OW Bunker var en af landets største virksomheder målt på omsætning. Virksomheden krakkede fredag den 7. november 2014 efter at det var blevet solgt delvist på børsen af kapitalfonden Altor. Krakket efter blot 224 dage på børsen, sendte rystelser gennem dansk erhvervsliv.

Konkursen udløste store tab til aktionærer og kreditorer, og efterfølgende har konkursboerne samt private og institutionelle investorer anlagt en stribe erstatningssager mod Altor, Deloitte, den tidligere ledelse samt de investeringsbanker, der var med til at sælge OW Bunker på børsen.

Foreningen OW Bunker-investor har sammen med Dansk Aktionærforening fået lavet et interessant TV-program, der går bag om den store børsskandale og det retslige efterspil.

Hafnia Holding

Sagen om OW Bunkers overraskende konkurs bringer mindelser om Hafnia Holding. I 1992 iværksatte Den Danske Bank en ”redningsplan”, hvor man fik tillidsvækkende typer til at lægge navn til en aktieemission. Det var tidligere departementschef, DONG-formand Holger Lavesen, og tidligere adm. direktør for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Olav Grue, hvor Grue blev kendt som dansk erhvervslivs “redningsmand”.

Det lykkedes Den Danske Bank i juli 1992 at kradse 2 mia. kr. ind fra håbefulde investorer, herunder en lang række almindelige mennesker. Allerede den 19. august 1992 gik Hafnia Holding i betalingsstandsning og endelig konkurs i maj 1993.

Hafnia Holding åbenbarede en hidtil ukendt kynisme og skrupelløshed i den danske finansverden. En af dem, der blev ramt, var direktør i Københavns kommune, Bo Smith. Han troede han gjorde den gode socialdemokratiske kommunen en tjeneste ved at placere kommunens midler til en tilsyneladende gunstig forrentning i Hafnia Holding.

Bo Smith opnåede som følge af manglende rettidig omhu den ret sjældne ”ære” personligt at påføre skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kr. i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs. Siden havde han ansvaret for den stort set nytteløse aktiveringsindsats, som arbejds- og beskæftigelsesministerierne har tilrettelagt for de arbejdsløse.

Politik

Mette Frederiksen har demonstreret en kynisme og skrupelløshed, der tilsyneladende er fuldt på højde med hvad vi har set i de mest anløbne dele af den danske finansverden.  

Som beskæftigelsesminister fyrede Mette Frederiksen Bo Smith, og hun gentog som bekendt manøvren med udrensning af uønskede departementschefer i Justitsministeriet (Anne Kristine Axelsson) og Statsministeriet (Christian Kettel Thomsen).

Og Bo Smith? Efter fyringen som departementschef satte hans trofaste fagforening, DJØF, ham i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere embedsmandsrollen. Det kom der i øvrigt heller ikke noget ud af.

Den 1. januar 2003 indgik koncernen bag Jyllands-Posten et selskabsmæssigt, men ikke redaktionelt samarbejde med Politikens Hus i JP/Politikens Hus A/S.

JP/Politikens Hus A/S ejes af Jyllands-Posten Holding A/S (50 pct.) og A/S Politiken Holding (50 pct.).

I forbindelse med fusionen afløste Carsten Juste den mangeårige chefredaktør og administrerende direktør Jyllands-Posten, Jørgen Ejbøl. I 2016 overtog Jacob Nybroe poste som ansvarshavende chefredaktør, og han udgør sammen med Marchen Neel Gjertsen og Steen Rosenbak Jyllands-Postens chefredaktion.

Marchen Neel Gjertsen med rødder i Enhedslisten

Marchen Neel Gjertsen var formand for Folketingets Presseloge 2017 – 2019. Gjertsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2010 med praktik på Dagbladet Information, hvor hun efter endt uddannelse fik fast job.

