For en gangs skyld er det ikke den skandaleramte udenrigsminister, Jeppe Kofod, der er årsagen. Der er udbrudt splid på den danske ambassade i USA, hvor en anonym medarbejdergruppe på ambassaden har sendt et brev til Udenrigsministeriets departementschef, Lars Gert Lose, hvori man ganske uhørt kræver Lone Dencker Wisborg fjernet som ambassadør.

Ambassadøren hyrede i foråret 2020 Lone Dencker Wisborgs tidligere spanske au pair som chauffør, selv om kvinden ikke har de påkrævede kvalifikationer. Hele forløbet er påfaldende, mener en lektor i arbejdsret ifølge Ekstrabladet.

Departementschefen i Udenrigsministeriet og habilitet

Udenrigsministeriets departementschef, der selv har været ambassadør i Washington, er ikke ubekendt med de problemer, som en ambassadør kan rende ind, når nære relationer skal plejes. I slutningen af 2018 blev Udenrigsministeriet opmærksom på, at Lars Gert Lose (ministeriets departementschef fra 1. januar 2019!), muligvis havde været inhabil i relation til sin hustrus aktiviteter på kulturområdet, mens han var ambassadør i Washington. Udenrigsministeriet bad derfor Kammeradvokaten om at vurdere spørgsmålet.

Kammeradvokaten afsluttede den 24. januar 2019 sin gennemgang, og hans konklusion var, at Lars Gert Lose ikke havde overtrådt habilitetsreglerne og derfor ej heller kunne bebrejdes, at han ikke underrettede sin foresatte myndighed.

Selvom om det er åbenlyst usandsynligt, at ambassadøren ikke skulle være vidende om, at hans kone Ulla Rønberg var ved at blive ansat som konsulent, har Kammeradvokaten lagt vægt på, at det dengang foreliggende materiale og de overensstemmende forklaringer fra Lars Gert Lose, Anne Dorte Riggelsen og Lone Ravn samt øvrige med tilknytning til begivenhedsforløbet ikke giver noget grundlag for at antage, at Lars Gert Lose var vidende om, at Ulla Rønberg ville blive tilknyttet konsulentstillingen.

Kammeradvokatens notat kan læses her.

Washington ambassaden

Ekstrabladets beskrivelse af de bizarre forhold på ambassaden i Washington er bemærkelsesværdig. Det hører absolut til sjældenhederne, at det når til offentlighedens kendskab, når de tungeste af udenrigstjenestens chefer bliver udsat for kritik.

Som oftest klares konflikterne diskret ved at en kontorchef fra ministeriets personaleafdeling personligt møder op på ambassaden og gennemfører samtaler med samtlige ansatte. Skriver en rapport, der peger på at situationen allerede er ændret til det bedre, og roen sænker sig igen – for en tid.

Offentligheden har dog tidligere via Berlingske Tidende fået indblik i, at der også tidligere er foregået bizarre ting på ambassaden i Washington.

Da Friis Arne Pedersen var ambassadør i Washington, blev der også skudt med skarpt. Friis Arne Pedersen, der trods en sag om spritkørsel i USA senere fik poster i Kina og Tyskland, og i dag er til rådighed på timebasis i konsulentfirmaet Rud. Pedersen, fik skudt i skoene, at han havde en meget autoritær og negativ ledelsesstil.

”Han er ubehagelig. Og han elsker at være frygtet. Og er ekspert i at skabe usikkerhed. Hvis han siger, at man skal få en elefant til at flyve, så prøver folk på det”, siger en kilde med adskillige års erfaring på ambassaden i Washington ifølge Berlingske Tidende.

Friis Arne Petersen afviste harmdirrende kritikken og slog uden blusel på sin baggrund som fattig fiskerdreng fra Skagen som argument for, at han ikke kunne drømme om at skabe frygt omkring sig. Det virker ikke rigtig overbevisende, når vi ved at en ”fiskerlussing” i Skagen er den eufemistiske betegnelse for et hovedtraume-fremkaldende knytnæveslag.

Utilfredsheden i Washington gav ikke desto mindre anledning til et flere dage langt besøg fra personaleafdelingen i København til en snak om, hvordan man skaber en god arbejdsplads.

Problemerne blev dog løst, da Friis Arne Petersen blev forsat til ambassadørposten i Kina.

For at mildne de økonomiske konsekvenser af Brexit har Europa-Kommissionen fremlagt et forslag om en tilpasningsreserve (Brexit Adjustment Reserve).

Formålet med den påtænkte reserve er at hjælpe med at støtte offentlige forvaltninger, virksomheder og beskæftigelse i de medlemsstater og sektorer, der bliver hårdest ramt af UK’s udtræden af EU.

Oprettelsen af ​​en Brexit-tilpasningsreserve blev i princippet vedtaget af Det Europæiske Råd tilbage i juli 2020. Med et samlet budget på 5 mia. Euro skal reserven dække udgifter i medlemsstater over en periode på 30 måneder fordelt på to runder. Langt størstedelen af ​​reservebudgettet – 4 mia. Euro fordeles i 2021 på baggrund af den forventede indvirkning på medlemsstaternes økonomi. En mindre del – 1 mia. Euro – af støtten fordeles i 2024, hvis de faktiske udgifter overstiger den oprindelige tildeling.

Hvordan fordeles ressourcerne?

Fordelingen til medlemslandene sker på baggrund af en fordelingsnøgle under hensyntagen til den relative grad af økonomisk integration med Storbritannien, herunder handelen med varer og tjenester.

3,6 mia. Euro tildeles på grundlag af handelssamkvemmet, mens 600 mio. Euro fordeles efter de tab, som nogle medlemsstater vil opleve som følge af de gradvist indfasede begrænsninger i adgangen til de britiske farvande til fiskeri.

Landene geografisk tættest på Storbritannien og med de stærkeste handelsforbindelser forventes at blive hårdest ramt generelt. Det gælder Irland efterfulgt af Holland og Belgien.

Når det gælder tabene på fiskeri, er kyststaterne – Frankrig, Holland, Belgien, Danmark, Tyskland, Irland, Spanien og Sverige – alle i fare for at miste adgang til bestande, de tidligere fiskede.

Danmarks situation

Dansk fiskeri kan se frem til et årligt tab på op imod 200 millioner kroner når kvotebegrænsningerne på 25 pct. efter fem et halvt år er fuldt indfaset som følge af aftalen mellem EU og UK.

EU-Kommissionens forslag er, at der i alt allokeres 600 millioner Euro eller omkring 4,5 milliarder kroner til fiskerikompensation, og der er ingen tvivl om, at der bliver hård kamp om de midler.

Spørgsmålet er, hvor meget der bliver til små EU-lande som Danmark?

Franske fiskere har lagt et hårdt pres på præsident Emmanuel Macron for ikke at opgive fiskerettigheder, men EU måtte i slutfasen acceptere en reduktion på 25 pct. over 5 og et halvt år, hvor kravet tidligere var mindst 10 år.

