Italiens mest magtfulde mafia, ‘Ndrangheta, er på anklagebænken onsdag den 13. januar 2021, når den største sag i 30 år mod Italiens mafia begynder.

Det er Italiens mest berømte anti-mafiaanklager, som fører sagen. Det er den 62-årige Nicola Gratteri, som har levet under politibeskyttelse i over 30 år.

’Ndrangheta genererer gennem organiseret kriminalitet mere end 50 milliarder euro om året, ifølge Gratteri, der kalder den verdens rigeste organisation af sin art.

Anklageren beskriver ‘Nsrangheta som et netværk af familier, som hver især har magt over underordnede.

“Jeg er nødt til at tage udgangspunkt i, at vi har at gøre med en organisation, der som en stor multinational virksomhed har en chef i toppen af pyramiden af alle medlemmerne. Derfor er vi nødt til at gennemføre en “maxi-trial”, hvor i princippet alle er under anklage i samme sag”.

’Ndrangheta

‘Ndrangheta er en løs organisation, der består af hundredvis af forskellige familieklaner med fælles interesser. I modsætning til Siciliens mafia, Cosa Nostra, med tilknytning til Palermo, og Camorraen fra Napoli er ‘Ndranghetas rødder spredt ud over det landlige Calabrien.

Når mafiafamilier i Calabrien hyrer nye rekrutter, findes de inden for familien. Det er med til at gøre ‘Nsrangheta til en effektiv mafia. Blodsbånd styrker den tavshed, der beskytter klanen og dens aktiviteter som afpresning, menneskesmugling og indsmugling af kokain til Europa fra Sydamerika.

‘Ndrangheta har udvidet sig langt ud over sine traditionelle domæner med narkotikahandel og ågervirksomhed og bruger nu tilsyneladende lovlige virksomheder og stråmænd til at geninvestere ulovlige gevinster i den legitime økonomi.

Myndighederne mener, at der er omkring 150 ‘Ndrangheta-familier i Calabrien og mindst 6.000 medlemmer og tilknyttede virksomheder i regionen. Det bliver til mange flere, hvis medlemmer over hele verden inkluderes.

Mancuso-familien

Den aktuelle sag fokuserer på én familie, Mancuso-gruppen, og dens netværk af medarbejdere, der kontrollerer Vibo Valentia-området i Calabrien. Anklagerne lyder på blandt andet drab og drabsforsøg, afpresning, narkoforbrydelser, embedsmisbrug, ågerrenter og medlemskab af en kriminel organisation.

De fleste af de 355 anklagede i sagen, er fra Mancuso-familien, eller fra kredsen om familien. Blandt de anklagede er mafiabossen Luigi Mancuso. Han har tidligere siddet 20 år i fængsel, og nu risikerer han at ryge tilbage igen. Andre anklagede har eksotiske øgenavne som “Ulven”, “Fatty”, “Lille Ged” og “Blondie”.

Byen Lamezia Terme, hvor retssagen finder sted, ligger i hjertet af ‘Ndrangheta-området, og blev i en parlamentarisk rapport fra 2008 om organiseret kriminalitet karakteriseret som den lokalitet, hvor regionens “største stigning i alvorlig blodsudgydelse er registreret”.

Blandt de tiltalte er politikere, embedsmænd og forretningsfolk, der blev anholdt under koordinerede politiaktioner i december 2019 i Italien og flere andre lande. Tiltalte inkluderer et stort antal ikke-klanmedlemmer, herunder en tidligere parlamentariker, en højtstående politibetjent, borgmestre, embedsmænd og forretningsmænd.

Retssagen ventes at vare i to år og den vil holde omkring 400 advokater beskæftiget. På nuværende tidspunkt er der indkaldt 900 vidner. Det ventes, at 58 vidner vil tiltrække sig særlig opmærksomhed. Det er tidligere mafiafolk, som angiveligt vil bryde deres tavsheds-ed med ‘Ndrangheta – den såkaldte “omerta”, som betyder loven om tavshed.

Maxi-retsager

I Italien betragtes såkaldte “maxi-retssager”, som inkluderer mange tiltalte og utallige anklager, som den bedste retlige fremgangsmåde i bekæmpelsen af landets forskellige organiserede kriminelle grupper, hvoraf ‘Ndrangheta nu betragtes som den mest magtfulde organisation, der kontrollerer størstedelen af ​​den kokain, der strømmer ind i Europa.

Den mest berømte “maxi-trial” fra 1986-7 leverede et dødeligt slag mod Siciliens Cosa Nostra med 338 domme. Anklagerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino blev senere myrdet af mafiaen.

’Ndranghetas indflydelse

Kriminolog Federico Varese fra Oxford University har sagt, at retssagen afspejler ‘Ndranghetas vidtrækkende kontrol med samfundet og dens involvering i enhver lovlig og ulovlig aktivitet.

“Den virkelige styrke hos disse mafiafamilier er, at de har fuld kontrol over territoriet, og inden for området har de en finger med i alt – hvis du vil åbne en butik, hvis du vil bygge noget, skal du gå gennem dem. De er simpelthen autoriteten!”, har Federico Varese udtalt.

Virksomheder som IKEA m.fl. kan bekræfte Vareses udtalelser, og kendsgerningen er da også, at i mange dele af Calabrien, har ’Ndrangheta infiltreret næsten alle områder af det offentlige liv, fra kommunale administrationer og sygehusvæsenet til kirkegårde og endda politi og domstole.

“Det frygtindgydende er den enorme magt, Mancuso-banden har demonstreret i omgangen med statsapparatet og offentlige myndigheder, som helt bogstaveligt stod til deres rådighed”, sagde anklageren, Nicola Gratteri, efter den bølge af arrestationer i december 2019 i hele Italien og Europa, der har ført til retssagen.

Siden 2003 har Danmark styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden. Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 9.-10. marts. Udenrigsminister Jeppe Kofoed åbner konferencen, som også har tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som deltager.

Imens i Egypten

I Egypten er der uroligheder. På sociale medier er der blevet delt videoer, som viser, at der har været demonstrationrer i Kairo og i byerne Alexandria, Al-Mahaila, Damietta og Suez.

I Kairo skete det blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo, der blev kendt fra Det Arabiske Forår i Egypten. Det var denne plads, der var epicentret for det folkelige oprør, der i 2011 væltede den daværende præsident, Hosni Mubarak.

Nu høres krav om, at præsident Abdel Fattah al-Sisi træder tilbage.

Den egyptiske revolution

Den ægyptiske revolution i 2011, også kendt som den 25. januar-revolution, startede den 25. januar 2011 og spredte sig over Egypten. Oprøret bestod af demonstrationer, marcher, besættelser af pladser, civil ulydighed og strejker – oprindelig rettet mod den stigende politibrutalitet.

