Det må antages, at Nick Hækkerups EU-skepsis har spillet en væsentlig rolle for hans beslutning om at forlade regeringen. EU-domstolens underkendelse af de danske regler for telelogning var anledningen til at Hækkerup i Folketingssalen kaldte det ”forrykt”, at afsagte EU-domme tvinger Danmark til at ændre regler for den særlige telelogning.

”De er jo bare dommere. Hvorfor skal de have lov til at bestemme, hvad der skal være den politiske situation i Danmark? Hvorfor skal nogen, der ingen demokratisk legitimitet har, have lov til at bestemme?” lød det syrligt fra landets justitsminister.

Nick Hækkerup har derfor været dybt uenig i Mette Frederiksens beslutning om at søge forsvarsforbeholdet i EU ophævet ved en folkeafstemning. Nato er en del af Hækkerup-familiens DNA, og Hækkerup er dybt skeptisk – herunder over, at timingen af afstemningen er åbenlyst opportunistisk. Hækkerup mener ikke det er velovervejet at splitte den nationale enighed om Nato, forsvar og sikkerhed og udnytte en mulig krigsfrygt i befolkningen som følge af Ruslands krig i Ukraine.

Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder, der kort tid efter at være blevet stemt ud af kanslerkontoret personligt blev tilbudt og takkede ja til en stilling som formand for aktionærkomiteen i Nord Stream 1 af Vladimir Putin, og som også sidder i bestyrelsen det russiske olieselskab Rosneft, må nu finde sig i at blive betegnet som ”usling”.

Selv efter Putins invasion af Ukraine har Gerhard Schröder ikke trukket sig fra sine lukrative stillinger i russiske virksomheder, og her er der ingen anger eller selvransagelse at spore, og der er ingen fordømmelse af Putin eller den russiske hærs brutale fremfærd. Tværtimod har Schröder været stærkt kritisk over for øgede sanktioner mod Rusland.

Hvorfor er jeg ikke det mindste overrasket over at Danmarks tidligere udviklingsminister, den radikale Christian Friis Bach, også har været blandt de tidligere medlemmer af Europas magtelite, der har taget mod lukrative poster til gengæld for loyalitet imod og lobbyisme på vegne af Ruslands præsident, Vladimir Putin?

Efter at Rusland har indledt den første krig mellem to europæiske stater siden Anden Verdenskrig, har Danmarks tidligere udviklingsminister, Christian Friis Bach, sagt sin kontrakt med en russisk virksomhed op. Han har skrevet på sin Facebook-side, at han trækker sig som konsulent for den russiske telegigant MTS, hvor han for et honorar på 40.000 dollar har været tilknyttet som rådgiver for miljø, sociale forhold og ledelse.

Christian Friis Bachs skammelige optræden i Rusland ligger godt i tråd med Det Radikale Venstre, der allerede i 1949 stemte mod Danmarks deltagelse i NATO. Partiet havde et betydeligt medansvar for den såkaldte ”fodnotepolitik” fra 1982-88. Det Radikale Venstre gik ikke op i anstændighed og politisk korrekthed, da partiet sikrede det parlamentariske flertal til alle fodnote-dagsordnerne op gennem 80’erne.

I hele perioden og frem til regimets sammenbrud plejede Det Radikale Venstre samtidig utilbørligt tætte forbindelser med det Stasi-styrede Bondeparti i Østtyskland/DDR.

FN blev grundlagt kort efter 2. Verdenskrigs afslutning, den 24. oktober 1945, af 51 medlemslande – blandt andre Danmark – med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande.

FN bekræfter for tiden, hvor inkompetent og fodslæbende organisationen er. Efter to måneder og utallige opfordringer, senest nærmest desperate opfordringer til at leve op til målsætningen – at sikre fred, overholdelse af menneskerettigheder og arbejde for at løse internationale problemstillinger – overkommer António Guterres først nu turen til Rusland.

Guterres formår dermed at blive selve billedet på den bovlamme organisation. En trind, ældre herre, der modstræbende og hændervridende sætter portvinsglasset fra sig for at finde plads på flyets førsteklasse sæde – for endelig at vise lidt engagement.

Det er trist og ulykkeligt. Samtidig må vi konstatere, at kineserne og inderne (og Ecco) blot fortsætter udbygningen af handlen med Putin. António Guterres kunne passende fortsætte turen til Beijing og New Delhi og der sætte pres på de autoritære krejlernationer, der med interesse følger krigen i Ukraine for om muligt at kunne profitere af den.

Den grønne dagsorden rykker på globalt plan, men der er sket en afkobling mellem den danske eksport af energiteknologi og de globale investeringer i grøn energi.

Paris-aftalen og mange internationale virksomheder har skruet op for de grønne ambitioner. Ifølge Det Internationale Energiagentur skal verden investere 2.000 mia. kr. i grøn energi om året, hvis vi skal leve op til 1,5 grader målsætning.