Hvis Macron skal gøre sig håb om genvalg ved præsidentvalget i 2022 skal det forberedes i 2021. Hans støtte i befolkningen er behersket, der er stadig utilfredshed blandt De Gule Veste, opgøret med Islam og Tyrkiet raser og i baggrunden lurer Marine Le Pen og hendes parti ”Rassemblement National”.

Den franske fiskeriminister, Annick Girardin, har da også allerede erklæret, at den franske regering vil etablere finansielle støtteordninger til hjælp for de tab, som fransk fiskeri vil opleve som følge af Brexit-aftalen med UK.

Baggrunden for Støjberg-sagen var en omtale i Berlingske Tidende den 25. januar 2016, at der på danske asylcentre boede par, hvor pigen er under 18 år, og manden i nogle tilfælde væsentligt ældre.

Socialdemokraternes ordfører, Dan Jørgensen, kaldte Støjberg i samråd, fordi det var ”dybt utilfredsstillende”, at sagen skulle graves frem af medierne, før ministeren reagerede. Et stort set enigt folketing krævede omgående handling, og selv den radikale gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, glædede sig over, at ministeren nu ville tage affære.

Støjberg udsendte den 10. februar 2016 en pressemeddelelse om at adskille barnebrudene fra deres partnere, men et par klagede over adskillelsen. Ombudsmanden konstaterede, at sagsbehandlingen var ulovlig, fordi der skulle træffes individuelle afgørelser i de konkrete sager og gennemføres partshøringer.

Sagens kerne – beskyttelsen af mindreårige og danske normer, hvor barnebrude ikke accepteres – blev glemt og et flertal i Folketinget iværksatte kommissionsundersøgelsen af omstændighederne omkring den ulovlige adskillelse af asylpar.

Ifølge Støjbergs kritikere handler sagen slet ikke om barnebrude, eller om hvorvidt man er for eller imod ægteskaber mellem myndige og mindreårige. Kommissionsundersøgelsen er således ikke en ”barnebrudskommission”, men en kommission, der undersøger ulovlig forvaltning og efterfølgende vildledning af Folketinget.

Ansvaret for den ulovlige forvaltning

Kommissionen går særdeles hårdt til værks over for Inger Støjberg. Den tilsidesætter hendes forklaring og vurderer, at hun af sine embedsmænd var blevet gjort opmærksom på, at en undtagelsesfri adskillelse af asylpar ville være ulovlig. At hun ikke desto mindre udtrykte ønske om en sådan adskillelse, og at det førte til en klart ulovlig praksis.

Det er imidlertid en fejltolkning af kommissionsberetningen at tillægge Inger Støjberg hele ansvaret.

Af beretningen (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.

Kommissionen anfører (stadig side 825), at Inger Støjbergs egen forklaring om hensigten med pressemeddelelsen af 10. februar 2016 i vid udstrækning har været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning, som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Pressemeddelelsen af 10. februar 2016 blev udsendt med departementschef Uffe Toudal Pedersens udtrykkelige godkendelse.

Det er bemærkelsesværdigt og uforståeligt, at kommissionen alligevel (side 825) i det hele tilsidesætter Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet ”utvivlsomt mistede sin betydning” som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen.

Hvordan kommissionen uden videre kan tilsidesætte notatet af 2. februar 2016 er en gåde. Ministeriet har overfor Justits- og Statsministeriet forsikret, at der ville blive administreret lovligt, og departementschefen har i kommissionen direkte henvist til det den 9. februar 2016 godkendte notat.

Det er ligeledes en gåde, hvorfor Ombudsmanden i den efterfølgende undersøgelse slet ikke omtaler, endsige forholder sig til dette notat, som instrukskommissionen har fastslået blev oversendt til Ombudsmanden.

Hvem var ansvarlig for instruksen?

Instruksen til Udlændingestyrelsen, som kommissionen betegner som ”klart ulovlig”, består af 3 elementer:

• Pressemeddelelsen af 10. februar 2016,
• afdelingschef Line Skytte Mørk Hansens telefoniske meddelelse den 10. februar 2016 til Udlændingestyrelsen og
• Line Skytte Mærk Hansen oversendelse til Udlændingestyrelsen af pressemeddelelsen til Udlændingestyrelsen.

Pressemeddelelsen af 10. februar 2016, der blev udsendt med departementschef Uffe Toudal Pedersens godkendelse, var ikke i sig selv en tjenstlig instruks. Det var dermed ifølge kommissionen afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement Line Skytte Mørk Hansen, der gjorde pressemeddelelsen til en decideret instruks ved at ringe til Udlændingestyrelsen – Lene Linnea Vejrum (i Ditte Kruse Dankerts delvise påhør) og pålægge styrelsen at administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen – som hun samtidig oversendte til styrelsen.

Afdelingschef Line Skytte Mørk Hansens rolle

Kommissionen tilsidesætter forklaringen fra Line Skytte Mørk Hansen, der har hævdet, at hun ringede til Lene Linnea Vejrum og understregede, at styrelsen ikke skulle følge pressemeddelelsen, men i stedet gøre undtagelser til reglen om at adskille asylparrene.

Instrukskommissionen udpeger hermed afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen som den egentlige ansvarlige for den ”klart ulovlige” instruks til Udlændingestyrelsen.

Embedsmænd har en klar forpligtelse til at sige fra og nægte at udføre noget der er ”klart ulovligt”, og det er formentlig også derfor Line Skytte Mørk Hansen den 14. december 2020 er suspenderet. Sagen kan givet få konsekvenser for afdelingschefen, når den endelige ansvarsvurdering foreligger. Problemet er, at allerede den 10. februar 2021 udløber forældelsesfristen, og derfor er ministeriet tvunget til at reagere inden.

Departementschef Uffe Toudal Pedersens rolle

Om Line Skytte Mørk Hansen af egen drift skulle udstedte en tjenestebefaling med det pågældende indhold til styrelsen eller om det skete på foranledning af daværende departementschef Uffe Toudal Pedersen, vil formentlig blive afdækket i den endelige ansvarsvurdering.

Instruksen fra ministeriet, dvs. pressemeddelelsen og instruksen fra afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen, betød at Udlændingestyrelsen i de følgende uger efter kommissionens opfattelse administrerede ”klart ulovligt”.

Som nævnt er det i forvaltningsretten fastslået, at embedsmænd har en klar forpligtelse til at sige fra og nægte at udføre noget, der er ”klart ulovligt”. Kommissionens kommende nærmere ansvarsvurdering af de involverede embedsmænd kan således også få konsekvenser for ledelsen i Udlændingestyrelsen.

Vildledningen af Folketinget

Inger Støjberg har allerede erkendt, at hun og ministeriet i forhold til Folketinget har begået fejl og herunder ikke har levet op til informationsforpligtelsen.

Berlingske Tidendes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, har skamløst givet veninden Eva Zeuthen Bentsen, der præsenteres som ”en af landets mest markante erhvervskvinder”, tekstreklame og lejlighed til at promovere konsulentvirksomheden Zeuthen Storm: ”Jeg er meget glad for, at vi i Zeuthen Storm har klaret coronaskærene”. Det er hvad læserne – udover lidt om erhvervskvindens familie – spises af med om årets gang.

