Lars Løkke Rasmussen er ifølge erindringsbogen ”Om de fleste og det meste” misforstået, uretfærdigt behandlet og forrådt af sine egne. Det kan meget vel være tilfældet, men Lars Løkkes katastrofale mangel på selverkendelse og andre fatale karakterbrist er veldokumenterede. Lars Løkke synes at glemme, at de fleste af hans gerninger er foregået i fuld offentlighed eller dokumenteret af troværdige øjenvidner. Hans flossede moral og pamperagtige håndtering af offentlige hverv burde have forhindret en plads i bestyrelsen i selv den mindste 4H-ungdomsorganisation, hvis han ikke havde haft en velfungerende partiorganisation i ryggen. Hans relativt lange politiske liv på topniveau vidner samtidig om skiftende partisekretærers manglende moral, hovedbestyrelsens kynisme, og om uhørt tolerance og overbærenhed hos Venstres vælgere.
Det er således veldokumenteret, at Lars Løkke Rasmussen har haft mange ”sager”, der viser at han ikke er driftssikker i omgangen med andre folks penge, og når det gælder om at overholde budgetterne. Det er vel efterhånden almindelig kendt i offentligheden, at den forhenværende statsminister har haft rod i privatøkonomien, men også i sit efterhånden lange politiske liv er spadseret fra underskud til underskud.
Lars Løkke begyndte tidligt. Ved Løkke Fondens otteårs fødselsdag på Hotel Marriott i København tirsdag den 25. februar 2020 fortalte den tidligere statsminister, at han i 1978 ikke holdt sig tilbage fra rapserier af flaskepant og cigaretter. Hvor mange cigaretter Lars Løkke siden har købt på skatteborgernes regning, foreligger ikke oplyst.
Underskuddet i Græsted
Allerede i 1982 blev han ramt af sin første underskudssag. Niels Krause-Kjær har i bogen ”Lars Løkke” beskrevet historien:
Som 17-årig var Lars Løkke Rasmussen i 1981 med til at stifte ”Foreningen af Gamle Spejdere i Græsted”, med det formål at samle penge ind til et folkevognsrugbrød, som Lars og vennerne kunne rejse Europa rundt i.
For at skaffe penge til projektet hyrede Lars Løkke det populære band Rocazino til en koncert i Gribskovhallen Sankthansaften 1982. Men samtidig får Rocazino et megahit med sangen ”Elsk mig i nat”, og de dropper arrangementet.
I stedet får Lars Løkke tilbudt gruppen Blast med Hanne Boel, Tina Schäfer og Lise Dandanell. Men det er ikke noget, der rykker i Græsted. Under 100 mennesker køber billet til koncerten, og de manglende entréindtægter gør, at Lars Løkke står tilbage med en regning på 30-40.000 kr.
Til bandets overraskelse nægter den nu 18-årige Lars Løkke Rasmussen at betale regningen. Han hævder, at kontrakten er ugyldig, fordi han ikke var fyldt 18, da han skrev under på den.
Blast pudser en advokat på Løkke, men han giver sig ikke. Og til sidst må advokaten give op.
Bandmedlemmerne i Blast raser og de overvejer mange år senere, da Lars Løkke er blevet statsminister, om de kan få drevet tilgodehavendet ind.
Året efter lykkes det faktisk Lars Løkke og hans venner at skrabe penge sammen til folkevognsrugbrødet og rejsen rundt i Europa.
Bilagssagen i VU
Allerede i 1989 blev Løkke ramt af sin første bilagssag, da han var 25 år gammel. Dengang var det Løkkes kampagne til Europa-Parlamentsvalget, der endte med at blive en dyr fornøjelse for Venstres Ungdom.
Historien er, at på falderebet af nogle glade formandsdage i Venstres Ungdom fik Lars Løkke Rasmussen i 1989 den idé, at han skulle vælges til Europa-Parlamentet.
Forslaget blev mødt med en del modvilje hos de andre i VU’s ledelse, men ved hjælp af Lars Løkke Rasmussens overtalelsesevner lykkedes det ham at skaffe flertal, så han kunne stille op, og VU afsatte 200.000 kr. til projektet.
Valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet var indædt. Ikke mindst mellem venstrekandidaterne blev der gået til stålet. En af årsagerne var, at Klaus Riskær Pedersen i 1989 var gået ind i politik og opstillede til Europa-Parlamentsvalget på Venstres liste.
Partifællen Klaus Riskær Pedersen
Klaus Riskær Pedersen kastede sine egne midler (eller i hvert fald penge han rådede over) i en stort anlagt valgkampagne og brugte slogans som “Bryd Janteloven!” og “Danmark kan, hvis du vil”. Riskær udgav også op til valget et gratis nyhedsbrev.