I EU er det aftalt, at 32 procent af EU’s energiforbrug skal dækkes af grøn energi i 2030. Hidtil har samme mål kun været på 27 procent.

Vigende markedsandele – eksporten af grøn energiteknologi stagnerer

DI Energi, Green Power Denmark, Energistyrelsen og Dansk Fjernvarme, har netop fremlagt beregninger over udviklingen i eksporten af energiteknologi.

I 2021 var Danmarks samlede eksport af energiteknologi og -services på 105,2 mia. kr. – omtrent det samme som i 2020, hvor eksporten blev opgjort til 105 mia. kr.

Til sammenligning steg den samlede danske vareeksport med 12,2 pct. fra 701,6 mia. kr. i 2020 til 787,2 mia. kr. i 2021.

Eksporten af energiteknologi udgjorde 11,3 pct. af den samlede danske vareeksport i 2021, hvilket er en tilbagegang sammenlignet med 2020 på 0,8 procentpoint.

Eksporten af energiservices udgjorde i 2021 16,1 mia. kr. mens den danske eksport af energiteknologi i 2021 op på 89,1 mia. kr. (efter et højdepunkt på 97,7 mia. kr. i 2019).

I eksportstatistikken skelnes mellem grøn energiteknologi og øvrig energiteknologi

Grøn energiteknologi dækker over to grønne erhvervsområder, som er defineret af Eurostat: 1) Udnyttelse af vedvarende energi – dvs. varer og teknologier forbundet med vindkraft (onshore og offshore), omdannelse af biomasse til bioenergi, jordvarme, bølgekraft og solenergi. 2) Bedre udnyttelse af energi – dvs. varer, teknologier forbundet med elbesparende teknologier, energistyring og -lagring, grønne transportløsninger, kraftvarmeteknologi, varmepumper osv.

Den øvrige energiteknologi omfatter primært energiteknologi knyttet til fossile brændsler, herunder offshore teknologi og produktionsteknologi til el. Desuden indgår teknologi knyttet til distribution og transmission af el, idet el fortsat overvejende produceres med fossile brændsler. Produktionsteknologi knyttet til vedvarende energi indgår i grøn energiteknologi.

Hvordan går det med eksporten af grøn energiteknologi?

Eksporten af den såkaldt grønne energiteknologi lå i flere år stabilt på omkring 70 mia. kr. om året, men faldt herefter (bortset fra 2019, hvor eksporten var helt oppe på 78,7 mia. kr.) I 2021 steg eksporten af grøn energiteknologi til 65,1 mia. kr. fra 63,3 mia. kr. i 2020. De grønne energiteknologier udgør således 73,1 pct. af eksporten af energiteknologi i 2021.

Kan stagnationen vendes?

Tilbagegangen i eksporten af grøn energiteknologi afholder gav anledning til, at tidligere Erhvervsminister Brian Mikkelsen nedsatte et såkaldt vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi. Vækstteamet kom i 2019 med 10 konkrete anbefalinger til bedre rammevilkår for dansk erhvervsliv, når det gælder muligheder for at bruge den grønne omstilling og øget digitalisering til vækst og innovation.

Det var meningen, at de ti anbefalinger fra vækstteamet skulle sætte turbo på eksporten af grønne løsninger og sikre, at verdens grønne energiløsninger også i fremtiden er ”Made in Denmark”.

Danmark styres af omkring 2500 medlemmer af Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd samt af utallige medlemmer af Menighedsråd, offentlige bestyrelser, råd, nævn og udvalg m.v.

Politikernes arbejdsvilkår, løn/vederlag/ydelser og pensionsforhold er ikke faste størrelser, men bestemmes i en dynamisk politisk proces. Der er således tale om et tag-selv-bord for politikerne.

De politiske partier må forvente en betydelig offentlig bevågenhed omkring disse forhold, og folkevalgte må indstille sig på kritik, hvis sømmelighedens grænser overskrides.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – de ”gamle regeringsbærende partier” – har dog altid kunnet finde sammen om at sikre ”rimelige forhold” for de politiske partier. Stående sammen har de kunnet ignorere alle indvendinger fra kritiske partier på såvel Venstre- som Højrefløjen, ligesom kritik i medier og den brede offentlighed har samme effekt som vand på en gås.

Den aktuelle debat om partistøtte i forbindelse med den lempelige behandling af Aalborg Portlands CO2-udledninger, må derfor forventes mødt af et skuldertræk fra de gamle partier.

Kritikken

Europarådets antikorruptionsenhed, Greco, har igen og igen kritiseret de danske partistøtteordninger, som udgør en uantagelig undtagelse i EU. Enhedens anbefaling er glasklar: Ingen politikere bør kunne få økonomisk støtte anonymt. Den anbefaling har Danmark kun delvist imødekommet.

