Den ikke-eksisterende vetoret

JA-siden har travlt med at påpege, at EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde er mellemstatsligt. Det betyder – siger JA-siden – at hvis Danmark ophæver forbeholdet og tilslutter sig forsvars- og sikkerhedssamarbejdet overdrager Danmark ikke suverænitet, og Danmark har vetoret.

Alle beslutninger træffes i enstemmighed, hævdes det, og alle EU-lande skal være enige.

JA-siden påstår, at skulle forsvarssamarbejdet i EU henad vejen udvikle sig i retning af, at beslutninger kan træffes med et kvalificeret flertal, vil det være et såkaldt overstatsligt samarbejde, der vil det kræve en ændring af selve EU-traktaten. Enhver traktatændring kræver enstemmighed blandt EU-landene, og bagefter skal traktatændringen også godkendes i alle lande, og det vil i Danmark kræve en ny folkeafstemning.

Vælgerne vildledes på det groveste.

For det første er det tvivlsomt, at Danmark overhovedet har en veto-ret.

Med Luxembourgforliget i januar 1966 blev de daværende seks medlemslande enige om, at forslag, hvis indhold sætter et lands vitale interesser på spil, skal afgøres ved enstemmighed. Det giver på papiret ethvert land vetoret, men realiteten er, at vetoretten aldrig anvendes, da man som regel indgår forlig i Ministerrådet.

Danmark har aldrig forsøgt at nedlægge veto – hverken i EF eller i EU. Det sker, at enkelte lande forsøger at stikke en kæp i hjulet på beslutningsprocessen i EU. F.eks. brugte EU’s udenrigsministre sidste år ganske lang tid på at blive enige om at indføre sanktioner mod Hviderusland efter præsidentvalget, hvor styret slog hårdt ned på opposition og presse.

Cypern forsinkede beslutningen, ved at kæde støtten til sanktioner sammen med Cyperns skænderi med Tyrkiet om retten til at bore efter naturgas. Cypern ville sikre sig støtte fra de andre EU-lande, før landet ville sige ja til sanktioner. Det endte dog med enighed, og der blev indført sanktioner mod Hviderusland.

Der foregår imidlertid en løbende diskussion i EU, om ministerrådet skal kunne træffe afgørelse med kvalificeret flertal på en række afgrænsede områder.

Inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik har Europa-Kommissionen bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

• Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
• Afgørelser om indførelse af sanktioner
• Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet.

Vi får ingen traktatændring og folkeafstemning, derfor NEJ

Den gældende EU-traktat har ikke været til hinder for, at der allerede blandt deltagerne i sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte Strategiske Kompas er enighed om, ”at fremme en hurtig og mere fleksibel beslutningsproces, handle på en mere robust måde og sikre større finansiel solidaritet”. Det forudses, at effektiviseringen kan fremmes ved at formalisere “konstruktiv afståelse” som et alternativ til vetomuligheden. Det betyder, at det kan forventes, at beslutninger i EU’s sikkerhedspolitiske og militære samarbejde fremover oftere bliver taget ved flertalsafgørelser af en ”koalition af villige”.

Det betyder alt sammen, at hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet vil vi blive involveret i en allerede igangværende glidende proces, der uden at kræve traktatændringer og folkeafstemninger vil komme som en tyv om natten og hvor Danmarks deltagelse løbende kan godkendes af et simpelt flertal i Folketinget.

Regeringens løfte om, at hvis EU’s militære samarbejde ændres så markant efter en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, at det vil kræve en traktat-ændring, så vil danskerne få en ny folkeafstemning, er derfor meningsløst og uden reelt indhold.