Efter tre måneder i stillingen som souschef for Politikens Christiansborg-redaktion, vendte Gjertsen i maj 2015 tilbage til Jyllands-Posten, hvor hun overtog jobbet som politisk analytiker og leder af den politiske redaktion efter Christine Cordsen. Senere i 2018 blev Marchen Neel Gjertsen ansat af Pierre Collignon som politisk redaktør og dermed medlem af nyhedsledelsen på Jyllands-Posten.

Det interessante er Marchen Gjertsens fortid som kandidat for Enhedslisten samt et medlemskab af SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål var at omstyrte det danske samfund.

Marchen Gjertsen stillede i 2005 op til kommunalvalget i Odense for Enhedslisten – i øvrigt sammen med Anna Rytter og Asmaa Abdol-Hamid.

Jyllands-Posten – et liberalt dagblad

Jyllands-Postens Fond, der gennem Jyllands-Posten Holding A/S ejer 50 pct. af JP/Politikens Hus A/S, har som hovedopgave at støtte udgivelsen af Jyllands-Posten, “som et af private, erhvervsmæssige, organisationsmæssige og partipolitiske interesser uafhængigt liberalt dagblad”.

Under hensyn hertil skal fonden endvidere yde støtte til løsning af sociale, kulturelle eller andre samfundsmæssige opgaver, der tjener til opretholdelse af en liberaldemokratisk samfundsorden i Danmark. Denne fondsstøtte skal fortrinsvis gives på områder, hvor det offentlige ikke har mulighed for at yde støtte i tilstrækkeligt omfang.

Politiken – en uafhængig radikal-socialliberal avis og organ for dansk frisind

Politiken-Fonden, der også ejer 50 pct. af JP/Politikens Hus A/S, har som formål gennem erhvervelse og besiddelse af aktier i A/S Politiken Holding og på anden måde dels at sikre og underbygge den fortsatte beståen af Dagbladet Politiken og af Ekstra Bladet. Dels igennem holding-virksomhed at drive anden medievirksomhed og medierelateret virksomhed, og understøtte disse virksomheders udvikling på en sund og økonomisk basis.

Fondens formål er tillige at sikre, at Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet ledes som uafhængige radikalt-socialliberale blade og organer for dansk frisind i overensstemmelse med Politikens hidtidige traditioner. Fonden vælger chefredaktører for Dagbladet Politiken og Ekstra Bladet.

Fondens formål er endvidere at yde tilskud til kulturelle, presse- eller uddannelsesmæssige formål samt dermed beslægtede opgaver, alt efter fondens bestyrelses beslutning.

Rasmus Stoklund, socialdemokratisk medlem af Folketinget, harcelerer i Politiken den 5. december 2021 over socialdemokratiets kritikere. Ikke mindst Noa Redington må lide den tort at blive nedgjort af Stoklund, der alt for længe er fremstået i offentligheden som en fornuftig eksponent for Socialdemokratiet.

Alle andre end Stoklund har været enige om at tage udfaldet af kommunalvalget som et tegn på, at partiet har problemer. Mogens Lykketoft har i Berlingske sagt, at ”Socialdemokratiet er fanget af dårlige sager og får tæsk af storbyvælgerne”.

Alligevel fremturer Stoklund med, at det ikke er politikken, der er problemet – problemet er, at der er for lidt af den socialdemokratiske politik: ”I store dele af landet fik Socialdemokratiet flot opbakning. Andre steder kalder vælgernes dom på evaluering og selvransagelse. Vi er et folkeparti med en ambition om at varetage fællesskabets interesser. Direktørens og industriteknikerens. Københavnerens og vestjydens. Handelsskoleelevens og plejehjemsbeboerens. Når vi går tilbage, er det fordi, vi ikke har indfriet folks forventninger, og det skal vi gøre bedre”.