Millioner af demonstranter ikke kun med muslimsk baggrund, men fra forskellige religioner og samfundsgrupper blev efterhånden mobiliseret og krævede, at ​​den egyptiske præsident Hosni Mubarak gik af.

Voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter resulterede i mindst 846 dræbte og over 6.000 sårede. Demonstranterne brændte samtidig over 90 politistationer af over hele landet.

Demonstranternes primære krav var rettet mod Mubarak-regimet og hovedstaden Kairo blev beskrevet som “en krigszone” ligesom havnebyen Suez oplevede hyppige voldelige sammenstød. Egyptens sikkerhedsstyrker, der oprindeligt var loyale over for Mubarak, blev gradvist erstattet af militære tropper.

Den 11. februar 2011 annoncerede vicepræsident Omar Suleiman, at Mubarak trak sig som præsident og overførte magten til det øverste rådsråd (SCAF).

Hosni Mubarak var i 1981 ”valgt” ved et valg, hvor han var eneste kandidat, og efterfulgte præsidenterne Anwar Sadat, Gamal Abdel Nasser og Muhammad Naguib, der havde magten i Egypten siden den såkaldte 1952-revolution, hvor et militærkup tvang Kong Farouk til at abdicere og omdannede Egypten til en republik.

Militærjuntaen, ledet af Mohamed Hussein Tantawi, bebudede den 13. februar 2011, at forfatningen blev suspenderet, begge parlamentshuse opløst, og militæret ville regere i seks måneder (indtil valg kunne afholdes).

Det Muslimske Broderskab

Efter revolutionen mod Mubarak og en periode med styring af det øverste råd for de væbnede styrker kom Det Muslimske Broderskab til magten i Egypten gennem en række valg. Ægypterne valgte ved et frit valg i juni 2012 med 51,7 procent af stemmerne islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskabs politiske gren: Friheds- og Retfærdighedspartiet, som han blev formand for i april 2011.

Mursi-regeringen stødte imidlertid på hård modstand efter hans forsøg på at vedtage en islamisk forfatning. Det udløste generel protest fra sekulære grupper og fra militæret, og masseprotester brød ud mod hans styre den 28. juni 2013.

Præsident Abdul Fattah al-Sisi

Den 3. juli 2013 blev Mursi afsat ved et statskup ledet af forsvarsministeren, general Abdul Fattah El-Sisi.

El-Sisi blev Egyptens præsident ved valget i 2014.

Sisi har som Mubarak kørt en hård linje over for det nu forbudte Muslimske Broderskab og alle kritikere af regimet. Offentlige protester er forbudt, og tusindvis af islamister sidder fængslet sammen med sekulære aktivister og kendte bloggere. Menneskerettighedsorganisationer har udnævnt al-Sisi som en af Mellemøstens strengeste despoter. De fyldte fængsler er fyldt med såkaldte afvigere. Hundreder af web-sites er blokerede, og landets presse er under nøje overvågning af sikkerhedstjenester.

Al-Sisi ikke hidtil udfordret

Hidtil har præsident Abdul Fattah al-Sisi ikke for alvor været udfordret – det vil næppe ske så længe Broderskabets islamister er sorteret fra på forhånd.

Blandt landets islamister er det kun salafisterne fra Nourpartiet, der får lov til at stille op til valgene. Den ordning er kommet i stand, fordi Nourpartiet støttede kuppet mod Broderskabets præsident i 2013. Derfor opfattes Nourpartiet som ”de tålte islamister”, der hellere vil overleve politisk end at kaste sig ud i ideologisk magtovertagelse for enhver pris.

Det Muslimske Broderskab kan som nævnt ikke stille op til valgene. Broderskabet kan hverken stille op som parti eller med løsgængere fra organisationen. Årsagen er, at Broderskabet allerede i 2012-13 viste, at organisationens egentlige mål er at islamisere både forfatning og samfund.

Siden kuppet mod Mursi i 2013 har præsident al-Sisi bekæmpet Broderskabet og kaldt de tidligere magthavere for en terrororganisation. Med Broderskabet uden for parlamentarisk indflydelse har næsten halvdelen af den egyptiske befolkning ingen at stemme på.

Kritikken af al-Sisi

Præsident al-Sisi kritiseres for den udbredte korruption i Egypten. Sisi kritiseres også for en forfatningsændring, der vil tillade ham at blive siddende som præsident til 2030, hvor han ellers skulle være trådt tilbage i 2022.

Samtidig er de generelle levevilkår i Egypten harske. Fødevarepriserne er steget voldsomt efter al-Sisi efter aftale med IMF indførte en række kriseforanstaltninger, der reducerede tilskuddene til fødevarer og brændstof. Indgrebene kom efter at Egypten havde måttet søge hjælp hos den Internationale Valutafond, IMF, efter en valutakrise i 2016.

Egyptens officielle statistiske departement oplyste i juli 2019, at 33 pct. af egypterne lever under fattigdomsgrænsen – en stigning fra 28 pct. i 2015 og 17 pct. i 2000.

Frankrig

Frankrig har faktisk protesteret mod menneskeretssituationen i Egypten. Human Rights Watch, Amnesty International og andre organisationer har protesteret, og 500 borgere har i avisen Le Monde underskrevet en protest mod forholdene i Egypten.

Alligevel blev præsident, Abdul Fattah al-Sisi modtaget i Paris mandag den 7. december 2020 med pomp og pragt af præsident Emmanuel Macron. Al-Sisi modtog ovenikøbet Frankrigs fornemste orden – Æreslegionens Storkors.

Danmarks holdning til Egypten

Det er velkendt i Danmark hvordan Egyptens præsident, Abdul Fattah al-Sisi, slår hårdt ned på menneskerettighedsaktivister og oppositionelle elementer. Dagbladet Information har beskrevet hvordan tre ægyptiske menneskerettighedsaktivister blev anholdt efter et møde med 13 ambassadører fra blandt andet Danmark, men løsladt igen efter en international protestkampagne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod besøgte selv i slutningen af september 2020 Egypten, hvor han blandt andet drøftede migration og menneskesmugling med den ægyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukry. Ifølge landets udenrigsministerium løber danske investeringer i Egypten alene inden for de seneste år op i omkring en million dollar.

Danmark er samtidig interesseret i at øge investeringerne i sektoren for vedvarende energi i Egypten. Danmarks ambassadør i Kairo har netop underskrevet en aftale med Mohamed Shaker, den egyptiske minister for elektricitet og vedvarende energi. Formålet med det nye partnerskab er at udvide samarbejdet om vedvarende energi.

Jeppe Kofod har for nylig annonceret en relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, men Jeppe Kofod har ikke ønsket at kommentere menneskerettighedssituationen i Egypten.

Spørgsmålet melder sig: Hvornår kan vi vente at se præsident Abdul Fattah al-Sisi blive modtaget af Dronningen i København og udstyret med Elefantordenen?

