Danmarks nye udviklingspolitiske strategi ”FÆLLES OM VERDEN” blev offentliggjort torsdag den 24. juni 2021. Det drejer sig om hvordan vi anvender de 21 milliarder af skatteborgernes penge, vi årligt bruger på udviklingsbistand. Regeringen har på forhånd sikret sig solid politisk opbakning til strategien, som hele otte politiske partier står bag.

Udviklingspolitiske eksperter og repræsentanter for civilsamfund og bistandsorganisationer har gennemgående taget godt imod strategien, men der rejses berettiget tvivl om Udenrigsministeriets kapacitet til at realisere de gode hensigter.

Kan Udenrigsministeriet løfte opgaven?

Udenrigsministeriet er næppe i besiddelse af den faglige kapacitet, som kræves for at gennemføre den brede og ambitiøse strategi. Den kritik, der løbende rejses af dansk udviklingssamarbejde for manglende faglighed og for få resultater, hænger også sammen med udenrigsministeriets bemanding. Udenrigsministeriet har mere end 2000 medarbejdere, men klager jævnligt over ressourcemangel. Det er evident, at mange af akademikerne blandt Udenrigsministeriets skarer af ”blåfrakker og laksko” mangler basal fornemmelse for de fattige jordbrugeres vilkår i Malawi. Det forhold bidrager til at forklare, at en stigende andel af bistandsmidlerne sendes igennem multilaterale kanaler, mens den bilaterale bistand er reduceret.

Spørgsmålet er hvorfor man ikke har taget konsekvensen af, at en lille udenrigstjeneste ikke kan være alle vegne? Hvorfor trækker man ikke mere på de internationale samarbejdspartnere?

Hvorfor ikke arbejde gennem EU?

I bistandspolitikken burde man i langt højere grad udnytte EU-samarbejdet.

Det hedder ganske vist i strategien, at ”EU anvendes som en platform for at fremme danske udviklingspolitiske og humanitære mærkesager og værdier, og at Udenrigsministeriet arbejder for, at EU-samarbejdet på udviklingsområdet skal være en integreret del af det danske udviklingssamarbejde”.

Men hvorfor går Danmark ikke all in?

EU’s kapaciteter

EU’s omfattende tilstedeværelse i udviklingslandene, den finansielle tyngde, samspillet med handels- og udenrigspolitikken betyder, at EU er verdens største udviklingspolitiske aktør og verdens største bistandsdonor til udviklingssamarbejde og humanitære indsatser.

Med Lissabon-traktaten blev EU’s internationale kapacitet styrket gennem oprettelsen af stillingen som høj repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik (udenrigsrepræsentanten) og af den Fælles Udenrigstjeneste (FUTen).

Til dagligt varetages EU’s udviklings- og humanitære arbejde af Kommissionens generaldirektorat for humanitær bistand, DG ECHO og generaldirektoratet for internationalt samarbejde og udvikling, DG DEVCO, samt af den Fælles Udenrigstjeneste.

EU’s udenrigspolitiske værktøjskasse spænder over udvikling, humanitær bistand, krisestyring, diplomati og handel, og giver en unik mulighed for at bidrage til bekæmpelsen af den globale fattigdom, sikre en stabil og bæredygtig udvikling og yde bistand, hjælp og beskyttelse til befolkninger i tredjelande og opfyldelsen af de humanitære behov, der opstår i forskellige situationer.

Kræver større dansk engagement i Bruxelles

Danmark burde fokusere de sparsomme ressourcer på gennem et aktivt dansk engagement i Bruxelles, danske missioner og ambassader at sikre, at EU lever op til de ambitiøse mål for udviklingssamarbejdet på klima- og miljøområdet og aktivt fremmer fælles humanitære og udviklingspolitiske prioriteter.

Danmark betyder intet alene, men det burde tydeligt fremgå af en dansk udviklingspolitisk strategi, at vi helhjertet arbejder for, at EU sætter sin tyngde ind i forhold til fattigdom, ulighed, demokrati og rettigheder, klima, fordrivelse, migration, vækst og beskæftigelse.

COVID-19 vaccinen fra Johnson & Johnson er i Danmark taget ud af det generelle vaccinationsprogram. Det sker på baggrund af indberetninger af flere alvorlige tilfælde med blodpropper, fald i antal blodplader og blødning.

Vaccinen fra Johnson & Johnson er godkendt i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), men da vaccinen kan være årsag til sjældne, men alvorlige tilfælde af blodpropper, blødning og et lavt antal blodplader (VITT), har Sundhedsstyrelsen besluttet at fortsætte det generelle vaccinationsprogram uden at bruge vaccinen fra Johnson & Johnson.

Sundhedsstyrelsen har truffet beslutningen om at fortsætte vaccination uden brug af vaccinen fra Johnson & Johnson på baggrund af internationale data og udmeldinger. Derudover har en gruppe af danske eksperter bidraget til vurderingen. 

Virksomheden Johnson & Johnson

Johnson & Johnson, der er moderselskab til Janssen Pharmaceutical Companies og 250 andre datterselskaber, har produktion i over 60 lande og sælger produkter i mere end 175 lande. I 2020 havde selskabet en global omsætning på over 82 milliarder dollars.

Johnson & Johnson er ikke uvant med at kæmpe med bølger af dårlig omtale. Domstolsafgørelser har tvunget selskabet til at betale millioner i erstatninger i sager hvor firmaets produkter som talkum og hofteimplantater er fundet skadelige.

Senest er Johnson & Johnsons corona-vaccine kommet i søgelyset.

Den såkaldte ”One-shot vaccine” blev oprindeligt set som et vigtigt redskab til bekæmpelse af Covid-19, men problemer har betydet, at virksomhedens produkt kun tegner sig for omkring 12 millioner af de mere end 320 millioner doser, der hidtil er uddelt i USA.

Allerede i april stoppede de amerikanske føderale sundhedsmyndigheder brug af ​​Johnson & Johnson-vaccinen midlertidigt, efter tilfælde af bivirkninger i form af en sjælden blodproppeforstyrrelse. I juni resulterede en fabrikationsfejl på et produktionsanlæg i Baltimore, at regeringen beordrede 60 millioner potentielt forurenede vaccinedoser kasseret.

Værst har dog været Johnson & Johnsons involvering i den såkaldte opioid-epidemi, der i de sidste 20 år har været skyld i mere end 800.000 amerikaneres død.

Opioidindustrien står over for over 3.000 retssager over hele USA, som er anlagt mod alle dele af opioid -forsyningskæden, fra medicinalvirksomheder, der fremstillede pillerne, til distributører, der leverede dem, til apotekskæder, der producerede recepter på samlebånd.‎

‎Sagsanlæggene drejer sig typisk om, at virksomheder som Janssen Pharmaceutical Companies i jagten på profit vildledte offentligheden ved trods bedre vidende at benægte, at stofferne var stærkt vanedannende, og aggressivt markedsførte dem som harmløse smertestillende piller og ignorerede åbenlyse advarsler om udbredt misbrug.‎

Retssager

Johnson & Johnson led et nederlag i en opioidretssag i 2019, da en dommer i Oklahoma beordrede den til at betale staten 465 millioner dollars for sin rolle i den opioidafhængighed, der truede befolkningens sundhed.

‎Johnson & Johnson har i slutningen juni 2021 indgået et forlig (Johnson & Johnson settled an opioids lawsuit for $230 million in New York), der indebærer at selskabet skal betale staten New York mere end 230 millioner dollars i erstatninger. Forliget sikrer også, at virksomheden permanent vil holde sig ude af opioidbranchen i USA.

Frem til 2016 leverede Johnson & Johnson 60 procent af de ingredienser, der bruges til at fremstiller opioider. Ingredienserne blev afsat til andre virksomheder, der brugte dem til at fremstille stoffer som Oxycodone, der indgår i ”populære” markedsprodukter som OxyContin. Johnson & Johnsons ingrediensvirksomhed var baseret på kontrakter med valmueavlere i Tasmanien.

Johnson & Johnson påpeger, at de selv kun markedsførte deres egne opioidprodukter som Duragesic og Nucynta i begrænset omfang, og produkterne udgjorde – ifølge Johnson & Johnson – under 1 pct. af opioid-recepterne i USA. Produktionen af Duragesic og Nucynta blev dog først indstillet i USA i 2020.