Rasmus Stoklund minder mere og mere om Mohammed Saeed al-Sahhaf, der blev kendt under invasionen af Irak i 2003, hvor han var landets informationsminister. Hans pressekonferencer under invasionen gav ham øgenavnet Komiske Ali, fordi han stædig fastholdt, at Irak ikke var ved at blive invaderet.

Merete Eldrup

Merete Eldrup har i et interview med Jyllands-Posten sagt, at hun fortryder, at hun ikke gjorde nok for at forebygge sexisme på TV2: ”Jeg er klar over, at der foregik ting og også ting, som jeg vidste og tog mig af. Jeg har ikke haft berøringsangst, og jeg havde virkelig en åben dør, og man kunne komme, hvis der var noget. Men jeg må bare konstatere, når jeg kaster et kritisk blik på mig selv, at det ikke har været nok. Jeg har ikke gjort, hvad jeg kunne. For det, synes jeg, de historier, der nu kommer frem, viser. Jeg har ikke taget nok fat på det”.

Merete Eldrup, født Jørgensen, var direktør For TV2 fra 2007 til 2019. Eldrup kom oprindeligt fra Finansministeriet, hvor hun – der på det tidspunkt var gift, boede i rækkehus og havde børn – eller hendes daværende afdelingschef Anders Eldrup – der ligeledes var gift – tog initiativ til et hedt erotisk forhold, der kostede både hendes og Anders Eldrups ægteskaber.

I de gode gamle dage – før Kodex VII – de syv centrale pligter for embedsmænd – var retningslinjerne på Slotsholmen, hvis man stilede efter en pletfri karriere i centraladministrationen: Ingen utidig nidkærhed i tjenesten, ingen klatgæld til kolleger og ingen kontorfisse.

Ligesom vore dages embedsmænd ikke retter sig efter Kodex VII, var der også tidligere mange, der overhørte rådet om at holde sig på dydens smalle sti.

Merete Eldrup og andre chefer kan derfor meget vel have haft en vis overbærenhed med de udsvævelser og den åbenlyse sexisme, der prægede forholdet mellem chefer, ansatte, freelancere og praktikanter på Kvægtorvet i Odense.

Anne Engdal Stig Christensen

Den nuværende direktør på TV2, Anne Engdal Stig Christensen, har ifølge netmediet Journalista.dk haft et forløb på TV2, der i høj grad ligner Merete Eldrups oplevelser i Finansministeriet, og som måske forklarer hendes manglende årvågenhed overfor sexisme på stationen.

Således mødte Anne Engdal Stig Christensen, der dengang hed Andresen, i 1994, hvor hun selv var i midten af 20erne, den 10 år ældre daværende TV 2-stjernevært og sportschef Morten Stig Christensen, som var gift og havde to børn.

Alligevel indledte han et forhold til Anne Engdal, der fra relationens start, havde status af elev med en meget midlertidig stilling som såkaldt trainee i forbindelse med, at hun skrev en opgave om ungdomsserien Beverly Hills 90210 til brug for et studie på Aarhus Universitet, hvor hun læste litteratur og medievidenskab.

Forholdet mellem de to fortsatte efter at Anne Engdal i 1995 blev ansat i en marketingstilling på TV 2. Herfra steg hun hurtigt i graderne, efter hun i 1998 blev gift med Morten Stig og fik børn med stationens måske største navn i 1990erne. En mand med en enorm magt og høj position, eftersom han både var øverste chef for den succesfulde sportsafdeling – og samtidig redaktionens helt store mandlige værtsprofil.

Det var ventet, at Storbritanniens udtræden af EU kunne få væsentlige konsekvenser for den danske fødevaresektor. Derfor besluttede Udenrigsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet i begyndelsen af 2020 at placere en statskonsulent på ambassaden i London fra den 1. august 2020.

Valget faldt på Fødevarestyrelsens erfarne direktør, Esben Egede Rasmussen.

Esben Egede Rasmussen fratrådte allerede i forsommeren 2020, og han blev pr. 1. august 2020 som direktør i Fødevarestyrelsen erstattet af Nikolaj Veje, der kom fra Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Forinden havde han været økonomidirektør i Politiet.