Er en boomer-kommission det rette match til en andengenerationsreform?

Sidst vi hørte fra Zeuthen, var den 9. november 2020, hvor hun i egenskab af Berlingske Tidendes ”erhvervskommentator” vurderede den af S-regeringen nedsatte kommission for såkaldte 2. generationsreformer.

Zeuthen var helt fremme i de identitetspolitiske sutsko i sin kommentar. Uden særlig argumentation, giver Zeuthen udtryk for, at en kommission overvejende besat med ”boomere” næppe vil kunne ”tænke de unge ind i løsningsbilledet”.

Det bemærkes, at Zeuthen bruger betegnelsen ”boomer”, der ellers er den nedsættende betegnelse, som bruges af fortrinsvis yngre venstreorienterede identitetstænkere, der i dag ser en samlet fjende i det vestlige samfund, der ikke blot opfattes som kapitalistisk, men også som ”sexistisk, ungdomsfjendsk og patriarkalsk, for slet ikke at tale om racistisk”, beskriver folk over 50, der er født under efterkrigstidens baby-boom.

Hvis Eva Zeuthen, ligesom Tom Jensen gerne vil være ung med de unge, er eksponent for den linje, som Berlingske Tidende fremover vil følge i dækningen af erhvervsstoffet, lover det ikke godt.

Eva Zeuthen

Allerede, da erhvervsredaktionen på Berlingske den 12. september 2020 meddelte, at der var tilknyttet en ny erhvervskommentator, fik man bange anelser. Det var ”erhvervskvinden” Eva Zeuthen Bentsen, som ved siden af sit job som partner i den rådgivningsvirksomhed, hun selv har været med til at skabe, Zeuthen Storm, ville skrive om erhvervsliv, den offentlige sektor og ledelse i Berlingske.

Eva Zeuthen Bentsen præsenteres som cand.merc. i strategi og ledelse fra CBS, tidligere hospitalsdirektør på Gentofte Hospital og tidligere medlem af regeringens ledelseskommission.

Fyret fra Gentofte Hospital

Eva Zeuthen Bentsen har siden hun ved årsskiftet 2014/15 blev fyret som hospitalsdirektør ved Gentofte Hospital ernæret sig som konsulent.

Baggrunden for fyringen var den skandaløse administration af eksterne forskningsmidler på Gentofte Hospital og på Rigshospitalet. Der var mangelfuld kontrol med midlerne på hospitalerne, og forskningsmidler blev brugt til private og ekstravagante formål. Fem overlæger blev politianmeldt og tiltalt for svindel for sammenlagt ca. 6,5 mio. kr. Udover den mangelfulde kontrol med forskningsmidlerne afdækkede skandalen at Eva Zeuthen Bentsen og andre medlemmer af hospitalsdirektionen havde afholdt udgifter til en omfattende rejseaktivitet og repræsentation uden dokumentation for udgifternes tjenstlige relevans.

Ledelseskommissionen

Henvisningen til Eva Zeuthen Bentsens medlemskab af Ledelseskommissionen bidrager ikke til positive forventninger.

Siden formanden for Ledelseskommissionen, Allan Søgaard Larsen, forsvandt i en shitstorm som følge af hans ansvar for Falcks ulovlige adfærd i Bios-sagen, har vi ikke hørt en lyd om kommissionens anbefalinger.

Baggrunden for skandaliseringen af Ledelseskommissionens formand var Konkurrencerådets lammende kritik af Falck – der efter at have tabt et ambulanceudbud til Region Syddanmark til hollandske Bios i sensommeren 2014 – på det groveste misbrugte sin dominerende stilling på markedet for ambulancetjenester og orkestrererede en kampagne mod ambulancevirksomheden Bios.

Det fremgik af Konkurrencestyrelsens redegørelse, at kampagnen byggede på en kommunikationsstrategi, der havde som overordnet mål at ”skabe bekymring”: ”Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø”. Målet var, at ”udbuddet bliver annulleret”.

Flere kommunikationsbureauer var involveret i hele sagen, herunder Advice, Rud Pedersen og tidligere kommunikationsdirektør i 3F, Palle Smed, der i dag har sin egen konsulentvirksomhed. Derudover fremgår det af redegørelsen, at Danmarks største fagforening, 3F, spillede en rolle i sagen.

Peter Goll ny erhvervskommentator på Berlingske Tidende?

Peter Goll orkestrerede fra sit direktørsæde i Falck med Allan Søgård Larsens billigelse hele den masterplan, som Konkurrencerådet vurderede til at være lovstridig.

Peter Goll blev for nylig afskediget fra sin stilling som kommunikationschef i Københavns Lufthavn, og Goll vil således være til rådighed, hvis Berlingske vil forfølge den nye håndtering af erhvervsstoffet.

Den aftale, der er indgået mellem UK og EU om samhandel, fiskeri og samarbejdet på en lang række andre områder efter Brexit den 31. december 2020, kommer til at koste for dansk fiskeri.

EU-landenes muligheder for at fiske i britiske farvande har været det afgørende spørgsmål i slutfasen af forhandlingerne.

Problemerne i forbindelse med at undgå en ”hård” grænse mellem Nordirland og den irske republik var løst, og der var også fundet løsninger på EU’s øvrige betingelser for, at UK fortsat har told- og kvotefri adgang til det indre marked.

Tilbage var så fiskeriet, der hverken i EU eller UK har overvældende nationaløkonomisk betydning. Men fiskeriet er i UK ligesom i Danmark og andre EU-lande, herunder Frankrig, en politisk betydningsfuld sektor, og det britiske krav om, at EU over 3 år skulle opgive over 60 pct. af værdien af de hidtidige fiskemuligheder i britiske farvande, var simpelthen ikke acceptable for EU, hvor især Frankrig og Danmark ville blive hårdt ramt.

En aftale mellem EU og UK, der alene fastslog, at eventuelle udestående handelsmæssige og fiskerimæssige problemer ville blive løst ”hen ad vejen”, har aldrig været en realistisk løsning. I begge lejre har der været behov for afklaring. I Danmark ville en eventuel midlertidig ordning, der ikke omfatter fiskeriet, formentlig have været helt uacceptabel.

Den aftalte løsning, der ventes offentliggjort senere i dag, indebærer, at værdien af EU’s hidtidige fiskerimuligheder I britiske farvande skal reduceres med 25 pct. over de næste fem og et halvt år. Der er således nået et kompromis mellem EU-kravet om en 10-årig udfasning og det britiske krav om 3 år.

“Hillbilly Elegy”, der nu kan ses på Netflix, er beretningen om forfatteren – J. D. Vance – og hans opvækst i den sydlige del af Ohio, og den hvide middelklasse der kom i vanskeligheder da stålindustrien kollapsede og området blev en del af ”rustbæltet”. Det er også historien om stofmisbrug og den opioid-krise, der har martret USA og herunder ikke mindst fattige områder i Appalacherne.

Forbruget af smertestillende medicin giver anledning til bekymring i Danmark – men i USA har pillemisbrug skabt en regulær krise.