I forbindelse med forliget har Johnson & Johnson ifølge NYT udsendt en erklæring, der understregede at forliget ikke var en erkendelse af ansvar eller skyld, og at “selskabets handlinger i forbindelse med markedsføring og salg receptpligtig smertestillende medicin i enhver henseende var adækvat og ansvarlig”.‎

‎Forliget kom få dage før begyndelsen af en retssag i New York, hvor selskabet ville have været blandt de tiltalte.

Nærmere om opioid-krisen i USA

“Hillbilly Elegy”, der kan ses på Netflix, er beretningen om forfatteren – J. D. Vance – og hans opvækst i den sydlige del af Ohio, og den hvide middelklasse der kom i vanskeligheder da stålindustrien kollapsede og området blev en del af ”rustbæltet”. Det er også historien om stofmisbrug og den opioid-krise, der har martret USA og herunder ikke mindst fattige områder i Appalacherne.

Forbruget af smertestillende medicin giver anledning til bekymring i Danmark – men i USA har pillemisbrug skabt en regulær krise med mere end 800.000 dødsfald over de sidste 20 år.

Opioid-krise i USA

Det er især lægemidlet OxyContin, der er i fokus. OxyContin er siden 1995 blevet ordineret i store mængder til smertelindring – et stof, der i princippet kan beskrives som heroin i tabletform, men som markedsføres som en harmløs og effektiv behandling af smerte og ømhed.

Stærke smertestillende midler bliver normalt brugt til kortere behandlinger af akut smerte, eller i livets slutfase, for eksempel til kræftpatienter. Men efter en intensiv lobbykampagne rettet mod læger lykkedes det Purdue Pharma i 2000’erne at gøre det acceptabelt at bruge OxyContin til også mildere ømhed og langtidsbehandlinger af smerte samt til patienter diagnosticeret med ”ondt i livet”.

I dag dør mere end 50.000 mennesker af opioidoverdoser hvert år og allerede i 2015 døde flere mennesker i USA af overdoser end af skydevåben, hvor opioider dominerede som dødsårsag – dødstallet har været stigende. Som det eneste vestlige land har USA oplevet et fald i den gennemsnitlige levealder over de seneste tre år – et fald der forbindes direkte med opioid-epidemien.

National nødsituation

Opioidepidemien i USA betragtes som en national nødsituation, som kræver omfattende handling.

Men i USA går historien tilbage til 1990’erne og handler om aggressiv markedsføring, om myndighedernes svigt, om grådige læger og om små samfund over hele USA, som bukkede under for fristelsen.

Medicinalvirksomhed Purdue Pharma havde i 1995 udviklet OxyContin – en smertestillende pille baseret på Oxycodon.

Purdue markedsførte OxyContin som det bedste middel mod smerte på markedet. Markedsføringen inkluderede blandt andet en salgsvideo, som ikke var godkendt af sundhedsmyndighederne, der blev sendt til mere end 15.000 læger.

Allerede i 2002 blev Purdue Pharma idømt en bøde på 635 millioner dollars for at undlade at oplyse om farerne ved længerevarende forbrug af OxyContin.

Bøden afholdt dog ikke Purdue Pharma fra at fortsætte den meget aggressive markedsføring af præparatet. Virksomheden arrangerede konferencer om smertelindring og sendte en sværm af sælgere ud i landet. Særligt udvalgte læger blev betalt store summer for at tale risikoen for afhængighed ned.

FDA tillader OxyContin som receptpligtig smertestillende medicin

Purdue lykkedes med at overbevise den amerikanske lægemiddelstyrelse – The United States Food and Drug Administration, FDA – om, at pillerne skulle kunne udskrives som almindelig receptpligtig smertestillende medicin.

Tidligere havde den slags præparater alene været ordineret som smertelindring til kræftsyge, som ikke havde langt igen.

Amerikanske læger begyndte herefter at udskrive recepter på store mængder af OxyContin.

Rygproblemer? OxyContin kan give dig livet tilbage!

Sådan blev OxyContin tidligere markedsført. Det samme med smerter efter en mindre operation eller en hvilken som helst anden dårligdom, som krævede smertelindring.

Nogle læger så ligefrem en god forretning og udskrev nærmest på samlebånd recepter på OxyContin til almindelige borgere, der kom ind fra gaden og erklærede sig ramt af for eksempel rygsmerter.

OxyContin var en milliardforretning. Ikke alene for medicinalvirksomheden Purdue, men også for læger, apoteker og mellemmænd, der handlede i OxyContin på gadeplan. Et sort marked blomstrede op. OxyContin var blevet allemandseje.

Hillbilly heroin

Især i mindre byer i fattigere dele af USA som i det østlige Kentucky og i West Virginia tog epidemien fat. En hurtig lindring fra hverdagens skavanker. Fabriksarbejdere og minearbejdere tog rutinemæssigt OxyContin for at komme igennem arbejdsdagene. Pillerne fik hurtigt kælenavnet ”Hillbilly heroin”.

Først mange år senere blev advarslerne hørt, og medicinen reguleret. Da var det allerede for sent. Den stærkeste og mest vanedannende medicin, der nogensinde er blevet udskrevet som almindelig smertestillende medicin, havde fået tag i amerikanerne.

Situationen i dag

I dag, 20 år senere, indtager USA 80 procent af verdens receptpligtige smertestillende medicin. Til trods for, at landet blot udgør fem procent af verdens befolkning.

Og for mange har afhængigheden af Oxydon-baserede smertestillere ført til langt værre narkotikamisbrug. Når læger lukkede i for recepterne eller jagten på et større sus blev for fristende, var skridtet til stærkere opioider som heroin eller fentanyl ikke langt.

Purdue Pharma dømmes til at betale erstatning

Purdue Pharma, der først lancerede OxyContin i 1995, er udlagt som den store skurk i den amerikanske opioid-krise. Det er den almindelige opfattelse, at det er mærkevaren, der skaber efterspørgslen, som så efterfølgende imødekommes af generiske kopiprodukter.

Purdue Pharma har nu i en historisk retssag erklæret sig skyldig i tre sigtelser vedrørende virksomhedens rolle i den amerikanske opioidkrise, der har kostet mere end 800.000 amerikanere livet.

Retssagen var anlagt af den amerikanske Drug Enforcement Administrations, DEA, der bl.a. har ansvaret for at håndhæve kontrollen med narkotika og droger omfattet af The Controlled Substances Act.

Purdue Pharma har blandt andet erkendt, at virksomheden har præmieret læger for at udskrive recepter på opioider, herunder OxyContin.

Med det indgåede forlig har Purdue Pharma accepteret at betale over otte mia. dollars, rundt regnet 50 mia. kr., i bøder og erstatninger til efterladte.

Purdue Pharma bliver statsejet virksomhed

I afgørelsen ligger, at Purdue Pharma skal betale 3,5 mia. dollars i bøder og desuden allokere to mia. dollars af fremtidige indtægter til at betale af på bøder. Derudover kommer 2,8 mia. dollar til at betale erstatninger til efterladte.

Purdue Pharma har ikke 8,3 mia. dollar, så en del af aftalen betyder, at firmaet lukker ned som privat virksomhed og overgår med alle patenter, lokaler og produktionsapparater til at blive ejet af den amerikanske stat.

Alle fremtidige indtægter fra virksomheden vil blive brugt til at betale af på erstatningen, og pengene skal benyttes til blandt andet behandlingsinitiativer og programmer for folk, som er blevet afhængige af opioider.

Den nye virksomhed vil fortsætte med at producere OxyContin, ligesom den vil producere lægemidler til behandling af opioidoverdosis. Planen er, at virksomhedens lægemidler til behandling af opioidoverdosis skal sælges til en stærkt reduceret pris til de lokalsamfund, som er særligt hårdt ramt af opioidkrisen.

Bøde til Sackler-familien

I et særskilt søgsmål blev der også indgået en aftale om at Sackler-familien, som tidligere ejede Purdue Pharma, skal betale en bøde på 225 mio. dollars.