Esben Egede Rasmussen er scient.pol fra Aarhus Universitet, men havde 25 års erfaring fra Fødevareministeriet, heraf godt 3 år som direktør i Fiskeridirektoratet og 11 år som direktør i Fødevarestyrelsen.

Nikolaj Veje er en erfaren offentlig leder, men er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet og havde ved sin tiltræden hverken veterinær eller juridisk baggrund.

Kunne Fødevarestyrelsen have forhindret minkskandalen?

Man kan ikke lade være med at tænke på, om det kaos og rod, der tilsyneladende herskede op til – og efter – regeringens ulovlige beslutning den 3. november 2020 om at aflive alle mink i Danmark, kunne være undgået?

Ville et erfarent modspil fra Fødevareministeriet til hysteriet hos Barbara Bertelsen, Per Okkels inkompetence og panikken hos Kåre Mølbak have ført til, at regeringen havde truffet lovlige beslutninger på et forsvarlige veterinært, sundhedsfagligt og juridisk grundlag?

Ville den løbende rådgivning fra en myndig og erfaren direktør for Fødevarestyrelsen trods alt have gjort indtryk på fødevareministeriets utilgiveligt passive departementschef, Henrik Studsgaard, og betydet, at han under regeringsmødet den 3. november 2020 havde rejst spørgsmålet om manglende hjemmel i forbindelse med beslutningen om at slå samtlige mink ned?

I granskningskommissionen har Henrik Studsgaard forklaret, at den drastiske regeringsbeslutning på ingen måde gav anledning til, at Studsgaard følte sig kaldet til at rejse et hjemmelsspørgsmål, som ellers i en lang periode og flere gange havde været nævnt i forskellige notater. “Det var ikke top of mind”, lød forklaringen.

Først efterfølgende fik Henrik Studsgaard den tanke at involvere Fødevareministeriets retschef, Paolo Perotti.

Den britiske regering har annonceret oprettelsen en række nye stillinger i den britiske udenrigstjeneste som led i bestræbelserne på at udvide markedsadgangen for britiske producenter og øge eksporten af fødevarer og drikkevarer, der havde en værdi på 27,7 mia. pund i 2020. Det britiske landbrugsmagasin Farmers Weekly beretter, at ud over stillinger i Kina, USA, Indien, Canada og Mexico skal de kommende statskonsulenter eller fødevareattacheer dække markeder i Golfen, Afrika, Sydamerika og Asien-Stillehavsområdet.

De eksisterende statskonsulenter eller fødevareattachéer i Kina og De Forenede Arabiske Emirater har haft succes med at fremme eksporten. Den britiske eksport af fødevarer og drikkevarer til De Forenede Arabiske Emirater havde i 2020 en værdi af 257 mio. pund.

Statskonsulenters positive effekt

Phil Hadley, direktør for Agriculture and Horticulture Development Board – AHDB, der repræsenterer landmænd og andre producenter, har udtalt, at  “AHDB i øjeblikket medfinansierer en landbrugsrådgiver på ambassaden i Bejing, der har spillet en væsentlig rolle i at støtte eksport af rødt kød og mejeriprodukter i hele regionen” og han tilføjer, at “AHDB ser frem til at fortsætte samarbejdet med regeringen og agroindustrien for at hjælpe med at sikre, at vi maksimerer det globale eksportpotentiale for vores produkter.”

Nick von Westenholz, der er direktør for National Farmers’ Union of England and Wales, NFU, har sagt, at de nye poster vil give UK en tiltrængt stemme i udlandet for at fremme britiske produkter: “NFU har gjort det klart, at disse ekstra ressource er afgørende, hvis vi skal konkurrere effektivt med landmænd og øge vores eksportmarkeder rundt om i verden. Vi håber at se endnu flere landbrugs- og fødevareattachéer udpeget i fremtiden, og i flere lande, som led i bestræbelserne på at ekspandere eksportmarkederne.”