Den første norske mine blev anlagt på Spitsbergen, den største ø i øgruppen Svalbard, i 1906. Siden 1916 har selskabet ”Store Norske Spitsbergen Kulkompani AS (SNSK)” – ofte blot omtalt som Store Norske produceret 515 millioner tons kul. I dag producerer den sidste norske mine, Gruve Syv, cirka 120.000 tons om året, hvoraf cirka 30.000 går til kraftværket i byen. Resten fragtes til Tyskland. Næsten 100 procent af Svalbards strømforbrug er dækket af kul fra minen.

Longyearbyen

Svalbards største by, Longyearbyen, blev oprettet i 1906 af entreprenøren John Munroe Longyear (1850–1922). Han var den største ejer i mineselskabet Arctic Coal Company, med hovedkontor i Boston i USA. Minerne og bygden blev i 1916 købt af Store Norske Spitsbergen Kulkompani. Longyearbyen blev nedbrændt og ødelagt af tyske styrker den 8. september 1943 og genopbygget efter 2. verdenskrig.

Norsk bekymring for CO2

CO2-aftrykket i Longyearbyen er et af de højeste per person blandt byer i hele Europa. En af grundene til det høje CO2-udslip blandt beboerne på Svalbard er, at befolkningen næsten er 100 procent forsynet med det fossile brændstof kul til opvarmning og belysning. Faktisk stammer 32 ud af de 78 tons CO2-udslip fra kul, oplyser Energiværket selv.

Ved Svalbard-traktaten fik Norge i 1920 ansvaret for øerne og har dermed ansvaret for natur og miljø. Andre nationer må drive virksomhed som f.eks. kuldrift, som Rusland gør i Barentsburg. Svalbard-traktaten fastslår, at der ikke må være militær på Svalbard.

Nu har den norske regering besluttet, at den i forbindelse med finansloven for 2022 vil fremlægge en samlet energiplan for Longyearbyen. Kulkraftværket – Longyear Energiverk – skal fases ud over en periode på 2 – 5 år.

Der bliver produceret en begrænset mængde vedvarende energi på Svalbard med vindmøller og solceller, men hensynet til forsyningssikkerheden vil veje tungt i udformningen af den fremtidige forsyning af kraft og varme forsyning. Regeringens overvejelser går på, at den fremtidige energiforsyning skal baseres på et nyt naturgas- eller biomassefyret kraftvarmeværk i kombination med en gradvis indfasning af mere vedvarende energi.

Hvad med kulminedriften?

Når kullkraftværket fases ud vil en vigtig del af driftsgrundlaget for Gruve 7, der drives af det norske statsejede selskab Store Norske, forsvinde. Den norske regering er forsigtig med at signalere, at det vil betyde enden på kulminedriften, men henviser til at staten sammen med Store Norskes ledelse må vurdere hvilke konsekvenser lukningen af kulkraftværket skal have for minedriften.

Turisme og dyreliv

Longyearbyen plejede at være en minearbejderby, men er i dag præget af forskere og studerende fra Svalbard Universitet, turister, krydstogtsgæster og hotelejere. Inden Coronapandemien oplevede Svalbard en stigende turisme. Der er øjensynligt mange mennesker fra hele verden, der vil opleve Arktis, inden det forsvinder med klimaforandringerne.

Dyrelivet på øgruppen er allerede udfordret. De omtrent 3.000 isbjørne på Svalbard er berørt af ændringer i havisen, og presses mod beboede områder. Møderne mellem isbjørne og mennesker bliver hyppigere i takt med, at havisen smelter. Det siges, at du har fire sekunder til at reagere, hvis en isbjørn på 50 meters afstand angriber.

Hvis man bevæger sig uden for Longyearbyens bygrænse, er det påkrævet at bære skydevåben pga. faren for at støde på en isbjørn, og i Longyearbyen er der i børnehaver og institutioner hurtig adgang til skydevåben.

Svalbard har i øvrigt en meget hård lovgivning, når det handler om at beskytte de truede isbjørne. Derfor kan man få store bøder for at opsøge isbjørne. Hvis en isbjørn bliver skudt i selvforsvar, bliver der efterforsket, om man kunne have undgået kontakten med isbjørnen.

Svalbard har i øvrigt et rigt dyreliv og tidligere var der på øerne et antal professionelle pelsjægere. Udover isbjørne, polarræve, hvalrosser er der på Svalbard en ret stor bestand af rensdyr.

Svalbards rensdyr er en mindre underart med kortere ben og et relativt lille og rundt hoved. Rensdyrets pels ændrer farve i løbet af de forskellige sæsoner. I løbet af sommeren er pelsen mørkere med brun pels øverst og lys på bugen. Om vinteren bliver pelsen lysere i farven og er næsten grå eller gullig-hvid.

Rensdyr er et yndet jagtobjekt, og fastboende på Svalbard har ret til at nedlægge 1 rensdyr om året.

Lars Løkke Rasmussen er ifølge erindringsbogen ”Om de fleste og det meste” misforstået, uretfærdigt behandlet og forrådt af sine egne. Det kan meget vel være tilfældet, men Lars Løkkes katastrofale mangel på selverkendelse og andre fatale karakterbrist er veldokumenterede. Lars Løkke synes at glemme, at de fleste af hans gerninger er foregået i fuld offentlighed eller dokumenteret af troværdige øjenvidner. Hans flossede moral og pamperagtige håndtering af offentlige hverv burde have forhindret en plads i bestyrelsen i selv den mindste 4H-ungdomsorganisation, hvis han ikke havde haft en velfungerende partiorganisation i ryggen. Hans relativt lange politiske liv på topniveau vidner samtidig om skiftende partisekretærers manglende moral, hovedbestyrelsens kynisme, og om uhørt tolerance og overbærenhed hos Venstres vælgere.

Det er således veldokumenteret, at Lars Løkke Rasmussen har haft mange ”sager”, der viser at han ikke er driftssikker i omgangen med andre folks penge, og når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden, at den forhenværende statsminister har haft rod i privatøkonomien, men også i sit efterhånden lange politiske liv er spadseret fra underskud til underskud.

Lars Løkke begyndte tidligt. Ved Løkke Fondens otteårs fødselsdag på Hotel Marriott i København tirsdag den 25. februar 2020 fortalte den tidligere statsminister, at han i 1978 ikke holdt sig tilbage fra rapserier af flaskepant og cigaretter. Hvor mange cigaretter Lars Løkke siden har købt på skatteborgernes regning, foreligger ikke oplyst.

Underskuddet i Græsted

Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:

Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.

For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.

I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.

Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.

Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.

Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.

Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.

Bilagssagen i VU

Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.

Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.

Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.

Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.

Partifællen Klaus Riskær Pedersen

Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.

Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.

Lars Løkkes kampagnebudget overskrides

Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.

Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.