Oplysningspligt overholdes ikke

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Desuden er det klart, at der ikke altid indberettes. Allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Privat partistøtte af begrænset betydning

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Det er især i forbindelse med valgkampe at private borgere og virksomheder støtter de politiske partiers kampagner. I et ”normalår” finansierer den private partistøtte til partierne kun omkring en sjettedel af partiernes aktiviteter.

Den skatteyderbetalte, offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987.

Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre) om at bevilge sig selv støtte. Partierne argumenterede for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på

• 34,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,75 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,75 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Allerede i 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Værdien af gratis rådgivning

Regeringspartierne har mulighed for at trække på gratis rådgivning til en årlig værdi af mindst 20 mio. kr. Altinget gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse af lønforholdene for regeringspartiets ”særlige rådgivere”. På det tidspunkt var der 21 skatteyderbetalte spindoktorer, der hver især blev aflønnet med op mod 1 mio. kr. ekskl. pension.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.

Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen var på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød, at allerede i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Vederlag til politikere

Den samlede offentlige partistøtte, der allerede i 2018 udgjorde over 340 mio. kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede.

Kommissionen nåede frem til, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer dengang svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i 2016 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.

Continue reading “Hård forsvarskritik fra USA” →

I en kommentar i Berlingske skriver en Frederiksberg-konservativ Nikolaj Bøgh, at svaret på den situation, Danmark står i, er at styrke vores alliancer med de lande, der grundlæggende deler vores verdensbillede og strategiske interesser. Det gælder først og fremmest NATO, og ”så langt øjet rækker, vil vores militære forsvar være forankret i et NATO-samarbejde under amerikansk ledelse”.

Så langt så godt, men Nikolaj Bøgh vil alligevel af med EU-forbeholdet. Han er selvfølgelig bevidst om, at en stor del af spidsborgerne på Frederiksberg ikke hører til de mest EU-begejstrede, og derfor slår den konservative mand på de mulige økonomiske fordele.

 Vi belæres om, at i de kommende år vil der foregå en massiv europæisk oprustning, hvor de europæiske lande med Tyskland i spidsen kommer til at styrke deres forsvar med hundreder af milliarder euro. I den forbindelse spiller det en stor rolle, at europæisk og dansk forsvarsindustri kan udvikle sig betydeligt, og blive en vigtig del af det samfundsgavnlige erhvervsliv, vi skal leve af i fremtiden.

Hvis Danmark ikke er med i EU’s forsvarspolitiske dimension, risikerer vi at miste muligheder for at profitere af den kommende oprustning.

Lækkert, ikke sandt?

Ja-partierne har ganske enkelt ikke nogen argumenter for, at danskerne skal stemme ja til afskaffelsen. Partierne forsøgte kynisk at udnytte den usikkerhed, der opstod ved Putins invasion af Ukraine. Men sandheden, som end ikke ja-partierne vil bestride, er, at et dansk ja 1. juni ingen som helst betydning har for Danmarks eller EU’s mulighed for at imødegå russisk aggression.

Ikke engang Ja-partierne betvivler, at det først og fremmest er Nato, der er garanten for vores sikkerhed, og så langt øjet rækker, vil vores militære forsvar være forankret i et Nato-samarbejde under amerikansk ledelse.

Afskaffelsen af forsvarsforbeholdet står og falder derfor med, om et flertal af vælgerne ønsker ”mere” eller ”mindre” EU.

Overbeviste europæere i Venstre vil ikke tøve med at stemme ja; det samme med omvendt fortegn for EU-modstanderne i Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Tilbage står den store gruppe af EU-skeptiske tvivlere, der har brug for gode argumenter for at sige ja.

Problemet for ja-partierne er, at disse gode argumenter simpelthen ikke eksisterer. Danskerne er givetvis optaget af at kunne forsvare sig mod potentiel russisk aggression, men det leverer et dansk ja ved folkeafstemningen 1. juni ikke. Tværtimod garanterer Ja-partierne at en EU-hær er et fatamorgana, selvom både den franske præsident Macron, den forhenværende tyske kansler Angela Merkel, den tidligere kommissionsformand Jean Claude-Juncker og den nuværende, Ursula von der Leyen, har talt højt og længe om en EU-hær.

Da Poul Schlüter og Firkløverregeringen den 10. september 1982 overtog regeringsmagten i Danmark, var det fordi den socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering var kørt fast. Økonomerne i Finansministeriet var klar over, at det gjaldt om at få knækket forventningerne til en fortsat høj inflation, der var ødelæggende for danske arbejdspladsers konkurrenceevne og udgjorde baggrunden for renter på boliglån på omkring 20 pct. og behovet for stadige nedjusteringer af kursen på den danske krone.