Kritikere har påpeget, at Sackler-familien er sluppet alt for billigt fra at være årsag til en national krise. Ifølge rets dokumenterne har familien hevet 10 mia. dollars ud af Purdue Pharma i perioden fra 2008 til 2017, hvori opioidkrisen galoperede afsted. Så er en bøde på 225 mio. ikke så meget i sammenligning.

Purdue Pharma ikke ene-ansvarlig for opioid-krisen

Tal fra The Federal Drug Enforcement Administration, DEA, viser at amerikanske apoteker I perioden 2006 til 2012 langede 76 milliarder oxycodone og hydrocodone piller over disken – hvoraf langt hovedparten var generiske produkter.

Det skal således erindres, at Purdue Pharma har hævdet, at de kun producerede en lille del – omkring 3 pct. af opioiderne mellem 2006 og 2012.

Over 90 pct. af pillerne var billigere generiske produkter, herunder versioner af OxyContin, blev solgt af   SpecGX, Par Pharmaceutical, TEVA og Activis Pharma.

Disse virksomheder hævder til gengæld, at de ikke aktivt markedsførte produkterne, men blot efterkom efterspørgslen fra lægernes recepter, og at de ikke producerede større mængder end DEA tillod.

Distributionsselskaberne melder også hus forbi. Virksomhederne McKesson Corp., Walgreens (den næststørste apotekskæde i USA), Cardinal Health og AmerisourceBergen står for en væsentlig del af distributionen, men de hævder, at de ikke prøvede at øge salget.

Walmart sagsøges

Det amerikanske justitsministerium har netop sagsøgt Walmart, der driver mere end 5.000 apoteker i sine butikker rundt om i landet.

Påstanden er, at den største detailhandelskæde i USA – i strid med reglerne – kritikløst har udleveret receptpligtig medicin gennem sine apoteker og dermed har bidraget til nationens opioid-krise.

I det civile søgsmål, hævder den føderale regering, at Walmart pressede sine apotekere til hurtigt at ekspedere opioid-recepter og nægtede dem muligheden for at afvise ugyldige recepter. Som et resultat hævdes det i klagen, at disse apotekere honorerede tusinder af recepter, der stammede fra anløbne lægers veritable “pillefabrikker” – recepter for bestemte lægemiddelkombinationer, der indikerer misbrug, og recepter, som andre Walmart-apoteker havde afvist som ugyldige. Det betød, at når en Walmart-apoteker erklærede en recept ugyldig, kunne kunden simpelthen bare gå til en anden Walmart-apoteker med recepten og få udleveret medicin.

Regeringen anklager også Walmart for ikke at opdage og indrapportere mistænkelige recepter til DEA, som loven kræver. Det hævdes, at Walmart udmærket var klar over, at dets distributionscentre brugte et utilstrækkeligt system til at opdage og rapportere mistænkelige recepter. Derfor rapporterede Walmart stort set aldrig om mistænkelige recepter.

Det bør nævnes, at Walmart hævder, at dårlige læger har skylden, og at det er at rette bager for smed at bebrejde Walmarts apotekere for ikke at kontrollere de læger, som Drug Enforcement Administration, DEA, godkender til at ordinere receptpligtig medicin.

I oktober 2020 forsøgte Walmart at komme justitsministeriet i forkøbet ved selv at rejse en sag mod statsadvokat William Barr og Drug Enforcement Administration, DEA. Walmart hævdede, at justitsministeriets egen undersøgelse allerede i 2016 havde identificeret hundreder af læger, der skrev problematiske recepter. Næsten 70 pct. af disse læger var i dag stadig godkendte af DEA.

Hvad med Sackler-familien?

Den stenrige Sackler-familie, der frem til 2018 kontrollerede medicinalvirksomheden Purdue Pharma, er foreløbig sluppet med en bøde på 225 mio. dollars, men står overfor et hav af private søgsmål.

Sackler, der i mange år var blandt de rigeste familier i USA, har tidligere finansieret en omfattende velgørenhed og doneret store summer til kunst.

Louvre i Paris har således nydt godt af familiens donationer til museets afdeling med orientalske antikviteter.

Efter Sackler og Purdue Pharmas rolle i den amerikanske opioid-krise er kommet frem, har Louvre fjernet de skilte med Sackler-navnet, der ellers prydede museet.

Andre institutioner, der har nydt godt af Sacklers godgørenhed, er blevet hængt ud af aktivister anført af kunstneren Nan Goldin. New Yorks Metropolitan Museum of Art og Tate Galleries i London har tilkendegivet, at de ikke længere vil modtage donationer fra Sackler.

Da Ib Knudsen, partiforeningsformand for Socialdemokratiet i Kerteminde Kommune, i slutningen af januar 2021 blev spurgt af Fyens Stiftstidende, om hvorfor det er så svært at få unge kvinder til at stille op til kommunalvalg, sagde han:

“Vi har også svært ved at tiltrække kvinder til byrådet, og det er en problemstilling, der er alle steder. Og de kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel.”

Og da han så bliver spurgt om hvorfor der er brug for flere kvinder, svarer han:

“Ja, det har vi til de bløde udvalg, der er det rart nok at have kvinder med. De har jo mere fingeren på pulsen med skole og ældre i alle de der bløde udvalg, der har de en del mere indsigt”.

Ib Knudsen sagde ikke noget om, at kvinderne også var vigtige ved selskabelige partisammenkomster, og slet ikke noget der kom i nærheden af Trumps ”Grab them by the pussy”, men helvede brød alligevel løs. Det endte med, at kritikken fra blandt andet partifællerne i kommunen og på Fyn fik Ib Knudsen til at trække sig som partiforeningsformand.

“Det er med en tåre i øjenkrogen og en klump i halsen, at jeg har valgt at trække mig som formand for Socialdemokratiet i Kerteminde kommune, men som omstændighederne er lige nu, er det den eneste mulighed, så der kan blive arbejdsro i partiforeningen.

Jeg vil gerne sige undskyld, fordi jeg kom med en så negativ udtalelse i avisen, mandag den 25. januar 2021, og tager det fulde ansvar”, skrev Ib Knudsen i en pressemeddelelse.

Krænkelsessager vælter ud af Socialdemokratiets skabe – minister involveret

Knudsens afgang kunne dog ikke lukke debatten om de særlige socialdemokratiske omgangsformer. Søndag den 6. juni 2021 fortalte syv kvinder i Berlingske Tidende, at de havde været udsat for grænseoverskridende adfærd fra en mand ansat i Socialdemokratiet.

Mads Havskov Hansen, der har haft en fremtrædende position i DSU, har angiveligt i en årrække krænket unge kvinder. En af kvinderne kunne således berette, at hun for år tilbage – mens hun som ganske ung var medlem af DSU, Socialdemokratiets ungdomsorganisation – af Mads Havskov Hansen følte sig presset til tavshed efter et fuldbyrdet samleje, som hun ikke havde haft lyst til.

Pernille Rosenkrantz-Theil involveret

I forbindelse med den sag orienterede Mads Havskov Hansen statsminister Mette Frederiksens nære veninde, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det har Pernille Rosenkrantz-Theil selv bekræftet overfor Ekstra Bladet.

Faderen til kvinden havde truet med at fortælle andre om sagen. Mads Havskov Hansen bad derfor Pernille Rosenkrantz-Theil orientere ham, hvis faderen henvendte sig.

Rosenkrantz-Theil skriver blandt andet i en sms til Ekstra Bladet:

– Samtalen omhandlede alene en konkret episode med en far, der var vred på den pågældende medarbejder over, at han havde været sammen med hans datter, og som muligvis ville henvende sig til mig.

– Jeg var ikke bekendt med, at datteren også selv skulle være vred over noget. Og således afventede jeg, om der enten ville komme en politianmeldelse eller anden udvikling i sagen. Det gjorde der ikke.

– Og jeg gik således ud fra, at der var tale om en forælder, der havde skarpe holdninger til sin datters gøren og laden.

Det er næppe troværdigt, når Rosenkrantz-Theil hævder hun ikke orienterede partiets formand eller partisekretær, da hun ikke mente, at der var noget, som Socialdemokratiet som arbejdsgiver skulle forholde sig til. Henvendelsen fra Mads Havskov Hansen har som minimum fået Rosenkrantz-Theil til at forhøre sig i partisekretariatet, om der var en sag på Mads Havskov Hansen.