Hans aura af succes og fandenivoldskhed gjorde ham populær blandt mange unge venstrefolk, mens han var mindre populær blandt partiets mere traditionelt indstillede medlemmer.
Lars Løkkes kampagnebudget overskrides
Lars Løkkes kampagne var også efter Græsted-forhold stor. Problemet var, at omkostningerne løb op i mere end fire hundrede tusinde kroner – omkring det dobbelte af, hvad der var afsat. Også dengang blev pengene brugt på jakkesæt, fester, rejser, hotelovernatninger, middage og leje af datidens dyre og sjældne mobiltelefoner. Resultatet blev, at kampagnen fuldstændig tørlagde kassen hos VU.
Venstre havde inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.
Listen var sideordnet så det var de personlige stemmer, der ville afgøre hvem der i sidste ende kom ind. Nogle af de andre kandidater, blandt andet Lars Løkke, var irriterede over den store medieopmærksomhed omkring Klaus Riskær Pedersen.
Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen. Riskær opnåede at blive den kandidat, der fik 5. flest stemmer ved valget – 57.114 personlige stemmer.
Lars Løkke Rasmussen blev trods store armbevægelser en af 1989-valgets store tabere
Skandalen omkring underskuddet i VU var oveni købet ved at koste Lars Løkke den normale plads i Venstres hovedbestyrelse som afgående VU-formand.
Det er tankevækkende, at hvis venstrefolkene ikke havde forbarmet sig, kunne det allerede dengang have været slut for Lars Løkke Rasmussen, der næppe i egen kapacitet kunne være valgt til noget offentligt embede.
Forsøgte forgæves at blive valgt til Folketinget
Ved folketingsvalget i 1987 opstillede Løkke for første gang, og Løkke fik faktisk 1.667 personlige stemmer, men han blev ikke valgt.
Han stillede som nævnt også op ved Europa-Parlamentsvalget i 1989 uden at blive valgt ind. Da han ej heller formåede at opnå valg ved folketingsvalget i 1990, meddelte han formanden for Frederiksværk-kredsen, at han ikke længere ønskede at stille op som folketingskandidat. Få måneder senere vendte han tilbage og ønskede alligevel at stille op. Lars Løkke Rasmussen blev endelig i 4. forsøg valgt til Folketinget den 21. september 1994.
Løsgænger
1. januar 2021 meldte Lars Løkke Rasmussen sig ud af Venstre. I et Facebook-opslag om udmeldelsen lægger Lars Løkke Rasmussen bl.a. vægt på, at det ikke er lykkes at samarbejde hen over midten i dansk politik, og Lars Løkke Rasmussen beklager også, at Venstres forretningsudvalg har “kortsluttet” medlemsdemokratiet.
Lars Løkke valgte dog at beholde sit mandat “i kraft af mit personlige stemmetal”, og han blev dermed løsgænger udenfor partierne og berettiget til Folketingsvederlag m.v. og økonomisk støtte til sekretærbistand etc.
På hjemmesiden larsloekke.dk oplyste Lars Løkke Rasmussen: ”Den 1. januar 2021 blev jeg løsgænger. Efter 40 år som medlem af Venstre står jeg nu igen på egne ben – som da jeg var helt ung. Jeg er den, jeg er. I dag rigere på erfaringer, både lyse og mørke – og heldigvis fortsat med lysten intakt til at gøre en forskel og møde en ny virkelighed”.
Samtidig præsenterede Lars Løkke Rasmussen et nyt såkaldt “politisk netværk”, og han ville ikke udelukke, at projektet kunne blive begyndelsen på et decideret nyt politisk parti.
Advarsel fra Donald Trumps tidligere stabschef
Donald Trumps stabschef fra 31. juli 2017 til 2. januar 2019, John Kelly, udsendte den 7. januar 2021 i anledning af de kaotiske begivenheder onsdag den 6. januar omkring den amerikanske kongres på Capitol Hill i Washington et statement, hvor han kommer med følgende opfordring:
“Vi er nødt til at kigge grundigere på, hvem vi vælger til politiske poster i landet. På personens karakter, på personens moral, på personens etik, deres integritet, deres forhold til sandheden, deres fejl og mangler, hvordan de taler om kvinder og minoriteter, hvorfor de overhovedet vil vælges – og først da overveje, hvilken politik de står for”.
John Kelly har været general i U.S. Marine Corps og han var Secretary of Homeland Security før han blev stabschef. Selvom Kelly utvivlsomt på det overordnede plan har været enig i den politik, der har været ført i de sidste 4 år fra Det Hvide Hus, er det tydeligt, at der er træk ved Donald Trumps karakter, som har chokeret John Kelly.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 