Opioid-krise i USA

Det er især lægemidlet OxyContin, der er i fokus. OxyContin er siden 1995 blevet ordineret i store mængder til smertelindring – et stof, der i princippet kan beskrives som heroin i tabletform, men som markedsføres som en harmløs og effektiv behandling af smerte og ømhed.

Stærke smertestillende midler bliver normalt brugt til kortere behandlinger af akut smerte, eller i livets slutfase, for eksempel til kræftpatienter. Men efter en intensiv lobbykampagne rettet mod læger lykkedes det Purdue Pharma i 2000’erne at gøre det acceptabelt at bruge OxyContin til også mildere ømhed og langtidsbehandlinger af smerte samt til patienter diagnosticeret med ”ondt i livet”.

I dag dør mere end 50.000 mennesker af opioidoverdoser hvert år og allerede i 2015 døde flere mennesker i USA af overdoser end af skydevåben, hvor opioider dominerede som dødsårsag – dødstallet har været stigende. Som det eneste vestlige land har USA oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder over de seneste tre år – et fald der forbindes direkte med opioid-epidemien.

National nødsituation

Præsident Trump har siden erklæret opioidepidemien for en national nødsituation, som kræver omfattende handling.

Men i USA går historien tilbage til 1990’erne og handler om aggressiv markedsføring, om myndighedernes svigt, om grådige læger og om små samfund over hele USA, som bukkede under for fristelsen.

Medicinalvirksomhed Purdue Pharma havde i 1995 udviklet OxyContin – en smertestillende pille baseret på Oxycodon.

Purdue markedsførte OxyContin som det bedste middel mod smerte på markedet. Markedsføringen inkluderede blandt andet en salgsvideo, som ikke var godkendt af sundhedsmyndighederne, der blev sendt til mere end 15.000 læger.

Allerede i 2002 blav Purdue Pharma idømt en bøde på 635 millioner dollars for at undlade at oplyse om farerne ved længerevarende forbrug af OxyContin.

Bøden afholdt dog ikke Purdue Pharma fra at fortsætte den meget aggressive markedsføring af præparatet. Virksomheden arrangerede konferencer om smertelindring og sendte en sværm af sælgere ud i landet. Særligt udvalgte læger blev betalt store summer for at tale risikoen for afhængighed ned.

FDA tillader OxyContin som receptpligtig smertestillende medicin

Purdue lykkedes med at overbevise den amerikanske lægemiddelstyrelse – The United States Food and Drug Administration, FDA – om, at pillerne skulle kunne udskrives som almindelig receptpligtig smertestillende medicin.

Tidligere havde den slags præparater alene været ordineret som smertelindring til kræftsyge, som ikke havde langt igen.

Amerikanske læger begyndte herefter at udskrive recepter på store mængder af OxyContin.

Rygproblemer? OxyContin kan give dig livet tilbage!

Sådan blev OxyContin tidligere markedsført. Det samme med smerter efter en mindre operation eller en hvilken som helst anden dårligdom, som krævede smertelindring.

Nogle læger så ligefrem en god forretning og udskrev nærmest på samlebånd recepter på OxyContin til almindelige borgere, der kom ind fra gaden og erklærede sig ramt af for eksempel rygsmerter.

OxyContin var en milliardforretning. Ikke alene for medicinalvirksomheden Purdue, men også for læger, apoteker og mellemmænd, der handlede i OxyContin på gadeplan. Et sort marked blomstrede op. OxyContin var blevet allemandseje.

Hillbilly heroin

Især i mindre byer i fattigere dele af USA som i det østlige Kentucky og i West Virginia tog epidemien fat. En hurtig lindring fra hverdagens skavanker. Fabriksarbejdere og minearbejdere tog rutinemæssigt OxyContin for at komme igennem arbejdsdagene. Pillerne fik hurtigt kælenavnet ”Hillbilly heroin”.

Først mange år senere blev advarslerne hørt, og medicinen reguleret. Da var det allerede for sent. Den stærkeste og mest vanedannende medicin, der nogensinde er blevet udskrevet som almindelig mertestillende medicin, havde taget hold i amerikanerne.

Situationen i dag

I dag, 20 år senere, indtager USA 80 procent af verdens receptpligtige smertestillende medicin. Til trods for, at landet blot udgør fem procent af verdens befolkning.

Og for mange har afhængigheden af Oxydon-baserede smertestillere ført til langt værre narkotikamisbrug. Når læger lukkede i for recepterne eller jagten på et større sus blev for fristende, var skridtet til stærkere opioider som heroin eller fentanyl ikke langt.

Purdue Pharma dømmes til at betale erstatning

Purdue Pharma, der først lancerede OxyContin i 1995, er udlagt som den store skurk i den amerikanske opioid-krise. Det er almindelig kendt, at det er mærkevaren, der skaber efterspørgslen, som så efterfølgende imødekommes af generiske kopiprodukter.

Purdue Pharma har nu i en historisk retssag erklæret sig skyldig i tre sigtelser vedrørende virksomhedens rolle i den amerikanske opioidkrise, der har kostet mere end 450.000 amerikanere livet på grund af overdosis.

Retssagen var anlagt af den amerikanske Drug Enforcement Administrations, DEA, der bl.a. har ansvaret for at håndhæve kontrollen med narkotika og droger omfattet af The Controlled Substances Act.

Purdue Pharma har blandt andet erkendt, at virksomheden har præmieret læger for at udskrive recepter på opioider, herunder OxyContin.

Med det indgåede forlig har Purdue Pharma accepteret at betale over otte mia. dollars, rundt regnet 50 mia. kr., i bøder og erstatninger til efterladte.

Purdue Pharma bliver statsejet virksomhed

I afgørelsen ligger, at Purdue Pharma skal betale 3,5 mia. dollars i bøder og desuden allokere to mia. dollars af fremtidige indtægter til at betale af på bøder. Derudover kommer 2,8 mia. dollar til at betale erstatninger til efterladte.

Purdue Pharma har ikke 8,3 mia. dollar, så en del af aftalen betyder, at firmaet lukker ned som privat virksomhed og overgår med alle patenter, lokaler og produktionsapparater til at blive ejet af den amerikanske stat.

Alle fremtidige indtægter fra virksomheden vil blive brugt til at betale af på erstatningen, og pengene skal benyttes til blandt andet behandlingsinitiativer og programmer for folk, som er blevet afhængige af opioider.

Den nye virksomhed vil fortsætte med at producere OxyContin, ligesom den vil producere lægemidler til behandling af opioidoverdosis. Planen er, at virksomhedens lægemidler til behandling af opioidoverdosis skal sælges til en stærkt reduceret pris til de lokalsamfund, som er særligt hårdt ramt af opioidkrisen.

Bøde til Sackler-familien

I et særskilt søgsmål blev der også indgået en aftale om at Sackler-familien, som tidligere ejede Purdue Pharma, skal betale en bøde på 225 mio. dollars.