Socialdemokratiet passiv

Socialdemokratiets ledelse har angiveligt været passiv, men Havskov Hansen stoppede for nogle måneder siden i Socialdemokratiet på Christiansborg. Han blev dog hurtigt ansat som presse- og kommunikationschef i kapitalfondenes lobbyorganisation, Aktive Ejere, hvor Henrik Sass Larsen er direktør.

Socialdemokratiet i København

Fem kvinder har ifølge Kristeligt Dagblad sendt en klage til Københavns Stift, hvor de anklager den kendte præst og socialdemokratiske politiker, Flemming Pless, for seksuelt krænkende adfærd, embedsmisbrug og brud på tavshedspligten. Kvinderne mener, at Pless har udnyttet deres sårbare situation i forbindelse med sjælesorg til at forføre dem.

Klagen er årsagen til, at sognepræst i Christians Kirke i København Flemming Pless siden marts 2021 har været tvunget på orlov.

Flemming Pless, der i 12 år har repræsenteret Socialdemokratiet i Region Hovedstaden, føjer sig dermed til den række af fremtrædende socialdemokrater, der er blevet anklaget for sex-krænkelser.

Udover Mads Havskov Hansen og Flemming Pless, finder vi blandt de mere prominente tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, udenrigsminister Jeppe Kofod og den tidligere socialdemokratiske gruppeformand og boligminister, varmemester Carsten Hansen. Hvis vi går længere tilbage, blev både partiformand Svend Auken og chefen for partiets økonomisk-politiske afdeling på Christiansborg, Jakob Buksti, anklaget for upassende omgang med partiansatte, elever og praktikanter.

Danmarks Radio

Carsten Hansens sag fik ny aktualitet, da Danmarks Radio den 14. februar 2021 kunne præsentere den kvinde, der i julen 2010 blev krænket af Carsten Hansen. Sagen blev til dels offentligt kendt allerede i 2011, og Ekstra Bladet kunne dengang berette, at Carsten Hansen i forbindelse med en julefrokost, der endte en sen nattetime på spillestedet Copenhagen Jazzhouse, havde forulempet en af de partiansatte kvindelige sekretærer på en sådan måde, at sagen senere endte som en faglig sag om sexchikane.

Sagen blev af Socialdemokratiets Bjarne Corydon dengang trukket i langdrag, men lige inden sommerferien 2011 indgik S-toppen og kvindens fagforening, HK, forlig om sagen. Forliget indebar et krav om tavshed, der mørklagde sagen og i 10 år har afholdt kvinden fra at tale om det traumatiserende overgreb.

Socialdemokratiets dobbeltmoral

Betegnende for Socialdemokratiets dobbeltmoral i MeToo-sager forhindrede sexovergrebet ikke Carsten Hansen i at beklæde en ministerpost i Helle Thornings regering 2011-2015.

Jeppe Kofod

På tilsvarende måde var sexsagen ingen hindring for Jeppe Kofods udnævnelse til Udenrigsminister i 2019. Selvom begivenheden ligger år tilbage har de fleste i Danmark fundet det indiskutabelt uværdigt og uanstændigt, at Jeppe Kofod som udenrigsordfører og oplægsholder udnyttede sin magtposition til at have sex med et mindreårigt DSU-medlem. Den 15-årige pige skulle ovenikøbet, ved at tage en fortrydelsespille, selv bære ansvaret for, at 34-årige Kofod ikke orkede at bruge kondom.

Foreløbig har klagerne over Flemming Pless ikke haft nogen indflydelse for hans valgbarhed, lyder det fra Socialdemokratiet og fra Flemming Pless selv. Så han er opstillet som kandidat for Socialdemokratiet, når der til november er kommunal- og regionsrådsvalg.

Mads Halskov Hansens utilbørlige opførsel kunne angiveligt foregå i årevis uden at Socialdemokratiets ledelse fandt anledning til at skride ind. DSU har imidlertid siden relegeret Mads Halskov Hansen.

Offentlig værdighed – hvor går grænsen?

Krav om offentlig værdighed og sømmelighed kaldes (på latin) decorum. Det betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker, og det gælder såvel på arbejdet som i fritiden. Værdigheds- eller vandelskrav er udtryk for det samme.

Decorumkravet fremgår af tjenestemandslovens paragraf 10: Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

I praksis gælder bestemmelsen ikke kun for præster og andre tjenestemænd, men i princippet for alle i offentlige hverv. Ansatte ved Hoffet, borgmestre og ministre er således blevet fældet som følge af optræden og handlinger, der ikke var forenelige med den agtelse og tillid, som kunne forventes af den pågældende.

De fleste finder det rimeligt, at indehavere af de mest magtfulde og prestigefyldte embeder inden for den udøvende magt skal kunne fremvise en eksemplarisk nutid, men ligeledes en dadelfri fortid.

Minister betyder tjener

Den øverste post ved den udøvende magt er ministeren, og for en person, der ikke kun skal repræsentere borgerne og demokratiet, men hele Danmark, er det ikke urimeligt at stille krav om decorum.

Carsten Hansen er i øjeblikket ude af politik, og det er lidt uklart hvad Frank Jensen render rundt og laver. Flemming Pless er stadig socialdemokratisk medlem af regionsrådet i Hovedstaden og opstillet til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Jeppe Kofod er stadig kongeligt udnævnt minister i Danmark. Det er slemt nok, at den udenlandske presse har omtalt Jeppe Kofods affære. Når også seriøse udenlandske magasiner tager udgangspunkt i Jeppe Kofod og trækker på hans affære i mere dybtgående analyser af nationens manglende moralske habitus og – tilsyneladende – hykleriske forhold til ligestilling, er det alvorligt.

Mette Frederiksens forklaringsproblem

Mon ikke Mette Frederiksen har et forklaringsproblem, når hun skal forklare udenlandske regeringsledere hvorfor hun holder lav profil i sager om sex-krænkelser og stædigt holder hånden over Jeppe Kofod, og kan citeres for at sige: “Regarding the current case, I believe Jeppe Kofod has both apologized and expressed regret, and has done so many years ago.”

Desuagtet mener BBC, at der er tale om ”A knock to Denmark’s reputation” – og det var før alle detaljerne om Carsten Hansens misgerninger kom frem i lyset!

Det Middelfart-baserede Selfinvest, der rummer den globale USTC-koncern, har netop leveret et rekordregnskab for 2019/20 med et resultat før skat, der runder én milliard kroner. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Koncernen, som ud over Bunker Holding også tæller logistikfirmaet SDK Freja, oplyser, at de er ”A PRIVATELY OWNED GROUP WITH STRONG FAMILYVALUES”.

Bag USTC, United Shipping & Trading Company, der blandt andet tæller oliehandelsvirksomheden, Bunker Holding – moderselskab til det kontroversielle Dan-Bunkering, står en far og hans to døtre: Torben Østergaard-Nielsen, Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen

Berlingske Tidende beretter servilt, at USTC er Torben Østergaard-Nielsens livsværk, men selskabet er på vej gennem et generationsskifte, og de to døtre fik sidste år overdraget hovedparten af aktierne. Berlingske Tidende finder dog ikke anledning til at nævne, at selskabet er tiltalt for i strid med internationale sanktioner at have tjent penge på at sælge jetbrændstof til det borgerkrigshærgede Syrien.

Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af december 2021.

Tiltalen mod Dan-Bunkering for at overtræde EU-embargo mod Syrien

Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet, SØIK, er kendt for en helt utrolig sendrægtighed.

Den 11. november 2020 kan Ritzau oplyse, at SØIK nu langt om længe har taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

På det tidspunkt var der indført EU-sanktioner mod Syrien med et “forbud mod salg, levering, overførsel eller eksport af jetbrændstof og brændstofadditiver til personer, enheder eller organer i Syrien eller til anvendelse i Syrien”.

Sigtelse i januar 2020

Tilbage i januar 2020 blev der af SØIK efter et uskønt efterforskningsforløb rejst sigtelse mod Dan-Bunkering, ejeren – holdingselskabet Bunker Holding, og en direktør. At der nu er rejst tiltale betyder, at anklagemyndigheden har vurderet, at den sag, politiet har arbejdet på, kan bære at der rejses tiltale ved retten.