Lars Løkke Rasmussen blev trods store armbevægelser en af 1989-valgets store tabere

Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.

Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen, der næppe i egen kapacitet kunne være valgt til noget offentligt embede.

Forsøgte forgæves at blive valgt til Folketinget

Ved folketingsvalget i 1987 opstillede Løkke for første gang, og Løkke fik faktisk 1.667 personlige stemmer, men han blev ikke valgt.

Han stillede som nævnt også op ved Europa-Parlamentsvalget i 1989 uden at blive valgt ind. Da han ej heller formåede at opnå valg ved folketingsvalget i 1990, meddelte han formanden for Frederiksværk-kredsen, at han ikke længere ønskede at stille op som folketingskandidat. Få måneder senere vendte han tilbage og ønskede alligevel at stille op. Lars Løkke Rasmussen blev endelig i 4. forsøg valgt til Folketinget den 21. september 1994.

Løsgænger

1. januar 2021 meldte Lars Løkke Rasmussen sig ud af Venstre. I et Facebook-opslag om udmeldelsen lægger Lars Løkke Rasmussen bl.a. vægt på, at det ikke er lykkes at samarbejde hen over midten i dansk politik, og Lars Løkke Rasmussen beklager også, at Venstres forretningsudvalg har “kortsluttet” medlemsdemokratiet.

Lars Løkke valgte dog at beholde sit mandat “i kraft af mit personlige stemmetal”, og han blev dermed løsgænger udenfor partierne og berettiget til Folketingsvederlag m.v. og økonomisk støtte til sekretærbistand etc.

På hjemmesiden larsloekke.dk oplyste Lars Løkke Rasmussen: ”Den 1. januar 2021 blev jeg løsgænger. Efter 40 år som medlem af Venstre står jeg nu igen på egne ben – som da jeg var helt ung. Jeg er den, jeg er. I dag rigere på erfaringer, både lyse og mørke – og heldigvis fortsat med lysten intakt til at gøre en forskel og møde en ny virkelighed”.

Samtidig præsenterede Lars Løkke Rasmussen et nyt såkaldt “politisk netværk”, og han ville ikke udelukke, at projektet kunne blive begyndelsen på et decideret nyt politisk parti.

Advarsel fra Donald Trumps tidligere stabschef

Donald Trumps stabschef fra 31. juli 2017 til 2. januar 2019, John Kelly, udsendte den 7. januar 2021 i anledning af de kaotiske begivenheder onsdag den 6. januar omkring den amerikanske kongres på Capitol Hill i Washington et statement, hvor han kommer med følgende opfordring:

“Vi er nødt til at kigge grundigere på, hvem vi vælger til politiske poster i landet. På personens karakter, på personens moral, på personens etik, deres integritet, deres forhold til sandheden, deres fejl og mangler, hvordan de taler om kvinder og minoriteter, hvorfor de overhovedet vil vælges – og først da overveje, hvilken politik de står for”.

John Kelly har været general i U.S. Marine Corps og han var Secretary of Homeland Security før han blev stabschef. Selvom Kelly utvivlsomt på det overordnede plan har været enig i den politik, der har været ført i de sidste 4 år fra Det Hvide Hus, er det tydeligt, at der er træk ved Donald Trumps karakter, som har chokeret John Kelly.

Medier kan den 8. januar 2021 oplyse, at erhvervsminister Simon Kollerup går på sygeorlov på grund af mavesår.

Måske er det stresspåvirkningen fra Kollerups diskutable dispositioner som erhvervsminister, hvor den likviderede mink-sektor stadig ikke har modtaget erstatning, men det er mere sandsynligt, at det er senvirkningerne og samvittighedsnaget efter den pinlige sag, som Simon Kollerup personligt kæmpede med for 5 år siden.

Den socialdemokratiske kommunalordfører Simon Kollerup blev tvunget til at betale 30.000 kroner tilbage til statskassen efter Ekstra Bladets afsløringer af hans boligfusk med en folketingslejlighed gennem flere år.

Det var Folketingets daværende formand, Mogens Lykketoft, der efter drøftelser i Folketingets øverste ledelse, måtte komme med den beklagelige meddelelse om en partifælle.

”Sagen er den enkle, at Simon Kollerup selv har meddelt, at han frivilligt har besluttet at tilbagebetale, hvad han har fået for dobbelt husførelse det sidste år. Dermed betragter jeg sagen som fuldt tilfredsstillende afsluttet”, sagde Mogens Lykketoft.

Kollerup havde adresse i et hus hans far havde købt til ham i Nordjylland. Samtidig havde Folketinget stillet en lejlighed til rådighed for ham i København, men reelt boede han sammen med sin kæreste og deres 2 børn i en lejlighed hun ejede. Folketingslejligheden blev i stedet udlånt til familie, venner og besøgende fra Nordjylland.

Sagen bekræftede for mange en opfattelse, der deles af mange almindelige borgere i Danmark, at socialdemokrater betragter skatteborgernes midler som en naturlig uudtømmelig kilde til finansiering af deres eget forbrug – og at det er på ingen måde til hinder for en ministerpost i en socialdemokratisk regering.

I øjeblikket er en folkekirkepræst på Sjælland sigtet for drab på sin hustru. Om han er skyldig eller ej, afgør retten. Indtil da kan det siges, at præster ikke er hævet over loven, snarere opfattes de undertiden som mere forpligtede på loven.

Siden den 16. november har den vellidte 44-årige sognepræst ved Reerslev Sogn, Høje Taastrup Provsti, Helsingør Stift, Reerslev Kirke ved Hedehusene, Thomas Gotthard, været varetægtsfængslet og sigtet for at have dræbt sin 43-årige hustru Maria From Jakobsen, der har været forsvundet siden 26. oktober. Thomas Gotthard har fire børn. To af dem med Maria From Jakobsen.

Politiet har bedt om offentlighedens hjælp til at klarlægge den sigtedes færden. I forbindelse med sagen om Maria From Jakobsens forsvinden har det været fremme, at Thomas Gotthard har foretaget søgninger på internettet, som kan forbindes til drab. Det gælder blandt andet ord som “olietønder”, “selvmord”, “forsvinden”, ligesom der er fundet ætsende kemikalier hos den sigtede, der også i flere tilfælde har afgivet forskellige forklaringer overfor politiet.

Præster står ikke over loven

Dansk straffelov er i sin kerne hentet fra Danske Lov fra 1683, som igen er modelleret efter De Ti Bud fra Moseloven. Derfor har vi ved mord at gøre med et brud på Guds retningslinjer for mennesket. I en luthersk kirke som folkekirken er præster almindelige mennesker, og præster dømmes som alle andre.

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (fra latin) dekorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Dekorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

Alligevel er der højere moralske forventninger til præster. I præsteløftet hedder det, at vedkommende vil beflitte sig på ”at foregå menigheden med et godt eksempel”.