Kritikere har påpeget, at Sackler-familien er sluppet alt for billigt fra at være årsag til en national krise. Ifølge rets dokumenterne har familien hevet 10 mia. dollars ud af Purdue Pharma i perioden fra 2008 til 2017, hvori opioidkrisen galoperede afsted. Så er en bøde på 225 mio. ikke så meget i sammenligning.

Purdue Pharma ikke ene-ansvarlig for opioid-krisen

Tal fra The Federal Drug Enforcement Administration, DEA, viser at amerikanske apoteker I perioden 2006 til 2012 langede 76 milliarder oxycodone og hydrocodone piller over disken – hvoraf langt hovedparten var generiske produkter.

Det skal således erindres, at Purdue Pharma har hævdet, at de kun producerede en lille del – omkring 3 pct. af opioiderne mellem 2006 og 2012.

Over 90 pct. af pillerne var billigere generiske produkter, herunder versioner af OxyContin, blev solgt af   SpecGX, Par Pharmaceutical, TEVA og Activis Pharma.

Disse virksomheder hævder til gengæld, at de ikke aktivt markedsførte produkterne, men blot efterkom efterspørgslen fra lægernes recepter, og at de ikke producerede større mængder end DEA tillod.

Distributionsselskaberne melder også hus forbi. Virksomhederne McKesson Corp., Walgreens, Cardinal Health og AmerisourceBergen star for en væsentlig del af distributionen, men de hævder at de ikke prøvede at øge salget.

Walmart sagsøges

Det amerikanske justitsministerium har netop sagsøgt Walmart, der driver mere end 5.000 apoteker i sine butikker rundt om i landet.

Påstanden er, at den største detailhandelskæde i USA – i strid med reglerne – kritikløst har udleveret receptpligtig medicin gennem sine apoteker og dermed har bidraget til nationens opioid-krise.

I det civile søgsmål, hævder den føderale regering, at Walmart pressede sine apotekere til hurtigt at ekspedere opioide recepter og nægtede dem muligheden for at afvise ugyldige recepter. Som et resultat hævdes det i klagen, at disse apotekere honorerede tusinder af recepter, der stammede fra anløbne lægers veritable “pillefabrikker” – recepter for bestemte lægemiddelkombinationer, der indikerer misbrug, og recepter, som andre Walmart-apoteker havde afvist som ugyldige. Det betød, at når en Walmart-apoteker erklærede en recept ugyldig, kunne kunden simpelthen bare gå til en anden Walmart-apoteker med recepten og få udleveret medicin.

Regeringen anklager også Walmart for ikke at opdage og indrapportere mistænkelige recepter til DEA, som loven kræver. Det hævdes, at Walmart udmærket var klar over, at dets distributionscentre brugte et utilstrækkeligt system til at opdage og rapportere mistænkelige recepter. Derfor rapporterede Walmart stort set aldrig om mistænkelige recepter.

Det bør nævnes, at Walmart hævder, at dårlige læger har skylden, og at det er at rette bager for smed at bebrejde Walmarts apotekere for ikke at kontrollere de læger, som Drug Enforcement Administration, DEA, godkender til at ordinere receptpligtig medicin.

I oktober forsøgte Walmart at komme justitsministeriet ved selv at rejse en sag mod statsadvokat William Barr og Drug Enforcement Administration, DEA. Walmart hævdede, at justitsministeriets egen undersøgelse allerede i 2016 havde identificeret hundreder af læger, der skrev problematiske recepter. Næsten 70 pct. af disse læger var i dag stadig godkendte af DEA.

Hvad med Sackler-familien?

Den stenrige Sackler-familie, der frem til 2018 kontrollerede medicinalvirksomheden Purdue Pharma, er foreløbig sluppet med en bøde på 225 mio. dollars, men står overfor et hav af private søgsmål.

Sackler, der i mange år var blandt de rigeste familier i USA, har tidligere finansieret en omfattende velgørenhed og doneret store summer til kunst.

Louvre i Paris har således nydt godt af familiens donationer til museets afdeling med orientalske antikviteter.

Efter Sackler og Purdue Pharmas rolle i den amerikanske opioid-krise er kommet frem, har Louvre fjernet de skilte med Sackler-navnet, der ellers prydede museet.

Andre institutioner, der har nydt godt af Sacklers godgørenhed, er blevet hængt ud af aktivister anført af kunstneren Nan Goldin. New Yorks Metropolitan Museum of Art og Tate Galleries i London har tilkendegivet, at de ikke længere vil modtage donationer fra Sackler.

Søndag den 20. december 2020 kunne man i Berlingske Tidende læse et indlæg af Jonas Parello-Plesner, direktør i Alliance of Democracies Foundation.

Jonas Parelle-Plesner har tidligere været ansat i det danske udenrigsministerium og i Anders Fogh Rasmussens konsulentfirma, Rasmussen Global. Nu er Parello-Plesner direktør i den af Fogh Rasmussen oprettede og kontrollerede organisation, Alliance of Democracies Foundation.

Indlægget i Berlingske Tidende er et slet skjult forsøg på at hvidvaske Anders Fogh Rasmussen og den skamløse fraternisering med Kina, som Fogh Rasmussen som statsminister stod for. VI må forstå, at det gav mening dengang. Vi skulle samarbejde og handle samt overføre vores værdisæt til Kina.

Når vi betænker, at Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003 holdt en omstridt tale, hvor han tog et opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen, som han konkluderede havde været et ”politisk og moralsk svigt”, kender hykleriet ingen grænse.

Enhver kan på Udenrigsministeriets hjemmeside konstatere, at Danmarks officielle forhold til Kina i ekstrem grad stadig er præget af fedteri og den traditionelle danske underdanige respekt for Kina. Ingensinde glemmes det, at Kina er Danmarks 6. vigtigste eksportmarked.

Det gælder i forhold til menneskerettigheder i Kina, Tibetsagen, håndteringen af Tibet og Dalai Lama, undertrykkelsen af Østturkestans uyghurer, Kinas overgreb på Hong Kong og Kinas håndtering af corona-pandemien. Underdanigheden kommer også til udtryk i et uklædeligt sleskeri omkring de kinesiske Panda-bjørne i Københavns ZOO.

Allerede i 1985 og 1986 indgik daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen overenskomster med Kina om investeringsbeskyttelse, teknisk- og videnskabeligt samarbejde bl.a. indenfor husdyrbrug og et program om medicinsk-biologisk samarbejde.

Massakren på Den Himmelske Fredsplads i Beijing – den blodige nedkæmpelse af studenteroprøret på Tiananmen-pladsen den 4. juni 1989 – satte for en tid stop for fraterniseringen med Kina.

Fra begyndelsen af 1990’erne blev den aktive danske Kina-politik genoptaget med fuld styrke med talrige danske ministerbesøg i Kina og kinesiske delegationer i Danmark.

Anders Fogh Rasmussen var i 2004 ledsaget af en større erhvervsdelegation på officielt besøg i Kina, hvor forarbejdet til et omfattende strategisk partnerskab (Comprehensive Strategic Partnership) mellem Danmark og Kina blev gjort.

Mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister, blev aftalen formelt indgået i 2008. Aftalen udgør rammen om samarbejdet mellem Danmark og Kina og fokuserer på de områder, hvor Danmark og Kina er enige om at intensivere samarbejdet.