Det var DR, der kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete i 2019 på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev sidste år af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s jetbrændstofforbud i forbindelse med transaktioner for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber, der er involveret i sagen.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, men efter de amerikanske myndigheders involvering havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen har Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste foreligger ikke oplyst.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegner selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation. I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for at de tiltalte undgår domfældelse som følge af forældelsesfrister er desværre overhængende.

Sagsgangen

Foruden Dan-Bunkering er holdingselskabet Bunker Holding og direktør Keld R. Demant tiltalt. Anklagemyndigheden går efter en fængselsstraf til direktøren.

Retssagen starter 26. oktober ved Retten i Odense, hvor der er afsat 18 dage frem til 14. december.

Dan-Bunkerings ejerforhold

Bunker Holding, der ejer virksomheden Dan-Bunkering, omsatte i 2019 for omkring 70 milliarder kroner og er blandt Danmarks ti største virksomheder målt på omsætning.

Bunker Holding er den største virksomhed i USTC Group, der ejes af Selfinvest Aps, der ejes af selskabets stifter Torben Østergaard-Nielsen og hans 2 døtre.

USTC Group beskæftiger sig med bunkervirksomhed, tankskibsfart, transport, risikohåndtering og IT. Koncernen har over 2.500 ansatte og kontorer i 33 lande.

Fra koncernens hovedkvarter i Middelfart på Fyn jonglerer stifteren, den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen med olie og skibe – og en mindre it-virksomhed.

Torben Østergaard-Nielsen bryder sig ikke om at skille sig ud fra mængden, men faktum er, at manden fra Middelfart er alt andet end ordinær. Torben Østergaard-Nielsen – eller Tøn, som de fleste kalder ham – har bygget sit eget virksomhedsimperium, og han er blandt Danmarks rigeste, men han må altså nu lide den tort, at hans virksomhed er tiltalt for kriminelle forhold.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen var torsdag den 17. juni 2021 på et kort besøg i København. Den konkrete anledning var EU-Kommissionens godkendelse af det danske genopretningsprogram, der finansieres fra EU’s genopretningsfond – Recovery and Resilience Facility (RRF). RRF er hjørnestenen i EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU – for genopbygningen af EU efter COVID-19 pandemien, og der er afsat omkring 750 milliarder € til planerne.

Danmark har fået tilsagn om tilskud fra RRF på 11,6 mia. kr. svarende til 1,6 €. Planen omfatter: COVID-19 myndighedsindsatser på sundhedsområdet, Grøn omstilling af landbrug og miljø, Energieffektiviseringer, grøn opvarmning, CCS mv., Grøn skattereform, Grøn omstilling af vejtransport, Digitalisering og Grøn forskning og udvikling.

Faldende tillid til EU

Den konkrete anledning til Von der Leyens rundrejse var EU’s genopretningsplan – NextGenerationEU, men EU-Kommissionens besøg i Danmark kom også på et tidspunkt, hvor opbakningen til EU-projektet har nået et nyt lavpunkt.

Ét er at det praktiske samarbejde knirker, men sagen er, at vi langt fra er enige i Europa om selve værdigrundlaget for EU-samarbejdet. Hvordan skal vi skal forstå medmenneskelig respekt og menneskerettigheder? Hvad er betydningen af retsstatsprincipper? Hvad er EU’s globale rolle?

Offentlighedens tillid til EU-institutionerne er samtidig i frit fald på grund af deres håndtering af covid-19-pandemien og vaccineindkøb og den famlende udrulning af vaccineprogrammer.

‎Den skeptiske effekt er stærkest i Tyskland. Her har skuffelsen over EU nu spredt sig fra landdistrikterne til Berlin og andre urbane centre.

‎Det europæiske projekt er imidlertid endnu ikke dødsdømt. Mange EU-borgere mener øjensynligt, at der stadig er behov for samarbejde mellem landene – ikke mindst fordi der er behov for at styrke EU som global aktør.‎

Rapport: CRISIS OF CONFIDENCE: HOW EUROPEANS SEE THEIR PLACE IN THE WORLD

Det fremgår af en nylig offentliggjort rapport fra The European Council on Foreign Relations (ECFR), at EU’s træge reaktion på sundhedskrisen og den famlende udrulning af vaccinationsprogrammer har belastet tilliden til unionen.

Flertal i Frankrig (62 pct.), Italien (57 pct.), Tyskland (55 pct.), Spanien (52 pct.) og Østrig (51 pct.) beskriver EU-projektet som havareret (”broken”).

Adspurgt om EU er velfungerende eller “broken” var der i lande som Danmark og Portugal en lille stigning i andelen, der mente at EU -systemet ikke var velfungerende, men ”broken”.

UK har taget konsekvensen

Den 23. juni 2021 kunne briterne fejre 5-årsdagen for beslutningen om at forlade EU-samarbejdet. Storbritannien slap, trods indenrigspolitisk kaos, ud af EU i live og eksisterer fortsat i bedste velgående.

Det samme kan ikke siges om EU.

I sidste uge vedtog EU’s udenrigsministre en kritisk erklæring mod den nye ungarske lov, der af kritikere hævdes at ville lægge yderligere begrænsninger på homoseksuelles rettigheder i Ungarn. Loven er formuleret så bredt, at modstanderne frygter, at den risikerer at få vidtrækkende konsekvenser. Mange skolers nuværende seksualundervisning vil blive gjort strafbar, og der skal sættes aldersgrænse eller advarsler på både bøger og film, som har homoseksuelle karakterer. Nogle frygter ligefrem, at loven vil gøre det ulovligt at vise regnbueflaget i det offentlige rum.

Det bemærkelsesværdige er at kun 14 lande støttede teksten. Kun tre østeuropæiske lande, de baltiske lande, støttede teksten. Dermed demonstrerede sagen den værdikamp, som for øjeblikket foregår i Europa og endog truede EM i fodbold, fordi UEFA ikke ville tillade regnbueillumination af et fodboldstadion i München.

Ungarns nationalpopulistiske leder, Viktor Orbán, begrunder loven som et forsvar for traditionelle familieværdier mod en liberal og venstreradikal woke-ideologi om flydende kønsidentiteter.

Ungarn

Det bør ikke komme bag på nogen, at Ungarn forfølger sine nationale interesser. Ungarn har altid gået sine egne veje. Det førte til, at sovjetiske tropper i 1956 gik ind i Ungarn og knuste et oprør mod ensretningen, på samme måde som Foråret i Prag i 1968 blev bremset med indsættelsen af en Moskva-venlig tjekkoslovakisk regering og partiledelse.

I 1956 reagerede vi med Ungarnshjælp i fjernsynet og med modtagelse af ungarske flygtninge i Danmark. Det skal heller ikke glemmes, at da Ungarn i 1989 åbnede grænserne og tyskere fra DDR strømmede ind i Vesttyskland faldt først Berlin-muren og snart efter Sovjetunionen.

Ungarn og Polen

Viktor Orbán og det ungarske regeringsparti Fidesz har sammen med Polens nationalkonservative regering under ledelse af partiet, Lov og Retfærdighed, længe udfordret de retsstatslige principper, som andre EU-lande insisterer på EU-medlemskabet forpligter til.

Ungarn og Polen har også udfordrer samarbejdet i EU ved at stikke en kæp i hjulpet på den fælles udenrigspolitik i forhold til Kina og Hongkong og i forhold til striden mellem Grækenland, Cypern og Tyrkiet i Middelhavet.

Det bør ikke glemmes, at Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – de såkaldte Vicegrad-lande – har nogle fælles oplevelser med forsøg på – mod nationale interesser – at ensrette medlemmerne af Warszawapagten. Det er derfor ikke at forvente, at landene bare retter ind efter Frans Timmermans eller andre som er overbevist om, at de sidder inde med den evige sandhed.

Brexit og konsekvenserne for Danmark

Brexit har for første gang demonstreret hvad det vil sige at være inde – eller ude – af fællesskabet. Det har været diffust om det overhovedet var muligt at forlade samarbejdet.

For Danmark har Brexit haft store politiske konsekvenser.