Når præster træder ved siden af

Indimellem slår provster og biskopper således ned på præsternes brud på den forventelige forbilledlige adfærd. Når præster dømmes for straffelovsovertrædelser, er karakteren af disse afgørende for, hvorvidt de også mister kjole og krave. Kristeligt Dagblad har omhyggeligt registreret en lang række præstesager.

Medvirken til mord

I Danmark blev sognepræst Svend Aage Stiigvad fra Hvidovre i 1947 dømt for medvirken til mord. Den 29. december 1944 havde modstandsfolk likvideret skolelæreren Søren Birktoft. Det skete, fordi præsten havde et godt navn hos modstandsbevægelsen, der troede på hans angivelse af degnen Birktoft som stikker. Det var løgn; Birktoft havde blot opdaget, at præsten stjal af kassen.

Går man tilbage i historien, findes der andre overlagte mord begået af præster. Det gælder for eksempel præsten Christopher Svendesen fra Stenmagle i Vestsjælland, som i 1584 måtte bøde med sit liv for mord på sin kone.

Præsten i Vejlby

En kendt sag drejer sig om præsten Søren Jensen Quist fra Vejlby. Han blev i 1626 halshugget for mord på en daglejer. Senere blev kronvidnerne henrettet for falsk anklage. Den makabre sag dannede forlæg for Steen Steensen Blichers novelle ”Præsten i Vejlby” fra 1829 og blev allerede i 1922 filmatiseret for første gang. Den regnes i øvrigt som verdens første krimi – både på papir og film.

Præstesager 1932-2010

Ifølge en opgørelse over præstesager Kristeligt Dagblad havde kendskab til i 2010, er 15 præster i folkekirken blevet fyret i perioden 1932-2010:

1932: Otto Larsen, Øster Ulslev, Lolland. Fyret for at have udgivet bogen “Skatten i Lerkar” med udtalt skeptisk holdning over for Bibelens mirakler.

1964: Harald Søbye, Blovstrød Kirke, blev kendt som en socialistisk provokatør, der arrangerede protestmarch mod atomoprustningen, kapitalismen og NATO, ville gøre Danmark til en republik og nægtede at bede for kongehuset. I sin prædiken 2. påskedag 1964 lød det ligefrem fra prædikestolen: “Leve republikken!”. Søbye blev fyret for at have kaldt sin biskop for “ussel” og for at have nægtet at bede for kongehuset.

Daværende kirkeminister Bodil Koch betegnede ham ifølge Ritzau som ”urimelig” med ”afkortet stejlhed over for anderledes tænkende og personlige modstandere” til trods for, at han også var i besiddelse af ”gode menneskelige egenskaber og bramfri hæderlighed”.

1974: Erik Bock, sognepræst i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København i 1970erne, blev kendt som ”provopræsten”. I 1974 blev han suspenderet på grund af uoverensstemmelser i menighedsrådet og fik ikke lov til at gå ind i kirken. I stedet fandt han en ølkasse, trådte op på den og prædikede for menigheden uden for kirken. I 2010 optrådte han ”usømmeligt” ifølge Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, ved at begrave en dukke som led i et kunstnerisk projekt på Assistens Kirkegård.

Selvom Erik Bock flere gange satte sig på tværs af det kirkelige system, endte det ikke være end, at han frivilligt gik på pension i 2011 efter 40 år som sognepræst.

1976: Ruben Jørgensen, sognepræst i Skibsted-Lyngby-Terndrup i Aalborg Stift. Forlangte, at forældre skulle følge en dåbsundervisning. Da han ikke ville opgive ordningen, blev han fyret.

1979: Paul Leif Paulsen, Venø Kirke. Præsten og menighedsrådet var uenige om blandt andet præstens løn og præsten blev fyret. I 1989 bestemte Østre Landsret, at fyringen var uberettiget, og Paul Leif Paulsen fik en stor økonomisk kompensation.

1982: Lars Bekker Jensen. Fyret på grund af tjenstlige forseelser.

1987: Lis Conradsen, Uggerløse-Lynge. Uegnet til præstegerningen på grund af alkoholmisbrug.

1988: I en prædiken i Hanstholm den 5. januar 1986 kaldte den kendte provopræst, pastor Inge-Lise Wagner, politiet for ”uniformerede mordere”. Denne prædiken og andre tildragelser gennem otte års uro og splid som først hjælpepræst og siden sognepræst i Rær-Hansted-Vigsø-Klitmøller Sogne, Hanstholm, førte til at “motorcykelpræsten” blev trukket en tur gennem det daværende kirkelige retssystem. Hun blev stillet for hele to provsteretter, og hun blev slutteligt i 1988 dømt for upassende prædiken og afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder med menighedsrådet under stor medieopmærksomhed.

I efteråret 2011 blev hun anholdt, efter hun havde dræbt to gravhunde. Den ene hund blev skudt med et kraftigt luftgevær, mens den anden blev banket ihjel.

Hundene tilhørte præstens tidligere veninde, der boede i nærheden. Hundene havde ifølge Inge-Lise Wagner løbet rundt på hendes ejendom og bidt livet af hendes katte.

Sagen førte til, at politiet ransagede præstens hus. Her fandt politiet et større arsenal af gamle våben, som blev beslaglagt, og præsten blev taget med på stationen.

Politiet endte med at droppe sagen.

1989: Pastor Hakon Svane fra Årup og Rørup sogne på Fyn. Fyret efter mangeårige stridigheder med menighedsrådet.

1991: Else Britta Rahbek, Hunseby ved Maribo. Fyret efter flere års uoverensstemmelser med menighedsrådet.

1992: Keld Burgby, Tåsinge. Fyret for samarbejdsvanskeligheder. En forudgående tjenestemandssag med anklager for at have brugt indkomne beløb fra vielser til personalefester samt mangelfuld regnskabsføring endte med frifindelse.

1996: Bent Feldbæk Nielsen, Snedsted i Thy, fyret på grund af sit dåbssyn. Afskedigelsen blev stadfæstet af landsretten i 1999.

1996: Bent Laursen. Nyborg og Hjulby sogne. Fyret på baggrund af blandt andet værtshusklammeri og beskyldninger om sexchikane.

1998: Lyngby-præsten Leif Bork Hansen blev landskendt, da han i årene 1998 til 2000 begik civil ulydighed og skjulte cirka 30 flygtninge fra Eksjugoslavien. Det fik han en dom på 20 dages betinget hæfte for. Da han efterfølgende iværksatte en indsamling af mad til flygtningene, idømte Landsretten ham yderligere 20 dages betinget hæfte samt at betale en bøde plus sagsomkostningerne i alt 100.000 kroner.

2003: Thorkild Grosbøll erklærede i bogen ”En sten i skoen”, at han ikke troede på en ”skabende og opretholdende gud”. Han blev i 2003 fritstillet af sin biskop, Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift, efter udtalelserne. Siden kom han under daværende biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardts tilsyn, og efter i 2005 at have bekræftet sit præsteløfte med underskrift kunne han igen fungere som præst. Han gik på pension i 2008.