George Eustice – Storbritanniens minister for miljø, fødevarer og landdistrikter – DEFRA, Department for Environment, Food and Rural Affairs – har udtalt, at regeringen ønsker, at folk i ind-og udland kommer til at ”stå i kø for at købe britiske varer”.

“Den annoncerede eksportstøtte vil gøre det muligt for vores landmænd og fødevare- og drikkevareproducenter at drage fordel af nye muligheder og vise flaget for britiske produkter rundt om i verden.”

I februar annoncerede det britiske Department for International Trade svarende til Eksportrådet i Danmark, at der var afsat midler til en “Open Doors” kampagne for at give den britiske fødevareeksport et skub. Der var mulighed for praktisk hjælp til landmænd og producenter, herunder særlige eksport masterclasses og et nyt mentorprogram, for at hjælpe vordende eksportører til at bevæge sig ud på de internationale markeder.

Danske statskonsulenter

Frem til Eksportrådets oprettelse i 2000 havde Landbrugsministeriet (og senere Fiskeriministeriet) på relevante ambassader på de største eksportmarkeder udstationeret landbrugs- og fiskeriråder (statskonsulenter), der varetog danske eksport- og veterinære interesser.

Da Eksportrådet blev oprettet som Danmarks Eksportråd i 2000 blev det statslige eksportfremmearbejde, herunder statskonsulenttjenesten, samlet i en enstrenget organisation, hvor de danske repræsentationer (ambassader, generalkonsulater og handelskontorer) over hele verden indgår som en del af Danmarks officielle eksportfremmeindsats.

Der er fortsat udsendt statskonsulenter på fødevareområdet til de danske ambassader i en række strategisk vigtige lande uden for EU som for eksempel USA, Kina og Japan.

Storbritanniens udtræden af EU ventes at få væsentlige konsekvenser for den danske fødevaresektor. Derfor har der siden den 1. august 2020 været placeret en statskonsulent på ambassaden i London.

Folketinget har torsdag den 2. december 2021 vedtaget aftalen om et stop for al olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050.

Aftalen blev indgået i starten af december sidste år imellem regeringen, De Radikale, SF, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

Rammevilkår ligger fast frem til 2050

Parterne bag aftalen er enige om, at rammevilkårene nu ligger helt fast frem til 2050. Partierne blev dengang også enige om at opgive den planlagte 8. udbudsrunde, og licensrunderne er fortid. Selskaberne kan dog fortsat få nye licenser efter reglerne om minirunder og naboblok-princippet frem til 2050.

Nordsø-aftalen slår dermed fast, at Nordsøens ressourcer skal udnyttes de kommende årtier, hvor vi fortsat har brug for olie og gas. Den grønne omstilling bliver langvarig, og hverken teknologien eller kapaciteten er i dag tilstrækkelig til, at olie og gas kan udfases her og nu.

Aftalen slår dermed fast, at Nordsøens ressourcer skal udnyttes de kommende årtier, hvor vi fortsat har brug for olie og gas. Af debatten kan man tro, at vi er næsten i mål med den grønne omstilling, men virkeligheden er, at vi har brug for olie og gas de næste mange år.

Import af naturgas

I øjeblikket strømmer russisk gas ind i Danmark. Det sker, fordi Tyra-feltet er under genopbygning, og dermed er der midlertidigt sat stop for mere end 90 pct. af den naturgas, der løber til Danmark fra felterne i Nordsøen.

Vi bruger meget naturgas i Danmark. Helt nøjagtigt 15 pct. af vores energiforbrug kommer fra naturgas. Gassen fra Rusland er derfor et godt eksempel på, at vi ikke holder op med at bruge gas (eller olie for den sags skyld), fordi vi holder op med at producere det.