Storbritannien stod som EU-medlem uden for dele af EU-samarbejdet, blandt andet euroen. Som forbeholdsland delte Danmark synspunkter med briterne, og Danmark har været tvunget til at træde mere i karakter, når vigtige emner – som det fælles budget – har været på dagsordenen.

Det er ikke gratis at træde frem som del af en sparebande sammen med Holland, Østrig og Sverige. I modsætning til Holland, der 100 pct. bakker op om EU, har Danmark en lang række forbehold, og nu kan vi ikke mere ligge i ly af UK. Vi er nødt til selv at tage de her konflikter og debatter i alle EU-institutioner, hvor vi hidtil har kunnet holde lav profil.

Den 26. september går tyskerne til valg. Analyseinstituttet Forsa har for nylig undersøgt hvordan opbakningen til partierne tegner sig 3 måneder inden valget.

• Det kristendemokratiske CDU/CSU: 29 pct.
• Det socialdemokratiske SPD: 15 pct.
• Miljøpartiet De Grønne: 21 pct.
• Det liberale FDP: 13 pct.
• Venstrepartiet Die Linke: 6 pct.
• Det højrenationale Alternativ for Tyskland: 9 pct.
• Øvrige: 7 pct.

Ved valget sættes der punktum for 16 år under den kristendemokratiske, CDU-forbundskansler Angela Merkel.

Det kristendemokratiske CDU har siden 1949 haft kanslerposten i 52 ud af 72 år, og partiets mest succesfulde kanslere gennem tiden er gået til valg på at bevare status quo. Tyskerne foretrækker det kendte og sikre, mens udsigten til forandringer er skræmmende. Netop det træk kan blive udslagsgivende, når de om præcis tre måneder, den 26. september, går til forbundsdagsvalg.

Valget har indtil for nylig været set som et kapløb mellem centrum-højre-partiet CDU og miljøpartiet De Grønne (Die Grüne).

Det er til De Grønnes gunst, at klima og miljø hidtil har været de vigtigste valgtemaer. Alle partier har ”grønne temaer” på valgprogrammet. CDU kombinerer disse med en klassisk industripolitik og mindre regulering fra statens side. De Grønne kombinerer disse med socialpolitik. Det samme gør socialdemokraterne og Venstrepartiet.

Som valget tegner sig i øjeblikket, er det svært at se en regeringsdannelse uden om De Grønne. Trods uenigheder er det sandsynligt, at CDU og De Grønne kan finde sammen i en koalition.

Der er ingen grundlæggende modsætninger, men der er forskelle i partiernes flygtningepolitik, i statens rolle og i klima- og miljøpolitikken.

Flertallet af grønne delegerede på en partikongres vil formentlig være enige i, at deres parti skal gå i koalition med CDU. CDU vil gå med til en koalition, hvis det opnår sit mål om at lede regeringen og bevare magten.

Omvendt ville atmosfæren i en regerings-koalition kunne blive meget anstrengt, hvis De Grønne ender med at skulle stå i spidsen for en koalition.

De Grønnes 40-årige formand, Annalena Baerbock, er udpeget til partiets første kanslerkandidat.

Hovedmodstanderen i kampen om kanslerposten er CDU-lederen og ministerpræsident i Nordrhein-Westdalen, Armin Laschet, der er CDU/CSU-koalitionens spidskandidat efter at Bayerns ministerpræsident, Markus Söder fra CSU trak sit kanslerkandidatur.

Det er historisk, at De Grønne for første gang i partiets historie har udnævnt en kanslerkandidat, men det er ligeledes en sensation, at kanslerkandidaten er den 40-årige formand Annalena Baerbock og ikke hendes mere erfarne kollega og medformand, Robert Habeck.

Annalena Baerbock kanslerkandidat

I de sidste tre og et halvt år har Habeck og Baerbock sammen udgjort ledelsen i Die Grüne, og de to har selv bag lukkede døre aftalt, hvem af dem der skulle være kanslerkandidat. Hvis der har været en magtkamp, var det ikke til at se, da Robert Habeck bekendtgjorde nyheden og hyldede sin kollega som ”en kampklar, fokuseret, viljestærk kvinde, som nøjagtig ved, hvad hun vil”.

Coronakrisen har vist, at det tyske samfund har fortjent en bedre regering, betonede Annalena Baerbock i sin tale efter kåringen:

”Hver dag, over hele landet, stiller lærere og plejere, forskere og landmænd, frivillige sig til rådighed for dette samfund og vokser med opgaven.”

”Nu er det på tide, at det politiske liv også vokser med opgaven,” sagde Baerbock med henvisning til det tyske vaccine- og testkaos, som har skadet Merkels koalitionsregering med CDU/CSU og SPD.

Annalena Baerbock repræsenterer angiveligt en ny og pragmatisk generation hos De Grønne – et parti, som ved grundlæggelsen for omkring 40 år siden var omtrent lige så foragtet blandt de øvrige partier, som det højrenationale Alternativ for Tyskland, AfD, er det i dag.

De Grønne i meningsmålingerne

Det tyske miljøparti De Grønne, der ved valget i 2017 opnåede 8,9 pct. af stemmerne, ligger nu ifølge de seneste målinger som landets næstmest populære parti – med 21 pct. efter CDU/CSU, der i står til 29 pct.

Opbakningen til Socialdemokratiet (SPD), der i øjeblikket indgår i Merkels store regeringskoalition med finansminister Olaf Scholz som kanslerkandidat, ligger på 15 pct.

De Grønne var engang et kaotisk sammenrend af miljø- og fredsaktivister i islandske sweatre, men er i dag Tysklands største politiske succes. Miljø -og klimaspørgsmål er blevet mainstream-politik, og det er i høj grad De Grønnes fortjeneste.

Det økonomiske tidsskrift Wirtschafts-Woche har gennemført en meningsmåling om hvem man ville stemme på, hvis der var direkte valg til kanslerposten. Svaret var 26,5 pct. på De Grønnes Baerbock og kun 14,3 pct. på CDU/CSU-kandidaten Armin Laschet.

Men de seneste års succes bunder også i, at Baerbock og Habeck har gjort sig til indbegrebet af en ny politisk ledelsesstil med et samarbejde, som er blottet for store egoer og trangen til at ydmyge, skriver ugeavisen Die Zeit:

”Habeck har evnen til at udtænke politik, Baerbock er særligt god til at organisere den. Han har talent for at tale, hun for at udføre, den karismatiske og den effektive.”

Baerbock udsat for kritik

Baerbocks største problem er, at hun i mere end én forstand er grøn.

Hun har aldrig haft regeringsansvar, heller ikke på delstatsniveau som Habeck, der har været miljøminister i Slesvig-Holsten. En svaghed, hun selv har foregrebet:

”Ja, jeg har aldrig været kansler, og jeg har heller aldrig været minister,” sagde hun, men betonede, at politik lever af forandringer.

”Jeg stiller op for fornyelse, andre står for status quo,” sagde hun med en bredside til Merkels CDU, som ifølge kritikere har været fodslæbende i klimakampen, inkompetente i coronapolitikken og forsømt at digitalisere Tyskland.

Ligesom kollegaen Habeck tilhører den proeuropæiske Baerbock partiets moderate realo-fløj, men hun har med sin forsonlige stil formået at bygge bro til den mere radikale fundi-fløj.

”Hendes idé om ”humanitet og orden” betyder: evakuering af elendige flygtningelejre ved Ægæerhavet og konsekvent udvisning af kriminelle asylansøgere fra Tyskland. Eller sagt på en anden måde: Hun forsøger at være fornuftig uden at forråde det humanitære”, som det er sagt om hende.

Alsidig baggrund

Annalena Baerbocks vej til tysk toppolitik lyder som noget fra en billedbog: Hun voksede op på en gård nær vesttyske Hannover, havde Greenpeace-plakater på værelset, deltog med sine forældre i demonstrationer mod atomkraft og Natos dobbeltbeslutning.

Annalena Baerbock har også tidligere dyrket trampolin-idræt på topniveau – 3 bronzemedaljer er det blevet til ved de tyske mesterskaber. Hun måtte opgive sporten pga. skader.

Hun havde på et tidspunkt aspirationer om en karriere i journalistik, men hun var tabt til politik efter en praktikantperiode hos et medlem af Europa-Parlamentet fra De Grønne.