2005: Sagen om sognepræst Lene Matthies begyndte i 2005, hvor et videokamera blev opstillet ved et skab i det fælles sognehus for Vor Frelser og Christians Kirker på Amager. Overvågningen viste, at sognepræsten tog drikkevarer fra skabet. Præsten blev også anklaget for at optræde beruset i tjenesten og endte med at blive forflyttet til Nørrebro, hvorfra hun tog sin afsked i 2007.

2007: Bodil Greve Schmidt, Munkebo ved Kerteminde. Fyret for uegnethed og samarbejdsvanskeligheder. Ombudsmanden kritiserede en række forhold i Kirkeministeriets sagsbehandling.

2008: Præst i Roskilde Stift fyret for samarbejdsvanskeligheder. Præstens navn er ikke kommet frem i offentligheden.

2009: Mette Villads Christensen. Fyret i henhold til tjenestemandslovens paragraf 43, som omhandler langvarige og “dybtgående uoverensstemmelser”. Ombudsmanden har siden underkendt paragraf 43-grundlaget for afskedigelsen.

Nyere sager

De seneste år er en præst ved Kalundborg blevet dømt, fængslet og fyret for seksuelt misbrug af sine konfirmander, en præst er blevet afskediget og idømt fængselsstraf for snyd med kirkebogen for at gøre sig selv arveberettiget. En sydfynsk præst skød en hund gennem døren hos sin genbo. Samme præst havde i et tidligere embede haft skærmydsler med menighedsrådet, og hans hustru havde nægtet menighedsrådet adgang til præstegården og lagt sig foran en traktor. Det fik biskoppen til at indskærpe, at en præst hæfter for sin ægtefælles moralske opførsel.

I 2015 kom sognepræst fra det nordvestsjællandske Vig-Nr. Asmindrup pastorat, Annette Berg, i modvind efter udtalelser om, at hun tror på reinkarnation – udtalelser, som ifølge teologer er i strid med folkekirkens bekendelsesgrundlag.

Sognepræst Dorthe Thaulov kom i 2017 i vælten på grund af et arrangement om dyre clairvoyance med den professionelle dyre-telepatør Ditte Young i Gislinge Kirke ved Holbæk. Det er ikke i tråd med traditionen i folkekirken, lød det fra provst i Roskilde, Detlef von Holst.

Et hospital i Warszawa kritiseres voldsomt for at give COVID-19 vaccine til berømtheder og politikere og regeringen har mandag bebudet en nærmere undersøgelse.

Polen, der som de fleste EU-lande startede sin vaccinationskampagne den 27. december, vaccinerer i første omgang kun sundhedspersonale. Ikke desto mindre oplyste Universitetshospitalet i Warszawa i sidste uge, at de havde vaccineret 18 ”kulturpersonligheder”, der kunne fungere som ambassadører for vaccinationskampagnen.

Hospitalet sagde, at det havde foretaget i alt 450 vaccinationer, herunder 300 til hospitalets egne medarbejdere og 132 til deres familier og ”patienter”.

Listen over ”patienter” omfattede flere politikere.

Blandt berømthederne er skuespillerinden Maria Seawern, der er 45, sanger Micheal Bjor, 63, og tv-journalist Edward Miszak, 65 år gammel.

Historien om de uautoriserede vaccinationer dukkede op, da Leszek Miller, medlem af det polske parlament og tidligere premierminister, tweetede et billede af en medicinsk journal, der viste, at han havde modtaget vaccinen den 30. december.

Nogle lokale politikere i andre dele af Polen, herunder medlemmer af det regerende parti Law and Justice (PiS), kritiseres ligeledes for at have modtaget vaccinen.

Selvom om Ganske mange I Polen er skeptiske overfor coronavirus-vaccination, er forargelsen i Polen til at tage at føle på, og regeringens talsmand, Piotr Müller, sagde mandag, at en regeringsundersøgelse var indledt, og at der kunne blive tale om sanktioner i form af bøder og disciplinærsager.

Efter den fastlagte vaccinationsplan, vil man i Polen senere i januar begynde at vaccinere seniorer, lærere og medlemmer af de væbnede styrker. Først herefter vil vaccinen være tilgængelig for den resterende befolkning, der tæller 38 millioner mennesker.

Tirsdag den 5. januar 2021 blev det oplyst, at der indtil videre i Polen er vaccineret omkring 85.000 mennesker, og at der forventes 2,9 millioner vacciner i de første tre måneder af 2020.

Tirsdag den 29. december 2020 svarer venstremanden Jan E. Jørgensen på et spørgsmål fra Berlingske Tidende:

”Når Inger Støjberg reagerer, som hun gør, er det så, fordi hun er stædig, eller ligger der også en politisk uenighed bag internt i partiet?”

Jan E. Jørgensen, der hævder han er cand. Jur., svarer:

”Det må du spørge Inger Støjberg om. Men jeg vil sige, at der er fortilfælde, fordi Anders Fogh Rasmussen trak sig som skatteminister, mens han havde en undersøgelse kørende. Da den var færdig, fandt man ud af, at der ikke var noget at komme efter, og Anders Fogh kom tilbage og blev både formand for sit parti og statsminister. Det er måden at tackle det på.”

Han fortsætter:

”Det er indlysende, at det ikke duer, at vi har en næstformand med sådan en sag kørende”.

Hvis advokater vurderer, at der er belæg for en rigsretssag, bør Inger Støjberg gøre som Anders Fogh Rasmussen i sin tid gjorde, da han var under anklage som skatteminister – nemlig trække sig fra sine poster, imens sagen afklares juridisk. Ellers vil sagen skygge for Venstre og partiets chancer ved det kommende kommunalvalg, siger Jan E. Jørgensen.

Jan E. Jørgensen løber som sædvanlig med en halv vind.

Anders Fogh Rasmussen trak sig først som skatteminister efter kommissionsdomstolens beretning forelå, men inden han i Folketinget blev stillet over for en mistillidsdagsorden.

Historien

Anders Fogh Rasmussen blev i 1987 blevet udnævnt til økonomi- og skatteminister, og han gik straks i gang med at realisere ”minimalstaten”.

Han gennemfører de følgende år store omlægninger af sit ministerium og skærer drastisk ned. Toldvæsenet og Skattevæsenet der hidtil har været adskilte direktorater, bliver pr. 1. marts 1989 lagt sammen i den nyoprettede Skatte- og Afgiftsstyrelse. Efterfølgende gennemføres en større fusion af den statslige og kommunale skatte- og afgiftsadministration til en samlet koncern, kaldet Told & Skat, hvilket skulle effektivisere og afbureaukratisere sektoren. Med fusionen skulle der spares 5.000 stillinger, eller hver tredje af de i alt 15.000 stillinger.