I Danmark får vi i dag dækket godt halvdelen af vores energiforbrug af olie og gas – den andel er langt større i Europa og den øvrige del af verden. Det ser ikke meget anderledes ud i 2030.

Hvis vi ikke i Danmark producerer olie og gas selv, kommer vi til at importere det – fra Mellemøsten, fra Rusland og fra Norge.

Reform af energimarkederne i EU?

Samtidig med at det danske Folketing vedtog loven om stop for al olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050 mødtes EU’s energiministre torsdag den 2. december for at drøfte de ekstremt høje gas- og elpriser. ‎

‎Gaspriserne steg kraftigt i efteråret på grund af lave lagerniveauer, høj global efterspørgsel og hurtig økonomisk genopretning. ‎

‎Frankrig presser på for reformer

Forud for Energiministermødet havde Frankrig på vegne af en koalition af lande udarbejdet et memorandum, der anbefalede en markedsreform til at imødegå de høje og uretfærdige elpriser.

Sådan som energimarkederne er indrettet i dag, er det gasprisen, der også angiver prisniveauet for elektricitet. Det opfattes i Frankrig, hvor elforsyningen i væsentligt omfang er baseret på atomkraft, som helt urimeligt. Spanien, Italien, Grækenland og Rumænien tilsluttede sig krav om reformer, der i højere grad beskyttede forbrugerne.

Den uofficielle koalition har skitseret reformer med sigte på at afkoble prisen på elektricitet fra prisen på gas, ligesom landene agiterede for at fælles gaskøb ville øge EU-landenes forhandlingsstyrke og beskytte mod markedsudsving.

EU-Kommissionen har hidtil modstået reformpresset og henvist til den værktøjskasse af nationale foranstaltninger – herunder skattefradrag og subsidier, der står til medlemslandenes disposition. Kommissionen har også henvist til ‎det EU-agentur, der er ansvarligt for at føre tilsyn med det indre marked, har konkluderet, at der ikke er ” indikationer eller beviser for systematisk manipulerende adfærd eller insiderhandel” på engrosmarkederne for elektricitet.

Tyskland, Irland, Nederlandene, Danmark og andre lande gentog også deres modstand mod markedsreformer og prislofter. ‎

Frankrig og Spanien blev dog ikke ganske overbevist og erklærede på mødet, at det nuværende energimarked måske ikke er “fremtidssikret”, og opfordrede til nye debatter om reformer i april 2022. ‎

Ifølge Dan Jørgensen er Danmark mindre hårdt ramt

Efter EU-mødet advarede klimaminister Dan Jørgensen mod reformer af EU’s energimarked.

”Det er klart, at alle lande er pressede af høje priser. Det afspejler sig i debatten. Der er nogle, der argumenterer for, at EU bør gå hårdere til værks og altså ændre nogle forskellige reguleringer og regler. Og så er der heldigvis flertallet, hvor Danmark er iblandt, som siger, at vi ikke skal lave midlertidige fiksfakserier, som kan få permanente skadelige konsekvenser for at løse et midlertidigt problem” siger Dan Jørgensen.

Klimaministeren fortæller ifølge Ritzau, at han blandt andet bruger Danmark som eksempel, når han vil overbevise skeptikere om, at mere grøn omstilling er vejen frem.

For Danmark er mindre hårdt ramt af de stigende priser, fordi vi er relativt langt med den grønne omstilling, mener Dan Jørgensen.

Det er ikke et billede, den almindelige dansker kan genkende.

I Danmark betyder de stigende energipriser, at mange familier må se frem til at den samlede elregning i 2021 stiger kraftigt i forhold til 2020. Mange familier må påregne en stigning på mere end 30 pct. og dermed en ekstraregning på 1.000 kr. eller mere.

