er skæbnens ironi, at netop Anders Fogh Rasmussen udsættes for Kinas vrede. Ingen har som Fogh Rasmussen advokeret for kordiale forbindelser med Kina.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Anders Fogh Rasmussen indser nu – mere end 30 år efter begivenhederne på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.