Fogh Rasmussens fusions- og spareplaner satte Skatteministeriet og dets underliggende institutioner under pres. Nedskæringerne medførte, at også ministeriet får reduceret sine budgetter, og da driftsbesparelserne lod vente på sig, blev det svært at holde budgetterne. Fogh havde samtidig overfor medarbejderne bekendtgjort, at han ikke ville acceptere budgetoverskridelser.

Kreativ bogføring

Den første ”kreative bogføring” bliver derfor begået allerede i 1988, hvor Datacentralen og Kommunedata tvinges til at udskrive kreditnotaer for arbejde leveret dette år – men som først betales i 1989. Det drejer sig om 16,5 mio. kr.

Ved KV-regeringens tiltræden i december 1990 var der 280.000 ledige. Tallet havde aldrig været højere i danmarkshistorien. Boligmarkedet blev også stærkt negativt påvirket med prisdyk, og tvangsauktionerne nåede det højst registrerede antal i fjerde kvartal af 1990. Økonomisk så det dog ikke kun sort ud. Kombinationen af stærk vækst i nabolandene, lav dansk inflation og en behersket lønudvikling førte til en kraftig forøgelse af eksporten, særligt til Tyskland. Med den ringe danske efterspørgsel kom der samtidig et fald i importen. Betalingsbalancen forbedredes således i de sidste år af 1980’erne i ganske uforudset grad, så der i 1990 – for første gang i mere end 30 år – var et overskud på hele 10 mia. kr. på betalingsbalancen.

I den økonomiske politik og i arbejdsmarkedspolitikken fremsatte mindretalsregeringen i flere situationer sine egne, ofte ganske markante borgerlige forslag. Disse blev så mødt af modstand eller regulær afvisning, hvorefter forslagene enten blev trukket tilbage eller forandret til ukendelighed gennem forhandlinger. KV-regeringen blev trods dette siddende, da oppositionen trods alt ikke kunne enes nok til at opstille et holdbart alternativ. 

I Skatteministeriet fortsatte den ”kreative bogføring”. I 1989 er der et hul i budgettet på 150 mio. kr. Ander Fogh Rasmussen står nu overfor at skulle gå den tunge gang til finansministeren, for at bede om et stort beløb til dækning af merforbruget i ministeriet. Denne mulighed er dog i så voldsom strid med ministerens minimalstats-ideologi, at der må findes andre og mere kreative løsninger. I det sene efterår indgår ministeriet og Datacentralen derfor en kontrakt, hvor en betaling på 35 mio. kr. udskydes til 1990.

Noget sådant er ulovligt, og især når ministeren ikke informerer andre. Det undlader Anders Fogh Rasmussen at gøre, trods det at han deltaget i beslutningen, men antagelig uden at han vidste, at det var ulovligt.

Forholdet bliver heller ikke oplyst, da han i slutningen af november alligevel må bede finansudvalget om flere penge; eller da udvalget den 6. december beder om flere oplysninger om de kaotiske forhold i ministeriet.

Kommissionsdomstol

Praksissen med at overføre penge til næste budgetår førte til en kritik fra rigsrevisionen af skatteministeren. Dette faldt sammen med stigende pressefokus på kaotiske tilstande med intriger, konkurrence og manglende opgaveløsning i Told & Skat.

Trods hemmeligholdelsen af kontrakten med Datacentralen siver oplysningen alligevel ud, og i begyndelsen af 1990 blev der nedsat en kommissionsdomstol.

Kommissionsdomstolen kommer på et langstrakt arbejde, og er først i stand til at afgive en slutrapport 18. november 1992. Kommissionsdomstolen har angiveligt haft store problemer med at indsamle data om sagen fra ministeriet. Det viser sig, at som følge af omstruktureringer og nedskæringer er selv de mest basale administrative procedurer brudt sammen i flere direktorater. Der føres ikke længere journal over ind- og udgående post. Vigtige aktstykker er ikke journaliserede og må formodes at være forsvundet – eller destruerede. Revisionsfirmaet Schøbel & Marholt har i slutningen af 89 gennemført en vigtig undersøgelse af arbejdsgangen i ministeriet, og er herunder også faldet over kontrakten med Datacentralen, men rapporten der har været dyr og må formodes at være vigtig, er helt forsvundet. Kun et internt notat fra ministeriet er tilbage.

Kommissionsdomstolens afgørelse

I midten af november 1992 afleverede Kommissionsdomstolen sin endelige beretning om bogføringspraksissen i Skatteministeriet. Den konstaterede, at Fogh Rasmussen havde forsømt at informere Finansministeriet om den problematiske kontrakt med Datacentralen, og at han havde afgivet uklare, ufyldestgørende og urigtige oplysninger til Folketinget om bogføringen af EDB-udgifterne i Skatteministeriet.

Misinformationen af Folketinget var selvklart ministerens ansvar, mens ansvaret for selve den kreative bogføring ifølge beretningen påhvilede fem embedsmænd i Skatteministeriet, som det blev anbefalet at rejse disciplinærsag imod.

Anders Fogh Rasmussen tog konsekvensen af sagen. Onsdag den 18. november 1992 valgte Anders Fogh Rasmussen at trække sig som økonomi- og skatteminister og han bad derfor statsministeren om sin afsked.

Hvis han var blevet, er der bred enighed om, at han utvivlsomt i Folketinget ville blive mødt af et mistillidsvotum.

”Der er aldrig noget quick-fix i politik. Det er det lange, seje træk, der gør forskellen”. Det udtaler den 36-årige Helge Toksvig Bjerre, der hævder i 2011 at have opnået en BA i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Erfaringen med lange seje træk har den lærenemme spindoktor opnået efter kun 14 måneder som særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad Bek.

Jens Christiansen

Alligevel har boligministeren erstattet Helge Toksvig Bjerre med den tidligere socialdemokratiske partisekretær og direktør i kommunikationsbureauet Advice, Jens Christiansen.

Det kan blive helt interessant at se hvordan Jens Christiansens erfaringer med astro-turfing og bekymrings-kampagner og hans baggrund som partisekretær i Socialdemokratiet og Advice-direktør kommer i spil for at fremme Kaare Dybvad Beks dagsorden.

Erfaringerne fra Falck-skandalen

Helge Toksvig Bjerres lærested, fagforeningen 3F, og hans store idol, tidligere kommunikationsdirektør Palle Smed, var dybt involveret i Falck-skandalen, der udspillede sig efter det lille hollandske ambulanceselskab Bios i efteråret 2014 vandt et udbud om ambulancedrift i Region Syddanmark, og den danske ambulancemastodont Falck igangsatte en omfattende tilsmudsningskampagne af Bios.

