Nogle af pengestrømmene i dansk politik

Danmark styres af omkring 2500 medlemmer af Folketing, Kommunalbestyrelser og Regionsråd samt af utallige medlemmer af Menighedsråd, offentlige bestyrelser, råd, nævn og udvalg m.v.

Politikernes arbejdsvilkår, løn/vederlag/ydelser og pensionsforhold er ikke faste størrelser, men bestemmes i en dynamisk politisk proces. Der er således tale om et tag-selv-bord for politikerne.

De politiske partier må forvente en betydelig offentlig bevågenhed omkring disse forhold, og folkevalgte må indstille sig på kritik, hvis sømmelighedens grænser overskrides.

Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – de ”gamle regeringsbærende partier” – har dog altid kunnet finde sammen om at sikre ”rimelige forhold” for de politiske partier. Stående sammen har de kunnet ignorere alle indvendinger fra kritiske partier på såvel Venstre- som Højrefløjen, ligesom kritik i medier og den brede offentlighed har samme effekt som vand på en gås.

Den aktuelle debat om partistøtte i forbindelse med den lempelige behandling af Aalborg Portlands CO2-udledninger, må derfor forventes mødt af et skuldertræk fra de gamle partier.

Kritikken

Europarådets antikorruptionsenhed, Greco, har igen og igen kritiseret de danske partistøtteordninger, som udgør en uantagelig undtagelse i EU. Enhedens anbefaling er glasklar: Ingen politikere bør kunne få økonomisk støtte anonymt. Den anbefaling har Danmark kun delvist imødekommet.

Oplysningspligt overholdes ikke

De gældende regler for partistøtte kræver, at der oplyses om donorer, der giver mere end 20.600 kroner, men ikke hvor meget de giver.

Desuden er det klart, at der ikke altid indberettes. Allerede i 2016 blev det i bogen “Skjulte Penge”, skrevet af journalisterne Carl Emil Arnfred og Chris Kjær Jessen, oplyst at en række danske politikere ikke rettidigt havde oplyst om økonomisk støtte fra forskellige såkaldte erhvervsklubber.

Demokratiske kultur og støtte til politiske aktiviteter

Traditionelt har det i den danske demokratiske kultur været en given ting, at de politiske partier selv beslutter, hvordan de finansierer deres politiske aktiviteter, og hvilke aktiviteter de vil bruge deres ressourcer på. Danske partier var i folkestyrets klassiske tid private og økonomisk autonome organisationer – helt uafhængige af staten. Politiske partier er heller ikke nævnt overhovedet i Grundloven.

De ”gamle partier” – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti – var gennem det 20. århundrede statsuafhængige bevægelser, private og frivillige sammenslutninger, som mobiliserede store dele af befolkningen til at deltage i politik. Til eksempel var Socialdemokratiet i 1960 fuldt og helt finansieret af medlemmerne og af fagbevægelsen.

Hvis vi ser historisk på det, ville det tidligere have været utænkeligt at lade partierne finansiere af statskassen. Da partierne var private foreninger, var deres regnskaber helt frem til 1990 private på linje med andre private foreninger.

Privat partistøtte af begrænset betydning

Det er stadig et grundvilkår for partiernes virke, at partierne er private foreninger, men i takt med den dalende medlemstilslutning har finansiering alene af en kombination af medlemskontingenter og private bidrag været et problem i visse partier.

Det er især i forbindelse med valgkampe at private borgere og virksomheder støtter de politiske partiers kampagner. I et ”normalår” finansierer den private partistøtte til partierne kun omkring en sjettedel af partiernes aktiviteter.

Den skatteyderbetalte, offentlig partistøtte

I december 1965 blev det vedtaget, at folketingsmedlemmerne skulle have en vis bistand ved ansættelse af medhjælpere, kontormedarbejdere osv., men direkte offentlig støtte til partierne blev først lovfæstet i 1986 med virkning fra den 1. januar 1987.

Støttebeløbene var dengang uskyldigt små (5 kr. pr. stemme).

Vedtagelsen i Folketinget dengang skete uden nogen principiel debat, idet der på forhånd var enighed blandt de gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre) om at bevilge sig selv støtte. Partierne argumenterede for, at den skatteyderbetalte partistøtte skulle opfattes som borgernes investering i demokratiet!