Anders Fogh Rasmussen har siden erkendt, at aftalen blev indgået dels af hensyn til økonomien og dels af politiske grunde: Med aftalen sendte Danmark et signal om at man bakkede op om ledelsen i Beijing og dens bestræbelser på at åbne landet.

”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på” har Anders Fogh Rasmussen udtalt i et interview med Berlingske Tidende i august 2020.

Anders Fogh Rasmussen mener nu, at Danmark skal gøre op med det strategiske partnerskab med Kina, som han selv var med til at sætte i søen. Han indrømmer, at han som statsminister tog fejl af Kina – men et ”moralsk svigt” vil han ikke tage på sig: ”Vi håbede på, at kineserne ville blive ved med at åbne deres økonomi og også gradvist ville åbne sig politisk. Det troede jeg også selv på.”

I 2015 – 65-året for dansk-kinesiske diplomatiske relationer – nåede fedteriet overfor Kina under S-SF-RV-regeringen hidtil usete højder.

Med afsæt i det omfattende Strategiske Partnerskab lancerede Danmark og Folkerepublikken Kina i 2017 et fælles arbejdsprogram (China-Denmark Joint Work Programme 2017-2020) for myndighedssamarbejdet.

Det aktuelle fælles arbejdsprogram mellem Danmark og Kina kan ses her. 

Arbejdsprogrammet indeholder konkrete aftaler om samarbejde, der involverer 80 danske og kinesiske myndigheder. Den næste fase af arbejdsprogrammet lanceres i 2020 i forbindelse med markeringen af 70 året for diplomatiske relationer mellem Folkerepublikken Kina og Danmark.

Andre ser mere klart

Den tidligere leder af Det britiske konservative parti, Iain Duncan Smith, siger det ligeud:

“Den brutale sandhed er, at Kina ignorerer de normale adfærdsnormer på alle områder – fra fødevaresikkerhed og sundhed til handel og fra valutamanipulation til intern undertrykkelse. Alt for længe har mange lande gjort gode miner til slet spil i et desperat håb om at opnå handelsmæssige fordele.  Når vi har klaret den forfærdelige corona-pandemi, er det bydende nødvendigt, at vi alle overvejer vores forhold til Kina, og baserer det på et meget mere afbalanceret og ærligt grundlag”.

EU-Kommissionen og Margrethe Vestager

EU-Kommissionen ser det også klart. Det har fået EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at opfordre medlemslandene til at blokere opkøb fra Kina, som er gået på storindkøb i Europa de seneste år, og nu forventes at kaste sig over europæiske virksomheder tvunget i knæ af Corona-krisen.

Vestagers opfordring markerer en kursændring. Europa er ikke længere et slaraffenland for kinesiske virksomheder. I EU har man taget de naive briller af. EU har langt hen ad vejen lagt sig på den amerikanske linje i handelskrigen med Kina. Man vil ikke længere finde sig i Kinas statskapitalisme og unfair konkurrence.

Ny holdning I Danmark?

Måske er der en ny holdning på vej i Danmark. I hvert fald udsendte udenrigsminister Jeppe Kofod den 12. november 2020 på twitter en meddelelse om EU-landenes bekymringer for situationen i Hong Kong med en opfordring til det kinesiske regime om at respektere ytringsfrihed og demokratiske rettigheder til at give udtryk for alternative opfattelser.

Vækstfonden, der blev grundlagt i 1992 af den danske regering, er en selvstændig offentlig virksomhed, der ejes af den danske stat og finansierer innovation og vækst i danske virksomheder.

Vækstfonden yder lån og garantier samt egenkapital til virksomheder i en bred vifte af brancher, herunder virksomheder fra Grønland og Færøerne. Venture investeringer fokuserer primært på teknologidrevne sektorer som biotech, medtech, edtech, it og robotteknologi. Investeringer gennem små og mellemstore fonde dækker et bredere udvalg af brancher.

I 2018 blev Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker A/S, men tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, af daværende erhvervsminister Brian Mikkelsens udnævnt som formand i Vækstfonden.

Claus Gregersens centrale rolle i skandalen omkring OW Bunkers bidrog til den udbredte tvivl om den tidligere erhvervsministers dømmekraft og har for Vækstfonden været særdeles problematisk.

OW Bunker og Vækstfonden

OW Bunker blev købt af kapitalfonden Altor i 2007 og efter flere forgæves forsøg på at sælge virksomheden med fortjeneste blev olievirksomheden børsnoteret i 2014, men gik konkurs efter få måneder på børsen.

OW Bunker, der i 2013 havde en omsætning på 92,3 mia. kr. og et regnskabsresultat på 343,6 mil. kr., blev ved børsnoteringen vurderet til en markedsværdi på 6,4 mia. kroner. Kapitalfonden Altor fik omtrent 3 mia. kroner i kassen. Den høje markedsværdi var især baseret på den tilsyneladende store og stigende indtjening, der fremgik af regnskaberne. Det har siden vist sig, at en væsentlig del af indtjeningen kom fra spekulative sideinvesteringer. Prisen burde derfor have været væsentlig lavere, end den pris OW Bunker blev solgt for.

OW Bunker har siden konkursen trukket en hale af dramatiske afsløringer om enorme gældsbjerge og hemmelig oliespekulation efter sig.

Foreløbig er den tidligere direktør for Dynamic Oil Trading, Lars Møller, i byretten idømt halvandet års fængsel. Men straffesagen mod Lars Møller, er formentlig kun begyndelsen til et langvarigt retsopgør efter en af danmarkshistoriens største børsskandaler. Der kan således imødeses en lang række erstatningssager anlagt af inden- og udenlandske investorer mod selskabets ledelse, bestyrelse, kapitalfonden Altor, revisorer og de rådgivende banker, Carnegie Investment Bank og Morgan Stanley.

Disse sager vil formentlig først blive fuldt afdækket senere, men allerede nu har skandalen omkring OW Bunkers betydet, at placeringen af den tidligere adm. direktør i Carnegie Investment Bank, som formand i Vækstfonden, har været særdeles problematisk.

Det er sandsynliggjort, at Carnegies danske direktør, Claus Gregersen, kendte alt til konkursramte OW Bunkers spekulationsforretning, som oliehandelsselskabet baserede en stor del af sin indtjening på. I flere år op til børsnoteringen skulle OW Bunker have tjent op mod halvdelen af driftsindtjeningen på ren spekulation, hvilket aldrig blev nævnt i børsprospektet. Det var Carnegie, hvor Claus Gregersen var adm. direktør, som (sammen med Morgan Stanley) rådgav OW Bunker og tilrettelagde hele børsnoteringen, der heller ikke omtalte kapitalfonden Altors frugtesløse forsøg på at sælge OW Bunkers.

Kun 7 måneder efter børsintroduktionen i 2014 gik OW Bunker A/S konkurs.