Palle Smed var en aktiv komponent i Falcks aggressive strategi. DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan han kontaktede en kendt hollandsk graverjournalist, som blev bestilt til at grave smuds op på Bios. Men han udelod i samme forbindelse den oplysning, at det var konkurrenten Falck, som havde sendt ham i byen og betalte for deres journalistiske arbejde.

Palle Smed blev hyret som kommunikationsrådgiver af kommunikationsbureauet Advice til, på vegne af Falck, at modarbejde ambulancetjenesten Bios. Palle Smed erkendte i februar 2019 at have fortalt et hollandsk medie (”Follow The Money”), at han arbejdede på vegne af 3F.

Det vurderes, at Palle Smed kan have tjent flere millioner kr. på sit arbejde, både ved betaling fra Advice og ved senere betaling direkte fra Falck.

Falcks smudskampagne var blandt andet medvirkende til, at Bios ikke kunne hyre tilstrækkeligt med reddere, og efter halvandet års ambulancekørsel gik det danske datterselskab, Bios Danmark, konkurs.

Konkurrencerådets kritik og bøder til Falck

Konkurrencestyrelsen har undersøgt hele forløbet, og på grundlag af Konkurrencerådets lammende kritik er Falck efterfølgende idømt store bøder.

Ifølge Konkurrencerådet havde Falck på det groveste misbrugt sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestreret og betalt for en kampagne mod og negativ pressedækning af ambulancevirksomheden Bios med henblik på at presse den hollandske konkurrent ud af det danske marked.

Det fremgår af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer var involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og som nævnt tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag er direktør for Faglige Seniorer. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

”Det er indlysende, at staten burde anbringe Advice på den sorte liste. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal betale for at blive taget i røven.”

Sådan lød kritikken fra Dennis Kristensen, tidligere formand i FOA, af kommunikationsbureauet Advice, som var involveret i skandalesagen som rådgivere for Falck. Advice og de andre bureauer har dog hidtil undgået sanktioner.

Peter Goll

Uanset andres involvering var det Peter Goll, der fra sit direktørsæde i Falck orkestrerede hele den masterplan, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Peter Goll blev fyret fra Falck og efter en periode som selvstændig i firmaet Goll Impact, med en vision om at forandre synet på, hvor meget man kan opnå og ændre med kommunikation som redskab, blev han til overraskelse for den redelige del af kommunikationsbranchen ansat som Kommunikationsdirektør/Senior Vice President og medlem af ledelsen i Københavns Lufthavne A/S med ansvar for inter og ekstern kommunikation samt Corporate Reponsibility.

Københavns Lufthavne skilte sig først i oktober 2020 af med Peter Goll, der nu helliger sig opgaverne i Goll Impact.

Hvad vil Helge Toksvig Bjerre nu?

Helge Toksvig Bjerre vil nu koncentrere sig om gennem Tailor Agency, der tidligere hed Kampagnekontoret, at falbyde sin kampagneekspertise, som han blandt andet har erhvervet under sin ansættelse i Formandssekretariatet i Danmarks største fagforening, 3F.

Spørgsmålet er hvilke kampagne-teknikker kunderne vil blive tilbudt?

Astro-turfing?

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen brugte Falck en række dubiøse metoder til at sværte Bios. En af metoderne var at skabe en folkelig græsrodsbevægelse, der overfor politikere og andre borgere skulle give udtryk for bekymring og utryghed ved Bios, der kunne betyde, at kvaliteten af ambulancekørslen blev ringere og responstiderne længere. Det ville blive kaotisk og folk kunne risikere at dø.

Målet med kampagnen var, at udbuddet skulle gå om, og som led i kampagnen blev der etableret og udnyttet grupper på de sociale socialt medier, systematisk formidling af negative historier om Bios, mobilisering af ”ambassadører” for Falck, brug af interne nyhedsbreve og brug af stationsledere og tillidsmænd m.fl.

EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen har den 30.december 2020 oplyst, at EU og Kina er enige om en omfattende investeringsaftale, som vil liberalisere markedsadgang.

Meddelelsen fra Ursula von der Leyen kom efter en telekonference mellem Kinas præsident, Xi Jinping, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, EU-præsident Charles Michel og von der Leyen selv.

Investeringsaftalen mellem EU og Kina er et stort skridt i retning af en egentlig frihandelsaftale.

Aftalen – Comprehensive Agreement on Investments (CAI) – er indgået efter næsten syv års forhandlinger, og fjerner hindringer for udenlandske investeringer i Kina for visse EU-industrier, såsom el-biler, cloud computing-tjenester, finansielle tjenesteydelser og sundhedsydelser.

CAI vil også være den første aftale der adresserer statsejede virksomheders adfærd og forpligtelser, sikrer transparens og klare regler for statssubsidiering.

Kina har også forpligtet sig til at ratificere ILO-konventioner om børne- og tvangsarbejde.

EU-krav om level playing field

EU har i aftalen insisteret på at EU-virksomheder fik lige konkurrencevilkår – a level playing field – inden for fast ejendom, fremstillingsvirksomhed, byggeri og finansielle tjenesteydelser. Samtidig ophæves visse krav om joint ventures og tvungne teknologioverførsler fra europæiske virksomheder, der opererer i Kina.

På nogle områder skal europæiske virksomheder stadig indgå et joint venture med en kinesisk partner, hvis de har filialer eller datterselskaber i Kina. Dermed vil de fortsat i et vist omfang være tvunget til at dele forretningshemmeligheder med deres kinesiske partnere. Om CAI-aftalen dermed i praksis effektivt beskytter intellektuel ejendomsret vil vise sig.

For Kina omfatter aftalen investeringsmuligheder i vedvarende energi i EU, selvom denne indrømmelse ikke har den store værdi, fordi alle har kunnet investere frit i EU.

Ifølge Eurostat har EU et betydeligt handelsunderskud overfor Kina – EU eksporterede i 2019 varer til en værdi af omkring 198 milliarder euro til Kina og importerede varer til en værdi af 362 milliarder euro.

I 2019 var Kina er den næststørste modtager af direkte investeringer fra EU efter USA.

Joe Biden

Biden-administrationen har set frem til tidlige konsultationer med EU om Kinas kritisable optræden på de økonomiske områder.

Fra EU anføres det imidlertid, at CAI-aftalen betyder, at EU er på lige fod med USA, der har opnået de samme fordele i sin såkaldte fase 1-handelspagt med Kina fra årsskiftet 2019/20.

Folkelig modstand?

I Tyskland er der massiv støtte til aftalen trods bekymringer over menneskerettighedskrænkelser i Kina, mens Polen har været mindre begejstret – måske fordi de ville have foretrukket at EU stod sammen med USA overfor Kina.

I Europa-Parlamentet må det forventes, at en række parlamentarikere stadig vil kæmpe for arbejdsstandarder og menneskerettigheder trods aftalens elementer om ILO-konventioner.