Loven blev vedtaget, og kun VS, Fremskridtspartiet og Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre stemte imod. Venstres ordfører, Svend Heiselberg, fremhævede under debatten, at statstilskuddet kun måtte blive et supplement og ikke erstatte medlemskontingenterne.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 1987, er tilskudsbeløbet steget betydeligt, og udover diverse ad hoc-puljer til oplysningsvirksomhed m.v. ydes en fast årlig støtte til partierne på

• 34,50 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  
• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,75 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,75 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Allerede i 2018 androg den offentlige partistøtte efter antal stemmer ved Folketings-, Kommunal- og Regionalvalg i alt 153.433.678

Værdien af gratis rådgivning

Regeringspartierne har mulighed for at trække på gratis rådgivning til en årlig værdi af mindst 20 mio. kr. Altinget gennemførte i slutningen af 2020 en undersøgelse af lønforholdene for regeringspartiets ”særlige rådgivere”. På det tidspunkt var der 21 skatteyderbetalte spindoktorer, der hver især blev aflønnet med op mod 1 mio. kr. ekskl. pension.

Forhøjet støtte til Folketingets partier

Ud over partistøtten ydes skatteyderbetalt støtte til faglig bistand til Folketingets partier.

Støtten var oprindelig i 1965 tænkt som støtte til medlemssekretærer, rådgivere og pressemedarbejdere, kontorhold m.v. men det er i realiteten op til de enkelte partier, hvordan støtten anvendes.

Partierne aftalte i slutningen af 2016 at hæve partistøtten – såvel grundbeløbet som beløbet pr. mandat. Stigningen var på 40 pct. svarende til 52.098.816 kr. og dermed bringes den samlede partistøtte op på 182.345.856 kr. Støtten til de 4 Nordatlantiske mandater steg med 63 pct. svarende til 2.175.635 kr., der bringer partistøtten til de 2 færøske og 2 grønlandske mandater op på i alt 5.654.579 kr.

Forhøjelsen betød, at allerede i 2018 kunne Socialdemokratiet indkassere 41,3 mio. kr. i gruppestøtte, Dansk Folkeparti 33,8 mio., Venstre 27,5 mio., Enhedslisten 16 mio., Liberal Alliance 13,4 mio., Alternativet 12,9 mio., Radikale Venstre 11,4 mio., Socialistisk Folkeparti 10,5 mio. og Det Konservative Folkeparti 9,7 mio.

Orlovsordning og supplerende, indirekte støtte til små regeringspartier

Den 26. november 2016 kunne Ritzau oplyse, at Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde indgået en aftale, der betyder at mindre partier i Folketinget med en stemmeandel på under 10 procent kan indkalde suppleanter, hvis et af de valgte folketingsmedlemmer udnævnes som minister og herefter tager orlov fra Folketinget. Suppleanterne aflønnes som de øvrige medlemmer af Folketinget.

Vederlag til politikere

Den samlede offentlige partistøtte, der allerede i 2018 udgjorde over 340 mio. kr. bør sammenholdes med politikernes aflønning.

Vederlagskommissionen dokumenterede at danske politikere er ganske vellønnede.

Kommissionen nåede frem til, at selv et menigt folketingsmedlems indkomst, når først værdien af pensioner, tillæg, eftervederlag m.v. indregnes, når op på, hvad der allerede i 2016 svarede til 1,1 mio. kr. om året. For alle 179 folketingsmedlemmer dengang svarende til knap 200 millioner kr.

Tilsvarende værdisætning af ministres forhold gav (afhængig af ministerpost) allerede i 2016 mellem 2,3 mio. og 2,7 mio. kr.

Politikerne tilhører dermed den øverste 1 pct. af indkomstfordelingen, og nogle meget højere end det. En placering som endog meget få politikere, og næppe en eneste af de nuværende ministre, ville være i nærheden af at kunne oppebære uden for politik, når man ser på deres uddannelser og hidtidige job.

Disse tal er uden at medregne værdien af æresbevisninger, rejser, chauffører, frikort og fryns m.v. eller den lejlighed i et fashionabelt kvarter i København, som provinspolitikerne får tildelt.

Vederlagskommissionen medregnede heller ikke de fordele, som nogle partier giver deres partiformænd i form af løntillæg, bil og dækning af alt fra underbukser og cigaretter til dyre middage. Ej heller de supplerende vederlag til visse folketingsgruppers gruppeformænd er medtaget.