Højeste priser i EU

Allerede før de seneste prisstigninger havde Danmark sammen med Tyskland de højeste elpriser i EU. I andet halvår af 2019 blev de højeste elpriser for husholdninger (inklusive skatter, afgifter og moms) i EU ifølge eurostat registreret i Tyskland (0,2924 EUR pr. kWh), Danmark (0,2873 EUR pr. kWh) og Belgien (0,2860 EUR pr. kWh).

Gennemsnitsprisen i EU-27 var i andet halvår af 2019 på 0,2160 EUR pr. kWh. De laveste elpriser var i Bulgarien (0,0958 EUR pr. kWh), Ungarn (0,1097 EUR pr. kWh) og Litauen (0,1254 EUR pr. kWh). Elprisen for husholdninger i Danmark var mere end tre gange så høj som i Bulgarien.

Beretningerne om Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen bringer mindelser fra Firkløverregeringens første år; Internt i Venstres folketingsgruppe havde partiformanden, finansminister Henning Christophersen, problemer med at styre de som Mette og Barbara ligeledes udadreagerende kvindelige medlemmer: Birthe Rønn Hornbech, Elsebeth Kock-Petersen og Britta Schall Holberg. Christophersen og statsminister Poul Schlüter kunne slet ikke – og ville heller ikke – i en sluttet kreds under aftenspisninger i Statsministeriet skjule deres gysen ved den blotte tanke om at være ”en lille dreng i et hjem med sådanne ældre søstre”.

https://www.altinget.dk/artikel/total-fej-kujon-her-er-de-nye-smser-fra-barbara-bertelsen-og-hvorfor-de-er-vaesentlige

Tel Aviv er den dyreste by i verden at leve i, ifølge Economist Intelligence Unit. Umiddelbart efter kommer Paris og Singapore (sammen på 2. pladsen), Zurich, Hong Kong, New York, Geneve, København, Los Angeles og Osaka. Syriens hovedstad, Damaskus, er den billigste by i verden.

Verdens 10 dyreste byer:

1.  Tel Aviv

2.   Paris – Singapore (deler 2. pladsen)

4.   Zurich

5.   Hong Kong

6.   New York

7.   Geneve

8.   København

9.   Los Angeles

10.  Osaka

Mogens Lykketoft og andre har været ude med riven efter Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti.

Påstanden er, at den stabile fremgang i meningsmålingerne og den flotte fremgang ved kommunalvalget er opnået ved, at De Konservative sidder helt stille og siger venlige ord uden at fortælle meget om hvad konservativ politik egentlig går ud på. Videre hedder det, at partiet lukrerer på, at Venstre er i landspolitisk krise, Dansk Folkeparti smuldrer, Liberal Alliance er ikke eksisterende og Socialdemokratiet er fanget af selvskabte dårlige sager og får tæsk af de unge, af børnefamilierne og af storbyvælgerne.

Søren Pape Poulsen er forståeligt sur over beskyldningerne, og han fremhæver, at Det Konservative Folkeparti i en jævn strøm tilbyder politiske løsninger på de udfordringer, Danmark står over for. Løsninger der vel at mærke er fair og socialt ansvarlige, bæredygtige og effektive og økonomiske og skatteydervenlige!

Det Konservative Folkeparti har lige som lidt som de andre partier ubegrænset adgang til pengetræer – de offentlige udgifter skal holdes under kontrol, og det offentlige kan ikke tillades større vækst end den private sektor, der skal tjene pengene.

Derfor lægges der ikke skjul på, at træerne ikke vokser ind i himlen – selv fra De Konservative skal vælgerne ikke forvente at få alle ønsker opfyldt – de må vælge:

• Vælgerne skal ikke forvente, at økonomiske og skatteydervenlige løsninger vil være bæredygtige og effektive.
• Vælgerne skal ikke regne med, at bæredygtige og effektive og løsninger vil være økonomiske og skatteydervenlige, og vælgerne skal indstille sig på, at
• økonomiske og skatteydervenlige løsninger formentlig ikke vil være bæredygtige og effektive.