Anker Jørgensen, der ikke turde gå imod forventningerne hos almindelige socialdemokratiske lønmodtagere og i fagbevægelsen, om at den automatiske dyrtidsregulering i al evighed ville holde dem skadesløse, gik af.

Tankegangen var at lade en borgerlig regering gennemføre de nødvendige økonomiske justeringer, men at en sådan regering hurtigt ville falde som følge af interne uenigheder.

Sådan gik det som bekendt ikke. Firkløverregeringen gjorde det nødvendige – afskaffede den automatiske dyrtidsregulering og tilkendegav at kronekursen lå fast.

Disse tiltag og nødvendige justeringer i de offentlige udgifter gav anledning til voldsomme demonstrationer på Christiansborg Slotsplads og protester mod regeringens ”sociale massegrav”. Alligevel lykkedes det Poul Schlüter at holde fast i regeringsmagten i mere end 10 år.

Indgrebene i den automatiske dyrtidsregulering i 1982, Kartoffelkuren og en række andre korrigerende indgreb fra skiftende regeringer i den danske økonomi, har sikret, at vi i næsten 40 år har haft styr på økonomien i Danmark.

Nu er Mette Frederiksen-regeringen i færd med at genindføre dyrtidsreguleringen. Ganske vist ikke til alle, men denne gang til lige præcis de vælgergrupper, hvis stemmer man gerne vil sikre.

Mette Frederiksen klar til at uddele 5.000 kr. til de 290.000 pensionister, der i forvejen modtager en såkaldt ældrecheck. Der er også en skattefri check til førtidspensionister og et øget kørselsfradrag.

Tidligere er der besluttet at kompensere lavindkomstfamilier, der rammes af de stigende naturgaspriser.

Finansieringen flagrer i den tynde luft, men ifølge Mette Frederiksen er der ikke problemer med at krænke budgetloven, fordi ”det er ansvarligt at have en underskudsfinansiering af nogle ekstraordinære indsatser«!

Nationalbanken har vurderet, at den nuværende høje inflation på 6,0 pct. vil falde igen senere på året. Pengeudpumpningen og den ekspansive finanspolitik vil imidlertid øge det efterspørgselspres, der ligger bag prisstigningerne og dermed yderligere bidrage til inflationen.

JA-siden har travlt med at påpege, at EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde er mellemstatsligt. Det betyder – siger JA-siden – at hvis Danmark ophæver forbeholdet og tilslutter sig forsvars- og sikkerhedssamarbejdet overdrager Danmark ikke suverænitet, og Danmark har vetoret.

Alle beslutninger træffes i enstemmighed, hævdes det, og alle EU-lande skal være enige.

JA-siden påstår, at skulle forsvarssamarbejdet i EU henad vejen udvikle sig i retning af, at beslutninger kan træffes med et kvalificeret flertal, vil det være et såkaldt overstatsligt samarbejde, der vil det kræve en ændring af selve EU-traktaten. Enhver traktatændring kræver enstemmighed blandt EU-landene, og bagefter skal traktatændringen også godkendes i alle lande, og det vil i Danmark kræve en ny folkeafstemning.

Vælgerne vildledes på det groveste.

For det første er det tvivlsomt, at Danmark overhovedet har en veto-ret.

Med Luxembourgforliget i januar 1966 blev de daværende seks medlemslande enige om, at forslag, hvis indhold sætter et lands vitale interesser på spil, skal afgøres ved enstemmighed. Det giver på papiret ethvert land vetoret, men realiteten er, at vetoretten aldrig anvendes, da man som regel indgår forlig i Ministerrådet.

Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto – hverken i EF eller i EU. Det sker, at enkelte lande forsøger at stikke en kæp i hjulet på beslutningsprocessen i EU. F.eks. brugte EU’s udenrigsministre sidste år ganske lang tid på at blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland efter præsidentvalget, hvor styret slog hårdt ned på opposition og presse.

Cypern forsinkede beslutningen, ved at kæde støtten til sanktioner sammen med Cyperns skænderi med Tyrkiet om retten til at bore efter naturgas. Cypern ville sikre sig støtte fra de andre EU-lande, før landet ville sige ja til sanktioner. Det endte dog med enighed, og der blev indført sanktioner mod Hviderusland.

Der foregår imidlertid en løbende diskussion i EU, om ministerrådet skal kunne træffe afgørelse med kvalificeret flertal på en række afgrænsede områder.

Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har Europa-Kommissionen bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

• Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
• Afgørelser om indførelse af sanktioner
• Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet.

Vi får ingen traktatændring og folkeafstemning, derfor NEJ

Den gældende EU-traktat har ikke været til hinder for, at der allerede blandt deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Regeringens løfte om, at hvis EU’s militære samarbejde ændres så markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, at det vil kræve en traktat-ændring, så vil danskerne få en ny folkeafstemning, er derfor meningsløst og uden reelt indhold.