Hun studerede statskundskab ved universitetet i Hamborg fra 2000 til 2004, og opnåede en Master i Public International Law fra London School of Economics i 2005. Fra 2009 til 2013 arbejdede hun på en doktorgrad i International Law ved Freie Universität i Berlin, som hun dog ikke fik afsluttet.

I 2005 blev hun medlem af De Grønne, gjorde hurtigt politisk karriere, kom i Forbundsdagen i 2013, blev partiformand i 2018. Tyske medier beskriver hende som ambitiøs, velbevandret i udenrigspolitik og grundigt forberedt.

Som gift og protestant bosat i Potsdam uden for Berlin med sine to døtre og sin mand har hun prioriteret og italesat de problemer, som coronakrisen skaber for børnefamilier – et område, som kristendemokraterne traditionelt har domineret.

På det seneste har Annalena Baerbock imidlertid måttet notere sig ganske kraftig kritik. Hun skulle således ikke være ganske oprigtig i sit CV, og der har også været tale om manglende deklarering af visse indkomster.

”Fælles om verden” er navnet på Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, der blev offentliggjort torsdag den 24. juni 2021.

Bag strategien står et bredt politisk flertal, der spænder fra Enhedslisten til Det Konservative Folkeparti – udenfor står Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Frie Grønne har oplyst, at de slet ikke har været inviteret mens Nye Borgerlige mere eller mindre selv havde meldt sig ud fra begyndelsen.

Kristendemokraterne er med i det brede forlig, og erklærer sig tilfredse med, at religion nu skal spille en central rolle i dansk bistandspolitik.

Dansk Folkeparti, som ellers havde være med langt hen ad vejen, stod ifølge ordfører Alex Ahrendtsen af, da man ikke kunne enes om at tage udviklingsbistanden fra lande, hvis de fortsætter med at forfølge kristne.

17 milliarder kroner til udviklingssamarbejde

”Fælles om verden” afløser den forrige strategi, ”Verden 2030” fra 2017, og tegner rammen for dansk udviklingspolitik i de kommende fire år. Strategien lægger op til, at Danmark i de næste fire år lever op til sin forpligtelse via FN om at give minimum 0,7 procent af sin BNI i udviklingsbistand.

I 2021 bruger Danmark lidt over 17 milliarder kroner på udviklingssamarbejde.

De danske bistandsorganisationer som Dansk Flygtningehjælp, Oxfam IBIS og Care Danmark er overvejende positive over for den nye udviklingspolitiske strategi, der fokuserer på blandt andet styrkelse af demokrati, klimadagsordenen, adgang til basale rettigheder og bekæmpelse af fattigdom og ulighed.

Organisationen International Media Support bemærker med tilfredshed, at den frie presse og adgang til information for første gang nævnes specifik i en dansk udviklingspolitiskstrategi.

Stiger fattigdom og ulighed ?

Som grundlag for strategien anføres det bl.a.: ”Vi lever i en global brydningstid. Corona-krise, klimaforandringer og konflikter vender fremskridt og udvikling til tilbagegang. Fattigdom og ulighed stiger.”

Det er meget betænkeligt, at den danske udviklingspolitiske strategi hviler på et fejlagtigt grundlag.

Realiteten er, at globalt set er andelen af mennesker, som lever i ekstrem fattigdom, dalet fra omkring 35 pct. i 1990, til 15,7 pct. i 2010, til 10 pct. i 2015 og vil dale yderligere til 6 pct. i 2030 ifølge SDG report 2020.

Udsagnet om ulighed er ligeledes forkert. Den globale Gini-koefficient er ifølge Den Internationale Valutafond faldet med cirka seks point på verdensplan de seneste årtier.

Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet og forsker i blandt andet international økonomi og skattepolitik, opsummerer udviklingen i den globale ulighed de seneste årtier således: ”Den generelle tendens er klart, at uligheden på globalt plan er faldet, fordi store befolkningsrige vækstøkonomier i den fattigste del af verden har udviklet sig langt hurtigere end de rige lande, og det har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom. Samtidig er en lille elite bestående af enkeltpersoner blevet ekstremt rige, men det ændrer ikke på det samlede billede af, at den globale ulighed er faldende”.

Nordisk Ministerråd, NMR, har væsentlige udfordringer med sin økonomi- og projektforvaltning. Det oplyser NMR i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår at arbejdet med ministerrådets årsregnskaber for 2020 er blevet forsinket. Årsregnskaberne kunne først indleveres til Rigsrevisionen i Danmark i juni, efter at sekretariatet havde gennemført en meget omfattende intern revision af projekthåndteringen. På grund af forsinkelsen har Rigsrevisionen endnu ikke afsluttet sin revision af regnskaberne.

Pressekonference Sct. Hans 2021

Nordisk Ministerråds generalsekretær Paula Lehtomäki og økonomichef Gerner Oddershede vil onsdag den 23. juni på en digital pressekonference redegøre nærmere for Nordisk Ministerråds økonomiske forvaltning.

Det er ikke første gang Nordisk Ministerråd har problemer. Den danske rigsrevision har ved adskillige lejligheder fremført kritik af den nordiske samarbejdsorganisations forvaltning af et samlet budget på omkring 970 mio. kr. hvoraf Danmark bidrager med omkring 210 mio. kr. svarende til knap 22 pct.

Nordisk Journalistcenter, NJC

Fagbladet Journalisten kunne i marts 2005 fortælle en saftig historie om regnskabsrod, fusk med bilag, rejseafregninger og druk m.v. i det af NMR støttede Nordisk Journalistcenter, NJC.

Nordisk Journalistcenter (NJC), blev grundlagt i 1957 med det mål at styrke udviklingen af nordiske medier og journalistik gennem efteruddannelse, kurser og netværksaktiviteter for journalister og redaktører fra hele Norden, herunder Island, Grønland, Færøerne og Ålandsøerne.

Med base i Aarhus, Danmark, har Nordisk Journalistcenter (NJC) i mere end 60 år virket som videns- og kursuscenter for nordisk journalistik. Centeret oplyser selv, at virksomheden bygger på et solidt kendskab til mediesituationen i Norden og på langvarige partnerskaber med medier og medieinstitutioner i alle de nordiske lande samt de omgivende nabolande og regioner.

Siden 2010 har Nordisk Journalistcenter haft base i DMJX, Danmark Medie- og Journalisthøjskole, i Aarhus, hvor centeret er placeret i afdelingen for Forskning og Udvikling og nyder godt af synergi og samspil med hele DMJX.

NJC er ”født” og årligt støttet af Nordisk Ministerråd (NMR) med omkring 700.000 kr., og har således altid haft en tæt tilknytning til de nordiske institutioner.

Fusk med bilag, rejseafregninger og druk

Det fremgår af Journalistens beskrivelse, at den daværende færøske rektor for Nordisk Journalistcenter, Birgir Kruse, blev afskediget. Årsagen var fusk med bilag, rejseafregninger, diæter og restaurationsbesøg – parret med et belastende alkoholforbrug.

Fyringen og årsagerne fremgik af et anbefalet brev, som Birgir Kruse modtog den 15. februar 2005, afsendt fra Kruses arbejdsgiver, Nordisk Ministerråd.

Bankerne bør igen tvinges til at lægge penge til side til at modstå eventuelle slag imod dansk økonomi og det finansielle system i Danmark.

Det mener Det Systemiske Risikoråd, der overvåger potentielle farer mod den finansielle sektor i Danmark. Rådet vurderer, at der i øjeblikket – som følge af de lave renter og lempelige finansielle i kombination med den økonomiske genopretning – opbygges risici i det finansielle system.

Kreditgivningen til husholdningerne er dog fortsat med at stige i det seneste år, og efterspørgslen efter lån er taget til i begyndelsen af 2021 i takt med den stigende aktivitet på boligmarkedet.

Det Systemiske Risikoråd mener, at selv hvis udlånsvæksten aftager er hele den finansielle sektor udsat, fordi udlånet allerede er på et højt niveau.