Sagsanlæg

En stor gruppe danske, institutionelle investorer med ATP i spidsen har rejst erstatningskrav mod emissionsbankerne Morgan Stanley og Carnegie, som gruppen mener har medvirket til at vildlede investorer. Samtidig har det belgiske advokathus Deminor på vegne af op til 30 internationale investorer stævnet emissionsbankerne bag OW Bunkers børsnotering for mere end 530 mio. kr.

Claus Gregersen fyret som formand

I begyndelsen af juli 2020 blev det meddelt, at erhvervsminister Simon Kollerup havde erstattet Claus Gregersen med Tue Mantoni som bestyrelsesformand for Vækstfonden.

Berlingske Tidende, der med usvigelig sikkerhed vælger anløbne figurer som leverandører af erhvervsklummer, har den 21. december 2020 haft så travlt med at få Claus Gregersens overraskende synspunkter på ”samfundssind” ud til læserne, at de har stavet hans efternavn forkert. I øvrigt ganske typisk for den mangel på omhu, der præger avisens servicering af abonnenterne.

I forhandlingerne mellem EU og UK om mulighederne for told- og kvotefri adgang til EU’s indre marked efter 1. januar 2021 står parterne endnu for langt fra hinanden på centrale områder til, at der her og nu kan indgås en handelsaftale efter brexit.

Det oplyste EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter et telefonmøde med den britiske premierminister, Boris Johnson, torsdag.

Britiske talsmænd bekræftede efter drøftelserne mellem Johnson og von der Leyen, at forhandlingerne er “i en alvorlig krise”.

Forhandlingerne fortsætter

Den britiske brexit-minister, Michael Gove, der sammen med EU-Kommissionens chefforhandler, Michel Barnier, står for forhandlingerne, sagde tidligere torsdag, at forhandlingerne måske kan fortsætte til umiddelbart efter jul, men så heller ikke længere, hvis det britiske parlamentet skal nå at behandle en aftale.

Hvis der ikke opnås en aftale, vil UK ende med en ”australsk løsning”: Australien har ikke nogen frihandelsaftale med EU, så al handel Australien har med EU sker efter WTO-regler. Det vil sige med toldsatser.

Den offentlige debat i UK især om Covid

Den offentlige debat i UK drejer sig ikke først og fremmest om EU og handel, men domineres af Covid-foranstaltninger og den forestående jul.

Premierminister Boris Johnson har optimistisk lanceret en plan hvorefter briterne blev tilladt et frirum på 5 dage, hvor de kunne fejre jul i ”bobler” med op til 3 familier.

I Wales vil man kun tillade bobler med højest 2 familier, og de britiske sundhedsmyndighederne anbefaler at familier kun mødes 1 dag i julen og samtidig frarådes familiebesøg med overnatninger.

Alligevel stor aktivitet på handelsfronten

Forhandlingerne mellem UK og EU om tiden efter 1. januar 2021, hvor Brexit-overgangsordningen udløber, er trængt i baggrunden, men det betyder ikke, at der ikke sker ting og sager på handelsfronten.

Handelsminister Liz Truss har i al ubemærkethed faktisk indgået handelsaftaler med 57 lande. Senest med Canada, Kenya, Singapore, Vietnam, Schweiz, Norge og Island.

Downing Street har ansvaret for Det Forenede Kongeriges fremtidige forhold til EU, men handelsministeren har den ikke ubetydelige opgave at etablere handelsaftaler med alle andre lande. Og her går det godt, selvom aftaler med USA, Kina og Indien må afvente bl.a. afklaringen med EU-aftalen og præsidentskiftet i USA.

Hvorfor er det vanskeligt for UK at nå til enighed med EU?

Hvis man spørger i London, om hvorfor det er så vanskeligt at nå frem til en aftale med EU, er svaret, at det er EU, der skaber vanskelighederne. EU’s stædige insisteren på, at britisk adgang til EU’s indre marked ikke må kompromittere de høje EU-standarder vedrørende arbejdsvilkår, sociale vilkår og miljø skaber vanskeligheder for at nå en aftale i rette tid.

”Level playing field”

Når EU stiller skrappe krav som betingelse for en aftale med fortsat britisk adgang til EU’s indre marked skyldes det utvivlsomt, at alle medlemslandene har villet undgå en situation, hvor flere EU-lande kunne føle sig fristet til at følge Storbritanniens eksempel. Hvis det var for nemt, kunne måske selv Danmark blive fristet over evne?

EU har samtidig stærke politiske og økonomiske interesser i at holde Storbritannien i en kort snor i forbindelse med det centrale stridsspørgsmål om ”ens konkurrencevilkår” – lige og fair konkurrence eller sikring af en ”level playing field” – også efter Brexit.

Kommende aftaler med USA og andre lande kan betyde, at UK må acceptere import af produkter, der ikke i dag omsættes på det indre marked: genmodificerede afgrøder, vækstfremmende hormonpræparater i oksekødsproduktionen og klorskyllede fjerkræprodukter. UK-aftaler med visse lande kan også indebære en risiko for, at EU-standarder vedrørende arbejdsvilkår og sociale vilkår undermineres. Ligesom der på et tidspunkt kan opstå politiske krav om statsstøtte for at afhjælpe økonomiske kriser i kritiske sektorer.

Det er således en reel bekymring hos EU, at Storbritannien efter Brexit af den ene eller anden grund vil undergrave det regelværk vedrørende sociale-, arbejdsmarkeds- og miljøforhold og statsstøtte, der understøtter det indre marked.

Boris Johnsons dilemma

Premierminister Boris Johnsons manøvrerum er samtidig begrænset. Løfterne om Storbritanniens fortsatte næsten frie adgang til EU’s indre marked samtidig med fuld national suverænitet, er ikke sådan at løbe fra.

Hvis han prøvede og optrådte alt for kompromissøgende, må man frygte, at det vil resultere i skarp kritik fra mange af hans egne konservative partifæller i Parlamentet og fra kræfter udenfor som Nigel Farage. En kritik, der meget vel også kunne koste Boris Johnson premierministerposten.

Problemet med Nordirland løst

Problemerne med Nordirland syntes at være løst med den aftale Boris Johnson indgik med sin irske kollega, Leo Varadkar i efteråret 2019. Nordirland forbliver i det indre marked og toldunionen og der kommer ikke en hård grænse til Irland. Løsningen nødvendiggør til gengæld kontrol af varer, der krydser Det Irske Hav, men der synes at være enighed mellem EU og UK om hvordan disse kontroller skal udføres.

Kan ”mekanisme” løse problemet med ”a level playing field”?

I udgangspunktet er der faktisk intet problem med at imødekomme EU-kravet om ”a level playing field” – produktionen i UK følger de præcist samme statsstøtteregler og standarder vedrørende miljøkrav, sociale vilkår og arbejdsforhold, som i EU-landene. Hvis der over tid skulle opstå diskrepanser, er løsningen muligvis en på forhånd aftalt mekanisme, der udløses hvis forskellene bliver så store, at det kompromitterer ”fri og fair konkurrence”.

En sådan ”mekanisme” ville tillade begge parter at gøre opmærksom på, hvis en påtænkt regelændring vedrørende arbejdsforhold, miljø eller et andet område ville være til gene for handel eller investeringer.