Som konsekvens af de statslige hjælpepakker er statsgælden steget kraftigt i både USA og Europa. Det reducerer efter Rådets opfattelse muligheden for, at stater kan afbøde negative effekter af en fremtidig krise. Ligeledes er centralbankernes handlerum blevet indsnævret efter yderligere rentenedsættelser og historisk store opkøbsprogrammer. Det understreger vigtigheden af, at kreditinstitutterne er robuste og velpolstrede og har kapital til at understøtte udlånet i en fremtidig krise.

Det Systemiske Risikoråd henstiller derfor til erhvervsministeren, at den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer genaktiveres, med en sats på 1,0 pct. fra 30. september 2022. Rådet vurderer, at det nu er tid til at genopbygge bufferen og den trinvis forhøjes til 2,5 pct. med virkning fra starten af 2023.

Den kontracykliske kapitalbuffer er groft sagt et krav om, hvor meget bankerne og realkreditinstitutterne skal lægge til side til dårligere tider.

Nationalbanken har længe ment at de store danske banker er underfinansierede

Nationalbanken gennemfører hvert halve år en såkaldt stresstest af danske banker og kreditinstitutter.

I stresstesten sammenholdes bankernes kapital med de gældende kapitalkrav i tre makroøkonomiske scenarier: Et grundforløb, der følger Nationalbankens seneste prognose, samt to recessionsscenarier, der begge indebærer en økonomisk nedgang i det følgende halvår.

Testen omfatter både de såkaldte systemiske banker (banker, der så store, at de hver især har betydning for samfundsøkonomien): Danske Bank, Nykredit Realkredit, Jyske Bank, Nordea Kredit, Sydbank, DLR Kredit, Spar Nord, og de ikke-systemiske banker: Arbejdernes Landsbank, Ringkjøbing Landbobank, Sparekassen Kronjylland, Vestjysk Bank, Lån & Spar Bank, Jutlander Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sparekassen Vendsyssel, Den Jyske Sparekasse.

Ikke alle banker bestod stresstesten

Det var ikke alle banker, der bestod Nationalbankens halvårlige stresstest i 1. halvår af 2021. For mens alle de ikke-systemiske banker klarede frisag, var der enkelte af de store banker, som i det hårdeste stressscenarie kom under grænsen for det gearingskrav, der gælder fra den 28. juni og som betyder, at bankernes kernekapital som minimum skal udgøre 3 pct. af de ikke-risikovægtede aktiver.

Det var altså ikke alle bankerne, der kan leve op til det krav i det hårdeste stressscenarie. Sådan lød konklusionen fra Nationalbanken i en analyse, der blev præsenteret den 28. maj 2021. Nationalbanken har ikke oplyst navne, men skriver, at der er enkelte af de store banker, der ikke hverken lever op til kravene til deres kapitalbuffer eller til gearingskravet.

Ved den seneste stresstest var der også systemisk vigtige banker, som ville komme til at bryde deres bufferkrav i det hårdeste scenarie. Det er dog et såkaldt blødt krav, som vil betyde en række restriktioner – for eksempel at man ikke kan udbetale udbytte til aktionærerne.

Hvis gearingskravet ikke opfyldes, kan Finanstilsynet lukke banken

Det er imidlertid mere alvorligt, at der er banker, der bryder gearingskravet, fordi det er et minimumskrav, som bankerne skal opfylde, hvis de overhovedet skal have lov at drive bank.

Hvis en bank bryder gearingskravet, vil det få en kort frist til at få orden i sagerne. Lykkes det ikke, kan Finanstilsynet lukke banken.

Nationalbanken opfordrer til at de pågældende banker nøje overvejer, om de overhovedet er godt nok kapitaliserede i udgangspunktet.

I den tidligere stresstest levede alle bankerne op til gearingskravet. Resultatet af den nye test tyder altså ifølge Nationalbanken på, at der er danske banker, der nu klarer sig dårligere.

NEP-kravet

Ifølge Nationalbanker er der også flere af de systemisk vigtige banker, der kan komme i problemer i forhold til det såkaldte NEP-krav, der er krav til bankens nedskrivningsegnede passiver, der skal sikre, at banken har tilstrækkelige midler, der i en krisesituation kan anvendes til at absorbere tab. Populært sagt er det et kapitalkrav, der sikrer, at banken selv har penge nok til at betale, hvis den skal lukkes ned uden at det offentlige skal træde til.

Nationalbanken opfordrer bankerne til at sørge for at udstede nedskrivningsegnede passiver med lang løbetid i ”gode tider”, således at bankerne kan leve op til NEP-kravet. Hvis de venter til en krisesituation, hvor kapitalmarkederne ”fryser til”, og NEP-kravet er opfyldt med kortfristede gældsinstrumenter, kan det blive meget svært at få refinansieret og afsat nye gældsinstrumenter.

Nationalbankens og Det Systemiske Risikoråds betimelige advarsler

Henstillingerne fra Nationalbanken og Det Systemiske Risikoråd falder formentlig i god jord hos de fleste borgere, der endnu har hjælpeforanstaltningerne og bankpakkerne under sidste finanskrise i frisk erindring.

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb.

Ikke mange havde under krisen dengang appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter. Intet tyder på, at investorer har ændret sig – i en krisesituation vil ingen røre en udskældt og nødlidende bank med en ildtang.

Irans nyvalgte præsident Ebrahim Raisi afviser at mødes med præsident Biden. På hans første pressekonference efter valgsejren ved præsidentvalget i Iran fredag den 18. juni 2021 tilkendegav han, at forhandlingerne om mulighederne for at genoplive atomaftalen fra 2015, skal garantere Irans ”nationale interesser”. ‎

Præsident Trump trak USA ud af aftalen i 2018 og gennemførte skrappe økonomiske sanktioner, der bl.a. har forhindret Iran i at høste det fulde udbytte af landets olieressourcer. Raisi opfordrede mandag overfor et enormt internationalt presseopbud USA til straks at vende tilbage til aftalen og ophæve alle de sanktioner, der har lammet den iranske økonomi. Da han blev spurgt, om han i givet fald ville mødes med præsident Joe Biden, svarede han: “Nej.”‎

Han insisterede også på, at Irans ballistiske missilprogram “ikke kunne forhandles”. Irans regionalpolitik, herunder dets støtte til væbnede grupper som Hamas, Hizbollah, Houthierne i Yemen og shimuslimske militser i Iraq og andre lande, kunne heller ikke indgå som en del af en eventuel ny aftale, der blev indgået i Wien.‎

Raisi er kendt som hardliner shiamuslimsk gejstlig, der har været er leder af Irans retsvæsen og er tæt på øverste leder Ayatollah Ali Khamenei. Han vandt præsidentvalget, hvor han fik 62 pct. af stemmerne i første runde.‎

Valgdeltagelsen var imidlertid lige under 49 pct. – et rekordlavt niveau for et iransk præsidentvalg siden den islamiske revolution i 1979. Der var opfordringer om boykot af valget fra systemkritikere og andre som reaktion på, at en lang række kandidater blev forhindret i at stille op til valget.

‎Analytikere hæfter sig ved, at hvis der skal nås et resultat ved forhandlingerne i Wien skal det være mens den islamiske revolutions ”hardlinere” er ved magten. Ayatollah Ali Khamenei ville aldrig have tilladt den hidtidige kompromissøgende præsident Rouhani at indgå en aftale, der kunne udlægges som om Iran gav efter for presset fra ”Den Store Satan”, USA.

Israels nye premierminister, Naftali Bennett, har advaret verdensmagterne om “at vågne op, før de vendte tilbage til atomaftalen”. ‎Han har sagt, at Raisi, der var involveret i massehenrettelser af politiske fanger i 1988, da han var Teherans viceanklager, var en del af et “regime af brutale bødler”.‎ Israel og en række Sunni-arabiske stater i Mellemøsten er ikke begejstrede ved Irans aktiviteter i region og den trussel, som Irans missilprogram umiddelbart udgør og – på længere sigt – udsigterne til at Iran kommer i besiddelse af atomvåben.

Da Raisi på mandagens pressemøde blev udspurgt om menneskerettighedssituationen i Iran, sagde han: “Jeg er stolt over at have forsvaret menneskerettighederne i alle de hverv, jeg har haft indtil nu.”‎

Ebrahim Raisi efterfølger formelt Hassan Rouhani som Irans præsident den 3. august 2021.