Michel Barnier har udtalt, at der på begge sider er forståelse for behovet for en mekanisme, der kan aktiveres, hvis der måtte opstå “systemic divergences which distort trade and investment”. Det ville samtidig indebære, at UK ikke automatisk ville være bundet til EU-regler, men samtidig være klar over, at betydelige ændringer i forhold til EU ville få konsekvenser.

Fiskeri

Tilbage står så fiskeriet, der hverken i EU eller UK har overvældende nationaløkonomisk betydning. Men fiskeriet er i UK ligesom i Danmark og andre EU-lande, herunder Frankrig, en politisk betydningsfuld sektor, der gør at fiskeri fylder uforholdsmæssigt meget i forhandlingerne mellem EU og UK.

En aftale mellem EU og UK, der alene fastslog, at eventuelle handelsmæssige problemer ville blive løst ”hen ad vejen” er ikke en løsning. I begge lejre er der behov for afklaring. I Danmark ville en eventuel midlertidig ordning, der ikke omfatter fiskeriet, formentlig være helt uacceptabel.

Hvis ingen kompromiser viser sig at være mulige på lige vilkår, vil resultatet sandsynligvis være, at der ikke vil være nogen handelsaftale på plads, når overgangsperioden slutter den 31. december.

Den 16. juni 2020 indgik regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet en aftale om en klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi.

Klimaplan

Klimaplanen, der skal sikre en klimaneutral affaldssektor i 2030, indeholder en række konkrete initiativer, herunder at, der skal ske udsortering af 80 pct. dansk plast fra forbrændingen i 2030, og at ”affaldskurven skal knækkes”.

Klimaplanen indeholder følgende konkrete initiativer til understøttelse af strategien om en cirkulær økonomi:

• Øget og strømlinet affaldssortering
• Mere genanvendelse af plastikaffald
• En stærk genanvendelsessektor
• Mindre forbrænding og mindre import af affald til forbrænding
• Mindre affald og mere cirkulær økonomi
• En energi- og klimaneutral vandsektor

Genanvendelse i stedet for forbrænding
Et af de bærende initiativer i klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi er, at der i højere grad skal ske genanvendelse af affald, i stedet for forbrænding, samt mindre import af affald til forbrænding.

Krav om færre danske affaldsforbrændingsanlæg
Partierne bag klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi vurderer, at der i fremtiden vil være behov for langt færre forbrændingsanlæg end de nuværende 23 anlæg i Danmark.

I klimaplanen overlades det til Kommunernes Landsforening, KL, at udarbejde en plan for nedlukning af den eksisterende overkapacitet frem mod 2030. Planen skal sikre, at de miljømæssigt mest ringe og mindst effektive anlæg lukker, ligesom planen skal sikre en effektiv fordeling af affald mellem anlæggene.

Derudover skal planen tage højde for varme- og elforsyningsloven, som sikrer, at affaldsforbrændingsanlæg ikke kan lukke, uden der kan findes alternativt varmegrundlag, hvilket muliggør en hensigtsmæssig varmeplanlægning og elforsyningssikkerhed.

Affaldsforbrænding skal foregå i et selvstændigt selskab

Fremover skal alle affaldsforbrændingsanlæg udskilles fra den kommunale forvaltning, så der sikres en klar og gennemsigtig organisatorisk ansvarsfordeling mellem kommunerne og forbrændingsanlæggene. Formålet med dette er at sikre, at anlæggene drives ud fra et armslængde-princip, så ansvar for den daglige drift er placeret hos bestyrelse og direktion – med henblik på en klar adskillelse af kommunens og anlæggets økonomi.

Hovedparten af de kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg er i dag organiseret i fælleskommunale selskaber og er altså allerede udskilt fra den kommunale forvaltning.

De affaldsforbrændingsanlæg, der i dag ejes af en enkelt kommune, vil imidlertid være nødsaget til enten at indgå et samarbejde med andre kommuner i form af et fælleskommunalt selskab eller selv udskille affaldsforbrændingsanlægget i et selvstændigt selskab.

I forbindelse med indgåelse af aftalen om klimaplanen blev det vurderet, at en pulje på i alt 200 mio. kr. til at kompensere kommunerne for strandede omkostninger, ville være tilstrækkeligt.

KL klar med dødsliste

Kommunernes Landsforening har nu i god tid inden fristen den 1. januar 2021 præsenteret deres forslag til at tage følgendeforbrændingsanlæg ud af drift inden 2030:

• ARGO (Roskilde)
• MEC Bioheat & Power (Holstebro)
• I/S Norfors (Hørsholm)
• Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (Hjørring)
• AffaldPlus (Slagelse)
• Sønderborg Kraftvarme I/S
• Aars Fjernvarme
• Svendborg Kraftvarme A/S
• Hammel Fjernvarme
• Bornholms Affaldsbehandling.

Kommunale protester

Ikke mindst forslaget om at lukke ARGO’s kun syv år gamle kraftvarmeværk, Energitårnet, i Roskilde til knap 1,3 mia. kr. har fået sindene i kog.

ARGO (forkortelse for Affald – Ressourcer – Genbrug – og det miljømæssige og samfundsmæssige Overskud) er bestemt ikke tilfreds med forslaget, og argumenterer med at Argo har den laveste fjernvarmepris i Storkøbenhavn. Derfor vil lukning af ARGO give højere varmepris for forbrugerne i det storkøbenhavnske fjernvarmenet. Det er forventningen, at prisen for slutkunderne vil stige med 1.200-1.300 kr. om året.

Det må forventes, at ejerne af andre lukningstruede forbrændingsanlæg også vil protestere

Kl’s forslag præsenteres for aftalepartierne inden den 15. februar 2021 og skal ses i sammenhæng med klimaloven, der skal medvirke til en reduktion af CO2 udledningen med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990.

De politiske drøftelse med staten og kommunerne skal frem mod sommeren 2021 konsolidere planen og finde en model for fordeling af affald i hele landet.

Udover de fatale konsekvenser for varmekunderne er det for kommunerne afgørende, at de af staten får en garanti for, at nedlukningerne ikke vil skade økonomien.

Kommunernes Landsforening anfører, at ”der er investeret milliardstore beløb i de kommunale affaldsenergianlæg for at løse en samfunds kritisk opgave. Derfor er det ikke uden økonomiske tab at lukke flere af dem ned, og vi vurderer lige nu, at der vil være strandede omkostninger for op mod 1,5 mia. kroner. Det er helt centralt, at kommunerne får dækket alle de udgifter. Det må ikke få negative konsekvenser for kommunernes økonomi og velfærden til borgerne, at der er forbrændingsanlæg, der skal lukke. Derfor skal tilpasningsplanen og vilkår herfor nu forhandles med Folketinget – og det ser vi frem til”.

Politiske aftaler og samfundsøkonomien

Det er ikke første gang, der på Christiansborg indgået en ambitiøs politisk aftale, hvor de samfundsøkonomiske omkostninger, omkostningerne for borgerne og omkostningerne for kommuner og staten er skammeligt undervurderede.